Birgit og jeg har gennem flere år talt om at besøge den gamle hansestad Lübeck, hvis bymidte med de gamle, velholdte bygninger fra 1400- og 1500-tallet er optaget på UNESCO's liste over verdens naturarv. Da vi "faldt over" et tilbud på et 4-dages ophold på et hotel i Gadebusch, som ligger i Mecklenburg-Vorpommern, spurgte vi vores gamle venner, Lise og Bent, om de ville med. Siden genforeningen af "de to Tysklande" - Bundesrepublik Deutschland og Deutsche Demokratische Republik (DDR) - har Mecklenburg-Vorpommern været en af de 16 tyske forbundsstater. I øverste venstre og i nederste højre side af delstatens våben ses hovedet af den mecklenburgske tyr. Øverst til højre den pommerske grif og nederst til venstre den brandenburgske ørn.
Som det fremgår af kortet, ligger Gadebusch ideelt for udflugter til ikke alene Lübeck, men også til Schwerin - hovedstaden i Mecklenburg-Vorpommern - og Wismar: 35 km til Lübeck, 24 km til Schwerin og 30 km til Wismar. Køreturen fra Århus tog godt seks timer i et adstadigt tempo og med et enkelt ophold undervejs. På trods af at vi glemte kørevejledningen på køkkenbordet, havde vi ingen problemer med at finde Hotel Christinenhof, som ligger ca 230 km fra den dansk-tyske grænse. Vi passerede kurbyen Bad Segeberg, som har et næsten 100 meter højt kalkbjerg. Ved foden af dette opføres de årlige "Karl May Spiele", som er friluftsforestillinger over Karl Mays cowboy-bøger med min barndoms helte Winnetou og Old Shatterhand. Jeg lover hver gang mig selv, at det vil jeg overvære en dag - men indtil videre står det på min meget lange liste over udeståender.
Hotel Christinenhof, som er renoveret i 2004, er et mindre og hyggeligt hotel med 4 enkeltværelser, 13 dobbeltværelser samt 4 værelser med flere senge. Alle værelser med eget toilet og bad, telefon og satellit TV. Havde vi medbragt en bærbar computer, kunne vi været kommet trådløst på Internet via Hot-Spot fra Deutsche Telecom. Værelse og badeværelse udmærket møbleret - dog savnede Birgit en hårtørrer ;-) . Der blev gjort rent og redt seng hver dag med germansk grundighed. Værtsparret var smilende og venlige. Især værten smilede stort den aften, da Tyskland spillede uafgjort mod Japan i en opvarmningskamp til VM i fodbold. Tyskerne scorede to mål indenfor fem minutter. Vi parkerede lige udenfor hotellet, men det var vistnok muligt at parkere i et garageanlæg ved hotellet.
Hotellet havde en række tilbud, som vi imidlertid ikke benyttede os af. Disse omfattede bl.a.
Nej, vi er ikke i familie med værtparret Leuchtemann. Du kan evt læse mere om hotellet på deres hjemmeside.
Arrangementet omfattede morgenmad og aftensmad, som blev serveret i den nydelige spisesal. Morgenmaden var udmærket med rundestykker, rugbrød, ost, syltetøj, pålæg, æg, cornflakes, yoghurt, kaffe, te og mælk. Aftensmaden var veltillavet og bestod af tre retter: suppe eller salat til forret, en hovedret af svinekød eller kylling samt dessert. Efter vores hustruers mening var hovedretten lidt for tysk (tung), men dog slet ikke så bastant, som vi har oplevet andre steder i Tyskland. Portionerne var store - men så må man jo levne ;-). En udmærket vin kostede 8 Euro. Hotellet har ikke et egentligt opholdsrum, men spisesalen var åben om aftenen, så vi kunne tage os et spil kort og samtidig nyde den gode, tyske fadøl.
Efter at have fået vores værelser spadserede vi ind til Gadebusch, som ligger ca 1 km fra hotellet. Gadebusch er en lille malerisk middelalderby med omkring 6500 indbyggere. På det gamle torv - hvor der hvert år i december er et stort julemarked - ligger byens smukke rådhus fra 1340. Rådhuset, som er udvidet et par gange i tidens løb, fungerer som administrationsbygning. Det fik sit nuværende karakteristiske udseende med den takkede gavl rådhuset omkring 1618.
Tæt ved rådhuset og omgivet af smukke, gamle lindetræer ligger byens kirke, Stadtkirche St. Jakob und St. Dionysius, byens ældste bygningsværk fra omkring år 1200 og Mecklenburgs ældste kirke. Den romanske sydportal og tårnet er særligt smukke. Desværre kunne vi på grund af restaurering ikke komme ind i kirken, hvor jeg gerne villehave set bronzedøbefonten fra 1450 samt en såkaldt "triumfkorsgruppe" med den sejrende Kristus på korset og med Maria og Johannes ved korsets fod. Det skulle vise sig, at vi kom til at se flere triumfkorsgrupper, da vi et par dage efter kom til Lübeck.
Lidt herfra ligger Gadebusch slot. Her lå oprindelig et slavisk slot fra det 9. århundrede, som blev ødelagt i 1181 af Heinrich der Löwens tropper. (Samme Heinrich Löwe skulle vi møde et par dage efter i Lübeck, hvis grundlæggelse tilskrives ham). Slottet blev senere genopført og tjente fra begyndelsen af det 13. århundrede indtil 1620 som residens for de mecklenburgske hertuger. Efterfølgende kom til at fungere som administrationsbygning for amtet. Slottet blev restaureret 1903/1904. I forbindelse med slottet ligger et hjemstavsmuseum, oprettet i 1957. Vi nåede desværre ikke at besøge slottet, så det har vi til gode til en anden gang.
På vejen tilbage til hotellet søgte vi ned til den lille idylliske flod (jeg ville nu snarere kalde det en å, men den benævnes af de lokale som en flod), Radegast, som løber gennem Gadebusch. Her beundrede vi de smukke huse med den fantastiske beliggenhed.
Efter at have rodet lidt i min hukommelse dukkede navnet Gadebusch op i forbindelse med et slag i Store Nordiske Krig, som udspillede sig fra 1700-1721 mellem på den ene side Sverige og på den andre side en stor koalition bestående af Sachsen-Polen, Danmark-Norge og Rusland samt fra 1715 også af Prøjsen og Hannover. Slaget ved Gadebusch fandt sted den 20. december 1712 cirka 4 kilometer syd for byen. Den svenske feltmarskal Magnus Stenbocks plan var at trænge sydpå for at forene sine omkring 16.000 tropper med Karl XII's, som var på vej hjem fra Tyrkiet. Frederik IV forsøgte at spærre vejen for ham med en dansk hær på 10.000 mand. Hertil kom en saksisk styrke på 4.000 ryttere. Uklogt undlod man at afvente de fremrykkende russiske tropper, inden man indledte slaget. Stenbrock havde (desværre for os) en betydelig artillerimæssig overlegenhed, som han udnyttede på det bedste, og det endte med svensk sejr. Danskerne og sakserne mistede omkring 2.500 mand, og 3.000 blev taget til fange. Svenskernes tab var omtrent 1.500 døde og sårede. Mange højtstående danske officerer faldt i slaget, blandt disse rytterobersten Gregers Daa, som blev ramt af en kanonkugle. Gregers Daa til herregården Hald ligger begravet i Viborg Domkirke. Krigen blev afsluttet ved freden i Nystad i 1721, men allerede i 1720 blev der indgået en dansk-svensk fredsaftale på Fredensborg. Til minde om de faldne har "Kulturhistorisk Forening 1712" rejst en mindesten på slagmarken.
Fra Gadebusch tog vi på udflugter i nærområdet: Schwerin, Weimar og Lübeck. Kom med os på en 1-dagsudflugt til Lübeck.
Den sidste dag på vores lille ferie tog vi til Lübeck, en køretur på en halv times tid. Vi glædede os især til at se den gamle bydel, som har nogle af de bedst bevarede middelalderbygninger og -kirker, herunder Domkirken, Marienkirche og Jacobikirche. Jeg var især spændt på at møde "Døden fra Lübeck" i Marienkirche - selv om jeg godt vidste, at det oprindelige maleri var gået til for mange år siden. Et kig på museet i Buddenbrookhaus, hvor en af vores yndlingsforfattere Thomas Mann havde boet, stod også højt på ønskesedlen. Så alt tegnede til en god dag.
Omkring år 700 slog medlemmer af et slavisk folkeslag sig ned i den østlige del af Holsten, som var blevet forladt af sine oprindelige, tyske indbyggere under de store folkevandringer. Nogle af dem dannede en beboelse lidt nord for det nuværende centrum af Lübeck. I det 10. århundrede byggede de en borg på stedet, som imidlertid blev brændt ned af en anden slavisk beboelse fra Rügen.
Den nuværende by blev grundlagt af den tyske grev Adolf II af Schauenburg og Holstein i 1143, men allerede i 1158 måtte han overgive byen til Heinrich der Löwe (Henrik Løve), som almindeligvis angives som byens grundlægger. Der havde dog tidligere været bosættelser på stedet, og den første bosættelse hed "Liubice", hvilket betyder "den elskelige" (die Liebliche) - og det er herfra navnet Lübeck stammer. Hertug Heinrich der Löwe var den, der bl.a. lagde grundstenen til Domkirken i forbindelse med, at han flyttede bispesædet til Lübeck (1160). Lübecks fremgang og blomstrende byens handelsliv resulterede i, at byen fik betegnelsen "Hanseforbundets dronning".
I 1181 blev Heinrich sat fra magten af kejser Friedrich I ("Barbarossa"), da han havde nægtet af støtte en ekspedition mod Italien, og Lübeck var i otte år en del af det hellige, tysk-romerske kejserrige. Byen var en del af grevskabet Sachsen indtil 1192. Den danske kong Valdemar den Store og hans Søn Knud VI (som var gift med en datter af Heinrich der Löwe) erobrede Holsten, Mecklenburg, Hamborg og Lübeck (1202), Ratzeburg og den pommerske kystlinie incl. øen Rügen. Derfor kaldte Knud - og de efterfølgende konger indtil Frederik IX - sig ikke blot for "de daners konge", men også "de venders konge". Danmarks herredømmet over disse områder ophørte dog i 1227, da Valdemar Sejr tabte slaget ved Bornhöved.
I 1226 fik Lübeck status af fristad. Omkring dette tidspunkt opstod Hanseforbundet, der som bekendt var en sammenslutning af hovedsagelig nordtyske byer. Lübeck var hovedkraften i dette forbund og fik tilnavnet "Dronning af Hanseforbundet". På den tid formuleredes en sæt af retsregler, som siden blev kaldt Lübeck lov. Loven indeholdt bestemmelser om byens styre og om borgernes rettigheder, og den indeholdt stærke begrænsninger af adelens hidtidige rettigheder. Denne lov, som blev model for nabobyer som Dortmund, Goslar, Magdeburg m.fl., gjaldt op i 1800-tallet.
Hanseforbundet førte flere krige mod Danmark med skiftende udfald. I 1435 og 1512 vandt Hanseforbundet, mens det tabte, da det blev involveret i "Grevens Fejde", en borgerkrig i Danmark, som varede fra 1534-1536. Efter dette nederlag begyndte Lübecks magt langsomt at aftage. Det lykkedes for byen at forblive neutral under 30-års krigen, men efter den lange krig begyndte Europa i højere grad at orientere sig mod Atlanten i stedet for Østersøen, hvilket naturligt medførte, at Hanseforbundet miste sin betydning. Lübeck forblev dog en vigtig handelsby ved Østersøen efter opløsning af forbundet i 1669. Det tysk-romerske kejserrige blev opløst i 1806, og på Wienerkongressen i 1815 blev Lübeck en af 41 selvstændige tyske stater under Det tyske Forbund. Allerede i 1866 blev dette forbund erstattet af Det Nordtyske Forbund. I 1871 indgik Lübeck i den nye tyske nationalstat, som blev dannet. I 1937 blev Lübeck lagt ind under Schleswig-Holstein, hvilket afsluttede mere end 700 års uafhængighed.
Under anden verdenskrig var Lübeck den første tyske by, som blev angrebet af RAF. Dette angreb, som fandt sted den 28. marts 1942, anrettede voldsomme skader på byens historiske centrum og ødelagde bl.a. tre af byens store kirker. I dag ved vi, at byen Lübeck ikke havde nogen militær betydning, hvorfor der alene var tale om gengældelsesangreb på de tyske bombninger af London og Sydengland. Byen blev vistnok valgt som mål, fordi dens store middelalderbygninger var nemme angrebsmål. De ødelagte bygninger er for længst restaureret til deres oprindelige udseende, mens der stadig arbejdes på at genoprette kirkernes indre. Mere herom. Lübeck blev ved krigens slutning besat af engelske tropper og blev nærmest grænseby til det nyoprettede DDR.
Lübeck er den næststørste by i Schleswig-Holstein efter Hamborg. Den ligger ved floden Trave og har den største tyske havn mod Østersøen. Den gamle del af byen ligger på en ø i Trave, som via Elben-Lübeck kanalen er forbundet til Elben. Travemünde (Traves munding) er Lübecks havne- og færgeby mod Østersøen.
Den gamle bydel domineres af fem enorme kirker. De ældste er Lübeck Domkirke og Marienkirche, begge fra der 13. og 14. århundrede. Den gamle by har bevaret sit middelalderlige udseende med gamle bygninger og snævre gader, hvorfor UNESCO i 1987 udnævnte den gamle bydel til en del af verdens naturarv. Der er omkring 1000 fredede bygninger i Lübeck, som de stolte lübeckere passer efter alle kunstens regler.
Som det fremgår af ovenstående billeder, vender mange af husene gavlen mod gaden. Der er ofte små gyder eller gange mellem ejendommene, og vi vovede os ind i flere af disse. Det kan varmt anbefales - selv om det engang imellem sikkert generer beboerne lidt.
Som du ved, er Lübeck berømt for sin marcipanindustri, og et utal af butikker sælger Lübecker marcipan. Legenden fortæller, at marcipanen blev opfundet i Lübeck under en belejring i 1407, hvor man løb tør for korn. Bystyret anbefalede byens bagere at lave brød af mandler og sukker - og dermed var marcipanbrødet opfundet. En persisk legende vil vide, at marcipanen blev opfundet i Persien et par hundrede år forinden. Du kan selv vælge hvilken legende, du vil tro på. De gode folk i Venedig mener, at det er dem, der har opfundet marcipanen: "Marci panis", som betyder "Markus' brød". De kan selvfølgelig godt have fået opskriften gennem deres handelsforbindelser i Asien. En anden historie vil vide, at man kunne bruge marcipan til at få den udkårne til at blive forelsket i giveren. En forelsket pige gav et marcipanhjerte til en ung mand, som hun var forelsket i. Den unge mand brød sig ikke om hjertet (pigen?) og gav det til en gris. Den unge pige blev rædselsslagen, da den forelskede gris forsøgte at trænge ind i hendes hus.
Lübeck Domkirke er byens ældste kirke. Grundstenen til kirken, som skulle være sæde for biskoppen, der hidtil havde resideret i Oldenburg, blev lagt i 1172 af Lübecks grundlægger, Heinrich der Löwe. Følgende legende fortælles om finansieringen af byggeriet. Karl den Store var under en jagt i Sachen kommet på sporet af en vældig hjort. Efter en udmattende jagt fangede han dyret, men i respekt for dyret undlod han at dræbe det. I stedet tog han en tyk guldkæde og lagde omkring dets gevir. 400 år senere var det den unge hertug Heinrich der Löwe, som var på jagt. Han havde trukket sig tilbage fra sit følge, da han havde brug for at tænke over, hvorfra han skulle skaffe penge til at opføre en kirke for de mange vendere og sachsere, som var konverteret til kristendommen. Pludselig dukkede et vældigt dyr op foran ham med et diamantbesat krucifix i geviret. Han tog det som et tegn fra Gud og skød dyret. Da han tog korset fra dyrets gevir, forsvandt det ind i buskadset. Heinrich havde nu midler nok til at opføre en kirke for. Kirken blev først opført i romansk stil omkring 1230. I perioden 1266-1335 blev den konverteret til gotisk stil. Det var den første store murstenskirke i Nordtyskland.
En stor del af kirken blev ødelagt ved de allieredes bombning i 1942. Den østlige del af koret kollapsede og ødelagde altret fra 1696. Ilden bredte sig og ved middagstid den følgende dag, Palmesøndag, faldt tårnene sammen. Ilden ødelagde også orglet af Arp Schnitger. Den nordlige gavl faldt sammen i 1946. Genopførelsen af domkirken blev først afsluttet i 1982, da man prioriterede Marienkirche højere. Det berømte triumfkors af Bernt Notke fra 1477 - se billedet - overlevede bombardementet. (Som gammel århusianer kender jeg Notkes imponerende altertavle i Århus Domkirke).
Jacobikirche på Koberg er sømændenes kirke. Kirkehallen er udsmykket med mange, flotte træudskæringer. Kirken er indviet i 1334 og er en af de få kirker, som ikke tog nævneværdig skade af bombardementet Palmesøndag 1942. Kirken er især kendt for sit orgel fra 1500-tallet, og der afholdes ofte koncerter i kirkerummet. Det, der gjorde mest indtryk på os, var det lille kapel med en knust redningsbåd fra skoleskibet Pamir, som forliste i 1957. Den 4-mastede bark, Pamir, som er bygget i 1905, satte sejl i Buenos Aires med retning mod Hamborg den 10. august 1957. Skibet havde en besætning på 86, heriblandt 52 kadetter. Som følge af en strejke blandt havnearbejderne var lasten på 3.780 tons byg stuvet løst. Kun 255 tons var stuvet i sække, som var anbragt oven på det løse korn for at holde det fast. Den 21. september 1957 løb Pamir ind i en tropisk storm, som hurtigt bevirkede, at lasten forskubbede sig. Hun nåede at udsende nødsignaler, inden hun gik ned kl 13:03 ud for Azorerne midt på Atlanten. Eftersøgningen stod på i ni dage; kun 4 besætningsmedlemmer og to kadetter blev fundet i live. Jeg husker den store presseomtale fra min skoletid.
Petrikirche (St Peter) i Schmiedestrasse blev bygget mellem 1127 og 1259 på resterne af en tidligere trækirke. Fra 1450-1519 blev kirken udvidet fra tre til fem skibe. Genopbygningen efter ødelæggelserne i 1942 blev påbegyndt i 1958. I 1961 var tårnet genopført i sin højde på 108 meter, men først i 1987 var hele kirken renoveret. Petrikirche fungerer ikke længere som kirke og har således ikke nogen menighed. I stedet bruges den til udstillinger og forskellige kulturelle arrangementer. Blandt andet afholdes et meget hyggeligt håndværkerjulemarked i den hvidkalkede femskibede basilika. Man kan tage elevatoren op i tårnet (dagligt 11-19), hvorfra der er en fantastisk udsigt over hele byen. Første lørdag i hver måned kl. 23 er der en koncert i kirken.
Velhavende borgere i Lübeck oprettede omkring 1280 "Heiligen Geist Hospital" (Helligåndshospitalet), som måske er Europas ældste institution for fattige. Den smukke murstensbygning med de fem imponerende tårne fungerede først som hospital, siden blev det omdannet til alderdomshjem og fungerede som sådan indtil engang i 1970’erne. De gamle levede bag forhallen i små værelser eller kabiner, hvor der kun var plads til et bord, en stol og en seng. Institutionen blev oprindelig drevet af private, men driften blev efterfølgende overtaget af kirken. Forhallen er den oprindelige kirke. Den blev restaureret fra 1977-1984, hvorunder byens ældste kalkmalerier blev afdækket. Der findes også et smukt alter samt adskillige helgenfigurer fra det 13. til det 15. århundrede. I december måned afholdes her er stort julemarked med kunsthåndværk og andre julerier. Under bygningen findes der flere små restaurationer, bl.a. den kendte Kartoffelkeller.
Marienkirche er opført mellem 1250-1350. Den er opført på det sted, hvor de tidligste tyske kolonister havde bygget en trækirke. Marienkirche er den største kirke i Lübeck og den 3. største kirke i Tyskland, og den blev model for omkring 70 andre murstenskirker i gotisk stil, som findes i området langs Østersøen. Den har verdens højeste murstenshvælving, som er 38.5 meter høj. Kirkens samlede højde incl. vejrhanen angives til 124.75 meter. Hertil kommer, at den er opført på det højeste punkt af den bakke, som hele byen ligger på. Hvis du undrer dig over, at Marienkirche er større end byens domkirke, skyldes dette, at de selvbevidste lübeckere ville markere deres magt og uafhængighed over for den katolske gejstlighed, som hørte hjemme i Domkirken. I kirkens indre ses flere frilagte kalkmalerier. Det smukke astronomiske ur er ikke det originale, men en rekonstruktion.
Det mest gribende minde om bombardementet natten til Palmesøndag 1942 var kirkens 2 klokker hver på 800 kg, som styrtede ned fra tårnet og lavede et krater i kirkegulvet. Her ligger de fortsat som et minde om denne tragiske begivenhed.
Når man taler om Marienkirche, kan man ikke undgå at omtale Buxtehude. Dietrich Buxtehude (1637–1707) var dansk-tysk organist og komponist, formentlig født i Helsingborg, som var dansk indtil Roskildefreden i 1658. Man betragter ham som fader til baroktidens orgelmusik, og selv i dag udgør hans værker en betydelig del af det klassiske orgelrepertoire. Han inspirerede bl.a. store komponister som Johann Sebastian Bach og Friedrich Händel. Buxtehude var først organist i Helsingborg, siden i Helsingør, og fra 1668 ved Marienkirche i Lübeck, hvor han virkede i omkring 40 år. Fra 1673 organiserede han "Abendmusik" i Marienkirche, koncerter, som tiltrak musikere fra hele Europa. Det fortælles, at Bach i 1705 rejste 200 mil til fods for at overvære Abendmusik og høre Buxtehude spille samt for at lære komposition af mesteren. Buxtehude var en ældre herre, og han tilbød sin stilling til Bach, men da der var knyttet den betingelse til, at Bach skulle ægte hans ældste datter, Anna Margareta, sagde Bach høfligt nej tak.
Du har sikkert som jeg undret dig over udtrykket: "han eller hun ligner Døden fra Lübeck". Døden fra Lübeck var et 30 meter langt vægmaleri af Døden i kædedans med 24 mennesker, fra alle samfundets lag: pave, kejser, konge, hertug, ridder, kardinal, biskop, abbed, munk, købmand, borger, håndværker, spædbarn. Ingen går fri. På billedet, som hang i et lille kapel i Mariakirchen, springer Døden omkring og opfordrer til dans, men de fleste forsøger ikke uventet at undslå sig. I Lübeck blev der udgivet i hvert fald to bøger, som bygger på maleriet: "Des dodes Dantz" (1489) med disse manende linier på titelbladet: "Oh menneske, tænk på, hvorfra du kommer, og hvad du nu er, og hvad du skal blive om kort tid" og "Dodendantz" (1520). I Danmark udkom "Den Gamle Danske Dødedans", som bygger på disse to bøger.
Det originale maleri blev erstattet af en kopi i 1701, ligesom den forbindende tekst blev udskiftet, men heldigvis er størsteparten af den oprindelige tekst bevaret. Denne kopi blev imidlertid ødelagt under bombardementet af Lübeck natten til palmesøndag den 28. - 29. marts 1942. Fra 1952-1957 lavede Alfred Mahlau 2 vinduer med blyindfattede ruder i dødedanskapellet i Marienkirche. Mahlau måtte af praktiske årsager reducere antallet af dansende fra 24 til 18, hvorved hertugen blev fjernet sammen med 5 gejstlige.
Martin Hagstrøm har lavet et fantastisk site om Døden fra Lübeck, hvor han har oversat de gamle tekster fra plattysk til dansk. Her kan du se detaljer fra det oprindelige maleri i Marienkirche, men også studere malerier over samme tema i bl.a. Tallinn, Berlin, London og Paris. Især synes jeg, at dødedansen i Tallinn er interessant, da det er udført af Bernt Notke, som muligvis (???) har udført maleriet i Lübeck. Klik her for at besøge Martin Hagstrøms spændende hjemmeside.
Thomas Mann (1875–1955), den tyske forfatter og nobelprismodtager, er født i Lübeck, som næstældste søn af Thomas Johann Heinrich Mann og Julia da Silva Bruhns (som navnet antyder, havde moderen brasilianske rødder). Faderen, som var købmand, blev to gange valgt som borgmester. Da Thomas Manns fader døde i 1891, var familieformuen gået tabt, og handelsfirmaet blev opløst. Julia Mann flyttede til München med de tre yngste børn, mens Thomas blev tilbage i Lübeck for at fortsætte sin skolegang. Efterfølgende sluttede Thomas Mann sig til familien i München, hvor han studerede historie, økonomi og litteratur ved universitetet med henblik på at blive journalist. I 1905 giftede Thomas Mann sig med Katia Pringsheim, som var ud af en fremtrædende, sekulær jødisk familie; de fik seks børn. I 1930 udgav Thomas Mann skriftet med titlen "En appel til fornuften", hvori han advarede mod den spirende nazisme og opfordrede arbejderklassen til modstand. Mann flygtede til Schweiz efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og videre til USA i 1939. Dette medførte, at han blev frataget sin titel som æresdoktor ved Bonns Universitet. I USA underviste han på Princeton som andre prominente flygtninge som Albert Einstein. I 1942 flyttede familien til Californien sammen med flere andre udviste tyske kunstnere. Thomas Mann vendte tilbage til Europa i 1952, hvor de slog sig ned i nærheden af Zurich. Han kom aldrig til at bo i Tyskland igen, skønt han ofte tog dertil på rejse. I 1955 døde han på et hospital i Zurich.
I 1901 udgav Thomas Mann det storslåede, episke romanværk Buddenbrooks, En families forfald (skrevet 1897-1901, udgivet 1901), som beskriver en velhavende købmandsfamilies nedtur gennem fire generationer. Bogen, som er et portræt af det tyske borgerskab gennem det 19. århundrede, blev straks en stor litterær succes i Tyskland. Der var dog adskillige borgere i Lübeck, hvor romanen tydeligvis udspiller sig, som beklagede sig over, at at forfatteren havde skrevet en nøgleroman. I dag er der dog ingen grænser for byens stolthed over sin søn. Det var især denne roman, som i 1929 førte til, at forfatteren fik tildelt nobelprisen i litteratur. Det menes, at Thomas udover at ville skrive tidens roman også var besjælet af en trang til at overgå sin ældre broder, Heinrich Mann, som allerede havde udgivet flere romaner.
Et af hans største værker - og det, som jeg selv sætter højest - er romanen "Josef og hans brødre" (1933–42), som genfortæller den spændende historie fra Det Gamle Testamente, hvor den unge Josef bliver solgt af sine 10 ældre brødre, havner i Egypten, hvor han opnår en høj stilling i Potifars hus, og ryger i fængsel efter at have afvist tilnærmelser fra samme Potifars hustru. Efter at have tydet Faraos drøm bliver han leder af de egyptiske kornlagre, hvilket sætter ham i stand til at redde familien fra hungersnød. En spændende historie, som jeg meget apropos læste under et krydstogt på Nilen.
I sin lille roman, "Døden i Venedig" (1912) beskriver han på rørende vis en voksen mands betagelse af en dreng. Af Thomas Manns dagbøger, som blev "åbnet" i 1975, fremgår, at han selv "kæmpede med" homoseksuelle tilbøjeligheder.
I Mengstrasse 4 ligger Buddenbrookhaus, som Mann-familien købte i 1842. Da familiefirmaet blev lukket i 1891, købte byen ejendommen, som i dag indeholder et museum over byens to store forfattere, Heinrich og Thomas Mann. Det indeholder en række udstillinger, som er relateret til Mann familien og også familien Buddenbrook. Den første udstilling gennemgår Mann familiens stramtræ og oprindelse. Herefter beskrives perioden efter, at brødrene har forladt Lübeck; fx tilbragte de sammen et år i Italien. Den mest omfattende udstilling viser forholdene i Tyskland under nazitiden, forhold som medførte, at brødrene gik i eksil i USA. Den sidste udstilling dækker tiden 1949-1955, hvor brødrene dør. Heinrich, som i mange år blev forsørget af sin mere succesfulde lillebroder Thomas, døde i 1950 i USA; Thomas døde som nævnt i 1955 i Schweiz. Kort før sin død blev han udnævnt til æresborger i Lübeck.
I Buddenbrookhaus er opbygget to af romanens interiører, ligesom man kan se prøver på 3 filmatiseringer af bogen: en stumfilm fra 1923, en sort-hvid filmatisering fra 1959 og tv-indspilningen fra 1979 (som Birgit og jeg tydeligt husker). Museet tilbyder rundvisninger med forskellige temaer, fx "Mann – en forfatterfamilie", "Buddenbrooks – århundredets roman", "Fra Thomas Mann til Günter Grass" (med besøg i Günter Grass-Haus). Endelig kan du komme med på en "Litterær spadseretur gennem Heinrich og Thomas Manns Lübeck". Du kan besøge museets hjemmeside ved at klikke her.
Imponerende Holstentor fra (1469-1477), som er en af byens oprindeligt fire byporte, er Lübecks vartegn; i hvert fald er den kendt af de fleste tyskere, iden porten prægede de gamle 50 D-mark sedler fra 1958-1991. Porten blev bygget i 1469-1478 efter inspiration fra byporte i Flandern, og den har med sine 3½ meter tykke mure bl.a. modstået flere danske angreb på byen. Holstentor bærer indskriften Concordia domi foris pax (enhed hjemme, fred ude) - en smukt leveregel. I porten er der i dag indrettet et byhistorisk museum, som bl.a. indeholder en model af middelalderbyen. Der er også skibsmodeller og en stor våbensamling. Om vinteren kan man løbe på skøjter på en oplyst skøjtebane foran Holstentor. I havnen ved Holstentor ligger flere interessante veteranskibe. Lige ved byporten ligger de store lagerhuse (Salzspeicher), hvorfra man udskibede salt til bl.a. Danmark. Der var stor efterspørgsel på salt til konservering af sild. Megen salt gik også til byerne ved Biscayaen, hvorfra man bl.a. hjembragte fade med rødvin.
Allerede for 350 år siden blev julemarkedet i Lübeck fremhævet som noget ganske særligt. I dag har Tysklands bedst kendte julemarked bredt sig over det meste af byen. Eksempelvis er der som nævnt kunsthåndværkermarked i Heiligen Geist Hospitalet. Vores venner, Elin og Lars har ofte været til julemarked i Lübeck og rost det i høje toner. Onde tunger vil vide, at Lars også kommer for at spille på casinoet i Travemünde, men det er blot ondsindet misundelse, der fabrikerer sådanne historier. Under alle omstændigheder blev vi enige med Lise og Bent om at gentage turen i december 2006 for at opleve juleleben i Lübeck. Og mon jeg så ikke til den tid opdaterer denne side med lidt julehygge.
Hvis du har lyst, kan du komme med os på besøg i Schwerin. Bare klik her.