År |
Md |
Dag |
Begivenhed |
2011 | 1 | 1 |
Estland går over til euro, som erstatter landets hidtidige valuta, kroon. |
2011 | 1 | 1 |
Tove [Rønnenkamp] Maës er død, hun blev 89 år. Tove Maës indledte sin karriere i 1942 på Odense Teater. Hun debuterede i Ditte Menneskebarn (1946) og spillede Bente i De røde heste (1950). Derudover spillede hun den kvindelige hovedrolle i flere andre af Morten Korch-film fra 1950'erne. Hun modtog Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle tre gange: I 1954 for Himlen er blå, i 1971 for Det er nat med fru Knudsen og i 1983 for Felix. |
2011 | 1 | 1 |
Flemming "Bamse" Jørgensen, popmusiker, komponist og (lejlighedsvis) skuespiller, er død, han blev 63 år. Bamse var en del af den danske musikscene i over 35 år og solgte mere end 3,5 millioner album. Få dage efter fødslen blev han afleveret på et børnehjem, da forældrene ikke magtede at have ham. Da han var otte uger gammel, blev han adopteret af et velhavende par, som var indehavere af en gummivarefabrik i Viby. Bamse startede med at spille trompet, indtil han som 16-årig fik øjnene op for guitaren. Inden sit musikalske gennembrud blev han uddannet maskinarbejder. Bamse fik sit gennembrud ved et tilfælde midt i 1960'erne, da pigtrådsorkesteret Les Marques manglede en bassist. Da forsangeren ikke måtte deltage ved et spillejob på Klub Top Ten i Hamburg for sin kæreste, overtog Bamse mikrofonen som forsanger, hvor de optrådte med danske undersættelser af amerikanske rock-numre. I 1972 dannedes Bamses Venner, der pladedebuterede året efter med singlen blodtud. I 1975 udkom LP'en der slet og ret hed Bamses Venner med gennembrudshittet Vimmersvej. Samme år hittede Bamses venner med Rend og Hop og Tårer taler sandt. I 1980 deltog Bamses Venner i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret Tænker altid på dig, som fik en 14. plads ved Eurovision Song Contest samme år. Bamses Venner havde op gennem 1980'erne flere store hits, bl.a. Hvorfor går Louise til bal, Haløjsa Juhu og Jeg elsker kun dig. |
2011 | 1 | 2 |
Et tomt regionaltog afspores nord for Østerport station. |
2011 | 1 | 2 |
Dramatikeren og instruktøren Ernst Bruun Olsen er død, han blev 87 år. Han læste på seminarium og Kunsthåndværkerskolen, inden han blev uddannet som skuespiller på Odense Teater. Han debuterede han i Radioteatret (1958), og fra 1960 skrev han også til TV-teatret. Han iscenesatte selv størsteparten af sine stykker. Sit afgørende gennembrud fik han på Det Kongelige Teater i 1962 med musicalen Teenagerlove, en satire over underholdningsindustrien. Han var drevet af et stærkt socialt engagement. |
2011 | 1 | 3 |
Et jordskælv (7,1 på Richterskalaen) rammer området nær provinshovedstaden Temuco i Chile. |
2011 | 1 | 4 |
Formodede terrorplaner mod Jyllands-Postens redaktion i København afsløres. |
2011 | 1 | 4 |
Den skotske sanger og sangskriver Gerry Rafferty er død, han blev 63 år. |
2011 | 1 | 5 |
Årets Cavlingpris tildeles to journalister og en fotograf ved Jyllands-Posten for en artikelserie om fysisk og psykisk skadede danske soldater. |
2011 | 1 | 8 |
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary får tvillinger, prins Vincent og hans lillesøster prinsesse Josephine. |
2011 | 1 | 8 |
Prins Vincent, prins til Danmark, anden søn og tredje barn af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Prins Vincent er nummer 4 i den danske tronfølge. Hans officielle titel er Hans Kongelige Højhed Prins Vincent til Danmark, Greve af Monpezat. |
2011 | 1 | 8 |
Prinsesse Josephine, (Josephine Sophia Ivalo Mathilda) prinsesse til Danmark, anden datter og fjerde barn af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Prinsesse Josephine er nummer 5 i den danske tronfølge. Hendes officielle titel er komtesse af Monpezat. |
2011 | 1 | 13 |
Lene Espersen meddeler, at hun træder tilbage som formand for det Konservative Folkeparti. Hun fortsætter dog som udenrigsminister. |
2011 | 1 | 14 |
Tunesiens præsident Zine El Abidine Ben Ali forlader sit præsidentembede efter 23 år ved magten. |
2011 | 1 | 14 |
Ved et gruppemøde i det Konservative Folkeparti udpeges Lars Barfoed som ny formand for partiet. |
2011 | 1 | 19 |
Den amerikanske politiker Sargent Shriver er død, han blev 95 år. Shriver var medlem af Demokraterne og en af de drivende kræfter bag etableringen af Peace Corps. Ved præsidentvalget i 1972 var han George McGoverns vicepræsidentkandidat. I 1976 gjorde han et mislykket forsøg på at blive Demokraternes præsidentkandidat. Under John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson arbejdede han som politisk rådgiver. Fra 1968 til 1970 var han USA's ambassadør i Frankrig. Fra 1955 var han gift med Eunice Kennedy Shriver, søster til John F. Kennedy. |
2011 | 1 | 25 |
Den egyptiske revolution - også kaldet Vredens dag - bryder ud, og der udspiller sig en række gadedemonstrationer, protester og civile ulydighedshandlinger. Formålet med revolutionen er at vælte Egyptens præsident Hosni Mubarak, som har været ved magten i næsten 30 år. |
2011 | 1 | 25 |
Henriette Kjær (K) fratræder posterne som politisk ordfører og formand for den konservative folketingsgruppe efter en række avisartikler om uorden i hendes og hendes samlevers, Erik Skov Pedersens, privatøkonomi. |
2011 | 1 | 26 |
Den danske kok Rasmus Kofoed vinder guld i Bocuse d'Or (VM i kokkekunst). Han er medejer af restauranten Geranium, der (gen) åbnede i Parken i 2010. Rasmus Kofoed har flere gange deltaget ved VM for kokke og har vundet både bronze og sølvmedalje. I 2010 vandt han guld ved EM for kokke. |
2011 | 1 | 27 |
Journalisten, redaktøren og debattøren Tøger Seidenfaden er død, han blev 54 år. Han er bedst kendt for sin tid på det danske dagblad Politiken, hvor han var ansvarshavende chefredaktør fra 1. oktober 1993 til sin død. Inden da havde han været udenrigsredaktør og chefredaktør på Weekendavisen, samt administrerende direktør for TV2. Tøger Seidenfaden var med til at præge samfundsdebatten i Danmark. |
2011 | 1 | 28 |
Protester rettet mod Egyptens regering intensiveres samtidig med, at den egyptiske regering suspenderer adgangen til internettet og SMS-netværket landet over. |
2011 | 1 | 30 |
Danmark får sølv ved VM i håndbold for mænd, da håndboldlandsholdet taber VM-finalen efter forlænget spilletid til Frankrig. Frankrig bliver derved verdensmestre. |
2011 | 2 | 4 |
Den 29-årige somalier Muhudiin Mohamed Geele idømmes ni års fængsel og udvisning for drabsforsøg på tegneren Kurt Westergaard. Den 1. januar 2010 trængte han ind i Kurt Westergaards hjem med en økse og en kniv. |
2011 | 2 | 4 |
Den svenske skuespillerinde Lena Nyman er død, hun blev 66 år. Allerede som seksårig kom hun på en teaterskole for børn. Hun debuterede på film som 11-årig. Da hun kom på Dramatens Elevskole, havde hun haft adskillige roller på teateret og på film. Efter endt elevskole fik hun en lang række roller på teater, heriblandt Polly i Laser og pjalter (1969), Hedvig i Vildanden (1972) og titelrollen i Medea (1986). Hun blev kendt for sin hovedrolle i Vilgot Sjömans meget erotiske film "Jeg er nysgerrig" og efterfølgeren "Jeg er stadig nysgerrig". For disse film modtog hun en Guldbagge i 1968. Ydermere havde hun en af hovedrollerne i Ingmar Bergmans "Høstsonaten". Af senere roller kan nævnes Lovis, Ronja Røverdatters mor i filmen af samme navn (1986). |
2011 | 2 | 6 |
Maria Rørbye Rønn bliver ny generaldirektør i DR efter Kenneth Plummer. Kenneth Plummer må forlade stillingen, da det kommer frem, at han forsøgte at "bestikke" forfatteren til bogen "Plummer – summen af kardemommen", Kurt Lassen, ved at udlevere fortrolige oplysninger om sine modkandidater til jobbet, som generaldirektør i 2005, til gengæld for at Plummers private affærer ikke blev medtaget i bogen. |
2011 | 2 | 6 |
Danmarks 11.største pengeinstitut Amagerbanken går konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet. |
2011 | 2 | 6 |
Den nordirske rockguitarist Gary Moore er død, han blev 58 år. Han blev især kendt for sine soloer, ikke mindst for "Still got the blues". |
2011 | 2 | 7 |
Maria Altmann, jødisk flygtning under anden verdenskrig, er død, hun blev 94 år. Kort tid efter sin bryllupsrejse til Paris i 1938 blev Østrige indlemmet i Nazi-Tyskland. Maria Altmann, hendes ægtemand og flere familiemedlemmer valgte at flygte fra nazisterne via England til USA, hvor de slog sig ned. Hun blev kendt for sin vellykkede kampagne for at få fem familieejede malerier, malt af kunstneren Gustav Klimt, tilbage. |
2011 | 2 | 11 |
To lærere og tretten elever kæntrer i en båd på Præstø Fjord, den ene lærer omkommer efter at have reddet en af eleverne. Det viser sig, at dragebåden ikke er sikkerhedsgodkendt af Søfartsstyrelsen. Hertil kommer, at eleverne i stedet for redningsveste kun er udstyret med svømmeveste uden signalfarver, hvilket vanskeliggør eftersøgningen. |
2011 | 2 | 11 |
Efter mere end to uger med protester over hele Egypten fratræder Hosni Mubarak posten som Egyptens præsident. |
2011 | 2 | 12 |
Den østrigske skuespiller og sanger Peter Alexander er død, han blev 84 år. |
2011 | 2 | 14 |
Den engelsk-amerikanske jazzpianist og komponist George Shearing er død, han blev 91 år. |
2011 | 2 | 15 |
Oprør i Libyen bryder ud. |
2011 | 2 | 24 |
En dansk familie på fem personer, som er på en jordomsejling, bliver taget som gidsler af pirater ud for Somalia. Der kommer til at gå næsten syv måneder, inden de frigives. |
2011 | 2 | 27 |
Frank Buckles, den længstlevende amerikanske veteran fra første verdenskrig, er død, han blev 110 år og 26 dage gammel. Han blev rekrut i 1917 i en alder af 16 år og kørte motorcykel og ambulance i nærheden af fronten i Europa. |
2011 | 2 | 27 |
Susanne Bier modtager en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film for sin film Hævnen (In A Better World). Filmen vinder også en Golden Globe for bedste udenlandske film. |
2011 | 2 | 28 |
Den amerikanske skuespiller og sanger Jane Russell er død, hun blev 89 år. |
2011 | 3 | 8 |
Lars Løkke Rasmussen laver en regeringsrokade, hvorved Søren Pind bliver ny integrationsminister, og Peter Christensen bliver ny skatteminister. |
2011 | 3 | 9 |
Svømmeren Inge Sørensen er død, hun blev 86 år. Inge Sørensen, gift Tabur, vandt som 12-årig bronzemedalje i 200 meter brystsvømning ved de olympiske lege i Berlin i 1936. Inge Sørensen var, med sine 12 år og 24 dage, den yngste medaljetager nogensinde ved et OL. I sine legendariske radioreportager fra legene i Berlin kaldte Gunnar "Nu" Hansen hende for "Lille henrivende Inge". Hun vandt ni danske mesterskaber i årene 1936-1944, blev nordisk mester i 1937 og 1939 og europamester 1938 i London i 200 meter brystsvømning på tiden 3:05,4 minutter. Hun satte 14 danske rekorder i 200, 400 og 500 meter brystsvømning og blev i 1941 den første danske kvindelige svømmer under 3 minutter i 200 meter brystsvømning. Hun satte tre verdensrekorder; i 1937 satte hun verdensrekord i 500 m brystsvømning med tiden 8:01,9 og i 1939 satte hun verdensrekord i 500 meter brystsvømning med tiden 7:58,8 og 400 meter brystsvømning med tiden 6:16,1. Inge Sørensen begyndte af undervise i gymnastik og svømning, hvilket medførte et stop for karrieren som aktiv svømmer i en alder af kun 20 år. Efter tidens strikse amatørregler var hun som svømmelærerinde professionel. I 1948 blev hun gift med Janus Tabur, og de bosatte sig i 1951 i USA, og hun boede til sin død i New Jersey. |
2011 | 3 | 10 |
Illinois bliver den 16. stat i USA, der afskaffer dødsstraf. |
2011 | 3 | 11 |
Japan bliver med jordskælvet ved Sendai ramt af et af de kraftigste jordskælv i historien. |
2011 | 3 | 11 |
Et jordskælv i havet og den resulterende tsunami bevirker, at atomreaktoren Fukushima I eksploderer og sender radioaktivitet ud i atmosfæren, hvor den breder sig over Japan og Stillehavet. Under nedlukningen af kernereaktorerne viser det sig, at flere af reaktorerne og deres bassiner med brugt-atombrændsel har problemer med nedkølingen. Dagen efter bliver et af værkets turbinebygninger ramt af en eksplosion. Cirka 170.000 mennesker i en radius af 20 km fra Fukushima I bliver evakueret. Radioaktiviteten er 20 gange højere end normalt på stedet. Ulykken bliver registreret som niveau 7 på INES-skalaen (International Nuclear Event Scale). Hidtil er det alene Tjernobylulykken den 26. april 1986, som har nået dette niveau, som er det højeste på skalaen. |
2011 | 3 | 18 |
Den amerikanske diplomat Warren Christopher er død, han blev 85 år. Warren (Minor) Christopher var jurist og gjorde tjeneste som USA's viceudenrigsminister 1977-1981 under Jimmy Carter og som USA's udenrigsminister 1993-1997 under Bill Clinton. Christopher var medlem af Det demokratiske parti. |
2011 | 3 | 19 |
Den tyske isbjørn Knut er død, han blev 4½ år. Knut og hans tvillingebror, som var de første isbjørneunger i Berlin Zoo i 33 år, blev afvist af deres mor Tosca ved fødslen. Efter fire dage døde broderen, mens Knut blev opfostret af dyrepasser Thomas Dörflein. |
2011 | 4 | 5 |
Den amerikanske læge Baruch Samuel Blumberg er død, han blev 85 år. I 1976 modtog han Nobelprisen i medicin på grund af sine fund om nye mekanismer for oprindelsen og spredningen af smitsomme og farlige sygdomme. Blumberg identificerede flere farlige virusformer som fx. Hepatitis B-virus, og han udviklede en vaccine mod den. |
2011 | 4 | 6 |
Børnebogsforfatteren Thøger Birkeland er død, han blev 89 år. (Knud) Thøger Birkeland var mest var kendt for sine børnebøger, blandt andre Saftevandsmordet og historierne om Krummerne. Thøger Birkeland modtog Kulturministeriets Børnebogspris i 1962, Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 1980, Den danske boghandlermedhjælperforenings børnebogspris i 1981 og sammen med Bjarne Reuter modtog han Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris i 1983. |
2011 | 4 | 9 |
Den amerikanske filminstruktør Sidney Lumet er død, han blev 86 år. Efter en række tv-produktioner fik han sin debut som filminstruktør med 12 Angry Men (Tolv vrede mænd, 1957). Siden fulgte storfilm som Long Day's Journey Into Night (Lang dags rejse mod nat, 1962), The Pawnbroker (Pantelåneren, 1965) og Serpico (1973). Sidney Lumet modtog en æres-Oscar i 2004. |
2011 | 4 | 14 |
I Holmens Kirke holder kronprins Frederik og kronprinsesse Mary dåb for deres tvillingebørn Josephine og Vincent. |
2011 | 4 | 21 |
Socialrådgiver, forfatter, brevkasseredaktør og radiovært Tine Bryld er død, hun blev 81 år. Efter endt uddannelse til socialrådgiver blev hun i 1965 ansat i Mødrehjælpen. Senere arbejdede hun som socialrådgiver på Christiania og fungerede tillige som rådgiver for Socialministeriet i Christiania-spørgsmålet samt som medlem af Forsvarsministeriets særlige styringsråd for fristadens lovliggørelse. Hun var særlig kendt for radiobrevkassen Tværs på P1, hvor hun fra 1972 rådgav unge om alt fra kærlighedssorger over seksualitet til mobning og tilværelsen som skilmissebarn. Tine Bryld trak sig tilbage fra programmet i efteråret 2008. |
2011 | 4 | 26 |
Bo Lidegaard. tidligere departementsråd og ambassadør i Statsministeriet, bliver ny chefredaktør for dagbladet Politiken efter Tøger Seidenfaden. |
2011 | 4 | 26 |
Journalisten og forfatteren Egon Balsby er død, han blev 60 år. |
2011 | 4 | 29 |
Den engelske prins William, ældste søn af Charles, prins af Wales og Diana, prinsesse af Wales, bliver viet til Kate Middleton. Vielsen finder sted i Westminster Abbey, hvor der er inviteret 1.900 gæster til selve vielsen, hvoraf 650 skal med til reception på Buckingham Palace. |
2011 | 5 | 1 |
Pave Johannes Paul II, som døde i 2005, bliver saligkåret i den katolske kirke. Johannes Paul 2. er den første pave nogensinde, som undskylder de mange ugerninger, som den katolske kirke har gjort igennem dens 2000 års historie, bl.a. hekseforfølgelserne og undertrykkelse af videnskaben. I forbindelse med saligkåringen bliver hans kiste gravet op og udstillet på Peterspladsen for derefter at blive genbegravet i Skt. Sebastian-kapellet i Peterskirken. |
2011 | 5 | 2 |
Skuespilleren, sceneinstruktøren og forfatteren Gerz Feigenberg er død, han blev 54 år. |
2011 | 5 | 2 |
Osama bin Laden bliver dræbt af amerikanske specialtropper i Abbottabad, Pakistan, han blev 54 år. Osama bin Laden var saudiarabisk terrorist og leder af det arabiske Al-Qaeda-netværk og som sådan mistænkt for at stå bag en række terroraktioner, herunder terrorangrebet 11. september 2001. Det lykkes 24 amerikanske specialtropper fra Navy SEALs eliteenhed SEAL Team Six på direkte ordre fra den amerikanske præsident Barack Obama at lokalisere bin Laden i en villa i Abbottabad, ca. 50 km nordøst for Islamabad i Pakistan og dræbe ham. Det menes, at liget straks bliver transporteret til Afghanistan og begravet til søs fra USS Carl Vinson. |
2011 | 5 | 7 |
Den spanske golfspiller Severiano Ballesteros er død, han blev 54 år. Ballesteros vandt 91 sejre gennem sin professionelle karriere, heriblandt fem Major-sejre, US Masters i 1980 og 1983, og British Open i 1979, 1984 og 1988. |
2011 | 5 | 14 |
Dominique Strauss-Kahn, chefen for Den Internationale Valutafond, bliver i New York sigtet for sexovergreb. |
2011 | 5 | 16 |
Rumfærgen Endeavour sendes op på sin sidste mission for at aflevere et alfamagnetisk spektrometer til Den Internationale Rumstation. Endeavour blev bygget som erstatning for Challenger, der gik tabt i 1986, og den blev første gang sendt op i 1992. Endeavour er ligesom Discovery opkaldt efter et af James Cooks skibe. |
2011 | 5 | 18 |
Lars von Triers nye film Melancholia får verdenspremiere på Cannes-festivalen. Kirsten Dunst modtager prisen som festivalens bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i filmen. |
2011 | 5 | 19 |
Lars von Trier bliver bortvist fra Filmfestivalen i Cannes efter nogle kontroversielle udtalelser om jøder og Adolf Hitler. |
2011 | 5 | 21 |
Den islandske vulkan Grímsvötn går i udbrud kl. 19:25 (lokal tid). Der oprettes et lokalt flyveforbud på 220 km i alle retninger fra vulkanen. I løbet af kort tid er et areal på over 5000 km² dækket af et askelag på mellem en og fem centimeters tykkelse. |
2011 | 5 | 24 |
Askeskyen fra den islandske vulkan Grímsvötn ligger nu i seks kilometers højde, og ca. 500 fly bliver forsinket eller aflyst i Skotland og Skandinavien. Grímsvötn sender i de to først døgn 120 millioner ton aske ca. 20 km op i luften. |
2011 | 5 | 27 |
Udbruddet fra Grímsvötn ophører. |
2011 | 5 | 31 |
Lors Doukaiev, som den 10. september 2010 blev anholdt i København, efter at en mindre bombe var sprængt på Hotel Jørgensen, bliver idømt tolv års fængsel. |
2011 | 6 | 3 |
Copenhagen Suborbitals, der er et privatprojekt og hvis hovedkræfter er Peter Madsen og Kristian von Bengtson, opsender raketten Heat 1X Tycho Brahe fra en affyringsplatform i havet øst for Nexø. Rumskibet når en højde på 2,8 kilometer, og flyver omkring 8,5 kilometer i alt. Opsendelsen er et led i en langsigtet plan om at lave en bemandet rumflyvning. Raketten er ni meter lang og vejer 1,6 ton. |
2011 | 6 | 6 |
Retten i Hjørring afgiver dom over forældrene i Brønderslev-sagen, hvori de angiveligt skal have misbrugt de to ældste døtre og vanrøgtet ni ud af deres ti børn. Retten finder forældrene skyldig. |
2011 | 6 | 11 |
Tennisspilleren Kurt Nielsen er død. han blev 80 år. |
2011 | 6 | 15 |
Total måneformørkelse. |
2011 | 6 | 17 |
Skuespilleren og sangerinden Sanne Brüel er død, hun blev 59 år. Sanne Brüel var tvillingesøster til Rebecca Brüel, som hun sang sammen med i Jomfru Ane Band. Hun var mor til sangerinden Kaya Brüel, der også er sangerinde. |
2011 | 6 | 21 |
Byretten udmåler straffen i Brønderslev-sagen, faderen idømmes forvaring, mens moderen får 4 års fængsel. Begge forældre anketr dommen til landsretten. |
2011 | 6 | 23 |
Den amerikanske skuespiller Peter Falk er død, han blev 83 åt. Han er mest kendt for sin rolle som detektiven Columbo, den dårligt klædte og usoignerede detektiv, som løser sine sager med skarpsindighed og en uskyldig, nærmest naiv optræden. Serien, som omfatter 69 episoder, indbragte ham fem Emmyer og en Golden Globe. |
2011 | 6 | 26 |
Fjordbank Mors erklæres konkurs og overtages at det statslige selskab Finansiel Stabilitet. |
2011 | 6 | 27 |
Politikeren Erling (Heymann) Olsen er død, han blev 84 år. Erling Olsen læste nationaløkonomi ved Københavns Universitet og blev cand.polit. i 1953 og dr.polit. i 1971. Han var medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i 1964-1968, 1971-1973 og 1975-1998. Boligminister 1978-1982. Justitsminister 1993-1994 og Folketingets formand 1994-1998. I en årrække var han professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet og RUC. I 1970 blev han udpeget som RUC's første rektor og udkæmpede i kølvandet på ungdomsoprøret mange slag med de mange marxistisk-inspirerede studenter og undervisere. Ved rektorvalget i 1973 tabte han afstemningen. Han er senere blevet rost for sin indsats for at skabe det nye universitetscenter og blev den 17. september 2010 udnævnt som æresdoktor ved RUC. I sin ministerperiode optrådte han som satirisk kritiker i Ekstra Bladet under pseudonymet Dr. Mefisto, hvor han gjorde grin med ministerkolleger og afslørede oplysninger fra fortrolige møder, som kun en minister kunne kende til. Anker Jørgensen valgte dog at lade ham fortsætte som minister, da han blev afsløret. Efter folketingsvalget i 1994 blev Erling Olsen formand for Folketinget. |
2011 | 7 | 2 |
Dele af Sjælland rammes af et voldsomt skybrud, der giver oversvømmelser flere steder i hovedstaden og trafikale problemer i flere dage efter. |
2011 | 7 | 8 |
Den tidligere amerikansk førstedame Betty Ford (Elizabeth Ann Bloomer Warren Ford) er død, hun blev 93 år. I kraft af sit ægteskab med Gerald Ford var hun landets førstedame i perioden 1974-1977. |
2011 | 7 | 9 |
Sydsudan skilles fra resten af Sudan og bliver en selvstændig stat. Hovedstaden er Juba. |
2011 | 7 | 13 |
Gårdejer og politiker Kresten Philipsen er død, han blev 66 år. Han var medlem af Sønderjyllands Amtsråd for Venstre 1978-2001 og amtsborgmester 1982-2000. 1994-2001 var han desuden formand for Amtsrådsforeningen. I 2005 meldte han sig ud af Venstre pga. utilfredshed med kommunalreformen. |
2011 | 7 | 14 |
Sydsudan bliver optaget i FN som medlemsland nummer 193. |
2011 | 7 | 14 |
Den danskee jazzmusiker og komponist Poul Godske er død, han blev 82 år. Godske var autodidakt musiker og spillede flere instrumenter, først sopransaxofon, siden klaver. Han deltog i Jørn Grauengaards orkestre i gennem 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne, og han blev kåret til årets jazzmusiker i 1959. |
2011 | 7 | 16 |
Take That aflyser koncert i Parken i København, da Robbie Williams er ramt af en maveforgiftning; dagen før spillede de en anmelderrost udsolgt koncert, ligeledes i Parken. |
2011 | 7 | 22 |
Nordmanden Anders Behring Breivik bringer en 950 kg kunstgødningsbombe til sprængning. Bomben er gemt i en lejet bil, som befinder sig foran statsministerens kontor i regeringskvarteret i Oslo. Iført en forfalsket politiuniform kører Breivik i en anden lejet bil til Utøya, hvor han skyder løs på deltagere på AUFs (Arbeiderpartiets ungdomsorganisation) sommerlejr og myrder 77 mennesker. Ifølge Breivik er drabene "nødvendige", fordi muslimerne fører en "demografisk krig" mod de kristne, og Arbeiderpartiet støtter dem. Ved tingretten bliver Breivik dømt til 21 års forvaring med en mindstetid på 10 år. |
2011 | 7 | 23 |
Den engelske sangerinde Amy (Jade) Winehouse er død, hun blev 27 år. Det meste af sin korte karriere kæmpede hun med et alkoholmisbrug, og i 2007 blev hendes optræden på Skanderborg Festivalen aflyst. |
2011 | 8 | 5 |
Musikanmelderen Hansgeorg Lenz er død, han blev 85 år. |
2011 | 8 | 13 |
Mindehøjtidelighed i Berlin for 50 årsdagen for påbegyndelse af den opførelsen af Berlinmuren. Klokken 12 holdt byen et minuts stilhed for at mindes de 136 personer, der med sikkerhed omkom under forsøg på at flygte fra øst til vest i de 28 år, den 160 kilometer lange mur stod, indtil den blev væltet under et folkelig oprør i 1989. |
2011 | 8 | 13 |
Sangerinden og skuespilleren Ellen Winther Lembourn (født Sørensen) er død, hun blev 78 år. Hun blev uddannet som musikpædagog fra Jydsk Musikakademi i 1955 og to år senere fra Det Kongelige Teater som operasangerinde. 1957-87 var hun ansat som operasanger ved Det kongelige Teater, hvor hun også spillede flere skuespilsroller. Med sit meget alsidige sang- og skuespiltalent fik hun et stort publikum, ikke mindst ved sine mange optrædender i film og på tv (bl.a. Jomfruburet, Flagermusen og Valsedrømme), i revyer (Cirkusrevyen 1974) og musicals (bl.a. The Sound of Music, Skaf mig en tenor). I 1962 vandt hun Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Vuggevise". I 1968 modtog hun Elisabeth Dons Mindelegat og i 1996 Olaf Poulsens Mindelegat, og i 1983 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrog. Hun var fra 1960-1966 gift med med pianist (og senere operachef) John Winther. Fra 1973-1997 var hun gift med forfatter og politiker Hans Jørgen Lembourn (til hans død). |
2011 | 8 | 22 |
Skuespilleren Jesper Klein er død, han blev 66 år. Han læste teaterhistorie på Københavns Universitet og blev cand.phil i 1964. Han begyndte sin kunstneriske løbebane som musiker og i studenterrevyerne. Fra 1967-1969 medvirkede han i mange humoristiske radioudsendelser, såsom "I Huj og Hast", en pendant til programmet for ældre "I ro og mag". Her havde han et uforglemmeligt samarbejde med Jakob Ludvigsen og Gotha Andersen (lærer Madsen). På TV optrådte han i 1969 i ungdomsudsendelsen "Peberkværnen.", og senere opstod "Kaptajn Klydes Flimmercirkus", som han lavede sammen med Jess Ingerslev og Tom McEwan. I 1969 modtog Jesper Klein Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle i "Balladen om Carl-Henning". I 1984 modtog han Robertprisen for bedste mandlige hovedrolle i "Skønheden og udyret". Børnene elskede ham for hans rolle som rigsarkivar Birger Bertramsen i julekalenderne "Alletiders jul", "Alletiders nisse", "Alletiders Julemand", "Pyrus i alletiders eventyr" og i filmen "Pyrus på pletten". Jesper Klein var igennem 25 år en meget dedikeret ambassadør for UNICEF. Han var gift med Lykke Nielsen, og de fik sønnen Sebastian. |
2011 | 8 | 23 |
Et jordskælv på 5,8 rammer den amerikanske delstat Virginia. Rystelserne kan mærkes i Washington D.C. og New York. |
2011 | 8 | 26 |
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udskriver folketingsvalg til afholdelse 15. september. |
2011 | 9 | 9 |
Filminstruktøren Esben Høilund Carlsen er død, han blev 70 år. Han deltog på det første hold på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole i 1966. En overgang var han film- og boganmelder på Aktuelt og var Det Danske Filminstituts konsulent på spillefilm i årene 1977-80. I 1987 blev han faktachef på TV 2, og i 1990 blev han direktør i Norsk Film A/S (1932-2001), hvor han blandt andet var hovedproducent på spillefilmen Kristin Lavransdatter. Fra 1997-2001 var han lærer ved Den Danske Filmskole og fra 2001 til 2006 ved Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Høilund Carlsen instruerede bl.a. filmatiseringen af Torben Nielsens roman "Nitten røde roser" (1974) og "Slingrevalsen" (1981). |
2011 | 9 | 15 |
Folketingsvalg afholdes i Danmark. Det resulteres i, at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister i en regering med deltagelse af S, R og SF. |
2011 | 9 | 27 |
Skuespilleren og forfatteren Erik Wedersøe er død, han blev 73 år. Hans mest kendte rolle var Ulf i serien "Rejseholdet#. I april i år Han mistede han sin elskede kone Birgitte Susanne Wedersøe, som han var gift med igennem 43 år, og med hvem han sejlede jorden rundt. Fra 1985-1987 var han landssekretær for Folkekirkens Nødhjælp, og fra 1984-87 sad han i repræsentantskabet for Mellemfolkeligt Samvirke. Han var formand for Socialdemokratiets kulturudvalg 1988-90 og medlem af oplysningsudvalget i Verdensnaturfonden. Erik Wedersøe skrev følgende bøger: "18 tons drømme" (1982), "Syd om solen. Anden søforklaring", (1983), "Nedenom og hjem : en helt tredje søforklaring" (1986), "Salamaleikum: om flygtninge i den tredje verden og om Danmark" (1986), "I drømmenes kølvand" (1991), "Danmark dejligst" (1991), "Min Jago" (1992) og "Hvis luften kunne bære: Erindringsglimt" (2005). Erik Wedersøe var Ridder af Dannebrog. |
2011 | 9 | 28 |
Den fredede bygning, KB-Hallen i København,opført i 1938, nedbrænder. Da bygningen er fredet, ønsker Kulturstyrelsen, at hallen skal genopføres. Ejeren af ejendommen og Frederiksberg kommune ønsker imidlertid ikke at genopføre hallen i dens originale udformning, bl.a. fordi brandskaderne viser sig at være mere omfattende end først antaget. |
2011 | 9 | 29 |
Kina opsender sin første rumstation Tiangong 1. |
2011 | 10 | 1 |
Danmark sætter varmerekord i oktober med 26,9 °C målt i Sønderjylland. |
2011 | 10 | 1 |
Den svenske ishockeyspiller og OL-medaljevinder i 1952 og 1964 Sven Tumba (Sven Olof Gunnar Johansson) er død, han blev 80 år. Sven Tumba blev verdensmester i ishockey tre ganger, 1953 og 1957 og 1962. I løbet af 17 år spillede han 245 landskampe for Sverige og scorede 186 mål. |
2011 | 10 | 3 |
Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks første kvindelige statsminister ved dannelsen af en regering med ministre fra S, R og SF. |
2011 | 10 | 5 |
Steve Jobs, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Apple Inc., er død, han blev 56 år. Sammen med Steve Wozniak og Ronald Wayne stiftede han i 1976 Apple Inc., som i begyndelsen havde hjemme i Steve Jobs forældres garage. Steve Jobs var også direktør for animationsstudiet Pixar. Med udviklingen af Apple II-computeren betragtes han som en pioner indenfor computerindustrien, og han lancerer projekter hos Apple, der fører til udviklingen af den succesrige Apple Macintosh. Jeg husker min og mine kollegers begejstring, da vi i 1982 (?) på Jydsk Telefons laboratorium fik demonstreret Apples Lisa, det var første gang, vi så en computer med et grafisk interface. (Steve Jobs datter, født i 1978, hed Lisa). Siden kom en strøm af meget innovative produkter fra Apple som iMac-, Powerbook- og iBook-computere, iPod og iPhone. Flere Appleprodukter er udstillet på Museum of Modern Art i New York. |
2011 | 10 | 17 |
Skuespilleren Poul Glargaard er død, han blev 69 år. Han begyndte på Aarhus Teater, men afsluttede aldrig sin uddannelse. Siden kom han til Aalborg Teater og var i en periode knyttet til Det ny Teater. Glargaard optrådte i både komiske og seriøse skuespil, og på TV havde han roller i bl.a. Smuglerne, Huset på Christianshavn, En by i provinsen, Strandvaskeren, Alle elsker Debbie og Gøngehøvdingen. Mange husker ham fra rollen som Severinsen i julekalenderen Jul i Gammelby. |
2011 | 10 | 20 |
Libyens tidligere diktator Muammar al-Gaddafi er død, han blev 69 år. Det menes, at han døde af kvæstelser i forbindelse med sin tilfangetagelse. |
2011 | 10 | 21 |
Musikeren Edmundo Ros er død. han blev 100 år. |
2011 | 10 | 22 |
Politikeren Jan Boye er død, han blev 49 år. Jan Boye blev cand.med. fra Odense Universitet i 1994, og i 2001 blev han speciallæge i almen medicin. I 1979 meldte han sig ind i Konservativ Ungdom, og fra 1985 til 1989 var han formand for Konservative Studerende i Odense. I 1989 blev han opstillet til Fyns Amtsråd, hvor han sad fra 1990 til 2006. Fra 1994 til 2001 var han viceamtsborgmester. Fra 1997 var han spidskandidat for Konservative, og fra 1998 til 2001 var han formand for den konservative gruppe i amtsrådet. Han blev amtsborgmester fra 1. januar 2002, men skiftede i 2005 til lokalpolitik og stillede op som borgmesterkandidat i Odense Kommune. Med 33.000 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2005, blev han 1. januar 2006 den første borgerlige borgmester i Odense Kommune siden 1937. Ved kommunalvalget i 2009 tabte han borgmesterposten igen og blev herefter rådmand for By- og Kulturforvaltningen. |
2011 | 10 | 24 |
Modeskaberen Margit Brandt er død, hun blev 66 år. Hun tog Margrethe-Skolens lederuddannelse 1961-1964 og blev uddannet designer fra Københavns Tilskærerakademi i 1964 samt hos Louis Feraud og Pierre Balmain i Paris. I 1966 oprettede hun sit eget designfirma i København sammen med Erik Brandt, som hun var blevet gift med samme år. De etablerede afdelinger i Schweiz, Japan og Hong Kong. Brandt stod for designet af dametøj, pels, boligtekstil, smykker, tapet m.v. for mange fabrikker i både Skandinavien og Tyskland. Ægteparret slog for alvor igennem i modebranchen i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. I 1981 etablerede de sig i New York City med Brandt's America Inc. Siden har parret desuden beskæftiget sig med galleri- og krodrift med bl.a. Brandts Pakhus, Skovshoved Hotel, Hotel Store Kro (fra 1986) og Tulstruplund. I 2007 blev Margit Brandt Ridder af Dannebrog. |
2011 | 11 | 7 |
Den amerikanske bokser Joe Frazier er død, han blev 67 år gammel. Han vandt OL-guld i sværvægt i Tokyo i 1964 og sit første professionelle VM i 1970. I 1971 forsvarede Frazier sin titel med en pointsejr over Muhammad Ali i den såkaldte "Fight of the century". Han mistede titlen til George Foreman i 1973. Senere mødte han Ali i to kampe, hvoraf den ene var om VM-titlen i "The Thrilla in Manila", men tabte dem begge. Frazier trak sig tilbage i 1976. |
2011 | 11 | 12 |
Silvio Berlusconi træder tilbage som Italiens regeringschef. |
2011 | 11 | 16 |
Mario Monti efterfølger Silvio Berlusconi som italiensk ministerpræsident. |
2011 | 11 | 25 |
Den egyptiske revolution - også kaldt Vredens Dag - indledes. Hovedformålet med optøjerne er at vælte Egyptens præsident Hosni Mubarak, som har været ved magten i næsten 30 år. Årsagerne til protesterne og demonstrationerne er manglende demokrati, korruption, høj arbejdsløshed mv. |
2011 | 11 | 28 |
En dansk sejlerfamilie med tre teenagebørn samt to gaster om bord bliver taget som gidsler af pirater ud for Somalia på vej fra Maldiverne mod Suezkanalen. De bliver frigivet den 6. september efter 195 dages fangenskab. |
2011 | 12 | 3 |
Skatteminister Thor Möger Pedersen opretter en undersøgelseskommission, der skal undersøge skatteministeriets rolle i behandlingen af Stephen Kinnocks skatteforhold. |
2011 | 12 | 8 |
Danmarks Nationalbank nedsætter renten på udlån til 0.8 %, hvilket er den laveste sats i bankens historie. |
2011 | 12 | 18 |
Første etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4 indvies. |
2011 | 12 | 30 |
Samoa flytter datolinjen og skifter fra tidszonen UTC-11 (UTC-10 under sommertid) til tidszonen UTC+13 (UTC+14 under sommertid), hvorved landet springer den 30. december over dette år. |