Radiokammerkorsturné til Finland, marts/april 1989

Turné med Radiokammerkoret i marts og april til et snedækket Finland med først to koncerter i Kareliasalen i Joensuu og dernæst en koncert i den meget smukke og stemningsfulde Tempelkirke i Helsingfors, der er bygget direkte ind i klipperne. Den sidstnævnte koncert blev dirigeret af vores svenske chefdirigent, Stefan Parkman, men jeg tror, de to koncerter i Joensuu blev dirigeret af Søren K. Hansen, som vi i den periode af og til arbejdede med, og det kan have været i forbindelse med en korfestival? Der var kun kort tid i Helsingfors, hvortil vi fløj fra Joensuu, men i Joensuu var vi i flere dage, og der var derfor også mere tid til et kig på byen. Der var smukke, gamle ortodokse trækirker og et pænt stort kunstmuseum, som vi besøgte, men ellers var der ikke meget at se på, og det var koldt og snefuldt. Vi boede på et hotel skråt over for Rådhuset, og jeg husker, at vi om aftenen fra værelserne kunne iagttage en trafik af langsomtkørende biler på pladsen nedenfor og kvinder, der blev samlet op, - helt klart trafficing! Jeg husker også, at vi havde meget svært ved at gøre os forståelige på byens få restauranter. Alt stod kun på finsk, og de kunne ikke ret meget engelsk, - om noget overhovedet? Men vi var jo også langt ude på landet, og langt fra hovedstaden.

Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.