Islam, Koranen og Muhammed
Jeg har altid interesseret mig for religion uden helt at vide, hvor interessen kommer fra. Som barn gik jeg frivilligt i søndagsskole og kom en overgang regelmæssigt i Frelsens Hær. Religion - eller rettere bibelshistorie - fyldte meget på skoleskemaet i
den danske folkeskole i 1950-erne, så alle historier fra det gamle og det nye testamente er mig stadig bekendte. Jeg elskede den daglige morgensang. Men på alle andre områder var jeg efter egen ringe mening ret normal.

Efter at have forladt arbejdsmarkedet er jeg begyndt at læse religion på HF. Her har jeg stiftet bekendtskab med flere af de øvrige religioner som Jødedommen, Islam, Hinduisme mv., ligesom vi har arbejdet med forskellige kristne kirkesamfund og sekter. Mit forhåndskendskab til Islam var efter min egen mening for ringe. Jeg har haft 2-3 arbejdskammerater, som har været udøvende muslimer, og min hustru og jeg har på ferier i Tyrkiet, Egypten, Dubai og andre steder undertiden dristet os ind i en moské. Endelig har vores ældste søn arbejdet i Saudi Arabien i tre år, men ret meget mere end en fornemmelse for Islam har det ikke givet mig.

Udover at studere grundbogen til religionsundervisningen har jeg anskaffet Koranen i A.S. Madsens oversættelse. Der er ingen fortolkning af teksten men ret righoldige noter. På trods heraf har Koranen vist sig vanskelig at læse (eller rettere forstå) for en person med en kristen baggrund. For at forstå Koranen skal man betragte den som en helhed, idet intet vers kan stå alene, men skal forstås/tolkes i en ganske bestemt sammenhæng. Det vil sige, at forklaringen til ét vers ofte skal findes andre steder i Koranen. Dog fremgår det tydeligt, at de tre monoteistiske religioner, Jødedommen, Kristendommen og Islam har et fælles udspring. Herudover har jeg læst en del historiske beskrivelser af Islams historie og oprindelse, om Profeten Muhammeds liv og virke, herunder Koranens tilblivelse.

Det er på denne baggrund, at jeg har skrevet denne side. Jeg formoder, at den vil være ret uinteressant for en muslim, men den kan måske give andre et indblik i, hvorledes verdensreligionen Islam er opstået, og hvilket grundlag den bygger på.

Indholdsfortegnelse
  • Grundlæggende doktriner i Islam
  • Koranen
  • Koranens kilder
  • Hadith-samlingerne
  • Sharia
  • Djihad
  • Retninger inden for Islam
  • Sunni-muslimer
  • Wahabierne
  • Shia-muslimer
  • Forskelle mellem Sunni- og Shia-muslimer
  • Islams fem søjler
  • Pilgrimsfærd til Mekka
  • Ritualerne
  • Moskéen
  • Liste over religiøse begreber
  • Haram og Halal
  •  

    Tiden før Muhammed
    Islam opstod på den arabiske halvø i første del af 600-tallet. På den tid er området beboet af muslimer, præget af deres gamle nomadekultur. Der var ingen formel regering og ingen nedskrevne love. Derimod var der mange uskrevne regler og en udpræget solidaritet mellem familie- og klanmedlemmerne. Man var stort set selvforsynende og havde kun ringe kontakt med omverden. Kvindernes stilling var dårlig. Fx havde kun sønner arveret efter faderen. Nyfødte pigebørn blev i tilfælde af nød sat ud i ørkenen.

    Den arabiske halvø, hvor Islam opstod i 600-tallet Mekka lå på handelsvejene mellem det sydlige Arabien og Centralafrika, Egypten, Syrien Palæstina og Indien. Her lå Kaaba'en, en stor firkantet bygning. Kabaa'en indeholdt i tiden før Islam et større antal gudefigurer, som var genstand for tilbedelse. Blandt disse gudefigurer var en stammegud for Quraysh-stammen. Denne gud, som hed Allah (al-Lah, Guden), var skaberguden og herre over jorden, og folkene i Mekka betalte tiende af deres høst til ham og ofrede den førstefødte af deres hjord. Pilgrimme fra det meste af Arabien valfartede til Kabaaén. Quraysh-stammen, som hævdede at være efterkommere af Abraham og Ismael, udnævnte præster ved helligdommen og forvaltede dens indtægter.

    Kabaa'en er iflg traditionen bygget i tidernes morgen af himlens engle. Efterfølgende blev den ombygget af Adam. Tredje gang af Eva og Adams søn, Seth (deres 3. og ikke så kendte søn, som blev født, efter at Kain havde slået Abel ihjel). Og fjerde gang af Abraham og hans søn, Ismael, den søn, som han havde med Hagar. Kaaba'en (betyder terning eller kubus), som er 12 meter lang, 10,5 meter bred og 15 meter høj, står i centrum af en stor plads, omgivet af søjlegange. I det sydøstlige hjørne, 1,5 meter over jorden, befinder sig en hellig, sort sten. Denne sten, som snarere er mørkerød end sort, stammer iflg traditionen fra Paradis. Muligvis er der tale om en meteorit.

    I begyndelsen af det 6. århundrede var der ved at ske store ændringer i samfundsformen. Mekka havde udviklet sig til en stor handelsby, og med dens placering på i hvert fald to betydelige karavaneveje kom der velstand til området. De mange pilgrimme, som kom for at tilbede guderne i Kabaa'en, gav også gode indtægter. Imidlertid medførte de gode tider en øget fokusering på egen vinding, og beduinsamfundets traditionelle omsorg for de svage svigtede ofte.

    I begyndelsen af det 6. århundrede var Quraysh-stammen delt i to rivaliserende partier. Det ene parti blev ledet af den rige købmand Hashim, som er stamfader til hashimitterne, den gren af Quraysh, som Muhammed tilhører. Det andet parti blev ledet af Hashims nevø Umayya. Da Hashim døde, blev han som leder efterfulgt af sønnen (eller broderen) Abd al-Muttalib. Abd al-Muttalibs søn Abdallah (betyder "Guds tjener") giftede sig i 569 med Amina. 3 dage efter brylluppet tog Abdallah på handelsrejse, men døde i Medina på vejen hjem. Den 20. april 570 fødte Amina sønnen Muhammed.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammed
    Da Muhammed, hvis navn betyder "den højt priste", er seks år gammel, dør hans mor, og han kommer først til sin bedstefar, som er 77 år gammel, og efter dennes død to år senere til sin onkel Abu Talib. Han får kærlighed og omsorg, men han lærer aldrig at læse eller skrive. Vi ved ikke meget om Muhammeds ungdom, selv om der eksisterer mange beretninger herom. Han har formentlig arbejdet med pasning af får og geder som alle andre beduinbørn. 12 år gammel tager onklen Abu Talib ham med på en karavanerejse til Syrien.

    25 år gammel bliver Muhammed ansat af den rige købmandsenke, Khadidja. Han skal være leder af en karavane til Syrien. Khadidja, som er 40 år gammel og har flere børn, forelsker sig i Muhammed, frier til ham, og de bliver gift. De lever sammen i et monogamt ægteskab, indtil Khadidja dør 26 år senere. De får fire døtre, hvoraf den mest kendte er Fatima. To sønner dør som spæde. Fatima er det eneste af Muhammeds børn, som overlever ham, idet hun dør nogle få måneder efter faderen.

    Muhammed og Khadidja adopterer den døde Abu Talibs søn, Ali, som senere bliver gift med Fatima. Muhammed har et nært venskab med Khadidjas fætter, som er kristen, og som kender både de jødiske og de kristne skrifter. Muhammed tager ofte til Medina, hvor faderen døde. Han har formentlig mødt nogle af de mange jøder, der bor her. Muhammed er tilsyneladende blevet tiltrukket af jødernes og de kristnes monoteistisme og fået afsky for arabernes polyteisme.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammeds åbenbaringer
    Profetens navn i kaligrafi Da Muhammed bliver omkring 40 år gammel, bliver han mere og mere fordybet i religion. I den hellige Ramadan-måned bor han undertiden i en hule - Hira-grotten - nær toppen af Djabal an-Nur, "Lysets Bjerg", knap 5 km fra Mekka, undertiden sammen med sin familie. Her tilbringer han dage og nætter i bøn og meditation.

    En dag i år 610, mens Muhammed er alene i hulen, får han en religiøs åbenbaring, som kommer til at ændre verdens historie. Han fortæller selv følgende:

    "Da jeg lå og sov, kom englen Gabriel til mig med et silketæppe, hvorpå der var skrevet noget, og han sagde: "Læs!". Jeg sagde: "Hvad skal jeg læse?" Han pressede tæppet så tæt ned over mig, at jeg troede, at det var døden. Så slap han mig og sagde: "Læs i din Herres navn, som skabte mennesket af en dråbe blod. Læs! Thi Herren er den højsindede, som ved pennens hjælp lærte mennesket, hvad det ikke forud vidste". Så læste jeg højt, og han forlod mig til sidst. Da jeg vågnede af min søvn, var det, som om disse ord var skrevet i mit hjerte. Og jeg drog videre, indtil jeg var halvvejs oppe på bjerget, og da hørte jeg en stemme fra himlen sige: "Oh Muhammed! Du er Allahs budbringer, og jeg er Gabriel!"

    Da han kommer tilbage til Khadidja, fortæller han hende om sin oplevelse. Hun beroliger ham og fortæller, at det efter hendes mening er en ægte åbenbaring fra himlen. Hun opmuntrer ham til at træde frem for folket og forkynde sin mission.

    Muhammed får efterfølgende mange lignende åbenbaringer. Til tider hører Muhammed en lyd som af en ringende klokke. Kun han kender klokkeklangens betydning. Kun han kan erkende betydningen af ordene og af lyden, som Gabriel formidler ham på denne måde. Når hans øre hører lyden, begynder hele hans krop at ryste. Sveden løber i strømme ned ad hans ansigt, selv når det er koldt... Gabriel fortæller ham, at Allah har valgt ham til den sidste profet. Han fortæller, at Koranen eksisterer i himlen i sin helhed, og at Muhammed vil få den meddelt stykkevis. De følgende 3-4 år bliver han mere overbevist om sin mission som Allahs profet, og at hans opgave er at indføre en ny morallære og monoteismen blandt menneskene. Han møder megen modstand fra mange af byens borgere - ikke mindst fra sin egen familie, som har store indtægter fra de mange pilgrimme, som kommer til Mekka for at tilbede de mange guder i Kaaba'en.

    Muhammed åbner sit hus for alle, som vil høre på hans lidenskabelige prædikener. Den første, der omvender sig, er hans hustru Khadidja, der lige fra begyndelsen har troet på hans mission. Den næste er hans fætter Ali. Den tredje er hans tjener Zaid, som han havde købt som slave og efterfølgende frigivet. Den fjerde er hans fætter Abu Bakr, som har en fremtrædende position i Quraysh-stammen.

    Muhammed begynder at henvende sig til pilgrimmene ved Kaaba'en og fortælle om den ene og sande gud. I begyndelsen morer medlemmerne af Quraysh sig over Muhammed, men da han begynder at anklage Kaaba'en for at huse afguder, lægger de planer om at myrde Muhammed. Heldigvis for Muhammed bliver han beskyttet af sin mægtige onkel Abu Talib, som vil gøre alt for at hindre en ødelæggende familiefejde. Han opfordrer Muhammed til at indstille sin missioneren, men accepterer, da Muhammed fortæller, at det kan han ikke. I stedet forfølger Quraysh de af Muhammeds tilhængere, som er frigivne slaver, og mange bliver smidt i fængsel.

    Året 619 bliver et forfærdeligt år for Muhammed. Først dør hans elskede hustru og første tilhænger Khadidja. Derefter dør hans beskytter Abu Talib. Da Muhammed føler sin sikkerhed truet i Mekka, flytter han med sine få tilhængere til byen Talif ca 100 km øst for Mekka. Byens indbyggere bliver rædselsslagne ved tanken om at blive indblandet i en religionsstrid, og de stener ham og hans tilhængere ud af byen. Efter at være vendt tilbage til Mekka gifter han sig med en enke ved navn Sauda og forlover sig med Aisha, Abu Bakrs datter.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammeds himmelfærd
    Al Aqsa moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem Muhammeds visioner fortsætter, og en nat drømmer/oplever han, at han af Gabriel på mirakuløs vis bliver bragt til Jerusalem på ryggen af en bevinget hest, Buraq . Fra Grædemuren ved ruinerne af det ødelagte jødiske tempel farer han til himmels, hvor han taler (beder) med tidligere profeter som Abraham, Moses og Jesus, inden Buraq flyver ham tilbage, så han om morgenen trygt vågner i sin seng. Denne tur er årsagen til, at muslimerne betragter Jerusalem som Islams tredje hellige by efter Mekka og Medina. Muslimer tror, at al-Aqsa moskéen er bygget over det sted, hvor Muhammed steg til himmels. Bygning af moskéen blev påbegyndt i år 692.

    I 620 prædiker Muhammed for en gruppe pilgrimme fra Medina. De bringer hans budskab tilbage til deres venner, hvoraf nogle er jøder. Muhammeds lære om én gud, en profetisk budbringer og dommedag er dem velkendt, og i 622 bliver Muhammed opsøgt af en gruppe på godt 70 indbyggere fra Medina, som indbyder ham til at slå sig ned i deres by. De lover at ville beskytte Muhammed og hans tilhængere. Da de spørger om hvilken belønning, de vil modtage til gengæld, svarer han: "Paradiset".

    I 622 forstærkes Quraysh-familiens forfølgelse af Muhammed og hans tilhængere. I midlertid får Muhammed en åbenbaring, som påbyder ham at tage til oasebyen Yatrib, der ligger omkring 300 km nord for Mekka. Muhammed og Abu Bakr tager afsted til Yatrib, som efter Muhammeds død bliver omdøbt til Medina, hvilket betyder "Profetens By". 200 af hans tilhængere, som i forvejen er taget til Medina forklædt som pilgrimme, ønsker profeten velkommen ved byporten. 17 år senere bestemmer kalif Omar, at den første dag i den nye muslimske tidsregning er den 16. juli 622, datoen for Muhammeds flugt (hidjra) fra Mekka til Medina.

    Dengang, som i dag, var det en meget afgørende beslutning at bryde med sin slægt og dermed miste den identitet og den beskyttelse, som den gav. Muhammed opretter en muslimsk menighed (umma) i Medina, som træder i familiernes og stammernes sted.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammed i Medina (622-630)
    Da muhammed rider ind i Medina, står folk i kø for at indbyde ham til at slå sig ned i deres hjem. Muhammed lader sin kamel bestemme, hvor han skal slå sig ned, og der, hvor den standser, bygger han en moske og to huse i tilknytning hertil, ét til Sauda og ét til Aisha. Senere kommer der flere huse til, efterhånden som han tager sig flere hustruer.

    Ved den første gudstjeneste, han afholder i moskéen, bestiger han prædikestolen og råbte med høj røst: "Allah er den største", hvorefter han bøjer sig i bøn. Han går baglæns ned af prædikestolen og kaster sig på jorden, mens han fortsætter med at bede. Ved således at kaste sig i støvet symboliserede han den totale underkastelse under Gud, hvilket gav den nye religion navnet "Islam", som betyder "at underkaste sig".

    Muhammed indgår en overenskomst med de mange jøder, som bor i Medina om, at de sammen skal forsvare byen mod alle dens fjender. Til gengæld får jøderne ret til frit at udøve deres religion, så længe de betaler deres skat. Denne model for sameksistens mellem muslimer og "bogens folk" (jøder og kristne) i besatte områder bliver karakteristisk for den fremtidige relationer mellem dem. Dette er formentlig en stor del af forklaringen på, at de senere kalifater bliver så langvarige.

    Indvandringen af flere hundrede familier til Medina medfører mangel på levnedsmidler. Muhammed løser problemet ved at lade sine tilhængere plyndre de karavaner, som kommer forbi. En femtedel af udbyttet tilfalder Profeten til religiøse og velgørende formål. Disse overfald oprører selvfølgelig købmændene i Mekka. I 623 organiserer Muhammed en styrke på 300 mand for at overfalde en rig karavane på vej fra Syrien til Mekka. På en eller anden måde finder karavanen ud af planen og sender bud til Mekka efter hjælp. Quraysh-familien rykker ud med 900 mand, og de to hære mødes ved Wadi Badr. Muhammed fører sine tropper til sejr og tilskriver sejren til Allah. Muhammeds position bliver selvfølgelig styrket af denne begivenhed.

    I den følgende tid bliver forholdet til jøderne i Medina forværret. De ler af Muhammeds fortolkninger af biblen og af hans krav om at være Messias. Muhammed svarer med åbenbaringer, hvori Allah beskylder jøderne for at have forvansket skriftens ord og dræbt deres profeter (fx Jesus). Oprindelig havde Muhammed bestemt, at bederetningen (qibla) skal være mod Jerusalem, men i 624 ændres dette til Kaaba'en i Mekka, efter at Muhammed har modtaget en åbenbaring herom. Det ender med, at Muhammed udviser 700 jødiske familier fra Medina.

    Tidligt på året 625 slår Quraysh-familien til igen og sender en hær på 3.000 mand mod Medina. Muhammed kan kun stille med 1.000 mand, som kæmper tappert, men må se sig slået. Muhammed selv får adskillige sår og bliver båret fra slagmarken. Efter seks måneder er Muhammed kommet sig over sine sår.

    Året efter genoptager Quraysh-familien offensiven, denne gang med 10.000 mand. De støttes af den jødiske Banu-Kuraiza stamme. Muhammed opgiver at møde så stor en styrke i åben kamp og lader udgrave en voldgrav rundt om byen. Quraysh belejrer byen i 20 dage, hvorefter de må opgive på grund af regn og storn. Muhammed sender straks styrkerne mod den jødiske stamme, som får valget mellem at konvertere til Islam eller lide døden. De vælger døden. 600 krigere bliver dræbt, og deres kvinder og børn bliver solgt som slaver.

    I 628 sender Muhammed et forligstilbud til Quraysh-familien. Hvis han og hans tilhængere må udføre deres religiøse riter ifm den årlige pilgrimsfærd til Mekka, vil de lade karavanerne være i fred. Quraysh svarer med, at der forud for en sådan aftale må gå en fredsperiode af mindst 1 års varighed, og det ender med, at der indgås en fredsaftale på 10 år.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammeds endelige sejr
    Profeten Muhammeds navn på en kobberplade I 629 holder Muhammed med ca 2.000 tilhængere et fredeligt indtog i Mekka, mens Quraysh-familien for en tid har trukket sig tilbage til højderne omkring byen. Muhammed og hans følge går 7 gange rundt om Kaaba'en, hvorefter Profeten ærbødigt berører den sorte sten med sin stav og råber: "Der er kun én gud, Allah". Gruppens værdige optræden indgyder respekt hos Mekkas indbyggere, og flere medlemmer af Quraysh antager den nye tro.

    Muhammed føler sig nu stærk nok til at indtage Mekka med magt. Der er imidlertid 8 år tilbage af den aftalte våbenhvile. Muhammed gør gældende, at en stamme i ledtog med Quraysh har angrebet en muslimsk stamme og derved brudt våbenhvilen. I år 630 marcherer Muhammed mod Mekka i spidsen for en styrke på 10.000 mand, og Quraysh overgiver byen til Muhammed uden blodsudgydelser. Med undtagelse af nogle få fjender giver Muhammed amnesti til alle. Han ødelægger alle gudebillederne i og omkring Kaaba'en, men skåner den sorte sten. Måske fordi han ved eller føler, at det ofte er nemmere at skifte religion end riter. Mekka erklæres for en hellig by, og Muhammed bestemmer, at ingen vantro må sætte sin fod på den hellige jord. Muhammed er nu uindskrænket hersker over den by, hvorfra han måtte flygte 8 år tidligere.

    Muhammed tilbringer størstedelen af sine to sidste leveår i Medina. Hans tid er optaget af regeringsanliggender, og han bruger tiden på lovgivning, retspleje og organisering af det civile, religiøse og militære område. Han indfører bl.a. en ny kalender, hvor et år består af 12 månemåneder på hhv. 30 og 29 dage. Det medfører, at kalenderen over tid kommer helt ud af trit med årstiderne. Mange af hans forordninger er baseret på de åbenbaringer, han fortsat modtager. I en åbenbaring giver Allah Muhammed tilladelse til at ægte sin adoptivsøn Zaids smukke hustru.

    Omkring 615 får Muhammed en åbenbaring om at anerkende de tre arabiske guder, al-Lat, al-Manat og al-Uzza som halvguder. Dette bliver senere trukket tilbage med henvisning til, at det skyldes satans indskydelse. Versene benævnes 'De Sataniske vers'.

    Muhammed udvikler sin teori om 3 parallelle monoteistiske religioner:

    • Jødedommen, som er baseret på Moseloven (Torah'en)
    • Kristendommen, som er baseret på evangelierne og
    • Islam, som er baseret på Koranen (som dog endnu ikke er nedskrevet)
    Muhammed henviser til Abraham som fælles stamfader for jøder og muslimer. Abraham, som hverken var jøde eller araber. Biblen (det gamle testamente) fortæller os, at da Abrahams hustru, Sara ikke kunne få et barn, opfordrer hun Abraham til at ligge med hendes tjenestepige, Hagar, som er egypterinde. I Islamisk forståelse er Hagar Abrahams 2. hustru. Hagar føder sønnen Ismael, som altså er Abrahams førstefødte søn. Da Sarah senere føder sønnen Isak, bliver den stakkels Hagar jaget ud i ørkenen sammen med Ismael. Ismael er stamfader til de 12 muslimske stammer, som Isaks søn Jakob er stamfader til de 12 jødiske stammer. Mere herom senere. Profeten Muhammed er direkte efterkommer (i 24. led) af Abraham (kaldes Ibrahim af muslimerne).

    Her har forfatteren bevæget sig over i gammeltestamentlig tradition ved at kalde Hagar "tjenestepige" (trælkvinde) - på s.69 omtaler han hende korrekt som "Abrahams anden hustru". Muhammed foreslår, at de tre folk, som alle tilhører "Bogens folk", skal glemme deres indbyrdes stridigheder og vende tilbage til deres fælles udgangspunkt. Dette afvises af jøderne, og Muhammed indser, at han er nødt til at bryde med dem. Efter at have fået en åbenbaring herom, ændrer han bederetningen fra Jerusalem til Kabaa'en i Mekka. Ved samme lejlighed indfører Muhammed, at muslimernes fastemåned skal være Ramadan, den niende måned og den måned, hvori Muhammed begyndte at få sine åbenbaringer.

    Over tiden har Muhammed 10 ægtehustruer og 2 medhustruer. Flere af disse ægteskaber er med enker efter tilhængere eller venner, som fx ægteskabet med Omars datter Hafsa. På Muhammeds tid er der et stort overskud af kvinder, da mange mænd falder i kamp. Islams regel om, at en mand kan have indtil fire samtidige hustruer, er formentlig indført for at skaffe forsørgelse til de efterladte enker og deres børn. Andre ægteskaber er indgået af politiske årsager. Nogle ægteskaber er formentlig motiveret med hans stærke ønske om at få en søn. Ingen af hans hustruer efter Khadidja giver ham nogen børn. Af de 6 børn, som Khadidja gav ham, bliver han kun overlevet af datteren Fatima. I sine sidste leveår får han sønnen Ibrahim med en koptisk slavinde, men sønnen dør 15 måneder gammel.

    Hans overfyldte harem gør ham livet surt, skønt han loyalt giver dem sin opmærksomhed efter tur. Han kan imidlertid ikke skjule sin hengivenhed for den besnærende Aisha, og hans favorisering af hende irriterer de øvrige hustruer. Imidlertid får Muhammed en åbenbaring, som fortæller, at han frit må besøge den hustru, som han begærer mest, og at dette i hans tilfælde ikke er en synd.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammeds sidste leveår
    Moskeen i Medina, hvor Profeten Muhammed ligger begravet Da Muhammed er omkring 60 år, begynder helbredet at svigte ham. Det rygtes, at Profeten selv vil lede den årlige pilgrimsfærd, og muslimer fra hele Arabien strømmer til Mekka. På Arafat-sletten holder Profeten sin berømte afskedsprædiken. Han minder sine tilhørere om livets ukrænkelighed og forbyder alle former for blodhævn. Han opfordrer alle til at opfylde deres forpligtelser over for hinanden. Mændene bliver opfordret til at behandle kvinder med respekt, og kvinderne til at opføre sig værdigt og anstændigt. Han minder sine tilhørere om, at alle muslimer udgør ét broderskab og opfordrede dem til at overholde Guds Bog, Koranen og følge Profetens eksempel. Han tilbringer sin sidste tid i Medina, den by, som havde taget imod ham, da han blev forfulgt i sin fødeby.

    Tre dage før sin død går han i moskéen og ser Abu Bakr lede bønnen i hans sted. Den 7. juni 632 dør Muhammed, 63 år gammel, med sit hoved hvilende i skødet på sin elskede Aisha. Han bliver begravet i moskéen i Medina (se billedet til højre). Udover Muhammeds grav rummer moskéen også gravene af hans to efterfølgere, kalifferne Abu Bakr og Omar samt af hans elskede datter Fatimah, der dør som 18-årig, samme år som faderen. Profetens grav i Medina er et pilgrimsmål, som kun overgås af Kaaba'en i Mekka.

    I løbet af 20 år havde han samlet Arabien til én nation og skabt en verdensreligion. En snes år efter Muhammeds død har hans efterfølgere erobret Iran, Irak, Egypten, Palæstina, Syrien, Armenien og det meste af Nordafrika. Snart efter kom resten af Nordafrika og hele den iberiske halvø med Spanien og Portugal under muslimsk styre. Det samme gælder store dele af den centrale Asien. I løbet af 900-tallet udbredes Islam til områder øst for Indus, Nordindien, en stor del af Afrika og Sydøstasien. I dag har Islam omkring 1.3 milliarder tilhængere og er den hastigst voksende religion i verden.

    Gå til toppen af siden.

    Muhammeds efterfølgere
    Muhammed døde, uden eksplicit at have udpeget en efterfølger. Et flertal i menigheden (umma) mener, at Muhammeds fætter og svigersøn, Ali er for ung og uerfaren til at løfte den tunge opgave, hvorfor de vælger den besindige og retsindige Abu Bakr, som er Muhammeds svigerfar og fader til Muhammeds hustru Aisha, til Profetens efterfølger, kalif. Den formelt korrekte titel er "De troendes behersker".

    Gå til toppen af siden.

    Abu Bakr, den 1. kalif (570-634)
    Abu Bakr har fulgt Muhammed siden udvandringen fra Mekka og har fungereret som Muhammeds efterfølger. Det er også af betydning for beslutningen, at Abu Bakr af Muhammed var blevet udpeget til at lede fredagsbønnen i moskéen under Muhammeds sygdom. Muhammeds fætter og svigersøn, Ali er dybt skuffet over at være forbigået, og der går seks måneder, før han bøjer sig.

    De arabiske stammer nægter at betale de afgifter til Islam, som Muhammed har pålagt dem, da de opfattede disse aftaler som indgået alene med Muhammed. Men Abu Bakr holder fast på kravene. Det ender med, at de oprørske stammer rykker frem mod Medina med en hær. I løbet af én nat mobiliserer Abu Bakr en styrke, som slår oprøret ned. Efterfølgende sender Abu Bakr den mest strålende og ubarmhjertige hærfører Khalid ibn al-Walid ud for at bringe den urolige arabiske halvø tilbage til rettroenhed.

    Nogle arabiske stammer i Syrien forkaster kristendommen og bliver angrebet af en hær fra Byzans. De anmoder Abu Bakr om hjælp, og han sender forstærkning. Dette bliver begyndelsen på den islamiske ekspansion. Byzans og Persien er udmattet efter mange års krige, og de udbytter de erobrede provinser voldsomt. Hertil kommer, at undertrykkelse af kristne sekter som nestorianere, monofysitter m.fl. har skabt mange flygtninge. Endelig spiller raceslægtskabet mellem de arabiske grupper også en stor tolle. Der opstår den opfattelse blandt muslimerne, at død i hellig krig er en sikker adgangsbillet til Paradis. Abu Bakr udtaler: "Vær retfærdige, vær tapre. I skal hellere dø end vige. Vis skånsomhed. Dræb hverken gamle mænd, kvinder og børn. Ødelæg ikke frugttræerne, kornet eller kvæget. Hold jeres løfter, endog til fjenderne. I må ikke forulempe de fromme mennesker (munkene), som har trukket sig tilbage for at leve fjernt fra verden, men I skal tvinge resten af menneskeslægten til at antage Islam eller betale os tribut. Hvis de nægter at gå ind på disse betingelser, da dræb dem".

    I 633, efter at have skabt fred i Arabien, bliver Khalid af nogle grænsestammer opfordret til at deltage i et plyndringstogt mod nogle naboer på den anden side af grænsen til Irak, som på den tid er persisk territorium. Med 500 folk trænger han ind og indtager byen Hira, hvorefter han sender store skatte tilbage til kaliffen. Knap er Hira indtaget, før Khalid får ordre til at haste mod Damaskus i Syrien, hvor han skal undsætte en mindre arabisk styrke, som er i kamp med den byzantinske kejser Heraklios' talmæssigt overlegne styrker. Før kampen modtager Khalid ilbud om, at Abu Bakr er død. Khalid venter med at fortælle det til sine mænd, til de har vundet sejr og indtaget Damaskus.

    Imidlertid dør Abu Bakr allerede efter to år, hvorefter han bliver efterfulgt af Omar som Islams 2. kalif.

    Gå til toppen af siden.

    Omar, den 2. kalif (581-644)
    Omar, hvis fulde navn er Omar Abu Hafsa ibn al-Khattab, er fader til Mohammeds hustru Hafsah. Han lever et meget asketisk liv og har kun én skjorte og én kappe. Det fortælles, at han altid bærer en pisk, hvormed han pisker enhver, som tages i at overtræde Koranen. Traditionen vil vide, at han pisker sin egen søn til døde som straf for, at han gentagne gange har beruset sig. Omar fastsætter minimumstakster for den religiøse skat (zakat), men opfordrer folk til frivilligt at yde mere. Midlerne bliver så udbetalt i form af f.eks. børnetilskud og pensioner.

    Omar afsætter Khalid med tilnavnet "Guds Sværd", fordi han ved flere lejligheder har vist unødig grusomhed, men Khalid stiller sig til rådighed for den nye hærfører, Abu Obeida. De arabiske ryttere viser sig at være både det byzantinske og det persiske kavaleri overlegne, og i 635 indtager de Damaskus, i 636 Antiochia, i 638 Jerusalem. I 640 er hele Syrien på arabiske hænder, og i 651 falder Persien og Egypten og hele Mellem- og Nærøsten er nu under arabisk kontrol.

    Omar-moskeen, også kaldet klippemoskeen i Jerusalem Omar tager selv til Jerusalem, hvor han fortæller patriarken Sophronios, at de kristne kan benytte deres helligdomme i fred. Under opholdet vælger han det sted, hvor Omar-moskéen (billedet til højre) - også kaldet klippemoskéen - bliver opført i 687-691 af Abd al-Malik, den 9. kalif.

    Da Omar erfarer, at folk i Medina frygter, at han vil gøre Jerusalem til Islams hovedstad, vender han tilbage til Medina.

    Efter at have fået herredømmet over Syrien og Persien begynder araberne at kolonisere disse lande. I 644 er der mere end ½ million arabere i Syrien, og rige indtægter begynder at strømme til Arabien. Stormændene i de forskellige stammer - herunder Quraysh - bygger rige paladser i Mekke og Medina. Omar ser med sorg, at hans folk synker ned i luksus. I 644 bliver Omar stukket ned af en persisk slave, mens han leder bønnen i moskéen. Ved Omars død strækker det islamiske rige sig fra Egypten over Palæstina, Syrien, Arabien og Irak til Persien.

    Gå til toppen af siden.

    Uthman, den 3. kalif (574-656)
    Den døende kalif udpeger seks mænd til at vælge Islams 3. kalif. Valget falder på Uthman ibn Affan, som allerede er en gammel mand. Uthman har været gift med Profetens datter Rukaiya og er efter hendes død blevet gift med en anden af Profetens døtre, Umm Kulthum. I hans tid ombygges og forskønnes moskéen i Medina. Under Uthman bliver der udfærdiget et antal kopier af det allerførste koraneksemplar (hvortil materialet er blevet samlet under Abu Bakr). Uthman tilhører den indflydelsesrige Umajja-klan, som havde været blandt Muhammeds modstandere. Klanens medlemmer strømmer til Medina for at høste fordel af deres slægtskab med den nye kalif, og snart er et stort antal vigtige (og indbringende) embeder i hænderne på folk, som ikke respekterer eller deler de rettroendes puritanske og enkle levevis. Fx udnævner han en slægtning, Mu'awija til statholder i Syrien. Der sker på mange måeder en polarisering mellem forskellige grupper: Mekka mod Medina, den aristokratiske Quraysh-klan, Profetens klan, hashimitterne mod ummayaderne osv. I 654 begynder en omvendt jøde at prædike, at Muhammed vil genopstå, at Ali, Muhammeds fætter og svigersøn er den eneste legitime kalif, og at Uthman et en tronraner. 500 rasende muslimer drager til Medina og forlanger, at Uthman skal frasige sig hvervet som kalif. Da han nægter, trænger de ind i paladset og dræber ham, mens han læser i Koranen.

    Gå til toppen af siden.

    Ali, den 4. kalif og 1. Imam (598-661)
    Lederne af ummayaderne flygter fra Medina, og hashimitterne får endelig valgt Ali ibn Abu Talib til kalif, den 4. i rækken. Han er som nævnt fætter til profeten og gift med dennes datter Fatima. De fire første kaliffer er således forbundet til Muhammed via ægteskab. Ummajjade-klanen under ledelse af Mu'awija anklager Ali for meddelagtighed i mordet på Uthman, og de nægter at anerkende Ali som retmæssig kalif. De får støtte af den mægtige Quraysh-klan. To af Profetens tilhængere gør selv krav på kalifatet. Oven i dette flytter Muhammeds enke, Aisha fra Medina til Mekka og slutter sig til oprørerne. Selv nogle af Alis soldater vender sig imod ham og danner partiet "Kharidji" ("de frafaldne"). De hævder, at kaliffen skal vælges af folket og kunne afsættes af folket. Hele Arabien er i oprør, og Ali flytter sin regering til Kufa, som ligger i nærheden af det gamle Babylon i Irak.

    I 657 mødes Alis hær med Mu'awijas hær ved byen Siffin ved Eufrat. Da Alis hær er ved at vinde, får Mu'awijas hærfører sine krigere til at sætte et eksemplar af Koranen på deres lanse og "i overensstemmelse med Allahs ord" at forlange sagen afgjort ved voldgift. Der bliver nedsat en voldgift, som får seks måneder til at træffe en afgørelse, og i mellemtiden sendes soldaterne hjem. Voldgiften lyder på, at både Ali og Mu'awija skal afstå fra kalifatet. I denne kaotiske situation bliver Ali overfaldet af en af oprørerne, som hugger ham i hovedet med et forgiftet sværd, og han dør i 661. Ali kaldes for Shia-muslimernes 1. imam - mere herom senere. Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali omtales af sunni-muslimer som "de fire retledede kaliffer" eller "de fire ortodokse kaliffer".

    Gå til toppen af siden.

    Hasan, Shia-muslimernes 2. imam (625-669)
    Muslimerne i Irak vælger Alis søn, Hasan - Profetens første barnebarn - som hans efterfølger. Men da Mu'awijas hær marcherer mod Kufa, underkaster Hasan sig og afstår kalifatet til Mu'awija - mod en årlig betaling herfor. Det fortælles, at han flytter til Mekka, indgår 100 ægteskaber og dør som knap 45-årig i 669. Hasan regnes ikke med i rækken af kaliffer, men ses alene som Shia-muslimernes 2. imam.

    Gå til toppen af siden.

    Mu'awija, den 5. kalif (661-680)
    "Ummayadernes dynasti", som kommer til at vare omkring 90 år, indledes med, at Mu'awija i 661lader sig udråbe som Islams 5. kalif. Efter at være kommet til magten viser Mu'awija sig som en dygtig hersker, som sjældent behøver at bruge vold. Han siger om sig selv. "Jeg anvender ikke mit sværd, når min pisk er tilstrækkelig. Ej heller min pisk, når min tunge er nok. Og selv om der kun er et enkelt hår, som binder mig til mine medmennesker, lader jeg det ikke briste. Når de trækker til, giver jeg efter, og når de giver efter, trækker jeg til." Under Mu'awija ophører stammekrigene, og den arabiske magt sikres. For at undgå kampene om kalifværdigheden udpeger han sin søn, Yazid som hans efterfølger.

    Gå til toppen af siden.

    Yazid, den 6. kalif (645-683)
    Efter Mu'awijas død i 680, bliver der igen strid om arvefølgen som muslimsk leder. Mu'awija har før sin død udnævnt sin søn, Yazid som hans efterfølger, men en gruppe muslimer fra Kufa retter henvendelse til Husein, Alis næstældste søn og Profetens andet barnebarn og tilbyder ham kalifatet. Husein begiver sig afsted fra Mekka med familie og tilhængere. Ved Kerbela ca 40 km nord for Kufa bliver karavanen standset af en afdeling af Yazids tropper under ledelse af Obeidallah. Alle mænd og drenge i karavanen bliver dræbt, mens kvinder og børn ser til. Da Huseins afhuggede hoved bringes til Obeidallah i Damaskus, vender han det om med sin stav, hvilket får en af hans officerer til at sige: "Så sagte, han var Profetens barnebarn. Ved Allah" Jeg har set Profetens mund kysse disse læber". Yazid tillader dog, at det afhuggede hoved bliver sendt tilbage til Kerbala for at blive begravet sammen med kroppen.

    Husein-moskeen, opført til minde om Husein, som faldt i slaget ved Kerbala Shia-muslimerne bygger en helligdom i Kerbela, hvor Husein faldt (se billede til højre). Shia-muslimerne ser Husein som deres 3. imam. Hvert år i muhharam (den første måned i det islamiske måneår) helligholder shia-muslimer slaget ved Kerbala ved opførelse af et passionsdrama over 10 dage, hvor man ærer mindet om Ali, Hasan og Huseinsamt fejrer tilbageleveringen af Huseins hoved. Et optog af sortklædte drenge og mænd pisker deres nøgne overkrop med svøber af jern for at mindes martyrernes lidelse i slaget ved Kerbela.

    Yazids syriske tropper belejrer modstanderne i Mekka og bombarderer det hellige område med kastemaskiner. Det resulterer i, at Kaaba'en, som er af træ, brænder ned, og at den hellige sorte sten slås i tre stykker. Disse kampe medfører en dyb splittelse i det islamiske samfund, en splittelse, som stadig består. Islams politiske magtcentrum ligger nu i Damaskus i Syrien, mens Mekka og Medina forbliver Islams religiøse centrum. Yazid bliver efter slaget ved Kerbela udnævnt til Islams 6. kalif efter sin far Mu'awija.

    Gå til toppen af siden.

    Stamtræ for Muhammed og hans slægt
    Nedenfor er vist et stamtræ for Muhammed og hans slægt.
    Profeten Muhammeds stamtræ

    • (1) Qusay er grundlægger af den magtfulde Quraysh-klan, som Muhammed tilhører.
    • (2) Hashim er stamfader til hashimitterne, som er den gren af Quraysh-klanen, som Muhammed tilhører.
    • (3) Ummaja er stamfader til ummayaderne, hvorfra Islams første kaliffer kommer.
    • (4) Abbas er stamfader til abbasiderne, som i år 750 fortrænger ummayaderne.
    • (5) Muhammed, Islams Profet ("profeternes segl), for hvem ærkeenglen Gabriel åbenbarer Guds hellige bog, Koranen.
    • (6) Abu Thalib er Muhammeds onkel og beskytter mod medlemmer af Quraysh-klanen. Han bliver aldrig muslim.
    • (7) Abu Lahab, som også er Muhammeds onkel, bliver leder af Quraysh-klanen efter Abu Thalibs død. Han er leder af modstanden mod Muhammed.
    • (8) Abd Allah er Muhammeds fader. Han dør, inden Muhammed bliver født.
    • (9) Fatima er datter af Muhammed og Khadijah. Hun gifter sig med faderens fætter, Ali.
    • (10) Uthman, Islams 3. kalif.
    • (11) Ali, Muhammeds fætter og svigersøn, Islams 4. kalif og Shia-muslimernes 1. imam.
    • (12) Mu'awija, statholder i Syrien, Islams 5. kalif.
    • (13) Yazid, søn af Mu'awija, besejrer Shia-muslimerne i slaget ved Kerbala, Islams 6. kalif.
    • (14) Hasan, søn af Ali, Shia-muslimernes 2. Imam.
    • (15) Husein, søn af Ali, falder som martyr i slaget ved Kerbala, Shia-muslimernes 3. Imam.
    Gå til toppen af siden.

    Abbasiderne (750-1258)
    Dronning Scheherazade fortælle sine 1001 eventyr til kong Shahryar I 750 tilkæmper en anden gren af Quraysh-slægten, abbasiderne sig magten i 750 og etablerer kalifatet med centrum i Baghdad i Irak. Den i vesten bedst kendte kalif af Abasside dynastiet er "Harun al-Rashid", "Aron den Retsindige" (786-809). Hans navn er udødeliggjort i "1001 nats eventyr" (på billedet til højre ses dronning Scheherazade fortælle sine eventyr til kong Shahryar). Harun havde diplomatiske forbindelser med bl.a. Karl den Store, og det fortælles, at han i 802 sendte Karl den Store en gave omfattende silke, parfume, slaver, balsam, skakspil af elfenben, en elefant (med navnet Abul-Abbas), og et vandur, som markerer timeslag ved at lade en bronzekugle falde ned i et lille basin. Samtidig kommer en mekanisk ridder frem fra en dør, som lukkes igen bag ridderen. Jeg kan tænke mig, at hoffet har gjort store øjne. Abbasiderne fik problemer med at holde sammen på det mægtige imperium, og de kristne europæere løbe Syrien og Palæstina over ende under det første korstog (1096-1099). Jerusalem falder i 1099 i et mægtigt blodbad. I 1144 tilbageerobrer muslimerne Syrien, hvilket udløste det andet korstog (1147-1149). Jerusalem bliver taget tilbage af muslimerne i 1187, og efterfølgende korstog ender alle med europæisk nederlag.

    I denne periode begynder der at dukke mindre dynastier op omkring i riget, fx umajjaderne i Spanien (756-1031) og fatimiderne i Nordafrika (909-1171). I 1258 opløses abbasidernes kalifat, da mongolerne ødelægger Baghdad og dræber kaliffen.

    Gå til toppen af siden.

    Osmannerne (1288-1924)
    Sultan Osman I (1258-1326) Mongolerne, som indtog Baghdad i 1258, antager efterhånden selv den islamiske tro, men bliver aldrig tildelt kalif-værdigheden. I stedet dukker tyrkerne op på scenen og erobrer under sultan Osman I (1258-1326, se billede til højre) og hans efterfølgere Lilleasien helt op til Donau. I 1453 falder det byzantinske riges sidste bastion, Konstantinopel (Istanbul), og de tyrkiske sultaner bliver anerkendt som ledere af Islam.

    Osmannerne fortsætter deres ekspansion og erobrer i begyndelsen af 1500-tallet Syrien, Palæstina, Egypten og Ungarn. I 1516 overgår kalif-embedet til osmannerriget. De tyrkiske kaliffer bærer herudover titlen sulta. I 1529 og 1683 belejrer osmannerne Wien, som kun holder stand efter hjælp fra den kristne verden, især Polen kan nævnes. I løbet af 1600-tallet indlemmes Algeriet, Tunesien, Irak og dele af Arabien i det osmanniske rige. I 1924 ved den tyrkiske revolution afskaffer Kemal Atatürk kalifatet.

    Gå til toppen af siden.

    Islam i Spanien (711-1492)
    Omkring år 700 har umajjaderne erobret hele Nordafrika, og i 711 sætter Ta'rik over Middelhavet til Gibraltar (Djabal Ta'rik, Ta'riks bjerg) i Spanien. Hæren erobrer hurtigt hele den iberiske halvø, og bliver først standset ved Poitiers i Frankrig i 732 (en legende fortæller, at den danske sagnhelt Holger Danske skal have deltaget i slaget).

    Løvegården i Alhambra Da abbasiderne kom til magten i Baghdad, flygtede et medlem af umajjade-slægten til Spanien, hvor han slår sig ned i Cordoba. Hans slægt hersker fra 756-1031. Nasride-sultanerne hersker i Granada, indtil Boabdil i 1492 (efter sigende grædende) må opgive sin elskede by til kong Ferdinand og Isabella og gå i eksil i Nordafrika. (En anden legende vil vide, at Columbus overværede maurernes kapitulation, mens han ventede på, at det spanske kongerige skulle finansiere hans opdagelsesrejser - men det er en helt anden historie). Alle, der har besøgt det sydlige Spanien, har oplevet hvilke rige kunstneristiske traditioner, maurerne har beriget området med indenfor arkitektur, litteratur, musik glasmageri, keramik, metalkunst, træskæreri, tæppefabrikation osv. Billedet til højre viser Løvegården i Alhambra. Al Hakam II (961-976) etablerer Cordobas universitetsbibliotek med 400.000 bøger. (Til sammenligning får København får først et universitetsbibliotek i 1589). Mange videnskabelige skifter oversættes fra arabisk til latin og spansk, og videnskabsmænd fra alle lande slår sig ned i Toledo og Cordoba. (I 972 grundlægges al-Azhar universitetet i Cairo, den arabiske verdens vigtigste læreanstalt).

    Gå til toppen af siden.

    Grundlæggende doktriner i Islam
    Islam er i dag den næststørste religion i verden med omkring 1.3 milliarder tilhængere. I Danmark skønnes antallet af muslimer at være ca. 160.000, hvilket svarer til ca. 3,1 pct. af befolkningen. Islam rækker ud over det, de fleste af os forstår ved religion. Den er ikke kun et privat anliggende, men i lige så høj grad et offentligt. Den giver regler for, hvordan familien skal forholde sig indbyrdes til hinanden, hvordan man skal omgås sine medmennesker, hvordan man modtager et nyfødt barn, eller hvordan man tager afsked med den døde.

    De religiøse lærde giver anvisninger på, hvorledes en muslim bør forholde sig til den moderne teknologi, fx til prævention, abort og transplantation. På den måde forsøger Islam at tage stilling til og tilpasse sig nutidens udfordringer.

    Muslimer er repræsenteret i hele verden, hvilket gør, at det ofte kan være svært at skelne mellem religion, kultur og tradition. Samtidig findes der i Islam, i lighed med kristendommen og andre religioner, mange forskellige grupperinger, der hver især har deres definition på, hvad sand Islam er. Endelig må man ikke glemme, at muslimer også har forskellige grader af religiøsitet. Nogle er meget religiøse, andre mest ved særlige lejligheder - og nogle er det slet ikke, ligesom det er vigtigt at være opmærksom på, at et arabisk navn ikke nødvendigvis er ensbetydende med det at være muslim. Der findes mange kristne i den Islamiske verden.

    Allah er det arabiske ord for Gud. "Der er ingen Gud end Allah" er den grundlæggende doktrin i Islam. Den er en understregning af Guds absolutte enhed. Dyrkelse af andre guder er en utilgivelig synd. Gud har skabt verden, han styrer den, og han har forudbestemt alt. Allah kender fremtiden lige så godt som nutiden og fortiden. Alt er forudbestemt. Denne prædestination fører nemt til fatalisme, hvilket Muhammed og andre ledere kunne bruge til at opmuntre soldater i kamp, da ingen fare kunne fremskynde den time, hvori soldaten skulle dø. Det er en almindelig misforståelse blandt ikke-muslimer, at Gud har bestemt et menneskes liv, og at intet kan ændre det. Iflg. Koranen har Gud givet mennesket frihed til at træffe sine personlige valg og derved vælge mellem at gøre det gode og det onde. Men da Gud er alvidende, ved Han, hvorledes hver enkelt vil handle. Mennesket har handlefrihed og skal på dommedag stå til ansvar for alle sine handlinger. De handlinger, der er begået i det jordiske liv, vil blive vejet på en vægt og dermed bestemme, om personen kommer i Paradis eller Helvede. De eneste synder, som Gud ikke tilgiver, er gudsfornægtelse (kufr), og det at sidestille nogen eller noget med Gud (shirk). Som kristendommen bygger også Islam på håb om belønning og frygt for straf. I de sidste dage vil religionen forfalde, og moralen opløses i kaos. Der vil komme oprør, uro og store krige. Dommedag vil blive indledt med tre trompetstød. Ved det første vil solen slukkes, bjerge vil blive jævnet med jorden, og have vil udtørres. Ved det andet trompetstød vil alle levende væser blive tilintetgjort - med undtagelse af nogle få udvalgte. Ved det tredje trompetstød vil de døde genopstå fra deres grave og genforenes med deres sjæle. Gud kommer til syne i skyerne, ledsaget af sine engle med bøger, hvori alle menneskers handlinger, ord og tanker er optegnet. De gode gerninger vil blive vejet på en vægt mod de dårlige, og personen bliver dømt i overensstemmelse hermed. De gode og de onde bliver sendt ud på broen, al-Sirat, som er "tyndere end et hår og skarpere end æggen på et sværd". De onde og de vantro vil styrte ned i helvede, mens de gode og rettroende vil nå over til paradis på den anden side. De gode bliver ikke alene frelst på grund af egne gerninger, men også på grund af Allahs barmhjertighed. Da synder er af forskellige grovhed, er der indrettet syv forskelige afdelinger i helvede med variende straffe. Paradis er en stor have med skyggefulde træer og rindende floder. De salige bliver betjent af skønne yndlinge, som skænker vin i sølvbægre.

    Muhammed betragtes af muslimer som et levende ideal og forbillede. Han er ikke Guds søn og kunne ikke udføre mirakler. Han var et almindeligt menneske, som modtog guddommelige åbenbaringer. Udøvere af Islam er muslimer og ikke muhammedanere, da dette indikerer en gudsdyrkelse af Muhammed, hvilket ville være en stor synd.

    Muslimer tror på de profeter, der er nævnt i det gamle testamente. Heriblandt regnes Jesus (på arabisk Isha). De tror ikke, at Jesus var Guds søn, som døde på korset og genopstod. Jesus var en stor profet i en lang række af profeter som Adam, Noah, Abraham, Moses m.fl. Listen af profeter blev endegyldigt afsluttet med Muhammed, som derfor ofte benævnes som "profeternes segl". Når fx et dokument er forsynet med et segl, står det ikke til at ændre.

    Muslimerne døber ikke deres børn som i kristendommen, for Muhammed har sagt, at "ethvert barn fødes i Islam". Der er således ikke behov for ikke en særlig optagelsesceremoni, og den nyfødte får straks et navn.

    Gå til toppen af siden.

    Koranen
    Arabiske bøger Islam baserer sig på profeten Muhammeds åbenbaringer, der blev formidlet af ærkeenglen Gabriel. De sidste 20 år af sit liv, dikterede Muhammed fra tid til anden fragmenter af sine åbenbaringer. Disse fragmenter blev løbende nedskrevet på pergament, læder eller palmeblade, som blev opbevaret i forskellige skrin uden orden eller kronologi. I 633 efter Profetens død befalede kalif Abu Bakr sin førstesekretær, Zaid ibn Thabit at indsamle disse tekster. Da Zaid havde samlet alle fragmenterne, blev de samlet, og der blev der udfærdiget adskillige afskrifter af Koranen. Disse afskrifter blev under kalif Uthman sendt til de mest betydende muslimske byer, hvorefter alle fragmenter blev brændt. Man ønskedede formentlig at sikre, at den hellige bog ikke faldt i forkerte hænder og/eller blev ødelagt. Dette skete ca 20 år efter Profetens død. Siden da er der ikke rettet et komma i Koranen, der opfattes som Guds hellige ord, som er overbragt til Profeten Muhammed som Guds vejledning til mennesket. Den er evig og uforanderlig og kan ifølge Islam aldrig oversættes korrekt til noget sprog. Kun Gud er i stand til fuldt ud at forstå den.

    Koranen er inddelt i 114 kapitler (sura) og består af mere end 6.000 vers. Herudover er den opdelt i 30 afsnit, således at man ved læsning af et afsnit hver dag (nat) i Ramadan, kommer gennem hele Koranen. Det er en udbredt misforståelse, at kapitlerne - bortset fra den første sura - er ordnet således, at de længste kapitler kommer først og de korteste sidst. Jeg ved ikke, hvor den misforståelse kommer fra, da det er let at konstatere, at det ikke forholder sig således. Iflg. islamisk tradition (hadith) gjorde Profeten hver gang, han videregav en ny åbenbaring, rede for dens placering i forhold til det allerede åbenbarede. Hvert år i de sidste 10 dage af fastemåneden reciterede han alle de åbenbaringer, han havde modtaget. Det vil sige, at versenes rækkefølge i Koranen er nøje fastlagt og en del af den guddommelige åbenbaring.

    Nogle af Koranens beretninger ligner overordnet Bibelens, men afviger herfra i detaljen. Fx indeholder Koranen også skabelseshistorien, men til forskel fra Bibelen taler Koranen ikke om et syndefald, ligesom Islam ikke oprerer med begrebet "arvesynd". Koranen taler heller ikke om, at mennesket er skabt i Guds billede. Mennesket får muligheder for at at stræbe efter de egenskaber, som kun Gud besidder i absolut forstand. Disse egenskaber, som Islam betegner "Guds 99 navne" er bl.a. barmhjertig, tilgivende, overbærende, retfærdig, vidende, omsorgsfuld, mild, gavmild, tålmodig osv.

    Man skelner mellem suraer, som er nedskrevet i enten Mekka eller Medina. Suraerne fra Mekka er holdt i et mere poetisk sprog og indeholder detaljerede skildringer af paradis og helvede, Islams ufravigelige monoteisme samt fortællinger om profeterne. Suraerne fra Medina er typisk længere og indeholder anvisninger om, hvordan man bør leve som rettroende muslim. Hver sura indledes med ordene: "I Allahs den Nådiges, den barmhjertiges navn".

    Som nævnt var Muhammed analfabet, hvilket undertiden bruges som et argument for, at Koranens ord er sande og stammer fra Gud, da Muhammed ikke kan have læst sig til sin viden. Koranen betjener sig mange steder af lignelser. Fortolkning af Koranen sker af religiøse lærde, ulamaerne. Selve ordet Koran kommer af det arabiske ord "qara'a", som betyder "at læse" eller "at recitere".

    Gå til toppen af siden.

    Koranens kilder
    Selv om Koranen mange steder hudfletter jøderne, er den i stort omfang baseret på jødiske dogmer og temaer. Formen afviger ikke meget fra den, vi finder i det gamle testamente. Den helt grundlæggende idé om monoteisme, profeter, tro, anger, dom-medag, himmel og helvede finder vi også i jødiske kilder. Islam opfattes af ikke-muslimer almindeligvis som den yngste af de tre monoteistiske religioner, efter jødedommen og kristendommen. Men den islamiske forståelse er, at Islam er den ældste og den oprindelige religion, idet profeten Muhammed ikke kom for at forkynde en ny religion, men for at genoprette den religion, som Gud oprindelig havde tiltænkt mennesket. Islam accepterer Moseloven og Evangelierne om Jesus som åbenbaringer fra Gud, men at de af mennesket er blevet forvansket, så man ikke længere kan stole på dem. Dette forhold har Gud rettet op med Koranen. Islam godtager de gamle profeter som Adam, Noah, Moses, Abraham og Jesus. Koranen forbyder - som Moseloven - at spise blod, svine- eller hundekød og offerdyr. Dog tillader Koranen i modsætning til Moseloven spisning af kamelkød. Muslimerne har valgt fredagen til sabbat, mens jøderne anvender lørdagen. Mange brudstykker fra Talmud kan genfindes i Koranen.

    Derimod er der et større modsætningsforhold til kristendommen. Islam betragter Jesus som en stor profet, et menneske med usædvanlige evner, men ikke Guds søn. Islam tror ikke på Jesu opstandelse, men tror, at Gud erstattede Jesus på korset med et fantasibillede, mens Jesus uskadt blev hævet til himlen. Kristendommens treenighed opfattes af muslimerne som en art polyteisme.

    Gå til toppen af siden.

    Hadith-samlingerne
    Der findes seks anerkendte Hadith-samlinger. En Hadith er en beretning om, hvad Muhammed har sagt og gjort. Hadith bestemmer "sunna", dvs den muslimske måde at leve på. Disse beretninger blev nedfældet i kanoniske samlinger i 800-tallet og begyndelsen af 900-tallet. Disse er i modsætning til Koranen nemme at gå til, idet de er ordnet efter temaer. Man kan hurtigt læse, hvad Muhammed har sagt eller gjort i forbindelse med begravelse, omskæring, bøn osv. Nogle skeptikere har rejst tvivl om pålideligheden af disse Hadith, idet de først er indsamlet og registreret, efter at der var begyndt af opstå forskellige sekter og fraktioner. Dette kan selvfølgelig i nogle tilfælde have medført en selektiv udvælgelse af beretninger, som passede med ens egen opfattelse. En svaghed, som Islam selvfølgelig deler med kristendommen.

    Muslimske lærde skelner mellem tre typer af hadith:

    • Hvad Muhammed sagde
    • Hvad Muhammed gjorde
    • Hvad Muhammed godkendte, at andre gjorde
    Der findes også hadith, der stammer fra Muhammeds tilhængere, men disse har ikke samme autoritet som dem, der kommer fra Profetens mund. Der findes en mindre gruppe muslimer, som alene accepterer Koranen som Guds ord, og som betragter hadith som menneskeværk. Men de fleste muslimer opfatter hadith som et vigtigt supplement til Guds egen bog, Koranen. Hadith giver leveregler for det religiøse og det praktiske liv og inspiration til efterlevelse.

    Hadith omfattes almindeligvis ikke med samme æresfrygt som Koranen. Muslimer vasker sig og beder, før de læser i eller reciterer Koranen. Der er ikke tilsvarende krav, når det gælder læsning af hadith.

    De hadith samlinger, vi kender I dag, er samlet ca 150 år efter Profetens død. De lærde stod overfor en næsten uoverstigelig opgave. Hvorledes skulle de kvalificere de tusindvis af beretninger, som var registreret? Mange var indbyrdes modstridende. Mange anlagde forskellige syn på kontroversielle spørgsmål. Hvilke skulle anerkendes, og hvilke forkastes? De lærde udviklede en metode, som for hver hadith gik ud på at bestemme den aktuelle "kommunikationskæde". Fx "A har hørt den fra B, som har hørt den fra C, som har hørt den fra fx en af Muhammeds ledsagere". "Kommunikationskæden" blev kritisk undersøgt: Var kæden i det hele taget mulig? (fx levede "afsender" og "modtager" på samme tid og i samme område?) Var "afsender" eller "modtager" pålidelige? (hvis en af disse var kendt for at have løjet på et eller andet tidspunkt, blev den pågældende hadith forkastet.) Var "afsender" eller "modtager" dårligt begavede? (Så var der større sandsynlighed for, at der kunne være sket en misforståelse.) Osv.

    Eksempler på hadith:

    • Ifølge Abu Hamza Ana ibn Malik sagde Profeten følgende:
      "Ingen af jer er sand troende, førend I ønsker for jeres broder, hvad I ønsker for jer selv."
    • "Gud vil ikke vise medlidenhed over for den, der ikke viser medlidenhed over for hele menneskeheden."
    • Abu Huraira berettede, at han hørte Profeten sige:
      "Den stærkeste er den, der behersker sig - selv i vrede."
    Følgende hadith-samlinger (kanon-samlinger), som stammer fra omkring 300 år efter Muhammeds død, anerkendes af sunni-muslimerne:
    • Malik Ibn Anas samler omkring 500 hadith i sin bog, "Al-Muwattaa"
    • Ahmed Ibn Hanbal har omkring 40.000 hadith i sin berømte "Musnad". Disse er udvalgt fra 700.000 hadith, dvs at 94% afviser som ubeviste, løgne eller fabrikationer.
    • al Bukhari har 7.275 hadith i sin samling, udvalgt blandt ca. 600.000 hadith. Dvs at næsten 99% er blevet afvist.
    • Moslem indsamler 300.000 hadith, hvoraf kun 4.000 accepteres.
    Shia-muslimerne mener, at hadith, som er tilvejebragt af lærde, der forkastede Ali ibn Abi Talib som Muhammeds efterfølger, er mindre pålidelige end dem, som Alis tilhængere samlede. De accepterer mange af sunniernes hadith, men de er ikke udarbejdet nogen egentlig kanon med Shia-hadith.

    Traditioner om Muhammeds liv og Islams tidlige historie blev overgivet mundtligt i mere end 100 år efter Muhammeds død (i 632). Muslimske historikere fortæller, at det var kalif Uthman (den 3. kalif efter Muhammed), som opfordrede til både at nedskrive brudstykker fra Koranen og hadith.

    Gå til toppen af siden.

    Sharia
    Som i Jødedommen er lov og religion ét og samme i Islam. Enhver forbrydelse er en synd og enhver synd en forbrydelse. Sharia, som oprindelig betyder "Vej", er betegnelsen for et religiøst, juridisk system, som er baseret på 1) Koranen og 2) traditionen (sunna). Herudover anvendes 3) analogislutninger og 4) konsensus. De to første er den religiøse lovs grundkilder. De to sidste er praktiske juridiske instrumenter, der inddrager et menneskeligt skøn. Ønsker en muslim svar på, om han må drikke whisky, kan han ikke direkte finde svaret i Koranen eller i hadith. Han foretager da en analogislutning: da Koranen forbyder indtagelse af vin, sluttes at det ligeledes er forbudt (haram) at drikke whisky. Hvis dette ikke er muligt, indbringes spørgsmålet for de lærde, som så afgør spørgsmålet. Sharia er mere end blot strafferet, men omfatter både den daglige religionsudøvelse (bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse), og bestemmelser om medmenneskelig omgang samt behandling af dyr og naturen.

    Denne klassiske sharialov bliver formuleret 100-200 år efter Profetens død. Fire lærde formulerer hver en "maddhab", "retsskole", og de tilhørende fortolkninger af Koranen og Sunna (Hadith) følges af størsteparten af sunni-muslimerne:

    • Imam Abu Hanifa ibn Thabit (699 - 765), som er født i Irak revolutionerer det Koran-baserede retssystem ved at hævde, at man skal anvende analog fortolkning. Et retssystem, som er udformet til et ørkensamfund, skal ikke fortolkes bogstaveligt, når loven skal anvendes på fx et købmands- og håndværkssamfund. Retsregler udtrykker sædvane, og de må tilpasses den udvikling, som fremkaldte dem. Det fortælles, at kalif al-Mansur i 763 tilbyder Abu Hanifa posten som "rigsjurist", og da mAbu Hanifa afslår, bliver han kastet i fængsel, hvor han sidder indtil sin død i 765. Mere end halvdelen af verdens sunni-muslimer følger hans lære.

    • Imam Malik Ibn Anas (715-795), som levede det meste af sit liv i Medina, tager skarp til genmæle mod Abu Hanifas retssystem, og erklærer, at fordi størsteparten af de registrerede hadith stammer fra Medina, skal Koranen og hadith tolkes i overensstemmelse med den herskende mening i Medina. Hans retssystem følges af muslimer i Nord & Vestafrika, Tunis, Algeriet, Marokko og Egypten. I 795 får Malik besøg af kalif Harun al-Rashid under dennes pilgrimsrejse til Islams hellige byer.

    • Imam Al Shafii (767-820) tilhører Quraysh-stammen. Han tilbringer en stor del af sit liv i Baghdad og Cairo. Måske derfor mener han, at ikke kun menigheden i Medina men hele den muslimske verden skal forholde sig til retssystemet. Hans system er udbredt i Sydarabien, Østafrika, Indonesien, Malaysia, og Philippinerne og følges af ca 15% af verdens sunni-muslimer, nok den mest konservative af de fire skoler.
    • Imam Ahmad Ibn Hanbal (780 - 855), som er elev af Al Shafii, er født i Baghdad, hvor han bor det meste af sit liv. Han bruger dog flere år på at gennemrejse Irak, Syrien, Arabien og andre lande i Mellemøsten for at indsamle hadith. Hans samling, "Musnad", som færdiggøres af sønnen Abdullah, er en af de betydeligste hadith samlinger. På grund af sin ukompromisløse holdning til Koranen, bliver han kastet i fængsel. Næsten hele Baghdads befolkning deltager i hans begravelse.

    Det bemærkes, at de lærde fortolker sharia og træffer deres juridiske afgørelser i forhold til det omgivende samfund. Sharia-loven er således mere fleksibel end de fleste ikke-muslimer tror. De fleste islamiske lande har i dag også en verdslig lovgivning, men Sharia anvendes ofte i forbindelse med familie- og arveret. For muslimer i vesten er det ikke muligt at overholde alle Sharias love. Fx er polygami eller de islamiske skilsmisse- og arveregler i strid med dansk lovgivning, men der er selvfølgelig ikke noget til hinder for at overholde forbuddet mod alkohol eller holde Ramadan. Følgende lande har i dag absolut Sharia-lovgivning: Saudi-Arabien, De forenede Arabiske Emirater, Yemen, Iran, Nigeria, Sudan, Somalia, Pakistan, og Indonesien. I øvrigt har man i langt de fleste muslimske lande for længst erstattet de gamle straffemetoder som piskning, stening og håndsafhugning med fængselsstraf.

    Gå til toppen af siden.

    Djihad
    Begrebet djihad er i årenes løb blevet misbrugt både af tilhængere og modstandere af Islam. I den vestlige verden hører vi igen og igen djihad beskrevet som "hellig krig". Den rette og oprindelige betydning af djihad er en inderlig, ærlig og ihærdig stræben efter at blive et bedre mennesker i troen på Islam og dermed tage ansvar for sig selv, sin familie og samfundet. Denne form kaldes "den større djihad". Muhammed har sagt: "Den større djihad er kampen for at overvinde egne svagheder".

    "Den mindre djihad" er en forsvarskrig, som er den eneste form for krig, Koranen tillader. Som udgangspunkt må denne føres med de samme midler, fra ordet til våben, som angriberen benytter sig af. Tilladelsen til at gribe til våben i selvforsvar blev givet Muhammed i en åbenbaring, som han modtog kort efter udvandringen til Medina i år 622. Den angribende fjende omtales som vantro, hykler eller gudsfornægter. Sura (22:40-41) lyder:

    "Tilladelse til at kæmpe gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem. Tilladelsen gives dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde: 'Vor Herre er Allah alene'. Hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker [dvs ved krig], så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskéer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. Og Allah vil visselig hjælpe den, der hjælper Ham, thi Allah er Stærk, Almægtig."

    I den korrekte betydning giver Koranen således mennesket tilladelse til at forsvare sin religionsfrihed efter at være blevet angrebet. Tilladelsen gælder, som det ses, også Jødedommen og Kristendommen.

    Gå til toppen af siden.

    Retninger inden for Islam
    Da Muhammed som nævnt døde uden at have udnævnt en arvtager, opstod der en splittelse blandt muslimerne. Den ene gruppe mente, at der skulle være en lige slægtsmæssig forbindelse fra Muhammed til hans efterfølgere som leder af Islam. De pegede på Ali, Muhammeds fætter og svigersøn, som Profetens efterfølger. Denne gruppe kalder sig Shia-muslimer (Shia betyder "parti", underforstået "Alis parti").

    Den anden gruppe, som kalder sig Sunni-muslimer, var af den opfattelse, at Muhammeds efterfølger skulle udpeges på grundlag af sine gerninger, og da Abu Bakr af Muhammed var blevet udpeget til at lede bønnen i moskéen i Median, pegede de på ham som kalif (betyder stedfortræder). Begge grupper har stort set samme religionsudøvelse, men deles af visse teologiske, politiske og altså også historiske anliggender.

    Gå til toppen af siden.

    Sunni-muslimer
    Sunni-muslimerne udgør ca. 90 procent af verdens muslimer. Betegnelsen "sunni" kommer af arabisk for "sædvane". De baserer deres tro på Koranen og "sunnah", dvs leveregler af Profeten Muhammed, som de er fortalt af hans følge og tilhængere. Sunni-Islam er generelt mere konservativ end Shia-Islam og har ikke, siden sharia-lovgivningen blev samlet i en række lovbøger ved udgangen af det niende århundrede, tilladt grundlæggende nyfortolkning af Koranen.

    Der er andre grupper, som også hævder at følge Koranen og "sunnah", men forskellen mellem sunni-muslimer og disse andre grupper er, at sunnierne følger den historiske muslimske tradition, som den blev fastlagt for ca 1400 år siden.

    Sunni-muslimerne tror - som Shia-muslimerne, at Mahdi vil dukke op på jorden forud for verdens undergang og dommedag. Mahdi er en efterkommer af Muhammed gennem Profetens datter Fatima. Sunnierne mener, at Mahdien vil blive født i Medina, hans navn vil være Muhammed, og hans faders navn vil - som Profetens - være Ab-dallah. Som det vil fremgå om lidt, har Shia-muslimerne en lidt anden opfattelse.

    Mahdi vil skabe en verden med retfærdighed, fred og sandhed ved at indføre Islam som den globale religion. Profeten Jesus vil også vende tilbage og vil besejre den falske messias eller antikrist, ad-Dajjal.

    Sufismen ("tasawwuf") anses af mange for at være en integreret del af sunni-Islam. Sufismen kaldes ofte for et broderskab eller en orden. Ordenen er strengt hierarkisk opbygget med en sheik i spidsen. Under sheiken står dervisherne, som aflægger troskabsed til sheiken. Udenfor denne kerne findes en kreds, som har underkastet sig lydighed og har et elevforhold til deres lærere. En del af deres bøn er en rytmisk påkaldelse af Allahs "99 skønne navne". Under den hvirvlende dans, som visse ordener praktiserer, frigøres sjælen fra kroppen og forenes på mystisk vis med Allah. Jeg har set denne dans praktiseret i Konya i Tyrkiet.

    Sunnierne anser Shia-muslimerne for at være "ahlul-bidah", dvs "dem som accepterer nye ideer". Nogle sunnier betragter shiaerne for vantro.

    Gå til toppen af siden.

    Wahabierne
    Wahabismen, som er en meget puritansk sunni-muslimsk retning, er statsreligion i Saudi Arabien og Qatar. Wahabismens grundlægger - som også har lagt navn til sekten, Muhammed Ibn Abd-al-Wahab (1703–1792) er født i Riyadh, Saudi Arabien. Han forkynder en meget kompromisløs og streng fortolkning af Koranen, og han taler stærkt imod det moralske forfald og den stigende udenlandske indflydelse. Emir (sheikh) Muhammed Ibn-Saud fra Dehriya tilslutter sig retningen, og hans efterfølgere erobrer det, der i dag er kendt som Saudi Arabien.

    Wahabi ser deres rolle som forsvarer af den sande tro og vil rense den for, hvad de anser for fejlagtig udvikling, overtro, kætteri og afgudsdyrkelse. De er fx imod påkaldelse af profeter og engle i bøn. De undlader at fejre Muhammeds fødselsdag. De forbyder anvendelse af magi o.l. til helbredelse. Derudover er de meget puritanske mht til klædedragt og smykker. De bekender sig ikke til nogen bestemt retsskole (maddhab), men tolker selv Koranen. Wahabierne anser shiitterne, især Sufierme for ikke-muslimer.

    De vender sig mod enhver form for tilbedelse, og i 1802 ødelægger de moskéen i Kerbala (shiiternes hellige by i Irak). I de følgende år ødelægger de også moskeerne i Mekka og Medina. Sauderne holder dog kun de hellige byer indtil 1817, hvor de indtages af den osmanniske hersker Mohammed Ali Pasha. I 1924 tilbageerobrer sauderne Mekka og Medina, og i 1932 grundlægges kongedømmet Saudi Arabien med statsreligionen Wahabi. Dette giver Wahabi kontrol over de årlige pilgrimsrejser til Mekka og dermed en mulighed for at prædike deres variant af Islam overfor hundredtusinder af pilgrimme. Med de enorme oliefund i Saudi Arabien omkring 1938 får Wahabi en stor rolle i den muslimske verden, da den modtager store summer til finansiering af religiøse skoler, aviser og andre organisationer. Det bemærkes, at medlemmer af denne sekt ikke længere kalder sig wahabier, men fx al-Muwahhidun (monoteisterne).

    Gå til toppen af siden.

    Shia-muslimer
    Shia-muslimerne, som udgør ca 10 procent af verdens muslimer, er den anden af de to hovedretninger inden for Islam. Shia-muslimerne opfattes som mindre konservative end sunni-muslimerne. De anerkende ikke de første tre kaliffer som retmæssige, og betragter som nævnt den 4. kalif, Ali for at være Profetens første legitime efterfølger, da de lægger vægt på, at han skal tilhøre Muhammeds nærmeste familie (fætter og svigersøn). Shiaerne opfatter Ali som Islams 1. imam. I shia-Islam spiller imamerne en vigtig rolle, idet de ikke begår fejl, og de rangerer på højde med profeter og sendebud - uden dog at være det.

    Der findes også forskellige retninger inden for shia-Islam. En af de vigtigste er: "Tolverne" ("Ithna"), som er statsreligion i Iran og ofte har mange tilhængere i Iran og Libanon. Betegnelsen kommer fra, at Shia-muslimerne anerkender 12 imamer med Ali som den første. De mener, at den 12. og sidste imam, Muhammed al-Mahdi, som er født i 868, ikke er død, men blot forsvandt på mystisk vis i året 874. Shia-muslimerne mener som sunnierne, at han engang på Allahs bud vil vende tilbage i skikkelse af Mahdi ("den af Gud retledte") og indføre det sande Islam.

    "Syverne", som er udbredt i Syrien, Yemen, Pakistan, Østafrika og det vestlige Indien, anerkender kun 7 af "Tolvernes" imamrække. Da den 7. imam Jaffar døde, opstod der et problem. Hans ældste søn, som hed Ismael, skulle efter reglerne være den næste i rækken, men uheldigvis var han afgået ved døden før faderen. Nogle Shia-muslimer mente, at Ismaels ældste søn skulle være imam. Den gruppe kalder sig "Syverne" eller Ismaeliterne, da de mener, at Jaffar var den sidste retmæssige imam. Andre Shia-muslimer mente, at en anden af Jaffars sønner skulle være imam. Denne gruppe kalder sig "Tolverne". Også "Syverne" forventer, at deres forsvundne imam vil dukke op igen i skikkelse af Mahdi. Den nuværende leder af Ismaelitterne er Prins Karim med titel af Aga Khan. Han menes at være direkte efterkommer af Ali i 47. linie.

    Da de skjulte imamer ikke dukker op igen indføres et råd af 12 lærde, som får den religiøse magt. Rådet, som har ret til at fortolke Koranen på en måde, som er bindende for samfundet, udpeger den højeste imam. Et eksempel på en sådan højeste imam er ayatollah Khomeini (af ayt Allah: Guds tegn), der regerede i Iran fra 1989. Den højeste imam har status af 'ufejlbarlig' ligesom den katolske pave i Rom. De shiitiske imamer udgør et hierarki, der kan sammenlignes med den katolske kirkes. Da den ledende ayatollah Khomeini dør i 1998, får han tildelt ærestitlen Imam.

    Fra tid til anden er der dukket personer, som påstår at være den ventede Mahdi. Det skete fx i Sudan sidst i 1800-tallet. Muhammad Ahmad, som påstår af være den ventede Mahdi, indleder en belejring af Khartoum i marts 1884. Byen, som forsvares af den britiske general Charles George Gordon, indtages den 26. januar 1885. I september 1898 indtager britiske tropper under ledelse af Horatio Kitchener Omdurman, en forstad til Khartoum og nedkæmper den falske Mahdis tropper.

    Shia-muslimernes helligste sted (udover selvfølgelig Mekka og Medina) er Alis gravmoské i Najaf (kun Mekka og Medina modtager flere pilgrimme end Najaf), Huseins gravmoské i Kerbela og Kazimain-moskéen uden for Baghdad, hvor den syvende og den niende imam ligger begravet. På årsdagen for Huseins martyrium opføres i Kerbala et slags passionsspil, hvor omkring 1 mio deltagere genoplever mordet på Husein, Profetens barnebarn og jamrende kræver hævn over Huseins drabsmænd. Nogle slår og pisker sig for at vise, at de deler Huseins lidelser. I Samarra er rejst en moské over brønden, hvori den tolvte imam forsvandt i 873. Mange shia-muslimer ligger begravet på de store gravpladser, der omgiver moskéerne i Kerbela og Najaf. I nærheden af Najaf ligger Wadi-us-Salaam ("Fredens Dal") med verdens største begravelsesplads. Her hviler mere end 5 millioner muslimer. Mange er bragt hertil fra hele verden for til sin tid at genopstå sammen med Ali.

    Profetens datter, Fatima (smertens moder) samt fire af shiiternes tolv imamer er begravet i Medina, hvilket gør byen til et særlig helligt sted for Shia-muslimerne.

    Ismailiternes leder, Aga Khan gør krav på at nedstamme fra Profeten Muhammed gennem dattersønnen Husein. Det samme gør (gjorde) kong Husein af Jordan og kong Hassan af Marokko.

    Gå til toppen af siden.

    Forskelle mellem Sunni- og Shia-muslimer
    Sunni-muslimerne praktiserer et gennemført billedforbud, jvf Koranen (Sura 16:75):"Frembring da ingen billeder eller lignelser af Allah, thi Allah ved alle ting, men I ved intet.". Koranen beretter om, at den unge Abraham ødelægger sin fødebys tempelguder. Og da muslimerne i år 630 vendte tilbage til Mekka, beordrede Profeten sine tilhængere til straks at ødelægge Kabaa'ens mange gudebilleder. Derfor er statuer af Gud, engle, mennesker og dyr forbudt, og begrundelsen er den, at man ikke skal blive fristet til at tilbede de afbildede væsener - eller kunstneren, der har frembragt dem. Shia-muslimerne tillader ei et vist omfang afbildning af deres martyrer, især Ali og Husein. Dette samt den ekstatiske tilbedelse af disse martyrer opfattes af mange sunnier som blasfemisk.

    Shia-muslimerne har et ekstra led i trosbekendelsen: "Der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er Hans sendebud - og Ali er Hans ven".

    Under bønnen berører mange Shia-muslimer ikke bedetæppet med panden, når de falder på knæ, men bruger en bedesten (muhr). Denne skal helst være fremstillet af ler fra Kerbela-sletten, hvor Muhammeds dattersøn, Husein led martyrdøden. Disse bedesten fremstilles i Kerbela og eksporteres især til Iran, hvor befolkningen er overvejende shia-muslimsk.

    Mens Shia-muslimernes imamer rangerer på niveau med profeter, er en imam hos sunnierne alene leder af bønnen i moskéen.

    Tidsbegrænsede ægteskaber er en gammel arabisk skik, og nogle mener, at Muhammed billigede sådanne ægteskaber bl.a. i forbindelse med længerevarende pilgrimsrejser. Sunni-muslimske lærde fastholder, at Profeten på et tidspunkt forbød denne pre-islamiske praksis. Derfor er tidsbegrænsede ægteskaber udtrykkelig forbudt i de Sunni-muslimske lande.

    Shiiternes martyr- og helgendyrkelse gør, at de tager forbuddet imod afbildning af levende væsener mindre alvorligt end sunnierne. På Shia-muslimske gravpladser er der ofte et billede af afdøde.

    Shia-muslimerne har deres egne hadith-samlinger og foretrækker de hadith, der kan føres tilbage til Profetens datter Fatima og hendes mand Ali. De bryder sig mindre om de hadith, der kan føres tilbage til Profetens hustru Aicha på grund af hendes deltagelse i krigen imod Ali.

    Shia-muslimerne går ind for "taqiyya", et princip, der tillader en muslim i livsfarlige situationer at skjule eller benægte sit religiøse tilhørsforhold.

    Det procentvise størrelsesforhold mellem Sunni-muslimer og Shia-muslimer er vist i nedenstående tabel (kilde: DR 8. februar 2006).

    Land   Sunni i %   Shia i %
    Algeriet908
    Bahrain3756
    Egypten85-
    Irak4353
    Iran593
    Kuwait7618
    Libanon2132
    Pakistan7520
    Saudiarabien       955
    Syrien7012
    Tyrkiet908

     

    Gå til toppen af siden.

    Islams fem søjler
    En udøvende muslims obligatoriske pligter omfatter fem søjler: trosbekendelsen, bønnen, almissen, fasten og pilgrimsfærden.

    1. søjle: trosbekendelsen (shahada)
    Trosbekendelsen lyder: "Der er ingen Gud ud over Allah, og Muhammed er hans sendebud" (på arabisk: "La ilaha illa Allah, wa Muhammadu razul Allah"). Denne bekendelse lyder fem gange om dagen fra minareten, når der kaldes til bøn. Den bruges også ved fødsel og død. Hvis en person ønsker at konvertere til Islam, behøver pågældende blot at udtale trosbekendelsen. Teksten indikerer en radikal monoteisme og forkaster troen på flere guder. Muslimer siger bønnen hver dag, inden de går i seng. Jo flere gange de siger trosbekendelsen jo bedre. Herved viser man, at man underkaster sig Allah og viser ham sin kærlighed. Når trosbekendelsen fremsiges offentligt, er den med til at styrke en fællesskabsfølelse for de troende.

    2. søjle: bønnen (salat)
    De fem daglige bønner er en naturlig del af en muslims hverdag. Man skal bede

    • mellem morgengry og solopgang (fajr)
    • lige over middag (dhuhr)
    • om eftermiddagen (asr)
    • lige efter solnedgang (maghrib) samt
    • om natten (isha'a).
    Profeten Muhammad har sagt: "Bøn er nøglen til Paradis". Bønnen kan forrettes overalt; på gaden, i lufthavnen, i butikken osv. Kvinder beder ofte i hjemmet eller i særlige afdelinger i moskeen. Bønnen kan foregå i fællesskab eller alene. Fredagsbønnen bør dog foregå i moskéen. Fredagsbønnen er noget særligt, idet den indledes med et emne af samfundsmæssig interesse (khutba). Alle bønner ledes af en imam. Man skal ikke nødvendigvis have en formel religiøs uddannelse for at fungere som imam.

    Kald til bøn(adhân)

    • Gud er større. (4 gange)
    • Jeg bevidner, der er ingen anden gud end Gud. (2 gange)
    • Jeg bevidner, Muhammad er Guds profet. (2 gange)
    • Kom til bøn. (2 gange)
    • Kom til frelse. (2 gange)
    • Gud er større. (2 gange)
    • Der er ingen anden gud end Gud. (1 gang)
    Man skal bede på et rent sted, sædvanligvis på et bedetæppe. Dette er dog ikke påbudt, når man beder udenfor moskéen, man kan i stedet bruge sin jakke eller et andet stykke stof i stedet. I nødsfald kan man også bede på den bare jord, og så fx med en streg i sandet markere sit bedesteds udstrækning. Før bønnen udføres en rituel afvaskning af mund, næsebor, ansigt, hænder, underarme og fødder. Samtidig med recitation fra Koranen udføres en række fysiske bevægelser; stå, bukke og knæfald. Man skal altid have ansigtet vendt mod Mekka, mens man udfører bønnen. I moskéen findes en særlig niche, som angiver bederetningen - mere herom senere. Hvis helbredet ikke muliggør knæfald og bøjninger, kan den bedende sige sine bønner i siddende eller liggende stilling og blot markere disse.

    Koranen om bøn Sura (4:104): "Bøn er foreskrevet de troende til bestemte tider".

    Sura (11:115): "Hold bøn ved dagens to yderpunkter og i nattens første timer, thi gode gerninger udvisker slette gerninger".

    Sura (17:79-80): "Hold bøn fra middag og til natten falder på, og recitér Koranen, når morgenen gryr. Koranlæsning om morgenen vil blive bevidnet af englene. Og forret bøn ud på morgenens små timer, det vil gavne dig meget. Snart vil Herren løfte dig til paradisisk glorværdighed".

    . Sura (20:131): " Lovpris Herren før solen står op, og før den går ned, om natten og ved dagens yderpunkter, at du må fred i sindet".

    Sura (30:18-19): "Lovpris Gud ved aftentide, og når I står op om morgenen. Ham tilkommer himlenes og jordens pris. Og sent om eftermiddagen, når dagen begynder at gå på hæld".

    Bedestillinger Under bønnen skifter den bedende imellem stående og foroverbøjet stilling (ruku'), samt knælende og med panden mod underlaget (sadjda). En sammenhængende serie af bevægelser, der udføres samtidigt med, at der fremsiges bestemte sætninger eller korancitater, kaldes rak'a. Hver bøn består af et bestemt antal raka'er: Morgenbønnen af to, middagsbønnen af fire, eftermiddagsbønnen af fire, solnedgangsbønnen af tre og nattebønnen af fire raka'er.

    3. søjle: almissen (zakat)
    Enhver muslim, som har råd til det, skal give almisser til de fattige en gang om året. Beløbet udgør almindeligvis 2½ procent af personens formue. Det gælder eksempelvis for guld, sølv, smykker og likvid formue. Når det drejer sig om zakat af personens indtægt eller udbytte, er procentsatsen variabel. Fx betales mindre af en afgrøde, som har krævet kunstvanding end af en afgrøde, som alene har fået regnvand. Beløbet indsamles i moskéen ved ramadanens afslutning og fordeles som foreskrevet i Koranen til fattige, forældreløse, missionærer m.fl. Ægtefæller samt slægtninge i lige op- og nedstigende linje må ikke give hinanden zakat, da de jo i forvejen er forpligtede til at hjælpe og understøtte hinanden. Zakat er en religiøs pligt, som styrker den sociale ansvarlighed over for de svagest stillede i det muslimske fællesskab (umma). Samtidig kan man sige, at zakat forebygger egoisme og social ligegyldighed.

    4. søjle: fasten (Ramadan)
    Fasten falder i den niende måned, Ramadan i den Islamiske kalender. Det var i denne måned, at Muhammed modtog sine første guddommelige åbenbaringer. I denne måned må man ikke spise, drikke, ryge eller have samleje fra daggry til solnedgang. Det er tiden, hvor man skal reflektere over sit forhold til Gud og sine medmennesker samt føle solidaritet med de fattige. Nogle opfatter fasten som en prøve på lydighed og udholdenhed overfor Gud og mener, at fasten styrker kraften i mennesket, idet der ved overvindelse af de fysiske krav sker en opløftelse af ånden. Koranen studeres ekstra grundigt i denne periode. For enhver rask voksen muslim er fasten obligatorisk. Er man syg, gravid, gammel eller svagelig eller på rejse, kan man blive fritaget, midlertidigt eller permanent. Ved midlertidig fritagelse skal man skal faste det samme antal dage på et senere tidspunkt, så snart som muligt og inden den følgende Ramadan. Lider man af en kronisk sygdom, hvor helbredet kan tage skade af fasten, er man permanent fritaget. Under fasten er der hver aften oplæsning af Koranen i moskéen, og i løbet af ramadan bliver hele Koranen reciteret. Afslutningen på Ramadan markeres med en stor fest, eid-festen. Ramadan følger den islamiske månebaserede kalender, hvorfor den falder knap 2 uger tidligere end det foregående år. Tidspunktet for fastens begyndelse og afslutning indtræffer, når "den nyfødte halvmåke)("hilal") viser sig på himlen. Hvis månen ikke er synlig efter 29 dage som følge af skyer eller tåge, afsluttes Ramadan på den 30. dag. Muslimerne fejrer fastens ophør med en stor fest, "Id al-Fitr", "Fastens ophør". Muslimerne tager bad, ifører sig ny klædning, omfavner hinanden, giver gaver og almisser og besøger deres afdødes grave.

    Faste forekommer også i Jødedommen og i Kristendommen. Bibelen fortæller, at både Moses, Elias og Jesus tilbragte fyrre dage og fyrre nætter i ensomhed og faste som en åndelig forberedelse til deres kaldelse.

    5. søjle: pilgrimsfærden (Hadj)
    Som troende muslim er man forpligtet til at udføre en pilgrimsfærd til Mekka mindst én gang i løbet af sit liv, hvis ens midler og helbred tillader det. Pilgrimsfærden er et udtryk for menneskets lydighed mod Allah. Efter en fuldført pilgrimsfærd kan man smykke sig med titlen el-Hadj (som kvinde Hadja).

    Gå til toppen af siden.

    Pilgrimsfærd til Mekka
    Pilgrimsfærden foregår i den 12. og sidste måned i den islamiske kalender fra den 7. til den 11. dag. Ramadanen flytter sig tidsmæssigt hvert år i overensstemmelse med den arabiske månekalender. I øjeblikket kommer der ca. 2.5 mio. mennesker hvert år, og dette tal er stigende. Det har været nødvendigt at tildele de enkelte muslimske nationer pilgrimskvoter for at kunne afvikle ceremonierne. Mere end 500.000 troende kan deltage i bønnen i moskéen. Af pladshensyn har de saudi-arabiske myndigheder anlagt et marmordækket areal udenfor moskéens mure. Mekka er harâm (ikke-tilladt) for ikke-muslimer (jeg tør slet ikke tænke på hvor mange turister, der ville dukke op, hvis der blev almindelig adgang). Mekka og den anden hellige by Medina står under den saudi-arabiske konges beskyttelse. Tidligere var det en af kaliffens pligter.

    Muslimske pilgrimme vandrer omkring Kabaaen med den hellige sten ved moskéen i Mekka

    Målet for pilgrimsfærden er den hellige moské i Mekka med den sorte Kaaba i midten. Ka'baen hviler på et fundament af marmor og er opført af lokale stenarter. Den er dækket af et sort klæde, "Kiswa", som udskiftes hvert år før Ramadan. Klædet, som dækker 640 m2 og vejer omkring 1.000 kg, er forsynet med guldbroderede Koran-citater. I et hjørne af Kabaa'en, ca 1½ meter over jorden, sidder en hellig sten, der ifølge muslimsk forståelse stammer fra Paradiset. Denne sten, som i dag er indfattet i sølv, symboliserer pagten mellem Gud og mennesket. Stenen var oprindelig hvid, men er ifølge traditionen med tiden blevet sort pga. menneskets synder.

    Gå til toppen af siden.

    Ritualerne
    Pilgrimsfærden er en gennemlevelse af den såkaldte Abraham-legende. Inden muslimen begiver sig ind i det hellige område, foretager han den rituelle renselse og ifører sig den enkle, hvide klædedragt, som er et symbol på renhed. (Jeg anvender betegnelsen han i den følgende beskrivelse, men også kvinder kan deltage i hadj, selv om der langt flest mænd blandt deltagerne). Den ensartede påklædning udvisker alle sociale skel. Mændenes valfartsdragt består af to hvide, usyede stykker klæde, hvoraf det ene vikles om livet, og det andet bæres over venstre skulder. Kvinder har ingen påbudt klædning, men iflg traditionen må de ikke må bære ansigtsslør. Under pilgrimsfærden er der forskellige påbud, som skal overholdes. Fx er det forbudt at klippe sit hår og skæg eller benytte parfume og lignende. Ydermere skal man være seksuelt afholdende i perioden.

    Muslimske pilgrimme vandrer omkring Kabaaen med den hellige sten ved moskéen i Mekka Derefter tager han til "Ka'aba'en", hvor han sammen med hundredtusindvis af andre pilgrimme vandrer 7 gange rundt om Kabaaén og kysser den hellige sten, som sidder i det østlige hjørne. Desuden beder han ved "Maqam Ibrahim", som er et skrin, der rummer Abrahams fodspor. Han vil, hvis det er muligt, gå ind i Kabaa'en og bede sin bøn (rak’at) der.

    Shia-muslimerne mener, at Hagar, Abrahams 2. hustru og hendes søn Ismael er begravet indenfor en halvcirkelformet marmormur ved Kabaa'en, hvorfor mange shiitter besøger stedet under vandringen omkring Kabaa'en.

    Dagen efter vandrer han til sletten eller højdedraget Arafat ("Barmhjertighedens Bjerg"), som ligger ca 20 km øst for Mekka. Da Eva og Adam blev udvist af Paradiset, levede de på Arafat-sletten. Og fra dette sted tog Muhammed afsked med sine tilhængere i 632. Her tilbringer han dagen fordybet i bøn og hører en prædiken.

    Muslimske pilgrimme kaster sten mod djævelen ved byen Mina Den følgende morgen vandrer pilgrimmene til byen Mina. På vejen samler han at par håndfulde sten, som skal anvendes senere. Da han er kommet frem, ofrer han en ged eller et får. (Af praktiske årsager er det ikke den enkelte pilgrim, der slagter sit offerdyr.) Dette udføres i stedet af en hær af personer, som ikke selv deltager i pilgrimsrejsen. Der ofres 7-800.000 dyr: lam, får, geder eller kameler. En kamel "deles" af indtil syv pilgrimme. Dette er til minde om det offer, som Abraham bragte, da Gud (Allah) i sidste øjeblik forhindrede ham i at ofre sin førstefødte søn og i stedet sendte Abraham en vædder. I modsætning til de kristne mener muslimerne, at det var Ismael, som Abraham havde med Hagar, som Gud bad Abraham om at ofre, og altså ikke Abraham og Saras søn, Isak. Herefter kaster pilgrimmene sten mod tre stensøjler, som forestiller Djævelen. Hver pilgrim kastes ialt 49 sten (21+21+7). Dette for at mindes Abraham, som kastede sten mod djævelen, da han opfordrede ham til at undlade at ofre sin førstefødte søn.

    Den næste morgen traver han tilbage til Mekka, Her løber han 7 ture imellem punkterne "as-Safa" og "al-Marwa", hvorved han mindes Hagar, som løb fortvivlet rundt for at finde vand til sig selv og sin søn. Han drikker vand af den hellige "Zamzam-brønd". Brønden begyndte iflg. islamisk tradition aat springe ved, at ærkeenglen Gabriel berørte jorden med spidsen af en af sine vinger.

    Pilgrimsfærden afsluttes med endnu en omkredsning af Kaaba'en. Hver gang han kommer i nærheden af den sorte sten, forsøger han at kysse den eller berøre den.

    Vores pilgrim er nu blevet "Hadji", en person, som har gennemført en pilgrimsrejse til Mekka. Vel nok det største, der kan overgå en muslim. Birgit og jeg så i Egypten et hus, som tilhørte en "Hadji". Det var fornemt udsmykket med billeder fra den hellige mands pilgrimsrejsetil Mekka, og den pågældende blev regnet for en særdeles betydelig mand i landsbyen. Når familie og venner kommer for at lykønske den hjemvendte hadji, får de ofte en gave fra de hellige steder, fx en bedekrans.

    Gå til toppen af siden.

    Moskéen
    Muhammad Ali Moskeen i Cairo Den vigtigste - mest hellige - moské i den muslimske verden er Masjid Al Haram, som ligger omkring Kaaba'en i Mekka i Saudi Arabien. Ikke-muslimer er ikke kun forment adgang til moskéen, men til hele byen Mekka. Dette forbud fremgår direkte af Koranen. Den første moské i Medina, Masjid al-Nabawi ligger, hvor Profeten Muhammed boede fra år 622. Al-Aqsa moskéen i Jerusalem er Islams tredjehelligste. Imam Ali moskéen i Najaf, Irak er shia-muslimernes helligste sted. Hagia Sophia, Istanbul var oprindelig en kristen kirke, men blev indviet som moské, da ottomanerne indtog Istanbul (Konstantinopel); nu er den indrettet til museum. Den katolske katedral i Cordoba, Spanien var oprindelig en maurisk moské. Billedet til højre viser Muhammad Ali Moskéen i Cairo, som jeg har besøgt 3 gange. I Cairo har jeg også besøgt Al-Husein Moskéen, som blev bygget i 1153. Moskéen skulle huse resterne (hovedet) af Husein, som blev sendt hertil fra Irak, for at det ikke skulle falde i korsfarernes hænder. Resterne ligger i et helligt skrin på østsiden. Moskéen, som er udvidet flere gange i tidens løb, ligger på en gammel kirkegård, hvor kalifferne fra fatimidernes tid ligger begravet. I moskéen findes et af de ældste - måske det ældste - eksemplar af Koranen, der som nævnt blev samlet under Kalif Uthman. Kulstof-14 analyser har bevist, at manuskriptet stammer fra Profetens tid. Mange Shia-muslimer anser Al-Husein Moskéen for det helligste sted efter Mekka og Medina. På en almindelig dag kommer ca 2.000 muslimer fra alle dele af Egypten og også fra andre verdensdele. Under den årlige "moulid" - religiøs festival eller fødselsdag - kommer indtil 10.000 shia-muslimer fra hele verden for at bede. På pladsen og i alle de omkringliggende smalle stræder hænges lys op, og der er talrige optog med bannere og musik.

    Moskéens primære formål er at være bedehus for muslimer, der som nævnt er forpligtet til at bede 5 gange dagligt (salah). De daglige bønner kan i princippet bedes hvor som helst, men enhver rettroende mandlig muslim går til fredagsbøn i moskéem. Muezzinen kalder til bøn fra den høje minaret (spir), som ofte er en del af komplekset ved moskéen. Større moskéer har ofte højttaleranlæg, så kaldet til bøn kan høres over stor afstand. Ved mindre moskéer uden minaret kalder Muezzinen til bøn inde i moskéen. Mange forretninger sætter et skilt i døren og lukker butikken under bønnen. Restaurationer mv. indstiller musikken og slukker for TV, mens bønnen pågår.

    Muhammad Ali Moskeen i Cairo Som følge af Koranens renhedsbud er der næsten altid i gården til moskéen et vaskehus (tidligere en brønd). Det er forbudt at betræde moskéen med fodtøj, hvorfor disse parkeres på hylder ved indgangen. Mange steder er det forbudt vantro (dvs ikke-muslimer) at komme i moskéen, men i områder med turisme er der ofte adgang (dog ikke til fredagsbønnen). Det smukke vaskehus på billedet til venstre ligger i Muhammad Ali Moskéens forgård.

    Hele rummet i moskébygningen er ét bederum. Der er ingen møbler, og i modsætning til fx kristne kirker er der ingen religiøse billeder af hverken mennesker eller dyr. Det hænger sammen med Islams billedforbud, hvor det anses for en stor synd at afbilde Gud eller Profeten. I stedet er der ofte arabiske kalligrafier på væggene med vers fra Koranen. Ofte er den en kuppel over bedestedets centrum. Store moskéer har ofte rækker af søjler. De fleste moskéer har en eller flere minareter, hvorfra muezzinen kalder til bøn fem gange i døgnet.

    Mihrab i en muslimsk moske Modsat moskéens indgang ser man "qibla væggen", som er orienteret i retning af Kabaa'en i Mekka. De bedende knæler I rækker, som er parallelle med "qibla", dvs med ansigten mod Mekka. Midt i "qibla væggen" er der almindeligvis en niche, som kaldes "mihrab". Der er intet alter i moskéen. Undertiden finder man en forhøjning ved siden af "mihrab". Denne anvendes som talestol for imamen under fredagsbønnen (khutbah). Til højre ses "mihrab" i den store moské i Cairo.

    Muslimer fordybet i bøn i moskeen Mænd og kvinder er almindeligvis adskilt under bønnen. Dette støttes på en hadith, som siger noget i retningen af: "For mænd er de bedste steder i moskéen oppe foran. For kvinder er de bedste steder nede bagved". Denne form for opdeling er almindelig i mindre moskéer, hvor der opretholdes en tom "række" mellem kønnene. Så vidt muligt vil man adskille kønnene på en sådan måde, at de ikke kan se hinanden. Da mænd besøger moskéen hyppigere end kvinder, er mandeafdelingen altid langt størst. Der kan også være separate døre til mænd og kvinder.

    Moskéen er også et center, hvor muslimer mødes for at få nyheder og information, og der kan også være knyttet andre sociale funktioner til moskéen. I de større moskéer er der ofte foredrag af Islamiske lærde og politiske personligheder, ligesom der er tilknyttet skoler for undervisning i arabisk samt læsning af Koranen.

    Gå til toppen af siden.

    Liste over religiøse begreber
    ArabiskDansk forklaring
    AdhanKald til bøn. Der kaldes fem gange, inden muslimer skal udføre bønnen (salah).
    ahl al-kitab"Familie efter bogen", monoteister, som kan blive dhimmi (se efterfølgende).
    AllahGud.
    Allahu akbarAllah er den største. Denne sætning siges både under kald til bøn og under bønnen.
    dar ul-harb"Krigens hus", alle områder, der ikke står under Islamisk herredømme.
    dar ul-Islam"Fredens hus", alle områder under Islamisk herredømme.
    DhimmiMonoteister, der bliver tålt med en begrænset retsstatus.
    KalifIslamisk hersker, Muhammeds efterfølger, stedfortræder.
    fana'Centralt begreb i Sufismen, det at "blive væk", komme i trance.
    fatwaDomserklæring.
    hadithOverlevering om profeten Muhammed.
    hafizEn person, som kender Koranen udenad.
    halalTilladt, svarer til jødisk "koscher", modsætning til haram.
    haramForbud, f.eks. mod bestemte madvarer.
    hijraUdrejse, Muhammed og hans følges rejse (flugt)fra Mekka til Medina.
    hadjPilgrimsfærd til Mekka, én af de fem søjler
    ImamLeder af bønnen i en moské.
    Islam"Underkastelse" (under Guds vilje)
    JihadBogstaveligt: "anstrengelse", "stræben", "omhu" "kamp" (for troen), om nødvendigt med våbenmagt. For det meste ensidigt oversat til "hellig krig".
    KhalifahEfterfølger til Muhammed og leder af det muslimske samfund ("ummah").
    KhutbaFredagsbøn.
    MadrasaKoranskole eller universitet.
    MahdiDen ventede verdens- og trosfornyer.
    MihrabBedeniche, som viser retningen til Mekka.
    MoharramSørgemåned til minde om drabet på Husein i Karbala i år 680. Første måned i månekalenderen.
    Mufti(Statslig anerkendt) retslærd, som kan udstede fatwa.
    QiblaBederetning.
    Qur'an"Læsning, recitation". Navnet på muslimernes hellige bog, som blev åbenbaret for Muhammed gennem ærkeenglen Gabriel.
    SalatFem gange daglig bøn, én af de fem søjler.
    SaumFaste, én af de fem søjler. Total afholdenhed fra mad og drikke fra solopgang til solnedgang. Seksuelt samvær er også forbudt. Finder sted i den 9. måned, Ramadan.
    ShahadaTrosbekendelsen: "Jeg bekender, at der ikke findes nogen anden guddom end den ene Gud og Muhammed er hans profet", én af de fem søjler.
    ShaitanSatan. Kilde til al ondskab i verden.
    Shari'aEvig, uforanderlig, Islamisk lov; gælder for alle livets områder.
    Shiat"(Alis) parti", den ene af de to store trosretninger i Islam. Shia-muslimer (shiitter tror), at Muhammeds fætter og svigersøn, Ali er den retmæssige efterfølger til Profeten.
    Sunna"Sædvane", navnet på den største trosretning i Islam.
    SunniDen største trosretning i Islam. Sunni-muslimer følger den ortodokse tradition og anerkender, at de første fire kaliffer var Muhammeds retmæssige efterfølgere.
    Surah (sura)Koranen består af 114 surah'er (kapitler).
    UmmaDet fællesskab, der omfatter alle muslimer.
    ZakatAlmisse (skat), en af de fem søjler.

    Haram og Halal
    Haram er et arabisk ord, der i religiøs sammenhæng betegner, hvad der er forbudt ifølge Islam. Ordets antonym (modsætning) er halal. De mest oplagte og velkendte eksempler på ting, der følge Islam er haram, er ernæringsprodukter som svinekød og alkohol. Svinekødsprodukter som for eksempel gelatine anses også af mange for at være haram. Haram omfatter alle andre former for forbudt opførsel, fra utroskab til støtte af en ikke-muslimsk stat i tilfælde af krig.

    Halal er et arabisk ord for, hvad der ifølge Islam er tilladt. Halal anvendes udover i forbindelse med fødevarer også om adfærd, tale, påklædning mv.

    Halal indenfor fødevarer
    I ikke-muslimske lande bruges ordet primært til at beskrive de muslimske madregler, specielt hvad angår kød og fjerkræ. En række fødevarer opfattes af muslimer som haram: svinekød, blod, dyr slagtet i andet end Allahs navn, ådsler, kødædende dyr mv. Alkohol er også haram.

    Halal-slagtning, som rituelt har en del til fælles med den jødiske slagteform, schæchtning, foregår ved at gennemskære halspulsåren, struben og spiserøret med et enkelt snit, dels for at tømme dyret for blod, dels for at sikre, at dyret lider mindst muligt ved slagtningen. Slagtningen er en religiøs, rituel handling, der i overensstemmelse med muslimsk tradition indledes med, at slagteren udtaler ordet "Bismillah" - "i Guds navn". Halal-slagtning kræver, at dyret er ved bevidsthed ved slagtningen. I øvrigt er der en række andre krav til slagtningen:

    • Dyret må hverken sulte eller tørste i tiden op til slagtningen,
    • Dyret skal håndteres med ro og venlighed,
    • Andre dyr må ikke slagtes i dyrets nærvær og
    • Kniven skal være så skarp som muligt, men den må ikke skærpes i dyrets nærvær.
    Gå til toppen af siden.