Nationalmelodi

Besøg i San Marino

San Marinos flag Hjemmefra havde vi besluttet, at vi ville besøge San Marino, verdens mindste republik og den eneste af de gamle italienske bystater, som har beholdt sin status som selvstændig nation. Vi kunne have taget en offentlig bus fra Piazza Tripoli Pladsen, men i stedet gik vi ind i en kiosk (kig efter et tabac skilt). og købte billetter. Bussen gik fra strandpromenaden, og den flinke dame tog os bogstavelig talt i hånden og fulgte os ned til bussen. San Marino ligger mellem de italienske provinser Romana og Marca. Køreturen tog en halv times tid og gik gennem et bjergrigt landskab. San Marino ligger på Titano bjerget i en østlig udlægger af Appeninerbjergkæden. Det højeste punkt er Pico de la Rocca (749 m over havet). På landet dyrkes vin, korn og opdrættes geder.

5-10 minutter før San Marino by lå der på højre side af vejen et flymuseum. Det så spændende ud, og havde vi kørt selv, havde vi sikkert aflagt det et besøg. Herefter passerede vi en lift, som fører op til byen, der ligger temmelig højt på et klippemassiv. Vi blev læsses af bussen lidt nedenfor byporten og fik at vide, at vi ville blive samlet op ca 6 timer senere. Bemærk at både republikken og hovedstaden har navnet San Marino.

Lidt historie

Den hellige San Marino Titano-bjerget, som San Marino ligger på, har været beboet siden forhistorisk tid. Legenden fortæller, at San Marino blev grundlagt den 3. september år 301 af en kristen stenhugger Marinus, som oprindelig kom fra øen Rab i Dalmatien, Kroatien. Sammen med sin ven Leo flygtede de til Rimini fra kejser Diocletians kristenforfølgelser. Marinus fik problemer med en amorøs kvinde, som hævdede at være hans hustru og afslørede ham som kristen, så han måtte flygte til Titano bjerget. Ved ankomsten blev hans æsel ædt af en bjørn, men det lykkedes Marinus at overbevise bjørnen om, at den måtte overtage æslets arbejde (jeg garanterer ikke for sandheden af denne historie, men den er da sød). En anden historie beretter, at Marinus fik foræret Titano bjerget af dets ejermand/kvinde, da han helbredte hendes søn for en sygdom. Her grundlagde Marinus et lille kristent samfund og byggede et kloster. Vennen Leo etablerede esin egen menighed i nærheden. Både Marinus og Leo blev helgenkåret efter deres død.

Samfundet blev ledet af af familieoverhovederne (skal vi gætte på, at det var mændene?), der udgjorde et et råd, Arengo. Fra 1243 udpegede rådet en såkaldt "kaptajn". I 1463 indgik San Marino en alliance med herrren i Rimini - Sigismondo Pandolfo Malatesta. Alliancen holdt ikke, og striden afsluttes med, at pave Pio II forærer San Marino byerne Fiorentino, Montegiardino og Serravalle. Og senere samme år sluttede byen Faetano sig til. I 1631 blev nationen anerkendt af pavestaten, hvilket selvfølgelig er vigtigt, da næsten hele befolkningen er romersk-katolsk. San Marino har kun to gange i sin lange historie været besat af fremmede styrker: I 1502 af Cesare Borgia og i 1739 af kardinal Alberoni. I 1866 blev republikken San Marino formelt etableret.

I 1797 blev San Marino omringet af Napoleons soldater under ledelse af general Berthier. Han krævede udlevering af en biskop, som var en af Napoleons fjender, og truede med at indtage byen, San Marino trak klogeligt tiden ud og meldte, at man ville imødekomme kravet, men "desværre" stak biskoppen af i mellemtiden. Den regerende kaptajn forsikrede Napoleon om byens venskab, hvilket ikke alene resulterede i, at man undgik straf, men man fik oven i købet tilbudt gaver i form af korn og kanoner samt territoriale udvidelser. San Marino afslog det fristende tilbud, hvilket sikkert sparede den for repressalier efter Napoleons nederlag. Hvis man er lille, må man være smart.

Da Mussolini kom til magten i Italien, overtog San Marinos fascister også kontrollen og bevarede den, indtil Mussolini blev afsat. Inden da blev San Marino tvunget ind i anden verdenskrig på aksemagterns side. Englænderne gennemførte et enkelt bombeangreb, som kostede 60 mennesker livet. Under krigen søgte ca. 100.000 personer tilflugt i den lille republik, som ellers bare husede 15.000 indbyggere.


Besøg i San Marino

San Marino
Republikken ligger vest for Rimini og nyder godt af ca 3 millioner turister pr. år, som køber momsfrit (valutaen er Euro) ind i de mange butikker (momsen på forbrugsvarer i Italien udgør pt. 20%). Jeg kendte ellers San Marino bedst for dets Formel 1 løb, Grand Prix di San Marino, der siden 1980 er blevet afviklet den første søndag i maj på Imola-banen i nærheden af Milano. På den måde har Italien to Grand Prix løb på samme måde som Frankrig, hvis andet Grand Priz løb afvikles i Monte Carlo. Smart.

San Marinos areal udgør 61 km2, hvilket selv med danske øjne ikke er særlig meget. Der bor knap 30.000 indbyggere i landet, hvoraf en del opfatter sig som italienere og ikke santamarinere (mon de kaldes således?). Med denne størrelse er det ikke overraskende at landet er erklæret neutralt med observatørstatus i "De Alliancefri Landes Bevægelse". For en sikkerheds skyld har San Marino siden 1862 haft en venskabsaftale med Italien. Det er medlem af OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), Europarådet og FN.

Landet styres af det såkaldte Storråd, der er landets lovgivende forsamling. Det består af 60 medlemmer, som vælges for fem år ved direkte valg. Storrådet vælger en regering på 10 medlemmer. Denne fungerer som landets øverste myndighed. Hvervet som hhv. statsoverhoved og regeringsleder varetages af to "kaptajner", der sidder seks måneder ad gangen fra hhv. 1. april og 1. oktober. Denne styreform minder lidt om konsul-styret i det gamle Rom. Det er lige før, at hele befolkningen kan nå at blive statsoverhoved eller medlem af parlamentet mindst én gang i deres tilværelse. Alle væsentlige beslutninger skal træffes i enighed mellem de to kaptajner. Man kan først genvælges til kaptajn efter 3 år. Når en valgperiode er overstået, kan enhver borger i de følgende tre dage få foretræde for en særlig ret og indbringe klager over den afgående kaptajns embedsførelse. En sjov tanke, hvis en sådan regel blev indført i Danmark eller fx USA?

Byen San Marino
Frimærke fra San Marino I byen San Marino er bilkørsel forbudt. Der er masser af parkeringspladser lige udenfor bymurene. Alt er pænt, rent og velholdt. Det meste af den maleriske by er rekonstruktioner. Regeringspaladset, som ligner et torneroseslot, blev senest rekonstrueret i 1894. Byen vrimler med souvenir butikker, som udbyder det samme forfærdelige skrammel som på alle andre turiststeder. Især kinesisk fremstillede legetøjsvåben samt efterligninger af schweiziske lommeknive var populære.

Af seværdigheder kan nævnes Santo Marino basilika. Opførelsen blev påbegyndt i 1826. På stedet lå den gamle landsbykirke, som blev revet ned for at give plads. Ved siden af basilikaen står det solide klokketårn, som i hvert fald kan føres tilbage til omkring år 600. Til venstre for højaltret ses den regerende kaptajns trone. Under altret er den hellige San Marinos rester begravet i en urne. Til højre er der en marmor monument, hvor den øverste del af helgenens kranium opbevares. Ved siden af basilikaen ligger den lille San Pietro kirke fra det 16. århundrede.

Den gotiske parlamentsbygning. Vi travede op til de tre imponerende tårne (fra 14.-16. århundrede), som hver ligger på en lille bjergtop og nød den imponerende udsigt. Vi kunne uden problemer se Rimini og kystlinien mod Adriaterhavet. Der ligger også et par kunstmuseer i byen, som vi dog ikke besøgte.

Vi så en buste af Abraham Lincoln, som i 1861 acceptede at blive æresborger i republikken. I et brev til den ledende kaptajn forsikrer han om sit venskab og sin sympati for San Marinos befolkning og siger:" Although your dominion is small, nevertheless your state is one of the most honoured throughout history".

Statue af Garibaldi på torvet i San Marino Jeg undrede mig over, at der midt i byen stod en flot statue af Giuseppe Garibaldi. Jeg læste senere, at San Marino i 1849 gav "asyl" til den italienske patriot og soldat Garibaldi, da han måtte flygte fra Venedig, jaget af 12.000 østrigske soldater efter udråbelse af "Den anden romerske Republik". Allerede samme nat - den 31. juli 1849 - flygtede han videre sammen med sin hustru Anita og nogle få tilhængere for ikke at udsætte byen for invasion. Anita døde desværre af anstrengelserne et par dage senere ved Ravenna. Garibaldis korte ophold er også motivet på frimærket længere oppe på denne side. Først flere år senere lykkedes det Garibaldi og gennemføre sit mål, nemlig samlingen af et selvstændigt Italien. At Garibaldi frivilligt overlod magten til Vittorio Emanuele har altid imponeret mig.

Vi spiste frokost på en lille restaurant, som lå lige udenfor byporten. Formentlig til halvdelen af den pris, der blev taget, indenfor murene. Mens vi spiste, nød vi den fantastiske udsigt.

Sidst på eftermiddagen tog vi bussen tilbage til Rimini efter en udmærket udflugt. Måske ikke nogen stor oplevelse rigere, men en udmærket dag havde det været. Vi ærgrede os over, at vi ikke var taget derop et par dafe senere - nemlig den 3. september, hvor republikkens fødselsdag fejres med parader og konkurrenceskydning med armbrøst. Så sig ikke, at San Marino ikke er i stand til at forsvare sig. Hvis du vil se nogle flere af vores billeder fra turen til San Marino, så klik her. Ellers er det denne vej til den dejlige strand i Rimini, hvor vi tilbragte mange timer.

Rejseholdets hjemmeside Toppen af denne side Forrige side Næste side