Birgit og jeg har heldigvis til gode af besøge mange af de græske øer. Indtil videre er det blevet til Kreta, Korfu, Cypern (græsk/tyrkisk) og Rhodos. Desuden har vi en enkelt gang været på fastlandet ved Chalkidiki sammen med Rejseholdet. Rhodos, som vi har besøgt 3 gange, har sammen med Kreta nok den største plads i vores hjerte, og vi drømmer stadig om at vende tilbage til den. Første gang i 1972 med vores ældste søn Claus, som var otte år, boede vi i Faliraki syd for Rhodos by på et helt nyt luxus hotel. Anden gang i 1984 sammen med vores yngste søn Bo, som var syv år, boede vi på en beskeden pension i den sydlige del af Rhodos by. Tredje gang i maj 2012 sammen med vores venner Bente og Karin boede vi på hotel Constantin i den nordlige del af Rhodos by.
Èn ting, som især har fascineret mig er, at den gamle bydel i Rhodos ikke alene er et museum for fortiden, men stadig en levende by. Desuden er jeg meget interesseret i korsridderne, som vi har 'mødt' både på Rhodos, i Prag, i Paris og først og fremmest på Malta.
Rhodos er den største og med en befolkning på omkring 120.000 også den mest befolkede af øerne i øgruppen Dodekaneserne. Den ligger ca. 500 kilometer fra Piræus. Det er én af de større græske øer med et areal på 1400 km3. På den længste led er den omkring 80 km og knap 40 km på tværs. Kystlinien er på mere end 220 kilometer. øen er bjergrig - højeste punkt 1215 meter - med dejlige flade strækninger og dale samt dejlige sandstrande. 300 solskinsdage om året og et mildt klima har gjort Rhodos til et velbesøgt turistmål. De ca. 110.000 lokale indbyggere, hvoraf mere end 60.000 bor i Rhodos by, får besøg af næsten 1.5 million turister om året. Mange kommer selvfølgelig på grund af det dejlige klima. Men mange kommer - som jeg - også på grund af øens spændende historie og dens store betydning for den græske kultur. Og dermed for hele den vestlige verdens.
Ifølge legenden er øen Rhodos opstået, da Zeus havde besejret Giganterne og var blevet herre på jorden. Zeus besluttede at dele jorden mellem Olympens guder. Solguden Helios var fraværende, da lodtrækningen fandt sted, og ingen huskede på ham. Da han kom tilbage, klagede han til Zeus over at være blevet forbigået. Zeus tilbød at lade lodtrækningen gå om, men Helios sagde, at han ville være tilfreds, hvis han blot måtte få det stykke land, som først kom til syne, når havet trak sig tilbage. Mens han talte, dukkede en smuk ø op af det blå hav, og øen var dækket med blomster. Helios badede øen i sin stråleglans og forvandlede den til den smukkeste ø i hele det græske øhav. Helios vækkes hver morgen af den galende hane. Så kører han sammen med sin søster Eos (betyder 'morgenrøden') hen over himlen i sin prægtige solvogn, indtil han kommer til sit prægtige palads i vest. Om natten sejler han tilbage ad floden Okeanos, der slynger sig rundt om verden. Kun én gang har han svigtet sit ansvarsfulde hverv. Hans søn Phäeton plagede gennem lang tid om at få lov at styre solvognen for at vise sig for sine søstre. Men da han ikke magtede de store hingste foran vognen, fløj han først så højt op, at menneskene rystede af kulde. Derefter kom han jorden så nær, at alle marker blev afsvedne. Zeus blev rasende og dræbte Phäeton med sin tordenkile og styrtede ham i Po-floden. Hans søstre blev forvandlet til poppeltræer langs flodbredden, hvor de står og græder tårer af rav.
Hvis du ikke tror på den fortælling, kan du få en anden udgave: Da Helios så nymfen Rhode - datter af havets gud Poseidon - blev han straks forelsket og tog hende til hustru (jeg går da ud fra, at han spurgte hende først). De fik syv sønner og én datter. Børnene blev kaldt heliaderne, og de kendte til astronomi, astrologi og andre videnskaber. På deres fars tilskyndelse byggede de et alter for Athene på Lindos' akropolis (det ser du senere). Kerkaphos, én af heliaderne, fik 3 børn: Kamiros, Ialysos og Lindos. De byggede hver en by på Rhodos og delte øen mellem sig. Disse byer bærer stadig deres navne.
I disse fjerne tider var Rhodos beboet af telchinerne, et folk med magiske evner. Blandt andet mestrede de smedehåndværket. Det var dem, som fremstillede Poseidons trefork. Det menes også, at de fremstillede de første bronze statuer af Olympens guder. Men de drev det for vidt med deres troldomskunster. De ødelagde øens afgrøder ved at lede vandet fra Styx - underverdenens flod - ind over markerne, hvilket dræbte alle afgrøderne. Telchinerne blev fordrevet (fra Paradiset?) af Helios' og Rhode's børn. Efter dem kom fønikierne, som forvandlede øen til en vigtigt handelscenter.
Ved den efterfølgende beskrivelse af Rhodos' omtumlede historie har jeg bl.a. støttet mig på Lawrence Durrells "Den Skumfødte Venus. En bog om Rhodos", Grafisk Forlag, 1965, en bog, som jeg varmt kan anbefale. Under anden verdenskrig tjente Durrell som presseattache for den britiske ambassade, først i Cairo og siden i Alexandria. I maj 1945 blev Durrell sendt til Rhodos, der som nævnt var blevet besat af Italien i 1912. Da Italien opgav ævret i 1943, overtog deres tyske allierede de fleste af de græske øer, bl.a. Rhodos. Efter krigens afslutning var de dodekanesiske øer - deriblandt Rhodos - under engelsk militærstyre, indtil de blev inkluderet i Grækenland i 1947. Durrell boede i et lille vogterhus ved den tyrkiske kirkegård, lige overfor den britiske administration, som holdt til på det nuværende casino. Her skrev Durrell sin bog, hvis originale titel er "Reflections on a Marine Venus. A lyrical celebration of the island". Fra hotel Constantin havde vi en fin udsigt over kirkegården og til casinoet, men mere herom senere. Først lidt historie.
Rhodos blev i begyndelsen af den historiske tid koloniseret fra det minoiske Kreta. Minoerne levede fredeligt på øen i længere tid, indtil de blev fordrevet af græske stammer fra Mykene, Argos og Attika. De dannede en stærk stat, som dominerede de nærliggende øer og Lille Asien, som ligger ganske tæt på. Rhodeserne under ledelse af Herkules' søn Tlepolemos deltog i kampen om Troja med 9 skibe med "de dristige kæmper fra Rhodos", som Homer skriver. Tlepolemos blev dræbt på stranden foran Troja, og hans hustru Polyxo regerede videre efter hans død. Mange år senere søgte (den skønne) Helene asyl på Rhodos. Men da Helena jo havde været årsag til Tlepolemos' død (hun stak jo af fra sin kedelige mand med den smukke Prins Paris), lod Polyxo Helena hænge i et træ. For en sikkerheds skyld byggede rhodeserne dog en helligdom for Helena.
De 3 ovennævnte byer indgik forbund med andre stærke bystater, bl.a. Halikarnossos. Siden skiftede lykken for øen, og de var i en periode under persisk besættelse. Siden var de allieret med Athen. Under den pelopenesiske krig fandt man det sikrest at bygge en ny og befæstet hovedstad. Den blev bygget på den nordlige del af øen og fik samme navn, som øen, altså Rhodos. Grundlæggelsen skete 408 B.C.
Denne periode bragte stor velstand, selv om øen var under indflydelse fra forskellige sider. Rhodos var en vigtig handelsstation, men lå samtidig i en passende afstand fra urolighedernes centrum. Når der skete ændringer i magtforholdene, holdt Rhodos sig så vidt muligt neutral. Det kunne de gøre i tillid til deres store flåde, som var legendarisk i oldtiden. Da Alexander den Store dukkede op på verdensscenen, sluttede Rhodos sig hurtigt til ham og tillod ham at bygge en garnison for sine soldater på øen. Da Alexanders kejserdømme gik under i 323 fvt., var der ingen oplagt efterfølger, og hans store rige blev delt mellem flere kandidater. Rhodos udviklede nære forbindelser med det Ptolemæiske dynasti i Egypten, som de havde en stor handel med. I 305 fvt. sendte kong Antigonos af Syrien sin søn general Demetrios med en stor hær for at indtage Rhodos. Hæren omfattede 40.000 mand foruden kavaleri, sømænd og ingeniørtropper, og transportflåden blev eskorteret af omkring 200 krigsskibe af forskellig størrelse. Rhodos havde en stående garnison på 16.000 mand, hvortil kom omkring 6.000 borgere og 1.000 udlændinge, som alle blev forsynet med våben, selv slaverne fik udleveret våben.
Demetrios, som var en erfaren feltherre, gav sig god tid. Hans folk arbejdede sig langsomt rundt om muren, fældede alle træer for at bygge palisader og ødelagde alle huse, som lå i vejen. Mens det stod på, gjorde rhodierne et hurtigt udfald mod nogle proviantskibe, der var kommet til Demetrios, og bragte dem ind i havnen tillige med et stort antal fanger, som gav gode løsepenge. Demetrios lod bygge to vældige tårne af træ, der var monteret på flåder, og dem lod han transportere ind i havnen. I løbet af natten lykkedes det omkring 400 soldater at komme i land, og de erobrede en lille høj 500 skridt fra de vældige mure. Næste morgen blev murbrækkerne ført frem, og dagen igen foregik voldsomme træfninger. Der blev slået flere brecher i muren, men rhodierne gjorde tappert modstand og slog angriberne tilbage. Mægte katapulter, opstillet på den erobrede høj, bombarderede bymuren med sten der vejede fra 30-300 kilo. Demetrios' infanteri løb stormangreb på muren, men blev hver gang slået tilbage.
Demetrios indså, at han måtte bygge en belejringsmaskine, en såkaldt helepolis, et befæstet tårn på hjul. Den var omkring 45 meter høj og vejede 160 tons. Ved foden målte den 23 x 23 meter. Monstret stod på hjul af egetræ og var spækket med katapulter og vindebroer, hvorfra angriberne kunne strømme over på brystværnet. Den havde ni etager, som var forbundet med to sæt trapper. Bueskytterne stod på den øverste etage, mens etagen under dem var forsynet med store vandtanke for at kunne slukke evt. påsatte brande. Den populære betegnelse for sådan et monstrum var "en skildpadde". Selv om rhodierne havde masser af forsyninger og kunne føle sig nogenlunde trygge bag deres enorme forsvarsmure, har det formentlig været med nogen ængstelse, at de har set heliopolen blive trukket frem til muren. 3400 mand krævede det at flytte den gigantiske krigsmaskine. For at styrke moralen blandt rhodierne fil de at vide, at enhver borger, som faldt i kamp, ville blive begravet på statens regning, og at deres forældre og børn ville blive forsørget, ligesom evt. døtre ville få en medgift af staten, når de giftede sig.
Belejringsmaskine, helepolis, som blev anvendt ved belejringen af Rhodos i 305 fvt.
Ved første angreb væltede den enorme helepolis et tårn og lavede et hus i muren, hvorigennem de angribende soldater trængte ind. Rhodierne forsvarede sig voldsomt, og da mørket faldt på, måtte Demetrios konstatere, at det ikke var lykkedes hans soldater at trænge ind i byen. Hvad værre var, hans helepolis var svært beskadiget og måtte repareres, og i hast blev den trukket tilbage fra sin udsatte position ved muren, hvorfra den kunne nås med pileskud og stenkast. Forsøg på mægling blev afslået, og helepolen blev efter reparation igen bragt i stilling. Demetrios var fast besluttet på at tage byen med magt.
Bag de høje mure udspillede sig en besynderlig episode. En vis Kallias, som påstod at være ekspert i belejringsmaskiner, foreslog, at man på muren monterede en kran, som ville være stærk nok til at tage helepolen i sit greb og løfte den ind i byen med soldater, vindebroer og vandtank. Bystyret greb det fantasifulde forslag og tilbød Kallias posten som stadsarkitekt, en post som hidtil havde været bestridt af Diognetos - men hvem brød sig om det? Kranen blev bygget og taget i brug. Men i stedet for at løfte helepolen op og svinge den over muren og ind i byen, faldt kranen sammen og efterlod et hul i muren, mens helepolen blev urokkeligt stående. Byens vise fædre ilede til Diognetos og bønfaldt ham om at indtræde i sit gamle embede. Men Diognetos var fornærmet, ikke vred men såret. Han affærdigede deres bønner med et skuldertræk. Når folk var enfoldige nok til at tro på sådan en charlatan, så måtte de selv om det. Først da der blev arrangeret en procession af uskyldige ynglinge og jomfruer (ja, det er mange år siden) med jamrende præster i spidsen, lod han sig formilde og vendte tilbage til arbejdet. Helepolen stod og ventede på at blive bragt frem til det store hul, der var opstået i muren. 1500 angribere brød ind i byen og fik fodfæste ved teatret. Rhodierne reagerede hurtigt og afspærrede området omkring teatret med deres bedste soldater, og egyptiske lejetropper blev kastet mod fjenden. Brande rasede hele natten, og forbitrede kampe blev udkæmpet mand mod mand. Men nu viste Diognetos sin skarpsindighed (på nudansk hedder det vistnok, at han trådte i karakter). Han ledte byens kloakledning hen mod det ventende uhyre (helepolen), som blev urokkeligt hængende fast i et stinkende morads. Det var ikke muligt for Demetrios at føre sit infanteri ind til sine stødtropper, og ved middagstid næste dag måtte angriberne opgive deres forehavende.
Muren omkring den gamle bydel i Rhodos
Mens slaget var på sit højeste, modtog Demetrios ilbud fra sin far Antigonos om at slutte våbenstilstand med rhodierne så hurtigt som muligt og vende hjem, da der var opstået problemer. Rhodierne, som indså, at deres by havde været meget tæt på at falde, var også villige til forhandlinger. Der blev indgået en alliance med Antigonos mod enhver fjende bortset fra Ptolemæus, en meget fordelagtig og ærefuld traktat for rhodierne. Da traktaten var underskrevet, brød belejrerne op og forlod Rhodos. Demetrios, som måske har været imponeret af rhodiernes hårdnakkede modstand, tilbød at efterlade al sit krigsmateriel på betingelse af, at der for indtægterne ved salget blev opført en statue til minde om belejringen. Forslaget blev modtaget, og helepolen blev slæbt ind i byen og viet til folket.
Rhodierne betroede billedhuggeren Chares fra Lindos at bygge en vældig statue af Helios, hvem ellers? Byens skytsgud, som netop havde hjulpet dem mod den frygtelige fjende. Chares af Lindos havde tidligere konstrueret andre gigantstatuer. Arbejdet tog 12 år. Statuen, som stod på en 15 meter høj sokkel beklædt med hvidt marmor, var ca. 37 meter høj og vejede omkring 70 tons. Kolossen fra Rhodos regnes blandt oldtidens syv underværker.
Kolossen på Rhodos
Jeg må indrømme, at man ikke med sikkerhed ved, hvor kolossen stod placeret. Sikkert er det, at den ikke som på billedet ovenfor har stået og skrævet over indsejlingen til havnen - selv om det ville have været fantastisk. Hvis det havde været tilfældet, skulle den have et spænd på omkring 120 meter, hvilket er umuligt, når man betænker, at kolossen "kun" var 37 meter høj. Det er mere sandsynligt, at den har stået ved Stormesterens Palads, hvor Apollons (Helios) tempel var.
Desværre stod kolossen kun 66 år, inden den faldt sammen under et stort jordskælv i 226 fvt. Statuen knækkede ved knæene og faldt sammen på land. Ptolemæos III tilbød at betale for at få den genrejst, men et orakel overbeviste folkene fra Rhodos om, at de havde fornærmet Helios, og derfor afstod de fra at få statuen genrejst. Den faldne statue lå på jorden i mere end 800 år. I 654 erobrede en arabisk hær Rhodos, og efterfølgende blev resterne af statuen solgt til en købmand fra Syrien. Statuen blev skåret op i mindre stykker. Ifølge en legende blev den transporteret til Mellemøsten på ryggen af 900 kameler. Antallet af kameler lyder overdrevent; hvis statuen vejede 70 tons, skulle hver kamel blot bære godt 75 kg. Og en kamel kan mageligt klare 200 kg last.
Det menes, at den franske billedhugger Auguste Bartholdi blev inspireret til Frihedsgudinden i New York ved at studere gamle graveringer af kolossen på Rhodos.
Rhodos blev i den periode en så dominerende sømagt, at kejser Antonius skrev: Det er muligt, at jeg regerer verden, men på havene gælder de rhodesiske love.
Denne periode bragte tilbagegang for øen. Efterhånden blev romerne mere og mere interesserede i at begrænse rhodiernes magt. Til at begynde med støttede rhodierne Pompeii, men da Cæsar fik overtaget, skiftede de side. I det hele taget var rhodierne dygtige til at holde med den sejrende part. Romerne ønskede at begrænse rhodiernes magt, og det tvang Rhodos til at underskrive en traktat, som forpligtede dem til at have samme venner og fjender som Rom. Efter mordet på Cæsar nægtede rhodierne imidlertid at støtte Cassius, hvilket resulterede i, at Cassius i 42 B.C. indtog øen med brutale midler og bortførte mere end 3.000 kunstværker til Rom. Mange af disse tungt lastede skibe gik ned undervejs, og deres skatte ligger stadig på havbunden og venter på at blive opdaget.
Rhodos var hurtig til at tage imod kristendommens nye tanker. Paulus siges at have prædiket den nye religion på Lindos i år 58 og omvendte mange af sine tilhørere. Den Paulus har været en rejselysten herre, som vi har 'mødt' overalt i Middelhavet, fx. på Malta. Efter delingen af det romerske rige blev Rhodos hovedstad i den byzantinske provins, men var ofte udsat for invasioner fra persere, sarascenere, sørøvere m.fl. I 807 blev de fx. indtaget af perserne under Harun al Rashid, som vi ellers vel kun kender fra 1001 nats eventyr. I 1191 dukkede Richard Løvehjerte op med en flåde for at hverve lejetropper til korstogene. I 1200 tallet tilbageerobrede tyrkerne Konstantinopel. Rhodos blev i en periode styret af forskellige flådeofficerer. I 1306 blev øen solgt til Johannitterridderne (the Knights of St. John of Jerusalem), som dog i flere år måtte kæmpe mod modstand fra de lokale. Johannitterridderne havde i flere år haft asyl hos kongen af Cypern, og de drømte om, at Rhodos skulle blive et varigt tilholdssted for ridderordenen.
Johannitterriddernes orden blev oprettet som et næstekærligt broderskab i Jerusalem af nogle købmænd fra Amalfi. De havde set den nød og elendighed, som herskede mellem de pilgrimme, som strømmede til Jerusalem fra hele vesten. De oprettede derfor i 1065 et hospital udenfor Jerusalem. Hospitalet blev indviet til Johannes Døberen (Sct John). I 1067 indtog tyrkerne Jerusalem, og strømmen af pilgrimme indstilledes. Men da korsridderne tilbageerobrede byen i 1099, stod hospitalet klar til at modtage og behandle de sårede krigere. Det er registreret, at hospitalet kunne huse mere end 1100 liggende patienter, samtidig med, at mange blev behandlet ambulant. Mange af de riddere, som blev behandlet på hospitalet, sluttede sig til broderskabet. I 1113 blev ordenen godkendt af Paven og fik tildelt det røde flag med det hvide kors som banner. I de følgende år udviklede ordenen sig, og den erhvervede fast ejendom mange steder i Europa, og der blev oprettet mange underafdelinger, hvoraf nogle stadig eksisterer. Efterhånden påtog ordenen sig militære opgaver for bl.a. at beskytte pilgrimmene på deres farefulde færd.
Efterhånden skiftede ordenen mere og mere karakter til en militær organisation, som påtog sig at besvare kristendommen og dens hellige steder, og ordenen modtog stor støtte af pavestolen og fyrsterne i Vesteuropa. Da Jerusalem i 1187 faldt i hænderne på araberne (anført af den kendte Saladin), rykkede ordenen nordpå i det hellige land. Her blev de i næsten 100 år, indtil de efter en langvarig belejring måtte søge asyl hos kongen af Cypern. I de 18 år, de var på Cypern, byggede de et hospital og en stor borg, som vi så, da vi var på Cypern. Og i 1306 dukkede de så op på Rhodos. Deres ophold, som varede 213 år, inden de blev fordrevet til Malta, har efterladt sig blivende spor i form af forsvarsværker, mure, hospitaler, herberger og paladser. Det vil du se eksempler på, når vi går en tur gennem den gamle bydel. Rhodos begyndte at dukke ud af den glemsel, den havde været hyllet i siden det 7. århundrede, og fik gradvis større og større strategisk og økonomisk betydning. Den blev en europæisk bastion i vest og var snart en vigtig handelsstation mellem Europa og østen for hvede, uld og silke, olivenolie, vin, sukker, parfume, safran, kaviar oma. De store handelshuse og banker fra Firenze oprettede filialer på Rhodos.
Ridderne var opdelt i 3 grupper: 1) ridderne ("de kæmpende brødre"), 2 præsterne og 3) "de tjenende brødre" (sygeplejerne). Ridderne, hvoraf der ikke måtte være mere end 600, var almindeligvis adelsmænd eller professionelle soldater fra de vestlige, katolske lande i Europa. Medlemmerne var opdelt i sproggrupper ("tunger"): Frankrig, Italien, England, Tyskland og Spanien (som senere blev opdelt i Aragonien og Kastilien). Latin var det fælles, officielle sprog. Johannitternes leder, som kaldtes stormesteren, blev valgt på livstid. Ridderne boede i et afgrænset område af byen, Kastellet. Her havde stormesteren sit palads, og her havde hver tunge sit herberge. Mange af disse lå i Riddergaden, som vi snart kommer til at se.
Riddernes påklædning var i fredstid en sort kappe med et 8-takket hvidt kors på brysten. Vi kender det måske bedst som det malteserkors, som før i tiden prydede produkterne fra Det Danske Sukkerkompagni (eller hvad det nu hed). Det hvide kors (for renhed) sad selvfølgelig på venstre side af brystet. Korsets 4 store arme betegner de 4 kardinaldyder: forsigtighed, mådehold, retfærdighed og styrke. De 8 spidser står for de ridderlige dyder: et roligt sind, godhed, anger, tålmod, retfærd, barmhjertighed, oprigtighed og standhaftighed. Krigsdragten var en rød kappe med et simpelt hvidt kors.
Collage udført af min netveninde Susanne Ove til hendes øjesten Gustav. Han er 5 år og meget optaget af riddertiden.
Johannitterriddernes banner var som krigsdragten rødt med et hvidt kors - altså magen til det danske flag. Dog er der den forskel, at de hvide felter i riddernes banner er af samme størrelse. Vi kender alle det gamle sagn om Dannebrog, som "faldt fra Himlen ned" under slaget ved Lyndanis i 1219. Valdemar Sejr var på et korstog mod det hedenske Estland med Pavens velsignelse. På udturen førte hæren og flåden Valdemars blå og gule løvebanner. Biskop Theodorik - dengang var biskopperne mere krigeriske end de er i dag (måske med undtagelse af Keld Holm?) - blev overfaldet af estlænderne, og der opstod en voldsom kamp. Foran biskoppens telt vajede johannitterriddernes røde banner med det hvide kors. Biskoppen faldt, men danskerne vandt en overvældende sejr. På vejen tilbage til Danmark vejede sejrsfanen - det rødhvide korsflag - over flåden, og dette smukke flag har siden været vores nationalflag.
I 1480 var freden forbi på Rhodos. En stor tyrkisk flåde dukkede og og opfordrede stormesteren til overgivelse. Dette blev selvfølgelig afslået, og fjenden gik i land, samtidig med, at de tyrkiske krigsskibe begyndte at bombardere havnen. Man måtte hurtigt begrænse sig til at forsvare Rhodos by. Det første angreb blev slået tilbage. Ridderne mødtes til fromesse i Johanneskirken. Stormesteren meddelte, at det stod enhver frit at forlade øen, men alle uden undtagelse svor ham evig troskab. Endnu engang stormede tyrkerne, men efter store tab blev angrebet slået tilbage. Tyrkerne satte endnu et voldsomt angreb ind, og det lykkedes dem at plante deres standarter på fæstningsværket. Men fanerne blev revet ned og fjenden fordrevet. I forsvaret deltog ikke blot ridderne og lejesoldaterne. Men også den lokale befolkning deltog. Midt under kampene blev en opmuntrende meddelelse fra Paven og den franske konge smuglet gennem belejringen. Det lykkedes tyrkerne at få slået hul igennem forsvarsværkerne. Men til deres overraskelse udnyttede de belejrede dette hul til et voldsomt udfald, og tyrkerne tog flugten i vild forvirring.
Men tyrkerne havde ikke opgivet Rhodos. I 1522 vendte de tilbage med et kæmpe flåde på 300 skibe med ca. 150.000 mand. Denne hær var udstyret med de mest moderne våben. Overfor denne styrke mønstrede forsvarerne 650 riddere, 6.000 frivillige rhodesere og 4.500 kretensere. Efter voldsomme angreb og heroisk forsvar måtte man overgive sig til den overlegne fjende. Julenat blev den sidste messe afholdt i Johanneskirken - kun ca. 200 af 650 riddere var stadig i live. Nytårsnat forlod johannitterridderne Rhodos. Mere end 5.000 af øens befolkning havde sluttet sig til dem. Tyrkerne stillede skibe til rådighed for flygtningene, som styrede vestpå til Kreta. Her slog de sig ned en tid, indtil Karl V i 1530 overlod dem øen Malta. Her tog ordenen navneforandring til Malteserordenen, og den blev på Malta i 270 år, hvor den også har efterladt sig mange fodspor. Jeg glæder mig til at få tid til at skrive om vores 6 (pt.) besøg på denne pragtfulde ø i Middelhavet.
Grækerne anser den tyrkiske besættelse af øen for dens sorteste periode i historien - ikke kun for Rhodos men for hele Grækenland. Regimet beskrives ofte som brutalt, men der skete ingen plyndring af befolkningen, og man fik også lov til at beholde sin trosfrihed. Der skete heller ingen større indvandring, så i det store og hele var det en periode med fredelig sameksistens. I betragtning af den lange periode, tyrkerne var på Rhodos, er det forbløffende få spor, de har efterladt på øen. I Rhodos by findes et par moskéer, nogle bade, et bibliotek og et klokketårn. Den græske kultur på øen har heller ikke 'lidt overlast'. Så frem til 1912 sov Rhodos tornerosesøvn. I 1863 blev den 17-årige danske prins Christian Wilhelm Ferdinand Adolf Georg of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, søn af Christian IX, valgt til konge af Grækenland af parlamentet i stedet for den afsatte kong Otto. Udnævnelsen blev støttet af stormagterne England, Frankrig og Rusland. George I er hellenernes konge i 50 år, indtil han bliver snigmyrdet i 1913.
I 1911 erklærede Italien Tyrkiet krig. Som et led i at erobre Libyen fra Tyrkiet besatte italienerne Rhodos i efteråret 1912 uden at møde større modstand. Tvært imod fik de hjælp af lokalbefolkningen, der anså italienerne som befriere. Man gik så vidt, at man skrev et takkebrev til den italienske stat. Men da man bad om sammen med de øvrige øer i området at blive forenet med det græske fædreland, blev den italienske øverstkommanderende rasende og fængslede de rhodesiske repræsentanter. Herefter undertegnede Italien en traktat med Tyrkiet, hvoraf fremgik, at Rhodos skulle gives tilbage til tyrkerne, når de havde forladt Tripolis i Libyen. De første fascistiske tilløb til en ekspansiv udenrigspolitik var begyndt. Imidlertid blev denne handel forpurret af første verdenskrig. Ved freden i Lausanne i 1923 fastlagdes Grækenlands nuværende grænser. Det resulterede i, at ca. 1.5 mio. grækere måtte flytte ud af Tyrkiet og 350.000 tyrkere ud af Grækenland.
Efter krigen blev det aftalt med Italien, at Rhodos skulle have selvstyre. Men denne aftale gik i glemmebogen, da fascisterne kom til magten, og Mussolini begyndte at 'italienisere' Rhodos. Planen var at udskifte en stor del af den græske befolkning med italienere. Ja, en græker kunne endda få en stor sum penge, hvis han skiftede nationalitet. Mange landbrug blev overtaget af italienere, og landbefolkningen måtte flytte til byerne for at arbejde. Det var et brutalt regime, som italienerne udøvede. Dog må man sige, at de i modsætning til tyrkerne har efterladt sig spor på øen. Fx er alle de store bygninger ved Mandraki havnen bygget af italienerne, som også gjorde et stort arbejde med at genopbygge den gamle korsridderby.
Så kom anden verdenskrig. Italienerne tabte hurtigt pusten og kapitulerede i 1943. Tyskerne bombarderede først Rhodos by, inden de rykkede ind og besatte den. Efter at tyskerne var jaget ud af det centrale Grækenland, blev de tyske tropper isoleret på øen, og der var nærmest hungerstilstand. I juli 1944 drev Gestapo øens næsten 2000 jødiske beboere sammen og sendte dem til koncentrationslejre i Tyskland. Den 8. maj 1945 ankom englænderne til Rhodos. Den 31. marts 1947 hejstes det græske flag for første gang over Guvernørens Palads, og i marts 1948 blev Rhodos formelt forenet med Grækenland - en adskillelse, som havde varet mere end 2.000 år. I 1951 blev Grækenland medlem af NATO. I 1967 gennemførte en gruppe militærfolk et statskup anført af Georg Papadopoulus. Der indføres et diktatur, og kong Konstantin og hans danske dronning Anne-Marie flygtede efter et mislykket modkup. I 1973 afskaffede militærjuntaen formelt monarkiet, og Papadopoulos blev udnævnt til præsident. Et studenteroprør samme år i Athen blev brutalt slået ned. En uge senere blev Papadopoulos afsat af chefen for sikkerhedspolitiet, Dimitris Ioannidis. I et vanvittigt forsøg på at skaffe regimet folkelig opbakning involverede det sig i et kup i juli 1974 på Cypern mod landets leder, ærkebiskop Makarios, hvilket fremprovokerede en tyrkisk invasion af øen. Udsigten til krig mellem Grækenland og Tyrkiet fik juntaen til at kalde Karamanlis tilbage til Grækenland for at danne en civil regering. I 1981 blev Grækenland medlem af EF, og Karamanlis blev præsident.
Jeg vil afslutte denne historieundervisning med at vise og fortolke det græske flag, som stammer fra den græske revolution i 1821. Jeg tør ikke garantere for, at fortolkningen er helt korrekt, men jeg har fundet den i en bog, og finder den smuk. Det skulle vel være tilstrækkelig anledning.
Antallet af linier i flaget svarer til antallet af stavelser i det græske frihedsråb: Eleutheria H Thanatos (Frihed eller Død). Det ser således ud på græsk:
"Frihed eller Død" var mottoet under den græske frihedskamp mod det ottomanske styre i det 19. århundrede. Det vakte stærke følelser hos de frihedselskende grækere og inspirerede dem til kamp efter 400 års slaveri. Det græske, kvadratiske kors i den øverste venstre side af flaget symboliserer respekt for den græske ortodokse kirke, som spillede en afgørende rolle under de mange års besættelse ved at være med til at bevare det græske sprog, religionen og den etniske egenart. Den blå og hvide farve: Disse farver symboliserer det blå græske hav og det hvide skum på de hvileløse græske bølger, hvoraf skønhedens gudinde Afrodite blev født (vi har set stedet på Cypern, og det vil jeg fortælle om en anden gang).
Men kom nu med på en rundtur i Rhodos by.
Rhodos by er én af de smukkeste byer i hele Middelhavet. Den har et indbyggertal på omkring 80.000. Som tidligere nævnt ligger den på den nordlige del af øen og er således omgivet af hav på de 3 sider. Den gamle bydel er nærmest uberørt af de seneste 400 års udvikling og indeholder mange monumenter og mindesmærker fra de forskellige historiske perioder. Meget mere herom senere. I den nye bydel ligger alle de offentlige bygninger, hvoraf de fleste er bygget under det italienske herredømme fra 1912-1943: det nye marked, katedralen, postkontoret, rådhuset, nationalteatret, guvernørens palads m.fl. Flere af de imponerende, men måske lidt dårligt vedligeholdte bygninger, ligger ud til smukke pladser som Frihedspladsen, Platia Eleftherias. Rhodos by er dejlig grøn og frisk med masser af træer i gaderne.
Rhodos by. Den gamle bydel ses vest for Mandraki-havnen.
|
1. Bank of Greece
Bymurene |
14. Spanienstårnet
Den gamle bydel
|
27. Frankrigs herberg |
Første gang vi var på Rhodos tog vi med bus (nr. 5 fra centrum) op på Monte Smith, som ligger vest for Rhodos by. Det er muligt at gå derop - knap 3 kilometer - men vi tog altså bussen. Bjerget, som oprindelig hed Stefansbjerget, har fået navn efter den engelske admiral Sir Sydney Smith, som havde sin observationspost her i 1802 for at holde øje med Napoleon's flådes bevægelser under hans krig mod tyrkerne. Der er en pragtfuld udsigt herfra over hele den nordlige del af øen. Smith blev så glad for udsigten, at han lod bygge et hus på bjerget, hvor han slog sig ned, da han blev pensioneret.
Bjerget var byens akropolis, og der findes endnu få rester af helligdomme for Zeus og Athene fra den græske periode (3.-2. århundrede fvt.). Oprindelig har Helios nok spillet den mest fremtrædende rolle, men efter at rhodierne fik mere samkvem med fastlandet, overtog de gradvis fastlandets hovedguder. I en lille fordybning ligger "stadion" (ca. 200 år fvt.). Ved siden af det ligger et lille amfiteater, som er udgravet (og restaureret) under den italienske besættelse af øen. På dette sted menes den berømte "talerskole" at have ligget. Mange romerske politikere har lært retorik (veltalenhed) og politik på denne skole. Eksempelvis kan nævnes Cicero, Cæsar, Pompejus, Brutus og Marcus Aurelius.
Til venstre Athene-templet, til højre teatret på Rhodos Akropolis på Mount Smith
De vigtigste monumenter på akropolis er Templet for Athena Polias (i hendes rolle som byens beskytter) (og Zeus Polieus) i den nordlige ende. Desværre er der "kun" fire høje søjler og en hovedbjælke (arkitrav) til at fortælle os, hvor imponerende det originale monument har været. Her opbevarede rhodierne deres traktater med andre stater. Mod øst er et overdækket fortov (en stoa). Syd for stoaen ligger et "Nymphaia", hvor man kunne slappe af og nyde synet af de mange små statuer, som var i nicher i væggene. Nordvest for stadion ligger et lille Odeon, som er delvist restaureret. Her kunne omkring 800 tilskuere overvære musik og sang eller gå til forelæsninger i retorik. Apollon-templet, som er mindre end Athene-templet, ligger på den sydlige del af akropolis. Nordøst herfor er et såkaldt Artemision, hvor Artemis-kulten holdt til og tilbad deres gudinde. Stadion ligger på den sydøstlige side af akropolis. Øst herfor ligger Gymnasiet. Bygningen, som var 200 meter på hver led, indeholdt mange kunstværker. Af inskriptioner på stedet fremgår, at der også var et Bibliotek med de berømte retorikeres værker. Jeg bør måske advare dig om, at hvis du ikke er meget arkæologisk interesseret, vil du måske blive skuffet over, hvor lidt der er bevaret (eller rettere restaureret). Hvis du besøger Rhodos om sommeren, vil du i hvert fald kunne glæde dig over den friske vind, der altid stryger ind over dette lille bjerg.
På vores seneste tur til Rhodos i maj 2012 boede vi på Hotel Constantin i Amerikis Street 65. Bussen standsede ca. 75 m fra hotellet ved ankomsten. Vi kendte ikke hotellet i forvejen, men havde udelukkende valgt det på grund af dets beliggenhed. Det ligger i den nordlige bydel med fem minutters gang til Mandraki-havnen og 10 minutters gang til den indre by. Afstanden stranden Elli Beach er under 200 meter. Constantin er et 3-stjernet hotel med omkring 130 værelser fordelt på seks etager. Hotellet har en pool på 75 m2 og et poolområde med liggestole. I maj var der sol i poolområdet fra 10.30 til sidst på eftermiddagen. Receptionen, restauranten, baren, toiletter og den udendørs terrasse var i meget fin stand, og betjeningen upåklagelig. Værelserne var udmærkede, men kunne godt trænge til en kærlig hånd. I receptionen kunne man leje computere med adgang til internet. Vi lejede en boks i receptionen til opbevaring af pas og penge mv.
Hotel Constantin, til højre Birgit, Bente og Karin på hotellets populære terrasse
Vi spiste morgenmad på den populære terrasse, og et par gange fik vi en drink her, når vi kom hjem om aftenen. Lige overfor hotellet lå en lille butik, hvor vi købte drikkevarer mv. til vores køleskab. Alle værelser på hotellet har en udmærket altan. Vores værelser vendte ud mod bagsiden, mens de øvrige værelser lå ud til et lille anlæg på den anden side af vejen.
Vi gik adskillige gange op på taget, hvorfra vi kunne nyde en fantastisk udsigt 360 grader rundt. Når vi kiggede mod øst, kunne vi se stranden til venstre med en moske i forgrunden, bag den lå øens casino, og bag den Elli-stranden. I horisonten kunne vi se den tyrkiske kyst. Nede foran kunne vi se den imponerende bygning, som huser præfekturet for Dodekaneserne. I baggrunden kunne vi se havnen, hvor der et par gange om ugen var besøg af store krydstogtskibe.
Udsigt fra taget af Hotel Constantin.
Og til højre var der udsigt til den gamle bydel med stormesterens enorme palads. Vi tog gerne en øl eller en flaske vin med op for at nyde solnedgangen.
I den nordlige bydel i nærheden af Hotel Constantin ligger en del smukke bygninger, hvoraf de fleste er bygget under den italienske besættelse af øen. Kom med på en spadseretur i det område, hvor vores hotel ligger. Jeg har omtalt den imponerende bygning, som rummer øens administration, præfekturet, som vi kunne se fra taget af vores hotel.
Præfekturet, som ligger i det gamle guvernørpalads fra 1927
Præfekturet ligger i det gamle guvernørpalads, som er opført i 1927. Stilen er en blanding af venetiansk og maurisk og minder om dogepaladset i Venedig.
Lige i nærheden på Plateia Eleftherias, Frihedspladsen, ligger hovedpostkontoret og det smukke rådhus.
Til venstre rådhuset, til højre postkontoret.
Postkontoret, Palazzo delle Poste, er udført af den italienske arkitekt Florestano Di Fausto. Facaden er rigt udsmykket med klassiske elementer. Over den smukke hovedindgang er et emblem af solen, Helios. Rådhuset er opført i 1937, også i den italienske periode.
På Rådhuspladsen ligger også Rhodos Nationalteater, som er bygget i 1937 af en ukendt formentlig italiensk arkitekt. Jeg selv ikke bryder mig meget om stilen, som undertiden benævnes "fascistisk". Teatret hed oprindeligt "Teatro Puccini" og var meget moderne, da det blev opført, og var egnet både til teater og opera. I dag anvendes det både som teater og biograf. Da vi ankom med bussen, blev vi "læsset af" lige udenfor teatret.
Nogle få skridt mod nord ligger Murad Reis moskeen og den tyrkiske kirkegård. Moskéen med den elegante minaret er opkaldt efter en berømt (berygtet) admiral (pirat) og leder af Suleiman den Prægtiges flåde. Han døde i 1522 under den tyrkiske belejring af Rhodos, og blev begravet her. Hans grav blev snart et yndet besøgsmål for tyrkiske sømænd, inden de begav sig ud på en længere og farefuld færd. Moskeen blev opført i begyndelsen af 1600-tallet.
Mourad Reis moske i Rhodos by.
Det var desværre ikke muligt for mig at komme ind og se moskeen, som ser lidt mistrøstig og dårligt vedligeholdt ud. Det samme gælder kirkegården, hvor Murad Reis' mausoleum ligger omgivet af 378 grave i skygge af eukalyptustræer og palmer. De fleste grave tilhører tyrkiske embedsmænd. Der er også en grav tilhørende en tyrkisk poet, som sultanen sendte i eksil for hans sarkastiske digte. De mandlige gravsten toppes af en turban, mens de kvindelige gravsten ender i en spids.
I udkanten af kirkegården ligger Villa Kleobulos, hvor Lawrence Durrell boede fra 1945-1947. Her skrev han en lyrisk "kærlighedserklæring" til Rhodos, "Den skumfødte Venus - en bog om Rhodos", "Reflections on a Marine Venus". Lawrence Durrell (1912-1990) er født i Indien og blev som 11-årig sendt til England for at gå i skole. Han blev aldrig glad for at bo i England, og det lykkedes ham at overtale sin mor, sin hustru og sine søskende til at flytte til Korfu. Lawrences broder, Gerald Durrell har givet en meget underholdende beskrivelse af familiens ophold på Korfu i "Min familie og andre dyr". I 1941 blev Lawrence Durrell og hans hustru Nancy tvunget til at forlade Grækenland, da den nazistiske krigsmaskine buldrede frem. Familien flyttede til Cairo, hvor Her mødte han Eve, blev vildt forelsket og snart separeret fra Nancy. I maj 1945 blev Durrell udstationeret til Rhodos som militær presseattache. De dodekanesiske øer var blevet overtaget af Italien i 1912, da det tyrkiske (ottomanske) rige var begyndt at gå i opløsning. Da Italien overgav sig i 1943, rykkede Tyskland ind og holdt øerne i et jerngreb indtil krigens afslutning. Durrell flyttede ind i et lille "vagthus" ved den tyrkiske kirkegård. Han navngav huset "Villa Kleobulos" efter en tidligere hersker af Lindos. Kleobulos var en af de såkaldte "syv vise" i antikkens Grækenland. Den engelske administration af øen holdt til på den anden side af vejen det store hotel, "Grande Albergo Delle Rose", som i dag er casino. Eve Cohen flyttede i al stilhed ind i hos Durrell, og de blev gift i 1947, da hans ægteskab var blevet opløst. Der er ikke adgang til Villa Kleobulos, jeg havde gerne set, at man i det mindste havde indrettet en mindestue for Lawrence Durrell, som elskede Rhodos så højt, og viste sin kærlighed så tydeligt i sine bøger.
Til venstre Grande Albergo Delle Rose og Rhodos Casino. Til højre får Bente og Karin massage på stranden.
På vores vej ned til stranden passerede vi "Grande Albergo Delle Rose", som i dag både er et hotel og et spillecasino. Hotellet blev bygget af de italienske arkitekter Florestano Di Fausto og Michele Platania i 1927. Stilen indeholder arabiske, byzantinske og venetianske elementer. Hotellet fik navn efter den prægtige rosenhave, som lå her. I et forsøg på at tiltrække velhavende turister reklamerede man med, at roserne på Rhodos blomstrede 10 måneder om året, og Rhodos blev omtalt som "Isola delle Rose", "Rosenøen". Omkring 1937 blev hotellet kaldt for "Østens drøm", og det blev flittigt gæstet af det internationale jetset. I dag har "Casino Rhodos" 34 spilleborde, hvor man kan forsøge at få sine feriepenge til at yngle. Hvis det ikke er nok, er der også 300 enarmede banditter til at friste svage sjæle.
Vi var flere gange på stranden i løbet af ugen. Den 400 meter lange og 30-40 meter dybe Elli strand har EU's blå flag, og bortset fra de mange sten, er det en dejlig strand. Selv midt i maj var vandet dejligt. Lawrence Durell kaldte den for "den smukkeste strand i Middelhavet", men har var jo heller ikke uhildet. Vi lejede strandstole med parasoller, læste lidt, gik lidt i vandet, drak en kold øl og nød solen. Der var en stadig strøm af handlende, som ville sælge øl, sodavand, melon mm. Ca. 100 meter ude i vandet var anlagt en udspringsplatform, som ungerne svømmede ud til for at dykke. Der er de sædvanlige muligheder for vandsport såsom leje af både. Fra juni-oktober er der livvagter på stranden fra 10-18. Der er toiletter i nærheden af stranden, standarden ikke imponerende, men dog acceptabel.
Udover de brave handlende var der også en strøm af asiatiske kvinder, som tilbød alle - måske ikke alle, men mange - former for massage. Bente og Karin begyndte med fodmassage, derefter håndmassage, så rygmassage og endelig helkropmassage. Der blev snart etableret et personligt forhold til en af kvinderne, som viste sig at komme fra Kina. Hun arbejdede hårdt og var efter kundernes udsagn meget dygtig. Men selv når hun arbejdede hårdest - og det er hårdt arbejde at give massage - kiggede hun sig ustandseligt omkring. Jeg troede i begyndelsen, at hun spottede nye kundeemner, men det viste sig, at det var politiet, hun var på vagt overfor, og pludselig var en halv snes asiatiske kvinder i løb hen ad stranden. De havde næppe opholdstilladelse, og helt sikkert ikke arbejdstilladelse. En halv time senere var de tilbage igen og i fuld gang med at tjene penge til deres familie på den anden side af jorden. En mærkelig verden, vi har skabt.
Elli stranden på Rhodos. I baggrunden ses den tyrkiske kyst.
Vi fortsætter lidt nordpå, hvor vi helt ude på spidsen finder Rhodos Akvarium. Det blev bygget fra 1934-1936 i den italienske periode som en videnskabelig ""Hydrobiologisk Station"; byggestilen er art deco. I dag er det både et museum, at akvarium og et forskningscenter. Ca. 200.000 besøgende om året ser den omfattende udstilling af middelhavsfisk, krabber, havskildpadder, sæler, hvaler osv. osv. i 13 store og 15 mindre vandtanke med havvand.
Akvariet på nordspidsen af Rhodos.
Udstillingsområdet er udformet som en hule i/under havet og viser det rige liv, der befinder sig under overfladen af Ægæerhavet og det østlige Middelhav. Et besøg på akvariet er en spændende afveksling fra livet på stranden. Museet har åbent hver dag fra kl. 9:00. I sommersæsonen (april-november) lukkes kl. 20:30, i vintersæsonen lukkes kl. 16:30. Pris for voksne: 5.50 Euro, reduceret pris: 2.50 Euro.
Hvis du har læst nogle af mine andre sider, så ved du måske, at jeg ikke giver mig af med at anmelde restauranter, men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Den første dag på hotellet spurgte vi, om der var nogen, der kunne anbefale et godt spisested. Flere anbefalede Oasis Andreas, som lå bare to minutters gang fra Hotel Constantin og lige overfor kasinoet. Nogle af de andre gæster var kommer der gennem 4-5 år på deres årlige ferie. For en sikkerheds skyld bestilte vi bord hos Andreas, da vi gik forbi. Det viste sig at være en god ide, da der de fleste aftener var fuldt hus. Restauranten er ikke særlig stor og har en halv snes borde. Maden laves at Andreas' kone, og al maden er frisk- og hjemmelavet. Andreas tager på marked om morgenen og køber ind. Menukortet ligner de fleste andre menukort med overvejende traditionelle græske retter, men smagen var bedre end det, vi har oplevet andre steder. Ikke alene følte vi, at vi fik meget for pengene, men Andreas var en dygtig og omsorgsfuld vært. Vi oplevede flere gange, at han enten afviste gæster eller bad dem komme igen en time senere, fordi der var nok at lave i køkkenet. Vi fik gerne en apetitif, når vi kom - og også gerne en ouzo eller likør, når vi var færdig med at spise. Inden vi gik, bestilte vi gerne bord til den følgende aften.
Oasis Andreas.
En dag fortalte vi Andreas, at vi gerne ville have fisk den følgende dag. Ved ankomsten præsenterede Andreas dagens "fangst", dejlige dorader, og mens fisken blev tilberedt, nød vi en stor, kold ouzo.
Oasis Andreas.
Vi glæder os til at besøge Andreas igen, når (jeg er nu så gammel, at jeg indser, at jeg burde have skrevet 'hvis') vi næste gang kommer til Rhodos.
I nærheden af Mandrakihavnen ligger Bebudelseskirken, som blev opført fra 1925-1929, dvs. i den italienske periode. Kirken, som blev udformet som en kopi af johanniterordenens hovedkirke, var selvfølgelig romersk-katolsk, men efter at Rhodos og de øvrige dodekanesiske øer i 1947 blev overført til Grækenland, blev den indviet til Jomfru Maria, og man gik i gang med at transformere den til en græsk-katolsk katedral.
Katedralen ved Mandraki Havnen
Når man kommer ind i kirken, bliver man slået af de fantastiske vægmalerier, som er udført 1951-1961 af kunstneren Fotis Kontoglou og et par hjælpere. Nederst er afbildet Jesu liv fra fødsel til genopstandelse. Herover fortælles Jomfru Maria historie begyndende med ærkeenglen Gabriels bebudelse af, at hun er frugtsommelig og skal føde Guds søn, og øverst vises profeter og helgener.
Vægmalerier i Bebudelseskirken.
Vi var inde i kirken et par gange, bl.a. til globryllup. Den chance lader vi aldrig gå fra os.
Overfor Mandraki-havnen ligger "det nye marked", opført i 1927 af den italienske arkitekt Florestano di Fausto til afløsning af den gamle bazar. Stilen er meget byzantinsk, og især den smukke indgang er spektakulær. Hele forsiden ud til havnen er en stor restaurant; vi spiste her en enkelt gang - og det var ikke nogen større oplevelse. Det mest spændende var at sidde og nyde folkelivet.
Det ny marked. Undskyld at billedet er lidt sløret, men jeg har "klistret" to fotos sammen.
Inde i gården er et mere charmerende handelsliv med masser af boder og spisesteder. Den smukke pavillon viste sig at være et fiskemarked. Ved siden af det nye marked ligger busterminalen og taxaholdepladsen.
I den offentlige park ved siden af det nye marked tæt ved Stormesterens Palads bliver der i sommersæsonen dagligt opført et "lys- og lydshow", "Son et Lumière". Her fortælles med lyseffekter, som inddrager den spektakulære arkitekter i området, den dramatiske historie, myterne og legenderne om ridderne på Rhodos og deres kamp mod den tyrkiske hær. Vi så showet, som har kørt siden 1961, i 1972, og det var en stor oplevelse. Jeg er en smule i tvivl om, hvorvidt showet, som er blevet afviklet på 5 sprog (græsk, engelsk, fransk, tysk og svensk), stadig kører. Der blev reklameret for showet mange steder, og det skulle køre fra maj til november, men da vi kiggede ind i parken (midt i maj måned 2012), så det ikke særlig aktivt ud.
Lige overfor det nye marked ligger Mandraki havnen, som er den mest maleriske af byens 3 havne. Det første, man får øje på i denne lystbådehavn, er de 2 søjler med hver en bronze hjort på toppen, en han og en hun.
Mandraki havnen.
Disse hjorte har en særlig betydning for øen. I tidligere tider var Rhodos plaget af slanger. Da man endnu ikke havde damebrevkasser (undskyld, hvis nogen dame skulle læse dette), søgte man selvfølgelig råd ved Oraklet i Delfi. Oraklet gav det svar, at Phorbas fra Thessalien kunne skaffe øen af med denne plage. Phorbas tog mod opfordringen og rejste til Rhodos sammen med et større antal hjorte. Det viste sig, at hjorten har en særlig evne til at dræbe slanger med sine hurtige forben. Som tak udråbte befolkningen Phorbas til konge, og han siges at have været en god og mild regent. Men hvem tænker på slangerne? Hjortene blev næsten udryddet under den tyske besættelse, hvor man var ved at dø af sult på øen. Et par steder i byen er der indrettet hjortereservater. Hvis man kigger ned i de dybe voldgrave, som omgiver den gamle bydel, vil man undertiden få øje på en lille hjorteflok.
St Nicholas fortet og fyrtårnet.
Tidligere var Mandraki havnen ikke en malerisk lystbådehavn, den var riddernes flådehavn, i Middelalderen benævnt Galejhavnen. Yderst på molen ligger Sct. Nicholasfortet, som var hovedmålet for tyrkernes angreb under de 2 belejringer. Sct. Nicholasfortet er opført i 1464 under stormester Raimondo Zacosta. Tidligere lå en lille byzantinsk kirke her på stedet, Agios Nikólaos. Sct. Nicholas (eller Nikolaj, som vi kalder ham i århus, hvor han er skytshelgen for den lokale domkirke) er skibsfartens og de søfarendes helgen. Han blev dyrket meget i den østlige del af Middelhavet og havde formentlig større betydning end selveste Poseidon. I dag dyrkes Sct. Nicholas over hele jorden som vores elskede julemand. Før han blev julemand, var han som bekendt biskop i Myra i Lilleasien, men det er en anden historie. Efter den første belejring af Rhodos blev tårnet befæstet, og der blev opført en bastion. I forbindelse med fortet står i dag et fyrtårn, opført i 1863. Det er muligt at komme op i det, og der er en dejlig udsigt over havnen.
Vindmøllerne ved Mandraki havnen.
Et andet karakteristisk syn på Mandraki havnen er 3 (4) vindmøller fra riddertiden, beliggende på molen. De blev brugt til at male korn, som kom på handelsskibe til Rhodos. Der menes at have været 13 eller 14 vindmøller, men kun disse har overlevet. De er smukt rekonstruerede og står som majestætiske minder om en tid, som var. I den ene vindmølle kan man købe maritime kort, mens den anden er indrettet som museum. Den tredje vindmølle huset et rejsebureau. Det er altid dejligt at promenere ved havnen, især om aftenen, når solen er ved at gå ned.
Inden vi begiver os ind i den gamle bydel, vil jer kort fortælle om johanniterordenen. Ordenen blev grundlagt i 1099 i Jerusalem i tilknytning til det hospital, der var et opholdssted for korsridderne og pilgrimmene efter byens erobring under det første korstog. Ordenen havde to formål: at beskytte pilgrimmene med eskorte og at pleje dem, der pådrog sig sygdomme på pilgrimsrejsen. Ordenens motto var (er) "Forsvar for troen og hjælp til de fattige". Ordenens skytshelgenen var Johannes Døberen. Under korstogene voksede ordenen til en egentlig militær magt. I midten af 1100-tallet blev ordenen opdelt i to dele: en militær gren og en humanitær gren. Korsridderne blev presset ud af Palæstina ved arabernes erobring af Jerusalem, og i 1291 måtte de de som de sidste korsfarere fortrække fra Det Hellige Land, og de slog sig ned på Cypern. Ordenen følte jorden brænde under sig på Cypern og ønskede deres eget domæne i nærheden af Det Hellige Land, Og de fik øje på Rhodos, som hørte under det byzantinske imperium, og som kun lå 20 km fra fastlandet. Ordenens stormester Foulques de Villaret udrustede to mægtige krigsgalejer og fire mindre fartøjer og sendte dem i sommeren 1307 mod Rhodos med 35 udvalgte riddere og en infanteristyrke om bord. Det lykkedes ikke at indtage Rhodos, og angriberne måtte bivuakere i den våde og blæsende vinter. Villaret måtte henvende sig til paven om at få hjælp til sit forehavende, og i foråret 1309 kunne han mønstre 12 galejer og en stor troppestyrke. Den lange ventetid havde tæret på rhodiernes moral, og de accepterede et tilbud om forhandlinger. Den 15. august 1309 kapitulerede de , og stormester Foulques de Villaret blev enevældig hersker over Rhodos. Han overskred på mange måder de fastsatte grænser for sit embede, hvilket harmede ridderne, og der var flere forsøg på at afsætte ham. Da den magtfulde Tempelridderorden blev opløst i 1314, overtog Johanniterordenen mange af dens besiddelser, og ordenen blev snart ganske velhavende.
 Statsflaget |
 Ordenens flag |
 Stormesterens flag |
Samtidig begyndte der at ske et moralsk forfald indenfor ordenen. Ifølge statutterne skulle ordensridderne leve i overensstemmelse med de tre løfter om kyskhed, fattigdom og lydighed, og de skulle kun leve for at forsvare de fattige og den kristne tro. Men nu var ordenen blevet lige så rig som hele den øvrige kirke, og mange af ridderne ejede kæmpemæssige privatformuer. De begyndte at klæde sig luksuriøst, at spise af guld- og sølvservice og holde stalde med prægtige heste osv. De udsugede øen og forsømte de fattige, og der er eksempler på, at ridderne begik simpelt sørøveri.
Mange af ridderne var meget unge. Allerede som 14-årig kunne man blive optaget i ordenen og bo indenfor fæstningen, men først når man blev 18 år, var man fuld og våbenfør ridder. Riddernes tilværelse var så farefuld, at man anslår, at kun hver tyvende opnåede at blive 50 år. Fæstningen blev bevogtet nat og dag, og ridderne måtte kun bevæge sig ind i byen enten til hest eller to og to i følge. Ordenens dragt var en sort kappe med det hvide kors med kløftede arme. I kamp bar de røde kampkjortler med et hvid kors med fire lige lange arme.
Til venstre ordensdragt for en johanniterridder, til højre krigsdragten.
På ordenens sygehus blev patienterne tilset af læger to gange om dagen. Hospitalet havde store forråd af droger og lægende urter, og patinterne fik god og nærende mad. Døde patienter blev båret ud i byen til begravelse af fire sortklædte mænd. Borgerne så dem komme ud af St. Katharinaporten med højtidelige skridt, og de har formentlig korset sig.
Ordenen var sammensat af otte "tunger", "sprog", og forsvaret af fæstningen var fordelt på de forskellige nationaliteter. I begyndelsen var ridderne ovevejende franskmænd, men i 1376 blev der valgt en spansk stormester. De to næste stormestre var også spanske, og for at øge den spanske indflydelse delte man i 1492 Spanien i Kastilien og Arogon. Det var vigtigt, da man ved afstemninger i rådene ikke talte antallet af riddere, men alene antallet af "tunger". Bemærk at den tyske tunge omfattede alle centraleuropæiske stater, ligesom den engelske også omfattede Skotland og Irland.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Johanniterordenen herskede på Rhodos i flere hundrede år og var selvfølgelig en torn i øjet på tyrkerne. I 1453 erobrede tyrkerne under sultan Mehmet Konstantinopel, og man rettede derefter blikket mod Rhodos. I 1480 invaderede tyrkerne Rhodos og indledte et stormløb mod byens befæstninger, først fra søsiden siden fra landsiden. I første omgang blev angrebet slået tilbage, men ridderne var klar over, at det kun var en stakket frist. Stormester Fabrizio del Carreto sørgede for at udbygge fæstningsværkerne, og ved hans død i 1521 var Rhodos den bedst befæstede by i hele kristenheden.
I 1520 var Suleiman "den prægtige" blevet sultan for det store osmanniske rige. To år senere dukkede han op ud for Rhodos med en hær på 100.000 mand og ca. 700 skibe mod "kun" 700 korsriddere og 6000 fodfolk. Suleiman besluttede at angribe fra landsiden, hvilket satte ridderne i stand til at modtage forsyninger fra havet under belejringen. Under Carreto var murene omkring byen blevet lavet dobbelt så brede og betydeligt højere. Angriberne skulle også forcere ikke én men hele to grøfter. Hver sektion af muren blev forsvaret af en af ordenens otte tunger.
Suleiman, som var klar over, at det ville være vanskeligt eller måske umuligt at indtage byen ved et direkte angreb, medbragte tusinder af minearbejdere, som begyndte at grave gange ind under murene. I september og igen i november lykkedes det at få dele af forsvarsværkerne til at styrte sammen, og under de voldsomme kampe var der store tab på begge sider. I december var ridderne i store vanskeligheder. I seks måneder havde blot 700 korsriddere og 6000 fodfolk modstået den 100.000 mand store invasionshær. Fire gange var byen blevet stormet, hver gang havde ridderne slået angrebet tilbage, men nu havde tyrkernes kanoner forvandlet de mægtige dobbelte ringmure omkring Rhodos by til en bunke murbrokker. Moralen var også lav blandt de græske indbyggere, som appellerede til kirken om at medvirke til at standse kamphandlingerne.
Belejringen af Rhodos i 1522.
De overlevende riddere forsamledes i den store riddersal, og i forsamlingens nærvær vedtog stormester L'Isle Adam og hans råd, at johanniterne skulle overgive Rhodos til tyrkerne. Den 22. december 1522 ankom en delegation af tyrkiske forhandlere til stormesterens palads, og efter få timers forhandling blev Johanniterordenens stormester og sultanens udsendinge enige om fredsbetingelserne. Almindeligvis i sådanne tilfælde fik de sejrende soldater lov til at myrde og plyndre i tre dage som en slags betaling for deres indsats, men betingelserne i dette tilfælde blev noget anderledes, muligvis fordi Suleiman var imponeret over riddernes udviste mod. Vinteren stod for døren, tyrkerne havde mistet 25-30.000 mand og magtede ikke flere kampe. Alle ridderne og indbyggerne på Rhodos fik frit lejde til at forlade øen med alle våben og andre ejendele, de kunne medføre, og der ville ikke blive udført repressalier imod de lokale beboere. Disse fik tilladelse til at udøve deres religion, og deres kirker ville ikke blive vanhelliget. Børnene ville heller ikke blive taget fra deres forældre, hvilket ellers var sædvane, og der skulle ikke betales "skat" til sultanen de første fem år. Den 1. januar 1523 marcherede de få overlevende riddere sammen et større antal lokale indbyggere ned til skibene og forlod Rhodos med kurs mod Kreta. L'Isle Adams skib hejste et flag på halv stang. Flaget viste et billede af Jomfru Maria grædende over sin korsfæstede søn. Suleiman selv kom ind i byen for at vise sin respekt og skal have udtalt om stormester L'Isle Adam: "Det bedrøver mig at skulle tvinge denne tapre gamle mand til at forlade sit hjem.".
Suleiman har formentlig fortrudt denne "milde" fredsslutning, for syv år senere slog ridderne sig ned på Malta, hvorfra de fortsatte med at udfordre den tyrkiske flåde i Middelhavet. Men det er en anden historie - som du fx kan læse mere om på min side om Malta. Tyrkerne bevarede herredømmet over Rhodos indtil 1912, hvor Italien tog over.
Da tyrkerne overtog Rhodos, blev mange af de byzantinske (græsk-katolske) kirker konverteret til moskeer, og de kristne beboere blev fordrevet fra den gamle bydel til Neo Chorio (den nye by), kun de jødiske indbyggere fik lov at blive boende. Mange af husene i det tyrkiske kvarter, som ligger syd for gaden Sokratous, blev forsynet med balkoner efter tyrkisk stil. I 1558 blev der opført et "tyrkisk bad", dette blev renoveret i 1765. Atmosfæren i denne del af byen er stadig umiskendelig tyrkisk. Den gamle bydel er en af de bedst bevarede, befæstede middelalderbyer i middelhavsområdet og - selvfølgelig - optaget på UNESCO's verdensarvsliste med denne begrundelse: "The Order of St John of Jerusalem occupied Rhodes from 1309 to 1523 and set about transforming the city into a stronghold. It subsequently came under Turkish and Italian rule. With the Palace of the Grand Masters, the Great Hospital and the Street of the Knights, the Upper Town is one of the most beautiful urban ensembles of the Gothic period. In the Lower Town, Gothic architecture coexists with mosques, public baths and other buildings dating from the Ottoman period." Det er en levende by med ca. 6.000 indbyggere, som bor i samme omgivelser og bygninger, som Johanniterridderne gjorde for næsten 600 år siden. Det er fascinerende at spadsere ad de brolagte gader og beundre riddernes imponerende bygninger, de kolossale forsvarsmure, den (tørre) voldgrav, bastionerne, kirkerne, moskeerne og meget andet. Der er omkring 200 gader og stræder i den gamle bydel, mange af dem uden synlige navneskilte. Hvis du "bliver væk", så spørg efter Sokratous, som er det tætteste, man kommer på en hovedgade i byen, som blev anlagt før byplanlægning blev opfundet. Vi vil dog lige vente lidt, inden vi begiver os ind i den gamle bydel.
Voldgraven omkring den gamle bydel.
Jeg kan anbefale en spadseretur i voldgraven, som går hele vejen omkring den gamle bydel. Det tog Birgit og mig en lille time at trave de ca. 4 km. Vær opmærksom på, at "bordet fanger". I sagens natur er det ikke muligt at komme fra voldgraven og ind i byen, så måske skal du ikke tage turen i brændende middagssol i august måned. I hvert fald er det en god ide at medbringe en flaske vand. Når man nedefra står og kigger op på de 12 meter tykke og indtil 21 meter høje mure, kan man forestille sig, hvorledes en tyrkisk soldat har følt "den udfordring", han stod overfor.
Overalt lå der små stabler af granitkugler, som efter sigende blev brugt ved de tyrkiske angreb i 1400- og 1500-tallet. Det er ikke kanonkugler, men de er blevet kastet eller rullet ned i hovederne på angriberne. Forsvarerne havde også kanoner, og i museet på Stormesterens Palads så vi en morter fra 1510. Den latinske inskription lød: "Til forsvar af Sankt Nicholas Tårnet".
Undervejs kom vi forbi "Melina Mercouri Teatret", hvor der i sommersæsonen afholdes koncerter samt teater- og danseforestillinger.
Vi så også portene, adgangsvejene til den gamle bydel. Sankt Katharina porten var adgang til byen fra Emporium, handelshavnen. Johannesporten(St John's Gate) gav adgang til byen fra vejen til Lindos og de andre byer på østkysten, og d'Amboise porten gav adgang til vejene fra vestkysten. Tre mindre porte var St Athanasius' porten i sydmuren, Mills porten (mølleporten), som gav adgang til møllerne på havnen, og St Paul's porten med adgang til Mandraki havnen, hvor riddernes flåde lå.
Til venstre Sankt Katharina porten, til højre d'Amboise porten.
Sankt Katharina porten blev bygget i 1478 af stormester Pierre d'Aubusson for at forstærke byens forsvar mod det frygtede tyrkiske angreb. Det kom som nævnt allerede to år senere. Over porten er et relief, som viser Jomfru Maria mellem Johannes og St. Peter. Den mest imponerende port er måske den, som blev bygget af stormester Emery d'Amboise i 1512. Den er beskyttet af to massive, runde tårne, som kunne modstå de tyrkiske kanoner (kuglerne prellede af mod de runde tårne). Skulle fjenden komme igennem porten, var der yderligere tre porte, inden fjenden stod i byen.
På spadsereturen fik vi et fantastisk blik til Stormesterens Palads, som jeg vil foreslå, at vi besøger efterfølgende.
Ridderne opførte kort efter deres ankomst til øen i 1309 et prægtigt palads på det højeste punkt i byen. Det impossante bygningsværk minder efter min mening dog mere om en borg eller en fæstning end om et palads? Ikke mærkeligt, at de lokale kalder det Castello. Stilen er gotisk og bygningen ligner efter sigende om pavernes palads i Avignon. Indtil 1522 boede ordenens 19 stormestre her. Under paladset var der yderligere tre etager til opbevaring af fødevarer og ammunition, så det kunne modstå lang tids belejring. Det oprindelige palads kan jeg desværre ikke vise dig, da kun få rester er tilbage. Under det tyrkiske angreb i 1522 var konstruktionen stærk nok til at modstå angrebet, og kun de øverste etager blev beskadiget. Under den tyrkiske besættelse blev paladset bl.a. anvendt som fængsel. Et par jordskælv - og som om det ikke var nok - en voldsom krudteksplosion i 1856 lagde paladset i ruiner. Riddernes ordenskirke, hvor de tidligere stormestre lå begravet, og som lå lige i nærheden, blev ødelagt ved samme lejlighed. Kirken rummede efter sigende Johannes Døberens hånd. Kirken blev aldrig genopført. Det slot, vi ser i dag, er en rekonstruktion, udført af italienerne, som "overtog" Rhodos i 1912. Man ombyggede paladset, så det kunne tjene som sommerbolig for den italienske konge Victor Emmanuel III og efterfølgende for Benito Mussolini, men ingen af de to herrer dukkede nogensinde op. Selv om der blev indlagt moderne sanitet og installeret en elevator, og mange af de 158 rum blev udstyret med renæssancemøbler. Fra Kos blev importeret pragtfulde mosaik gulve. Men der er også smukke gamle møbler, gobeliner fra Frankrig, renaissance stole fra Italien, porcelæn fra Tyskland (den del, som tyskerne glemte, da de forlod øen under anden verdenskrig). Bygningens udseende er imponerende, den ligner en kulisse til en Hollywood film med et megastort budget. På billedet ovenfor ses hovedindgangen, den sydlige indgang til paladset flankeret af to imponerende tårne. Stormesterens Palads er i dag indrettet som et museum.
Stormesterens Palads.
Ved indgangen mod vest er et stort, firkantet tårn, formentlig opført af (under) stormester Pierre d'Aubusson (1476-1503).
Paladsets indre gård, som måler 40 x 50 meter, afviger formentlig stærkt fra det oprindelige design. Gårdspladsen er dækket med marmorfliser med geometriske motiver. Mod nord er 10 siloer, hvori man opbevarede korn og andet til brug under evt. belejring. Der er arkader rundt langs murene, og på den ene side nicher, hvor der er opstillet græske og romerske statuer, som er hentet fra udgravninger på Kos, foretaget af italienske arkæologer i begyndelsen af 1900-tallet.
Statuer i gården til Stormesterens Palads.
Underetagen rummer to udstillinger, den ene om Rhodos i middelalderen, da den var et vigtigt handelscentrum, den anden beretter om Rhodos gennem 2400 år under skiftende græsk, romersk og tyrkisk herredømme. Her ses bl.a. en spændende udstilling om sukkerindustrien på Rhodos, og der vises en samling af manuskripter, bøger og ikoner. Der er også en samling af gravsten tilhørende ridderne og stormestrene. Tre store sale er udsmykket med fresker af maleren Venlia (1940). Anden etage har en stor udstilling af genstande fra hverdagslivet. Alle tilhørende tekster findes både på engelsk og græsk. En imponerende udvendig trappe fører fra gården op til nogle smukke rum, som indeholder gulvmosaikker, møbler, statuer, ikoner og meget mere.
Trappe i gården til Stormesterens Palads.
I en af salene ses en gulvmosaik med buster af de ni muser. Mosaikkerne menes at stamme fra Kos. I en anden sal er en mosaik forestillende den mytiske Medusa med slanger i håret. Medusa var en af de tre søstre Gorgon. De var så hovmodige at sammenligne deres egen skønhed med selveste Athenes, og som straf forvandlede Athene deres hår til levende slanger, og enhver, der så deres ansigt, blev forvandlet til sten. Det lykkedes helten Perseus at dræbe Medusa ved at undlade at betragte hende direkte, men så hendes billede i sit blankpolerede skjold.
I en af de store haller står en statue eller figurgruppe, Laokoon og hans sønner. Iflg. den romerske forfatter Plinius den Ældre er statuen udført af de tre berømmede billedhuggere fra Rhodos: Hagesandros, Athanodoros og Polydoros. Laokoon var præst i Troja. Han forsøgte forgæves at advare trojanerne mod at bringe den trojanske hest ind i byen, og han kastede sit spyd mod hesten. Poseidon sender to slanger/uhyrer fra havet, som dræber Laokoon og hans to sønner. Originalen, som dateres til omkring 160-20 fvt., befinder sig i Vatikanets museum. Originalen blev fundet i nærheden af Neros palads Domus Aurea i Rom i 1506. Paven Julius II fik den bragt til Belvedere haven i Vatikanet, og tilkaldte Michelangelo. Da statuen blev fundet, manglede Laokoons højre arm, hvilket udløste en hæftig debatom, hvorledes den manglende arm havde set ud. Michelangelo mente, at armen havde været bøjet bag ud over skulderen. Andre mente, at armen havde været udstrakt i en mere heroisk gestus. Paven lavede en "konkurrence" og bad et antal billedhuggere give deres bud på den manglende arm. Raphael var dommer og udpegede vinderen, og den udstrakte arm blev føjet til skulpturen. I 1906 fandt en arkæolog en del af en arm af marmor, og han bragte den til Vatikanet, hvor den lå i en kasse i et halvt århundrede. I 1950'erne bekendtgjorde Vatikanet, at den fundne arm tilhørte Laokoon-gruppen, og at Michelangelo havde haft ret: armen havde været bøjet. Statuen blev skilt ad, og den nye arm tilføjet. Der findes mange kopier af Laokoon-gruppen, nogle har armen strakt, andre bøjet. På kopien i Stormesterens Palads har Laokoon, som det fremgår af billedet, en bøjet arm.
Åbningstider:
1. juni - 31. oktober: 8.00-20.00, mandag dog 12.30-20.00
1. november - 31. maj: 8:30-15.00, mandag lukket.
Gratis adgang på søndage fra november til marts samt på første søndag i hver måned med undtagelse af juli.
Riddernes hospital blev påbegyndt i 1440 under stormester de Lastic og blev færdiggjort i 1484 under d'Aubusson. Bygningen, som stadig i dag er i fin stand, vidner om ordenens oprindelige formål som hospitalsriddere med den opgave at pleje sårede og syge pilgrimme på vej til det hellige land - og senere korsfarere. Som hele den gamle bydel blev hospitalet renoveret i begyndelsen af 1900-tallet af italienerne. Otte simple buer understøtter facaden. Indgangen fører ind til en gårdsplads, omgivet af gallerier i to etager. En udvendig trappe fører op til de øvre gallerier, hvor sygestuerne lå. Under den tyrkiske besættelse blev bygningen i perioder anvendt som soldaterbarakker.
Til venstre facaden til Riddernes hospital, til højre gården i Riddernes hospital.
Nu huser bygningen øens arkæologiske museum, som bl.a. er kendt for sin samling af keramik, ikke alene fra Rhodos med fra alle de dodekanesiske øer. Vores eget nationalmuseum har også en fin samling af keramik fra Rhodos, hjembragt i begyndelsen af dette århundrede, undskyld foregående århundrede.
I gården ligger kanonkugler fra belejringerne i middelalderen. Her er også en græsk grav, udformet som en løve, der mellem sine forpoter holder hovedet af en tyr. Foran løven er en gulvmosaik fra en tidlig kristen kirke på Karpathos. I et af rummene finder vi et græsk hoved af solguden Helios. Her ses også en stor samling af vaser, som omfatter tiden fra den mykenske periode til den tidlige kristne periode. I underetagen er udstillet mange genstande fra den ottomanske periode og riddertiden.
På den øverste etage finder vi fund fra de gamle doriske bysamfund Ialysos og Kameiros. I 6 rum er udstillet altre, sarkofager og andre genstande fra Ialysos (9. - 4. århundrede fvt.). I 6 andre rum findes statuer og gravsten fra Kamiros og naboøerne. I østfløjen ligger "den store sal", hvor patienterne lå på riddernes hospital. Her ligger også et lille kapel, hvor er udstillet gravsten fra riddertiden samt mange forskellige våbenskjolde. På denne etage er udstillet en statue af Venus samt en "drukken Dionysos", Dionysos var vinens og ekstasens gud.
Muséets klenodie er en statue af den skumfødte Afrodite (1. århundrede fvt.), som netop er steget op af havet. Hvis hun var blevet fundet tidligere, ville hun formentlig have været mere kendt end Venus fra Milo på Louvre. Afrodite sidder sammenkrøben og løfter sit hår med et par fingre for at tørre det. Lidt usædvanligt for Afrodite blotter hun sit bryst, mens hun kigger på betragteren. En pragtfuld figur, som er hele besøget værd.
Åbningstider:
8:30 - 15:00, mandag lukket.
Gratis adgang på søndage fra november til marts samt på første søndag i hver måned med undtagelse af juli.
Pris (2012): 3.00 Euro.
Vi kom til at tænke på et andet hospital - endnu mere imponerende end dette - som ridderne byggede, nemlig det på Malta. Men det kan du jo læse om en anden gang, hvis du har lyst.
Riddernes gade, Odos Ippoton, ligger lige om hjørnet fra muséet. Gaden løber fra indgangen til Stormesterens Palads til Plateia Alexandreou. Det er formentlig Europas bedst bevarede middelaldergade, uforandret gennem mere end 400 år. Den er ca. 200 meter lang og 6 meter bred. Lidt usædvanligt for sin tid er gaden snorlige, hvilket tyder på, at den er resultat af en "tidlig byplanlægning". Denne hovedgade ledte til fæstningens religiøse og politiske centre, dvs. katedralen, Panaghia Kastrou, og Stormesterens Palads. I denne gade lå de fleste 'tungers' herberg, hvor ridderne mødtes til selskaber, diskussioner eller almindeligt samvær. Af de oprindelige 7 nationer eller 'tunger' er der kun 4 herberger tilbage: Frankrig, Spanien, Italien og Provence. Hvert herberg er forsynet med det respektive våbenskjold. Da italienerne restaurerede gaden i 1916, fjernede man alle de balkoner, som tyrkerne havde "klistret" på bygningerne, for at give gaden sit udseende 1400-tals udseende tilbage. Tak for det.
Det flotteste af herbergerne er det franske, som er let genkendeligt på sine mange våbenskjolde, franske liljer og inskriptioner. Alle de franske stormestres våbenskjolde kan ses her. Herberget blev restaureret i 1492 efter belejringen i 1480, hvorunder det var blevet meget medtaget. I 1911 blev herberget købt af den franske ambassadør i Tyrkiet, Maurice Bompard. Han restaurerede bygningen for egne midler, hvorefter han forærede den til staten. I dag huser herberget - meget passende - en fransk sprogskole.
Det franske herberg i Riddernes gade, Odos Ippoton,i Rhodos by.
Vandafløbene fra taget er udformet som krokodiller og er en reference til historien om stormester Dieudonné de Gozon (1346-1353)m der slog en farlig drage ihjel, som hærgede landet og dræbte bøndernes kvæg. Han gjorde dette, uagtet at den tidligere stormester havde befalet, at man lod bæstet i fred. For denne bedrift fik han tilnavnet "Extinctor Draconis", "Dragedræberen". Dragens hoved blev hængt op over en af byens porte, hvor det hang i flere hundrede år, indtil en biolog fastslog, at kraniet stammede fra en stor krokodille. Dyret stammede formentlig fra Egypten, måske indført af en sømand.
I tilknytning til herberget ligger et lille kapel, Agia Triada (den hellige treenighed), som er opført i 1300- eller 1400-tallet. Til venstre for indgangen er en statue af Jomfru Maria og den lille Jesus, anbragt i en niche. Jeg har ikke været inde i kirken, men læst et sted, at der skulle være adgang tirsdag-søndag fra 8:30 - 15:00. Et andet sted har jeg læst, at "kirken har åben, når den har åben". Men prøv at tage i døren, hvis du kommer forbi.
Det næststørste herberg er det spanske, fra 1462 delt i Aragonien og Kastillien. Det har bl.a. en mødesal på 150 m2. I dag rummer det en bank. På den anden side af gaden ligger det provencalske herberg, forbundet med en bue/bro. Ved siden af det spanske herberg ligger det italienske herberg, opført i 1519 under den italienske stormester Fabrizio del Carretto, hvis våbenskjold kan ses på facaden. Næste bygning er stormester Villiers of the Isle of Adams palads, bygget i 1521. Her holder det dodekanesiske arkæologiske institut til.
Det engelske herberge, som blev opført i 1483, har en broget historie. Den engelske "tunge" blev udelukket af ordenen i 1534, da Henrik VIII oprettede "Church of England" med sig selv om overhoved og blev lyst i band af paven. Herberget blev ødelagt af det store jordskælv i 1851. Herberget blev genopført for at blive bombet under anden verdenskrig. I 1947 blev det genetableret af England. Mange af de historiske bygninger i gaden bebos i dag af private familier eller anvendes til kontorer o.l.
Som nævnt er der mange indgange (vistnok 11) til den gamle bydel, Chora, men jeg foreslår, at vi tager Eleftheria-porten (Frihedsporten). Selv om store dele er blevet indrettet til turisme med masser af boder, som falbyder de samme masseproducerede varer, er det en oplevelse af slentre gennem de smalle, brolagte gader. Da tyrkerne gjorde deres indtog efter sejren i 1522, boede der omkring 5.000 indbyggere her, dels grækere, dels jøder. Grækerne blev tvunget til et flytte til den nye bydel, mens jøderne fik lov til at blive boende i deres område. Husene har stadig deres middelalderlige udseende, dog tilføjede tyrkerne selvfølgelig nogle af deres byggeelementer, mest fremtrædende er nok de mange balkoner og loggiaer. Med tiden blev der selvfølgelig også opført bygninger i tyrkisk stil. Kirkerne, græskkatolske/byzantinske, blev omdannet til moskeer eller koranskoler, hvilken som minimum medførte, at der blev tilføjet en minaret og en brønd eller fontæne til brug ved de rituelle afvaskninger før gudstjenesten.
Birgit, Bente og Karin på vej ind den gamle bydel i Rhodos by.
Vi kommer straks til Plateia Simi, Symi-pladsen. Her ligger ruinerne af et tempel for Venus (Afrodite) fra det 3. århundrede fvt. Tæt ved på Pindarou-gaden ligger resterne af en gotisk kirke, Vor Frue af Burg, "Panayia tou Bourgou", som med sine 30 x 18 meter engang den største (romersk) katolske kirke på Rhodos. Den blev opført i begyndelsen af 1400-tallet. Kirken blev ramt af en af britisk bombe under anden verdenskrig.
Til venstre ruinerne af Venustemplet, til højre Vor Frue af Burg.
På Symi-pladsen ligger også byens største museum for moderne kunst, forberedelserne blev indledt i 1950, og museet blev indviet i 1964. Det rummer en stor samling af moderne græsk kunst. Hvis du er interesseret i græsk kunst, så har museet en udstilling af antikke kort og graveringer i en bygning overfor Suleiman-moskeen - mere om den senere.
Vi fortsætter og får snart Riddernes gade, Odos Ippoton, på højre hånd. Vi drejer op ad Odos Ippoton og passerer riddernes herberger. For enden af gaden fortsætter vi til venstre ad Panetou, indtil vi når bazargaden, Sokratous. Socratous, som er bydelens uofficielle hovedgade, adskilte den gamle bydel fra Kastello. Socratous er en typisk orientalsk bazargade med guldsmede, skomagere, bagere, caféer mv. på begge sider.
Her på hjørnet ligger Suleiman-moskeen (ofte benævnt Soliman-moskeen). Da tyrkerne erobrede Rhodos i 1522, blev mange kirker konverteret til moskeer, og som nævnt blev de kristne tvunget til at foorlade den gamle bydel. På det sted, hvor der hidtil havde ligget Apostlenes Kirke, blev der i 1523 opført en stor moske til ære for sultanen Suleiman den Prægtige, Suleiman-moskeen. Porten ind til moskeen, som står i en gård omgivet af træer, er venetiansk renæssance. Den smukke minaret har to balkoner, hvilket er lidt usædvanligt. Inde i gården ligger den obligatoriske brønd, som anvendes til de foreskrevne afvaskninger, inden moskeen besøges.
Suleiman-moskeen på Sokratous-gaden i Rhodos.
Den lyserøde moske, som stadig er i funktion, blev genopført i 1808, idet man genbrugte de oprindelige materialer. Den har for nylig gennemgået en omfattende renovering, som skulle sikre, at den svagt hældende minaret ikke pludselig skulle miste balancen. Moskeen er åben for gæster (jeg har endnu ikke selv besøgt den). Selvfølgelig med iagttagelse af den sædvanlige respekt, man udviser, når man besøger et sted, som er helligt for mennesker. Der er i alt 14 moskeer rundt om i Rhodos by.
Overfor moskeen ligger det tyrkiske bibliotek, som blev grundlagt i 1794 af Hafiz Ahmet Aga. Det indeholder en fin samling af tyrkiske, arabiske og persiske manuskripter, bl.a. et anonym beretning fra belejringen i 1522. Udstillingen viser også to smukt illustrerede koraner fra hhv. 1412 og 1540. Åbent mandag-lørdag 9.30-16. Gratis adgang.
Til venstre indgangen til det tyrkiske bibliotek, til højre klokketårnet.
Her finder du også et klokketårn fra 1851, opført hvor der oprindelig lå et et middelalderligt vagttårn fra 600-tallet. Tårnet har undergået en del ændringer i tidens løb. Klokketårnet, som har tre etager, tilbyder en fantastisk udsigt over Rhodos by. Oppe i tårnet er en lille samling af arkæologiske fund fra stedet. Prisen for en tur op i tårnet (i 2012) er 6 Euro, prisen inkluderer en drink på udsigtsterrassen.
Endnu et minde om den tyrkiske besættelse af Rhodos er de tyrkiske bade. De lokale anvender ofte den tyrkiske betegnelse "hamam". Badene ligger på Arionos-pladsen i den gamle bydel mellem en moske og Folkedanserteatret. De optræder første gang på skrift i 1558 i en bygningsopgørelse, udarbejdet under sultan Seli, som efterfulgte Suleiman den Prægtige. Oprindelig var der kun badefaciliteter for mænd, og de lå i den firkantede, symmetriske bygning midt på torvet. Siden blev der tilføjet en badeafdeling for kvinder. Vi har ikke besøgt de tyrkiske bade på Rhodos, men de skulle efter sigende være udmærkede. Vi har et par gange været i hamam i Tyrkiet, og det har altid været en god oplevelse. Badene, som blev stærkt medtagne under anden verdenskrig, er blevet renoveret i år 2000. Badene er åbne tirsdag-lørdag fra 11-19, prisen (vistnok) kun et par Euro. Bemærk at der kommer mange lokale om lørdagen.
Den jødiske bydel, La Juderia, ligger i den østlige del af den gamle bydel, tæt på havnen med krydstogtskibene. Det jødiske samfund på Rhodos går tilbage til det 1. århundrede fvt. I 1500-tallet indvandrede en del jøder fra Spanien som følge af den spanske inkvisition. Jøderne trivedes godt under den tyrkiske besættelse, og i 1920'erne udgjorde de omkring 1/3 af den samlede befolkning. Som tidligere nævnt overtog Italien herredømmet over Grækenland i 1912, men da den italienske guvernør i september 1938 indførte de anti-jødiske love, udløste det en stor udvandring af jøder. I løbet af kort tid faldt antallet af medlemmer af det jødiske samfund fra 4.000 til ca. 2.000. Efter at Italien havde overgivet sig, overtog Tyskland i september 1943 det militære herredømme over øen. Den 18. juli 1944 beordrede Nazisterne alle jødiske mænd og drenge over 16 år på Rhodos om at møde op på den plads, som i dag hedder "De jødiske Martyrers Plads", "Plateia ton Martiron Evreon". De skulle medbringe identitetskort samt arbejdstilladelse, et forsøg på at lade dem tro, at de skulle overføres til en arbejdslejr. Den 19. juli blev de jødiske kvinder og børn også beordret om at møde på pladsen medbringende alle deres ejendele, smykker og pemge. Fire dage senere marcherede de 1673 jøder ned til havnen, hvorfra de i overfyldte både blev sejlet til Piræus. Undervejs lagde de ind til Leros, hvor omkring 100 jøder fra Kos blev samlet op. Overfarten tog otte dage, og syv jøder døde undervejs. Fra Piræus blev de med tog sendt videre til udryddelseslejren Auschwitz. Kun 151 vendte tilbage. I dag er der omkring 40 jøder på Rhodos.
"De jødiske Martyrers Plads" ligger i hjertet af den jødiske bydel. Området blev bombarderet under anden verdenskrig og de fleste af de jødiske hjem og butikker blev ødelagt. Fontænen med de tre søheste midt på pladsen erstattede en tidligere fontæne, som blev ødelagt under disse bombardementer.
Bo og Birgit på De jødiske Martyrers Plads i 1983-84. Til højre det jødiske mindesmærke.
I 2001 blev der opsat et mindesmærke for de rhodiske jøder, som mistede livet under Holocaust. Monumentet er sekskantet, og på hver side står på hhv. græsk, jødisk, engelsk, fransk, italiensk og ladino (jødisk/spansk) følgende tekst: "TIL EVIGT MINDE OM DE 1604 JØDISKE MARTYRER FRA RHODOS OG KOS SOM BLEV MYRDET I DE NAZISTISKE DØDSLEJRE. 23. JULI 1944..
I dag er der ikke bevaret mange vidnesbyrd om det engang så store jødiske samfund. Dog ligger der på Dosiadou-gaden en synagoge, som er åben for gæster. Den er den eneste af de fire synagoger, som overlevede bombardementerne under anden verdenskrig. I tilknytning til synagogen ligger et jødisk museum (i sommerhalvåret åbent kl. 10-15, gratis adgang). Kahal Shalom synagogen er den ældste, fungerende synagoge i Grækenland og den eneste på Rhodos. Der afholdes kun regelmæssige gudstjenester i synagogen om sommeren, hvor der er en stor tilstrømning af jødiske turister med relationer til Rhodos. Kahal Shalom synagogen blev opført i 1577 (5338 efter den jødiske kalender). Den blev svært beskadiget under anden verdenskrig, men renoveret for udenlandske donationer.
Kahal Shalom synagogen, til højre podiet, hvorfra læsning af Torahen finder sted.
Kahal Shalom synagogen er typisk i sin opbygning. Bimah'en, det podium, hvorfra Torah'en (skriftruller med de fem mosebøger) bliver læst, ligger midt i midten. Som foreskrevet vender den mod Jerusalem, dvs. mod sydøst. Den er hævet et par trin ligesom bimah'en i templet i Jerusalem, og omsluttet af et gelænder. Gulvet er en mosaik af sorte og hvide lokale sten, som man ser overalt på Rhodos. Som noget særligt er der to skabe til opbevaring af Torah-rullerne, en på hver side af udgangen til den indre gård. Disse skabe benævnes almindeligvis for "arker" med henvisning til "Pagtens ark", hvori jøderne (israelitterne) opbevarede de to stentavler med de 10 bud. Pagtens ark var en guldbeklædt kasse med låg (nådestolen), hvorpå to engle var anbragt. Israelitterne bragte den med til det forjættede land, hvor den blev stillet op i Salomons tempel. Men det er en helt anden historie.
Kahal Shalom synagogen, til højre de to "arker", hvori Torah-skriftrullerne opbevares.
I 1935 blev der tilføjet en indvendig balkon til synagogen. Herfra kunne kvinderne overvære gudstjenesten, hidtil havde de været henvist til at sidde bag forhæng i særlige bederum for kvinder.
Rhodos Jødiske Museum er grundlagt af Aron Hasson, som er advokat i Los Angeles. Hans jødiske bedsteforældre opfordrede ham til at besøge Rhodos, hvor familien stammer fra. Første gang tog han til Rhodos i 1975, og i 1995 vendte han tilbage med familien for at deres børn skulle lære om deres baggrund. Under dette besøg blev han opmærksom på behovet for at fortælle og fastholde det jødiske samfunds lange og blodige historie på Rhodos. I 1997 fik han grønt lys fra fra jødiske samfund på Rhodos til at etablere et jødisk museum i synagogens siderum, kvindernes tidligere bederum. Allerede i oktober 1997 åbnede museet i to af rummene. Udstillingen omfattede primært fotos og manuskripter, som Aron Hasson selv havde samlet. I 2004 gik man i gang med en meget påkrævet renovering af synagogens utætte loft, og to år senere genåbnede museet, nu i alle seks rum.
Det jødiske museum i Rhodos by.
Museets formål er gennem udstilling af fotografier, dokumenter og genstande med relation til jødedommen at vise det jødiske folks liv og historie på Rhodos. Fx er der udstillet en del ægteskabskontrakter, "ketubbah". Formålet med kontrakten er bl.a. at sikre især hustruen mod virkningerne af snarlig skilsmisse, og den indeholder ofte bestemmelse af, at brudgommen anbringer et beløb, som skal udbetales til hustruen ved skilsmisse eller brudgommens død. Kontrakten underskrives i nærvær af to vidner (mandlige jødiske ikke-familiemedlemmer), før vielsen finder sted. Under vielsesceremonien bliver ægteskabskontrakten læst op, hvorefter den overdrages til bruden, som skal sørge for, at den opbevares et sikkert sted. Under renæssancen blev udformning af ægteskabskontrakter en hel kunstart. Der er stadig jødiske par som får en kaligraf til at fremstille deres ægteskabskontrakt, men i vores IT-tidsalder bliver de fleste dog udført på en printer.
Grundlægger af Det Jødiske Museum Aron Hasson, fortegnelse over holocaustofrene fra Rhodos.
Når du nu er på De jødiske Martyrers Plads, kunne du benytte lejligheden til at besøge St. Catherines Hospice (åbent mandag-fredag, gratis adgang). Det blev opført i 1391-1392 under stormester Heredia som et sted, hvor prominente gæster kunne bo standsmæssigt og føle sig hjemme. Dengang betød hospice et herberge eller hjem for gæster. Bygningen tog skade både af det tyrkiske angreb i 1480 og af jordskælvet, som fulgte året efter. Renoveringen blev afsluttet i 1516, mens Fabrizio del Carretto var stormester. I 1944 blev den østlige del af bygningen svært beskadiget af de allieredes bomber, og i mange år herefter var den beboet (besat) af flygtninge fra nabolandene.
St. Catherines Hospice på De jødiske Martyrers Plads i Rhodos by.
Efter mange års arbejde stod St. Catherines Hospice klar til igen at modtage gæster i 1995.
Efter at have gennemtravet byen på kryds og tværs kunne du måske have lyst til en spadseretur på de mægtige mure, som i omkring fire km længde omslutter den gamle bydel. Mange steder er murens bredde 12 til 21 meter, men den skulle selvfølgelig også kunne modstå beskydning med kanonkugler. De forskellige sektioner af muren blev som nævnt forsvarer af riddere fra én af de 7 tunger, som ordenen bestod af. Murens afrundede profiler skyldes, at de derved i højere grad vil være i stand til at modstå eller reflektere en kanonkugle. Et par gange om ugen er det muligt at få en rundtur med guide og få en beskrivelse af de militære anlæg. Turen, som varer en times tid, begynder ved Stormesterens Palads kl. 15 tirsdag og lørdag, og prisen er 6€. For en sikkerheds skyld kontroller disse oplysninger på turistkontoret, de synes at skifte hvert år.
En mere behagelig måde at udforske Rhodos by på er at tage det lille turisttog, som kører fra teatret ved Mandraki Havnen. Det kører omkring de gamle bymure, hvorefter det fortsætter op på Monte Smith "bjerget", inden det vender tilbage til udgangspunktet. Turen varer ca 1 time og koster (2012) 7€.
Nedenstående kort, som giver et fint overblik over den gamle bydel, har jeg fundet på National Geographics hjemmeside.
Kort over den gamle bydel i Rhodos by.
I artiklen er beskrevet en spadseretur gennem den gamle bydel, og ruten er markeret på kortet.
De fleste aftener tog vi ind til bymidten for at spise. Da vi boede i Faliraki, tog vi enten bussen eller en taxa. På daværende tidspunkt var der ikke mange restauranter ved Faliraki stranden, men det har ændret sig til det bedre (?), så vi, da vi vendte tilbage 10 år senere. Herom på næste side. På vores anden tur boede vi i den sydlige del af byen og kunne spadsere til den gamle bydel på et kvarter. Når vi slentrede rundt for at udsøge den restauration, som skulle betros den vigtige opgave at levere føde og brændstof til de strabadser, vi næste dag ville udsætte vores kroppe for, blev vi anråbt af utallige udråbere. Unge mænd, som stod på lur udenfor hvert spisested. Det har ofte imponeret os, at disse udråbere på flere hundrede meters afstand kunne rubricere os som danskere eller nordmænd. (Nej, vi gik ikke med klaphat. Men jeg må tilstår, at vi er også blevet antaget for at være svenskere, og det var ikke sjovt). Her spiste vi så fra det dejlige græske køkken - fx. souvlákia, giros, dolmades eller fisk med tilhørende dejlig salat med feta ost. Ofte ledsaget af en flaske Retsina med dens karakteristiske skarpe smag, som vi (mest Birgit!) efterhånden kom til at holde af. Bagefter, mens vi sad og betragtede det myldrende folkeliv en kop kaffe med en ouzo. Mærket "13" kan anbefales. Den græske Metaxa brandy er også værd at drikke - men helst ikke med mindre end 3 stjerner (det højeste er 7).
Når du har travet byen tynd eller har fået nok af sol på stranden, så kan jeg anbefale en tur i Rodiniparken, som er et virkeligt åndehul. Det sigen om parken, at den er den første anlagte park i verden (der tænkes formentligt på den vestlige del af verden), og måske har den berømte græske skole i retorik ligger her. Det er fascinerende at tænke på, at græske filosoffer, politikere, forfattere, konger og kejsere har gået langs bredden af den lille strøm, som går gennem parken. Jeg nævner i flæng følgende historiske personer som Cicero, Brutus, Marcus Antonius, ja selv Julius Cæsar I den romerske periode blev der bygget en lille akvadukt, hvis rester stadig kan ses. Parken ligger et par km fra centrum på vejen til Lindos.
Bro i Rodini Park, til højre en af de mange påfugle i parken.
Der er masser af træer i parken, mest fyrretræer, egetræer og cypresser samt oleander, som tilbyder mange skyggefulde steder. Du finder også en smuk rosenhave med masser af dejlige, duftende blomster. Der er små søer med flydende liljer, og flere steder er der små broer over vandløbene. Man oplever også masser af dyreliv i parken. De mest spændende er nok de majestætiske påfugle, der går rundt, som om de ejer parken.
I haven findes en udmærket legeplads, og her ligger også en lille zoo, som sikkert vil være mest interessant, hvis du har børn med. Her kan man først og fremmest se øens berømte hjorte, men ellers smådyr som vilde geder, skildpadder, ænder og svaner.
I Rodiniparken lå riddernes brønd, hvorfra de fik deres brugsvand. En inskription på italiensk over brønden lyder: "Aqua fina Aqua Rodina, Chi ti beve tornar deve", hvilken betyder "Rent vand, vand fra Rodini, den, som drikker det, vil vende tilbage".
Svane i Rodini Park, til højre Ptolemæernes grav.
Et stykke inde i parken ligger en lille kirkegård eller nekropolis, som er anlagt i det 3. århundrede fvt. Siderne af den såkaldte "Ptolemæernes Grav" er udsmykket med 21 doriske "halvsøjler". (Det ptolemæiske Egypten var en af stormagterne i den hellenistiske verden. Den sidste af slægten var Kleopatra.)
Der er flere steder, man kan få lidt at spise og drikke i parken. Ellers kan jeg anbefale, at du køber en sandwich og en øl eller sodavand og slår dig ned på en bænk i parken og nyder naturen.
Kom nu med på en tur rundt på øen.
Første gang vi tog til Rhodos (i 1970), boede Birgit, Claus og jeg som tidligere nævnt i den lille badeby Faliraki, som ligger ca. 15 km syd for Rhodos by. Her ligger øens bedste strand - 5 km med gyldent sand og krystalklart vand. Vi boede på et luxus hotel, Faliraki Beach, som netop var blevet taget i brug. Da vi havde bestilt rejsen i sidste øjeblik, betalte vi under 1.000 kr for 14 dage. Da vi vendte tilbage til Rhodos efter 13 år, kunne vi ikke kende området, som nu var fuldt (mindst) udbygget med hoteller, restauranter, caféer og barer. Skuffende at måtte erkende, at vi turister ofte ødelægger det, vi efterspørger så intenst: natur, uberørthed, folklore, historie. I nærheden af Faliraki ligger den smukke bugt Ladiko. Besøg evt. Jomfru Maria klostret, hvis du orker, at 'klatre' op på bjergtoppen. Et andet udflugtsmål er Afantou, én af de ældste landsbyer på øen. Her ligger Maria kirken, som er bygget på ruinerne af en basilika. Kirken er kendt for sine fresker og sine ikoner samt et historisk arkiv.
Langs den smukke strand lå en række tavernaer, som vi besøgte på skift for at spise frokost og aftensmad. Den yderste af disse - og den mest fattige - hed "Olympic" eller "Antonio's Taverna", opkaldt efter ejeren. Til at hjælpe sig havde han sin storebror, som var kok. En yngre bror, Michel, havde netop afsluttet 2½ års militærtjeneste i Athen. Michel havde store planer om at tage ud og erobre verden, og for en sikkerheds skyld fik han vores telefonnr, hvis han skulle komme forbi. Han gik til hånde med serveringen, men brugte størsteparten af tiden til at charmere de kvindelige, tyske turister. (Birgit var heller ikke helt upåvirket af hans billige, græske charme). Her spiste vi flere gange og mødte en fantastisk gæstfrihed. Ja, jeg ved godt, at vi betalte for det, vi fik. Men hvornår har du sidst fået at vide af en vært, at skulle du komme en aften, hvor der var lukket, så ligger nøglen altså der, og du er velkommen til at forsyne dig. Første gang vi kom, fik vi serveret et køligt glas vand fra stedets egen brønd. Jeg blev inviteret hen for at se familiens stolthed, nemlig en engelsk motor, som pumpede vandet op. Én aften, hvor vi sad og nød en flaske Retsina, hørte vi et æsel skryde i nærheden. Hvordan vi kunne vide, at det var et æsel? Hvis du bare én gang, har hørt et æsel, er du aldrig i tvivl. For sjov sagde vi: "Antonio's car?", og det blev en tilbagevendende vittighed. En dag blev vi inviteret over at se "Antonio's car". Det viste sig, at Antonio havde en temmelig ny Ford Escort parkeret og gemt under pressinger under nogle oliventræer. Antonio tilbød at køre os en tur rundt på øen på den dag, hvor tavernaen havde lukket, og vi havde en dejlig dag, hvor vi så Sommerfugledalen, Filirimos mv. Nogle af disse steder møder du i det følgende.
Efter den første uge kom mine forældre og min moster og onkel til Rhodos by for en uges ferie. Vi tog ind og overraskede dem på hotellet, da vi havde bildt dem ind, at vi var på Mallorca. Om aftenen spiste vi alle hos Antonio og havde en dejlig, dejlig aften.
Da vi kom tilbage efter 13 år, glædede det os at se, at tavernaen var blevet udvidet flere gange, og der var blevet bygget en fløj med værelser til udlejning. Måske var lidt af den oprindelige stemning forsvundet, men den største forandring var dog sket med den yngre bror. Han, der ved sidste besøg var så levende og så sikker på, at han ville erobre verden, virkede nu opgivende og apatisk. Han sad det meste af tiden og kiggede ud i luften, og kunne lige mande sig op til at tigge en cigaret af en gæst. Måske er det den ubønhørlige sol, som svider både natur og mennesker. Men, hvad f.., vi var jo heller ikke blevet yngre i de 13 år.
På en af vores mange spadsereture i omegnen kom vi til Kalithea, som ligger 3-4 km nord for Faliraki stranden. I området er der medicinske kilder, hvis helbredende virkning gennem århundreder har tiltrukket mennesker med forskellige dårligdomme gennem hundreder af år. Under den italienske besættelse blev der bygget en badeanstalt på stedet, men denne var ikke åben. Til gengæld tog vi en svømmetur i den lille, pragtfulde bugt, som har en lille havn for turistskibe. I dette smukke landskab blev filmen "Escape to Athena" med Telly Savales og Roger Moore indspillet. Nogle af scenerne til "Navarones kanoner" er også optaget på stedet.
Ca. 1 km fra Faliraki stranden ligger en smuk bugt, som ejes af Anthony Quinn. Da "Navarones kanoner" blev indspillet i 1959 (med Gregory Peck, David Niven, Irene Papas m.fl.), betingede Anthony Quinns sig hos den lokale borgmester, at han måtte købe dette område til en aftalt pris. Det gav anledning til en offentlig debat, da Anthony Quinn mange år efter filmens indspilning mindede borgmesteren om aftalen. Dønningerne har lagt sig, og stranden er nu velbesøgt (man kunne også sige overrendt) af turister.
Hvis du kører sydpå fra Rhodos by på østsiden af øen, møder du på højre side af vejen Rhodini Park. Vi gik tur der flere gange og oplevede en frodighed af blomster og planter med rindende vand. Rundt om i parken er der bure med spændende fugle. ænder og gæs, og sorte og hvide svaner svømmer blandt åkander. Påfugle med deres hæse og lidt uhyggelige skrig spankulerer rundt. Nogle mener, at det var i disse prægtige omgivelser af den berømte "Talerskole" lå. Et besøg værd - især hvis du har børn, som trænger til en fridag fra stranden.
Længere sydpå - ca. 50 km fra Rhodos by - ligger Lindos. Hvis du har lejet en bil eller en scooter, bør du aflægge besøg i Koskinou med de mange, smukke huse og Afandou på vejen. Afandou ligger lidt gemt fra vejen, hvilket har givet den dens navn, som betyder "ude af syne".
Vi valgte at tage til Lindos med bussen. Busen var - som det næsten altid er tilfældet - overfyldt, og jeg blev snart "nødt" til at rejse mig for en dame - en tysk turist. Jeg fik lov at sidde foran ved siden af chaufføren. Undervejs blev Claus køresyg og kastede op i skødet på den tyske dame - sig så ikke, at høflighed ikke betaler sig. Ellers var det jo mig, det var gået ud over. Og snart rullede bussen ind på byens torv.
Som alle andre kom vi til Lindos for at se dets Akropolis. Ifølge Homer blev Lindos bygget af Dorerne i det 12. århundrede B.C. I middelalderen var Lindos den næstvigtigste by efter Rhodos by. De ældste fund er fra den neolitiske periode i det 3. årtusinde B.C. Vi kunne læse i en bog, at mange andre prominente personer i tidens løb har besøgt Lindos: Herakles, Den skønne Helene og hendes mand Menelaos, Kongen af Persien, Alexander den Store m.fl. Og selvfølgelig har Paulus også været her. Den lille havn mod syd, hvor Paulus menes at være gået i land, bærer hans navn. Lindos Akropolis er en trekantet klippe på 166 meters højde. Det lyder ikke af meget, men prøv at bestige det en sommerdag i 50 graders varme. Claus blev bragt til tops på ryggen af et æsel. Vi andre tog den såkaldte "trappe til himlen" - som synes at blive ved i det uendelige. På vejen op passerer du Korsriddernes borg, hvoraf der dog ikke er meget tilbage udover den imponerende mur. Man passerer også det berømte skibsrelief - fra det 2. århundrede B.C. på vejen op. På det kongelige bibliotek i København hænger en afstøbning af relieffet, som viser et krigsskib, som Rhodeserne har erobret fra fjendtlige sørøvere. Relieffet er næsten 5 meter på hver led. Undervejs ser vi også de store bassiner, som blev brugt til opbevaring af regnvand. Bassinerne, som kan rumme ca. 320.000 liter, blev anlagt i 89-88 B.C., da man forberedte sig på belejring.
Oppe på toppen af Akropolis ligger flere ting af interesse for en nysgerrig turist. Udgravningen af dette store område er foretaget af danske arkæologer i begyndelsen af 1900-tallet - sponseret af Carlsbergfondet (ja, det skal ikke være forbold alt sammen). Oprindelig lå her en hellig olivenlund, men af den er intet tilbage. Man har flere gange forsøgt at retablere lunden ved nyplantning, men det er ikke lykkedes. Først fanges éns blik af den vældige søjlerække - 88 meter lang. Godt, at man ikke har været med til at slæbe disse enorme mængder af marmor op på bjerget. Den mest betydelige bygning på Lindos Akropolis er det smukke - og ikke særligt store - Athenatempel. Da dorerne rykkede ind på Lindos, lå der i forvejen en helligdom for bjerggudinden Lindia, som også er kendt fra Lilleasien. Hun smeltede gradvis sammen med grækernes Athena, og kaldes ofte for Athena Lindia. Det oprindelige Athena tempel er formentlig bygget omkring 800 B.C. Siden er det blevet rekonstrueret flere gange, bl.a. efter brand. Ifølge en krønike, som i dag befinder sig på Nationalmuséet i København, har Athena Lindia vist sig på Lindos ved flere kritiske lejligheder (en kvindelig Holger Danske?). I øvrigt bør du tage dig tid til at nyde den betagende udsigt, som bl.a. viser, at der er en ganske dejlig badestrand lige nedenfor.
Hvis du har energi til mere, så er Lindos by også en spadseretur værd. Her ligger et større antal huse fra det 16., 17. og 18. århundrede, benævnt for "Kaptajnernes huse". Mange af disse er under restaurering. Du kan også besøge ruinerne af det gamle amfiteater, som ligger ved klippens fod, ligesom der også er flere kirker samt et kapel for Paulus, som er et besøg værd. Den byzantinske kirke, som ligger tæt ved torvet, er især kendt for dets mange religiøse malerier.
På vores udflugt med Antonio besøgte vi Filerimos, som ligger ca. 15 km syd for Rhodos by (hvorfor mon jeg bliver ved med at skrive "syd for Rhodos by"? alt andet end Rhodos by ligger jo syd for Rhodos by). Nå, ca. 15 km sydvest for Rhodos by ligger Filerimos bjerget. På vejen hertil kommer du forbi Jalysos, som også kaldes Trianda. Jalysos er bl.a. er kendt for sin kirke. I kirken findes en kæmpemæssig ikon, udskåret i valnøddetræ med et mylder af figurer: den hellige familie, helgener, engle, blomster mv. Alt dette er én mands værk. Der boede i byen i midten af det 18, århundrede en ung snedker i byen. Han var blind på det ene ø'je, og var også i færd med at miste synet på det andet. Han lovede da Jomfru Maria, at han ville bruge resten af sit liv på at udskære en ikon til hende, hvis hun ville bevare hans syn. Sagnet fortæller, at han oven i købet genvandt synet på begge øjne. Da han døde - mere end 90 år gammel - arbejdede han stadig på sin ikon.
Filerimos Bjerget, som er ca. 270 meter højt, er byen Jalysos' Akropolis. Den indeholder nogle af de ældste spor af bebyggelse på øen. Bjerget har sit navn efter en munk, som i det 13. århundrede bragte en ikon af Jomfru Maria hertil fra Jerusalem. Denne ikon skulle være malet af Lukas (som vi snart har mødt lige så mange steder som Paulus, bl.a. på Malta). Det vides ikke, hvor denne ikon befinder sig i dag. På et tidspunkt blev ikonen foræret til den russiske zsar. Munken byggede en lille kirke, og senere indgik kirken i det kloster, som Ridderne byggede på stedet. Desværre er der ikke så meget tilbage af dette kloster. Området domineres af en kirke og et kloster, som blev bygget under den italienske besættelse. De fleste af de fund, som er gjort på bjerget, befinder sig enten i Rhodos by, Louvre eller British Museum.
Turen med Antonio gik også til den smukke sommerfugledal, som er unik i hele Grækenland. I dalen lever millioner af smukke sommerfugle i alle tænkelige former og farver. Sommerfuglene er efter sigende importeret fra Himalaya, og de lever herudover i Australien, Peru og Californien. Nej, jeg ved ikke, hvem der har indført dem. I skuffelse over ikke at se en eneste sommerfugl glemte vi helt at spørge Antonio. Men som du ser, kan vi vise dig et billede af en sommerfugl. Det bedste tidspunkt at se sommerfugle skulle være fra midten af juni til midten af september. Og vi var der i midten af juni! Måske har vi her et græsk modstykke til Loch Ness uhyret?
Under alle omstændigheder et smukt stykke natur med dejlige, kølige vandløb. I Danmark blev sommerfugledalen for nylig meget omtalt i forbindelse med, at en dansk turist forsvandt i dalen.
Som du måske husker, var Kamiros sammen med Jalysos og Lindos én af de 3 større doriske byer, som sluttede sig sammen i det 5. århundrede B.C. og grundlagde den magtfulde bystat Rhodos. Imodsætning til de 2 øvrige byer er Kamiros en større handelsby med en pæn produktion af olivenolie, figner og vin. De fleste turister kommer for at se den store plads i byen (agora'en), ruinerne af det doriske tempel fra det 3. århundrede B.C. samt de offentlige bade. Disse bade er en efterligning af de romerske bade. Byen var "glemt" i mange år, og blev først "genopdaget" i 1929. Kamiros kaldes undertiden "Det græske Pompeii", hvilket vi nok finder for en voldsom overdrivelse efter at have besøgt Pompeii i 1997 - hvis du har lyst, kan du læse om vores tur til Pompeii i vores dagbog om Rom. Kamiros blev ikke begravet i aske som Pompeii, men simpelthen forladt af sine indbyggere. Resterne af byen ligger på en bjergside med en betagende udsigt over havet.
Og hermed vil vi tage afsked med Rhodos - den af de græske øer, som vi holder mest af. Forhåbentlig kommer vi tilbage til Rhodos igen. Ellers ses vi måske på Kreta, Cypern eller Korfu?
