Fronten af paladset vender ud mod "Plaza Oriente", "Østpladsen", en smuk plads med en rytterstatue af Filip IV. Oprindelig bar paladset samme navn "Palacio Oriente", men der er i tiden løb blivet til "Palacio Real". "Plaza Oriente" indeholder en del statuer af kongelige. Det var oprindelig hensigten, at disse statuer skulle anbringes oven på paladset, men man var bange for, at taget ikke kunne bære vægten af de tunge statuer.
Carlos III, søn af Filip V flyttede ind på det nye palads i 1764, og paladset skulle blive domicil for alle følgende konger, indtil 1931, hvor Alfonso XIII og hans hustru Victoria Eugénie måtte gå i eksil, efter at republikanerne havde vundet valget og indført republikken. Paladset var også bopæl for præsidenterne af den spanske republik. Den nuværende kongelige familie bor dog i det noget mindre "Zarzuela Palads", en tidligere jagtejendom lidt udenfor Madrid, så paladset anvendes i dag alene til officielle ceremonier. Paladset har mere end 2000 værelser, hvoraf offentligheden har adgang til omkring 50. Der skulle dog gå end 100 år, inden alle paladsets værelser var indrettede. Indgangen til paladset sker fra den store "Plaza de la Armería". Prisen var (februar 2007) 8 € (Euro) pr person.
Da det kongelige slot Alcázar, som oprindelig var en muslimsk fæstning, brændte ned juleaften 1734, besluttede Filip V i stedet af opføre et palads, men denne gang skulle det bygges af limsten og granit, så det var brandsikkert. Det skulle ligne Versailles, hvor kongen havde tilbragt en del af sin ungdom, og demonstrere det spanske monarkis styrke og storhed. Opførelsen, som blev påbegyndt fire år senere, blev lagt i hænderne på de italienske arkitekter Juan Bautista Sachetti og Francisco Sabatini. 26 år og 3 konger senere stod paladset færdigt. Det dækker et areal på 135.000 m2 og er et af de mest imponerende i Europa.
Disse er nogle af de værelser og sale, som vi så:
· "Salón de los Alabarderos" med fresker af Tiépolo.
· "Salón de las Columnas" (søjlehallen) med de smukke gobeliner.
· "Sala del Trono" (tronsalen) med rødt fløjl på væggene.
· "Salitas Gasparini", som omfatter Carlos III's forværelse, værelse og påklædningsværelse.
· "Sala de porcelanas" (porcelænværelset) med vægge dækket af smukke, spanske kakler
· "Espejos" (spejlhallen).
· "Gran comedor de gala" (bankethallen), hvor receptioner for statsoverhoveder o.l. afholdes.
· "La capilla" (kapellet), bygget af Sachetti y Ventura Rodríguez.
· "La biblioteca" (biblioteket) med mere end 300.000 bøger.
Alle værelser er fyldt med kunstgenstande og antikviteter. Overalt er der værker af fine, spanske malere som Velazquez, Goya, Rubens, El Greco og Caravaggio. Der skal efter min mening påregnes mindst to timer til at gå gennem værelserne i paladset.
Fra paladsgården er der en imponerende udsigt over "Campo del Moro" (maurernes mark), som er en park, der strækker sig vest for paladset og ned til Manzanares floden. Man fornemmer virkelig, at Madrid ligger på en højslette. I parken er der to flotte springvand: "Triton" fra 1600-tallet, og "Las Conchas", som er omkring 100 år yngre.
I den sydlige del af "Campo del Moro", som fylder omkring 8.000 tønder land, ligger forlystelsesparken, "Parque de Atracciones". Her kan man leje robåde og ro på en kunstig sø, gå gennem en kunstig jungle eller en labyrint, køre i rutchebane, ride på pony og meget mere. Parken blev oprettet i 1969. Da vi forlod paladset, kiggede vi ned over paladsets anden have, "Jardines de Sabatini". Desværre fik vi ikke tid til at spadsere en tur i de smukke haver - men endnu en undskyldning for at vende tilbage.
Jeg har hørt, at man kan overvære vagtskiftet på paladset den første onsdag i måneden kl 12. Det kunne være spændende at overvære dette.
Som nævnt gjorde Filip II Madrid til Spaniens hovedstad i 1561, hvorfor han naturligt nok ønskede at give byen en katedral. Det mødte en del modstand, især fra ærkebiskoppen af Toledo, hvis bispedømme også omfattede Madrid. På den tid var Toledo større end Madrid. Først i 1868 kom tilladelsen til at bygge en katedral, dedikeret til byens kvindelige skytshelgen, Jomfru Maria af Almudena. Vores guide på spadsereturen fortalte historien om Jomfruen af Almudene. Da maurerne (muslimer fra Nordafrika) i 783 indtog Madrid, gemte de kristne en statue af Jomfru Maria i en hule, som de gravede i den gamle romerske mur, som omgav byen. Efter at de kristne havde vundet byen tilbage i 1085, begyndte man at lede efter statuen, som havde været gemt i mere end 300 år. og efter ni dages intense bønner åbnede muren sig og viste statuen indrammet af to brændende vokslys. Da den unge mand i vores lille selskab spurgte guiden om, hvorledes dette kunne være gået til, svarede hun troskyldigt: "Det var et mirakel". Jeg var glad for, at det ikke var mig, der havde stillet det dumme spørgsmål. Iflg guiden var denne statue gået til i tidens løb, men i katedralen findes en træstatue af Jomfruen af Almudena. (navnet Almudena kommer af, at fæstning på arabisk hedder "almudeyna").
Der kom først gang i byggeplanerne, da pave Leo XIII i 1879 oprettede bispesædet Madrid-Alcalá. Mens katedralen blev bygget, fik San Isidro midlertidig status som katedral. I 1883 begyndte opførelsen af kirken, som ligger mindre end 100 meter fra det kongelige palads, kun adskilt af en vej. Alfonso XII lagde (ikke kastede) den første sten den 4. april 1883. Arbejdet skred langsomt frem og lå helt stille under den spanske borgerkrig (1936-1939). Formentlig pga den lange byggetid opstod der undervejs ønsker om at ændre på udformningen. I 1944 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence med henblik på at løse forskellige bygningsmæssige problemer. Arkitekterne Fernando Chueca og Carlos Sidro vandt med et forslag om, at ændre kirkens gotiske design til et mere klassisk; derved ville kirken komme i bedre harmoni med paladsets klassiske stil. Resultatet blev en smuk kirke med et neogotisk indre og et neoklassicistisk ydre. I 1965 måtte man igen indstille byggeriet, denne gang som følge af manglende midler, og arbejdet kom først i gang i 1984 på grundlag af bidrag fra private og fra virksomheder og organisationer. Endelig i 1993 erklærede man katedralen for færdig (skønt man byggede indtil 1999), og den blev indvidet den 15. juni 1993 af pave Johannes Paul II. Det var den første katedral i Spanien, som blev indviet af en pave, og det var den første katedral, som paven indviede udenfor Rom. Ikke mærkeligt, at man har opstillet en statue af paven udenfor katedralen (se billedet). Fem dage før indvielsen blev statuen af Jomfruen af Almudena overført fra San Isidro til katedralen. Desværre var kirken lukket under vores besøg pga byggearbejde, så enten er man ikke helt færdig, eller også er man i gang med renovering ;-).
Madrids "Teatro Real", som ligger nogle få minutters gang fra kongepaladset, har en lang og rig musikalsk historie. Teatret efterfulgte det gamle "Caños del Peral" i 1850, og dronning Isabella II overværede åbningsforestillingen, "La Favorita" af Gaetano Donizetti. I de følgende årtider opnåede teatret ry som en af Europas største operascener og blev især kendt for mange fine Verdi og Wagner forestillinger, ligesom der blev opført værker af Igor Stravinsky. Den russiske ballet optrådte også regelmæssigt på teatret.
I 1920'erne fik teatret imidlertid problemer, og i 1925 konstaterede ingeniører, at teatret var i fare for at styrte sammen på grund af indtrængende grundvand. Dette var formentlig foranlediget af bygningen af Metroen (Metrolinie2 station Opera er lige udenfor døren.) Renoveringen tog mere end 40 år, og først i 1966 genåbnede det som koncertsal, mens operaen var blevet henvist til det nye "Teatro de la Zarzuela". I 1969 blev det 14. europæiske melodi granprix afholdt på teatret. Den surrealistiske, spanske kunstner Salvador Dalí havde frembragt en metalskulptur til lejligheden. Danmark var ikke med ved den lejlighed, hvor der i øvrigt var fire vindere. Jeg husker kun den engelske, hvis titel ramte mig i hjertekulen: "Boom bang-a-bang". I 1988 blev teatret igen lukket for renovering for at åbne i 1997 som Madrids operascene. Teatret har for længst genvundet sit ry som en af verdens store operascener, og fx Plácido Domingo, som er født i Madrid, har optrådt der ved flere lejligheder.
Lige indenfor parken, nord for den store sø, var der forsamlet en stor klynge mennesker. Efter at have "møvet" os lidt frem i rækkerne kunne vi se en gadegøgler i gang med at underholde voksne og børn. Han var både dygtig og charmerende og fik snart lokket dels en yngre mand, dels en pige på 6-7 år til at deltage i showet. Vi blev stående et kvarters tid og nød det.
Næste og sidste side handler primært om kunstmuseer i Paris, men der er også lidt om mad og drikke samt lokale fest- og helligdage. Klik her, hvis du har lyst til at komme med.