Til forsiden

Oldtiden

Grækenland

Romertiden

Vikingetiden

Middelalderen

1500-1549

1550-1599

1600-1649

1650-1699

1700-1749

1750-1799

1800-1849

1850-1899

1900-1913

1914-1918

1919-1938

1939-1945

1946-1959

1960-1969

1970-1979

1980-1989

1990-1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

2021

 

År Md Dag Begivenhed
201811 Musikeren og sangeren Teddy Edelmann er død, han blev 76 år gammel.
2018115 Forfatteren Synnøve Søe er død, hun blev 56 år gammel. Hun var datter af journalisten og højskolemanden Poul Erik Søe og Gunni Søe. Hun debuterede som forfatter i 1989 med romanen Fars. I 1990 udgav hun bogen "No credit". I 2006 kom romanen "Når den blå hane galer" og i 2007 romanen "Drengen på stigen". "Skrifte", fra 2009, er hendes sidste bog. Hun var i en periode vært på TV3 og lavede portrætter for TV 2/Bornholm, hvor hun boede i mange år.
2018116 Anklagemyndigheden tiltaler Peter Madsen for at have dræbt Kim Wall efter forudgående planlægning og forberedelse. Sagen betegnes af anklageren som usædvanlig og ekstremt grov. Drabsmåden er ukendt, men drabet kan være foretaget ved halsoverskæring eller kvælning. Anklagemyndigheden vil kræve Peter Madsen idømt livsvarigt fængsel. Alternativt tidsubestemt forvaring, fordi Peter Madsen kan være farlig for andre.
2018118 Den tidligere socialdemokratiske borgmester Pelle Jarmer er død, han blev 81 år gammel. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1962 til 1989. Fra 1976 til 1989 var han borgmester for socialborgmester, hvor han bl.a. var ansvarlig for lukningen af byggelegepladsen Byggeren.
2018121 Skuespilleren Jens (Dyhr) Okking er død, han blev 78 år gammel. Han medvirkede i en lang række danske film siden sin debut i Oktoberdage (1970). For sit arbejde modtog han tre Bodil-statuetter; bedste birolle i "Nitten røde roser" og for bedste hovedrolle i "Strømer" og "At klappe med een hånd". Han var en af de første ledere af Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Desuden var han den første direktør for kulturhuset Værket i Randers. Jens Okking var socialdemokrat, men forlod partiet i 1994 i protest. Han blev i 1999 valgt ind i Europa-Parlamentet for Junibevægelsen. Efter 2,5 år skiftede han til Folkebevægelsen mod EU.
2018127 Caroline Wozniacki vinder Australian Open-mesterskabet i damesingle. Det er hendes første sejr i en grand slam turnering. Wozniacki er seedet som toer, hendes bedste seedning siden 2012. I møder hun den førsteseedede verdensetter Simona Halep. Efter et tre-sæts drama bliver Wozniacki den 9. kvinde nogensinde til at vinde turneringen efter at have været nede med match points. Samtidig overtager hun igen positionen som nr. 1 på singleranglisten for verdens bedste kvindelige tennisspillere, 6 år efter hun sidst var i toppen af ranglisten.
2018128 Tennisspilleren Roger Federer vinder sin 20. Grand Slam-titel, da han vinder Australian Open-mesterskabet i herresingle.
2018128 Sauli Niinistö genvælges som Finlands præsident.
201821 Politimorderen Palle (Mogens Fogde) Sørensen er død, han blev 90 år gammel. Den 18. september 1965 dræbte han fire politibetjente på Amager. Drabene skete, da han blev stoppet af patruljevogne på vej hjem fra en indbrudsturné med sin kammerat Norman Lee Bune. Palle Sørensen havde allerede siddet 11 år i fængsel. Efter en intensiv politieftersøgning meldte Palle Sørensen sig selv. Han tilstod drabene i et grundlovsforhør den 21. september 1965. Den 18. marts 1966 blev han idømt fængsel på livstid. Han anmodede gentagne gange om benådning, hvilket hver gang blev afslået. Den 4. maj 1998 blev han, 71 år gammel, benådet efter at have siddet til afsoning i næsten 33 år.
201822 Ole (Svane) Thestrup er død, han blev 69 år gammel. Efter soldatertiden, som blev aftjent i marinen, fik han et midlertidigt job som ostevender på et mejeri lidt uden for Aarhus. Han begyndte at læse dramaturgi og var med i en studenterrevy. Det førte til, at han blev optaget på Aarhus Teaters elevskole. I sin erindringsbog, "Min lange rejse hjem", får flere indtryk af det lune, som var hans. Som da han spillede sammen Aksel Erhardsen, og denne kom med følgende replik: "Hvad skal vi dog gøre med de kvinder? Jeg havde lyst til at smide dem i floden!" Hvortil Ole improviserede: "Ja, men de kan jo svømme, de sataner!" Allerede her udviklede han et alkoholproblem, som fulgte ham næsten hele livet. Selv om han drak 30-40 genstande om dagen, kunne han stå på scenen om aftenen og huske sine replikker. Han forsvarede sig med, at denne "funktionspromille", som han kaldte det, var en forudsætning for hans kunst.

Da teatrets direktør, Henrik Bering Liisberg, senere blev chef for Det Kongelige Teater, huskede han Ole Thestrup og ansatte ham. Det var ærefuldt, men ikke et sted, hvor han følte sig hjemme, og nogle af af hans kolleger brød sig ikke om hans simple sprogbrug og den kendsgerning, at han lugtede af bajere, og det endte da også med, at han blev fyret.

Sit første job i filmverdenen fik han som assistent for en meget ung Nils Malmros i dennes anden spillefilm Lars-Ole 5c (1973). Han medvirkede i mange danske film, heriblandt i flere af Anders Thomas Jensens film, fx "Blinkende lygter" (2000). Han blev kendt for sin østjyske dialekt og komiske roller, hvor han var "brovtende, sur og skældte meget ud". Han havde roller i mange forskellige tv-serier og spillede også teater. Hans største rolle på teatret var titelrollen i "Jeppe på Bjerget" på Det Danske Teater (2007). Ole Thestrup kendte rollen indefra. I en anden opsætning spillede han Jakob Skomager.
201824 Philadelphia Eagles vinder den 52. udgave af Super Bowl.
2018210 Sangeren Rasmussen vinder Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Higher Ground".
2018213 Prins Henrik (født Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat 11. juni 1934 i Talence) er død på Fredensborg Slot, han blev 83 år gammel. Han var søn af greve André de Laborde de Monpezat (død 1998) og grevinde Renée de Monpezat, født Doursennot (død 2001). Han voksede op i Frankrig, men boede senere flere steder, særligt i Sydøst- og Østasien. Efter aftjent værnepligt gik han ind i diplomatiet, og det var som sekretær ved den franske ambassade i London, han mødte den daværende kronprinsesse Margrethe. Parret blev gift 10. juni 1967 og fik to sønner: Kronprins Frederik og prins Joachim. Prins Henrik havde en række officielle forpligtelser, men han påtog sig desuden en række opgaver og protektorater i foreninger og lignende. Han var meget kunstinteresseret og selv kunstnerisk skabende, hvilket blandt andet kom til udtryk i flere digtsamlinger samt en række skulpturer.
2018214 Efter længere tids pres træder Jacob Zuma tilbage fra posten som Sydafrikas præsident.
2018221 Den amerikansk baptistpræst og vækkelsesprædikant William Franklin Graham jr, bedre kendt som Billy Graham, er død, han blev 99 år gammel. Han benyttede radio og tv ekstensivt og menes at være den, som har prædiket evangeliet for flest personer i menneskeheden. Han besøgte Danmark i 1954 og 1965.
2018222 Journalisten Piet van Deurs (Jan Piet Schønheyder van Deurs) er død, han blev 87 år gammel. Han blev journalist på Holbæk Amts Venstreblad i 1954 og redaktionssekretær ved Helsingør Dagblad i 1956. I 1958 begyndte han sin lange karriere hos Danmarks Radio ved TV-Aktuelt. Han blev programredaktør og souschef i TV-Kulturafdelingen i 1964. Fra 1973 lavede han tv om arkæologi og historie. Mest kendt var han som vært på programserien "Hvad er det?". Efter pensionering fra DR i 2001 forsatte han som forfatter og foredragsholder.
2018225 Boksetræneren Jean Schmücker er død, han blev 71 år. Som cheftræner hos IK 99 var han med til at gøre Østerbro-klubben til en af landets stærkeste. Her udviklede han flere mesterboksere, herunder Hans Henrik Palm, Jimmi Bredahl og Johnny Bredahl, som alle tre senere blev europamestre som professionelle. I en periode var han landstræner i Norge, inden han kom til Bispebjerg Bokseklub på Nørrebro, hvor han deltog i projekter, der skulle få unge ud af kriminalitet. Jean Schmücker sekunderede flere Team Palle-boksere. Han huskes især for sit samarbejde med sværvægteren Brian Nielsen fra 1992-1997. I en årrække var han dansk landstræner.
201832 I et angreb i Ouagadougou mod Burkina Fasos militære hovedkvarter og Frankrigs ambassade omkommer mindst 16 personer.
201833 Sir Roger Gilbert Bannister CBE er død, han blev 88 år. Han var læge men også en fremtrædende engelsk atlet. Han var den første der løb en engelsk mil (1.609,344 meter) under fire minutter, også kendt som drømmemilen. Ved OL 1952 blev han nummer fire, men satte en britisk rekord på 1.500 meter. Ved EM i atletik i Bern i 1954 vandt han 1500 meter i ny mesterskabsrekord, nummer to blev danske Gunnar Nielsen. Han trak sig derefter tilbage fra atletik, for at koncentrere sig om karrieren som neurolog.
201834 Det tyske socialdemokratiske parti SPD stemmer for deltagelse i en regeringskoalition med CDU/CSU, hvilket sikrer Angela Merkel en fjerde periode som Tysklands forbundskansler.
201838 Sagen mod Peter Madsen behandles i Københavns Byret. Her bliver han efter 12 retsdage og 36 vidneudsagn fundet skyldig i drab på Kim Wall samt seksuel mishandling og usømmelig omgang med lig. Han får en livstidsstraf - lovens strengeste straf. Han vælger at anke spørgsmålet om straffens længde til landsretten for at få en mildere straf. Samtidig afstår han fra at anke selve skyldsspørgsmålet.
2018313 DSB meddeler, at Siemens fra 2021 skal levere op til 44 Vectron-ellokomotiver til trafik i Danmark.
2018314 Filminstruktøren Palle Kjærulff-Schmidt er død, han blev 86 år gammel. Han var søn af skuespillerne Helge Kjærulff-Schmidt og Inga Thessen. Han fik sin debut som teaterinstruktør på Nørrebros Teater i 1953. I 1952 kom han ind ved ASA-studierne som instruktørassistent og instruerede sin første spillefilm, "Bundfald" i 1957. Gennembruddet fik han med "Weekend" i 1962 med manuskript af Rifbjerg. "Der var engang en krig" nogle år senere regnes for hans hovedværk. Fra starten af 1960'erne lavede han også radio- og tv-teater, og han fornyede tv-teatret i samarbejde med Leif Panduro, fx "Hjemme hos William", "Rundt om Selma" og "Bertram og Lisa", der lagde gaderne øde i Danmark i 1970'erne. Dertil kommer enkelte produktioner i henholdsvis Vesttyskland og Norge.
2018314 Videnskabsmanden Stephen William Hawking er død, han blev 76 år gammel. I en alder af 21 år blev han diagnosticeret med Amyotrofisk lateral sklerose (ALS), der gjorde, at han måtte tilbringe resten af livet i kørestol. Eftersom som sygdommen påvirkede hans stemme, måtte han kommunikere med en stemme-computer. Denne alvorlige sygdom holdt dog ikke Hawking tilbage fra at være aktiv inden for fysikken og som forfatter. Han fik sin bachelorgrad på University of Oxford i 1962. Kort tid efter skiftede han til Trinity Hall på University of Cambridge, i 1966 fik sin doktorgrad indenfor astrofysik og kosmologi. Efterfølgende blev han professor ved College Gonville and Caius College på Cambridge. Hans hovedområder var forskningen af kosmos og kvante-tyngdekraft. Hans største bidrag til forskning omfatter hans teorier om forbindelsen mellem sorte huller og termodynamikken.
2018315 Bokseren Jørgen "Gamle" Hansen er død, han blev 74 år gammel. Som amatør boksede han for Lindholm BK og vandt det jyske mesterskab seks år i træk i årene 1964 til 1969. Han vandt tillige det danske mesterskab i weltervægt 4 gange fra 1966-1969 samt det nordiske mesterskab i Stockholm i 1967. I 1967 blev han kåret som "årets bokser".

Jørgen Hansen debuterede som professionel ved et stævne i KB Hallen den 10. april 1969 med en pointsejr over franskmanden Daniel Vedani. Med 22 sejre (8 før tid) fik Jørgen Hansen den 22. juni 1972 i KB Hallen en titelkamp om europamesterskabet i weltervægt mod franskmanden Roger Menetrey. Jørgen Hansen led imidlertid karrierens første nederlag, da Menetrey stoppede ham i 10. omgang. I 1973 taber Jørgen Hansen til italieneren Bruno Arcari i en kamp om verdensmesterskabet.

I 1977 vinder den 34-årige Jørgen Hansen over den italienske europamester Marco Scano i en titelkamp, men mister den igen samme år. I 1978 lykkes det Jørgen Hansen og promotor Mogens Palle at få endnu en kamp om europamesterskabet, nemlig mod englænderen Dave "Boy" Green. Green på 26 år med 31 sejre i 32 kampe var kæmpefavorit. Kampen blev afviklet den 28. juni 1979 i Randers Hallen. Kampen startede som forventet med Dave "Boy" Green i sin sædvanlige aggressive og frembrusende stil. Jørgen Hansen bokser 1. omgang i sin sædvanlige stil: stiv og afventende. I 2. omgang presser Green Hansen rundt i ringen, og Hansen må tage tælling tidligt i omgangen. Herefter kommer Hansen ind i kampen og begynder at ramme Green med hårde kontrastød. Kort inde i 3. omgang fanger Hansen Green med en hård højre, der sendte Green i gulvet. Green kom op, men Hansen var straks over ham og sender englænderen i gulvet igen med en serie af slag. Green bliver talt ud, og Hansen genvinder sit europamesterskab i weltervægt. Han forsvarer sin titel flere gange, bl.a. to gange mod den 13 år yngre Hans Henrik Palm, som blev anset som fremtiden i dansk professionel boksning med en rekord liste på 32 sejre i lige så mange kampe. Hansen opgav herefter EM-titlen, men boksede en række kampe, som han alle vandt. Jørgen Hansen må regnes for en af de mest betydende danske boksere gennem tiderne. Efter karrieren arbejdede Jørgen Hansen i mange år som tjener på Hviids Vinstue i København.
2018324 Instruktøren Asger Bonfils er død, han blev 89 år gammel. Han er uddannet fra Det Kongelige Teaters Elevskole i 1951, hvorefter han var på Odense Teater indtil 1953. I 1960'erne var han ansat ved Aarhus Teater, fra 1966–1972 som rektor for teatrets skuespillerskole. Han virkede i samme periode som instruktør, bl.a. ved Den Jyske Opera og senere Det Kongelige Teater, Det Ny Teater og Aalborg Teater.
2018327 Forlægger og tv-programchef Werner Svendsen er død, han blev 87 år gammel. Efter uddannelse som mag.art. i litteratur fik han ansættelse på Gyldendal og senere som underdirektør på Fremad. I 1967 kom han til Danmarks Radio, hvor han blev chef for tv-kulturafdelingen. Han optrådte ofte på skærmen som interviewer af især forfattere. Han forlod DR i 1989, hvorefter han vendte tilbage til forlagsverdenen som direktør for de to forlag Spektrum og Forum. Han var gift med forfatteren Hanne Marie Svendsen.
201842 Claus Peter Haagen Jensen er død, han blev 80 år gammel. Han var jurist på Copenhagen Business School, tidligere havde han været professor ved Aalborg Universitet. Hans forskningsområder var forvaltningsret, statsret, kommunalret, EU-ret, miljøret, arbejdsret og menneskerettigheder.
201843 Den svenske sangerinde og skuespiller Barbro Margareta Svensson, kendt som "Lill-Babs", er død, hun blev 80 år.
201847 Maria Reumert Gjerding bliver ny leder af Danmarks Naturfredningsforening.
201848 Ved parlamentsvalget i Ungarn vinder Fidesz under ledelse af premierminister Viktor Orbán.
2018413 Filminstruktør Miloš Forman (født Jan Tomáš Forman den 18. februar 1932 i Tjekkoslovakiet) er død, han blev 86 år gammel. I sin ungdom i Prag studerede Forman manuskriptskrivning, og fra begyndelsen af 1960'erne instruerede han en række film i sit hjemland. Han var i Paris, da "foråret i Prag" blev slået ned af Warszawapagten. I stedet for at rejse hjem slog han sig ned i New York City, hvor han begyndte at lave film. I 1975 fik han sit helt store gennembrud med filmatiseringen af Ken Keseys roman, "Gøgereden", der blandt andet indbragte ham en Oscar for bedste instruktør. I 1984 lavede han "Amadeus".
2018417 Barbara Pierce Bush er død, hun blev 92 år gammel. Hun var hustru til USA's 41. præsident George H.W. Bush og landets førstedame fra 1989 til 1993. Hun var mor til USA's tidligere præsident George W. Bush og Floridas tidligere guvernør Jeb Bush.
2018417 Den amerikanske rapper Kendrick Lamar modtager som den første ikke-klassisk/jazz-musiker Pulitzerprisen.
2018418 NASA opsender med en Falcon 9 løfteraket rumobservatoriet TESS, der skal lede efter exoplaneter.
2018419 Økonomen Ellen Andersen er død, hun blev 81 år. Hun blev cand.polit. i 1963, hvorefter hun fik arbejde i den nystartede institution Det Økonomiske Råd. I 1965 fik hun et kandidatstipendium ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, hvor hun i 1966 blev videnskabelig assistent, i 1969 afdelingsleder og i 1973 professor i empirisk økonomi - et professorat, som hun besad, indtil hun trak sig tilbage i 1999. Hendes doktorafhandling fra 1975 en model for Danmark 1949-1965. Denne model var første version af ADAM-modellen, som blev overtaget og videreudviklet af Danmarks Statistik. Hun havde i en årrække plads i Det Økonomiske Råd som særlig sagkyndig.
2018423 Efter omfattende protester træder Armeniens præsident Serzh Sargsyan tilbage.
2018424 Ved Landstingsvalget i Grønland 2018 blev Siumut største parti fulgt af Inuit Ataqatigiit.
2018425 Ubådskonstruktøren Peter Madsen idømmes af Københavns Byret fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall.
201852 Ved en rokade i regeringen Lars Løkke Rasmussen III fratræder Søren Pind, Esben Lunde Larsen og Karen Ellemann og afløses af Tommy Ahlers, Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen.
201856 Bonden og politikeren Niels Anker Kofoed er død, han blev 89 år gammel. Efter realeksamen gik han på Rødding Højskole fra 1946-1947, på Askov Højskole fra 1949-1950 og på Holly Royde College, Manchester University i 1953. Han var elev på Tune Landboskole 1955 og uddannet ved praktisk landbrug. Fra 1957 drev han landbrug på Bornholm. Han var formand for VU i Bornholms Amt 1950, landsformand for VU 1957-1959, medlem af Ibsker Sogneråd 1958-1970 og medlem af Bornholms Amtsråd 1970-1973. Herudover var han folketingsmedlem for Bornholms Amtskreds 1968-1973 og 1975-1998. Han var landbrugs- og fiskeriminister i regeringen Poul Hartling, landbrugsminister i regeringen Anker Jørgensen og i regeringen Poul Schlüter I.
201859 Kunstneren Per Kirkeby er død, han blev 79 år gammel. Han begyndte at læse geologi på Københavns Universitet, og i 1964 blev han kandidat med speciale i arktisk kvartærgeologi. Fra 1962 til 1965 gik han på Eks-skolen (Eksperimenterende Kunst Skole) i København. Her beskæftigede han sig med mange udtryksformer - især raderingen. Internationalt er Kirkeby mest kendt for abstrakte malerier i storformat og kulisseagtige murstensskulpturer, som findes i mange danske og tyske byer. Han var flere gange repræsenteret på Biennalen i Venedig og på Documeta-udstillingerne i Kassel. Han udsmykkede loftet i Den Sorte Diamant, den ene rotunde på Geologisk Museum, lavede bronzeskulpturer til Operaen i København og Forbundsrådets bygning i Berlin. Desuden udgav han film, digte og romaner. Per Kirkeby var medlem af Det Danske Akademi fra 1982. 1997 blev han Ridder af Dannebrog og modtog i 2001 Ingenio et arti. I 2018 donerede Kirkeby sit omfattende arkiv til Museum Jorn i Silkeborg. Per Kirkeby måtte opgive sit arbejde, da han pådrog sig en hjerneskade efter et fald.
2018510 Mahathir bin Mohamad indsættes i en alder af 92 år som Malaysias premierminister.
2018516 Erhvervsmanden Nils Foss er død, han blev 90 år gammel. Han blev civilingeniør i 1952, og arbejdede nogle år i USA. I 1956 stiftede han Foss Electric A/S sammen med sin far Erling Foss, og han var adm. direktør i selskabet indtil 1968. Han kom tilbage til Foss som adm. direktør i 1981. I den mellemliggende periode, 1969-76, var han administrerende direktør for F.L. Smidth-koncernen. I en periode var han medlem af hovedbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti og talte bl.a. stærkt for Danmarks optagelse i EF og for, at erhvervslivet skulle tage hensyn til miljø og samfund. Fra 1989-1996 var han formand for Dansk Flygtningehjælp.
2018517 Vejdelen af Krimbroen mellem Krasnodar kraj og Krim bliver indviet.
2018519 Prins Harry og Meghan Markle bliver gift. Prins Henry, hertug af Sussex, er yngste søn af prins Charles af Wales og prinsesse Diana af Wales og barnebarn til Elizabeth 2. af Storbritannien.
2018526 Danmark fejrer Kronprinsens 50 års fødselsdag med blandt andet løbene Royal Run.
2018526 Fodboldklubben Real Madrid vinder Champions League finalen med en sejr på 3-1 over Liverpool F.C.
2018528 Fysiolog og nobelpristager Jens Christian Skou er død, han blev 99 år gammel. Han blev cand.med. fra Københavns Universitet og dr.med. fra Aarhus Universitet. I 1963 blev han professor i fysiologi ved Aarhus Universitet og fra 1978-1988 var han professor i biofysik ved samme universitet. Han arbejdede især med cellemembraners evne til at transportere stoffer ind og ud af cellen. I 1957 offentliggjorde han sin første artikel om natrium-kalium-pumpen, og for den opdagelse fik han i 1997 Nobelprisen i kemi. Jens Christian Skou var medlem af Videnskabernes Selskab og æresdoktor ved Københavns Universitet.
201861 Mariano Rajoy træder tilbage som Spaniens premierminister efter et mistillidsvotum i det spanske parlament.
201868 Cykelrytteren Freddy Eugen er død, han blev 77 år. Han var professionel cykelrytter fra 1961 til 1969 og specialiserede sig i seksdagesløb. Han deltog i 95 seksdagesløb, hvoraf han vandt i alt ni. Af disse ni blev de syv vundet med landsmanden Palle Lykke Jensen som makker. I EM i parløb i 1968 blev han nr. 2 sammen med tyskeren Rolf Roggendorf. Året før, 1967, blev han nr. 3 sammen med belgieren Romain Deloof.
2018612 Møde mellem USAs præsident Donald Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un i Singapore.
2018612 Den socialdemokratiske politiker Ib Frederiksen er død, han blev 90 år. Han startede sin politiske karriere i Mariager, hvor han blev Mariager Kommunes første borgmester efter kommunalreformen 1. april 1970. Han fratrådte sin post, da han blev landbrugsminister i oktober 1971 under regeringen Jens Otto Krag. Han fortsatte som landbrugsminister og fiskeriminister under regeringen Anker Jørgensen i 1972-1973. Fra fra 1982-1997 var han amtsborgmester i Aarhus Amt. Han afsluttede sin politiske karriere den 31. december 2006 som byrådsmedlem i Mariager kommune.
2018624 Recep Erdogan vinder præsidentvalget i Tyrkiet og fortsætter som landets præsident.
2018627 ATEA samt syv tiltalte personer bliver i den såkaldte ATEA-sag ved Retten i Glostrup dømt for bestikkelse og underslæb.
2018630 Arkæologisk grænsekompleks Hedeby og Dannevirke udpeges til nyt UNESCO-verdensarvsområde.
201871 Amalie Dideriksen og Michael Mørkøv bliver danmarksmestre i landevejscykling ved DM i Guldborgsund
2018710 Efter grundig forberedelse bliver 12 fodbolddrenge og deres træner evakueret ud af Than Luang-grotten i Thailand.
2018713 Den norske politiker Thorvald Stoltenberg er død, han blev 87 år gammel. Han var medlem af Arbeiderpartiet og forsvarsminister 1979-1981 og udenrigsminister 1987-1989 og 1990-1993. Stoltenberg har desuden været Norges ambassadør ved FN 1989-1990 og FN's flygtningehøjkommissær fra 1990-1993. Fra 1996 til 1999 var han Norges ambassadør i Danmark.
2018715 Frankrig vinder VM i fodbold med finalesejr på 4-2 over Kroatien
2018715 Novak Djokovic vinder for fjerde gang Wimbledon-mesterskabet i herresingle.
2018722 Magnus Cort vinder 15. etape af Tour de France.
2018731 Juli måned afsluttes i Danmark som det mest solrige nogensinde med mere end 321 solskinstimer.
201884 Peter Kemp er død, han blev 81 år. Peter Kemp var teolog og filosof. Han var professor og institutleder ved Danmarks Pædagogiske Universitet. I 1973 blev han dr.theol. fra Københavns Universitet, og i 1991 dr.phil. ved Göteborgs Universitet.
201885 Politikeren Jens Maigaard er død, han blev 79 år. I sit civile liv var han gymnasielærer i samfundsfag. I 1970'erne var medlem af Folketinget for SF og senere medlem af Europa-Parlamentet. Han var også en periode medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune. I 1980'erne skiftede han parti til Socialdemokratiet.
201885 Belgiske Wout van Aert vinder cykelløbet PostNord Danmark Rundt.
2018814 Et stort stykke af broen Ponte Morandi i Genova, Italien, kollapser med mange døde og sårede til følge.
2018816 Benny Andersen, digter, forfatter, komponist og pianist, er død, han blev 88 år gammel. Han har udgivet digtsamlinger, noveller, romaner, essays og børnebøger, bl.a. bøgerne om Snøvsen. Har endvidere skrevet TV- og teaterdramatik. Visesamlinger: Svantes viser, Oven visse vande, Hymner og ukrudt, Over adskillige grænser. Digtsamlinger: Den musikalske ål, Den indre bowlerhat, Her i reservatet, Tiden og storken, Chagall og skorpiondans, Denne kommen og gåen, Verdensborger i Danmark. Verden udenfor syltetøjsglasset. Benny Andersen er den mest læste og sungne moderne danske lyriker. Han mestrede det danske sprog på en underfundig måde, hvor han bragte ordspil og anden leg med ord ind i lyrikken i kombination med humor, skæve synsvinkler og små puf til danskernes dobbeltmoral. Han er ikke mindst kendt for sit langvarige samarbejde med Povl Dissing. Hans Samlede digte 1960 – 1996 slog alle rekorder for lyrik og er udkommet i over 130.000 eksemplarer. Benny Andersen var medlem af Det Danske Akademi fra 1972.
2018816 Den amerikanske sangerinde Aretha Louise Franklin (født 25. marts 1942 i Memphis, Tennessee, USA) er død, hun blev 76 år. Hun sang i kirkekoret, hvor hendes far var præst, og da hun var 14, blev hun hovedsolist i faderens gospeltrup. Som 18-årig begyndte hun at synge jazz og indspillede i 1960 albummet "Aretha". I 1987 blev hun den første kvinde, som blev optaget i "the Rock and Roll Hall of Fame". I 2010 rangerede hun som nummer 1 på Rolling Stone magazine's liste over "100 Greatest Singers of All Time". Hun var især kendt for sin soul-stemme, og mange kaldte hende for "The Queen Of Soul".
2018818 Tidl. generalsekterær i FN Kofi Atta Annan er død, han blev 80 år. Kofi Annan, som var fra Ghana, var den syvende FN-generalsekretær og den første valgt fra FN's egne rækker. Han beklædte posten fra 1. januar 1997 til 31. december 2006. Sammen med FN fik han Nobels fredspris i 2001.
2018824 Malcolm Turnbull træder tilbage som premierminister i Australien og leder af det liberale parti og afløses af Scott Morrison.
2018830 Fodboldspillerne Luka Modric og danske Pernille Harder kåres af UEFA som Europas bedste mandlige og bedste kvindelige fodboldspiller i sæsonen 2017/18.
201895 Grundet en konflikt mellem landsholdsspillerne og DBU stiller Danmark med et amatørhold ved fodboldlandskampen Slovakiet-Danmark. Slovakiet vinder 3-0.
201896 Skuespilleren Burt Reynolds er død, han blev 82 år. I 1954 fik han et amerikansk fodbold-stipendium til Florida State University i Tallahassee, Florida, hvor han studerede, og spillede 14 kampe som running back på universitetets (amerikansk) fodbold-hold. Et dårligt knæ forhindrede ham i en karriere som professionel fodboldspiller. Han blev kendt fra film som "Udflugt med døden", "The Longest Yard", "Hooper", "Ud at køre med de skøre" og "Smokey and the Bandit". Han blev i 1998 nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle for sin medvirken i Paul Thomas Andersons "Boogie Nights".
201898 Ved US Open i tennis vinder japanske Naomi Osaka vinder sin første titel i damesingle.
201899 Ved US Open vinder tennisspilleren Novak Djokovic sin tredje titel i herresingle.
2018919 Thomas F. Borgen meddeler efter offentliggørelsen af en rapport om omfattende hvidvaskning i Danske Banks filial i Estland, at han fratræder sin stilling som ordførende direktør i banken.
2018926 Østre Landsret stadfæster enstemmigt byrettes dom over Peter Madsen, som den 25. april 2018 blev idømt fængsel på livstid for drab på den svenske journalist Kim Wall.
2018930 "Danmarks nationalskjald" Kim (Mellius Flyvholm) Larsen er død, han blev 72 år gammel. Som 14-årig fik Kim Larsen interesse for musik og begyndte at spille guitar og skrive sange. De store forbilleder var Elvis Presley, Chuck Berry, Little Richard, Jerry Lee Lewis og ikke mindst The Beatles. Efter studentereksamen tog han på Askov Højskole, som han altid omtalte som sit dannelsessted. I 1968 blev han folkeskolelærer og underviste i et par måneder på Gerbrandskolen på Amager. Han flyttede ind på "Sofiegården", som var en saneringsmoden ejendom på Christianshavn, hvor unge mennesker til lov til at bo, indtil den blev revet ned i 1970.

I 1969 mødte han her Franz Beckerlee og Wili Jønsson, og sammen med Bjørn Uglebjerg dannede de gruppen Gasolin'. I 1971 blev Bjørn Uglebjerg erstattet af Søren Berlev. Gasolin' blev årtiets førende rock-band med evergreens som "Rabalderstræde" og "Kvinde min".

I Gasolin'-perioden og efterfølgende udgav Kim Larsen en række soloalbummer, som typisk var baseret på folkelige sange. Kim Larsens første soloplade, "Værsgo" fra 1973, som bl.a. indeholder numrene "Joanna" og "Det er i dag et vejr", der er med i den danske Kulturkanon. Gasolin blev opløst i 1978, primært som følge af uoverensstemmelser mellem Larsen og Franz Beckerlee om den musikalske linje. Gasolin' udgav i perioden 1971-1978 11 albummer.

Kim Larsen havde en drøm om at slå igennem i USA, og i 1981 bosatte han sig på Manhattan i New York med kone og børn. Han dannede Kim Larsen & Jungle Dreams,[1] som udgav to albummer, men aldrig rigtig slog igennem, så han vendte hjem til Danmark i 1983.

Hjemkommet fra USA skrev Kim Larsen kontrakt med Medley og begyndte arbejdet med filmen "Midt om natten" (1984). Han var medforfatter på manuskriptet og havde en af hovedrollerne i filmen, som var Erik Ballings sidste film som instruktør. For rollen som Benny i "Midt om Natten" fik han en Robert. Kim Larsen skrev, sang og spillede desuden det meste af musikken i filmen. Albummet med sange fra filmen solgte mere end 600.000 eksemplarer, hvilket gør det til det bedst sælgende danske album nogensinde.

Kim Larsen samarbejdede fra 1984 til 1992 med Bellami, hvilket resulterede i "Forklædt som voksen" ("Jutlandia" og "Om lidt") og "Kielgasten ("Den allersidste dans" og "Flyvere i natten"). Efterfølgende dannede Kim Larsen bandet "Bell*Star". Kim Larsen forlod bandet, da han flyttede til Odense i 1994. Her dannede han i 1995 gruppen "Kim Larsen & Kjukken".

Den 19. december 2017 blev Kim Larsen indlagt på hospitalet, og det blev meldt ud, at han led af prostatakræft. Som følge deraf måtte han aflyse vinterturnéen i 2018 samt en turné i Norge. Kim Larsen & Kjukken spillede deres sidste koncert den 25. august 2018 i Holbæk. Da hans død blev offentliggjort, reagerede store dele af den danske befolkning dels på de sociale medier, dels ved at lægge blomster, kort og øl foran hans bolig i Odense, hans stamværtshus. På planleværket langs Christiania blev der malet et billede af ham.
2018101 Den armensk/franske sanger Charles Aznavour (Chahnourh Varinag Aznavourian) er død, han blev 94 år gammel. I løbet af sin karriere på mere end 70 år indspillede han mere end 1200 sange på 9 sprog. Han blev ofte benævnt "Frankrigs Frank Sinatra". Han boede i Genève, Schweiz, hvor han var Armeniens ambassadør ved FN.
2018101 James P. Allison og Tasuku Honjo modtager Nobelprisen i fysiologi eller medicin for deres arbejde med cancer immunterapi.
2018102 Arthur Ashkin, Gérard Mourou og Donna Strickland modtager Nobelprisen i fysik for deres arbejde med laservidenskab.
2018103 Frances H. Arnold samt George P. Smith og Gregory P. Winter modtager Nobelprisen i kemi for hhv. styret evolution og phage (sammenhæng mellem genotype og fænotype).
2018105 Nadia Murad og Denis Mukwege modtager Nobels fredspris for bekæmpelse af voldtægt brugt som våben i krig.
2018105 Der var planlagt hyldestkoncerter i Aalborg, Århus, Odense og København til minde om Kim Larsen, som døde den 30. september 2018, men pga. sikkerheden blev de ændret til hyldestmarcher. I København gik marchen fra Sofiegården på Christianshavn over Langebro og så videre gennem den indre by til Gammel Torv og Nytorv, hvor både unge og ældre (gamle) kunstnere hyldede Kim Larsen. Omkring 30.000 deltog i København, 10.000 i Odense og 5.000 i Århus.
2018107 DR afholdt en hyldestkoncert live fra Rådhuspladsen i København til minde om Kim Larsen, som døde den 30. september 2018. Koncerten havde titlen "Som et strejf af en dråbe – Danmark synger farvel til Kim Larsen". Koncerten kunne ses på storskærm i Aalborg, Aarhus og Odense.Blandt de medvirkende var Magtens Korridorer, Love Shop, Michael Falch, Caroline Henderson, Oh Land, Kwamie Liv og Dorthe Gerlach.

Da Michael Falch havde sunget de første strofer af Kim Larsen-klassikeren "Midt om natten", sang hele Rådhuspladsen med. Kwamie Liv gav en rørende fortolkning af "Pianomand". Og da Dorthe Gerlach havde sunget de første strofer af det ikoniske hit, "This Is My Life", løb tårerne ned ad kinderne på mange af de fremmødte. Oh Land fremførte et nyt arrangement af klassikeren "Papirsklip". Mere end 35.000 viste Danmarks største spillemand deres respekt og kærlighed.
2018108 William Nordhaus og Paul Romer modtager Nobelprisen i økonomi for deres indsats indenfor henholdsvis klimaøkonomi og økonomisk vækst.
20181015 Paul Allen, sammen med Bill Gates opretter af Microsoft Corporation, er død, han blev 65 år. I 2004 var han på Forbes Magazines liste den femterigeste med en vurderet formue på 21 milliarder USD, hvoraf 5 milliarder i Microsoft-aktier. Han blev i 1983 ramt af lymfeknudekræft. Barnløs og ugiftt besluttede Paul Allen at forære sin formue på mellem 80 og 100 milliarder kroner til velgørenhed.
20181017 Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune Niko Grünfeld meddeler efter flere dages negativ medieomtale, at han trækker sig fra borgmesterposten. Efter at være blevet valgt til kultur- og fritidsborgmester havde han ommøbleret sit borgmesterkontor, og indretningen omfattede bl.a. danskproducerede møbler for cirka 85.000 kroner. Det var kontroversielt, da Alternativet med Grünfeld i spidsen havde talt for en mere bæredygtig indkøbspolitik.
20181024 Forsvaret oplyser, at generalmajor og hærchef H.C. Mathiesen er blevet midlertidigt fritaget for tjeneste. Det sker, efter at flere anonyme kilder har beskyldt hærchefen for nepotisme og magtmisbrug. Bl.a. skal han have ændret på kriterierne for optagelse på en af Forsvarets mest eftertragtede uddannelser, så hans kæreste kunne blive optaget uden at have været udsendt.
20181030 Efter mere end 9 år i rummet løber Kepler-rumteleskopet tør for brændstof og missionen afsluttes efter at rumteleskopet har fundet mere end 2.600 exoplaneter.
2018112 Skuespilleren Torben Jensen er død, han blev 74 år gammel. Han var uddannet fra Odense Teaters Elevskole i 1970. Nogle år senere rejste han til København, hvor han fik en række roller på bl.a. Folketeatret, Aveny Teatret, Det ny Teater og Bristol Teatret. Fra tv huskes han nok bedst som skurk i "Guldregn" (1986), i rollen som skibsreder John Sparking i "Een gang strømer" (1987) og som Herman, Citybilens usympatiske direktør, i "TAXA" (1997-1999). I 1987 vandt Torben Jensen en Robert for bedste mandlige hovedrolle i "Flamberede hjerter".
20181114 Skuespilleren, instruktøren og teaterlederen (Walter) Morten Grunwald er død, han blev 83 år gammel. Han blev uddannet som skuespiller på henholdsvis Odense Teater og Det Kongelige Teaters elevskole og var færdiguddannet i 1960. I 1964 spillede han med i "Fem mand og Rosa", for hvilken han modtog en Bodilpris i kategorien bedste mandlige hovedrolle. Han spillede herefter titelrollen i "Slå først, Frede!" (1965) og "Slap af, Frede!" (1966), der blev instrueret af Erik Balling. Han blev folkeeje som figuren Benny i alle 14 Olsen-banden-film, der blev skabt af Erik Balling.

Han havde også succes som teaterleder: 1971-1980 for Bristol Music Centers Teater, 1980-1992 for Betty Nansen Teatret og 1989-1998 for Østre Gasværk Teater. Grunwald var blandt stifterne af tænketanken CEPOS i 2004. Fra 1965 og indtil sin død levede han sammen med skuespillerinden Lily Weiding, som han blev gift med i 1980.
20181126 Fartøjet InSight lander på Mars. Det blev opsendt fra Vandenberg Air Force Base i California den 5. maj 2018. Nu begynder fartøjet sine planlagte operationer på Mars' overflade.
20181130 Tidl. amerikansk præsident George Herbert Walker Bush er død, han blev 94 år gammel. Han var republikansk politiker og USAs præsident 1989–1993. Efter studier ved Yale University flyttede han i 1948 til Texas, hvor han gik ind i oliebranchen og blev dollarmillionær i en alder af 40 år. Før han tiltrådte præsidentembedet, var han vicepræsident under præsident Ronald Reagan 1981–1989. I 1992 tabte han præsidentvalget til den demokratiske kandidat Bill Clinton. Bush var far til George W. Bush, USAs præsident 2001–2009, og Jeb Bush, tidligere guvernør i delstaten Florida.
20181217 Danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland bliver fundet dræbt ved bjerget Toubkal i Marokko.
20181220 Skuespilleren Henning Palner er død, han blev 86 år gammel. Han blev uddannet fra Det kongelige Teaters elevskole i 1960. Siden optrådte han på de fleste af landets teaterscener og var med på adskillige turnéer. Nogle af sine største succeser fik han på Det Ny Teater, hvor han blandt andet spillede titelrollen i Don Juan og konferencieren i Cabaret. Hertil kom, at han medvirkede i en række af tv-teatrets og radioteatrets forestillinger. Han indlæste også omkring 200 lydbøger.
20181223 Forfatteren, langturssejleren og foredragsholderen Troels Kløvedal er død, han blev 75 år gammel. I slutningen af 1960'erne flyttede han ind i Svanemølle-kollektivet (siden Maos Lyst), hvor han skiftede Beha Erichsen ud med navnet Kløvedal. Et navn, som alle medlemmerne af kollektivet tog, efter elverfolkets rige i Tolkiens Ringenes Herre. I 1974 drog han ud på sin første jordomsejling med Nordkaperen, som han havde købt sammen med to venner i 1967. Han rejste tre gange rundt om jorden og tog på rejser i havområder som Ægæerhavet, Atlanterhavet, Stillehavet, Polynesien, Det Kinesiske Hav og hundredvis af indonesiske øer. I 1970'erne begyndte Kløvedal at offentliggøre sine rejseoplevelser i Danmark med foto og tekst, der senere blev efterfulgt af rejsereportager og rejsebøger.
20181231 Sangeren Ray Sawyer er død, han blev 81 år. 14 år gammel fik han sit første job som som trommeslager i et lokalt band. Han fik tilnavnet Eye Patch efter at have mistet sit ene øje i 1968 ved en bilulykke. Sammen med sangeren og guitaristen Dennis Locorriere dannede de bandet "Chocolate Papers", som i 1969 blev omdøbt til "Dr. Hook & The Medicine Show", siden bare "Dr. Hook". Gruppen spillede en blanding af rock, country, soul og pop og var kendt for sin humor og specielle liveoptrædender. Deres bedst kendte sange er "Sylvia's Mother", "When you're in love with a beautiful woman" og "Cover Of The Rolling Stone". Han optrådte på Roskilde Festival i 1976 og i Holstebro i 2011.