Ankomst til Valletta
Busterminalen ligger lige udenfor byporten, City Gate. Her midt i rundkørslen ligger den pragtfulde Triton fontæne. I dag ligger busterminalen lige til højre for rundkørslen. Stort set alle busser på øen udgår herfra.

Kik mod byporten til Valletta

 

 

En af de karakteristiske gamle britiske busser Busserne på Malta er et kapitel for sig. De er alle importeret fra England, hvor de for længst har aftjent deres værnepligt. Men i det dejlige klima på Malta kan der lokkes yderligere et antal kilometer ud af dem. Busserne, som er af mange forskellige fabrikater og modeller, er velholdte og malede i samme gyldne farver.
Busbillet Intil for nogle år siden var alle busserne grønne, som det fremgår af dette billede, hvor en ung Bo har stillet op til fotografering. Chaufføren har udstyret sin vogn med krucifix, helgenbilleder og andre katolske relikvier. Buspriserne er yderst humane, læs "tæt på at være gratis". Det er muligt at leje bil på Malta, men vi har endnu ikke forsøgt dette. Dels er afstandene meget korte, dels er buskørsel meget hyggeligere. Hertil kommer, at man fortsat kører i 'den forkerte side' af vejen. Et ordsprog siger, "at englænderne kører i venstre side, europæerne kører i højre side, mens malteserne kører, hvor der er skygge".


Forstaden Floriana
Fejring af øens helgen St Publius Floriana med de store fæstningsværker er grundlagt omkring 1630, da ridderne frygtede angreb fra landsiden. Den har sit navn efter vatikanets bygmester Paolo Floriana. Her ligger øens ministerier og ambassader og kan med sine herskabelige boliger, sine parker og pladser minde lidt om vores eget Østerbro. Her finder vi kirken St Publius, som har navn efter den romerske guvernør, som blev kristnet af Paulus - du har måske læst historien i det tidligere? Et af vores besøg på Malta faldt på samme Publius' navnedag, hvorfor vi tog bussen til Valletta. Da vi kom ind i Floriana, var hele byen klædt til fest. Festen blev ikke mindre af, at Floriana netop havde vundet det nationale mesterskab i fodbold. Fra alle balkoner og vinduer hang spraglede bannere og symboler. Fra vinduerne kastedes konfetti på gaden. Alle mennesker var på gaden og deltog i processioner. Forrest i optog blev båret statuer fra områdets kirker. Herefter fulgte flere orkestre. Og ind imellem sang og dansede den glade befolkning. Da vi vendte tilbage til Floriana nogle timer senere, var der stadig gang i processionerne. I gaderne lå der nu konfetti mm. i 20-30 cm højde. Prøv det. Næsten hver weekend er der festa ét eller flere steder på Malta. Om aftenen afsluttes ofte med fyrværkeri.


Vallettas historie
Inden vi begiver os ind i Valletta, vil du måske høre lidt om denne dejlige bys historie. Denne by er et helt drømmesyn, skrev sir Walter Scott.

Valletta blev bygget af Jean de la Valette, som var stormester af den franske orden efter den episke sejr over tyrkerne i 1565 - og har fået navn efter ham. Du har måske læst om denne belejring på en tidligere side. (Hvis du undrer dig over forskelle i stavemåden, så staves bynavnet altså med "ll" og ender på a). Da ridderne kom til øen i 1530, var halvøen blot en klippeknold, og alle maritime aktiviteter udgik fra byen Vittoriosa.

På grundstenen til byen kan læses følgende inskription: "Jean Parisot de Valette, Stormester, lagde denne grundsten den 28. marts 1566 efter påkaldelse af Jomfru Maria, Johannes Døberen og andre helgener om, at arbejdet skal føre til glæde og rigdom for hele det kristne samfund, og med tanke på den fare, som ridderne og den maltesiske befolkning var udsat for under den tyrkiske belejring året i forvejen, og efter konsultation af Ordenens øverste ledelse om bygning af en ny by med befæstning af byens mure, således at den bliver i stand til at modstå den tyrkiske fjende...." (undskyld min klodsede oversættelse, men kancellistil er ikke min stærke side). Denne inskription beskriver meget godt formålet med bygning af byen Valletta.

Byen skulle ligge på Scebarras-halvøen med de enorme naturhavne Marsamsett og Grand Harbour på hver sin side. Byplanlægningen blev udført at en italiensk militæringeniør Francesco Laparelli, en kollega til Michelangelo. Laparelli havde bl.a. arbejdet for pave Pius IV. Det siges, at den overordnede planlægning var udført i løbet af kun 3 dage. I 1570 vendte Laparelli tilbage til Vatikanet, og byggeriet blev færdiggjort af den maltesiske arkitekt Gerolamo Cassar. (Laparelli døde i 1870 på Cypern af pest). Cassar var ikke nogen dårlig efterfølger, idet det var ham, som senere byggede Stormesterens Palads og St John's Cathedral og også Verdala Castle (som vi desværre ikke fik set inde fra). Og i løbet af 5 år var byen færdig. Stormester Valette nåede desværre ikke at opleve dette, han døde i 1568. Heldigvis blev også taget æstetiske hensyn og ikke kun rent defensive. Indenfor fæstningsværker og bymure er Valletta med sine kirker og paladser og smukke bygninger med malede træbalkoner stadig en smuk by med mange træk fra renæssance og barokken. Blandt de mest imponerende bygninger er riddernes herberger (auberge), som både tjente som bopæl for ordenens medlemmer, men også gav ly til rejsende og pilgrimme. Mange af byens paladser fungerer i dag som offentlige kontorer. I det vældige hospital - Sacra Infermeria - er indrettet som et konferencecenter. Stormesterens palads huser parlamentet og præsidentens kontor.

Men kom nu med gennem den store byport, så skal jeg give dig en rundvisning i byen, som lord Byron omtalte som En by bygget af gentlemen for gentlemen.


Valletta - Riddernes hovedstad
Et godt tidspunkt at besøge byen er sidst på eftermiddagen, når middagsheden har lagt sig, og gaderne vrimler med travle indbyggere og turister. En times tid senere synes byen mennesketom. Valetta er én af de mindste hovedstæder i Europa med en længde på 1.500 meter og en bredde på 600 meter. 8 snorlige gader krydses af mindre gader på tværs, som løber ned til de 2 store naturhavne. Lige inden for byporten på Freedom Square ligger arkader på begge sider med forretninger. Hovedgaden, som er en gågade, hedder Republic Street (på malti: Triq ir Repubblika) - tidligere Kingsway. Parallelt med denne løber det andet hovedstrøg Merchant Street. Republic Street udmunder i Fort St Elmo yderst på halvøens spids. I begyndelsen af sit forløb er gaden bred og imponerende. Men efter at vi har passeret Stormesterens Palads snævrer den ind og bliver noget mere uanseelig.

Bykort over Valletta

Drejer vi til venstre indenfor byporten, ser vi de vældige forsvarsværker, St Michaels Bastion. Flere steder er det muligt at spadsere oven på værkerne. Samtidig får du et flot udsyn til Marsamsett Harbour. På vejen passerer du ambassaden for "The sovereign Military Order of Jerusalem, of Rhodes and of Malta". De har til huse i St John's Cavalier. Som os vil du sikkert lade dig forvirre af det dannebrog, som vejer over bygningen, men det er altså riddernes rød-hvide korsbanner. Ordenen har stadig nogle aktiviteter på øen, bl.a. driver det et diabetescenter.

Auberge de Castille
Auberge de Castille and Leon - nu premierministerens kontor Auberge de Castille var hjem for riddere fra Kastillien og Portugal, som ikke selv havde en beboelse på Malta. Desuden blev herberget anvendt til modtagelse af prominente personer. Denne del af ordenen var én af de mest magtfulde, og dens overhoved var Grand Chancellor. Ridderne var ansvarlige for den del af besfæstningen, som hedder Bastion of St Barbara, beliggende på den højeste del af Valletta. Herberget blev bygget af den kendte maltesiske arkitekt Girolamo Cassar i 1574. Det har en central slotsgård omgivet af 3 længer. Over den statelige hoveddør hænger en buste af stormester Pinto. Bygningen er formentlig den smukkeste barokbygning i Valletta med sin meget smukke (afdæmpede) facade. Især vinduespartierne er smukke. Bygningen led skade både under de franske troppers belejring 1798-1800 og under bombardementerne under 2. verdenskrig. Først franskmændene, og senere englænderne anvendte Auberge de Castille som hovedkvarter under deres ophold. Nu huser det den maltesiske premierministers kontor.


Upper Barrakka Gardens
Grand Harbour - udsigt fra Upper Baracca Herefter vender vi tilbage til byporten, hvor vi denne gang drejer til højre og kommer frem til Upper Barrakka Gardens. Undervejs passerer vi det smukke Auberge de Castille and Leon, som i dag tjener som kontor for premierministeren. Upper Barakka var tidligere eksercerplads for ridderne. I anlægget står flere figurer. Den mest charmerende er Les Gavroches (gadedrengene), som er udført af Antonio Sciortino. Figuren er inspireret af Victor Hugo's fortælling om parisiske gadedrenge i Les Miserable. Sciortino er nok den mest fremtrædende skulptør, man har haft på Malta. Han rejste til Rom efter at have fået tildelt et legat. Her var han i en periode direktør for Det Britiske Akademi, inden han vendte tilbage til sin fødeø for at være med til at opbygge samlingen på the Fine Arts Collection i Valletta - se nærmere i det følgende. Sciortino har også lavet den store gruppe på Great Siege Square, som vi kommer til lidt længere nede ad Republic Street.

Der findes også en broncebuste af Winston Churchill. Desuden ligger øens tidligere guvernør sir Thomas Maitland (af befolkningen kaldt kong Tom for sine skarpe holdninger) begravet her. Fra anlæggets terrasser er der en betagende udsigt over en af verdens største naturhavne og over til Fort St Angelo, Senglea og Vittoriosa på den anden side. Fra den store balkon balkon er der et betagende syn ud over Grand Harbour over mod Fort St Angelo og De 3 byer, som ligger på den anden side.

Lower Baracca - Siege Bell Hvis vi fortsætter lige frem, kommer vi til Lower Baracca Gardens. Blandt smukke træer og blomsterbede ligger et lille græsk tempel med en status af sir Alexander John Ball. Han var én af de ledende kræfter under opstanden mod franskmændene i 1798. Da franskmændene opgav og forlod øen, annekterede briterne Malta og udnævnte sir Alexander til den første britiske guvernør på stedet. Da han døde i 1810, indsamlede malteserne penge til opførelse af monumentet. Alexander Ball er begravet i Fort St Elmo. I anlægget findes den såkaldte belejringsklokke. Den 10 tons tunge bronceklokke er et minde om de 8.000 maltesere og englændere, som faldt under belejringen 1940-1943. Den blev afsløret af dronning Elisabeth II under hendes årlige besøg. På hvilken dato? Selvfølgelig den 15. august.


Operahuset
Valletta's tidligere operahus På Freedom Square (Frihedspladsen) ses et sørgeligt minde fra bombardementerne under 2. verdenskrig. Her ses ruinerne af Vallettas operahus, bygget 1861-1866 af Edward Middleton Barry, arkitekt på Covent Garden Theatre. Teatret havde mere end 1.000 siddepladser og 200 ståpladser. Men allerede 7 år senere - efter 3. akt af en prøve - lød det frygtede råb "Brand", og alle løb mod udgangen. 5 minutter senere var alt inferno. Ydermurene holdt, men alt interiøret var ødelagt. Operabygningen, som havde kostet halvdelen af Maltas nationalprodukt, eksisterede ikke mere. Årsagen blev aldrig klarlagt, men et par håndværkere fik en bøde på hhv. 10 og 20 pund for ikke at have holdt gaslamperne i ordentlig stand. 4½ år senere genåbnede operaen med Verdi's Aida.

Om aftenen den 7. april 1942 blev bygningen ødelagt af tyske bombefly. Skaderne var for omfattende til at kunne udbedres. I 1946 tilbød tyske krigsfanger på Malta at restaurere bygningen for et symbolsk beløb. Som følge af stor arbejdsløshed måtte regeringen afslå tilbuddet under pres fra fagforeningerne. I 1953 blev 6 kendte arkitekter inviteret til at komme med projektforslag. Et vinderforslag blev udpeget, men øens økonomi har endnu ikke tilladt gennemførelse. Terrassen, ´som er den eneste del af bygningen, som er nogenlunde intakt, huser nogle mindre souvenir butikker.


Our Lady of Victory
Et kapel blev bygget på det sted, hvor stormester La Valette nedlagde grundstenen til byen i 1566. Kirken er viet til jomfru Maria og er samtidig et minde om ophævelsen af den tyrkiske belejring. Dette skete (selvfølgelig ;-) ) den 7. september (1565) aftenen for jomfru Marias fødselsdag. Ordenen besluttede, at der skulle holdes en messe hvert år den 8. september. Stormester La Valette døde i 1568, og hans jordiske rester blev stedt til hvile i kapellet. Disse er senere overført til krypten i St John’s Co-cathedral.

Mellem South Street og Britannia Street ligger den enkle og interessante kirke St Barbara, som er bygget af den maltesiske arkitekt Giuseppe Bonici. Kirkens form er nærmest oval. Det var ridderne fra Provence, som benyttede denne kirke. I dag besøges den af mange udenlandske turister, da der afholdes messer på fransk, tysk, italiensk og engelsk. St Barbara er skytshelgen for kanonerer og andre, som arbejder med krudt og kugler, hvilket der er flere eksempler på i den lille kirke.


Kunstmuséet
National Museum of Fine Arts i South Street har til huse i et smukt palads, som går tilbage til 1571, hvor det blev bygget som bolig for en fransk ridder. Efter hans død overgik paladset til ordenen. I en årrække tjente paladset som bolig for den britiske øverstbefalende for flåden i Middelhavet. Muséet består af 30 værelser, fordelt på 2 etager. Den nederste etage omfatter værker fra det 14. til det 17. århundrede af både italienske, hollandske og franske kunstnere. Et særlig værelse med en smuk udsigt over havnen er viet til den nok største maltesiske kunstner Antonio Sciortino (1879-1947), som vi allerede har mødt på vores vej. 2 værelser er helliget Mattia Preti, som vi skal møde igen i St John's Cathedral. I kælderetagen findes en del brugsgenstande fra riddertiden såsom religiøse effekter, skibsmodeller, vægte, medicinglas og -krukker mv. I korridorerne omkring den indre gård er udstillet mere moderne kunst. Endelig findes der en betydelig møntsamling i muséet, hvis det kan interessere.

Nationalmuséet for arkæologi
De meget interessante arkæologiske samlinger fra Malta og Gozo opbevares på Nationalmuséet, som har til huse i Auberge de Provence, som ligger på vensre side af Republic Street. Samlingerne omfatter både den forhistoriske periode (3200 - 2000 BC), bronzealderen (2000 - 800 BC) og den romerske periode. Kæmpemæssige stenblokke, vaser og statuer fylder hele underetagen. Mindre genstande opbevares i glasmontrer. I nærheden af trappen er udstillet 2 mindre statuer: Den lille, sovende kvinde fra Hypogeums underjordiske begravelseslads og Den maltesiske Venus. I lokalerne på første etage er udstillet genstande fra romertiden - en del er græske og puniske (fønikiske). Mest interessant er måske en lille søjle med inskriptioner på græsk og fønikisk. Det var ved hjælp af denne søjle, at videnskabsmænd lærte at tyde det fønikiske sprog. Den store indgangshal, som man kommer ind i fra Republic Street, er smukt dekoreret. UNESCO har bidraget til restaureringen af dette vigtige museum.

Biblioteket
Queen's Square med biblioteket - og dronning Victoria På Queen's Square ligger det sidste større bygningsværk, som ridderne fuldførte, inden de forlod Malta, var et bibliotek. Det er bygget i venetiansk stil med 4 buer hvilende på elegante pilastre og med en smuk balkon med dobbelte søjler. Nationalbiblioteket rummer i dag uvurderlge historiske manuskripter under glas og lås. Bl.a. er der 46 bøger, som er trykt før år 1500. Her findes også ordemens historie fra 1107-1798. I 1760 donerede en fransk ridder mere end 9.000 bind til biblioteket og disse indgår nu i det såkaldte Bibliotheca Publica. Det mest interessante dokument er måske det gavebrev, hvormed Karl V i 1530 overdrog Malta til ridderordenen. På pladsen, hvor der er udendørs servering det meste af året, står en marmorstatue af dronning Victoria, udført af den sicialianske billedhugger Giuseppe Valenti. På den modsatte side af torvet ligger den kendte Caffe Cordina i riddernes tidligere skatkammer (1837).


Stormesterens palads
Stormesterens palads Republic Street munder ud i en stor plads, Palace Square, hvor Stormesterens palads ligger. I virkeligheden har paladset gennem de sidste 400 år også tjent som bolig for guvernører, generalguvernører og præsidenter. Paladset blev fuldført i 1574. Gennem en port kommer man ind i 2 (relativt) kølige og skyggefulde slotsgårde. Den ene (nærmeste) kaldes Prince Alfred's Court og den anden Neptune Court efter den Neputun statue, som befinder sig her. I gården er et maurisk ur fra 1745, hvor små figurer kommer frem ved hvert timeslag.

Vil du se paladset - og det bør du - går du op ad trappen i Prince Alfred's Court (husk at se uret forinden, ellers glemmer du det, som vi gjorde). I rådssalen, hvor parlamentet plejede at samles, kan du beundre møblerne de smukke gobeliner med fremmedartede motiver. Tronsalen, som nok er det mest imponerende rum, har et smukt bjælkeloft og er dekoreret med freskomalerier, som bl.a. viser scener af maltesernes yndlingsmotiv: den tyrkiske belejring. I Hall of Ambassadors er ophængt portrætter af samtlige stormestre samt af et større antal europæiske regenter, som har været på besøg: Ludvig XIV, Ludvig XV, Katarina II m.fl.

Under 160 års britisk kolonisering var paladset bolig for den engelske majestæts repræsentant. I 1974, da Malta blev republik, blev Stormesterens Palads taget i brug som præsidentens residens. Så i dag modtager den maltesiske præsident fremmede ambassadører i den samme sal, som riddernes stormestre gjorde for adskillige hundrede år siden.


Tøjhusmuséet
Tøjhusmuséet I den bageste del af paladset findes 2 store haller (Palace Armoury) med den formentlig største og mest repræsentative samling af våben og rustninger fra tiden før år 1800. Mere end 6.000 genstande fra riddertiden er samlet her. Bl.a. findes en rustning, som menes at have tilhørt selveste stormester La Valette. En italiensk rustning med indlagt guld fra 1615 har tilhørt stormester Vignacourt. Udover samlingen af våben er opstillet et antal figurer iklædt riddernes rustning mv.


St Paul's Shipwreck kirke
St Pauls's Shipwreck Church I St Paul's Street ligger St Paul's Shipwreck kirke fra 1609, bygget under stormester Lascaris. Facaden, som er i barok stil, blev færdiggjort i 1885. Kirken har 2 klokketårne og 7 klokker. Under klokketårnene står 2 statuer af hhv. St Peter og Paulus. I midten står en statue af jomfru Maria. Billederne viser episoder fra Paulus' liv. Orglet, som er det ældste på Malta, stammer fra 1600-tallet. I kirken findes ca. 40 gravstene i marmor og mosaik, og der findes 12 sidekapeller. Ellers bliver man slået af de store mængder af sølv, der findes i kirken: altre med sølvfacader, kandelabrer, lamper osv., gaver til kirken fra flere hundrede år. I våbenhuset findes portrætter af nogle af de stormestre og paver, som har haft forbindelse til kirken. Kirkens vigtigste relikvium er én af Paulus' armknogler samt et stykker af den søjle, hvorpå Paulus blev halshugget i Rom. En smukt malet udskæring af Paulus findes i kirken og bæres i procession i gaderne hvert år den 10. februar, som er helgenens festdag.


Manoel teatret
Manoel Theatre I den sidste periode af deres ophold på Malta var ridderne ikke længere fuldt optaget af at kæmpe mod tyrkerne og brugte en stor del af tiden på fritidssysler. Der blev ofte givet forskellige forestillinger i de enkelte herberger, især i de italiensk styrede.

Men behovet for underholdning voksede så meget, at stormester Manoel de Vilhena igangsatte byggeri af det lille teater, som bærer hans navn (det hed oprindeligt "Teatro Pubblico".. Det er et af de ældste teatre i Europa, bygget i smuk barokstil. Teatret blev indviet i 1732 efter en bemærkelsesagtig kort byggeperiode på 10 måneder. Og det blev hurtigt populært. Franskmændene benytted også teatret under deres besættelse (1798-1799). Og englænderne benyttede også teatret til at underholde deres militære og cicile personnel og deres familie.

Men med indvielse af operahuset i 1861 faldt interessen stærkt for det gamle Manoel teater. I en snes år fungerede det som pensionat for tiggere (1 penny for en nat). Men da operaen brændte ned i 1881, blev Manoel teatret igen anvendt efter sit formål. Mellem de 2 verdenskrige anvendte bygningen som biograf.

Sidst i 50'erne besluttede regeringen at restaurere teatret og det kom på 'finansloven'. Der blev råd til et 'husorkester', og der opføres regelmæssigt forestillinger, både drama og opera. Loftet i 22 karats guld skal være helt fantastisk. Det samme gælder de smukt udsmykkede loger i 3 etager. Der er regelmæssigt guidede ture, men vi har dog ikke deltaget (næste gang). Indgangen til teatret ligger i Mint Street.


Fort St Elmo
Fort St Elmo For enden af Republic Street ligger Fort Elmo. Det blev bygget af ridderne omkring 1552 med det formål at beskytte indløbene til de 2 naturhavne mod tyrkisk invasion. Fortet har form som en 5-takket stjerne. Tyrkerne indså, at de var nødt til at neutralisere fortet for at sikre deres egen flåde, og de indledte et overvældende bombardement. Den 23. juni 1565 faldt fortet og samtlige 600 forvarere blev dræbt. Efter ophør af den tyrkiske besættelse blev Fort St Elmo restaureret, og det smeltede efterfølgende sammen med Valletta. Under 2. verdenskrig spillede fortet igen en hovedrolle, da det var herfra, at man fik ram på de italienske E-både. Tiderne er blevet mere fredelige, og den øvre del af fortet huser nu Maltas politi. Scener fra Midnight Express er optaget på den nedre del af området.

Krigsmuséet
Mere interessant er det måske, at The National War Museum befinder sig indenfor Fort St Elmo's mure. Størsteparten af muséet omhandler 2. verdenskrig, men der er også udstillet genstande fra 1. verdenskrig. Endelig findes i en fløj en udstilling vedr. den franske besættelse af øen 1798-1800. Muséet blev indviet i 1975 som et supplement til de samlinger vedr. riddertiden, som findes i Stormesterens Palads.

De mest spændende effekter er måske:

  • Faith - det eneste overlevende af de 4 fly, som udgjorde Maltas luftforsvar i juni 1940.
  • Et 75mm maskingevær, det første, som blev erobret under de allieredes landgang på Sicilien i juli 1943.
  • Den jeep, som præsident Roosevelt benyttede under sit besøg på Malta i december 1943.
  • Og sidst, men ikke mindst, det Sct George kors, som blev tildelt befolkningen på Malta in 1942.


Riddernes hospital
Riddernes hospital - nu konferencecenter Riddernes hospital Sacra Infermeria (det hellige hospital) ligger i nærheden af Fort St Elmo med sin imponerende front mod Grand Harbour - hospitalet har en længde på 151 meter - ret imponerende selv i dag. Det begyndte sin funktion i 1574 under stormester de la Cassiere og opnåede hurtigt status som ét af de bedste hospitaler i Europa. I 1676 blev oprettet en skole for anatomi og kirurgi. I 1712 blev hospitalet udvidet med et apotek og et kapel. Hospitalet havde plads til ca. 900 senge til patienter. Riddere og soldater blev behandlet på én etage, mens den menige befolkning, inkl. tiggere, slaver og andre blev behandlet i den underliggende etage, Man kunne måske have forventet, at det fungerede som et rent militærhospital, men det var i virkeligheden et af de første tilløb til offentlige hospitaler (jeg må dog indrømme, at hospitalet alene behandlede mandlige patienter). Det var den franske del af ordenen som havde ansvar for hospitalets drift. Samtlige riddere - fra stormesteren til yngste novice - tog sig af de syge og serverede mad til patienterne på sølvtallerkener. En del af sølvtøjet forsvandt under den franske besættelse 1798-1799 (det sker jo somme tider, når man har uindbudte gæster), men en del kan dog sammen med andet hospitalsudstyr ses på National Museum of Fine Arts. Den medicinske behandling var af høj kvalitet, og alle patienter kunne komme under behandling uanset religion.

Da ridderne blev tvunget bort fra øen, overtog Napoleons tropper bygningen og ca. 300 sårede blev indlagt. Men allerede i 1800 blev franskmændene smidt ud, hvorefter englænderne rykkede ind. De omdøbte hospitalet til 'Garrison Hospital' eller 'Station Hospital'. Under Krim-krigen 1854-56 blev hospitalet taget i brug til pleje af sårede soldater. I 1859 havde Florence Nightingale foreslået, at der blev indrettet et mere permanent hospital i Valletta. Under 1. verdenskrig tjente Malta som Middelhavets sygeplejerske. Alene fra kampene ved Galipoli blev mere end 2500 officerer og mere end 55.000 menige behandlet på maltesiske hospitaler. I 1920 blev bygningen taget i brug som politihovedkvarter, indtil begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor bygningen blev svært beskadiget under bombardementerne.


Den tidligere hospitalsgang I 1977-1979 blev bygningen rekonstrueret og indrettet som et konferencecenter med plads til ca. 1.400 personer. Desuden findes et antal mindre lokaler indrettet med moderne AV-udstyr og tolkningsfaciliteter. Komplekset har nu fået navnen The Mediterranean Conference Centre. Centret blev svært beskadiget af en brand i 1987, men blev straks restaureret. Bl.a. blev der i underetagen indrettet et cafeteria med plads til 1.000 gæster.

I centret opføres flere gange hver dag et fantastisk 40 minutters audiovisuelt show med dias (18 systemer er i gang samtidigt). Showet viser Maltas udvikling gennem en periode på mere end 6.000 år. Første gang, vi overværede showet, var vi ved at få blæst hovedet af. Næste gang var der kommet hovedtelefoner, hvor man selv kunne vælge lydniveau og sprog, Kan absolut anbefales.


 

Og så har vi gemt det allerbedste til sidst. Et besøg i ridderne pragtfulde domkirke, St John's Co-Cathedral, med det mest fantastiske billede, vi kender.

 

Start på rejsen Toppen af denne side Forrige side Næste side