Slaget om Kreta - Operation Merkur
Efter den tyske hærs strålende sejre i Nordafrika beherskede aksemagterne nu hele kyststrækningen indtil Ægypten. I løbet af april måned 1941 var det lykkedes at besætte både Jugoslavien og Grækenland. Hitler fandt, at tiden var inde til at skabe en flybase i den østlige del af Middelhavet, hvorfra han kunne true de store olieforekomster i Rumænien. Desuden kunne Kreta fungere som springbræt for den tyske fremrykning mod Suez - og siden mod Indien. Tidspunktet blev fastsat til den 17. maj 1941. Ganske vist havde Tyskland travlt med at forberede den snarlige offensiv mod Rusland, men Hitler anså det ikke for noget stort problem at indtage Kreta med anvendelse af faldskærmsjægere. De allierede havde en styrke på ca 20.000 soldater - mest australiere og newzealændere. Den store ø skulle forsvares med bare 35 flyvemaskiner og 68 luftværnskanoner.

Den 28. marts 1941 var general Freyberg, chef for den newzealandske korps, ankommet til Kreta. Og inden han havde fået set sig om, havde han fået tillagt kommandoen over de britiske tropper på øen samt den græske milits. Freyberg var den 7. chef i løbet af mindre end ½ år. Sidst i april blev de allierede klar over tyskernes hensigter. Selv om Churchill udtrykte sig skeptisk med hensyn til at modstå et tysk angreb fra luften og havet, måtte man for enhver pris sikre sig mod, at tyskerne fik en base, hvorfra man kunne starte en offensiv i Mellemøsten. I håb om selv at kunne udnytte flyvepladserne på Kreta undlod man at ødelægge startbanerne, men nøjedes med at blokere dem. Dette kom desværre ikke til at umuliggøre landsætning af de tyske styrker.

Det var umuligt for englænderne at skaffe svært artilleri til øen, men det lykkedes dog at få sejlet 16 lette og 6 mellemtunge kampvogne til øen. Freyberg ønskede også at få fly til rådighed, men en permanent udstationering af jagere ville chefen for RAF ikke gå med til. Tabene fra det græske fastland havde været for store.

Tyskerne havde ligeledes store forsyningsproblemer. Fx skulle 3.6 millioner liter brændstof frem i alm. tromler. Den konvoj, som skulle være nået frem til Kreta, blev tvunget tilbage af den britiske flåde. Hertil kom, at den tyske ledelse groft undervurderede de britiske styrker, da camoufleringen havde været fremragende. Endvidere regnede den tyske ledelse med, at befolkningen ville tvinge englænderne til at forlade øen. Men det skulle vise sig, at kreterne kæmpede som løver for deres ø. På et tidspunkt sendte Der Führer dette telegram til general Kurt Student, hvis hovedkvarter var opslået på Hotel Grande Bretagne i Athen: "Frankrig faldt på 8 dage. Hvorfor er Kreta stadig frit?"

Tyske faldskærmstropper over Kreta Den tyske strategi var denne: Erobring af de 3 vigtigste flyvepladser samt havnebyen Chania ville gøre det umuligt for englænderne at sætte fly ind samt overføre tropper mellem de forskellige områder på øen. Den 20. maj tidligt om morgenen rettedes de første bombardementer mod flyvepladserne Maleme og Herakleion. Dette angreb med STUKA'er varede måske 10 minutter. Herefter fulgte en sværm af fly til landsætning af faldskærmstropper. Desværre for tyskerne var angrebet ikke så effektivt som forventet, og mange faldskærmsfolk blev skudt, inden de nåede jorden. Det anslås, at 60-70% mistede livet under landsætning. Mere end 8.000 faldskærmsjægere blev kastet ud over Malta - dels fra JU-52'ere, dels fra svævefly DFS-230. Voldsom beskydning gjorde det vanskeligt at samle de tropper, som nåede jorden i live. En af de mere prominente tyske faldskærmssoldater var Max Schmeling - tysk verdensmester i sværvægtsboksning, indtil han tabte til Joe Louis. Han blev imidlertid såret, inden han landede, hvorefter han blev overført til et militærhospital og derfra sendt hjem til Tyskland. Sidst på eftermiddagen kom endnu en bølge af tyske kampfly, som beskød mål på jorden. Om aftenen var situationen den, at englænderne fortsat beherskede de 3 flyvepladser. Nu gjaldt det for tyskerne om at erobre i det mindste én flyveplads, så infanteri kunne landsættes. Det engelske forsvar var svagest i Maleme lidt vest for Chania. Den newzealandske oberstløjtnant Andrew gav ordre til tilbagetrækning i løbet af natten, da han erfarede, at han var uden forbindelse med hovedkvarteret - og det skulle vise sig at afgøre slaget om Kreta. Allerede den 21. maj begyndte de tyske Junker-maskiner at lande i Maleme med udstyr og ammunition.

Udpakning af nedkastet container Englænderne var klar over, at de var tyskerne underlegne i luften, men de håbede at kunne holde tyskerne stangen med deres flådestyrker. De første tyske konvojer forlod Piræus den 20. maj. Natten mellem den 20. og den 21. maj havde tyskerne lokaliseret en engelsk flådestyrke ud for Kretas nordkyst, og ved daggry satte de 8. flyvekorps ind. Tyskerne, som mente, at kysten var klar, sendte en konvoj afsted. Men konvojen blev slået tilbage med svære tab, og det var nu kritisk for tyskerne at bringe materiel frem til Kreta. Englænderne mistede både et antal jagere samt 3 krydsere, så det var en dyrekøbt sejr. Den engelske admiral meldte til London, at man ikke var i stand til at forhindre de tyske konvojer i at nå frem til Kreta. Da mange kræfter var sat ind i jagten på Bismarck, var det ikke muligt at sende forstærkninger. Englænderne fortsatte operationerne til søs, med led svære tab pga. manglende luftstøtte.

Tysk Junker 52 over Kreta Den 23. maj angreb tyske bombefly Maleme flyvepladsen i et desparat forsøg på at vinde herredømmet i den vestlige del. Samtidig blev alle tyske reserver kastet ind i et stormløb mod Maleme. Desuden lod tyskerne faldskærmstropper rykke vestpå langs kysten og infanteriet rykke frem længere syd på over bjergene. Den 26. maj trængte tyskerne ind i de britiske stillinger øst for Chania, den 28. var de herre over hele kysten langs Suda bugten. Italienerne, som hidtil havde holdt sig pænt tilbage, blandede sig nu i kampen, da det var klart, hvem der vile vinde. En god, pragmatisk strategi som ofte har givet Italien gode resultater.

For englænderne gjaldt det nu at få evakueret så stor en del af tropperne som muligt. Udskibningen skete fra den lille fiskerhavn Sfakia på sydkysten. Og efter umådelige lidelser lykkedes det at få udskibet ca. 17.000 mand. Slaget om Kreta havde kostet mere end 15.000 faldne på de allieredes side, mens tyskerne havde mistet ca. 6.500. I begyndelsen af maj 1941 flygtede kongen, George II og regeringen fra Athen til Chania, men allerede sidst i juni måtte kongen forlade Kreta for at gå i eksil i Egypten.

De allierede frygtede at tyskerne ville starte en offensiv mod Cypern og derfra fortsætte mod Syrien, Irak og Iran. Men de tyske faldskærmstropper havde lidt så store tab på Kreta, at Hitler sagde til én af sine generaler: "Kreta har bevist, at operationer med faldskærmstropper ikke mere er tidssvarende.". Måske var det en væsentlig årsag til, at han ikke invadere Malta i sommeren 1942. Du kan evt. læse mere herom på vores rejsebeskrivelse fra Malta.

Så i den sidste ende blev Slaget om Kreta alligevel en slags sejr for de allierede.

Partisankamp
Modstandsfolk på Kreta Som nævnt havde tyskerne regnet med, at den græske befolkning ville betragte tyskerne som befrielsestropper, der ville smide englænderne ud. I steder mødte de en heftig partisan aktivitet, som både kvinder og børn deltog i. Størsteparten af de voksne kretiske mænd deltog i forsvaret af det græske fastland. En græsk militærlæge har udgivet sine erindringer om det tyske overfald. Han citerer en 60-årig partisan for denne bemærkning:"Vi kretensere har altid haft for skik at bære våben. Enhver af os havde sit eget gevær og vågede over det som over sit hjertes udvalgte. Men så kommer det gamle bæst til Metaxas, og da han er bange for, at man skal gøre oprør mod diktaturet, indfører han uden videre den bestemmelse, at det er en forbrydelse at have skydevåben. Nu kan man se resultatet. Her kommer de og angriber os i vore egne hjem, og vi har ikke engang noget, vi kan forsvare os med. Hvis vi bare havde haft vores geværer endnu, så sværger jeg på, at vi allerede ville have fået disse tyske svin kastet i havet." Det er en kendsgerning, at de græske og engelske militærmyndigheder blev belejret af kretere, som tiggede og bad om våben.

Kandanos som blev udslettet som gengældelse Og de følgende 4 år ydede den kretiske modstandsbevægelse forbitret modstand mod den tyske besættelsesmagt. Tyskerne reagerede med gruopvækkende gengældelsesaktioner. Som eksempel på denne kamp kan nævnes indskriptionen på en tysk epitaf ved indkørslen til Kandanos:
"Som gengældelse for den bestialske nedslagtning af en faldskærmsjægerafdeling og en halv pionerafdeling, som bevæbnede mænd og kvinder har foretaget fra baghold, er Kandanos blevet ødelagt." Udover Kandanos blev også landsbyerne Skine og Prasse ødelagt som følge af tyske gengældelsesaktioner.

En af de mest dristige aktioner, som blev gennemført af partisanerne, var kidnapning af den tyske kommandant, general Kreipe. Han blev fra Iraklion ført tværs over Kreta forbi 22 afspærringer og endelig overført med U-båd til Cairo. 2 bririske officerer, Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss, deltog i aktionen. Moss skrev efterfølgende en bog om begivenhederne, Ill met by moonlight. Bogen blev efterfølgende filmatiseret med David Oxley som Moss og Dirk Bogarde som Fermor.

I juni 1944 drev tyskerne de 269 jøder ind i synagogen i Chania og satte dem næste morgen på et skib. Destinationen var Auschwitz. Skibet blev torpederet og gik ned med sin ladning af jøder samt græske fanger.

På søfartsmuséet i Chania findes en udstilling, som omhandler Slaget om Kreta og især den græske modstandsbevægelses indsats. Muséet ligger på molen i den venetianske havn. En mere omfattende udstilling findes på Municipal Museum of the Battle of Crete and the National Resistance. Muséet blev oprettet i 1991 på 50-årsdagen for Slaget om Kreta. Det indeholder tusindvis af dokumenter, tegninger, våben mv. fra den periode. Kreta helligholder hvert år dagene 21. maj - 1. juni som minde om deres frihedskamp.


The Cretan Runner
The Cretan Runner af Psychoundakis og Vasili George Psychoundakis har i sin bog The Cretan Runner beskrevet sine oplevelser under den tyske besættelse af Kreta. George Psychoundakis var løber eller budbringer og bragte depecher over store afstande til og fra allierede og lokale modstandsfolk, hemmelige sendestationer mv. Han medbragte ofte batterier, våben og sprængstof på sine udmattende ture. Da angrebet kom var han en ung hyrde. Han forlod sin familie og sluttede sig til en modstandsgruppe. Mange medlemmer af grupen blev fanget, torteret og henrettet. En af gruppens mest spektakulæe bedrifter var i samarbejde med britiske agenter at kidnappe den tyske øverstkommanderende generalmajor Heinrich Kreipe. Jeg har desværre endnu ikke læst bogen, men regner med at anskaffe den under vores næste besøg på Kreta i efteråret 2001.


Den tyske krigskirkegård
Tysk krigskirkegård på Kreta På vejen langs kysten fra Chania mod Kisamos - nogle kilometer efter Maleme står et skilt, som viser af til den tyske kirkegård (Deutscher Soldaten Friedhof). Kirkegården, som er omgivet ef en stengærde, ligger ca 3 km oppe ad en snoet, brostenbelagt vej. På muren ved indgangen er en kort beretning om Slaget om Kreta. Den fortæller også om de mange kretere, som døde i kampen. Af de ca 6.500 tyskere, som blev dræbt under dette slag, ligger de 4.465 begravet her. Det var dog først i 1975, at de tyske lig blev overført fra deres hidtidige begravelsessteder til den nyanlagte kirkegård på Høj 107. De døde ligger i lange rækker med små marmorplader på gravene på en blomsterdækket skråning, som vender ud mod havet. På hver plade er anført navne og datoer for 2 soldater. På mindepladen står : "På denne kirkegård hviler 4465 tyske døde fra krigsårene 1941-1945. 3352 af dem døde under Slaget om Kreta fra den 20. maj til den 1. juni 1941........ De gav deres liv for fædrelandet".

Tysk krigskirkegård på Kreta Et stort kors tegner sig mod himlen og med Middelhavet som baggrund. Næsten alle de besøgende talte tysk. Mange havde tydeligvis været her før, andre gik søgende rundt og ledte efter familiemedlemmer, som lå begravet her. Blomster blev lagt. Mange havde tårer i øjnene.

Det er en skæbnens ironi, at den kretiske modstandsmand Georgios Psychondakis i flere år var tilsynsmand på kirkegården. Han fik jobbet som belønning for sin indsats og blev desuden dekoret for sin tapperhed.


De allieredes kirkegård
Allieret krigskirkegård på Kreta I Souda er der et skilt mod de allieredes kirkegård (the Commonwealth War Cemetery). Det er et betagende sted med række på række af hvide gravsten med Souda bugtens blå vand som baggrund. Hvis jeg skulle dø engang, ville jeg ikke kunne tænke mig et smukkere sted at hvile. Ved indgangen er en fortegnelse over alle dem, der er begravet her. Af de 1.527 grave er de fleste britiske, der ligger 447 newzealændere og 197 australiere. Dudley Perkins, newzealandsk frihedskæmper og omtalt i tidligere omtalte The Cretan Runner af Psychoundakis, ligger begravet i række 15C.

John Pendleburys første grav på Kreta Den berømte arkæolog, John Devitt Stringfellow Pendlebury (1904-41) ligger begravet i række 10E. Pendlebury var kurator for Knossos fra 1930-34 for the British School of Archaeology og fortsatte de udgravninger, som var påbegyndt af den legendariske Arthur Evans. Hans hovedværk var The Archaeology of Creta fra 1939. Siden 1929 havde han rejst gennem Kreta på kryds og tværs og havde vundet både respekt og venskab hos mange af de lokale. Pendlebury blev udnævnt til britisk vicekonsul på øen. Da krigen brød ud, meldte han sig til den engelske hær og blev sendt til Kreta for at organisere modstanden mod tyskerne. Skolen på Kreta var lukket under krigen, men var et samlingssted for både lokale og britiske partisaner. Mange studerende blev rekrutteret til efterretningsarbejde på grund af deres sprogkundskaber og deres lokalkendskab. I 1941 blev han taget til fange af en gruppe tyske faldskærmsjægere, som åbnede ild mod ham, da han var på vej fra Iraklion mod Chania. Den følgende dag blev han henrettet. I et mindeskrift udtaler den græske arkæolog, dr. N. Platon: "Den jord, som du udgravede med din hakke og berigede med dit krigerblod, vil vil beskytte dig med evig taknemlighed". Befolkningen i Iraklion rejste en trækors på det sted, hvor han blev begravet. Inskriptionen lød: "Captain John Pendlebury, He fell fighting, 21/5/41.


Allieret krigskirkegård på Kreta


Lægen, missionæren og fredsprismodtageren Albert Schweitzer sagde engang:
"Krigskirkegårde er det stærkeste argument for fred".

 

Til forsiden Toppen af denne side Forrige side Næste side