
I efterårsferien i oktober 1996 fik jeg mulighed for at tage med min mand som ledsagende hustru på en studierejse til Kreta, hvor han, sammen med kolleger, i sin egenskab af medlemskab af specialpædagogernes forening, hvor han redigerede bladet (han var selv tale/hørepædagog), skulle ned og se på de græske institutioner for at se, hvordan man her arbejdede med retarderede og skadede børn. Min mand var ellers ikke meget for at rejse udenlands (bortset fra Australien), men dette var jo en enestående chance for at kombinere arbejde og fritid. Jeg var med ham og kollegerne ude at se nogle af disse institutioner, og af og til spiste vi sammen med nogle af de andre, men ellers havde vi god tid til os selv også. Vi havde udgangspunkt på et hotel i Hersonissos, men ellers var institutionerne, vi så, oftest i Heraklion. Vi tog allerede i starten på en heldagstur til Samariakløften, hvor vi gik den lange tur fra ende til anden, og det var ved at tage livet af mig, da jeg ikke havde ordentlige sko på til en sådan tur. Næste dag kunne jeg dårligt gå, og det var så slemt, at vi måtte leje en bil de kommende dage og blot køre rundt på øen. Men så fik vi da også set noget af den smukke natur. Besøgte klostre og kirker, badede og nåede ned på sydkýsten til byen Ierapetra. Om aftenen i Hersonissos blev vi efterhånden stamkunder på restaurant Dorian, hvor der hver aften var musik og dans og liv og glade dage. Ejeren dansede selv for, og både min mand, Niels, og jeg var ofte oppe at danse med, - jeg også på bordene med ejeren. Det var meget festligt!