Akrotiri halvøen
Akrotiri halvøen ved Chania på Kreta

Akrotiri halvøen, som ligger nord/nordøst for Chania er bestemt et besøg værd. Vi kørte derud én af de dage, vi havde lejet bil, og blev der hele dagen. Som tidligere nævnt ligger den lokale flyveplads på Akrotiri, så du har måske været her uden at vide det. Efter et par kilometers kørsel kom vi til Profitias Ilias, en høj, som har navn efter den nærliggende lille kirke. Pladsen her har stor symbols betydning, idet der var her, at frihedskæmpere i 1897 på trods af stormagterne hejste det græske flag som indledning til Kretas frihedskamp. Legenden fortæller, at flagstangen blev skudt i stykker af en salve fra et engelsk krigsskib, men at den brave frihedskæmper beholdt flaget i hånden, mens skydningen blev indstillet i respekt for det mod, som blev udvist. Hvis du kaster blikket længere ud i horisonten, kan du se det imponerende Lefka Ori - de hvide bjerge. Da vi var der sidst i april, var der stadig sne på bjergtoppene, skønt det syntes af svinde for hver dag, der gik.


Venizelos familiens gravsted
Kretas berømte statsmand Eleftherios Venizelos Her ligger også et gravsted for Kretas - måske Grækenlands - mest berømte statsmand Eleftherios Venizelos. Fra startsiden husker du måske, hvorledes Venizelos dukkede op på den græske politiske scene omkring 1905 som leder af Kretas Liberale Parti. Han blev Grækenlands permierminister i 1906 - en post, som han blev valgt til flere gange i sit politiske liv. Det var også hans fortjeneste, at Grækenland valgte "den rigtige side" under 1. verdenskrig. I 1924 måtte Venizelos følge kongen i eksil i Frankrig, hvor han (Venizelos) døde i 1936.


Venizelos gravsted, Akrotiri Her i en smuk park med en betagende udsigt over Chania ligger Venizelos begravet. I 1964 blev sønnen Sofocles Venizelos også gravsat her. I sommermåneder er den lille kirke og det smukke parkanlæg ofte ramme om bryllupper og barnedåb. Solnedgangen skulle være helt fantastisk herfra, men det har vi til gode til en anden gang. I øvrigt findes en imponerende status af Venizelos udfor domhuset i Chania. Venizelos er en af de sønner, som kreterne er mest stolte af. I landsbyen Therisos ca. 15 km syd for Chania er indrettet et muséum for den kretiske uafhængighedskamp. Det var i denne landsby, at Venizelos startede den langvarige kamp, som i 1913 førte til, at man kunne hejse det græske flag over Firka fortet i Chania. Så målet for uafhængighedskampen var således at blive en del af den græske nation og slippe for det tyrkiske åg..


Agia Triada Klostret
Agia Triada Klostret, Akrotiri Der ligger 3 klostre i nærheden af hinanden på Akrotiri. Det første, som vi besøgte, var Agia Triada - Den hellige treenighed -, som er bygget i 1600-tallet af 2 brødre af den venetianske familie Zangaroli. Brødrene, som var munke, havde netop konverteret til den græsk-ortodokse tro. Klostret er bygget på resterne af en tidligere kirke. Klostret har en imponerende indgang med en stor bue og en campanile, et meget smukt alter i kirken samt et lille museum med en flot samling af ikoner fra 1500-tallet. Klostret er et lille arbejdende samfund, og det er efter sigende muligt at se bedriften. Vi gik dog kun en tur og besigtigede tingene udefra. Bl.a. kan man spadsere på de imponerende murværker, som omgiver klostret. Almindeligvis er klostret lukket for besøg fra 14-17, hvorfor vi måtte vente en halv times tid på at komme ind - men den fejl behøver du jo ikke at gøre.

Agia Triada Klosterkirke,Akrotiri Kirken har form af et byzantinsk krucifix med 3 kupler. Den største nogenlunde i midten, mens de 2 mindste ligger i den bageste ende af kirken. Kirkens 2 kapeller er også forsynet med kupler. Hovedkirken er viet til Agia Triada, mens de 2 sidekapeller er viet til Agios Ioannis Prodromos (Johannes Døberen). Kirkens facade har en blanding af joniske og korintiske søjler. Det store klokketårn er tilføjet i 1864. Det er muligt at komme op i klostertårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt. I 1800-tallet fungerede klostret som en meget vigtig teologisk institution, og i en periode var der præsteseminarium i klostret.


Gouverneto Klostret
Gouverneto Klostret, Akrotiri Ca. 4 km fra Agia Triada klostret ad en grusvej ligger Gouverneto klostret. Kretas ældste kloster fra 1537. Det er ikke tilfældigt, at klostret ligner en fæstning med tårne i hvert hjørne, for man har gennem tiden været udsat for plyndringer især fra søsiden. Byggestilen er venetiansk præget.

Kirken, som er viet til jomfru Maria, har smukke hvælvede buer i loftet. I hvert hjørne er der skydeskår for buer og senere geværer. Facaden er udsmykket med smukke venetianske udskæringer. Skytshelgen for det lille kapel er St Johannes - eneboeren- grundlægger af klostret.

Under den græske frihedskamp i 1821 besatte tyrkerne klostret. Mange munke mistede livet, og klostrets arkiver blev ødelagt. Under 2. verdenskrig benyttede de tyske besættelsestropper klostret som opholdssted. Og endnu en gang blev klostret plyndret og svært beskadiget. Gourverneto klostret insisterer på, at besøgende er sømmeligt påklædt. Klostret er lukket fra 12-15.


Det forladte Katholico Kloster
Det forladte Katholico Kloster på Akrotiri halvøen ved Chania, Kreta Nedenfor Gouverneto klostret ligger ruinerne af det forladte Katholiko Kloster, forladt som følge af talrige overfald af sørøvere. Munkene flyttede til det nærliggende Gourverneto Kloster. I dalen tæt ved klostret ligger "Den hellige Johannes grotte", hvor St Johannes levede den sidste del af sit liv. Legenden fortæller, at han blev dræbt af en jæger, som tog ham for en hjort. Grotten er en drypstenshule, som i antikken var en Artemis-helligdom. Derfor er det måske ikke helt upassende, at den helige Johannes blev dræbt af en jæger, da Artemis jo var gruindefor for bl.a. jægerne. Hvert år den 7. oktober på hans navnedag tager tusindvis af kretere til Gouverneto Klostret, hvor de overværer en gudstjeneste, inden de begiver sig til Katholiko. Det er muligt at komme helt ud til kysten (20 minutter), hvor der ligger en lille naturlig havn. Det er muligt at bade herfra. Vejen til Katholiko er efter sigende blevet forbedret, siden vi var der.


Zorba the Greek
Anthony Quinn og Alan Bates i Zorba Fortsætter man ad vejen langs vestkysten af Akrotiri, ender man i Stavros. Her indspillede man en del af scenerne fra én af mine yndlingsfil, Zorba (1964). Handlingen er temmelig spinkel. Basil (spillet af Alan Bates) , engelsk forfatter, er på vej til Kreta, hvor han har arvet en mindre ejendom. Han vil færdiggøre sin biografi om Buddha i fredfyldte og rolige omgivelser. I Piræus møder han Zorba (spillet af Anthony Quinn), som også skal til Kreta. På trods af (på grund af?)de enorme forskelle i temperament og opførsel kommer de 2 mænd til at holde af hinanden. Basil er "typisk engelsk": reserveret, høflig, velklædt mv. Zorba er "typisk græsk": robust, livlig, pigeglad. Zorba forsøger at få Basil "afsat" til en enke (spillet af Irene Papas) i landsbyen. Han får også Basil med på et hasarderet projekt, som - på trods af velsignelser af den lokale præst - ender med at koste Basil hele hans arv. Basils ønske til Zorba som en slags kompensation er, at Zorba skal lære ham at danse. Og filmen ender med en pragtfuld dansescene på stranden ved Stavros. Oven i de smukke visuelle indtryk kommer Mikis Theodorakis dejlige musik, spillet på græske instrumenter. Theodorakis er også kreter, født i nærheden af Chania. Han var i eksil i Paris flere år under juntastyret. I 1990 blev han indvalgt i parlamentet. Nævnes skal selvfølgelig også forfatteren, Nikos Kazantzakis, som er én af de største nutidige græske forfattere. Hans gravsted bærer denne flotte inskription:
"Jeg håber intet,
jeg frygter intet,
jeg er fri"

Hvis du følger med os til Eraklion, skal vi vise dig hans gravsted.

Vagthund ved bjergvej På en ufremkommelig bjergvej mødte vi denne lille fyr. Vi formodede, at det var en fåre- eller gedehund, da der var mange af disse dyr i nærheden. Åse og Viggo - mine svigerforældre - som næsten sætter dyr lige så højt som mennesker, var fortørnede over, at hunden var bundet til en tønde uden vand i nærheden. Selvfølgelig var det praktisk, at hunden kunne søge ly for regn og blæst i tønden - men alligevel.


De allieredes militærkirkegård
Ved Souda-bugten ud til det krystalklare vand ligger en kirkegård med godt 1500 ofre fra 2. verdenskrig. Som du måske ved, udspilledes ét af de afgørende slag netop på Kreta, hvilket du kan læse mere om på denne side.

Til første Kretaside Toppen af denne side Forrige side Næste side