Udflugt til Salisbury og Stonehenge

"Nåede derhen og fandt stenene i Stonehenge
lige så fantastiske som alt hvad
jeg har hørt derom og hele rejsen værd.
Guderne må vide hvad de blev brugt til i sin tid"
dagbogsskribent Samuel Pepys, 1668

Til Stonehenge

Efter at have besøgt katedralen i Salisbury sammen med Richard fra London Walks blev vi samlet op af en lille turistbus, som kørte os de ca. 30 km nordpå til Stonehenge. Stonehenge ligger i grevskabet Wiltshire på Salisbury Plains (slette), 137 kilometer sydvest for London. Siden jeg var dreng, havde jeg drømt om at se det gådefulde Stonehenge, som var lige så gamle som end ældre end pyramiderne. Hvem havde bygget dem og hvordan? Og ikke mindst hvorfor? Var det en begravelsesplads for fortidens stormænd? Et tempel, hvor man tilbad solen eller månen? En astronomisk kalender? En sted med lægende kraft? Blev det bygget af druiderne, de gamle keltiske naturpræster? Jeg regnede ikke med at få svaret i dag, men glædede mig meget til at fornemme stedets atmosfære.

Jeg slugte Erich von Dänikens populærvidenskabelige - eller snarere pseudovidenskabelige bog - Fortids gåder, fremtids virkelighed, da den udkom i 1968. Han var overbevist om, at fremmede væsener ude fra rummet havde besøgt Jorden i forhistorisk tid. Disse ukendte væsener, "Gudesønner", skabte vor tids mennesker, dels ved at parre sig med jordboerne, dels ved målbevidst, kunstig mutation. Herudover havde de sat jordboerne i stand til at lave gigantiske bygningsværker som pyramiderne ved Ghiza og stensætningerne ved Stonehange, hvilket bl.a. blev muliggjort ved midlertidig lokal ophævelse af tyngdekraften. Bygningerne er helligdomme, hvor man kunne dyrke de fremmede som guder. Det krævede dog ikke megen læsning at indse, at manden var underholdende, men splittergal. Sjovt nok er Erich von Däniken, som har et stort publikum i den tysktalende del af verden, blevet aktuelt ifm. den seneste apokalyptiske film 2012, som spår jordens undergang. Helt nøjagtigt den 21. december 2012 i henhold til den gamle Maya kalender. På den dato vender guderne tilbage til jorden. Hvis du er enig med Erich von Däniken, skulle du måske skynde dig at se nogle af videoklippene med ham på YouTube.

I bussen forberedte Richard os på, hvad vi skulle se. Stonehenge er måske det mest berømte forhistoriske levn i Europa og i hvert fald et af de mest kendte og studerede monumenter i verden, stadig en gåde for videnskaben. Det er opført for omkring 4500 år siden. Det tilhører, som navnet antyder, de såkaldte henge-monumenter, hvoraf der findes flere end 1000 i Storbritannien, og der findes stadig flere. Disse monumenter er cirkelrunde eller ovale jordvolde med en fordybning eller grøft på indersiden. Stonehenge repræsenterer afslutningen på denne byggetradition og blev efter omkring 1500 f.Kr. ikke længere brugt efter sit formål - hvad det så var? Gennem de følgende århundreder væltede og knækkede mange af stenene, eller blev fjernet og anvendt i andet byggeri. Salisbury Plains rummer i det hele taget en stor samling af forskellige anlægtyper fra stenalderen og bronzealderen, især dysser og begravelseshøje, og noget kunne tyde på, at Salisbury Plains i oldtiden var et religiøst eller åndeligt center for Sydengland. Disse anlæg blev som regel placeret på flade områder med fri udsigt til alle sider - og altid i nærheden af vand. Salisbury Plains gennemkrydses af floden Avon, og landskabet er typisk sydengelsk med sine blødt afrundede bakker.

Ovenfor er vist en model af Stonehenge, som anlægget formodes at have set ud for ca 4000 år siden. Modellen er vist på den tunnel, som fører fra parkeringspladsen ned til indgangen, hvor der ligger et lille besøgscenter. Her købte jeg en lille bog: "The Stonehenge Story, An Excursion through Time Myth and Mysteri" af Romy Wyeth.

Stonehenge har været meget besøgt af turister gennem de sidste hundrede år, hvilket ikke er gået sporløst hen over anlægget. Værst var det, da en foretagsom smed i Amesbury begyndte at udleje hamre til gæsterne, som så kunne hjemføre deres egen souvenir fra Stonehenge. Richard fortalte, at siden engang i 1970'erne har turister været afskåret fra at betræde området mellem stenene for at hindre nedslidning og ødelæggelse af monumentet. Det havde udviklet sig til, at store grupper af (oftest) unge mennesker holdt vilde fester på området, og fra 1972-1984 blev Stonehenge benyttet som et regulært festivalområde. Efter voldsomme kampe mellem politi og såkaldte "new age unge" (the Battle of the Beanfield) i 1985 blev der lukket for adgang til Stonehenge. I dag følger man en afmærket rute rundt om monumentet, og der er visse steder placeret vagtposter. Myndighederne har imidlertid forståelse for, at Stonehenge spiller en særlig rolle for en stor gruppe mennesker, fx tilhængere af New Age, hvorfor der flere gange om året arrangeres åbent hus under kontrollerede former.

Både i middelalderen og senere havde befolkningen problemer med at tro, at disse gigantiske monumenter kunne tilskrives deres primitive bondeforfædre. Hvorledes skulle de have kunnet flytte de enorme megalitter, som vejede 50 tons eller mere? Da teorierne om troldmænd og kæmper med tiden blev forkastet af videnskaben, begyndte man at forestille sig, at Stonehenge var blevet opført af folk udefra, og både mykenere, fønikere, romere, saksere og vikinger har været på tale.

I sin "Historia Regum Britanniae" fra 1130 fortæller Geoffrey af Monmouth, at stenene kommer fra sagnbjerget Mount Killaraus i Irland. Efter at slået et saksisk hær beslutter høvdingen, Aurelius Ambrosias at lade opføre et kæmpemæssigt monument til minde om de 3000 krigere, som var faldet. Han søger hjælp hos troldmanden Merlin, som beslutter at flytte den eksisterende stencirkel, "The Giants Round" fra sagnbjerget Mount Killaraus i Irland til Salisbury Plains. Uther Pendragon, sagnkongen Arthurs fader, tager til Irland med 15.000 mand, men de var ikke i stand til at flytte de vældige sten. Stenene, som havde helbredende kraft, var i tidligere tider blevet hentet i Afrika af kæmper (giganter). Det ender med, at Merlin må flytte stensætningen ved hjælp af magi.

Oversigt over Stonehenge

Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive den stenkonstruktion, som vi ser i dag, udefra og ind mod monumentets midte. Anlægget ligger midt på et cirkelrundt plateau, ca. 100 m i diameter, Omkring plateauet er lavet en 5-6 m bred grøft eller voldgrav med en dybde på 1½-1 m. Voldgraven blev gravet med værktøj af træ eller gevirer fra hjortedyr. Den opgravede jord er anbragt på indersiden af voldgraven. I modsætning til næsten alle andre henge-monumenter er volden på Stonehenge placeret på voldgravens indvendige side. Nogle arkæologer mener, at volden oprindelig har en sådan højde, at det ikke var muligt udefra at se de hellige ceremonier, som fandt sted. Disse var kun for præsteskabet og de særligt indviede.

Yderst finder vi en kreds af sten, som hæver sig næsten fem meter over jorden. Kredsen har en diameter på 33 meter. Disse sten, der kaldes sarsensten, er omkring 2 m brede og 1 m tykke, og mellemrummet mellem de enkelte sten ca. 1 m. Der har oprindelig været 30 sten i kredsen. De meget hårde sten, hvoraf de tungeste vejer mellem 40 og 50 tons, er hentet i omegnen af Avebury godt 30 km nord for Stonehenge. Arkæologer har beregnet/estimeret, at det har taget 1000 mænd syv uger at transportere én sten. Stenkredsen har været afsluttet af 1 m tykke overliggere af samme stenart, og de har således udgjort en ubrudt ring hele vejen rundt. De tungeste sarsensten vejer 40-50 tons. De kolossale overliggere er fæstet til de opretstående sten med tapper i taphuller – en teknik hentet direkte fra tømrerfaget - ligesom overliggerne også har været fæstet til nabooverliggerne. Alle stenene er omhyggeligt tilhugget; de lodrette sten er en smule bredere i toppen for at bevare perspektivet, når de ses nedenfra. Overliggere er svagt krumme for bedre at bidrage til den fuldkomne cirkel. Stenene er glattere på indersiden end på ydersiden. Det har været noget af en opgave at tilhugge disse sarsensten. Den tyske mineralog Moh har udarbejdet en skala over mineralers hårdhed. På denne skala, som går fra 1 til 10 (diamant), har sarsen en hårdhed på 7. Så det eneste værktøj til bearbejdning af disse sarsensten har været stenen selv, dels ved at slå på den store sten med små stykker sarsen eller ved at slibe med dem.

Inden i den ydre stenkreds finder vi endnu en kreds, bestående af betydeligt mindre sten uden overliggere. Disse sten, som kaldes bluestones, er alle hentet fra Preseli Mountains i det sydvestlige Wales mere end 300 km borte. Stenene er enten slæbt eller sejlet over denne store afstand, en bemærkelsesværdig præstation. Hvis vi antager, at stenene er transporteret ad vandvejen, er den kortest mulige rute ad floder og langs den walisiske kyst på mere end 400 km. En overgang mente mange arkæologer, at stenene måske var blevet transporteret af istidsgletchere, men den teori er siden forkastet.

Inde i kredsen af bluestones findes (eller rettere fandtes) fem opretstående trilithons. En trilithon er en konstruktion bestående af to opretstående sten forsynet med en overligger. Disse sten er anbragt i hesteskoform med åbningen mod nordøst. De opretstående sten er de største i konstruktionen, ca 7 m høje, hvortil kommer de ca 2½ m, som stikker i jorden. Stenene vejer 40-50 tons.

Inde i hesteskoen ligger en stor sandsten. Denne sten har i nyere tid fået navnet "the Altar Stone", alterstenen. Stenen har oprindelig været oprejst, men i dag ligger den ca 5 meter store sten ned.

Lige inden for jordrampen ligger en stor væltet sten, som i dag bærer navnet "the Slaughter Stone", offerstenen. Stenen har fået sit misvisende navn, fordi det efter regn ser ud, som om stenen er smurt ind i blod. Dette skyldes ikke tidligere tiders dyre- eller menneskeofringer, men den røde farve fremkommer som følge af jernoxid i stenen. Stenen har formentlig haft en partner, og de har tilsammen udgjort en art portal til det religiøse center.

Nogle meter uden for rampen, midt på avenuen, står en stor sten, "the Heel Stone". Stenen er nærmest rektangulær, ca. 5 m x 2,5 m. Hertil kommer godt 1 m, som skjuler sig under jordoverfladen. I 1979 fandt man et stort stenhul tæt ved "the Heel Stone", som formentlig har haft en makker. Ved sommersolhverv kan man inde fra hesteskoen se solen stå op over "the Heel Stone".

Richard fortalte, hvorledes stenen havde fået sit lidt besynderlige navn. Djævelen havde købt stenene fra en kvinde i Irland. Herefter havde han pakket dem ind og medbragt dem til Salisbury Plains. En af stenene faldt imidlertid i Avon, og Djævelen råbte: "Ingen vil nogensinde finde ud af, hvorledes disse sten havnede her". Da var der pludselig en klosterbroder, som råbte: "Det er da noget, du tror", hvorefter Djævelen rasende kastede en af stenene efter ham og sårede ham på hælen. Stenen blev liggende, hvor den faldt, og der ligger den altså endnu.

Y-holes og Z-holes samt Station Stones

På et sent tidspunkt af opførelsen af Stonehenge - opmkring 1600 f.Kr., blev der gravet to koncentriske cirkler af huller, de såkaldte Y-holes og Z-holes. Z-cirklen med 29 huller ligger 3.7 m udenfor stenkredsen, mens Y-cirklen med 30 huller ligger 11 meter udenfor. Det antages, at det var hansigten at rejse sten i disse huller, men dette blev aldrig gennemført.

Endelig kan nævnes de fire "Station Stones", A, B, C og D. Kun stenene A og C, eksisterer i dag, mens kun stenhuller viser tilstedeværelsen af B og D. Stenen A, som er ca. 1,20 m høj, står stadig oprejst. C har højde på 2,75 m, og den er i dag væltet og ligger op ad voldens inderside. Begge sten er sarsensten. Stenene A, B, C og D danner et rektangel, hvis sider er parallelle med monumentets sider. Ved rejsningen af de fire "Station Stones" blev flere af de såkaldte Aubrey-huller "ødelagt" - mere herom senere.

Vi cirkulerede omkring anlægget, så vi fik det at se fra alle sider. Undervejs gjorde vi flere stop, og Richard fortalte om forskellige aspekter af anlægget og dets tilblivelse. Fx at tilblivelsen af Stonehenge var knyttet til beboernes livsform. I jægerstenalderen, hvor befolkningen ernærede sig som jægere og samlere, og de enkelte familier flyttede rundt adskillige gange om året af hensyn til jagt, fiskeri samt indsamling af bær, var det ikke muligt at samles om bygning af store religiøse monumenter. Med landbrugets indførelse med dagligt arbejde med husdyr og marker blev tilværelsen mere jordbundet (undskyld!), og der opstod fast forankrede samfund. Dette medførte, at kulten blev et fællesanliggende for stammens familier, og hermed var betingelserne for opførelse af kæmpemæssige monumenter som Stonehenge til stede.

De mange elementer, som udgør Stonehenge, er symmetrisk arrangeret omkring en akse med orienteringen sydvest/nordøst. Mod nordøst brydes vold og grav af en jordrampe, som giver adgang til anlægget. Udenfor rampen er den såkaldte processionsvej, som fører op til monumentet fra floden Avon. Processionsvejen, som er omkring 1 km lang, ligger på anlæggets hovedakse og går mod nordøst, hvor solen står op omkring sommersolhverv. Denne årligt tilbagevendende begivenhed har formentlig været omgærdet med storstilede ceremonier, hvor præsteskabet fra midten af hesteskoen har betragtet den livgivende sol stå op, mens "menigheden" har set til fra arealerne udenfor helligdommen. Gætværk? Ja, men lidt fantasi kan aldrig skade.

John Aubrey og William Stukeley

Ved næste stop fortalte Richard om de såkaldte "Aubrey-huller", der findes i periferien af det cirkulære område og lige indenfor den indre vold. Disse 56 cirkelrunde huller udgør en cirkel med en diameter på 86 m. Hullerne ligger med en ensartet indbyrdes afstand og har et tværsnit på ca. 1 m og en lignende dybde. Hullerne har navn efter deres finder, den walisisk fødte oldgransker (og forfatter) John Aubrey (1626-1697), ofte benævnt "Englands første arkæolog", som undersøgte Stonehenge i 1600-tallet. Siden slettede vind og vejr de svage spor af hullerne, og først i det 20. århundrede har man gennem udgravninger bekræftet rigtigheden af Aubrey's iagttagelser. I flere af hullerne fandt man i de øvre lag brændte menneskeknogler, og man formodede, at disse huller på et eller andet tidspunkt havde haft en funktion i en dødskult. I dag mener arkæologerne, at hullerne er stolpehuller, og at det første Stonehenge har været kranset af kraftige træstolper.

Aubreys egentlige fortjeneste var, at han som den første dokumenterede, at Stonehenge var bygget af briter, og ikke som på den tid antaget af romerne, sakserne eller nordiske vikinger. Aubrey var overbevist om, at Stonehenge var bygget, før disse fremmede invaderede de britiske kyster. Han fremhævede Stonehenge’s lighed med andre stenkredse i Storbritannien i områder, hvor disse fremmede aldrig eller kun sjældent havde været. Aubrey mente, at britiske druider havde rejst de mange stenkredse og brugt dem som templer. Aubrey var den første britiske oldtidsforsker, som forlod studerekammeret og bevægede sig ud i landskabet for at studere de gamle monumenter - i stedet for at forsøge at afdække fortiden ved granskning af skriftlige kilder som gamle sagn og myter.

Aubreys pionérarbejde blev videreført af William Stukeley (1687-1765), som sideløbende med sine oldtidsstudier var læge i Lincolnshire. Han var den første, der metodisk undersøgte Stonehenge og foretog mindre udgravninger mellem stenene. Stukeley var den, der først registrerede, at Stonehenges akse er orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv. Også Stukeley var overbevist om, at det var de keltiske druider, der havde rejst det storslåede monument, hvilket han fremlagde i bogen "Stonehenge, a Temple Restored to the British Druids (1740)". I dag ved vi, at Stonehenge allerede var mere end 2000 år gammelt, da kelterne dukkede op og udbredte sig over dele af Mellemeuropa og de britiske øer. På Aubreys og Stukeleys tid kendte man druiderne gennem klassiske græske og romerske forfattere, fx gennem Julius Cæsars "Gallerkrig", hvori han beskrev druidernes lære og deres studier af stjernerne og deres bevægelser. På denne baggrund var det nærliggende, at Aubrey og Stukeley tillagde druiderne æren for opførelse af Stonehenge.

Druiderne og Stonehenge

I 1781 blev den første nydruideorden, "The Ancient Order of Druids" grundlagt, og mange fulgte snart efter. Nogle ordener havde selskabelig karakter, mens andre var strengt religiøse og omgærdede at alskens ritualer og ceremonier. Da der kun var bevaret sparsomme vidnesbyrd om de gamle druiders religion, måtte nydruiderne nærmest famle i blinde, da de kreerede deres ritualer og ceremonier. Ikke mærkeligt betragtede de Stonehenge som deres vigtigste helligdom, og myten om, at Stonehenge var opført af druiderne var meget sejlivet, men også andre megalitanlæg blev opfattet som drusiske helligdomme.

Som det fremgår af ovenstående foto, som jeg ikke selv har taget, eksisterer nydruiderne i bedste velgående. I øvrigt dukker hvert år 30-40.000 personer for at fejre sommersolhvert ved Stonehenge, hvor myndighederne som tidligere nævnt tillader adgang til monumentet. I 2006 estimerede politiet at omkring 17.000 personer så solen stå op kl. 04:58; selv om det havde regnet kraftigt det meste af natten. Der er også adgang til Stonehenge ved vintersolhverv, hvor man fejrer det gamle års undergang og fødsel af det nye år.

Bueskytten fra Amesbury

Richard fortalte, at arkæologer i 2002 fire km sydøst for Stonehenge fandt to grave, som blev dateret til mellem 2500 og 2300 f.Kr. Gravene indeholdt de jordiske rester af en 35-45-årig mand samt en yngre slægtning, måske hans søn. I den ældre mands grav lå de fornemste gravgaver, der er fundet fra den periode i Storbritannien: hårsmykker af guld, kobberknive, flinteredskaber, to håndledsbeskyttere i poleret sten, som blev brugt af bueskytter samt keramik i en stil, der på den tid var udbredt på det europæiske fastland. En analyse af de to mænds tandemalje gav som resultat, at den yngre mand var fra Wessex i Sydengland, mens den ældre mand, som bliver kaldt "bueskytten fra Amesbury”, kom fra Alpernes udløbere i det nuværende Schweiz og Tyskland. Et år senere opdagede nogle håndværkere endnu en grav fra samme periode mere end 500 meter fra den første grav. Denne grav indeholdt syv individer, hvoraf mindst fire var mænd. De var tilsyneladende også beslægtede og – som bueskytten – heller ikke fra egnen. Analysen af tænderne på tre voksne viste, at de havde levet ét sted indtil seksårsalderen og et andet sted indtil 13-årsalderen. Pointen er, at folk på den tid rejste mere omkring, end man hidtil havde regnet med.

Riverside-projektet

Siden 2003 har Stonehenge Riverside-projektet gennemført en række udgravninger omkring Stonehenge. Projektet, der støttes af National Geographic og løber over 8 år, ledes af Mike Parker Pearson fra University of Sheffield samt fem andre arkæologer. Projektet fokuserer på det kolossale henge-anlæg kaldet Durrington Walls, der er 450 m i diameter, og som ligger knap 3 km nordøst for Stonehenge. Anlægget, som har været kendt siden 1812, blev udgravet i 1960’erne, og det var omgivet af 30 m brede og mindst 3 m høje jordhøje. Inden i denne kolossale henge var der to cirkler af træpæle, Nordcirklen og Sydcirklen. Et senere monument, Woodhenge, befandt sig lige udenfor. Uden for anlægget har arkæologerne udgravet en gruppe på syv små huse, som ligger langs med en 30 m bred vej ned til floden Avon. Arkæologerne mener, at der kan have været indtil 300 huse i beboelsen, hvilket gør den til den største bebyggelse fra bondestenalderen, der er fundet i Storbritannien.

Et væld af potteskår og dyreknogler viser, at der har været afholdt mange fester i Durrington Walls, mens der er fundet meget lidt keramik i Stonehenge. Der er næsten ikke fundet jordiske rester af mennesker ved Durrington, men ved Stonehenge er der fundet ikke mindre end 240 grave, hvilket gør Stonehenge til den største bondestenalder-gravplads i England. Ifølge Mike Parker Pearson er Durrington de levendes domæne, mens Stonehenge er de døde forfædres domæne og floden Avon har fungeret som en rejse mellem de levendes og de dødes rige som floden Styx i den græske mytologi. Der har formentlig været processioner langs vejene og floden på årets længste og årets korteste dag. Asken fra de fleste døde må være blevet overgivet til floden, mens nogle, måske samfundets elite, blev begravet ceremonielt i selve Stonehenge.

I 2006 fremsatte to fremtrædende britiske arkæologer, Professor Timothy Darvill og Professor Geoff Wainwright den teori, at Stonehenge var et sted for lægedom og helbredelse, et oldtidens Lourdes, hvor mennesker søgte hen for helbredelse. Et af argumenterne er, at overraskende mange knoglerester bærer tydelige præg af sygdomme og deformiteter. Måske har stedet tjent flere samtidige formål.

Den folkelige opfattelse af, at bluestones ved Stonehenge havde helbredende virkning, fremgår af dette digt fra 1200-tallet af den engelske poet Layamon:

The stones are great;
And magic power they have;
Men that are sick;
Fare to that stone;
And they wash that stone;
And with that water bathe away their sickness.