"London is made for walking.
It is a city of small streets and sudden vistas,
of unexpected alleys and hidden courtyards.
It cannot be seen from a bus or car...
"
Peter Ackroyd

"The Historic Greenwich Walk" med Richard fra London Walks Richard, guide for London Walks Siden jeg var dreng - og det er desværre mange år siden - har jeg ønsket at besøge det gamle observatorium i Greenwich, som ligger på 0-meredianen, der adskiller den vestlige og den østlige halvkugle. Og som sædvanligt var det ikke vanskeligt at overtale Birgit. Vi opdagede, at der er meget andet spændende at se i Greenwich, ikke mindst det gamle kongeslot, hvor Henrik VIII og hans to døtre er født. Vi fandt en tur til Greenwich med London Walks, som arrangerer de mest fantastiske ture og udflugter i og omkring London.

Der var mødetid kl. 10.40 udenfor Tower Hill undergrundsstationen. Tower Hill ligger på Circle & District Lines. Her mødte vi vores guide til Greenwich, Richard - "manden med den røde kasket". Vi havde mødt Richard under vores foregående besøg i London og vidste, at han udover at være "a professionally qualified Blue Badge Guide" var skuespiller, og at han i sin fritid restaurerede gamle huse. Efter at have betalt - 7£, dog kun 5£ for pensionister. Da vi skulle sejle til Greenwich, betalte vi yderligere 3½£ for bådturen - klækkelig grupperabat. Herefter spadserede vi forbi Tower ned til anløbsbroen. Undervejs standsede vi et par gange. Første gang fortalte Richard fortalte lidt om den romerske mur, hvoraf et stykke ses tæt ved Tower Hill undergrundsstationen. Næste stop var ved Tower, hvor Richard fortalte om den særlige nøgleceremoni, som finder sted hver aften for at sikre, at slottet bliver forsvarligt aflåst for natten. Tower - og ikke mindst kronjuvelerne, som befinder sig der - bliver beskyttet af det berømte Beefeater-korps. Korpset blev grundlagt i 1485 af Henrik VII, og dets medlemmer er udstyret med karakteristiske middelalderuniformer. Herudover forestår korpset rundvisning af mere end to millioner turister, der årligt besøger stedet.

Sejltur på Themsen

Vi fortsatte et par minutter ned til kajen, hvor turistbådene lægger til. Richard købte billetter til selskabet, hvorefter vi gik om bord. Sejlturen tog en halv times tid, og vi lagde snart Tower og Tower Bridge bag os og sejlede forbi Docklands. Undervejs kommenterede bådens skipper alle de seværdigheder, vi mødte på vores vej. Kommentarerne var alle særdeles humoristiske og blev givet med en særpræget accent. Inden vi gik om bord, lovede Richard, at vi, når vi nåede frem til Greenwich, ville sætte pris på hans (altså Richards) accent - og jeg må give ham ret.

Cutty Sark Lige efter at vi var kommet i land, viste Richard os et plankeværk. Bag dette plankeværk var man i gang med at restaurere Cutty Sark, nok verdens mest berømte sejlskib.

Cutty Sark under renovering

Hun blev bygget i 1869 i Clyde i Skotland med det formål at sejle te fra Kina, og var et af de hurtigste lastførende sejlskibe, der nogensinde har eksisteret. Skibets besynderlige navn betyder en "kort særk", og denne særk bæres af en heks i digtet "Tam o' Shanter af den skotske nationalpoet Robert Burns.

Cutty Sark I sin glansperiode i 1870'erne deltog hun i den årlige kappestrid om at komme først med den nye te fra Kina til England. Der var enorme indtægter på spil, og i dag kan vi dårligt forestille os hvilken rolle, teen spillede. Den 13. oktober 1870 vendte Cutty Sark tilbage til London fra Shanghai med omkring 1450 tons te om bord. Dette var den første af otte succesige sejladser til Kina efter te. Cutty Sark blev dog aldrig det hurtigste skib i konkurrencen, men var tæt på i 1872, hvor hun førte klart over konkurrenten, Thermopylae. Desværre svigtede roret, og efter flere reparationer undervejs nåede hun dog først til London syv dage senere end konkurrenten. Hun hentede sin sidste teladning i 1877, herefter blev fragten overtaget af dampskibene, som også havde den fordel, at de kunne benytte sig af Suezkanalen, som var åbnet i 1869.

Fra 1883-1895 sejlede Cutty Sark især med uld fra Australien til England. I 1883 satte hun hastighedsrekord for strækningen, idet hun brugte 83 dage, hvilket var 25-30 dage hurtigere end konkurrenterne. Siden forbedrede Cutty Sark rekorden til kun 77 dage. I 1895 blev hun solgt til et portugisisk rederi, for hvilket hun sejlede fragt mellem Portugal og Rio, New Orleans, Mozambique, Angola m.fl. I 1915, under første verdenskrig, beskadigede hun masten og tilbragte 18 måneder i Sydafrika, inden hun igen var klar til de store have.

I 1923 kom Cutty Sark igen under engelsk flag, idet hun blev købt af Wilfred Dowman, der anvendte hende som uddannelsesskib for unge sømand. Efter Dowmans død i 1936, solgte hans enke Cutty Sark til "Thames Nautical Training College", som indtil 1951 fortsat anvendte hende til uddannelsesformål. Herefter var der ikke længere behov for skibet, som risikerede at blive hugget op.

Heldigvis blev der dannet en komité, "The Cutty Sark Society", som påtog sig at redde Cutty Sark fra skibskirkegården. Formanden var Frank Carr, leder af National Maritime Museum, og Prins Philip, Hertugen af Edinburgh, påtog sig rollen som protektor. Ved en særlig ceremoni, umiddelbar før kroningen af Elisabeth i 1953 overtog Prins Philip skibet på vegne af komitéen. I december 1954 blev Cutty Sark slæbt ind i en tørdok i Greenwich, hvor hun de næste tre år skulle gennemgå en omfattende renovering. I 1957 "genindviede" Dronning Elisabeth Cutty Sark, og siden da har mere end 15 millioner gæster besøgt stedet. Skibet blev snart en af Londons største turistattraktioner og samtidig et nationalt mindesmærke for alle de søfolk, som mistede livet under første og anden verdenskrig.

I november 2006 lukkedes for adgang for offentligheden, og man gik i gang med en gennemgribende restaurering, der skulle sikre Cutty Sark for de kommende generationer. Midlerne kom især fra "The Heritage Lottery Fund" (et britisk modstykke til Danske Spil), som gav 20 millioner £. Efter planerne skulle restaureringen være afsluttet i år, 2009.

Cutty Sark i brand Men den 21. maj 2007 indtrådte katastrofen. Kl. 05.30 om morgenen udbrød en voldsom brand på Cutty Sark. Brandfolkene var en overgang bekymret for, om en række gasbeholdere ville eksplodere og medføre endnu større skader. Der var i begyndelsen mistanke om ildspåsættelse, men efter mange undersøgelser konkluderede politiet, at branden sikkert skyldtes en støvsuger, som ved en fejl ikke var blevet slukket. I første omgang så branden meget omfattende ud, men da skibet som nævnt var under restaurering, befandt ca. halvdelen af skibets bestanddele sig heldigvis andre steder. Det gjaldt bl.a. den ikoniske galionsfigur, masterne og rigningen samt en stor del af dæksplankerne. Det var fortrinsvis midten af skibet, der brændte væk. "Heritage Lottery Fund" forhøjede deres donation med yderligere 10 millioner £. Og en israelsk forretningsmand, Sammy Ofer, som gjorde tjente i den engelske flåde under anden verdenskrig, donerede 3.3 millioner £. Alle håber på, at restaureringen af Cutty Sark kan være afsluttet inden den store rykind til de olympiske lege i London i 2012.

The Palace of Placentia Næste stop på turen var ved "The Palace of Placentia", som blev bygget af hertug Humphrey af Gloucester i 1427; han gav det navnet "Bella Court", og det omfattede det område, hvor i dag ligger the Old Royal Naval College, the National Maritime Museum og Greenwich Park. Ved hertugens død i 1447 overgik godset til kronen, og "Bella Court" blev residens for Henrik VI's hustru, Margaret af Anjou. Paladset skiftede navn til "Palace of Placentia" og var kongefamiliens foretrukne bolig de næste to århundreder.

The Palace of Placentia

Henrik VIII blev født på paladset i 1491 som næstældste søn af Henrik VII. Hans ældre broder Arthur døde i 1502, fire måneder efter at han var blevet gift med 16-årige Katharina af Aragonien, datter af det spanske kongepar Ferdinand og Isabella (det var dem, der drev maurerne ud af Spanien og bekostede Columbus' færd til Amerika). Familierne besluttede at fastholde den engelsk-spanske alliance ved at lade Katharina ægte lillebroderen Henrik. Da Henrik VII døde i 1509, blev han efterfulgt af sønnen Henrik (VIII), som blev den anden regent af dynastiet Tudor. Samme år blev Henrik og Katharina gift. Katharina blev snart gravid, men barnet var dødfødt. Det næste barn, som var en søn, levede kun i 53 dage. Endelig i 1516 fødte Katharina en datter, Mary. Henrik VIII var dybt frustreret over ikke at få en mandlig arving, og han forsøgte at få ægteskabet med Katharina annulleret. Katharina protesterede til Paven blandt andet af hensyn til sin datters position. I 1533 blev Henrik VIII's elskerinde, Anne Boleyn, gravid, og kongen tvang ærkebiskoppen af Canterbury til at godkende, at ægteskabet med Katharina kunne annulleres. Dette førte til grundlæggelsen af den anglikanske kirke i England med kongen som overhoved for kirken, og altså et brud med den katolske kirke. Samme år giftede Henrik VIII sig med Anne Boleyn, der i september fødte en datter, Elisabeth. De følgende år resulterede i et par aborter, så Henrik VIII begyndte at se sig om efter en ny dronning, der kunne levere den ønskede søn. I 1536 blev Anne Boleyn arresteret på en anklage om utroskab og planer om mord på kongen, og kort efter blev hun halshugget. Jeg skal ikke trætte med Henrik VIII's fortsatte række af ægteskaber, men blot fortælle, at under sine første to ægteskaber boede kongen og hans familie på slottet.

The Queen's House

Panorama fra Greenwich over mod Themsens nordbred. The Queen's House ses i forgrunden

"The Queen's House" er den første egentlige klassiske bygning i England; stilen kaldes "palladiansk". Den blev opført 1616-1617 af den kendte arkitekt Inigo Jones for Dronning Anne af Danmark (1574–1619), (datter af Frederik II) og gift med James I. I denne pavillon modtog Dronning Anne besøg af sin lillebroder Christian IV. Traditionen vil vide, at kongen forærede denne pavillon til sin dronning som undskyldning for, at han i andres påhør havde bandet over hende, da hun ved et uheld skød hans yndlingsjagthund under en jagt. Inigo Jones, som netop havde tilbragt tre år i Italien med studier af renæssancearklitektur, valgte Medici villaen ved Poggio a Caiano, udført af Giuliano de Sangallo, som forbillede. Arbejdet blev indstillet i 1618, da Anne blev syg og døde det følgende år, og det blev først genoptaget i 1929, da James' søn Charles I (1600–1649) forærede Greenwich til sin dronning Henrietta Maria. Byggeriet blev afsluttet i 1635. "The Queen's House" ligger i nogen afstand fra det gamle palads - vores guide Richard antydede, at det formentlig skyldtes, at kongen så kunne dyrke sine elskerinder i fred og ro, men den slags ondsindede rygter lytter vi selvfølgelig ikke til.

I 1660 besluttede Charles II (1630–1685) at genopføre det efterhånden noget forfaldne Palace of Placentia i ny klassisk stil. Imidlertid var det kun det nuværende King Charles Block, som blev opført, mens resten af paladset blev revet ned. Dronningen insisterede på, at udsigten fra "The Queen's House" over Themsen skulle bevares. Hvis du studerer panoramabilledet ovenfor, som er taget fra bakken med observatoriet og mod den nordlige bred af Themsen, kan du se "The Queen's House" i midten af billedet, og hvis du løfter blikket lidt, kan du se, at det åbne område imellem de to blokke netop svarer til bredden af "The Queen's House".

The Royal Naval Hospital William III (1650-1702) ønskede ikke at bo i Greenwich, men foretrak Kensington. Hans dronning Mary besluttede at bygge en stiftelse for flådens folk på det sted, hvor det gamle palads lå. Vores guide Richard gjorde os opmærksom på, at betegnelsen "hospital" på den tid ikke betød et sted, hvor man behandlede syge mennesker, men en art stiftelse eller plejehjem, hvor personer kunne bo på deres gamle dage. Christopher Wren (1632–1723) insisterede på, at fundamentet til alle fire blokke blev nedlagt først, så evt. efterfølgende arkitekter ikke kunne ændre hans design. Størsteparten af arbejdet blev udført fra 1696-1712, men først afsluttet i 1752. Bygningen, som er opført i barok stilart, består af fire blokke: langs floden King Charles Court og Queen Anne Court, og bag dem King William Court og Queen Mary Court. De to sidstnævnte er forsynet med kupler; her finder vi hhv. "the Painted Hall" og "the Chapel".

Allerede i 1705 flyttede de første sømænd ind, og antallet steg gradvist, indtil der i 1814 boede omkring 3000. Herefter faldt antallet, især som følge af afslutningen af Napoleonskrigene. På trods af de prægtige omgivelser var der negen utilfredshed fra beboerne over kosten og behandlingen. For bagatelagtige forseelser måtte beboerne fx. bære deres uniformsfrakke med vrangen udad. Denne nedværdigende behandling passede ikke de gamle søulke, og i 1869 var beboertallet så lavt, at man besluttede at lukke stiftelsen. Desværre var der gudstjeneste i kapellet, så vi måtte undvære et besøg der.

The Painted Hall Richard tog os med ind i "The Painted Hall" i King William Court, hvis udsmykning får én til at tabe næse og mund. Det er formentlig den smukkeste spisesal i Europa. Hallen, som er designet af Wren, blev opført mellem 1696 og 1704. Herefter gik James Thornhill i gang med at udsmykke den; det kom til at vare 19 år, inden han var færdig. Nu kunne man måske mistænke Thornhill for at trække tiden ud for at opnå så god en betaling som muligt, men i virkeligheden blev han betalt pr. m2 - eller rettere pr. kvadrat yard. For loftet fik han £3 pr. square yard (lidt mindre end en m2), og for væggene £1. Alt i alt løb det op i £6685 2 shillings og 4 pence. Da han endelig var færdig, blev han adlet for sin indsats. James Thornhill har også udsmykket kuplen i St. Paul's Cathedral, som vi havde besøgt et par dage forinden. I vestibulen er monogrammer for de medlemmer af kongehuset, som har støttet bygningen af hospitalet. Herudover er der plaketter, som viser private donorer til byggeriet.

The Painted Hall

I den centrale oval i loftet har Thornhill afbildet Fredens og Frihedens sejr over Tyranniet i en broget blanding af moderne og klassisk historie, gammel mytologi og kristne allegorier. På en trone i himlen omgivet af de fire klassiske dyder sidder William og Mary. Solguden Apollo udgyder sit livgivende lys ovwe parret. Til venstre rækker Freden en olivengren til William. Under William ses den slagne franske konge Louis XIV med et brækket sværd i hånden. Af andre figurer kan nævnes Minerva/Athena (visdom), Herkules/Herakles (styrke), dyrekredsen, de fire årstider, de fire elementer samt en række figurer, som viser den engelske flådes magt. Yderst mod øst er afbildet de berømte astronomer Flamsteed, Weston, Copernicus og Tycho Brahe. Tilsvarende er symboler for navigation, geografi, astronomi og militær arkitektur vist yderst mod vest.

William og Mary i The Painted Hall

Tilsvarende bliver Dronning Anne Anne (dronning af England, Skotland og Irland fra 1702-1714) og hendes mand George af Danmark (søn af Frederik III) hyldet i loftet i den øvre hal. Havguden Neptun tilbyder sin trefork, som repræsenterer hans magt over havet. Fra de fire hjørner bliver parret betragtet af Europa (med en hvid hest), Asien (med en kamel), Afrika (med en løve) og Amerika (med prinsesse Pocahontas med bue og pil) - Australien var endnu ikke opdaget af europæerne.

På bagvæggen er afbildet Englands nye kongefamilie, som kommer fra Hannover. George I efterfulgte Dronning Anne i 1714, selv om der var et halvt hundrede familiemedlemmer, som var tættere beslægtet; men de havde alle det problem, at de var katolikker, og forfatningen krævede, at den engelske konge skulle være protestant. Kongeparret er omgivet af børn og børnebørn. I baggrunden ses St Paul’s Cathedral, Wrens mest berømte bygning. I nederste højre hjørne har Thornhill malt sig selv med pensler i den ene hånd. Thornhill står med den anden hånd strakt frem, og Richard fortalte, at det almindeligvis opfattes som en opfordring til at betale kunstneren for hans store arbejde.

Hallen skulle egentlig have været spisesal for stiftelsens beboere, men de kunne selvfølgelig ikke bruge den, mens Thornhill arbejdede. Od han var færdig efter 19 år, var salen blevet så populært et besøgssted, at det var utænkeligt at lade beboerne spise der.

Admiral Horatio Nelson i "The Painted Hall" Plakette i The Painted Hall, hvor Nelsons kiste stod på lit-de-parade i 1805 "The Painted Hall" stod faktisk ubenyttet hen indtil den 5. januar 1806. Admiral Horatio Nelsons lig lå på lit-de-parade i hallen i tre dage, inden han blev sejlet op ad Themsen på Kongens chalup for at få en statsbegravelse i St Paul's Cathedral. Mere end 100.000 dukkede op for at vise admiralen den sidste respekt. Der var gået 2½ måned, siden Nelson var blevet dræbt på HMS Victory under slaget ved Trafalgar den 21. oktober 1805. 27 engelske skibe under Nelsons kommando besejrede en fransk-spansk flåde på 33 skibe. Frankrig-Spanien mistede 22 skibe, mens England ikke mistede et eneste. Nelsons døde legeme blev anbragt i en tønde fyldt med cognac og sejlet på HMS Victory til Gibraltar. Her blev vædsken i tønden erstattet af vin, hvorefter turen fortsatte hjem til England med nationens største helt nogensinde. Ved ankomsten til England blev der udført en obduktion af Nelson, hvorunder den kugle, som havde dræbt ham, blev fjernet. Han blev anbragt i en kiste, som var fremstillet af træ fra mesanmasten på L’Orient, et fransk krigsskib, som var blevet ødelagt under Slaget Ved Nilen. Indtil 1845 stod Nelsons begravelsesvogn i "The Painted Hall", og hans ordener og medaljer befandt sig her indtil 1900, hvor de blev stjålet.

I dag viser en plakette i gulvet, hvor Nelsons kiste stod. "The Painted Hall" og kapellet er åben for offentligheden dagligt fra 10.00-17.00, og der er gratis adgang.

"National Gallery of Naval Art" I 1824 blev "The Painted Hall" omdannet til et museum over maritim kunst, "National Gallery of Naval Art", og som sådan fungerede den indtil i 1930-erne, hvor kunstgenstandene blev overført til det nyoprettede "National Maritime Museum". Herefter blev "The Painted Hall" endelig taget i brug efter sin bestemmelse som spisesal, denne gang for flådens officerer. Den blev brugt dagligt indtil flåden flyttede i 1998. I dag er den meget besøgt af turister, ligesom der ofte er "special events" i de pragtfulde omgivelser. Da vi var der, berettede en skuespiller om, hvordan det var at være sort soldat i den engelske hær i 1800-tallet. Desværre havde vi ikke tid til at overvære denne lille forestilling.

"The Royal Naval College" I 1873 overtog admiralitetet bygningerne og overførte "The Royal Naval College" hertil fra Portsmouth. Som nævnt ovenfor blev en del af bygningerne anvendt til oprettelse af et maritimt museum. Andre dele blev indrettet til klasseværelser, auditorier og kontorer, ligesom der blev oprettet en del boliger. I 1996 besluttede man at slå kollegierne for de tre værn sammen, og man skulle følgelig opgive bygningerne i Greenwich. Da flåden rømmede bygningerne i 1998, fik "The Greenwich Foundation" ansvar for de bevaringsværdige bygninger og de seværdige omgivelser. I dag anvendes tre af de fire bygninger, Queen Anne, Queen Mary og King William Court af University of Greenwich, mens Trinity School of Music holder til i King Charles Court. Hvis man vil med på en guided tur, kan man henvende sig i besøgscentret. De fleste dage er der rundvisning kl. 14.

The Timeball på Old Greenwich Royal Observatory Herefter spadserede vi videre til den smukke park, som ligger bag de store bygninger. På afstand viste Richard os det berømte observatorium, som ligger lidt oppe ad en bakke. Observatoriet er bygget i 1675. Arkitekten? Selvfølgelig Christopher Wren. En tur til observatoriet var ikke indeholdt i turen, men Richard opfordrede os til at gå derop efterfølgende på egen hånd.

The Timeball på Old Greenwich Royal Observatory - oppe The Timeball på Old Greenwich Royal Observatory - nede

I 1833 anbragte man den såkaldte "time ball" på toppen af observatoriet. Formålet var at give skipperne på Themsen mulighed for at indstille deres ure (kronometre). Hver dag kl. 12:55 hejses den røde kugle halvvejs op, kl. 12:58 hejses den helt i top. Og præcis kl. 13:00 sænkes kuglen igen. Richard fortalte, at det flere gange havde været nødvendigt at beskære vegetationen foran observatoriet.

St. Alfege kirke St. Alfege Efter at have overværet ceremonien med "tidskuglen" spadserede vi tilbage til Greenwich. Greenwich var oprindeligt en selvstændig by, men er nu en charmerende bydel i London. Vores spadseretur med Richard fra London Walks sluttede udenfor St. Alfeges kirke. Den nuværende kirke er designet af Nicholas Hawksmoor i 1714, og markerer det sted, hvor ærkebiskop Alfege af Canterbury blev myrdet i 1012. Richard fortalte historien om St. Alfege, der som ganske ung trak sig tilbage fra verdens tummel til klostrets ro. Han blev siden prior i Glastonbury, hvor han fik mange tilhængere. I 984 blev han kaldet til biskop af Winchester. På den tid blev England hver sommer overfaldet af vikinger fra Danmark og Norge. Flere gange havde kongen betalt vikingerne for at undlade at plyndre, og ofte tog vikingerne gidsler, som blev løsladt mod løsesum. I 994 overfaldt (den senere norske konge) Olaf Tryggveson London. Indbyggerne forsvarede sig bravt, og vikingerne fortrak for at plyndre på sydkysten, hvor de overvintrede ved Southampton. Den engelske kong Ethelred sender Alfege til Southampon for at få Olaf til at forhandle med den engelske konge. Olaf var kristen, men af en eller anden grund ikke døbt. Det lykkes Alfege at overtale Olaf Tryggveson til at slutte fred, og det ender med at kong Ethelred "adopterer" Olaf Tryggveson. Olaf lover, at han ikke oftere vil overfalde England, og det løfte holder han.

St. Alfege kirke Efter at have været biskop i Winchester i 21 år bliver Alfege ærkebiskop af Canterbury i 1005. Allerede to år senere begynder danske vikinger at overfalde England. I 1011 indtager de danske vikinger Canterbury, plyndrer byen, nedbrænder katedralen og tager en stor del af befolkningen som slaver. Blandt slaverne er ærkebiskop Alfege, som er blevet på sin post for at forsvare sine folk. Vikingerne holder ham fanget i den danske base i Greenwich i syv måneder i håb om løsepenge. I april måned det følgende år indvilger de engelske høvdinge og ledere i at betale de forlangte £48.000 i Danegæld for at få vikingerne til at rejse hjem igen. Imidlertid modsætter Alfege sig, at der betales yderligere £3.000 i løsepenge for hans person. En nat under et drikkegilde bliver ærkebiskoppen overfaldet af sine vogtere og dræbt med en økse. Mordet sker på det sted, hvor den nuværende sognekirke, St. Alphege nu står. Han lå her i flere dage, da vikingerne nægter at give ham en kristen begravelse. Men så indtræffer et mirakel. En gren, som har været dyppet i hans blod, begynder at blive grøn og blomstre, hvorefter vikingerne flytter St. Alfeges døde krop til London, hvor han bliver begravet i St. Paul's Cathedral. Hans sognebørn anser ham for en martyr, og pilgrimme flokkes om hans gravmonument. I 1023 beslutter kong Knud den Store at flytte liget af St. Alfege til Canterbury Cathedral, hvor det lægges til hvile i et flot gravsted. I 1078 bliver Alfege kanoniseret af Gregor VII.

Snart efter St. Alfeges død bliver der opført en kirke på hans dødssted. Kirken bliver ødelagt under en voldsom storm i 1710. I 1714 opføres den nuværende kirke, designet af Nicholas Hawksmoor. Hawksmoor inkorporerer det gamle tårn i sin kirke, men i 1730 fjernes tårnet, og kirken forsynes med et spir. Kirkens indre led en del overlast under anden verdenskrig, men er for længst restaureret. General James Wolfe ligger begravet i kirken - ham hører du mere om om lidt. Kirken er åben dagligt fra 10-16, søndag dog fra 13-16.

Birgit og jeg spiste frokost på en pub, inden vi begav os op ad stien til observatoriet.

General James Wolfe På toppen af bakken lige ved siden af observatoriet står en statue af General James Wolfe, (1727-1759) med blikket rettet ud over Themsen. General Wolfe kommanderede de britiske styrker i Quebec under en af de mange kampe mod franskmændene. De engelske styrker vandt en afgørende sejr, men Wolfe mistede livet. Han boede i Greenwich og ligger, som tidligere nævnt, begravet i St. Alfege. Statuen, som blev rejst i 1930, bærer inskriptionen: "This monument, a gift of the Canadian people, was unveiled by the Marquis de Montcalm".

Greenwich Royal Observatory The Greenwich Royal Observatory blev opført under Charles II. Formålet var selvfølgelig at foretage astronomiske studier, men ikke mindst at løse problet med bestemmelse af længdegrader. Det består af flere bygninger, hvoraf den ældste, "Flamsteed House", blev bygget i 1675 af Christopher Wren. Bygningen var bolig for den første Astronomer Royal, John Flamsteed. Han boede i de fire værelser i underetagen, og arbejdede i det ottekantede rum ovenpå indtil sin død i 1719. Hans efterfølger blev Edmund Halley, ham med kometen, som bærer hans navn. Indtil 1948 boede alle efterfølgende Astronomers Royal her. Ved siden af ligger "the Meridian Building", som faktisk er tre bygninger; de blev bygget mellem 1749 og 1855. Endelig er der "the Great Equatorial Building" med den løgformede kuppel. Bygningen er fra 1857, mens kuplen kom til i 1893. Kuplen blev svært beskadiget under anden verdenskrig, og den nuværende kuppel er kun fra 1975. Disse bygninger rummer en del af "the National Maritime Museum". Der er udstillet mange gamle instrumenter samt en imponerende samling af ure fra solure til atomure. Blandt de udstillede genstande er et 28 tommer teleskop. Ved siden af observatoriebygningerne er opført et planetarium, Peter Harrison planetarium, med plads til 120 tilskuere.

Bestemmelse af længdegrader Bestemmelse af længde- og breddegrader er nødvendigt for med sikkerhed at kunne fastslå et skibs position og for at kunne navigere sikkert. I tusinder af år har man nemt kunne bestemme breddegraden, nemlig ved at måle solens eller en anden stjernes højde på himlen. Siden 1500-tallet har man brugt en sekstant til dette formål; før dette tidspunkt brugte man en såkaldt jakobsstav. En relativt simpel metode. Men helt anderledes vanskeligt var det at bestemme et punkts placering på længdegraden. Så længe skibene fortrinsvis fulgte kysterne, havde problemet været til at leve med, men da man fra begyndelsen af 1500-tallet begyndte at sejle over verdenshavene, blev det et spørgsmål om liv og død at løse dette problem. Allerede i 1567 udlovede Philip II af Spanien en pris til den, der løste længdegradsproblemet. I 1636 fulgte Holland efter. Flere prøvede at vinde prisen. Galileo Galilei (1564-1642) foreslog en metode baseret på formørkelser af Jupiters måner, dog uden succes.

I 1714 nedsatte den engelske regering et udvalg, "The Board of Longitude", som fik til opgave at finde metoder til sikker bestemmelse af længdegrader til søs. Udvalget allierede sig med de største videnskabsmænd, deriblandt Sir Isaac Newton, og det udlovede en dusør på £20.000 - og det var mange penge den gang - til den, der kunne fremkomme med en metode til længdegradsbestemmelse med en sikkerhed på højst 30 sømil, ca. 56 km. Mange forsøgte sig i de kommende årtier, men ingen var i stand til at komme op med en brugbar løsning. Udvalget indså, at enhvert praktisk løsning ville tage udgangspunkt i den kendsgerning, at jorden roterer 15° pr. time. Det vil sige, at man, hvis man sammenlignede tiden på to ure: et, som viste den lokale tid, og et, som viste "den oprindelige tid", kunne man beregne skibets breddegrad. Men problemet var, at datidens ure var temmelig unøjagtige, ikke mindst når de blev udsat for rystelser mv. om bord på et skib. Bare nogle minutters fejlgang kunne resultere i forlis og død. Opgaven blev således "reduceret til" konstruktion af et robust ur med en hidtil ukendt præcision.

En af de mange, som tog udfordringen op, var John Harrison (1693–1776). Han var egentlig tømrer som sin far, men allerede som barn blev han interesseret i ure. Det fortælles, at han seks år gammel fik foræret et ur, mens han lå i sengen med skoldkopper, og han brugte mange timer på at studere uret og dets opbygning. I sin fritid reparerede han ure, og snart begyndte han at bygge ure, hvor de bevægelige dele var udført i egetræ. Tre af hans tidlige træure er bevaret til i dag. På trods af, at mange videnskabsmænd, fx. Isaac Newton, mente, at det ikke var muligt at konstruere et ur, som kunne fungere tilstrækkelig præcist under de vanskelige forhold på søen, gik Harrison i gang med at løse opgaven. Han byggede fire ure (kronometre, egl. tidsmålere), hvoraf de to blev testet til søs. Det første, H-1, blev i 1735 testet under en rejse til Lissabon med det gode skib Centurion. På Hjemturen kunne Harrison fortælle kaptajnen, at skibet befandt sig omkring 150 km vestligere, end kaptajnen troede. Fejlvisningen under turen var kun et par sekunder i døgnet.

John Harrisons H-1 John Harrisons H-1

Næste test skulle være en sejlads til Vest Indien, men den selvkritiske Harrison var ikke selv tilfreds med resultatet, så i stedet gik han i gang med at konstruere H-2, som var færdig i 1739. Dette kronometer kom aldrig til søs, men Harrison testede det selv i to år. Samtidig arbejdede han på H-3, som var færdig i 1759. Stadig utilfreds med sit produkt begyndte han i 1755 på H-4, som blev færdigt i 1759, hvorefter det blev indleveret til bedømmelse af udvalget. Sidst i 1761 blev H-4 sendt afsted på en sejlads over Atlanten, og 81 dage senere nåede det den 19. januar 1762 frem til Port Royal på Jamaica. Efter 81 dages sejlads havde H-4 kun tabt 5,1 sekunder, hvilket er nærmest utroligt. På trods af, at Harrisons H-4 havde klaret de stillede krav, ville udvalget ikke uddele præmien, da nogle medlemmer mente, at der havde været fejl ved bestemmelsen af de lokale tider i England og på Jamaica, og i første omgang fik John Harrison dog udbetalt £1.500 som påskønnelse for sin opfindelse. Hvis H4 også kunne opfylde kravene ved en ny testsejlads, ville Harrison få yderligere £1.000. Den 28. marts 1964 sejlede H.M.S. Tatar mod Barbados. Ombord var foruden H-4 Harrisons søn, William, som havde deltaget i konstruktionen. Ved ankomsten til Barbados 47 døgn senere var fejlvisningen på mindre end 40 sekunder, hvilket var tre gange bedre end krævet.

Imidlertid var der i udvalget flere kritiske røster, som satte spørgsmålstegn ved H-4's stabilitet og nøjagtighed. Desuden arbejdede anerkendte videnskabsmænd som den tyske astronom Tobias Meyer (1723-1762) og den schweiziske matematiker og astronom Leonhard Euler (1707-1783) med metoder, som baserede sig på anvendelse af målinger af månens bevægelser. Måske har det også spillet ind, at Harrison "kun" var en selvlærd tømrer/urmager. I hvert fald forlangte udvalget, at Harrison i detaljer skulle gøre rede for konstruktionen af H-4, således at det ville være muligt at konstruere tilsvarende ure. Når det var sket, ville Harrison få udbetalt £10.000, halvdelen af den udlovede præmie. De resterende £10.000 ville han først få udbetalt, når udvalget på grundlag af disse beskrivelser havde fået fremstillet endnu et ur, og dette ur havde opfyldt udvalgets krav til længdebestemmelse. Harrison afviste i første omgang disse krav, men indvilligede til sidst. I 1765 udleverede Harrison konstruktionstegningerne til udvalget, som bad tiden førende urmager, Larcum Kendall om at lave to kopier af uret, K-1 og K-2; disse var færdige i 1769. Mens dette arbejde stod på, konstruerede John og William Harrison næste version af deres ur, H-5. Udvalget var stadig ikke tilfreds, og det endte med, at John Harrison, som efterhånden var 79 år gammel, ankede afgørelsen til kongen George III. Kongen testede H-5 på sit palads gennem tre uger i 1772, og fandt, at det aldrig afveg mere end en tredjedel sekund. Herefter blev William kaldt til kongen, som skal have udtalt "these people have been cruelly wronged" og "By God, Harrison, I will see you righted!". I 1773 fik John Harrison udbetalt et beløb på £8750. Formelt tildelte "The Board of Longitude" aldrig nogen person prisen, men historien har for længst givet æren for at havde løst længdegradsproblemet til John Harrison.

John Harrisons H-3 John Harrisons H-4

Jeg kan fortælle, at Captain Cook havde K-1 med på sin anden og tredje rejse, de kort, som blev udarbejdet bl.a. ved hjælp af K-1 var bemærkelsesværdigt nøjagtige, og i sin logbog er Cook fuld af lovord over uret. K-2 var med på HMS Bounty og blev siden hentet tilbage til England fra Pitcairn Island - men det er en helt anden historie. John Harrison døde i 1776 på sin 83 års fødselsdag. "The Board of Longitude" blev opløst i 1828.

Udstilling af H-1, H-2, H-3 og H-4 på National Maritime Museum på Royal Observatory i Greenwich H-1, H-2, H-3 og H-4 er udstillet på "the National Maritime Museum" på the Royal Observatory i Greenwich. De tre første fungerer, mens H-4 bevidst er sat i stå. I modsætning til de tre første, kræver H-4 smøring og slides med brugen. H-5 tilhører Worshipful Company of Clockmakers of London og er udstillet på Clockmakers' Museum i Guildhall, London. Næste gang, jeg kommer til London, vil jeg forsøge at få den at se.

Longitude I 1995 skrev Dava Sobel historien om John Harrisons livslange kamp for at løse længdegradsproblemet og hans kamp mod de videnskabelige autoriteter: "Longitude: The True Story of a Lone Genius Who Solved the Greatest Scientific Problem of His Time". Bogen er oversat til dansk af Svend Ranild og udgivet på Borgens Forlag: "Manden der målte længdegraden: den sandfærdige historie om et ensomt geni der løste sin tids største videnskabelige problem", ISBN 87-21-00605-9, Jeg lånte den på biblioteket, efter at vi var kommet hjem. Bogen, som måske er lidt overdramatiseret på nogle punkter, er dog spændende læsning og kan varmt anbefales, hvis du - som jeg - er blevet fascineret af John Harrison.

Jeg kan også anbefale filmen Longitude (2000), som jeg lånte på biblioteket. Den er bygget over Dava Sobels roman, men indeholder to parallelt forløbende historier, tidsforskudt 200 år. Den første historie fortæller om John Harrisons trængsler med løsning af længdegradsproblemet; John Harrison spilles mesterligt af Michael Gambon. Den anden historie handler om flådeofficeren Rupert Gould, som påtager sig at restaurere Harrisons ure; først son en hobby, siden som en besættelse, der truer med at ødelægge hans liv. Rupert Gould spilles overbevisende af den dygtige karakterskuespiller Jeremy Irons.

Greenwich & nulmeredianen Observatoriet i Greenwich opnåede hurtigt anerkendelse på sit felt. Som nævnt var et af formålene med oprettelsen af observatoriet i 1675 at arbejde med løsninger til bestemmelse af længdegrader. På "International Meridian Conference" i Washington i 1884 anbefalede deltagerne deres respektive regeringer at anerkende Greenwich meredianen som den primære. På det tidspunkt anvendte 72% af verdens skibsfart allerede Greenwich meredianen som den primære, mens de resterende 28% var delt mellem 10 forskellige meredianer. Selvfølgelig kunne Frankrig ikke acceptere denne løsning uden sværdslag, og de krævede, at England til gengæld skulle indførte det metriske system. I de følgende år vedtog stadig flere regeringer at anvende Greenwich som den officielle primære meredian - til sidst var det kun Frankrig, som holdt sig udenfor. Greenwich Mean Time, GMT fastlægger, at det er middag (kl. 12) når solen krydser Greenwich meredianen, dvs. 0 grader længde. Da jordens bane som bekendt er elleptisk, er solens bevægelse i forhold til de andre stjerner ikke konstant året igennem, hvorfor det er lidt mere kompliceret end som så. Et sekund defineres som 1/86400 af et soldøgn. Siden 1967 har et sekund været defineret som den tid, det tager et cæsium 133 atom at foretage 9.192.631.770 svingninger, UTC, Universal Co-ordinated Time. UTC kan afvige fra GMT med op til 900 millisekunder; når det sker, justeres UTC med et sekund. Det skete fx i 2005, hvor der nytårsnat blev indført !et skudsekund". Den meget større nøjagtighed som ligger til grund for UTC, er det tekniske fundament for hele GPS-systemet.

Ironisk nok bliver UTC i dag koordineret fra Paris og ikke fra Greenwich eller London.

Greenwich observatoriet Greenwich nulmeredianen

Observatoriet, som ligger i Greenwich Park, er i dag alene et museum for astronomi og navigation. I observatoriets gård er nedlagt en messingstrimmel i jorden, hvor nulmeredianen går. Der er tilsyneladende altid en lang kø af turister, som skal prøve at stå med hvert ben i hver sin hemisfære.

I 1997 blev området mellem Themsen og Greenwich Park optaget på UNESCO's liste over World Heritage Sites.

"Greenwich Foot Tunnel" Inden vi krydsede Themsen tilbragte vi en times tid i Greenwich "landsbyen", som er ganske charmerende. Vi besøgte det lokale marked, som er meget populært, især i weekenden. Havde vi haft mere tid, kunne vi have besøgt Greenwich Fan Museum, der kræver at være det eneste museum i verden med en udstilling af vifter.

Vi valgte at bruge den fodgængertunnel, som går under Themsen over til Island Gardens, som ligger på Isle of Dogs. Isle of Dogs er idag en halvø og ikke en ø. Vores guide Richard fortalte, at navnet muligvis skyldtes, at Henrik VIII yndede at jage her med sine hunde, men der er mange andre forklaringer. Tunnellen, som er designet af Alexander Binnie, åbnede i august 1902 for at beboerne syd for Themsen kunne komme på arbejde på dokkerne på Isle of Dogs. Tunnellen er ca. 350 meter lang og går i en dybde af ca. 15 meter. Fra Island Gardens nød vi udsigten over Themsen til Greenwich.

Greenwich set fra sydsiden af Themsen

Vi spadserede op til undergrundsstationen Island Gardens og tog tilbage til Stratford efter en dejlig dag. På turen kom vi bl.a. gennem det imponerende område, som hedder Canary Wharf. Fra omkring 1800 var Canary Wharf et af verdens mest aktive skibsbygningsområde, men i 1950'erne begyndte området at gå tilbage, og omkring 1980 lukkede alle dokkene. Siden da er der sket en fantastisk byudvikling her. I 1991 stod de første bygninger klar, deriblandt Canada Square, som er den højeste bygning i England. I dag ligger alle de større banker og forsikringsselskaber på Canary Wharf, ligesom der er bygget et enormt indkøbscenter her. Omkring 100.000 personer arbejder i området.

Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Regent Park og Den danske Kirke
Vælg næste side: