Til Potsdam

Vores søn Bo, som til daglig læser (læste) litteraturvidenskab og kinesisk på Københavns Universitet, var i sin sommerferie 2006 taget på en 2-måneders sprogskole i Berlin for at forbedre sine tyskkundskaber. Han havde spurgt, om vi ikke ville aflægge ham et besøg - vistnok med den skumle bagtanke, at vi skulle hjemtransportere en del af hans nyindkøbte bøger. Bøger er, som Bo udtrykte det, "uforskammet billige i Tyskland". Da vi havde været i Berlin flere gange tidligere, besluttede vi, at vi denne gang ville bo i Potsdam, som ligger ca 25 km sydvest for Berlin. Vi fandt et hotel til en fornuftig pris og med en central beliggenhed på www.dtf-travel.com.

Hotel Mercure i Potsdam

Vi valgte at køre i vores egen bil til Potsdam, da vi havde planer om på hjemturen at tilbringe et par dage i en lille by, Gadebusch, hvor vi havde været et par måneder forinden. Da vores hotel, Hotel Mercure, kun lå fem minutters gang fra Potsdam Hovedbanegård, ville det under andre omstændigheder have været nemmere - og i øvrigt også billigere - at have taget toget. Hotellet ligger ganske tæt ved Lange Brücke midt i den historiske del af byen. Størsteparten af Potsdams seværdigheder indenfor 2 km. Udflugtsskibene lå fortøjet 50 meter fra hotellet. To minutters gang til Freundschaft Insel - Venskabsøen. På den anden side af gaden de smukke, kejserlige staldbygninger, hvori der er indrettet et filmmuseum. Parkering lige udenfor hotellet. Værelset viste sig at have air condition, hvilket bekom os godt, da temperaturen lå omkring 35 grader om dagen og 25 om natten. Udsigten fra værelset på 11. etage var fantastisk. Morgenbordet viste sig at være så rigt på fristelser, at vi kunne springe frokosten over.

Potsdam - lidt historie

Potsdam er hovedstaden i den tyske delstat Brandenburg; den ligger ved floden Havel river, ca 26 km sydvest for Berlin. Byen er grundlagt i 900-tallet af en slavisk stamme. Man ved, at den i 1345 blev en tysk by og fik byrettigheder. Den havde da omkring 2000 indbyggere. Under 30-års krigen (1618-1648) blev omkring halvdelen af byen ødelagt, og befolkningstallet reduceret til ca 6.000. I 1660 valgte Frederik Vilhelm I (1688-1740) byen til residens for sine jagter, ligesom den blev en prøjsisk garnisonsby. Siden blev den residens for den kongelige familie. Størsteparten af byens majestætiske bygninger blev opført under Frederik den Store (1712-1786). Det gælder eksempelvis Sanssouci Paladset (på fransk: "uden bekymringer" - på dansk "Sorgenfri"), fra 1744.

Mens Berlin var Prøjsens og senere Tysklands officielle hovedstad, boede hoffet fortsat i Potsdam. Byen mistede sin status som rigets anden hovedstad efter afslutningen af første verdenskrig, da kejser Wilhelm II blev afsat. At byen stadig havde en vigtig symbolsk betydning sås i marts 1933, da den nye kansler Adolf Hitler udvekslede håndtryk med præsident Paul Hindenburg i garnisonskirken i Potsdam som tegn på den nye koalition mellem nazismen og militæret.

Potsdam blev svært beskadiget af allierede bombeangreb under anden verdenskrig. Dog ikke mere end at Cecilienhof Paladset var scene for den såkaldte Potsdam konference fra 17. juli - 2. august 1945, hvor krigens sejrherrer: præsident Harry S. Truman for USA, premierminister Winston Churchill/Clement Attlee for Storbritannien og generalsekretær Joseph Stalin for Sovjetunionen mødtes for at besluttet Tysklands fremtid og fastlægge forholdene i Europa efter krigen.

Efter opførelsen af Berlin-muren blev Potsdam grænsen mellem Øst- og Vestberlin. Glienicke-broen over Havel blev i flere tilfælde anvendt til udveksling af spioner og andre fanger mellem øst og vest, fx blev den tilfangetagne amerikanske U2-pilot Gary Powers udvekslet med den russiske spion Rudolf Abel på denne bro i 1962. Vi har set lignende scener i talrige mere eller mindre lødige spionfilm udspille sig på/ved denne bro. Efter den tyske genforening blev Potsdam som nævnt hovedstad i den nydannede delstat Brandenburg.

Potsdam tilbyder mange kulturelle oplevelser. I det historiske center ligge fx Hans Otto Teatret, Nikolaisaal Concert Halle, Museet for Brandenburg-Prøjsisk Historie og Film Museet. Eksempler fra byens store tilbud på oplevelser er Sanssouci Musikfestivallen, "Potsdam Schlössernacht", som finder sted på paladset, Potsdam Dansefestival, Open Air Kinosommer, UNIDRAM Theaterfestival, Böhmiske Væveres Festival, Lysfestivallen, Tulipanfestivallen samt rockkoncerter og jazz-koncerter.

I 1990 blev store dele af Potsdam optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Listen omfatter Sanssouci parken, Neuer Garten, Babelsberg Glienicke med tilhørende paladser, Pfaueninsel (Påfugleøen) samt paladset og parken Sacrow. Yderligere 14 områder blev føjet til listen i 1999, heriblandt Lindstedt palads og park, den russiske koloni Alexandrowka, Pfingstberg med Belvedere samt Sternwarte astronomiske observatorium i Babelsberg parken.

Omkring i Potsdam

Der findes et større antal guidede og ikke-guidede ture i Potsdam, både til fods, cykel, bus og båd. De fleste af disse gennemføres både på tysk og engelsk. Udover at få udpeget og forevist seværdighederne får man også en del historiske og anekdotiske oplysninger. Efter at have inspiceres vores udmærkede værelse tændte vi for air conditionsanlægget og forlod det varme værelse for straks at tage på en udflugt med en af de turistbåde, som lå fortøjet ved hotellet. Den tur, vi valgte, varede knap to timer og var en betagende oplevelse. Selv om det ikke fornemmes således, så ligger Potsdam teknisk set på en ø. Sejladsen foregik på Havel Floden, Tiefer See, Jungfernsee og Heiliger See. Undervejs fik vi udpeget mange af de seværdigheder, vi skulle udforske de følgende tre dage: det kirkelignende alderdomshjem på Venskabsøen, Cecilienhof, Marmorpalæet, Glienicke-broen oma. Og med et godt glas tysk fadøl i hånden kan jeg ikke tænke mig en bedre start på en ferie.

Næste morgen kom Bo til os på hotellet. Han havde cyklet de 30 km fra sit domicil i Berlin - i godt 30 graders varme. Men hvad gør man ikke for at glæde sine gamle forældre? Vi begyndte med at tage en busrundtur i Potsdam. Der findes 3-4 arrangører, som kører næsten samme rute. Vi valgte en tur, som afgik fra Filmmuseum Breite Strasse/Friedrich-Ebert-Strasse lige overfor hotellet - primært fordi de kørte i en todækkerbus, hvor øverste etage var åben. Vær opmærksom på, at de fleste seværdigheder i Potsdam har lukket om mandagen. Hvis du ikke har behov for en guided tur, kan du i stedet vælge at stige på bus 695 fra hovedbanegården; den kører forbi mange af byens seværdigheder. Jeg vil i øvrigt anbefale dig at begynde dit ophold med at gå til turistbureauet på Alter Markt, hvor du kan få alle nødvendige oplysninger og kyndig vejledning.

Turen gik gennem den gamle bydel i Potsdam, hvor især den hollandske bydel og den gamle kanal, som er under frilægning, var interessante. Vi så også én af byens tre gamle byporte på vejen. Længere nordøstpå kom vi gennem "den russiske koloni", som blev bygget for at "holde på" russiske medlemmer af et militærorkester, der havde gjort tjeneste i Prøjsens kampe mod Napoleon. Vi kørte gennem "den forbudte by", hvor russiske officerer og KGB-folk havde boet i næsten 50 år, indtil vi kom frem til Glienicke Broen. Første stop på turen var ved Cecilienhof, hvor vi stod af og anvendte en time på at inspicere parken og slottet, der havde været ramme for Potsdam Konferencen i 1945. En time senere stod vi igen på bussen og kørte omkring Neuer Garten og frem til Sanssouci Parken. Bussen kørte gennem den kæmpemæssige park, og guiden udpegede en del af de mange seværdigheder, som parken rummer. Da vi havde set Neues Palais og Potsdam Universitets bygninger i den vestlige ende af parken, kørte vi tilbage for at blive sat af på Louisenplats ved Brandenburger Tor (ja, jeg ved godt, at Branderburger Tor ligger i Berlin, men Potsdam har faktisk også en byport af samme navn - og den er oven i købet ældre end storebroderen i Berlin). Vi spiste frokost på Louisen Platz, inden vi begav os ind i Sanssouci Parken. Men herom senere.

Oversigt over Potsdam

Inden jeg begynder at gå i detaljer med byens mange seværdigheder, vil jeg give dig et overblik over den smukke stad, som ligger i en smuk ramme af skovkransede søer. Birgit og jeg kendte bedst Potsdam for slottet Sanssouci, som ligger i en park af samme navn. Det skulle vise sig, at der var betydeligt mere at se i Potsdam end Frederiks den Stores sommerresidens. Gennem 300 år byggede tidens bedste arkitekter og landskabsarkitekter prægtige slotte og parker for det prøjsiske kongehus, som havde den ambition at være på højde med det franske.

Byens centrum er Alter Markt (Det gamle Marked). Her lå i 300 år Stadtschloß (Byens Palads), bygget i 1662. Under Frederik den Store blev det de prøjsiske kongers vinterresidens. Paladset blev svært beskadiget under de allieredes bombardementer i 1945, og de kommunistiske magthavere rev det ned i 1961; de var som bekendt ikke begejstrede over fortidens glorværdige minder. Det er byens hensigt, at paladset skal rekonstrueres. Alter Markt domineres af Nikolaikirche, bygget i 1837 i klassicistisk stil. På den østlige side af Alter Markt ligger Altes Rathaus, bygget i 1755 af den hollandske arkitekt Johann Boumann (1706-1776). Øverst på det cirkulære tårn, ses en forgyldt Atlas bærende universet (dvs jorden) på sine skuldre.

De smukt restaurerede bygninger på Neuer Markt giver et indtryk af, hvorledes Potsdam har set ud. I nærheden ligger den historiske Stadtkanal, som blev opfyldt fra 1962-1965. Kanalen blev lavet i 1600-tallet for at dræne det sumpede område. Den havde da en længde på 1900 meter. For et par år siden blev 120 meter af kanalen udgravet i Yorckstraße, og der er (meget omstridte) planer om at fritlægge resten af kanalen. Der er massive protester fra beboerne langs med kanalen. Tæt ved Neuer Markt finder vi den hollandske bydel, som blev bygget til at huse udenlandske håndværkere, som blev inviteret til byen. Området indeholder en mængde restauranter, pubber og butikker. Nord for centrum ligger bydelen Alexandrowka, en enklave for russiske emigranter, bygget omkring 1825. Her ligger bl.a. et ortodoks kapel.

Et par km vest for centrum finder vi den mest populære park, Sanssoucci Parken. I denne park, der med sine 734 hektar er næsten lige så stor som Central Park i New York (890 hektar), lod Frederik den Store fra 1745-1747 bygge Sanssouci Slottet i rokokkostil. Kort tid efter blev der i den vestlige ende af parken opført endnu et palads, Neues Palais i barokstil med 200 værelser. I 1826 blev der i parken opført endnu et palads, Charlottenhof i nyklassicistisk stil.

Skønt Sanssouci Parken er den bedst kendte, er der mange lokale, som foretrækker Neuer Garten (den nye have), der ligger som en grøn kile mellem søerne Heiliger See og Jungfernsee. Det er en engelsk landskabshave fra sidst i 1700-tallet. Her ligger det charmerende Marmorpalais og det sidste af hohenzollernes paladser, Cecilienhof, bygget i 1917 i engelsk stil.

Potsdams tredje store park er Babelsberg Park med Schloß Babelsberg, bygget i nygotisk stil. Paladset ligger på et forbjerg med udsigt over Havel. I området ligger mange rigmandsvillaer bygget omkring 1900. I Babelsberg finder man også Babelsberg Filmpark, hvr man har indspillet film siden 1912, bl.a. Den Blå Engel med Marlene Dietrich, Metropolis og Münchhausen. Mere end 3.000 biograf- og TV-film er indspillet i disse studier.

Potsdams beboere omtaler spøgende deres by som "Prøjsens Disneyland" pga de mange byggeformer, der forekommer: Det Kinesiske Tehus, Dragehuset, De Romerske Bade, Den Italienske Have, Det Hollandske Kvarter, Moskéen, Den Russiske koloni Alexandrowka, De Böhmiske Væveres Kvarter, Orangeriet i Sanssouci Park osv.

Kom med denne vej, hvis du vil med os en tur rundt i Potsdams historiske centrum.

Centrum af Potsdam

Freundshaftsinsel - Venskabsøen

Den første morgen i Potsdam tog vi en spadseretur på den seks hektar store Freundshaftsinsel, som ligger under Lange Brücke, dvs 50 meter fra vores Hotel Mercure. Aftenen forinden havde vi set, at den store plæne var tæt befolket af unge mennesker, som hyggede sig. Vi gik gennem den smukke staudehave, som fra 1937-1940 blev anlagt af Karl Förster (1874-1970), der ofte benævnes som "Poeten blandt havekunstnere". Haven rummer i hundredvis af smukke stauder i alle afskygninger og farver. Vi så en dejlig legeplads, et friluftsteater (hvor der ofte er gratis forestillinger om sommeren), en udstillingspavillon og et mindre cafeteria. Overalt på den lille ø så vi smukke statuer. Et dejligt åndehul midt i byen.

På nordsiden af øen er der lidt bebyggelse. Her faldt vi i snak med en ældre herre, som boede her. Han forklarede, at øen var et besøg værd på alle tider af året. Vi spurgte ham om den kirkelignende bygning, vi så foran os, og han forklarede, at her tidligere havde ligget en kirke, Heilig-Geist-Kirche (1726-1734). Kirken var blevet sprængt i luften under de allieredes bombardementer i april 1945, og i 1974 var de sørgelige rester blevet fjernet. I 1997 var der på stedet blevet opført et alderdomshjem (seniorenresidenz), som var blevet formgivet som en kirke, der nu tillige tjente som et mindesmærke.

Filmmuseum Potsdam

På Breitestrasse - lige overfor hotellet - ligger Filmmuseum Potsdam. Det har siden 1981 haft hjemme i de tidligere prøjsiske kongelige stalde, kaldet Marstall (den eneste del af det tidligere Stadtschloß, der er tilbage). Den utroligt smukke barokbygning, som mindst af alt leder tanken hen på en staldbygning, er opført i 1685 som et orangeri. Det var arkitekten Knobelsdorff, som vi skal møde, når vi tager til Sanssouci, der gav bygningen dens elegante udseende. Museet rummer en historisk udstilling om Babelsberger Filmstudio - som vi også kommer til lidt senere på denne tur. Desuden er der skiftende udstillinger om film og medier fra hele verden. Der ligger også en filmcafé i museet. Der er dagligt filmforevisninger i museet: kl 18 og kl 20, torsdag-søndag også kl 22. Desuden vises børnefilm kl 14, torsdag-søndag også kl 16.

Alter Markt

Alter Markt - Den Gamle Markedsplads - har i århundreder været det politiske og handelsmæssige centrum for byen. Allerede i middelalderen stod her en borg, som skulle sikre de vigtige handelsveje på Havel Floden. Pladsen er i dag omkranset af Potsdam Tekniske Skole (meget uskøn DDR-arkitektur), St Nikolaikirche, Det Gamle Rådhus, Knobelsdorff Paladset og Hans Otto Teatret (det gemle - et nyt er under opførelse et stykke herfra). Midt på pladsen står en obelisk og Fortunaportalen, som blev genopført fra 2002-2004. Fortunaportalen var indgang til det tidligere Stadtschloß, som var vinterresidens, først for markgrever og kurfyrster af Brandenburg, siden for kongen af Prøjsen og kejseren af det tyske rige. Slottet, som ligger ovenpå resterne af tidligere fæstningsværker, blev opført fra 1662-1669 under kurfürst Frederik Vilhelm og blev ombygget under Frederik Vilhelm II fra 1744-1752. Efter et allieret bombeangreb den 14. april 1945 blev Stadtschloß sat i brand, men mere end 80% af bygningen tog ikke skade. Slottet kunne således sagtens være blevet renoveret, men i stedet besluttede det socialistiske bystyre i 1991 at rive bygningen ned. De eneste bygninger, som "overlevede", var staldene, som i dag rummer Potsdams Filmmuseum. I 1991 gik man i gang med at opføre et teater på grunden. Der kom imidlertid så mange protester over, at udsigten til St Nikolaikirche blev ødelagt, at man valgte at indstille byggeriet.

Man er gået i gang med at føre Alter Markt tilbage til sit oprindelige udseende. Pladsen er blevet sænket med 46 cm og belagt med granit. Potsdam Stadtschloß vil også blive genopført, dog ikke helt som før. Man vil genopbygge den nordlige facade i dens historiske udseende, men sidefløjene vil få 5 etager i stedet for de oprindelige 3. Der vil blive bygget en stor sal, således at bystyret - Landdagen - vil kunne afholde sine møder der.

Nikolaikirche

Opførelsen af den protestantiske Nikolaikirche blev påbegyndt i 1828 efter planer, udarbejdet af Potsdams store arkitekt, Karl Friedrich Schinkel og i samarbejde med nogle af hans elever. Der havde i mange hundrede år ligget en kirke på stedet, men da Potsdam som nævnt blev både residensby og garnisonsby under Frederik Vilhelm I, "Soldaterkongen", blev kirken for lille, hvorfor den blev revet ned i 1721. Tre år senere havde hofbygmester Philipp Gerlach rejst en ny kirke på stedet. Vi ved, at denne kirke bar navnet Nikolaikirche, men det er usikkert, hvad de tidligere kirker på stedet har heddet. I 1753 lod Frederik den Store kirken forsyne med en facade, som var en miniaturekopi af Birgits og min yndlingskirke i Rom, Santa Maria Maggiore (det er formentlig en tilfældighed). Desværre brændte kirken ned i 1795, vistnok fordi en håndværker var uforsigtig med omgang med ild i tårnet. Allerede året efter forelå der planer til en ny kirke. Imidlertid blev byggeplanerne forsinket af Prøjsens nederlag til Napoleon, og der skulle gå omkring 30 år, inden den nye - nuværende - kirke blev påbegyndt. Indvielsen fandt sted i 1837, men først i 1843 blev arbejdet med kuplen påbegyndt. Kirkens grundplan er et græsk kors, dvs et kors, hvor de fire arme har samme længde. Som vanligt afsluttes den ene arm i en halvcirkelformet apsis. Kuplen, som har en diameter på 24 meter, er inspireret både af Pantheon i Rom og St Paul's Cathedral i London. Kirken samlede højde er 77 meter. Kirken blev - som så mange andre kirker i Nordtyskland - svært beskadiget ved afslutningen af anden verdenskrig. Genopbygningen skete i flere etaper, og først i 1981 kunne kirken genindvies.

Under vores besøg var der i kirken en fotoudstilling om en af mine helte, humanisten, lægen, missionæren, filosoffen og organisten Albert Schweitzer. I et sidekapel var der en fotoustilling, som viste Potsdam i 360 graders perspektiv, taget fra spiret af Nikolaikirche.

St. Peter und Paulkirche - St Peter og Pauluskirken

Den katolske kirke "St. Peter und Paul" (St. Peter og Paulus kirken) fylder godt i den østlige ende af Brandenburger Straße på Bassinplatz. Oprindelig lå der på stedet en lille sø, som stod i forbindelse med Havel og Heiliger See. Ved tørlægning af søen i 1737-1739 opstod et bassin, deraf navnet Bassinplatz. Kirken er opført i gule mursten. Det 64 meter høje klokketårn har haft kampanilen San Zeno i Verona som forbillede. Kirken, som både har byzantinske og romanske stilelementer, blev bygget fra 1867-1870, og er den første katolske kirke i Potsdam. Over indgangsdøren ses statuer af jomfru Maria og jesusbarnet med Peter (med kirkens nøgle) og Paulus (med sværd) på hver side. Kirken har form som et græsk kors, og i hjørnerne er der en statue af de fire evangelister. I kirkerummet findes tre malerier af den berømte hofmaler Antoine Pesne. Især billedet over højaltret, som viser Jesu dødsangst, er betagende. Lamperne midt i rummet, som er fremstillet i Böhmen, er en gave fra Frederik Vilhelm I, "Soldaterkongen".

Der Sowjetische Ehrenfriedhof

Bag kirken "fandt vi" en lille kirkegård, som jeg ikke var stødt på under vores forberedelse af turen, nemlig Den sovjetrussiske Æreskirkegård, som blev anlagt i 1945. Her ligger omkring 400 sovjetiske borgere, som er omkommet/faldet i Potsdam, de fleste militære men også en del civile. Midt i anlægget, som er omkranset af et smedejernsgitter, står et mindesmærke i typisk sovjetstil med figurer af tapre soldater og brave borgere. På en plakette står: "Ewiger Ruhm den in Kampf für Freiheit und Unafhängigkeit unserer Heimat gefallenen sowjetischen Helden". I min oversættelse: "Evig berømmelse til vort hjemlands helte, som er faldet i kamp for frihed og selvstændighed".

Französische Kirche - Den Franske Kirke

Den lille indtagende franske kirke, som ligger i den østlige ende af Bassinplatz nord for Alter Markt, minder med sin ovale form en smule om Pantheon i Rom. Den blev bygget i 1751-1753 af/for franske huegenotter, som var flygtet til det religiøst mere tolerante Prøjsen. Kirken, som er opført af Johann Boumann på grundlag af planer af G.W. von Knobelsdorff, har en udvendig søjlegang af toskanske søjler. Over portalen står to allegoriske figurer af Friedrich Christian Glume: Kærligheden og Håbet. Efter at Napoleons tropper indtog byen i 1806, blev kirken brugt som gstestald og magasin. Restaureringen i 1832 blev udført på grundlag af planer af Schinkel. Selv om den franske kirke stort set var den eneste bygning i det tidligere franske kvarter, som overlevede anden verdenskrigs bombardementer, måtte den gennemgå en grundlæggende renovering efter krigen. Renoveringen blev påbegyndt i 1990. Ved samme lejlighed fik kirken sit barokorgel. Åbningstid: dagligt fra 13:30-17:00.

Holländisches Viertel - Det hollandske kvarter

Det hollandske kvarter omfatter fire blokke med omkring 150 huse, opført i røde mursten og i hollandsk stil. Denne samling af huse er unik i Europa - selvfølgelig bortset fra Holland. Frderik Vilhelm I ønskede at foretage en byudvidelse, men manglede desperat håndværkere, som havde erfaringer med at bygge i sumpområder. I 1732 foretog kongen en rejse til Holland og hjembragte tre tømmermestre og en murermester fra Amsterdam. Blandt dem var Jan Bouman - med familie. Allerede det følgende år gik man i gang med under ledelse af Jan Bouman at bygge det hollandske kvarter. For at få hollandske håndværkere til at flytte til Prøjsen gav kongen dem et hus samt udstrakte privilegier. Ikke kun bygningshåndværkere kom til Potsdam, men også gode møbelsnedkere, fløjlsmagere og guldsmede. I september 1742 var kvarterets 134 huse færdige. Det lykkedes dog kun at få 22 hollandske familier til at bosætte sig i bydelen, så resten af husene blev anvendt til husning af soldater og soldaterenker samt tyske og franske familier. Bygmesteren Johann Boumanns hus i Mittelstraße 8 er indrettet til museum for det hollandske kvarter.

I hollænderhuset Benkertstraße 3 ligger Potsdam Bymuseum, som i malerier og fotos samt med mere end 150.000 brugsgenstande beskriver byens udvikling siden begyndelsen af 1600-tallet.

Den hollandske bydel indeholder mange eksklusive butikker og galerier samt en del restauranter, caféer og pubber, og den har en ganske særlig atmosfære. Vi syntes især godt om at komme der om aftenen, når de gamle lygter blev tændt. Vi spiste to aftener på udendørsrestauranter, den ene aften på "Zum fliegenden Holländer" og den næste aften på "La Maison du Chocolat", som ligger lige overfor hinanden. På sidstnævnte sted delte Birgit og Bo en tallerken med oste, som var lavet af råmælk. Efter deres mening var ostene ubeskrivelige - hvilket jeg så vil afstå fra at forsøge.

Byens porte

Som alle større tyske byer havde Potsdam selvfølgelig også en byport. Ja oprindelig havde den fem byporte, én for hver bydel. De indgik i et murværk, som fra 1733 omsluttede hele byen. I dag er kun nedenstående tre bevaret.

Nauener Tor 1755	Jäger Tor 1733	Brandenburger Tor 1770

Nauener Tor er opført i 1755 i nygotisk stil - efter sigende på grundlag af en skitse af kong Frederik II. Jägertor er den ældste, bygget i 1733. Brandenburger Tor - ikke at forveksle med det meget større mindesmærke i Berlin - ligger i den vestlige ende af Brandenburger Straße, på linie med St. Peter und Paul i den modsatte ende. Brandenburger Tor, der er udformet som en romersk triumfbue, havde to arkitekter, Karl von Gontard og hans elev Georg Christian Unger, som hver har lavet en facade. Byporten stod færdig i 1770, hvilket gør den ældre end navnefællen i Berlin.

Alexandrowka - Den russiske koloni

Hvis man fortsætter nordpå gennem Nauener Tor, kommer man til russiske koloni Alexandrowka, som består af 12 piktoreske blokhuse. Der ligger en spændende historie bag disse smukke træhuse, som efter næsten 200 år fremtræder næsten som nybyggede. Efter flere nederlag til Napoleons tropper blev den prøjsiske stat tvunget ind i kampen mod Rusland på fransk side. Dette var imidlertid stærkt imod prøjsernes ønske, da der bestod et venskabeligt forhold mellem kongehusene Hohenzollerne og Romanovaerne. Af mere end 1000 russiske krigsfanger, som blev taget under kampene i 1812, blev 62 indkvarteret i Potsdam. Disse krigsfanger dannede et soldaterkor, og Frederik Vilhelm III indrullerede dem formelt i sit 1. prøjsiske garderregiment, og de deltog i de efterfølgende kampe mod Napoleon på prøjsisk side og bidrog med deres sang til at opretholde troppernes moral. Ved tsar Alexander I's død i 1825 besluttede Frederik Vilhelm at opføre et mindesmærke over venskabet mellem de to kongehuse, og han lod bygge en koloni med et hus til hver af de 12 russiske sangere, som på det tidspunkt var tilbage i Potsdam. Kolonien, hvis udformning blev bestemt i St Petersborg, fik navnet Alexandrowka efter den afdøde russiske tsar. Omkring hvert hus blev anlagt en stor have, og hver kolonist fik tildelt en ko. Ejendommene måtte ikke sælges, men brugsretten skulle gå i arv til mandlige efterkommere. Den sidste af sangerkorpset døde i 1861, men efter sigende skal der i dag bo fire familier, som er efterkommere af de oprindelige kolonister. Alle husene er i dag i privateje. På nogle af husene kan man se de oprindelige beboeres navnetræk. I hus nummer 2 er indrettet et privat museum, som fortæller om koloniens opståen og historie. Klik her for at besøge Alexandrowkas hjemmeside.

Alexander-Newski Kirke

I årene 1828-1829 byggede man en russisk-ortodoks kirke nord for Alexandrowka på Kapellenberg. Efter bestemmelse fra hoffets arkitekt i St Petersborg skulle den være en miniature af Desjatin Kirken i Kiew. Kirken blev indviet i 1829 og fik navnet Alexander-Newski Kirke efter den russiske nationalhelt. Stilen er umiskendelig russisk. Grundplanen er kvadratisk, og de pudsede vægge er rosafarvede. Midt på det flade tag hæver sig en løgkuppel, ligesom der i hvert af de fire hjørner er en mindre løgformet kuppel. Vi kunne desværre ikke komme ind og se kirken, som skulle være rigt udsmykket. Udsmykningen er også fastlagt i St Petersborg, og den er ikke ændret siden opførelsen. Ved siden af kirken står et ikke særlig velholdt træhus, der tjente som bolig for den russiske kongelige lakaj Tarnowsky.

Belvedere på Pfingstberg

Selv om jeg efterhånden har fået lokket dig temmelig langt bort fra centrum af Potsdam, synes jeg, at vi skal fortsætte et par hundrede meter op på Pfingstberg. Med sine 76 meter er der ikke mere bjerg over Pfingstberg, end der er over vores Himmelbjerg, men Pfingstberg er ikke desto mindre Potsdams højeste punkt. Oprindelig hed bjerget Eichberg, og befolkningen havde tilladelse til at samle brænde her i skoven til eget brug. Efter anlæggelse af en jødisk kirkegård på stedet, fik bjerget navnet Judenberg, hvilket det bar indtil 1817, hvor det fik sit nuværende navn. Jeg har desværre ikke kunnet finde forklaringen på navnet Pfingstberg, som betyder Pinsebjerget. På grund af den fantastiske udsigt lod Frederik Vilhelm IV (der bar tilnavnet "der Romantiker") opføre sommerslottet "Belvedere på Pfingstberg" omkring 1850. Udsigten dengang har formentlig været endnu imponerende, idet man havde frit udsyn over Potsdam. Dette er i dag ikke tilfældet på grund af de høje træer i den omkringliggende skov. Slottet, som er en af de smukkeste bygninger i Potsdam, er efter sigende bygget efter kongens egne tegninger, og arbejdet blev forestået af arkitekterne Ludwig Persius, Friedrich August Stüler og Ludwig Ferdinand Hesse. Det var hensigten at bygge et stateligt, kongeligt palads med store, åbne trapper, en park med masser af springvand, men slutresultatet blev - formentlig på grund af finansielle hensyn - noget mindre, men dog betagende. Parken er anlagt af tidens betydeligste havearkitekt Peter Joseph Lenné. Kongen lod sig inspirere af en rejse til Rom i 1829, og det antages almindeligvis, at Villa Medici i Rom har været model for Belvedere. Med sine to tårne og masser af kolonnader ligner slottet i hvert fald en typisk italiensk renæssancevilla. Slottet blev først færdigt i 1863 - to år efter kongens død. Der er adgang hver dag fra kl 10-20.

Udsigtstårnene, buegangen og søjlegangene blev udført fra 1849—1852. Belvedere passes og plejes i dag af en stor gruppe entusiastiske frivillige. Under vores besøg arbejdede en halv snes håndværkere flittigt i den indre slotsgård, hvor der ligger et stort bassin. Det er hovedsagelig gennem private donationer, at slottet i dag fremtræder i fordums pragt.

I løbet af sommeren - juli - oktober opføres hver weekend koncerter, oplæsninger, teaterstykker og opera foran slottet; mange af disse er gratis. Du kan finde programmet på foreningens hjemmeside.

Pomonatemplet

Vi afslutter vores besøg på Pfingstberg ved det lille Pomonatempel, lige nedenfor Belvedere. Jeg må tilstå, at templet ikke umiddelbart gjorde større indtryk på mig, men i betragtning af, at det er bygget af en kun 19 år gammel Karl Friedrich Schinkel, lod jeg mig alligevel betage. Det lille klassicistiske tempel skulle ikke tjene noget religiøst formål, men var en prosaisk tepavillon for herskabet. Det har navn efter Pomona, gudinde for frugttræer, og stod færdigt i 1801. I 1817 blev det erhvervet af Frederik Vilhelm III. Under anden verdenskrig var den lille pavillon nærmest glemt og gik i stærk forfald. Det blev restaureret i 1992-1993. Det tilhører nu stiftelsen "Preußische Schlösser und Gärten Berlin-Brandenburg", men passes af ovennævnte forening af frivilige. Pavillonen rummer en mindre udstilling, hvortil der i sommerhalvåret er adgang på lørdage og søndage fra kl 15-18. På en overmåde varm sommerdag i Potsdam var besøget på Pfingstberg en dejlig sval oplevelse.

Nu vil vi fortsætte turen med at aflægge besøg i Potsdams parker, som er nogle af de smukkeste, Birgit og jeg har set. Kom med til Sanssouci Parken, som rummer et væld af spændende bygninger i en overdådig ramme.

Sanssouci Parken

Sanssouci Parken, som ligger ca 2 km vest for centrum, optager et areal på 724 hektar - ikke meget mindre end Central Park i New York med 840. I denne prægtige park, som tåler sammenligning med haverne omkring Versailles, ligger tre større paladser: Sanssouci, Neues Palais og Charlottenhof foruden en mængde andre spændende bygninger. Vi brugte omkring fire timer i parken uden at få set alt, hvad vi ønskede - og vi var ikke inde i nogen af slottene. Jeg tror sagtens, at man ville kunne bruge to dage på udforskning af Sanssouci.

Det er især to af de prøjsiske konger, som har sat deres præg på udviklingen af parken og dens bygningsværker: Frederik II (1712-1786), kaldet Frederik den Store eller mere kærligt "Gamle Fritz", som valgte stedet for opføring af sin sommerresidens Sanssouci og anlagde parken af samme navn samt Billedgalleriet, Det kinesiske Hus, Det nye Palæ, Slottet Nye Kamre (gæsteslot), Belvedere på Klausberg, Freundschafts- und Antikentempel og Dragehuset. Frederik Vilhelm IV (1795-1861), som ofte benævnes "Romantikeren på Tronen", udvidede parken og slottet Sanssouci og fik opført Charlottenhof Park og slottet af samme navn, De romerske Bade, Orangeriet, Det Normanniske Tårn samt Friedenskirche.

Nu har jeg frejdigt givet kongerne æren for det prægtige anlæg, men de her selvfølgelig kun været de sponsorer, som har givet en hob af dygtige landskabsarkitekter mulighed for at udfolde deres talenter. Den største af disse kunstnere var Peter Joseph Lenné, som transformerede naturen omkring Havel fra sandede bakker, fyrreskove, søer og vandløb til et enestående kulturelt landskab, som kom til at danne rammen om de kongelige slotte.

Kom nu med på en spadseretur ad Hauptallee, den 2.3 km lange vej, som forbinder Obelisken ved parkens indgang med Neuen Palais. Undervejs foretager vi forskellige afstikkere mod nord og syd.

Schloss Sanssouci

I 1745 gav Frederik den Store arkitekten Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff ordre på at bygge en sommerresidens på toppen af et lille vinbjerg i Sanssouci Parken nordvest for byen. Kongen havde selv lavet en skitse til det "lille" rokokkoslot, som skulle være et refugium, hvortil han kunne trække sig tilbage fra kamppladsen og verdens larm og dyrke sine musiske og intellektuelle sysler. Slottet fik navnet Sanssouci - fransk for "uden bekymringer". På den tid talte hoffet bedre fransk end tysk. Kongen interesserede sig for kunst og musik og opfattede sig selv som filosof. Sanssouci Slottet blev bygget på den øverste af otte terrasser i årene 1745-1747. Bygningen består af én etage med en kuppel over den ovale marmorhal. På hver side af vestibulen er der fire værelser. Sydsiden er udsmykket med 36 sandstensfigurer. Sanssouci anses for det smukkeste rokokke bygningsværk i Tyskland. Ved foden blev der anlagt en fransk have og en rund dam - denne er siden blevet erstattet af et stort springvand. Mere piktoreske bygninger blev tilføjet såsom Det kinesiske Tehus, grotter og ruiner. Senere blev parken udvidet, og der blev opført flere paladser som Det nye Palads og Belvedere. På et tidspunkt var der planer om 16 paladser i Sanssouci, men Hohenzollernes dynasti varede ikke længe nok til, at disse planer blev realiseret.

Frederik den Store omgav sig gerne med tidens store ånder. Han inviterede flere gange Voltaire til at komme til Potsdam. Da Voltaire på et tidspunkt fik for mange fjender ved hoffet i Paris, accepterede han i 1751 et tilbud fra Frederik II om ansættelse ved det tyske hof. De 3 år i Prøjsen blev dog ikke særligt lykkelige, da Voltaire ikke var i besiddelse af den nødvendige ydmyghed og snart kom i et modsætningsforhold til kongen. I 1752 forfattede Voltaire et smædeskrift mod kongen, som smed Voltaire i fængsel. Da Voltaire blev løsladt i foråret 1753, forlod han straks Potsdam.

Alte Fritz, som han hed i folkemunde, døde den 17. august 1786 i sit arbejdsværelse på Sanssouci. Allerede i 1744 havde kongen ladet oprette et gravsted på den øverste terrasse. I 1757 havde kongen tilkendegivet: "Im übrigen will ich, was meine Person anbetrifft, in Sanssouci beigesetzt werden, ohne Prunk, ohne Pomp und bei Nacht..." - i min oversættelse "Hvad min person i øvrigt angår, vil jeg bisættes på Sanssouci uden prunk eller pragt og ved nattetide...". Først den 17. august 1991 om natten, på hans 205 års dødsdag, blev kongens jordiske rester begravet på hans elskede Sanssouci. Jeg er sikker på, at Frederik den Stores ønske fra 1744 er gået i opfyldelse; "Quand je serai là, je serai sans souci" - "Når jeg er der, er jeg uden bekymringer". I øvrigt ligger kongens yndlingshund begravet tæt ved sin herre.

Frederik Vilhelm II var den sidste kejser af Tyskland og konge af Prøjsen. Han befandt sig i Belgien i november 1918, da der opstod oprør i Berlin. Frederik Vilhelm var især chokeret over, at hans elskede Kejserlige Marine svigtede ham. Efter råd herom fra Hindenburg abdicerede han den 9. november 1918. Dagen efter krydsede han grænsen til Holland, som havde forholdt sig neutral under krigen, og søgte om asyl. Vores guide på busturen fortalte, at kongen på det nærmeste havde tømt Sanssouci slottet for malerier og andre kunstgenstande, som var blevet kørt til Holland på tog fra den nærved beliggende jernbanestation. Efter afslutning af Versaillestraktaten i begyndelsen af 1919 anmodede de allierede om at få Frederik Vilhelm II udleveret, men dronning Wilhelmina nægtede af efterkomme dette.

Die Bildergaleri - Kunstgalleriet

Øst for Sanssouci Slottet ligger Bildergaleri, Kunstgalleriet, bygget af Johann Gottfried Büring fra 1755-1764 til Frederik den Stores samling af italienske, hollandske og flamske malere som vores yndlingsmaler Caravaggio ("Den vantro Thomas"), Peter Paul Rubens, Rembrandt og Anton van Dyck ("Pinseunderet"). Under krigen forsvandt mange af de oprindelige malerier fra museet, så de fleste af de billeder, vi ser i dag, kommer fra andre slotte i Tyskland.

Neue Kammern - De nye værelser

I 1768 besluttede Frederik den Store, at Orangeriet, som var blevet opført af Knobelsdorff i 1745, skulle omdannes til et gæstepalads. Arbejdet blev påbegyndt i 1771 under ledelse af Georg Christian Unger. De ydre rammer blev bevaret, men der blev bl.a. tilføjet en kuppel. Interiøret fik ved den lejlighed de rige rokokke dekorationer, som det har i dag. Paladset rummer syv gæstesuiter og overdådigt udsmykkede haller til ceremonielle formål. Malerier i gæsteværelser viser Frederik den Stores Potsdam på den tid. Den smukkeste af hallerne er Jasper Hallen, som ligger midt i paladset under kuplen. Den er er udsmykket med rød jaspis og grå marmor. I loftet ses den forførende "Venus med følge", udført af Johann Christolph Frisch. I det tilstødende Ovids Galleri er der på de forgyldte vægge relieffer med scener fra Ovids "Metamorphoser" - Frederik den Stores yndlingstema.

Friedenskirche

Friedenskirche blev bygget fra 1845-1854 af Ludwig Persius og August Stüler, angiveligt efter design af kong Frederik Vilhelm IV. (Personligt har jeg mine tvivl, når det så ofte fremhæves, at kong den eller den har designet dette og hint. Måske er det korrekt, måske er det en slags folkelig mytomani, hvor man forsøger at gøre disse regenter endnu større, end de i virkeligheden er?) Kirken, som er en basilika med tre skibe, indgår i en arkitektonisk sammenhæng med en præstegård og det lille Marly Palads. "Fredskirken" er modelleret efter den tidlige kristne kirke San Clemente i Rom. Kirkens indre er beklædt med marmor i mange farver. I apsis ses originale mosaikker fra første halvdel af 1200-tallet; de stammer fra San Cipriano i Venedig. Øst for komplekset ligger en kunstig dam; vestfor ligger Marly haven, som er (re)designet af Lenné.

Den historiske Vindmølle

Vindmøllen i Maulbeerallee er faktisk den tredje på stedet. Den første mølle går tilbage til 1738, og det menes, at den var i drift i ca 50 år. Den anden og betydeligt større mølle blev opført fra 1787-1791 efter hollandsk forbillede, men den blev fuldstændig ødelagt ved brand under anden verdenskrig. Den nuværende mølle, som er en funktionsduelig rekonstruktion, blev åbnet for offentligheden i 1993 i forbindelse med fejring af byens 1000 års jubilæum. På første etage er der et galleri med skiftende udstillinger af moderne kunst. På de to følgende etager er der en udstilling om møller.

Orangeriet

Den imponerende 300 meter lange bygning blev opført fra 1851-1864 under Frederik Vilhelm IV, ofte benævnt "Romantikeren på tronen". Der er ingen tvivl om, at kongen, som nærede en glødende interesse for den italienske renaissance, i høj grad påvirkede arkitekterne Ludwig Persius, August Stüler og Ludwig Ferdinand Hesse til at lave det meget italiensk prægede bygningsværk med flotte terrasser, arkader og mange skulpturer. De lange fløje indeholder "drivhuse", hvor de mange tusinde træer/palmer og andre planter, som egentlig hører hjemme under mildere himmelstrøg, overlever om vinteren i deres potter. I hver ende af bygningen ligger kongelige gemakker, tjenesteboliger og kontorer. I centrum er Orangeripaladset med den kendte Raffaelsaal, som rummer en samling på omkring 50 kopier af Raphaels malerier.

Det Kinesiske Tehus

Længere fremme i haven kom vi til Det Kinesiske Tehus, som vidner om hoffets store fascination af Kina i det 18. århundrede. Denne charmerende havepavillon blev bygget fra 1754-1757 af Johann Gottfried Büring på bestilling af Frederik II. Omkring bygningen befinder sig en mængde forgyldte figurer i naturlig størrelse: personer, som drikker te, musikanter, som underholder herskaberne osv. Bygningen rummer i dag en udstilling af tysk (Meißner) og asiatisk porcelæn. Bo, som har opholdt sig i Kina i næsten et år, fandt dog ikke pavillonen særlig kinesisk, bortset fra de asiatisk udseende figurer, som er skabt af Peter Benckert og Johann Gottlieb Heymüller.

Neues Palais - Det Nye Palads

Det Nye Palads, som er de prøjsiske kongers mest imponerende bygningsværk, blev bygget fra 1763-1769 under Frederik den Store. Begrundelsen for byggeriet - dog, jeg tror ikke, at en prøjsisk konge behøvede at begrunde sine beslutninger - var, at det skulle anvendes til modtagelse af de mange gæster, der kom til hoffet. Paladset, som blev bygget kort efter 7-års krigen (1756-63), skulle formentlig også ses som en demonstration af Prøjsens magt og udgøre et værdigt modstykke til de franske kongers pragtslot i Versailles.

Efter Frederik den Stores død i 1786 blev paladset kun sjældent brugt og begyndte at forfalde. Imidlertid begyndte kronprins Frederik Vilhelm - senere kejser Frederik III - at bruge paladset som sommerresidens fra 1859. Indtil 1918 var paladset det foretrukne opholdssted for Tysklands sidste kejser, Vilhelm II og hans hustru Augusta Viktoria. Efter Novemberrevolutionen, som førte til kejserens abdikation, blev paladset anvendt som museum.

Det Nye Palads ligger, hvor Hauptallee ender står, og det er med sine 200 meter største bygningsværk i parken. De tre etager krones med en majestætisk kuppel, hvor de tre gratier bærer den kongelige, prøjsiske krone. Bag paladsbygningen ligger to større bygninger, hvor tjenestefolkene boede. I og omkring bygningen er anbragt 428 større skulpturer udført i sandsten. Nord- og sydfløjen er ligeledes udstyret med en kuppel. Paladset rummer mere end 200 værelser, fire imponerende sale til repræsentative formål og et mindre teater. Under sine ophold i paladset boede kongen i en suite i den sydlige ende, bestående af to værelser, et kontor, et koncertrum, en spisestue og et soveværelse.

Slottet, som er bygget i barok stil, er et vidunder af marmor, granit og guld. Især den sydlige fløj med slotsteatret, en flot rokokosal og grottesalen, som er udsmykket med kostbare (mere eller mindre kostbare) sten, marmor, kvarts, mineraler og fossiler, er seværdig. I det prægtige marmorgulv er indlagt motiver af havdyr og -planter. På loftet er malerier af Venus og Amor samt De tre Gratier. Nicher langs væggene rummer statuer og fontæner, smukt oplyst af krystallysekroner.

Direkte over grottesalen ligger den store marmorhal. Rummet, som omfatter to etager, går op under den store kobberkuppel. Midt i loftet ses "Hebes fører Ganymedes til Olympos" af Charles-Amédée-Philippe van Loo, 1769 (Zeus havde i skikkelse af en ørn bortført den smukke, trojanske prinsesøn Ganymedes, som blev mundskænk for Zeus i stedet for Zeus' egen datter, Hebe). I rummet ses 12 statuer, dels Brandenburgske fyrster, dels Julius Cæsar, Konstantin, Karl den Store og Rudolph II af Habsburg.

Teatret, som optager to etager, er stadig i brug. er. Stilen er rokokko med røde og hvide farver og masser af forgyldning. Sjovt nok finder der ikke nogen kongeloge i teatret. Frederik den Store plajede at sidde på tredje række blandt sine gæster.

I parken ligger de to små, runde templer, Freundschaftstempel og Antikentempel, som komplementerer hinanden på smukkeste vis. Venskabstemplet ligger i den vestlige ende af Sanssouci Parken. Det blev bygget fra 1768-1770 under Frederik den Store til minde om hans yndlingssøster, markgrevinde Wilhelmine af Bayreuth, som døde i 1758. Antiktemplet, som ligger lige nord for Venskabstemplet blev bygget af Frederik den Store i 1768-1769 til opbevaring af hans samling af antikke genstande og mønter. Siden 1921 har Antiktemplet været brugt som mausoleum for medlemmer af huset Hohenzollern, og der er adgang for publikum.

Belvedere på Klausberg

Efter færdiggørelsen af Det Nye Palads i 1769 gik Frederik den Store i gang med at opføre Belvedere på Klausberg. Det lille slot, der tjente som udsigtspunkt fra bakken Klausberg, skulle blive kongens sidste byggeri i Sanssouci Parken. Fra Belvedere, som betyder "smuk udsigt", kan man se over hele parken og en del af byen Potsdam. Den toetages rotunda, prydet med to søjlegange og kronet med en kuppel skal efter sigende være en model af Neros palads i Rom efter udtrykkelig ønske af Frederik den Store. Bygningen blev ødelagt af brand i krigens sidste dage, men er siden blevet smukt restaureret både indvendigt og udvendigt i anledning af genforeningen af "de to Tysklande". Overalt er der smukke egeparketgulve, og med de smukke loftsmalerier i kuplen er der tale om en meget vellykket rekonstruktion.

Schloss Charlottenhof

Charlottenhof Slot, som er en mindre sommerresidens i nyklassicistisk stil, ligger i den sydlige ende af Sanssouci Parken. Det bærer sit navn efter den tidligere ejer, Maria Charlotte von Gentzkow. I 1825 købte Frederik Vilhelm III ((1770-1840) den ejendom, hvor Charlottenhof ligger. Kongen forærede ejendommen til kronprinsen, den senere Frederik Vilhelm IV (1795-1861), også kaldet "Romantikeren". Kronprinsen besluttede, at ejendommen, som lå lige udenfor Sanssouci Parken, skulle inkluderes i parken og at bygningen, som var i barokstil, skulle omdannes til et klassicistisk palæ. Arkitekten Karl Friedrich Schinkel fik ansvaret for slottets romantiske design, både udvendigt og indvendigt, mens Peter Joseph Lenné skabte det omkringliggende parkanlæg. Deres frugtbare samarbejde resulterede i, hvad er blevet kaldt "et prøjsisk Arkadien". Paladset er udformet som en romersk villa med en stor terrasse, en dam og en smuk lille park i engelsk landskabsstil. Fra paladset er der udsigt til Det Nye Palads og andre bygninger og skulpturer i Sanssouci Parken.

Die Römischen Bäder - De Romerske Bade

De Romerske Bade ligger i Charlottenhof Park, lidt nordøst for Charlottenhof Slot og ud til en kunstig skabt sø. Karl Friedrich Schinkel og hans elev Ludwig Persius lagde de første planer for badene allerede i 1826, da de arbejdede på Charlottenhof Slot. Kronprinsen, Frederik Vilhelm (IV) fulgte planerne med stor interesse og leverede selv en masse udkast. Opførelsen blev påbegyndt i 1829 og tog mere end 10 år. En pergola forbinder "Gartnerens Hus", der er bygget som et italiensk landhus i 1400-talsstil, med en pavillon, udformet som et græsk tempel. Til den anden side ligger en bygning, der er modelleret som en romersk villa med en åben arkade. Det kommer næppe som nogen større overraskelse for dig, at komplekset indeholder et romersk bad, som har givet navn til bygningsværket. Bygningen indeholder de for en antik romersk villa typiske elementer som atrium, der tjente som modtagelsesområde, impluvium, som opsamlede regnvand, viridarium, den lille have, apodyterium omklædningsrum og caldarium, det varme bad. Badet har næppe nogensinde været i brug, og dets tilblivelse skyldes formentlig alene romantiske sværmerier om det antikke Rom.

Dampfmaschinenhaus

Lige udenfor parken på hjørnet af Zeppelinstrasse og Breite Strasse ved Neustädter Havelbucht ligger dampmaskinehuset (1841-1842), som med sin pumpe forsynede fontænerne i parken med vand fra Havel floden. Arkitekten Ludwig Persius designede pumpehuset som en tyrkisk moske på bestilling af Frederik Vilhelm IV. I oktober måned 1842 startedes dampmaskinen, som havde en effekt på godt 81 HK. Den var i stand til at få den store fontæne foran Sanssouci til at springe 38 meter op i luften. Dampmaskinen, som i dag kan ses i funktion inde i bygningen tillige med en udstilling, blev bygget af August Borsig. Byggeriet af dampmaskinen var også et forsøg på at konkurrere med England på det teknologiske område. I dag sker vandforsyningen til Sanssouci Parken desværre ved anvendelse af elektriske pumper.

Bornstedt Kirkegård

Den tyske forfatter Theodor Fontane (1819-1898) udtalte engang: "De, som dør i Sanssouci, vil blive begravet i Bornstedt." Han hentydede til det meget store antal generaler, officerer, kammerherrer, livlæger, kongelige arkitekter og bygmestre, som ligger på Bohnstedt Kirkegård. Her finder vi fx gravstedet for Heinrich Wilhelm Wagenführer, som var medlem af de berømte grenaderer 'de høje fyre', som var "Soldaterkongens" livgarde. Her ligger også den eneste deltager i attentatet mod Hitler den 20. juli 1944, som fik en almindelig begravelse, Kurt von Plettenberg. I Sello familiens gravsted ligger den berømte landskabsgartner Peter Joseph Lenné og arkitekterne Friedrich Ludwig Persius og Ferdinand von Arnim. Kirken med dens fritstående klokketårn blev bygget fra 1842-1843 i italiensk stil på bestilling af kong Frederik Vilhelm IV. Vi havde planlagt at besøge kirkegården på hjemturen, men pga tidnød og flere omkørsler pga vejarbejde lykkedes det os ikke at finde kirkegården, så det står højt på vores liste til næste besøg i Potsdam.

Neuer Garten - Den Nye Have

Den nye have (Neuer Garten) er en 102 hektar stor landskabshave beliggende i det nordlige Potsdam ved Jungfernsee. Den blev anlagt i 1787 som et supplement til Den gamle have i barokstil, som hørte til Sanssouci. I 1816 fik Peter Joseph Lenné til opgave at omdanne den tilgroede og forfaldne have til en engelsk landskabshave, og den stil er stort set uændret til i dag, selv om haven led under den russiske "besættelse" fra 1945-1954. Direkte ved søfronten til Heiligen See finder man Marmorpalais, som snart efter en total restaurering bliver åbnet som slotsmuseum. Sydlig for palæet ligger køkkenet, bygget som mars-tempel og forbundet underjordisk med Marmorpalæet. Pyramiden som ligger nord for palæet er ikke et gravsted, den tjente som is-kælder for Marmorpalæet. Desuden finder man på parkområdet orangeriet, som er åbent for udstillinger.

Schloss Cecilienhof

I den nordlige del af haven ligger Cecilienhof. Den sidste tyske kejser, Wilhelm II lod slottet opføre til sin ældste søn, kronprins Wilhelm og dennes hustru Cecilie von Mecklenburg-Schwerin i 1917 - kun et år før, kejseren måtte abdicere og flygte til Holland. Slotter, som har næsten 180 værelser, er bygget i engelsk herregårdsstil (tudor) med dekorative skorstene.

Efter afskaffelse af monarkiet i 1918 blev Cecilienhof statsejendom, men Wilhelm og Cecilie fik lov fortsat at anvende slottet. Parret forlod Potsdam i 1945. Senere samme år fra den 17. juli til den 2. august 1945 dannede Cicilienhof, som var ubeskadiget af engelske bombardementer, rammen om den berømte Potsdamer-konference, hvor Churchill, Truman og Stalin sammen med deres udenrigsministre delte Europa mellem sig. Tillige blev udfærdiget et dokument, som var en advarsel til Japan om at vælge mellem fuldstændig overgivelse eller total ødelæggelse. Vi ved alle, hvad det endte med. Det meste af Cecilienhof er uændret siden 1945, og man kan få lov til at besøge lokalerne, hvor "de tre store" mødtes. Det kan kombineres med en middag eller en kop kaffe på slottet, som i dag er luksushotel. Du kan som vi nøjes med en is i haven med den pragtfulde udsigt. (Husk, mandag lukket).

Marmorpaladset

På bredderne af Heiliger See ligger Marmorpaladset med en prægtig udsigt over Havel floden helt over til Påfugleøen. Denne sommerresidens blev opført fra 1787-1793 til Frederik Wilhelm II. Paladset er bygget i nyklassicistisk stil af Carl von Gontard og Carl Gotthard Langhans. Fra 1881 tjente Marmorpaladset som bolig for den senere kejser Wilhelm II og hans hustru Auguste Victoria samt kronprinseparret, indtil Cecilienhof blev færdigbygget i 1917. Paladset er dekoreret med smukke dekupørarbejder og silketapeter, med marmorildsteder og kunstgenstande, heriblandt en fin samling engelsk Wedgwood porcelæn. Efter at været blevet gennemgående restaureret er Marmorpaladset et af de smukkeste paladser i Potsdam. (Husk, mandag lukket).

Pfaueninsel - Påfugleøen

Hvis du har lyst til at tage på en mindre udflugt fra Potsdam, kan et besøg på Påfugleøen anbefales. Øen, som dækker omkring 76 hektar, har et meget seværdigt landskab bestående af en blanding af haver og engpartier, hvor påfugle lever vildt. Frederik Vilhelm II købte øen i 1793, og fra 1794-1796 lod han bygge et lystslot på øen. Slottet var et privat åndehul for kongefamilien beliggende mellem Berlin og Potsdam. Omkring 1830 blev Påfugleøen et yndet udflugtsmål for befolkningen fra de to nærliggende byer, idet kongehuset gav offentligheden adgang 3 dage om ugen.

Ledende nazister som Himmler og Göbbels opholdt sig ofte på øen, hvor de holdt fester. Ved krigens afslutning i 1945 spillede Påfugleøen en lille rolle, idet det var herfra, at Hitler overbragte sit afskedsbudskab til sin arme. I dag er øen et naturbeskyttelsesområde og opført på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Adgang til øen: maj-august kl 8.00 - 20.00. Adgang til paladset: 10.00 - 17.00. Mandag lukket.