Det er især to af de prøjsiske konger, som har sat deres præg på udviklingen af parken og dens bygningsværker: Frederik II (1712-1786), kaldet Frederik den Store eller mere kærligt "Gamle Fritz", som valgte stedet for opføring af sin sommerresidens Sanssouci og anlagde parken af samme navn samt Billedgalleriet, Det kinesiske Hus, Det nye Palæ, Slottet Nye Kamre (gæsteslot), Belvedere på Klausberg, Freundschafts- und Antikentempel og Dragehuset. Frederik Vilhelm IV (1795-1861), som ofte benævnes "Romantikeren på Tronen", udvidede parken og slottet Sanssouci og fik opført Charlottenhof Park og slottet af samme navn, De romerske Bade, Orangeriet, Det Normanniske Tårn samt Friedenskirche.
Kom nu med på en spadseretur ad Hauptallee, den 2.3 km lange vej, som forbinder Obelisken ved parkens indgang med Neuen Palais. Undervejs foretager vi forskellige afstikkere mod nord og syd.
I 1745 gav Frederik den Store arkitekten Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff ordre på at bygge en sommerresidens på toppen af et lille vinbjerg i Sanssouci Parken nordvest for byen. Kongen havde selv lavet en skitse til det "lille" rokokkoslot, som skulle være et refugium, hvortil han kunne trække sig tilbage fra kamppladsen og verdens larm og dyrke sine musiske og intellektuelle sysler. Slottet fik navnet Sanssouci - fransk for "uden bekymringer". På den tid talte hoffet bedre fransk end tysk. Kongen interesserede sig for kunst og musik og opfattede sig selv som filosof. Sanssouci Slottet blev bygget på den øverste af otte terrasser i årene 1745-1747. Bygningen består af én etage med en kuppel over den ovale marmorhal. På hver side af vestibulen er der fire værelser. Sydsiden er udsmykket med 36 sandstensfigurer. Sanssouci anses for det smukkeste rokokke bygningsværk i Tyskland. Ved foden blev der anlagt en fransk have og en rund dam - denne er siden blevet erstattet af et stort springvand. Mere piktoreske bygninger blev tilføjet såsom Det kinesiske Tehus, grotter og ruiner. Senere blev parken udvidet, og der blev opført flere paladser som Det nye Palads og Belvedere. På et tidspunkt var der planer om 16 paladser i Sanssouci, men Hohenzollernes dynasti varede ikke længe nok til, at disse planer blev realiseret.Frederik den Store omgav sig gerne med tidens store ånder. Han inviterede flere gange Voltaire til at komme til Potsdam. Da Voltaire på et tidspunkt fik for mange fjender ved hoffet i Paris, accepterede han i 1751 et tilbud fra Frederik II om ansættelse ved det tyske hof. De 3 år i Prøjsen blev dog ikke særligt lykkelige, da Voltaire ikke var i besiddelse af den nødvendige ydmyghed og snart kom i et modsætningsforhold til kongen. I 1752 forfattede Voltaire et smædeskrift mod kongen, som smed Voltaire i fængsel. Da Voltaire blev løsladt i foråret 1753, forlod han straks Potsdam.
Alte Fritz, som han hed i folkemunde, døde den 17. august 1786 i sit arbejdsværelse på Sanssouci. Allerede i 1744 havde kongen ladet oprette et gravsted på den øverste terrasse. I 1757 havde kongen tilkendegivet: "Im übrigen will ich, was meine Person anbetrifft, in Sanssouci beigesetzt werden, ohne Prunk, ohne Pomp und bei Nacht..." - i min oversættelse "Hvad min person i øvrigt angår, vil jeg bisættes på Sanssouci uden prunk eller pragt og ved nattetide...". Først den 17. august 1991 om natten, på hans 205 års dødsdag, blev kongens jordiske rester begravet på hans elskede Sanssouci. Jeg er sikker på, at Frederik den Stores ønske fra 1744 er gået i opfyldelse; "Quand je serai là, je serai sans souci" - "Når jeg er der, er jeg uden bekymringer". I øvrigt ligger kongens yndlingshund begravet tæt ved sin herre.
Frederik Vilhelm II var den sidste kejser af Tyskland og konge af Prøjsen. Han befandt sig i Belgien i november 1918, da der opstod oprør i Berlin. Frederik Vilhelm var især chokeret over, at hans elskede Kejserlige Marine svigtede ham. Efter råd herom fra Hindenburg abdicerede han den 9. november 1918. Dagen efter krydsede han grænsen til Holland, som havde forholdt sig neutral under krigen, og søgte om asyl. Vores guide på busturen fortalte, at kongen på det nærmeste havde tømt Sanssouci slottet for malerier og andre kunstgenstande, som var blevet kørt til Holland på tog fra den nærved beliggende jernbanestation. Efter afslutning af Versaillestraktaten i begyndelsen af 1919 anmodede de allierede om at få Frederik Vilhelm II udleveret, men dronning Wilhelmina nægtede af efterkomme dette.
I 1768 besluttede Frederik den Store, at Orangeriet, som var blevet opført af Knobelsdorff i 1745, skulle omdannes til et gæstepalads. Arbejdet blev påbegyndt i 1771 under ledelse af Georg Christian Unger. De ydre rammer blev bevaret, men der blev bl.a. tilføjet en kuppel. Interiøret fik ved den lejlighed de rige rokokke dekorationer, som det har i dag. Paladset rummer syv gæstesuiter og overdådigt udsmykkede haller til ceremonielle formål. Malerier i gæsteværelser viser Frederik den Stores Potsdam på den tid. Den smukkeste af hallerne er Jasper Hallen, som ligger midt i paladset under kuplen. Den er er udsmykket med rød jaspis og grå marmor. I loftet ses den forførende "Venus med følge", udført af Johann Christolph Frisch. I det tilstødende Ovids Galleri er der på de forgyldte vægge relieffer med scener fra Ovids "Metamorphoser" - Frederik den Stores yndlingstema.
Friedenskirche blev bygget fra 1845-1854 af Ludwig Persius og August Stüler, angiveligt efter design af kong Frederik Vilhelm IV. (Personligt har jeg mine tvivl, når det så ofte fremhæves, at kong den eller den har designet dette og hint. Måske er det korrekt, måske er det en slags folkelig mytomani, hvor man forsøger at gøre disse regenter endnu større, end de i virkeligheden er?) Kirken, som er en basilika med tre skibe, indgår i en arkitektonisk sammenhæng med en præstegård og det lille Marly Palads. "Fredskirken" er modelleret efter den tidlige kristne kirke San Clemente i Rom. Kirkens indre er beklædt med marmor i mange farver. I apsis ses originale mosaikker fra første halvdel af 1200-tallet; de stammer fra San Cipriano i Venedig. Øst for komplekset ligger en kunstig dam; vestfor ligger Marly haven, som er (re)designet af Lenné.
Vindmøllen i Maulbeerallee er faktisk den tredje på stedet. Den første mølle går tilbage til 1738, og det menes, at den var i drift i ca 50 år. Den anden og betydeligt større mølle blev opført fra 1787-1791 efter hollandsk forbillede, men den blev fuldstændig ødelagt ved brand under anden verdenskrig. Den nuværende mølle, som er en funktionsduelig rekonstruktion, blev åbnet for offentligheden i 1993 i forbindelse med fejring af byens 1000 års jubilæum. På første etage er der et galleri med skiftende udstillinger af moderne kunst. På de to følgende etager er der en udstilling om møller.
Den imponerende 300 meter lange bygning blev opført fra 1851-1864 under Frederik Vilhelm IV, ofte benævnt "Romantikeren på tronen". Der er ingen tvivl om, at kongen, som nærede en glødende interesse for den italienske renaissance, i høj grad påvirkede arkitekterne Ludwig Persius, August Stüler og Ludwig Ferdinand Hesse til at lave det meget italiensk prægede bygningsværk med flotte terrasser, arkader og mange skulpturer. De lange fløje indeholder "drivhuse", hvor de mange tusinde træer/palmer og andre planter, som egentlig hører hjemme under mildere himmelstrøg, overlever om vinteren i deres potter. I hver ende af bygningen ligger kongelige gemakker, tjenesteboliger og kontorer. I centrum er Orangeripaladset med den kendte Raffaelsaal, som rummer en samling på omkring 50 kopier af Raphaels malerier.
Længere fremme i haven kom vi til Det Kinesiske Tehus, som vidner om hoffets store fascination af Kina i det 18. århundrede. Denne charmerende havepavillon blev bygget fra 1754-1757 af Johann Gottfried Büring på bestilling af Frederik II. Omkring bygningen befinder sig en mængde forgyldte figurer i naturlig størrelse: personer, som drikker te, musikanter, som underholder herskaberne osv. Bygningen rummer i dag en udstilling af tysk (Meißner) og asiatisk porcelæn. Bo, som har opholdt sig i Kina i næsten et år, fandt dog ikke pavillonen særlig kinesisk, bortset fra de asiatisk udseende figurer, som er skabt af Peter Benckert og Johann Gottlieb Heymüller.Efter Frederik den Stores død i 1786 blev paladset kun sjældent brugt og begyndte at forfalde. Imidlertid begyndte kronprins Frederik Vilhelm - senere kejser Frederik III - at bruge paladset som sommerresidens fra 1859. Indtil 1918 var paladset det foretrukne opholdssted for Tysklands sidste kejser, Vilhelm II og hans hustru Augusta Viktoria. Efter Novemberrevolutionen, som førte til kejserens abdikation, blev paladset anvendt som museum.
Slottet, som er bygget i barok stil, er et vidunder af marmor, granit og guld. Især den sydlige fløj med slotsteatret, en flot rokokosal og grottesalen, som er udsmykket med kostbare (mere eller mindre kostbare) sten, marmor, kvarts, mineraler og fossiler, er seværdig. I det prægtige marmorgulv er indlagt motiver af havdyr og -planter. På loftet er malerier af Venus og Amor samt De tre Gratier. Nicher langs væggene rummer statuer og fontæner, smukt oplyst af krystallysekroner.
Direkte over grottesalen ligger den store marmorhal. Rummet, som omfatter to etager, går op under den store kobberkuppel. Midt i loftet ses "Hebes fører Ganymedes til Olympos" af Charles-Amédée-Philippe van Loo, 1769 (Zeus havde i skikkelse af en ørn bortført den smukke, trojanske prinsesøn Ganymedes, som blev mundskænk for Zeus i stedet for Zeus' egen datter, Hebe). I rummet ses 12 statuer, dels Brandenburgske fyrster, dels Julius Cæsar, Konstantin, Karl den Store og Rudolph II af Habsburg.
Theatret, som optager to etager, er stadig i brug. er. Stilen er rokokko med røde og hvide farver og masser af forgyldning. Sjovt nok finder der ikke nogen kongeloge i teatret. Frederik den Store plajede at sidde på tredje række blandt sine gæster.
I parken ligger de to små, runde templer, Freundschaftstempel og Antikentempel, som komplementerer hinanden på smukkeste vis. Venskabstemplet ligger i den vestlige ende af Sanssouci Parken. Det blev bygget fra 1768-1770 under Frederik den Store til minde om hans yndlingssøster, markgrevinde Wilhelmine af Bayreuth, som døde i 1758. Antiktemplet, som ligger lige nord for Venskabstemplet blev bygget af Frederik den Store i 1768-1769 til opbevaring af hans samling af antikke genstande og mønter. Siden 1921 har Antiktemplet været brugt som mausoleum for medlemmer af huset Hohenzollern, og der er adgang for publikum.
Efter færdiggørelsen af Det Nye Palads i 1769 gik Frederik den Store i gang med at opføre Belvedere på Klausberg. Det lille slot, der tjente som udsigtspunkt fra bakken Klausberg, skulle blive kongens sidste byggeri i Sanssouci Parken. Fra Belvedere, som betyder "smuk udsigt", kan man se over hele parken og en del af byen Potsdam. Den toetages rotunda, prydet med to søjlegange og kronet med en kuppel skal efter sigende være en model af Neros palads i Rom efter udtrykkelig ønske af Frederik den Store. Bygningen blev ødelagt af brand i krigens sidste dage, men er siden blevet smukt restaureret både indvendigt og udvendigt i anledning af genforeningen af "de to Tysklande". Overalt er der smukke egeparketgulve, og med de smukke loftsmalerier i kuplen er der tale om en meget vellykket rekonstruktion.
Charlottenhof Slot, som er en mindre sommerresidens i nyklassicistisk stil, ligger i den sydlige ende af Sanssouci Parken. Det bærer sit navn efter den tidligere ejer, Maria Charlotte von Gentzkow. I 1825 købte Frederik Vilhelm III ((1770-1840) den ejendom, hvor Charlottenhof ligger. Kongen forærede ejendommen til kronprinsen, den senere Frederik Vilhelm IV (1795-1861), også kaldet "Romantikeren". Kronprinsen besluttede, at ejendommen, som lå lige udenfor Sanssouci Parken, skulle inkluderes i parken og at bygningen, som var i barokstil, skulle omdannes til et klassicistisk palæ. Arkitekten Karl Friedrich Schinkel fik ansvaret for slottets romantiske design, både udvendigt og indvendigt, mens Peter Joseph Lenné skabte det omkringliggende parkanlæg. Deres frugtbare samarbejde resulterede i, hvad er blevet kaldt "et prøjsisk Arkadien". Paladset er udformet som en romersk villa med en stor terrasse, en dam og en smuk lille park i engelsk landskabsstil. Fra paladset er der udsigt til Det Nye Palads og andre bygninger og skulpturer i Sanssouci Parken.
De Romerske Bade ligger i Charlottenhof Park, lidt nordøst for Charlottenhof Slot og ud til en kunstig skabt sø. Karl Friedrich Schinkel og hans elev Ludwig Persius lagde de første planer for badene allerede i 1826, da de arbejdede på Charlottenhof Slot. Kronprinsen, Frederik Vilhelm (IV) fulgte planerne med stor interesse og leverede selv en masse udkast. Opførelsen blev påbegyndt i 1829 og tog mere end 10 år. En pergola forbinder "Gartnerens Hus", der er bygget som et italiensk landhus i 1400-talsstil, med en pavillon, udformet som et græsk tempel. Til den anden side ligger en bygning, der er modelleret som en romersk villa med en åben arkade. Det kommer næppe som nogen større overraskelse for dig, at komplekset indeholder et romersk bad, som har givet navn til bygningsværket. Bygningen indeholder de for en antik romersk villa typiske elementer som atrium, der tjente som modtagelsesområde, impluvium, som opsamlede regnvand, viridarium, den lille have, apodyterium omklædningsrum og caldarium, det varme bad. Badet har næppe nogensinde været i brug, og dets tilblivelse skyldes formentlig alene romantiske sværmerier om det antikke Rom.
Lige udenfor parken på hjørnet af Zeppelinstrasse og Breite Strasse ved Neustädter Havelbucht ligger dampmaskinehuset (1841-1842), som med sin pumpe forsynede fontænerne i parken med vand fra Havel floden. Arkitekten Ludwig Persius designede pumpehuset som en tyrkisk moske på bestilling af Frederik Vilhelm IV. I oktober måned 1842 startedes dampmaskinen, som havde en effekt på godt 81 HK. Den var i stand til at få den store fontæne foran Sanssouci til at springe 38 meter op i luften. Dampmaskinen, som i dag kan ses i funktion inde i bygningen tillige med en udstilling, blev bygget af August Borsig. Byggeriet af dampmaskinen var også et forsøg på at konkurrere med England på det teknologiske område. I dag sker vandforsyningen til Sanssouci Parken desværre ved anvendelse af elektriske pumper.
Den tyske forfatter Theodor Fontane (1819-1898) udtalte engang: "De, som dør i Sanssouci, vil blive begravet i Bornstedt." Han hentydede til det meget store antal generaler, officerer, kammerherrer, livlæger, kongelige arkitekter og bygmestre, som ligger på Bohnstedt Kirkegård. Her finder vi fx gravstedet for Heinrich Wilhelm Wagenführer, som var medlem af de berømte grenaderer 'de høje fyre', som var "Soldaterkongens" livgarde. Her ligger også den eneste deltager i attentatet mod Hitler den 20. juli 1944, som fik en almindelig begravelse, Kurt von Plettenberg. I Sello familiens gravsted ligger den berømte landskabsgartner Peter Joseph Lenné og arkitekterne Friedrich Ludwig Persius og Ferdinand von Arnim. Kirken med dens fritstående klokketårn blev bygget fra 1842-1843 i italiensk stil på bestilling af kong Frederik Vilhelm IV. Vi havde planlagt at besøge kirkegården på hjemturen, men pga tidnød og flere omkørsler pga vejarbejde lykkedes det os ikke at finde kirkegården, så det står højt på vores liste til næste besøg i Potsdam.