De græske øer
Birgit og jeg har heldigvis til gode af besøge mange af de græske øer. Indtil videre er det blevet til Kreta, Korfu, Cypern (græsk/tyrkisk) og Rhodos. Desuden har vi en enkelt gang været på fastlandet ved Chalkidiki sammen med Rejseholdet. Rhodos, som vi har besøgt 3 gange, har sammen med Kreta nok den største plads i vores hjerte, og vi drømmer stadig om at vende tilbage til den. Første gang i 1972 med vores ældste søn Claus, som var otte år, boede vi i Faliraki syd for Rhodos by på et helt nyt luxus hotel. Anden gang i 1984 sammen med vores yngste søn Bo, som var syv år, boede vi på en beskeden pension i den sydlige del af Rhodos by. Tredje gang i maj 2012 sammen med vores venner Bente og Karin boede vi på hotel Constantin i den nordlige del af Rhodos by.

Èn ting, som især har fascineret mig er, at den gamle bydel i Rhodos ikke alene er et museum for fortiden, men stadig en levende by. Desuden er jeg meget interesseret i korsridderne, som vi har 'mødt' både på Rhodos, i Prag, i Paris og først og fremmest på Malta.

Rhodos er den største og med en befolkning på omkring 120.000 også den mest befolkede af øerne i øgruppen Dodekaneserne. Den ligger ca. 500 kilometer fra Piræus. Det er én af de større græske øer med et areal på 1400 km3. På den længste led er den omkring 80 km og knap 40 km på tværs. Kystlinien er på mere end 220 kilometer. øen er bjergrig - højeste punkt 1215 meter - med dejlige flade strækninger og dale samt dejlige sandstrande. 300 solskinsdage om året og et mildt klima har gjort Rhodos til et velbesøgt turistmål. De ca. 110.000 lokale indbyggere, hvoraf mere end 60.000 bor i Rhodos by, får besøg af næsten 1.5 million turister om året. Mange kommer selvfølgelig på grund af det dejlige klima. Men mange kommer - som jeg - også på grund af øens spændende historie og dens store betydning for den græske kultur. Og dermed for hele den vestlige verdens.

Måned Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec Året
Gns. max. °C 14.9 15.2 16.9 20.2 24.3 28.4 30.5 30.6 28.3 24.4 20.1 16.6 22.53
Gns. °C 11.7 12.0 13.6 16.7 20.5 24.7 26.9 26.9 24.6 20.6 16.4 13.4 19.00
Gns. min °C 8.6 8.7 10.0 12.7 15.8 19.8 22.2 22.6 20.5 16.8 13.1 10.4 15.10
Nedbør i mm 147.8 117.7 75.3 24.0 14.0 2.9 0.1 0.1 7.1 64.3 88.4 145.3 687

Legender om Rhodos
Ifølge legenden er øen Rhodos opstået, da Zeus havde besejret Giganterne og var blevet herre på jorden. Zeus besluttede at dele jorden mellem Olympens guder. Solguden Helios var fraværende, da lodtrækningen fandt sted, og ingen huskede på ham. Da han kom tilbage, klagede han til Zeus over at være blevet forbigået. Zeus tilbød at lade lodtrækningen gå om, men Helios sagde, at han ville være tilfreds, hvis han blot måtte få det stykke land, som først kom til syne, når havet trak sig tilbage. Mens han talte, dukkede en smuk ø op af det blå hav, og øen var dækket med blomster. Helios badede øen i sin stråleglans og forvandlede den til den smukkeste ø i hele det græske øhav. Helios vækkes hver morgen af den galende hane. Så kører han sammen med sin søster Eos (betyder 'morgenrøden') hen over himlen i sin prægtige solvogn, indtil han kommer til sit prægtige palads i vest. Om natten sejler han tilbage ad floden Okeanos, der slynger sig rundt om verden. Kun én gang har han svigtet sit ansvarsfulde hverv. Hans søn Phäeton plagede gennem lang tid om at få lov at styre solvognen for at vise sig for sine søstre. Men da han ikke magtede de store hingste foran vognen, fløj han først så højt op, at menneskene rystede af kulde. Derefter kom han jorden så nær, at alle marker blev afsvedne. Zeus blev rasende og dræbte Phäeton med sin tordenkile og styrtede ham i Po-floden. Hans søstre blev forvandlet til poppeltræer langs flodbredden, hvor de står og græder tårer af rav.

Hvis du ikke tror på den fortælling, kan du få en anden udgave: Da Helios så nymfen Rhode - datter af havets gud Poseidon - blev han straks forelsket og tog hende til hustru (jeg går da ud fra, at han spurgte hende først). De fik syv sønner og én datter. Børnene blev kaldt heliaderne, og de kendte til astronomi, astrologi og andre videnskaber. På deres fars tilskyndelse byggede de et alter for Athene på Lindos' akropolis (det ser du senere). Kerkaphos, én af heliaderne, fik 3 børn: Kamiros, Ialysos og Lindos. De byggede hver en by på Rhodos og delte øen mellem sig. Disse byer bærer stadig deres navne.

I disse fjerne tider var Rhodos beboet af telchinerne, et folk med magiske evner. Blandt andet mestrede de smedehåndværket. Det var dem, som fremstillede Poseidons trefork. Det menes også, at de fremstillede de første bronze statuer af Olympens guder. Men de drev det for vidt med deres troldomskunster. De ødelagde øens afgrøder ved at lede vandet fra Styx - underverdenens flod - ind over markerne, hvilket dræbte alle afgrøderne. Telchinerne blev fordrevet (fra Paradiset?) af Helios' og Rhode's børn. Efter dem kom fønikierne, som forvandlede øen til en vigtigt handelscenter.

Ved den efterfølgende beskrivelse af Rhodos' omtumlede historie har jeg bl.a. støttet mig på Lawrence Durrells "Den Skumfødte Venus. En bog om Rhodos", Grafisk Forlag, 1965, en bog, som jeg varmt kan anbefale. Under anden verdenskrig tjente Durrell som presseattache for den britiske ambassade, først i Cairo og siden i Alexandria. I maj 1945 blev Durrell sendt til Rhodos, der som nævnt var blevet besat af Italien i 1912. Da Italien opgav ævret i 1943, overtog deres tyske allierede de fleste af de græske øer, bl.a. Rhodos. Efter krigens afslutning var de dodekanesiske øer - deriblandt Rhodos - under engelsk militærstyre, indtil de blev inkluderet i Grækenland i 1947. Durrell boede i et lille vogterhus ved den tyrkiske kirkegård, lige overfor den britiske administration, som holdt til på det nuværende casino. Her skrev Durrell sin bog, hvis originale titel er "Reflections on a Marine Venus. A lyrical celebration of the island". Fra hotel Constantin havde vi en fin udsigt over kirkegården og til casinoet, men mere herom senere. Først lidt historie.

Den historiske tid
Rhodos blev i begyndelsen af den historiske tid koloniseret fra det minoiske Kreta. Minoerne levede fredeligt på øen i længere tid, indtil de blev fordrevet af græske stammer fra Mykene, Argos og Attika. De dannede en stærk stat, som dominerede de nærliggende øer og Lille Asien, som ligger ganske tæt på. Rhodeserne under ledelse af Herkules' søn Tlepolemos deltog i kampen om Troja med 9 skibe med "de dristige kæmper fra Rhodos", som Homer skriver. Tlepolemos blev dræbt på stranden foran Troja, og hans hustru Polyxo regerede videre efter hans død. Mange år senere søgte (den skønne) Helene asyl på Rhodos. Men da Helena jo havde været årsag til Tlepolemos' død (hun stak jo af fra sin kedelige mand med den smukke Prins Paris), lod Polyxo Helena hænge i et træ. For en sikkerheds skyld byggede rhodeserne dog en helligdom for Helena.

Den klassiske periode
De 3 ovennævnte byer indgik forbund med andre stærke bystater, bl.a. Halikarnossos. Siden skiftede lykken for øen, og de var i en periode under persisk besættelse. Siden var de allieret med Athen. Under den pelopenesiske krig fandt man det sikrest at bygge en ny og befæstet hovedstad. Den blev bygget på den nordlige del af øen og fik samme navn, som øen, altså Rhodos. Grundlæggelsen skete 408 B.C.

Den græske periode
Denne periode bragte stor velstand, selv om øen var under indflydelse fra forskellige sider. Rhodos var en vigtig handelsstation, men lå samtidig i en passende afstand fra urolighedernes centrum. Når der skete ændringer i magtforholdene, holdt Rhodos sig så vidt muligt neutral. Det kunne de gøre i tillid til deres store flåde, som var legendarisk i oldtiden. Da Alexander den Store dukkede op på verdensscenen, sluttede Rhodos sig hurtigt til ham og tillod ham at bygge en garnison for sine soldater på øen. Da Alexanders kejserdømme gik under i 323 fvt., var der ingen oplagt efterfølger, og hans store rige blev delt mellem flere kandidater. Rhodos udviklede nære forbindelser med det Ptolemæiske dynasti i Egypten, som de havde en stor handel med. I 305 fvt. sendte kong Antigonos af Syrien sin søn general Demetrios med en stor hær for at indtage Rhodos. Hæren omfattede 40.000 mand foruden kavaleri, sømænd og ingeniørtropper, og transportflåden blev eskorteret af omkring 200 krigsskibe af forskellig størrelse. Rhodos havde en stående garnison på 16.000 mand, hvortil kom omkring 6.000 borgere og 1.000 udlændinge, som alle blev forsynet med våben, selv slaverne fik udleveret våben.

Demetrios, som var en erfaren feltherre, gav sig god tid. Hans folk arbejdede sig langsomt rundt om muren, fældede alle træer for at bygge palisader og ødelagde alle huse, som lå i vejen. Mens det stod på, gjorde rhodierne et hurtigt udfald mod nogle proviantskibe, der var kommet til Demetrios, og bragte dem ind i havnen tillige med et stort antal fanger, som gav gode løsepenge. Demetrios lod bygge to vældige tårne af træ, der var monteret på flåder, og dem lod han transportere ind i havnen. I løbet af natten lykkedes det omkring 400 soldater at komme i land, og de erobrede en lille høj 500 skridt fra de vældige mure. Næste morgen blev murbrækkerne ført frem, og dagen igen foregik voldsomme træfninger. Der blev slået flere brecher i muren, men rhodierne gjorde tappert modstand og slog angriberne tilbage. Mægte katapulter, opstillet på den erobrede høj, bombarderede bymuren med sten der vejede fra 30-300 kilo. Demetrios' infanteri løb stormangreb på muren, men blev hver gang slået tilbage.

Demetrios indså, at han måtte bygge en belejringsmaskine, en såkaldt helepolis, et befæstet tårn på hjul. Den var omkring 45 meter høj og vejede 160 tons. Ved foden målte den 23 x 23 meter. Monstret stod på hjul af egetræ og var spækket med katapulter og vindebroer, hvorfra angriberne kunne strømme over på brystværnet. Den havde ni etager, som var forbundet med to sæt trapper. Bueskytterne stod på den øverste etage, mens etagen under dem var forsynet med store vandtanke for at kunne slukke evt. påsatte brande. Den populære betegnelse for sådan et monstrum var "en skildpadde". Selv om rhodierne havde masser af forsyninger og kunne føle sig nogenlunde trygge bag deres enorme forsvarsmure, har det formentlig været med nogen ængstelse, at de har set heliopolen blive trukket frem til muren. 3400 mand krævede det at flytte den gigantiske krigsmaskine. For at styrke moralen blandt rhodierne fil de at vide, at enhver borger, som faldt i kamp, ville blive begravet på statens regning, og at deres forældre og børn ville blive forsørget, ligesom evt. døtre ville få en medgift af staten, når de giftede sig.

Belejringsmaskine, helepolis, som blev anvendt ved belejringen af Rhodos i 305 fvt.

Ved første angreb væltede den enorme helepolis et tårn og lavede et hus i muren, hvorigennem de angribende soldater trængte ind. Rhodierne forsvarede sig voldsomt, og da mørket faldt på, måtte Demetrios konstatere, at det ikke var lykkedes hans soldater at trænge ind i byen. Hvad værre var, hans helepolis var svært beskadiget og måtte repareres, og i hast blev den trukket tilbage fra sin udsatte position ved muren, hvorfra den kunne nås med pileskud og stenkast. Forsøg på mægling blev afslået, og helepolen blev efter reparation igen bragt i stilling. Demetrios var fast besluttet på at tage byen med magt.

Bag de høje mure udspillede sig en besynderlig episode. En vis Kallias, som påstod at være ekspert i belejringsmaskiner, foreslog, at man på muren monterede en kran, som ville være stærk nok til at tage helepolen i sit greb og løfte den ind i byen med soldater, vindebroer og vandtank. Bystyret greb det fantasifulde forslag og tilbød Kallias posten som stadsarkitekt, en post som hidtil havde været bestridt af Diognetos - men hvem brød sig om det? Kranen blev bygget og taget i brug. Men i stedet for at løfte helepolen op og svinge den over muren og ind i byen, faldt kranen sammen og efterlod et hul i muren, mens helepolen blev urokkeligt stående. Byens vise fædre ilede til Diognetos og bønfaldt ham om at indtræde i sit gamle embede. Men Diognetos var fornærmet, ikke vred men såret. Han affærdigede deres bønner med et skuldertræk. Når folk var enfoldige nok til at tro på sådan en charlatan, så måtte de selv om det. Først da der blev arrangeret en procession af uskyldige ynglinge og jomfruer (ja, det er mange år siden) med jamrende præster i spidsen, lod han sig formilde og vendte tilbage til arbejdet. Helepolen stod og ventede på at blive bragt frem til det store hul, der var opstået i muren. 1500 angribere brød ind i byen og fik fodfæste ved teatret. Rhodierne reagerede hurtigt og afspærrede området omkring teatret med deres bedste soldater, og egyptiske lejetropper blev kastet mod fjenden. Brande rasede hele natten, og forbitrede kampe blev udkæmpet mand mod mand. Men nu viste Diognetos sin skarpsindighed (på nudansk hedder det vistnok, at han trådte i karakter). Han ledte byens kloakledning hen mod det ventende uhyre (helepolen), som blev urokkeligt hængende fast i et stinkende morads. Det var ikke muligt for Demetrios at føre sit infanteri ind til sine stødtropper, og ved middagstid næste dag måtte angriberne opgive deres forehavende.

Muren omkring den gamle bydel i Rhodos

Mens slaget var på sit højeste, modtog Demetrios ilbud fra sin far Antigonos om at slutte våbenstilstand med rhodierne så hurtigt som muligt og vende hjem, da der var opstået problemer. Rhodierne, som indså, at deres by havde været meget tæt på at falde, var også villige til forhandlinger. Der blev indgået en alliance med Antigonos mod enhver fjende bortset fra Ptolemæus, en meget fordelagtig og ærefuld traktat for rhodierne. Da traktaten var underskrevet, brød belejrerne op og forlod Rhodos. Demetrios, som måske har været imponeret af rhodiernes hårdnakkede modstand, tilbød at efterlade al sit krigsmateriel på betingelse af, at der for indtægterne ved salget blev opført en statue til minde om belejringen. Forslaget blev modtaget, og helepolen blev slæbt ind i byen og viet til folket.

Rhodierne betroede billedhuggeren Chares fra Lindos at bygge en vældig statue af Helios, hvem ellers? Byens skytsgud, som netop havde hjulpet dem mod den frygtelige fjende. Chares af Lindos havde tidligere konstrueret andre gigantstatuer. Arbejdet tog 12 år. Statuen, som stod på en 15 meter høj sokkel beklædt med hvidt marmor, var ca. 37 meter høj og vejede omkring 70 tons. Kolossen fra Rhodos regnes blandt oldtidens syv underværker.

Kolossen på Rhodos

Jeg må indrømme, at man ikke med sikkerhed ved, hvor kolossen stod placeret. Sikkert er det, at den ikke som på billedet ovenfor har stået og skrævet over indsejlingen til havnen - selv om det ville have været fantastisk. Hvis det havde været tilfældet, skulle den have et spænd på omkring 120 meter, hvilket er umuligt, når man betænker, at kolossen "kun" var 37 meter høj. Det er mere sandsynligt, at den har stået ved Stormesterens Palads, hvor Apollons (Helios) tempel var.

Desværre stod kolossen kun 66 år, inden den faldt sammen under et stort jordskælv i 226 fvt. Statuen knækkede ved knæene og faldt sammen på land. Ptolemæos III tilbød at betale for at få den genrejst, men et orakel overbeviste folkene fra Rhodos om, at de havde fornærmet Helios, og derfor afstod de fra at få statuen genrejst. Den faldne statue lå på jorden i mere end 800 år. I 654 erobrede en arabisk hær Rhodos, og efterfølgende blev resterne af statuen solgt til en købmand fra Syrien. Statuen blev skåret op i mindre stykker. Ifølge en legende blev den transporteret til Mellemøsten på ryggen af 900 kameler. Antallet af kameler lyder overdrevent; hvis statuen vejede 70 tons, skulle hver kamel blot bære godt 75 kg. Og en kamel kan mageligt klare 200 kg last.

Det menes, at den franske billedhugger Auguste Bartholdi blev inspireret til Frihedsgudinden i New York ved at studere gamle graveringer af kolossen på Rhodos.

Rhodos blev i den periode en så dominerende sømagt, at kejser Antonius skrev: Det er muligt, at jeg regerer verden, men på havene gælder de rhodesiske love.

Den romerske periode
Denne periode bragte tilbagegang for øen. Efterhånden blev romerne mere og mere interesserede i at begrænse rhodiernes magt. Til at begynde med støttede rhodierne Pompeii, men da Cæsar fik overtaget, skiftede de side. I det hele taget var rhodierne dygtige til at holde med den sejrende part. Romerne ønskede at begrænse rhodiernes magt, og det tvang Rhodos til at underskrive en traktat, som forpligtede dem til at have samme venner og fjender som Rom. Efter mordet på Cæsar nægtede rhodierne imidlertid at støtte Cassius, hvilket resulterede i, at Cassius i 42 B.C. indtog øen med brutale midler og bortførte mere end 3.000 kunstværker til Rom. Mange af disse tungt lastede skibe gik ned undervejs, og deres skatte ligger stadig på havbunden og venter på at blive opdaget.


Middelalderen
Rhodos var hurtig til at tage imod kristendommens nye tanker. Paulus siges at have prædiket den nye religion på Lindos i år 58 og omvendte mange af sine tilhørere. Den Paulus har været en rejselysten herre, som vi har 'mødt' overalt i Middelhavet, fx. på Malta. Efter delingen af det romerske rige blev Rhodos hovedstad i den byzantinske provins, men var ofte udsat for invasioner fra persere, sarascenere, sørøvere m.fl. I 807 blev de fx. indtaget af perserne under Harun al Rashid, som vi ellers vel kun kender fra 1001 nats eventyr. I 1191 dukkede Richard Løvehjerte op med en flåde for at hverve lejetropper til korstogene. I 1200 tallet tilbageerobrede tyrkerne Konstantinopel. Rhodos blev i en periode styret af forskellige flådeofficerer. I 1306 blev øen solgt til Johannitterridderne (the Knights of St. John of Jerusalem), som dog i flere år måtte kæmpe mod modstand fra de lokale. Johannitterridderne havde i flere år haft asyl hos kongen af Cypern, og de drømte om, at Rhodos skulle blive et varigt tilholdssted for ridderordenen.

Ridderne på Rhodos
Johannitterriddernes orden blev oprettet som et næstekærligt broderskab i Jerusalem af nogle købmænd fra Amalfi. De havde set den nød og elendighed, som herskede mellem de pilgrimme, som strømmede til Jerusalem fra hele vesten. De oprettede derfor i 1065 et hospital udenfor Jerusalem. Hospitalet blev indviet til Johannes Døberen (Sct John). I 1067 indtog tyrkerne Jerusalem, og strømmen af pilgrimme indstilledes. Men da korsridderne tilbageerobrede byen i 1099, stod hospitalet klar til at modtage og behandle de sårede krigere. Det er registreret, at hospitalet kunne huse mere end 1100 liggende patienter, samtidig med, at mange blev behandlet ambulant. Mange af de riddere, som blev behandlet på hospitalet, sluttede sig til broderskabet. I 1113 blev ordenen godkendt af Paven og fik tildelt det røde flag med det hvide kors som banner. I de følgende år udviklede ordenen sig, og den erhvervede fast ejendom mange steder i Europa, og der blev oprettet mange underafdelinger, hvoraf nogle stadig eksisterer. Efterhånden påtog ordenen sig militære opgaver for bl.a. at beskytte pilgrimmene på deres farefulde færd.


Efterhånden skiftede ordenen mere og mere karakter til en militær organisation, som påtog sig at besvare kristendommen og dens hellige steder, og ordenen modtog stor støtte af pavestolen og fyrsterne i Vesteuropa. Da Jerusalem i 1187 faldt i hænderne på araberne (anført af den kendte Saladin), rykkede ordenen nordpå i det hellige land. Her blev de i næsten 100 år, indtil de efter en langvarig belejring måtte søge asyl hos kongen af Cypern. I de 18 år, de var på Cypern, byggede de et hospital og en stor borg, som vi så, da vi var på Cypern. Og i 1306 dukkede de så op på Rhodos. Deres ophold, som varede 213 år, inden de blev fordrevet til Malta, har efterladt sig blivende spor i form af forsvarsværker, mure, hospitaler, herberger og paladser. Det vil du se eksempler på, når vi går en tur gennem den gamle bydel. Rhodos begyndte at dukke ud af den glemsel, den havde været hyllet i siden det 7. århundrede, og fik gradvis større og større strategisk og økonomisk betydning. Den blev en europæisk bastion i vest og var snart en vigtig handelsstation mellem Europa og østen for hvede, uld og silke, olivenolie, vin, sukker, parfume, safran, kaviar oma. De store handelshuse og banker fra Firenze oprettede filialer på Rhodos.

Ridderordenen
Ridderne var opdelt i 3 grupper: 1) ridderne ("de kæmpende brødre"), 2 præsterne og 3) "de tjenende brødre" (sygeplejerne). Ridderne, hvoraf der ikke måtte være mere end 600, var almindeligvis adelsmænd eller professionelle soldater fra de vestlige, katolske lande i Europa. Medlemmerne var opdelt i sproggrupper ("tunger"): Frankrig, Italien, England, Tyskland og Spanien (som senere blev opdelt i Aragonien og Kastilien). Latin var det fælles, officielle sprog. Johannitternes leder, som kaldtes stormesteren, blev valgt på livstid. Ridderne boede i et afgrænset område af byen, Kastellet. Her havde stormesteren sit palads, og her havde hver tunge sit herberge. Mange af disse lå i Riddergaden, som vi snart kommer til at se.

Riddernes påklædning var i fredstid en sort kappe med et 8-takket hvidt kors på brysten. Vi kender det måske bedst som det malteserkors, som før i tiden prydede produkterne fra Det Danske Sukkerkompagni (eller hvad det nu hed). Det hvide kors (for renhed) sad selvfølgelig på venstre side af brystet. Korsets 4 store arme betegner de 4 kardinaldyder: forsigtighed, mådehold, retfærdighed og styrke. De 8 spidser står for de ridderlige dyder: et roligt sind, godhed, anger, tålmod, retfærd, barmhjertighed, oprigtighed og standhaftighed. Krigsdragten var en rød kappe med et simpelt hvidt kors.

Collage udført af min netveninde Susanne Ove til hendes øjesten Gustav. Han er 5 år og meget optaget af riddertiden.

Johannitterriddernes banner var som krigsdragten rødt med et hvidt kors - altså magen til det danske flag. Dog er der den forskel, at de hvide felter i riddernes banner er af samme størrelse. Vi kender alle det gamle sagn om Dannebrog, som "faldt fra Himlen ned" under slaget ved Lyndanis i 1219. Valdemar Sejr var på et korstog mod det hedenske Estland med Pavens velsignelse. På udturen førte hæren og flåden Valdemars blå og gule løvebanner. Biskop Theodorik - dengang var biskopperne mere krigeriske end de er i dag (måske med undtagelse af Keld Holm?) - blev overfaldet af estlænderne, og der opstod en voldsom kamp. Foran biskoppens telt vajede johannitterriddernes røde banner med det hvide kors. Biskoppen faldt, men danskerne vandt en overvældende sejr. På vejen tilbage til Danmark vejede sejrsfanen - det rødhvide korsflag - over flåden, og dette smukke flag har siden været vores nationalflag.

Kampen mod tyrkerne
I 1480 var freden forbi på Rhodos. En stor tyrkisk flåde dukkede og og opfordrede stormesteren til overgivelse. Dette blev selvfølgelig afslået, og fjenden gik i land, samtidig med, at de tyrkiske krigsskibe begyndte at bombardere havnen. Man måtte hurtigt begrænse sig til at forsvare Rhodos by. Det første angreb blev slået tilbage. Ridderne mødtes til fromesse i Johanneskirken. Stormesteren meddelte, at det stod enhver frit at forlade øen, men alle uden undtagelse svor ham evig troskab. Endnu engang stormede tyrkerne, men efter store tab blev angrebet slået tilbage. Tyrkerne satte endnu et voldsomt angreb ind, og det lykkedes dem at plante deres standarter på fæstningsværket. Men fanerne blev revet ned og fjenden fordrevet. I forsvaret deltog ikke blot ridderne og lejesoldaterne. Men også den lokale befolkning deltog. Midt under kampene blev en opmuntrende meddelelse fra Paven og den franske konge smuglet gennem belejringen. Det lykkedes tyrkerne at få slået hul igennem forsvarsværkerne. Men til deres overraskelse udnyttede de belejrede dette hul til et voldsomt udfald, og tyrkerne tog flugten i vild forvirring.

Men tyrkerne havde ikke opgivet Rhodos. I 1522 vendte de tilbage med et kæmpe flåde på 300 skibe med ca. 150.000 mand. Denne hær var udstyret med de mest moderne våben. Overfor denne styrke mønstrede forsvarerne 650 riddere, 6.000 frivillige rhodesere og 4.500 kretensere. Efter voldsomme angreb og heroisk forsvar måtte man overgive sig til den overlegne fjende. Julenat blev den sidste messe afholdt i Johanneskirken - kun ca. 200 af 650 riddere var stadig i live. Nytårsnat forlod johannitterridderne Rhodos. Mere end 5.000 af øens befolkning havde sluttet sig til dem. Tyrkerne stillede skibe til rådighed for flygtningene, som styrede vestpå til Kreta. Her slog de sig ned en tid, indtil Karl V i 1530 overlod dem øen Malta. Her tog ordenen navneforandring til Malteserordenen, og den blev på Malta i 270 år, hvor den også har efterladt sig mange fodspor. Jeg glæder mig til at få tid til at skrive om vores 6 (pt.) besøg på denne pragtfulde ø i Middelhavet.

Den tyrkiske og den italienske besættelse
Grækerne anser den tyrkiske besættelse af øen for dens sorteste periode i historien - ikke kun for Rhodos men for hele Grækenland. Regimet beskrives ofte som brutalt, men der skete ingen plyndring af befolkningen, og man fik også lov til at beholde sin trosfrihed. Der skete heller ingen større indvandring, så i det store og hele var det en periode med fredelig sameksistens. I betragtning af den lange periode, tyrkerne var på Rhodos, er det forbløffende få spor, de har efterladt på øen. I Rhodos by findes et par moskéer, nogle bade, et bibliotek og et klokketårn. Den græske kultur på øen har heller ikke 'lidt overlast'. Så frem til 1912 sov Rhodos tornerosesøvn. I 1863 blev den 17-årige danske prins Christian Wilhelm Ferdinand Adolf Georg of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, søn af Christian IX, valgt til konge af Grækenland af parlamentet i stedet for den afsatte kong Otto. Udnævnelsen blev støttet af stormagterne England, Frankrig og Rusland. George I er hellenernes konge i 50 år, indtil han bliver snigmyrdet i 1913.

I 1911 erklærede Italien Tyrkiet krig. Som et led i at erobre Libyen fra Tyrkiet besatte italienerne Rhodos i efteråret 1912 uden at møde større modstand. Tvært imod fik de hjælp af lokalbefolkningen, der anså italienerne som befriere. Man gik så vidt, at man skrev et takkebrev til den italienske stat. Men da man bad om sammen med de øvrige øer i området at blive forenet med det græske fædreland, blev den italienske øverstkommanderende rasende og fængslede de rhodesiske repræsentanter. Herefter undertegnede Italien en traktat med Tyrkiet, hvoraf fremgik, at Rhodos skulle gives tilbage til tyrkerne, når de havde forladt Tripolis i Libyen. De første fascistiske tilløb til en ekspansiv udenrigspolitik var begyndt. Imidlertid blev denne handel forpurret af første verdenskrig. Ved freden i Lausanne i 1923 fastlagdes Grækenlands nuværende grænser. Det resulterede i, at ca. 1.5 mio. grækere måtte flytte ud af Tyrkiet og 350.000 tyrkere ud af Grækenland.

Efter krigen blev det aftalt med Italien, at Rhodos skulle have selvstyre. Men denne aftale gik i glemmebogen, da fascisterne kom til magten, og Mussolini begyndte at 'italienisere' Rhodos. Planen var at udskifte en stor del af den græske befolkning med italienere. Ja, en græker kunne endda få en stor sum penge, hvis han skiftede nationalitet. Mange landbrug blev overtaget af italienere, og landbefolkningen måtte flytte til byerne for at arbejde. Det var et brutalt regime, som italienerne udøvede. Dog må man sige, at de i modsætning til tyrkerne har efterladt sig spor på øen. Fx er alle de store bygninger ved Mandraki havnen bygget af italienerne, som også gjorde et stort arbejde med at genopbygge den gamle korsridderby.

Moderne historie
Så kom anden verdenskrig. Italienerne tabte hurtigt pusten og kapitulerede i 1943. Tyskerne bombarderede først Rhodos by, inden de rykkede ind og besatte den. Efter at tyskerne var jaget ud af det centrale Grækenland, blev de tyske tropper isoleret på øen, og der var nærmest hungerstilstand. I juli 1944 drev Gestapo øens næsten 2000 jødiske beboere sammen og sendte dem til koncentrationslejre i Tyskland. Den 8. maj 1945 ankom englænderne til Rhodos. Den 31. marts 1947 hejstes det græske flag for første gang over Guvernørens Palads, og i marts 1948 blev Rhodos formelt forenet med Grækenland - en adskillelse, som havde varet mere end 2.000 år. I 1951 blev Grækenland medlem af NATO. I 1967 gennemførte en gruppe militærfolk et statskup anført af Georg Papadopoulus. Der indføres et diktatur, og kong Konstantin og hans danske dronning Anne-Marie flygtede efter et mislykket modkup. I 1973 afskaffede militærjuntaen formelt monarkiet, og Papadopoulos blev udnævnt til præsident. Et studenteroprør samme år i Athen blev brutalt slået ned. En uge senere blev Papadopoulos afsat af chefen for sikkerhedspolitiet, Dimitris Ioannidis. I et vanvittigt forsøg på at skaffe regimet folkelig opbakning involverede det sig i et kup i juli 1974 på Cypern mod landets leder, ærkebiskop Makarios, hvilket fremprovokerede en tyrkisk invasion af øen. Udsigten til krig mellem Grækenland og Tyrkiet fik juntaen til at kalde Karamanlis tilbage til Grækenland for at danne en civil regering. I 1981 blev Grækenland medlem af EF, og Karamanlis blev præsident.

Det græske flag
Det græske flag Jeg vil afslutte denne historieundervisning med at vise og fortolke det græske flag, som stammer fra den græske revolution i 1821. Jeg tør ikke garantere for, at fortolkningen er helt korrekt, men jeg har fundet den i en bog, og finder den smuk. Det skulle vel være tilstrækkelig anledning.

Antallet af linier i flaget svarer til antallet af stavelser i det græske frihedsråb: Eleutheria H Thanatos (Frihed eller Død). Det ser således ud på græsk:

"Frihed eller Død" var mottoet under den græske frihedskamp mod det ottomanske styre i det 19. århundrede. Det vakte stærke følelser hos de frihedselskende grækere og inspirerede dem til kamp efter 400 års slaveri. Det græske, kvadratiske kors i den øverste venstre side af flaget symboliserer respekt for den græske ortodokse kirke, som spillede en afgørende rolle under de mange års besættelse ved at være med til at bevare det græske sprog, religionen og den etniske egenart. Den blå og hvide farve: Disse farver symboliserer det blå græske hav og det hvide skum på de hvileløse græske bølger, hvoraf skønhedens gudinde Afrodite blev født (vi har set stedet på Cypern, og det vil jeg fortælle om en anden gang).


Hvis du vil med på en rundtur i Rhodos by, så klik her.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for Rhodos Næste side: Omvisning i Rhosos by