Birgit og jeg var gået på pension. Vi havde i de forløbne år været på mange ferierejser a 1-2 ugers varighed, men nu ville vi prøve et lidt længere ophold sydpå, og vores valg faldt på den lille middelhavsø Malta. På nettet lejede vi en 3-værelses lejlighed i den lille bjerglandsby Mellieha, som ligger i den nordlige ende af Malta. Vi kendte stedet rigtig godt, idet vi 4-5 gange tidligere havde boet på Dansk Folkeferies center, som lå lige i nærheden. Vi havde dels været alene afsted, Birgit og jeg, en gang sammen med Oldemor Aase, en anden gang med Lise og Boj og også en gang med Rejseholdet: Bente og Erling, Kurt og Karin, Erik og Astrid samt Heise og Annelise. Lejligheden havde en altan med en dejlig udsigt over bjergsiden. De fleste dage sol fra morgen til aften. Vi tog derned den 15. december og ville tilbringe jul og nytår dernede. Hjemrejse den 28. januar 2009.
Bo kom ned og besøgte os kort før jul og ville tilbringe 2 uger hos os og således fejre jul og nytår sammen med os. Hans veninde Matilde var med, og hun tog hjem igen efter en uge. Meget af tiden blev tilbragt med læsning på altanen.
Juleaften spiste vi på en restaurant, som var indrettet i en gammel mølle. Bygningen går tilbage til riddertiden, dvs. 1600-tallet. Jeg fik øjenkontakt med en lille dreng på 2-3 år, som sad ved et bord i nærheden med sine (engelske) forældre. Pludselig hoppede han ned af stolen, løb over gulvet og hoppede op i armene på mig. Foældrene kom bestyrtede over til os og sagde, at det havde de aldrig oplevet før. Jeg har altid haft en fantastisk forhold til små børn, roser jeg mig af.
Kl. 22 gik til julegudstjeneste i Vor Frue af Mellieha. Kirken er bygget på stedet, hvor der var en hule, der traditionelt forbindes med kristendommens etablering på Malta. Ifølge traditionen var hulen oprindeligt et tilbedelsessted for nymfen Calypso, men den blev et kristent sted efter Paulus' skibsforlis på Malta i år 60. Lukas, som ledsagede Paulus, siges at have malet en fresko af Jomfru Maria på hulens klippevæg. Til vores overraskelse varede gudstjenesten til kl. 1. Kirken var stopfyldt.
Det er første gang, at vi har været i en kirke, hvor der var sat 3-4 storskærme op i rummet. Da vi kom tilbage til lejligheden fik vi en dejlig portion ris a la mande.
Vi spadserede flere gange ned til Dansk Folkeferies Center, hvor vi havde boet under fem foregående besøg. Centret var stadig velholdt og velfungerende. Vandet i den udendørs pool var ikke længere opvarmet, men vi kunne se, at den indendørs pool blev flittigt benyttet.
Lige nedenfor centret ligger den eneste sandstrand på øen. Der er en sti fra centret, som fører under den vej, som løber langs kysten.
Vi spadserede også en tur til Skipper Skræk Byen, som ligger 2-3 km fra centret. Kulisserne til Skipper Skræk filmen fra 1980 var blevet opdateret, siden vi var her sidst, hvor det lignede en ruin.
Et par gange tog vi bussen til St. Paul's Bay. Her strandede Paulus og Lukus i år 60, da de som romerske fanger var på vej fra Jerusalem til Rom. Da Paulus var romersk statsborger, havde han krav for at få sin sag behandlet i Rom. I Apostelenes gerninger kan man læse, at da Paulus lagde kvas på en bå, blev han bidt af en giftslange. De lokale forventede, at Paulus ville dø, men han rystede bare slangen af sig og ned i bålet. Og siden da skal der ikke have været slanger på Malta. Fangerne blev ført til Mellieha, hvor Paulus skal have prædiket så højt, at det kunne høres på Gozo. Efter tre måneder sejlede de videre til Rom, hvor Paulus blev indtil sin død. Hvert år den 10. februar fejres "Paulus' skibbrud" som en national helligdag.
Vi tog flere gange bussen til Valetta, Maltas hovedstad, som blev grundlagt i 1566. Da øen netop havde afvist en muslimsk belejring, er Valetta omgivet af spektakulære, høje mure. Alle øens busruter udgår fra busterminalen lige uden for bymurene. Her holdes for resten marked hver søndag.
Omkring i Valletta ligger de herberger, som de forskellige sproggrupper i Johannitter-ordenen byggede tik sine medlemmer. De fleste anvendes i dag til offentlige kontorer.
Valletta er bl.a. kendt for sine mange, smukke, oftest grønmalede karnapper. Desværre er mange af dem dårligt vedligeholdte.
St. John's Co-Cathedral, som tidligere var riddernes ordenskirke, er opført 1573-1577. Den er viet til riddernes skytshelgen, Johannes Døberen. Fra balkonen udråbtes den nye stormester, når den tidligere var afgået ved døden,
I oratoriet befinder sig Caravaggio's mesterværk (3 x 5 m), halshugningen af Johannes Døberen. Du husker sikkert den uhyggelige historie med Herodes' steddatter, Salome, der som betaling for de 7 slørs dans ved Herodes' fødselsdag, krævede Johannes Døberens hoved på et fad. Caravaggio malede maleriet på Malta, hvortil han var flygtet efter at have dræbt en person i en duel. På Malta blev han optaget i Johannitterordenen. 5 måneder senere blev han smidt ud af ordenen og sat i fængsel, hvorfra det lykkedes ham at flygte til Sicilien.
Lidt længere nede ad hovedgaden ligger Stormesterens Palads. De seneste 400 år har det fungeret som bolig for guvernører og præsidenter. Paladset blev opført i 1574.
Manoel Teatret er det 3. ældste fungerende teater i Europa, opført i 1732. Oprindelig var det ridderne selv, som optrådte. Kvinderollerne blev spillet af kastrater, fik vi at vide under en rundvisning.
I Lower Barakka Park er der adskillige mindesmærker om byens glorværdige fortid - og også en fantastisk udsigt til indsejlingen til den store naturhavn. Parkens midtpunkt er Sir Alexander Ball-monumentet fra 1810 til minde om Maltas første civile kommissær. Det smukke og imponerende monument er designet i neoklassisk stil som et gammelt græsk tempel, og indeholder adskillige allegoriske statuer.
Vi besøgte Maltas gamle hovedstad Mdina flere gange. Den kaldes også Den Stille By. Den er omkranset af høje fæstningsmure, og gaderne er smalle. Her boede øens adel, da ridderne kom til Malta i 1530 efter at være fordrevet fra Rhodos af tyrkerne.
På vejen til Valletta kørte bussen ofte gennem Mosta, som har en stor rundkirke med en fantastisk kuppel. Kom evt. en mandag, hvor der er marked i byen.
Den 9. april 1942 kl. 16:40 - under en gudstjeneste blev kirken ramt af en tysk bombe. Midt under bønnen bragede bomben gennem taget og kurede hen over det smukke mosaikgulv, inden den lagde sig til hvile. Uvist af hvilken årsag eksploderede bomben ikke. Men menigheden var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Jomfru Maria, som havde udvirket et mirakel.
Fra Mosta kan man tage bussen til Ta' Qali, som ligger nogle få kilometer før Mdina. Her er indrettet en håndværkerby i bygninger fra den militære flyveplads. Her så vi glaspustere, smede og andre kunsthåndværkere, som fremstillede brugskunst. Et besøg værd.
I nærheden af Ta' Qali ligger Malta Aviation Museum, som især omhandler de voldsomme bombardementer, som Malta var udsat for under anden verdenskrig, da den var en meget vigtig britisk flådebase. Jeg købte en video med nogle af de spændende piloter, som deltog. Jeg er måske mere flyinteresseret end de fleste, da jeg var på flyveskole som soldat, og min stationschef havde fløjet spitfire under anden verdenskrig. Malta havde kun tre jagerfly til rådighed til forsvar af øen mod især italienske angreb. De hed Faith, Hope og Charity (Tro, Håb og Barmhjertighed). Man mistede hurtigt Charity, men man mistede aldrig troen og håbet, som de siger. Faith har i dag hædersplads på Krigsmuseet i Valletta. I 1942 blev den maltesiske befolkning tildelt Georgskorset af George 6. for deres heroiske modstand.
Vi var også i Sliema, som nærmest er sammenvokset med Valletta. Den har en smuk havnepromenade, hvorfra der udgår færger og udflugtsbåde. Om aftenen er der gang i diskoteker og natklubber.
Et par gange tog vi til den lille fiskerby Marsaxlokk, som ligger på sydkysten. Den er kendt for sit store fiskemarked, der finder sted langs strandpromenaden om søndagen, og et turistmarked med husflidsprodukter på alle andre dage i ugen. Langs havnen ligger mange fine spisesteder. Marsaxlokk har været velkendt siden antikken og blev anvendt som havn af fønikere og karthagere og der er også resterne af en havn fra romertiden.
Sammen med Bo og Matilde tog vi en tur til øen Gozo, som ligger 6 km nordvest for Malta. Vi tog færgen fra havnen i Cirkewwa, som ligger på nordspidsen af Malta, og en halv time efter landede vi i Mgarr havn på Gozo. Færgen sejler 1-2 gange i timen. Man betaler først for turen, som er rasende billig, ved returrejsen. Det højeste punkt på Gozo ligger 176 meter over havet. Gozo er 14 x 8 km. Den aarhusianske krimiforfatter Elsebeth Egholm boede i flere år på Gozo og har skrevet bogen "Mig og min ø" om hendes liv på den lille ø. Jeg har siden lånt bogen på biblioteket og læst den med fornøjelse.
På vores første tur til Gozo havde vi sejlet med den tidligere bornholmerfærge M/F Rotna, som i 1978 var blevet solgt til færgetrafik mellem Malta og Gozo. Sjovt nok var det samme færge, som jeg og mine klassekammerater havde sejlet med fra Købanhavn til Rønne i 1959. Sjovt at se at mange af de oprindelige skilte var bevaret. I dag sejler M/F Rotna vistnok kun med gods mellem de to øer i Middelhavet.
På havnen lejede vi en taxa, som kørte os rundt på øen i 4 timer for kun 400 kr. Vi kørte først til Victoria, Gozos "hovedstad", hvor vi bl.a. besøgte citadellet. Herfra er der en fantastisk udsigt over Gozo og også en del af Malta. Oprindelig var stedet et "akropolis" med religiøse funktioner, men i middelalderen blev det omdannet til en fæstning , hvor øens befolkning kunne bruge som tilholdssted ved angreb af fjender. Indenfor citadellet ligger Marias Himmelfartskatedral, som vi også kort besøgte. I en bygning bag kirken ligger et lille museum.
Efter frokost i den lille havneby Xlendi, kørte vi til Calypsos Hule, hvor Odysseus var fange i 7 år på vej hjem fra kampene ved Troja - som jo havde varet 10 år. Calypso er forelsket i Odysseus, og lover ham udødelighed , hvis han vil blive hos hende. Først da selve Zeus blander sig, lader Calypso Odysseus tage afsted. Imens ventede hans tålmodige kone, belejret af mange bejlere, hjemme på Ithaka, hvor Odysseus er konge. Hvis du ikke som jeg er meget intereseret i den græske mytologi, er der måske ikke så meget at se. Men jeg fandt det spændende.
Til sidst besøgte vi Ggantija Templerne, "kæmpernes sted", som er opført i den yngre stenalder for næsten 6000 år siden, dvs. før pyramiderne i Egypten. Der er fundet mange figurer og statuer, som vidner om, at de to templer har haft religiøs betydning - formentlig en frugtbarhedskult - og de er opført på UNESCOs verdensarvsliste. Ifølge lokal folklore blev templerne opført af en kæmpekvinde ved navn Sansuna, mens hun havde sit barn hængende over sin skulder. Templerne blev opført, før hjulet blev introduceret, og der heller ikke metalværktøj tilgængelige. Små stenkugler, som er fundet, tyder på, at de er blevet brugt som en slags kuglelejer til de køretøjer, der transporterede de enorme stenblokke, der blev brugt til templerne.
Der var også lige tid til lidt indkøb af lokale produkter, inden vi vendte tilbage til Malta after en dejlig udflugt.