Tur til Salisbury & Stonehenge med Richard fra London Walks

Da jeg var i gang med at planlægge vores rejse til London, opdagede jeg, at London Walks, udover de mange spadsereture af 2-3 timers varighed i og omkring London, også tilbød flere spændende heldagsture, såkaldte "Explorer Days". fx til Cambridge, Oxford, Bath, Stratford-upon-Avon mv. Mine øjne faldt straks på en tur til Stonehenge. Den mystiske, kolossale stensætning, som er på alder med pyramiderne, har altid fascineret mig. Hvem byggede den? Hvad var formålet med byggeriet? Observatorium? Alter? Tempel? Gravmonument? Turen hed faktisk Salisbury & Stonehenge, men jeg ville også gerne se af Englands smukkeste katedraler, som ligger i Salisbury. For en gangs skyld ville Birgit hellere gå på indkøb, så jeg tog undergrundsbanen (the tube) til Waterloo Railway Station, hvor man skulle møde op kl. 9:45 overfor Platform 16. Af skræk for at komme for sent var jeg der i særdeles god tid og nød det travle leben i banegården. Banegården har været brugt i mange film, fx "The Bourne Ultimatum" med Matt Damon. I 1974 holdt Abba pressemøde her efter at have vundet det europæiske melodigrandprix. Fra 9:30 begyndte der at dukke flere deltagere op, og jeg faldt i snak med en fyr fra Australien. Han havde flere gange været i London, men denne gang var han udelukkende kommet for at nå så mange London Walks som muligt. Med turen i dag havde han nået 13 ture på 7 dage, deriblandt en heldagstur. Vores guide viste sig at være Richard, "manden med den røde kasket", som havde været vores guide til Greenwich et par forinden. Richard, som er utroligt vidende og har en fantastisk stemme (man mærker, at han er skuespiller), er faktisk designer af disse Explorer Days og har stået for udvælgelsen af turene. Udover dagens tur guider han også på turen til Oxford.

Da klokken nærmede sig 10, købte Richard togbilletter til os. Vi skulle køre ca. 80 minutter til Salisbury via Andover. Jeg havde glædet mig til turen gennem det smukke engelske landskab, men desværre var der så mange træer langs sporene, så der var ikke meget at se. Vi oplevede, at toget standsede et par minutter, fordi der var svaner på sporet. Tiden gik hurtigt i det behagelige tog, og vi var snart på Salisbury station.

Salisbury - lidt historie

Vi spadserede med Richard i spidsen gennem Salisbury, som ligger i Wiltshire; den har omkring 45.000 indbyggere. Den er nok bedst kendt for sin domkirke, Salisbury Cathedral, fra 1092, hvor befinder sig et af de oprindelige Magna Carta-dokumenter, men mere herom senere. Den største af flere floder indenfor byengrænsen, er Avon, som ofte i vintermånederne løber over sine bredder. Salisbury har rødder tilbage til jernalderen, og de første bosættelser skyldes formentlig nem adgang til drikkevand fra floderne. Romerne omtalte byen som Sorviodunum, of da normannerne byggede en borg på stedet, kaldte de stedet for Seresberi. Det sted, hvor borgen stod, kaldtes Sarum, og denne del af byen omtales nu som Old Sarum. Ud over katedralen er også King's House fra det 13. århundrede; bygningen rummer Salisbury and South Wiltshire Museum, som jeg besøgte senere på dagen. I 1227 fik biskoppen fik lov til at afholde et 8-dages marked i august. I vor tid er der torvemarked to gange om ugen, mens biskoppens marked er blevet afløst af en byfest tre dage i oktober. I 1300-tallet blev der opført en bymur med fire porte. På et tidspunkt i 1700-tallet boede Händel i byen, og han skrev flere værker her. Der var et levende musikmiljø i byen på den tid med koncerter dirigeret af Händels venner og med optræden af en række af tidens berømte musikere og sangere. Landskabsmaleren John Constable har også opholdt sig i byen, og han skabte adskillige billeder fra byen og dens omegn. Derudover har forfatteren og nobelprismodtageren William Golding i en periode arbejdet som lærer i byen.

I nyere tid har byens mest prominente borger nok været Edward Heath, som var britisk premierminister fra 1970-1974. Han døde i 2005, 89 år gammel, og efterlod størsteparten af sin formue til en fond, som skulle vedligeholde hans 1700-tals bolig, Arundells, som ligger lige overfor katedralen. Arundells er åben for turister om eftermiddage fra marts til september. Her kan man på guidede ture se hans personlige effekter: hans store bogsamling, hans musiksamling, keramik, malerier - flere af kollegaen Winston Churchill - og mange fotografier. Huset er omgivet af en stor, gammel have, som går ned til Avon. Pris (2009) £8.00. Det var tydeligt, at Richard satte stor pris på Edward Heath, som udover at være en stor politiker også var en dygtig musiker og en anerkendt sejlsportsmand.

Salisbury Cathedral Close

Da vi kom til katedralen, gjorde vi holdt, og Richard definerede begrebet "cathedral close". Det er en arkitektonisk betegnelse for alle de bygninger, der er knyttet til en katedral: biskoppens kontorer, skoler, fritstående kapeller, boliger for biskoppen og andre gejstlige osv. Disse bygninger er ofte arrangeret omkring en gård, evt.omgivet af en mur. Da man planlagde Salisbury Cathedral fik alle kanniker, domherrer, præster m.fl. tildelt et stykke jord (1½ acre (4000 m2) land til de mere ydmyge medlemmer af menigheden, 3 acre land til de mere fremtrædende medlemmer) i udkanten af "the close", hvor de byggede deres bolig, mens biskoppen (selvfølgelig) lod opføre et stort palads. Det er i dag hjemsted for "the Cathedral School". Det er forklaringen på, at der ligger så mange smukke boliger her lige ned til Avon floden. De fleste boliger er i dag beboet af privatpersoner, som har lejet dem af stiftet, kun fire bebos af personer med tilknytning til katedralen. (Salisbury Cathedral har i dag en dekan ("dean") i spidsen og ikke en biskop.) Et par hundrede meter fra katedralen ligger "The Medieval Hall", som blev bygget midt i 1300-tallet, samtidig med katedralen. I middelalderen blev den brugt til store fester o.l. Det er muligt at komme ind i hallen, som udlejes til bryllupper, receptioner, fester mv. I 1327 gav kongen katedralen tilladelse til at lade opføre en massiv mur omkring "the close". Muren blev bygget af sten fra den gamle kirke ved Old Sarum, og er forsynet med porte, som stadig lukkes hver nat, og fra 23.30 til 7:00 næste morgen, er det ikke muligt at komme ud eller ind. High Street mod nord, som er vist på ovenstående foto, afgrænser "the close" fra byen. Som det fremgår, er der rigsvåbenet anbragt over porten. Richard fortalte flere anekdoter om de bygninger, vi passerede, og hilste på mange af beboerne. Det var tydeligt, at Richard var en kendt person i byen. Inde i katedralen hørte jeg en mand sigt til en anden: "Så du den mand med den røde kasket? Han er så punktlig, at jeg kan stille mit ur efter ham". Da jeg referede det for Richard, smilde han og sagde:"Jeg håber, at jeg også er kendt for andet end det".

Salisbury Cathedral

I 1220 besluttede biskop Richard Poore at lade opføre en katedral på det jordstykke, som hed St. Mary's Mead. Biskoppen, som var en velhavende mand, donerede selv grundstykket, mens han pålagde de øvrige gejstlige at betale en del af deres løn, indtil kirken stod færdig. Katedralen skulle erstatte den gamle normanniske kirke på Old Sarum. Kirken på Old Sarum var bygget på en høj, hvor der siden 500 år BC havde ligget et fort, hvor romere, saksere og normannere havde holdt til. Imidlertid blev forholdet mellem gejstligheden og militæret i Old Sarum så dårligt, at man besluttede at grundlægge en ny by, New Sarum, et par kilometer borte. Samtidig besluttede man som nævnt at opføre en katedral i New Sarum, Salisbury. Et gammelt sagn vil vide, at biskoppen skød en pil afsted for at finde ud af, hvor katedralen skulle bygges. Pilen ramte et rådyr, og på det sted, hvor dyret segnede omkuld, blev kirken opført. Som arkitekt antog biskop Poore Elias de Derham. Grundstenen blev nedlagt den 28. april 1220. Almindeligvis tager det hundrede år eller flere at bygge en katedral, og det er ikke almindeligt at flere generationer af håndværkere i en familie arbejder på samme projekt. Det medfører ofte, at det færdige resultat er et sammensurium af forskellige stilarter. Katedralen i Salisbury blev opført på kun 38 år og er i klassisk gotisk stil. Det store kloster, det største i England, og det prægtige Chapter House (kapitelhus), hvori Magna Carta er udstillet, kom til efterfølgende. I 1300-tallet kom en storslået tilføjelse: tårnet blev forhøjet, og på toppen af det blev bygget det spir, som vi ser i dag. Dermed havde katedralen fået sit nuværende udseende i løbet af kun 95 år. Katedralen er med sine 123 meter den højeste middelalderbygning i verden. Det er muligt at komme op i tårnet/spiret, men der var desværre ikke tid til det, den dag vi var der (332 trin). Richard fortalte, at det i betragtning af, at kirken kun står på et fundament på 120 cm, er utroligt, at den stadig står. Da tårnet og det nye spir havde forøget kirkens vægt, blev man bekymret og konsulterede et tidspunkt konsulterede Christopher Wren. Efter en grundig undersøgelse kunne han berolige kirkens folk med, at den tunge kirke stod solidt på et tykt lag stabil grus. I 1386 kom et mekanisk ur til, det er det ældste fungerende mekaniske ur i landet - måske i Europa mente Richard. Kirkens fulde navn er Cathedral Church of the Blessed Virgin Mary.

Richard fortalte, at der er 365 vinduer - ét for hver dag i året - i kirken. Antallet af marmorsøjler i kirken er 8760, svarende til antallet af timer i et år. Vi gik ind i kirken - der er gratis adgang, men en donation er velkommen. Det umiddelbare indtryk er overvældende. Kom med en tur rundt i den smukke kirke. Vi begynder ved indgangen, hvor jeg anskaffede mig et lille hæfte om kirken og dens historie. Til min overraskelse fandt jeg en lille oversigt på dansk. Du kan følge med på nedenstående oversigt over kirken.

Lige inden for indgangsdøren står en smuk træmodel, som viser, hvorledes tårnet og spiret blev bygget (se A på oversigten).

Verdens ældste fungerende klokke (ur)

Lidt længere ad midtergangen ud mod væggen standsede vi ved ved katedralens klokke, som er fra 1386 (se B). Richard kaldte den "den ældste moderne klokke i verden". Klokken har ingen skive og ingen visere. Dens eneste opgave var at slå timeslag i en tid, som ikke var så forhastet og tidsfikseret som vores. Oprindelig sad klokken i et klokketårn, men dette blev revet ned i 1792, og klokken blev anbragt på lageret. Ingen interesserede sig for den før i 1929, hvor man ved et rent tilfælde "faldt over" dele af klokken på et loftskammer. Det lykkedes at lokalisere samtlige dele, og i 1956 var klokken repareret og blev sat i gang.

Venstre halvdel af klokken (jvf. fotografiet) er den del, der slår, mens højre halvdel er urværket. Værket blev oprindelig trukket af to store sten, som hang fra to trisser. Efterhånden som stenene faldt, blev rebet på to trætromler rullet ud. Når stenene nåede gulvet, blev de hejset op igen ved hjælp af de to store håndtag, ét i hver ende af klokken.

Næste stop var ved domkirkens døbefont fra 2008 (se C). Det er den største døbefont, jeg har set i en ikke-katolsk kirke. Den har form af et kors, og der løber konstant vand gennem den tre meter brede døbefont. Døbefonten, som er stor nok til at en voksen person kan nedsænkes i den, er designet af William Pye, som er Englands mest fremtrædende vandskulptør. Den er lavet i grønpatineret bronze og ligner næsten et fartøj. Overfladen reflekterer på det smukkeste den omgivende arkitektur. Fonten blev indviet af ærkebiskoppen af Canterbury den 28. september 2008 på katedralens 750 års fødselsdag. Fonten incl. reservoiret rummer 3000 liter vand, som konstant recirkuleres.

Lige før kirkens korsarm så vi et gravmonument for Lord Cheney (se D). På en mindetavle ved siden af graven kunne vi læse:

Næste stop var ved et mindesmærke (se E) for Rex Whistler, egl. Reginald John 'Rex' Whistler. Han var kunstner, designer og illustrator. Da anden verdenskrig brød ud var han 35 år, men meldte sig straks til militærtjeneste. I 1944 blev han sendt til Frankrig umiddelbart efter D-dag. Den 18. juli 1944 blev han ramt af en mortergranat og døde. Mindesmærket, som er et meget smukt glasprisme, er lavet af Rex' broder, Laurence Whistler. Lidt længere fremme så vi Biskop Audleys kapel (se F). Edmund Audley var biskop i Salisbury fra 1502 til sin død i 1524. Kapellet er ganske lille, og der er kun plads til et par besøgende ad gangen; især loftet er utrolig smukt.

I den østlige ende af kirken ligger Trinity Chapel, Treenighedskapellet. På bagvægggen ses "Prisoners of conscience window", "Samvittighedsfangernes vindue" (se G), som er lavet af den franske kunstner Gabriel Loire og installeret i 1980. Det består af fem gotiske (spidsbueformede) vinduer, som straks fanger ens øje på grund af den kraftige koboltblå farve, som oplyses af solens skin.

Vinduet til venstre viser 20 kåbeklædte figurer, som alle udstråler en afklaret ro, sikre i deres tro og overbevisning. De tre midterste vinduer viser Jesus Christ som samvittighedsfange, til venstre ser vi "retsagen" med Pontius Pilatus, og til højre ser vi de romerske soldater spotte Jesus ved at give ham en tornekrone, og vi ser den grædende Peter efter at have fornægtet sin herre. Vinduet til højre repræsenterer moderne samvittighedsfanger, som lider under selvtvivl og ensomhed. Og i midten ser vi korsfæstelsen med Jomfru Maria ved Jesu fødder. I toppen af det midterste vindue fader den blå farve væk og afløses af et blændende gult lys fra Himlen. Vinduerne er fremstillet i middelalderbyen Chartres i Frankrig, og der gik kun et år fra bestilling til levering. Vinduet blev afsløret af violinisten Yehudi Menuhin. De oprindelige vinduer blev ødelagt under anden verdenskrig. Richard fortalte, at der oprindelig havde været masser af farver og religiøse symboler malet på limstensblokkene i katedralen, men disse var i tidens løb blegnet eller ligefrem malet over, men nu havde "Samvittighedsfangernes vindue" igen bragt farver ind i kirkerummet. Billedet ovenfor yder desværre ikke vinduet fuld retfærdighed - men kom selv og bedøm det betagende kunstværk.

På begge sider af midtergangen mellem de søjler, som adskiller midterskibet fra sideskibet, er anbragt adskillige gravmonumenter for prominente personer. Den første, vi standsede ved, var gravmonumentet for Edward Seymour, Jarl af Hertford og hans hustru, Katherine (se H). Det store monument er i marmor med masser af forgyldning. Richard påpegede, at meget usædvanligt var hustruen placeret højere end sin ægtefælle. Det skyldes, at Katherine var søster til Lady Jane Grey, dronning af England, og følgelig af højere social status end ægtefællen. Hun var dog kun dronning en uges tid, inden hun i 1554 blev henrettet - men det er en anden historie. Tæt ved Seymour monumentet er et beskedent mindesmærke for Richard Poore, biskoppen, som "flyttede" katedralen fra Old Sarum til dens nuværende placering. Næste gravmonument tilhører Biskop Giles af Bridport (se I), som var biskop, da bygningen af katedralen blev afsluttet i 1258; han døde i 1262. Derefter kom vi til Biskoppens trone eller stol (se J). Richard forklarede, at ordet katedral, som er den bygning, hvori biskoppen eller ærkebiskoppen har sæde, kommer af det græske ord, kathedra, som bogstavelig talt betyder stol eller sæde. Richard viste os, at et par af kirkestole er de oprindelige fra 1236; de fleste er dog af nyere dato.

Næste gravmonument, som er fra 1627, er måske det mest imponerende. Det er for Sir Richard Mompesson og hans hustru (se K). Mompesson var ejer af Mompesson House, et smukt byhus i the Close fra 1300-tallet. Meget usædvanligt vender graven "forkert"; almindeligvis peger fødderne mod øst (solopgangen), men monumentet blev flyttet fra den anden side af midtergangen i 1876, da man byggede orglet.

Det næste, vi så, var den såkaldte "Cope kiste" (se L), som er en stor halvcirkelformet kiste i egetræ. Kisten, som blev anvendt til at opbevare de gejstlige kapper i, er fra 1200-tallet. Den er den eneste bevarede kiste af sin art.

Var det mord?

William Longespee (1176–1226) er den første person, som blev begravet i Salisbury Cathedral, det skete i 1226 (se M). Longespee, som var halvbroder til Kong John og illegitim søn af Henrik II, var til stede i 1220, da grundstenen til katedralen blev nedlagt. Longspee var gift med den velhavende grevinde Ela af Salisbury. I 1213 anførte Longspee en stor flåde til Flandern, hvor de besejrede en stor fransk invasionsflåde. Efter Kong Johns død blev han efterfulgt af sønnen Henrik III. Longspee blev sendt til Frankrig for at kæmpe for de engelske besiddelser på kontinentet. Hans skib gik ned, da han var på vej tilbage til England, og han måtte tilbringe flere måneder i et kloster på den franske ø Île de Ré. Richard fortalte, at Longspees formodede enke blev belejret af bejlere. Selveste kansleren (statsministeren) Hubert de Burgh meldte sig og krævede, at giftede sig med hans nevø.

I sidste øjeblik dukkede Longspee op, men indenfor en uge var han død under mystiske omstændigheder. Rygterne gik, at han var blevet forgivet af selveste Hubert de Burgh, men på den tid, var man ikke i stand til at påvise dødsårsagen. William Longespee blev begravet i kirken i 1226 i en trækiste med en stensarkofag på toppen.

Mange hundrede år gik, og i 1791 kom der en stor oversvømmelse i kirken. Grundvandstanden i området er høj, og vi så en af de frivillige hjælpere vise, hvorledes man kunne fjerne en lille sten i gulvet og måle vandstanden. Longspees kiste svømmede rundt i rummet, og man besluttede at åbne den. Meget bizart fandt man et velbevaret lig af en rotte inde i Longspees hjerne. Rotten blev undersøgt, og man konstaterede, at den var død af arsenikforgiftning!. Richard fortalte, at rotten var udstillet på Salisbury and South Wiltshire Museum, som ligger live ved siden af katedralen. Efter besøget i katedralen skulle jeg selvfølgelig over og se bl.a. den døde rotte.

Her sluttede Richards omvisning i katedralen, men inden vi skiltes for at mødes igen efter frokost, fortalte han om baggrunden for tilblivelsen af Magna Carta.

Baggrunden for Magna Carta

Magna Carta, latin for "Det Store Brev", er et såkaldt frihedsbrev fra 1215, som begrænser kongens ellers enevældige magt i forhold til kirken, adelen og borgerne. Magna Carta opfattes ofte som det første skridt i udviklingen af en egentlig forfatningsret. Efter den normanniske erobring af England i 1066 var den engelske konge efterhånden blevet den mest magtfulde hersker i Europa. Efter Richard Løvehjertes død i 1099 var der to kandidater til tronen: Johan og hans nevø Arthur af Bretagne. Johan smed Arthur i fængsel, og man hørte ikke om ham siden, hvorfor alle antog, at Johan havde ladet sin egen nevø dræbe for selv at blive konge. På det tidspunkt havde England store besiddelser i Frankrig. Disse blev bemægtiget af den franske konge, Filip II, og Johans forsøg i 1214 på at generobre dem slog fejl. De engelske baroner, som gav Johan skylden herfor, gav ham tilnavnet Johan uden Land. Endelig kom han i stridigheder med kirken vedrørende udnævnelse af en ny ærkebiskop af Canterbury, og efter i flere år at have være udelukket af kirken måtte Johan i 1213 bøje sig for dens vilje.

I 1215 havde baronerne fået nok, og den 10. juni samme år indtog de London med magt. På en eng ved Runnymede tvang baronerne den 15. juni 1215 Kong Johan til at sætte sit segl på et dokument, "Articles of the Barons". Til gengæld fornyede baronerne deres troskabsed til kongen. Et formelt dokument om aftalen mellem Kong Johan og baronerne blev udformet; dette dokument er det oprindelige Magna Carta. Et ukendt antal kopier blev sendt ud til øvrighedspersoner såsom sheriffer og biskopper. Kong Johan havde absolut ingen intentioner om at følge Magna Carta, som stort set fratog ham hans magt som monark, idet baronerne til enhver tid kunne underkende hans beslutninger og om fornødent tage hans slotte og andre besiddelser. Så snart baronerne havde forladt London, underkendte han aftalen, og der udbrød borgerkrig i England. Allerede året efter døde Johan, og hans niårige søn, Henrik (III) blev udnævnt til konge, og borgerkrigen blev afsluttet. Den 12. november 1216 blev Magna Carta genudstedt i Henriks navn. Da Kong Henrik i 1225 fyldte 18, udstedte han selv Magna Carta for tredje gang, denne gang i en kortere udgave. Henrik III's søn og arving, Edward I genudstedte Magna Carta for tredje og sidste gang i 1297.

Magna Carta består af 61 paragraffer, som giver de engelske stormænd en række rettigheder, og samtidig udsteder kongen en række løfter om sin regeringsførelse. Richard gjorde opmærksom på, at dokumentets væsentligste betydning var at fastslå, at ingen - end ikke kongen - var hævet over loven. Fx lyder $39 således: "Ingen fri mand skal pågribes, fængsles, berøves sin ejendom, lyses fredløs, landsforvises eller på nogen anden måde ødelægges; heller ikke vil vi dømme ham eller forfølge ham undtagen efter lovlig domfældelse af hans ligemænd og ifølge landets lov.". Det er den kendte "habeas corpus" bestemmelse, som sikrer en borger mod vilkårlig fængsling. Det skal dog fremhæves, at reglen i 1215 alene gjaldt for "frie mænd", og dem var der ikke så mange af. Magna Carta indstifter også et "rigets fælles råd" bestående af 25 fremtrædende baroner, hvilket er spiren til det engelske parlament. I Danmark indgik Erik Klipping en såkaldt håndfæstning i 1282.

Vi aftalte, at vi efter frokost skulle mødes udenfor ved den røde telefonboks. Richard opfordrede til, at vi på egen hånd gik ind og så katedralens klenodie, Magna Carta, ligesom det nærliggende museum, som ligger i The King's House, også var et besøg værd. Jeg tror, at vi alle var ovre at se den døde rotte. Jeg nød også de mange fine akvareller af Turner, der hang på museet.

Udstilling af Magna Carta

Selvfølgelig skulle jeg ind og se Magna Carta, som er udstillet i "the Chapter House", "Kapitelsalen" (se N). Kapitelsalen, som er en ottekantet tilbygning, har en høj, slank søjle i midten, smukkede hvælvede lofter og dekorative middelalderfriser på væggene med motiver fra det gamle testamente: Adam og Eva, Noah, Babelstårnet, Abraham, Isak og Jakob m.fl. I midten er udstillet en af de fire eksisterende udgaver af Magna Carta. For to år siden havde jeg set et af de to eksemplarer, som befinder i British Museum i London. Et fjerde eksemplar befinder sig på Lincoln Castle.

Magna Carta var udstillet på et højt bord i midten af salen under en glasplade. Desværre var det ikke tilladt at tage fotos i kapitelsalen, så ovenstående billede har jeg fundet på nettet. Ved siden af frihedsbrevet stod en af de mange frivillige, som hjælper til i katedralen. Hun besvarede villigt spørgsmål om Magna Carta, og da jeg fortalte, at jeg et par år forinden havde set et eksemplar på British Museum, klarede hun op, og erklærede, at deres eksemplar i hvert fald var det bedst bevarede. Hun gjorde også opmærksom på, at dette eksemplar var skrevet af én og samme skriver i modsætning til eksemplaret på British Museum, hvor 4-5 forskellige personer havde deltaget i skriveprocessen. Jeg spurgte, hvorledes eksemplaret havde fundet vej til katedralen, og hun fortalte, at Elias of Dereham havde været til stede ved Runnymede i 1215 som medhjælper for ærkebiskoppen af Canterbury. Han fik betroet at fordele 10 af de 13 eksemplarer, som var blevet udarbejdet og behørigt forsynet med det kongelige segl. Et af eksemplarerne blev givet til katedralen ved Old Sarum, og da Elias of Dereham senere blev tilknyttet byggeriet af Salisbury Cathedral, som vi tidligere har hørt, kom Magna Carta ad den vej til katedralen. Vi ved, at også William Longspee var til stede ved Runnymede i 1215.

I august 2009 blev Magna Carta af 1215 optaget i UNESCO "Memory of the World" register.

Inden jeg spiste frokost i den smukke restaurant (cafeteria), som ligger i uniddelbar tilknytning til kirken, ledte jeg efter ogg fandt mindestenen over tidligere premierminister Sir Edward Heath. Han døde i 2005, 89 år hemmel. Hans begravelse (kremering) blev overværet af 1500 mennesker. Desuden blev der afholdt en mindesgudstjeneste for Heath i Westminster Abbey; denne blev overværet af et par tusinde mennesker. Richard fortalte, at Heath havde været en dygtig sejlsportsmand, som havde været kaptajn på det britiske hold, der vandt Admiral's Cup i 1971 — mens han var premierminister. Han var også meget interesseret i musik, og det vakte stor opsigt, da han installerede et Steinway flygel i 10 Downing Street. Det siges, at han købte det for den pris han fik for sine bestræbelser for at bringe England ind i Fællesmarkedet. Hvert år indtil sin død dirigerede han hvert år julekoncerten i Broadstairs, Kent. I 1971 dirigerede han the London Symphony Orchestra i en galakoncert.

Katedralen har tilknyttet et stort antal frivillige hjælpere, som beredvilligt besvarer spørgsmål og guider på de (gratis) rundvisninger i kirken. Jeg talte med et par stykker, som begge var meget vidende og særdeles entusiastiske.

Inden vi mødtes ved den røde telefonbox for at fortsætte turen til Stonehenge, spadserede jeg rundt i den charmerende middelalderlandsby. Som nævnt er der masser af vand omkring Salisbury, idet ikke mindre end tre mindre floder er blevet enige om at mødes der. Derfor er det ikke mærkeligt, at der i byen ligger en smuk vandmølle, The Old Mill. Det er den første papirmølle på egnen og går tilbage til omkring år 1500. Desværre er den for nylig blevet indrettet til hotel, pub og restaurant, men har dog heldigvis bevaret sit smukke gamle ydre.

Der har været afholdt marked i Salisbury hver tirsdag og lørdag siden 1227. Oprindelig var den store markedsplads opdelt i områder efter de varer, der blev forhandlet. Det eneste minde om det er det såkaldte Poultry Cross, Fjerkrækorset, der er en smuk sekskantet åben bygning fra 1500 tallet. Det flotte tag, som er tilføjet i 1852, understøttes af seks murpiller. Og meget anvendeligt på en regnvejrsdag, som du kan se.

På vej hen til den bus, som skulle køre os til Stonehenge, kom vi forbi en spændende bygning fra 1421. Bygningen, som ligger på Fisherton Street lige ved siden af Fisherton Bridge, var oprindelig et fængsel eller snarere en arrest. I 1892 ombyggede lægen John Roberts til et mindesmærke for sin elskede hustru, Arabella. I den forbindelse blev der tilføjet et flot victoriansk tårn med et fint ur med fire skiver.

Hvis du har lyst, kan du komme med mig til Stonehenge, bare klik her.