Vølvens spådom

"Vølvens Spådom" er et stort gudedigt fra den ældre edda, her gengivet i Thøger Larsens oversættelse fra 1914. Digtet, som er nedskrevet omkring 1270, er en eskatologisk myte om verdens skabelse, dens undergang og dens genopstandelse. Det falder i tre hovedafsnit, svarende til de tre norner, Urd, Verdande og Skuld, som regerer over hhv. fortiden, nutiden og fremtiden. Vølven var middelaldersamfundets kloge kone og seerske. Nogle af dem kunne hensætte sig i ekstase (en shamanistisk trance) og derved hensætte sig til andre verdener, hvor de kunne få svar på de spørgsmål, de fik stillet. I "Vølvens Spådom" bliver vølven Heid opsøgt af Odin, som giver hende sige gaver og beder hende om at se ud i fremtiden. Hun begynder med at skue tilbage i tiden til verdens oprindelse, og derfra videre over skabelsen, guderne guldalder og til nutid. Siden retter hun blikket mod nutiden, og ser ragnarok, hvor guder kæmper mod jætter, kosmos mod kaos, det gode mod det onde, hvorefter verden går under. Endelig ser hun fremad, hvor hun ser skabelsen af en ny verden med en ny orden, men ser også det onde vende tilbage i verden. Således rummer digtet en forudsigelse af et forløb, som gentages. Vølven begynder med at genkalde sig tidernes morgen, hvor universet skabes og befolkes med guder, jætter, alfer og dværge.

Hør mig nu alle hellige Slægter, store og smaa af Heimdals Sønner. Valfader vil, at jeg skal melde om Mænd i Oldtid, det ældste, jeg veed. Jeg saa' Oldtids første Jætter, de har forhen selv mig fostret. Jeg husker ni Verdner, ni Hjem i Træet, Al-Træets Ungdom i Underjorden. Aar var aarle over Ymers Bolig. Ej var Sand, ej Sø, ej svale Bølger; Jord fandtes ikke, ingen Himmel, Ginnunga-Gab var, men Græs aldrig. Før Burs Sønner lod Lande stige, da de mægtigt Midgaard skabte. Sol sken sønden paa Sten i Salen, da groed af Grund grønne Urter. Sol kom sydfra sammen med Maane, højre Haand greb Himmelranden. Sol kendte ikke sine egne Sale, Maane kendte ikke sine egne Kræfter, Stjerner kendte ikke deres egne Steder. Da steg alle Guder til Skaber-Stole, hver hellig Gud, for Raad at holde. Nat og Næet gav de Navne, Navn fik Morgen og Middagstid, Mørkning og Aften for Aar at tælle. Aserne mødtes paa Idesletten, der de Helligdom og Hove bygged, Smedjer blev opført, og alting prøvet, ædelt Metal ved Esser hamret, dannet Tænger og tungt Værktøj. Tavl paa Tunet tit de leged, intet de savned, alt var gyldent, da kom tre mægtige Tursemøer , avlet af Jætter i Jotunheim. Da steg alle Guder til Skaber-Stole, hver hellig Gud, for Raad at holde om, hvem der skulde skabe Dværgfolk af Blod-Brænding og af blaa Ben. Da blev Modsognir øverst mellem alle Dværge, og dernæst Da blev Durin . I Mands Lighed dannedes mange Dværge af Jorden, som Durin sagde. Til tre Aser af Asaskaren, stærke, gode Guder kom gaaende, fandt ved Stranden svage og arme Ask og Embla uden Skæbne. Aande de drog ej, Aand de ej havde, ej Liv, ej Farve, ej Blod, som leved. Aande gav Odin, Aand gav Høner, Lød gav Loder og Blod, som leved. Ask veed jeg stande, kaldet Yggdrasil, staar med hvide Stænk paa Grene. Derfra kommer Duggen, som falder i Dale, over Urds Brønd Asken evigt grønnes. Derfra kommer Møer, mangt vidende, tre fra den Sø, som under Træet ses, (Urd er den ene, den anden Verdande, Skuld staar der skaaret i Stav til tredje,) Lov de lagde, Liv for Verdens Børn de valgte, voldte Skæbner. Ene sad hun ude, da den oldgraa kom, Anelsers Asa, og saa' i øjet dybt. Hvem spørger mig? Hvi friste mig? Alt veed jeg, Odin, hvor du øjet dulgte. I Mimers Brønd, den meget kendte. Mjød drikker Mimer hver en Morgen af Valfaders Pant. Veed I mer eller hvad? Hærfader gav hende Ringe og Halsbaand, Sandsigergave, Spaadomsstave. Vidt saa' hun, vidt ud i hver en Verden. Hun saa Valkyrjer, vidt fra komne, færdig at ride til Goters Folk. Skuld holdt Skjoldet, Skøgul ogsaa, Gunn, Hild, Gøndul og Geirskøgul. Den Krig, hun først i Verden mindes, kom, da Spydet stak Gulveig, og hun i Højs Hal blev brændt, tre Gang' brændt, som tre Gang' baaren. Heid hun hed, hvor i Hus hun kom, Spaadomsvølven, Ulve hun tæmmed, Sejd hun evned, Sejd hun øved, altid elsket af onde Magter. Da steg alle Guder til Skaber-Stole, hver hellig Gud, for Raad at holde om, hvem der List i Luften blanded og Hun veed, hvor Ods Mø skænked til Jætteslægten. Tor ene heftig Harme viste, han sidder sjældent, naar han saadant spørger, da revned Eder, Ord og Løfter, Overenskomster brødes alle. Hun veed, hvor Heimdals Horn er under det hellige lyse Løvtræ lagt. Over det øses Fossevældet af Valfaders Pant. Veed I mer eller hvad? Øster sad den oldgraa i Urskoven og fostred der Fenres Yngel; deriblandt er den, som bliver Sols Tyv i Trolds Ham. Den ved Baarer fylder Bugen, oversprøjter med Blod Guders Bolig. Sort bliver Solskin de næste Somre. Alt Vejr værres. Veed I mer eller hvad? Han sad paa Højen og slog Harpen, Gygens Vogter, gladen Egdir. Nær ham gol i Galgegrenen en skøn rød Hane, den, som hedder Fjalar. Gyldenkammen gol hos Aser. Den vækker Helte hos Hærfader. En anden galer under Jorden, Hanen som Sod i Hels Sale. Jeg saa' Balder, blodig Guddom, Odins Barns skjulte Skæbne. Jeg saa' vokse højt paa Volden tynd og yndig Mistelten. Hød traf med Buen, Træet var Pilen, som mig syntes sorgbevinget. Men Frigg begræd i Fensale Valhals Ve. Veed I mer eller hvad? En saa' hun ligge under Kilde-Lunden, en, som ligned Loke i Lænker. Der sidder Sigyn støt ved hans Side, smiler aldrig. Veed I mer eller hvad? Da snor Vale viede Tove, haardt de holder, tvundet af Tarme. Aa gaar af øster i Edderdale, Sværdenes Blod-Aa, som hedder Slid. Nordligt stod der i Nidefjælde Sal af Guld for Sindres ætter. En anden Sal saas i Okolne, Jættens Brygsal, som hedder Brime. Sal saa' hun stande fjernt fra Solen paa Dødningestrand med Døren mod Nord, Edderdraaber stænker ind ad Lugen, slynget henad Vægge er Slangerygge. Der saa' hun vade i sejge Vande Meneds-Mænd og Mordulve, den, som faar Elskov af andres Kvinder, der suged Nidhugs Næb de døde, Ulv sled i Aadsel. Veed I mer eller hvad? Frem ser jeg længer, meget kan jeg sige om Ragnarok, Faldets Rædsel. Brødre hinanden Banesaar hugge, Børn af Søskende Blodsbaand bryde, Grundene larme, Gygerne flyve, og ingen Mand skaaner andre. Vildt lever Verden, Hor saa vide, Hugtid, Hærtid, halve Skjolde, Vindtid, Ulvtid, saa vælter Verden. Mimers Sønner ile, thi Skæbnen galer ud af det gamle Gjallerhorn. Mimers Sønner ile, Højt blæser Heimdal, Horn er i Luften, Ord skifter Odin med Mims Hoved. Da skælver Yggdrasils Ask, det gyser gennem det gamle Træ. Da løses Jætten. Garm glammer højt ved Gnipahulen. Lænken brister, og Ulven løber. Hrym ager østfra med Skjoldet hævet. Jordslangen snor sig i Jætteharme. Ormen slaar Dybet, og ørnen skriger, har Ligkød paa Næbet, Nagelfar løsner. Skib gaar østfra, Muspels Mænd kommer, over Hav ledet, og Loke styrer. Alle Uvætter med Ulven følger, Byleists Broder er med paa Færden. Surt kommer sydfra med svaje Luer, Valguders Sol fra Sværdet skinner. Klipper knage, og Gyger klage, døde træder Helvej, Himlen kløves. Hvad nu med Aser? Hvad nu med Alfer? Nu gnyr al Jotunheim, Aser gaa til Tinge. Dværge stønne ved Stendøre, Bjergvægs vise. Veed I mer eller hvad? Da kommer Hlins Harm anden Gang, naar Odin gaar til Ulvkampen, og Beles lyse Bane mod Surt, da falder Friggs Fryd i Kampen. Da maa den store Søn af Sejrfader Vidar kæmpe med Valdyret, haardt han hugger Hvedrungs Søn sit Sværd til Hjertet, hævner sin Fader. Da kommer den stærke Søn af Hlodyn harmfuld Midgaards Vogter nedhugger Ormen. Ni Fjed gaar da Fjørgyns Søn, isnet af øglen, men uden Angest. Folk har ej mer i Midgaard hjemme. Sol ser hun sortne, synke Land i Hav, haste af Himlen herlige Stjerner. Røg formørker Maaneskiven. Højt leger Hede ved Himmelbuen. Op ser hun komme andre Tider Jord af Vande, grøn af Vaaren. Fosser falde, ørn flyver over, som paa Fjældet Fisken hugger. Aser mødes paa Idesletten, mindes den slagne Muldomslynger, og mindes der de mægtige Domme og Fimbultys første Runer. Der skulle atter underfulde gyldne Tavler i Græsset findes, dem, som i Oldtid (Guders Førers og Fjølnes Slægts) ætter havde. Da skal usaaede Agre vokse. Bittert skal bedres, Balder skal komme, Høder og Balder bebo Hropts Højsale, de gode Valguder. Veed I mer eller hvad? Selv faar Høner sin Lod i Hænde. Sønner af begge hans Brødre bygge i Vindhjem vide. Veed I mer eller hvad? Sal ser hun straale, mer end Solen, gyldne Tage i Gimle. Der skal det bedste Folk da bygge, og alle Dage dejligt leve. Vølven ser ud i fremtiden og spår, at Den Høje, dvs Odin vil vende tilbage og retablere verdensordenen. Vølven spår også, at ondskaben igen vil indfinde sig i verden, og Nidhug, dragen som gnaver af Yggdrasils rod og æder lig, vil vende tilbage. Og historien vil gentage sig igen og igen. Da kommer den høje til Herredømme hid fra oven, han raader for alting, siger Domme og jævner Sager, hellig Lov fra ham skal holdes. Frem flyver den skummelt skinnende Drage, øglen dernede fra Nidefjælde. Paa Flugt over Val ved Nidhugs Fjedre Lig hænger ned. Nu maa hun synke.