Gorm den Gamle (ca 900-ca 958)

Gorm den GamleGorm den Gamle, dansk konge med sæde i Jelling. Gift med Thyra, over hvem han omkring 950 rejser den lille jellingsten med indskriften:
"Gorm konge gjorde kumler (minder) disse efter Thyra sin kone Danmarks bod."

.Parret er antagelig først blevet begravet i Nordhøjen i Jelling. Efterfølgende får de en kristen begravelse i kirken ved siden af højen, muligvis da deres søn Harald Blåtand bliver kristen og rejser den store jellingsten med indskriften:

"Harald konge bød gøre disse minder efter Gorm sin fader og Thyra sin moder,
den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne."

I 1978 finder man skeletrester m.m. under kirkegulvet. Desuden finder man en mængde guldtråde, der har været indvævet i en kongelig dragt. Gorms formodede knogler er i en længere periode blevet undersøgt og scannet på Nationalmuseet. Den 30 august 2000 bliver Gorms knogler ført tilbage til Jelling Kirke. De lægges i et metalskrin i et støbt betonkammer foran koret i kirken. På dækstenen står indskriften:

"Kong Gorm højsat 959 og siden gravlagt her."

Kong Gorm får to sønner med Thyra: Knud og Harald. Knud omkommer under et togt til England. Gorm elskede Knud og havde svoret ved Thor og Odin, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at overbringe budskabet til kongen, hænger Thyra sorte klæder for vinduerne og klæder sig i en gammel sæk. Gorm spørger hende, om det betyder, at Knud er død, hvortil hun svarer: "Det sagde du, herre, og ikke jeg.". Gorm dør i 958 eller 959.