Knossos - og Evans
Inden vi kaster os ud i en gennemgang af paladset i Knossos, vil jeg gerne introducere den person, som mere end nogen anden har været med til at kaste lys over den minoiske kultur. Hans bedrifter kan bedst sammenlignes med Heinrich Schliemans opdagelser ved Troja og Mykene eller Howards Carters arbejde ved Luxor. Jeg ved godt, at store opdagelser sjældent kan tilskrives én enkelt person, men jeg har altid været fascineret af disse heltetyper. Og den person, jeg skal præsentere nu, er en ægte Indiana Jones skikkelse.

Arthur Evans (1851-1941)
Sir Arthur Evans, Knossos Arthur Evans er født i 1851 i Hertfordshire, hvor han voksede op i et hjem, som var præget af klassisk lærdom. Hans far, John Evans var en fremragende arkæolog, oldtidsforsker og samler. Familien Evans var tæt knyttet til en anden fremtrædende familie, Dickinson - Evans far var gift med sin kusine Harriet Ann Dickinson. Harriets far var direktør for byens store papirfabrik. Medlemmer af begge familier havde været fremtrædende videnskabsmænd.

Arthur Evans studerede på Harrow School og Oxford, hvor han afsluttede med en førstekarakter i moderne historie. Herefter studerede han 1 år ved universitetet i Göttingen. Den unge Evans havde ingen ønsker om at arbejde i familiefirmaet, men at gøre en akademisk karriere. Han søgte et par videnskabelige stillinger, som han fik afslag på - muligvis på grund af sin stejle natur og sine meget markante og lidenskabelige meninger. Evans havde en glødende interesse for forholdene på Balkan. Sammen med sin broder Lewis tog han til Bosnien, hvor han blev arresteret som russisk spion. Han var i Bosnien under opstanden i 1875, og i Sarajevo, da oprøret mod Tyrkiet startede. Evans foranstaltede indsamlinger til fordel for Bosnien og fik udgivet en bog om forholdene i regionen. I en periode var han en glødende korrespondent for Manchester Guardian, som modtog veldokumenterede beretninger om brændte landsbyer og øvrige grusomheder - ikke meget synes at have ændret sig siden da.

Under sit ophold i Montenegro fik Evans oplyst, at historikeren Freeman, én af hans gamle venner fra Oxford, i kort tid ville opholde sig i Ragusa. Evans ønskede at træffe Freeman, som også deltog aktivt i støtten til Balkan. Efter 7 timer på hesteryg samt en længere rotur i en lille båd mødte han Freeman, som var ledsaget af sine 2 døtre. Som du måske har gættet, forelskede Evans sig i én af døtrene, Margaret, som også var forsker. Under et ophold i England i 1878 blev de forlovet. Og forlovelsen blev fejret med et besøg på udstillingen af de skatte, som Heinrich Schliemann havde fundet under udgravningerne af Troja.

Samme år blev Margaret og Evans gift, hvorefter de bosatte sig i Ragusa. Evans var fortsat korrespondent, men brugte størsteparten af sin tid på at studere historie, oldtidsminder og politik på Balkan. Evans havde ofte møde med oprørsbevægelsen i sit hjem, hvilket medførte, at han og hustruen blev udvist og vendte tilbage til England. Vistnok til nogen lettelse for familien, som håbede, at den rastløse Evans nu ville slå sig til ro.

I 1884 blev han leder af Ashmolean Muséet i Oxford. Muséet var grundlagt i det 17. århundrede og var i en miserabel forfatning efter mange års misrøgt. Bl.a. vat størsteparten af muséets klenodier overført til andre samlinger på universitetet. Men alt dette var kun en udfordring for Evans. Var en møntsamling overført til et andet muséeum, så måtte de levere den tilbage. Evans udarbejdede en plan, som igen skulle bringe Ashmolean Muséet til ære og værdighed. En bekendt af Evans ville donere sin store samling af renæssancekunst til Oxford, men gjorde det betinget af, at der under direktøren for Ashmolean Muséet blev oprettet et centralmuséum for kunst og arkæologi. Og modstræbende gik Oxfords ledelse ind på disse betingelser.

Evans stilling som direktør gav ham rige muligheder for at rejse. I 1892 tog Evans til Athen for at studere mykensk kunst. Ved en aktikvitetshandler faldt han over nogle tavler og segl med indgraverede symboler som mindede om hieroglyffer - men som tydeligvis ikke var det. På forespørgsel fortalte antikvitetshandleren, at de stammede fra Kreta. Var det tænkeligt, at Kreta med sin beliggenhed mellem Europa, Asien og Ægypten havde været formidler af ægyptiske hieroglyffer til Europa? Og i 1894 satte Evans for første gang foden på Kretas jord. Hans brændende ambition var at tyde det ældgamle skriftsystem.


Evans på Kreta
Heinrich Schliemann, Troja og Mykene Som Schliemann havde gjort før ham tog Evans ud og besøgte Knossos, som ligger i nærheden af Iraklion. En lokal købmand og antikvitetselsker - som sjovt nok hed Minos - havde foretaget nogle udgravninger og afdækket nogle forrådsrum med en samling kæmpekrukker. Kreta var på det tidspunkt stadig under tyrkisk kontrol. Schliemann havde flere gange forsøgt at købe området ved Knossos - Kephala højen - af den tyrkiske ejer, men prisen havde været så høj, at Schliemann havde afslået. Nu var prisen blevet mere rimelig, så det endte med, at Evans, som jo var af en velhavende familie, købte området. Umiddelbart havde Evans ikke noget udbytte af dette, da han ikke måtte udføre de fund, han måtte gøre. Men han opnåede, det han ville, nemligt at afholde andre fra at grave på stedet.

Evans vendte tilbage til Kreta 5 år senere i 1899, da tyrkerne var blevet drevet ud af stormagterne. Allerede inden han gik i gang med udgravningerne, var Evans overbevist om, at han på Kreta ville finde nøglen til den før-hellenske kultur. En kultur, som Schliemanns fund ved Mykene havde påvist eksistensen af. En af Evans medhjælpere var Duncan Mackenzie, en rødhåret skotte med stor sprogfærdighed og gode evner til at dokumentere gravearbejdet og de fund, der blev gjort.

Udgravningerne blev foretaget i rasende fart. Og ved udgangen af 1903 var næsten hele paladset og det nærliggende område under udgravning. Evans fortsatte arbejdet indtil 1931, kun afbrudt af nogle år under 1. verdenskrig. Løbende udgav han sit 4-binds hovedværk "The Palace of Minos at Knossos, (1921-35)".

Næppe var udgravningsarbejdet begyndt, før stedet åbenbarede sine hemmeligheder. Ikke i form af guld og ædelstene, som Schliemann havde fundet i Troja og Mykene, men i form af en fornem arkitektur og modne, yndefulde kunstgenstande. Stilen var såkaldt "mykensk", fordi det var her man havde fundet de første elsemplarer af denne. Det blev snart klart, at Kephala højen rummede flere paladser på et område på ca. 30.000 m2. Paladserne var ikke klar adskilte, men mere eller mindre bygget sammen, idet bygmestre noge steder havde bygget til og videre på forgængerens arbejde. Det var tydeligt, at paladserne havde været beboet over en lang uafbrudt periode - formentlig gennem mere end 2.000 år. Prøv lige at tænke det igennem. En periode svarende til tiden fra vore dage til Kristi fødsel. Det, Evans fandt her, var de første 2.000 år af Europas historie. Evans ansatte stadig flere arbejdere, snart var mere end 100 beskæftiget med udgravningen.

Knossos paladset Fra begyndelsen indså Evans, at det var nødvendigt at preservere og restaurere monumenter, som blev fundet undervejs. De øverste etager var ikke som i andre af antikkens bygningsværker været understøttet af stenmure eller stensøjler, men hvilede hovedsagelig på et skelet af bjælker. Materialet til disse stammede fra de nærliggende cypresskove eller importeret. De øverste etager blev mirakuløst båret oppe af murbrokker. Hvis disse blev fjernet, ville de overliggende etager styrte sammen. Evans forsøgte at understøtte med træbjælker, men det viste sig hutigt, at de rådnede bort. Så lod han søjler og kapitæler hugge i sten - men dette var både tidkrævende og bekosteligt. Til sidst begyndte han at anvende jernbeton. Dele af rekonstruktionen, som oprindelig var lavet af træ, blev malet i passende (naturlignendeI farver. Visse steder blev der lavet kopier af de oprindelige fresker. Disse metoder blev - og bliver - diskuteret af de lærde. Uanset hvad mener om de anvendte metoder, må man beundre Evans for hans kreative forestillingsevne. Det var disse evner, som førte til opdagelse af den minoiske kultur, som man indtil da alene havde anet ved antydninger og forestillinger i den gamle græske mytologi. Du må vente med at høre enkeltheder om fundene, indtil du kommer med til Knossos - lige om hjørnet.

Til at begynde med blev udgravningsarbejdet primært finansieret af Kretisk Forskningsfond, som var én af Evans skabt institution. Men da fondens midler var brugt, blev den resterende finansiering foretaget af Evans familien!!! Han skrev i et brev til sin fader i november 1900: "Knossospaladset var min idé og mit værk.... Jeg vil af mange grunde ikke have gjort hele foretagendet til et aktieselskab, hovedsagelig fordi jeg alene vil have kontrollen med det arbejde, jeg selv udfører....". Omkostninger til udgravning og rekonstruktion samt offentliggørelse af de videnskabelige resultater blev de følgende 30 år afholdt af Evans familiens privatformue. En udgift på adskillige millioner kroner. Ved faderens død i 1908 arvede Arthur Evans størstedelen af hans formue. Nogle måneder senere arvede han også Dickinson-slægtens store besiddelser.

Villa Ariadne
Villa Ariadne, hvor Arthur Evans boede under 30 års udgravningsarbejde Villa Ariadne blev bygget af (eller skal vi sige betalt af) Evans i 1906 som hans permanente base på Knossos, og den var hovedbygning på Evans store ejendom. Her boede også hans venner, når de var på besøg. I mange år boede han her forår og sommer. Evans overlevede ikke 2. verdenskrig, men oplevede de 2 førstr forfærdelige år med Frankrigs fald, Grækenlands underkastelse og Kretas besættelse (mere herom senere). Efter Evans' død i 1941 kort efter hans 90 års fødselsdag overgik ansvaret for de fortsatte udgravninger til the British School of Archaeology i Athen, som også overtog Ariadne. Imidlertid blev omkostningerne til vedligeholdelse for store for skolen, som i 1952 overdrog den til den græske stat. Nu rummer Villa Ariadne en udstilling af byzantinske antikviteter. I den edwardianske have står en statue af kejser Hadrian (117-138), som Evans fandt ved Villa Dionysos. Evans blev adlet for sine fortjenester i 1911.


Men kom nu med på en tur til paladset i Knossos.

 

Til forsiden Toppen af denne side Forrige side Knossos paladset