Malta - Island in the Sun

Birgit og jeg har efterhånden været på Malta 5-6 gange, og det er ikke for meget sagt, at vi har tabt vores hjerte til denne dejlige, lille ø, som ligger ca. 90 km syd for Sicilien. Vi har været der alene, sammen med svigermor, med ungerne, med venner og med Rejseholdet (vores rejsevenner). Malta er et af de tættest befolkede områder i Europa. En befolkning på godt 370.000 indbyggere på et område, som er mindre end 30 x 15 km. Med næsten 400 kirker, heriblandt flere katedraler. En kirke, som blev bombet under 2. verdenskrig under en messe. Med farverige religiøse fester næsten hver weekend fra marts til september. Med ruiner, som er mere end 1.000 år ældre end pyramiderne. Med sine flotte mindesmærker fra tiden med Malteserridderne. Med et pragtfuldt klima og dejlige strande. Med en venlig befolkning, som stolt af sin fortid. En befolkning, som fik tildelt Sct. Georgskorset under 2. verdenskrig for sin heltemodige indsats under umenneskelige bombardementer. En befolkning som stadig kører i venstre side af vejen. Og hvis busser stammer fra England i 1940'erne. Hjemstedet for malteserfalken. Stedet for indspilning af Robert Altman’s Popeye (Skipper Skræk). osv. osv.

Vi er hver gang rejst med Dansk Folkeferie, som har et pragtfuldt center på øen.

Malta i forhistorisk tid

Malta har en meget rig historie, som går tilbage til forhistorisk tid. På det tidspunkt var Europa landfast med Afrika med Malta som forbindelsesled. De maltesiske øer, som vi kender i dag, er bjergtoppene og de højtliggende områder fra denne forbindelse. Videnskaben antager, at forbindelsen fra Malta til Afrika blev afbrudt først. Da istiden bredte sig, vandrede mange dyr som elefanter, bjørne, ulve og flodheste sydpå, så langt de kunne komme, dvs. til Malta. Efterfølgende blev dyrene isoleret på øen, da også forbindelsen fra Malta til Europa blev afbrudt. Her blev de, indtil de uddøde som følge af manglende ernæring. Der er fundet fossiler af dyr, som kan dateres til 250.000 B.C.

Befolkningen af Malta

De første beboere kom til Malta fra Sicilien ca. 3800 B.C. Det var et huleboende stenalderfolk med en forholdsvis høj kultur. De byggede templer og helligdomme, hvoraf nogle minder om Stonehenge i England. Maltas usædvanligt tørre klima har forhindet disse bygningers totale udslettelse. Efter ca. 800 år forsvandt dette folk sporløst, og i stedet indvandrede et broncealderfolk fra Sydsicilien. Dette folk boede i hytter i små landsbyer, og der er bl.a. fundet mange potteskår fra denne tid, som er opdelt i perioder, navngivet efter de steder, hvor de vigtigste fund er gjort.

Ggantija perioden (2800-2400 B.C.) har navn efter det kæmpemæssige tempel, som ligger på øen Gozo. Navnet Ggantija (gigantisk) kommer af de store limstensblokke - nogle ca. 7 meter høje - som udgjorde murene i templerne. Ggantija templerne 'slår' aldersmæssigt Stonehenge med mere end 1000 år. Disse templer eksisterede allerede, da man byggede Kheops pyramiden i Giza. Du vil høre mere om dette tempel, når vi senere aflægger besøg på Gozo.

Saflieni og Tarxien perioden (2400-1800 B.C.) efterfulgte Ggantija perioden. Den har fået navn efter det underjordiske tempel Hypogeum Hal Saflieni. Dette tempel er skåret ud af den bløde limsten på Malta. Templet består af 3 etager og når ned i en dybde af ca. 12 meter. Når vi besøger dette tempel, vil du høre den spændende historie om, hvorledes dette tempel blev fundet.

Malta i historisk tid

Malta er i historisk tid blevet beriget af mange forskellige kulturer. Jeg betvivler, at datidens beboere har opfattet det som særligt berigende at blive underlagt en fremmed besættelsesmagt. Men sandt er det i hvert fald, at disse fremmede kulturer har sat dybe spor på øen.

Den fønikiske periode (800-218 B.C.) indledte hvad vi benævner den historiske tid på Malta. Fønikerne var et semitisk folk, som kom fra det nuværende Libanon. Jeg mener, at fønikerne er det folk, som i biblen omtales som 'kananæerne'. De anlagde kolonier i hele Middelhavet. Og her var Maltas placering uovertruffen med henblik på reparation af deres skibe. Fønikerne kaldte øen for Malet, hvilket betyder 'tilflugt'. Malta kan takke fønikerne for vinstokken og bomuldsplanten. Efterfølgende blev Malta besat af Karthago, som var en koloni, der var blevet anlagt af fønikerne i Nordafrika. Karthago blev den førende handelsby i Middelhavet, og derfra er Malta formentlig blevet indlemmet som en delvis selvstændig republik. Under den 1. puniske krig blev Malta plyndret af Rom. Efter Karthagos ødelæggelse efter den 3.puniske krig blev Malta erobret af Rom og indlemmet i provinsen Sicilien.

Den romerske periode (218 B.C.-A.D. 870) var en opgangstid for Malta, som blev en vigtig flådebase. Romerne opfattede Malta som deres allierede og tilstod øen en række privilegier. Malta fik en form for selvstyre inden for Romerriget, idet de ganske vist betalte skat til romerne, men havde deres eget senat og to ambassadører i Rom. Den måske vigtigste historiske begivenhed i denne periode var konvertering af øens befolkning til kristendommen. Dette skete efter besøg af så prominente gæster som Paulus og Lukas, som led skibbrud på deres vej til Rom. Paulus blev 3 måneder på øen, inden han fortsatte sin rejse til Rom (hvor han i øvrigt blev halshugget nogle år senere). Mere om denne begivenhed senere. Da Romerriget blev delt i 395, kom Malta under det Østromerske rige.

Den arabiske periode (A.D. 870-1090) Araberne har ikke efterladt sig monumenter af betydning på øen. Den største indflydelse har nok været den sprogmæssige og den kulturelle. Den vigtigste næringsvej for nordaraberne på den tid var sørøveri, og der er ingen tvivl om, at mange maltesere mere eller mindre frivilligt blev indrulleret på disse piratskibe.

Middelalderen (A.D. 1090 - 1530). I 1090 fordrev Roger af Normandiet - en vikingeætling - araberne, og Malta kom igen ind i den europæiske fold. Roger havde sammen med andre normanniske riddere oprettet kongedømmer på Sicilien og Syditalien. Malta blev et len under skiftende sicilianske konger. Efterfølgende var øen i perioder underlagt såvel tyske som franske herskere.

Johanniterriddernes historie

I 1020 fik købmænd fra Amalfi i Italien tilladelse af kaliffen af Ægypten til at bygge et hospital i Jerusalem. Hospitalet skulle tage sig af kristne pilgrimme, som rejste til det hellige land for at besøge Jesus' fødested. Hospitalet blev viet til Johannes Døberen.

Som tiden gik, begyndte disse munke at tilbyde væbnet eskorte til pilgrimmene, og de udviklede sig efterhånden til en ridderorden eller en militær orden. I 1113 godkendte pave Pascal II ordenens regler og anerkendte den som en religiøs orden.

Da de islamiske kræfter fik overtaget, blev ordenen tvunget til at flytte hovedkvarteret til Cypern. Deres ophold her blev ikke af længere varighed, hvorefter de flyttede til Rhodos, som de fik herredømme over. Men endu engang blev ridderne tvunget til at folade dere hjem. I 1522 angreb tyrkerne Rhodos for 4. gang. Denne gang med en flåde på 400 skibe og med mere end 200.000 mand. En formidabel styrke sammenlignet med riddernes 7.000 mand. Efter 6 måneders belejring måtte ridderne overgive sig juleaften 1522 og blev tvunget til at forlade Rhodos (hvis du har lyst, kan du her læse mere om ridderne på Rhodos).

De næste 7 år flakkede ridderne rundt i Italien og Frankrig. Karl V frygtede, at tyrkerne ville indtage Malta og bruge det som et brohoved til Sicilien, hvorfor han tilbød Johanniterridderne at overtage og forsvare Malta. I marts 1530 fik ridderordenen Malta og Tripoli i len. Den årlige lensafgift var 1 stk jagtfalk, betalingen skulle falde til den sicilianske vicekonge på allehelgeners aften i november. Du husker måske John Huston's film fra 1941 Malteserfalken med Humphrey Bogart som Sam Spade og Peter Lorre som Joel Cairo? Betalingen var en levende falk. Men i filmen var falken blevet til en statuette fyldt med kostbarheder.

Den maltesiske periode (1530-1798) I oktober 1530 ankom ridderne under ledelse af stormeste Philippe Villiers de L'Isle Adam til Grand Harbour og ankrede op ved nedenfor fortet Castello a Mare, Birgu. I begyndelsen var ridderne ikke begejstrede for deres nye hjem, som de fandt tørt og ufrugtbar sammenlignet med Rhodos. Men de måtte forsøge at få det bedste ud af situationen. Men freden varede ikke længe. Endnu engang forøgte tyrkerne at udvide deres territorium. I juli 1551 invaderede tyrkerne øen Gozo og den samlede befolkning - anslået til 5.000 personer - blev bortført som slaver til Libyen. Men det skulle blive værre.

Den store belejring (1565) Den 18. maj 1565 nærmede en tyrkisk flåde på 138 krigskibe sig øen. Ca. 38.000 soldater blev landsat ved Marsaxlokk. 11 dage senere ankom yderligere 38 skibe med 3.000 mand. Anføreren var den navnkundige Dragut. Belejringen startede med et angreb på Fort St. Elmo. Mere end 70.000 kanonkugler skal være blevet affyret under angrebet, og Dragut selv faldt. Men den 23. juni faldt fortet i hænderne på tyrkerne. De overlevende riddere og soldater blev torteret, og deres lig bundet til trækors, som blev kastet i vandet ved Grand Harbour, så de kunne flyde over til de forsvarende styrker.

Mens angrebet på St. Elmo fandt sted, arbejdede stormester de la Valette på at forstærke forsvarsværkerne omkring byerne Birgu og Senglea. Det samme gjaldt forsvarsværkerne omkring Mdina. 60 dage efter St. Elmo's fald kom forstærkninger på 600 soldater og 44 riddere fra Italien. Tyrkerne kastede sig nu med stor vildskab over Birgu og Senglea. Men ridderne og den maltesiske befolkning holdt stand, og tyrkerne mistede 2.500 mand under et enkelt angreb. Forsøg på at indtage Mdina slog også fejl.

Efter yderligere forstærkninger fra Italien hævede tyrkerne belejringen den 8. september 1565 - en dato som stadig fejres på øen. Mere end 9.000 mistede livet under belejringen. Øens fæstningsværker og de fleste bygninger lå i ruiner. Mange af ridderne havde lyst til at forlade øen. Men stormester Jean de la Valette ønskede at genopbygge byen og øens forsvar, og han rettede en bøn til paven om hjælp. Paven sendte Michelangelo's assistent, Francesco Laparelli for at hjælpe med at udforme en byplan. Byen, som i dag er Maltas hovedstad, bærer navn efter denne store stormester. Mange af de paladser, som blev bygget af ridderne, anvendes i dag til regeringskontorer. Du vil stifte nærmere bekendtskab med Valetta i det følgende.

Ridderne på Malta For at blive ridder måtte en ansøger være søn af adelige forældre, og ordenen gennemførte et veritabelt krydsforhør. Ridderne var inddelt i 'sproggrupper' kaldet 'tongues'. Disse var: Provence, Auvergne, France, Aragon, Castille, Italy, Germany og England. Et datidens NATO? Efter reformationen var England ikke længere repræsenteret.

Stormesteren havde den uindskrænkede magt over ordenen. Han blev valgt for livstid. Dette skulle ske senest 3 dage efter, at hans forgænger var afgået ved døden. Årsagen til dette 'hastværk' var primært at sikre, at pavestolen ikke forsøgte at blande sig. Det er interessant at bemærke sig, at 54 af de 68 stormestre var af fransk oprindelse.

Malteserkorset Da malteserordenen blev anerkendt som en religiøs orden af pave Pascal II, måtte ridderne indstille sig på at adlyde krav som kyskhed, fattigdom og lydighed (jvf. Matthæus III, 28). Herudover måtte en ridder efterleve de 8 bud, som knytter sig til de 8 spidser på deres symbol: tale sandt, have tro, angre sine synder, vise ydmyghed, elske retfærdighed, vise barmhjertighed, være oprigtig og kunne udholde forfølgelse.

Napoleon indtager Malta (1798-1800)

Som tiden gik blev riddernes berettigelse som en militær orden stadig mere overflødig. Da den franske revolution brød ud, blev mange af de franske riddere i tvivl om, hvor deres loyalitet lå. I 1791 blev ordenens besiddelser i Frankrig konfiskeret. Den 10. maj 1798 dukkede Napoleons flåde op i Valletta, og stormester de Hompesch overgav sig til Napoleon, uden at et skud blev løsnet. Ridderne forlod straks Malta, og 6 dage senere forlod også Napoleon øen. Allerede efter 3 måneder gjorde malteserne oprør mod det franske styre, og de angreb franskmændene ved Mdina og på fortet på Gozo, hvor kommandanten og alle soldaterne blev dræbt. De franske tropper trak sig tilbage til Floriana, Valetta og Fort Manoel, hvor de holdt stand i 2 år. Da malteserne sendte en opfordring om hjælp til den egnelske admiral Horatio Nelson, hvis flåde var i Middelhavet, overgav franskmændene øen. Dette var begyndelsen til 174 års britisk styre på Malta.

Englænderne besætter Malta (1814-1964) I 1854 besætter englænderne Malta, og holder den som koloni indtil 1964. Både i 1.og 2. verdenskrig spille Malta en afgørende rolle.I første verdenskrig fungerede Malta som hospital, som flådebase og som serviceenhed for den britiske hær og flåde. Tusinder af sårede soldater fra Gallipoli og Saloniki blev bragt til Malta for behandling. Mere end 10.000 arbejdere var beskæftigede på skibsværfterne. Maltas enestående rolle under 2. verdenskrig vil blive beskrevet i det følgende. Her vil jeg blot nævne, at den maltesiske befolkning helt enestående fik tildelt St. Georgskorset for deres mod og styrke. I 1953 etablerede NATO sit regionale hovedkvarter (Cincafmed) på Malta under Lord Louis Mountbatten.

Malta blev selvstændig republik (1964) Malta blev en selvstændig nation den 21. september 1964 og medlem af Commonwealth. Forfatningen var et demokratisk, konstitutionelt monarki med Elizabeth II som dronning af Malta. Meget passende deltog hertugen af Edinburgh som hendes officielle repræsentant i festlighederne. Natten mellem den 20. og 21. september blev det maltesiske flag hejst på Independence Arena, Floriana. Den 13. december 1974 vedtog parlamentet en lov, som erklærede Malta for en republik. Nationens første præsident blev udnævnt i december 1974.

Det maltesiske flag

Maltas nationale flag består af 2 lige store lodrette striber, hhv. hvidt og rødt. I den hvide stribe er en gengivelse af George korset, som blev givet til Malta af hans majestæt kong George VI den 15. april 1942. Ifølge overleveringen blev flaget givet til Malta af Roger af Normandiet i 1090.

---

Mellieha Holiday Centre

Vi har indtil videre været på Malta 6 gange. Og hver gang har vi boet i det pragtfulde Mellieha Holiday Centre. Vi beslutter hver gang, at næste gang vil vi prøve at bo inde i Valletta eller Sliema. Men alligevel ender vi hver gang med at vende tilbage. I de fleste tilfælde har vi været 2-3 familier ofte med mindre børn. Og så er de praktiske og velindrettede feriehuse´perfekte. Vi er ikke de eneste, som er faldet for centret. Vi har ofte mødt mennesker, som har været der 25-50 gange.

Luftfoto af Mellieha Holiday Centre"

Alle drømmer om at myrde konen

Denne udtalelse kom fra Dan Turell i et interview i BT i august 1986. Heri fortæller han: Jeg har det med Malta som med San Francisco. Jeg bliver aldrig træt af det. For en travl vesterlænding er det ren meditation - solen, vandet, den rolige livsrytme. Mange af hans romaner er blevet til på Malta, hvor han havde været mere end 10 gange. En af hans kriminalromaner - Mord på Malta - foregår endog i selve centret. Læs den før, under eller efter dit besøg. Det føjer en ekstra dimension til oplevelsen, at man genkender så mange lokaliteter. Uden at afsløre for meget kan jeg røbe, at mordet blev begået i bungalow nr. 107.

Centret, som består af 150 huse, blev bygget i 1979 af LO. Det er tænkt som både en art "ulandshjælp" og som et feriecenter for den danske fagbevægelses medlemmer. Centret ligger tæt ved Maltas bedste badestrand. Arkitekten - danskeren Hans Munk Hansen - har modtaget flere udmærkelser for byggeriet, som er bygget med stor respekt for naturen og med anvendelse af de karakteristiske gule natursten fra øen. Husene, som er ca 70 m2, er bygget omkring en lukket gårdhave, hvorfra der er en udvendig trappe op til en solterrasse på taget. Prøv en tidlig morgen at gå derop og nyd, hvorledes der kommer liv i omgivelserne. Eller gå derop sidst på dagen, hvor solen står lavt, og hvor lyset har den særlige varme glød, som forgylder alt. Udsigten afhænger selvfølgelig af hvilket hus, I bor i, men den er altid pragtfuld. I mange tilfælde kan du se ud over stranden ved Mellieha bugten. Måske kan du også se den imponerende kirke, som ligger på toppen af bjerget i Mellieha by. Eller du kan se ud over det nærliggende fuglereservat op til Draculas Borg. Samtidig kan du studere den livlige trafik til færgen, der sejler til Gozo.

Husene er som nævnt praktisk indrettede med en dejlig stue, udmærket køkken, stort badeværelse og 2 soveværelser. For et par år siden blev alle husene renoverede, og der blev bl.a. installeret en dejlig dobbeltseng i det ene af soveværelserne. Det er også muligt at rede op til 1-2 personer (børn) i stuen. Bortset fra vintermånederne indtager vi alle måltider i gårdhaven, hvor der er et fast bord. Men hvis man slæber bordet fra køkkenet ud i gårdhaven, kan der sagtens sidde en halv snes mennesker og spise. Et år fejrede vi Eriks 50 års fødselsdag, som du ser på billedet. Ofte vælger vi selv at lave aftensmad. Mændene sendes med bus til Mellieha by, hvor de køber kød hos én af de 2 slagtere, som ligger her. Kødet - oksekød eller lammekød - er fantastisk, og prisen er ca 50% lavere end i Danmark. Der findes ganske vist et udmærket supermarked i centret, men slagterafdelingen er ikke noget at skrive hjem om. Men ellers finder du alt, hvad du med rimelighed kan forvente. Dog har jeg set voksne kvinder næsten græde, fordi de ikke kunne købe dansk rugbrød (til deres mænd).

I centret er der masser af faciliteter. Fx er der et udmærket vaskeri. Ikke fordi man bruger meget tøj på Malta, men man kan jo være uheldig. Og har man små børn med, er det en praktisk ting. I den store konferencesal kan man spille bordtennis. Og en gang om ugen vises der film for hhv. voksne og børn. Det største aktiv er formentlig den store opvarmede swimming pool og et udmærket soppebasin. I modsætning til de fleste feriecentre er der masser af stole omkring poolen. Alt holdes pænt og nydeligt af personalet. Tæt ved poolen ligger restauranten "Great Dane". Vi spiser der gerne en enkelt gang på hver tur - men mellem os, så foretrækker vi at spise på et af de nærliggende spisesteder. I centret findes også en bar, som serverer udmærkede, mindre måltider. Endelig kan du købe fastfood o.l. ved pool baren. Så resultatet bliver almindeligvis, at jeg tager 1-2 kilo på, selv om vi traver adskillige kilometer hver dag. Min private teori er, at vægten stiger, fordi muskler nu engang vejer mere end fedt. Flere aftener om ugen er der optræden med spil og/eller sang.

Hver dag er der aktiviteter for børn. Fx arrangeres der skattejagt, hvor børnene undervejs skal løse forskellige opgaver. Almindeligvis er der ansat et par unge mennesker til at tage sig af ungerne i et særligt fritidscenter med en god legeplads. Herudover har vores unger ofte boltret sig med minigolf. Her på billedet ved siden af er Claus og Bo i gang med at lære Heise at spille minigolf. For de større børn arrangeres ofte konkurrencer i poolen, fx volley ball. Vi har også oplevet dykkerinstruktion i poolen. Så, som du ser, vil det være vanskeligt at komme til at kede sig.

Den gamle gartner

Et par gange om ugen kommer en gartner og holder med sin vogn udfor receptionen. Og han har alle de frugter og grøntsager, du har brug for. Skulle du savne lidt grøntsager, så finder du lige udenfor den lave mur, som omgiver centret, Mr. Augustine Grima. Han har en lille - men meget effektivt drevet have, hvor han dyrker løg, persille, squash, agurker mm. Du finder ham og hans lille hytte på skråningen ned mod fuglereservatet. Hvis det danske flag er hejst, er det tegn på, at han har åbent. Hans varer er både gode og billige. Og så vil han gerne snakke. Du skal ikke udvise meget interesse, og han vil gladeligt vise dig sit fotoalbum. Og fortælle om dengang, han havde en gammel motorcykel fra 40'erne. Augustine bor i Mellieha by, men overnatter om sommeren ofte i den lille hytte. Under 2. verdenskrig var Augustine vagt og befandt sig en stor del af tiden på det nærvedliggende "Sorte Tårn" - herom senere. Jeg spurgte, om han havde overværet, da den tyske blokade var blevet sprængt. Det havde han ikke, men fra "Det sorte Tårn" havde han kunnet se over næsten hele øen. Som du ser, vil han gerne fotograferes - her sammen med Bøj. Det er ikke nemt at se, at han er mere end 80 år. (Da du jo sikkert ikke kender Bøj, må jeg hellere fortælle, at det er Bøj til venstre). Grima fortalte, at han havde haft en lille ejendom der, hvor centret nu ligger, men var mere eller mindre frivilligt blevet tvunget ud, da centret blev bygget. Under krigen var der tropper stationeret på området, hvor centret nu ligger. Faktisk fungerede en kasernebygning som kontor for bygherren, da centret blev opført.

Malta er ikke velsignet med kilometerlange sandstrande som mange andre middelhavsøer. Men en af de bedste strande på øen ligger ca 200 meter fra centret. For et par år siden blev der anlagt en tunnel under den temmeligt befærdede strandvej, som fører nordpå til færgehavnen til Gozo. Stranden er bred med dejlig hvidt sand, og man kan gå flere hundrede meter ud, inden det bliver dybt. På billedet nyder Birgit, Annelise og Bente strandlivet. Den blege mandsperson i baggrunden er Erling. Hvis I vil til stranden, er det en god ide at tage afsted på en hverdag. I weekenderne valfarter den lokale befolkning til kysterne. Ofte tager de mad med, som de tilbereder på stranden efter mørkets frembrud. Undertiden i grupper på 20-30 personer. Prøv at tage på stranden en aften og nyd det brogede folkeliv.

Men kom nu med en tur til den nærliggende by Mellieha.

Mellieha by

Et par kilometer syd for feriecentret - i retning mod hovedstaden Valletta - ligger byen Mellieha på en temmelig stejl skråning. De første par gange, vi var på Malta, kunne vi 'klatre' op til byen af de såkaldte gedestier. Efter at ejerne af de små lodder, som man passerede, har protesteret, er man nødt til at følge landevejen. Hvis man ikke orker at spadsere derop, kan man tage bussen lige nedenfor centret. Mellieha er fra gammel tid et religiøst valfartssted. Især fordi Paulus og Lukas blev ført til denne by, efter at de var strandet på Malta - i den bugt, som efterfølgende passende er døbt St Pauls Bay - meget mere herom senere, hvis du er interesseret. I kirken opbevares et helgenskrin Our Lady's Shrine.Kirkens helgendag er den 8. september, hvor en mariastatue og helgenskrinet føres gennem byens gader. Vi har desværre endnu ikke haft lejlighed til at overvære dette. En enkelt gang har vi overværet en gudstjeneste for turister, hvilket var en betagende oplevelse. Disse gudstjenester, som varer en times tid, finder almindeligvis sted søndag formiddag. Måske skulle du prøve det.

Næsten sammenbygget sammen med kirken ligger et kloster, som ifølge overleveringen skal være det ældste kloster, som er indviet til Jomfru Maria. Johannitterridderne besøgte regelmæssigt klostret. I 1614 kom tyrkerne til Mellieha og ødelagde mere eller mindre klostrets ikoner, herunder det hellige billede af Madonna. I 1857, da billedet af Madonna skulle restaureres, viste det sig, at der under overfladen var et betydeligt ældre billede.

På skråningen ned mod Mellieha bugten ligger en grotte, hvor Jomfru Maria skal have vist sig. Vi havde lidt svært ved at finde nedgangen, men en af de venlige lokale viste os vej. Nedgangen ligger på den anden side af vejen - overfor kirken. I grotten findes et vægmaleri af Jomfru Maria, som skal være malet (det hedder vistnok malt, men det lyder for meget af Klampenborg) af Lukas - verdens ældste madonnaportræt. Som i mange kirker på Malta findes der mange votivgaver i grotten, ofte skænket som tak for en vel overstået sygdom (Lukas var efter sigende - udover evangelist og missionær - også læge). Jomfru Maria skal efter sigende have vist sig her i grotten. Et besøg værd. Hvis døren er låst, kan du henvende dig i klostret og låne en nøgle. Hvis du kigger godt efter, kan du modsat vejen se et par beboelser, som er hugget ind i klippen. De er lettere at få øje på om aftenen, når lyset er tændt.Fra kirken er der en pragtfuld udsigt over bugten og ned over Ghadira, som er navnet på den lille bebyggelse, centret er en del af.

Kirken og klostret ligger ved det første busstop i byen, netop hvor hovedgaden begynder. På begge sider af hovedgaden ligger der butikker og små oaser (cafeer og restaurationer). Der er ikke meget forretningsliv i de tværgående sidegader. Dog kan du på i en sidegade til højre finde én af byens 2 slagtere. Den anden slagter - den, som vi hyppigst anvender - ligger på venstre side af hovedgaden. Lige ved siden af et større supermarked. Det 3. busstop i byen ligger lige ud for slagteren. Hvis du fortsætter nogle hundrede meter, finder du øens største bageri på højre side. Vi har et par gange fået lov til at besøge bageriet - en interesant oplevelse. Sammen med bageriet er bygget et cafeteria, hvor man kan smage husets produkter.

Hvis du vil have øens bedste udsigt, kan jeg anbefale dig at stå af bussen ved slagteren og så fortsætte et par hundrede meter. Her drejer du til venstre og følger vejen, som leder dig i en bue rundt om Mellieha by. Undervejs kan du studere mange smukke beboelser, som huser den mere velstillede del af befolkningen. Ved én lejlighed faldt vi i snak med en malteser, som fortalte, at han i flere år havde haft et dansk ægtepar som nabo. Han oplyste, at det er muligt at leje et dejligt hus for mindre end 3.000 kr om måneden. Måske skulle man starte sin pensionisttilværelse med et år eller 2 på Malta? Undervejs ser du det mest betagende panorama med Mellieha bugten, stranden og centret for dine fødder. Lidt op ad den modstående skråning ser du det røde tårn ("Draculas borg"), som ridderne byggede. I baggrunden ses øerne Gozo og Comino. Måske ser du den tidligere danske færge på vej med turister til Gozo. Til venstre kan du se hele dalen, som afsluttes med Anchor's Bay, hvor "Skipper Skræk byen" ligger - mere herom senere. Og til venstre har du et pragtfuld kig ned over Mellieha by. Turen er ikke anstrengende og kan klares på en god halv time. Vi kan anbefale at medbringe et par kolde øl fra supermarkedet på turen - men det vigtigste er selvfølgelig fotografiapparatet.

Men kom med en tur ud i omegnen af centret.

Spadsereture i omegnen

Hvis du kan lide spdsereture i naturen, så er du kommet til det rette sted. Centret ligger i et dalstrøg, som strækker sig fra Mellieha bugten i øst til havet i vest. Da der ofte blæser en vind langs dalen, er en del vindmøller placeret her, og ikke, som man skulle vente, oppe på klipperne. Hvis man spadserer ned ad skråningen mod nord, kommer man som tidligere nævnt forbi gartner Augustine Grimas lille ejendom. Og på den anden side ligger Ghadira Naturreservat.

Ghadira Naturreservat

Det område, som naturreservatet ligger på, var oprindeligt en "saltpande". som gav lidt arbejde til den lokale befolkning. Da denne industri døde ud, blev området ofte anvendt til jagt for overklassen i vinterperioden. I 1970'erne besluttede man at indrette et reservat for øens planter og dyr - især fuglelivet - på stedet, og der blev etableret en forening til opbygning og efterfølgende drift af reservatet. Bl.a. har Dansk Folkeferie sponseret projektet. Små søer blev udgravet, og der blev plantet træer i hundredvis. Udenom området blev etableret kanaler til at modtage regnvand fra de omkringliggende skråninger. Da en del af området ligger lavere end havoverfladen, er der plantet et del vækster, som kan lide/tåle salt som fx tamarisk.

Området er beboet af et antal mindre dyr. Det vigtigste er måske Maltas nationaldyr, kaninen, hvis antal er stærkt faldende både på Malta og Gozo. Den er en yndet spise og kan fås på stort set alle resturanter (kan varmt anbefales). Et andet - men noget sjældnere forekommende dyr er væselet. Desuden er stort set alle på øen forekommende reptiler - fx kamæleonen - repræsenteret i reservatet. Ellers vrimler reservatet med et utal af fugle, afhængig af årstiden. Om foråret vender et stort antal trækfugle næsen nordpå for at yngle - fx i Danmark - efter at have tilbragt vinteren på Malta. Andre fugle benytter reservatet til mellemlanding på deres tur fra Nordafrika.

Reservatet blev åbnet for gæster i 1988. Der er lukket i sommerperioden. Almindeligvis er der kun åbent i weekenden. På turen bliver man ledsaget af en guide. Der opkræves ikke entré, men donationer modtages med taknemlighed.

Når du ser reservatet, vil du måske undre dig over, at det er så forsvarligt indhegnet. Formålet er ikke at holde fuglene inde ;-) , men jægerne ude. Fuglejagt er imidlertid en passion for mange maltesere. Nogle fanger dem levende i fæller, mens andre skyder dem. En maltesisk dreng får et gevær i samme alder, som en dansk dreng får sin første cykel. Det menes, at mere end 1 million fugle skydes hvert år. Der er gjort mange forsøg på at standse denne praksis, men en hundredårig tradition er ikke sådan at få bugt med. En forårsdag, hvor vi sammen med Lise og Bøj spadserede en tur nord for reservatet, kunne vi høre nogle sangfugle synge og fik snart øje på et bur, hvori befandt sig 2 fugle. I vores naivitet troede vi, at det var kæledyr, som familien havde taget med i somerhuset. Men da vi begyndte at videofilme fuglene, kom der vrede tilråb fra ejermanden, der altså anvendte dem som lokkefugle. Vi fortrak skyndsomt. Længere nord- og østpå hørte vi skud. Et kedelig oplevelse. Sådanne og lignende tildragelser har medført, at Dansk Ornitologisk Forening har startet en indsamling med henblik på oprettelse af endnu et reservat ca. 10 km fra Ghadira.

På den anden side

På den anden side af naturreservatet ligger en lille 'landsby' bestående af flere hundrede campingvogne - alle malet i pæne grønne nuancer. Vi fik oprindeligt at vide, at de var ulovligt opført, men nu har de altså ligget der en længere årrække. Vognene er tydeligt indrettet til længerevarende beboelse med udhuse, terrasser og verandaer med faste tæpper. Og en skov af TV-antenner og paraboler. En aften hørte vi over på centret højttalerlyde fra 'landsbyen', og Birgit og jeg gik derover. Det viste sig, at der var fuld gang i bankospillet. Nogle af spillerne sad samlet på et lille torv, men størsteparten fulgte med hjemme fra privaten. Det er hyggeligt at slå et smut igennem beboelsen en aften og nikke til beboerne.

Hvis du krydser færgevejen, som fører nordpå, er der rige muligheder for spadsereture i en skøn natur. Længst ude på pynten står en smuk madonnastatue ved siden af et lille, forfaldent kapel.

"Red Tower" - eller Draculas Borg

Du 'bør' også besøge det rødlige vagttårn, som ligger på bjergryggen nord for centret, og som ses ganske tydeligt. Mange tager turen derop sent på eftermiddagen, så man kan nyde den smukke solnedgang. Tårnet er bygget af ridderne midt i 1600 tallet og indgår i en varslingskæde, som dækker hele kysten. Om dagen hejsede man store, røde flag ved fare - om natten tændte man advarselsbål på toppen. I alt 23 vagttårne blev bygget i den periode. De fleste er ødelagt med tiden, men et par stykker er bevaret i form af restauranter - fx ligger der ét i Sliema. Tårnet kaldes 'Draculas Borg', fordi der omkring 1975 blev optaget et TV-film om denne ubehagelige person på stedet. Sidst vi var på Malta, var der soldater placeret i borgen. Det er endnu ikke lykkedes os at komme ind i bygningen, men det skulle efter sigende ikke være umuligt. Men under alle omstændigheder er der en betagende udsigt fra stedet. Hvis I er meget energiske, kan vi anbefale at fortsætte turen fremad og til venstre. I vil da se de mange, flotte kløfter, som skærer sig ind, og udsigten nordpå til Gozo og Comino er også besværet værd.

Besøg i Skipper Skræk Byen

Den romantiske historie om sømanden (spillet af Robin Williams), som kommer sejlende til Sweethaven, møder dejlige Olivia (Shelley Duvall) og bliver forelsket i hende, adopterer den lille Grønært, som tilsyneladende aldrig lærer at gå. Og møder den frygtelige Brutus, som er hans evige rival. Min favorit er for resten den flegmatiske Vimmer, som altid tænker på burgere (i min ungdom blev det altid oversat til 'bøfmad'). Filmen, som er optaget i 1980, er instrueret af Robert Altman.

Kulisserne til optagelse af filmen ligger ca. 15 minutters gang fra centret - kig efter skiltet i nærheden af receptionen. Du kan selv spadsere derud, eller du kan tage med på en af de ture, som Dansk Folkeferie arrangerer. Første gang, vi så Skipper Skræk Byen, var den ved at falde fra hinanden. Nogle år efter begyndte man at male og reparere den. Og i dag er den absolut et besøg værd. Hvis du har unger med, er det simpelthen en nødvendighed. I en biograf kan du overvære Skipper Skræk filmen, og du kan også købe den på video. Som det fremgår af billedet, ligger byen omkring en smuk bugt. Det er muligt at foretage dykkerekspeditioner herfra, så det er ikke alene en tur for de mindre børn. Endelig er det muligt at leje heste i området, så alle skulle kunne få deres behov dækket. "Om man kan få øl?" "Ja!"

Og nu vil jeg foreslå, at vi tager en tur til til den smukke Sct. Pauls Bay.

Apostlen Paulus og Malta

På denne side vil jeg - måske lidt overraskende for dig - fortælle om én af de personligheder, som har gæstet Malta på et tidligt tidspunkt. For næsten 2.000 år siden. Det drejer sig om apostlen Paulus, som efter min mening er den mest betydende årsag til, at kristendommen udviklede sig til en verdensreligion. Ganske vist startede Paulus sit liv som ivrig forfølger af de kristne, men blev efter en meget dramatisk hændelse på vejen til Damaskus omvendt. Men den historie må du evt. finde andetsteds.

Jøderne anholdt Paulus på tempelpladsen i Jerusalem og krævede af romerne, at de lod ham henrette. Paulus fremførte, at han hverken havde forbrudt sig mod kejseren eller mod jødernes love. Og han gjorde opmærksom på sin ret til som romersk statsborger at indbringe sin sag for kejseren i Rom. Paulus blev sammen med nogle andre fanger overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling, som skulle sørge for at bringe dem frem til Rom. En anden prominent person om bord var evangelisten Lukas, som også var læge og maler (du har måske set det Jomfru Maria billede han menes at have malet på væggen i grotten i Mellieha?). Da de lagde ind til Kreta, advarede Paulus besætningen om faren ved at fortsætte rejsen, og foreslog, at de overvintrede her. Men man lyttede ikke til hans råd og lettede anker. Ikke længe efter brød en hvirvelstorm løs, og skibet drev rundt uden kontrol i 14 dage.

Om natten forekom det sømændene, at de nærmede sig land. Da det blev dag, opdagede de en vig med sandstrand og besluttede at lade skibet løbe derind, og de kappede ankrene og fortsatte med vindens hjælp ind mod strandbredden. De stødte på et rev, hvor skibet satte sig urokkeligt fast. Og således skete det, at alle kom frelst i land.

Den bugt, hvor skibbruddet formodes at have fundet sted, hedder meget naturligt St Paul's Bay. Bugten ligger nogle få kilometer syd for Mellieha. Ude i bugten ligger St Paul's Island. På denne lille ø står en stor marmorstatue af Paulus. En mindre statue befinder sig inderst i bugten. Med en smule opmærksomhed kan du se den fra bussen. Skibbruddet antages at have fundet sted den 10. februar 60. Denne dato er én af de største festdage på Malta og Gozo, som siden da har opfattet Paulus som deres skytshelgen. Denne tilbedelse har naturligt resulteret i en del myter og fortællinger.

For at du ikke skal tro, at det er noget, jeg selv har fundet på, citerer jeg Lukas skriver fra Apostlenes Gerninger:
"Da vi var frelst, fik vi at vide, at øen hed Malta. De indfødte viste os usædvanlig hjælpsomhed. De tændte bål og tog sig af os alle, for det var sat ind med regn og kulde. Paulus havde samlet en bunke kvas, og da han lagde den på bålet, krøb en slange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. Da de indfødte så dyret hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: »Den mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke giver lov til at leve, selv om han er frelst fra havet.« Men Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade. De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud.

I nærheden af det sted havde øens fornemste mand, der hed Publius, en gård. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. Publius' far lå syg, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad og helbredte ham. Efter dette kom også de andre syge på øen og blev helbredt. De gav os mange æresbevisninger, og da vi sejlede derfra, forsynede de os med det, vi havde brug for".

Tre måneder senere fortsatte sejladsen mod Rom på et skib fra Alexandria, som havde ligget på øen vinteren over. Som bekendt endte Paulus sit liv som martyr i Rom. Hvis du er interesseret i at 'høre' nærmere herom, så har vi 'mødt' Paulus og Peter på vores tur til Rom.

Steder med tilknytning til Paulus

I St Paul's Bay ligger Ghajn Razul, som betyder Apostlenes Springvand. Det fortælles, at Paulus fik vandet til at springe fra klippen, da han skulle døbe befolkningen. En anden version lyder, at Paulus fik kilden til at springe for at skaffe vand til sine medrejsende, som var tørstige efter skibbruddet.

I St Paul's Bay ligger en lille kirke - den tredie, som skal have ligget på stedet. Før i tiden kaldte man kirken for "kirken ved bålet", da man mente, at det var på dette sted, at befolkningen som beskrevet i biblen havde tændt et bål for at varme de skibbrudne.

Befolkningen i Naxxar hævder, at de var de første til at yde hjælp til de skibbrudne. De mener, at byens navn Naxxar, kommer fra det maltesiske ord naxar, som betyder "at hænge tøj til tørre". Dette skulle være bevis for, at det var her, at Paulus og hans rejsefæller hvilede sig efter strabadserne. Og for at understrege dette yderligere bærer byens våbenskjold ordene Prior credidi - "jeg var den første til at tro". I udkanten af Naxxar står en statue af Paulus på det sted, hvor han skulle have prædiket så højt, at det kunne høres på Gozo. Noget af en præstation.

Det påstås, at Paulus tilbragte 3 måneder i St Paul's Grotte i Rabat. Uanset hvor mange sten, turister og andre besøgende fjerner fra grotten, så bevarer den sin oprindelige størrelse. Katedralen i Mdina - Rabats tvillingby - skal være bygget på det sted, hvor Publius' palads skal have ligger.

Kirken St Paul's Shipwreck er tilegnet Paulus' skibbrud. Den indeholder en kæmpestatue af Paulus. Hvert år den 10. februar bliver den forgyldte statue i procession gennem byen. Kirken indeholder et stykke af en af Paulus' knogler samt den sten, hvorpå han blev halshugget i Rom.

Det menes, at Paulus er årsag til, at der ikke har levet giftslanger på Malta, siden hans besøg - jvf fortællingen ovenfor. Oven i købet mener man, at skulle en giftslange komme til øen, vil den straks blive "from som et lam".

En historie fortæller, at Paulus viste sig i 1470, hvor øen blev angrebet af maurer fra Nordafrika. Han var iført en smuk klædning, bevæbnet med et sværd og ridende på en pragtfuld hest. Pilene, som blev afskudt mod Paulus, vendte sig i luften og ramte deres afsender.Og således tvang Paulus maurerne til flugt.

St Publius

Også Publius har givet anledning til et stort antal legender. Det menes - uden at det dog er dokumenteret i biblen - at Publius, som var romersk statholder, blev Maltas første kristne biskop. Han er næst efter Paulus den mest fejrede helgen på øen og byen Florianas skytshelgen. Birgit og jeg har overværet St Publius' navnedag i Floriana, som er en forstad til hovedstaden Valletta. Vi så optog uden lige, hvor de hellige figurer blev taget ud af kirkerne og båret rundt i byen under vild jubel. Lige efter figurerne og præsteskabet fulgte flere hornorkestre. Og endelig fulgte tilsyneladende hele byens befolkning, hvoraf en stor del var udklædt og malet i byens og St Publius' farver. Fra alle vinduer hang der udsmykning, som langt overgår en dansk nytårsaften. Alle balkoner fyldt af glade mennesker, som kastede konfetti og andet ned på gaderne. Jubelen var ikke mindre af, at man samtidigt fejrede, at byens fodboldhold havde vundet det nationale mesterkab. Danmark har flere gange mødt Malta i fodbold - men så vidt jeg husker aldrig tabt.

St Paul's Bay

Fra St Paul's Bay kan man på en ikke for varm dag spadsere tværs over øen til Golden Bay, som har en pragtfuld strand og en dejlig natur. Bugten har fået navn efter det smukke gyldne sand, som dækker måske øens smukkeste badestrand. Man kan også sætte sig ned og vente på en bus, hvilket vi gjorde på tilbagevejen. I øvrigt er St Paul's Bay et ualmindeligt smukt gammelt fiskerleje, hvor man med sikkerhed vil se de karakteristiske luzzu-fiskerbåde i meget stærke farver - røde, gule, grønne og blå - og med det påmalede Osiris-øje, som efter traditionen skulle holde onde magter væk fra havet. Vi kan også anbefale at tage bussen til St Paul's Bay hen på eftermiddagen, bese havnen og den lille kirke og slutte af med at spise til aften i en af restauranter, som ligger med udsigt til havet. Prøv det! Hvis ikke før - så måske sammen med - din nabo. Det gjorde vi.

Nu har vi tænkt os at tage på et lidt længere tur - men afstandene er som bekendt små på Malta. Vi hopper på en bus til Mosta, hvor vi bl.a. vil besøge den smukke og spændende kirke, hvor der under 2. verdenskrig skete et mirakel.

Bombning af kirken i Mosta

Den 9. april 1942 angreb 2 Luftwaffe piloter Ta' Qali flyvepladsen i nærheden af Mosta. Den ene pilot udløste en bombe over kirken i Mosta. Det var en fuldtræffer. Flyet blev ramt af antiluftskyts og styrtede, og piloten druknede i havet. Den anden pilot - Felix Sauer - overlevede i første omgang, men styrtede i havet 1 uge senere under et nyt angreb. Felix Sauer blev først reddet efter næsten 1 uge i vandet. Som troende katolik måtte han leve med bevidstheden om at have været med til at ødelægge en kristen kirke. Disse bebrejdelser stod på i 33 år, indtil han i 1975 vendte tilbage til Malta for at se ruinerne. I stedet så han den majestætiske kirke med den - på det tidspunkt - 3. største kuppel i verden. Hvad var forklaringen?

Kirken i Mosta

Kirken hedder St Mary, men kaldes i daglig tale for Rotundaen eller Mosta dome. Den blev bygget i perioden 1827-1865, designet af den maltesiske arkitekt Giorgio Grognet de Vasse. de Vasse, som var af fransk oprindelse, deltog i Napoleons hær som ingeniør. Indbyggertallet i Mosta var vokset til ca. 3.000, og den gamle kirke var ikke længere stor nok. Den nye kirke blev i bogstavelig forstand bygget omkring den gamle kirke, som først blev endelig nedrevet, efter at størsteparten af den nye kirke var færdiggjort. Kirken blev bygget af byens beboere, mens bønder fra de nærliggende landsbyer deltog i finansieringen. Stilen med den cirkulære grundplan minder meget Pantheon i hhv. Rom og Paris. Kirkens vægge er mere end 6 meter tykke, hvilken gjorde det muligt at gennemføre byggeriet uden anvendelse af stilladser. Kirkens indre diameter er 45 meter. Det mest bemærkelsesværdige ved kirken er dens 51 meter høje kuppel, som ses, længe før man kommer til byen. Den skal være den 3. største - nogen skriver 4. største - ikke-understøttede kuppel i verden efter Peterskirken og St Sophia i Istanbul. Kirken har ca. 1.000 siddepladser og i alt 12.000 personer kan stå i kirken, dvs. at hele sognets indbyggere kan være i kirken på én gang. Kirken er viet til Jomfru Marias kroning til dronning i himlen, hvilket efter sigende skete den 15. august. Du vil senere erfare, at denne dato også fejres af andre årsager på Malta. Vores venner Lise og Bøj har været så heldige (man kan jo også sige, at de har tænkt sig om) at være i Mosta den 15. august, hvilket var en stor oplevelse - som vi altså stadig har til gode.

Facaden er udsmykket med joniske søjler søjlegang foran de 2 smukke klokketårne. Foran søjlerne er der statuer af de 4 evangelister. Vi har som nævnt været på Malta adskillige gange, og hver gang har vi mindst én gang stået af bussen i Mosta for at nyde synet af den smukke kirke. Birgit især er fascineret af det æterisk smukke blå loft med scener af Jomfru Marias optagelse i himlen/paradiset. I kirken ser man også de smukke helgenstatuer, som bæres i procession rundt i byen på helligdage.

Mosta er i øvrigt en travl mindre forretningsby med et stort marked én dag hver uge. Vi har fx købt stoffer til hjemmesyning (nej, ikke til hjemmebrygning).

Bomben

Den 9. april 1942 kl. 4:40 - under en gudstjeneste med 300 deltagere, blev Mosta domen ramt af en 100 kg bombe (nogle steder har jeg læst 200 kg?). Midt under bønnen bragede bomben gennem taget og kurede hen over det smukke mosaikgulv, inden den lagde sig til hvile. Uvist af hvilken årsag eksploderede bomben ikke. Men menigheden var - og er - ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Jomfru Maria, som havde udvirket et mirakel. Man kan se en kopi af bomben i forbindelse med en souvenirforretning i kirken. Her kan man købe billeder af begivenheden. Tidligere var bomben udstillet først for i sakristiet, så man ikke kunne undgå at se den, når man kom ind.

Ta' Qali

Som det fremgik af det foregående, lå der under 2. verdenskrig en militær flyveplads i nærheden af Mosta. Denne tidligere R.A.F. flyvestation er for længst nedlagt. En del af bygningerne er indrettet som små værksteder, hvor der fremstilles og sælges souvenir. Du kan overvære fremstilling af guld- og sølvfiligran, glasblæsning, keramik, strikkevarer mv. Birgit og jeg læste, at man sagtens kan spadsere fra Mosta til Ta' Qali, hvilket vi så gjorde. Men vi vil ikke anbefale det midt om sommeren. Tag i stedet bussen fra Mosta, som holder tæt på centret. En tur til Mosta og Ta´Qali vil være et passende dagsprogram.

Den resterende del af området er indrettet som nationalpark og sportscenter. Her ligger landets nationale fodboldanlæg, ligesom der er bygget haller til indendørssport. Der ligger også en græsk(lignende) teater, hvor der undertiden opføres forestillinger - vi har dog ikke overværet dette. Men hvis du kommer i det tidlige forår - fx sidst i april - kan du nyde de mange smukke blomster og planter i parken.

Malta Aviation Museum

I nærheden af Ta' Qali ligger Malta Aviation Museum. Det er en ret ny foreteelse, som vi desværre endnu ikke har besøgt. Formålet med museet er primært at beskrive den flyvemæssige indsats mod aksemagterne under 2. verdenskrig. Det første fly, som museet fik, var en Spitfire EN 199, bygget i 1942. Efter at have gjort tjeneste i Nordafrika, blev flyet i 1943 overført til Malta, hvorfra det deltog i invasionen af Sicilien. I mange år stod flyet uden opsyn på en legeplads, men i 1974 gik man i gang med at rekonstruere flyet, og det blev udstillet på krigsmuseet i Valletta. Efterfølgende er flyet overført til Malta Aviation Museum. Flyet er malet i de oprindelige camouflagefarver og forsynet med initialerne RB - for wing commander Ras Barry, som fløj det i 1943. Medlemmerne af klubben er i gang med at restaurere en Hawker Hurricane, som styrtede i 1941. Jeg har mailet lidt sammen med webmasteren for klubben, og han er meget interesseret i udenlandske besøg og evt. medlemskab af klubben. Skulle du være i besiddelse af en gammel flyvemaskine eller måske en hangar, er museet meget interesseret.

Den næste tur, jeg vil foreslå, går til tvillingbyerne Mdina og Rabat. Vi vil også aflægge besøg i Maltas eneste og største skov.

Hvordan kommer man til Mdina/Rabat?

De fleste gange, vi har været i Mdina, har vi taget en bus til Mosta og her skiftet til bussen til Mdina. En enkelt gang har vi spadseret hele vejen. Det kan lade sig gøre, men er lidt anstrengende. Og en enkelt gang har vi taget en taxa. Sidste gang havde vi en sjov oplevelse, da vi spurgte en af de 'indfødte' om bussen til Rabat. I min uvidenhed udtalte jeg Rabat på dansk (trykket skal ligge på første stavelse), hvorefter den tiltalte spurgte, om vi var danskere eller tyskere. Det viste sig, at han selv var dansker og havde boet en årrække på Malta. Han arbejdede bl.a. med at indsamle information til publikationer, som så blev skrevet af andre. Han fortalte bl.a., at både Thorvaldsen og H.C. Andersen havde været på Malta. Jeg var godt klar over, at Thorvaldsen blev fragtet til Rom på et orlogsfartøj, som af vejret blev tvunget ind til Malta. Men jeg var lidt skeptisk overfor, at H.C. Andersen også skulle have aflagt besøg. Men da jeg kom hjem og slog op i "En digters Bazar" måtte jeg give manden ret - og hermed en undskyldning. HCA havde aflagt et 1-dags besøg på Malta fra Sicilien, ligesom vi en enkelt gang har aflagt et 1-dags besøg på Sicilien fra Malta. Men lad os nu begive os rundt i Mdina og Rabat til fods.

Den ukendte mand dukker op

I januar 2000 gav "den ukendte mand" sig til kende ved at skrive nedenstående indlæg i vores gæstebog:

"Det har smigret mig at jeg er blevet omtalt (uden navns nævnelse) under Malta. Man får imidlertid det indtryk at H. C. Andersen under et ophold på Sicilien gjorde en 1-dags(!) udflugt til Malta. Men HCA har aldrig været på Sicilien. Sagens rette sammenhæng fremgår af hans rejsebog, En Digters Bazar (1842; mange senere udgaver): Digteren var i 1841 på rejse fra Napoli til Grækenland, og dampskibet gjorde et døgns ophold her på Malta.

Når fregatten Thetis i 1796 blev sendt til Middelhavet, var det naturligvis ikke udelukkende for at befordre Thorvaldsen til Rom. Og når den anløb Malta, var grunden ikke blot vejret. Danmark havde dengang ret store flådestyrker hernede som skulle beskytte danske og norske handelsskibe mod nordafrikanske pirater, og man brugte Malta som en slags base. Et sejrrigt søslag i Tripoli's havn i maj 1797 er et eksempel. - Til de genvordigheder som sinkede Thorvaldsens ankomst til Rom hørte også den grasserende pest som nødvendiggjorde strenge karantænebestemmelser - også på Malta. - En detailleret beretning om Thorvaldsen på Malta, baseret på nyfundne kilder og med bidrag af danske og maltesiske specialister, findes i den af mig redigerede bog, Malta 1796-1797: Thorvaldsen's Visit (København 1996; findes på bibliotekerne)."

Svend Sørensen, som jeg skylder ovenstående korrektion og uddybning, har desværre ikke (anført) en email adresse. Hvis du har lyst til næste gang, vi kommer til Malta (det ske snart!), at fortælle mere om det skønne Malta over en drink eller en middag, håber jeg, at du vil sende mig din adresse. Under alle omstændigheder tak fordi du tog dig tid til at kommentere mine udgydelser. Jeg vil selvfølgelig anskaffe mig et eksemplar af din bog.

Mdina - den stille by

Mdina, som er Maltas oprindelige hovedstad, er en typisk middelalderby, beliggende midt på øen. Den benævnes 'den stille by' pga den fredelige atmosfære, der hersker. Fx er det forbudt andre end beboerne at køre bil i byen. Det vides ikke, hvor gammel byen er, men den er formentlig anlagt i broncealderen for mere end 5.000 år siden.

Byen er bygget på et plateau, hvilket gør den let at forsvare mod fjender. Fønikerne byggede en mur rundt om Mdina (og Rabat) omkring år 1.000 før vor tidsregning. De kaldte byen Malet, hvilket skulle betyde 'beskyttet område'. Grækerne kaldte byen Melita (honning), og Romerne kaldte den Citta Vecchia (den gamle by). Byen blomstrede især under romerne, hvor byen var 3 gange så stor som i dag. Bl.a. Cicero har rost Mdina for de smukke bygninger og dens gode livstil. Byens nuværende navn Mdina (hvilket skulle betyde noget i retningen af 'by omgivet af mure') modtog den fra araberne, som indtog øen i 870. Af forsvarsmæssige årsager delte de området i 2 byer, Mdina og Rabat, adskilt ved en dyb fæstningsgrav, og forstærkede murværket. Siden dengang er der ikke sket væsentlige ændringer i byens struktur, og gadeplanen er som for mere end 1.000 år siden.

I 1090 befriede Roger af Normandiet (sørøver af dansk afstamning?) Malta for araberne. Han blev hilst som befrier og gik bl.a. i gang med at restaurere katedralen, som var forfaldet en del under den arabiske besættelse. I den efterfølgende periode blev bygget mange af de smukke bygninger, som vi ser i dag.

Ridderne kom til Malta i 1530. Da de jo var krigere og følgelig skulle opholde sig i nærheden af deres skibe, valgte de at bosætte sig omkring den by, der i dag hedder Valletta. Efter den tyrkiske belejring, som vi vil høre mere om sidenhen, besluttede Ridderne at bygge en ny hovedstad, den nuværende Valletta. Og i 1568 mistede Mdina sin status som hovedstad, og dens betydning - og folketal - faldt følgelig drastisk. Stormester Lascaris besluttede at nedlægge Mdinas forsvarsværker og fjerne de kostbare bronze kanoner. Men som så mange andre havde Lascaris gjort regning uden vært - eller rettere uden værtinde. Da soldaterne kom for at demontere kanonerne, blev de overfaldet af rasende kvinder, bevæbnet med koste og skovle og tvunget til tilbagetog. Lascaris havde efter sigende allerede lagt sig ud med kvinderne ved at forbyde dem at bære masker til karnival. En del af Mdina - herunder især domkirken - måtte genopbygges efter et jordskælv i 1693. Og de lokale adelsmænd besluttede at tage konkurrencen op med Ridderne i Valletta, hvilket medførte, at der ikke blev sparet på midler til genopbygningen.

I 1798 blev Ridderne drevet ud af Napoleon - stort set uden sværdslag. Dette skyldtes formentlig, at mere end 2/3 af Ridderne var franskmænd. Franskmændene lovede malteserne, at de selv måtte administrere deres ø, og at man ville respektere deres ejendom. Men på trods af dette "konfiskerede" (krigsudtryk for 'stjal') alt af værdi fra kirker og paladser til Napoleons slunkne krigskasse. Men da franskmændene plyndrede Karmeliter klostret i Mdina, havde malteserne fået nok og standsede soldaterne med magt. Den franske general blev smidt ud fra en balkon, og tropperne måtte forskanse sig bag bymurene i Valletta. Malteserne bad England om hjælp, og Lord Nelson sendte en mindre styrke. Og i 1800 måtte franskmændene overgive sig.

Fra de imponerende bastioner er der en fantastisk oversigt over næsten hele Malta. I horisonten ses tydeligt kuplen på kirken i Mosta.

En af de første gange, vi var i Mdina, overværede vi en 'udstilling' i kældrene under Palazzo Vilhena. Udstilingen, som benævnes Mdina Dungeons (fangehuller) viser nogle livagtige scener med voksfigurer, i gang med tortur eller henrettelse af indsatte. Det var ikke den store oplevelse.

Mdina katedralen

Den nuværende katedral er som nævnt genopført efter det store jordskælv i 1693. Det menes, at katedralen er placeret på det sted, hvor den romerske guvernør Publius havde sit hjem. Du har måske læst om Publius i forbindelse med Paulus' stranding på Malta i år 60. Same Publius skulle - uden garanti - være blevet Maltas første biskop. Ved siden af katedralen ligger et mindre museum, som er et besøg værd. Bl.a. findes nogle smukke raderinger ad Dürer.

Mdina katedralen er Maltas 'rigtige' katedral. Ganske vist kaldes domkirken i Valletta St John's Co-Cathedral, men der kan i et bispeområde kun være 1 katedral. Da Ridderne byggede St John i Valletta, ønskede de, at deres nye kirke skulle have status som katedral. Da 2 af stormestrene siden opnåede at blive paver, fik Ridderne tilladelse til at kalde deres ordenskirke for Co-Cathedral (Co for convent). Kirken er bygget i typisk barok stil med 2 elegante klokketårne og 6 klokker. Grundplanen er som for de fleste maltesiske kirker et græsk kors. Den eneste del af katedralen, som overlevede jordskælvet, er partiet bag alteret i apsis. Her ses en smuk fresko af den maltesiske kunstner Mattia Preti. Billedet vises Paulus' stranding - et yndet motiv på Malta. Herudover findes en række malerier, som skildrer Paulus' liv. Paulus er kirkens skytshelgen.

I kapellet ses et tabernakel i sølv, udformet af den kendte italienske kunstner Benvenuto Cellini. Madonna ikonen over tabernaklet tilskrives Lukas, som jo overlevede skibbruddet sammen med Paulus. Lukas var - udover evangelist - både læge og kunstner.

På den store plads udenfor kirken afholdes koncerter om sommeren. Måske skulle man forhøre sig om tidspunkter for disse, inden man næste gang tager til Malta.

St Pauls kirke og grotte

I Rabat ligger St Pauls kirke, som - rigtig gættet - også er viet til Paulus. Kirken ligger lige ved siden af den hule, som benævnes St Pauls grotte - lige udenfor bymuren. Derfor kaldes kirken undertiden for 'San Paolo fuor le Mura' (St Paul udenfor murene) - i overensstemmelse med sin søsterkirke i Rom. Ifølge overleveringen skal Paulus have prædiket i grotten i de 3 måneder, hvor han opholdt sig på Malta. Og med en vis success. Stort set hele befolkningen er udøvende katolikker, og Malta er med sine mere end 330 kirker formentlig det eneste land, hvor alle dets indbyggere kan være i kirke samtidig. Under kirken ligger 2 små kapeller, hvor de første kristne gudstjenester skal være afholdt. Før dette blev 'hulerne' anvendt af romerne som fængselsceller.

Iflg. samme overlevering menes, at stenene i grotten kan helbrede slangebid og feber. Det første er lidt vanskeligt at afprøve, da der ikke har været slanger på Malta i flere tusinde år. Det siges også, at uanset hvor mange sten, der fjernes fra grotten, så bevarer den sin oprindelige størrelse. Jeg har selv lidt svært ved at tro det - men på den anden side er det jo alene et spørgsmål om tro. I grotten befinder sig en marmorstatue af Paulus, fremstillet af Bernini, én af Michelangelos lærlinge. Fra grotten kan man se et lille udsnit af St Pauls katakomber.

Verdala Castle - Dingli

Vi havde læst på Internet, at der var offentlig adgang til Verdala slottet hver tirsdag og fredag, så vi hoppede på en passende bus i Rabat (skarpt til venstre lige efter indkørsel i byen). På vejen kom vi forbi Buskett Garden (betyder lille skov). Dette er resterne af de vældige skove, som engang dækkede størstedelen af Malta. Buskett Garden er et yndet udflugtsmål for malteserne, som tager derud med madkurv på nationale helligdage og nyder roen og de skyggefulde omgivelser. Undertiden tager de små telte med og bliver på stedet til den lyse morgen. Omkring skoven er der appelsin- og citronlunde. I dette område dyrkes druerne til den lokale Verdala vin, som findes både i en hvid og en rød udgave. De kan begge anbefales - dog syntes vi nok bedst om rødvinen.

Verdala Castle ligger majestætisk på en høj med udsyn over Buskett Garden. Slottet blev bygget af stormester Verdala i 1588 som sommer residens. Den historiske bygning anvendes efter omfattende restaureringer i forbindelse med besøg af kronede hoveder og statsledere. Da vi kom til indgangen, var denne lukket og låst og ingen mennesker i syne. Vi besluttede at følge den høje mur, som omgiver slottet for at se, om vi kunne finde en anden indgang. Bøj forsøgte at overtale os (læs: vores koner) til at klatre over et sted, hvor muren ikke var mere end 2½-3 meter høj. Han var næsten ovre, inden vi fik standset hans dumdristige forehavende, hvorefter vi spadserede tilbage til hovedindgangen for evt. at komme med en bus til Dingli Cliffs. Nu var der pludselig dukket bevæbnede vagter op ved indgangen. Da vi spurgte, om vi måtte komme ind, fortalte de, at paladset om sommeren blev brugt ved statsbesøg, hvorfor det ikke var muligt at komme ind. Morale: "Tro ikke på alt det, du ser på Nettet". Var det lykkedes Bøj at overtale os til at kravle over muren, var vi sikkert blevet skudt. Og så håber jeg, at han havde fået en rigtig dårlig samvittighed.

Dingli Cliffs

Da der ikke dukkede nogen bus op, besluttede vi at spadsere til Dingli Cliffs, bare et par kilometer borte. En stor del af vestkysten består af stejle klinter ned til det blå Middelhav - en imponerende udsigt. Det højeste punkt på Malta - Madliena Chapel - er ca. 250 meter over havets overflade. Vi satte os ned en tid og nød udsigten til den lille ø Filfia, inden vi spadserede til byen Dingli, hvor vi lige kunne nå en kold øl, inden bussen dukkede op. Der havde tydeligvis været 'fiesta' i en lille by, og helgenstatuerne stod stadig udenfor kirken og gaderne flød med konfetti.

Hvis du stadig hænger på, havde jeg tænkt mig, at vi nu tager bussen til én af verdens mindste og mest spændende hovedstæder, Valletta. Men på vejen vil jeg fortælle dig lidt om Maltas skæbne under 2. verdenskrig.

Malta under 2. verdenskrig

"Kapellanen på Malta" er en gribende beretning om en - opdigtet - kapellan - fra Valletta under øens seneste og måske værste belejring. Den fortæller om kapellanen og de mange mennesker, som han tog sig af fra 11. juni 1940 til 15. august 1942.

Bogen indledes og afsluttes på Gozo ved kapellanens begravelse. Størsteparten af bogen udspiller sig dog i katakomberne under bastionerne ved Cottonera Lines. Disse imponerende bastioner, som blev bygget af ridderne til forsvar af 'De 3 byer', er opkaldt efter de 2 brødre og stormestre Rafael og Nicolas Cotoner. Dun Salv - en mand af adelig herkomst - og med en ædel karakter tog sig af de hjemløse, sultende og frygtsomme mennesker, som søgte ly for de bestandige bombeangreb, hvorunder tons af bomber blev kastet over området ved Grand Harbour under 2. verdenskrig.

Bogen beskriver forholdene på øen på 6 udvalgte datoer, begyndende kl. 6:55 den 11. juni 1940, da sirenerne første gang lød over Malta. Italienerne indledte det første luftangreb på det totalt uforberedte Malta. Briterne havde på forhånd opgivet at forsvare Malta på grund af dens nære beliggenhed ved Sicilien - ca 5 minutters flyveafstand. Imidlertid havde flåden 'glemt' 4 demonterede ældre fly af typen Gloster Gladiator. Det lykkedes malteserne at samle stumperne til 3 flyvedygtige maskiner, som blev døbt Faith, Hope og Glory - Tro, Håb og Kærlighed. Og de forsvarede sig med næb og kløer, indtil forstærkning kom i form af engelske Hurricane fly. Hurricane flyene blev fragtet til Malta på det engelske hangarskib HMS Illustrious, der på mirakuløs vis overlevede de voldsomme bombardementer, det blev udsat for. Resten af konvojen nåede aldrig frem. Faith, Hope og Glory blev til sidst skudt ned. Men Faith er siden fisket op igen af Grand Harbour og er i dag én af hovedattraktionerne på St Elmo's krigsmuseum.

På grund af italiensk ineffektivitet overtog tyskerne bombardementerne. Et eksempel på italiensk ineffektivitet så man, da italienerne satte et angreb ind mod Grand Harbour i E-boats (speedbåde). Malteserne standsede enkelt og effektivt angrebet ved hjælp af kæder, som blev hængt ned fra en bro. I godt vejr kan man stadig se rester af disse kæder.

Tyskerne indledte en massiv tæppebombning af øen. I april 1942 blev der kastet 6.700 tons bomber. Samtidigt isolerede de øen ved at bombe alle forsyningslinjer, så der opstod stor mangel på fødevarer, medicin, ammunition og våben.

Skønt bogen er fiktion, er der et stort antal historisk korrekte detaljer,som gør fortællingen særdeles troværdig. Måske er det netop denne blanding af fiktion og facts (faktion?), som gør bogen så læseværdig. Efterhånden har jeg læst den 3 gange, og hver gang med stort udbytte. Bl.a. giver bogen, som er oversat til dansk i 1974, et interessant indblik i den maltesiske folkekarakter. Jeg har forgæves søgt efter katakomberne under Cottonera Lines, blot for at konstatere, at de ikke findes. Nicholas Monsarrats indgående kendskab til de lokale forhold skyldes flere års ophold på Gozo.

Sidste konvoj til Malta

I februar 1941 sendte Rommel denne melding til Berlin: "...uden Malta vil aksemagterne miste kontrollen over Nordafrika." En planlagt invasion af Malta 'Operation Herkules' blev imidlertid udsat, da fokus skiftede fra middelhavsområdet til Tobruk. Situationen i 1942 så sort ud for de allierede. De tyske U-både sænkede mere end 3 millioner tons tonnage i Atlanterhavet i årets første halvdel. Rommel buldrede frem gennem Nordafrika og truede Sues kanalen, men måtte standse ca 50 km fra Alexandria pga. forsyningsproblemer. Tyskerne nåede Stalingrad med planer om at indtage oliekilderne i Kaukasus og Mellemøsten. De allierede styrker beherskede alene Gibraltar, Ægypten og Malta i Middelhavsområdet. Stort set alle forsyningsskibe til Malta blev sænket, inden de nåede frem. I april 1942 meddelte den tyske feltmarkal Kesselring, at Malta var forsvarsløs og tvunget til at kapitulere i løbet af kort tid.

I sommeren 1942 var Maltas beskedne luft- og flådestyrker ude af stand til at operere på grund af mangel på brændstof og ammunition. Samtidig var øens befolkning ved at dø af sult under aksemagternes belejring. Lord Dobbie - den britiske generalguvernør på Malta - fastslog, at med mindre forsyninger nåede frem i løbet af august 1942, ville Malta være tvunget til at kapitulere. Dette ville give Tyskland og Italien frie hænder, hvilket Churchill m.fl. ikke kunne acceptere. Og således opstod Operation Pedestal - den bedst forsvarede og voldsomst angrebne konvoj i historien. En konvoj bestående af 14 af de hurtigste handelskibe forlod Skotland med kurs mod lille bitte Malta i det østlige Middelhav. Skibene medførte fødevarer, dieselolie, kul og flyvebenzin .Efter direkte ordre fra Winston Churchill blev konvojen eskorteret af den kraftigste koncentration af krigsskibe nogen sinde set - 59 fartøjer.

Da England ikke rådede over hurtiggående tankskibe, stillede den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt Ohio til rådighed. Denne kæmpetanker, som ejedes af Texaco, kunne gøre 16 knob. Undervejs blev konvojen udsat for massive angreb både fra bombefly og torpedobåde. Ohio fik bl.a. en bombe i maskinrummet. Og 2 tyske fly styrtede ned på dækket og forårsagede store ødelæggelser. Da man nærmede sig Sicilien, vendte de sværeste krigskibe om for at genoptage deres opgaver ved Gibraltar. Konvojens beskyttelse var nu reduceret til 4 krydsere og 12 destroyere.

Den 13. august spredtes det rygte på Malta, at det første skib i konvojen var i sigte. Befolkningen samledes på bastionerne ved Valletta og 'De 3 byer', som ligger på ´den anden side´af Grand Harbour, for at overvære miraklet. Denne dag nåede 2 forsyningsskibe frem. 2 dage senere - den 15. august kl. 9:30 - blev synkefærdige Ohio eskorteret ind i havnen af de 2 destroyere Bramham og Penn, som lå på hver sin side af skibet. Samtidig med at tankeren lagde sig til hvile på bunden af Grand Harbour, blev den tømt for sine dyrebare dråber. Kun 5 af de 14 handelsskibe nåede frem. Men det var tilstrækkeligt til, at krigslykken vendte sig, og tyskerne blev engageret andre steder i Middelhavsområdet.

Med mindre du er katolik, er du næppe klar over, at den 15. august i forvejen var en ganske særlig dato. På denne dato steg Jomfru Maria til himmels efter sin død og blev kronet til Himlens Dronning. De stærkt religiøse maltesere døbte konvojen "Santa Maria konvojen". Og siden denne begivenhed i 1942 har den 15. august været national helligdag på Malta - og måske den, der fejres under størst festivitas. Vi har desværre endnu ikke været på øen på denne dato - men måske kan du være mere "heldig".

"The Ship" af C.S. Forester

C.S. Forester - måske den mest populære historiefortæller i første halvdel af det 20. århundrede - har eviggjort denne konvojs oplevelser i romanen The Ship. Den er oversat til dansk med titlen Sidste konvoj til Malta. Handlingen udspiller sig på HMS Artemis og beskriver de dramatiske begivenheder, oplevet gennem forskellige besætningsmedlemmer. En absolut læseværdig roman. Andre måske mere kendte romaner af C.S. Forester er Kaptajn Horatio Hornblower (en serie) og The African Queen. Mange af hans bøger er filmatiserede.

Ankomst til Valletta

Busterminalen ligger lige udenfor byporten, City Gate. Her midt i rundkørslen ligger den pragtfulde Triton fontæne. I dag ligger busterminalen lige til højre for rundkørslen. Stort set alle busser på øen udgår herfra.

 

 

Busserne på Malta er et kapitel for sig. De er alle importeret fra England, hvor de for længst har aftjent deres værnepligt. Men i det dejlige klima på Malta kan der lokkes yderligere et antal kilometer ud af dem. Busserne, som er af mange forskellige fabrikater og modeller, er velholdte og malede i samme gyldne farver.

Intil for nogle år siden var alle busserne grønne, som det fremgår af dette billede, hvor en ung Bo har stillet op til fotografering. Chaufføren har udstyret sin vogn med krucifix, helgenbilleder og andre katolske relikvier. Buspriserne er yderst humane, læs "tæt på at være gratis". Det er muligt at leje bil på Malta, men vi har endnu ikke forsøgt dette. Dels er afstandene meget korte, dels er buskørsel meget hyggeligere. Hertil kommer, at man fortsat kører i 'den forkerte side' af vejen. Et ordsprog siger, "at englænderne kører i venstre side, europæerne kører i højre side, mens malteserne kører, hvor der er skygge".

Forstaden Floriana

Floriana med de store fæstningsværker er grundlagt omkring 1630, da ridderne frygtede angreb fra landsiden. Den har sit navn efter vatikanets bygmester Paolo Floriana. Her ligger øens ministerier og ambassader og kan med sine herskabelige boliger, sine parker og pladser minde lidt om vores eget Østerbro. Her finder vi kirken St Publius, som har navn efter den romerske guvernør, som blev kristnet af Paulus - du har måske læst historien i det tidligere? Et af vores besøg på Malta faldt på samme Publius' navnedag, hvorfor vi tog bussen til Valletta. Da vi kom ind i Floriana, var hele byen klædt til fest. Festen blev ikke mindre af, at Floriana netop havde vundet det nationale mesterskab i fodbold. Fra alle balkoner og vinduer hang spraglede bannere og symboler. Fra vinduerne kastedes konfetti på gaden. Alle mennesker var på gaden og deltog i processioner. Forrest i optog blev båret statuer fra områdets kirker. Herefter fulgte flere orkestre. Og ind imellem sang og dansede den glade befolkning. Da vi vendte tilbage til Floriana nogle timer senere, var der stadig gang i processionerne. I gaderne lå der nu konfetti mm. i 20-30 cm højde. Prøv det. Næsten hver weekend er der festa ét eller flere steder på Malta. Om aftenen afsluttes ofte med fyrværkeri.

Vallettas historie

Inden vi begiver os ind i Valletta, vil du måske høre lidt om denne dejlige bys historie. Denne by er et helt drømmesyn, skrev sir Walter Scott.

Valletta blev bygget af Jean de la Valette, som var stormester af den franske orden efter den episke sejr over tyrkerne i 1565 - og har fået navn efter ham. Du har måske læst om denne belejring tidligere på denne side. (Hvis du undrer dig over forskelle i stavemåden, så staves bynavnet altså med "ll" og ender på a). Da ridderne kom til øen i 1530, var halvøen blot en klippeknold, og alle maritime aktiviteter udgik fra byen Vittoriosa.

På grundstenen til byen kan læses følgende inskription: "Jean Parisot de Valette, Stormester, lagde denne grundsten den 28. marts 1566 efter påkaldelse af Jomfru Maria, Johannes Døberen og andre helgener om, at arbejdet skal føre til glæde og rigdom for hele det kristne samfund, og med tanke på den fare, som ridderne og den maltesiske befolkning var udsat for under den tyrkiske belejring året i forvejen, og efter konsultation af Ordenens øverste ledelse om bygning af en ny by med befæstning af byens mure, således at den bliver i stand til at modstå den tyrkiske fjende...." (undskyld min klodsede oversættelse, men kancellistil er ikke min stærke side). Denne inskription beskriver meget godt formålet med bygning af byen Valletta.

Byen skulle ligge på Scebarras-halvøen med de enorme naturhavne Marsamsett og Grand Harbour på hver sin side. Byplanlægningen blev udført at en italiensk militæringeniør Francesco Laparelli, en kollega til Michelangelo. Laparelli havde bl.a. arbejdet for pave Pius IV. Det siges, at den overordnede planlægning var udført i løbet af kun 3 dage. I 1570 vendte Laparelli tilbage til Vatikanet, og byggeriet blev færdiggjort af den maltesiske arkitekt Gerolamo Cassar. (Laparelli døde i 1870 på Cypern af pest). Cassar var ikke nogen dårlig efterfølger, idet det var ham, som senere byggede Stormesterens Palads og St John's Cathedral og også Verdala Castle (som vi desværre ikke fik set inde fra). Og i løbet af 5 år var byen færdig. Stormester Valette nåede desværre ikke at opleve dette, han døde i 1568. Heldigvis blev også taget æstetiske hensyn og ikke kun rent defensive. Indenfor fæstningsværker og bymure er Valletta med sine kirker og paladser og smukke bygninger med malede træbalkoner stadig en smuk by med mange træk fra renæssance og barokken. Blandt de mest imponerende bygninger er riddernes herberger (auberge), som både tjente som bopæl for ordenens medlemmer, men også gav ly til rejsende og pilgrimme. Mange af byens paladser fungerer i dag som offentlige kontorer. I det vældige hospital - Sacra Infermeria - er indrettet som et konferencecenter. Stormesterens palads huser parlamentet og præsidentens kontor.

Men kom nu med gennem den store byport, så skal jeg give dig en rundvisning i byen, som lord Byron omtalte som En by bygget af gentlemen for gentlemen.

Valletta - Riddernes hovedstad

Et godt tidspunkt at besøge byen er sidst på eftermiddagen, når middagsheden har lagt sig, og gaderne vrimler med travle indbyggere og turister. En times tid senere synes byen mennesketom. Valetta er én af de mindste hovedstæder i Europa med en længde på 1.500 meter og en bredde på 600 meter. 8 snorlige gader krydses af mindre gader på tværs, som løber ned til de 2 store naturhavne. Lige inden for byporten på Freedom Square ligger arkader på begge sider med forretninger. Hovedgaden, som er en gågade, hedder Republic Street (på malti: Triq ir Repubblika) - tidligere Kingsway. Parallelt med denne løber det andet hovedstrøg Merchant Street. Republic Street udmunder i Fort St Elmo yderst på halvøens spids. I begyndelsen af sit forløb er gaden bred og imponerende. Men efter at vi har passeret Stormesterens Palads snævrer den ind og bliver noget mere uanseelig.

Drejer vi til venstre indenfor byporten, ser vi de vældige forsvarsværker, St Michaels Bastion. Flere steder er det muligt at spadsere oven på værkerne. Samtidig får du et flot udsyn til Marsamsett Harbour. På vejen passerer du ambassaden for "The sovereign Military Order of Jerusalem, of Rhodes and of Malta". De har til huse i St John's Cavalier. Som os vil du sikkert lade dig forvirre af det dannebrog, som vejer over bygningen, men det er altså riddernes rød-hvide korsbanner. Ordenen har stadig nogle aktiviteter på øen, bl.a. driver det et diabetescenter.

Auberge de Castille

Auberge de Castille var hjem for riddere fra Kastillien og Portugal, som ikke selv havde en beboelse på Malta. Desuden blev herberget anvendt til modtagelse af prominente personer. Denne del af ordenen var én af de mest magtfulde, og dens overhoved var Grand Chancellor. Ridderne var ansvarlige for den del af besfæstningen, som hedder Bastion of St Barbara, beliggende på den højeste del af Valletta. Herberget blev bygget af den kendte maltesiske arkitekt Girolamo Cassar i 1574. Det har en central slotsgård omgivet af 3 længer. Over den statelige hoveddør hænger en buste af stormester Pinto. Bygningen er formentlig den smukkeste barokbygning i Valletta med sin meget smukke (afdæmpede) facade. Især vinduespartierne er smukke. Bygningen led skade både under de franske troppers belejring 1798-1800 og under bombardementerne under 2. verdenskrig. Først franskmændene, og senere englænderne anvendte Auberge de Castille som hovedkvarter under deres ophold. Nu huser det den maltesiske premierministers kontor.

Upper Barrakka Gardens

Herefter vender vi tilbage til byporten, hvor vi denne gang drejer til højre og kommer frem til Upper Barrakka Gardens. Undervejs passerer vi det smukke Auberge de Castille and Leon, som i dag tjener som kontor for premierministeren. Upper Barakka var tidligere eksercerplads for ridderne. I anlægget står flere figurer. Den mest charmerende er Les Gavroches (gadedrengene), som er udført af Antonio Sciortino. Figuren er inspireret af Victor Hugo's fortælling om parisiske gadedrenge i Les Miserable. Sciortino er nok den mest fremtrædende skulptør, man har haft på Malta. Han rejste til Rom efter at have fået tildelt et legat. Her var han i en periode direktør for Det Britiske Akademi, inden han vendte tilbage til sin fødeø for at være med til at opbygge samlingen på the Fine Arts Collection i Valletta - se nærmere i det følgende. Sciortino har også lavet den store gruppe på Great Siege Square, som vi kommer til lidt længere nede ad Republic Street.

Der findes også en broncebuste af Winston Churchill. Desuden ligger øens tidligere guvernør sir Thomas Maitland (af befolkningen kaldt kong Tom for sine skarpe holdninger) begravet her. Fra anlæggets terrasser er der en betagende udsigt over en af verdens største naturhavne og over til Fort St Angelo, Senglea og Vittoriosa på den anden side. Fra den store balkon balkon er der et betagende syn ud over Grand Harbour over mod Fort St Angelo og De 3 byer, som ligger på den anden side.

Hvis vi fortsætter lige frem, kommer vi til Lower Baracca Gardens. Blandt smukke træer og blomsterbede ligger et lille græsk tempel med en status af sir Alexander John Ball. Han var én af de ledende kræfter under opstanden mod franskmændene i 1798. Da franskmændene opgav og forlod øen, annekterede briterne Malta og udnævnte sir Alexander til den første britiske guvernør på stedet. Da han døde i 1810, indsamlede malteserne penge til opførelse af monumentet. Alexander Ball er begravet i Fort St Elmo. I anlægget findes den såkaldte belejringsklokke. Den 10 tons tunge bronceklokke er et minde om de 8.000 maltesere og englændere, som faldt under belejringen 1940-1943. Den blev afsløret af dronning Elisabeth II under hendes årlige besøg. På hvilken dato? Selvfølgelig den 15. august.

Operahuset

På Freedom Square (Frihedspladsen) ses et sørgeligt minde fra bombardementerne under 2. verdenskrig. Her ses ruinerne af Vallettas operahus, bygget 1861-1866 af Edward Middleton Barry, arkitekt på Covent Garden Theatre. Teatret havde mere end 1.000 siddepladser og 200 ståpladser. Men allerede 7 år senere - efter 3. akt af en prøve - lød det frygtede råb "Brand", og alle løb mod udgangen. 5 minutter senere var alt inferno. Ydermurene holdt, men alt interiøret var ødelagt. Operabygningen, som havde kostet halvdelen af Maltas nationalprodukt, eksisterede ikke mere. Årsagen blev aldrig klarlagt, men et par håndværkere fik en bøde på hhv. 10 og 20 pund for ikke at have holdt gaslamperne i ordentlig stand. 4½ år senere genåbnede operaen med Verdi's Aida.

Om aftenen den 7. april 1942 blev bygningen ødelagt af tyske bombefly. Skaderne var for omfattende til at kunne udbedres. I 1946 tilbød tyske krigsfanger på Malta at restaurere bygningen for et symbolsk beløb. Som følge af stor arbejdsløshed måtte regeringen afslå tilbuddet under pres fra fagforeningerne. I 1953 blev 6 kendte arkitekter inviteret til at komme med projektforslag. Et vinderforslag blev udpeget, men øens økonomi har endnu ikke tilladt gennemførelse. Terrassen, ´som er den eneste del af bygningen, som er nogenlunde intakt, huser nogle mindre souvenir butikker.

Our Lady of Victory

Et kapel blev bygget på det sted, hvor stormester La Valette nedlagde grundstenen til byen i 1566. Kirken er viet til jomfru Maria og er samtidig et minde om ophævelsen af den tyrkiske belejring. Dette skete (selvfølgelig ;-) ) den 7. september (1565) aftenen for jomfru Marias fødselsdag. Ordenen besluttede, at der skulle holdes en messe hvert år den 8. september. Stormester La Valette døde i 1568, og hans jordiske rester blev stedt til hvile i kapellet. Disse er senere overført til krypten i St John’s Co-cathedral.

Mellem South Street og Britannia Street ligger den enkle og interessante kirke St Barbara, som er bygget af den maltesiske arkitekt Giuseppe Bonici. Kirkens form er nærmest oval. Det var ridderne fra Provence, som benyttede denne kirke. I dag besøges den af mange udenlandske turister, da der afholdes messer på fransk, tysk, italiensk og engelsk. St Barbara er skytshelgen for kanonerer og andre, som arbejder med krudt og kugler, hvilket der er flere eksempler på i den lille kirke.

Kunstmuséet

National Museum of Fine Arts i South Street har til huse i et smukt palads, som går tilbage til 1571, hvor det blev bygget som bolig for en fransk ridder. Efter hans død overgik paladset til ordenen. I en årrække tjente paladset som bolig for den britiske øverstbefalende for flåden i Middelhavet. Muséet består af 30 værelser, fordelt på 2 etager. Den nederste etage omfatter værker fra det 14. til det 17. århundrede af både italienske, hollandske og franske kunstnere. Et særlig værelse med en smuk udsigt over havnen er viet til den nok største maltesiske kunstner Antonio Sciortino (1879-1947), som vi allerede har mødt på vores vej. 2 værelser er helliget Mattia Preti, som vi skal møde igen i St John's Cathedral. I kælderetagen findes en del brugsgenstande fra riddertiden såsom religiøse effekter, skibsmodeller, vægte, medicinglas og -krukker mv. I korridorerne omkring den indre gård er udstillet mere moderne kunst. Endelig findes der en betydelig møntsamling i muséet, hvis det kan interessere.

Nationalmuséet for arkæologi

De meget interessante arkæologiske samlinger fra Malta og Gozo opbevares på Nationalmuséet, som har til huse i Auberge de Provence, som ligger på vensre side af Republic Street. Samlingerne omfatter både den forhistoriske periode (3200 - 2000 BC), bronzealderen (2000 - 800 BC) og den romerske periode. Kæmpemæssige stenblokke, vaser og statuer fylder hele underetagen. Mindre genstande opbevares i glasmontrer. I nærheden af trappen er udstillet 2 mindre statuer: Den lille, sovende kvinde fra Hypogeums underjordiske begravelseslads og Den maltesiske Venus. I lokalerne på første etage er udstillet genstande fra romertiden - en del er græske og puniske (fønikiske). Mest interessant er måske en lille søjle med inskriptioner på græsk og fønikisk. Det var ved hjælp af denne søjle, at videnskabsmænd lærte at tyde det fønikiske sprog. Den store indgangshal, som man kommer ind i fra Republic Street, er smukt dekoreret. UNESCO har bidraget til restaureringen af dette vigtige museum.

Biblioteket

På Queen's Square ligger det sidste større bygningsværk, som ridderne fuldførte, inden de forlod Malta, var et bibliotek. Det er bygget i venetiansk stil med 4 buer hvilende på elegante pilastre og med en smuk balkon med dobbelte søjler. Nationalbiblioteket rummer i dag uvurderlge historiske manuskripter under glas og lås. Bl.a. er der 46 bøger, som er trykt før år 1500. Her findes også ordemens historie fra 1107-1798. I 1760 donerede en fransk ridder mere end 9.000 bind til biblioteket og disse indgår nu i det såkaldte Bibliotheca Publica. Det mest interessante dokument er måske det gavebrev, hvormed Karl V i 1530 overdrog Malta til ridderordenen. På pladsen, hvor der er udendørs servering det meste af året, står en marmorstatue af dronning Victoria, udført af den sicialianske billedhugger Giuseppe Valenti. På den modsatte side af torvet ligger den kendte Caffe Cordina i riddernes tidligere skatkammer (1837).

Stormesterens palads

Republic Street munder ud i en stor plads, Palace Square, hvor Stormesterens palads ligger. I virkeligheden har paladset gennem de sidste 400 år også tjent som bolig for guvernører, generalguvernører og præsidenter. Paladset blev fuldført i 1574. Gennem en port kommer man ind i 2 (relativt) kølige og skyggefulde slotsgårde. Den ene (nærmeste) kaldes Prince Alfred's Court og den anden Neptune Court efter den Neputun statue, som befinder sig her. I gården er et maurisk ur fra 1745, hvor små figurer kommer frem ved hvert timeslag.

Vil du se paladset - og det bør du - går du op ad trappen i Prince Alfred's Court (husk at se uret forinden, ellers glemmer du det, som vi gjorde). I rådssalen, hvor parlamentet plejede at samles, kan du beundre møblerne de smukke gobeliner med fremmedartede motiver. Tronsalen, som nok er det mest imponerende rum, har et smukt bjælkeloft og er dekoreret med freskomalerier, som bl.a. viser scener af maltesernes yndlingsmotiv: den tyrkiske belejring. I Hall of Ambassadors er ophængt portrætter af samtlige stormestre samt af et større antal europæiske regenter, som har været på besøg: Ludvig XIV, Ludvig XV, Katarina II m.fl.

Under 160 års britisk kolonisering var paladset bolig for den engelske majestæts repræsentant. I 1974, da Malta blev republik, blev Stormesterens Palads taget i brug som præsidentens residens. Så i dag modtager den maltesiske præsident fremmede ambassadører i den samme sal, som riddernes stormestre gjorde for adskillige hundrede år siden.

Tøjhusmuséet

I den bageste del af paladset findes 2 store haller (Palace Armoury) med den formentlig største og mest repræsentative samling af våben og rustninger fra tiden før år 1800. Mere end 6.000 genstande fra riddertiden er samlet her. Bl.a. findes en rustning, som menes at have tilhørt selveste stormester La Valette. En italiensk rustning med indlagt guld fra 1615 har tilhørt stormester Vignacourt. Udover samlingen af våben er opstillet et antal figurer iklædt riddernes rustning mv.

St Paul's Shipwreck kirke

I St Paul's Street ligger St Paul's Shipwreck kirke fra 1609, bygget under stormester Lascaris. Facaden, som er i barok stil, blev færdiggjort i 1885. Kirken har 2 klokketårne og 7 klokker. Under klokketårnene står 2 statuer af hhv. St Peter og Paulus. I midten står en statue af jomfru Maria. Billederne viser episoder fra Paulus' liv. Orglet, som er det ældste på Malta, stammer fra 1600-tallet. I kirken findes ca. 40 gravstene i marmor og mosaik, og der findes 12 sidekapeller. Ellers bliver man slået af de store mængder af sølv, der findes i kirken: altre med sølvfacader, kandelabrer, lamper osv., gaver til kirken fra flere hundrede år. I våbenhuset findes portrætter af nogle af de stormestre og paver, som har haft forbindelse til kirken. Kirkens vigtigste relikvium er én af Paulus' armknogler samt et stykker af den søjle, hvorpå Paulus blev halshugget i Rom. En smukt malet udskæring af Paulus findes i kirken og bæres i procession i gaderne hvert år den 10. februar, som er helgenens festdag.

Manoel teatret

I den sidste periode af deres ophold på Malta var ridderne ikke længere fuldt optaget af at kæmpe mod tyrkerne og brugte en stor del af tiden på fritidssysler. Der blev ofte givet forskellige forestillinger i de enkelte herberger, især i de italiensk styrede.

Men behovet for underholdning voksede så meget, at stormester Manoel de Vilhena igangsatte byggeri af det lille teater, som bærer hans navn (det hed oprindeligt "Teatro Pubblico".. Det er et af de ældste teatre i Europa, bygget i smuk barokstil. Teatret blev indviet i 1732 efter en bemærkelsesagtig kort byggeperiode på 10 måneder. Og det blev hurtigt populært. Franskmændene benytted også teatret under deres besættelse (1798-1799). Og englænderne benyttede også teatret til at underholde deres militære og cicile personnel og deres familie.

Men med indvielse af operahuset i 1861 faldt interessen stærkt for det gamle Manoel teater. I en snes år fungerede det som pensionat for tiggere (1 penny for en nat). Men da operaen brændte ned i 1881, blev Manoel teatret igen anvendt efter sit formål. Mellem de 2 verdenskrige anvendte bygningen som biograf.

Sidst i 50'erne besluttede regeringen at restaurere teatret og det kom på 'finansloven'. Der blev råd til et 'husorkester', og der opføres regelmæssigt forestillinger, både drama og opera. Loftet i 22 karats guld skal være helt fantastisk. Det samme gælder de smukt udsmykkede loger i 3 etager. Der er regelmæssigt guidede ture, men vi har dog ikke deltaget (næste gang). Indgangen til teatret ligger i Mint Street.

Fort St Elmo

For enden af Republic Street ligger Fort Elmo. Det blev bygget af ridderne omkring 1552 med det formål at beskytte indløbene til de 2 naturhavne mod tyrkisk invasion. Fortet har form som en 5-takket stjerne. Tyrkerne indså, at de var nødt til at neutralisere fortet for at sikre deres egen flåde, og de indledte et overvældende bombardement. Den 23. juni 1565 faldt fortet og samtlige 600 forvarere blev dræbt. Efter ophør af den tyrkiske besættelse blev Fort St Elmo restaureret, og det smeltede efterfølgende sammen med Valletta. Under 2. verdenskrig spillede fortet igen en hovedrolle, da det var herfra, at man fik ram på de italienske E-både. Tiderne er blevet mere fredelige, og den øvre del af fortet huser nu Maltas politi. Scener fra Midnight Express er optaget på den nedre del af området.

Krigsmuséet

Mere interessant er det måske, at The National War Museum befinder sig indenfor Fort St Elmo's mure. Størsteparten af muséet omhandler 2. verdenskrig, men der er også udstillet genstande fra 1. verdenskrig. Endelig findes i en fløj en udstilling vedr. den franske besættelse af øen 1798-1800. Muséet blev indviet i 1975 som et supplement til de samlinger vedr. riddertiden, som findes i Stormesterens Palads.

De mest spændende effekter er måske:

• Faith - det eneste overlevende af de 4 fly, som udgjorde Maltas luftforsvar i juni 1940.
• Et 75mm maskingevær, det første, som blev erobret under de allieredes landgang på Sicilien i juli 1943.
• Den jeep, som præsident Roosevelt benyttede under sit besøg på Malta i december 1943.
• Og sidst, men ikke mindst, det Sct George kors, som blev tildelt befolkningen på Malta in 1942.

Riddernes hospital

Riddernes hospital Sacra Infermeria (det hellige hospital) ligger i nærheden af Fort St Elmo med sin imponerende front mod Grand Harbour - hospitalet har en længde på 151 meter - ret imponerende selv i dag. Det begyndte sin funktion i 1574 under stormester de la Cassiere og opnåede hurtigt status som ét af de bedste hospitaler i Europa. I 1676 blev oprettet en skole for anatomi og kirurgi. I 1712 blev hospitalet udvidet med et apotek og et kapel. Hospitalet havde plads til ca. 900 senge til patienter. Riddere og soldater blev behandlet på én etage, mens den menige befolkning, inkl. tiggere, slaver og andre blev behandlet i den underliggende etage, Man kunne måske have forventet, at det fungerede som et rent militærhospital, men det var i virkeligheden et af de første tilløb til offentlige hospitaler (jeg må dog indrømme, at hospitalet alene behandlede mandlige patienter). Det var den franske del af ordenen som havde ansvar for hospitalets drift. Samtlige riddere - fra stormesteren til yngste novice - tog sig af de syge og serverede mad til patienterne på sølvtallerkener. En del af sølvtøjet forsvandt under den franske besættelse 1798-1799 (det sker jo somme tider, når man har uindbudte gæster), men en del kan dog sammen med andet hospitalsudstyr ses på National Museum of Fine Arts. Den medicinske behandling var af høj kvalitet, og alle patienter kunne komme under behandling uanset religion.

Da ridderne blev tvunget bort fra øen, overtog Napoleons tropper bygningen og ca. 300 sårede blev indlagt. Men allerede i 1800 blev franskmændene smidt ud, hvorefter englænderne rykkede ind. De omdøbte hospitalet til 'Garrison Hospital' eller 'Station Hospital'. Under Krim-krigen 1854-56 blev hospitalet taget i brug til pleje af sårede soldater. I 1859 havde Florence Nightingale foreslået, at der blev indrettet et mere permanent hospital i Valletta. Under 1. verdenskrig tjente Malta som Middelhavets sygeplejerske. Alene fra kampene ved Galipoli blev mere end 2500 officerer og mere end 55.000 menige behandlet på maltesiske hospitaler. I 1920 blev bygningen taget i brug som politihovedkvarter, indtil begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor bygningen blev svært beskadiget under bombardementerne.

I 1977-1979 blev bygningen rekonstrueret og indrettet som et konferencecenter med plads til ca. 1.400 personer. Desuden findes et antal mindre lokaler indrettet med moderne AV-udstyr og tolkningsfaciliteter. Komplekset har nu fået navnen The Mediterranean Conference Centre. Centret blev svært beskadiget af en brand i 1987, men blev straks restaureret. Bl.a. blev der i underetagen indrettet et cafeteria med plads til 1.000 gæster.

I centret opføres flere gange hver dag et fantastisk 40 minutters audiovisuelt show med dias (18 systemer er i gang samtidigt). Showet viser Maltas udvikling gennem en periode på mere end 6.000 år. Første gang, vi overværede showet, var vi ved at få blæst hovedet af. Næste gang var der kommet hovedtelefoner, hvor man selv kunne vælge lydniveau og sprog, Kan absolut anbefales.

Og så har vi gemt det allerbedste til sidst. Et besøg i ridderne pragtfulde domkirke, St John's Co-Cathedral, med det mest fantastiske billede, vi kender.

St John's Cathedral

St John’s Co-Cathedral, tidligere riddernes ordenskirke, er historisk og kunstnerisk en af de betydeligste bygninger på øen. Den blev bygget 1573-1577 af ordenens chefarkitekt Gerolamo Cassar. Dens besynderlige titel af 'co-catedral' skyldes, at Pave Pius VII i 1816 gav kirken samme status som ærkebiskoppens katedral i Mdina; de 2 katedraler er således sideordnede. Kirkerummet er 57 gange 36 meter - én af de største renæssancekirker i Europe. Katedralens indre er en hyldest i lys og farver til disse munkeriddere og deres skytshelgen Johannes Døberen (St John). Scener fra helgenens liv - 18 i alt - er malet på loftet af den berømte kunstner Mattia Preti. Sidekapellerne har været viet til ordenens forskellige 'tunger' (nationaliteter). Alle stormestre, som døde, før St John blev bygget, er begravet i krypten. Kirkens facade minder om et fort. Ikke så mærkeligt, da Cassar havde været med til at planlægge Valletta, og hele tiden havde byens forsvar for øje.

På tårnet til højre findes 3 ure: ét som angiver tiden, ét som angiver ugedagen og ét som angiver datoen. Fra balkonen udråbtes den nyvalgte stormester, efter at den tidligere var afgået ved døden.

Hovedalteret var oprindelig dækket med sølv, men Napoleon stjal det, da han kom forbi. Herudover røvede han stormester la Valettes diamantsmykkede sværd, som i dag befinder sig på Louvre. Heldigvis havde man været så forudseende at male de solide sølvlåger til sidekapellerne sorte, så de undgik at falde i røverkløer. De solide lysestager er af ægte sølv. De er en gave fra én af stormestrene. Det var kutyme, at den nye stormester skænkede en gave til kirken, når han var blevet valgt. Bag alteret står en statue, som viser Jesus blive døbt af Johannes Døberen. Selv om det ikke ser sådan ud, så er statuen hugget ud af ét stykke marmor.

Hvælvingen er malet af den italienske kunstner Mattia Preti. I modsætning til datidens kunstnere malede Preti direkte på stenene - og ikke først på et lærred, som efterfølgende blev fastgjort til loftet. I katedralen befinder sig 375 grave af riddere og stormestre. Den eneste undtagelse er netop Mattia Preti, som arbejdede på Malta indtil sin død i 1699. Ridderne er begravet under kirkens gulv, mens stormestrene er gravsat i monumentale sarkofager.

St John's har ni kapeller: fire til højre og fem til venstre. Med en enkelt undtagelse er disse kapeller viet til ordenens forskellige tunger (nationaliteter). Det spanske (aragonske) kapel indeholder et stort billede at Mattia Preti. Da ridderne overvejede at 'ansætte' Preti til at udsmykke kirken, bad man ham sende en prøve på sine færdigheder. Han sendte dette smukke billede af St George på den hvide hest. Det endte med at Preti kom til Malta, hvor han blev og arbejdede i 39 år. Han kaldes ofte kalabreseren efter sit fødested Kalabrien i Syditalien. Også det portugisiske kapel indeholder billeder af Preti.

Det første kapel til venstre er det Engelsk-Bavariske kapel. Da Henrik VIII (ham med de mange koner) kom i strid med pavemagten, forbød han de engelske riddere at være medlem af ordenen og konfiskerede deres ejendom. Da ridderne siden hen igen kunne tilslutte sig ordenen, slog de sig sammen med den Bavariske (bayerske eller sydtyske) tunge. Det er forklaringen på det lidt besynderlige navn. Næste kapel, som er viet til den franske (provencalske) tunge, indeholder den krypt, hvor stormester Jean Parisot de la Valette er begravet, grundlæggeren af hovedstaden Valletta. Det italienske kapel indeholder et billede af St Jerome udført af Caravaggio. Maleriet blev stjålet for nogle år siden, og tyvene forlangte løsepenge for ikke at ødelægge kunstværket. Det blev fundet nogle år senere i medtaget stand. Efter restaurering af værket i Rom, hænger billedet nu, hvor det hører hjemme.

Det sidste kapel på venstre side - det tyske - er tillige dedikeret til De hellige 3 Konger. Her findes ingen monumenter som hyldest af stormestre. Den sidste stormester - og den eneste tyske af slagsen - Ferdinand Von Hompesch regerede kun 1 år, inden Napoleon kom til Malta i 1798 og satte ridderne på porten. Ironisk nok var det tyske kapel det eneste, der blev ramt af Luftwaffe under bombardementerne. Men det er for længst genopbygget efter skaderne.

Caravaggio: Halshugningen af Johannes Døberen

I oratoriet befinder sig Caravagggio's mesterværk (3 meter gange 5 meter), som viser halshugningen af Johannes Døberen. Du husker sikkert den uhyggelige historie med Herodes' steddatter, der som betaling for de 7 slørs dans krævede Johannes Døberens hoved på et fad. Mattia Preti har malet de billeder, som befinder sig omkring Caravaggio's mesterværk, og således forsøgt at skabe en overordnet harmoni i rummet.

Halshugningen af Johannes Døberen, udført af Caravaggio

Caravaggio's maleri vendte tilbage til sin rette plads på et italiensk krigsskib i juni måned 1999 - efter 3 års restaureringsarbejde i Firenze. Det uvurderlige mesterværk blev transporteret i en special fremstillet kasse, hvor der hver 10. minut blev målt temperatur og luftfugtighed. Kassen var sikret med kæder, som var beregnet til at holde helikoptere på plads. Hele nationen drog et lettelsens suk, da operationen afsluttedes, og patienten overlevede.

Caravaggio kom til Malta i 1607 - vistnok for at afsone en straf på én af ridderordenens galejer. Han blev begejstret for ordenen, som han tilsluttede sig. Han var så stolt af dette medlemskab, at han signerede sit billede med et 'F' (for Frate = broder) i det blod, der strømmer fra Johannes Døberens hals. Det er det eneste af hans billeder, som han har signeret. Caravaggio malte 3 billeder, mens han opholdt sig på Malta. Udover Johannes Døberen også St Jerome - se ovenfor -og et portræt af stormester Olaf de Wignacourt - sidstnævnte befinder sig på Louvre. Caravaggio's sind gav ham også problemer på Malta, hvor han blev kastet i fængsel i Fort St Angelo - vistnok efter at have dræbt en ridder i en duel. Malta var på den tid det eneste sted i Europa, hvor duellering var tilladt. Det siges, at han blev hjulpet til flugt af en ridder. På vej til Rom døde han kun 39 år gammel.

Caravaggio var ikke hans rigtige navn, men Michelangelo Merisi fra Caravaggio, en lille by i nærheden af Bergamo, Italien. Han studerede i Milano i 4 år. I 1592 flyttede han til Rom sammen med sin broder, som var præst. Men Cavavaggio's tøjlesløse temperament bragte ham ofte i konflikt med myndighederne. Han var ofte indblandet i slagsmål og dueller og sad flere gange i fængsel. Hans temperament kom til udtryk i hans kunst, hvor han malte direkte på lærredet med stærke, klare farver. Hans teknik, som udgjorde en afslutning på renæssancen, kaldes for 'luce di cantina', hvor han fokuserede lyset på hovedmotivet og opbyggede resten afmotivet omkring dette lys.

Kirken bad Caravaggio om at male en Madonna, men da han var færdig med billedet, ville Kirken ikke anerkende det. De påstod, at billedet var usømmeligt, da Jomfru Maria ikke havde sandaler på. Problemet var vistnok snarere, at Caravaggio benyttede prostituerede som modeller (man kan undre sig over, hvorledes kirkens fædre var i stand til at gennemskue dette). Caravaggio begyndte at male alterbilleder i sin egen kraftfulde og følelsesbetonede stil. Da Birgit og jeg for nogle år siden var i Rom, så vi i Santa Maria del Popolo et pragtfuldt billede af Caravaggio. Det viste korsfæstelsen af apostlen Peter.

I 1606 dræbte Caravaggio en mand i en duel om en tenniskamp, og han flygtede til Rom. Herfra måtte han efter en tid fortsætte til Napoli, hvorfra han tog til Malta, hvor han opholdt sig i 1½ år. Rygter vil vide, at Caravaggio blev forgivet af en af sine talrige fjender.

Tempelbyggerne

Maltas fortid er imponerende - og gådefuld. Så vidt vi ved, begyndte den med indvandring af agerdyrkere fra Sicilien fra 5.000 - 4.000 før vores tidsregning. Siden fulgte andre strømme af indvandrere. Og alle syntes at bygge templer - ca. 25 tempelkomplekser er fundet på Malta. Nogle af de meste imponerende bygningsværker findes på Gozo, men i første omgang vil vi koncentrere os om dem, der ligger på øen Malta. Motivet for tempelbygningen har utvivlsomt været religiøst, og det formodes, at der har eksisteret forskellige frugtbarhedskulter og dødskulter over tiden. Ydermurene bestod almindeligvis af hårde blokke af koralkalk, mens indermurene bestod af blødere kalksten. Mellem disse mure anvendtes brokker og stenrester til isolering. Loftet formentlig af træ. Døre og åbninger bestod af dørstolper med en overligger. De fleste templer er opført omkring én eller flere indre gårde. Alle havde de et offeralter med hule sten - formentlig beregnet til at opfange ofrets blod. Altret og interiøret var dekoreret med udskæringer - hvor utroligt, den end lyder, lavet med anvendelse af sten, da man endnu ikke havde metaller. Byggeteknikken var helt anderledes end den, vi kender fra pyramiderne i Ghiza (2.500 BC), Stonehenge (2.300 BC) og Knossos (2.000 BC). Nogle af templerne er bygget mere end 1.000 år for pyramiderne. Indtil mindt i det 19. århundrede troede man, at disse vældige templer var bygget af en nu uddød race af giganter, idet nogle af blokkene vejede flere tons.

Selv om vi er tilhængere af selv at rejse omkring, vil jeg anbefale, at du får en kvalificeret guide med. Det vil forhøje værdien af oplevelserne betydeligt.

Hal Saflieni - Hypogeum

Dette forhistoriske monument blev opdaget i 1902, nærmest ved et tilfælde. Nogle arbejdere var i gang med udgravninger af en brønd til et hus, som stort set var færdigt, og opdagede dette enorme, underjordiske (græsk: hypogeum) tempel eller begravelsesplads. I virkeligheden havde man opdaget templet allerede i 1899, men af frygt for ikke at få lov til at færdiggøre huset, havde man fortiet fundet.Templet er hugget ud af den rå klippe over en periode af flere hundrede år, 2500-1800 BC, på et tidspunkt, hvor metaller ikke var kendt! Pludselig forsvinder folket fra øen. Der har været mange spekulationer over årsagen til dette: blev de overvundet af et folk med til metal våben? Var det en pludselig epidemi?

Templet dækker et område på mere end 500 m2. et har tilsyneladende både fungeret som tempel for de levende og begravelsesplads, idet der er fundet knoglerester af ca. 7.000 mennesker. Templet, som er i 3 etager under jorden, når ned i en dybde af 12 meter. Nede i 7 meters dybde ligger "den store hal". Denne er omgivet af nogle små lavloftede rum, hvor præstinder antages at beruse sig med narkotiske midler, hvorefter præsterne så har skullet udlægge deres udtalelser for menigheden. Dette er formentlig sket fra et nærliggende rum med flere ovale åbninger. Hvis en mand med dyb stemme taler ned i én af disse åbninger, spredes røsten sig til de omkringliggende rum, men på en sådan måde, at man ikke kan placere den talende. Dette middel, som jo er brugt mange andre steder, har sikkert haft en imponerende virkning på menigheden. Lofterne er flere steder udsmykket med spiralformede symboler i rød okker. Disse menes at være livets træ, som symboliserer liv, velstand og føde.

Heldigvis dukkede 2 strålende arkæologer op på Malta på det tidspunkt, Hypogeum blev opdaget: Temistocles Zammit, som benævnes fader til den maltesiske arkæologi og jesuitten fader Emmanuel Magri. Disse mænd bidrog til at aflive myterne om disse templer. Zammit, som er født i 1864, udmærkede sig først indenfor medicin og kemi i London og Paris. Han blev adlet for sin opdagelse af en såkaldte middelhavsfeber, forårsaget af en dødbringende bakterie. Men han interesserede sig for mange akademiske discipliner. Men hans fascination for arkæologien skulle vise sig at vare hele livet. Da Zammit blev udnævnt til kurator ("beskytter") af det nye nationalmuséum i Valletta i 1903, gik han straks i gang med at sikre udgravningerne i Hypogeum og andre steder. Ansvaret for udgravningerne ved Hypogeum blev givet til en fader Emmanuel Magri. Fader Magri blev i 1907 sendt på en kortvarig mission til Tunis, hvor han imidlertid omkom. Arkæologer leder stadig efter fader Magri's noter. Sir Zammit overtog så selv ansvaret for udgravningerne. Mange af de fundne genstande kan ses på Nationalmuséet i Valleta.

Hypogeum blev åbnet for offentligheden i 1913 med deltagelse af Queen Mary. Sir Zammit havde da fuldført sine udgravninger og havde lavet en videnskabelig rapport. Sir Zammit var klar over, at Hypogeum ville blive et tilløbsstykke, hvorfor han lod lave en skakt fra siden, så man kommer ind i det midterste af 3 etager. Men efter en større renovering i 1990 blev adgangen ændret til at ligge i gadeplan. UNESCO og andre har bidraget til systemer til regulering af temperatur og luftfugtighed mv., og der er også indført begrænsninger i adgangen. Pt. vistnok max. 300 besøgende om dagen og i grupper på 10. Hvis man ikke kommer som del af et rejseselskabm er det en god idé at bestille billet et par dage i forvejen. Fra Valetta kan du tage bus 8, 11, 15, 26, 27 eller 29, som alle standser på torvet i Paola. Paola er en arbejderby, som ligger ca. 5 km syd for Grand Harbour i Valletta. Fra holdepladsen er der masser af skile til Hypogeums hovedindgang. Hypogeum er efter min opfattelse stadig ét af de mest interessante arkæologiske fund i Middelhavet.

De megalitiske templer i Tarxien

Når du er kommet op til overfladen igen, vil du bemærke skilte til templerne i Tarxien. Tarxien er efterhånden vokset sammen med Paola, og du kan sagtens spadsere til templerne, som blot ligger et par hundrede meter borte. Templerne, som er overjordiske i modsætning til Hypogeum, udgør i virkeligheden et helt kompleks bestående af 4 bygninger. De ældste er bygget omkring 3.500 før vores tidsregning og regnes blandt de ypperste i Europa. Templerne blev opdaget i 1914, begravet under 1 meter jord. Udgravningerne startede i 1915 ledet af Temistocles Zammit. Ved indgangen er opsat en tavle, som viser de forskellige lag i udgravningen. Det menes, at bygningsværkerne i stenalderen blev brugt som templer og siden i kobberalderen som begravelsespladser. Kobberalderen falder nogenlunde sammen med bygningen af de ægyptiske pyramider.

I templerne er flere eksempler på altre, kunstfærdigt udsmykket med prikkede og spiralformede motiver. Der er ikke tegn på, at templet har været brugt til menneskeofringer, men nok til ofring af får og geder og andre dyr. På din vej møder du sikkert også den vældige statue af "den fede kvinde", som sikkert har været et frugtbarhedssymbol. "Den fede kvinde" er kun i halv størrelse, dvs. uden overkrop. Både altrene og "den fede kvinde" er kopier. Hvis du vil se originalerne, må du en tur til Nationalmuséet i Valletta, hvis du ikke allerede har været der. Det var kun ypperstepræsten og præsterne, som havde tilladelse til at betræde templet. Menigheden måtte pænt stå udenfor og fx. få deres drømme fortolket af orakler inde i templet. Der er fundet nogle statuetter uden fast hoved, men med mulighed for at kunne fastgøre et bevægeligt hoved. Der er også eksempler på fund af flere hoveder i nærheden af en sådan statue. Allerede den gang kunne der være behov for "special effects" for at fastholde interessen hos tilskuerne.

---

Besøg på Maltas naboø Gozo

De fleste gange, vi har været på Malta, har vi taget på en éndagstur til Gozo. Ofte med rejseselskabet, så vi blev transporteret rundt på den dejlige ø. Ganske vist er afstandene små (15 gange 7 km), men dog mere, end man vil ønske at gå. Vi har også prøvet at tage en lokal bus, og det fungerer også fint. Endelig kan man for en rimelig pris leje en taxa til at køre sig derhen, hvor man ønsker. Det kræver selvfølgelig, at I planlægger dette på forhånd - men det forhøjer også nydelsen. Gozo er i modsætning til Malta delvis grøn selv om sommeren, og øen forsynes da også Malta med store mængder af frugt og grønsager. Tempoet er mere afslappet på Gozo end på Malta, og flere og flere vælger at tilbringe fx 1 uge på stedet. Selv om øen er lille, er der meget at se. Så skal vi ikke bare tage afsted?

Hvordan man kommer til Gozo?

Færgen sejler 1-2 gange i timen fra 6 om morgenen til kl. 23. De første afgange omfatter primært landbrugsprodukter, men op ad formiddagen myldrer det med éndagsturister. Turen varer 20-25 minutter og er meget behagelig - især hvis du sætter dig på dækket. Prisen er lav. På vejen passerer vi den endnu mindre ø Comino. Du vil måske som vi gjorde første gang undre dig over, at der findes danske skilte på skibet. Det skyldes, at færgen var dansk indtil 1978. De første 10 år af sit liv hed den "Kalle" og sejlede mellem Kalundbog og Juelsminde. Fra 1971-1973 sejlede den mellem Købanhavn, Rønne og Ystad under navnet "Rotna". Nu bærer den navnet "Ghawdez", som er den arabiske/maltesiske benævnelse for Gozo. Vi kan også møde en anden tidligere dansk færge på Malta, nemlig "Jylland", som sejler rundture ud fra Valletta. Indsejlingen til havnebyen Mgarr er imponerende, hvor især de mange kirketårne og spir gør indtryk.

Hovedstaden Victoria

Den største by på Gozo er Victoria. Beliggenheden minder om Mdina's med placeringen på en klippetop og med vidt udsyn til alle sider. Indtil 1897 hed byen Rabat, men så var der en engelsk dronning, som regentjubilæum. De lokale anvender fortsat ofte navnet Rabat, ligesom det fremgår af mange kort og vejskilte. Victoria er et trafikknudepunkt ligesom Valletta, men inden I haster videre, så er der dog flere ting at se i byen.

Citadellet, Victoria

I udkanten af Victoria ligger det imponerende Citadel, som er bygget som forsvar mod tyrkerne. Gozo og dens små havne blev ofte invaderet af sørøvere og fribyttere, som søgte vand og forplejning. Indbyggere blev ofte taget til fange og solgt som slaver. I 1551 overfladt en tyrkisk styrke Citadellet og bortførte 6000 af indbyggerne til slaveri. Opførelsen blev delvist finansieret af Philip II af Spanien (jeg gætter på, at det spanskklingende navn Gozo måske skyldes denne herre). Ridderne udførte en del forstærkninger på anlægget efter det tyrkiske angreb i 1565. Indtil 1637 skulle alle beboerne overnatte indenfor citadellets beskyttende mure. Et voldsomt jordskælv i 1693 ødelagde en del bygninger. Udsigten fra fæstningsmurene er imponerende, og man kan se vand hele vejen rundt.

Indenfor murene ligger en smuk katedral, bygget af Lorenzo Gafa mellem 1697 og 1711. Det var egentlig meningen, at kirken skulle have haft en flot kuppel, men pengekassen løb tom, før byggeriet blev færdigt. I stedet er der på det fuldstændigt flade loft lavet en optisk bedrag, som får øjet til at se en flot kuppel. Det må du ikke gå glip af. Desuden finder der på citadellet 3 muséer: at arkæologisk muséum, et naturhistorisk muséum og et folklore muséum.

St George's Basilica, Victoria

I nærheden af hovedgaden ligger St George's Basilica, Gozos første sognekirke, bygget mellem 1672 og 1678 af taknemlige gozitanere (det hedder de virkeligt), fordi de var blevet sparet for pesten. I kirken findes et kunstværk af Mattia Preti, visende St George efter at have besejret den frygtelige drage. Der findes også en smuk træstatue af samme St Jørgen - men det er jo også 'hans kirke'. Broncebaldakinen er en afterligning af Berninis enorme baldakin i Peterskirken.

Ta' Pinu kirken

Næste stop på turen er den imponerende Ta' Pinu kirke, som ligger langs fra alfarvej - uden bebyggelse i nærheden. Årsagen til denne tilsyneladende 'malplacering' kommer senere. Siden 1500-tallet havde der her ligget et lille kapel på stedet. Dette kapel, som var blevet noget forfaldent, blev passet af en gammel mand, Gauci - kaldet Pinu. Kirken, som er i ny-romansk stil, er bygget fra 1920-1932. Klokketårnet blev dog først fuldført i 1934. I 1935 gav pave Pius XI kirken status som en basilika (jeg er ikke helt klar over betydningen af dette). Omkring kirken og op ad den tilstødende skrænt står en antal hvide marmorstatuer, som er scener fra Kristi Via Dolorosa. Kirken er i dag både et valfartssted for pilgrimme fra hele verden og en stor turistattraktion. (Husk at anstændig påklædning er påkrævet).

Miraklet

Den 22. juni 1884 kom en bondekvinde, Carmela Grima forbi på vej hjem fra arbejde i marken. Fra kapellet hørte hun en kvindestemme kalde. Carmela lod som intet og fortsatte, men stemmen kaldte på hende igen og igen. Hun gik da ind i kirken for at bede, og stemmen, som tilhørte jomfru Maria, bad hende sige 3 ave Maria, ét for hver dag hendes legeme lå i graven. Herefter gik Carmela hjem, men blev snart efter syg og lå i sengen i et helt år. I den tid fortalte hun ikke nogen om sin oplevelse.

2 år senere fortalte Carmela om sin oplevelse til ein ven Francesco Portelli. Han kunne fortælle, at han på nogenlunde samme tidspunkt havde hørt en kvindestemme, som bad ham sige en bøn for de sår, som kristus havde pådraget sig, da han måtte bære sit kors til Golgatha. De 2 bad nu en bøn for Francescos moder, som led af en uhelbredelig sygdom. Og miraklet skete, og Francescos moder blev rask. Rygterne spredte sig, og snart strømmede pilgrimme fra hele verden til det lille kapel. Og flere mirakler skete. Biskoppen udspurgte nøje Carmela og Francesco om begivenhederne, og han blev overbevist om, at det virkelig var jomfru Maria, som havde talt, og som havde udvirket miraklet. Følgelig (selvfølgelig) blev det besluttet at bygge en kirke på stedet. Gozitanere fra hele verden bidrog til indsamlingen af midler, og mange lokale deltog i byggeriet. Arbejdet begyndte i 1920. Det originale kapel er delvist bevaret og integreret i kirken, og de oprindelige malerier kan ses. I kapellet er ophængt et stort antal votivgaver, dvs. foræringer til kirken som tak for, at et familiemedlem er blevet rask, at en ulykke er blevet undgået, at man har fået et lønge ønsket barn osv. Pave Johannes Paul II celebrerede en messe i kirken under sit besøg på Malta. Ta' Pinu er i dag centrum for det katolske samfund på Gozo.

Ggantija

Et andet kulturelt højdepunkt på Gozo er de megalitiske Ggantija templer i nærheden af landsbyen Xaghra. De er bygget omkring 3600 før vores tidsregning. Til sammenligning er de første pyramider i Ægypten fra ca. 2800 BC og Stonehenge fra ca. 2400 BC. Templets blokke vejer adskillige tons og er indtil 6 meter høje. Det er ikke indlysende, hvorledes man har kunnet håndtere sådanne blokke uden egentlige hjælpemidler. En lokal legende, som jeg dog ikke tør udstede nogen garanti for, beretter, at en kvindelig gigant Sunsuna bar blokkene hertil på sit hoved fra Ta' Cenc, som ligger et stykke borte. Oprindelig var templerne tagdækkede og væggene var bemalede. Stedet omfatter 2 separate templer: Sydtemplet fra 3600 BC og Nordtemplet fra 3000 BC. Templerne blev udgravet i 1826.

På vores første tur var vi så heldig at have en fremragende guide, Josef fra Dansk Folketurist. Josef er malteser og gift med en svensk kvinde. Hans viden om Maltas fortid var enorm, og det var dejligt at mærke den stolthed, han havde over sine forfædre og deres bedrifter. Templernes formål er ikke helt klarlagte, men de har formentlig været anvendt til tilbedelse af og ofring til naturguder. Josef, som viste sig at have et stort dramatisk talent, iscenesatte en menneskeofring. Til beroligelse kan jeg oplyse, at Claus i dag lever i bedste velgående og har (foreløbig) 3 børn.

Xlendi - og kniplinger

Mange éndagsture til Gozo indebærer en tur til den maleriske by Xlendi på sydøen. På vejen fra Victoria kommer man forbi "riddernes vaskehus", hvor husmødre i flere hundrede år har ordnet familiens vasketøj ved den rindende kilde. Xlendi ligger meget romantisk ved en smuk, indelukket bugt med en lille strandpromenade. Her ligger en række restaurationer, caféer og små butikker. Der er også en lille sandstrand, man kan bade fra. I den ene ende ligger Xlendi Tower, som er et af de mange forsvarsværker, ridderne byggede. I klippen til højre - når man kigger ud over bugten - er indhugget en trappe. Bo nyder den flotte udsigt over bugten og byen. På den anden side af toppen kan man komme ned til en lille vig - Caroline's vig, som er opkald efter en velhavende, ugift kvinde, som grundlagde ordenen Dominikanersøstrene på Malta. Hun lod trappen udhugge for at nonnerne kunne bade uden at blive iagttaget.

Her stiftede vi bekendtskab med den vigtigste hjemmeindustri på Gozon nemlig knipling. Kunsten blev indført til Gozo af ridderne, men præsten Dun Guzepp Diacono (1847-1972) må tilskrives æren for, at knipling stadig er en blomstrende industri på øen. Han grundlagde et hjem til uddannelse af unge kvinder fra fattige hjem, og pigerne lærte at kniple og væve. Det blev snart nødvendigt at oprette en særlig skole til uddannelsen. Udover selv at være en dygtig designer var Diacono også god til at markedsføre varerne på Malta og i London. På et tidspunkt var ca. 6.800 kvinder beskæftiget i kniplingeindustrien. Her er Bo blevet indfanget af en kærlig, ældre kone, som stolt foreviser en takkeskrivelse fra det engelske hof for de kniplinger, som hun havde foræret prince Charles og lady Diana til deres bryllup.

San Dimitri

I det nordvestlige hjørne af Gozo ligger Cape San Dimitri, hvor denne historie foregår. En gammel kvinde boede i en hytte tæt ved kapellet. Hver dag bad hun til Gud om at beskytte hendes eneste søn mod de tyrkerne. En dag dukkede et sørøverskib op og røvede rigdomme og fødevarer. Og den fattige kvindes søn blev taget med på skibet i lænker. I sin store nød bad hun dagligt til San Dimitri, hvis billede hang i kapellet. En dag blev San Dimitri levende, ligesom groede ud ad billedet sammen med sin hest. Efter at have hørt på kvindens bønner, forsvandt han i fuld galop ud over havet. Da helgenen vendte tilbage, havde han kvindens søn med. Herefter forsvandt han ind i billedet igen, og kvinden tændte hver dag et lys for ham i kapellet.

Mange år senere blev hotellet ødelagt af et jordskælv, og det forsvandt i havet. En dag, hvor et skib skulle til at lette anker, hang det fast i havbunden. Nogle dykkere blev sendt ned for at løse problemet, og da de kom op, fortalte de, at de havde set et kapel i det dybe vand. Dørene stod åbne, men der var fuldstændig tørt inde i kapellet. Og et lys brændte foran et billede af en helgen til hest. Sådanne historier er en af årsagerne til, at jeg elsker Malta.

Ramla Bay og Calypsos hule

Ramla Bay er Gozos bedste (eneste) strand med masser af rødt sand. Den er almindeligvis ikke så trafikeret som de bedste strande på Malta. Men pas evt. på farlige understrømme. Fra toppen af den nærliggende klippe er der en fantastisk udsigt over den smukke bugt. Ud for kysten anes rester af nogle forsvarsværker, som ridderne byggede midt i 1700-tallet for at imødegå fjendtlige invasionsskibe.

Tæt ved klippetoppen finder vi Calypsos hule, hvor den græske kong Odysseus skal have tilbragt 7 år under sin hjemrejse fra det ødelagte Troja til hans kongerige Ithaka, hvor hans trofaste kone Penelope holdt stand overfor de nærgående bejlere. Jeg har altid være mere fascineret af den snu Odysseus og hans bedrifter end af kampene ved Troja. Ganske vist er hulens interiør og eksteriør ikke særlig imponerende, men man (jeg) følte et gys af ophidselse ved at være så tæt på én af historiens største legender.

Kortet til højre viser den rute, som Odysseus formodes at have fulgt. Han drog ud fra Ithaka med sine 12 skibe og sluttede sig til de øvrige græske konger. Lederen var kong Agamemnon, som var svoger til den forsmåede kong Menalaos. Årsagen, som du sikkert kender, var, at den trojanske prins Paris havde forført og bortført Menalaos' hustru, den smukke Helene. At dette var sket med aktiv indgriben fra olympiske gudinder bekymrede ikke grækerne. 10 år gik der, inden den snu Odysseus overlistede trojanerne - du husker sikkert den trojanske hest med de græske krigere i maven. Troja blev ødelagt, alle indbyggerne blev dræbt - dog med undtagelse af prins Æneas, som flygtede til Italien, hvor hans efterkommere grundlagde byen Rom. Og Odysseus sejlede nu hjemad med sin skibe.

Odysseen er et oldgræsk digt, der tilskrives digteren Homer. Odysseen starter med, at Odysseus på 7. år er fange hos nymfen Calypso, som er forelsket i den flotte kriger. Athene, Odysseus' skytsgudinde, overtaler gamle Zeus til at lade Odysseus slippe fri og Hermes bliver sendt ned til Calypso med besked om, at hun skal lade Odysseus slippe. Men endnu engang blander havets gud Poseidon sig og knuser Odysseus' båd. Årsagen til Poseidons fjendskab er bl.a., at Odysseus har blindet hans søn kyklopen Polyfemos. I 20 døgn driver han rundt, indtil han strander på Faiakernes ø, Scheria. Faikerne sørger for at hjælpe ham hjem, hvor det blodige opgør med bejlerne venter. På Korfu 'mødte' vi også Odysseus, hvor han besnærede den smukke prinsesse Nausika. Jeg skal nok spare dig for hele historien. Den har Homer alligevel fortalt betydeligt bedre, end jeg er i stand til.

Og hermed slutter beretningen om vores ture til Malta. Men der er stadig steder at besøge, så i løbet af et par år vil vi vende tilbage og måske opdatere disse beskrivelser. Hej så længe.

 

Du kan vende tilbage til forsiden af min hjemmeside ved at klikke her.