Vikingeskib

Vølvens spådom Odins ravn.
Odin aflæger besøg hos Vølven.

"Vølvens Spådom" er et stort gudedigt fra den ældre edda, her gengivet i Thøger Larsens oversættelse fra 1914. Digtet, som er nedskrevet omkring 1270, er en eskatologisk myte om verdens skabelse, dens undergang og dens genopstandelse. Det falder i tre hovedafsnit, svarende til de tre norner, Urd, Verdande og Skuld, som regerer over hhv. fortiden, nutiden og fremtiden. Vølven var middelaldersamfundets kloge kone og seerske. Nogle af dem kunne hensætte sig i ekstase (en shamanistisk trance) og derved hensætte sig til andre verdener, hvor de kunne få svar på de spørgsmål, de fik stillet. I "Vølvens Spådom" bliver vølven Heid opsøgt af Odin, som giver hende sige gaver og beder hende om at se ud i fremtiden. Hun begynder med at skue tilbage i tiden til verdens oprindelse, og derfra videre over skabelsen, guderne guldalder og til nutid. Siden retter hun blikket mod nutiden, og ser ragnarok, hvor guder kæmper mod jætter, kosmos mod kaos, det gode mod det onde, hvorefter verden går under. Endelig ser hun fremad, hvor hun ser skabelsen af en ny verden med en ny orden, men ser også det onde vende tilbage i verden. Således rummer digtet en forudsigelse af et forløb, som gentages.

Vølven begynder med at genkalde sig tidernes morgen, hvor universet skabes og befolkes med guder, jætter, alfer og dværge.

Hør mig nu alle
hellige Slægter,
store og smaa
af Heimdals Sønner.
Valfader vil,
at jeg skal melde
om Mænd i Oldtid,
det ældste, jeg veed.

Jeg saa' Oldtids
første Jætter,
de har forhen
selv mig fostret.
Jeg husker ni Verdner,
ni Hjem i Træet,
Al-Træets Ungdom
i Underjorden.

Aar var aarle
over Ymers Bolig.
Ej var Sand, ej Sø,
ej svale Bølger;
Jord fandtes ikke,
ingen Himmel,
Ginnunga-Gab var,
men Græs aldrig.

Før Burs Sønner
lod Lande stige,
da de mægtigt
Midgaard skabte.
Sol sken sønden
paa Sten i Salen,
da groed af Grund
grønne Urter.

Sol kom sydfra
sammen med Maane,
højre Haand
greb Himmelranden.
Sol kendte ikke
sine egne Sale,
Maane kendte ikke
sine egne Kræfter,
Stjerner kendte ikke
deres egne Steder.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde.
Nat og Næet
gav de Navne,
Navn fik Morgen
og Middagstid,
Mørkning og Aften
for Aar at tælle.

Aserne mødtes
paa Idesletten,
der de Helligdom
og Hove bygged,
Smedjer blev opført,
og alting prøvet,
ædelt Metal ved
Esser hamret,
dannet Tænger
og tungt Værktøj.

Tavl paa Tunet
tit de leged,
intet de savned,
alt var gyldent,
da kom tre mægtige
Tursemøer ,
avlet af Jætter
i Jotunheim.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde
om, hvem der skulde
skabe Dværgfolk
af Blod-Brænding
og af blaa Ben.

Da blev Modsognir
øverst mellem
alle Dværge,
og dernæst Da blev Durin .
I Mands Lighed
dannedes mange
Dværge af Jorden,
som Durin sagde.

Til tre Aser
af Asaskaren,
stærke, gode
Guder kom gaaende,
fandt ved Stranden
svage og arme
Ask og Embla
uden Skæbne.

Aande de drog ej,
Aand de ej havde,
ej Liv, ej Farve,
ej Blod, som leved.
Aande gav Odin,
Aand gav Høner,
Lød gav Loder
og Blod, som leved.

Ask veed jeg stande,
kaldet Yggdrasil,
staar med hvide
Stænk paa Grene.
Derfra kommer Duggen,
som falder i Dale,
over Urds Brønd Asken
evigt grønnes.

Derfra kommer Møer,
mangt vidende,
tre fra den Sø,
som under Træet ses,

(Urd er den ene,
den anden Verdande,
Skuld staar der skaaret
i Stav til tredje,)
Lov de lagde,
Liv for Verdens
Børn de valgte,
voldte Skæbner.

Ene sad hun ude,
da den oldgraa kom,
Anelsers Asa,
og saa' i øjet dybt.

Hvem spørger mig?
Hvi friste mig?

Alt veed jeg, Odin,
hvor du øjet dulgte.
I Mimers Brønd,
den meget kendte.
Mjød drikker Mimer
hver en Morgen
af Valfaders Pant.
Veed I mer eller hvad?

Hærfader gav hende
Ringe og Halsbaand,
Sandsigergave,
Spaadomsstave.
Vidt saa' hun, vidt ud
i hver en Verden.

Hun saa Valkyrjer,
vidt fra komne,
færdig at ride
til Goters Folk.
Skuld holdt Skjoldet,
Skøgul ogsaa,
Gunn, Hild, Gøndul
og Geirskøgul.

Den Krig, hun først i
Verden mindes,
kom, da Spydet
stak Gulveig,
og hun i Højs
Hal
blev brændt,
tre Gang' brændt,
som tre Gang' baaren.

Heid hun hed,
hvor i Hus hun kom,
Spaadomsvølven,
Ulve hun tæmmed,
Sejd hun evned,
Sejd hun øved,

altid elsket af
onde Magter.

Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde
om, hvem der List i
Luften blanded
og Hun veed, hvor Ods Mø skænked
til Jætteslægten.

Tor ene heftig
Harme viste,
han sidder sjældent,
naar han saadant spørger,
da revned Eder,
Ord og Løfter,
Overenskomster
brødes alle.

Hun veed, hvor Heimdals
Horn
er under
det hellige lyse
Løvtræ lagt.
Over det øses
Fossevældet
af Valfaders Pant.
Veed I mer eller hvad?

Øster sad den oldgraa
i Urskoven

og fostred der
Fenres Yngel;
deriblandt er
den, som bliver
Sols Tyv
i Trolds Ham.

Den ved Baarer
fylder Bugen,
oversprøjter med Blod
Guders Bolig.
Sort bliver Solskin
de næste Somre.
Alt Vejr værres.
Veed I mer eller hvad?

Han sad paa Højen
og slog Harpen,
Gygens Vogter,
gladen Egdir.
Nær ham gol i
Galgegrenen
en skøn rød Hane,
den, som hedder Fjalar.

Gyldenkammen
gol hos Aser.
Den vækker Helte
hos Hærfader.
En anden galer
under Jorden,
Hanen som Sod
i Hels Sale.

Jeg saa' Balder,
blodig Guddom,
Odins Barns
skjulte Skæbne.
Jeg saa' vokse
højt paa Volden
tynd og yndig
Mistelten.

Hød traf med Buen,
Træet var Pilen,
som mig syntes
sorgbevinget.
Men Frigg begræd
i Fensale
Valhals Ve.
Veed I mer eller hvad?

En saa' hun ligge
under Kilde-Lunden,
en, som ligned
Loke i Lænker.
Der sidder Sigyn
støt ved hans Side,
smiler aldrig.
Veed I mer eller hvad?

Da snor Vale
viede Tove,
haardt de holder,
tvundet af Tarme.

Aa gaar af øster
i Edderdale,
Sværdenes Blod-Aa,
som hedder Slid.

Nordligt stod der
i Nidefjælde
Sal af Guld
for Sindres ætter.
En anden Sal
saas i Okolne,
Jættens Brygsal,
som hedder Brime.

Sal saa' hun stande
fjernt fra Solen
paa Dødningestrand
med Døren mod Nord,
Edderdraaber stænker
ind ad Lugen,
slynget henad Vægge
er Slangerygge.

Der saa' hun vade
i sejge Vande
Meneds-Mænd
og Mordulve,
den, som faar Elskov af
andres Kvinder,
der suged Nidhugs
Næb de døde,
Ulv sled i Aadsel.
Veed I mer eller hvad?

Frem ser jeg længer,
meget kan jeg sige
om Ragnarok,
Faldets Rædsel.

Brødre hinanden
Banesaar hugge,

Børn af Søskende
Blodsbaand bryde,
Grundene larme,
Gygerne flyve,
og ingen Mand
skaaner andre.

Vildt lever Verden,
Hor saa vide,
Hugtid, Hærtid,
halve Skjolde,
Vindtid, Ulvtid,
saa vælter Verden.

Mimers Sønner ile,
thi Skæbnen galer
ud af det gamle
Gjallerhorn.
Mimers Sønner ile,
Højt blæser Heimdal,
Horn er i Luften,
Ord skifter Odin
med Mims Hoved.

Da skælver Yggdrasils
Ask, det gyser
gennem det gamle Træ.
Da løses Jætten.
Garm glammer højt
ved Gnipahulen.
Lænken brister,
og Ulven løber.

Hrym ager østfra
med Skjoldet hævet.
Jordslangen snor sig
i Jætteharme.
Ormen slaar Dybet,
og ørnen skriger,
har Ligkød paa Næbet,
Nagelfar løsner.

Skib gaar østfra,
Muspels Mænd kommer,
over Hav ledet,
og Loke styrer.
Alle Uvætter
med Ulven følger,
Byleists Broder
er med paa Færden.

Surt kommer sydfra
med svaje Luer,
Valguders Sol
fra Sværdet skinner.
Klipper knage,
og Gyger klage,
døde træder Helvej,
Himlen kløves.

Hvad nu med Aser?
Hvad nu med Alfer?
Nu gnyr al Jotunheim,
Aser gaa til Tinge.
Dværge stønne
ved Stendøre,
Bjergvægs vise.
Veed I mer eller hvad?

Da kommer Hlins
Harm anden Gang,
naar Odin gaar
til Ulvkampen,
og Beles lyse
Bane
mod Surt,
da falder Friggs
Fryd i Kampen.

Da maa den store
Søn af Sejrfader
Vidar kæmpe
med Valdyret,
haardt han hugger
Hvedrungs Søn sit
Sværd til Hjertet,
hævner sin Fader.

Da kommer den stærke
Søn af Hlodyn
harmfuld Midgaards Vogter
nedhugger Ormen.
Ni Fjed gaar da
Fjørgyns Søn,
isnet af øglen,
men uden Angest.

Folk har ej mer
i Midgaard hjemme.

Sol ser hun sortne,
synke Land i Hav,
haste af Himlen
herlige Stjerner.
Røg formørker
Maaneskiven.
Højt leger Hede
ved Himmelbuen.

Op ser hun komme
andre Tider
Jord af Vande,
grøn af Vaaren.
Fosser falde,
ørn flyver over,
som paa Fjældet
Fisken hugger.

Aser mødes
paa Idesletten,
mindes den slagne
Muldomslynger,
og mindes der
de mægtige Domme
og Fimbultys
første Runer.

Der skulle atter
underfulde
gyldne Tavler
i Græsset findes,
dem, som i Oldtid
(Guders Førers
og Fjølnes Slægts)
ætter havde.

Da skal usaaede
Agre vokse.
Bittert skal bedres,
Balder skal komme,
Høder og Balder bebo
Hropts Højsale,
de gode Valguder.
Veed I mer eller hvad?

Selv faar Høner
sin Lod i Hænde.
Sønner af begge hans
Brødre bygge
i Vindhjem vide.
Veed I mer eller hvad?

Sal ser hun straale,
mer end Solen,
gyldne Tage
i Gimle.
Der skal det bedste
Folk da bygge,
og alle Dage
dejligt leve.



Vølven ser ud i fremtiden og spår, at Den Høje, dvs Odin vil vende tilbage og retablere verdensordenen. Vølven spår også, at ondskaben igen vil indfinde sig i verden, og Nidhug, dragen som gnaver af Yggdrasils rod og æder lig, vil vende tilbage. Og historien vil gentage sig igen og igen.

Da kommer den høje
til Herredømme
hid fra oven,
han raader for alting,
siger Domme
og jævner Sager,
hellig Lov
fra ham skal holdes.

Frem flyver den skummelt
skinnende Drage,
øglen dernede
fra Nidefjælde.
Paa Flugt over Val
ved Nidhugs Fjedre
Lig hænger ned.
Nu maa hun synke.

Du kan vælge næste side her: