
I juli 1999, hvor Radiokoret ellers normalt havde sommerferie, var vi indkaldt som forstærkning til Mahlers 8. symfoni (Sinfonie der Tausend) i Kiel, hvor NDR symfoniorkester og -kor skulle opføre dette kæmpeværk i Ostseehalle med den tyske dirigent Christoph Eschenbach på podiet. Udover Radiokoret fra Danmark og NDR's eget kor, medvirkede også Det ungarske Radiokor, og derudover to tyske børnekor og en lang række stjernesolister. Der var kun en enkelt koncert men et stort prøveforløb op til koncerten, da vi var mange medvirkende, men det gav til gengæld mange dages ophold og tid mellem prøverne til sightseeing og afslapning. Jeg kan se af mine fotos, at vi var på en lang sejltur i Kielerbugten, hvor vi bl.a. passerede Kielerkanalen, Falckenstein og et sted, der hed Strande, hvor vi stod af båden og gik tur. Vi boede i øvrigt smukt ud til vandet på hotel "Maritim Bellevue" i Kiel, og jeg husker nogle overdådige morgenbuffeter med både laks og champagne og en lang badebro ud i bugten, hvorfra vi kunne bade Og så husker jeg en lækker middag på en restaurant i havnen, der var indrettet på et skib.