Turné til Flandern med Radiokoret og Radiosymfoniorkesteret september, 1983

Endnu en af de Radiokorsturneer, jeg altid vil huske. Turen gik med særtog fra Kbhvn. til både Paris (Frankrig) og Gent og Leuwen (Belgien). Da der var flest koncerter i Belgien, vælger jeg at registrere turneen dér, og vi kaldte den i øvrigt også for Flandern turneen.

En af Radiokorets og Radiosymfoniorkestrets mangeårigt tilbagevendende dirigenter, Michel Corboz, skulle dirigere Mendelssohns storværk "Elias" ved to af koncerterne, og en af mine favoritsopraner, Arleen Augér, var en af solisterne. Turneen lå i september, vi havde strålende vejr, og der var mellem prøverne tid til at se på byerne, vi skulle synge i. Paris kendte jeg jo, men den bliver man jo aldrig træt af at udforske. Gent og Leuwen derimod var spændende nyheder. Gamle renæssancebyer med imponerende bygninger med spir og tårne. Jeg har en forkærlighed for at skulle bestige kirketårne og var da også oppe i ét i Gent. Vi sang i øvrigt i nogle store katedraler, bl.a. Saint Germain des Pres i Paris, i St. Baafs katedralen i Gent og i St. Pieters Kerk i Leuwen. Og så havde jeg i øvrigt den fornøjelse på turneen at have en mindre solo sammen med Arleen Augér, hvor jeg skulle træde ud af koret og medvirke i en kvartet. Ved koncerten i Leuven var det dog et andet program, vi medvirkede i, nemlig stykket "Ad Nonam" af Bernhard Lewkovitch for kor og orkester, og dirigeret af den farverige dirigent, Frank Shipway. Ved denne koncert var der også flere andre, rene orkesterværker programsat.

Normalt boede vi altid respektabelt på turneerne med Radiokoret, men på denne var der åbenbart problemer med indkvarteringen i Gent, hvor vi derfor alle blev anbragt på et kollegium, "University Hostal Vermeylen". Og SÅ gik der fest i den...så meget, at der på denne turné ligefrem "blev revet håndvaske ned!" Jo, - vi havde det skam sjovt i gamle dage i Radiokoret! I Paris var vi derimod spredt rundt på en masse småhoteller over hele byen, da vi jo var et stort hold af sted. Jeg boede dog udmærket på Hotel President på Rye St. Didier sammen med et hyggeligt udvalg af kolleger fra både koret og orkestret.

Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.