Gennem mange århundreder havde Europa handlet med det fjerne østen. Arabiske købmænd fragtede Indiens krydderier og kostbare klæde enten via Det Røde hav og gennem Egypten, eller via Den Persiske Golf gennem Irak, eller via den nordlige karavanerute gennem Afghanistan, Persien og Tyrkiet. Fra Middelhavet videre til Venedig, tidens førende handelscentrum. Disse karavaner bragte først og fremmest krydderier til Europa, krydderier som skulle gøre den "kedelige" europæiske mad mere spiselig og tilføje nye smagsindtryk. Krydderier var nelliker, muskat og kanel og fremfor alt peber, som gram for gram var dyrere end guld. Andre eftertragtede varer fra Østen var porcelæn og silke fra Kina, bomuldstøjer fra Coromandel på sydøstkysten af Indien samt salpeter fra Bengalen.
I 1498 opdagede Vasco da Gama søvejen syd om Afrika og åbnede derved vejen til Østens rigdomme for de førende maritime lande i Sydeuropa. Portugal oprettede hurtigt flere handelsstationer i Indien, hvor man kunne oplagre og udveksle varer og samtidig reparere skibene. Centrum for krydderihandelen var Calicut, og portugiserne byggede forter i Cochin og Cannanore. Portugiserne var nærmest enerådende til søs og militært overlegne. I 1503 sendte Manuel I den portugisiske adelsmand Alfonso de Albuquerque afsted med en flåde for at forsvare de eftertragtede pebertransporter mod muslimske sørøvere. En af de lokale pirater, Timoja overtalte Albuquerque til at angribe Goa, og i 1510 anlagde Portugal sin vigtigste handelsstation, Goa på Indiens vestkyst.
I år 1600 under Elizabeth I af England grundlagde Storbritannien British East India Company, og i 1602 fulgte Holland efter med Dutch United East India Company (VOC). Hermed var grundstenen lagt for ekspansion af den europæiske handel på Asien. Holland og England begyndte at oprette kolonier i Indien og indskrænkede portugisernes herredømme og handel. Det drejede sig i første omgang om støttepunkter langs kysten, der blev udgangspunkter for handelen mellem Indien og Europa. Begge handelskompagnier tjente store penge. En person, som altid manglede penge til sine eventyr, var den danske kong Christian IV over Danmark-Norge. (Jeg husker at have læst et sted, at han forgældet og forarmet måtte pantsætte sin kongekrone i Hamborg).
I 1615 forelagde to hollandske købmænd, Jan de Willem af Amsterdam og Herman Rosenkrantz af Rotterdam, et forslag for Christian IV om at anlægge et dansk handelskompagni, som skulle optage konkurrencen med det engelske og det hollandske kompagni. Den 17. marts 1616 udstedte Christian IV et charter, som gav Dansk Ostindisk Compagni monopol på handel mellem Danmark og Asien for en periode på 12 år. Strukturen var et partnerskab opbygget med det hollandske kompagni som model, og mange af paragrafferne i det danske kompagnis charter var en ordret oversættelse fra hollandsk. Kompagniet var i øvrigt Danmarks første aktieselskab. Måske var tilliden til projektet ikke overvældende. I hvert fald gik der et par år, inden den fornødne kapital var rejst. Og det skete først efter indbydelse af hamburgske og nederlandske købmænd om at deltage.
I 1617 dukkede endnu en hollandsk aktør op på scenen. Det var Marselis de Boschouwer, som påstod, at han var udsending fra "Kejseren af Ceylon". Boschouwer tilbød på kejserens vegne favorable handelsvilkår samt store rigdomme til den europæiske nation, som ville hjælpe ham mod portugiserne. I november 1617 fik Boschouwer audiens hos Christian IV, og kongen, som altid manglede penge til sine mange projekter og eventyr, og som gerne ville deltage i kolonikapløbet med stormagterne, indgik den 30. marts 1618 en traktat med Ceylon (i dag Sri Lanka).
Den 18. august 1618 blev skibet Øresund sendt i forvejen som fortrop for at udforske det ostindiske område. Skibet var under kommando af Roelant Crappé. I november 1618 forlod ekspeditionen København under ledelse af den 24-årige danske-svenske adelsmand Ove Gjedde (1594-1660), som siden skulle blive storadmiral i flåden. Gjedde havde på dette tidspunkt kun ringe sømandsmæssig erfaring. Ekspeditionen omfattede 5 skibe: orlogsskibene Elefanten og David, det nye Ostindiske Compagnis skibe Christian og København samt et mindre, hollandsk forsyningsskib, kaldet Den Hollandske Fløjte. Besætningen var en blanding af danske adelsfolk, hollandske sejlere og tyske soldater. Gjedde var kaptajn på Elefanten. Om bord på elefanten var den veltalende hollænder, Marselis de Boschouwer, som året i forvejen på kejseren af Ceylons vegne havde indgået traktaten med Chistian IV. Han havde også sin hustru og lille søn med på rejsen. Da kongen krævede en skriftlig beretning om færden, nedskrev Gjedde turens vigtigste hændelser i sin dagbog (dagbogen findes på Universitetsbiblioteket i Trondheim).
Rejsen var ikke uden dramatik. Den 19. februar 1619, mødte ekspeditionen tre franske skibe ud for Cap Verde. Danskerne antog skibene for sørøverskibe, og det kom til en kortvarig kamp, hvorundet det ene skib blev sænket, og de to andre taget som prise. De blev indlemmet i flåden under navnene Patentia og Jageren. Under et forhør indrømmede "sørøvernes kaptajn", at han havde kapret mange skibe. Efter et flugtforsøg blev han hængt op i bovsprydet til advarsel for de øvrige pirater - en oplagt erhvervsrisiko. Således forstærket fortsatte ekspeditionen syd om Afrika og og ankom til Ceylon i maj 1620.
Øresund var ankommet til Sydøstindien nogen tid forinden. Efter forhandlinger med den lokale fyrste, "naiken" begyndte Crappé at jagte de portugisiske skibe i området. Portugiserne tog dette fortrydeligt op, gik til modangreb, sænkede Øresund og tog Crappé til fange. Siden blev han overgivet til rajahen af Tanjore.
I mellemtiden var Ove Gjedde ankommet til Ceylon. Halvdelen af mandskabet var gået til af mangel på C-vitaminer, "skørbug". Det viste sig, at kejseren "kun" var en mindre fyrste, og til Gjeddes overraskelse nægtede rajahen (jeg ved ikke, om det er den korrekte titel, men jeg finder den i hvert fald bedre end kejser) at anerkende aftalen. Da Marselis de Boschouwer meget belejligt (for ham selv) var afgået ved døden på den 535 dage lange rejse, var det ikke muligt at holde ham ansvarlig for hans overdrevne beskrivelser af "kejserens magt" og hans egen indflydelse. Med til historien hører også, at rajahen allerede havde sluttet fred med portugiserne, da den danske ekspedition efter to års sejlads endelig nåede frem til Ceylon.
I henhold til traktaten skulle ekspeditionen ved ankomsten have udbetalt 90.000 rigsdaler, og uden disse penge ville det være vanskelig at udrette noget, og - hvad værre var - næsten umuligt at udruste en flåde til hjemturen til København. Først da Ove Gjedde frafaldt pengekravet, kunne en ny traktat indgås. I traktaten afstod rajahen området Trincomalee på nordvestkysten af Ceylon til Danmark, og herfra kunne danskene drive deres handel. Rajahen skulle hjælpe dem med at skaffe returlast af krydder, ligesom den kristne religion også måtte indføres i området. Før Ove Gjedde forlod Trincomalee, gav han ordre om at bygge et fort, hvorefter han sejlede nordpå mod det sydindiske fastland.
Ove Gjedde sejlede til Coromandel på sydøstkysten af Indien, og i oktober 1620 ankom han til hoffet i Tanjore (Thanjavur). Den 20. november 1620 blev der indgået en traktat mellem med den lokale fyrste, naiken og kongen af Danmark, i henhold til hvilken Danmark fik tilladelse til at anlægge et handelssted i en lille fiskerlandsby, som på tamil hed Tarangambadi, "syngende bølger". Navnet blev af danskerne ford(v)ansket til Trankebar. Landsbyen lå ved den bengalske bugt lidt nord for Sri Lanka. Gjedde fik også tilladelse til at bygge en fæstning og fik eneret på handel i området for to år. Ved hjælp af lokal arbejdskraft gik Gjedde i gang med at bygge fæstningen Dansborg, hvor den danske guvernør/kommandant skulle bo.
Ovenstående kort over kolonien Trankebar, som er udført af premierløjtnant Gregers Daa Trellund i 1733, befinder sig på Det Kongelige Bibliotek i København,. Det viser, at kolonien er omgivet af befæstede mure. Fæstningen Dansborg ligger i det øverste højre hjørne. Gadenavnene er som i en almindelig dansk provinsby på den tid: Nørregade, Østergade, Kongensgade, Lavendelstræde osv.
Året efter i 1621, efter at kolonien var anlagt, gik Ove Gjedde i gang med at skaffe en returlast af krydderier. På tilbagevejen lagde han ind til Ceylon, blot for at konstatere, at der ikke var sket meget, siden han sidst var der. I 1622 var Elefanten tilbage i København, og Ove Gjedde fik en heltemodtagelse. Samme år giftede han sig med sin ventende trolovede Dorthe Uhrne; det skete på Kronborg slot. Som belønning for vel udført dåd fik han flere len i Norge og i 1645 blev han udnævnt til rigsadmiral. Efter at han fik en alvorlig sygdom, blev han i 1648 i stedet udnævnt til lensmand på Helsingborg Slot. Efter freden i Roskilde i 1658, hvor Danmark mistede Skåne til Sverige, blev han boende i Skåne. Under et privat besøg i Helsingborg blev Ove Gjedde taget til fange og først frigivet i forbindelse med en fangeudveksling i 1660. Ove Gjedde ligger begravet i Roskilde Domkirke.
Dette blev indledningen på 225 års besiddelse af Trankebar, Danmarks første oversøiske koloni. Danmark havde fået råderet over et (mindre) landområde i Trankebar, og ikke blot som i Afrika fået tilladelse til at opføre et fort i vandkanten. Det betød bl.a., at Danmark kunne opkræve skat, og at dansk lov blev gældende i området. Crappé, som ved Ove Gjeddes afrejse blev udnævnt til guvernør, var klar over, at man ikke kunne påregne stabile forsyninger hjemmefra, hvorfor visse basale varer skulle laves på stedet. Det omfattede fx krudt, hvorfor der blev anlagt en krudtmølle i en passende afstand fra kysten, så den ikke ville kunne nås med kanoner fra vandsiden. Kolonien frygtede dels fyrsten af Tanjore og dels også andre europæiske magter, der kunne tænkes at forsøge at få en bid af kagen.
De fastboende begyndte at bygge huse i byen, som omgav fæstningen,. Husene var for størstedelen opført i sten og lå ud til de store gader i Trankebar, der fik danske navne som Dronningensgade og Tværgade. Da sommeren var uudholdeligt varm, byggede den velhavende del af danskerne landejendomme uden for Trankebars bymur; det gjaldt fx den danske guvernør.
I begyndelsen var der en kirke på Dansborg, men efterhånden blev der også opført kirker ude i byen, Jerusalemskirken og Zionskirken. Lokalbefolkningen fik lov til at beholde deres religion og deres lokale skikke, men der blev oprettet en mission, der skulle omvende inderne til kristendommen (protestantismen). Det gav stor opmærksomhed i hele Nordeuropa, da det var første gang, at der fandt en egentlig protestantisk missionering sted.
Danskerne kom aldrig i flertal i de danske besiddelser i Indien. I 1790 holdt man folketælling i kolonien. Blandt de 3721 beboere i Trankebar var der blot 157 danskere, og af disse var 68 børn. Godt 40 år efter var dette tal nogenlunde det samme. Foruden danskerne boede der også en mindre gruppe andre europæere i kolonien. Den største gruppe var portugisere, der stadig havde store handelsinteresser i østen. Danmark forsøgte at holde sig udenfor konflikterne mellem de store europæiske kolonimagter, og Trankebar kunne derfor bruges af købmænd, der ønskede at sikre deres varer ved at sende dem tilbage til Europa på et skib under dansk flag.
De første par år var hårde for den lille danske koloni; hollandske kilder fortæller, at danskerne var nødt til at sælge dele af deres artilleri, ligesom de var plaget af flere skibsforlis.
I 1621 begyndte der at komme lidt gang i handelen. København blev sendt fra Trankebar til Tenasserim (Mergui) på vestkysten af Thailand, hvorfra man hjembragte en last peber. I 1624 blev der oprettet en rute mellem Trankebar og Macassar (i dag i Indonesien). Efter 1625 gik danskerne bort fra selv at handle på de to ruter til at fragte portugisiske varer. De danske skibe optrådte som neutrale operatører i den omfattende handel over den bengalske bugt.
På trods heraf gik det dårligt med økonomien. I 1627 var der kun tre danske skibe tilbage, og Roelant Crappé var ude af stand til at betale den årlige afgift til den lokale hersker. De følgende to år forhandlede han med det hollandske handelskompagni VOC for at få dem til at overtage Trankebar, men uden held. Hollænderne lovede dog at hjælpe med at forsvare fortet. Hvis det blev nødvendigt.
I 1636 eller 1637 vendte Crappé tilbage til Danmark, hvor han straks kom i klammeri med flere af Kompagniets direktører. Det endte dog med, at han i 1639 indtrådte i kompagniets direktion. Han overlod ledelsen til hollænderen Barent Pessart, om hvem man sagde, at han var "en intelligent, men yderst upålidelig person". Pessart involverede hurtigt både sig selv og kolonien i nogle risikofyldte transaktioner, og efter et par år blev han og hans familie sat i gældsfængsel. I København forsøgte aktionærerne i det skrantende selskab at overtale Christian IV til at opløse foretagendet, men Christian IV var ikke en mand, som lod sig overbevise om, at han havde truffet en forkert beslutning.
Den 8. november 1639 sejlede Christianshavn og Solen fra Danmark til Trankebar. Det skulle blive de sidste kompagniskibe fra Danmark i de næste 29 år. Solen nåede frem til Trankebar i 1640, men Christianshavn, som blev tilbageholdt på De Kanariske Øer af Spanien, ankom først i 1643. Om bord på Christianshavn var koloniens nye leder, Willem Leyel. Lige efter sin ankomst i 1640 opbragte Solen et skib, som tilhørte en velhavende købmand fra Golconda, og Pessart-familien blev løsladt mod returnering af skibet til dets ejer.
Da Willem Leyel endelig nåede frem til Trankebar, nægtede Pessart, som sikkert følte jorden brænde under sine fødder, Leyel adgang til Dansborg fortet og lukkede portene. Han nægtede også at udlevere kompagniets regnskabsbøger. Først da Leyel belejrede fortet med hjælp fra indfødte ledere, åbnede Pessarts folk portene. Pessart var i mellemtiden flygtet på et portugisisk skib, medbringende fortets bedste kanoner, penge og regnskabsbøger. Leyel må starte på næsten bar bund: Dansborg er faldefærdig, der er for få mænd, for få penge og næsten ingen forbindelse til ledelsen i København. Leyel går i gang med at reparere fæstningen og begynder at betale af på den af Pessarts oparbejdede gæld. Men Leyel forstår at holde sig venner med de lokale fyrster, skaffer sig penge ved handel i deres riger - og så gar ved sørøveri! Han løber ind i mange problemer. På et tidspunkt føler han sig nødsaget til at erklære krig mod Golconda og efter belejring og opbringning af flere skibe, indgår parterne en fredsaftale. Denne aftale sætter en ende for de private, lukrative forretninger, som fortets officerer har været involveret i, og i 1648 laver de mytteri mod Leyel. Han afsættes og sidder i fængsel nogen tid, inden han vender tilbage til Danmark på et hollandsk skib.
Asta Bredsdorff, har skrevet Willem Leyels liv og farefulde rejse til Indien, Søhistoriske Skrifter bind XXI, Museum Tusculanums Forlag, 1999. Beretningen bygger først og fremmest på Leyels egne papirer, der ligger i rigsarkivet.
Lederen af mytteriet, Poul Hansen Korsør overtog ledelsen af kolonien, som begynd-te at ernære sig ved regulært sørøveri. Mange neutrale skibe blev opbragt, idet man "formodede", at de var fjendtlige.
Samme år, 1648 døde Christian IV og blev efterfulgt af Frederik III. Kompagniet var i praksis fallit, og der var ikke udsigter til nogen økonomisk bedring af situationen. Krigene i Europa og ikke mindst mod Sverige havde tømt statskassen, og der var ikke stemning for fortsat at sende skibe på årelange udflugter til Asien. I 1650 blev kompagniet opløst. Man forsøgte at sælge Trankebar til kurfyrsten af Brandenburg, men da betalingen ikke faldt, gik handlen i vasken. Samtidig hermed forsøgte Poul Hansen Korsør uden held at overdrage kolonien til Holland.
Ved Poul Hansen Korsør død i 1655 skulle der vælges en ny efterfølger. Garnisonens og indbyggernes valg faldt på Eskild Andersen Kongsbakke, der som menig var kommet til Trankebar med Christianshavn, og som siden var avanceret til kvartermester på Dansborg. Den danske befolkning i kolonien var meget lille, og det var nødvendigt at hyre portugisiske og indiske soldater til at beskytte fortet, og disse udgjorde størsteparten af befolkningen. På trods af, at Kongsbakke nærmest var analfabet, viste han sig at være en god mand på den vanskelige post.
Kongsbakke kastede sig med stor energi over arbejdet med at fastholde kolonien på danske hænder. Med sine få skibe drev han handel med sultanen af Bantam, og genoptog samtidig kapervirksomheden mod Bengalen. I 1655 sendte regenten for Tanjore, som havde mistet tålmodigheden over de manglende danske betalinger af den aftalte ydelse, en flok soldater til Trankebar, men det lykkedes Kongsbakke med hjælp fra de lokale at modstå belejringen. Over de følgende år blev Trankebar flere gange belejret, men fortet holdt stand. I 1660 lod Kongsbakke bygge en mur omkring byen, hvilket gjorde den lettere at forsvare, og der blev opført fire svære kanontårne.
Kongsbakke sendte i de følgende år flere rapporter tilbage til Danmark med andre europæiske skibe, men hans lettere optimistiske rapporter blev læst med nogen skepsis i København. Trankebar blev igen belejret, denne gang i 9 måneder, men det lykkedes Kongsbakke at få forhandlet en fredsaftale på plads. Det stod klart for Kongsbakke, at dette ikke kunne fortsætte, og i 1668 sendte han en udsending til København, Geert van Hagen, en hollandsk sergent fra den hollandske koloni i nærheden. Hans meldinger sammen med Kongsbakkes rapport bevirkede, at den danske regering senere samme år sendte fregatten Færø til Trankebar, under ledelse af kaptajn Sivardt Adelaer og med en gruppe soldater under anførsel af Henrik Eggers, der den 18. september 1668 var blevet udnævnt til vicekommandant i Trankebar.
Fregatten ankom til Trankebar i maj 1669, og 29 års isolation var afsluttet. Eskild Andersen Kongsbakke, som var han den eneste tilbageværende dansker på Trankebar, modtog sin kongelige udnævnelse til kommandant over kolonien i samarbejde med vicekommandant Eggers.
Forholdet mellem Kongsbakke og Eggert blev dårligere og dårligere. Eggert havde ikke brug for den dårligt uddannede Kongsbakke, og det forhold, at Kongsbakke havde giftet sig med en indfødt kvinde, nedsatte ham i Eggert øjne. I en klage over Eggers beskylder Kongsbakke ham for at have forhånet og drevet spot med hans hustru og skriver bittert: "det er den en ære man fik for 5 års tjeneste i Europa og 30 år i Indien". Kongsbakke døde i 1674 og blev begravet i Trankebar.
Handelen på Trankebar blev genoptaget, og de økonomiske udsigter for handelen med Asien var lovende. Det blev besluttet at grundlægge et nyt kompagni, som fik et kongeligt charter på 40 år. Den danske koloni blev udvidet med tre nærliggende landsbyer. Der blev også oprettet nye handelsruter til Bantam på Java og Sunda Øerne.
Det andet handelskompagni havde en "rimelig" økonomisk succes, og i 1698 forlængede Christian V kompagniets charter i yderligere 40 år. Store Nordiske Krig påførte desværre kompagniet alvorlige tab, og ved fredsslutningen i 1720 var det alvorligt nødlidende. Frederik IV afslog en anmodning om støtte, og i april 1729 blev det andet handelskompagni opløst.
En person, som fik et ufrivilligt ophold på Trankebar, var Jacob Worm (1642-1692). Han var præst i Gråbrødre Kirke i Viborg, og samtidig digter med politisk satire som speciale. Jacob Worm havde en skarp tunge og en spids pen og lagde sig ud med alt og alle, ikke alene sin stedfar, biskoppen og salmedigteren Thomas Kingo, men - hvad værre var - også med Christian V (hvis statue står på Kongens Nytorv i København). Jacob Worm blev i 1680 dømt for majestætsfornærmelse, og straffen var først at miste tre fingre og derefter hovedet med sværdet. Dommen blev ændret året efter til livslang deportation til Trankebar.
Jacob Worm ønskede at udøve præstegerningen på Trankebar, men lagde sig pga sit stridbare væsen hurtigt ud med koloniens ledelse. Kompagniets direktion skrev således: "Jacob Worm er lige så nyttig her som der, han får så nøjes med den Lykke, han med sin onde Tunge, ubesindige Skrifter og onde Hjertelag selv har forvoldt sig, men at blive Præst, det må han ej vente". Jacob Worm døde i Trankebar ca. 12 år efter sin ankomst.
Jesper Birkler, som er sognepræst ved Vor Frue Kirke i Århus, og hvis hjerte brænder varmt for Trankebar, har i en spændende beretning, Klokkeklang i Trankebar, skrevet om, hvorledes kolonien i 2006 fik en ny kirkeklokke i gave fra Danmark. Han bringer samtidig flere interessante fortællinger fra Trankebar, bl.a. historien om Jacob Worm med det vanskelige sind. Jeg kan varmt anbefale at besøge hjemmesiden.
Frederik IV ønskede at kristne sine indiske undersåtter kristne ved at udsende en missionær. En af dem, der reagerede på kongens appel, var den unge tysker, Bartholomæus Ziegenbalg (1682-1719), som havde studeret teologi ved universitetet i Halle, et center for pietistisk lutheranisme. Den 29. november 1705 sejlede Ziegenbald afsted mod Trankebar om bord på Prinsesse Sophie Hedwig. Kongen selv var nede og tage afsked med ham. Ziegenbald var den første lutheranske missionær, som blev sendt til Indien. Han ankom til Trankebar den 9. juli 1706.
Mindre end to uger efter ankomsten var han i gang med at lære tamil. Han underviste de lokale i bibellæsning, og han var foregangsmand indenfor undervisning af kvinder og grundlagde den første pigeskole i Indien. Ziegenbalg grundlagde en papirfabrik og et trykkeri, hvor han trykte kalendere, salmebøger og det nye testamente. I 1715 udgav han det nye testamente på tamil i egen oversættelse - siden oversatte han det gamle testamente til hindustani. Han udgav også en ordbog og en grammatik på tamilsk. Ziegenbalg stod bag opførelsen af Ny Jerusalem Kirken i Kongensgade. Kirken blev indviet på kongens fødselsdag den 11. oktober 1718 og bærer foruden årstallet kongens monogram. På torvet i Trankebar står en buste af denne ildsjæl. Det er formentlig Bartholomæus Ziegenbalgs fortjeneste, at der i dag eksisterer en lutheransk kirke i det hinduistisk dominerede Indien.
Missionen kæmpede med økonomiske problemer, og sognepræst Jesper Birkler fortæller i sin tidligere nævnte beretning om, hvorledes det gik, da et større antal guld- og sølvmønter skulle sendes af sted fra København til støtte for missionsarbejdet, Pengene blev for en sikkerheds skyld fordelt i to kister, en på hvert af de skibe, som sejlede ud. Det første skib forliste ved Færøerne med mand og mus. Og da det andet skib efter den lange rejse ankrede op på rheden ud for Dansborg, og man skulle losse det for gods, tabte man pengekisten i vandet. Den ligger endnu på bunden ud for kysten, og det er stadig muligt at finde mønter fra denne begivenhed i stranskanten i Trankebar.
Skibsfarten til Trankebar var uregelmæssig i hele den periode, hvor Trankebar var dansk koloni. Kolonien havde med få undtagelser givet underskud, og staten havde været nødt til at skyde penge i kolonien for at opretholde den. Som så mange andre af Christian IV's planer resulterede den hverken i ære eller profit. I 1845 blev Trankebar afhændet til British East India Company for £125.000. Den officielle overdragelse til England skete i forbindelse med den første Galathea-ekspedition, hvor Dannebrog den 7. november 1845 for sidste gang blev strøjet på Dansborg. (Det skal retfærdigvis siges, at Dannebrog igen vajer over Dansborg side om side med det indiske flag). Også den anden Galathea-ekspedition i begyndelsen af 1950'erne besøgte Trankebar. Oprindeligt var det planen, at også den tredje Galathea-ekspedition skulle lægge til ud for Trankebar i efteråret 2006, men det blev aflyst pga den internationale konflikt om de danske Muhammedtegninger.
Danmark kom aldrig til at udgøre nogen militær eller handelsmæssig trussel mod de øvrige handelskompagnier, som opererede på Asien. Det er formentlig årsagen til, at danskerne ikke blev tvunget bort af de mere magtfulde englændere og hollændere. Danskernes rolle som neutral tredjepart var formentlig også med til at sikre de øvrige landes accept af dansk tilstedeværelse. Handelen nåede sit højdepunkt omkring 1700 og blev alene rentabel pga. sørøveri. For Christian IV var Trankebar et prestigeprojekt, som skulle understrege Danmarks rolle som en europæisk stormagt, men som mange andre af hans eventyr, blev det en bekostelig affære for landet.
På 300-årsdagen for missionærens afrejse blev der i domkirken i København afholdt en festgudstjeneste med deltagelse af biskop T. Aruldoss fra Trankebar og Københavns biskop Erik Norman Svendsen.
Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, og biskop T. Aruldoss fra Trankebar gik forrest i den procession, som åbnede tirsdagens festgudstjeneste i domkirken i København.
Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Hvis du har interesse for vores gamle tropekoloni på Trankebar, kan jeg anbefale at besøge Foreningen Trankebars hjemmeside, som er en guldgrube af information og gode historier. Foreningens hovedformål er at arbejde for bevaring af fæstningsværket med Fort Dansborg, der i dag er indrettet som museum, samt de øvrige bevaringsværdige bygninger, der blev opført i perioden 1620-1845. Foreningen er stiftet i maj 2002 af en gruppe entusiastiske fynboer. Allerede i juli samme år vajede Dannebrog side om side med det indiske flag på toppen af fortets gamle kirketårn, og den indiske regering havde givet Fort Dansborg status som nationalmonument og givet Foreningen Trankebar tilladelse til at forestå den fuldstændige indretning af Fort Dansborg, Guvernørboligen og museet m.v. I oktober 2004 var Fort Dansborg færdigrestaureret.
Restaurering af Guvernørboligen udføres i samarbejde med Det Danske Nationalmuseum. I august 2005 fik foreningen tilladelse til kystsikring af en strækning ved fiskerlandsbyen foranlediget af tsunami-katastrofen i december 2004. 1. fase af kystsikringsprojektet blev afsluttet i juli 2006.
