Horst Wessel sangen
Tekst

Min interesse for Hitler
Jeg er født i 1943 i et arbejderhjem i Århus. Der blev ikke sunget meget i mit hjem, men engang imellem kunne min mor alligevel bryde ud i sang midt i husarbejdet, og det var næsten altid "Lili Marleen", der holdt for. Oftest på dansk, undertiden på tysk. Men engang imellem med en sjov tekst, som jeg husker endnu. Den handlede om Hitler, Göring, Goebbels og von Ribbentrop:

Først så ta'r vi Göring ved hans vingeben
og så slår vi Goebbels i maven med en sten
så hænger vi Hitler i en strop
ved siden af von Ribbentrop
så bliver de til grin
de fire dumme svin.

Min mor fortalte mig også, at jeg delte fødselsdag med Hitler - nemlig den 20. april. Så jeg tror, at min første interesse for hr Hitler opstod på dette tidspunkt. Nu ca 60 år senere har jeg forladt arbejdsmarkedet - efter 42 dejlige arbejdsår ved Verdens Bedste Telefonselskab - og er jeg begyndt at læse historie på HF. I den forbindelse begyndte jeg at studere fænomenet Hitler. Mest glæde har jeg haft af Alan Bullock (1914-2004), den britiske historiker, som i 1952 udgav den første videnskabelige Hitler-biograf: "Hitler, tyrannen og tyranniet", Fremad, 1958 og vores førende Hitlerforsker, Karl Christian Lammers: "Føreren - Hitlers politiske karriere", Schønberg, 1991 og "Nazismens epoke", Schønberg, 2003. Endelig har jeg også med forfærdelse gennemlæst Adolf Hitlers "Mein Kampf", H. Hagerups Forlag, København, 1940. Det er en del af det grundlag, jeg har baseret min mini biografi om Hitlers vej til magten.

Hitlers opvækst og skolegang
Hitler som barn Adolf Hitler blev født den 20. april 1889 i en lille østrigsk landsby, Braunau tæt på grænsen til Bayern i Tyskland. Han var søn af Alois Hitler (1837-1903) og Klara Pölzl (1860-1907). Alois Hitler arbejdede ved det østrigske toldvæsen, og opnåede gennem hårdt arbejde en god stilling. De blev gift i 1885, efter at faderen var blevet enkemand for anden gang. Alois' to børn, Alois jr. og Angela overværede brylluppet. Klara var gravid på det tidspunkt. Klara fik tre børn, som alle døde, inden Adolf blev født i 1889. Faderen var temperamentsfuld og irritabel, mens moderen var mild og eftergivende. Forståeligt i betragtning af, at hendes tre tidligere børn var døde som små. I 1893 fødte hun sit femte barn, sønnen Edmund.

Klara Hitler, Adolf Hitlers moder I 1895 begyndte den 6-årige Adolf Hitler i en landsbyskole i nærheden af Linz i Østrig. Faderen blev pensioneret samme år, men han havde tilsyneladende problemer med at forsone sig med pensionisttilværelsen. Hans strenge behandling af børnene førte til, at den 14-årige Alois jr. løb hjemmefra. Året efter fødte moderen sit 6. og sidste barn, Paula (1896-1960). Familien flyttede flere gange i denne periode, og i nogle år gik Adolf i en katolsk skole på et benedictinerkloster. Han havde efter sigende en smuk sangstemme og sang i koret, og han har fortalt, at messerne og de katolske ceremonier gjorde stort indtryk på ham. I 1899 ramte endnu en ulykke hjemmet: Adolfs lillebroder Edmund døde 6 år gammel af mæslinger.

Alois Hitler, Adolf Hitlers fader I 1900 sendte faderen Adolf til den videregående skole i Linz. Han blev aldrig nogen god elev, og hans skoleresultater var utilfredsstillende. Han blev beskrevet som doven, ukoncentreret og uden disciplin. Han måtte gå det første år om på grund af dårlige resultater i matematik og naturhistorie. Adolf skriver senere i Mein Kampf, at faderen ønskede, at Adolf skulle kvalificere sig til at få arbejde i den ofentlige forvaltning som han selv, mens Adolf selv ønskede at blive kunstner. Faderen var som østrigsk embedsmand glødende tilhænger af det habsburgske monarki. Måske i trods hertil følte den rebelske Adolf sig tiltrukket af den tyske nationalisme og læste med begejstring om tyske helte som Bismark og Frederik den Store. 12 år gammel overværede Adolf en opera af Richard Wagner og blev betaget både af den tyske musik, de hedenske myter og de gamle konger og ridderes kamp mod de onde kræfter.

I januar 1903 døde faderen pludselig, og den 13-årige Hitler var nu familiens mandlige overhoved. Han klarede sig fortsat dårligt i skolen, som han med moderens tilladelse forlod i 1905 uden den afsluttende eksamen. Fra han forlod skolen i 1905 og indtil moderens død to år senere, lavede Adolf tilsyneladende intet fornuftigt udover at dagdrømme om at blive kunstner. I foråret 1906 opholdt Adolf sig to uger i Wien, hvor han gik i teater og operaen.

Ungdomsårene i Wien
Året efter i 1907 rejste Adolf igen til Wien; denne gang for at uddanne sig på kunstakademiet. Han blev imidlertid ikke antaget, da man ikke fandt hans evner tilstrækkelige. Han modtog meddelelse om, at hans moder Klara lå for døden, og han rejste straks hjem. Han viste stor omsorg for moderen, som imidlertid døde kort tid efter.

Efter moderens død rejste Adolf tilbage til Wien. Han havde så mange penge efter sine forældre, at han kunne leve komfortabelt uden at arbejde. Han forsøgte at komme ind på arkitektskole, men blev afvist på grund af den manglende eksamen.

Hitlers ven, August Kubizek Hitlers (eneste) barndomsven fra Linz, August Kubizek flyttede til Wien, og de boede sammen på et værelse i en periode. Kubizek fortæller, at Hitler virkede ustabil og havde et forfærdeligt temperament. Hitler forsøgte igen i efteråret 1908 at blive optaget på kunstakademiet, men blev også denne gang afvist og fik ikke engang lov til at deltage i adgangsprøven, da de prøver, han indleverede til bedømmelse, blev fundet utilfredsstillende. Kubizek derimod blev optaget på konservatoriet og begyndte at studere musik. Hitler brød snart med vennen. Da Kubizek vendte tilbage til Wien efter to måneders militærtjeneste, var Hitler flyttet fra deres fælles værelse uden at efterlade nogen ny adresse. Hitler havde ikke brug for sin ven og forsøgte aldrig siden at komme i forbindelse med ham.

De følgende år levede Hitler alene og flyttede fra værelse til værelse. Skønt pengene var små, forsøgte han ikke at få et regulært arbejde. Han klarede sig bl.a. ved at tigge penge af folk og sov undertiden på bænke i byens parker. Han boede et par år på et hjem for hjemløse. Han opdagede, at han kunne leve af at male motiver fra byen og sælge dem til turister og andre. En anden beboer på hjemmet, Reinhold Hanish var agent for Hitler og solgte hans malerier. Hitler, som elskede at diskutere politik, blev uvenner med Hanish, som han beskyldte for at stjæle fra sig, og det endte med, at Hanish kom en uge i fængsel. (I 1938 lader Hitler Hanish myrde, efter at denne havde givet oplysninger til pressen om ham). Hitler begyndte nu selv at sælge sine malerier til kunstforretninger i byen. Hitler læste meget i den periode, aviser og politiske skrifter, og han lånte mange bøger fra biblioteket om tysk historie og nordisk mytologi. Hans omgangskreds var udelukkende mænd, og kvinder syntes ikke at interessere ham.

Værk af Adolf Hitler fra 1913 Efter at have overværet en protestmarch af socialdemokratiske arbejdere begyndte Hitler at studere partiet og arbejderbevægelsen. Han blev imponeret over deres evne til at organisere store demonstrationer med optog og symboler, ligesom det gik op for ham, hvor kraftigt et politisk våben terror, frygt og propaganda er. Flere af byens partier var nationalistiske og antisemitiske. På det tidspunkt var omkring 10% af byens 2 millioner indbyggere jøder, og i modsætning til jøderne i Linz gik mange af disse i traditionel etnisk klædedragt. I Mein Kampf [MK side 62-71] beskriver Hitler, hvorledes han gradvis skiftede syn på jøderne. Han begyndte at studere antisemitisk litteratur, som var tilgængelig i store mængder. Han begyndte også at studere jøder, som han mødte i byen: "...jo mere jeg så, jo tydeligere adskilte de sig i mine øjne fra resten af menneskeheden..." Ikke desto mindre fortsatte Hitler med at afsætte sine malerier til jødiske butikker, ligesom han var ven med Josef Neumann, som var jøde. Men hadet til jøderne var plantet i hans sind og skulle snart slå ud i lys lue. I Wien fik Hitler også den overbevisning, at marxismen var folkets fjende, som forførte arbejderen til unational tænkning. Dissse overbevisninger udviklede sig over tiden til rene tvangsforestillinger hos ham.

Flugten til München
I 1913 forlod Hitler Wien og rejste til München, da han håbede på den måde at slippe for at blive indkaldt til det østrigske militær. Da det østrigske politi blev klar over, at Hitler var taget til München, fik han i 1914 besked på at melde sig til militærtjeneste, men på sessionen blev han kasseret pga fysisk uegnethed. (Da Hitler blev rigskansler, forsøgte han forgæves at få Gestapo til at opspore de mindre flatterende militærpapirer.) 24 år senere skulle Adolf Hitler vende tilbage til Wien i triumf som befrier og som führer over det tyske rige. I München genoptog Hitler sin levevej med at male og sælge billeder af byens seværdigheder. Tiden blev tilbragt på caféer og knejper, hvor man diskuterede politik.

Adolf Hitler overværer erklæring om, at Tyskland har erklæret krig mod Rusland i 1914

Den 1. august 1914 deltog Hitler i en forsamling på Odeonplatz i München, hvor han sammen med en tusindtallig oprømt skare fejrede, at Tyskland havde erklæret krig mod Rusland. To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Hitler beretter efterfølgende i Mein Kampf [MK side 169], at han "overvældet af stormende begejstring sank på knæ og takkede himlen af fuldt hjerte, fordi den skænkede mig den lykke at få lov til at opleve denne tid". Han så her en mulighed for at komme ud af sin triste og udsigtsløse tilværelse. Hitler kom til et bayersk regiment, det såkaldte Listregiment, hvor han mødte Rudolf Hess og andre, som siden skulle blive hans nære medarbejdere.

Hitler i 1. verdenskrig
Adolf Hitler yderst til højre sammen med to soldaterkammerater Efter en kort militær uddannelse blev han sendt til fronten, hvor han gjorde tjeneste som ordonnans. Her i de mudrede skyttegrave fandt Adolf Hitler meningen med livet efter år med usikkerhed, ensomhed og fattigdom i kampen for sit nye fædreland (Han blev dog først tysk statsborger i 1932). Alle forventede, at krigen ville blive kortvarig, men i stedet skulle den koste millioner af soldater livet - næsten en hel generation af unge mænd gik tabt.I oktober 1914 faldt eller såredes 2500 af omkring 3000 mænd i Hitlers regiment, mens Hitler selv slap uden en skramme. Under fire års tjeneste som ordonnans, hvor han ofte bevægede sig i de mest udsatte positioner, blev han kun såret to gange. I oktober 1916 blev han ved Somme ramt i benet af en granatsplint og måtte tilbringe nogen tid på hospital. Han blev rystet over den antipati og antikrigsstemning, han oplevede blandt civilbefolkningen i Berlin og München, og han gav jøderne og marxisterne skylden for at konspirere med fjenden og underminere befolkningens moral. I marts 1917 var han tilbage ved fronten. I slutningen af juli 1918 deltog Hitlers regiment i den sidste store tyske offensiv, som kollapsede i august, og det var klart, at krigen var tabt. I august 1918 modtog Hitler jernkorset af 1. grad, hvilket var usædvanligt for en soldat med hans lave rang. På trods af sine fortjenester og gode soldaterpapirer forblev han underkorporal, idet hans overordnede mente, at han ikke havde de fornødne lederegenskaber til at blive forfremmet. I oktober 1918 blev han midlertidig blindet ved et britisk gasangreb og indlagt på et lazaret i Vorpommern. Krigslykken havde vendt for de tyske styrker, og rygter om snarlig overgivelse svirrede i luften. Den 10. november 1918 fik han af en præst at vide, at krigen var afsluttet. Hitler beskrev sine kaotiske følelser i Mein Kampf [MK side 213] således: "De dage, der fulgte, var forfærdelige, og nætterne værre endnu - jeg vidste, at alt var tabt.. i disse nætter voksede hadet til ophavsmændene til denne dåd." Det var ikke militæret, han tænkte på, men politikerne, socialisterne, kommunisterne og ikke mindst jøderne.

Afslutningen på 1. verdenskrig
General Erich Ludendorff Efteråret 1917 havde Tyskland opnået den endelige sejr på østfronten, og sommeren 1918 syntes at skulle bringe det længe ventede gennembrud på vestfronten. I Løbet af foråret lykkedes det tyskerne at gennembryde skyttegravssystemet og trænge frem til linien Amiens-Compiegne-Marne. I juli 1918 gik offensiven totalt i stå, og med støtte af de amerikanske tropper foretog general Foch et resultatrigt modangreb. Situationen var desperat. Den effektive britiske blokade gjorde, at den tyske civilbefolkning sultede. Rationerne var på mindre end 1000 kalorier om dagen, og omkring 750.000 var døde af sult eller fejlernæring. To millionerer dræbte og næsten fem millioner sårede. De franske og britiske tropper gjorde stadig mere modstand. Tysklands allierede, Tyrkiet, Bulgarien og Østrig-Ungarn havde undertegnet en våbenstilstandaftale. Økonomien lå i ruiner, og der var politisk uro i landet. Den øverste hærledelse fastslog, at krigen var tabt og bad politikerne om at søge våbenstilstand. I oktober 1918 blev den tyske generalstabschef Erich Ludendorff klar over, at de allieredes fredsbetingelser var fuldstændig underkastelse, hvorefter han slog slog om og krævede krigen fortsat til den bitre Ende. Men så greb befolkningen ind, og den 29. oktober begyndte et flådeoprør i Wilhelmshaven, og den 9. november var revolutionen nået til Berlin. Folket vilde have fred. Forhandlingerne mellem de to sider blev afsluttet med indgåelse af en våbenstilstandsaftale den 11. november 1918.

Desværre indrømmede den tyske generalstab aldrig, at krigen i realiteten var tabt, og at våbenstilstanden var en nødvendighed. Følgelig bredte der sig den forestilling, at den tyske hær ikke blev slået på slagmarken, men at de hjemlige politikere havde dolket den i ryggen, den såkaldte "dolkestødslegende". Denne forestilling blev meget populær blandt personer, der som Hitler ikke kunne eller ville acceptere det tyske nederlag. De tyske politikere, som underskrev våbenstilstandsaftalen, blev efterfølgende omtalt som de "novemberkriminelle".

Kejser Vilhelm II abdicerede og flygtede til udlandet, hvilket markerede afslutningen på "Det 2. Rige", som var blevet grundlagt af Bismark i 1871. Forholdene især i de større byer var kaotiske, og Tyskland var på randen af revolution. Mraxistiske grupper proklamerede, at den russiske revolution havde bredt sig til Tyskland. De blev kraftigt imødegået af højreorienterede, nationalistiske grupper. De mest yderliggående - formentlig ekssoldater - jagtede kommunister og socialister i Berlin og München, og mange blev dræbt. Det udviklede sig ikke til en egentlig revolution, især fordi det dominerende socialdemokrati alene ønskede en demokratisk republik, men bl.a. Hitler, som ønskede revolutionen, opfattede og omtalte efterfølgende denne periode som Novemberrevolutionen.

Hitler var formelt set stadig i hæren, men han var meget bekymret for at blive hjemsendt, da han uden faglig eller boglig uddannelse ville have svært ved at klare en civil tilværelse. På den anden side var udsigterne i hæren næppe heller gode, da den forestående fredsafslutning efter al sandsynlighed ville medføre en drastisk reduktion af den tyske hær. Han opholdt sig indtil videre på sin kaserne i München. I begyndelsen af 1919 kom en yderliggående, kommunistisk gruppe til magten i Bayern, og det udviklede sig til et sandt terrorstyre. De tyske officerer havde fået løfte om at kunne beholde deres rang i hæren, hvis de medvirkede til at opretholde ro og orden.

I juni 1919 sendte hæren ham på et såkaldt "statspolitisk informationskursus" på universitetet i München. Her oplevede Hitler formentlig for første gang styrken af sine agitatoriske virkemidler. Han beskriver i Mein Kampf, at han på kurset beder om ordet, efter at en af de andre kursusdeltagere havde udtalt sig for jøderne. Hitler talte så overbevisende imod jøderne, at et overvældende flertal af kursisterne tilsluttede sig Hitlers synspunkter. Løjtnant Karl Mayr fra det bayerske Reichwehr overværede diskussionen og blev så imponeret, at han efterfølgende sørgede for, at Hitler "blev ansat som" efterretningsmand. (Karl Mayr døde i Buchenwald koncentrationslejr i 1945). Hitlers opgave var som så mange andre informanter på det tidspunkt at fremskaffe oplysninger om marxister og socialister, og om muligt forsøge at infiltrere disse grupper. I august 1919 fik Hitler til opgave at undervise (indoktrinere) tilbagevendte krigsfanger om kommunismens og pacifismens farer. Ved denne lejlighed afleverede han også tirader mod jøderne, og hans overordnede gav ham karakteristikken "den fødte taler".

Hitler melder sig ind i Deutsche Arbeiter Partei, DAP
Efter ordre fra Mayr overværede Hitler den 12. september 1919 et møde arrangeret af Deutsche Arbeiter Partei, DAP. Mødet, som havde en snes deltagere, foregik i baglokalet til en ølstue, Hitler var i civil. En af talerne foreslog, at delstaten Bayern skulle løsrive sig fra Tyskland og slutte sig til Østrig. Dette ophidsede åbenbart Hitler, som afleverede en flammende tale mod forslaget: "med det resultat, at den ærede taler, inden jeg var færdig, forlod lokalet som en våd hund" [MK side 227]. Anton Drexler, en af partiets stiftere og ledere, opfordrede Hitler til at komme igen og gav ham en politisk pamflet, der beskrev partiets politik. Da Hitler læste den, fandt han mange synspunkter, som han delte: nationalisme, promilitarisme, antisemitisme og et parti, som bestod af arbejdere. Nogle dage senere blev Hitler inviteret til et bestyrelsesmøde, hvilket han gik til. Hitler skriver siden i Mein Kampf [MK side 230], at "...bortset fra nogle ledende grundsætninger, var der ingenting, intet program, ikke noget flyverblad, overhovedet ikke noget trykt, ingen medlemskort, ikke engang et fattigt stempel, kun tydelig god tro og god vilje." På trods heraf - eller måske på grund heraf - så Hitler nogle muligheder i partiet, og det endte med, at han meldte sig ind i partiet, og blev straks udpeget til at deltage i ledelsen.

Stiftelse af nazistpartiet, NSDAP
Ernst Röhm, leder af SA Adolf Hitler, som bortset fra sin tjeneste under 1. verdenskrig, aldrig havde haft et regulært job, kastede sig ind i partiarbejdet med stor energi. Incl. ledelsen på 7 personer havde partiet omkring 50 medlemmer. Hitlers hovedopgave blev at forestå partiets agitation for at hverve flere medlemmer. Man udarbejdede invitationer og lavede plakater, dog uden større udbytte. Et møde blev annonceret i en antisemitisk avis, og omkring 100 deltog. Hitler holdt en tale, som overraskede alle med sin meget emotionelle form, og der blev indsamlet et beløb til partiet på 300 DM. Fra det tidspunkt var Hitler partiets attraktion på møderne. I sine taler rasede han mod Versailles-traktaten og beskyldte jøderne for alle Tysklands problemer. Han påstod også, at kommunisterne planlagde revolution i Tyskland, og han sidestillede dem med jøderne. Mange af de nye medlemmer var tidligere og nuværende soldater. Hitler fik hjælp i sine hvervebestræbelser af kaptajn Ernst Röhm, som senere skulle komme til at spille en væsentlig rolle i Hitlers vej mod toppen.

Swastika, nazistisk symbol I februar 1920 foreslog Hitler, at partiet skulle holde sit første, offentlige massemøde. Han blev mødt med indvendinger om, at det var for tidligt, og at mødet formentlig ville blive saboteret af marxister. Hitler, som ikke havde noget imod en evt. konfrontation med marxisterne, insisterede, og mødet blev holdt i et stor sal i München med omkring 2000 deltagere. Da Hitler gik på talerstolen, blev han mødt med tilråb fra kommunister, men han påstår selv i Mein Kampf, at tilråbene døde hen, og at han fik megen bifald. Han gennemgik partiets 25 punkts program, som var udarbejdet af ham selv og Drexler. Det omfattede bl.a. samling af alle tyskere i et stortysk rige, forkastelse af Versailles-traktaten, krav om "lebensraum" til den tyske befolkning, borgerskab baseret på race (idet jøder ikke opfattes som tyskere), konfiskering af alle ikke-arbejdsindkomster, religionsfrihed (bortset fra religioner, som udgjorde en fare for den germanske race) og et stærkt, centraliseret styre. "Der blev tændt en ild, fra hvis flamme ville komme sværdet, som en dag ville genvinde friheden for den tyske (germanske) Siegfried og livet for den tyske nation."

I juli 1920 blev Hitler valgt til partiformand, mens Anton Drexler fik den betydningsløse titel "ærespræsident". Hitler blev klar over, at partiet eller bevægelsen manglede et symbol, og i sommeren 1920 valgte han hagekorset - swastika, som blev anbragt i en hvid cirkel på rød baggrund. Desuden ændredes partiet navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP. I december 1920 købte partiet ugeavisen Völkischer Beobachter. Ved udgangen af 1920 havde det omkring 3.000 medlemmer.

De politiske forhold i Bayern
Nazistpartiet var centreret i München, som var en rotterede af ultra-højreeorienterede nationalister, som drømte om at knuse kommunismen og vælte det unge, tyske demokrati, som var centreret i Berlin. Siden nationalstatens oprettelse havde der i Bayern været modstand mod at blive regeret fra det prøjsiske og protestantiske Berlin, og de modrevolutionære grupper nød en vis beskyttelse fra politiet. I marts 1920 blev der oprettet en højrefløjsregering under Gustav von Kahr. I sommeren 1921 rejste Hitler til Berlin for om muligt at udbrede sin bevægelse til de nationalistiske grupperinger, som befandt sig her. Under hans fravær indgik NSDAP en alliance med en gruppe socialister fra Augsburg. Ved sin tilbagekomst bekendtgjorde en rasende Hitler, at han ville forlade partiet. Partiledelsen var klar over, at man ikke kunne klare sig uden Hitler, og han udnyttede situationen til at kræve formandskabet og få diktatoriske beføjelser. Ved en partiafstemning blev Hitlers krav imødekommet med 543 stemmer mod 1. På den næste samling blev Hitler præsenteret som partiets Führer (fører). Som flere gange senere havde Hitler spillet højt spil i en afgørende situation - og vundet.

Ølstuekuppet
Baggrunden for det såkaldte "ølstuekup" var Tysklands manglende evne til at betale den pådømte krigsskadeerstatning. Man havde anmodet om udsættelse, hvilket Frankrig nægtede og besatte Ruhr-området, som husede Tysklands vigtigste industrier samt den livsvigtige kulforsyning. D-marken faldt og faldt, lønnen blev udbetalt i stort set værdiløse sedler, varepriserne steg til himlen, og der udbrød hungersnød. De yderliggående grupper, ikke mindst i Bayern, fik stor tilgang. Den 26. september 1923 blev Bayern erklæret i undtagelsestilstand, og Gustav von Kahr blev udnævnt til statskommissær. I Berlin trådte regeringen tilbage, og der blev indført militær undtagelsestilstand i hele Tyskland.

Møde i nazistpertiet i Bürgerbräukeller, hvor det famøse ølstuekup fandt sted i november 1923 Hitler, som var under stort pres fra sine tilhængere på grund af mange uindfriede løfter, besluttede at lave et statskup mod regeringen i Berlin, og han slog til om aftenen den 8. november 1923 i forbindelse med et offentligt politisk møde i Bürgerbräukeller, en ølkælder i byen. Kahr og andre ledende figurer fra Bayern såsom lederen af politiet, oberst Hans von Seisser og lederen af den tyske hær i Bayern, general Otto von Lossow var til stede. Hitler lod 600 SA-mænd under ledelse af Hermann Göring omringe ølkælderen, og en ½ time inde i mødet stormede Hitler ind i lokalet, affyrede en pistol op i loftet og bekendtgjorde, at en national revolution var brudt ud. Regeringen af "novemberkriminelle" ville blive fjernet sammen med præsidenten, og en ny national regering ville blive udråbt her i München. Herefter ville man marchere mod Berlin og frelse det tyske folk. Hitler var formentlig inspireret af de italienske fascister, som året i forvejen ved deres "march mod Rom" havde vist, at man kunne tage magten i egne hænder, hvis bare statsmagten var tilstrækkelig mør.

Hitlers folk gennede de tre førnævnte ledende personer i Bayern ind i et baglokale og fortalte dem, at de ville blive en del af den nye regering, hvis de ville hjælpe ham med at proklamere en nazistisk revolution. Men til Hitlers overraskelse, ønskede de slet ikke at tale med ham. Nu dukkede general Ludendorff op på scenen, og på Hitlers opfordring bad han de tre kidnappede ledere i baglokalet om at samarbejde om den nazistiske revolution. De indvilligede modstræbende og aflagde løfte om loyalitet mod det nye regime.

Desværre - for Hitler - viste det sig, at Ernst Röhm og hans SA-stormtroppers forsøg på at indtage byens kaserner var slået fejl, og Hitler var nødt til at forlade ølkælderen for selv at søge at løse problemet. I mellemtiden lykkedes det Kahr, Lossow og Seisser at slippe afsted, mens Hitler uden held prøvede at overtale soldaterne til at overgive sig.

Ølstuekuppet i München i november 1923 Den dårligt planlagte revolte begyndte nu at løbe ud i sandet. General Ludendorff gav den desperate Hitler den idé, at de skulle marchere til byens rådhus og overtage ledelsen. Næste formiddag gik 3.000 nazister med Hitler, Ludendorff og Heinrich Himmler i spidsen gennem byen. Her stod de ansigt til ansigt med en gruppe politifolk. Hitler opfordrede dem til at overgive sig, men de nægtede, og det kom til ildkamp. 16 nazister og 3 politifolk blev dræbt. Kahr erklærede sig naturligt nok løst fra sit løfte til Hitler, som jo var afgivet under tvang, og han beordrede NSDAP forbudt og SA opløst. Nogle dage senere blev Hitler sammen med en del andre nazister arresteret og anbragt i Landsberg fængslet.

Retssagen mod Hitler for højforrædderi
Retsagen mod Hitler for højforrædderi blev ikke enden på Hitlers politiske karriere - snarere begyndelsen. Hitler, som hidtil stort set kun havde været kendt i Bayern, blev nu landskendt pga presseomtalen. Dommerne i sagen viste sig at være nazivenlige, så Hitler fik en propagandaplatform i retslokalet, hvorfra han fik lov til at komme med lange taler.

I modsætning til de øvrige tiltalte indrømmede Hitler, at han havde ønsket at omstyrte regeringen, men hans påstand var, at han gjorde dette som en sand patriot, og at det var "novemberregeringen", som var de egentlig kriminelle, og at han derfor ikke havde begået højforrædderi. Mange aviser gengav Hitlers udtalelser under den 24 dage lange retsag. Den milde dom lød på 5 års fængsel med mulighed for løsladelse efter 6 måneder. Som så ofte før under Weimarrepublikken havde domstolen valgt at vende det blinde øje til under en politisk retssag.

Fængselsopholdet og Mein Kampf
Hitler i sin celle i Landsberg fængslet i november 1923 Den 11. november 1923 blev Hitler indsat til afsoning i Landsberg fængsel lidt udenfor München, hvor han sad sammen med godt 40 andre nationalsocialister. Hitler fik en enecelle, men måtte modtage gæster udefra. Han læste en del bøger, især tysk historie og politisk filosofi. Han omtalte senere lidt foragtende fængselsopholdet "et statsbetalt studium". Rudolf Hess, en af hans mest hengiven tilhængere, fungerede som hans privatsekretær. Hitler brugte bl.a. tiden til at skrive Mein Kampf, der er en blanding af en forherligende selvbiografi og politisk manifest. Hans ønske var at få etableret sin position i partiet, ikke kun som politiker, men også som en intellektuel autoritet, der selv om han aldrig havde studeret og havde måttet forlade skolen uden eksamen var en original tænker. Hitlers oprindelige titel på bogen var Viereinhalb Jahre Kampfes gegen Lüge, Dummheit und Feigheit - Fire og et halvt års kamp mod løgn, dumhed og kujoneri. Heri fremlagde Hitler sin 'verdensanskuelse', som er:
  • En racistisk fortolkning af historien, hvor den ariske race er 'kulturskabende', mens den jødiske race er 'kulturødelæggende'.
  • Den ariske races biologiske overlegenhed, som forudsætter "blodets renhed", dvs at racerne ikke må blandes.
  • Et social-darwinistisk syn på livet, hvor den stærke overlever, og den svage bukker under.
  • Troen på, at Tyskland kan og vil blive en stormagt.
Mein Kampf, 1925 En forfatter, som inspirerede Hitler, var Henry Ford, den amerikanske bilfabrikant, som ikke alene var imod fagforeninger og kommunister, men også var besat af jødehad. Han udgav The International Jew, hvori han beskrev forekomsten af en jødisk konspiration om overtagelse af verdensherredømmet. Hitler nedskrev ikke selv bogen, men dikterede den til Rudolf Hess, først i fængslet, siden i Berchtesgaden, og det er formentlig derfor, den minder mere om en kamptale end et litterært værk. Det vil føre for vidt her, at beskrive bogens indhold i detaljer. Af påstanden om, at medlemmer af den ariske race er "overmennesker", følger, at der også må eksistere "untermenschen". Det er iflg Hitler jøder og slaver, især tjekker, polakker og russere. Det er derfor afgørende, at det ariske blod ikke fordærves ved at blive blandet med blod fra disse undermennesker. Hitler påstår, at jøderne af alle kræfter søger at forhindre den ariske race i at indtage sin retmæssige position som verdens herre, og at der foregår en verdensomspændende kamp på det racemæssige, kulturelle og politiske plan, hvor jøderne dominerer den globale finansverden og pressen.

Som den førende race kan arierne kræve alle de territorier, som er nødvendige, og dette "lebensraum" må om nødvendigt erobres med magt. De oprindelige beboere af ikke-arisk herkomst må enten deporteres, elimineres eller tjene som slaver. For at opnå disse mål må Tyskland først besejre sin gamle fjende Frankrig og sikre sin vestgrænse.

Da Mein Kampf udkom i 1925, blev den ikke solgt i mange eksemplarer. Det vendte, da Hitler blev kansler i 1933, hvorefter der blev solgt millioner af eksemplarer, og den var en populær gave til brudepar. Alle soldater fik et gratis eksemplar. Det menes ikke, at Mein Kampf blev læst i større omfang, og den er blevet karakteriseret som "verdens mindst læste best seller". Man kan begræde, at Mein Kampf ikke blev læst af et større publikum, da den udkom, da den indeholdt tydelige varsler om, hvad der ville ske i Europa de følgende 20 år. Der udkom en engelsk udgave af Mein Kampf før 2, verdenskrig, men "desværre" havde man fjernet de mest antisemitiske og militaristiske udtalelser.

Reorganisering af nazistpartiet
Hitler blev løsladt lige før jul i 1924. Efter det mislykkede kupforsøg var nazistpartiet og dets avis, Völkischer Beobachter blevet forbudt. Under Hitlers fængselsophold var partiet delvist gået i opløsning, og de ledere, som ikke var blevet arresteret, var flygtet. Fx opholdt Göring sig i Sverige til 1927. Under fængselsopholdet var Hitler kommet til den erkendelse, at en magtovertagelse i Tyskland ikke kunne ske ved magt, men måtte ske ad parlamentarisk vej - uanset at han foragtede parlamentarisme og demokrati. Hitler opsøgte premierministeren i Bayern, Heinrich Held og overbeviste ham om, at han og nazistpartiet for fremtiden ville acceptere de demokratiske regler, hvorefter Held ophævede forbudet mod NSDAP og partibladet.

På et møde den 27. februar 1925 indtrådte Hitler på ny i sin tidligere position som partiets leder. I sin flammende tale for omkring 4000 nazister faldt han imidlertid tilbage til sin vante retorik med trusler mod jøder, kommunister og den demokratiske forfatning. Han afsluttede sin to timer lange tale således: "Der findes kun to tænkelige udgange på vores kamp: enten går fjender over vores lig, eller vi går over deres, og det er mit ønske, hvis jeg falder i kampen, at man vil svøbe mit lig i hagekorsflaget.". Denne tale medførte, at Hitler fik 2 års forbud mod at tale offentligt. Det var et alvorligt handicap for en politiker, hvis største aktiv har hans oratoriske evner, men Hitler måtte respektere forbudet, da han var prøveløsladt fra fængslet og frygtede deportation til Østrig.

Adolf Hitler får taleforbud Nazistpartiet begyndte at organisere sig, og oprettede en "skyggeregering", som kunne overtage ledelsen af landet, når partiet kom til magten. Tyskland blev opdelt i 34 distrikter, Gauen med hver en Gauleiter i spidsen. Hvert distrikt blev opdelt i et antal kredse, hver med en kredsleder osv. Organisationen Hitler Jugend blev dannet, bestående af drenge i alderen 15-18. Den blev modelleret efter den populære spejderbevægelse. For piger var der en tilsvarende bevægelse, Bund Deutscher Mädel.

Hitler begyndte også at reorganisere SA, de nazistiske stormtropper, hvis oprindelige opgave var at sikre, at nazistiske møder ikke blev forstyrret af kommunister. Medlemmerne, hvoraf de fleste var primitive slagsbrødre, blev udstyret med brune uniformer, sorte støvler, nazikorsarmbånd mv. Indenfor SA blev oprettet en personlig livgarde for Hitler, Schutzstaffel, oftest benævnt SS. Efter italiensk, fascistisk mode anlagde de sorte uniformer. Den første leder af SS var Josef Berchtold. Et af de menige medlemmer var Heinrich Himmler.

Desværre for nazistpartiet begyndte det at gå bedre i Tyskland. Økonomien blev bedre, D-marken stabiliseredes, arbejdsløsheden faldt, investeringerne fra bl.a. USA steg osv. Det medførte, at tilgangen til NSDAP faldt mærkbart. Ved valget i 1925 blev den stærkt højreorienterede Paul von Hindenburg Weimarrepublikkens 2. præsident. Hindenburg havde været feltmarskal under 1. verdenskrig og havde erhvervet enorm popularitet og respekt i befolkningen. Han var en af ophavsmændene til den famøse dolkestødslegende, som gik ud på, at den tyske hær var ved at vinde krigen, da den blev opgivet af bureaukraterne i Berlin. Selv om han selv i september 1918 havde tilrådet, at man søgte våbenstilstand, forlod han måneden efter hæren i protest. Udenrigsminister Stresemann indgik i 1925 den såkaldte Locarnoaftale, som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast sæde i sikkerhedsrådet. Denne aftale resulterede i, at Stresemann fik Nobels fredspris.

Stilhed før stormen 1926-1929
Hitler har selv beskrevet årene 1926-1929 som de bedste i hans liv, hvor han i landsbyen Berchtesgaden i de majestætiske bjerge i bayerske alper drømte om en strålende fremtid for det tyske rige med ham selv i spidsen. I en rød mercedes med chauffør kørte han omkring i det smukke landskab og sikrede, at han ikke helt blev overset. Partiet havde omkring 17.000 medlemmer i 1926. Som nævnt havde Hitler fået forbud mod at tale offentligt, hvilket han følte sig nødsaget til at respektere. Han var reelt prøveløsladt fra afsoning af dommen efter "ølstuekuppet" og risikerede også udvisning til Østrig, da han jo ikke var tysk statsborger (endnu).

Joseph Goebbels I disse år blev Hitler opmærksom på Joseph Goebbels, gauleiter i Berlin fra 1926. Usædvanligt for partiets medlemmer var Goebbels akademiker, ph.D. i litteratur og filosofi fra Heidelberg. På grund af en klumpfod havde han ikke deltaget i 1. verdenskrig. Han viste sig at være en stor oratorisk begavelse og havde et ekstremt talent for propaganda. Goebbels fattede en næsegrus beundring for Hitler, grænsende til tilbedelse, og Hitler belønnede dette ved at sende ham til Berlin som gauleiter. Her skulle han arbejde på at lancere det nærmest ukendte nazistparti. Han skulle senere komme til at spille en afgørende rolle som propagandaminister, efter at Hitler kom til magten. Nazistpartiet fik et uventet dårligt valg med 2.6% af stemmerne. Goebbels var blandt de 12 nazister, som fik sæde i rigsdagen. I de for landet gode tider havde NSDAP ingen appel til den almindelige tyske borger, og partiet blev marginaliseret.

I en anden del af verden, nemlig på Wall Street i New York indtrådte der begivenheder, som skulle bringe Adolf Hitler og nazistpartiet på banen igen. Den 29. oktober 1929 - "sorte tirsdag" - kollapsede børsen i New York med katastrofale følger for hele verden. De nationale regeringer var magtesløse overfor de vældige kræfter, og i stedet for at forsøge at løse problemet i fællesskab, lavede de nationale tiltag som importbegrænsninger o.l., som kun forværrede problemet. Hitler vidste, at hans time var kommet.

Den store depression
Den tyske økonomi var særlig sårbar overfor krisen, da den primært var baseret på udenlandsk (amerikansk) lånekapital og samtidig stærkt afhængighed af udenlandshandelen. Da lånene blev opsagt, og eksportmulighederne forsvandt, gik det tyske erhvervsliv i stå. Virksomheder lukkede, banker gik ned, befolkningen mistede deres opsparing, arbejdsløsheden bredte sig, og inflationen eksploderede. I september 1929 var der næsten 2 millioner arbejdsløse. Den økonomiske krise udviklede sig også hurtigt til en politisk krise, hvor de politiske partiet i rigsdagen bekæmpede hinanden.

I marts 1930 måtte regeringen give op - dog uden at der blev udskrevet valg. Præsident Hindenburg udpegede Heinrich Brüning fra Katolsk Centrumparti til kansler. Da Brüning ikke kunne komme igennem med sine planer i rigsdagen, måtte han pågive og anmodede den 18. juli 1930 Hindenburg om at udskrive valg.

Nazisterne får 107 mandater i rigsdagen
Hitler i valgkamp Adolf Hitler indledte en hidtil uset valgkamp for nazistpartiet, selv om han som østrigsk statsborger selvfølgelig ikke kunne stille op som kandidat. Han rejste land og rige rundt og holdt medrivende taler for store forsamlinger. Han lovede arbejde til de arbejdsløse, afslutning af klassekamp og korruption, indføre social tryghed og bringe orden i kaos. Han ville udvide hæren og genskabe det tyske riges fordums storhed. Versailles-traktaten skulle rives i stykker, krigsskadeerstatninger skulle ikke længere betales, og der ville blive gjort op med jøder og kommunister. Han deltog i møder, poserede for fotografer, trykkede hænder - ikke meget ulig nutidens valgkampagner. Goebbels organiserede utallige møder og parader med blafrende faner og øredøvende militærmusik, fik opsat plakater overalt og trykt specialudgaver af nazistiske aviser i millionoplag. Et af de største massemøder afholdtes i september, hvor Hitler taler til mere end 100.000 mennesker i Sportspalast i Berlin.

Nazistisk valgplakat, som henviser til Hitlers taleforbud På valgdagen den 14. september 1930 fik NSDAP mere end 18% af stemmerne. Det var en strålende sejr for Hitler og partiet, som rykkede ind i rigsdagen med 107 mandater. Nazistpartiet gik fra at være det mindste til at blive det næststørste parti i Tyskland. Den 13. oktober marcherede de 107 nazister ind i rigsdagen iført deres brune skjorter, og ved navneopråbet skreg de "Til stede! Heil Hitler!". Disse rigsdagsmedlemmer havde ingen intentioner om at samarbejde med de øvrige partier eller regeringen - tvært imod.

Nazistpartiet indrettede et nyt hovedkvarter i München, "det brune hus", og Hitler gik i gang med at skabe alliancer. Den tyske generalstab, som brændende ønskede Versailles-traktatens begrænsninger ophævet (fx om at hæren ikke måtte overstige 100.000 mand), blev forsikret om, at Hitler ikke havde planer om at lade hæren afløse af SA-stormtropper. Hitler havde dog en del problemer med SA, som havde mere end 60.000 medlemmer. Mange ønskede, at SA skulle blive en egentlig revolutionshær, og han måtte lade sin personlige livvagtstyrke, SS under ledelse af Heinrich Himmler slå en mindre revolte i Berlin ned. Han genudnævnte Ernst Röhm som leder af SS, en beslutning som nogle år senere ville give en del problemer. Under optøjerne i Berlin blev en ung nationalsocialist skudt af kommunisterne. Goebbels udnyttede situationen til at erklære ham for martyr, og et digt, som den unge mand havde skrevet, blev SA's marchsang, Horst Wessel Lied.

Hitlers privatliv
En forelsket Hitler sammen med Geli Hitlers Mein Kampf blev en bestseller og gav ham gode indtægter. I 1928 havde Hitler lejet en bolig i de bayerske bjerge og fået sin (halv)søster, Angela til komme fra Wien og overtage den daglige husholdning. Angela kom med sine to døtre, Friedl og Geli. Geli var en charmerende pige på kun 20 år, og Hitler, som var 39, blev straks forelsket i sin unge niece. Han tog hende med på teater, til koncerter og på cafeer. Geli skal have haft flere romancer, heraf en med Hitlers chauffør, som blev bortvist. Den jaloux Hitler installerede Geli i sin 9-værelses lejlighed i München under opsyn af to chaperoner, og den unge pige havde formentlig en uudholdelig tilværelse, som endte med, at hun begik selvmord. Hitler fik en depression, som han overvandt for at kaste sig ind i partiarbejdet med endnu større energi.

Præsidentvalget i 1932
Paul von Hindenburg, krigshelt efter 1. verdenskrig, præsident i weimarrepublikken I 1932 skulle der være præsidentvalg. Hindenburg, som havde forsøgt at holde sammen på det skrøbelige tyske demokrati, var ikke interesseret i at genopstille. Han ville i givet fald være 92 år gammel ved udløbet af den 7-årige præsidentperiode. I begyndelsen af 1932 modtog Adolf Hitler et telegram fra kansler Brüning med anmodning om at komme til Berlin for at diskutere mulighederne for at få genvalgt Hindenburg. Hitler var ekstatisk, ikke fordi han ville støtte den gamle krigshelt, men fordi han var "kommet ind i varmen". Da Hindenburg modstræbende indvilligede i at genopstille, meldte Hitler sig som modkandidat. Hitler havde opnået statsborgerskab i februar 1932.

Joseph Goebbels iscenesatte en propagandakampagne, som overgik den nazistiske valgkamp til rigsdagen i 1930. Tyskere i stort tal vendte sig i deres elendighed til den karismatiske nazistiske leder, som lovede at løse alle deres problemer. Ved præsidentvalget den 13. marts 1932 fik Hitler mere end 11 millioner stemmer (30%), mens Hindenburg fik mere end 18 millioner (49%). Da ingen af kandidaterne havde fået absolut flertal, skulle det afgørende valg finde sted den 10. april 1932. I ugen forud for valget fløj Hitler fra by til by og besøgte 21 større byer. Den lidt tvetydige parole var "Hitler over Tyskland". Hitler fik godt 13 millioner stemmer (36%), mens Hindenburg fik godt 19 millioner (53%). Selv om Hitler altså ikke havde opnået præsidentposten, havde han fået sikret nazistpartiet en fantastisk fremgang.

Republikens sammenbrud
Kansler Heinrich Brüning Nu begyndte en magtkamp bag kulisserne i Berlin. Hitler var klar over, at han ville behøve støtte fra den tyske hær for at komme til magten. Men SA, som nu havde omkring 400.000 medlemmer, var en anstødssten, og mange forventede, at de ville lave et kup. Et særligt problem var dets leder, Ernst Röhm, som var homoseksuel. Der opstod rygter om, at han havde misbrugt nogle unge drenge, men det lykkedes Hitler at få disse rygter manet til jorden, så Röhm beholdt ledelsen af SA. [2 år senere lader Hitler dog Röhm henrette med det påskud, at han planlagde et kup. I virkeligheden skyldtes det, at det magtfulde SA var ved at komme ud af Hitlers kontrol.] Den 14. april 1932 udstedte kansler Brüning et dekret, som forbød SA og SS, og nazisterne blev selvfølgelig rasende. Dekretet havde følgende motivering: "Disse organisationer er en privat hær, som i virkeligheden danner en stat i staten. Hvis man tolererer en sådan partiorganisation, vil det uundgåeligt føre til sammenstød og til forhold, som kan sammenlignes med borgerkrig".

Allerede den 24. april skulle der igen være valg; denne gang til den prøjsiske landdag. Hitler gentog sin flyvende kampagne og besøgte 26 byer på 8 dage. Resultatet blev, at nazistpartiet blev det største i Prøjsen, dog uden at man opnåede det ønskede flertal. Goebbels skrev fortvivlet i sin dagbog: "Nu der ske noget. Inden længe vi have magten, ellers vil vore sejre blive en pyrrhussejr".

General Kurt von Schleicher I den for nazistpartiet så fortvivlede situation dukkede en ny aktør op på scenen. Den 8. maj 1932 blev Hitler opsøgt af general Kurt von Schleicher, en ambitiøs officer fra hæren (Reichswehr), der fungerede som forbindelsesled mellem hæren og de civile myndigheder. Han gav Hitler et tilbud: Hvis Hitler ville støtte ham med at danne en konservativ, nationalistisk regering, ville von Schleicher sørge for, at kansler Brüning ville blive afsat, at der blev udskrevet valg til rigsdagen, og at forbuddet mod SA og SS ville blive ophævet. Hitler, som efter sin store valgsejr endnu ikke havde opnået nogen indflydelse på statens styre, gik ind på forslaget.

Schleicher gik i gang med at underminere Brünings position, som i forvejen var vanskelig. Han havde flere gange måtte udstede dekreter for at løse stridigheder i rigsdagen. Det var tilladt iht forfatningen, men en farlig vej for demokratiet. Hans forsøg på at bedre den tyske økonomi var ikke lykkedes, der var mere end 6 millioner arbejdsløse, og hans tilnavn i befolkningen var "sultkansleren". Brüning fik den ide at udlodde de store tyske jordbesiddelser, som tilhørte den fallerede, tyske overklasse og give dem til bønderne. Disse aristokrater blev rasende over dette marxistiske forslag og klagede til Hindenburg, som bad Heinrich Brüning om at træde tilbage, hvilket han gjorde den 30. maj 1932.

General Kurt von Schleicher og rigskansler Franz von Papen Schleicher valgte nu den ret ukendte Franz von Papen til at efterfølge Brüning som kansler. Den aristokratiske von Papen var officer, indtil han i 1913 gik ind i diplomatiet. Han var militærattache i Washington, men vendte tilbage til Tyskland i 1915 for at gøre tjeneste under 1. verdenskrig. Han forlod hæren i 1918 og tilsluttede sig det katolske centrumsparti, hvor han tilhørte højrefløjen. Hindenburg havde sympati for von Papen og opmuntrede ham til at tage kanslerposten. Da Hindenburg spurgte Hitler, om han ville støtte von Papen som kansler, var svaret ja. Von Papen samlede et kabinet bestående af aristokrater som han selv samt en række industrifolk. Den 4. juni 1932 blev rigsdagen opløst og nyvalg udskrevet. Den 15. juni 1932 blev forbuddet mod SA og SS ophævet. Schleicher havde holdt sit løfte.

Nu begyndte blodet at flyde i gaderne, og brunskjorterne gik løs på deres fjender, kommunisterne og jøderne. Efter at 19 personer var blevet dræbt og omkring 300 sårede i et nazistisk overfald på en kommunistisk bydel i Hamborg, erklærede von Papen krigsretstilstand i Berlin og overtog selv magten over delstaten Prøjsen. Hitler besluttede, at det var på tide at skille sig af med von Papen. Ved valget den 31. juli 1932 fik nazisterne næsten 14 millioner stemmer (37% af stemmerne), og erobrede 230 sæder i rigsdage. NSDAP var nu det største parti i Tyskland.

Hitler præsenterede Schleicher for sine krav: kanslerposten samt tre ministerposter. Til gengæld ville Schleicher få posten som forsvarsminister. Imidlertid havde præsident Hindenburg mistet tilliden til Hitler, ikke mindst som følge af SA-troppernes opførsel. Han kaldte Hitler til sit kontor, hvor den tidligere feltmarskal og krigshelt satte den "lille korporal" på plads. Hitlers chancespil om magten var i hvert fald indtil videre fejlet. Han gav SA-tropperne to ugers orlov og tog selv til Berchtesgaden for at vinde tid.

Den 12. september 1932 afleverede rigsdagsformand Hermann Göring et mistillidsvotum til von Papen, men før afstemningen nået at blive foretaget, opløste von Papen rigsdagen og udskrev - endnu en gang - valg.

Eva Braun, Hitlers kæreste og senere hustru Denne gang lykkedes det ikke nazisterne at få deres valgmaskine op i fulde omdrejninger. En af årsagerne var, at Hitlers veninde, Eva Braun havde forsøgt at begå selvmord, og Hitler, som stadig plagedes af minderne om sin elskede nieces selvmord nogle år forinden, måtte bruge en del tid og opmærksomhed på at berolige den forsømte pige. De stadige kampe mellem SA og kommunisterne forskrækkede også de borgerlige vælgere. Den 6. november 1932 mistede nazistpartiet 2 millioner stemmer og 34 pladser i rigsdagen. Det var dog stadig ikke muligt at danne en duelig regering, og den 17. november 1932 måtte von Papen indgive sin afskedsbegæring.

Hitler insisterede endnu en gang på, at han ville have kanslerposten, da kun nazisterne var i stand til at imødegå faren fra kommunisterne, men Hindenburg afviste kravet. Hindenburg foreslog, at der blev dannet en samarbejdsregering, hvilket Hitler afslog. En gruppe af landets mægtigste industriherrer og bankledere henvendte sig nu til Hindenburg og anmodede ham om at udnævne Hitler til kansler.

Hindenburg var nu i en forfærdelig knibe. Han tilkaldte von Papen og Schleicher og bad om deres råd. Von Papen foreslog, at han igen blev udnævnt til kansler for efterfølgende alene at regere ved udstedelse af dekreter, dvs helt omgå rigsdagen. Dette ville i praksis være en tilbagevenden til diktaturet. Schleicher protesterede og mente, at han selv skulle være kansler, og han kunne skaffe sig et flertal i rigsdagen ved at få 60 nazistiske medlemmer til at skifte til hans side. Han påstod også, at han havde hæren på sin side. Det endte med, at Hindenburg den 2. december 1932 følte sig nødsaget til at udnævne Kurt von Schleicher til kansler.

Magtkampe i NSDAP
Gregor Strasser (til højre), en af grundlæggerne af NSDAP Som lovet gik Schleicher i gang med at splitte nazistpartiet. Han holdt hemmelige møder med Gregor Strasser, en af NSDAP's grundlæggere, og tilbød han vicekanslerposten samt ledelsen af Prøjsen. Strasser var ikke helt afvisende. Han følte sig frastødt af partiets militante og brutale linie, og han var ikke sikker på, at Hitlers alt-eller-intet strategi var optimal for partiet. På et møde den 5. december insisterede Strasser på, at Hitler og nazistpartiet samarbejdede med eller i det mindste accepterede en regering ledet af Schleicher. Göring og Goebbels modsatte sig forslaget, som også blev afvist af Hitler. Strasser fremførte, at Hitler ødelagde partiet, mens Hitler påstod, at Strasser dolkede ham i ryggen. Et par dage efter nedlagde Strasser alle sine poster i partiet. Det var et stort slag for bevægelsen, at et af partiets grundlæggere og mest betroede tilhængere sprang fra. Hitler blev som så ofte før grebet af depression og truede med at skyde sig selv.

Intrigerne og magtkampen skulle fortsætte i det nye år. Den 4. januar 1933 mødtes Hitler med von Papen hos en af de fremtrædende bankfolk, Kurt von Schröder. Her foreslog von Papen, at de udmanøvrerede Schleicher og dannede en Papen-Hitler regering, hvor han selv og Hitler var sidestillede. Hitler insisterede på, at han ville være kansler, men at han ville arbejde sammen med von Papen og hans ministre. Von Papen gav efter. Da Schleicher fik nys om sammensværgelsen, gik han til Hindenburg og anklagede von Papen for højforræderi. Hindenburg nægtede at forfølge sagen, men gav i det skjulte von Papen tilladelse til at forhandle med Hitler.

Den 22. januar 1933 blev der afholdt et hemmeligt møde hos Joachim von Ribbentrop, som både var medlem af NSDAP (siden 1932) og gammel ven med von Papen. På mødet deltog von Papen, Hindenburgs søn Oskar samt Hitler og Göring. Hitler tog Oskar i enrum og overbeviste ham om, at det var nødvendigt for landet, at nazisterne kom i regeringen. Von Papen erklærede sin loyalitet overfor Hitler.

Hitler bliver kansler
Præsident Paul von Hindenburg og kommende kansler Adolf Hitler i Garnisonskirken i Potsdam Den 28. januar 1933 gik Schleicher til Hindenburg og bad ham endnu en gang om at opløse rigsdagen, men Hindenburg sagde nej, hvorefter Schleicher i en håbløs situation trak sig fra kanslerposten. Von Papen og præsidentens egen søn Oskar forsøgte at overtale Hindenburg til at udnævne en Hitler-Papen regering. Hindenburg, som efterhånden var blevet mør af alle disse intriger, var modstræbende. Men da det (falske) rygte opstod, at Schleicher havde planer om at arrestere Hindenburg og lave et militærkup, besluttede han at udnævne Hitler til tysk kansler. Ved middagstid den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler taget i ed som kansler på præsidentpaladset. Adolf Hitler, søn af et underordnet toldfunktionær, tidligere logerende på et mandsherberg i Wien, ordonnans under 1, verdenskrig var blevet tysk rigskansler.

Om aftenen var alle medlemmer af SA og SS på gaden i uniform for at fejre deres førers udnævnelse til kansler. Med fakler i hænderne og syngende Horst Wessel sangen spadserede de gennem Brandenburger Tor og til præsidentpaladset. Her hilste de på Hindenburg, da han kiggede ud af vinduet. Da Hitler dukkede op (efter en af Goebbels nøje planlagt effektfuld forsinkelse) brød jublen løs, og rød-gyldne nazibannere blev præsenteret til lyden af trommer. Over hele Tyskland lyttede befolkningen i radioen på den nye kansler. Sejrsråbet "Sieg Heil!" blev gentaget igen og igen.

Hermann Göring Hitler blev leder af en regering på 11 medlemmer, heraf var kun tre nazister: Hitler selv, Hermann Göring var minister uden portefølje (og indenrigsminister i delstaten Prøjsen), Wilhelm Frick, som havde siddet i rigsdagen siden 1924, var indenrigsminister og Franz von Papen vicekansler.

Præsident Hindenburg modtog kort efter et telegram med dette indhold: "Ved udnævnelse af Hitler til rigskansler har De overgivet vort hellige tyske fædreland til en af alle tiders største demagoger. Jeg forudsiger Dem, at dette onde menneske vil styrte vores rige i afgrunden og påføre vores nation umådelige lidelser. Fremtidige generationer vil forbande Dem i deres grav for denne handling." Telegrammet kom fra en af Hitlers tidligere støtter - og en af hovedmændene i det famøse "ølstuekup" i 1923 - general Erich Ludendorff. Det originale telegram er aldrig kommet for dagens lys, men både Hans Frank (senere minister og generalguvernør i Polen) og kaptajn Wilhelm Breuker, som arbejdede for Ludendorff, omtaler telegrammet. Under alle omstændigheder en uhyggelig varsel om, hvad der ville komme til at ske.

Dagen efter, at Hitler var blevet kansler, skrev Goebbels følgende i sin dagbog: "Først må bolsjevikkernes forsøg på en revolution blusse op i lys lue. I det givne øjeblik vil vi slå til". Det kunne ligne en profetisk forudsigelse af, hvad der skulle komme til at ske.

Rigsdagsbranden
Marinus van der Lubbe, som antændte rigsdagsbygningen i Berlin i 1933 Hitler fik på sin første dag som kansler Hindenburg til at opløse rigsdagen og udskrive nyvalg. Dette blev fastlagt til den 5. marts 1933. Om aftenen deltog Hitler i en middag med generalstaben. Her fortalte han, at den tyske hær ville begynde at genopruste med henblik på et genindtage sin oprindelige position i verden. Han antydede også, at der ville ske territoriale udvidelser mod øst. Endelig beroligede han generalerne med, at han ikke havde planer om at erstatte de regulære tyske soldater med SA-stormtropper. Som sædvanlig fortalte Hitler sine tilhørere det, som de ønskede at vide.

Hindenburg udstedte et dekret, som lagde magten over Prøjsen i hænderne på vicekansler von Papen, mens Göring fik kontrol over politiet. Göring udskiftede hundreder af politifolk med tro nazister og gav ordre til, at politiet ikke måtte blande sig i SA og SS's forhold. Den 24. februar 1933 overfaldt en gruppe SA-medlemmer det kommunistiske hovedkvarter i Berlin. Göring påstod, at han havde afsløret planer for en kommunistisk magtovertagelse og beslaglagde kommunisternes medlemskartotek.

Rigsdagsbranden Den 27. februar 1933 brød en mentalt forstyrret kommunist, hollænderen Marinus van der Lubbe ind i rigsdagsbygningen og satte ild med en fakkel. Han havde åbenlyst talt om at sætte ild til offentlige bygninger i Berlin for at starte en kommunistisk revolution. Det har været nævnt, at handlingen var inspireret af Göring og Goebbels for at skabe panik i befolkningen, men det er (mig bekendt) ikke bevist. Detaljerne er lidt uklare, men det menes, at nazistiske SA-folk under ledelse af Göring hjalp til ved brandstiftelsen. Hitler og Goebbels dukkede hurtigt op på stedet, hvor Göring fortalte, at van der Lubbe var anholdt for brandstiftelsen. (Han blev senere dømt til døden og halshugget).

Næste morgen forlangte Hitler, at der blev udstedt et dekret, så han kunne imødegå den kommunistiske trussel, og den gamle præsident Hindenburg underskrev dekretet samme aften:

§1: Det tyske Riges Forfatning artikel 114, 115, 117, 118, 123, 1245 og 153 sættes indtil videre ud af kraft. Der tillades således indskrænkninger i den personlige frihed, ytringsfriheden, endvidere pressefriheden, forenings- og forsamlingsfriheden, indgreb i brev-, post-, telegraf- og telegramhemmeligheden, anordninger om husundersøgelser, beslaglæggelse af såvel som indskrænkninger i ejendom, også uden for de i øvrigt fastsatte lovmæssige grænser.

'Rigsdagsbrandforordningen' var oprindeligt beregnet til at være i kraft i en kortere periode. I praksis fungerede den frem til 1945. Med den i hånden gik SA i gang med at arrestere ikke alene kommunister, men også socialdemokrater og liberale. Nazistiske aviser fortalte befolkningen, at Hitler havde forhindret en kommunistisk magtovertagelse. Goebbels fik kontrol over statsradioen, som udsendte Hitlers taler til hele befolkningen.

Ved valget den 5. marts 1933 fik NSDAP 44% af stemmerne - ikke det absolutte flertal, som Hitler havde ønsket. Selv om nazistpartiet blev det største parti i rigsdagen, kunne det kun opnå flertal ved samarbejde med DNVP, Deutsche Nationale Volks Partei. Den nazistiske valgkamp var delvist finansieret af store industrikoncernen som Krupp og I.G. Farben. Göring "beroligede" industribaronerne med, at det sikkert var det sidste valg i de næste 10, sandsynligvis de næste 100 år.

Hitler bliver diktator
Efter valget begyndte nazisterne systematisk at overtage alle offentlige funktioner i Tyskland og beklæde posterne med nazister. Politiske fjender i tusindvis blev arresteret og mange anbragt i koncentrationslejre under ledelse af SA og SS. Målet var at bringe det skrøbelige, tyske demokrati til fald.

En tilsyneladende respektfuld Adolf Hitler trykker præsident Hindenburgs hånd Den 21. marts 1933 blev der i Garnisonskirken i Potsdam - hvor Frederik den Store lå begravet; hans rester blev i 1991 overført til Sanssouci palace - afholdt en ceremoni, På samme dato 62 år tidligere havde Bismarck overværet den første rigsdag under "det 2. rige". Formålet med denne begivenhed, som blev transmitteret over radioen, var at præsentere "det 3. rige" som arvtager af det tidligere kejserdømme og samtidig berolige skeptikerne og modstanderne af Hitlers magtovertagelse. Man så en tilsyneladende ydmyg og respektfuld Hitler trykke den gamle præsidents hånd. Billederne gik verden over.

Samme dag underskrev Hindenburg to dekreter: det ene gav amnesti til alle fængslede nazister, det andet tillod arrestation af enhver, som kritiserede regeringen og nazistpartiet. Et tredje dekret fra samme dag, som dog kun blev underskrevet af Hitler og Papen, tillod oprettelse af politiske særdomstole.

Den 23 marts 1933 lykkedes det Hitler med 441 stemmer for og 84 (socialdemokratiske) stemmer imod at få vedtaget en bemyndigelseslov, som reelt satte rigsdagen ud af kraft og overlod magten til regeringen, dvs Hitler. 81 kommunistiske rigsdagsmedlemmer blev udelukket inden afstemningen, så Hitler kunne opnå det nødvendige flertal på 2/3. Regeringen kunne nu uden at have et faktisk flertal udstede love udenom rigsdagen. Hitler fik også bemyndigelse til at indgå aftaler med fremmede magter. Dette var afslutningen på det tyske demokrati, som blev indført i 1918, og som således fik en levetid på mindre end 15 år. Det 12-årige diktatur, som fulgte, kastede ikke alene verden ud i en omfattende krig, men medførte grusomheder i hidtil ukendt målestok.

Hvad er forklaringen?
I det følgende vil jeg forsøge at give mit bidrag til forståelse af, hvorledes en person uden formel uddannelse kunne forføre et helt folk med en ikke særligt sammenhængende ideologi og sætte verden i brand. Jeg vil behandle følgende forhold:

  • Mennesket Hitler
  • Nederlaget i 1. verdenskrig og Weimarforfatningen
  • Versailles-traktaten
  • Nazismen
  • Hitlers udnyttelse af mulighederne
  • Undervurdering af magtmennesket Hitler
Mennesket Hitler.
Mange har ment, at Hitler havde pådraget sig psykologiske problemer som følge af en ulykkelig barndom med en meget dominerende og hård fader på den ene side og en yderst eftergivende og kærlig moder på den anden. Dette gav sig bl.a. udtryk ved regulære hysteriske udbrud, når noget mishagede ham eller gik ham imod. Disse udbrud (anfald) blev ofte efterfulgt af perioder med depression. Hans nederlag på det kunstneriske område har formentlig også haft en meget negativ indvirken på hans mentale situation. Bortset fra kærlighedsforhold til to yngre kvinder knyttede han ikke tætte relationer til andre mennesker, og der er næppe tvivl om, at Hitler manglede evnen til empati. I sine taler erklærede han ofte, at "han var gift med det tyske folk". Efter min usagkyndige vurdering har Hitler formentlig været psykopat.

Afslutning på krigen og Weimarforfatningen.
Krigen var næppe overstået, før Tyskland uden forberedelse overgik fra en meget autoritær styreform til en demokratisk forfatning. Tyskland var en relativ ny statsdannelse (1871) og havde ingen demokratisk tradition, og især i partierne til højre for socialdemokratiet var der stadig mange monarkister. Mange embedsmænd, som i stort omfang var monarkister, blev siddende i deres stillinger. Selv domstolene viste i mange tilfælde sympati for de grupper, som forsøgte at omstyrte det unge demokrati. Weimarforfatningen var i sit indhold strengt demokratisk: lighed for alle, den politiske magt placeret hos befolkningen, repræsentation af politiske minoriteter i rigsdagen, en regering og en kansler valgt af rigsdagen og en folkevalgt præsident. Desværre var der i den meget broget sammensatte rigsdag mange medlemmer, som bevidst arbejdede for at nedbryde forfatningen. Det førte til ekstremt mange nyvalg gennem 1920'er og 30'erne. I perioder måtte præsidenten styre ved hjælp af dekreter - dvs udenom rigsdagen. Dette var tilladt iflg forfatningen, men var ikke tænkt som et dagligdags instrument for præsidenten, og det nedbrød selvfølgelig respekten for demokratiet.

Nationalforsamlingen udpegede socialdemokraten Friedrich Ebert til republikkens første præsident. Efter Eberts død i 1925 endte det med, at tidligere generalstabschef Paul von Hindenburg blev valgt. Han var dybt respekteret som krigshelt, men var selv overbevist monarkist, hvilket senere viste sig at være meget problematisk.

Traditionalisme og modernitet stod skarpere overfor hinanden i Tyskland end i nabolandene. Tyskland var allerede før 1. verdenskrig et meget sammensat samfund med lige dele gammeldags feudalisme og moderne industrialisering. Under 1. verdenskrig var der i befolkningen opbygget en meget stærk nationalitetsfølelse.

Tyskland stod efter krigen overfor enorme problemer. Omkring 10 millioner soldater skulle hjemsendes og integreres i arbejdsmarkedet og samfundet, produktionsapparatet var totalt nedslidt, og statens økonomi ødelagt. Det første år efter krigen var der fortsat blokade mod Tyskland, hvor der var regulær hungersnød.

Versailles-traktaten.
Efter 1. verdenskrig blev Tyskland tvunget til at underskrive en hård og - efter tyskernes opfattelse - ydmygende fredstraktat. Tyskland, som ikke fik lov til at deltage i fredsforhandlingerne, havde syv dage til at studere aftalen, som blev udformet af et uforsonligt Frankrig, som havde mistet 1½ million unge mænd i krigen, og som formentlig stadig havde ar i sjælen efter nederlaget til Tyskland (Prøjsen) 50 år tidligere. Den tyske ydmygelse blev forstærket af, at fredstraktaten skulle underskrives i spejlsalen i Versailles, i den samme sal, hvor Bismarck knap 50 år tidligere havde udråbt Vilhelm I til tysk kejser i det 2. rige.

Traktaten placerede hele skylden for krigen på Tyskland og dets allierede. Den medførte tysk afståelse af store landområder, hvorved seks millioner tyskere blev borgere i et andet land. Bl.a. skulle det omstridte Alsace-Lorraine gives tilbage til Frankrig. Tyskland mistede 13% af sit landområde; her lå 48% af jernproduktionen og 16% af kulproduktionen. Det tyske Rhinland skulle være okkuperet af de allieredes tropper i 15 år, og Tyskland måtte ikke have tropper i området. Hæren skulle reduceres til 100.000 mand - til sammenligning havde den franske efterkrigshær 800.000 mand. Det er udtrykt således, at Tyskland nu var "ehrlos, heerlos und wehrlos", dvs "æreløs, forsvarsløs og værgeløs". Ikke mærkeligt, at den tidligere omtalte "dolkestødslegende" fæstnede sig i befolkningen. Størsteparten af den tyske handelsflåde skulle udleveres, og Tyskland skulle betale krigsskadeerstatninger på 132 milliarder Mark i guld. De demokratiske partier, især Socialdemokratiet fik i et vist omfang skylden for ikke alene krigen med også den ydmygende og belastende fred. Hitler omtalte konsekvent underskriverne af traktaten som "de novemberkriminelle". USA ratificerede aldrig aftalen, da man fandt den for hård. Der var mange blandt sejrherrerne som frygtede, at traktaten indeholdt kimen til en ny verdenskrig. Den franske politiker, marskal Ferdinand Foch udtalte profetisk ved kontraktens underskrivelse: "Dette er ikke fred; det er 20 års våbenstilstilstand."

På denne scene dukkede verdens hidtil største folkeforfører og demagog, Adolf Hitler op.

Nazismen.
Hitler fremlagde en samlet løsning på folkets problemer i form af en politisk ideologi, nazismen. Måske er det for meget at betegne nazismen som en ideologi, da den i så vidt omfang er baseret på et enkelt menneskes anskuelser. Hitler var nationalsocialismen og omvendt. Hitler var ingen original tænker, og alt tankegods, som han medbragte, var allerede kendt. Den baserer sig på konstruerede fjendebilleder og ulogiske forudsætninger og bygger mere på kritik end på egne forslag. Nazismen er antisemitisk, hvor jøderne (i en absurd kombination med kommunismen) bruges som forklaring på alle landets ulykker. Den er racistisk og bygger på en forestilling om den ariske races overlegenhed i forhold til alle andre folkeslag. Denne overlegenhed giver landet et naturligt krav på de territorier, som er nødvendige for dets vækst. Nazismen er stærkt autoritær og sætter nationen over individet.

Hitler præsenterede den tyske befolkning for en simpel forklaring på alle dets problemer. Det var det internationale jødesamfund, som i en sammensværgelse med kommunismen var skyld i Tysklands nederlag i krigen. Det var demokraterne (Weimarforfatningen), som var ansvarlig for den ydmygende fredstraktat. Det var de folkevalgte politikere, som var ansvarlige for den økonomiske depression osv. Opfindelse af fælles fjender (jøder, kommunister, liberale, sigøjnere, homoseksuelle, muslimer, kristne osv.) har altid været et godt middel til at samle en nation. Racistiske holdninger baseret på påstået biologisk overlegenhed var "acceptable" på den tid (jvf eugenikken). Hitlers til sidste detalje indstuderede taler med deres forenklinger og gentagelser talte ikke til intellektet, men følelserne.

Hitlers udnyttelse af mulighederne.
Hitler yndede at beskrive sin vej til magten som et nøje planlagt felttog. I Wien var det gået op for ham, at det østrig-ungarnske imperium blevet svækket af dets heterogene befolkning, ikke mindst jøderne. På lazarettet, hvor han lå blindet efter et gasangreb, gik det op for ham, at "han var udset til at befri Tyskland og gøre det større". Under sit fængselsophold havde han foretaget omfattende studier, som bl.a. havde påvist den ariske races overlegenhed osv. I virkeligheden skyldes nazismens udvikling efter min mening, at Hitler havde en djævelsk evne til at udnytte de muligheder, som blev spillet ham i hænde. Jeg vil kort gennemgå nogle eksempler på dette.

I april 1921 præsenterede sejrsmagterne Tyskland for et krav på 33 milliarder dollars i krigsskadeerstatning, hvilket startede en hyperinflation i landet. Tyskland bad om udsættelse med betalingen, hvilket Frankrig nægtede, og i januar 1923 besatte den franske hær Ruhr-området. D-marken faldt og faldt, varepriserne steg til himlen, og der udbrød hungersnød. Tyskland var på randen af kaos, og de yderliggående grupper fik stor tilgang, ikke mindst i Bayern.

Børskrakket i New York i oktober 1929 var en katastrofe for den tyske økonomi, som siden 1924 havde været afhængige af kortfristede, amerikanske lån. Disse blev opsagt, og det var ikke muligt at genfinansiere disse. Arbejdsløsheden steg fra knap 2 millioner i 1929 til godt 6 millioner i 1932. Mange langtidsarbejdsløse var ikke længere understøttelsesberettigede. Yderpartierne - især på højrefløjen - fik vind i sejlene.

I 1932 havde Hitler tabt præsidentvalget til Hindenburg i april. Ved valget i november 1932 gik nazisterne tilbage fra 37.2% til 33.1%, og Hitlers prestige var svindende. Samtidig var depressionen aftagende. På dette afgørende tidspunkt blev Hitler kontaktet af kansler Franz von Papen, som tilbød ham sæde i regeringen.

Rigsdagsbranden den 27. februar 1933 blev af Hitler udnyttet til at tage livet af det vaklende demokrati.

Undervurdering af magtmennesket Hitler.
Hitler var en mester i at tilpasse sit budskab efter det publikum, han stod overfor. Han talte socialisme til arbejderne, liberalisme til de selvstændige, militarisme til militærfolk osv. Når han talte med storkapitalen, bedyrede han, at "den socialistiske" del af NSDAP's program (ophævelse af virksomhedkarteller, overskudsdeling og forbud mod kapitalindkomst), aldrig ville blive gennemført. Papen, de store finansfyrster og industrifolk samt ledende militærfolk, som havde hjulpet Hitler til magten, troede, at Hitler ville være tilfreds, når han havde fået kanslerembedet. De forestillede sig, at de kunne manipulere med ham og genindføre et autoritært regime. Det skulle vise sig, at de alle undervurderede Hitler. Hitler havde forlængst indset, at en revolution skal gennemføres med statsmagten. og ikke imod.

Afslutningsvis vil jeg konkludere, at uden 1. verdenskrig ville Hitler næppe være blevet andet end "ølstuepolitiker". Uden den radikalisering, som skete efter det tyske nederlag og den ydmygende fredsslutning, ville Hitler aldrig have fået så stor en tilhængerskare.

Hvis du er fulgt med så langt, kunne du måske tænke dig at læse om udviklingen i Tyskland fra 1939 og indtil udbruddet af 2. verdenskrig. Hvis ja, så klik her.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Til toppen af denne side Tilbage til Rejseholdets forside Tyskland 1933-1939