Hvor er det lige nu, at Kreta ligger?

Kreta befinder sig "i bunden" af det græske ørige. På ovennævnte kort optræder øen under sit græske navn Kriti. Kreta er den største af de græske øer med en længde på ca. 250 km fra øst til vest, mens den på det bredeste sted er ca. 60 km. Den er den 5. største ø i Middelhavet med et areal på 8.335 km2 - dvs. ca 20% af Danmark. Kreta ligger i skæringspunktet mellem Europa, Asien og Afrika. Afstanden til den afrikanske kyst er mindre end 300 km. Kreta er den sydligst beliggende del af Europa og ligger faktisk sydligere end fx. den tunesiske middelhavskyst.

Indtil videre har Birgit og jeg kun været på Kreta én gang. Det var i 1996 sammen med mine svigerforældre og bl.a. for at fejre min svigermor Åses 75 års fødselsdag. Vi boede 3-4 km vest for Chania (på græsk Hania) i en mindre pension ved navn Elini. Det græske ægtepar, som ejede pensionen, havde boet og arbejdet i Canada i en snes år, og havde nu investeret deres opspring på denne måde. Året i forvejen havde Rejseholdet - som vi kalder os - bestilt en 14 dages tur til Kreta med vores yndlingsbureau Århus Charter. Desværre blev Erling ramt af en sygdom, som gjorde det nødvendigt at aflyse turen. Rejseholdet planlægger at tage til Kreta i september måned i år (2001).

Kreta

I henhold til græsk mytologi er Kreta fødested for overguden Zeus. Og det var her, at uhyret Minotaurus fortærede unge kvinder og mænd, indtil Theseus dræbte den i labyrinten, hvor den holdt sig skjult. Bygmesteren og opfinderen Daidalos og kans søn Ikaros flygtede fra øen gennem luften. Og her lå det historiske palads i Knossos. Rødderne til disse legender er dækket af forhistorisk støv, men ruiner af store byer vidner om, at her herskede et stort folk længe før grækerne og romerne. Under 2. verdenskrig stod på Kreta ét af de mest blodige slag, hvor tyskerne indsatte faldskærmsoldater, og hvor de allierede og civilbefolkningen forsvarede sig som løver.

Overfladisk set forekommer Kreta meget græsk. Men ved nærmere undersøgelse afsløres, at øens kultur er noget helt for sig selv. Kreta blev først en del af Grækenland i 1913 - før det har romere, byzantinere, romere, venetianere og tyrkere regeret på øen.

Vejret på Kreta

Lige nu ser vejret således ud på Kreta. Hvis du klikker på billedet ovenfor, får du en prognose for de næste dage. Jeg gætter på, at vejret under alle omstændigheder er bedre end i Danmark lige nu.

Kreta har formentlig Europas mildeste klima. Den stærke nordvestvind - meltemi - bringer en smule afkøling på de hede juli og augustdage. Regn i sommerperioden forekommer ikke. Foråret starter i begyndelsen af april, hvor de vilde blomster pryder hver mark og vejside, og hvor luften er mættet med duft af appelsiner og citroner. Bjergene bevirker dog, at der kan være udtalte forskelle i vejret i de forskellige områder af øen. Som nævnt var vi på Kreta i sidste uge af april måned. På det tidspunkt nærmest eksploderer foråret og går over i sommer. Alle, men især min svigermor, var ved at dåne over de pragtfulde farver, som naturen iklædte sig. Vi lejede en bil i 3 dage og kørte rundt på øen og nød det betagende syn. Den eneste undskyldning for ikke at tage til Kreta på dette tidspunkt er, at havtemperaturen endnu ikke er kommet langt nok op til, at man kan bade i timevis.

	Året	Jan.	Feb.	Mar.	Apr.	Maj	Jun.	Jul.	Aug.	Sep.	Oct.	Nov.	Dec.
Gns. temp. °C	18	11	12	13	16	18	22	25	25	22	20	16	13
Vandtemp. °C		15	16	16	16	19	22	24	25	24	23	20	18
Regnvejrsdage		12	10	8	4	2	1	0	0	2	6	5	8

Geografi

Bjerge når helt op i en højde af 2438 meter og deler øen i 4 regioner, hver med sit særpræg. Fra vest mod øst hedder de Chania, Rethimnon, Iraklion og Lassithi. Hver af disse er igen opdelt i et antal provinser. De største byer på øen ligger på nordsiden og ud til havet. Iraklion har en befolkning på ca. 115.000 indbyggere, Chania ca. 50.000. Øens samlede befolkning er på godt 500.000.

Kreta har mere end 150 km sandstrand. Heraf 2 pragtfulde strande vest for Chania. I det nordøstlige hjørne af øen ligger Europas eneste naturlige palmelund. Kourna søen i Chania området er én af 2 friskvandssøer på Kreta med et areal på 160.000 m2 - lidt afhængig af årstiden. Kreta er temmelig bjergrig med 3 bjergkæder. I Vestkreta ligger Léfka Ori, De Hvide Bjerge, som alene har mere end 40 toppe, som rager mere end 2.000 meter i vejret. Øens højeste punkt, Psiloritis ligger 2.456 meter over havets overflade. Det ligger i Midtkretas bjergmassiv Ida.

De samme geologiske kræfter, som skabte bjergene, har også skabt nogle imponerende kløfter på øen. Den mest berømte er Samaria kløften - Europas længste kløft på ca. 18 km. I den østlige del af Kreta ligger Kilada ton Nekron - Dødens dal, navngivet efter fund af minoiske grave på stedet.

Der findes mere end 2.000 huler rundt om på øen. Helt tilbage til 3.000 BC er disse huler blevet brugt til tilbedelse af guder. I Spileo Eilithias var en kult, som tilbad Eilithia, gud for fødsler. Spileo Dikteon Andron på Lassithi sletten regnes for Zeus' fødested - mere herom senere. Spileo Melidoniou var stedet for en tragisk begivenhed i 1824, hvor 300 indbyggere havde søgt tilflugt for de tyrkiske tropper. Da de nægtede at komme ud, spærrede tyrkerne åbningen med brændbart materiale, som de antændte. Alle beboerne omkom.

Historie

Her er meget kort beskrivelse af Kretas historie.

Stenalder (6000-2800 BC). Denne periode adskiller sig ikke væsentligt fra tilsvarende kulturer andre steder. Befolkningen var huleboere og er formentlig indvandret fra Lilleasien.

Minoisk tid(2700-1400 BC). Evans, den engelske arkæolog, som har spillet den helt afgørende rolle for afdækning af denne kulturperiode, opdelte den minoiske tid i 3 hovedperioder: Tidlig-minoisk, Mellem-minoisk, og Sen-minoisk tid. I dag opererer vi med perioderne: Før-paladstiden(2700-1700 BC), Ældre paladstid(1700-1400 BC) og Yngre paladstid(1400-1100). Denne periode kommer du til at stifte nærmere bekendtskab med, hvis du følger med os rundt på øen.

Den græske tid (1100-71 BC). Fund fra denne tid viser en sammensmeltning af den minoiske/mykenske kultur og den græske/lilleasistiske. Den kretiske kultur er således ved at udvikle sig til en variant af den græske. Det mest spændende fund fra den tid er måske lovteksterne fra Górtis, som er de tidligst kendte regler for regulering af alle områder af borgernes tilværelse. Dem vender vi tilbage til, hvis du hænger på.

Den romerske tid (71BC-395). I år 71 før Kristus indledte romerne under ledelse af Quintus Metellus et felttog mod Kreta. Det tog dog 3 år, inden de havde underlagt sig øen, og Kreta blev en del af en provins, som også omfattede områder i Nordafrika. Romerne gik i gang med at forbedre vejnettet og byggede akvadukter og kunstvandingsanlæg. I 59 kom kristendommen til Kreta med apostlen Paulus. Han indsatte sin gode ven Titus som øens første biskop, hvorefter han fortsatte sin rejse til Rom, hvor han skulle stilles for Senatet. (Hvis du er interesseret i at følge Paulus' videre færd, kan du fx studere vores hjemmeside om Malta). Efterfølgende sendte Paulus et brev Titus med anvisninger om, hvorledes han skulle varetage sine pligter blandt kretenserne - som Paulus ikke havde høje tanker om. St. Titus æres som den første biskop i byen Gortyna på Kreta.

Den byzantinske tid (395-1204). Da romerriget blev delt, blev Kreta en del af det østromerske eller byzantinske rige med Konstatinopel som hovedstad. Bosættere fra Konstatinopel og Grækenland flytter til øen. Efterhånden som velstanden stiger, kommer der et antal adelige familier til øen. Deres efterkommere bevarer en stor indflydelse op i middelalderen.

Den venetianske tid (1204-1645). I 1204 under det 4. korstog bliver Konstatinopel erobret, og det byzantinske rige falder sammen. Kreta bliver for et symbolsk beløb solgt til Venezia. Øens ressourcer som træ og landbrugsprodukter bliver stært udnyttet, og befolkningen beskattes hårdt. De ortodokse kirker nedlægges, og mange præster udvises fra øen. Selv om katolicismen indføres som officel religion, har den ortodokse kirke et godt tag i befolkningen. Venetianerne bygger forter og fæstningsværker for at beskytte sig mod de talrige oprør.

Den tyrkiske tid (1645-1830). I 1645 arobrer tyrkerne størsteparten af øen. Dog lykkes det Iraklion at modstå en belejring gennem 21 år!!! Tyrkerne farer hårdt frem og søger at omvende lokalbefolkningen til Islam. Mange vælger at flygte op i bjergene, hvorfra de laver udfald mod tyrkerne. I 1821 begynder den græske uafhængighedskrig mod Tyrkiet, og med stormagternes hjælp slås den tyrkiske flåde ved Navarino.

Selvstændighedsperioden(1830-). Grækenland får nu status som selvstændig nation, og stormagterne indsætter den bayerske prins Otto som konge i 1832. I 1862 bliver kong Otto fordrevet, og den danske prins Vilhelm indsættes året efter som Georg I. Kampen mod tyrkerne fortsætter imidlertid, og med hjælp fra bl.a. Ægypten bliver tyrkerne fordrevet. Under balkankrigene i 1912-13 vinder Grækenland store områder i nord samt Kreta og andre øer. Grækenland har nu nogenlunde sin nuværende udstrækning. Georg I myrdes i 1913 af en sindsforvirret anarkist og afløses af Konstantin I. Under 1. verdenskrig er der uenighed mellem kongen og den græske premierminister Venizelos - som stammer fra Kreta - om hvilke alliancer, Grækenland skal indgå i. Venizelos vinder, og Grækenland tilslutter sig den sejrende side: England, Frankrig, Italien m.fl.

I 1920 besætter Grækenland de græskbeboede egne af Lilleasien - områderne omkring Smyrna. i 1922 lider grækerne et svidende nederlag til Kemal Attatürks styrker, hvilket resulterer i, at tyrkerne begår folkemord på titusindvis af grækere. I 1923 "udveksles" store befolkningsgrupper, idet 1½ mio kristne grækere forlader deres bopæl i Lilleasien og flytter til det græske fastland, mens ½ mio muslimske tyrkere tager rejsen den modsatte vej.

Efter en periode med kup og modkup indsættes kong Georg II i 1935, og han udnævner Metaxas til diktator (nej, Metaxas har ikke lagt navn til den græske brandy). I 1940 siger Metaxas nej ("ochi") til Musolinis ultimatum. Italienerne forsøger at besætte Grækenland, men det lykkes først, da tyskerne kommer til i 1941.

1944-49 er der blodig borgerkrig i Grækenland - en krig, som Kreta dog ikke er berørt af. Den ender med totalt nederlag for kommunisterne til den græske højrefløj. Mange kommunister fortrækker til Albanien. De følgende 20-25 år er præget af uro, skiftende højreregeringer, juntastyre (oberstregime) osv., og i 1967 må kong Konstantin og Anne Marie flygte ud af landet. I 1975 afstemmes kongedømmet ved folkeafstemning. i 1981 bliver Grækenland medlem af EF (EU), og PASOK kommer til magten under Andreas Papandreou.

El Greco

En anden berømt græker er Domenikos Theotokopoulos - El Greco - født i Fodele, en landsby nær Iraklion, omkring år 1541. På Saint Catherine klostret blev han oplært i den byzantinske ikon malingstradition. Allerede som 25 årig blev han anset for en mester. Theotokopoulos forlod Kreta for at søge lykken. Første stop var Venedig - på den tid var Kreta en del af det venetianske rige. Han blev i Venedig i ca. 4 år og studerede højrenæssancens mestre som Tintoretto og Bassano. Næste stop var Rom, men da han ikke følte, at mulighederne matchede hans talent fortsatte han til Spanien.

I Madrid arbejdede han med udsmykning af Escorial Paladset for Philip II. Da hans idéer ikke blev tilstrækkelig værdsat af kongen, fortsatte han til Toledo, som dengang var det religiøse og åndelige center i Spanien. Her blomstrede hans talent i fuldt flor, og Theotokopoulos levede og arbejdede her indtil sin død i 1614. Toledo gav ham de rolige og idylliske omgivelser, som han havde brug for. I begyndelsen udtrykte han sin hjemlængsel ved valg af mørke farver, men gradvis blev hans farvevalg dristigere og varmere. Hans kunst må nok karakteriseres som "manieristisk", mens hans senere værker har ekspressionistiske træk. Hans produktion overstiger 500 værker. Det eneste værk af El Greco, som befinder sig på Kreta, kan ses i det historiske muséum i Heraklion. I Danmark er vi så heldige at have 2 værker af El Greco: ét på Statens museum for kunst - Portræt af Giambattista Porta - og ét på J.F. Willumsen muséet i Frederikssund. Willumsen købte værket - Hyrdernes tilbedelse - i Spanien i 1910. I 1927 udgav Villumsen en stor bog om den unge Greco, La Jeunesse du Greco.

Madonna af Evig Hjælp - Our Lady of Perpetual Help

Nu, hvor jeg er i gang med at fortælle om billedkunst på Kreta, vil jeg også berette om "Our Lady of Perpetual Help". Der findes flere variationer af historien, men de begynder alle med, at en ukendt kunstner på Kreta engang i det 14. århundrede maler et billede af jomfru Maria med Jesusbarnet. I 1499 stjæler en købmand billedet fra den kirke, hvor det er ophængt, og tager det med til Rom, hvor han forærer det til en ven. På sit dødsleje fortryder købmanden sin gerning og bønfalder vennen om at levere billedet tilbage til kirken, så de troende kan se det og tilbede det. Vennen undlader i første omgang at gøre dette, men får i flere drømmesyn af jomfru Maria at vide, at det er hendes udtrykkelige ønske, at billedet bliver hængt op i den lille kirke St Matthews (Via Merulana) som ligger mellem de 2 store basilikaer Santa Maria Maggiore og St John in Laterano? Billedet vækker glæde i den lille menighed, og mange mennesker bliver omvendt til troen. Da der også sker flere mirakler i kirken, begynder man at kalde billedet "Madonna af Evig Hjælp".

Men så i 1799 dukker Napoleon og hans general Francois Massena op på scenen i Rom. Udover at drive Paven i eksil, beordrer de mere end 30 kirker nedrevet. Én af disse er St Matthews, og kirkens munke er nødt til at flytte til andre klostre. De tager billedet med sig, som bliver hængt op i St Mary's in Posterula, men i de næste 60 år er der ingen, der tillægger billedet betydning. Det er nu ikke helt rigtigt. En gammel augustinermunk Augustino Orsetti pegede ofte på billeder i sakristiet og sagde til kordrengen Michael Marchi "Husk billedet, Michael".

Da Michael voksede op. blev han præst i Redemptorist ordenen. Denne orden købte jord i Rom i 1855 og gik i gang med at bygge en kirke til deres skytshelgen, St Alfonso. Ordenensbrødrene finder snart ud af, at de har bygget deres kirke på det sted, hvor St Matthews tidligere lå - og hvor jomfru Maria havde ønsket, at hendes billede skulle være. Heldigvis husker fader Michael, hvor billedet befinder sig, og efter anmodning beslutter pave Pius IX i 1865, at billedet skal flyttes til St Alfonso. Ved messen befaler han ordenen, "at gøre hende kendt". Herefter fremstilles et større antal kopier af billedet (ikoner), og disse sendes til missioner i Irland, England, Spanien, Belgien, Østrig, Tyskland, Holland, Frankrig, USA m.fl. Siden er beretningen om billedet blevet udbredt over hele den katolske verden, og San Alfonso kirken bliver hvert år besøgt af tusindvis af turister. Det samme gælder de øvrige kirker verden over, som har kopier af det hellige billede.

I 1991 - 125 år efter billedets restaurering - celebrerer den nuværende pave, John Paul II en messe i St Alfonso. Efter messen fortæller han om sit personlige forhold til ikonen. I den landsbykirke i Polen, hvor han blev døbt, hænger en udgave af Madonna af Evig Hjælp. Som barn og teenager kom han ofte i kirken og knælede foran billedet og bad om hjælp og vejledning. "Jeg mindes min tid som fabriksarbejder under den nazistiske besættelse af Polen. Om aftenen, på vej hjem fra arbejde, besøgte jeg altid kirken og bad foran billedet... Jeg fortsatte med at besøge kirken, da jeg blev biskop og kardinal. I dag har jeg kopier af billedet både i mit kapel og på mit kontor i Vatikanet".

Sproget

Du kommer langt på Kreta med nogle få engelske brokker af dit bedste skoleengelsk - især hvis de ladsages af et smil. Personligt har jeg intet kendskab til græsk, men hvis du har en højttaler i din PC, og du har lyst til at lære at udtale nogle græske vendinger, så klik her: Hallo, God morgen , God aften , God nat, Farvel.

En kærlighedserklæring til Kreta

Hvis ikke ovenstående har givet dig lyst til at komme med en tur rundt på dejlige Kreta, så kan måske denne kærlighedserklæring, som Karin - én af mine netvenner - har skrevet, måske gøre det. Karin er sammen med sin mand Carl Otto selv i gang med at bygge en hjemmeside med rejseminder.

Men inden vi begiver os ud på den dejlige middelhavsø, Kreta, vil jeg gerne have lov til at fortælle nogle af de - synes jeg - spændende myter og historier, som knytter sig til øen. Men tro nu ikke alt, hvad du læser på Internettet,

Mytologien og Kreta

Inden vi begiver os omkring på Kreta, vil jeg fortælle nogle af de mange myter, som knytter sig til Kreta. Og jeg vil gå helt tilbage til jordens skabelse. Gaia var moder til alt levende. Hun fødte sin søn Uranus - himlen. Herefter skabte hun havet og de høje bjerge. Gaia forenede sig med sin søn Uranus og fødte titanerne, den første guddommelige race, Herefter fødte hun kykloperne, som lignede de andre guder bortset fra, at de kun havde ét øje midt i panden. Vi husker alle den gruopvækkende kyklop, Polyfemos, som Odysseus mødte på sin færd hjem fra Troja.

Uranus hadede sit afkom, og så snart, de var født, spærrede ham dem inde dybt under jorden. Gaia befriede Kronos - den yngste af Titanerne - og udstyrede ham med et skarpt segl og bad ham kastrere faderen og regere i hans sted. Da Uranus kom for at ligge med Gaia, blev han overrasket af Kronos, som skar hans testikler af og smed dem i havet. Uranus' blod dryppede på jorden, og dråberne befrugtede Gaia, som fødte Giganterne. Uranus' afskårne testikler dannede en hvid skum, som tog form af Afrodite - den skumfødte. Hvis du har været med os på Cypern, ved du, at det var her, at Afrodite gik på land.

Kronos giftede sig med sin søster Rhea, som fødte ham 3 døtre: Hestia, Demeter og Hera, og 3 sønner: Hades, Poseidon og Zeus. Men da han var blevet spået, at han ville blive sat fra tronen af en søn, slugte han sine børn, lige så snart de var født. Da Rhea var gravid med Zeus, gik hun til sine forældre for at få dem til at hjælpe sig med at beskytte hendes barn. Efter deres råd tog hun til Kreta, og dér i en dyb grotte fødte hun Zeus.Hun svøbte en sten ind i et klæde og gav den til Kronos, som slugte den i den tro, at det var deres nyfødte.

Gaia påtog sig at opfostre Zeus og bragte ham til Ida bjerget, hvor 2 nymfer tog sig af ham. De lagde ham i en gylden vugge og fodrede ham med honning og mælk fra den hellige ged, Amalthea. De hængte vuggen op i et træ, så Kronos hverken kunne finde ham på jorden, i luften eller i havet. Når den lille Zeus græd, dansede de omkring vuggen og slog på deres skjolde med sværd, for at Kronos ikke skulle høre gråden.

Da Zeus var blevet voksen, ville han overtage magten efter sin fader, og han gav ham et opkastningsmiddel, så han kastede Zeus' søskende op. Da de jo var guder, havde de ikke taget skade af det lange ophold i faderens mave. Og nu forenede de 6 søskende sig i kamp mod faderen og de øvrige titaner. Efter Gaias råd tog Zeus til Tartarus - de dødes rige - og befriede bl.a. kykloperne, som Kronos holdt indespærret der. Kykloperne forærede Zeus lynet, Hades fik en hjælm, som gjorde ham usynlig, når han bar den, og Poseidon fik en trefork. Kronos og titanerne blev slået og - med undtagelse af Atlas - indespærret i Tartarus. Atlas fik som bekendt den utaknemlige opgave at bære himlen på sine skuldre. Som krigsherrer almindeligvis gør, når en krig er vundet, delte de rovet mellem sig. Zeus blev hersker over himlen og universets herre.

Poseidon fik havet og Hades underverdenen. Selve jorden skulle de 3 guder dele mellem sig. Guderne tog sæde på bjerget Olympia, og nu begyndte de olympiske guders æra. Grækerne mente, at den endelige kamp mod Kronos fandt sted ved foden af Olympia, og de olympiske lege blev grundlagt til minde om denne begivenhed

Zeus blev gift med sin søster Hera - men var ikke nogen særlig tro ægtemand. På trods af Heras jalousi havde han utallige affærer - både med gudinder og jordiske kvinder. Ofte iklædte Zeus sig skikkelse af et dyr - fx som en svane, da han forførte Leda, og som en tyr, da han indyndede sig hos kongedatteren Europa. Men nok i denne omgang. Jeg vil senere vende tilbage til Zeus's affære med Europa, da denne har stor indflydelse på de myter, der knytter sig til Kreta.

Talos

Da Zeus - som tidligere nævnt - havde bortført Europa til Kreta, hvor hun fødte ham 3 børn, gav Zeus hende 3 gaver. Én af disse var Talos, en bronze gigant af kobber - vistnok med tyrehoved. Talos var lavet af selve smedeguden Hefaistos. Hans opgave var at beskytte Kreta mod fjender, hvorfor han 3 gange hver dag gik en tur rundt om øen (mere end 600 km). Hvis han så nogle fjendtlige skibe, kastede han klippestykker efter dem, til de fortrak. Desuden bar han rundt på nogle plader, hvorpå Minos' berømte love var skrevet. Da argonauterne med Jason i spidsen kom til Kreta, blev de i første omgang jaget på flugt. Talos faldt dog efterfølgende for Medeas løfte om, at han kunne opnå udødelighed ved at indtage en drik, som hun forsynede ham med. Mens han var lettere omtåget af drikken, listede Medea sig til at fjerne en lille "splint" i Talos' blodåre, så han forblødte. Ak ja, de Eva døtre. Talos boede i Spileo Melindonieu, den samme hule eller grotte, hvor de 300 kretere indebrændte i 1824. Talos var måske verdenshistoriens første robot?

Herakles og Tyren fra Kreta

Én af de mange opgaver, som Herakles blev pålagt, var at fange Tyren fra Kreta. Det vides ikke, om det var den samme tyr, som Poseidon sendte til kong Minos, eller om det var den tyr, hvis skikkelse Zeus påtog sig, da han forførte Europa. Minos tilbød at hjælpe Herakles, men - som det mandfolk, han var - afslog han tilbuddet og fangede selv tyren og bragte den med til Mykene.

Kreta grundlagde templet i Delfi og i det hele taget har grækerne (hellenerne) overtaget en del fra det gamle Kreta som deres hellige musik, ritualer, kalender mv. Præsterne ved Delfi blev kaldt Labrydae fra det kretiske ord Labrys, som betyder dobbeltøkse, og som er symbolet på minoernes civilisation. Det kommer du til at høre mere om, hvis du følger med mig til paladset i Knossos.

Kreta og Homer

Homer, som levede nogen tid efter, at det minoiske rige havde kulmineret, henviser ofte til Kreta i sin digtning. Han kalder Kreta for "gæstfri, smuk og frodig", "... landet med de mange byer, hvor Minos regerede. Kretas flåde deltog selvfølgelig også i krigen mod Troja. Da den græske flåde lå ved Aulis, kom der bud fra kong Idomeneas af Kreta til Agamemnon om, at Kreta ville stille med 100 skibe, hvis Agamemnon ville dele ledelsen med Idomeneas. Således startede ekspeditionen mod Troka som et fælles kretisk-græsk ledet foretagende.

Men over Kreterne bød Idomeneus, Mester i Spydkamp;
Disse beboede Knossos, det stærkbefæstede Gortyn,
Lyktos, den Stad Miletos, det skinnende hvide Lykastos,
Phaistos og Rhytios ogsaa, to smuktbeliggende Stæder,
Andre tillige, som boe i de hundrede Byer paa Kreta...
Iliaden, Homer, Wilsters oversættelse, 1836

Der er flere steder i Odysséen, hvor Homer henviser til Kreta. Kyklopernes hule, hvor Odysseus og hans mænd blev holdt fangne af kyklopen Polyfemos, menes at have ligget på Kreta.

Men kom nu med en tur rundt på den dejlige middelhavsø, Kreta, hvor vi starter med at besøge den dejlige by Chania.

Chania

Chania er en smuk og spændende by med mange historiske minder. OK, forstæderne til Chania er dog lige så uskønne, som sådanne steder tilsyneladende skal være. Chania er hovedbyen i den vestlige del af Kreta, og den er med sine mere end 65.000 indbyggere den næststørste på Kreta efter Iraklion. Den er et vigtigt trafikknudepunkt. Fra Souda bugten udgår færger til Athen og Rhodos. Ca. 15 km fra Chania på halvøen Akrotiri ligger Sternes lufthavnen. Chania består af 2 dele: Den nye bydel med forretninger, kontorer, banker, og det kendte indendørs marked mv. Og den gamle bydel, som ligger omkring den venetianske havn med dens spændende, smalle gader og med en arkitektur, som bærer tydelige præg af mange års fremmed påvirkning: arabisk, venetiansk og tyrkisk. Udgravninger har afsløret mange vidnesbyrd fra både den minoiske, den hellenske og den romerske tid. Her lå et romersk teater, men som det er gået med så mange andre historiske mindesmærker, er materialerne blevet genbrugt til opførelse af bymure og fæstningsværker. Her lå den ældgamle by Kydonia, som indtil den arabiske erobring i år 824 var én af de vigtigste byer på Kreta. I 1204 købte venetianerne byen og byggede deres egen katedral samt mange paladser og beboelseshuse. I 1645 erobrede tyrkerne øen og gjorde Chania til deres hovedstad. Kirkerne blev omdannet til moskeer. Og efter deres tradition byggedes bade omkring i Chania. Som tidligere fortalt blev tyrkerne først smidt ud i 1898 ved stormagternes indgriben. Sammenslutningen af Kreta og Grækenland den 13. december 1913 blev markeret med hejsning af det græske flag på Firka fortet, som ligger ved havnen. Mange smukke bygninger i Chania blev ødelagt af tyske bombardementer i 1941. Fra 1898-1971 var Chania regeringssæde for øen.

Det, der gjorde størst indtryk på os, var den pragtfulde venetianske havn. Havnen benyttes dels af fiskerbåde, dels som marine. Den nye havn med bilfærger mv. ligger i Souda ca. 6 km østfor Chania. Den omkringliggende bydel, Kastelli blev gundlagt af venetianerne i 1200-tallet. På den østlige havnekaj ligger den maleriske Janitshar-moské, som er bygget af tyrkerne midt i 1600-tallet. Den blev lidt medtaget under bombardementerne, men er for længst restaureret. Da vi var der, fungerede den som turistkontor. Fortsætter man østpå (til højre, når man kigger ud over havnen), ligger her en række arsenaler (lagerbygninger) fra den venetianske periode. Mange af dem er indrettet til småforretninger og barer. Omkring havnen ligger restaurationer, barer, tavernaer, kaffebarer, ouzorier, pubber osv. Om aftenen er området oplyst med kulørte lamper. Da vi skulle mødes med vores guide fra Århus Charter, fik vi at vide, at vi skulle mødes ved restauranten med de blå stole. Nu er det altså således, at blå er grækernes nationalfarve, så størsteparten af alle stole var blå. Men det gik endda. En aften spiste vi i en restaurant i en sidegade - måske 100 meter fra havnefronten. Restaurationen lå indeklemt mellem høje bygninger og havde intet tag. Den var bygget på en bombetomt efter de tyske bombardementer.

Firka og Søfartsmuséet

I den vestlige del af havnen for enden af havnepromenaden ligger Firkas fortet med sine høje bastioner. Firkas fungerede som residens og kaserne under den venetianske besættelse. Under den tyrkiske invasion fungerede den også som fængsel. Den 1. december 1913 blev det græske flag hejst her for at fejre sammenslutningen mellem Kreta og Grækenland. I fortet er indrettet en søfartsmuséum med udstillinger af skibsmodeller og nautiske instrumenter. Undertiden opføres teaterforestillinger i muséets gård.

Arkæologisk muséum

I den tidligere San Francesco kirke er indrettet et arkæologisk muséum. Vi nåede desværre ikke at besøge det, men det skal rumme en pæn samling af minoisk keramik og græsk-romerske skulpturer. I den lille går ligger et tyrkisk brøndhus, og man kan se resterne af den minaret, som blev opført, da tyrkerne omdannede kirken til en moské.

Markedsbygningen

Nogenlunde midt i Chani ligger den store markedsbygning. Den er bygget i form af et kors med indgange i alle 4 verdenshjørner. Bygningen huser slagtere og fiskehandlere, her sælges frugt- og grøntsager, ost og brød, krydderier - i det hele taget alt mellem himmel og jord. Besøg den helst først på dagen, hvor udvalget af varer er bugnende - men aldrig om søndagen, hvor der er lukket. I midten af bygningen ligger en kiosk og et turistkontor.

Markedsbygningen er delvist opført af materiale, som stammer fra bymurene. Den blev indviet under festlighederne i 1913, hvor Kreta blev en del af Grækenland. I de omkringliggende gader ligger mange turistbutikker.

I nærheden ligger byparken, en dejlig, grøn oase midt i den nye bydel. Den er anlagt allerede i 1870 af en tyrkisk pasha ("guvernør") og har således gamle træer. Vi sad på en bænk og nød de legende unger omkring os. I den ene ende af parken er en indhegning med vilde geder, "Kri-Kri", det kretiske nationaldyr, som efterhånden kun kan opleves i naturreservater på øen. Et dejligt sted at slappe af en halv times tid.

Agios Nikolaos kirken

Birgit og jeg har altid megen glæde ud af at besøge kirkerne på de steder, vi kommer hen. Den efter vores mening mest spændende kirke i Chania er Agios Nikolaos. Den var oprindelig en del af et kloster af samme navn, opført i 1200-tallet. Klostret ligger stadig i nærheden. Kirken har et smukt og stateligt ydre, og indvendig er den forsynet med høje, smukke buer. Under den tyrkiske invasion skiftede kirken navn til Sultan Ibrahim Moskéen og blev forsynet med den en minaret - det er i hvert fald den eneste kirke, vi har set, som både har et kirketårn og en minaret. Minareten er dog ret medtaget, men stod der, da vi var der sidst. I 1918 blev kirken igen indviet som græsk-ortodoks kirke. På en plads lige i nærheden nedkæmpede den tyrkiske besættelsesmagt i 1821 et oprør, og den lokale biskop blev hængt på pladsen.

Men kom nu med os på en tur ud på den spændende Akrotiri halvø, som ligger nord/nordøst for Chania. Besøg nogle flotte klostre og se, hvor dansescenerne i Zorba blev indspillet.

Akrotiri halvøen

Akrotiri halvøen, som ligger nord/nordøst for Chania er bestemt et besøg værd. Vi kørte derud én af de dage, vi havde lejet bil, og blev der hele dagen. Som tidligere nævnt ligger den lokale flyveplads på Akrotiri, så du har måske været her uden at vide det. Efter et par kilometers kørsel kom vi til Profitias Ilias, en høj, som har navn efter den nærliggende lille kirke. Pladsen her har stor symbols betydning, idet der var her, at frihedskæmpere i 1897 på trods af stormagterne hejste det græske flag som indledning til Kretas frihedskamp. Legenden fortæller, at flagstangen blev skudt i stykker af en salve fra et engelsk krigsskib, men at den brave frihedskæmper beholdt flaget i hånden, mens skydningen blev indstillet i respekt for det mod, som blev udvist. Hvis du kaster blikket længere ud i horisonten, kan du se det imponerende Lefka Ori - de hvide bjerge. Da vi var der sidst i april, var der stadig sne på bjergtoppene, skønt det syntes af svinde for hver dag, der gik.

Venizelos familiens gravsted

Her ligger også et gravsted for Kretas - måske Grækenlands - mest berømte statsmand Eleftherios Venizelos. Fra startsiden husker du måske, hvorledes Venizelos dukkede op på den græske politiske scene omkring 1905 som leder af Kretas Liberale Parti. Han blev Grækenlands permierminister i 1906 - en post, som han blev valgt til flere gange i sit politiske liv. Det var også hans fortjeneste, at Grækenland valgte "den rigtige side" under 1. verdenskrig. I 1924 måtte Venizelos følge kongen i eksil i Frankrig, hvor han (Venizelos) døde i 1936.

Her i en smuk park med en betagende udsigt over Chania ligger Venizelos begravet. I 1964 blev sønnen Sofocles Venizelos også gravsat her. I sommermåneder er den lille kirke og det smukke parkanlæg ofte ramme om bryllupper og barnedåb. Solnedgangen skulle være helt fantastisk herfra, men det har vi til gode til en anden gang. I øvrigt findes en imponerende status af Venizelos udfor domhuset i Chania. Venizelos er en af de sønner, som kreterne er mest stolte af. I landsbyen Therisos ca. 15 km syd for Chania er indrettet et muséum for den kretiske uafhængighedskamp. Det var i denne landsby, at Venizelos startede den langvarige kamp, som i 1913 førte til, at man kunne hejse det græske flag over Firka fortet i Chania. Så målet for uafhængighedskampen var således at blive en del af den græske nation og slippe for det tyrkiske åg..

Agia Triada Klostret

Der ligger 3 klostre i nærheden af hinanden på Akrotiri. Det første, som vi besøgte, var Agia Triada - Den hellige treenighed -, som er bygget i 1600-tallet af 2 brødre af den venetianske familie Zangaroli. Brødrene, som var munke, havde netop konverteret til den græsk-ortodokse tro. Klostret er bygget på resterne af en tidligere kirke. Klostret har en imponerende indgang med en stor bue og en campanile, et meget smukt alter i kirken samt et lille museum med en flot samling af ikoner fra 1500-tallet. Klostret er et lille arbejdende samfund, og det er efter sigende muligt at se bedriften. Vi gik dog kun en tur og besigtigede tingene udefra. Bl.a. kan man spadsere på de imponerende murværker, som omgiver klostret. Almindeligvis er klostret lukket for besøg fra 14-17, hvorfor vi måtte vente en halv times tid på at komme ind - men den fejl behøver du jo ikke at gøre.

Kirken har form af et byzantinsk krucifix med 3 kupler. Den største nogenlunde i midten, mens de 2 mindste ligger i den bageste ende af kirken. Kirkens 2 kapeller er også forsynet med kupler. Hovedkirken er viet til Agia Triada, mens de 2 sidekapeller er viet til Agios Ioannis Prodromos (Johannes Døberen). Kirkens facade har en blanding af joniske og korintiske søjler. Det store klokketårn er tilføjet i 1864. Det er muligt at komme op i klostertårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt. I 1800-tallet fungerede klostret som en meget vigtig teologisk institution, og i en periode var der præsteseminarium i klostret.

Gouverneto Klostret

Ca. 4 km fra Agia Triada klostret ad en grusvej ligger Gouverneto klostret. Kretas ældste kloster fra 1537. Det er ikke tilfældigt, at klostret ligner en fæstning med tårne i hvert hjørne, for man har gennem tiden været udsat for plyndringer især fra søsiden. Byggestilen er venetiansk præget.

Kirken, som er viet til jomfru Maria, har smukke hvælvede buer i loftet. I hvert hjørne er der skydeskår for buer og senere geværer. Facaden er udsmykket med smukke venetianske udskæringer. Skytshelgen for det lille kapel er St Johannes - eneboeren- grundlægger af klostret.

Under den græske frihedskamp i 1821 besatte tyrkerne klostret. Mange munke mistede livet, og klostrets arkiver blev ødelagt. Under 2. verdenskrig benyttede de tyske besættelsestropper klostret som opholdssted. Og endnu en gang blev klostret plyndret og svært beskadiget. Gourverneto klostret insisterer på, at besøgende er sømmeligt påklædt. Klostret er lukket fra 12-15.

Det forladte Katholico Kloster

Nedenfor Gouverneto klostret ligger ruinerne af det forladte Katholiko Kloster, forladt som følge af talrige overfald af sørøvere. Munkene flyttede til det nærliggende Gourverneto Kloster. I dalen tæt ved klostret ligger "Den hellige Johannes grotte", hvor St Johannes levede den sidste del af sit liv. Legenden fortæller, at han blev dræbt af en jæger, som tog ham for en hjort. Grotten er en drypstenshule, som i antikken var en Artemis-helligdom. Derfor er det måske ikke helt upassende, at den helige Johannes blev dræbt af en jæger, da Artemis jo var gruindefor for bl.a. jægerne. Hvert år den 7. oktober på hans navnedag tager tusindvis af kretere til Gouverneto Klostret, hvor de overværer en gudstjeneste, inden de begiver sig til Katholiko. Det er muligt at komme helt ud til kysten (20 minutter), hvor der ligger en lille naturlig havn. Det er muligt at bade herfra. Vejen til Katholiko er efter sigende blevet forbedret, siden vi var der.

Zorba the Greek

Fortsætter man ad vejen langs vestkysten af Akrotiri, ender man i Stavros. Her indspillede man en del af scenerne fra én af mine yndlingsfil, Zorba (1964). Handlingen er temmelig spinkel. Basil (spillet af Alan Bates) , engelsk forfatter, er på vej til Kreta, hvor han har arvet en mindre ejendom. Han vil færdiggøre sin biografi om Buddha i fredfyldte og rolige omgivelser. I Piræus møder han Zorba (spillet af Anthony Quinn), som også skal til Kreta. På trods af (på grund af?)de enorme forskelle i temperament og opførsel kommer de 2 mænd til at holde af hinanden. Basil er "typisk engelsk": reserveret, høflig, velklædt mv. Zorba er "typisk græsk": robust, livlig, pigeglad. Zorba forsøger at få Basil "afsat" til en enke (spillet af Irene Papas) i landsbyen. Han får også Basil med på et hasarderet projekt, som - på trods af velsignelser af den lokale præst - ender med at koste Basil hele hans arv. Basils ønske til Zorba som en slags kompensation er, at Zorba skal lære ham at danse. Og filmen ender med en pragtfuld dansescene på stranden ved Stavros. Oven i de smukke visuelle indtryk kommer Mikis Theodorakis dejlige musik, spillet på græske instrumenter. Theodorakis er også kreter, født i nærheden af Chania. Han var i eksil i Paris flere år under juntastyret. I 1990 blev han indvalgt i parlamentet. Nævnes skal selvfølgelig også forfatteren, Nikos Kazantzakis, som er én af de største nutidige græske forfattere. Hans gravsted bærer denne flotte inskription:

Hvis du følger med os til Eraklion, skal vi vise dig hans gravsted.

På en ufremkommelig bjergvej mødte vi denne lille fyr. Vi formodede, at det var en fåre- eller gedehund, da der var mange af disse dyr i nærheden. Åse og Viggo - mine svigerforældre - som næsten sætter dyr lige så højt som mennesker, var fortørnede over, at hunden var bundet til en tønde uden vand i nærheden. Selvfølgelig var det praktisk, at hunden kunne søge ly for regn og blæst i tønden - men alligevel.

De allieredes militærkirkegård

Ved Souda-bugten ud til det krystalklare vand ligger en kirkegård med godt 1500 ofre fra 2. verdenskrig. Som du måske ved, udspilledes ét af de afgørende slag netop på Kreta, hvilket du kan læse mere om her.

Slaget om Kreta - Operation Merkur

Efter den tyske hærs strålende sejre i Nordafrika beherskede aksemagterne nu hele kyststrækningen indtil Ægypten. I løbet af april måned 1941 var det lykkedes at besætte både Jugoslavien og Grækenland. Hitler fandt, at tiden var inde til at skabe en flybase i den østlige del af Middelhavet, hvorfra han kunne true de store olieforekomster i Rumænien. Desuden kunne Kreta fungere som springbræt for den tyske fremrykning mod Suez - og siden mod Indien. Tidspunktet blev fastsat til den 17. maj 1941. Ganske vist havde Tyskland travlt med at forberede den snarlige offensiv mod Rusland, men Hitler anså det ikke for noget stort problem at indtage Kreta med anvendelse af faldskærmsjægere. De allierede havde en styrke på ca 20.000 soldater - mest australiere og newzealændere. Den store ø skulle forsvares med bare 35 flyvemaskiner og 68 luftværnskanoner.

Den 28. marts 1941 var general Freyberg, chef for den newzealandske korps, ankommet til Kreta. Og inden han havde fået set sig om, havde han fået tillagt kommandoen over de britiske tropper på øen samt den græske milits. Freyberg var den 7. chef i løbet af mindre end ½ år. Sidst i april blev de allierede klar over tyskernes hensigter. Selv om Churchill udtrykte sig skeptisk med hensyn til at modstå et tysk angreb fra luften og havet, måtte man for enhver pris sikre sig mod, at tyskerne fik en base, hvorfra man kunne starte en offensiv i Mellemøsten. I håb om selv at kunne udnytte flyvepladserne på Kreta undlod man at ødelægge startbanerne, men nøjedes med at blokere dem. Dette kom desværre ikke til at umuliggøre landsætning af de tyske styrker.

Det var umuligt for englænderne at skaffe svært artilleri til øen, men det lykkedes dog at få sejlet 16 lette og 6 mellemtunge kampvogne til øen. Freyberg ønskede også at få fly til rådighed, men en permanent udstationering af jagere ville chefen for RAF ikke gå med til. Tabene fra det græske fastland havde været for store.

Tyskerne havde ligeledes store forsyningsproblemer. Fx skulle 3.6 millioner liter brændstof frem i alm. tromler. Den konvoj, som skulle være nået frem til Kreta, blev tvunget tilbage af den britiske flåde. Hertil kom, at den tyske ledelse groft undervurderede de britiske styrker, da camoufleringen havde været fremragende. Endvidere regnede den tyske ledelse med, at befolkningen ville tvinge englænderne til at forlade øen. Men det skulle vise sig, at kreterne kæmpede som løver for deres ø. På et tidspunkt sendte Der Führer dette telegram til general Kurt Student, hvis hovedkvarter var opslået på Hotel Grande Bretagne i Athen: "Frankrig faldt på 8 dage. Hvorfor er Kreta stadig frit?"

Den tyske strategi var denne: Erobring af de 3 vigtigste flyvepladser samt havnebyen Chania ville gøre det umuligt for englænderne at sætte fly ind samt overføre tropper mellem de forskellige områder på øen. Den 20. maj tidligt om morgenen rettedes de første bombardementer mod flyvepladserne Maleme og Herakleion. Dette angreb med STUKA'er varede måske 10 minutter. Herefter fulgte en sværm af fly til landsætning af faldskærmstropper. Desværre for tyskerne var angrebet ikke så effektivt som forventet, og mange faldskærmsfolk blev skudt, inden de nåede jorden. Det anslås, at 60-70% mistede livet under landsætning. Mere end 8.000 faldskærmsjægere blev kastet ud over Malta - dels fra JU-52'ere, dels fra svævefly DFS-230. Voldsom beskydning gjorde det vanskeligt at samle de tropper, som nåede jorden i live. En af de mere prominente tyske faldskærmssoldater var Max Schmeling - tysk verdensmester i sværvægtsboksning, indtil han tabte til Joe Louis. Han blev imidlertid såret, inden han landede, hvorefter han blev overført til et militærhospital og derfra sendt hjem til Tyskland. Sidst på eftermiddagen kom endnu en bølge af tyske kampfly, som beskød mål på jorden. Om aftenen var situationen den, at englænderne fortsat beherskede de 3 flyvepladser. Nu gjaldt det for tyskerne om at erobre i det mindste én flyveplads, så infanteri kunne landsættes. Det engelske forsvar var svagest i Maleme lidt vest for Chania. Den newzealandske oberstløjtnant Andrew gav ordre til tilbagetrækning i løbet af natten, da han erfarede, at han var uden forbindelse med hovedkvarteret - og det skulle vise sig at afgøre slaget om Kreta. Allerede den 21. maj begyndte de tyske Junker-maskiner at lande i Maleme med udstyr og ammunition.

Englænderne var klar over, at de var tyskerne underlegne i luften, men de håbede at kunne holde tyskerne stangen med deres flådestyrker. De første tyske konvojer forlod Piræus den 20. maj. Natten mellem den 20. og den 21. maj havde tyskerne lokaliseret en engelsk flådestyrke ud for Kretas nordkyst, og ved daggry satte de 8. flyvekorps ind. Tyskerne, som mente, at kysten var klar, sendte en konvoj afsted. Men konvojen blev slået tilbage med svære tab, og det var nu kritisk for tyskerne at bringe materiel frem til Kreta. Englænderne mistede både et antal jagere samt 3 krydsere, så det var en dyrekøbt sejr. Den engelske admiral meldte til London, at man ikke var i stand til at forhindre de tyske konvojer i at nå frem til Kreta. Da mange kræfter var sat ind i jagten på Bismarck, var det ikke muligt at sende forstærkninger. Englænderne fortsatte operationerne til søs, med led svære tab pga. manglende luftstøtte.

Den 23. maj angreb tyske bombefly Maleme flyvepladsen i et desparat forsøg på at vinde herredømmet i den vestlige del. Samtidig blev alle tyske reserver kastet ind i et stormløb mod Maleme. Desuden lod tyskerne faldskærmstropper rykke vestpå langs kysten og infanteriet rykke frem længere syd på over bjergene. Den 26. maj trængte tyskerne ind i de britiske stillinger øst for Chania, den 28. var de herre over hele kysten langs Suda bugten. Italienerne, som hidtil havde holdt sig pænt tilbage, blandede sig nu i kampen, da det var klart, hvem der vile vinde. En god, pragmatisk strategi som ofte har givet Italien gode resultater.

For englænderne gjaldt det nu at få evakueret så stor en del af tropperne som muligt. Udskibningen skete fra den lille fiskerhavn Sfakia på sydkysten. Og efter umådelige lidelser lykkedes det at få udskibet ca. 17.000 mand. Slaget om Kreta havde kostet mere end 15.000 faldne på de allieredes side, mens tyskerne havde mistet ca. 6.500. I begyndelsen af maj 1941 flygtede kongen, George II og regeringen fra Athen til Chania, men allerede sidst i juni måtte kongen forlade Kreta for at gå i eksil i Egypten.

De allierede frygtede at tyskerne ville starte en offensiv mod Cypern og derfra fortsætte mod Syrien, Irak og Iran. Men de tyske faldskærmstropper havde lidt så store tab på Kreta, at Hitler sagde til én af sine generaler: "Kreta har bevist, at operationer med faldskærmstropper ikke mere er tidssvarende.". Måske var det en væsentlig årsag til, at han ikke invadere Malta i sommeren 1942. Du kan evt. læse mere herom på vores rejsebeskrivelse fra Malta.

Så i den sidste ende blev Slaget om Kreta alligevel en slags sejr for de allierede.

Partisankamp

Som nævnt havde tyskerne regnet med, at den græske befolkning ville betragte tyskerne som befrielsestropper, der ville smide englænderne ud. I steder mødte de en heftig partisan aktivitet, som både kvinder og børn deltog i. Størsteparten af de voksne kretiske mænd deltog i forsvaret af det græske fastland. En græsk militærlæge har udgivet sine erindringer om det tyske overfald. Han citerer en 60-årig partisan for denne bemærkning:"Vi kretensere har altid haft for skik at bære våben. Enhver af os havde sit eget gevær og vågede over det som over sit hjertes udvalgte. Men så kommer det gamle bæst til Metaxas, og da han er bange for, at man skal gøre oprør mod diktaturet, indfører han uden videre den bestemmelse, at det er en forbrydelse at have skydevåben. Nu kan man se resultatet. Her kommer de og angriber os i vore egne hjem, og vi har ikke engang noget, vi kan forsvare os med. Hvis vi bare havde haft vores geværer endnu, så sværger jeg på, at vi allerede ville have fået disse tyske svin kastet i havet." Det er en kendsgerning, at de græske og engelske militærmyndigheder blev belejret af kretere, som tiggede og bad om våben.

Og de følgende 4 år ydede den kretiske modstandsbevægelse forbitret modstand mod den tyske besættelsesmagt. Tyskerne reagerede med gruopvækkende gengældelsesaktioner. Som eksempel på denne kamp kan nævnes indskriptionen på en tysk epitaf ved indkørslen til Kandanos:
"Som gengældelse for den bestialske nedslagtning af en faldskærmsjægerafdeling og en halv pionerafdeling, som bevæbnede mænd og kvinder har foretaget fra baghold, er Kandanos blevet ødelagt." Udover Kandanos blev også landsbyerne Skine og Prasse ødelagt som følge af tyske gengældelsesaktioner.

En af de mest dristige aktioner, som blev gennemført af partisanerne, var kidnapning af den tyske kommandant, general Kreipe. Han blev fra Iraklion ført tværs over Kreta forbi 22 afspærringer og endelig overført med U-båd til Cairo. 2 bririske officerer, Patrick Leigh Fermor og William Stanley Moss, deltog i aktionen. Moss skrev efterfølgende en bog om begivenhederne, Ill met by moonlight. Bogen blev efterfølgende filmatiseret med David Oxley som Moss og Dirk Bogarde som Fermor.

I juni 1944 drev tyskerne de 269 jøder ind i synagogen i Chania og satte dem næste morgen på et skib. Destinationen var Auschwitz. Skibet blev torpederet og gik ned med sin ladning af jøder samt græske fanger.

På søfartsmuséet i Chania findes en udstilling, som omhandler Slaget om Kreta og især den græske modstandsbevægelses indsats. Muséet ligger på molen i den venetianske havn. En mere omfattende udstilling findes på Municipal Museum of the Battle of Crete and the National Resistance. Muséet blev oprettet i 1991 på 50-årsdagen for Slaget om Kreta. Det indeholder tusindvis af dokumenter, tegninger, våben mv. fra den periode. Kreta helligholder hvert år dagene 21. maj - 1. juni som minde om deres frihedskamp.

The Cretan Runner

George Psychoundakis har i sin bog The Cretan Runner beskrevet sine oplevelser under den tyske besættelse af Kreta. George Psychoundakis var løber eller budbringer og bragte depecher over store afstande til og fra allierede og lokale modstandsfolk, hemmelige sendestationer mv. Han medbragte ofte batterier, våben og sprængstof på sine udmattende ture. Da angrebet kom var han en ung hyrde. Han forlod sin familie og sluttede sig til en modstandsgruppe. Mange medlemmer af grupen blev fanget, torteret og henrettet. En af gruppens mest spektakulæe bedrifter var i samarbejde med britiske agenter at kidnappe den tyske øverstkommanderende generalmajor Heinrich Kreipe. Jeg har desværre endnu ikke læst bogen, men regner med at anskaffe den under vores næste besøg på Kreta i efteråret 2001.

Den tyske krigskirkegård

På vejen langs kysten fra Chania mod Kisamos - nogle kilometer efter Maleme står et skilt, som viser af til den tyske kirkegård (Deutscher Soldaten Friedhof). Kirkegården, som er omgivet ef en stengærde, ligger ca 3 km oppe ad en snoet, brostenbelagt vej. På muren ved indgangen er en kort beretning om Slaget om Kreta. Den fortæller også om de mange kretere, som døde i kampen. Af de ca 6.500 tyskere, som blev dræbt under dette slag, ligger de 4.465 begravet her. Det var dog først i 1975, at de tyske lig blev overført fra deres hidtidige begravelsessteder til den nyanlagte kirkegård på Høj 107. De døde ligger i lange rækker med små marmorplader på gravene på en blomsterdækket skråning, som vender ud mod havet. På hver plade er anført navne og datoer for 2 soldater. På mindepladen står : "På denne kirkegård hviler 4465 tyske døde fra krigsårene 1941-1945. 3352 af dem døde under Slaget om Kreta fra den 20. maj til den 1. juni 1941........ De gav deres liv for fædrelandet".

Et stort kors tegner sig mod himlen og med Middelhavet som baggrund. Næsten alle de besøgende talte tysk. Mange havde tydeligvis været her før, andre gik søgende rundt og ledte efter familiemedlemmer, som lå begravet her. Blomster blev lagt. Mange havde tårer i øjnene.

Det er en skæbnens ironi, at den kretiske modstandsmand Georgios Psychondakis i flere år var tilsynsmand på kirkegården. Han fik jobbet som belønning for sin indsats og blev desuden dekoret for sin tapperhed.

De allieredes kirkegård

I Souda er der et skilt mod de allieredes kirkegård (the Commonwealth War Cemetery). Det er et betagende sted med række på række af hvide gravsten med Souda bugtens blå vand som baggrund. Hvis jeg skulle dø engang, ville jeg ikke kunne tænke mig et smukkere sted at hvile. Ved indgangen er en fortegnelse over alle dem, der er begravet her. Af de 1.527 grave er de fleste britiske, der ligger 447 newzealændere og 197 australiere. Dudley Perkins, newzealandsk frihedskæmper og omtalt i tidligere omtalte The Cretan Runner af Psychoundakis, ligger begravet i række 15C.

Den berømte arkæolog, John Devitt Stringfellow Pendlebury (1904-41) ligger begravet i række 10E. Pendlebury var kurator for Knossos fra 1930-34 for the British School of Archaeology og fortsatte de udgravninger, som var påbegyndt af den legendariske Arthur Evans. Hans hovedværk var The Archaeology of Creta fra 1939. Siden 1929 havde han rejst gennem Kreta på kryds og tværs og havde vundet både respekt og venskab hos mange af de lokale. Pendlebury blev udnævnt til britisk vicekonsul på øen. Da krigen brød ud, meldte han sig til den engelske hær og blev sendt til Kreta for at organisere modstanden mod tyskerne. Skolen på Kreta var lukket under krigen, men var et samlingssted for både lokale og britiske partisaner. Mange studerende blev rekrutteret til efterretningsarbejde på grund af deres sprogkundskaber og deres lokalkendskab. I 1941 blev han taget til fange af en gruppe tyske faldskærmsjægere, som åbnede ild mod ham, da han var på vej fra Iraklion mod Chania. Den følgende dag blev han henrettet. I et mindeskrift udtaler den græske arkæolog, dr. N. Platon: "Den jord, som du udgravede med din hakke og berigede med dit krigerblod, vil vil beskytte dig med evig taknemlighed". Befolkningen i Iraklion rejste en trækors på det sted, hvor han blev begravet. Inskriptionen lød: "Captain John Pendlebury, He fell fighting, 21/5/41.

Minos

Minos var resultatet af Zeus' voldtægt/forførelse af den skønne Europa. Efterfølgende sørgede Zeus dog for, at den skønne Europa blev godt gift med kong Asterion af Kreta. Kongen adopterede Zeus' og Europas sønner, Minos, Rhadamanthys og Sarpedon. Da Asterion døde, overtog Minos tronen. Hans brødre protesterede, men Minos påstod, at han var udvalgt af guderne til hvervet. Som bevis bad han Poseidon om at sende en tyr, som han så efterfølgende ville ofre til hans (altså Poseidons) ære. Anmodningen blev imødekommet, og den smukkeste tyr dukkede op af havet. Så smuk var tyren, at Minos besluttede at beholde den og ofrede i stedet sin egen bedste tyr i det håb, at den vældige Poseidon ikke ville opdage det. Og Minos blev følgelig accepteret af befolkningen - og af sine brødre - som øens konge. Dette fandt sted et par generationer før den trojanske krig!!! Minos styrkede sin magt på øen og valgte Knossos til hovedstad. Hvert niende år tog Minos til Ida bjerget - hvor Zeus var vokset op - og konsulterede ham. Minos blev den første konge, som dominerede Middelhavet, han havde en stor flåde, som rensede havet omkring Kreta for pirater.

Rasende over Minos' bedrageri forvandlede Poseidon tyren til et vildt dyr, som hærgede øen. Desuden lod han Minos' hustru Pasiphae blive dybt forelsket i tyren. Pasiphae røbede sine følelser overfor Daidalos, den berømte arkitekt og opfinder. Han konstruerede et bur i skikkelse af en ko. Dette gjorde det muligt for dronningen af forenes med tyren. Resultatet af denne forening var Minotaurus, et uhyre med tyrehoved og -hale men med menneskekrop. For at dække over skandalen lod Minos Daidalus konstruere en labyrint, hvor Minotaurus opholdt sig inde i midten. Så kompliceret var denne labyrint, at det var umuligt for Minotaurus at undslippe.

Minos mistede sin søn Androgeus under nogle rituelle lege eller konkurrencer i Athen. Da Minos havde mistanke om, at det var kong Aigeus, som stod bag denne udåd, indledte han en krig mod Athen. Og efter påkaldelse af sin fader Zeus, lykkedes det ham at vinde kampen. Oraklet i Delfi tilrådede athenienserne at opfylde Minos' krav. Som bod for sin søn krævede Minos hvert år 7 unge mænd og 7 unge kvinder fra Athen, som skulle rejse til Kreta. Her blev de lukket ind i labyrinten, hvor Minotaurus fortærede dem. Dette skete flere år i træk.

Minos

Kong Aigeus besøgte på vejen tilbage fra Oraklet i Delfi én af de andre græske konger. Under det muntre drikkelag havde Aigeus i sengen hos kongens datter, som imidlertid også havde haft besøg af Poseidon. Om morgenen bad kong Aigeus kongens datter om ikke at afsløre hans identitet overfor barnet, hvis det viste sig, at hun var blevet gravid. Hun fødte en søn, som hun kaldte Theseus. Da Theseus var vokset op, tog hun ham med hen til en stor klippe, som han løftede med lethed. Under stenen fandt han et sværd, som kong Aigeus havde efterladt. Herefter drog Theseus til Athen for at møde sin far.

Da Theseus nåede Athen, hørte han om den frygtelige Minotaurus og ofringen af de unge mennesker og besluttede at gøre en ende på dette, hvorfor han meldte sig som frivillig. Inden han rejste, lovede han sin fader kong Aigeus (staves????), at ved tilbagekomsten vil udskifte det sorte flag med et hvidt, hvis det er lykkedes ham at dræbe uhyret. Da Theseus kom til Kreta, mødte han Minos' datter, den smukke Ariadne, som blev forelsket i Theseus. Hun lovede at hjælpe Theseus med at finde tilbage til udgangen af labyrinten, hvis han lovede at gifte sig med hende efterfølgende. Theseus indvilligede, og hun gav ham et garnnøgle, som han fastgjorde ved indgangen. Derefter trængte han ind i labyrinten, hvor han fandt den sovende Minotaurus og dræbte ham (den?). Herefter ledte han de øvrige ofre tilbage ved at følge tråden.

Theseus flygtede sammen med de øvrige ofte samt Ariadne over havet mod Athen. På vejen standsede de på øen Naxos. Her er delte meninger om, hvorvidt Theseus blot efterlader Ariadne, eller om hun bliver forelsket i guden Dionysos og vælger at blive tilbage.

Beruset af sin sejr glemmer Theseus at hejse det hvide flag. Og kong Aigeus, som på lang afstand ser det sorte flag, forstår at hans elskede søn er død, og han styrter sig i døden i havet. Det hav, som stadig bærer hans navn: Ægæerhavet. Theseus bliver konge i Athen efter sin faders død.

Daidalos og Ikaros

Daidalos er født i Athen og udviklede sig til en dygtig håndværker - uddannet af selveste Pallas Athene. Imidlertid blev han overgået af Talus, hans yngre nevø, som bl.a. opfandt saven og passeren. Den jaloux Daidalos førte nevøen op på taget af Athenes tempel og skubbede ham ned. Daidalos blev dømt til landflygtighed for mordet. Sammen med andre dygtige håndværkere tog han ophold hos kong Minos på Kreta. Her fik han sønnen Ikaros sammen med én af Minos' slavinder.

Minos inviterede Daidalos til Kreta, for at han skulle udsmykke øen med de livagtige statuer, som han var så berømt for. Desuden byggede han flere slotte og paladser, bl.a. det store palads i Knossos. Endelig byggede han den store labyrint, hvori Minotaurus blev holdt indespærret. Nogle mener, at labyrinten simpelthen var i kælderen af paladset i Knossos.

Daidalos kom efterhånden i et modsætningsforhold til kong Minos, dels da han uden kongens vidende konstruerede det bur, som dronningen havde brugt til at forene sig med tyren, og dels da han sammen med Ariadne hjalp Theseus ud at labyrinten og til flugt. Minos spærrede Daidalos og Ikaros ind i labyrinten.

Dronningen hjælper dem til at undslippe fra labyrinten. Daidalos konstruerer herefter et par vinger til sig og sin søn, så de kan flygte fra øen. Inden de letter fra jorden, advarer Daidalos Ikaros mod at flyve så højt, at solen smelter det voks, der holder vingerne sammen. Men hvornår har unge mennesker lyttet til de ældres råd? Ikaros flyver beruset af farten og højden så tæt på solen, at han styrter i havet og drukner (det gamle ord "højt af flyve, dybt af falde" stammer måske fra denne begivenhed?). Herakles finder Ikaros' lig på stranden og giver det en passende begravelse. Desuden giver han øen navnet Icaria.

Daidalos fortsatte til Sicilien, hvor kongen gav ham ly. Vingerne ofrede Daidalos til Apollo. Imens sejler Minos rund på de omliggende øer for at finde og dræbe Daidalos. Han finder Daidalos på Sicilien, men bliver selv dræbt af kongens døtre. De nærmere omstændigheder ved dette drab er i dag et mysterium. Efter Daidalos' død bliver han dommer i Hades, hvor han dømmer de døde.

Nu vil jeg gerne introducere dig til en mere nutidig helteskikkelse, nemlig den britiske arkæolog Arthur Evans, som i begyndelsen af den 20. århundrede ledede - og for en stor del finansierede - de kæmpemæssige udgravninger af de største paladser på Kreta fra minoerne tid.

Knossos - og Evans

Inden vi kaster os ud i en gennemgang af paladset i Knossos, vil jeg gerne introducere den person, som mere end nogen anden har været med til at kaste lys over den minoiske kultur. Hans bedrifter kan bedst sammenlignes med Heinrich Schliemans opdagelser ved Troja og Mykene eller Howards Carters arbejde ved Luxor. Jeg ved godt, at store opdagelser sjældent kan tilskrives én enkelt person, men jeg har altid været fascineret af disse heltetyper. Og den person, jeg skal præsentere nu, er en ægte Indiana Jones skikkelse.

Arthur Evans (1851-1941)

Arthur Evans er født i 1851 i Hertfordshire, hvor han voksede op i et hjem, som var præget af klassisk lærdom. Hans far, John Evans var en fremragende arkæolog, oldtidsforsker og samler. Familien Evans var tæt knyttet til en anden fremtrædende familie, Dickinson - Evans far var gift med sin kusine Harriet Ann Dickinson. Harriets far var direktør for byens store papirfabrik. Medlemmer af begge familier havde været fremtrædende videnskabsmænd.

Arthur Evans studerede på Harrow School og Oxford, hvor han afsluttede med en førstekarakter i moderne historie. Herefter studerede han 1 år ved universitetet i Göttingen. Den unge Evans havde ingen ønsker om at arbejde i familiefirmaet, men at gøre en akademisk karriere. Han søgte et par videnskabelige stillinger, som han fik afslag på - muligvis på grund af sin stejle natur og sine meget markante og lidenskabelige meninger. Evans havde en glødende interesse for forholdene på Balkan. Sammen med sin broder Lewis tog han til Bosnien, hvor han blev arresteret som russisk spion. Han var i Bosnien under opstanden i 1875, og i Sarajevo, da oprøret mod Tyrkiet startede. Evans foranstaltede indsamlinger til fordel for Bosnien og fik udgivet en bog om forholdene i regionen. I en periode var han en glødende korrespondent for Manchester Guardian, som modtog veldokumenterede beretninger om brændte landsbyer og øvrige grusomheder - ikke meget synes at have ændret sig siden da.

Under sit ophold i Montenegro fik Evans oplyst, at historikeren Freeman, én af hans gamle venner fra Oxford, i kort tid ville opholde sig i Ragusa. Evans ønskede at træffe Freeman, som også deltog aktivt i støtten til Balkan. Efter 7 timer på hesteryg samt en længere rotur i en lille båd mødte han Freeman, som var ledsaget af sine 2 døtre. Som du måske har gættet, forelskede Evans sig i én af døtrene, Margaret, som også var forsker. Under et ophold i England i 1878 blev de forlovet. Og forlovelsen blev fejret med et besøg på udstillingen af de skatte, som Heinrich Schliemann havde fundet under udgravningerne af Troja.

Samme år blev Margaret og Evans gift, hvorefter de bosatte sig i Ragusa. Evans var fortsat korrespondent, men brugte størsteparten af sin tid på at studere historie, oldtidsminder og politik på Balkan. Evans havde ofte møde med oprørsbevægelsen i sit hjem, hvilket medførte, at han og hustruen blev udvist og vendte tilbage til England. Vistnok til nogen lettelse for familien, som håbede, at den rastløse Evans nu ville slå sig til ro.

I 1884 blev han leder af Ashmolean Muséet i Oxford. Muséet var grundlagt i det 17. århundrede og var i en miserabel forfatning efter mange års misrøgt. Bl.a. vat størsteparten af muséets klenodier overført til andre samlinger på universitetet. Men alt dette var kun en udfordring for Evans. Var en møntsamling overført til et andet muséeum, så måtte de levere den tilbage. Evans udarbejdede en plan, som igen skulle bringe Ashmolean Muséet til ære og værdighed. En bekendt af Evans ville donere sin store samling af renæssancekunst til Oxford, men gjorde det betinget af, at der under direktøren for Ashmolean Muséet blev oprettet et centralmuséum for kunst og arkæologi. Og modstræbende gik Oxfords ledelse ind på disse betingelser.

Evans stilling som direktør gav ham rige muligheder for at rejse. I 1892 tog Evans til Athen for at studere mykensk kunst. Ved en aktikvitetshandler faldt han over nogle tavler og segl med indgraverede symboler som mindede om hieroglyffer - men som tydeligvis ikke var det. På forespørgsel fortalte antikvitetshandleren, at de stammede fra Kreta. Var det tænkeligt, at Kreta med sin beliggenhed mellem Europa, Asien og Ægypten havde været formidler af ægyptiske hieroglyffer til Europa? Og i 1894 satte Evans for første gang foden på Kretas jord. Hans brændende ambition var at tyde det ældgamle skriftsystem.

Evans på Kreta

Som Schliemann havde gjort før ham tog Evans ud og besøgte Knossos, som ligger i nærheden af Iraklion. En lokal købmand og antikvitetselsker - som sjovt nok hed Minos - havde foretaget nogle udgravninger og afdækket nogle forrådsrum med en samling kæmpekrukker. Kreta var på det tidspunkt stadig under tyrkisk kontrol. Schliemann havde flere gange forsøgt at købe området ved Knossos - Kephala højen - af den tyrkiske ejer, men prisen havde været så høj, at Schliemann havde afslået. Nu var prisen blevet mere rimelig, så det endte med, at Evans, som jo var af en velhavende familie, købte området. Umiddelbart havde Evans ikke noget udbytte af dette, da han ikke måtte udføre de fund, han måtte gøre. Men han opnåede, det han ville, nemligt at afholde andre fra at grave på stedet.

Evans vendte tilbage til Kreta 5 år senere i 1899, da tyrkerne var blevet drevet ud af stormagterne. Allerede inden han gik i gang med udgravningerne, var Evans overbevist om, at han på Kreta ville finde nøglen til den før-hellenske kultur. En kultur, som Schliemanns fund ved Mykene havde påvist eksistensen af. En af Evans medhjælpere var Duncan Mackenzie, en rødhåret skotte med stor sprogfærdighed og gode evner til at dokumentere gravearbejdet og de fund, der blev gjort.

Udgravningerne blev foretaget i rasende fart. Og ved udgangen af 1903 var næsten hele paladset og det nærliggende område under udgravning. Evans fortsatte arbejdet indtil 1931, kun afbrudt af nogle år under 1. verdenskrig. Løbende udgav han sit 4-binds hovedværk "The Palace of Minos at Knossos, (1921-35)".

Næppe var udgravningsarbejdet begyndt, før stedet åbenbarede sine hemmeligheder. Ikke i form af guld og ædelstene, som Schliemann havde fundet i Troja og Mykene, men i form af en fornem arkitektur og modne, yndefulde kunstgenstande. Stilen var såkaldt "mykensk", fordi det var her man havde fundet de første elsemplarer af denne. Det blev snart klart, at Kephala højen rummede flere paladser på et område på ca. 30.000 m2. Paladserne var ikke klar adskilte, men mere eller mindre bygget sammen, idet bygmestre noge steder havde bygget til og videre på forgængerens arbejde. Det var tydeligt, at paladserne havde været beboet over en lang uafbrudt periode - formentlig gennem mere end 2.000 år. Prøv lige at tænke det igennem. En periode svarende til tiden fra vore dage til Kristi fødsel. Det, Evans fandt her, var de første 2.000 år af Europas historie. Evans ansatte stadig flere arbejdere, snart var mere end 100 beskæftiget med udgravningen.

Fra begyndelsen indså Evans, at det var nødvendigt at preservere og restaurere monumenter, som blev fundet undervejs. De øverste etager var ikke som i andre af antikkens bygningsværker været understøttet af stenmure eller stensøjler, men hvilede hovedsagelig på et skelet af bjælker. Materialet til disse stammede fra de nærliggende cypresskove eller importeret. De øverste etager blev mirakuløst båret oppe af murbrokker. Hvis disse blev fjernet, ville de overliggende etager styrte sammen. Evans forsøgte at understøtte med træbjælker, men det viste sig hutigt, at de rådnede bort. Så lod han søjler og kapitæler hugge i sten - men dette var både tidkrævende og bekosteligt. Til sidst begyndte han at anvende jernbeton. Dele af rekonstruktionen, som oprindelig var lavet af træ, blev malet i passende (naturlignendeI farver. Visse steder blev der lavet kopier af de oprindelige fresker. Disse metoder blev - og bliver - diskuteret af de lærde. Uanset hvad mener om de anvendte metoder, må man beundre Evans for hans kreative forestillingsevne. Det var disse evner, som førte til opdagelse af den minoiske kultur, som man indtil da alene havde anet ved antydninger og forestillinger i den gamle græske mytologi. Du må vente med at høre enkeltheder om fundene, indtil du kommer med til Knossos - lige om hjørnet.

Til at begynde med blev udgravningsarbejdet primært finansieret af Kretisk Forskningsfond, som var én af Evans skabt institution. Men da fondens midler var brugt, blev den resterende finansiering foretaget af Evans familien!!! Han skrev i et brev til sin fader i november 1900: "Knossospaladset var min idé og mit værk.... Jeg vil af mange grunde ikke have gjort hele foretagendet til et aktieselskab, hovedsagelig fordi jeg alene vil have kontrollen med det arbejde, jeg selv udfører....". Omkostninger til udgravning og rekonstruktion samt offentliggørelse af de videnskabelige resultater blev de følgende 30 år afholdt af Evans familiens privatformue. En udgift på adskillige millioner kroner. Ved faderens død i 1908 arvede Arthur Evans størstedelen af hans formue. Nogle måneder senere arvede han også Dickinson-slægtens store besiddelser.

Villa Ariadne

Villa Ariadne blev bygget af (eller skal vi sige betalt af) Evans i 1906 som hans permanente base på Knossos, og den var hovedbygning på Evans store ejendom. Her boede også hans venner, når de var på besøg. I mange år boede han her forår og sommer. Evans overlevede ikke 2. verdenskrig, men oplevede de 2 førstr forfærdelige år med Frankrigs fald, Grækenlands underkastelse og Kretas besættelse (mere herom senere). Efter Evans' død i 1941 kort efter hans 90 års fødselsdag overgik ansvaret for de fortsatte udgravninger til the British School of Archaeology i Athen, som også overtog Ariadne. Imidlertid blev omkostningerne til vedligeholdelse for store for skolen, som i 1952 overdrog den til den græske stat. Nu rummer Villa Ariadne en udstilling af byzantinske antikviteter. I den edwardianske have står en statue af kejser Hadrian (117-138), som Evans fandt ved Villa Dionysos. Evans blev adlet for sine fortjenester i 1911.

Men kom nu med på en tur til paladset i Knossos.

Paladset i Knossos

I en lejet bil tog vi afsted fra vores hotel lidt vest for Chania og kørte ad den nye vej østpå langs kysten for at besøge det legendariske palads Knossos - et besøg, som jeg havde set frem til, siden jeg som dreng havde læst om Arthur Evans udgravninger. Selv om vi kom frem temmelig tidligt på dagen, og selv om det var tidligt på sæsonen (sidst i april måned), var der køer ved indgangen. Husk at købe et oversigtkort over området, som kan forekomme meget forvirrende ellers. Kommer du på en varm sommerdag, er forvirringen formentlig total. Knossos er så absolut den mest besøgte attraktion på øen. Da vi var der, var der gratis adgang om søndagen. Jeg ved ikke, om det fortsat er tilfældet. Hvis du kommer på egen hånd, er det måske en idé at leje en af de mange guider til at forestå rundvisningen.

Det minoiske palads Knossos ligger ca 5 km fra byen Iraklion på vejen mod Archánes. Det er beliggende på Kefala højen tæt ved Kairatos floden. Beliggenheden bød på mange naturlige fordele: en stærk forsvarsposition, god vandforsyning, adgang til havet - og på den anden side ikke for tæt på havet - samt udstrakte skove lige i nærheden. I dag skal man dog kigge langt efter skov, men da Knossos blev bygget, leverede skoven materiale til de mange søjler, som indgår i paladsets konstruktion. Udgravningen eller museumsområdet omfatter udover Knossos paladset "de minoiske huse", "det lille palads", "den kongelige villa", villaen "Dionysos" med de berømte romerske mosaiker. Kun Knossos paladset og de minoiske huse er åbne for offentligheden.

Udgravningerne viser, at området har været beboet tilbage til 5-6000 BC, hvilket gør Knossos til det ældste bosted i Europe. Opførelsen af paladset, der sikkert tjente som regeringssæde og - i hvert fald ifølge legenden - som bolig for kong Minos, er påbegyndt så tidligt som 2400 BC. Omkring 1900 BC har det sin endelige form og udstrækning. Omkring 1700 BC rammer et voldsomt jordskælv Ægæerhavet og næsten udsletter de kretiske byer samt og de mykenske byer på det græske fastland. Knossos blev ødelagt, men på ruinerne opføres et palads endnu mere strålende end det tidligere. Men ca. 100 år senere bliver paladset igen ødelagt. men den minoiske civilisation rejser sig og kulminerer i virkeligheden i perioden efter ødelæggelserne. Her til venstre ser du en kunstnerisk opfattelse af, hvorledes Knossos kan have set ud - jeg garanterer dog ikke for autenticiteten.

Underetagen

Herunder er en tegning over underetagen af det enorme palads. Og husk, at vi betragter et palads hvor der i vestfløjen var 2 etager, mens østfløjen med bl.a. de kongelige gemakker var på 4 etager. Der var antageligt mere end 1500 rum/værelser i paladset, hvis areal var på mere end 20.000 m2.

1. Vestgården 2. Vestlige indgang 3. Processionsgangen 4. Trappe med søjler 5. Sydlige indgang 6. Sydlige propylæer 7. Den store trappe 8. Den lange korridor 9. Trappeindgangen 10. Pillar Crypts 11. Tronsalen 12. Den tredelte helligdom 13. Den centrale gård 14. Nordlige indgang 15. Customs House 16. Nordlige søjlehal 17. Den store trappe 18. Dobbeltøksernes hal 19. Dronningens påklædningsværelse 20. Privatboliger 21. Nordlige kultiske bassin 22. Hellige magasiner 23. Østlige bastion 24. Magasiner med de gigantiske krukker 25. Magasiner

Paladset er delt i en østfløj og en vestfløj af den centrale gårdsplads. De besøgende kommer ind gennem vestfløjen, som rummer de religiøse og officielle værelser, mens østfløjen indeholder beboelses- og arbejdsrum. Denne indgang er den oprindelige ceremonielle indgang til paladset, som jo også tjente religiøse formål. I vestgården findes 3 store gruber, som menes at have været anvendt til offergaver. På billedet til højre står Birgit ved den nordlige indgang - studerer hun kortet for at finde et rygerum? Jeg må indrømme, at som så meget andet på Knossos så er de smukke søjler rekonstruerede. Evans rekonstruktioner var - og er - meget omstridte. Men for lægfolk forhøjer de i hvert fald oplevelsen betydeligt.

Vestfløjen

I vestfløjen kommer man via en forgang ind i tronsalen, som var mindre, end jeg havde forestillet mig, men bestemt imponerende. Her befinder sig Kong Minos' 3600 år gamle trone. Tronen er fremstillet af én alabasterblok. Stenbænkene langs væggene er formentlig til brug for præsterne. På hver side af tronen er malet en pragtfuld grif - et lvelignende dyr med fuglehoved. Farven er den kendte rødbrune på lyseblå baggrund. De rekonstruerede fresker på væggene indeholder liljer, som opfattes som et kongeligt symbol. Man kan desværre ikke komme ind i tronsalen, men som trøst er der udenfor denne opstillet en trækopi af tronen, og mange turister lader sig forevige siddende på den. Det gjorde bl.a. vores veninde Karin, da hun og Kurt var hernede. I tilknytning til tronsalen er nogle såkaldte lustrationsrum, som Evans mente blev brugt i forbindelse med rituelle salvningsceremonier. Lignende rum er fundet i de øvrige paladser på Kreta.

I vestfløjen finder man magasinkorridoren, hvori er opstillet et antal forrådskrukker - pithoi - som arkæologer møjsommeligt har samlet skår på skår. Nogle af krukkerne er mere end 2 meter høje og har indeholdt olie, korn, tørrede fisk, bønner og oliven.

Evans fik lagt et beskyttende betondække over underetagen. Etagen over denne rummede de officielle repræsentations- og modtagelsesgemakker, herunder tresøjlesalen, sekssøjlesalen og skatkammeret. Vestfløjen fungerede som en kæmpestor administrationsbygning, hvorfra hele Kreta blev styret i Knossos' storhedstid.

Østfløjen

I østfløjen kommer man ad en smuk indvendig trappe ned til en smal gang, som fører hen til Dronningens påklædningsværelse - som Evans har givet navn. Fra dette kommer man ind i Dronningens megáron, hvor væggene er smykket med nogle utroligt smukke fresker. Se her den smukke fresko med de yndefuldt springende delfiner, hertil søstjerner, søpindsvin og fisk. Det er dog "kun" kopier, da originalerne - som de fleste andre værdifulde fund - befinder sig på muséet i Iraklion.

Ved siden af påklædningsværelset ligger dronningens badeværelse, udstyret med ensfarvede fresker. Det, der måske imponerer mest her, er det flotte badekar - ja, badekar. Karret skulle ganske vist fyldes med håndkraft af en tjenestepige, men i nærheden af karret var der et afløb i gulvet. I nærheden ligger formentlig verdens første vandskyllende toilet. Minoerne var for mere end 4000 år siden dygtige ingeniører og håndværkere. Nogle af de kloaksystemer, som blev bygget på den tid, fungerer faktisk stadigvæk. Det har krævet en indgående kendskab til nivelleringsteknik at opbygge et kloaknet i det meget kuperede terræn. Ledningerne mundede ud i den nærliggende Kairotos flod. Ak, ja - i lille Danmark oplever vi ofte, at vi må renovere kloaksystemer bare 20 eller 30 år efter konstruktionen.

I den sydlige ende af processionsgangen findes en fresko, som er navngivet Liljeprinsen eller Præstekongen. Prinsen bærer en imponerende hovedbeklædning med liljer og påfuglefjer. Det antages, at han går forrest i en pricession og med sin venstre hånd leder et helligt dyr til ofring. Billedet dateres til slutningen af det 15. århundrede BC.

Tyrespringer freskoen

Den mest berømte fresko fra Knossos og de øvrige minoiske paladser er "tyrespringer freskoen" fra paladsets østfløj. Evans var meget optaget af at "forstå" billedet, hvor man ser en kvindelig akrobat gribe fat i hornene på en tyr, som kommer galopperende mod hende, og så slå en saltomortale hen over dyrets ryg. Evans søgte oven i købet vejledning hos en gammel cowboy, som i mange år havde fanget okser med lasso på den amerikanske prærie. Cowboyen påstod, at det var en umulighed. Så vidt jeg ved, har endnu ingen forsøgt at gentage kunststykket, så indtil da vil jeg foretrække at tro, at de yndefulde minoiske akrobater var i stand til at gennemføre dette vovestykke. I andre udgravninger på Kreta er der fundet billeder, som viser, hvorledes vilde tyre blev jaget og indfanget.

De sakrale dobbelthorn

På sydsiden af paladset fandt Evans resterne af et kæmpemæssigt eksemplar af disse horn, som formentlig har været anbragt øverst på paladsets tag, så alle rejsende kunne se dem på lang afstand. Motivet med disse dobbelthorn er fundet mange steder på Kreta. Det menes ikke, at man har tilbedt tyren som en guddom, men at tyren var gudens yndlingsdyr. Derfor blev der ofte ofret tyre til gudens ære. Måske har tyrespring som beskrevet ovenfor fundet sted i den store centrale gård på slottet.

Den bedste udgang på besøget må være at bringe et billede af sir Arthur Evans, hvis bronzebuste er opstillet i vestgården.

Nu da du har set udgravningerne på Knossos, synes jeg, at du skal følge med til Gortyn, hvor vi skal se nogle andre spændende historiske fund.

Gortyn

Hvis du har været med os på Knossos eller Iraklion, synes jeg, at det vil være en god idé at fortsætte sydpå - ca 45 km - til Gortyn - eller Gortis, som den ofte benævnes. Gortyn har været beboet siden år 3000 BC. Imidlertid blomstrede byen først under den sene minoiske periode (1600-1100 BC.), hvorfra der er fundet rester af en villa. Der er ligeledes spor af arkaiske beboelse, omkring år 600 BC. samt fra den hellenististiske periode omkring år 200 BC. Under det romerske herredømme var Gortyn hovedstad for provinsen Kreta og Kyrene. I den periode blev Titus biskop på Kreta, og i år 250 led 10 præster martyrdøden i Gortyn.

Zeus og Europa

Du husker måske myten om Zeus' bortførelse af den skønne kongedatter Europa, som var kongedatter i Lilleasien. En dag, hvor hun gik og legede med sine venner ved stranden, skabte Zeus sig om til en smuk, hvid tyr og kom i rasende galop hen mod selskabet. Europa beundrede det smukke dyr og satte sig op på dens ryg. Straks satte tyren kursen mod havet og svømmede med Europa på ryggen til Kreta, hvor den gik i land ved byen Gortyn (også ofte benævnt Gortis). Zeus hentede et træ fra et nærliggende bjergområde og under dets skygge forførte han prinsessen, efter at nymferne havde forberedt deres brudeseng. Resultatet af denne forening var den senere kong Minos. Da Zeus havde opnået, hvad han ville - vi ved jo alle, hvordan mænd er - sørgede han dog for, at Europa blev gift med kong Asterion af Kreta, som adopterede Zeus' og Europas sønner. Jeg har altid syntes, at denne historie er et smukt billede på, hvorledes Europa har modtaget mange af sine kulturelle påvirkninger østfra. Nu kan jeg forestille mig, at du tænker: "Men, kan det nu også passe?". Men for en gangs skyld kan jeg føre bevis for sandheden. For på billedet ovenfor kan du se det omtalte træ. Og oven i købet har den almægtige Zeus sørget for, at platantræet står smukt grønt hele året. Jeg har ikke selv taget billedet, men lånt det med tilladelse af www.explorecrete.com.. De har for resten også en udmærket dansksproget version af deres site.

Apostlen Titus

Som tidligere nævnt kom kristendommen tidligt til Kreta. Og det begyndte faktisk i Gortyn under ledelse af apostlen Titus, som blev Kretas første biskop. Titus var født på Kreta af adelig slægt. Som barn drømte han flere gange, at han skulle bruge sit liv på at frelse sin egen og andres sjæle. Som 20-årig tager han til Jerusalem, hvor han møder Jesus - ca 1 år, før Jesus dør på korset. Titus var således af hedensk familie, hvorfor det var meget passende, at han blev én af Paulus' disciple. Paulus var den officielle apostel for hedningerne. Paulus havde stor tillid til Titus, som også var hans nære ven. Flere gange sendte Paulus ud på vanskelige opgaver, bl.a. fra Efesos til Korint.

Da Paulus blev pågrebet i Jerusalem, insisterede han på sin ret til som romersk statsborger at blivve stillet for Senatet i Rom. Med på sejladsen, som foregik sidst på efteråret, var bl.a. Titus og Lukas. Da skibet lagde ind til Kreta, advarede Paulus kaptajnen om at fortsætte rejsen før foråret. Advarslerne blev overhørt, og skibet forliste ved Malta - klik her, hvis du vil vide mere.

Paulus bad Titus blive tilbage og lede kirken på Kreta. Senere skrev han et brev med anvisninger om, hvorledes Titus skulle varetage sine pligterne blandt kreterne, som Paulus ikke havde høje tanker om. Paulus skal bl.a. have sagt "Kreterne har altid været løgnere, arge vilddyr, grådige og dovne". Brevets autenticitet har været meget diskuteret.

Senere blev Titus sendt til Dalmatien, men han han vendte tilbage til Kreta og døde som 94-årig i Gortyn, hvor han også blev begravet. I det 4. århundrede blev han helgenkåret og udnævnt til Kretas skytshelgen. Han fejres hvert år den 25. august.

I det 6. århundrede blev der bygget en sten basilika med træloft over hans grav. Man kan i et af sidekapellerne stadig se rester af de oprindelige fresker. De bedste eksemplarer er dog som så meget andet flyttet til muséet i Iraklion. Men i 824 blev Gortyn og herunder også kirken ødelagt af arabiske besættere, men menigheden sørgede for at bringe Titus' kranium i sikkerhed. I 961 blev kraniet sammen med andre relikvier fra øen anbragt i den nye kirke, som netop var bygget i Iraklion. Men da tyrkerne indtog Iraklion i 1669, sendte man Titus' kranium på rejse til Venedig, hvor det blev anbragt i Markuskirken. Efter næsten 10 års forhandlinger blev kraniet den 15. maj 1966 i triumf bragt til domkirken i Iraklion, hvor det vistnok stadig befinder sig. Titus Basilikaen er genopbygget flere gange, bl.a. i det 10. og det 14. århundrede.

Det romerske teater

Lidt nord for Titus Basilikaen ligger nogle romerske ruiner. Den bedst bevarede del er et odeon, et typisk romersk teater fra det 1. århundrede efter Kristus. I den nordlige mur er der 4 nicher til statuer. Kun 3 rækker af siddepladserne er velbevarede. Da teatret blev bygget, anvendte romerne stenblokke fra en ældre bygning i nærheden. Lidt længere mod nord på den anden side af den lille flod, ligger et akropolis. Ikke meget er bevaret, men der er en smuk udsigt fra stedet. Der ligger også rester af et Apollon-tempel - men Apollon selv (eller rettere en statue af ham) er som så meget andet af værdi "bortført til" muséet i Iraklion. Endelig har der på stedet også ligget et tempel for de ægyptiske guder Isis og Serapis, som var meget populære i den romerske periode.

Dronningen blandt indskrifter

En sommerdag i 1884 steg den italienske (eller rettere venetianske) arkæolog Frederico Halbherr i land på Kreta. Hans speciale var epigrafi, dvs. tydning af gamle indskrifter. Og han havde ikke været på øen i mere end 1 måned, inden han gjorde sit livs opdagelse.

Da han ønskede at undersøge en antik mur, som befandt sig under vand, fik han mølleren i Gortyn til midlertidigt at lede vandet udenom stedet, hvorefter Halbherr kravlede ned i den tørlagte kanal. Her fandt han nogle store blokke med indskrifter, som han bedømte til at være arkaiske. Mølleren insisterede forståeligt nok på, at vandet skulle ledes tilbage, så han kunne genoptage sin forretning. Og først da der var skaffet midler til at købe området, kunne Halbherr komme i gang med at undersøge, hvad der snart blev kendt som Dronningen blandt indskrifter.

Indskrifterne var fra ca. 475 BC, dvs nogenlunde fra det tidspunkt, hvor man i Athen planlagde bygning af Parthenon. Indskriften bestod af 12 lovtekster, som var var hugget ind 42 nummererede blokke, i alt ca. 42.000 bogstaver. Den længste græske indskrift, der er bevaret. Læseretningen var såkaldt kovending, dvs af én linie gik fra venstre mod hæjre, næste linie fra højre mod venstre osv., netop som man pløjer en mark med et okseforspand.

Teksten indeholder civile og strafferetlige regler for ejendomsret til fast ejendom, slaver mv. Disse regler giver et godt indblik i gruppering i samfundsgrupper og det eksisterende hierarki. I tilfælde af skilsmisse foreskriver loven, at kvinden skal have den ejendom, som hun har bragt med ind i ægteskabet. Herudover halvdelen af det, der måtte være produceret på hendes ejendom. Endelig fastsætter loven et beløb, som manden skal betale, hvis han er skyld i skilsmissen. Det var skilsmissereglerne for frie borgere. For slaver og andre er der fastsat tilsvarende - men lidt afvigende - regler. Ligeledes er retten til børn efter skilsmisse fastsat i loven. Der er også paragraffer for sanktioner mod voldtægt og hor. Straffen (betalingen) for voldtægt mod en fri kvinde er fx 40 gange højere end mod en slave. Hvis gerningsmanden er slave, fordobles beløbet, der skal betales. Det er klart, at sådanne tekster om dagligdags sociale og juridiske forhold, giver arkæologerne utrolig nyttig viden om sanfundsforholdene.

Skriftsblokkene er i dag indfældet på indersiden af den krumme mur til det romerske odeon. Det antages, at blokkene oprindelig har siddet i en cirkulær bygning med en diameter på ca. 30 meter, fx samlingssted for en folkeforsamling.

Hermed slutter min rejsebeskrivelse fra Kreta. Desværre nåede vi ikke at museet i Iraklion, som rummer størsteparten af de fund, der er gjort. Jeg håber engang med tiden at vende tilbage til Kreta og færdiggøre minde studier. Tak for dit selskab.