Vitus Bering [Vitus Jonassen Bering] er født den 12. august 1681 i Horsens. Forældrene er toldembedsmand og kirkeværge Jonas Svendsen og Anna Petersdatter Bering, en slægt, som gennem flere hundrede år havde talt mange præster og jurister. Vitus Bering bliver da også opkaldt efter sin onkel (morbroder), kgl. historiograf Vitus Pedersen Bering. [De seneste undersøgelser af ovenstående maleri tyder på, at det forestiller historiografen Vitus Pedersen Bering og ikke min helt. Beklager, men der eksisterer mig bekendt ingen afbildning af min Vitus, men måske lignede han sin morbroder] Vitus Bering drager tidligt til søs og sejler især på Ostindien i den danske handelsflåde. [Det Ostindiske Kompagni er oprettet allerede i 1616]. I 1703 møder han i Amsterdam viceadmiral Cornelius Cruys, som gør tjeneste i den russiske marine. Trods sit hollandskklingende navn er viceadmiralen norsk, født Niels Olsen, men han tog navneforandring, efter at han gik i hollandsk tjeneste. Her vinder han stor berømmelse som skibsbygger og udrustningsmester, og da den russiske tsar kommer på studierejse til Holland, hverver han Cornelius Cruys. Cruys er steget til vicepræsident i Admiralitetsrådet og er efter sigende en af de få personer i St. Petersborg, som modtager besøg af tsaren i sit hjem. Han har fået ansvaret for at skaffe dygtige søfolk til den flåde, som Peter den Store er i gang med at opbygge efter europæisk forbillede. Danske søfolk står i høj kurs, da de har erfaring i sejlads i de nordlige farvande. [Christian IV havde fx. i 1619-1620 sendt Jens Munk på ekspedition for at finde Nordvestpassagen.] Cruys og Bering er nærmest landsmænd, idet Danmark og Norge jo på den tid er én nation. Som så mange andre danske søfolk går Vitus Bering i russisk tjeneste, hvor han påmønstrer som underløjtnant.

Da Peter den Store kom på tronen i 1695, gjorde han krav på den nordlige del af Asien fra Østersøen til Stillehavet, uden i virkeligheden at have noget indgående kendskab til Ruslands udstrækning. I 1700-tallet var der også stor usikkerhed om Amerikas og Asiens beliggenhed i forhold til hinanden, og især var man interesseret i de såkaldte Nordvest- og Nordøstpassagerne. Da Peter den Store var på sin store dannelsesrejse i Europa, havde medlemmer af Det Franske Akademi og andre videnskabsmænd appelleret til ham for at få fastslået, om Asien var landfast med Amerika. De havde endog anmodet om tilladelse til at sende deres egen ekspedition til Kamchatka, hvilket tsaren havde afslået, Det store Rusland kan selv. På den tid herskede der også nogle tågede forestillinger om to ukendte lande højt mod nord: Gamaland efter den spanske søfarer og Kompagniland efter Det Hollandske Ostindiske Kompagni. Ingen havde tilsyneladende set disse lande, men ikke desto mindre figurerede de på alle datidens kort. Tsaren lovede, at han ville udsende en ekspedition, som en gang for alle skulle afklare disse spørgsmål.

Vitus Bering viser stor duelighed under Den Store Nordiske Krig (1700-1721) mellem Sverige og Rusland, hvor han først deltager i flådens kampe mod svenskerne og siden fra 1710-1712 mod tyrkerne i Den russisk-tyrkiske krig, hvorunder han opnår rang af kaptajn af 2. klasse. Krigen afsluttes med Freden i Nystad i 1721, hvor Sverige må afstå de baltiske lande, Sydkarelen og Karelske Næs med Viborg. Peter den Store får travlt med at befæste de nye territorier og lader opføre sin nye hovedstad St. Petersborg ved Nevafloden.

I 1718 bliver Bering gift med den yngste af tre købmandsdøtre af den velhavende Mathias Püllse fra Viborg (Vyborg, Viipuri) i Karelen. Hustruen Anna Christina er næsten Berings modsætning, hun er lystig og elsker det glade liv, mens Bering er rolig, eftertænksom og dybt religiøs. De slår sig ned i hendes hjemby Viborg, den svensk-finske grænseby, som faldt ved russernes angreb i 1710, og får i alt ni børn, hvoraf fire drenge og en pige overlever fødslen. Efter at sønnen Jonas er blevet født, tager familien Bering på et kort besøg i København. Tiden bliver brugt på at få sønnen døbt i Sankt Nikolaj Kirke. Bering får bare nogle timer i hovedstaden og når ikke at møde sine forældre. Det skal blive Berings sidste besøg i sit fædreland.

• På Kamchatka eller et andet sted skal der bygges ét eller to skibe med dæk.
• Sejl med disse skibe langs landet mod nord, som, da man ikke kender dets ende, må antages at være en del af Amerika.
• Undersøg derfor, hvor landet løber sammen med Amerika, sejl til en eller anden europæisk koloni (for at spørge), eller hvis man møder et europæisk skib, skaf underretning om, hvad kysten hedder og skriv det op, gå selv i land og få pålidelige oplysninger, indfør dem på kortet og rejs hjem.

Tsaren har valgt Vitus Bering til leder af ekspeditionen, og som løjtnanter får han danskeren Martin (undertiden benævnt Morten) Spangsberg(1698-1761) og russeren Aleksey Ilich Chirikov (1703–1748). Disse tre kommer også til at stå i spidsen for den 2. ekspedition. Desuden får han russeren Peter Chaplin med som underløjtnant. Tsaren har også udfærdiget en instruks, som skal lette Bering på hans næsten 10.000 km lange rejse over det sibiriske fastland: "Vi udsender til Sibirien marinekaptajn Vitus Bering med hjælpere, der skal foretage en søekspedition og udføre sådanne ordrer, som han måtte have fra os. Når han kommer til jer og beder om hjælp af den ene eller den anden art, skal I give ham den."

I vinteren 1725 drager ekspeditionen afsted fra St. Petersborg. Den første gruppe tager afsted den 24. januar, og den anden følger efter den 5. februar. Ekspeditionen består i første omgang af 34 mand. Udover Bering er der løjtnanterne Spangsberg og Chirikov, søkadet Peter Chaplin, styrmændene Georg Morison og Richard Enzel, geodæten Grigor Putilov, lægen Valim Buckovskij, en skibstømrer, en lærling, en skriver, en kvartermester, 13 matroser og ni officerer. Bering rejser over landjorden med en karavane, mens Spangsberg tager de sibiriske flodveje med værktøj og grej, skibsbygningsmateriel og proviant. Spangsberg mester en del af mandskabet, som enten bliver syge eller deserterer. Floderne fryser til allerede i september måned, hvorefter bådene må efterlades, og mandskabet må transportere den mest nødvendige bagage på håndtrukne slæder af birketræ.

Det lykkes Bering at nå gennem Uralbjergene, inden forårets smeltevand oversvømmer området og umuliggør al trafik. Efter at de kommet ind i Sibirien, begynder rejsen at blive besværlig. De må køre udenom store sumpområder og gennem granskove, som strækker sig tusind kilometer mod øst. Der begynder også at opstå problemer i forhold til de lokale guvernører, hvoraf mange er grådige og uden respekt for Berings dekreter fra St. Petersborg. Bering og hans rejsefæller når frem til Tobolsk den 16. marts 1726. Her indhenter de en gruppe på 26 mand, som er rejst i forvejen fra St. Petersborg med forsyninger. Bering rekvirerer forsyninger lokalt, og mandskabet bliver udvidet med 34 mand. Da isen bryder op i maj måned, sejler de afsted ad Irtysj-floden med syv tømmerflåder og fire fladbundede både. Det sibiriske flodsystem udgør med floder og bifloder en næsten sammenhængende vandvej, og det kan nævnes, at de store sibiriske floder Ob, Jenisej, Lena og Amur alle er blandt verdens 10 længste. Den største del af turen må de bruge årer for at sejle mod strømmen. Ved Jenisejsk må de må de slæbe materialerne over en strækning på flere hundrede kilometer. Bering opdager, at virkningen af tsarens dekret aftager, jo længere de når fra hovedstaden. Det lykkes dog Bering af rekvirere yderligere 30 tømrere og snedkere. Bering sender Spangsberg afsted med 39 tømrere og arbejdere til Ust Kut ved Lena floden; her skal de bygge 15 pramme i løbet af vinteren. Bering selv bliver vinteren over i Jenisejsk.

Okhotsk viser sig at bestå af en halv snes småhuse, der ligger ca fem kilometer fra floden, hvor Chaplin og hans mandskab er i gang med at bygge det skib, som skal føre dem over Det Okhotske Hav til halvøen Kamchatka. De trætte nyankomne må igang med at bygge kvarter og en lagerbygning. Træet må hentes flere kilometer borte og bæres til Okhotsk.

Spangsberg og hans folk sidder fast i et sumpområde og må opgive både, materiel og proviant for at redde livet, og på slæder må de trække den mest nødvendige føde. To måneder i træk slæber de sig frem døden nær af sult. Til alt held finder de Berings rute, som er "afmærket" med døde heste, og grådigt fortærer de hestekødet og den smule mel, de finder. Da de når frem til Okhotsk i januar måned 1728, er mange syge af skørbug og ramt af koldbrand.

Der går næsten et halvt år med at bygge det transportskib "Fortuna", som skal sejle ekspeditionen over det okhotske hav til Kamchatka. "Fortuna" bliver lastet med de fleste materialer, hvorefter Bering sender Spangsberg afsted med besked om at losse materialerne ved mundingen af Bolsjaja-floden på vestkysten. Herefter skal han fortsætte til den nedre del af østkysten på Kamchatka, hvor tømrere skal sættes i land for at hugge skibstømmer i de store lærketræskove, mens Spangsberg vender tilbage til Bering. Den 21. august 1728 er alle mand og alle materialer bragt om bord på Fortuna samt på en gammel lastbåd, som er rekvireret fra de lokale skatteopkrævere. Da vestsiden af Kamchatka er lavvandede marskområder, må skibene kaste anker tre sømil ude, og alle materialer må fragtes ind til kysten på små både. Det tager næsten en måned at fragte materialerne i land ved den lille russiske station Bolsjeretsk. Nu skal man "bare" have fragtet materialerne tvæst over Kamchatka-halvøen, som på det bredeste sted er omkring 375 km. Opgaven bliver ikke mindre af, at der strækker sig to bjergkæder på langs af halvøen. Efter flere forsøg på at krydse halvøen ad flodvejen opgiver man og afventer vinterens komme i Bolsjeretsk.

Om vinteren tvangsudskriver Bering en del indfødte med hundespand til at hjælpe ekspeditionen tværs over Kamchatka. Bjergkæden midt på Kamchatka hæver sig op i 1300 meter, og den indeholder en række aktive vulkaner, hvoraf den højeste når op i 4850 meter. Kæden langs østkysten når op 1500 meters højde. Om vinteren falder temperaturen i dalene til 45 graders frost. Kun et fåtal af de indfødte overlever turen, og især Spangsberg viser stor grusomhed overfor dem. Hver nat må deltagerne grave sig ned i sneen og trække et stykke sejldug hen over sig. Endelig den 11. marts når de frem til Nedre Kamchatka Station, som ligger ved Kamchatka-flodens udmunding på østkysten. De få overlevende indfødte får deres løn udbetalt i kinesisk tobak og kan bare tage tilbage. Set i bakspejlet havde det været nemmere at afvente forårets komme og så være sejlet syd om Kamchatka i de to skibe, men dels var dette område ikke udforsket, dels var Bering ikke klar over halvøens udstrækning.

De tømrere, som Spangsberg har transporteret til Kamchatka Stationen i forvejen, har fældet de nødvendige træer og tilhugget det tømmer, som skal bruges til det nye ekspeditionsskib. Den 4. april 1728 går tømrerne i gang med at bygge ekspeditionsskibet, som får navnet "St. Gabriel" ("Svyatoi Gavriil"); anker, tovværk, kæder mv. er transporteret hele vejen fra St. Petersborg, omkring 10.000 km borte. Den nødvendige tjære fremstilles på stedet; ja selv den uundværlige brændevin brygges lokalt. Den øvrige del af mandskabet fanger fisk, som er på vej op i floden for at gyde, og fiskene bliver nedsaltet til turen. I øvrigt kan man godt blive lidt betænkelig ved næringsværdien af fødevarerne: saltet oksekød, saltet rensdyrkød og saltet fisk. Der er mad nok til 40 mand i et år - hvis de da undgår skørbug og andre mangelsygdomme. Den 13. juli 1928 sætter Bering sejl og tager nordpå langs Asiens østkyst for at påbegynde udforskningen af polarhavet.

Derfor er stemningen anspændt, da man næste morgen observerer en skindbåd med otte mand, som ror ud til skibet fra kysten. Den er den 8. august 1728, og positionen er 64°30' nordlig bredde. En af eskimoerne (inuitterne) tager nogle oppustede sælblærer op fra bunden af båden og binder dem omkring sig, lader sig glide ned i vandet og svømmer over til skibet. Han kommer ombord og fortæller med hjælp af skibets tolk, at lidt nordligere drejer landet skarpt vestpå. Han beretter også, at de snart vil få en stor ø i sigte. Det er det første dokumenterede møde med de indfødte på den amerikanske nordkyst.

"St. Gabriel" sejler videre, og den 10. august får de kending af en ø, som de navngiver "St. Lawrence" ("Sankt Laurentius"), da det netop er denne helgens mindedag. Ved to lejligheder sender Bering Chaplin og et par mand til øen, som tilsyneladende ikke er beboet. "St. Gabriel" sejler videre, og den 13. august er ekspeditionen nået frem til 67°18' nordlig bredde og har efter Berings mening kortlagt det nordøstlige hjørn af Asien. Mod nord er der intet land at øjne, og der er intet, der tyder på, at det asiatiske kontinent drejer i retning af Amerika. Bering kalder sine officerer sammen for at holde råd. Skal man fortsætte sejladsen mod nord? og i givet fald hvor længe? Det er givet, at vinteren vil blive lang og hård, og der er intet træ at fyre med. Sejldug, takkelage og tovværk er halvrådne, ødelagt under den langvarige tur gennem Sibirien. De ved, at de indfødte er fjendtligtsindede. Løjtnant Chirikov fremfører, at de ikke kan være sikre på, at Asien og Amerika ikke mødes, hvis de fortsætter deres færd længere nord på. Han foreslår, at de i hvert fald skal fortsætte til Kolyma flodens munding, eller så langt de kan komme for isen. Først da vil de have bevist, at Asien og Amerika ikke var landfaste. I givet fald må de berede sig på en overvintring. Spangsberg bakker - som altid - sin chef op, og det ender med, at Bering konstaterer, at de har påvist, at Asien og Amerika ikke er landfaste, og han beslutter, at ekspeditionen har afsluttet sin opgave og kan vende hjemad.

Skønt Bering to gange sejlede gennem det stræde, som i dag bærer hans navn, lykkedes det ham aldrig at se den nordamerikanske kyst på grund af tåge. [Den oplevelse får i stedet James Cook i 1778, hvor han med så prominente officerer som William Bligh og George Vancouver om bord ser de to kontinenters kyststrækninger.] På vejen tilbage dukker en øde og klippefyldt ø op. Bering døber den "St. Diomede" - øen bliver opdaget den 16. august 1728, som er den dato, hvor den russiske ortodokse kirke fejrer martyren Sankt Diomede. Et par dage senere møder de fire skindbåde med omkring 40 indfødte ombord. De svinger med hvalrostænder og ræveskind, som de ønsker at sælge/bytte. Da de bliver spurgt, om det er muligt at sejle til Kolyma, fortæller de, at de altid tager turen over land ridende på rensdyr. De ved ikke, om det er muligt at sejle til Kolyma. Efter nogen tid går de igen i bådene, og "St. Gabriel" sejler videre. Den 2. september 1728 løber "St. Gabriel" ind i Kamchatka-fjorden, hvor ekspeditionen overvintrer.

• Bølgerne øst for Kamchatka er mindre end i andre have. Bering har fundet store fyrretræer, som ikke vokser på Kamchatla. Dette tyder på, at Amerika eller et andet land ligger måske 150 til 200 sømil borte. Det kan undersøges ved at bygge et skib på omkring 50 tons og sende det østpå.
• Skibet bør bygges i Kamchatka, hvor der er det nødvendige tømmer, og hvor det er muligt at skaffe proviant. De indfødte er villige til at hjælpe.
• Det vil være fordelagtigt at finde en søvej fra Kamchatka eller Okhotsk til Japan og oprette handelsforbindelse med dette.
• Hvis man vil kortlægge de nordlige kystegne af Sibirien, fra Ob til Jenisej og Lena, kan det gøres fra både eller over land, da disse områder er under russisk overøvrighed.

Bering bliver kaldt til hoffet i Moskva for nærmere at redegøre for ekspeditionen. Peter den Store blev efter sin død efterfulgt af hustruen Katharina. Da hun dør efter to års regering, kommer Peter II, Peter den Stores barnebarn, på tronen. Hans regeringstid bliver også ganske kort, og han efterfølges af Anna, Peters broderdatter. På grund af tumultagtige forhold ved hoffet opnår Bering aldrig foretræde for tsarinaen, men må nøjes med at tale med forskellige sekretærer, og han tager skuffet tilbage til familien og afvente nærmere ordrer.

Disse kommer den 17. april 1732, hvor tsarinaen giver ordre til, at Berings plan skal føres ud i livet. Vitus Bering får ansvaret for den del af projektet, som ligger øst for Ural - køen af ansøgere til det utaknemlige hverv at gennemføre en strabadserende ekspedition til det iskolde polarhav har næppe været lang. Bering får rang af kommandørkaptajn, den laveste admiralsgrad i den russiske flåde. Bering figurerer nu mellem de ti øverste i marinen, og efterfølgende omtales han almindeligvis som "Kommandøren". Spangsberg og Chirikov, som bliver udnævnt til kaptajner af 3. klassse, skal arbejde under Bering.

Den 2. maj 1732 følger Admiralitetens plan for ekspeditionen:

• Hele den nordlige del af Asien skal kortlægges, herunder den sibiriske kyst langs det arktiske hav, og den amerikanske kyst ned til Californien.
• I Kamchatka skal der bygges to skibe, som skal søge efter Amerika.
• Desuden skal der bygges tre skibe, som skal udforske Kurilskije Ostrova, Japan samt de resterende områder i Østsibirien.
• I Sibirien skal bygges flere andre skibe, som skal sejle nordpå ad Ob og Lena til den arktiske kyst og kortlægge disse områder.

Som om det ikke er nok, melder også Videnskabernes Akademi sig med yderligere krav. De ønsker, at der af ekspeditionen foretages biologiske, etnologiske, antropologiske og historiske undersøgelser i hele Sibirien samt i de nye lande, som måtte blive opdaget undervejs. Det medfører naturligvis, at ekspeditionen udvides med videnskabsmænd, tegnere, tolke, tjenere og i mange tilfælde deres familie. Hertil kommer instrumenter, biblioteker mv. Disse skal ikke være underkastet militær kommando, men marinen skal sørge for deres fornødenheder. Endelig får Bering pålagt at skulle rådføre sig med ekspeditionens akademiske medlemmer i alle vigtige spørgsmål. Som det fremgår, er der ikke tale om en enkelt ekspedition med et veldefineret mål, men snarere om en gruppe af ekspeditioner.

Bering og hans kaptajner får pålagt at holde instruksen fra Senatet hemmelig. De får udleveret en falsk version af instruksen, som i givet fald må vises til fremmede magter, hvis de skulle forvilde sig ind på deres territorier. Af den falske instruks fremgår, at der er tale om en rent videnskabelig ekspedition, og instruksen er renset for alle økonomiske og politiske formål. Ekspeditionen har imidlertid ikke alene et videnskabeligt formål, men i højere grad politiske perspektiver, idet den skal forberede en russisk kolonisering af øerne i det nordlige Stillehav og af den nordamerikanske kyst. Bering og hans kaptajner udrustes med et dobbelt sæt instrukser: de gældende og de falske. De falske skal fremvises, hvis skibene træffer repræsentanter for andre europæiske magter i området. Bering lader sine officerer sværge på, at de vil respektere dette og hemmeligholde ekspeditionens egentlig mål. Ekspeditionens betydning ses også af, at alle medlemmerne får løfte om dobbelt løn. Og det første års løn udbetales på forskud.

Kommandørkaptajn Vitus Bering er leder af ekspeditionen og skal være chef på det ene af de to ekspeditionsskibe, som skal udforske Amerika, og kaptajn Chirikov skal være chef på det andet, kaptajn Spangsberg skal lede den delekspedition, som skal sejle til Japan, løjtnant Dmitry Ovtsin skal stå for kortlægningen af Ob og den arktiske kyst på begge sider af dens udmunding i det arktiske ocean, mens den dansk-norsk løjtnant Peter Lassenius skal tage sig af Lena og den arktiske kyst fra Lenas udmunding og østpå indtil Kamchatka.

Allerede før Senatet havde udstedt sin instruks for ekspeditionen, havde det udsendt Grigorij Pisarev som kommandant (voivode) til Okhotsk. Pisarev var en forhenværende general, som var blevet dømt til døden for deltagelse i en mislykket paladsrevolution. Til straf blev al hans ejendom konfiskeret, og han selv lagt på pinebænken og brændemærket. I stedet for at lide døden, som han var dømt til, blev han sendt til Okhotsk som kommandant. (Det er måske den mandlige udgave af en skæbne værre end døden?). Pisarev får ordre på at bygge seks skibe, som skal anvendes af ekspeditionen, og til dette arbejde får han 20 skibstømrere med fra Rusland. Alt synes nu klar til, at den store ekspedition kan begynde.

Den 18. marts 1733 drager den store gruppe på omkring 500 personer afsted under Berings ledelse. Flere af ekspeditionsdeltagerne har deres familie med, således også Bering, som medbringer sin hustru Anne og de to yngste børn på rejsen. De to store sønner efterlades hos venner i Tallinn. Da de når frem til Tobolsk, går de i gang med at bygge de både, der skal bruges til kortlægning af de russiske floder og den sibiriske nordkyst. I maj 1734 drager Bering videre med hovedekspeditionen.

I løbet af 1736-1737 runder løjtnant Stepan Malygin halvøen Yamal og når frem til Ob flodens udmunding og kortlægger strækningen mellem Pechorabugten og Ob. Samtidig sejler en anden gruppe under ledelse af løjtnant Dmitry Ovtsin østpå og kortlægger området mellem floderne Ob og Jenisei. Endelig sejler Peter Lassenius langs den sibiriske nordkyst fra Lenas udmunding til Kolyma.

Hovedekspeditionen når frem til Tobolsk, hvor de tilbringer resten af sommeren og efteråret med at afvente forsyninger samt bygge den båd, tomasteren "Tobol", der skal bruges til kortlægning af Ob og den vestlige sibiriske kystlinie. I maj måned 1734 sejler Dmitry Ovtsin med "Tobol" ned ad Ob, mens hovedekspeditionen fortsætter østpå.

I foråret 1735 ankommer Chirikov, som har ført størsteparten af forsyningerne tværs over landet. Efter ham begynder akademikerne at ankomme. Videnskabsmændene, som først har forladt St. Petersborg i august 1733, omfatter den franske professor Louis de l'Isle de la Croyere (ac. 1688-1741) (han er pga sin broders fortjenester blevet udpeget til leder af den videnskabelige undersøgelse og skal selv forestå astronomiske og fysiske undersøgelser), den tyske professor Gerhard Friedrich Müller (1705-1783) (historiker og geograf) og den tyske professor Johan Georg Gmelin (1709-1755) (naturforsker og kemiker) og J.E. Fischer. Med dem følger seks sekretærer, to tegnere, en tolk, en læge, en instrumentmager, fem landmålere, to kunstmalere og 14 soldater. Desuden medbringer gruppen flere hundrede videnskabelige bøger, ni vognladninger med instrumenter (de la Croyere medbringer to kikkerter på hhv. 4,5 meter og 4 meter) samt forplejning (delikatesser og store mængder vin). Mere end 2.000 deltagere foruden den indfødte arbejdskraft er nu samlet i Yakutsk, som er et hul i Sibirien, og som i forvejen har problemer med at brødføde sin egen befolkning. Bering får dog sendt den norskfødte (nogle steder står danskfødte) løjtnant Peter Lassenius afsted ned ad Lena for at udforske den arktiske kyst fra Lenas udmunding og østpå indtil Kamchatka. Lassenius er blevet hvervet til den russiske flåde kort før den store nordiske ekspedition, og han har meldt sig som frivillig.

Forholdene i Yakutsk bliver værre dag for dag, og presset på Bering vokser. Kurerposten bringer skiftevis beskyldninger og modbeskyldninger til St. Petersborg. Det er tydeligt, at ekspeditionen ikke udvikler sig som forventet. Regeringen beder marinedepartementet om at gribe ind, og de giver naturligvis Bering skylden for alle ulykkerne. Fra begyndelsen af 1738 halverer det fx hans gage. I 1739 udsender de dog nogle officerer med ansvar direkte overfor kronen og med særlig bemyndigelse til at skaffe forsyninger til ekspeditionen. Dette havde været anbefalet i instruksen fra 1732, men var åbenbart blevet overset eller negligeret. Inden disse officerer når frem, er Bering taget videre til Okhotsk.

Bering vil se, hvorledes det går med de skibe, som Spangsberg er ved at få bygget til sin delekspedition til Japan, og han vil også føre tilsyn med de to skibe, som er under bygning til hans og Chirikovs udforskning af den amerikanske kyst. Det viser sig, at Spangsbergs skibe stort set er er færdige, men at de afventer noget af det udstyr, som Bering har bragt med på turen. Han har brugt den mellemliggende tid til at arbejde på Berings skibe, men bl.a. som følge af obstruktion fra Pisarev var arbejdet ikke kommet særlig langt. Slynglen Pisarev var kommet frem til jordens overflade og brugte hele sin energi til at stikke en kæp i hjulet for ekspeditionen. Den meget temperamentsfulde Spangsberg truede med at slå ham ihjel, og da Bering dukker op, flygter Pisarev til Yakutsk.

Bering forstrækker Spangsberg med de manglende forsyninger, som Bering havde slæbt med til sig selv, og i sommeren 1738 tager Martin Spangsberg afsted på sin delekspedition til Japan, og fra 1738-1740 kortlægger han Japan og Kurilerne.

En dag kommer en postrytter med en melding til Bering om den delekspedition, som er taget ned ad Lena med Lassenius i spidsen. Pga isskruninger på floden havde de været nødt til at overvintre, og Lassenius havde ladet sine folk bygge en barak af drivtømmer. Men i den lange, kolde polarnat var de blevet ramt af skørbug. Lassenius døde den 19. december 1937, og da Berings hjælpeekspedition når frem, er der kun otte overlevende af de 50, som drog ud. Bering må sende endnu en delekspedition afsted ad Lena floden for at opfylde Senatets krav.

Bering koncentrerer sig nu om bygning af de to ekspeditionsskibe, hvoraf han selv vil kommandere det ene, mens den andet skal kommanderes af Chirikov, som også havde deltaget på den 1. Kamchatka-ekspedition. Bering må stadig kæmpe mod de sibiriske myndigheder, som nægter at assistere med levnedsmidler og materialer. Bering beslutter at sende nogle folk til Kamchatka for at oprette en base med barakker og lagerbygninger, så alt kan være klar, når Bering og de to ekspeditionsskibe kommer over det følgende år. Han mangler bare et skib til at føre mandskabet og forsyningerne over bugten til Kamchatka.

Spangsberg udkaster den idé, at regeringen skal sende ham tilbage for at underlægge sig Kurilerne og dermed lægge dem ind under det russiske rige. Bering giver Spangsberg tilladelse til at tage til St. Petersborg for at forelægge sine planer for marinedepartementet. Imidlertid bliver Spangsberg til sin forbitrelse standset i Yakutsk, hvor der ligger en meddelelse fra marinedepartementet om, at han skal stilles til ansvar på samme måde som Bering. I mellemtiden har Bering fremsendt en rapport om Spangsbergs ekspedition til St. Petersborg, hvor det vækker stor opsigt, at man nu har fundet en søvej til Japan. Nu sender marinedepartementet ordre til Spangsberg om ufortøvet at indfinde sig i St. Petersborg, og Spangsberg tager afsted ad den endnu tilfrosne Lena.

Men nu blander Pisarev sig igen. Han skriver til Senatet, at Spangsberg har løjet om sin ekspedition, at han kun har været i Korea og aldrig har sat sine ben i Japan. Senatet drøfter sagen med marinedepartementet, og det ende med, at Spangsberg får ordre om at vende tilbage til Okhotsk og gentage ekspeditionen til Japan. Og ordren forholder sig ikke til forslaget om at underkaste sig Kurilerne. Den tænderskærende Spangsberg må igen vende om og rejse østpå. På vejen tilbage støder han på Georg Wilhelm Steller (1709-1746), en tysk videnskabsmand, som er på vej for at slutte sig til Berings ekspedition. Steller, som har studeret botanik ved Universitetet i Wittenberg, får efterfølgende et stipendiat ved Universitetet i Halle. Mans han er her, studerer han medicin. Efter udløbet af dette stipendiat tager han i 1734 som så mange andre udenlandske videnskabsmænd til St. Petersborg for at arbejde ved Videnskabernes Akademi. I 1738 bliver han udpeget som naturvidenskabelig assistent på Berings ekspedition, hvor han skal arbejde under professorerne Gerhard Müller og Georg Gmelin.

Vinteren 1739 og foråret 1740 går med at bygge de to ekspeditionsskibe, som forlader beddingen i juni måned. De tomastede skibe er ens med en længde på 24 meter og en dæksbredde på 6.5 meter og med en dybgang på knap 3 meter. De kan føre en last på 110 tons og er udstykket med 14 to- og trepunds kanoner. Bering døber skibene "St. Peter" ("Sviatoi Piotr"), som han selv kommanderer, og "St. Paul" ("Sviatoi Pavel"), og vælger "St. Peter" til sit flagskib. Ifølge marinedepartementets plan skal ekspeditionen overvintre i Amerika, hvilket stillede meget store krav til proviant. På Kamchatka er der ikke meget andet at få end fisk. Derfor har bering ladet bage beskøjter til 2 års forbrug. Disse beskøjter og al den øvrige proviant bliver stuvet på en båd, som skal sejle det til stationen på Kamchatka. Inden den kommer afsted, dukker Spangsberg og Steller op. Den rasende Spangsberg modtager de nye ordrer, som jo går ud på, at han skal gentage ekspeditionen til Japan og Kurilerne, og Bering bliver nødt til at forstrække Spangsberg med noget af den proviant, som allerede er stuvet på båden. Desværre er løjtnant Sofron Khitrov, som Bering beordrer til at sejle provianten til Kamchatka, en dårlig sømand, og inden skibet er kommet ud af flodmundingen, løber det på grund på en sandbanke. Skibet bliver slået læk og fyldt med vand, og alle beskøjter samt størsteparten af den øvrige proviant ødelægges. Det betyder, at Bering ser sig nødsaget til at gennemføre ekspeditionen til Amerika på ét år, dvs. i løbet af sommeren 1741. I august 1740 sender Bering sin hustru og deres to børn hjem til St. Petersborg. De har i nogen tid været bekymret for de to drenge, som bliver passet hos venner, hvilket en brevveksling i februar 1740 viser. Forældrene bliver yderligere bekymret, da den ældste søn melder sig som menig soldat.

Lassenius og de fleste af hans mænd, som blev sendt ned ad Lena for at udforske den arktiske kyst, er døde af skørbug. Dmitry Ovtsin, som sejlede ned ad Ob, er vendt tilbage med uforrettet sag, og Ovtsin gør nu tjeneste på "St. Peter". Kun Spangsberg har som den eneste gennemført sin delekspedition, men hans resultater er blevet kasseret af marinedepartementet pga Pisarevs løgnehistorier. Der hviler nu et umenneskeligt pres på Berings hårdt prøvede skuldre.

Som om det ikke er nok, så har Bering af marinedepartementet fået pålæg om at udforske det ikke-eksisterende Gamaland. Det medfører, at ekspeditionen må begynde med at lægge kursen øst-sydøst, indtil de enten har lokaliseret Gamaland eller konstateret, at det ikke findes. Herefter kan man så lægge kursen om til nordøst. Hvis Bering selv havde fået lov til at lægge kursen, ville de have kunnet nå den amerikanske kyst på otte dage. Waxell skriver 40 år senere om rejsen: ".. mit blod kommer stadig i kog, når jeg tænker på det skandaløse bedrag, vi var ofre for."

De to skibe fortsætter indtil den 12. juni, hvor de når 46° nordlig bredde uden at få landkending af det mystiske Gamaland. De ændrer nu kurs til nordøst, men den 20. juni bliver skibene skilt skilt fra hinanden. Som aftalt søger Bering tilbage til 46° breddegrad, hvor de sidst har set hinanden, men uden resultat, og den 25. juni sætter Bering igen kursen nordøst. Megen kostbar tid er gået tabt, og deres vandforsyning svinder betænkeligt. De holder kursen i omkring 2 uger uden at se land. De har nu sejlet omkring seks uger. Den 16. juli opdager de en klippefyldt kyststrækning, bag hvilken en sneklædt vulkan tårner sig op. Bering døber den sneklædte vulkan "St. Elias". [Med sine 5.489 meter er "St. Elias" det næsthøjeste punkt i USA og Canada.] Steller går i land på øen, som siden får navnet "Kayak Island", fordi den minder en russisk flådeofficer om en kajak. Steller foretager botaniske undersøgelser, mens mandskabet fylder de medbragte vandtønder. Da båden sejler tilbage til skibet, bliver Steller på strandbredden for at beskrive de indsamlede planter, før de visner. Da båden vender tilbage, nægter Steller at gå om bord. Steller noterer i sin dagbog: "... 10 år tog forberedelserne, og 10 timer blev der ofret på selve sagen...". I stedet sender han sin hjælper Lephikin ud for at skyde fugle til præparering, mens han selv fortsætter med at lede efter planter. Da de igen mødes, har Lephikin nedlagt en farvestrålende fugl - siden kendt som "Stellers skovskade" - som Steller straks identificerer som en amerikansk skovskade efter en illustration, han har set i akademiet i St. Petersborg. Steller er nu ikke i tvivl om, at de er ankommet til Amerika, og han er nærmest ekstatisk, da han kommer tilbage til skibet.

Inden man var taget afsted, havde skibsrådet besluttet, at man ville vende tilbage til Kamchatka sidst i august eller senest midt i september. Bering frygter, hvilket senere viser sig velbegrundet, at vindretningen vil skifte til sydvest, og der er således kun tre uger til at udforske kysten langs den nye verden og kortlægge dens forløb. Desværre er de stadig uden forbindelse til Chirikov, hvis hjælp ville have været uvurderlig. Et par dage efter rejser der sig en voldsom storm, og man mister landkending på grund af tåge og regn. Man bliver enige om at styre sydvest og holde sig klar af land, så længe tågen varer. I begyndelsen af august kan de skelne en ø på nogen afstand. Steller vil gerne i land på øen, som de giver navnet Tågeøen (den bliver siden omdøbt til "Chirikovs Ø" af George Vancouver). Den følgende dag får de øje på den 2221 meter høje snedækkede vulkan Chiginagak ved begyndelsen af Alaska-halvøen. Den 4. august får de Semidi Islands i sigte, og vandet er fyldt med sæler, søløver, marsvin og havoddere. Nu bliver de igen ramt af regn og tåge, og vinder går om i vest. Berings frygt for modvind har vist sig begrundet. Desværre får mange af mandskabet umiskendelige tegn på skørbug som følge af den vitaminfattige og ensidige kost. Den 10. august melder skibslægen, at fem af folkene er ude af stand til at arbejde, og yderligere 16 vil med sikkerhed blive alvorligt syge i den nærmeste fremtid, hvis de ikke kommer under bedre forhold. Bering selv er også begyndt at vise tegn på sygdommen. Bering kalder sine officerer sammen, og de bliver enige om at begynde hjemturen mod Kamchatka.

Den 2. september gør man klar til at tage afsted. Da Khitrov smider lodsnoren i vandet, mister han den, hvilket i sig selv er et dårligt varsel. Og nogle af de overtroiske søfolk husker, at det netop er årsdagen for, at Khitrov forliste med ekspeditionens beskøjter. Stemningen om bord er dårlig, og det samme er helbredsstanden, som forværres dag for dag. Bering tilbringer det meste af tiden i køjen, og næstkommanderende Waxell har kommandoen. Et par dage efter stifter de bekendtskab med en flok eskimoer, som kommer ud til dem i små både. Som sædvanligt forsøger man at gøre sig gode venner med de indfødte ved at forære dem tobak og vodka, men ingen af disse civilisationens velsignelser bekommer dem vel. De indfødte ønsker, at ekspeditionen skal komme i land, og det ender med, at Waxell må affyre en kanon hen over hovederne på dem.

De næste 14 dage sejler de mod syd og må slås med kastevinde, storm og fugtigt vejr. Da de skønner, at de har nået 50. breddegrad, drejer de mod nordvest. Den 27. september bliver de ramt af en voldsom storm, som kaster skibet frem og tilbage. Dette fortsætter i 2 uger, og besætningens tilstand bliver stadigt dårligere, og kun de færreste er i stand til at passe deres opgaver om bord. Folkene har næsten ikke kræfter til at bakse med de store sejl. Provianten er ved at slippe op, og det dårlige vand gør dem endnu sygere. Lugten i lukaferne er forfærdelig, og der dør snart folk hver dag af skørbug. Den 26. september er 30 mand angrebne, og tallet stiger de følgende dage. Sygdom og udmattelse ligger som en tåge over skibet. Vejret er så dårligt, at man ikke kan tage observationer. Man drøfter igen muligheden for overvintring i Amerika, men Bering insisterer på, at de skal forsøge at nå hjem til kamchatka. Waxell skriver:".. så mange af vores folk er syge, så jeg har ingen til at styre skibet. Vores sejl er så tyndslidte, at jeg frygter, at de hvert øjeblik kan flyve bort. Når en mand skal til roret, må han slæbes derhen af to andre invalider, som er i stand til at gå en smule, hvorefter han sætter sig ned ved roret. Her må han sidde og styre, som bedst han kan, og når han ikke længere kan sidde, må han udskiftes med en anden, som ikke er i bedre tilstand end ham selv.... vores skib er som et stykke vraggods uden nogen til at styre det."

Den 5. november 1741 efter en frygtelig hjemrejse på tre måneder ser de land, og alle tror (håber), at det er Kamchatka. Syge folk kommer kravlende op fra de stinkende lukafer for at nyde synet. Sven Waxell skriver: "... dårlig luft og urenlighed trængte ud fra skibsrummene, hvor alle de mange mennesker havde været sengeliggende i 2-3 måneder, og hvor de havde forrettet deres nødtørft på det sted, de lå.". Solen bryder pludselig igennem, og man kan lave den første observation i 10 dage. Til deres fortvivlelse er breddegraden 54°30', og ikke, som de håbede 53°10'. De er stadig for langt mod nord til at være hjemme. Det, de troede var fastland, er den øgruppe, som i dag bærer navnet "Komandorskije Ostrova", "Kommandør Øerne". Der bliver holdt skibsråd, og Waxell og Khitrov stemmer for at de skal gå i land og evt. overvintre. Bering modsætter sig dette og mener, at de skal holde ud lidt endnu og nå frem til fastlandet. Selv om de har gennemgået frygtelige lidelser, synes han, at de skal holde ud lidt endnu. Officererne melder, at sejlene er så rådne, at de er ved at falde fra hinanden, mindre end 10 mand er på benene, der er næsten ingen proviant tilbage og kun seks tønder dårligt vand. Der bliver afholdt en afstemning blandt søfolkene, og man beslutter at gå i land på øen den næste morgen og gøre klar til at overvintre på øen. I løbet af natten rejser søen sig voldsomt, ankertrossen springer, reserveankeret kastes i vandet, og også denne trosse springer. Skibet kastes hjælpeløst mod klipperne, inden en kæmpemæssig bølge løfter den ind i det stille vand indenfor klipperne.

Næste morgen går Waxell og Steller i land med deres hjælpere. Langs stranden er der nogle sandede bakker, hvor ræve har gravet deres huler. De mange dyr, de ser, er så frygtløse og tamme, at Steller er klar over, at de befinder sig på en ubeboet ø. Desværre er der intet træ at brænde. Hvis der er drivtømmer på stranden, er det dækket af sne. De følgende dage arbejder man med at få mandskabet i land. Flere dør, da de kommer i båden, andre dør på stranden. Man udvider rævehuller i bakkerne og anbringer de syge deri. Det viser sig umuligt at holde de nærgående ræve på afstand. Om natten kryber de ind i hulerne og gnaver sålerne af støvlerne og gnaver af de syges fingre og tæer. Det sygdomsramte mandskab begynder at lave nogle nedgravede hytter, hvor de vil forsøge at holde den strenge vinterkulde på afstand. Steller og nogle af mandskabet skyder fugle og havoddere for at skaffe mad til de syge, men de kan i de fleste tilfælde næsten intet spise, fordi deres mundhuler er ødelagt, og tænderne løse eller faldet ud.

Skroget af "St. Peter" er i vinterens løb kastet længere op på stranden, og det er umuligt at få det bragt tilbage til havet. Efter mange betænkeligheder beslutter man at hugge skibet op. Det er ikke nogen let beslutning, da skibet er statsejendom, og staten skal man ikke spøge med. Den degraderede Dmitry Ovtsin (hvis ekspedition ned ad Ob, var mislykket) får indført i protokollen, at han modsætter sig ophugningen. Den 9. april går et hold på 12 mand i gang med at ophugge "St. Peter". Steller får mere tid til at studere øens flora og fauna, og med foråret ankommer mange fugle til øen. Steller iagttager dem og indsamler eksemplarer. De store fugle er også et velkomment tilskud til kosten. Steller beskriver bl.a. brilleskarven, en kluntet fugl, som ikke kan flyve. Steller er formentlig den eneste naturforsker, som har set denne fugl, som kun lever på Bering Øen, da det sidste eksemplar bliver skudt i 1850.

Med forårets komme bedres helbredstilstanden og modet stiger hos mandskabet, og de går på jagt efter en søko for at skaffe kød. Skibets sidste båd bliver repareret og sat i søen med 4-5 mand om bord. Det lykkes at drive en harpun ind i en søko, som kommer op til overfladen for at trække luft. Harpunens line går ind til kysten, hvor resten af mandskabet står, og det lykkes dem at få det vældige dyr halet i land. Nu har de omkring 4 tons glimrende kød. Steller dissekerer søkoen og beskriver den. Det er den eneste videnskabelige beskrivelse af dette dyr, som hurtigt bliver udryddet, da masser af jægere indfinder sig, efter at St. Peter er vendt tilbage til Kamchatka.

Skibets tre tømrere er alle døde af skørbug, men en sibirisk kosak, som har deltaget i arbejdet med Spangsbergs skibe i Okhotsk, tilbyder at forsøge at lave et skib af materialer fra "St. Peter". Med hjælp af det øvrige mandskab lykkes det at bygge et skib på omkring 12 meter, og dete skib bliver ligeledes døbt "St. Peter". Den 12. august går alle i land for at sætte et simpels trækors på Berings grav, og den følgende dag forlader de Bering Øen. Fire dage senere får de øje på Kronotskaja vulkanen på Kamchatka, og de drejer sydpå. Den 26. august 1742 når de frem til skibet med 46 mand om bord frem til Petropavlovsk; 31 mand er døde af skørbug under ekspeditionen. Da de kommer i land, erfarer de, at de er formodet døde, og at alle deres ejendele derfor er solgt.

Næste forår når de frem til Jenisejsk, hvor Chirikov, som efter Berings død er ekspeditionens øverste leder, har opslået hovedkvarter efter sin tilbagekomst. Han afventer ordrer om at komme til St. Petersborg for at aflægge rapport. Ordren kommer først i 1745, hvorefter Chirikov tager til hovedstaden og efterlader Waxell i spidsen for mandskabet. Waxell bliver først kaldt til St. Petersborg i 1748, og han tager alle de overlevende medlemmer af ekspeditionen med; de er i St. Petersborg i januar 1949. Det har altså taget bureaukraterne seks år at få afsluttet "den 2. Kamchatka-ekspedition". Forklaringen herpå er, at Peter den Stores datter Elisabeth er kommet på tronen i 1741 med støtte fra det gamle aristokrati. Dette har medført store ændringer i administrationen, herunder er de tyske medlemmer af Videnskabernes Akademi faldet i unåde, og blevet erstattet af russere. Da Waxell kommer til St. Petersborg bliver han forfremmet til kaptajn af 2. klasse og siden til kaptajn af 1. klasse. Han får bl.a. til opgave at udfærdige et kort over den nordlige del af Stillehavet. Siden får han kommandoen over en eskadre i Østersøen og ender som kommandant på flådestationen Kronstadt. Waxell dør i 1761 ELLER 1762. Enken får pension efter ham, og både hende og sønnen, som havde været med på "den 2. Kamchatka-ekspedition" får en hædersgave på 2000 rubler. Sønnen er på det tidspunkt selv kaptajn i den russiske marine.

I 1948 udkommer "Vitus Berings eventyrlige opdagerfærd" på Rosenkilde og Baggers forlag, skildret af Sven Waxell. I den svenske udgave fra 1953 skriver Waxell: "Den stora expeditionen : utdrag ur såväl mina egna som ur andra officerares journaler från den Kamtjatka-expedition, som utgick från S:t Petersburg år 1733. Häri skall givas en kort framställning av denna expeditions syfte, förlopp, nya upptäckter, inträffade olyckor och avslutning. Helt visst kunde allt detta ha skildrats av en skickligare penna än min och med långt större klarhet, utförlighet och bredd, utan att dock därvid det mer väsentliga blivit dolt för läsaren.".

Det følgende forår sejler Chirikov ud for at søge efter Bering og hans skib, men skønt han passerer temmelig tæt på Bering Island, finder han ikke "St. Peter", som ligger strandet der. De vender tilbage til Petropavlovsk, hvorfra Chirikov sejler "St. Paul" til Okhotsk. Mens Chirikov befinder sig der og afventer ordrer, dukker de overlevende fra Berings ekspedition op. Chirikovs helbred er blevet ødelagt under ekspeditionen, og han dør nogle få år senere. Chirikovs udforskning af området er med til at understøtte Ruslands krav på Alaska ned til den 55. breddegrad.

Steller, som har været hjemmefra i syv år, beslutter at tage med det årlige forsyningsskib tilbage til Okhotsk, og han lader sig indskibe sammen med sine 16 pakkasser med præparater og manuskripter. Herfra fortsætter han til Yakutsk, hvor han bliver vinteren over. I marts måned 1745 modtager han den officielle hjemkaldelse fra Akademiet, den har været undervejs i et år. Da isen på Lena bryder op i maj, tager Steller med en flodbåd til Irkutsk, som han når om efteråret. Her bliver han konfronteret med forskellige anklager fra Senatet, bl.a. foranlediget af en kadet Kmetevskij, som den stridbare Steller er blevet uvenner med i Bolsjeretsk. Guvernøren, som selv er amatørbotaniker, frikender Steller, men uheldigvis når hans frifindelse først til Senatets kendskab i august 1746.

Steller fortsætter videre til Tomsk og Tobolsk og ender i Solikamsk nord for Perm. Her er han gæst hos Gregori Demidov, en rigmand, som nærer en brændende interessere for botanik. Steller får tilladelse til at plante nogle af de indsamlede eksemplarer i hans park, da han frygter, at de vil gå ud, hvis han rejser med dem i den varme sommertid. Demidov opfordrer Steller til at tage med på en botanisk ekskursion til provinsen Perm og det sydlige Ural, hvor floraen aldrig er undersøgt. Steller tager med, og de to mænd rejser rundt et par måneder og vil efterfølgende skrive en bog om floraen i Perm. Da de vender tilbage, laver Steller en beskrivelse af 680 forskellige plantearter, som de har fundet på turen. Da dukker der pludselig en kurer op fra Senatet i St. Petersborg og meddeler ham, at han er arresteret og ufortøvet skal vende tilbage til Irkutsk og give møde for retten. Steller raser og fremfører, at han allerede er frikendt, men han må alligevel begive sig på vej sammen med kureren. Da de når til Tara, gør de ophold for vinteren. Her ankommer en ny kurer, som sætter Steller på fri fod og giver ham en forklaring fra Senatet om, at guvernørens frikendelse først havde nået Senatet, efter at det havde sendt den første kurer afsted. Senatet beder Steller om at vende tilbage til St. Petersborg. På tilbagevejen, den 12. november 1746, dør Steller af en febersygdom. Da Steller er lutheraner, vil de ortodokse præster ikke tillade, at han bliver begravet på den russiske kirkegård. Tilfældigvis er der en lutheransk præst i byen, og han begraver Stellers lig svøbt i sin egen røde kappe på en høj udenfor byen. Om natten graver nogle slyngler Stellers lig op for at stjæle den røde kappe og efterlader hans lig i sneen. Her finder Stellers venner liget og begraver ham igen, denne gang med en tung sten på brystet. Således døde en af de mest lovende videnskabsmænd, verden har set.

Steller vil dog altid blive husket som den første videnskabsmand, som udforskede den nordamerikanske flora og fauna. Hans værk "De Bestiis Marinis", "Om Havets Dyr", som han skrev om sine opdagelser på Kayak Island, havnede i Akademiets arkiver i St. Petersborg. Her blev det fundet for en snes år siden og udgivet af P.S. Pallas. Heri beskrev han bl.a. de dyr, som han siden kom til at lægge navn til: Stellers søko, Stellers søløve, Stellers ørn, Stellers skovskade, Stellers edderfugl, Stellers brilleskarv m.fl.

I maj 2006 landede to kæmpemæssige ørne fra Kamtjatka på Ørnereservatet i Nordjylland. Det var to eksemplarer af den prægtige Stellers Ørn, som havde fundet vej til Danmark. Det er første gang, at Stellers Ørn er konstateret i Skandinavien. Med et vingefang på 3 meter er Stellers Ørn endnu større end den Nordatlantiske havørn, som dominerer på Ørnereservatet. Hunnen er blevet døbt Kamchatka og hannen Okhotsk, og falkonererne gik straks i gang med at træne de to store ørne, som næsten kan rive armen af en voksen mand, når de lander. Stellers Ørn er kendt for sit store næb, der som et øksehoved er i stand til at spalte selv de største fisk, men den kan også kendes på de hvide markeringer på forsiden af vingerne. Den er en fremragende flyver, som undertiden fanger store havfugle i luften. Ørnereservatet håber selvfølgelig, at de to fugle, som kun findes få steder i verden med tiden vil yngle på Ørnereservatet, hvor man i forvejen har stor succes med havørnen og kongeørnen. Du kan besøge Ørnereservatets hjemmeside her.

"Til minde om Kaptajn Martin P. Spangsberg,
f. 169- i Jerne Sogn (Esbjerg),
d. 1761 i Kronstadt
Opdager og kortlægger af søvejen til Japan nordfra 1738-39
Vitus Berings førstemand"

Som Bering blev han rekrutteret til den russiske flåde, og han tjente som officer fra 1. november 1720 til sin død 41 år senere. Han og hans familie er formentlig begravet på kirkegården i Kronstadt, men under 2. verdenskrig blev den sønderbombet af tyskerne.

Efter den store ekspedition forbliver Spangsberg i Tomsk og afventer ordrer. Efter et år beslutter han at tage til St. Petersborg uden tilladelse fra Admiralitetskollegiet. Den 12. august 1745 møder han sin hustru Marija Andrejevna, som er kommet til Tobolsk for at møde ham. Få dage efter fortsætter han til St. Petersborg, som han har forladt 12 år forinden. Han fremstiller sig straks for Admiralitetskollegiet, som - formentlig til Spangsbergs overraskelse - sætter ham under arrest og beslaglægger hans ejendom. Således er situationen de næste to år, indtil Spangsberg bliver løsladt i december 1747. Han bliver udnævnt til kaptajn på et nybygget orlogsfartøj bestykket med 99 kanoner.

I 1749 kommer han til Arkhangelsk, som har afløst Novgorod som center for handel med Vesteuropa. Han får til opgave at sejle et nybygget skib, Varakhael til Kronstadt. Der befinder sig en farlig revle uden for reden, og Spangsberg afventer gunstig vind, inden han letter anker, og skibet bugseres mod revlen af tre både. Skibet passerer revlen og får fem favne vand under kølen. Nu løjer vinden af, og lodserne anbefaler, at man kaster anker. For at skibet kan holde sig på tovet, må man hejse mesansejlet, men pludselig lægger Varakhael sig om på højre side. 28 søfolk omkommer. En garvet sømand, som utallige gange har krydset det farlige Okhotske Hav og sejlet den ukendte strækning mellem Kamchatka og Japan, rammes af et så banalt uheld.

Men der er sket stor skade på kronens ejendom, og mange mennesker er omkommet, så der skal findes en skyldig. Admiralitetskollegiet nedsætter en kommission i Arkhangelsk, som skal foretage undersøgelsen. Spangsberg skal aflevere sin kårde og holdes i husarrest. I januar 1750 afgiver Spangsberg sin erklæring, hvori han fastslår, at evt. fejl, som måtte være begået, må tilskrives lodserne og havnekaptajnen. Den 17. marts afsiger kommissionen sin dom, der placerer ansvaret på Spangsberg og hans officerer. Spangsberg skal "på livstid forvises til galejerne". Dommen skal dog godkendes af Admiralitetskollegiet, hvorfor Spangsberg i april måned bliver overført til St. Petersborg, hvor han kommer under bevogtning i sin lejlighed. Admiralitetskollegiet kommer på et møde i oktober måned til den opfattelse, at den foretagne undersøgelse har været for dårlig. Admiralitetskollegiet beder den engelskfødte kontreadmiral Jim Kennedy, som er indtrådt i russisk tjeneste i 1714, om at give sin vurdering. I en skrivelse af 27. april 1752 giver han sin opfattelse, som fuldstændig frikender Spangsberg. Kennedy, som selv flere gange har passeret den lumske revle, udtaler "Derfor erklærer jeg med min rene samvittighed overfor Gud og hele verden, at kaptajn Spangsberg og hans officerer er uskyldige i dette skibs vanskæbne." Den 16. november 1752 afsiger Admiralitetskollegiet sin kendelse, som frifinder Spangsberg "eftersom modvind ramte dette skib ved selve Guds vilje". Den 15. december beordrer kejserinde Elisabeth, at Spangsberg skal kaldes for kollegiet, have tilbagegivet sin kårde og vende tilbage til tjeneste.

Denne sag samt klager over Spangsberg i forbindelse med Kamchatka-ekspeditionerne medfører, at han aldrig bliver forfremmet fra kaptajn af 1. grad til kommandørkaptajn. Admiralitetskollegiet indstiller derimod, at Spangsberg bliver afskediget, men den fornødne kejserlige forordning kommer aldrig. Formentlig har kronen valgt at skåne den mand, som har ydet Rusland så store tjenester.

Hvis du vil læse mere om denne vores store landsmand, kan jeg varmt anbefale denne bog: Tatjana Sergejevna Fjodorova, Birgit Leick Lampe, Sigurd Rambusch og Tage Sørensen: Martin Spangsberg, en dansk opdagelsesrejsende i russisk tjeneste, Rosendahls Forlag, Esbjerg, 1999.

Hvis du har lyst til at læse om Berings eftermæle samt erfare, hvad der skete med hans døde legeme sidenhen, så klik her.