for at komme tilbage til rejseoversigten.
I juni/juli 1989 var Radiokoret inviteret til USA på en 15 dage lang turné i USA med koncerter både på østkysten, i sydstaterne samt i midtvesten. Da turneen lå op til sommerferien, valgte flere af os at forlænge turneen med en privat ferie, og det gjorde også jeg. Første del af turneen var med et a capella program og kun med Radiokammerkoret, dirigeret af vores svenske chefdirigent, Stefan Parkman, hvorfor det da også kun var kernen af koret, der fløj til New York og blev kørt derfra til Washington. Vi blev først suppleret op til det store Radiokor, da vi skulle til sydstaterne.
I Washington boede vi på ”Savoy Suites Hotel” i bydelen Georgetown og skulle synge i Washington National Cathedral allerede to dage efter ankomsten. Dagen før havde vi den første prøve i den imponerende store og flotte katedral efterfulgt af et traktement i haven på Den danske Ambassade, hvor vi kvitterede med en buket danske sange. Selve koncerten var en hed omgang, - temperaturen viste 45 grader, - og selv inde i kirken var det så slemt, at vandet løb af os og samlede sig som små søer på gulvet foran os. Vi sang et a capella program bestående af nyere dansk kormusik samt Bach og Ligeti. Vi havde rigeligt med ekstranumre med: populære danske og svenske sange og nogle amerikanske spirituals. I Washington blev der heldigvis tid til at se byens vigtigste seværdigheder samme dag, vi havde koncerten om aftenen. Besøgte både Lincoln og Jefferson memorials og stod længe i kø for at komme op i Washington monumentet, hvor vi til gengæld blev belønnet med en flot udsigt over hele byen. I køen stod også en hel kvækerfamilie, alle ens klædte, - mændene med hatte og bukser med skrå seler, kvinderne i lange kjoler og med hvide kyser. Videre til Arlingtonkirkegården og Museum of american History, kørte forbi Det hvide Hus og Kennedycenteret og endelig til Capitol, hvor vi var indenfor i kuplen med Lincolnstatuen. Utroligt, hvad vi kunne nå i dén varme?
Den følgende dag gik turen i bus til universitetsbyen Princeton, hvor vi blev indkvarteret på ”Scanticon-Princeton”, Princeton Forrestal Center. Sidst på dagen var der prøve og koncert i Westminster Choir College, s”The Play House”, og allerede dagen efter gik turen videre mod New York. Efter ankomsten til New York og indkvartering på ”Loews Summit” nær Lexington Av., var der heldigvis lidt tid til at kigge på kvarteret, som lå nær kirken St. Bartholomew’s Church, hvor vi skulle synge om aftenen. Et par kolleger og jeg var op og ned ad Manhattan, en tur i Chinatown og Little Italy samt Lower East Side og så mange sjove typer på vores vej. Koncerten i den lille kirke, der var klemt inde mellem flere store skyskrabere, bestod mestendels af samme program som de første dage, dels tilføjelser af Pizzetti og Lange-Müller. Dagen efter koncerten havde vi heldigvis vores første fridag i New York, inden vi skulle rejse videre, og den blev naturligvis udnyttet fuldt ud. Vi var nogle, der havde booket en turistrundtur i byen, der førte os vidt omkring i de forskellige kvarterer, over broen til New Jersey, til Harlem, Brooklyn og rundt på Manhattan. Vi var ad de berømte gader 5’th og 6’th Avenue, passerede både Guggenheim museet, store katedraler og Metropolitan Operaen. Desværre var der slet ikke tid til at besøge nogle af disse steder, - jeg ville da godt have været i operaen! Til gengæld nåede vi en sejltur med ”Circle Line” hele vejen rundt om Manhattan, hvilket gav en god fornemmelse af øens dimensioner og et kig til Frihedsgudinden. Den følgende morgen nåede nogle af os en tur op i Empire State Building inden afgangen til lufthavnen la Guardia, hvorfra vi skulle flyve til Atlanta. I Atlanta kørte vi videre med bus til Savannah, hvor vi mødte assistenterne, der skulle supplere op til det store kor, vi fortsatte med på resten af turneen. Vi blev indkvarteret på hotel ”De Soto Hilton”. Og da vi først havde sen prøve den følgende dag, var der tid til et kig på den charmerende sydstatsby. For det var virkelig, hvad man forstod ved en rigtig sydstatsby. Min kollega, Lisbet, og jeg havde lejet en sjov ”bedstemorand-cykel”, - sådan en med overdækkende kaleche, hvor vi sad ved siden af hinanden og trådte cyklen frem med pedaler, - og vi kørte rundt i byen i den. Der var ikke megen trafik, så det gik fint, men vi kunne beundre de mange fine træhuse med søjler og udskæringer og verandaer, der fik én til at tænke på ”Borte med Blæsten”. Visse steder stod der oven i købet en gyngestol på verandaen, under hængepilen, - billedet var fuldstændig, som man forestillede sig det. Det var et herligt miljø! Sent om eftermiddagen havde vi prøve i ”The Civic Center” med både Stefan Parkman på vores a capella afdeling, samt med den amerikanske dirigent, Philip Greenberg (tidligere Malkokonkurrencevinder i Danmark), som skulle dirigere os og Savannah Symphony Orchestra i bl.a. Carl Nielsens ”Fynsk Forår”, hvor jeg skulle være en af solisterne. Den følgende formiddag var der prøve på programmet på ”River Front Plaza”, - det store, udendørs område ved floden i Savannah, hvor et stort telt var stillet op som overdækning for kor og orkester. Det var et herligt område med gamle pakhuse foran hvilke, der udspillede sig et broget marked, hvor alle slags nipsting, smykker og tøj blev handlet. Der var masser af folkeliv og sydstatsflag overalt, og i prøvepausen var der nok at se på. Om aftenen gik det så løs med den udendørs koncert og med et stort publikum foran på pladsen. Programmet var Carl Nielsens Maskarade ouverture og ”Fynsk Forår” med stort kor og orkester, dirigeret at Philip Greenberg, en afdeling danske a capellasange og amerikanske spiritulas med Stefan Parkman som dirigent og til sidst Tchaikovskys 1812 ouverture med kanonsalutter og fyrværkeri over floden, efterfulgt af ekstranumrene ”Stars and Stripes” og ”America the Beautiful”. Det siger sig selv, at det var en meget stemningsfuld og bevægende koncert, som desværre fik en brat afslutning, da himlen åbnede sine sluser, og vi måtte haste hen til bussen i vores lange koncertkjoler for at komme i tørvejr. Regnen var heldigvis overstået den følgende dag, hvor vi havde vores næste fridag, hvor vi kollektivt kørte ud til stranden Tybee ved Atlanterhavet. Her kunne vi slappe af, nyde solen og bade det meste af dagen. Om aftenen var vi imidlertid inviteret til party i dirigenten Philip Greenbergs hus i udkanten af Savannah, og det var noget af en oplevelse! Huset var et træhus i to etager med side- og tilbygninger, og rundt i haven og rundt om bygningerne, og med små træbroer over, snoede sig en svimmingpool, nærmest som kanaler, der ledte tanken hen på pingvinernes bassin i Zoologisk have. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var til fri afbenyttelse, hvilket vist kun appellerede til nogle af korets herrer, og ellers flød det med en lind strøm af øller, der var stablet op på masser af is, og der var også mad i lange baner. Det blev en fin og hyggelig aften.
Næste morgen gik turen desværre videre i Georgia til storbyen Atlanta, hvor vi blev indkvarteret på hotel ”Peachtree Plaza”, en tårnhøj, tynd søjle af et hotel, hvor Lisbet og jeg skulle dele værelse, som så ofte før. Jeg var begejstret for udsigten højt oppe, hvor vi skulle bo, men måtte bøje mig for Lisbet, der havde højdeskræk, så vi bad om et værelse længere nede. Koncerten skulle finde sted samme aften i den nærliggende Cathedral of St. Philip med et a capella program bestående af både kammerkors- og store kors repertoire, deriblandt Brahms’ ”Fest und Gedenksprüche”. Der var ingen tid til at kigge nærmere på Atlanta, der nu heller ikke så videre interessant ud, da den mest så ud til at bestå af glas- og betonbygninger. Allerede næste formiddag blev vi kørt til Atlantas store lufthavn, hvorfra vi fløj ind i landet, til Salt Lake City.
Nu var vi kommet til ”mormonland”, og vi skulle her for én gangs skyld bo privat indkvarteret hos lokale mormonfamilier, noget man ellers af princip aldrig indlod sig på i DR’s regi (altså private indkvarteringer). Men vi havde talt om det og var gået ind for at prøve det denne gang, - det lød jo også spændende at komme tæt på mormonernes hverdag! Vi blev hentet i lufthavnen af vore værtsfamilier og skulle bo to hos hver familie. Jeg og Mette, som skulle dele familie, var heldige at komme til en rig familie, Don og Marva Christensen, der havde et hestestutteri og god plads i huset, så vi kunne få et værelse hver. Ikke alle var så heldige med forholdene. Hedwig, som er en høj pige, kom til at ligge i noget nær en barneseng. Jeg lå i himmelseng! Vi blev dog virkelig forkælet hos vore værter, der benyttede lejligheden til at tromme hele deres familie af børn, svigerbørn og børnebørn sammen for at hilse på os ved en stor barbecuefest. Vi spiste vidunderlig mad hos dem, og morgenmaden var himmelsk og typisk amerikansk med masser af sirupspandekager til. (Jeg tog 8 kilo på på hele rejsen.) Der var blot ét problem, - kaffen! Mormonerne nyder jo ikke hverken kaffe, te eller alkohol, men jeg kunne ikke undvære min kaffe om morgenen, da jeg ellers ville få hovedpine, så jeg havde en portion med i et lille glas og spurgte forsigtigt, om jeg måtte få lov at drikke den? Det måtte jeg heldigvis godt, - dog ikke uden spydige spørgsmål fra Don om, hvorfor det dog var så vigtigt for mig? Men ellers var de uroligt søde over for os, og vi blev ikke påduttet deres religion på nogen måde. Der blev bare ikke serveret nogen form for nydelsesmidler. Man drak juice og saftevand.
Vi havde et stort program i Salt Lake City, idet vi havde to koncerter med forskelligt indhold i byens koncertsal, Assembly Hall, med Stefan Parkman, og derudover skulle vi medvirke i den store TV transmitterede koncert i ”Tabernaclet” sammen med The Tabernacle Choir og deres dirigent, Jerry Ottey, foruden vores egen Stefan Parkman.
Vore værtsfamilier skulle sørge for at hente, bringe og bespise os, så der var en del logistik, der skulle gå op i disse dage. Koncertprogrammerne bestod atter af danske og nordiske sange samt spirituals, kormusik af Ligeti, Nørgård, Lange-Müller og dertil Brahms’ Fest- und Gedenksprüche og Kodalys ”Missa Brevis”. I ”Tabernaclet” var det, udover Brahms og de danske sange, et stykke af en komponist ved navn Manooken: Psalm 149, sammen med Tabernaclets kor og dirigent. Denne sidste koncert blev transmitteret direkte på TV i Salt Lake City og optaget til udsendelse i dansk TV en uge efter. Vi havde to halve dage til at se nærmere på selve Salt Lake City, og der var nok at tage fat på, men heldigvis lå de mest interessante bygninger i centrum. Mormonernes store Tempel ragede op og tiltrak sig opmærksomhed og nysgerrighed, men der var ingen adgang for ikke-troende. Der var derimod i tilknytning til Templet lavet et ”Visitors Center”, hvor man kunne få et overblik og en gennemgang af mormonernes historie samt materiale til læsning. Så var der jo umådeligt mange monumenter og mindesmærker over de gamle pionerer, Joseph Smith og Brigham Young, der havde startet det hele. Sidstnævntes hus hed ”The beehive House of Brigham Young” og kunne besøges. Ved siden af lå ”The Lion House”, som var Brigham Youngs koners hus. Tidligere var flerkoneri jo tilladt for mormoner, men det blev allerede i forrige århundrede afskaffet, om end det vist stadig lever i det skjulte. Men der var mange andre smukke og imposante bygninger i byen, f.eks. State Capitol, som var en tro kopi af det rigtige Capitol i Washington. Også Assembly Hall, hvor vi sang to koncerter, var en smuk bygning. Der var en fin park, Pioneer Trail State Park, og et lille bitte bjælkehus midt i det hele vidste sig at være det allerførste pionerhus i byen.
Den anden halve dag var koret på en lille bustur ud af byen til Little Cottonwood Canyon, hvor bjerget Mount Olympus ragede op i den smukke natur. Turen blev dog noget længere end beregnet, og der kom nerver på, da den ene af vore to busser satte ud i det øde bjergområde. Vi endte med at måtte køre hjem med en dobbelt fyldt bus, men ikke alle kom med, og de sidste ankom meget sent, men dog i tide, inden koncerten om aftenen.
Efter den store TV transmitterede koncert, som fandt sted i Tabernaclet om morgenen, var det tid til afrejse umiddelbart efter for det meste af koret, men vi var nogle få, der havde valgt at blive i USA, når vi nu alligevel havde ferie efterfølgende, var rejst så langt og havde en betalt returbillet. Jeg var en af dem, og jeg have slået mig sammen med min kollega, Effie, som havde sin datter, Sophie, på 12 år med på turen. Vi skulle fortsætte videre i USA gennem fire stater.
Vi fløj fra Salt Lake City til San Diego i Californien, hvor vi havde booket et tre-sengs værelse på hotel ”Hyatt Islandia”, der lå smukt ved Waterfront, for at slappe lidt af et par dage, inden vi skulle påbegynde vores rundrejse gennem staterne Arizona, Nevada, Utah og Californien. San Diego var en hyggelig by med en fin gammel ”Old Town” og et ”gaslyskvarter”, parken Balboa med en koncerttribune med indbygget orgel (!), Horton Plaza Center, et herligt shoppingcenter i muntre farver og sjov byggestil og stranden Jolla Beach, hvor Sophie og jeg, trods høje bølger, vovede at tage en dukkert. Vi kørte efter de 3 dage i San Diego med Greyhoundbus til Los Angeles, hvor vi mødte den internationale gruppe, som vi skulle være en del af på turen ”Western Wonders” de næste 10 dage. Fra Los Angeles kørte vi til Phoenix/Scottsdale i Arizona og gennem et typisk amerikansk ørkenlandskab, som man ser det i cowboyfilm med de høje kaktus overalt i de golde klipper. Undervejs gjorde vi holdt ved den gamle indianerbebyggelse Montezuma Castle, der er hugget ind i klipperne. Videre gennem Sedona, Oak Creek Canyon til Grand Canyon, hvor der var sightseeing og overnatning. Jeg har fotos fra alle de flotte udsigtspunkter, Mather Point, Grandeur Point, West Rim, Bright Angels Trade og Hopi Point, - det ene flottere end det andet i de skiftende belysninger dagen igennem. Den følgende dag ofrede jeg en dyr, men flot flyvetur med et lille Grand Canyon Airlines fly over området og Coloradofloden, og turen var alle pengene værd. Hvornår kommer man lige forbi igen? Hverken Effie eller Sophie var med… Effie lider af højdeskræk, og det var slemt nok for hende at se os andre læne os ud over rækværket ved alle udsigtspunkterne. Efter Grand Canyon gik turen videre gennem Arizona forbi den store dæmning, Glen Canyon Dam, og Lake Powell, og så var vi pludselig atter i Utah. Nu gjaldt det en anden stor canyon, Bryce Canyon, og var Grand Canyon en stor oplevelse, så gjorde denne næsten et endnu større indtryk. Klipperne her var formet som spir og tårne af vind og vejr, - lidt ligesom i Kappadokien i Tyrkiet, men her var de meget spidse og så flere steder ud som eventyrslotte. Fantasien kunne få frit spil, og synet var ubeskriveligt smukt i eftermiddagslyset, hvor klipperne skiftede farve fra gul, orange, rød, lilla o.s.v. Her blev også skudt mange billeder! Vi overnattede på Ruby’s Inn i en lille by ved Bryce Canyon, der mindede om en kulisse i en cowboyfilm, og turen fortsatte næste dag mod Zion Canyon, hvor der igen blev lejlighed til en tur i det særprægede landskab. Her havde bjergene anderledes formationer. De var mere flade og lå ligesom i en art skiferlag, Der var en del skovbevoksning, og man gik undertiden igennem klippespalter, hvor bjerget hang ovenover én, så man gik på en ”hylde” nedenunder. Det har givet været ganske hårdt for min kollega, Effie, der gik med krykker og benskinne efter at have haft polio som barn, men på den anden side har hun jo været vant til det hele livet, så hun kendte sine begrænsninger, når hun skulle sige fra. Hendes 12 årige datter, Sophie, der var med på turen, var ofte en stor hjælp til at støtte eller bære, når det var nødvendigt.
Fra de smukke canyons og landskaber var det noget af en omvæltning at ankomme til Las Vegas i Nevada. Her skulle vi bo på verdens største hotel, Las Vegas Hilton, som havde flere tusinde værelser og over 3000 ansatte, restauranter, alskens underholdning og spillecasinoer. Selve Las Vegas by var et misk-mask af højhuse, små wedding-chapels i de mest besynderlige stilarter, spillecasinoer og store lysreklamer, der blinkede i alle regnbuens farver, som om man var kommet på Dyrehavsbakken. Vi var ikke interesserede i at spille og var glade for, vi kun skulle have én enkelt overnatning her, men vi vovede os alligevel ud på gaden for at se lidt på ”cirkus’et”. Det viste sig dog hurtigt at være noget af en udfordring at bevæge sig rundt her, for der var ingen fortove for fodgængere. Al trafik foregik i bil her, så vi blev hurtigt trætte af at springe for livet (og bilerne).
Næste dag fortsatte vi gennem Nevadas trøstesløse ørken (vi var tæt på Dead Valley), og efterhånden som vi nåede Californiens grænse, ændrede landskabet sig atter og blev igen både mere bjergrigt og frodigt. Vi kom nu til Mammoth Lakes og Tirga passet i Sierra Nevada bjergkæden og kørte gennem et meget smukt bjergområde med nåletræer og søen Tenaya Lake, hvor vi holdt pause. Dagens mål og højdepunkt var Yosemite Nationalpark, hvor vi overnattede. I den smukke nationalpark var en af hovedattraktionerne de ekstremt høje Sequoia træer, der næsten så ud, som om de ragede ind i himlen, når man kiggede opad. Det var slanke nåletræer på nogle meget høje stammer. Nogle var så gamle, at de var spaltede ved jorden, så man kunne stå inde i dem. Vi overnattede i en lodge ved Bass Lake, inden vi den følgende dag kørte mod San Francisco. Her havde vi hele den følgende dag på egen hånd, så vi fik travlt: Fishermans Wharf, City Hall, den spektakulære, moderne St. Marys Church, det victorianske kvarter og udsigten ned over det fra byens højeste punkt, Golden Gate Park, Japanese Teagarden, en ortodoks kirke med guldkupler, en spadseretur over Golden Gate Bridge, (hvor der hele tiden bliver foretaget malerarbejde, - når de er færdige i den ene ende, kan de begynde forfra i den anden, blev vi fortalt!) og sejltur til Sausalito på den anden side (forbi øen Alcatraz, som vi ikke nåede at besøge). Efter sejlturen måtte vi prøve en tur med den gamle sporvogn op ad den stejle gade fra endestationen Ghiradelli Square til Powell Street. Dagen endte i Chinatown. Utroligt, hvad vi kunne nå på denne ene dag?
Den følgende dag gik turen ad panoramaruten ”17 Mile Drive” mod Monterey med stop i Carmel med missionsstationen San Carlos Borraneo. I Monteray var der mange spøjse milliardærvillaer. Vi fik udpeget en, hvor milliardæren havde indlagt varmerør under stranden. Et andet sted lå den villa, Hitchcock brugte i filmen ”Fuglene”. Ved stranden kunne vi iagttage søløver i vandet, som mange steder undervejs på ruten var vildt og voldsomt. Ved Santa Barbara fik vi dog endnu engang lejlighed til at gå i vandet fra stranden i en rolig lagune.
Som vi startede, sluttede vi også rundturen i Los Angeles, og vi valgte at bruge den sidste dag i byen på en heldagsudflugt til Disneyland, - det oprindelige og originale! Siden er der jo skudt flere afdelinger op rundt omkring. Vi havde en heldagsbillet, men det var også nødvendigt, for der var jo ofte kø til de forskellige forlystelser, Adventureland, hvor vi var på junglecruise, Frontierland, hvor vi kørte med bjergbane og sejlede med hjuldamperen ”Mark Twain”, Fantasyland, hvor vi besøgte Tornerose og Snehvide og dværgene, Pinocchio m.m. og Tomorrowland, hvor man kunne køre rundt i et rumskib i luften. Værst var dog den fuldstændigt halsbrækkende rutchebane med indbygget loop, hvor man hang med hovedet nedad, - jeg stod næsten i kø en time til den og troede, mit liv havde ende, da det endelig gik løs! Uha, - men vi havde en dejlig dag, og det var også sjovt for 12 årige Sophie at opleve Disneyland, selv om vi havde overvejet Universal Studies som den anden mulighed. Det må jeg opleve en anden gang. Der er jo mange gode grunde til at besøge USA igen, og det er en af dem. Vi fløj fra Kbhvn til New York og retur med SAS og videre rundt på indenrigsruterne med Delta Airlines.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.