Mallorca er den største af De Baleariske Øer. Den ligger i den vestlige del af Middelhavet, ca. 200 kilometer fra den spanske vestkyst - nogenlunde lige langt fra Frankrig, Italien og Nordafrika. Andre øer i gruppen er bl.a. Menorca, Ibiza, Formentera og Cabrera. Øens areal er 3.650 km2 - nogenlunde som Fyn (ca 90*65 km). Kystlængden er mere end 550 km. Til Mallorca hører også øen Cabrera, som er udlagt som nationalpark. Den vestlige og nordvestlige del af øen er bjergrig. Puig Mayor rækker 1.445 meter i vejret. Af spændende geologiske formationer kan nævnes underjordiske drypstenshuler flere steder på øen.
Birgit og jeg har efterhånden været på Mallorca 7 gange, første gang i 1972, senest i 2000. Vi har oplevet den nedslidning af øen og dens faciliteter, der fandt sted i 70'erne. Og vi har set den efterfølgende opblomstring i 90'erne. Den mest iøjnefaldende forskel fra tidligere besøg var nok, at alle skilte nu var blevet 2-sprogede. Franco dikterede, at rigssproget er kastilliansk, som tales på store dele af fastlandet, og der måtte ikke længere undervises i lokale dialekter som mallorkinsk (katalansk). I virkeligheden er katalansk ikke en dialekt, men et selvstændigt romansk sprog, som minder en del om spansk, men også har fælles træk med de sprog, der tales i den sydlige del af Frankrig og omkring Venedig i Italien. Efter Francos død er disse "dialekter" blevet sidestillet med kastilliansk, og der skal undervises 50% på rigssproget og 50% på det lokale sprog allerede fra første klasse.
Et andet karakteristisk træk er de mange cyklister, der er dukket op på øen. Ikke alene kan man leje turistcykler alle steder, men det sværmer med cykelryttere over hele øen. Står man og beundrer udsigten fra en bjergtop, kommer en cykelrytter susende, tørrer hurtigt sveden af panden, checker lige sin cykelcomputer, inden han uden at bemærke den storslåede udsigt kaster sin cykel ned ad de stejle skråninger. Også mange danske cykelklubber forbereder sæsonen med en uge på Mallorca.
Men én ting, som ikke har ændret sig, er øens rigdom på træer. Har man set mimoserne blomstre i januar eller mandeltræerne i februar-marts, glemmer man det aldrig. De tusindårige oliventræer med deres krogede stammer er også værd at studere. Du husker, at da Noah sendte en due ud fra sin ark, vendte den tilbage med en gren fra oliventræet. Hertil kommer frugttræer som appelsin, citron, figner, fersken, kirsebær, johannesbrødtræ osv. Mallorca har også en "indfødt" palme, men de høje, flotte palmer, vi ser langs boulevarderne, er importeret fra Afrika. I de lave egeskove spiser frilandssvin sig fede i agern, hvilket giver kødet en pragtfuld smag.
Endelig kan jeg nævne, at især den nordøstlige del af Mallorca er blevet et eldorado for fugle, både for fastboende fugle og for trækfugle. Store områder er blevet fredet og giver rige muligheder for naturoplevelser.
Hvis du ikke gider 'høre' noget om Mallorcas historie, geografi mv., kan du blot klikke her og springe frem til rejsebeskrivelsen.
Lige nu ser vejret således ud i Palma. Hvis du klikker på billedet til højre, får du vist en mere detaljeret oversigt samt en prognose for de næste dage. Jeg gætter på, at vejret under alle omstændigheder er bedre end i Danmark lige nu. Forår og efterår er vidunderlig på Mallorca, med sol næsten hver dag og stort set ingen regn. ;em selvfølgelig kan du som de fleste vælge at tage hertil i juli-august, hvor priserne er på højde med temperaturen.
| Jan | Feb | Mar | Apr | Maj | Juni | Juli | Aug | Sep | Okt | Nov | Dec | |
| Gns. lufttemp. | 11.0 | 11.3 | 12.6 | 14.9 | 18.9 | 23.1 | 24.7 | 26.2 | 22.6 | 18.0 | 14.7 | 13.2 |
| Gns. vandtemp. | 12.0 | 12.5 | 14.0 | 15.0 | 15.5 | 22.5 | 26.0 | 27.5 | 25.5 | 21.0 | 18.0 | 14.5 |
Herkules. Nogle historikere mener, at Mallorca er det sted, hvor Herkules (ofte benævnt Herakles) udførte den 10. af de 12 opgaver, som han var pålagt som straf, fordi han i vildt raseri havde myrdet sin hustru og sine børn. Herkules var en søn af Zeus, som havde besvangret en jordisk kvinde ved at omskabe sig i skikkelse af hendes ægtemand. Zeus' skinsyge hustru, Hera forsøgte at dræbe Herkules ved at anbringe 2 slanger i hans vugge. Men dem kvalte Herkules bare. Siden 'forvirrede' Hera Hercules således, at han udførte sin forfærdelige dåd. Herkules' opgave bestod i, at han skulle rejse til øen Erythia (som nogle altså mener er Mallorca), og der skulle han stjæle uhyret Geryons kvæg. Ikke nogen helt nem opgave, da Geryon var barnebarn af Medusa. Til overflod havde han 3 hoveder og 6 ben. Men det endte med, at Hercules dræbte ham og vendte tilbage med kvæget. Inden da tog han til Gibraltar, hvor han kløvede et bjerg og satte de 2 halvdele op som søjler (Herakles' søjler) ved indsejlingen til Middelhavet ved Gibraltarstrædet. Jeg har altid været mest imponeret af det eventyr, hvor han gjorde 50 kongedøtre gravide i løbet af én nat. Jeg behøver vel ikke nævne, at de alle fødte et sundt drengebarn.
Talaiotkulturen. Omkring 2.000 år før Kristi fødsel levede på Mallorca et primitivt folk kaldet Talaiotfolket. En talaiot er et cirkelrundt, kegleformet tårn bygget i sten. Det findes dog også i en pyramideformet udgave. Disse hytter blev bl.a. anvendt som gravmonumenter. Folkets bopladser kan ses mange steder på øen.
Slyngekasterne. Et andet spændende folkeslag på Mallorca var de såkaldte slyngekastere. Befolkningen kastede med stor præcision sten med deres slynger. Navnet De Baleariske Øer kommer af det græske verbum ballein (at kaste eller at slynge). Udfor kongepaladset Almudania i Palma står en bronzestatue af den mallorkinske slyngekaster. Den græske geograf Strabon fortæller, at de unge mænd selv skulle skyde frugter ned fra træerne. De fik kun lov til at spise dem, hvis det lykkedes dem at skyde frugten ned med ét forsøg.
Fønikerne, som stammer fra det nuværende Libanon, brugte øerne som forsyningsstation. I det 3. århundrede B.C. erobrede den fønikiske koloni Karthago (det nuværende Tunesien) Mallorca og Menorca.
Romerne. I år 205 B.C. afværgede de mallorkinske slyngekastere en invasion af den romerske admiral Magon. Men i år 123 B.C. blev øen indtaget af Quintus Cæcilius Metellus. Det fortælles, at han havde beskyttet skibene mod slyngekasternes sten med dyreskind. Romerne grundlagde byerne Palmaria (i dag Palma) og Pollentia (i dag Alcúdia). De baleariske stenslyngere blev knyttet til den romerske hær, og blev bl.a. anvendt af Cæcar under hans gallerkrige.
Vandalerne besatte øen i år 465, brændte kirker og forfulgte befolkningen. Vandalerne blev smidt ud af byzantinerne i år 533.
Araberne erobrede Mallorca i år 798 og indledte et langvarigt herredømme over øen. Hovedstaden Palma blev befæstet, og mange af forsvarsværkerne kan stadig ses. Mallorca blev tilflugtssted for et stort antal pirater, som hærgede Kataloniens, Frankrigs og Italiens kyster. I 1113 samlede man en flåde på 500 skibe og med 70.000 soldater og forsøgte at indtage Palma - men forgæves.
Det mallorkinske kongedømme oprettes. På det tidspunkt bestod det nuværende Spanien af 2 riger: Kastillien og Aragonien. Først i 1479 forenes de under kong Ferdinand (fra Aragonien) og dronning Isabelle (fra Kastillien). Det var dette par, som i lykkerusen over endelig at have fået smidt maurerne på porten finansierede Columbus' rejser. Men tilbage til 1228, hvor de første planer om at vriste Mallorca ud af arabernes (maurernes) hænder bliver lagt. Dette sker under et festmåltid hos kong Jaime I af Aragonien (Jaime var også greve af Katalonien). Pere Martell, en dygtig søfarer, som flere gange havde været på Mallorca, gav en begejstret beskrivelse af øen. Kongen går til rigsdagen og får tilslutning til at sende en styrke til Mallorca. Landgangsstyrkerne består af 16.000 mand og 1.500 heste, som blev overført på 150 større og mindre skibe. Da der opstår uvejr, lover kongen at opføre en kirke til ære for jomfru Maria, hvis hun vil hjælpe ham. Jaime I, som kun var 20 år, var på det første skib og havde den overordnede ledelse. Og planerne lykkedes, bymuren til Palma blev genembrudt og nytårsaften 1229 holder kong Jaime I sejrsindtog i Palma. De fleste gamle mallorkinske familier fører deres slægt tilbage til denne katalanske erobring. Da Jaime I dør i 1276, efterfølges han af sin søn Jaime II.
I 1285 udbryder en krig med Frankrig, som bevirker, at Alfons IV overtager den mallorkinske trone. Efter 10 år afgår Alfons IV ved døden, og tronen går tilbage til Jaime II. Denne fortsætter sit arbejde med at grundlægge flere byer og starter opførelsen af Castell de Bellver. Også under efterfølgeren Jaime III fortsætter fremgangen for øen, indtil øen bliver besat af Pere IV af Aragonien, og Jaime III må flygte. I 1349 vendte Jaime III tilbage og forsøger at tilbageerobre tronen. Dette mislykkes, og kongen dør under slaget ved Llucmajor. Også sønnen Jaime IV's forsøg på et genvinde tronen mislykkes, og dette er således afslutningen på det mallorkinske kongerige. Mallorca er nu en del af kongeriget Aragon. Det smukke kongeslot Castell de Bellver skifter status til statsfængsel.
Mallorca led meget under den spanske arvefølgekrig i begyndelsen af 1700-tallet. I 1716 blev Mallorca en provins under Spanien med Palma som provinshovedstad. Under den franske revolution fungerede Mallorca som tilflugtssted for franske aristokrater.
1936 Den spanske borgerkrig. bryder ud, og Mallorca besættes af republikanske tropper. Oprørsstyrkeren ledes af Franco, som blev leder af den nationalistiske regering. Borgerkrigen afsluttes i 1939, Madrid overgiver sig til oprørsstyrkerne, og Franco er nu landets leder (diktator). Mallorca oplever stor nød, fattigdom og undertrykkelse efter krigen. Sproget mallorkinsk - en dialekt af katalansk - var forbudt.Efter en folkeafstemning i 1947 bliver Spanien erklæret for et monarki - indtil videre dog uden konge. I 1969 udpeger Franco Juan Carlos til sin efterfølger. Efter Francos død - og et forgæves kupforsøg af højreorienterede officerer - udråbes Juan Carlos til konge af Spanien. Spanien er medlem af Nato og EU.
Lad os, inden vi bevæger os ind i Palma, kaste et blik på dem smukke Palmabugt, som strækker sig ca. 25 km på begge sider af byen. Oprindelig lå der her en række småbyer som Arenal og Magaluf. Første gang vi kom til Mallorca, så vi fiskerne trække deres garn i land ved Arenal. I dag er det hele smeltet sammen til et sammenhængende turistområde med hotel ved siden af hotel. Forskellige turisttyper foretrækker forskellige steder i bugten, såsom unge/ældre, englændere/tyskere, jetset/happy-go-lucky typer (som fx min arbejdskammerat Søren Lindgaard) osv. Familier med børn tager i stort tal til Magaluf og Palma Nova, hvor der udover fortrinlige sandstrande er minigolf, vandland (?), ridning osv. I Magaluf ligger ét af Europas største diskoteker, BMC, hvor bl.a. Spice Girls har optrådt. De kongelige og andre notabiliteter tager derimod til Cala Major (cala betyder vig).
Langs med bugten strækker sig i en længde af ca. 4 kilometer "Middelhavets balkon", Paseo Maritimo. På sin vej passerer boulevarden 4 havne: fiskerihavnen, militærhavnen, lystbådehavnen og den internationale havn. Næsten 1000 palmer står langs vejen, og vi kan stærkt anbefale at tage en slentretur et par timer her. Paseo Maritimo går over i Paseo Sagrera, som passerer forbi katedralen, Almidaina paladset og den gamle børsbygning. På billedet ses den oplyste katedral i baggrunden.
Indbyggertallet i Palma, som er hovedstaden for de baleariske øer, nærmer sig 300.000 fastboende. Byen er, som allerede antydet, temmelig langstrakt, men har dog alligevel en rimelig stor og spændende bykerne. Hovedgaden er Av. Generalisimo Franco - dog skulle det ikke undre mig, hvis den er døbt om, siden vi var der først. I daglig tale kaldes den El Borne. Den løber faktisk oven på det sted, hvor den ene arm af Riera floden havde sit løb. Denne avenue er centrum i den nedre bydel, på spansk Vila Baixa, mens den øvre bydel, Ciudad Alta har centrum ved det imponerende rådhus. Det er spændende at slentre rundt i de snoede gader, og der er rige muligheder både for at købe lidt ind og gå slukket sin tørst. Men kom nu med rundt til nogle af de største seværdigheder i Palma. Desværre kan vi på denne plads kun nå at besøge et begrænset antal.
Ingen besøgende til Palma glemmer nogensinde synet af den majestætiske, gotiske katedral med dens fantastiske beliggenhed. Første gang, vi var på Mallorca, boede vi i Terreno med udsigt til kirken tværs over Palma bugten. Både ved dagslys og i aftenens kunstige belydning var den et imponerende syn.
Domkirken, som de lokale kalder La Seo, er bygget på ruinerne af en tidligere arabisk moske. En nat i 1229, da Jaime I var på vej med en flåde for at tilbageerobre Mallorca, blev man ramt af en forfærdelig storm. Og kongen gav det løfte til jomfru Maria, at han ville bygge en kirke til hendes ære, hvis ham og hans flåde overlevede. Og nytårsdag 1230 blev grundstenen nedlagt, og byggeriet sat i gang. Katedralen blev dog først indviet i 1601. Kirken, som er bygget af smuk gylden limsten, er 121 meter lang, 55 meter bred, og midterskibet er 44 meter høj. Klokketårnet er 52 meter højt og har 9 vældige klokker. Arkitekten er katalaneren Sagrere, som også har bygget Børsen foruden andre bygningsværker i Italien og Frankrig.
Når man kommer ind i det vældige kirkerum med 8 kapeller til hver side, fortrylles man af det lys, som strømmer ind gennem et 12 meter stort vindue over hovedalteret. Vinduet er en rose opbygget af 1236 stykker glas. Den berømte arkitekt Antoni Gaudi (ham fra Barcelona) har arbejdet med lysvirkninger, bl.a. ved at afdække nogle tidligere dækkede vinduer. Bag højaltret findes marmorsarkofager for kongerne Jaime II og III.
Af kirkens portaler er den sydlige Puerta del Mirador fra 1400 nok den smukkeste. Vestporten Puerta Mayor fra 1594 er i renæssancestil. I 1851 måtte hele vestsiden restaureres efter et større jordskælv, kun renæssance døren overlevede mirakuløst.
Ved nordportalen ligger domkirkemuséet, hvor man bl.a. kan se forskellige relikvier som 3 torne fra Jesu tornekrone, st guldkors, hvori er indfældet splinter fra Jesu kors, samt et stykke af den svamp, hvormed Jesu fik noget at drikke, mens hans hang på korset. Herudover er der en større udstilling af malerier og andre kunstgenstande. Specielt kan jeg godt lide et arabisk skrin i træ og elfenben fra 1200-tallet med denne kloge inskription: "Ære, gods og lykke følger altid den, som har det".
Almudaina paladset ved siden af domkirken er oprindelig bygget som en borg for de mauriske herskere og lå lige udenfor bymurene. Paladset var omgivet af en solid fæstningsmur, hvoraf en del er bevaret. Det er fra ca. 1115 og havde dengang et badebassin i den indre gård. Efter at 50.000 maurere i 1229 havde måtte overgive sig til Jaime I gik man i gang med at 'tilpasse' bygningen. Bl.a. blev et af de arabiske tårne forsynet med en brønzeengel som vejrhane. Jaime II, som ønskede at anvende paladset som sin sommerbolig, ønskede mere gennemgribende forandringer og tilkaldte Pedro Salvá - den arkitekt, som stod for opførelsen af Bellver slottet - som vi kommer til om lidt. Kongen beordrede opført en kongeligt kapel, Santa Ana - ikke særlig stort, men utrolig smukt. Udover at fungere som museum med bl.a. en stor samling flotte flamske gobeliner huser det også øens havneledelse, en domstol samt nogle arkiver.
Tæt på Almudaina paladset og ind mod centrum ligger La Lonja, den gamle varebørs. Den er bygget af Guillem Sagrera, som har lagt navn til strandpromenaden nedenfor. Børsen, som blev påbegyndt straks efter erobringen af Mallorca, har haft en utrolig stor betydning for øens handelsliv. På grund af forskellige problemer blev den først færdigbygget omkring 1450. Bygningen anses for én af de smukkeste, gotiske bygninger i hele Spanien, udsmykket med små, fine tårne. På den østlige facade ses en engel med en dokumentrulle med indskriften "Handelens beskytter". Her har Columbus efter sigende planlagt sine rejser til Den nye verden, når han var inde at handle med silkevarer. Bygningen fungerer i dag som museum med skiftende udstillinger.
Selv om vi ikke er specielt religiøse, elsker vi at besøge kirker på vores rejser. Og der ligger faktisk et stort antal kirker i Palma. Når man ør og svimmel er kommet ud på gaden efter et besøg i katedralen, skal man bare gå et par hundrede meter, og så møder man den næste store kirke, Santa Eulalia, Palmas ældste kirke fra 1200-tallet. Ganske vist er mallorkinerne et religiøst folk, men er det nu også nødvendigt? Forklaringen er den enkle, at byggeriet af domkirken strakte sig over 400 år, og det kunne man selvfølgelig ikke vente på. Indenfor en radius på måske 500 meter kan man finde ca. 35 kirker og kapeller. Nogle af disse kirker var oprindelig jødiske templer. Det er interessant (det synes jeg nu), at jøderne faktisk kom bedre ud af det med deres arabiske naboer end de kristne, som flyttede ind midt i 1200-tallet. Efter nogle års intriger måtte alle Palmas jøder enten forlade øen eller konvertere til kristendommen. Deres synagoger blev enten nedrevet eller konverteret til kristne kirker.
Og ikke langt fra katedralen ligger San Francisco kirken fra 1281 - nok den betydeligste kirke i Palma. Den smukke barok portal fra 1690 er lavet af den navnkundige arkitekt Herrera. I kirken ligger Ramón Llull, én af Mallorcas store sønner, begravet. Hans urne, lavet af Sagrera, står i en hvælving i kapellet bag koret, udsmykket med engle.
Ved siden af kirken ligger det smukke gotiske kloster med samme navn som kirken. Klostret er opført 1286-1400 og anses for ét af de smukkeste klostre i Spanien. Udenfor klostret står en statue af Junípero Serra, den mallorkinske missionær, som blev kaldt "Californiens apostel". Ham kan du høre mere om, hvis du følger med os til hans fødeby Petra. Her er utrolig fredfyldt i betragtning af, at mindre end 100 meter borte slås bilister om de alt for få parkeringspladser. Vi kan anbefale dig at slappe af en halv times tid i den indre slotsgård, inden du vender tilbage til den uendelige søgen efter nye oplevelser.
Ramón Llull er født i 1232 på Mallorca. Llulls far var med til at erobre Mallorca og fik store landområder af kongen som belønning for sin indsats. Llull blev allerede som page ansat ved prinsens hof, den senere Jaime II. Her fik han undervisning i latin og katalansk samt i digtningen og sangskrivningen, og han skal efter sigende have været en udmærket troubadur. I en alder af 25 blev han hofmarskal for prinsen.
I 30-års alderen sker en store omvæltning for Llull, som trods ægteskab og to børn, jagtede enhver smuk kvinde i sin omgangskreds, vendte han sig pludselig mod kristendommen. Der findes en del historier om, hvad der foranledige dette. Et af forklaringerne er, at han flere nætter i træk, hvor han sad på sit værelse og skrev på et kærestebrev, så Jesus på korset. Han beslutter, at han vil tjene Kristus og om nødvendigt dø for ham, og han vil etablere klostre, hvor der skal undervises i flere sprog for herigennem at udbrede kendskabet til Kristus. Der findes også en dramatisk historie, hvor han på hest skal have forfulgt en kvinde ind i Santal Eulalia.
Llull gennemførte to pilgrimsrejser for at bøde for sine synder. Herefter tog han ophold på det dominikanske kloster og startede forfra på sin uddannelse og lærte latin og arabisk. Llul mente, at det var nødvendigt at kende den muslimske religion og dens filosoffer for at kune missionere i disse områder. Herudover studere han Platon og Aristoteles.
Llull skrev nu en række filosofiske, videenskabelige værker, hvis formål var at omvende til kristendommen. Han skrev sin Ars Magna, den store kunst, hvori han forsøgte at samle al kendt og formulerede en lang række læresætninger, som stadig bruges. Inden Llull kunne publicere sine værker, skulle de godkendes af kirken, hvilket Jaime I foranledigede. Herved blev Llul også beskyttet mod evt. forfølgende af Inkvisitionen. Efter Llulls død omstødtes godkendelsen, og en del af Llulls værker var længe bandlyst.
En herskende teori på den tid mente, at man kunne løse modstrid mellem tro og videnskab ved at operere med to slags viden: viden gennem troen og viden gennem videnskaben. Denne opsplitning kunne Llull ikke acceptere, og hele hans filosi gik ud på at bevise troens rigtighed med videnskabelige beviser. Ved flere lejligheder rejste Llul til Paris, hvor han argumenterede for sin filosofi. Hans forelæsninger vakte ikke særlig stor genklang blandt de lærde. Lluls udgangspunkt var bl.a., at man ved missionering blandt muslimer skulle acceptere, at disse alerede havde en tro og troede på Gud. De skulle blot med argumenter overbevises om, at den kristne tro var den rette. Den almindelige opfattelse dengang var, at muslimer ikke havde nogen tro.
Llul grundlagde klostret Santuari de Cura på toppen af Puig de Randa, hvor han skal have haft en anden religiøs åbenbaring. Vi har (endnu) ikke besøgt dette kloster, men der skal være en serie smukke blyindfattede ruder, som beskriver Lluls liv.
Indtil 60-års alderen foretog Llul en række missionsrejser til Nordafrika og Mellemøsten. I 1315 rejste han til Tunis, hvor han af sultanen fik lov til at udbrede kristendommen. Llul døde i 1316. Hvor er lidt uvist. En legende fortæller, at Llull skal være stenet i Tunis. Herefter bringes han halvdød til et skib, som sejler mod Mallorca. Og først da Mallorca kan ses i horisonten, dør Llul. Lige inden skal Llull have nået at forudsige Columbus' opdagelse af Amerika. Efter Llulls død er der flere gange gjort forsøg på at ophøje ham til helgen, hvilket den katolske kirke hidtil har afvist. Men det forhindrer ikke, Llul dyrkes med megen stor lidenskab på Mallorca.
Da maurerne regerede i Palma - eller rettere Medina Mayurca, som de kaldte byen - indgik rituel afvaskning som en væsentlig del af den muslimske religion. Herudover fungerede offentlige badeanstalter som et sted, hvor man mødtes med venner og forretningsforbindelser. Efter badet slappede man af i den skyggefulde gård med kaktus, appelsintræer og palmer. I 1229, da Spanien (Catalan) erobrerede øen, var der med sikkerhed 5 offentlige bade i Palma, men historikere mener, at der til hver af de 27 moskéer har være knyttet et bad. Det eneste overlevende arabiske bad på Mallorca er fra det 10. århundrede; det har formentlig indgået i en rigmands villa. Og af det engang så prægtige bad er kun det centrale rum med dampbad og et tilhørende anneks tilbage. Det kvadratiske rum er forsynet med 12 søjler. Den nederste del af søjlerne er meget slanke. Søjlernes forskelligartede kapitæler tyder på, at de stammer fra forskellige (romerske) lokaliteter. Lyset kom ind gennem 25 åbninger i loften, men de fleste af disse er senere blevet tilmuret. Man kan stadig i gulvet se de kanaler, som fremførte vand og damp.
Joan Miró boede sammen med sin hustru Pilar Juncosa på Mallorca fra 1956 til sin død i 1983. I 1981 stiftede ægteparret en fond, som fik rådighed over de 4 værksteder, hvor kunstneren havde udført sine arbejder, samt et stort antal af hans værker. Miró var meget optaget af, at hans værksteder ikke skulle blive revet ned en dag og erstattet af en skyskraber eller et stort hotel. Bystyret besluttede at indrette et kulturcenter, hvor malere, komponister, forfattere og andre kunstnere kunne mødes dels med hinanden, dels med deres publikum. Pilar donerede mere end 40 værker, som blev solgt på Sotheby's for at bidrage til finansieringen. Kulturcentret blev åbnet i 1992 og er bestemt et besøg værd.
Det smukke, velbevarede Bellver (som betyder "smukt syn") slot ligger i en smuk fyrretræslund i ca. 140 meters højde over bugten. Dens placering er velvalgt, idet man herfra kan overvåge byen og hele bugten. Slottet blev påbegyndt omkring ca. 1300, umiddelbart efter, at maurerne var blevet slået. Jaime II byggede den vistnok som et slags sanatorium, da han mente, at den friske bjergluft ville have en gavnlig indflydelse på hans tuberkulose. Arkitekten Pedro Salvá, som også var arkitekt på ombygningen af Almudaina, blev tilkaldt til byggeriet, som strakte sig over ca. 40 år. Jaime II fik imidlertid kun glæde af slottet i de sidste 18 måneders af hans liv. Herefter flyttede hans søn, Jaime III ind på slottet. Efter hans død i 1343 i det berømte slag ved Lluchmayour blev slottet anvendt som fængsel for hans hustru og deres børn. I de følgende århundreder blev slottet anvendt som fængsel i flere forskellige sammenhænge. Under napoleonskrigene sad flere højtstående officerer fange her.
Slottet er enestående i Europa pga. sin cirkulære form. Udenom slottet er en cirkulær mur, som i hvert verdenshjørne er forsynet med et tårn. Et af tårnene, Torre del Homenaje, er en selvstændig bygning, som er forbundet med hovedbygningen via en bro. Tårnet rummer flere uhyggelige fængselsceller. Inden i slotsgården løber 2 gallerier i hver sit plan. De smukke hvide sten skyldes, at det for ca. 100 år siden var nødvendigt at foretage en rensning. Murene var bl.a. blevet tilsodet engang i det 17. århundrede, da man forsøgte at desinficere væggene ved hjælp af flammende fakler.
I dag rummer Bellver et arkæologisk museum med fund fra det historiske Mallorca; bl.a. findes her en såkaldt lagrimatorio, en flaske hvori man opsamlede de grædende kvinders tårer over deres døde. Desuden findes en malerisamling samt en møntsamling. Du kan spadsere op til Bellver fra Placa Gomila ad Carrer de Bellver. Du kan også, som vi gjorde, selv forsøge at køre derop med bil. Dette kan stærkt frarådes.
Ikke langt fra Bellver ligger den spanske landsby. Her vises reproduktioner af ca. 25 berømte spanske bygningsværker fra Cordoba, Toledo, Madrid mv. Man får et overblik over udviklingen af spansk arkitektur fra tiden under den mauriske besættelse og til i dag. Flere steder i landsbyen giver spanske kunsthåndværkere prøver på deres arbejde. Der indgår også en antal restaurationer og caféer i områder, som omfatter 15 gader og 12 pladser. På Plaza Mayor er der gallerier i 3 etager for tilskuerne. Her ligger også et kongreshotel.
Her er nogle af de spændende bygninger:
Oplevelsen er nok større jo flere af de originale bygningsværker, man har set. Men absolut et besøg værd. Efter katedralen og Bellver den mest besøgte attraktion i Palma.
Du kan nu komme med en tur ud i den vestlige del - og måske smukkeste del - af Mallorca, som domineres af bjergkæden Serra de Tramuntana. Kystvejen er meget snørklet, men også utrolig smuk. Om foråret er bjergsiderne dækket med farvestrålende blomster. Også hovedvejen nordpå fra Palma til Sollér er en oplevelse med sine hårnålesnoninger visse steder. Om sommeren kan temperaturen være et par grader lavere end på den øvrige del af øen, hvilket almindeligvis vil være velkomment. Den kendte engelske forfatter, Robert Graves (skrev bl.a. "Jeg Claudius", som har været vist i dansk TV) boede på Mallorca fra 1946 og indtil sin død i 1985. Han boede i - og er begravet i - landsbyen Deya (Deiá), hvor der i dag er en international kunstnerkoloni. Det fortælles, at Graves havde stor morskab, når han hørte de lokale guider på ubehjælpsomt engelsk fortælle turisterne: "And over here we have Robert's grave".
Valldemossa er med sin beliggenhed i 425 meters højde den højest beliggende by på Mallorca. Afstanden fra Palma er omkring 18 km. Udover byens utroligt smukke placering er indbyggerne stolte af (mindst) 2 ting:
De fleste turister kommer nok primært på grund af historierne om Chopin og Georg Sand, men for de lokale er den anden kendsgerning af nok så stor betydning. Catalina Tomás, en bondepige, er født i 1531, hun blev nonne i Palma og kendt for sin ydmyghed og gudfrygtighed. Hun døde i 1574, og i 1792 blev hun saligkåret (beatified), og i 1935 fik hun helgenstatus. I alle hjem i Valldemosa hænger én eller flere kakler med bønner til hende - hvilket hun formentlig ville have frabedt sig. Hendes fødested i Carrer de Rectoria 5 kan besøges. Den 28. juli er hendes festdag.
Udover en smuk samling af gamle velholdte stenbygninger rummer Valldemosa 2 klostre, hvoraf det ældste, Parc del Rei Sanc, er bygget som jagtslot omkring 1400. Vistnok i håb om, at den friske bjergluft ville være gavnlig for kong Panchos astma. Helt tilbage til romernes og maurerne havde man bygget beboelsesvillaer på skrænterne på grund af den smukke natur og det sunde klima. Omkring år 1400 blev bygningerne overdraget til karteuserordenen. Kirken, klostret og de øvrige bygninger blev opført over de følgende århundreder. Det store tårn er fra 1533. Den meget smukke slotsgård er fra det 18. århundrede. Klostret rummer store samlinger af antikviteter. Der er flere gange om ugen opvisning i folkedans (mandag og torsdag formiddag?).
Denne nyklassisistiske bygning er påbegyndt i 1751. Klokketårnet er dækket med grønne teglsten. Væg- og loftsmalerierne (freskerne) i kirken er malet af Fray Bayeux, en svoger til Goya. Gulvet er ret beskadiget, men kan dog nogle steder se de oprindelige majolica fliser. Hovedalterets prægtige mahogniudsmykninger er fra det 16. århundrede. Over altret er nogle smukke udskæringer, bl.a. ét af Santa Catalina.
I Sa Cartuja klostret levede karteusermunkene deres fredelige dont indtil 1835. Munkene var kendt for deres asketiske levevis, fx spiste de ikke oksekød, men skal lejlighedsvis have nydt skildpaddekød fra skovene ved Artá. Ordenen ("La grande Chartreuse") var bl.a. kendt for sin fine likør. Efter disse mange år tør jeg godt afsløre, at vi tilbage i 60'erne, hvor mange små hjem havde et lille hjemmebrænderi, forsøgte at efterligne dette kostelige fluidum. Men tilbage til 1835, hvor greven af Montenegro, som havde magten over de baleariske øer, forbød alle religiøse institutioner på øen og lukkede alle klostrene. I løbet af 3 dage måtte munkene forlade klostret, og deres ejendele blev bortauktioneret til befolkningen. En grum historie. Celleafsnittene blev købt af en fransk bankier, Antoine Canut, som udlejede cellerne til private som en art ferielejligheder. Munkene forsøgte i 1886 at købe klostret tilbage, men den forlangte pris var for høj.
I november 1838 kom den berømte komponist Frédéric Chopin og hans veninde, forfatteren George Sand for at tilbringe vinteren på klostret. Med i selskabet var George Sands 2 børn og en tjenestepige. George Sand, født Aurore Dupin, var fraskilt, tidligere elskerinde til De Musset, kæderyger - ofte på pibe, altid klædt i herretøj, og Frédéric Chopin, en berømt musiker, angrebet af tuberkulose og med et stærkt svingende humør. Formålet var at slippe væk fra sladderen i Paris, som truede med at ødelægge deres forhold. Dette par kunne ikke undgå at vække forargelse blandt det puritanske og moralistiske borgerskab. Og følelsen var tydeligvis gensidig. Intet gik som ønsket. Vejret var koldt, fugtigt og blæsende. Chopins klaver fra Paris dukkede først op 20 dage før, han forlod øen. Og deres forhold blev ikke forbedret. Hertil kom de lokales fjendtlige attitude mod parret. En frigjort, ugift kvinde med 2 børn, som levede sammen med sin elsker. Det var mere end lokalbefolkningen kunne accepptere.
I sin bog "En vinter på Mallorca" omtaler hun befolkningen som "barbarer og aber" og "uægte børn af vellystne, hykleriske karteusermunke". Hun sammenligner den med "hedninger fra Polynesien". Men stedet fortryllede hende ved sin skønhed, og hun skriver hun "Valldemosa er det smukkeste sted, jeg nogensinde har boet, og ét af de smukkeste steder, jeg har set."
Selv om der vistnok ikke er dokumentation for det, går man ud fra, at Chopin og George Sand boede i celle 2 and 4. De ejendele, som angives at have tilhørt Chopin, er næppe autentiske, da man af frygt for den smitsomme tuberkulose brændte alle parrets efterladenskaber. I den ene celle vises Chopins dødsmaske og et aftryk af hans hånd (lavet af Geroge Sands svigersøn, Schlésinger). Desuden er udstillet 11 håndskrevne breve samt et antal originale nodeark. George Sands originalmanuskript til bogen "En vinter på Mallorca" er også udstillet. Mange store komponister har sat deres autograf i den udstillede gæstebog, og der ligger altid en frisk rose på pianoet.
En lille mallorkinsk piano, hvorpå Chopin komponerede de fleste af hans værker fra dette ophold, indgår også i udstillingen. På dette komponerede han bl.a. "regndråbe præludium", som blev til under en natlig storm. Chopin, der som følge af hallucinationer troede, at han allerede var død, satte sig til pianoet og komponerede. Hans piano fra Paris er udstillet i den anden celle.
Musikerens og forfatterens kompromisløse naturer og de grundlæggende karakterforskelle bragte en ende til deres kærlighedsforhold. George Sand skrev, efter at hun var kommet tilbage til Paris: "....vores ophold på klostret var en tortur for ham og en lidelse for mig ...".
Hver søndag i august (forhør lige på turistkontoret først) er der Chopin Festival i Valldemosa.
På klostret kan også ses det gamle apotek med en stor samling af keramiske krukker fra den tid samt det bibliotek, hvor munkene mødtes ½ time om ugen - deres eneste menneskelige kontakt. Desuden findes der også et mindre kunstmuseum med værker af Picasso og Miro.
Mange mennesker har gennem tiden tabt deres hjerte til Mallorca. Den mest prominente - hvis man ser bort fra mediepersoner som Cludia Schiffer, Elton John, Michael Douglas m.fl. - er nok ærkehertug Ludwig Salvador (1847-1915) til Habsburg-Lorraine. Han blev født i det berømte Pitti palads i Firenze, og boede der, indtil familien blev udvist fra Toscana og flyttede til Böhmen. Ludwig studerede naturvidenskab ved universiteterne i Prag og Wien. Herudover gik han på det ungarnske militærakademi, hvor han blev oberst ved infanteriet og kaptain ved flåden. Han studerede adskillige sprog og endte med at mestre mere end et dusin.
Han besøgte første gang Mallorca i 1867 for at studere naturen (vistnok biller). En anden historie fortæller, at han kom for at slippe af med en ulykkelig forelskelse. Da man som bekendt skal rejse sig ved det træ, hvorved man er faldet, forelskede Ludwig sig snart i en lokal tømrerdattet, Catalina, hvorefter han besluttede at droppe alle konventioner og forlade kejserhoffet for at leve et liv efter sit eget hoved som forsker og opdagelsesrejsende. I 1871 vendte han tilbage og købte slottet Miramar, som blev hans kæreste ejendom på øen. Her havde Ramon Llul i 1276 grundlagt sit berømte universitet. Ham har du måske hørt om, hvis du har været med os i Palma.
Ærkehertugen var et jævnt menneske, som elskede at tale med bønder og fiskere fremfor intellektuelle. Han anskaffede sig et skib - Nixe på mere end 50 meters længde -, hvorfra han som en tidlig Jacques Costeau foretog studier på Mallorca og de omliggende øer. Han studerede bl.a. katalansk folklore på øen. Mere end 60 videnskabelige etnografiske og antropologiske værker har han udgivet. Han var også en habil maler og illustrator. Én gang om året måtte han dog bevidne sin respekt for kejseren i Wien. Han dukkede altid op i sin gamle uniform, som efterhånden blev temmelig medtaget af tidens tand. Det blev ikke bedre af, at levemanden Ludwig havde store problemer med at holde den slanke linie (men hvem har ikke det?).
Nogle mener, at han havde en romantisk affære med sin fætters hustru Sissi, den østrig-ungarske kejserinde (du kan læse mere om Sissi fra vores ture til Wien og Korfu, hvis du har lyst). Sissi var som Ludwig meget optaget af naturen. Det fortælles, at når livet ved hoffet blev for snærende, sejlede hun på besøg hos sin ven på Mallorca. Sissi blev snigmyrdet i Geneve i 1898, ét år før hendes søn Rudolf begik selvmord sammen med sin elskerinde (Meyerling dramaet).
Udover Miramar, som ligger lidt nord for Valldemosa ved kysten, købte ærkehertugen flere ejendomme på øen - de fleste i nærheden af Valldemosa. Ejendommen S'Estaca, som er bygget i maurisk stil, ejes nu af skuespilleren og instruktøren Michael Douglas. Her boede han ofte med sin mallorkinskfødte hustru, Diandra (de er vistnok ikke længere gift). Ejendommen Son Marroig, mellem Valldemossa og Deià, er blevet indrettet som museum og koncertsal. Her er udstilles originale manuskripter, ligesom ærkehertugens møbler og samlinger kan beses. Fra Son Marroig er der en enestående udsigt over kysten - måske den smukkeste på hele øen.
I Son Moragues ejendommen er indrettet en (dyr) restaurant med mallorkinsk køkken. Imidlertid har de mallorkinske myndigheder erklæret alle ærkehertugens tidligere besiddelser for "ejendom af kulturel interesse". Det betyder, at der dels ikke må foretages ændringer og dels, at der i et vist omfang skal åbnes for offentligheden. Det forlyder, at Michael Douglas ikke er begejstret.
Ved udbruddet af 1. verdenskrig blev ærkehertugen tvunget til igen at tage ophold i Østrig-Ungarn. Han døde på slottet Brandeis i Böhmen og ligger sammen med sine kejserlige slægtningen begravet i cappucinerkrypten i Wien.
Næste stop på turen er Soller, hvis du ikke vælger at besøge Deiá på vejen. Navnet, som er af arabisk afstamning, betyder "den gyldne musling" og passer fint til byens smukke beliggenhed og dens uimodtagelighed overfor de frygtede pirater. Byen ligger i læ af Mallorcas højeste bjerg, Puig Major, der rager 1.445 meter i vejret. Tidligere var Soller det vigtigste område for produktion af vin, oliven og appelsiner. Størsteparten af produkterne gik til Frankrig. Mange forretningsfolk opbyggede forretninger i Sydfrankrig og vendte siden tilbage til Soller, hvor de byggede smukke boliger. Det er forklaringen på, at mange lokale i Soller i dag taler fransk, ligesom der også er en større andel af franske turister i Soller end på øen som helhed. Besøg fx det lokale museum i Soller.
Du kan også vælge en anden og mere charmerende transportform end bilen, nemlig toget. Sidst i 1800-tallet medførte kommunikationsproblemer mellem Palma og Soller, at man gik i gang med at bygge en jernbane. Denne åbnede i april 1912, og i 1929 blev den elektrificeret. De oprindelige tog kører stadig på ruten. På den maleriske tur på ca. 28 km passerer toget 13 tuneller. På et bestemt sted standser turisttoget nogle minutter for at give passagererne mulighed for at tage feriebilleder ud over den smukke dal med de mange appelsintræer.
De fleste turister vælger at fortsætte de 5 km til kystbyen af samme navn med en lille sporvognslinie. Rygter vil vide, at sporvognen er importeret fra Sna Francisco - en by, som i øvrigt har relationer til Mallorca - men herom senere. Historien er meget sød - men ikke sand. Den lille havneby er meget smukt placeret ud mod den næsten lukkede bugt. På den modsatte side ligger en flådestation. Et lille kapel ved bugten minder om legenden Ramon de Penafort. de Penafort var munk og blev forfulgt af kong Jaime, fordi han havde bebrejdet denne hans forhold til en ugift kvinde. de Penafort forsøgte at flygte til Spanien, men kongen havde forbudt alle skibe at færge ham over. de Penafort smed da sin kappe på vandet og brugte sine hænder til at ro med og nåede frem til Barcelona i god behold. Jeg tør ikke personligt indestå for rigtigheden af denne lille historie. I øvrigt er der en udmærket badestrand, hvor man kan tilbringe en time eller to, inden man vender tilbage. Det er også muligt at tage på en sejltur nordpå til Sa Calobra. De mere energiske kan vandre de ca. 2 km op til Torre Picada, et gammelt vagttårn på klipperne bag byen.
Klostret i Lluc er det mest hellige sted på Mallorca. Og meget besøgt af rejseselskabernes turistbusser. Det er en god idé at være fremme mellem kl. 9 og 10 om formiddagen. Klostret ligger i en frodig dal ca. 400 meter over havets overflade. Lige udenfor klostret ligger en stor parkeringsplads, ligesom der er et cafeteria og en kiosk på stedet.
Historien fortæller, at det hele startede med, at en arabisk hyrde, som netop havde konverteret til kristendommen, og en cisterciensermunk fandt en statue af den hellige madonna i en klippespalte. Med stor respekt bar de figuren til kirken St. Peter i Escorca, hvor de lokale indbyggere var de første til at tilbede den. Næste dag var figuren imidlertid væk. Den blev fundet samme sted som første gang, hvorefter den igen blev bragt til kirken. Da hændelsen gentog sig for tredie gang, gik det op for befolkningen, at det var Guds hensigt, at billedet skulle tilbedes, hvor det var blevet fundet, hvorfor der blev bygget et kapel på stedet. Dette kapel lå, hvor klostret Santuari de Lluc nu ligger. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår dette fandt sted, men der er historiske beviser for, at kapellet eksisterede i begyndelsen af 1200-tallet.
Og snart begyndte pilgrimmene at strømme til for at tilbede La Moreneta (den lille, mørke pige), som figuren kaldes på grund af dens mørke farve. Det blev snart nødvendigt at udbygge vejene til helligdommen, ligesom der blev bygget herberger, hvor pilgrimmene kunne overnatte. I 1648 blev publiceret en bog, som beskrev 86 mirakler, krediteret La Moreneta. Dette medførte selvfølgelig, at mængden af pilgrimme tiltog. I dag kommer ca. 50.000 pilgrimme hvert år til Lluc. I 1884 blev La Moreneta i overværelse af 12.000 tilskuere kronet af en pavelig udsendt biskop. Figuren blev forsynet med diamanter, rubiner, ametyst, smaragder foruden et stort antal perler.
I 1531 blev der efter godkendelse af pave Clemente VII oprettet et kor, bestående af "indfødte mallorkinere af rent blod med gode kundskaber i grammatik og sang". Dette kor, som stadig eksisterer, kaldes "Los blauets", dvs. "de blå" som følge af farven på deres dragter. Det er muligt at købe cd'er med deres numre i souvenirkiosken på stedet.
I begyndelsen af 1900-tallet blev der indrettet et lille hotel (hostel), hvor det er muligt at overnatte for en rimelig betaling (mindre end 100 kr pr døgn). Der findes 2 restauranter, hvor man kan spise. Vi har ikke prøvet dette, men det må da være en særlig oplevelse af overnatte på "et arbejdende kloster".
I 1954 blev der indrettet et museum, som indeholder genstande fra de tidligste kulturer på øen og indtil i dag. Desuden finder en udmærket kunstsamling, som vi havde meget glæde af at studere. Da vi kom ind i den lille kirke, befandt der sig et tysk rejseselskab her. Det var åbenbart et religiøst selskab, for efter at guiden havde holdt en lille prædiken, istemte selskabet, som især bestod af ældre kvinder, en salme. Meget stemningsfyldt.
Du kan selvfølgelig fortsætte nordpå, hvor du efter en samlet tur fra Palma på ca. 100 km når frem til Alcudia. Vi har nu tænkt os at aflægge besøg på den midterste del af Mallorca, inden vi slutter af i Alcudia området.
Nu skal vi en tur ind på den centrale del af Mallorca, som primært er fladt landbrugsområde afbrudt af nogle få bakkedrag. Nok ikke den mest spændende del af øen, men jeg skal prøve at finde et par spændende ting at vise frem, hvis du stadig er med.
Inca er centrum for øens landbrug og er med sine godt 20.000 indbyggere den trediestørste by på Mallorca. Ca. 30 km fra Palma på vej til Alcudia. Som du måske allerede har gættet, indeholder byen et stort antal virksomheder, som forarbejder læder. Det første skomagerlaug blev dannet i 1700-tallet. På det ugentlige torsdagsmarked falbyder de brave næringsdrivende et stort udvalg af læderprodukter som jakker, sko, tasker, punge osv. Også ved det seneste besøg måtte Birgit have en taske - selv om de 2 seneste anskaffelser endnu ikke er taget i brug.
Ved de fleste besøg i Inca har vi spist i de såkaldte "kældre" (celleres), som pga af deres placering har et meget behageligt, svalt indeklima. Oprindeligt var disse kældre bodegaer, men nutilbyder de mange af øens kulinariske specialiteter. Jeg kan anbefale "lechoma", som er meget velsmagende svinekød. Hertil serveres dejlige grønsager. Hvis du kommer på den koldere del af året, prøv evt. også den mallorkinske suppe. Til maden drikkes vin fra de kæmpestore fade, som flankerer restauranten. Disse gigantiske vinfade rengøres én gang om året, hvor en mand er nødt til at kravle derind. Det siges, at han skal fløjte hele tiden for at vise, at han ikke er besvimet på grund af vinlugten. Til gengæld afskærer dette ham fra at søbe den rest vin, der måtte være tilbage i bunden af fadet.
Rent arkitektonisk er der ikke meget af interesse i Inca. Dens modernisering med udvidelse af boulevarder og pladser har ødelagt en del af den oprindelige charme. Kirken Santa Maria la Mayor er dog et besøg værd. Det samme gælder San Jerónimo klostret. Byen selv er stolte af deres flotte tyrefægterarena og ikke mindst deres flotte fodboldstadion.
På vejen mellem Inca og Manacor ligger den ret uanseelige by Petra. Dens navn - "klippe på latin" - passer meget godt til byen, som er typisk for en by midt i et landbrugsområde. Symbolet i byvåbnet er efter sigende en sten. Nøglerne - formoder jeg - er en henvisning til, at Jesus gav himmeriges nøgler til apostlen Peter (samme oprindelse som Petra). Første gang vi kørte igennem Petra - for ca 30 år siden - var byen som uddød. Vi standsede på byens torv for at få en øl samt en cola til chaufføren. Øl kunne vi få, men colaen var endnu ikke kommet til Petra. Efter et kort ophold forlod vi den søvnige by og kørte tilbage til Palma. Da vi i år (2000) kom til Mallorca, ville vi igen aflægge byen et besøg. Vi fandt igen det lille torv, hvor der nu lå 2-3 barer og en fin restauration. Det viste sig, at den lille bar var blevet flere gange større siden vores første besøg. Og den var nu et hyggeligt samlingssted for byens unge mennesker. Mens vi sad og nød en øl, så vi flere af de lokale komme ind, få en kop kaffe, udveksle et par ord med pigen bag disken og derefter haste videre. Herefter spadserede vi en tur rundt i byen, som viste sig at være noget større, end vi havde regnet med. Vi besøgte bl.a. den lokale kirke San Pere, som er bygget i gotisk stil mellem det 16. og det 18. århundrede. Her ses bl.a. den døbefont, hvori Juniper Serra blev døbt. Ved du ikke, hvem Juniper Serra er? Så læs videre her om Petras stolthed.
På vores vej rundt i byen fandt vi talrige henvisninger til det mest prominente bysbarn, Miguel Serra y Aloran født den 24. november 1713 i Petra. Da han var 16, tilsluttede han sig franciscaner ordenen og tog navnet Juníper. Efter flere års ihærdige studier blev han en dygtig og veltalende lærer og en bevægende prædikant. I 1744 blev han professor i filosofi. Allerede i 1749 besluttede han at blive missionær i den nye verden og blev sendt til "det nye Spanien" - i dag kaldet Mexico.
Det hus, hvori Juníper Serra blev født, ligger i den ældste bydel, Barracar Alt. Det er et typisk hus for sin tid. I huset ses møbler og forskelligt udstyr fra det tidspunkt. Man kan fx se en gammel vinpresse. Lige i nærheden er indrettet et museum til minde om Juníper Serra. Her vises, hvorledes Serra antages at have levet, og der er dokumenter og andet materiale, som viser hans store missionsarbejde især i Californien. En sjov - men næppe sandfærdig - historie fortæller, at Serra gav navn til Californien. Da han kom var der stegende varmt og han udbrød på katalansk "Cal'de forn" (varmt som i en ovn).
Som nævnt var Juniper Serra en inspireret prædikant, og han tog mange af de mallorkinske skikke med til Mexico, som fx opførelse af naive spil til jul, påske og pinse. Han blev i Mexico indtil 1767 da han blev sendt til den sydlige del af Californien. Efter 2 år blev han sendt til den nordlige del af Californien, hvor han grundlagde den første missionsstation i San Diego. Året efter oprettede han Carmel Missionen, som skulle komme til at fungere som hans hovedkvarter.
I de følgende 15 år grundlagde han 9 missionsstationer og planlagde yderligere 12. Alle med en afstand svarende til 1 dags gang, ca. 50 km. Det er beregnet, at Juniper Serra spadserede næsten 40.000 km i Californien. Hans motto var; altid fremad, aldrig vende om. Juniper Serra døde den 28. august 1784. Mallorkinerne tilskriver Juniper Serra æren af at have grundlagt byerne Los Angeles og San Francisco (jvf. Serras tilknytning til franciskaner ordenen. Et stort antal gader og pladser i Petra er opkaldt efter steder i Californien.
Med sine godt 30.000 indbygere er Manacor den næststørste by på Mallorca. Byen er mest kendt for fremstilling af kunstige perler og sin møbelindustri, som har specialiseret sig i oliventræ. I begyndelsen af det 19. århundrede begyndte Manacor at udvikle sig til et industricentrum for fremstilling af landbrugsprodukter, vindmøller begyndte at dukke op, og man begyndte af producere spiritus. Herefter blev møbelindustrien en drivende faktor i udviklingen.
I 1879 blev jernbanen mellem Inca og Manacor åbnet, hvilket satte yderigere gang i sagerne, og i 1890 grundlagdes den første af flere perlefabrikker i og i nærheden af byen. Over hele verden begyndte man at fremelske perler. I Japan søgte man at 'dyrke' perlemuslinger i bassiner, mens man på Mallorca opfandt en metode til at fremstille dem kunstigt. Processen er omgærdet med stor hemmelighed, men den består i, at glasperler dyppes i en opløsning, som indeholder fiskeskæl. Man mener, at der går 20.000 fisk til at fremstille 1 liter af denne opløsning. Mange - i sær Japan - har forsøgt at efterligne processen, men ifølge mallorkinerne kun med ringe resultat. Det underbygges af, at Japan er én af de største aftagere af kunstige perler. Der er åbent for besøgende på fabrikkerne, hvor man kan overvære de forskellige trin i fremstillingsprocessen. Du kan selvfølgelig også købe en souvenir eller 2, inden du forlader stedet. Vi har en enkelt gang været på fabriksbesøg og fandt det temmelig spændende.
Gennem 1300- og 1400-tallet var der på Mallorca en blomstrende skole indenfor fremstilling af geografiske kort af høj kvalitet. Den nødvendige viden hertil formodes at stamme fra arabiske og jødiske videnskabsmænd. Det tidligste mallorkinsk udarbejdede kort, som befinder sig på British Museum, er fra 1327. Kortet udvider den hidtidige opfattelse af Middelhavet som den eneste referenceramme til også af omfatte dele af Afrika og Nordeuropa. Ved hjælp af et sådant kort sejlede Jaume Ferrer i 1346 til Senegal og nåede måske Niger flodens udmunding i Atlanterhavet. Én af disse kartografer menes at være kommet til Henrik Søfarerens berømte navigationsskole i Portugal. Amerigo Vespucci og Christopher Columbus har også anvendt kort fra den mallorkinske skole. Eksempler på kort kan ses på muséer i London, Paris og Firenze.
Den østlige del af Mallorca er gennemgående mindre overrendt end de øvrige dele af øen. Her ligger eksempelvis en stor safaripark, Reserva Africana, hvor man kan opleve løver, næsehorn, strudse og et væld af frække aber, som kan lokkes til at kravle ind i bilerne. Men ellers er østkysten kendt for sine utroligt flotte, underjordiske huler.
Den gamle fiskerby har trods sit store besøg af turister bevaret en del af sin oprindelige atmosfære. Der findes en udmærket sandstrans på stedet. En af de nyere attraktioner er Acuario de Mallorca, hvor man kan se fisk fra det meste af verden.
Dragegrotterne (Cueva del Drachs) ved Porto Christo er de mest besøgte grotter på Mallorca. Hvis man "følger strømmen" gennem de ca. 2 km lange gange, ender man ved Lago Martel. Undervejs ser man de mest fantastiske drypstensformationer i mange farver. Nogle af formationerne er navngivet som "Alfernes teater" og "Dianas Bad". Søen er en lille smule salt, hvilket kunne tyde på en underjordisk forbindelse med Middelhavet. Hver time opføres en lille koncert på søen, hvor 2-3 både sejler tværs over søen, mens ombordværende musikere spiller stemningsfyldt klassisk musik - altid mindst ét stykke af Chopin. Samtidig opføres et lysshow, som giver virkning af en solopgabg. Når koncerten er afsluttet, er der mulighed for at blive roet over søen til udgangen. Ofte er der så mange tilskuere, at det er langt hurtigere at gå derover.
Navnet Dragegrotterne stammer fra nogle gamle mallorkinske myter, hvor dragen menes at forsvare en kostbar skat på stedet. Hulernes tilstedeværelse er konstateret tilbage i 1338, men først i 1632 knyttet dragenavnet til hulerne. Mange havde i tidens løb udforsket hulerne, men det navn, som overskygger alle er datidens Indiana Jones, franskmanden Edouard Alfred Martel (1859-1938). Han ankom i 1896 efter invitation af vores ven ærkehertug Ludwig Salvator - hvem ellers. Martel, som var sagfører, organiserede i mere end 25 år kampagner, hvorunder man udforskede huler i Europe - ikke alene i middelhavsområdet men fx også i England og Frankrig. Han offentliggjorde mere end 1.000 videnskabelige skrifter, og mange af hans værker blev bestsellers. Da Martel begyndte sin udforskning, kendte man 3 huler: Cueva Negra (den sorte hule), Cueva Blanca (den hvide hule) og Cueva Luis (Ludwig) Salvator. For enden af denne tredie hule lå La ventana (vinduet). Herfra var der udsigt til en stor sø, men ingen havde hidtil dristet sig længere. Martel satte over søen med sine 2 medbragte både. Søen, som er én af verdens største underjordiske søer, er i øvrigt navngivet efter ham - Lago Martel. På den anden side af søen opdagede Martel og hans ledsagere den hule, som vi i dag kalder Cueva de los Franceses (de franskes hule).
Nord for Porto Christo ligger Cueva d'Artá. Disse er om muligt endnu mere imponerende og når ned i en dybde af 300 meter. De forskellige afsnit er navngivet efter de rigerne i Dante's Inferno. Den dybeste grotte hedder Helvede, og her spilles dyster musik af Bach. Det menes, at et besøg i disse huler gav Jules Verne inspiration til sin roman Rejsen til jordens indre - lyder sandsynligt.
Hvis du ikke er blevet træt af huler, så ligger Cueva del Hams bare 3 km nordvest for Porto Christo. Disse, som blev opdaget i 1906, er først for nylig åbnet for offentligheden.
Gennem lang tid har der hersket et indædt debat om, hvor Kristoffer Columbus er født. Hidtil har jeg - og sikkert også du - ment, at det var i Genua i Italien. Men især mallorkinere har argumenteret for, at Columbus i virkeligheden blev født i den lille by Felantrix.
Ifølge arkiverne fødte Margarita Colon, ud af en velhavende, jødisk familie, i juni 1460 et drengebarn. Faderen er ikke oplyst, men da fødslen faldt 9 måneder efter et besøg af prins Carlos af Viana, har offentligheden udlagt ham som barnefader. Byen Porto Colom var på den tid, som Palma, vistnok underlagt Genua. Dette kan være forklaringen på, at Columbus selv har anført, at han kom fra Genua. En anden forklaring kan være, at Columbus (eller Christobal Colon, som man kalder ham på Mallorca), i en tidlig periode af sit liv var sørøver, hvorfor han ikke har været alt for ivrig efter at afsløre sin sande identitet. I 1483 begyndte han at rette henvendelser først til det portugisiske og senere til det spanske hof om at finansiere en ekspedition for at finde søvejen til Indien. Som argument anføres også, at alle de breve, der kendes fra hans hånd, er skrevet på spansk og ikke på italiensk. Det er også nævnt, at hans familie var "marronos", hvilket er betegnelsen for jøder, som er blevet tvangskristnede, ligesom Columbus' første færd startede den 3. august 1492, hvilket er årsdagen for ødelæggelsen af templet i Jerusalem - en kendsgerning, som Columbus nævner i sin dagbog. Som det ses, er der formentlig stof til endnu mange års diskussion. På Tenerife har vi set den kirke, hvori han bad forud for sine rejser vestpå. Columbus ligger begravet i domkirken i Sevilla. Ja, det kan vi også sagtens få en diskussion om. Først i 1899, da Cuba ophørte med at være en spansk koloni, flyttede man det, som man antog var Columbus' jordiske rester, til Sevilla. Så hvem ved? I øvrigt satte Columbus' jo aldrig selv en fod på det nordamerikanske fastland, men huserede alene i Mellemamerika.
Sidst vi var på Mallorca besøgte vi for første gang én af øens mest betydelige helligdomme, klostret Ermita de Sant Salvador. Det ligger bare et par kilometer fra Port Colom i en højde af 510 meter - for enden af en udmærket vej, som snor sig op fra landevejen. Under opkørslen passerer man et lille kapel. På toppen befinder sig et stort stenkors og en 37 meter høj kristusfigur. I portnerboligen er et stort billede af Den sidste nadver. Desuden er der her ophængt såkaldte votivgaver, dvs, foræringer eller hilsener fra personer, som fx er blevet raske efter svær sygdom eller har fået et længe ønsket barn. Brønden giver kølig vand til de mange cykelryttere, som suser op og ned ad vejen. Kirken, som er fra det 18. århundrede, har en smuk Betlehems grotte.
Som på mange andre klostre på Malorca er det også her muligt at indkvartere sig for en periode. Det forventes ikke, at du følger samme husorden som de eneboere, som bor her, men forholdene er simple og spartanske. Deres tidsplan kræver bl.a. bøn kl. 1 om nattet og igen ved daggry. Udsigten herfra er 'himmelsk'.
Indtil videre har vi boet i Alcudia området 3 gange - første gang i 1972, senest i 2000. Alcudia liger i den nordøstlige del af Mallorca ud til 2 bugter - Alcudia bugten og Pollenca bugten. Mere end 14 km kridhvis strand. I læ af vinden, således at temperaturen om sommeren let når 40 grader. Men hvorfor ikke tage derop i april-maj, hvor naturen er smukkest, og hvor dit skind kan holde til det?
Denne gang boede vi i et ferieområde ved Port d'Alcudia, som er Alcudias havneby. Centret hedder Bellevue og ligner alle andre ferieområder med store hoteller, flere swimmingpools, tennisbaner, gocart baner, caféer, restaurationer, børnehave, cykel- og biludlejning, supermarkedet, aktivitetscenter osv. Lagt an på at fastholde turisterne, så de brugte så mange af deres penge som muligt indenfor hegnet. Et udmærket sted for børnefamilier, af hvilke der også var mange. Området er oprindelig marsk, som er blevet afvandet indenfor de sidste 20-30 år, hvorfor der både er søer og kanaler på stedet. 10 minutters gang til en fantastisk strand, og mange butikker og restaurationer i umiddelbar nærhed.
Den bedste "butik" er turistbureauets kontor, som ligger på den vej, som går parallelt med stranden. Her kan man frit forsyne sig med brochurer fra hele øen. Har man mod på at cykle rundt, er der fx en meget fin brochure, som beskriver 10 forskellige cykelture i området. Her vil du også kunne orientere dig om, hvornår der er marked i de nærliggende landsbyer og om busser til omegnen. Skal du længere væk - fx til Palma - er det i de fleste tilfælde billigere at leje en bil. Vi lejede en bil de sidste 3 dage og kørte rundt og genopfriskede minder fra tidligere besøg. De første 3 dage brugte vi på at trave omegnen tynd. Bl.a. spadserede vi flere gange til den nærliggende by Alcudia. Vi fik et kort på turistbureauet, hvorpå vi fandt en dejlig, smuk sti. Ad denne kunne vi på 45 minutter komme til Alcudia uden stort set at have set en bil. Naturen var grøn og frodig, og i april måned var man allerede i gang med at høste kartofler. Disse tidlige kartofler bliver næsten alle eksporteret til Tysland, England og Danmark til gode priser, mens øen importerer kartofler fra den spanske fastland. Men der er næppe heller nogen samsinger, som har råd til at spise sine egne tidlige kartofler. Men har du lyst, så kom med os til Alcudia.
De første spor af menneskelig beboelse i Alcudia går tilbage til bronzealderen (2000-1200 BC). I området findes talrige vidnedbyrd fra den såkaldte talaiot-kultur. Den romerske konsul Quintus Cecilius Metellus indtog og lagde øen ind under den romerske republik i 123 BC og grundlagde byerne Pollentia og Palma. Arkæologiske udgravninger har vist, at Pollentia har været en rig by med statelige huse, butikker, et teater og mange offentlige bygninger. Men det kan du læse mere om på næste side, hvis du har lyst, hvor vi vil vandre en tur gennem den gamle romerske by.
Vandalernes invasion i det 5. århundrede medførte nedgang for byen, og udgravningerne viser, at byen blev ødelagt mellem år 425 og år 455. I 902 erobrede araberne Mallorca og lagde det ind under emiratet i Cordoba. Alcudia ("Højen") var det navn, som araberne gav området.
Efter Mallorcas indlemmelse under Aragonien i 1229 opdelte kong Jaime I øen i 8 dele, hvor han selv beholdt de 4 dele og delte de øvrige 4 dele - herunder Alcuida området - ud til fremtrædende riddere, som havde bistået i erobringskampen. Senere beordrede Jaime II bygning af en landsby ved siden af et arabisk landbrug. Han købte selv et hus på stedet og igangsatte bygning af den gamle bydel med en landsbykirke og en kirkegård. Byen antog ikke uventet Sankt Jakob (Jakob=Jaime) som sin skytshelgen. Andre vigtige bygninger fra den tid er hospitalet og Santa Anna kirken.
Fra 1298-1362 blev der bygget en mur omkring Aldudia, ikke alene for at beskytte byen men hele den nordlige region af øen. I begyndelsen af 1500-tallet, da de fattige gjorde oprør mod herremændene, måtte de adelige søge tilflugt indenfor murene, indtil kejser Karl V havde nedkæmpet oprøret. Oprørslederen Joanot Colom blev tortureret og halshugget, hvorefter hans hoved blev hængt op på en stage på Santa Margalida kirken i Palma. Byen Alcudia's trofasthed mod kronen resulterede i, at den i 1523 fik tildelt forskellige privilegier såsom skattefritagelse og fik status af "trofast by" Jeg forestiller mig, at det første var mere velkomment end det andet?
Murene var i gennemsnit 6 meter tykke og forstærket med 26 små tårne. Der var oprindelig 3 byporte, som selvfølgelig blev lukket ved mørkets frembrud og åbnet igen den følgende morgen. I dag er kun 2 af de oprindelige byporte tilbage, den østlige Xara og den vestlige Sant Sebastia. I 1500-tallet blev muren forstærket med 4 bastioner, hvor de 3 stadig er intakte.
Efterhånden som artilleri blev kraftigere, var de gamle mure ikke længere tilstrækkelige til at forsvare byen, og fra 1598-1660 blev der bygget en ydre ring om byen. Den ydre mur havde 4 byporte og 8 tårne. I 1893, da frygten for ydre fjender var væk, begyndte man at nedbryde den ydre bymur. I dag er kun bastionen Sant Ferran intakt. Denne står i nærheden af byens tyrefægterarena.
Årene efter opstanden blev meget vanskelige for øen og Alcudia. Dens beliggenhed nær kysten var handelsmæssigt en fordel - men også en ulempe, for de frygtede sørøvere slog til gang på gang. Mange følte sig tvunget til at forlade Alcudia. Omkring 1800 forsøgte man at skabe lidt fremgang i området ved et udbygge havnen og få 'genbefolket' byen. Men rigtig gang kom der først i området, da man midt i 1950'erne bygge et elektricitetsværk ved havnen, som i dag forsyner hele øen. Smukt er det dog ikke.
Turister begyndte at invadere Alcudia i begyndelsen af det 20. århundrede, men det store boom kom først i 1970'erne. Det store marskområde Albufera blev drænet og store hotelkomplekser skød op. I 1980'erne eksploderede turismen, og i dag er Alducia området helt og holdent afhængig heraf. En lokal anslog, at 80-85% af indtægterne stammede fra turisme. Byen har ca. 10.000 fastboende indbyggere, men mere end 30.000 hotelsenge. Der er sket en utrolig udvikling, siden vi første gang besøgte Alcudia i 1972.
Birgit og jeg synes stadig godt om den hyggelige, middelalderby lille (120.000 m2) med dens snoede gade og de smukke huse. Blomster er der overalt. En specialitet er de mange renæssance vinduer i middelalderbyen. Disse blev isat i forbindelse med besøg af Karl V af Frankrig i 1523, hvor byen skulle pyntes op. Mange af vinduerne er forsynet med våbenskjolde fra de tidligere indbyggere og smukke halvcirkelformede buer. Et af de smukkeste eksempler er paladset Can Canta på hovedgaden Carrer Major.
Sognekirken Sant Jaume, som er temmelig stor, ligger meget tæt på den gamle bymur. Den er bygget i 1892 i gotisk stil på ruinerne af en kirke af samme navn. Bygningen består af ét hovedskib og med kapeller i sideskibene. Vi har kun været inde i kirken en enkelt gang for næsten 30 år siden. Det er vores opfattelse, at kirkerne på Mallorca er mindre åbne end i andre katolske steder, vi har besøgt. Men man kan jo altid troppe op i forbindelse med en messe. Ved siden af Sant Jaume ligger det lille kapel Sant Crist. Det er bygget i barok stil mellem 1675 og 1696. Kapellet har ét skib med 4 sideskibe og med en lille kuppel.
På hovedgaden ligger byens/områdets rådhus. Denne smukke 2-etages bygning er bygget i 1929. Over den store balkon er et klokketårn med en stor klokke. Vores guide hilste med ærbødighed på byrådssekretæren, som gik til frokost, da vi passerede. "En meget vigtig mand", betonede Günther.
Can Torró biblioteket har været åben for offentligheden siden. Biblioteket er blevet til i et samarbejde mellem byen og "the Bertelsmann Foundation". Bertelsmann Foundation er drivkraft i et netværk, som vil oprette biblioteker og videncentre, hvor der er brug for sådanne. Biblioteket ligger i et smukt, lille palads, Can Torró, som blev restaureret og indrettet til formålet. Formålet er fremme af kultur med innovative metoder. (Jeg mener, at Bertelsmann er/var ejer af et tysk computerfirma???).
I 1997 blev Alcudia optaget på "UNESCO World Heritage List", som et monument af overordentlig stor betydning, og som eksempel på en arkitektur, som skildrer en vigtig periode i historien.
Hvis du har lyst til at slentre rundt i Alcudia, så kan vi anbefale dig at deltage i en byvandring, som finder sted hver onsdag fra kl. 10 til ca. 12. Turen, som arrangeres af den lokale turistbureau, er gratis, dog skal man betale en billet (ca. 5 kr) for at komme ind på det arkæologiske museum. Man melder sig ikke til, men møder bare op ved skiltet ved siden af kirken. Indledningsvis besøger man den gamle romerske by Pollentia, som ligger på den anden side af vejen, der går rundt om byen. Efterfølgende spadserer man rundt i den gamle bydel og studerer bymuren med dens 2 byporte, middelalderpaladser med renæssancevinduer, biblioteket mv. Vores guide, Günther, som var tysker, talte udover tysk spansk og engelsk. Et par gange måtte han have hjælp af sin 6-årige datter for at oversætte fra mallorkinsk til kastilliansk. Günther, som havde opholdt sig på Mallorca, havde lært spansk i Francotiden, hvor mallorkinsk var forbudt. De første 6 år havde han været rejseleder for Tjæreborg og boet på det hotel, hvor Birgit og jeg boede på vores første besøg i 1972. Efter rundvisningen i byen, hvor vi bl.a. fik lov til at komme op på den ellers utilgængelige bymur, besøgte vi det arkæologiske museum.
Og inden vi forlader én af vores yndlingsbyer, må vi fortælle, at der er et stort marked i Alcudia hver søndag og tirsdag. Det er en god idé, at komme tidligt. Du lagde måske mærke til, at jeg undervejs nævnte byens tyrefægterarena. Vi har genske vist aldrig været til tyrefægtning, men den specielle mallorkinske art er en ublodig affære. Den foregår hver torsdag aften i turistsæsonen, og har mest karakter af leg. Günther forklarede alvorligt, at man ikke dræber tyren, da man jo skal bruge den igen næste torsdag. Meget pragmatisk indstilling.
Inden vi begiver os rundt i udgravningerne af den gamle romerske by Pollentia, lad os da kaste et blik tilbage på historien.
Pollentia blev - formentlig nogenlunde samtidig med Palma - grundlagt af Romerne efter erobring af Mallorca i 123 BC. Det følgende år også Menorca lagt ind under romersk herredømme. Romerne blev ledet af konsul Quintus Caecilius Metellus. For denne bedrift og for at have ryddet op blandt de frygtede sørøvere i den del af Middelhavet fik Metellus 2 år senere sin velfortjente belønning i form af et triumftog gennem Rom op til Capitolium. Metellus - som fik tilnavnet Balearicus - 'flyttede' 3,000 utalienske veteraner fra det spanske fastland, hvor de én gang havde slået sig ned. Til hver af de 2 samfund, Pollentia (den mægtige) og Palma (Palmaria: sejrens palme), blev der knyttet militær garnisoner. Senere skal kejser Augustus have sendt endnu en gruppe kolonister til øen, ved hvilken lejlighed byerne fik status af romerske kolonier - vistnok som de første romerske kolonier udenfor den italienske halvø. Med det var Pollentia og ikke Palma, der var den førende by på øen.
Pollentia blomstrede og udviklede sig under det romerske riges glansperiode. em allerede under kriserne i anden halvdel af det 2. århundrede blev byen delvist ødelagt, for endelig at blive udslettet og forladt under den vandalske invasion omkring år 435. Som tiden gik forfaldt de en gang så smukke bygninger. Mure blev revet ned og anvendt som byggemateriale i den by, som blev rejst ved siden af, nutidens Alcudia. Området blev dækket med sand og muld. Og kun erindringen om den antikke by levede i befolkningen.
Vores guide fortalte, at det indtil for ca. 5 år siden var almindeligt, at de lokale frit forsynede sig med fund fra den gamle by. Han havde flere venner, som i dag har gamle romerske søjler stående i deres have. Det ser ikke ud til, at alle vandaler har forladt på øen.
Sidst i 1500-tallet foreslog en lokal historiker, at den gamle by Pollentia befandt sig under markerne omkring Santa Annas kapel. Men selv om der blev gjort flere bemærkelsesværdige fund såsom en flot buste af kejser Augustus, fortsatte de lærde diskussionerne om Pollentias beliggende op gennem de følgende århundreder.Først da en historieprofessor med bistand af en oberst fra artilleriet i 1923-35 foretog en række udgravninger på markerne, blev det fastslået med sikkerhed. Det lykkedes i 1952 spanske videnskabsmænd at interessere den amerikanske William L. Bryant Foundation for sagen, således at fondet dels opkøbte dels et større hus i Alcudia til hovedkvarter for arbejdet dels bl.a. det område, hvor det romerske teater er beliggende. Og frem til i dag har fondet gennemført en lang række udgravninger i Pollentia med deltagelse af spanske og amerikanske videnskabsmænd og studerende. Fondet har en meget spændende hjemmeside, som beskriver det udførte arbejde. I 1963 blev området erklæret for et beskyttet arkæologisk område, hvilket betyder, at der ikke må bygges på stedet.
Jeg kunne ikke lade være at tage ovennævnte foto, således at man i baggrunden kan se det hotel, Reina Alcudia, som vi boede på under vores første besøg i Alcudia i 1972.
Som du måske har læst på den foregående side, deltog vi i en rundvisning, arrangeret af den lokale turistforening (hver onsdag kl. 10 ved kirken). Vi travede over den befærdede omfartsvej og gik ind på området. Til højre for skiltet lå en pavillon, hvor man køber billetter. Hvis man køber en billet, som også omfatter det arkæologiske museum, får man 50% rabat. Så det gjorde vi. Man er vel ikke jyde for ingenting. Bemærk bag ved skiltet den utroligt smukke stenmur. Sådanne findes overalt på Mallorca. Nok ikke kun til pynt, for hvad skal de ellers gøre med dem, men vi nød synet af dem mange gange.
Udgravningerne, som stadig pågår, har lokaliseret 4 områder:
Kun boligområdet og teatret er tilgængelige for offentligheden.
Pollentia menes at have været ca. 180.000 m2, 600 x 300 meter, hvilket for den tid er en anseelig størrelse. Som følge af byens afstand fra kysterne - 1½ - 2½ km - fandt man det ikke nødvendigt at omgive den med en bymur.
Byplanen for Pollentia var efter romersk stil lige gader vinkelret på hinanden orienteret hhv. nord-syd og øst-vest. Som vores tyske guide forklarede: "hvis man drejer 3 gange til venstre, kommer man tilbage til udgangspunktet". Jeg har prøvet - og det passer. I Sa Portella er udgravet resterne af 4 huse. Den sydlige del af "Huset med bronzehovedet" blev desværre delvist ødelagt under udgravning af en grøft i 1936, således at kun 8 værelser er delvist intakte. Det har sit navn efter et smukt bronzehoved af en ung pige, som blev fundet i ét af værelserne. Huset er rektangulært (34 x 8 meter!) med et atrium med 3 søjler langs hver side. I den ene ende af huset findes en brønd. Huset er fra det første århundrede før Kristus, og har formentlig været beboet indtil ca. 400 BC.
På den anden side af gaden, som er forsynet med en 3 meter høj port (portico) ligger den bedst bevarede bolig "Huset med de 2 skatte". Huset, som dateres til tiden omkring kejser Augustus, har fået navn efter 2 store møntfund fra det 3. og 4. århundrede. Midt i huset (23 x 20 meter!) , omgivet af 10 store værelser, ligger det store atrium. Her befinder sig det såkaldte impluvium til opsamling af regvand fra husets tage. Impluviet er omgivet af en kolonnade, ligesom der også er søjler foran husets facade. Desværre har det smukke herskabshus lidt en del overlast, men det gør alligevel et imponerende indtryk.
Dette område er desværre endnu ikke udgravet. Vores guide mente, at når der blev adgang for offentligheden, ville han have arbejde resten af livet. Måtte det være tilfældet, næste gang vi kommer til Alcudia.
Forum var centrum for alle administrative, forretningsmæssige, religiøse og juridiske aktiviteter. Alle de offentlige bygninger lå på denne plads midt i Pollentia. Den største bygning var Capitol templet for romernes treenighed: Jupiter, Minerva og Juno. De fleste blokke er desværre fjernet og brugt til andre formål, men der står dog stadig en del af murene. Templet var 24 x 18 meter. Herudover lå der 2 mindre templer og en række forretninger. De fleste forretninger havde et baglokale som i en gammeldags købmandsbutik. Der er også fundet vægte og stenlodder. Ved slutningen af det 3. århundrede blev Forum ødelagt og senere anvendt som begravelsesplads.
Mere end 200 romerske og tidlige kristne grave er afdækket på Forum området. Gravene er simple, hvor ligene blot er lagt ned med ansigtet opad og vendt mod øst. En del grave er indhugget i vægge, hvilket viser, at de er lavet, efter at Forum er blevet forladt. I nogle få tilfælde er der fundet simple offergaver som en krukke eller en mønt. Gravene er fra det 4. og 5. århundrede.
Rundvisningen afsluttedes med et besøg i det lille arkæologiske museum, lige overfor kirken. Bygningen, som er fra det 14. århundrede, har tidligere tjent som hospital for byens fattige. Det indeholder en mindre samling af genstande, som er fundet under udgravningerne af Pollentia. Mange fundne genstande er dog transporteret til Palma eller det spanske fastland. Udstillingen omfatter bl.a. 4 marmorstatuer i naturlig størrelse: en mand, en kvinde, en soldat og en romer i toga. Karakteristisk er, at alle statuer mangler hovedet. Vores guide gav den forklaring, at man havde modeller af de mest prominente gæster. Når en sådan person kom på besøg, blev tjenestefolkene bedt om at montere den pågældende persons hoved. Det minder lidt om, når man i begyndelsen af sit ægteskab skulle huske at hænge moster Dagnys broderi op over sofaen, når hun kom på besøg. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige forklaring. Hvis du ved, hvad der ligger bag, vil jeg være taknemlig for en mail.
Hos personalet kan du få et lille skrift, som kort beskriver de forskellige fund på forskellige sprog (engelsk og tysk m.fl.). Selv om Pollentia kun var en mindre provinsby, har muséet alligevel fået opbygget en fin lille samling..
Et besøg i det romerske teater er ikke omfattet af rundvisningen, men du kan spadsere derned på 10 minutter. Fortsæt ad omfartsvejen mod Alcudia by ca. 500 meter, og du vil møde skilte på højre side. Der er gratis adgang. På vejen kommer du for restern forbi en gade - Carrer de Quintus Caecilius Metellus, opkaldt efter den tidligere nævnte konsul, som erobrede Mallorca og grundlagde Pollentia i 123 BC. Teatret, som er hugget direkte ind i en skrånende klippe, er fra begyndelsen af det første århundrede - måske under Augustus' regeringstid. Der har været 11 rækker med ca. 2000 siddepladser (auditoriet), hvoraf de midterste er bedst bevaret. Auditoriet var opdelt i 4 afsnit af 3 rækker. Scenen, som har været rektangulær, er stort set ikke bevaret. Man kan se nogle stolpehuller i fundamentet. Teatret er det mindste af de romerske teatre, som er fundet i Spanien. En gang imellem anvendes teatret af byen til musiske eller dramatiske opførelser.
Takket være sin beliggenhed Mallorca kan Mallorca fremvise en imponerende fuglefauna på mere end 300 arter. Siden begyndelsen af 1970'erne er Mallorca blevet flittigt besøgt af ornitologer - både amatører og professionelle - fra hele Nordeuropa. Mange af vores fuglearter søger ophold på Mallorca om vinteren - på samme måde som vi solhungrende turister. Andre arter bliver nogle dage og 'tanker op', inden de fortsætter deres lange rejse til Afrika. Herudover indeholder området mange såkaldte endemiske arter, dvs. arter, som kun findes på stedet. Udover fugle indeholder området en rig bestand af pattedyr (fx skildpadder, flagermus og frøer) og fisk (fx ål på indtil 1 meters længde. Nej, selvfølgelig må man ikke fiske i området!) og sommerfugle.
Naturparken - Parc Natural de S'Albufera - er det vigtigste vådområde på de baleariske øer, formentlig i hele det vestlige del af Middelhavet. I 1987 blev området erklæret for "særligt beskyttet område for fugle", og det blev omfattet af den såkaldte "Ramsar konvention". Det dækker et område på 2.200 hektar. Hvis du kigger på billedet, kan du se vores hoteller i baggrunden, så det var ikke for tidligt, at området blev beskyttet mod udbygning.
Vi kørte til naturparken én af de dage, vi havde lejet bil. ca. 6 km sydpå. Datoen var omkring 1. maj, hvilket er fortrinligt, da den bedste fuglekigningsperiode er fra midt i april til midt i maj. Vi havde dagen i forvejen forsøgt at spadsere deud, da vi troede, at der kun var 2-3 km. Men det oversteg vores energi, når vi også skulle have kræfter til at spadsere rundt nogle timer. Indgangen ligger midt på broen Pont dels Anglesos ("den engelske bro"). Lidt længere fremme er der parkeringspladser. De fleste kommer dog på cykel. Har man lyst - eller travlt - kan man besøge området på cykel. Man starter med at bevæge sig ca. 1 km op ad stien til receptionen. Det er gratis at besøge området, men man bør lige kigge ind i informationsbygningen. Du kan vælge at lade dig registrere som gæst og modtager en nydelig brochure om området. Du kan også leje kikkerter og fuglekendingsbøger, ligesom de unge guider gerne besvarer evt. spørgsmål. På et stort skilt udenfor receptionen er afmærket 4 turforslag, som du kan vælge mellem. Du kan selvfølgelig også bare kaste dig ud i det.
For særligt interesserede er det muligt at tage ophold i små skure for ornitologiske observationer. Åbningstiden er 9-19 om sommeren (april-oktober) og 9-17 om vinteren. Kommer/går man udenfor åbningstiden, kan man benytte en lille indgang ved siden af hovedporten. Hvis man ønsker at komme meget tidligt, er det en god idé at orientere guiderne om det dagen i forvejen. Vi så flere eksempler på grupper på 4-6 personer, medbringende kraftige kikkerter og kostbart fotoudstyr. Hvis man henvender sig i informationen, vil guiderne kunne oplyse dig om deltagelse i evt. specialarrangementer.
Langs med vandløbene var der rige muligheder for at studere fuglelivet. Her er eksempler på nogle af de fugle, man kan opleve i området. Vi tog en del billeder af forskellige ænder med unger, men de billeder, vi tog med det af svigerfar udlånte fotografiapparat, var desværre ikke særligt gode, så følgende eksempler har jeg kopieret fra det materiale, vi fik udleveret.
Tæt ved receptionen ligger et museum over området. Desværre var det lukket på grund af ombygning under vores besøg. Men udefra så det interessant ud.
Jeg vil opfordre til, at man støtter dette værdifulde arbejde enten med et lille beløb i den opstillede sparebøsse eller ved at købe én af de små souvenirs, som udbydes. Bl.a. har man et meget stort antal videnskabelige publikationer om området.
I dag har jeg tænkt mig, at vi skal en tur rundt i omegnen af Alcudia. De første ture kan du tage til fods eller cykel, mens turen til Formentor er noget længere. Hvis du ikke har besøgt Lluc klostret allerede, kan det også anbefales at tage hertil fra Alcudia. Jeg vil endnu engang gøre dig opmærksom på en fin brochure med 10 turforslag, som du kan hente på turistkontoret i Puerto Alcudia.
Hvis du bor ved Puerto Alcudia har du formentlig flere gange spadseret på den dejlige promenade langs den fantastiske strand. Hvis du fortsætter efter at have nået marinaen med lystbådene, kommer du til den kommercielle havn, som ligger på Alcanada halvøen. Da Alcudias ydre mure var færdigbyggede, gav kong Philip V ordre på at bygge et fort ved havnen. Herfra kunne man med signaler give Alcudias beboere besked, når fjendtlige fartøjer nærmede sig. Torre Major er ét af 5 udkigspunkter, som var etableret langs bugten. Langt fra så imponerende som tårnene på Malta, men alligevel interessante.
Herfra kan du fortsætte turen til Ermita de la Victoria. Det lille barok kapel, som ligger på en 200 meter høj klippe, er bygget i 1679. Over det meget smukke alter er en træstatue i træ af Jesu moder fra det 15. århundrede. Herfra er der en betagende udsigt over hele bugten.
Ca. 500 meter fra Alcudia by, tæt ved kirkegården, ligger det lille kapel Santa Anna. Det menes at være øens ældste kirke, bygget i 1200-tallet. Kapellets nuværende udseende kan delvis tilskrives en restaurering i 1903. Kirken har ét enkelt skib med 4 sideskibe. Hovedindgangen er helvcirkelformet med en statue af jomfru Maria med jesusbarnet. Den 8. september fejres Santa Anna med udendørs optog, efter at messen er afholdt.
Ganske tæt på Bellevue centret - ved foden af San Marti bjerget, ligger et kapel i en 20 meter dyb underjordisk hule. Det blev benyttet som tilflugtssted af de tidlige kristne på øen. Desværre var det ikke muligt at komme ned i hulen, da vi var der - lågen i hegnet var aflåst. Det undrede os lidt, da der er skilte til kapeller i mange km afstand. Men jeg har set billeder på nettet, som viser, at der har været afholdt messer dernede. I kapellet findes 2 altre, viet til hhv. San Marti og San Jorge (Sankt Georg). Måske er der åbent, når du kommer forbi. Under alle omstændigheder en dejlig spadseretur.
Da vandalerne indtog Mallorca og herunder Alcudia (på den tid Pollentia) i det 5. århundrede, flyttede en del af indbyggerne længere op ad kysten og byggede et nyt Pollentia, vores dages Pollença, mellem bjergene Serra de Tramuntana og Puig de Pollença. Sidst i 1900-tallet blev også denne byt udsat for et veritabelt overfald - denne gang af engelske turister. Én af de engelske pionerer var Agatha Christie, som boede temmelig længe på Hotel Illador i Port de Pollença. Hun skrev bl.a. romanen Problem at Pollensa Bay med Hercule Poirot, ligesom hun lader The Regatta Mystery med Parker Pyne foregå i Pollença. Byen og området tiltrækker stadig mange englændere, ligesom mange kunstnere og bohemer holder til her. Som mange andre mallorkinske byer har Pollença også en havneby.
Ved rådhuset starter en trappe på 365 trin, ét for hver dag i året. Denne trappe fører op til kirken El Calvario. På begge sider af trappen ligger smukke, typiske mallorkinske villaer. De fleste er (desværre) udlejet til udenlandske velhavere. Jomfru Maria billedet i kirken antages at være fra det 13. århundrede. Langfredag bærer en procession udstyret med fakler Jesu legeme (en statue, som er taget ned af korset, hvor det almindeligvis befinder sig) ned ad de 365 trin til lyden af sagte trommeslag. Det skulle være en betagende oplevelse.
Hvert år den 2. august opføres et slag mellem lokale indbyggere og tyrkiske pirater i byens gader. Tyrkerne er anført af den kendte, blodtørstige pirat Dragut Rais, de lokale af den ikke mindre drabelig Joan Mas. Sidstnævnte ligger begravet i Pollença kirke. Vi har desværre ikke oplevet det. Det rigtige slag fandt sted i 1571.
En anden velbesøgt begivenhed er den årlige, klassiske musikfestival, som tiltrækker anerkendte musikere fra hele verden. Festivallen finder sted i Sant Domenc klostret, som i øvrigt blev bygget i 1578 til minde om ovennævnte slag. I klostret findes et museum med kunst fra middelalderen til vores dage.
Hver søndag formiddag er der et stort marked i byen. Kom i god tid, da byen er berygtet for sine dårlige parkeringsforhold. Og loppemarkedet holdes selvfølgelig på byens store parkeringsplads.
Den 20-km lange køretur fra Port de Pollença til Mallorcas nordligste punkt, Formentor er nok den mest spændende eller uhyggelige tur - alt efter temperament - man kan opleve på Mallorca. 400 meter høje skrænter, som falder stejlt ned mod havet, de forrevne klipper med rugende søfugle, fyrretræer som synes at vokse ud af den nøgne klippegrund. En lokal legende fortæller, at den lokale sognepræst kom op til sankt Peter samtidig med byens buschauffør. Kun chaufføren blev lukket ind, fordi han havde fået langt flest mennesker til at bede til Gud.
Ca. 6 km fra Port de Pollença ligger Mirador des Colomer, hvor man kan få et flot udkig over halvøen samt bugterne ved Pollenca og Alcudia. Vejen fortsætter gennem fyrreskove og med flere udsigtspunkter, som venligt er afmærket med et billede af et kamera. Undervejs passerer man det berømte luksushotel Hotel Formentor, som siden dets åbning i 1929 har huset mange berømtheder som den ægyptiske prins Aga Khan, den ethiopiske kejser Heile Selassie samt fyrst Rainier og Grace Kelly. Winston Churchill har også tilbragt meget tid her med at male landskaber, efter at han havde sat tingene på plads i 2. verdenskrig. Første gang vi kom forbi i 1972, var stedet og den lille strand lukket for "almindelige mennesker", men vi fik dog et lille kig ind, da vi købte os en is. Da vi kom forbi i år (2000), var stedet blevet åbnet - men til gengæld var der så mange gæster, at der var lange køer ind på parkeringspladserne. Det er også muligt at komme til Formentor med skib, idet der udgår talrige ture fra både Port de Alcudiua og Port de Pollenca.
Endelig kommer man for enden af vejen frem til Cabo Formentor fyrtårnet. Det ligger i en højde af 260 meter med en betagende udsigt over de vilde klipper og det grønne hav. På en god dag skal man kunne se til Mallorcas søsterø, Menorca, som ligger ca. 40 km borte. Her er en mindre parkeringsplads, et cafeterie samt en lille butik. Efter 10-15 minutter er man klar til at vende snuden i den modsatte retning tilbage til Port de Pollença og Alcudia.
Og hermed farvel fra os fra én af vores yndlingsøer Mallorca.