Vitus Berings eftermæle
Vitus Bering? Steller giver følgende karakteristik af Vitus Bering: "Bering var en from og retskaffen kristen, hans optræden var ædel, venlig og stille, og han var gennemgående afholdt af såvel høj som lav. Han tilstræbte at udføre det ham betroede hverv med al kraft og evne, selv om han ofte beklagede, at hans kræfter ikke slog til over for en så vanskelig ekspedition, og at den var blevet meget større, end han havde foreslået. Som bekendt var han ikke født til raske beslutninger og hurtige foretagender.". Dette skudsmål er af mange tolket som manglende beslutsomhed og handlekraft, og der er en lang tradition i historieskrivningen for at skildre Bering som en pligtopfyldende, men lidt passiv og uengageret leder af det vældige foretagende, som var udtænkt og planlagt af andre.

Jeg har svært med at få dette til at passe med den uhørte organisationsevne, den stædige udholdenhed og næsten umenneskelige viljestyrke, hvormed han gennemførte sejladser, hvor ingen har været før ham. I områder hvor man ikke kunne måle temperaturen, fordi kviksølvet frøs. Transport af store mængder materiel over en afstand på omkring 9.000 km gennem uvejsomt terræn, nogle steder gennem sumpe og over bjerge. I stadig kamp mod forbryderiske guvernører og andre embedsmænd, som ikke respekterede kronens ordrer. Når han efter årelange anstrengelser endelig kom frem til Stillehavskysten, skulle han først til at bygge de nødvendige skibe - af træ, som først skal fældes - på et værft, som først skal opføres - af arbejdere, som først skal have boliger at bo i. Begge Berings ekspeditioner er blevet sammenlignet med veritable folkevandringer med hhv. 500 og 10.000 involverede. Sådanne projekter gennemføres ikke af en passiv og uengageret leder.

Nyere dansk forskning ved Slavisk Institut på Aarhus Universitet af Natasha Okhotina Lind og Peter Ulf Møller tegner et andet billede af Bering. I et stort videnskabeligt værk med 215 dokumenter overvejende fra russiske arkiver har de bl.a. belyst beslutningsprocessen og forberedelserne til verdens første og største videnskabelige ekspedition, udrustet for statens regning. Heraf fremgår tydeligt, at Bering spillede en meget aktiv rolle i udformningen af ekspeditionens mål, og at planlægningen tog udgangspunkt i en udførlig rapport, som Bering afleverede til det russiske Senat omkring nytår 1731.

Tre af dokumenterne er på dansk - de eneste bevarede dokumenter på dansk fra Berings hånd. Det mest interessante og samtidig mest rørende er hans brev fra 1731 til mosteren Margrethe Pedersdatter Bering i Horsens, hvori han spørger nyt om familien. Især hans brødres skæbne ligger ham på sinde. "Omskjøndt jeg hos Kære Moster er kommen udi Glem-bogen, har jeg dog ey forglemt dennem", begynder Bering sit brev, og han fortsætter med levende at berette om sine oplevelser i det yderste Sibirien. Arven fra forældrene overdraget han til Horsens Byråd og beder om, at renterne må blive brugt til "fattige huusarme til nytte...".

I en tale ved mindehøjtideligheden i anledning af Vitus Berings 200 års dødsdag udtalte professor, dr. phil. Niels Nielsen bl.a. følgende: "Vi ser i ham levendegjort en række af de personlige kvaliteter, som vi danske sætter højest: Klogskab, mod, styrke, trofasthed og fromhed. Måtte det danske folk også nu og i fremtiden fostre slige sønner.".

Vitus Berings grav findes i 1991
I forbindelse med 250-året for Vitus Berings død får danske arkæologer en invitation til at deltage i en sovjetisk-dansk ekspedition til Beringøen. Formålet er at finde vinterbopladsen og ligene fra den 2. Kamchatka-ekspedition, således at russiske videnskabsmænd kan undersøge evt. ligrester. Desuden vil man hæve de sidste fire kanoner fra "St. Peter". De øvrige 10 kanoner blev fundet ifm udgravninger foretaget i 1935. De havde været anvendt som bedding, da de overlevende byggede "St. Peters efterfølger". Den 29. juli 1992 tager det danske hold afsted. Det består af museumsinspektør Ole Schiørring, museumsinspektør Søren Gottfred Petersen, og Arkæolog Orla Madsen, alle fra Horsens Museum samt antikvar Svend Erik Albrethsen, Rigsantikvarens arkæologiske Sekretariat. Herudover er tilknyttet tolken Sten Toft, Morten Hartkorn DR 1, TV-avisen, Jesper Westley Jørgensen, fotograf ved Illustreret Tidende og David Sears, journalist ved Berlingske Weekend. Ekspeditionen flyver via Moskva til Petropavlovsk på Kamchatka, hvorfra de bliver sejlet ud til Beringøen med en sovjetisk fregat.

De danske deltagere går i land i Kommandørbugten, hvor de russiske arkæologer, som har været på øen i nogle uger, er i gang med at hæve de sidste fire kanoner. Den russiske leder af ekspeditionen har i 1979-81 foretaget udgravninger på øen og bl.a. undersøgt vinterlejrens fem hytter, hvor Vitus Bering og hans mandskab boede i vinteren 1740-1741. Fra russisk side deltager et dykkerhold, der skal finde de store ankre fra St. Peter, et arkæologisk hold, der bl.a. skal lede efter ekspeditionens smedje samt et hold fra Retsmedicinsk Institut i Moskva, som skal foretage de første undersøgelser af evt. skeletter. Allerede ved den første udgravning viser der sig skeletrester. De russiske arkæologer påbegynder udgravningen af smedjen, som blev lavet ifm med bygningen af den båd, som endelig bragte ekspeditionen tilbage til Petropavlovsk. Snart han man fundet tre grave. I den ene finder man et lille tinkors på brystet af afdøde.

Den 7. august 1991 dukker der et stykke træ op med et jernsøm i. En mørk aftegning langs de fire sider tyder på, at personen er begravet i noget, som minder om en kiste. Sven Waxell skrev, at man "lagde kommandøren på et bræt og stak ham i jorden, som den eneste af ekspeditionens døde". Dette betyder formentlig, at der alene blev brugt af det kostbare træ ifm Vitus Berings grav; træet stammer formentlig fra St. Peter. Snart har man afdækket kraniet. Der er tale om en kraftig person, 182 cm høj og omkring 60 år gammel, og der er kun to personer i i denne aldersgruppe blandt besætningen, nemlig Vitus Bering og styrmand Andreas Hesselberg; og Hesselberg var det lig, som blev begravet med det lille tinkors på brystet. Berings lig bliver overført til en trækasse, som bliver sejlet ud til fregatten, der bringer Vitus Bering til det historiske museum i Petropavlovsk, hvor de indledende undersøgelser skal foregå. Dette sker dog ikke uden problemer, idet den lokale befolkning på øen protesterer over, at Berings jordiske rester bliver fjernet fra øen. Det bevirker, at det fundne skeletmateriale bliver beslagt af myndighederne på Kamchatka, da fregatten lægger ind ved Petropavlovsk. Efter langvarige forhandlinger får ekspeditionen tilladelse til at medtage skeletterne til nærmere undersøgelse i Moskva på betingelse af, at de bliver genbegravet i Kommandørbugten, når de antropologiske undersøgelser er afsluttet.

Genbegravelsen af Vitus Bering i 1992
Den 15. september 1992 efter at undersøgelserne i Moskva er afsluttet, bliver resterne af Vitus Bering og de fem øvrige søfolk bragt tilbage til Beringøen og genbegravet under fuldt militært honnør. To dage forinden blev Bering og hans mænd hyldet ved en mulitærceremoni på Leninpladsen i Petropavlovsk bl.a. overværet af guvernøren over Alaska og borgmester i Horsens Henning Jensen. Begravelsen sker ikke på selve fundstedet, som er udsat for Stillehavets stærke storme, men på det sted, hvor der i mange år har stået et mindesmærke for Vitus Bering. Den gamle sømand har nu fundet sit endelige hvilested efter den sidste lange rejse.

Berings ansigt
Rekonstruktion af Vitus Berings ansigt. Hvis man søger på Internettet efter et billede af Vitus Bering, er det eneste, der dukker op, det oliemaleri, som jeg har vist øverst på denne side. Det dukkede op i Moskva i 1941 hos en slægtning til Bering. Som tidligere nævnt forestiller dette billede formentlig den morbroder, som "vores Vitus" er opkaldt efter, og altså ikke "den rigtige Bering". I Rusland, hvor Bering holdes højt i ære som tsarens Columbus, benyttede man fundet af hans kranium til at lave en rekonstruktion af hans ansigt. Denne er foretaget af eksperter fra Retsmedicinsk Institut i Moskva, og er det bedste "historiske bud" på heltens ansigtstræk. Personligt har jeg også haft svært med at forsone mig med oliemaleriets kontrafej, som minder mere om en mangeårig EU-kommissær end om en garvet sømand. Billedet har jeg taget under et besøg på Horsens Museum, hvor en permanent udstilling i ord, lyd og billeder fortæller om Berings liv og ekspeditioner. Her kan du også se en rekonstruktion af hans grav på Beringøen. Hvis du er lidt historieinteresseret, bør du unde dig selv et besøg på det lille museum, som også har andet af byde på, fx en fantastisk samling af sølv - men også en del for børn.

Efter besøget i museet fortalte den meget venlige og særdeles vidende "kontrollør" os, hvorledes vi kunne finde Vitus Bering Parken. Efter en dejlig spadseretur, som bragte os forbi mange af byens smukke gamle bygninger, nåede vi parken, som indeholder et monument over bysbarnet Vitus Bering. Monumenter fra 1957 er et verdenskort i smukt patineret kobber, hvorpå Berings to store ekspeditioner er markeret. Kortet flankeres af to originale kanoner fra Berings flagskib "St. Peter. Kanonerne er, som du kan se, en gave fra USSR.

Monument i Beringsparken i Horsens. Detalje fra kanon fra Berings 'St. Peter'.

I krypten til "Vor Frelsers Kirke" i Horsens findes Berings forældres gravsten i våbenhuset mod syd.

Her er en del af den litteratur, jeg har læst om Bering:

  • Josef Petersen: Søfareren Vitus Bering, H. Hagerup, København, 1941.
  • Robert Murphy: Vitus Berings opdagelsesrejser, Fremads Rejsebøger, Danmark, 1968. The haunted journey. An account of Vitus Bering´s voyages of discovery. London.
  • Vitus Bering 1741-1991, Kulturgeografiske Skrifter, bind 13.1, C.A. Reitzels Forlag, Danmark, 1993.
  • Thorkild Hansen: Genklang, Gyldendal, 2001.
  • Skalk, 1991, Nr. 6.
Hvis du ønsker af få et mere indgående kendskab til familien Bering, kan jeg anbefale Natasha Okhotina Lind og Peter Ulf Møller: Kommandøren og Konen, Arkivfund om danske deltagere i Vitus Berings ekspeditioner, Gyldendal, København, 1997. Under en systematisk gennemgang af de russiske arkivers materiale om Vitus Berings ekspeditioner er 16 privatbreve fra Vitus Bering, hans hustru Anna Christina og deres 10-årige søn Anton kommet for dagens lys. Brevene, som er skrevet i begyndelsen af februar 1740 i Okhotsk, kommer aldrig frem til de rette modtagere, men havner af uransagelige årsager i de russiske arkiver. Seks af brevene går til de to ældre sønner, som på det tidspunkt går i gymnasiet i Reval (i dag Tallinn i Estland). Seglene på brevene viser, at Bering på et eller andet tidspunkt i sin karriere er blevet adlet. Hans våben består af en bjørn, som i forpoterne holder en ring. Altså en lille (tysk) rebus: Bär + Ring. Bogen, skønt der er tale om en videnskabelig beretning, er velskrevet og let tilgængelig.

I øvrigt kan jeg anbefale besøg af Horsens Museums hjemmeside og ikke mindst denne herlige side , som er helliget Vitus Bering. Den indeholder bl.a. en dagbog fra ekspeditionen i 1991.


Du kan vælge næste side her: