Korfu er den nordligste af de Joniske øer og samtidig Grækenlands vestligste punkt. øen, som ligger på højde med Albanien og ved indsejlingen til Adriaterhavet, er usædvanlig frodig. Arkitektonisk er den en charmerende blanding af de civilisationer, som har passeret hen over den i tidens løb. Andre Joniske øer er Kefalonia, som også er et populært rejsemål, og Ithaka, Odysseus' elskede kongerige - herom mere senere. Korfu, som af grækerne kaldes Kérkyra, er ca. 600 km2 med en meget varieret kystlinie på 217 km. Afstanden fra kyst til kyst er mange steder blot nogle få km. Indbyggerantallet er ca. 100.000. Birgit og jeg tog hertil sammen med vores gode venner og rejsekammerater på Rejseholdet fra Hornslet. Som så ofte før tog vi med århus Charter, og som sædvanlig fik vi en rejseoplevelse, hvor alt fungerede, og hvor guiderne var søde, venlige og hjælpsomme. Prøv det selv!
Vi boede på Folies, i et dejligt kompleks af fritligende bungalows med 4 lejligheder i hver. Foliés ligger ca. 2 km vest for Korfu by ved landsbyen Alepou, og ligger i en en pragtfuld have og med en dejlig swimming pool. Det var muligt at få morgenmad i den udendørs bar/restaurant. Som sædvanlig valgte vi 3 familier at spise morgenmad sammen, denne gang hos Kurt og Karin, som boede på øverste etage med udsigt over poolen. Birgit og jeg gik til supermarkedet hver morgen. Og Bente og Erling - de stod bare op. Også denne gang havde vi købt midler til forebyggelse af maveproblemer i flyveren: Jägermeister, Nordsøolie (kan anbefales) og Fernét Branca. Man kan aldrig være for forsigtig med den lumske udenlandske kost.
Det eneste problem, vi havde, var de forbandede myg. De tvang os til at lukke alle døre og vinduer om natten, hvilket ikke er så sjovt i juli måned. Inden vi gik i seng, sprayede vi værelserne grundigt med ildelugtende myggespray (nej, vi tog ikke hensyn til ozonlaget, man bør have styr på sine prioriteter). Kurt fandt ud af, at man i supermarkedet kunne købe en dims, som holder myggene væg. En ting, som skulle sættes i stikkontakten og have påfyldt én tablet dagligt. God idé.
Ellers domineredes hotelområdet af værten, Miltos med hans utallige påfund. Klagede man over myg, hev han et jagtgevær frem, pegede rundt i luften med det og lod, som om han skød. Flere gange i timen ringede han på klokken og råbte "Hjemmeis". Miltos havde været i Danmark et par gange og kunne en smule dansk. Han elskede børnene og lavede meget skæg med dem. Miltos er helt klar en person, som man enten elsker eller synes 'er for meget'. Vi holdt meget af ham. Desuden havde han et par søde danske piger til at hjælpe til i baren. Vi så ikke så meget til Elvira, Miltos' kone, da hun skulle føde deres første barn i den periode, vi var der. (Vi har siden hørt, at det blev en pige). Mange gæster viste deres påskønnelse af Miltos ved at komme med gaver til den lille ufødte. Her viser Miltos spisekortet til Kurt og Bente.
En gang om ugen blev der holdt græsk aften på Foliés. Der blev stillet borde op på den store terrasse, og der blev serveret masser af græske specialiteter. Miltos underholdt på forskellige måder: Han klædte sig ud som Nana Mouskouri og sang en græsk sang (selv om jeg ikke er fan af Nana Mouskouri, gør hun det dog bedre end Miltos). Så optrådte han som græsk præst og viede en dansk kærestepar. Desværre var han så uheldig at falde i swimming poolen. (Ugen efter, da vi overværede en del af forestillingen fra vores altan, var han igen uheldig). Herefter var der græsk dans med opvisning af 2 mænd og 2 kvinder. Da de var færdige, blev alle tilskuerne involveret og trukket rundt i hele området til den fascinerende græske musik.
Vi oplevede et par gange den besynderlige tradition med at smadre tallerkener og andet lertøj på dansegulvet. (nej, det var ikke for at slippe for opvasken, for det var ubrugt porcelæn). Det er efter sigende forbudt af myndighederne, men det forhøjer bare nydelsen. Jeg har siden læst, at denne skik stammer fra den gang, da Jomfru Maria og Maria Magdalena opdagede, at Jesu' grav var tom efter genopstandelsen.
Fra Foliés var der et par hundrede meter til busserne, som enten bragte os ud til de helt fantastiske strande på Korfu eller ind til Korfu by. Her ved siden af ser du Erlings forsøg på at gå på vandet. Erling svømmer enten fuldstændig lodret i vandet, eller også ligger han fladt på ryggen. Nyd stilen. Vi prøvede ved én lejlighed at spadsere ind til Korfu by - men vejs tilstand - og Erlings kondition - er for dårlig til det. Som sædvanlig lejede vi en bil en del af tiden og kørte rundt på hele øen. Men det kommer du til at høre mere om i det følgende.
Øens oprindelige navn er Kerkyra eller Corkyra efter den nymfe, som havets gud Poseidon blev forelsket i og bragte hertil. Deres datter, Phaex har givet navn til de mytologiske beboere "faiakerne", som tog sig af Odysseus - herom senere. øen har været beboet siden den ældre stenalder - ca. 50.000 BC. På den tid var den forbundet med fastlandet. I 734 B.C. blev den koloniseret af korintherne, som byggede byen Analipsi. its acropolis. Korfu udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, opbyggede sin egen flåde og erhvervede egne kolonier. Det varede ikke længe, inden øen gjorde oprør mod det mægtige Korinth. I 432 B.C. blev Korfu årsag til udbruddet af Den Peloponesiske Krig, og kom herefter under Spartas herredømme. Dette blev efterfulgt af besættelse af flere forskellige magnter, og endte med romersk besættelse i 229 B.C. Denne besættelse skulle vare ca. 500 år, da romerriget blev delt i en vestlig og østlig del.
Korfu kom under det Byzantinske kejserrige. Det mest imponerende monument fra den byzantinske periode er kirken i forstaden Anemomilos, som er indviet til Sct Jason og Sct Sosipater. Der er også en større udstilling fra denne periode i museet for antik kunst.
Under denne periode begyndte befæstningen af byen Korfu for at beskyttede sig mod angreb nordfra - især normannerne - samt fra sørøvere. I 1204 blev Korfu indtaget af genoveserne, og i 1356 af venetianerne, som blev på øen indtil 1797. Tyrkere gjorde flere erobringsforsøg i denne periode, og på et tidspunkt raserede en hær på 25.000 mand øen, men det lykkedes at forsvare Korfu by. I 1797 blev øen besat af Frankrig.
Efter Napoleons nederlag blev de Joniske øer et britisk protektorat, styret af en højkommissær med hovedsæde på Korfu. Trods stor skepsis fra indbyggerne lykkedes den den britiske administration af bringe økonomien på fode, anlægge et vejnet (som stort set ikke er vedligeholdt siden) samt organisere vandforsyningen. Englænderne åbnede det første universitet i hele Grækenland. Og som du tidligere har set, indførte de også deres mærkelige boldspil kricket.
I 1864 blev Korfu forenet med moderlandet Grækenland. Inden englænderne forlod øen, ødelagde de alle befæstningerne til stor fortrydelse for korfioterne (det hedder de altså, de mennesker, der bor på Korfu. Synet du måske, at 'korfutter' lyder bedre?).
Korfu er brødrene Lawrence og Gerald Durrells ø. De kom hertil som børn og kom snart til at elske øen. Mange kunstnere har på forskellig måde udødeliggjort øen: Gorthe, Oscar Wilde, maleren Alfred Sisley o.m.a. Selv Napoleon siges at have været betaget af den smukke ø. Korfu er også Shakespeares ø, som han skildrede i sit skuespil Stormen. Jason og hans argonauter søgte tilflugt på Korfu på deres hjemfærd med det gyldne skind. Men først og fremmest er den Homers og Odysseus´ ø. Her blev Odysseus skyllet op på stranden og mødte den underskønne prinsesse Nausikaa.
I hvert fald 3 forskellige steder på Korfu kappes om at være det sted, hvor Odysseus blev skyllet op på stranden på vej hjem til sit elskede Ithaka, som ligger lige i nærheden. Af disse anser mange Paleokastrítsa som det mest sandsynlige som hovedstad i det "faiakernes land", som Odysseus kom til. Her regerede kong Alkinoos og hans dronning Arete. Herfra begav prinsesse Nausikaa sig afsted en morgen sammen med sine tjenestepiger for at vaske tøj i floden. Dette hændte ca 1.200 år B.C. En skald i Lilleasien, som måske hed Homer, og som måske var blind, skildrer i Odysséen Odysseus´ hjemrejse fra den trojanske krig. Vi ved, at den trojanske krig virkelig har fundet sted omkring 1.200 B.C. - det har arkæologiske udgravninger vist. De viser også, at en by nedbrændtes på det sted, hvor Troja formodes at ligge. Flere andre skjalde end Homer har sunget herom. Jeg har altid være betaget af Odysseus. Én ting, at få lov af konen til at gå i krig sammen med sine medkonger - en krig, som varede 10 år. Men at tage yderligere 10 år om at komme hjem, og så blive modtaget med åbne arme af en kærlig kone. Når man tænker på de problemer, man løber ind i, hvis hjemturen fra julefrokosten tager mere end én time.
Lawrence Durrells stor kærlighed - det hvide hus i Kalami ved Kalami bugten med udsigt over mod Albaniens blålige bjerge nogle få km borte. Huset tilhørte engang den berømte britiske forfatter til mesterværkerne Alexandriakvartetten og en række bøger om de græske øer. Lawrence Durrell (1912-90) kom til Korfu i 1930 sammen med sin mor og sine søskende. Korfu blev og forblev hans store kærlighed. Han boede i dette hus ved Kalami bugten sammen med sin hustru indtil anden verdenskrig. Lawrence Durrell nåede at opleve et Korfu, forholdsvis upåvirket (læs ødelagt) af den moderne turisme. Han tegner nogle pragtfulde billeder af ægte græske naturbørn og fortæller mange lystige anekdoter. Gerald Durrell - Lawrence's yngre broder - har også skildret Korfu i en række bøger. Gerald Durrell har ernæret sig som forfatter, radiomand, globetrotter, filmmand og zoolog. Hans mest kendte værk om Korfu er Min familie og andre dyr. Bogen kan varmt anbefales. For en del år siden blev der i fjernsynet vist en filmatisering af denne pragtfulde bog.
Men lad os nu begive os på rundtur i Korfu by.
Korfu by ligger nogenlunde midt på øens østkyst på en klippetange, som skyder sig ud i havet. På spidsen af denne tange ligger en gammel venetiansk borg, som er adskilt fra byen ved en dyb voldgrav. Byen bærer tydeligt præg af ikke at have været udsat for byplanlægning gennem de mange hundrede år, den har eksisteret. De mange kulturer, som til forskellige tider har domineret Korfu, har sat deres præg. Alligevel er det en særdeles charmerende by at spadsere rundt i.
Korfus centrale plads er Spianada eller Esplanaden. Den anses af mange for den smukkeste plads i Grækenland. Men den er i hvert fald den største. Langs den ene side af Esplanaden løber Liston, som er en smuk buegang med restauranter, caféer og små forretninger. (Liston er i øvrigt bygget af faderen til Suez kanalens arkitekt). Forbilledet for Liston har været Rue de Rivoli i Paris.
I den nordlige ende af Liston ligger "Sct Michael og Sct George slottet". Slottet, som er bygget som residens for den britiske generalguvernør, har også tjent som sommerslot for den kongelige familie. Desværre kunne vi ikke komme ind at se slottet, da man var i gang med forberedelserne til et europæisk topmøde. I dag er området omkring slottet indrettet til cricket bane (ja, de har meget på samvittigheden, de englændere). Der bor ikke mange turister i Korfu by. Disse bor - som vi gjorde - i de omliggende byer ved kysten, og tager så ind til byen et par gange i løbet af ferien.
Som så mange andre danske turister skulle vi også op at se det tidligere kongeslot Mon Repos, hvor Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie boede, så længe det varede. Mon Repos ligger i centrum af den antikke bydel i en smuk park eller skov. Villaen så noget forsømt ud. Hertil kom, at man havde installeret varmeapparater, som uden tanke på æstetik blot var klasket uden på murene. Men der var en meget smuk udsigt over havet. Vi ledte desværre forgæves efter det eneste Papirpengemuseum i verden. Det var især Erling, som gammel bankmand, der gerne ville se det. Da vi endelig fandt det, var det lukket. Husk, det har kun åbent om formiddagen. Udover en stor udstilling af pengesedler vises også fremstilling af sedler - og det kan vi jo alle få brug for. Især os, der elsker at rejse.
I det 13. og 14. århundrede blev den eksisterende byzantinske fæstning udbygget, og i det 15. århundrede blev den rekonstrueret af venetianerne. Fæstningen fungerede både som et militært og et administrativt center. Den viste sin betydning i 1716 ved afvisning af flere tyrkiske angreb. Der er kun få bygninger tilbage fra den venetianske periode, såsom den centrale indgang, krudtmagasinerne og fængslerne. Under det britiske protektorat (1815-64) blev barakkerne, hospitalet og Sct George kirken opført. Den seneste restaurering af fæstningen skete i 1992-94, forud for den europæiske topmøde - så noget godt kom der da ud af dette topmøde. I et af de mange magasiner så Birgit og jeg en kunstudstilling af lokale kunstnere. Om sommeren afholdes der en folkedanser festival på fæstningen. Længst ude er der et fyrtårn, som er åbent for turister.
Kirken er bygget som et simpelt kors med en kuppel. Væggene, som er kampesten omgivet af mursten, er dekoreret med kakler i forskellige mønstre. Den er bygget omkring år 1000, formentlig af håndværkere fra det græske fastland. Tidligere lå her en klosterkirke, som var viet til Sct Andrew - siden blev den viet til Sct Jason og Sct Sosipater. Kirken, som er restaureret flere gange i nyere tid, er stadig i funktion.
Paleopolis, som er den antikke del af Korfu by, ligger syd for den moderne bydel. Her ligger en basilika, som blev bygget i det 5. århundrede B.C. på ruinerne af et romersk tempel. Den har været ødelagt flere gange: af vandaler og goter i det 6. århundrede, af sarascenere og normanner i det 11. århundrede, af tyrkerne i 1500-tallet og senest under 2. verdenskrig. Hver gang er den blevet genopbygget. I 1968 blev alle de tidlige kirkelige dele overført til muséet i det gamle palads.
Det arkæologiske museum, som blot ligger et par minutters gang fra Esplanaden, rummer fund fra udgravninger forskellige steder på øen. Museets stolthed er den 2.500 år gamle gavlfrise fra oldtidsbyens Artemistempel. Frisen er Grækenlands ældste relief og forestiller den skrækindjagende Medusa. I sandhed skrækindjagende for hendes hår bestod af slanger, og som om det ikke var nok, så blev enhver, som betragtede hende, forvandlet til sten. Helten Perseus overvandt hende ved at holde et blankpoleret spejl op for hende, hvorved Medusa selv blev til sten. Sjovt nok var Medusa mor til digtekunstens vingede hest, Pegasus. Ved siden af Medusa ses Akilles dræbe kong Priamos af Troja - faderen til prins Paris, som bort- og forførte den skønne Helene.
Museet for asiatisk kunst er det eneste af sin art i Grækenland. Det blev oprettet i 1927 efter donation af 10.500 genstande fra Gregorios Manos. Han var græsk ambassadør i Wien og Paris - og fuldkommen besat af orientalsk kunst. Ikke mærkeligt, at han døde som en fattig mand i 1928, efter at have oplevet at se 'sine' kunstgenstande udstillet i det smukke museum. Indtil 1974 omfattede det alene kinesisk og japansk kunst. Senere er museet udvidet med andre private samlinger fra Asien. Bestemt et besøg værd. (Der er formentlig stadig lukket om mandagen).
![](images/snit.jpg" "Træsnit")
Museet ligger i en bygning, som tidligere husede det britiske protektorat (som du ved, havde briterne tidligere en udpræget beskyttertrang overfor andre nationer). Det har tidligere været hovedkvarter for ridderordenen Sct Michael og Sct George. Efter at de Joniske øer blev lagt sammen med Grækenland, overdrog briterne bygningen til den græske stat, og den har i en periode tjent som sommerresidens for den kongelige græske familie.
I Ágios Spiridónas - Sct Spiridons kirke fra 1500-tallet findes den hellige mumie af Sct Spiridon. Og noget mere helligt skal man lede længe efter på Korfu. Han er så populær, at næsten hver anden dreng på Korfu er døbt Spiridon eller Spiros. Den hellige Spiridon ligger i en sølvkiste i en sarkofag. Fire gange om året bæres han i triumf gennem byens gader. Spiridon begyndte som hyrde på Cypern i 300-tallet. Siden avancerede han til munk og siden biskop. Han var kendt for sin fromhed og sine evner til at fremkalde mirakler. Da han døde, blev hans lig begravet i Konstantinopel. Men inden tyrkerne trængte ind i byen (i 1400-tallet), blev resterne af Spiridon smuglet til Korfu - noget af vejen i en sæk på ryggen af et æsel. Hans autoritet er vokset i årenes løb, hvor han har reddet Korfus befolkning mod pest og hungersnød - og sågar mod tyrkerne. Udover mange vidunderlige ikoner indeholder kirken mange votiv gaver i guld og sølv. Gaver, som fx er skænket i taknemlighed over at være kommet sig efter en alvorlig sygdom.
Domkirken: Hvis du kan overkomme flere kirker, er også den majestætiske domkirke et besøg værd. Den indeholder resterne af en anden helgen, Sct Theodora Augusta og den har også en smuk samling ikoner.
Men lad os nu forlade Korfu by og tage en tur rundt på øen.
Som så ofte før lejede vi en bil de fleste dage af ferien og kørte øen rundt. Denne gang fik Kurt lov til at bestemme hvilken biltype, vi skulle have. Og selvfølgelig kom han trækkende med en 4-hjuls trækker, som mere opfører sig som en lastbil end en personbil. Udover de mere almindelige turiststeder - som vi kigger nærmere på i det følgende - udforskede vi især den sydlige del af øen, som ikke er så besøgt. Denne del rummer mange smukke oliven plantager. Desuden så vi Korfus eneste nævneværdige sø, Korission. Nogle af de mest imponerende villaer på Korfu ligger også i de sydlige dale på øen. Her ligger også flere små, charmerende fiskerlandsbyer.
Ca 2/3 af Korfu er opdyrket - størsteparten med oliven, citrus, frugttræer og vin. Olivenolien er det vigtigste produkt for øen. Mange steder dyrkes den lille citrusfrugt, cumquat, som kommer fra Kina. Den anvendes bl.a. til fremstilling af en likør, som er helt speciel for Korfu. Kun Korfu har den nødvendige blanding af milde vintre og moderat varme somre samt en passende mængde nedbør. Husk at købe en flaske med hjem. Drik den i små doser (skjul den om nødvendigt for din hustru), og du vil have et langvarigt minde om Korfu.
Kanoni ligger ca. 4 km syd for Korfu på en lille halvø. Navnet betyder '1-kanon batteri', og hentyder til, at franskmændene installerede 1 kanon for at beskytte byen. Denne står i dag på byens lille torv. Kanoni har en dejlig badestrand, men er dog mest kendt for sin pragtfulde udsigt til de 2 små øer, som ligger tæt ved kysten: Pondikonisi (Museøen) med sin lille kirke fra det 13. århundrede. Og Vlakherna, hvorpå der findes et lille kloster. Pondikonisi er ifølge Homer Odysseus' skib, som af Poseidon blev forvandlet til sten som straf for, at Odysseus havde drøbt hans elskelige søn Polyfemos (du husker den menneskeædende kyklop med ét øje midt i panden).
Hvad du ikke kan se på det smukke motiv, er at øens lille lufthavn ligger ganske nær. Med mindre du er meget fascineret af disse prægtige (larmende) maskiner, skal du nok vælge et hotel i større afstand fra lufthavnen. Men i virkeligheden tog vi til Kanoni for at betragte landingspladsen. Én i vores rejseselskab mente, at synet af gentagne starter og landinger måske kunne have en gavnlig effekt på hans utilpashed ved at flyve. Vi andre håbede blot, at vi ikke blev vidne til et uheld. I så fald ville vi nok blive nødt til at chartre et skib for at bringe Erling hjem igen til Hornslet. Metoden kan anbefales, og der findes en restaurant med en terrasse, velegnet til formålet med en helt fantastisk udsigt. Tag derop først på aftenen og se solen gå ned.
I henhold til de gamle myter lå den homeriske kong Alkinoos' "magiske" have her i Benitses. I dag finder du overvejende støjende englændere, barer og diskoteker. Bortset fra en enkelt kunstigt anlagt sandstrand er strandene ikke særligt gode. Så hvis du ikke er til det vilde, hektiske natteliv, behøver du ikke tage til Benitses. Et kort stykke vej fra Benitses er der en dal med en dejlig vegetation - velegnet for en spadseretur. Fra Benitses går der små turistbåde til andre steder på Korfu (vi prøvede det dog ikke).
Nord for Korfy by ligger et antal badebyer på række: Alykes (5 km.) og Gouvia (8 km.). Gouvia har en dejlig udsigt over bugten, hvor der drives masser af vandsport. Her ligger ruinerne af et venetiansk skibsværft og arsenal. I nærheden ligger Danilia, som er en konstruktion af en korfiotisk landsby, som den ville have set ud for ca. 200 år siden. Mange af rejsebureauernes udgave af 'græske aften' foregår her. Længere nordpå har vi Dassia (13 km.), som er et udpræget badested. Vores venner Else og Ted, som har boet her, fandt området lidt kedeligt. Endelig følger den charmerende fiskerlandsby Ipsos (15 km.), som har en fantastisk strand. Køreturen nordpå er usædvanlig smuk, og på vejen ligger små tavernaer, som serverer dejlig græsk mad og lokale vine.
Sidari, som ligger ca. 36 km. nordvest for Korfy by, har udviklet sig fra et lille fiskerleje til et stort turistområde med pragtfulde strande og alle tilhørende faciliteter. Ude i bugten ligger 'Canal d'Amour' mellem 2 klipper. Ifølge sagnet er det 2 elskende, som af guderne er blevet forvandlet til sten. Hvis et par svømmer mellem disse formationer, vil deres kærlighed vare evigt (jeg giver ingen garanti, men hvis man overlever, kan det vel ikke skade). På vejen derop kan man fx. besøge øens højeste bjerg, Pantokrator. Herfra er der en flot udsigt over til Albaniens bjerge.
Paleokastritsa er efter vores mening den smukkeste by på Korfu (dog ikke egnet for gangbesværede). Byen ligger på de nederste udløbere af de skovklædte bjerge ud til en smuk kyst med en dejlig badestrand (dog ikke meget sand). Ifølge Homer lå her Faiakernes by. Den britiske højkommissær, som var meget begejstret for området, lod bygge en vej hertil. Han foregav, at der her skulle bygges et hjem for sårede krigsveteraner, hvilket vistnok var et påskud. Men nu nyder vi jo godt af det. På højre side af bugten ligger Paleokastritsa klostret, som er viet til Jomfru Maria. Klostret er grundlagt i det 13. århundrede, men de nuværende smukke bygninger er fra 1800-tallet. I middelalderen var klostret forbundet med den højereliggende borg Angelokastro. Udsigten fra klostret er helt fantastisk. Endnu bedre hvis man begiver sig lidt højere op til borgruinerne.
Der bor (vistnok) 7 munke i det lille kloster. Bente, Karin og Birgit havde travlt med at tænde røgelsespinde i det lille kapel, hvilket måske kunne overraske nogen. Men at Erling - som har været bankmand i en årrække - havde en del på samvittigheden, kom ikke bag på nogen.
Den, som måske har elsket Korfu mest, er den smukke (og ulykkelige?) kejserinde af østrig-Ungarn, Elisabeth, også kaldet Sissi. Det var hendes kærlighed til Homer, som drog Sissi til Korfu fra det hektiske hofliv i Wien. Hun havde visse psykiske problemer, som måske kan henføres til den tids kraftige indavl i de europæiske kongehuse. Hendes forældre var fætter og kusine. Den smukke Elisabeth var kun 16 år, da hun 1854 gifte sig med den 24-årige kejser Franz Joseph af østrig-Ungarn, som var hendes fætter. Han regerede som østrigsk kejser fra 1848 - 1916 - og fra 1867 var han oven i købet konge af Ungarn. Denne rekord kan selv Christian IV ikke slå med sine sølle 60 år på tronen. Deres eneste barn, tronfølgeren Rudolf, havde et håbløst kærlighedsforhold til den 18-årige Mary Vetsera. Den endte som måske bekendt med, at de tog livet af sig (eller hvad der nu egentlig skete) i det tragiske "Mayerling-drama". Syg og træt af 7 års hofliv i Wien (hendes mand havde smittet hende med en kønssygdom) flygtede hun i 1861 til Korfu, hvor hun lod bygge slottet Achillion til minde om Homer og hendes idol, den græske helt Akilles. Med jævne mellemrum vendte Elisabeth tilbage til Korfu, hvor hun begyndte at studere græsk og oldgræsk. Når hun tog til Wien bragte hun sin lærer med, og han læste højt for kejserparret af de græske dramaer og tragedier ved alle måltiderne. Hård kost for den stakkels kejser. Elisabets liv sluttede med, at hun som 60 årig blev dræbt af en italiensk anarkist, som stak en kniv i brystet på hende. Dette skete ved Genevesøen i 1898. I næste uge (22. april 1998) tager Birgit og jeg til Wien, hvor der for tiden går en musical over Elisabeths liv. Så måske kan du om et stykke tid her på nettet læse om vores oplevelser i smukke Wien.
Achillion blev bygget fra 1888 til 1891 af en italienske arkitekt. Det ligger ca. 20 km syd for Korfu by på vejen til Benitse. Birgit og jeg tog bussen derned en stegende varm sommerdag. Efter Elisabeth's død var Achillion ubeboet i 7 år, indtil det blev købt af den tyske kejser Vilhelm II i 1907. Kejseren lavede en del ændringer både indvendigt og udvendigt. Han fjernede bl.a. 2 statuer af Akilles og lagde haven om. Under de 2 verdenskrige tjente slottet som hospital. Efter 2. verdenskrig blev Achillion en offentlig ejendom.
Inde i slottet findes et stort antal smukke malerier af italienske og østrigske malere. Også malere fra Korfu er repræsenteret. Det mest imponerende værk er den fresco, som viser Akilles trække liget af den døde Hektor rundt om Troja efter sin stridsvogn. I de mange værelser kan man se personlige ejendele af Elisabeth and Vilhelm II. Især var det interessant at studere de mange fotografier fra besøg, der har været på slottet. Der ligger også et smukt, lille kapel inde i slottet.
I den utroligt smukke have (onde tunger siger, at haven er smukkere end slottet med dets mange forskellige stilarter repræsenteret) findes statuer af de 9 muser og forskellige græske filosoffer og sidst - men ikke mindst - Shakespeare. Der findes flere statuer af Akilles i haven. Den største og mest imponerende er statuen af "den døende Akilles", udført af den tyske billedhugger Gustav Herter. Som du nok husker, blev han skud i hælen, det eneste sted, han ikke var usårlig. Lidt længere nede i haven står en statue af "den sejrende Akilles", som er vist her. Endnu længere nede i haven finder vi "den triumferende Akilles".
Og hermed farvel til denne smukke græske ø. Men efter vores - og andre af vores venners - opfattelse, den mindst græske af de græske øer, vi endnu har besøgt.