for at komme tilbage til rejseoversigten.
En spændende, men også strabadserende og rå rundrejse i det nordlige Pakistan ad Karakorum Highway ind i Hunzadalen og vestpå til Chitral og Khyberpasset. Vi var en lille gruppe på 6-7 personer,der fløj med British Airways via London til hovedstaden Islamabad og den ældre del af byen, Rawalpindi, som vi også besøgte. Det var HOF (Hovedstadens oplysningsforbund), der arrangerede turen, og som rejseleder havde vi forskningsleder Erik Kirchheiner, der præsenterede sig som "Eventyrer og Kvaksalver". Han var en imponerende og imposant personlighed, der førte sig frem med monokel og stor hat og lignede en gammel engelsk koloniherre, hvilket nok også var meningen. Han havde prøvet lidt af hvert, arbejdede inden for helsekostbranchen, forskede og skrev bøger. Han var gift med en inder og sammen havde de drevet en pigeskole i Indien. Han kunne godt virke lidt frygtindgydende, men jeg blev gode venner med ham, da han først havde luret mig af og fundet ud af, at jeg ikke var en dum blondine, der var "gået forkert".
Efter bl.a. at have besøgt Kong Faisal moskéen, en af verdens største moskéer, kørte vi fra Islamabad nordpå via Besham og Taxilas oldtidsruiner mod Gilgit. Vi kørte nu på den næsten 1300 km lange Karakorum Highway, som gennem 20 år i tresserne og halvfjerdserne var blevet bygget for at forbinde Pakistan og Kina ad Silkevejen gennem de dramatiske Kohistanbjerge. Der var gået rigtig mange menneskeliv tabt under det farefulde byggeri, og vi så da også mindesmærker undervejs for disse. Det var barske opstigninger, og undervejs passerede vi mange af de karakteristiske, farvestrålende pakistanske lastbiler, der med ringlende kæder og masser af udsmykning lignede noget fra et cirkus. Visse steder kørte de i korteger ad den smalle vej. Undervejs gjorde vi holdt i små landsbyer for at drikke te eller spise på de små, primitive traktørsteder ved vejen, hvor man "lå" til bords på træsenge. I den lille by Abottabad købte jeg et typisk pakistansk outfit i orange og gult med tunika og bukser, og det har jeg siden haft megen glæde af på rejser, hvor jeg skulle være mere tildækket. Vi kørte langs Indusfloden, og pludselig kunne vi ikke komme videre, - broen, vi skulle over, var faldet ned. Nu måtte vi ud af bussen og balancere ned ad bjergskråningen, over en biflod ad et smalt bræt og op på den anden side. Der holdt heldigvis en anden bus, som vi kunne fortsætte i. Vores bagage blev båret op og ned af lokale, der pludselig var dukket op ud af ingenting! Videre ad vejen mod Gilgit. Der overnattede vi, - byen var lidt større, men støvet og småtrist, og vi kørte videre i de sorte bjerge i et stammeområde, der var mere eller mindre lovløst land. I vejsiden fandt vi granater, der var faldet ned (altså halvædelstenen), og man kunne samle sig en god håndfuld. Udsigten til de snedækkede bjerge som Rakaposhi på næsten 8000 meter var betagende, og nu nærmede vi os endelig Hunzadalen, som var berømt for at være forbillede for både bogen og filmen "Tabte Horisonter" af James Hilton. Her blev folk meget gamle, ofte over 100 år, og vi besøgte da også undervejs en familie, der havde et 107 år gammelt familiemedlem. Hemmeligheden bag den høje alder her i områder skulle være indtagelsen af både friske og tørrede abrikoser, - vi så dem overalt på hustagene. Jeg smagte også på dem men blev dog ikke udødeliggjort, - derimod fik jeg diarre! Vi boede et par dage i Karimabad og tog på udflugter i området, bl.a. til mir'ens palads i Baltit, oplevede en danseopvisning på vores lille hotel og iagttog i øvrigt folkelivet i området. Vi kørte i jeep til Nagardalen og så Hopargletcheren. videre nordpå til Gulmit, - en lille landsby i den øverste del af Hunzadalen med en henrivende beliggenhed. Her var både frodigt med blomster men også udsigt til de snedækkede bjerge. Vi boede nogle dage på det lille pensionat (ejet af en tidligere mir), slappede af på verandaen, gik ture i området og så børnene lege på polobanen. En tur helt op til Khunjerabpasset i 5000 meters højde ved den kinesiske grænse måtte desværre opgives, da der havde været et stenskred, - ØV! Vejen tilbage mod Gilgit bød i øvrigt også ofte undervejs på forhindringer i form af sten på vejen, der måtte flyttes, men da vi kom til den nedfaldne bro, var der i købet af en uges tid bygget en ny af jernstænger og træsveller, som vi forsigtigt passerede. Nu kørte vi videre gennem den smukke Swatdal med kig til bjergtinden Nanga Parbat på 8000 meter og nåede til Saidu-Shareef, hvor vi overnattede. Vi passerede mange hårnålesving og Shanglapasset og Lowaripasset, hvor vi mødte nogle mænd belæssede med kæmpestore isblokke, som de havde hugget ud fra bjerget, da der var temmelig koldt heroppe i højderne. Næste overnatningssted var Chitral, og her var god tid til at se på landsbyens folkeliv og basar. Jeg købte en broderet filtjakke, der var typisk for stedet, og den var god at lune sig i. Vi besøgte den meget smukt udsmykkede lokale moské og morede os over byens børns opfindsomhed med hensyn til legetøj. De kørte ræs på skateboardlignende indretninger ned ad bjergvejen. Fra Chitral besøgte vi den afsidesliggende dal, Bamburet, hvor Kalash-folket levede med deres egen kultur. De var animister og boede i pælehuse. Kvinderne gik med farverige kostumer, som de sad inde i deres huse og syede på gamle symaskiner. Dragterne var broderede og pyntede med knapper og andet, der kunne sys på, og de havde alle en karakteristisk frisure med en fletning henover panden. Derover flotte, broderede hovedbeklædninger, og de var også tatoverede i hovedet. Det mest besynderlige var dog deres religion og håndtering af de afdøde, som blev båret i åbne kister ud til kirkegården i periferien af landsbyen. Her blev der danset omkring kisten, hvorefter den blev overladt til vind og vejr (og fuglene). Vi så mange kister, knogler og kranier derude.
Vi forlod nu Bamburet og Chitral og kørte atter gennem Lowaripassets hårnålesving, og vi begyndte nu at se mange burkaklædte kvinder. Men vi var også ved at være tæt på Peshawar og Afghanistan. Af en eller anden grund blev vi nødt til at ændre nogle planer og overnattede i en lille, beskidt by, Dir, som vistnok var meget ortodoks-muslimsk, så vi skulle udvise forsigtighed her. Ikke desto mindre lykkedes det mig at falde over en forretning, hvor de solgte farvstrålende burkaer, hvoraf jeg købte tre. Vi var flere der skulle prøve dem af på gaden foran butikken, hvilket forårsagede et større opløb af folk, der skulle se, hvad der foregik, men jeg kom frelst hjem til hotellet med mine køb. Om aftenen gik jeg og min rejsekammerat catwalk i burkaerne på hotellet til stor moro for vores lille gruppe og Erik Kirchheiner. Næste dag fortsatte vi videre mod Peshawar, - en beskidt by med et myldrende folkeliv, og den virkede en lille smule skræmmende med masser af fattige, invalide tiggere, - nogle var torsoer på et rullebræt, som de med en sko på hver hånd arbejdede sig fremad på. I udkanten af byen var der allerede dengang afghanske flygtningelejre, der lå langs vejen til Khyberpasset. Det skulle vi have tilladelse til at besøge, men det lykkedes heldigvis, og af sted kørte vi med en "gunman" på forsædet med et geværløb pegende ud af vinduet. Her var ofte stammekrige, og de lokale stammer kunne finde på at skyde på hinanden tværs over vejen, så derfor skulle man have tilladelse til at køre ind i området, og det kunne skifte fra dag til dag. Vi passerede Jamrud fortet og kørte så langt, vi måtte komme. Desværre var det ikke helt til grænsen, så vi måtte nøjes med et stop i de imponerende bjerge med udsigt mod vejen videre til Afghanistan. Men bjergene, vi så over på, lå i Afghanistan, og vi var der jo næsten! På tilbagevejen mødte vi flere store pakistanske lastbiler, overfyldte af flygtninge med alle deres møbler toppet op på ladet. Vi passerede en rigtig "smuglerby", Laudi Kotel, og jernbanen, der løb igennem Khyberpasset, og syd for Peshawar fik vi lov at besøge en rigtig våbenby, Darra Adam Khel, hvor man siden slutningen af 1800tallet havde produceret våben. Her var kalashnikov'er og alle mulige andre slags våben i massevis, og ude på gaden prøvede pakistanerne dem af, det vil sige, de stod og skød lige op i luften! Et spøjst sted, og her så vi nogle skumle typer med hennafarvde lange skæg, der var som taget ud af en røverhistorie. Det var jo dog alt sammen før terrorismen tog rigtigt til. Tilbage i Peshawar så vi på museet nogle spændende arkæologiske fund, besøgte Kissa Khawani basaren i den ældste del af byen og også Mahabat Khan moskéen. Så var turen ved at være til ende, og vi kørte i bus tilbage til Islamabad/Rawalpindi, hvorfra vi fløj retur til Danmark via London
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.