Paladset i Knossos
Del af Knossos komplekset, set lidt på afstand I en lejet bil tog vi afsted fra vores hotel lidt vest for Chania og kørte ad den nye vej østpå langs kysten for at besøge det legendariske palads Knossos - et besøg, som jeg havde set frem til, siden jeg som dreng havde læst om Arthur Evans udgravninger. Selv om vi kom frem temmelig tidligt på dagen, og selv om det var tidligt på sæsonen (sidst i april måned), var der køer ved indgangen. Husk at købe et oversigtkort over området, som kan forekomme meget forvirrende ellers. Kommer du på en varm sommerdag, er forvirringen formentlig total. Knossos er så absolut den mest besøgte attraktion på øen. Da vi var der, var der gratis adgang om søndagen. Jeg ved ikke, om det fortsat er tilfældet. Hvis du kommer på egen hånd, er det måske en idé at leje en af de mange guider til at forestå rundvisningen.

Det minoiske palads Knossos ligger ca 5 km fra byen Iraklion på vejen mod Archánes. Det er beliggende på Kefala højen tæt ved Kairatos floden. Beliggenheden bød på mange naturlige fordele: en stærk forsvarsposition, god vandforsyning, adgang til havet - og på den anden side ikke for tæt på havet - samt udstrakte skove lige i nærheden. I dag skal man dog kigge langt efter skov, men da Knossos blev bygget, leverede skoven materiale til de mange søjler, som indgår i paladsets konstruktion. Udgravningen eller museumsområdet omfatter udover Knossos paladset "de minoiske huse", "det lille palads", "den kongelige villa", villaen "Dionysos" med de berømte romerske mosaiker. Kun Knossos paladset og de minoiske huse er åbne for offentligheden.


En kunstnerisk opfattelse af Kong Minos palads i Knossos Udgravningerne viser, at området har været beboet tilbage til 5-6000 BC, hvilket gør Knossos til det ældste bosted i Europe. Opførelsen af paladset, der sikkert tjente som regeringssæde og - i hvert fald ifølge legenden - som bolig for kong Minos, er påbegyndt så tidligt som 2400 BC. Omkring 1900 BC har det sin endelige form og udstrækning. Omkring 1700 BC rammer et voldsomt jordskælv Ægæerhavet og næsten udsletter de kretiske byer samt og de mykenske byer på det græske fastland. Knossos blev ødelagt, men på ruinerne opføres et palads endnu mere strålende end det tidligere. Men ca. 100 år senere bliver paladset igen ødelagt. men den minoiske civilisation rejser sig og kulminerer i virkeligheden i perioden efter ødelæggelserne. Her til venstre ser du en kunstnerisk opfattelse af, hvorledes Knossos kan have set ud - jeg garanterer dog ikke for autenticiteten.


Underetagen
Herunder er en tegning over underetagen af det enorme palads. Og husk, at vi betragter et palads hvor der i vestfløjen var 2 etager, mens østfløjen med bl.a. de kongelige gemakker var på 4 etager. Der var antageligt mere end 1500 rum/værelser i paladset, hvis areal var på mere end 20.000 m2.

Akæologisk kort over paladset i Knossos 1. Vestgården
2. Vestlige indgang
3. Processionsgangen
4. Trappe med søjler
5. Sydlige indgang
6. Sydlige propylæer
7. Den store trappe
8. Den lange korridor
9. Trappeindgangen
10. Pillar Crypts
11. Tronsalen
12. Den tredelte helligdom
13. Den centrale gård
14. Nordlige indgang
15. Customs House
16. Nordlige søjlehal
17. Den store trappe
18. Dobbeltøksernes hal
19. Dronningens påklædningsværelse
20. Privatboliger
21. Nordlige kultiske bassin
22. Hellige magasiner
23. Østlige bastion
24. Magasiner med de gigantiske krukker
25. Magasiner

Birgit ved den nordlige indgang til Knossos

Paladset er delt i en østfløj og en vestfløj af den centrale gårdsplads. De besøgende kommer ind gennem vestfløjen, som rummer de religiøse og officielle værelser, mens østfløjen indeholder beboelses- og arbejdsrum. Denne indgang er den oprindelige ceremonielle indgang til paladset, som jo også tjente religiøse formål. I vestgården findes 3 store gruber, som menes at have været anvendt til offergaver. På billedet til højre står Birgit ved den nordlige indgang - studerer hun kortet for at finde et rygerum? Jeg må indrømme, at som så meget andet på Knossos så er de smukke søjler rekonstruerede. Evans rekonstruktioner var - og er - meget omstridte. Men for lægfolk forhøjer de i hvert fald oplevelsen betydeligt.


Vestfløjen
Kong Minos' trone, Knossos I vestfløjen kommer man via en forgang ind i tronsalen, som var mindre, end jeg havde forestillet mig, men bestemt imponerende. Her befinder sig Kong Minos' 3600 år gamle trone. Tronen er fremstillet af én alabasterblok. Stenbænkene langs væggene er formentlig til brug for præsterne. På hver side af tronen er malet en pragtfuld grif - et lvelignende dyr med fuglehoved. Farven er den kendte rødbrune på lyseblå baggrund. De rekonstruerede fresker på væggene indeholder liljer, som opfattes som et kongeligt symbol. Man kan desværre ikke komme ind i tronsalen, men som trøst er der udenfor denne opstillet en trækopi af tronen, og mange turister lader sig forevige siddende på den. Det gjorde bl.a. vores veninde Karin, da hun og Kurt var hernede. I tilknytning til tronsalen er nogle såkaldte lustrationsrum, som Evans mente blev brugt i forbindelse med rituelle salvningsceremonier. Lignende rum er fundet i de øvrige paladser på Kreta.

I vestfløjen finder man magasinkorridoren, hvori er opstillet et antal forrådskrukker - pithoi - som arkæologer møjsommeligt har samlet skår på skår. Nogle af krukkerne er mere end 2 meter høje og har indeholdt olie, korn, tørrede fisk, bønner og oliven.

Evans fik lagt et beskyttende betondække over underetagen. Etagen over denne rummede de officielle repræsentations- og modtagelsesgemakker, herunder tresøjlesalen, sekssøjlesalen og skatkammeret. Vestfløjen fungerede som en kæmpestor administrationsbygning, hvorfra hele Kreta blev styret i Knossos' storhedstid.


Østfløjen
Fresko med delfiner fra den restaurerede Dronningens Hall, paladset i Knossos I østfløjen kommer man ad en smuk indvendig trappe ned til en smal gang, som fører hen til Dronningens påklædningsværelse - som Evans har givet navn. Fra dette kommer man ind i Dronningens megáron, hvor væggene er smykket med nogle utroligt smukke fresker. Se her den smukke fresko med de yndefuldt springende delfiner, hertil søstjerner, søpindsvin og fisk. Det er dog "kun" kopier, da originalerne - som de fleste andre værdifulde fund - befinder sig på muséet i Iraklion.

Dronningens badekar, Knossos Ved siden af påklædningsværelset ligger dronningens badeværelse, udstyret med ensfarvede fresker. Det, der måske imponerer mest her, er det flotte badekar - ja, badekar. Karret skulle ganske vist fyldes med håndkraft af en tjenestepige, men i nærheden af karret var der et afløb i gulvet. I nærheden ligger formentlig verdens første vandskyllende toilet. Minoerne var for mere end 4000 år siden dygtige ingeniører og håndværkere. Nogle af de kloaksystemer, som blev bygget på den tid, fungerer faktisk stadigvæk. Det har krævet en indgående kendskab til nivelleringsteknik at opbygge et kloaknet i det meget kuperede terræn. Ledningerne mundede ud i den nærliggende Kairotos flod. Ak, ja - i lille Danmark oplever vi ofte, at vi må renovere kloaksystemer bare 20 eller 30 år efter konstruktionen.


Liljeprinsen I den sydlige ende af processionsgangen findes en fresko, som er navngivet Liljeprinsen eller Præstekongen. Prinsen bærer en imponerende hovedbeklædning med liljer og påfuglefjer. Det antages, at han går forrest i en pricession og med sin venstre hånd leder et helligt dyr til ofring. Billedet dateres til slutningen af det 15. århundrede BC.


Tyrespringer freskoen
Tyrespring, fresko fra paladset i Knossos Den mest berømte fresko fra Knossos og de øvrige minoiske paladser er "tyrespringer freskoen" fra paladsets østfløj. Evans var meget optaget af at "forstå" billedet, hvor man ser en kvindelig akrobat gribe fat i hornene på en tyr, som kommer galopperende mod hende, og så slå en saltomortale hen over dyrets ryg. Evans søgte oven i købet vejledning hos en gammel cowboy, som i mange år havde fanget okser med lasso på den amerikanske prærie. Cowboyen påstod, at det var en umulighed. Så vidt jeg ved, har endnu ingen forsøgt at gentage kunststykket, så indtil da vil jeg foretrække at tro, at de yndefulde minoiske akrobater var i stand til at gennemføre dette vovestykke. I andre udgravninger på Kreta er der fundet billeder, som viser, hvorledes vilde tyre blev jaget og indfanget.


De sakrale dobbelthorn
De sakrale horn, Knossos På sydsiden af paladset fandt Evans resterne af et kæmpemæssigt eksemplar af disse horn, som formentlig har været anbragt øverst på paladsets tag, så alle rejsende kunne se dem på lang afstand. Motivet med disse dobbelthorn er fundet mange steder på Kreta. Det menes ikke, at man har tilbedt tyren som en guddom, men at tyren var gudens yndlingsdyr. Derfor blev der ofte ofret tyre til gudens ære. Måske har tyrespring som beskrevet ovenfor fundet sted i den store centrale gård på slottet.


Buste af Arthur Evans ved paladset i Knossos
Den bedste udgang på besøget må være at bringe et billede af sir Arthur Evans, hvis bronzebuste er opstillet i vestgården.

 

Nu da du har set udgravningerne på Knossos, synes jeg, at du skal følge med til Gortyn, hvor vi skal se nogle andre spændende historiske fund.

Til Kretaforsiden Toppen af denne side Forrige side Udgravningerne i Gortyn