Vi plejer at rejse sammen med vores venner, Rejseholdet, i hvert fald hver andet år. I år (2003) var der stemning for at tage til Italien. Egentlig ville vi helst til Toscana, men vi havde i Jyllandsposten set en annonce fra Hanne og Marco, et dansk-italiensk ægtepar, som driver et mindre hotel i Rimini. Hotellet ligger tæt ved den dejlige strand, og annoncen lovede, at fru Hanne ville kræse for os med italienske retter. Det kunne vi ikke stå for. Vi sendte et par mails og havde en enkelt telefonsamtale, og så var det aftalt. Vi regnede med at leje en bil på stedet, så vi også kunne udforske det nærliggende Toscana.
Desværre er der ingen international lufthavn i Rimini. Da vi opdagede, at Mærsk havde åbnet en lavprisrute til Venedig besluttede vi at tage toget til København og fortsætte med fly til Venedig. Vi forsøgte hjemmefra at leje en 6-8 personers bil, som kunne bringe os resten af vejen til Rimini, både hos Hertz og Avis samt de større italienske udlejningsfirmaer. Men uden held. Alle biler i den kategori var udlejet. Vi reserverede derfor 2 mindre biler ved Avis - pris godt 1.000 kr pr vogn. Bilerne afleverede vi den følgende dag på firmaets kontor i Rimini. Den smukke biltur, som gik langs med Adriaterhavskysten, forløb uden problemer, og vi ankom til Rimini kort før kl 20:00 - i god tid til aftensmaden - troede vi.
Hvis du betragter kortet her til højre, burde det jo ikke være nogen større sag at finde frem til hotellet, som ligger ganske tæt ved stranden. Vi søgte ned til strandpromenaden og kørte sydpå. Det gik også fint, indtil vi løb ind i en ensretning, som tvang os op på en parallelvej. Nu er Rimini jo ikke verdens største by, men den skulle vise sig at være temmelig lang, som den breder sig langs med vandet. Vi skulle bare finde Viale Manzoni, en lille sidevej til den noget større Viale Pascoli. Efter at Kurt, som førte den ene bil, havde insisteret på at køre mod færdselsretningen i bussporet, fandt vi Viale Pascoli. Det var det. Nu skulle vi bare finde Viale Manzoni. Vi spejdede forgæves efter det forjættede gadeskilt. Da vi kom til jernbanen, måtte vi holde et par minutter for toget. Men ingen Viale Manzoni. Tilbage til Viale Pascoli, som selvfølgelig var ensrettet. Hver gang vi kørte ad Viale Pascoli, holdt vi nogle minutter ved jernbaneoverskæringen. Det mindede efterhånden om en julekalenderudsendelse, hvor tingene også har det med at gentage sig aften efter aften. Vi måtte bide i det sure æble og spørge om vej. Det første par stykker, vi spurgte om vej, var selv turister fra Rom og Milano. Så gik vi ind på et hotel, hvor tjeneren ikke kendte Rimini - han arbejdede der bare nogle måneder. Andre steder gjorde den adspurgte bare nogle mærkelige bevægelser med armen og hånden. Vi blev lidt chokerede over at opdage, at selv yngre mennesker ikke vidste hvad højre og venstre hedder på tysk eller engelsk. Til sidst smed vi bilerne ved vejsiden og spadserede op ad Viale Pascoli. Og umiddelbart før jernbanen fandt vi Viale Manzoni på venstre side af vejen. Skiltet var godt dækket af et i øvrigt pænt træ. Og så hang det på "den forkerte side", så man først kunne se det, efter at man havde passeret - og det endda forudsat, at man havde øjne i nakken. Lidt sure på os selv nåede vi et par minutter efter frem til vores mål, Hotel Dalia.
Hotel Dalia ejes og drives af Hanne (Astrup fra Viborgkanten) og Marco. Hanne fortalte, at hun har boet 38 år i Italien. Det startede med en ferietur sammen med en veninde, hvor Hanne på stranden på Rimini faldt for den flotte og charmerende Marco (Marco er stadig en flot fyr, kan jeg fortælle.), og der gik ikke lang tid, inden Hanne vendte tilbage for at blive. Hanne leder køkkenet og tilbereder sammen med sin svigerdatter dejlig dejlig italiensk mad til gæsterne, mens Marco tager sig af det administrative. Sønnen, som er håndværker, tager sig af småreparationer. Det hyggelige hotel, som kan rumme 30-35 beboere, ligger et par minutters gang fra den dejlige strand, hvor der er masser af faciliteter for børn og voksne. Der reklameres med, at der ikke er trafikstøj, hvilket er sandt nok. Men hver morgen ved 4-5 tiden blev vi vækket af en infernalsk larm fra skraldebilen, som henter affald og flasker. Men selv det vænner man sig til. Hotellet har en dejlig have, hvor vi lærte at sætte pris på de skyggefulde træer og buske. Alle værelser har badeværelse. En håndfuld værelser har altan ud mod haven. Vi (Birgit og jeg) var så heldige at få et værelse med altan. Ellers er det nok en god ide at forespørge på muligheden ved bestilling.
Vi havde valgt helpension på hotellet, hvilket vi ellers aldrig gør. Men prisforskellen på helpension og morgenmad var på mindre end 50 kroner. Vi var enige om, at vi selvfølgelig ikke behøvede at spise alle måltiderne på hotellet, hvis vi havde lyst til at spise ude, og når vi var på tur. Det viste sig, at vi for denne ringe merpris fik vi 3 gode og veltillavede italienske retter til frokost og 3 retter til aften. Selv Erling, som ikke er nogen storspiser (til gengæld holder han sig ikke tilbage, hvad drikkevarer angår) ryddede tallerkenen. Vi fik selvfølgelig masser af pasta til hvert måltid, men herudover dejlig salat og frugt. Og kødet, (som vi er nogle stykker, der sætter svært meget pris på), var af fin kvalitet. Spisetid blev annonceret ved, at Hanne eller en af (de søde) piger ringede med klokken, hvorefter gæsterne hurtigt fandt deres bord. Hotellet havde et udmærket udvalg af vine, og hvis man har lyst, kan man få gode råd af Marco, som er lidt af en vinkender.
Til måltiderne blev vi betjent af Ditte og Henriette, et par søde (og for egen regning vil jeg tilføje kønne) piger. De var begge blevet studenter fra Viborg i sommer og havde taget et feriejob hos Hanne og Marco et par måneder. Herefter ville de tage på interrail ved Middelhavet en måneds tid. De tog sig på skift af at arrangere morgenmaden og serverede begge ved frokost og aftensmaden.
Da vi havde været på hotellet et par dage dukkede en gammel bekendt op, nemlig pressefotografen Ib Hansen. Ikke at nogen af os personligt kendte Ib, men vi (i hvert fald mændene) kunne alle huske den fotograf fra Aarhuus Stiftstidende, som sad/lå helt ude ved sidelinien på Århus Stadion. Ib var 80 år. Sin hustru Bente. De havde taget en uge om at køre til Rimini. Ville tilbringe en uge primært for at bade og slappe af. Og så en lille uge til hjemturen. Ib supplerede pensionen med at tage bryllupsbilleder, så han skulle være i Århus næste lørdag.
Hvis du vil se nogle flere billeder fra hotellet, så klik her.
først og fremmest et badested. Og vel tilbragte vi mere tid ved stranden, end vi almindeligvis gør, når vi er på ferie. Men Rimini er også en gammel by med hyggelige gader og pladser samt flere minder fra romertiden. Byen, som er grundlagt af umbrerne, blev romersk i det 3. århundrede før vor tid. Den var endestation for de betydelige veje, Via Flaminia fra Rom og Via Emilia fra Milano. Det gav i oldtiden byen stor betydning. Efter at have været underlagt goterne, lombarderne og frankerne blev Rimini en fri kommune i det 13. århundrede. I den følgende tid var der voldsomme magtkampe mellem på den ene side "ghibellinerne", som støttede kejseren og "guelferne", som støttede pavemagten. Denne langvarige kamp fandt sted ikke alene i Rimini men også i Firenze og de andre bystater. Kampen endte i 1295 med en sejr til adelsfamilien Malatesta, som fra det 14. til det 16. århundrede satte sit præg på hele egnen. Herefter kom Rimini under pavesmagten for i 1861 at blive en del af det nydannede italienske kongerige. Byens hovedindtægt stammer fra turisme, men der er også mindre industrier samt et betydeligt fiskeri. Ca 95% af byen blev ødelagt under anden verdenskrig, men disse spor er slettet for længst.
Byen kan opdeles i ferieområdet og den gamle bydel. Ferieområdet, øst for jernbanelinien, strækker sig som et ca 20 km langt bælte langs kysten. Her ligger hotel ved hotel, restauration ved restauration, isbarer, souvenirboder, spillehaller, video arkader osv. Nøjagtig lige så grim og ucharmerende, som så mange andre steder. Så den vil vi ikke dvæle længe ved.
Heldigvis har Rimini en gammel bydel, som ligger ca 10 minutters gang fra jernbanestationen med små, hyggelige huse samt monumentale stenhuse omkring omkring de to smukke pladser, Piazza Tre Martiri og Piazza Cavour. Her afholdes også marked hver onsdag og lørdag. Vi tog bussen derind flere gange i løbet af ferien.
Lad os starte i den sydlige ende af byen, hvor vi finder Augustus-buen, Riminis ældste bygningsværk og bygget i år 27 BC til ære for kejser Augustus. Den skulle være den majestætiske indgang til byen, når den rejsende kom ad Via Flaminia, som endte ved buen. Hvis man studerer buen i detaljer, ser man afbildninger af de vigtigste romerske guder, Jupiter, Neptun, Apollo og Minerva. Øverst står følgende inskription: "Fra det romerske senat og folk til kejser Cæsar Augustus, søn af den store Julius Cæsar, øverstkommanderende over hæren for syvende gang, konsul for syvende gang...".
Gadens fortsættelse på den anden side af buen hedder Corso d'Augusto og er Riminis hovedindkøbsgade. Undervejs passerer man den smukke plads, Piazza Tre Martiri, som bærer sit navn efter tre unge frihedskæmpere, som blev skudt her af nazisterne under anden verdenskrig. Her lå oprindelig byens Forum. Fra denne plads menes Julius Cæsar i år 49 BC at have opmuntret sine soldater til sammen med ham at rykke frem mod Rom efter kort forinden at have krydset floden Rubicon. (Du husker sikkert lige som jeg fra skoletiden hans indledende erklæring "terningerne er kastet"). Det er forklaringen på den Cæsar-status (kopi), der siden 1933 har stået i den ene ende af pladsen. Her findes også en sten fra renæssancen, Ara Romana til minde om denne skelsættende begivenhed. På østsiden af pladsen ligger et smukt klokketårn fra 1547.
Belægningen på pladsen, som er byens centrum, er for nylig blevet restaureret, og udgravningerne viste, at der havde ligget en ældre by under pladser. Flere steder er det muligt at få et kig ned i fortiden. Der er dagligt et stort blomstermarked på pladsen
Herefter kommer vi til Piazza Cavour, som blev genopbygget omkring 1920. Her står en statue af pave Pius V. Desuden ligger her et smukt gotisk palads, Palazzo del Podestà fra 1334. Det har undergået adskillige forvandlinger i de mellemliggende århundreder, ikke alle lige skønsomme. Paladset huser i dag bymuseet. Endelig ligger her et fint springvand fra det 16. århundrede. På pladsen vrimler det med vespa scootere i et antal, som vi ikke havde set siden vores ungdom. Der er også jævnligt unge mennesker, som optræder på pladsen med gøgl og musik. I den ene ende af pladsen ligger også byens teater. Vi satte os lidt på en udendørsrestauration og bestilte en cola og et glas vin. Som det så ofte er tilfældet, når man frekventerer et centralt beliggende udskænkningssted, koster vinen en bondegård. Og besynderligt nok figurerer netop vinprisen ikke på prislisten. Ja, man går i fare, hvor man går.
For enden af pladsen ligger det majestætiske nyklassicistiske Teatro Comunale, som blev indviet af Giuseppe Verdi i 1857. Det gamle fiskemarked ligger på venstre side af pladsen.
Hvis man går ned ad Via Bastioni Orientali fra Augustus-buen, finder man det tredje "overlevende" bygningsværk fra romertiden, nemlig amfiteatret, som i sin tid var det største i området Emilia Romagna. Tidens tand, barbarer samt anden verdenskrig har ødelagt det meste af teatret, så man nu kun ser murrester og en af hovedindgangene. Arenaen var på 76x47 meter, og der var plads til 12-12.000 siddende tilskuere, som kunne overvære de traditionelle gladiatorkampe og kampe mellem dyr og mennesker. Ikke langt herfra ligger nutidens arena for gladiatorkampe, nemlig forboldstadion.
Men vi fortsætter tværs over Piazza Cavour og ned ad den sidste halvdel af Corsoen og kommer til Tiberius-broen, som går over Marecchia floden. Den blev ganske vist påbegyndt under Augustus, men blev først færdig omkring år 20 under hans efterfølger Tiberius, som følgelig har lagt navn til den smukke bro med de fem buede, doriske søjler. Den er en af de fem bedst bevarede broer fra den romerske periode. I 1885 blev den udnævnt til et nationalt mindesmærke. På den anden side af floden ligger bydelen, San Giuliano. Her skulle være en del spændende fresker at se, men vi kom desværre aldrig derover. Der findes også udstillinger om byens berømte søn, Federico Fellini.
Den tidligere omtalte Malatesta familie har bygget byens bedst kendte monument, Tempio Malatestiano. I virkeligheden er den franciskanske kirke aldrig bygget færdig, men er ikke desto mindre et mesterværk fra den italienske renæssance. I 1450 fik Leon Battista Alberti til opgave af den daværende fyrste, Sigismondo Malatesta at ombygge kirken til et privat kapel og et personligt monument over den herskende familie. Ved den lejlighed fik bygningen en facade, som ligner Augustus-buen. Sigismondo var berygtet for allehånde forbrydelser, voldtægt, incest, røveri mm. Hertil kom, at han undertrykte sine undersåtter med hård hånd. Besynderligt nok bevarede templet sin dedikation til St Frans, men det var ikke nok til at formilde pave Pius II, som omtalte templet med dets hedenske udsmykning som "et tempel for djævletilbedere". Pius II dømte Sigismondo til fortabelse i Helvede. Sigismondo fortsatte uanfægtet med at indrette kirken til et privat mindesmærke for sin store kærlighed, Isotta degli Atti, og deres monogrammer findes overalt i bygningen tillige med elefanten, som optræder i hans våbenskjold. Der findes dog også mere passende kunstværker i kirken, fx et krucifix, som tilskrives Giotto samt en fresko af Piero della Francesca, hvor man ser Sigismondo knæle foran St Sigismund. af Sigismondo selv.
Som tidligere nævnt er der et stort udendørs marked i Rimini hver onsdag og lørdag. Som alle markeder, der primært afholdes for at flå penge fra turisterne, var det uspændende og ucharmerende. Hvis ikke de brave handlende var i stand til at tømme ens lommer, så var lommetyvene det. Vi oplevede et enkelt episode i den fyldte bus, hvor en person under et vistnok arrangeret skubberi var på besøg i Erlings lommer. Heldigvis uden udbytte. Både Karin og Bente skældte ham voldsomt ud og et par skub og slag inkasserede han også. Besynderligt nok skulle han af ved næste stoppested.
På vej fra bussens endestation til den gamle bydel kommer man forbi et fødevaremarked. Det ligger på venstre side og lidt gemt bag en ikke særlig stor port. Her ligger en kæmpe torvebygning, hvor de lokale husmødre køber ind i store mængder af kød, fisk, ost, grøntsager og meget andet. Vi købte dels dejlig italiensk ost dels nogle dejlige krydrede pølser. Vi var også fristede af de dejlige skinker, men da vi jo selv skulle slæbe dem hjem, lod vi dem hænge til en anden gang. Vi var enige om, at fødevaremarkedet var betydelig mere spændende end udendørsmarkedet. Måske skulle du prøve det, hvis du kommer på de kanter.
Som du nok har forstået, er Rimini ikke den mest spændende by, vi har besøgt, men et par dage, kan man udmærket bruge i den gamle bydel. Og så er der den dejlige strand.
Hjemmefra havde vi besluttet, at vi ville besøge San Marino, verdens mindste republik og den eneste af de gamle italienske bystater, som har beholdt sin status som selvstændig nation. Vi kunne have taget en offentlig bus fra Turini??? Pladsen, men i stedet gik vi ind i en kiosk (kig efter et tabac skilt). og købte billetter. Bussen gik fra strandpromenaden, og den flinke dame tog os i hånden og fulgte os ned til bussen. San Marino ligger mellem de italienske provinser Romana og Marca. Køreturen tog en halv times tid og gik gennem et bjergrigt landskab. San Marino ligger på Titano bjerget i en østlig udlægger af Appeninerbjergkæden. Det højeste punkt er Pico de la Rocca (749 m over havet). På landet dyrkes vin, korn og opdrættes geder.
5-10 minutter før San Marino by lå der på højre side af vejen et flymuseum. Det så spændende ud, og havde vi kørt selv, havde vi sikkert aflagt det et besøg. Herefter passerede vi en lift, som fører op til byen, der ligger temmelig højt på et klippemassiv. Vi blev læsses af bussen lidt nedenfor byporten og fik at vide, at vi ville blive samlet op ca 6 timer senere. Bemærk at både republikken og hovedstaden har navnet San Marino.
Titano-bjerget, som San Marino ligger på, har været beboet siden forhistorisk tid. Legenden fortæller, at San Marino blev grundlagt den 3. september år 301 af en kristen stenhugger Marinus, som oprindelig kom fra øen Rab i Dalmatien, Kroatien. Sammen med sin ven Leo flygtede de til Rimini fra kejser Diocletians kristenforfølgelser. Marinus fik problemer med en amorøs kvinde, som hævdede at være hans hustru og afslørede ham som kristen, så han måtte flygte til Titano bjerget. Ved ankomsten blev hans æsel ædt af en bjørn, men det lykkedes Marinus at overbevise bjørnen om, at den måtte overtage æslets arbejde (jeg garanterer ikke for sandheden af denne historie, men den er da sød). En anden historie beretter, at Marinus fik foræret Titano bjerget af dets ejermand/kvinde, da han helbredte hendes søn for en sygdom. Her grundlagde Marinus et lille kristent samfund og byggede et kloster. Vennen Leo etablerede esin egen menighed i nærheden. Både Marinus og Leo blev helgenkåret efter deres død.
Samfundet blev ledet af af familieoverhovederne (skal vi gætte på, at det var mændene?), der udgjorde et et råd, Arengo. Fra 1243 udpegede rådet en såkaldt "kaptajn". I 1463 indgik San Marino en alliance med herrren i Rimini - Sigismondo Pandolfo Malatesta. Alliancen holdt ikke, og striden afsluttes med, at pave Pio II forærer San Marino byerne Fiorentino, Montegiardino og Serravalle. Og senere samme år sluttede byen Faetano sig til. I 1631 blev nationen anerkendt af pavestaten, hvilket selvfølgelig er vigtigt, da næsten hele befolkningen er romersk-katolsk. San Marino har kun to gange i sin lange historie været besat af fremmede styrker: I 1502 af Cesare Borgia og i 1739 af kardinal Alberoni. I 1866 blev republikken San Marino formelt etableret.
I 1797 blev San Marino omringet af Napoleons soldater under ledelse af general Berthier. Han krævede udlevering af en biskop, som var en af Napoleons fjender, og truede med at indtage byen, San Marino trak klogeligt tiden ud og meldte, at man ville imødekomme kravet, men "desværre" stak biskoppen af i mellemtiden. Den regerende kaptajn forsikrede Napoleon om byens venskab, hvilket ikke alene resulterede i, at man undgik straf, men man fik oven i købet tilbudt gaver i form af korn og kanoner samt territoriale udvidelser. San Marino afslog det fristende tilbud, hvilket sikkert sparede den for repressalier efter Napoleons nederlag. Hvis man er lille, må man være smart.
Da Mussolini kom til magten i Italien, overtog San Marinos fascister også kontrollen og bevarede den, indtil Mussolini blev afsat. Inden da blev San Marino tvunget ind i anden verdenskrig på aksemagterns side. Englænderne gennemførte et enkelt bombeangreb, som kostede 60 mennesker livet. Under krigen søgte ca. 100.000 personer tilflugt i den lille republik, som ellers bare husede 15.000 indbyggere.
Republikken ligger vest for Rimini og nyder godt af ca 3 millioner turister pr. år, som køber momsfrit (valutaen er Euro) ind i de mange butikker (momsen på forbrugsvarer i Italien udgør pt. 20%). Jeg kendte ellers San Marino bedst for dets Formel 1 løb, Grand Prix di San Marino, der siden 1980 er blevet afviklet den første søndag i maj på Imola-banen i nærheden af Milano. På den måde har Italien to Grand Prix løb på samme måde som Frankrig, hvis andet Grand Priz løb afvikles i Monte Carlo. Smart.
San Marinos areal udgør 61 km2, hvilket selv med danske øjne ikke er særlig meget. Der bor knap 30.000 indbyggere i landet, hvoraf en del opfatter sig som italienere og ikke santamarinere (mon de kaldes således?). Med denne størrelse er det ikke overraskende at landet er erklæret neutralt med observatørstatus i "De Alliancefri Landes Bevægelse". For en sikkerheds skyld har San Marino siden 1862 haft en venskabsaftale med Italien. Det er medlem af OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), Europarådet og FN.
Landet styres af det såkaldte Storråd, der er landets lovgivende forsamling. Det består af 60 medlemmer, som vælges for fem år ved direkte valg. Storrådet vælger en regering på 10 medlemmer. Denne fungerer som landets øverste myndighed. Hvervet som hhv. statsoverhoved og regeringsleder varetages af to "kaptajner", der sidder seks måneder ad gangen fra hhv. 1. april og 1. oktober. Det er lige før, at hele befolkningen kan nå at blive statsoverhoved eller medlem af parlamentet mindst én gang i deres tilværelse. Alle væsentlige beslutninger skal træffes i enighed mellem de to kaptajner. Man kan først genvælges til kaptajn efter 3 år. Når en valgperiode er overstået, kan enhver borger i de følgende tre dage få foretræde for en særlig ret og indbringe klager over den afgående kaptajns embedsførelse. En sjov tanke, hvis en sådan regel blev indført i Danmark eller fx USA?
I byen San Marino er bilkørsel forbudt. Der er masser af parkeringspladser lige udenfor bymurene. Alt er pænt, rent og velholdt. Det meste af den maleriske by er rekonstruktioner. Regeringspaladset, som ligner et torneroseslot, blev senest rekonstrueret i 1894. Byen vrimler med souvenir butikker, som udbyder det samme forfærdelige skrammel som på alle andre turiststeder. Især kinesisk fremstillede legetøjsvåben samt efterligninger af schweiziske lommeknive var populære.
Af seværdigheder kan nævnes Santo Marino basilika. Opførelsen blev påbegyndt i 1826. På stedet lå den gamle landsbykirke, som blev revet ned for at give plads. Ved siden af basilikaen står det solide klokketårn, som i hvert fald kan føres tilbage til omkring år 600. Til venstre for højaltret ses den regerende kaptajns trone. Under altret er den hellige San Marinos rester begravet i en urne. Til højre er der en marmor monument, hvor den øverste del af helgenens kranium opbevares. Ved siden af basilikaen ligger den lille San Pietro kirke fra det 16. århundrede.
Den gotiske parlamentsbygning. Vi travede op til de tre imponerende tårne (fra 14.-16. århundrede), som hver ligger på en lille bjergtop og nød den imponerende udsigt. Vi kunne uden problemer se Rimini og kystlinien mod Adriaterhavet. Der ligger også et par kunstmuseer i byen, som vi dog ikke besøgte.
Vi så en buste af Abraham Lincoln, som i 1861 acceptede at blive æresborger i republikken. I et brev til den ledende kaptajn forsikrer han om sit venskab og sin sympati for San Marinos befolkning og siger:" Although your dominion is small, nevertheless your state is one of the most honoured throughout history".
Jeg undrede mig over, at der midt i byen stod en flot statue af Giuseppe Garibaldi. Jeg læste senere, at San Marino i 1849 gav "asyl" til dem italienske patriot og soldat Garibaldi, da han måtte flygte fra Venedig, jaget af 12.000 østrigske soldater efter udråbelse af "Den anden romerske Republik". Allerede samme nat - den 31. juli 1849 - flygtede han videre sammen med sin hustru Anita og nogle få tilhængere for ikke at udsætte byen for invasion. Anita døde desværre af anstrengelserne et par dage senere ved Ravenna. Graibaldis korte ophold er også motivet for frimærket længere oppe på denne side. Først flere år senere lykkedes det Garibaldi og gennemføre sit mål, nemlig samlingen af et selvstændigt Italien.
Vi spiste frokost på en lille restaurant, som lå lige udenfor byporten. Formentlig til halvdelen af den pris, der blev taget, indenfor murene. Mens vi spiste nød vi den fantastiske udsigt.
Sidst på eftermiddagen tog vi bussen tilbage til Rimini efter en udmærket udflugt. Måske ikke nogen stor oplevelse rigere, men en udmærket dag, havde det været. Vi ærgrede os over, at vi ikke var taget derop et par dafe senere - nemlig den 3. september, hvor republikkens fødselsdag fejres med parader og konkurrenceskydning med armbrøst. Så sig ikke, at San Marino ikke er i stand til at forsvare sig.
Som vistnok flere gange nævnt har Rimini en dejlig strand, som har henrykket feriegæster siden omkring 1840. Langs den strækker sig en dejlig promenade i en længde af ca 20 km. Stranden er opdelt i "landsbyer", som er nummereret fra 1 og opefter. Som det fremgår af billedet, var "vores landsby" nummer 60. Der viste sig at være godt 150 landsbyer, da vi kom ud i den anden ende. Hver landsby har sit eget præg, men det er tydeligt, at der er stillet strenge krav til de enkelte bestyrere. Langs promenaden ligger masser af restaurationer, hvoraf en del med servering indtil midnat. På stranden er der masser af aktivitetstilbud: gymnastik, dans, aerobic, beach volley, vandski, windsurfing osv. Strandstole og parasoller kan som sædvanligt lejes for en ublu betaling - spørg evt Marco om rabatbilletter. Det er dog muligt at opholde sig kort tid på området lige ovenfor vandlinien uden betaling. Nogle hoteller har deres egen strand med eksklusiv adgang for egne gæster, men der ligger også et større antal offentligt tilgængelige landsbyer. Vandet er dejligt og virkede overraskende rent. Stranden er børnesikker uden overraskelser. Hver landsby har sin bademester, som holder skarpt udkik med området fra en høj stol.
Af de mange aktivitetstilbud på stranden benyttede vi os især af boccia spillet. Det var gratis at spille, man hentede blot kuglerne inde på landsbyens kontor. Det hændte, at vi måtte vente på, at et hold skulle blive færdig, men det lykkedes det os da at tage et spil eller to hver dag. Og hvert spil tog vel 1-1½ time. Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle spille boccia, et spil, som jeg kun havde foragt til overs for. Men det viste sig egentlig at være ganske fornøjeligt. Ikke mindst den efterfølgende kolde øl, som enten blev indtaget på den lokale café eller på en bænk på strandpromenaden efter besøg på det nærliggende supermarked. Som det fremgår af billedet, havde vi lidt regnvejr, men det var jo bare endnu en udfordring for en nordbo.
Et par gange lejede vi cykler for et par timer. Det var nogle gamle lig, men de viste sig at køre udmærket. Cykling er nærmest risikofrit - i hver fald for de cyklende, idet det finder sted på den brede strandpromenade. Da der ikke er ringeklokker på cyklerne, må man alene af den grund holde en lav hastighed. Under vores cykelture gjorde jeg den besynderlige observation, at jeg blev irriteret på de mange gående, som ikke kunne finde ud af at gå i den ene side, så jeg kunne komme forbi uden problemer. Når jeg spadserede, blev jeg irriteret på de mange cyklister, som susede omkring ørene på mig. Besynderlig, som tingene ændrer sig afhængig af, hvorfra man betragter dem. Den første gang valgte vi at køre nordpå og kom ind til den lille havn i Rimini. Herfra kunne man komme med på udflugtsbåde, fx en heldagstur til Venedig. Næste gang kørte vi sydpå og fandt ved den lejlighed ud af, at der var mere end 150 landsbyer. Her gjorde vi også ophold ved den lille lystbådehavn, som ligger her. Så vi kan kraftigt anbefale at leje cykler, hvis I kommer til Rimini. Man kan også leje modeller med plads til 2 eller fire personer. Prøv det.
Efter 12 dage ved Rimini skulle vi nu vende næsen hjemad. Vi havde besluttet at tage en overnatning i Venedig på vejen hjem. Vi valgte at tage toget fra Rimini, hvorfra der et par gange om dagen er gennemgående forbindelse til Venedig. I stedet kunne vi have valgt at lave en omstigning i Milano. Hvis du vil med os, så er det denne vej.
Vælg næste side:
