for at komme tilbage til rejseoversigten.
Jeg er netop vendt hjem fra min 12 dages rundrejse i Uzbekistan og vil her følge op på min første mail, sendt fra en fremmed computer i Bukhara.
Som jeg allerede skrev dengang, har det været en eventyrlig tur med et helt overvældende antal seværdigheder. Vi kunne godt have brugt 14 dage, når der var så meget at se, og det kunne have været rart at fordybe sig lidt på egen hånd undervejs, og også mere tid til shopping, for der var meget at købe. Men turen var fint lagt an på den måde, at man gradvist trappede seværdighederne op. Efter ankomst og kort byrundtur i Tashkent, som er hovedstad og både en gammel og en ny by, fløj vi jo til Nukus helt ude vestpå, og denne by var ”et hul i jorden”, som vi kun skulle besøge på grund af det store kunstmuseum. Maleren Savitsky havde valgt at dedikere sit liv til at bo i denne udørk og indsamle kunst fra ukendte, men betydelige, lokale kunstnere, og alt var sammen med værker af også russiske malere samt en del folkloristiske genstande, samlet og udstillet på dette enorme museum.. Mange billeder var impressionistisk inspirerede, men der var også naturalisme, realisme, en slags ”guldalder” og såkaldt avantgardekunst repræsenteret. Jeg var meget begejstret for bl.a. mange malerier af den, - af forurening og afdræning , - ødelagte Aralsø med gamle skibe i forfald stående på havbunden.
Vores hotel i Nukus var meget beskedent, men også et meget charmerende sted med en hyggelig gårdhave, hvor måltiderne blev serveret af en meget ivrig betjening, som også dansede for, da vi den første aften blev underholdt af nogle lokale musikere. Maden var der ikke meget ved, - kedelig suppe med en luns fedt kød, der svømmede rundt mellem to kartofler og et stykke gulerod, samt nogle kolde salater, som vi ikke turde røre. Det bedste var brødet, som de gør meget ud af at bage i nogle specielle ovne dernede. Men maden blev heldigvis bedre undervejs, - der kom flere variationer til, og vi blev også mere modige, idet vores fantastisk gode lokalguide hver gang forsikrede os om, at maden var ”safe” at spise. Alle var jo rejsevante og kendte reglen om at undgå de kolde salater og alt, hvad der ikke var stegt eller kogt, men til sidst spiste vi både de daglige rødbedesalater samt de grønne salater uden problemer. Senere kom både lækkert spidstegt grillkød på programmet samt nogle fremragende kødpirogger. Ofte spiste vi hos private, der åbnede deres (store) hjem for turistgrupper, så man fik ved disse lejligheder set, hvordan folk boede privat. Flere gange gik vi i små gader og índ ad døre, hvor man ikke forestillede sig, at der bagved gemte sig et større, privat hjem, der kunne dække op til en rejsegruppe på 20 + rejseledere og chauffører. Fisk fik vi overhovedet ikke, men det ville også have været mistænkeligt i et land, der slet ikke grænser op til vand! Til gengæld lå vi dagligt ”i sprit”, idet det blev tradition at indtage vodka til ALLE måltiderne, og det tilskriver jeg, at vi ikke blev syge. Der var nogle stykker, der havde lidt med maven undervejs, men intet var alvorligt, og jeg selv gik helt fri!
Efter Nukus begyndte den lange bustur fra vest mod øst. Først var det Khiva, der nærmest er et frilandsmuseum af moskeer, madrassa’er og mausoleer, og alt lå koncentreret inden for en bymur, så man kunne sagtens gå rundt for sig selv inde i bykernen, hvilket også var muligt, uden at fare vild. Jeg blev virkelig forelsket i denne charmerende by, hvor man for første gang blev overvældet at synet af alle disse bygninger med mosaikker, fliser og kakler i blå og turkise farver. Vi var dagen efter på en byrundtur, hvor der blev mulighed for at komme op i en af byens minareter, hvilket jeg ikke ville undvære. Men det var noget af en tur… stejle, meget høje trin op ad en vindeltrappe uden gelænder og i næsten mørke, så det var med lommelygte, og man klamrede sig til trin og mursten ovenover én. De stakkels muezziner, der i gamle dage skulle den tur op og ned 5 gange dagligt, - uha! Nå, op kom man da, og der var en flot udsigt, selv om man skulle passe på ikke at falde ned ad trappen uden afskærmning, men nedturen måtte, for mit vedkommende, foregå et trin ad gangen, siddende på halen, for ikke at glide, og jeg var rent ud sagt bange for, at mine knæ ikke kunne klare de høje trin! Jeg kan godt mærke, at mit bentøj ikke er, hvad det har været, og denne tur var generelt ikke for gangbesværede. Der var mange ”turistfælder” i form af ujævne gader og fortove, huller, dårlig aftenbelysning og megahøje trappetrin!
I Khiva nåede jeg også at forelske mig i et lille, gråblåt kameluldstæppe med traditionelt geometrisk mønster, som lå udstillet på hotellet, og jeg endte også med at købe det, forhandlet 20% ned.
Derefter kørte vi i mere end 9 timer til Bukhara, - endnu en vidunderlig by, hvor man sagtens selv ville kunne finde rundt. Desværre kneb det med tiden dertil. Vi boede lige uden for bymuren, overfor ”Arken”- den store borg, som ligger højt og dramatisk placeret, og som rummede flere mindre museer. Både borgen samt adskillige mausoleer og moskeer besøgte vi, og meget er blevet flot restaureret og genopbygget efter både jordskælv og russernes hærgen, men disse byer står jo også under Unescos beskyttelse som verdenskulturarv. Vi så bl.a. det ældste mausoleum, fra 900tallet, Ismail Samani, samt en lidt speciel moske, Chor Minor, som jeg havde hørt meget om af en af mine rejseveninder ”Yemen-Jytte”. Den lå lidt i udkanten af byen men var speciel ved at være udstyret med 4 små minareter, hver med en lille, blå kuppel øverst. Jeg syntes, de lignede 4 blå flødeboller!
I Bukhara så vi mange andre imponerende bygninger, men vi besøgte også værksteder med kunsthåndværk, bl.a. træskærere, der var specialister i at lave koranstativer, der kunne stå i ufatteligt mange forskellige positioner, - det var et helt matematisk hovedbrud. Vi besøgte et sted, hvor de fabrikerede ”suzani”, deres silkebroderiarbejde, som er noget særligt, samt et tæppeværksted, hvor vi var flere, der gik sammen om at handle og fik priserne ned. Her købte jeg endnu et tæppe (og jeg kunne snildt have dem begge i kufferten hjem!)
Den følgende dag var atter en heldagskøretur, - dem havde vi nogle stykker af, da der er ret lange afstande, - men det var egentlig også fint at fornemme landets størrelse samt se den skiftende natur og bebyggelse. Ofte kørte vi lange stræk uden andet end sletter eller marker, og der var sparsomt med mennesker. Så kunne man møde en hestevogn, en kvinde med en ko i snor eller nogle, der stod og hakkede i en mark. Men der var også frugtplantager og marker med afgrøder, og i øvrigt har Uzbekistan en stor bomuldsproduktion. Det var dog ikke tiden, hvor man kunne se uldtotterne på markerne, men vi så dem på et museum.
Endelig kom vi til Samarkand, der skulle være turens højdepunkt, og det var det vel også? Modsat de andre byer, lå seværdighederne mere spredt her, så vi måtte rundt med bussen, og der var ikke megen tid på egen hånd, desværre. Men hvilke seværdigheder: Jeg nævner i flæng Gur Emir mausoleet for Timur Lenk, Bibi Khanum moskeen og -mausoleet for Timors yndlingshustru, den store Registanplads med de tre madrassa’er og moskeer liggende over for hinanden og ikke mindst det store gravkompleks Shah-i Zinda med mausoleum efter mausoleum, det ene flottere udsmykket, end det andet. Alt strålede i denne by i blå og turkise farver og med de mest utrolige mønstre med guldindvirkning ind- og udvendigt!
Den sidste del af turen gik tilbage til Tashkent, hvor vi nåede at se lidt mere af byen på en kort rundtur, og vi var også en del af gruppen, der sammen med rejseleder og lokalguide prøvede at køre i metro. Og så var det tilbage til hotellet, hvor vi spiste den sidste middag og derefter kun fik få timers søvn, inden turen gik til lufthavnen tidligt tirsdag morgen. Og så begyndte hele gedemarkedet igen med gennemlysninger af kufferter og håndbagage. Denne gang dog uden de meterlange køer af uzbekere med store papkasser indballeret i plastic, som vi mødte, da vi ankom til Uzbekistan 12 dage tidligere. Alt skulle åbnes, og det tog sin tid og hele gulvet i lufthavnen svømmede i plastic og vi blev mere og mere frustrerede. Denne gang var der ”bare” de mange gennemlysninger, som jeg er noget betænkelig ved i forhold til mine film og kamera, da jeg har læst, at de her kan ødelægge filmene. Men trods mine bønner og overtalelser, lykkedes det mig kun at undgå én af gennemlysningerne af filmene, så jeg håber ikke, at jeg får tomme billeder, når de er blevet fremkaldt? Det vil ikke være til at bære.
Som jeg beskriver turen her er man vist ikke i tvivl om at den har været god? Vi var også heldige med vejret, idet temperaturen lå nogenlunde konstant på 25-27 grader, og den var vist ikke under 17 om aftenen, så alt overtøj var gemt af vejen og det hele var meget behageligt. Solen skinnede fra en blå og skyfri himmel dagligt, hvilket klædte de smukke monumenter og bygninger, - kun den sidste halve dag i Tashkent oplevede vi pludselig skyer, torden og en enkelt hurtig byge!
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.