Siden min barndom har Heinrich Schliemann været en af mine store helte, den fattige bondedreng, som forlader sin barndomsby og tager ud for at gøre sin lykke, bliver en stor forretningsmand i Rusland, opretter en bank i Amerika under den store guldfeber, tjener en formue, så han allerede som 40-årig kan hellige sig sit live store interesse: lokalisering og udgravning af de antikke byer og paladser i Troja og Mykene. Og som undervejs på egen hånd tilegner sig 15-20 fremmedsprog.
Mine kilder har primært været disse to:
• "På opdagelse i antikkens Grækenland, Heinrich Schliemanns eventyrlige liv", Franz Georg Brutsgi, oversat fra "Weltfahrt nach Troja", 1958. Jeg har haft denne letlæste bog, som er skrevet som en roman, siden min drengetid.
• "The Lost Treasures of Troy af", Caroline Moorehead, London, Weidenfeld and Nicolson, 1994. En gave fra min canadiske svigerdatter Janet. En forrygende beretning om hvorledes det gik med Schliemanns skatte efter 2. verdenskrig, hvor russerne bortførte den.
Jeg har også studeret "Heinrich, Heinrich Schliemann's Selbstbiographie" (færdiggjort af Sophia Schliemann), Leipzig, 1892, som Heidelberg Universitet har digitaliseret og lagt på nettet.
Allerede mens Schliemann levede, var der megen kritik både af hans arbejdsmetoder og hans sandfærdighed. Jeg har valgt først at beskrive Schliemanns liv og bedrifter, nogenlunde som de foreligger fra hans egen hånd, og samlet kritikpunkter på den sidste side.
Heinrich Schliemann [Johann Ludwig Heinrich Julius Schliemann] er født den 6. januar 1822 i den lille by Neubukow i Mecklenburg-Schwerin i Tyskland som det femte af ni børn af en protestantisk præst Ernst Schliemann og hans hustru Luise Therese Sophie Schliemann. Han havde flere søskende. Inden Schliemann var et år gammelt, flyttede familien til i Ankershagen, hvor han tilbragte sine barndomsdage med at strejfe omkring i naturen med sin broder Ludwig og sin barndomsveninde Minna Meinecke. I hans barndomshjem er siden indrettet "Heinrich Schliemann Museum". Mange timer tilbragte han i landsbyskrædderen Peter Wøllerts stue, hvor skrædderen fortalte skrækindjagende, men også betagende historier. Moderen døde i barselsseng, da Schliemann var ni år gammel. Inden moderens død havde faderen haft et forhold til tjenestepigen Sophie Schwarz, som han overøste med gaver. Snakken gik selvfølgelig i den lille landsby, og da der også opstod mistanke om uregelmæssigheder med hans anvendelse af kirkens midler, blev der rejst en disciplinærsag mod faderen. Denne sag varede fra 1832 til 1837. Faderen blev frikendt for underslæb, men måtte forlade sin stilling på grund af "usædelige opførsel". Schlieman blev sendt til sin onkel Friedrich Schliemann i Kalkhorst, hvor han gik i skole, og faderen betalte for hans skolegang. Skønt Schliemann senere påstod, at han ikke fik megen uddannelse som barn, var han dog som 11-årig i stand til at skrive en stil om Odysseus og Agamemnon på latin, mens han gik på gymnasiet i Neustrelitz. Desværre var faderen snart ude af stand til at betale hans skolepenge, så Schilemann måtte forlade gymnasiet efter kun tre måneder og vende tilbage til realskolen. Hele livet udtrykte han stor bitterhed over den boglige uddannelse, han følte sig snydt for i sin ungdom, ligesom han følte, at hans fader var skyld i moderens død.
Schliemann har selv erklæret, at hans glubende interesse for historie var startet som dreng, hvor faderen ofte havde fortalt ham om de homeriske heltes kampe ved Troja, en kamp, som efter 10 års kamp endte med nedbrænding og ødelæggelse af det mægtige Troja. Hvis du vil genopfriske dit kendskab til Iliaden, har jeg genfortalt denne fantastiske historie her. Interessen for antikkens verden steg yderligere, da han kort før sin 8-års fødselsdag af sin fader fik en illustreret verdenshistorie i julegave, Weltgeschichte für Kinder af Georg Ludwig Jerrer. Heri var der tegninger af kampene ved Troja, og han skulle som 8-årig have erklæret, at han en dag ville rejse til Grækenland og finde Troja og alle dets skatte.
14 år gammel kom Schliemann i lære hos en købmand i den lille naboby Fürstenberg; her var han i fem år. Arbejdsdagen begyndte kl fem om morgenen og varede ofte til kl 11 om aftenen. I den tid læste han som en gal i sin fritid. En dag dukkede en fordrukken møllersvend, Hermann Niederhöffer op i forretningen, og til Schliemanns begejstring kunne møllersvenden, som var falleret klassisk student, recitere flere hundrede vers fra Iliaden på græsk. Det krævede kun en enkelt snaps at få ham til at gentage forestillingen. Skønt han ikke forstod en lyd af versene, blev Schliemann forelsket i det melodiøse græske sprog, som han siden skulle komme til at mestre. I 1841 måtte han imidlertid forlade lærepladsen på grund af helbredsmæssige problemer, da han begyndte at spytte blod. I sin selvbiografi forklarer Schliemann dette med, at han havde været nødt til at løfte meget tunge tønder på jobbet. Efter sin afsked lærte Schliemann dobbelt bogholderi i Rostock. Herefter besluttede han som 19-årig at søge sin lykke i udlandet og tog til Hamborg. På grund af sin svage konstitution lykkedes det ham ikke at finde beskæftigelse, og han tog hyre som skibsdreng på den lille brig "Dorothea" med destination mod Venezuela. Den 28. november 1841 forlod skibet Hamborg med kurs mod Amsterdam, en tur som med god vind kunne klares på tre dage. Natten mellem den 11. og 12. december løb skibet på et rev under en voldsom storm og forliste. Efter ni timer i en jolle blev besætningen, heriblandt Schliemann skyllet op på den hollandske ø Texel. Her fik han hjælp af en lokal familie, og blev indlagt på et hospital. Mens han lå der, skrev han til en bekendt af familien, skibsmægler Wendt i Hamborg og bad om hjælp. Wendt havde nogle venner på besøg og foranstaltede en indsamling blandt dem, og kort efter modtog Schliemann 240 gylden. I stedet for at tage hjem fortsatte Schliemann til Amsterdam for at undersøge mulighederne der.
Efter anbefalinger fra den prøjsiske generalkonsul fik Schliemann ansættelse som kontorelev ved F.C. Quien. Han skriver selv, at stillingen ikke var særligt krævende og gav ham god tid til at dyrke sin forsømte uddannelse. Han anvendte halvdelen af sin beskedne gage (knap 400 gylden om året) på undervisning, og den anden halvdel på at opretholde livet "i et usselt kvistkammer uden kakkelovn, hvor jeg rystede af kulde om vinteren og om sommeren var ved at gå til af varme." I første omgang studerede han kaligrafi for at få en god håndskrift. Derefter gik han i gang med at lære sig selv fremmedsprog efter en metode, som han selv opfandt. Denne bestod i højtlæsning af avisartikler eller bøger i mindst en time om dagen for sig selv. Derefter udarbejdede han en liste over dagens nye begreber. Denne liste blev gennemgået af en sproglærer, og rettelser fra den foregående dags liste blev lært udenad. Jeg ved ikke, hvor anvendelig denne metode er i al almindelighed, men på mindre end et halvt år havde Schliemann lært engelsk. Udover et udviklet sprogøre kræves formentlig også en jernvilje, men som det vil fremgå, var Schliemann i besiddelse af begge dele. Derefter kastede Schliemann sig over det franske sprog, som han også snart mestrede, hvorefter han fortsatte med italiensk, spansk og portugisisk. For at klare sig i Amsterdam lærte han selvfølglig også hollandsk. Med denne simple metode skulle Schliemann gennem livet lære sig selv 15-20 sprog.
På anbefaling af tyske venner fik Schliemann den 1. marts 1844 ansættelse som korrespondent og bogholder ved det ansete handelsfirma B.H. Schröder & Co. i Amsterdam. Det viste sig snart, at Schliemann havde de egenskaber, der skal til for at skabe en god forretningsmand. Han var intelligent, flittig og havde en fortrinlig sans for detaljer. Han fik en klækkelig lønforhøjelse, men havde stadig tid til ved siden af arbejdet at udvide sine sprogkendskaber. Hans næste valg faldt på russisk, dels fordi der stort set ikke var nogen mennesker i Amsterdam, som talte russisk, dels fordi det ville være til stor nytte i hans arbejde. Schliemanns system var nu så indarbejdet, at han lærte russisk på seks uger. Det var muligt at købe russiske bøger i Amsterdam, men umuligt at finde en russisktalende lærer. Det endte med, at Schliemann ansatte en stakkels jøde til to timer hver aften at høre på hans russiske deklamationer, skønt han ikke forstod en stavelse deraf. Husets øvrige beboere var ikke glade for denne højtlæsning, og Schliemann måtte flytte to gange i den periode. Firmaet var så tilfreds med Schliemanns evner og indsats, at han i 1846 blev udsendt som firmaets generalagent i St. Petersborg.
Schliemann var agent for Schröder & Co. i St. Petersborg i næsten 11 år. Samtidig hermed var han agent for flere andre firmaer, ligesom han snart startede egen handelsvirksomhed. Denne importerede bl.a. indigo farvestof. Der var på den tid ingen kemiske alternativer til denne plantefarve, hvorfor der var en betydelig efterspørgsel og en god indtjening på denne vare. Schliemann udvidede dog sortimentet med te, kaffe, olivenolie, bomuld, papir, diamanter, chilesalpeter mv. Allerede i begyndelsen af 1847 blev Schliemann optaget i sammenslutningen af storkøbmænd i St. Petersborg.
Schliemann adskilte sig på flere måder fra de øvrige købmænd i byen. For det første tog han sig personligt af alle salgsopgaver i stedet for at overlade dem til en af de ansatte. Men han overvågede også personligt indkøbene på de store auktioner i Amsterdam, London og Paris, så ofte han kunne. I krisesituationer tog han sig også selv af transportopgaverne, som fx under Krimkrigen. Da han i oktober 1851 i Sacramento, Californien blev ramt af gul feber, blev han ikke på sit hotelværelse eller lod sig indlægge. I stedet stillede han sin seng op på kontoret, så han kunne holde øje med tingene. Endelig udviklede han en uhørt hensynsløshed i forretningssager. Disse egenskaber gjorde, at hans personlige formue blev mangedoblet. Under krimkrigen (1853-1856) brød han flere gange den russiske blokade og importerede krigsvigtige varer, hvilket de øvrige købmænd veg tilbage for. Fra 1860-1861 under den amerikanske borgerkrig opnåede han store fortjenester i bomuld, mens sydstaternes havne var blokerede. Trods denne tilsyneladende frygtløshed i forretninger handlede han altid ud fra kalkulerede risici. Da han fx fik nys om, at den russiske regering ville udgive en ny civilretlig lovbog, opkøbte Schliemann et stort oplag af særlig godt papir og solgte det på et passende tidspunkt.
Skønt Schliemann på mange måder betragtede Rusland som sit nye fædreland, besluttede han i december 1850 at likvidere sine forretninger i St. Petersborg og tage til USA. I sin dagbog anfører han som begrundelse, at hans yngre broder Ludwig, som i 1848 var udvandret til USA, var død af tyfus i Californien.
Schliemann har muligvis også haft andre motiver til at bryde op fra St. Petersborg. Skønt han havde stor succes i erhvervslivet, havde han ikke fundet lykke i sit privatliv. Allerede i det første år i St. Petersborg, hvor han var i stand til at forsørge en kone, havde han gjort foranstaltninger til at blive gift med sin barndomsveninde Minna. Gennem en ven i Neustrelitz anmodede han om Minnas hånd - blot for at erfare, at hun allerede var blevet gift. Denne nyhed ramte ham hårdt. "Denne skuffelse regnede jeg dengang for det største slag, der kunne have ramt mig, og i et stykke tid var jeg ganske ude af stand til at arbejde og måtte holde sengen.". De havde ikke set hinanden i 14 år. Efter nogen tid begav han sig i tre tilfælde ud på frierfødder i St. Petersborg, men i alle tre tilfælde bristede hans forhåbninger. Schliemann rejste rundt til de europæiske hovedstæder, Paris, Berlin og London. Han boede altid på de bedste hoteller - men på de billigste værelser. Når han var i London, tog han gerne nogle timer fri for at gå på British Museum for især at sudere den egyptiske samling. (Den er også mere end ét besøg værd.).
I 1850 erfarede Schliemann, at hans broder Ludwig er død i Sacramento i USA, og han beslutter at tage dertil for at ordne broderens bo. Måske kunne han også i USA finde en kvinde st dele sine rigdomme og livet med? Måske var Schliemann også ramt af den guldfeber, som havde ramt Californien?
Rejsen, som begyndte den 10. december 1850, var anstrengende og turbulent, men allerede den 10. januar 1851 kom den til en foreløbig afslutning, da begge skibets motorer brød sammen midt ude på Atlanten. Ved hjælp af sammenrimpede sejl lykkedes det at bringe skibet ind til den irske kyst. Upåvirket af disse erfaringer sejlede Schliemann afsted den 1. februar 1851 mod USA. Efter et par dages ophold i New York, hvor han snakkede forretninger med nogle kontaktpersoner, fortsatte Schliemann rejsen med tog til Florida. Herfra fortsatte han med skib til landtangen ved Panama, som blev passeretd dels til fods gennem bjergene, dels i de indfødtes både. Med damper langs kysten nåede han den 2. april 1851 frem til Golden Gate i San Francisco. Han undrede sig over den driftige by med dens 40.000 indbyggere. Blot 18 måneder tidligere havde der blot ligget enkelte træhuse.
Et par dage senere fortsatte Schliemann til Sacramento, hans bestemmelsessted. Her opsøgte han sin broders grav og gav bedemanden 50 dollars til en smuk gravsten med inskription. Derefter vendte han sig mod den rå guldgraverbys forretningsliv. I juli 1951 havde Schliemann fundet sit forretningsområde: han ville oprette en bank i Sacramento. Han fik kontakt til huset Rothschild, som havde en bank i San Francisco. Schliemanns bank købte guldstøv af guldgraverne og solgte amerikansk og europæisk valuta. Allerede den 1. september samme år beskæftigede han tre personer i banken, som holdt åbent fra kl seks om morgenen til kl 10 om aftenen. Og forretningen gik strygende, og på mindre end et år har Schliemann fordoblet den formue, han havde medbragt fra Rusland. På trods af denne succes beslutter han at vende tilbage til "sit elskede Rusland, sit fortryllende St. Petersborg""
Det afgørende motiv for dette skridt var formentlig, at Schliemann fik helbredsmæssige problemer. Den 4. oktober 1851 fik han høj feber, og lægen behandlede ham med kinin og en kviksølvforbindelse. Lægen advarede Schliemann om, at han formentlig ikke ville overleve endnu et udbrud, men til trods herfor overlevede han to tilbagefald, men han flyttede straks fra det yderst sundhedsskadelige miljø i guldgraverbyen. Endnu en bevæggrund til at rykke teltpælene i USA op var, at Schliemann vurderede, at opdagelsen af nye guldminer ville presse guldprisen. Efter at have overdraget sin forretning til Rothschild tog han den 7. april 1852 et skib til Europa. Hjemturen var ikke alene møjsommelig, men også farlig, idet hjemvendende guldgravere var oplagte mål for tyveknægte. Ved ankomsten til Panama blev mange passagerer brutalt berøvet deres værdier. Schliemann satte sig oven på sin bagage med en pistol i hånden, og han truede med at skyde enhver, som nærmede sig hans oppakning. Da de kom over på Atlanterhavskysten, var damperen til New York imidlertid afsejlet, og de måtte tilbringe to uger med dårlig føde, blandt slanger, moskitoer og skorpioner. Den 8. maj kom endelig en damper, som bragte selskabet til New York. På trods af de mange strabadser fortsatte Schliemann sin rejse allerede næste dag. Først da han kom til Liverpool, kom han under behandling af en læge. Tre dage senere fortsatte han til Paris. På tilbagevejen til St. Petersborg aflagde han besøg i sit barndomshjem i Mecklenburg, det første besøg efter mere end 20 år. Schliemann besøgte de kendte steder fra barndommen, men besøget varede dog kun nogle få timer.
Tilbagekomsten til St. Petersborg den 23. juli 1852 markerede et vendepunkt både forretningsmæssigt og privat. Hans forretningsforbindelser tog godt imod ham, og Schliemann etablerede sig straks som selvstændig købmand og åbnede en filial i Moskva. Kvindernes interesse for den tilbagevendte, velhavende ungkarl steg betydeligt. Schliemann aflagde besøg hos Ekaterina Lyshin (1826-1892), som havde forsmået ham nogle år forinden, og hun modtog ham med stor venlighed. Allerede i oktober samme år giftede han sig med Ekaterina Lyshin. Desværre blev Heinrich skuffet over Ekaterina, som forblev fjern og nægtede at have noget med ham at gøre. Schliemann begravede sig i arbejdet og investerede yderligere i indigo-markedet, som han snart kontrollerede. Han tjente flere penge end nogensinde før, og - måske derfor - opgav Ekaterina sin kølige opførsel overfor ham og fødte i 1855 sønnen Sergej. De fik med tiden tre børn: Sergej (1855-1941), Natalia (1858-1868) og Nadeshda (1861-1935), men det kunne ikke skjules, at parret overhovedet ingen fælles interesser havde. Ekaterina, som ikke havde bragt nogen midler med ind i ægteskabet, var tilsyneladende alene ude på at opnå materiel sikkerhed. Hun interesserede sig ikke for hans forretning, delte ikke hans lyst til at rejse og slet ikke hans lidenskab for fremmede sprog, og hans besættelse af antikken havde hun kun foragt til overs for. Schliemann kompenserede med at fordybe sig endnu mere i arbejdet, og i 1858 kunne han fastslå, at han nu havde tjent tilstrækkeligt til for stedse at forlade forretningsverdenen. Schliemann var da kun 46 år gammel.
Han drømte om at fordybe sig i sin passion for sprog og evt. slå sig ned i en universitetsby som Bonn og omgås lærde professorer. Ekaterina forklarede, at hun ingen planer havde om at forlade St. Petersborg, og hvis han gjorde det, ville det blive uden deres tre børn. Schliemann accepterede at blive i St. Petersborg og kastede sig igen over sine sprogstudier. Under lærerne Nikolaos Pappadakes og Theokletos Vimpos lærte han græsk (på seks uger) og oldgræsk (på tre måneder). Theokletos Vimpos, som blev ærkebiskop i Athen, skulle ti år senere komme til at spille en afgørende rolle i Schliemanns liv. I sommeren 1858 genoptog han studiet af latin, og efter at have lært både græsk og oldgræsk forekom det ham ikke svært. Studiet af de antikke sprog fremkaldte et stærkt ønske hos Schliemann om "...at besøge min elskede Homers fædreland, især nu, da jeg taler det græske sprog lige så godt som det tyske."
I november 1858 flygtede han fra de hjemlige problemer og gennemførte en rejse til Sverige, Danmark, Tyskland, Italien og Egypten (hvor han i parentes bemærket benyttede lejligheden til at lære arabisk). Efter at have besøgt de tre katarakter (strømhvirvler i det sydlige Egypten og Nubien), rejste han til Cairo, hvor han gennem ørkenen tog til Petra i Jordan, gennem hele Syrien og i sommeren 1859 til Smyrna (idag Izmir i Tyrkiet). Det fortælles, at Schliemann på denne rejse tog til den (for vantro) forbudte by Mekka forklædt som araber, og at han i den anledning lod sig omskære. Herefter ville han fortsætte til den græske ø Ithaka (hvor hans homeriske helt Odysseus havde haft sit kongerige), men han blev overfaldet af et voldsomt feberanfald og måtte vende tilbage til St. Petersborg. Her var en forretningsforbindelse, som skyldte Schliemann store summer, gået konkurs, og der gik flere år med processer, inden Schliemann fik sit udestående hjem. Han havde stadig held med sine forretninger og tjente store penge på den amerikanske borgerkrig 1860-1861. Ved udgangen af 1863 havde han nu en enorm formue, som oversteg alt, hvad han havde drømt om. Og nu forlod Schliemann endelig det travle og anstrengende forretningsliv, som også var en trussel mod hans helbred. Ekaterina trak sig tilbage fra det ægteskabelige liv og afslog at tage med på en større jordomrejse.
Schliemann rejste de næste to år omkring i verden i et tempo, som gør én forpustet bare ved tanken herom, men strabadserne syntes ikke at genere hans helbred. Han rejste til Tunis for at se ruinerne af Karthago og fortsatte til Egypten og Indien. Her besøgte han Ceylon, Adras, Calcutta, Benares, Agra, Delhi og Himalaya bjergene. Videre til Singapore, Java, Saigon, Kina: Hong Kong, Canton, Shanghai, Beijing (med den kinesiske mur). Så til Japan og over Stillehavet til San Francisco. Under den 50 dage lange sejltur skrev han sin første bog, "La Chine et le Japon". Fra San Francisco rejste han rundt i det østlige USA for også at aflægge besøg i Havanna og Mexico City. På sine rejser var Schliemann altid glødende optaget af disse to emner: den nye teknologiske udvikling og kunst og kultur, først i museer, siden i arkæologiske udgravninger. Schliemann fortæller i sin biografi, at han under sit ophold i USA uanmeldt besøgte den amerikanske præsident Millard Fillmore og samtalede med ham. Dette er efterfølgende blevet bestridt af historikere.
Nu besluttede den kundskabstørstende Schliemann at indhente sin manglende skolegang, og den 1. februar 1866 immatrikulerede han på det ærværdige Sorbonne, 44 år gammel og mangemillionær. Han havde svært ved at vælge studieretning, og fulgte forskellige forelæsninger indenfor sprog og litteratur samt græsk filosofi og egyptologi. I den periode skrev han flere gange til sin hustru og bad hende om at optage samlivet, men uden held. Efter seks måneder krævede hans investeringer igen hans opmærksomhed. Udover investering i fast ejendom i Dresden og Paris havde Schliemann placeret en stor del af sin formue i amerikanske statslånspapirer, men som følge af konjunkturnedgang i den amerikanske økonomi efter borgerkrigen fandt Schliemann det nødvendigt at tage til USA og følge udviklingen og træffe de nødvendige foranstaltninger. Fra sommeren 1866 til begyndelsen af 1868 boede han i USA og Cuba, inden han vendte tilbage til Paris.
De teoretiske studier ved Sorbonne passede ikke rigtigt til hans iltre temperament, og allerede efter få måneder brød han op (af) for at tage til Italien (Sicilien) og først og fremmest Grækenland for at følge spor fra antikken. På denne rejse gik det op for Schliemann, hvad han ville anvende resten af sit liv og sin formue på. Med Homers "Iliaden" og "Odysseen" i hånden forsøgte han at finde de byer og steder, hvor de dramatiske begivenheder havde udspillet sig i menneskehedens gloriøse fortid. Sådanne steder fandt han på Korfu, Ithaka og på Athos bjerget. Han engagerede arbejdere og lod foretage mindre udgravninger. Den græske halvø Peloponnes var næste mål for hans aktivitet. Undervejs gik det op for Schliemann, at vigtige, arkæologiske opdagelser først og fremmest opnås ved grundige, velplanlagte og godt styrede udgravninger. Hans energi og foretagsomhed nåede nye højder på denne rejse.
Schliemann viede resten af sit liv til arkæologien.
På Schliemanns tid var de lærdes viden om den græske (hellenske) kultur meget mangelfuld og ofte misvisende. Historiebøgerne begyndte med at fastslå, at det var de gamle romere, som havde døbt området Grækenland, at det tidligere hed Hellas og omfattede adskillige (omkring 35) bystater: Attika, Arkadien, Athen, Sparta, Theben Mykene, Boetien osv., og at betegnelsen Hellas også omfattede de bosættelser( kolonier), de havde oprettet i Nordafrika, i Lilleasien, ved Sortehavet, på Sicilien mv. Det var også kendt, at hellerne ikke var den oprindelige befolkning, men at disse var indvandret og havde undertrykt "de barbariske stammer", hvis medlemmer levede som en klasse af slaver, mens hellenerne udgjorde et militært aristokrati. Den periode, som lå mellem hellenernes første beboelser og indtagelsen af Troja, kaldes ofte "den heroiske tid" eller "den homeriske tid", og den er beskrevet i Homers store episke værker Iliaden og Odysseen. Flertallet blandt de lærde opfattede imidlertid disse to værker som myter og sagn fra en ukendt, tåget fortid - uden rod i virkeligheden. Men for Schliemann var disse beretninger virkelighed og Homer formentlig et sandhedsvidne, som havde nedskrevet disse magiske fortællinger.
Schliemann skilte sig fuldstændig af med sine forretninger, fast besluttet på at løse en af arkæologiens store gåder: "Havde det Troja, som Homer skildrede så levende i Iliaden, eksisteret i virkeligheden, eller var det bare en af antikkens mange myter?. Den 8. august 1868 gik Schliemann i land ved Dardanellerne, fast besluttet på at finde den mægtige by Troja. Efter et kort visit hos den russiske konsul, fandt han en fører, som kunne tale græsk og kendte egnen. Schliemann kommanderede ham til at tage til Burnabaschi. Schliemann var langt fra den første, som havde søgt efter Troja. De få lærde, som troede på Trojas eksistens, anså højsletten overfor landsbyen Burnabaschi som den mest oplagte mulighed. Allerede i slutningen af 1700-tallet havde den franske arkæolog Lechevalier påstået, at han havde fundet en varm og en kold kilde, som Homer havde skildret i Iliadens 22. sang, hvor Akilles forfølger Hektor omkring Troja, inden han dræber ham (Wilsters oversættelse):
"Videre kom de forbi to klarthenrindende Vandløb,
Kilderne, hvorfra Skamandros, den hvirvlende Flod har sit Udspring.
En af Kildernes Vand er varmt, og op af dens Bølger
Stiger, som Røgen af Ild, en Damp, der breder sig trindt den;
Kold derimod er den anden, selv midt i Sommerens Hede,
Ligesom Hagel og Snee, eller Vand, som Frosten har styrknet.
...Saaledes paa ilende fod løb de rundt om Kong Priamos' Fæstning,
tre gange rundt..."
Med Iliaden i hånden vurderede Schliemann, om de geografiske forhold svarede til dem, som Homer havde beskrevet i Iliaden. Schliemann ophørte aldrig med at tro på, at Homer havde skrevet den skinbarlige sandhed. Ved nærmere eftertanke havde Schliemann svært ved at se, hvorledes den rapfodede Akilles havde kunnet forfølge Hektor omkring murene på denne bakke. Afstanden fra Burnabaschi til stranden var også for lang i forhold til Homers beskrivelse. Og alle de kilder, som Schliemann fandt, havde samme temperatur, ca 17 grader. Schliemann hentede nogle tyrkiske arbejdere i landsbyen og lod dem grave omkring 30 forskellige steder i højen uden at finde tegn på tidligere beboelser, hverken ruiner eller potteskår. Det, som slog hovedet på sømmet for Schliemann var dog, at man ikke fra Burnabaschi kunne se Ida-bjerget, hvorfra Zeus ifølge Homer havde kunnet overskue byen Troja. Schliemann var nu overbevist om, at Burnabaschi ikke var Troja.
Schliemann rettede nu blikket mod Hissarlik (eller Hisarlik) højen, som lå otte km sydligere på den sidste udløber af Ida forbjerget. Højen, som er omkring 50-60 meter høj, ligger omkring fire km fra kysten ved Dardanellerne, hvilket passede fint med Homers angivelse af, at kong Agamemnon fra de græske skibe havde kunnet se Troja brænde. Schliemann aflagde straks besøg hos englænderen Frank Calvert, den amerikanske vicekonsul over Dardanellerne, som i sin fritid var en passioneret amatørarkæolog. I 1847 havde Franks broder, Frederick købt en farm på mere end 2.000 hektar., og omkring halvdelen af Hissarlik højen lå på farmens jord. Omkring 1860 havde Frank Calvert foretagt udgravninger på stedet og havde offentliggjort sine resultater i London i 1865. Calvert delte Schliemanns opfattelse af Homer som et sandhedsvidne, og var ikke utilbøjelig til at mene, at Troja havde ligget på Hissarlik. Calvert havde held opfordret British Museum til at komme og grave på Troja, men museet havde afslået tilbuddet. Calvert var meget fornøjet over Schliemanns glødende entusiasme. Schliemann spurgte, om der i nærheden af Hissarlik var en varm og en kold kilde, og Calvert svarede, at alene i de få år, han havde boet ved Hissarlik, var der hvert år opstået og forsvundet kilder. Calvert gjorde dog Schliemann opmærksom på, at de fleste fagarkæologer var af den opfattelse, at Troja blot var en sagnby. Dette ophidsede Schliemann, som mindede ham om, at perserkongen Xerxes på sit felttog mod grækerne 480 fvt. havde besøgt Priamos' borg (Priamos var konge af Troja og fader til bl.a. Hektor og prins Paris) og ofret 1000 stykker hornkvæg til den trojanske Athene. Og havde ikke Alexander den Store, som døde 323 fvt., ladet sine våben indvi i Ilions tempel og ofret ved Akilles og Patroklos' grav? (Ilion er byen Trojas hellige navn.) Og endelig havde den romerske kejser Konstantin den Store i det fjerde århundrede overvejet at gøre Ilion (Troja) til romerrigets hovedstad. Schliemann fortalte, at han havde i sinde at fremskaffe sikre beviser for, at Troja havde eksisteret, og det ville han gøre med spaden.
Calvert, der, som nævnt som var blevet grebet af Schliemanns ildhu, lovede at hjælpe ham på enhver måde, men han gjorde Schliemann opmærksom på, at han kun ejede halvdelen af Hissarlik, den anden halvdel tilhørte to tyrkere fra landsbyen, og de ville sikkert skrue prisen for at tillade gravning op, når de hørte om Schliemanns hensigter. Schliemann bemærkede, at så måtte han hellere lære tyrkisk for at blive i stand til at forhandle med dem uden tolk. Sådan!. Schliemann vendte tilbage til Paris for at afvente svar fra den tyrkiske regering om en gravetilladelse. Herfra bombarderede han Calvert med breve med utallige spørgsmål: "Hvor mange arbejdere skulle han ansætte?", "Skulle han foretrække tyrkere frem for grækere?", "Hvad ville omkostningerne til gravearbejdet løbe op i?" og "Hvilken slags hat skulle Schliemann bære under udgravningerne?".
Tilbage i Paris skrev Schliemann i efteråret 1868 i løbet af kun tre måneder værket "Ithaka, Peloponnes og Troja" - både på tysk, fransk og engelsk, hvori han meddelte offentligheden om sin nyvyndte erkendelse. Bogen, som mange fandt amatøragtig, fik ikke noget stort publikum, og den videnskabelige verden reagerede med foragt og nedladenhed. Kritik og modstand tog dog ikke modet fra Schliemann, som ansporede ham i stedet til kamp. Han sendte et eksemplar til sin hjemstavns universitet i Rostock, som til hans glæde udnævnte ham til æresdoktor.
Næste skridt var at få styr på sit ulykkelige privatliv og opnå skilsmisse fra Ekaterina. Han mente, at han lettest kunne opnå det i USA, hvorfor han tog derover og ansøgte om amerikansk statsborgerskab, hvilket han ved venners hjælp opnåede på et par dage. Hans mange millioner har formentlig også lettet sagsbehandlingen. Den 30. juni 1869 opnåede han skilsmisse.
Nu gjaldt det om at få en ny hustru, som ville dele hans brændende interesse for arkæologien. Han betroede sin gamle græsklærer, Theokletos Vimpos, som nu var ærkebiskop i Athen, at finde den rette kvinde, og skriver i et brev:
"... Derfor beder jeg Dem med Deres svar sende mig et billede af en smuk græsk kvinde ... jeg bønfalder Dem. Find til mig en kvinde af samme engleagtige karakter som Deres gifte søster. Hun skal være fattig, men må have en god uddannelse; hun skal være begejstret for Homer og for tanken om mit elskede Grækenlands genfødelse. Om hun kan fremmede sprog eller ej betyder ingenting. Men hun skal være af græsk type, sorthåret og skal helst være smuk. Men mit første krav er et mildt og kærligt sind ...". Jeg kan forestille mig, at den græske biskop har været noget overrasket over at modtage et sådant brev fra den 46-årige millionær.
Vimpos sendte Schliemann billeder af flere unge piger, som opfyldte kravene. Schliemann udvalgte billedet af en 17-årig pige, Sophia Engastromenos, som var slægtning til ærkebiskoppen og besluttede at mødes med hende og hendes familie. Under besøget udspurgte han hende omhyggeligt, og spørgsmålet om, hvorvidt hun ville synes om at tage med på længere rejser, besvarede hun bekræftende. Efter at have svaret korrekt på et historisk spørgsmål, fik Schliemann hende til at recitere nogle passager fra Homer udenad. Sophia bestod denne besynderlige eksamen, og den 23. september 1869 blev Heinrich og Sophia viet i Athen af Theokletos Vimpos. Deres ægteskab, som skulle komme til at vare 21 år, var på trods af (på grund af?) disse lidt besynderlige omstændigheder ved dets indgåelse meget vellykket, og af deres brevveksling fremgår, at de lkom til at elske og respektere hinanden. Det er deres to børn, Andromache og Agamemnon måske også en slags bevis for. Sophia (betyder visdom på græsk) deltog i Schliemanns feltarbejde og hjalp ham med hans publikationer. Ved flere lejligheder var hun med sin diplomatiske personlighed i stand til at hjælpe Schliemann gennem vanskeligheder, som hans utålmodige og stejle sind påførte ham. Bryllupsrejsen gik til Paris, men efter fire uger fik den unge Sophia hjemve, og de måtte rejse tilbage til Athen. Schliemann indså, at de måtte have en mere varig bopæl i Athen, hvilket bekom ham vel. Sophia insisterede på, at børnene skulle døbes, hvilket Schliemann modstræbende accepterede. Men under ceremonien holdt han Iliaden hen over børnenes hoved og reciterede hundrede heksametervers.
Inden den ægteskabelige idyl var fuldkommen, måtte Schliemann punge ud med et betydeligt beløb til den tidligere fru Schliemann i St. Petersborg for at få hende til at anerkende den amerikanske skilsmisse.
I foråret 1870 tog Schliemann igen til Troja. Han havde ganske vist ikke fået svar på sin graveansøgning til de tyrkiske myndigheder, men som den utålmodige sjæl, han var, gik han den 9. april i gang med nogle prøveudgravninger. Han valgte at grave i vesthøjen, som vendte ud mod havet, da han formodede, at de mest imponerende bygninger havde været orienteret i den retning. (Han nævner ikke disse udgravninger i sin selvbiografi). Den første dag stødte han på fundamentet til en bygning, den anden dag med yderligere 11 arbejdere, afdækkede han hele bygningen, og fandt i grusbunkerne en mønt, som på den ene side havde et billede af Hektor og på den anden side inskriptionen "Hektor af Troja". Det gav selvfølgelig Schliemann blod på tanden. Den tredje dag begyndte han at grave to dybe og brede grøfter på tværs af højen fra øst til vest og fra nord til syd. Herved håbede han at få et overblik over den samlede bosætning, og efter få dage stødte han på nogle næsten to meter tykke mure i fem meters dybde. Det viste sig, at disse mure hvilede på endnu større murrester. Schliemann var naturligvis henrykt. Denne følelse deltes ikke af højens to ejere, som dukkede op og spurgte Schliemann om, hvad han foretog sig på deres jord.
Schliemann forklarede gennem en tolk, at han foretog videnskabelige udgravninger, og at resultaterne heraf ville være af umådelig betydning for Tyrkiet. Det gjorde ikke større indtryk på de to jordbundne tyrkere, som i første omgang sagde, at de ville anvende de store sten, som Achliemann havde blottet, til at bygge en lille bro over et vandløb. Efter nogle dage vendte de tilbage og bad Schliemann indstille gravearbejdet. De forlangte 100 pund i erstatning og insisterede på, at hullerne skulle fyldes op, så deres får igen kunne græsse på stedet. I ærgrelse rejste Schliemann tilbage til sit hjem i Athen. Han var klar over, at han blev nødt til at købe højen af ejerne for at kunne udføre gravearbejdet.
But Safvet Pasha bought the land for 600 francs on behalf of the ministry.
Fra Athen sendte Schliemann breve til indflydelsesrige personer i Tyskland, Frankrig og Grækenland. I et brev til Safvet Pasha, den tyrkiske kulturminister, forklarede han, at han ikke var en skattejæger, men blot ønskede at bevise for verden, at Troja lå på højen ved Hissarlik. Og til det formål behøvede han en udgravningstillade, "firman". Samtidig fik han Calvert til at forhandle med de to tyrkiske ejere, som indvilligede i at sælge højen til Schliemann for 1000 francs. Snart efter solgte ejerne imidlertid højen til den tyrkiske regering for kun 600 francs, og Schliemann blev, som man kunne forvente sig af en mand med hans temperament, rasende, men kunne intet stille op. Han tilbød Safvet Pasha, at han ville aflevere alle guld- og sølvskatte, han fandt, til ministeriet, ja han ville oven i købet betale det dobbelte af guldværdien for de gjorte fund. Men han ville ikke begynde at grave, hvis ikke han fik ejerskab til højen. Safvet Pasha afslog. Derefter ændrede Schliemann krav: Han krævede ikke længere ejerskab til højen, men forlangte halvdelen af fundene til sin egen samling til dækning af hans udgifter, mens den anden halvdel skulle gå til det tyrkiske museum. Med støtte fra den amerikanske ambassadør blev problemerne ryddet til side, og den 12. august 1871, mens Schliemann var i London, fik han den gravetilladelse, som han så brændende ønskede. Der var knyttet den betingelse til tilladelsen, at en tyrkisk embedsmand, som Schliemann selvfølgelig skulle aflønne af sin egen lomme, skulle kontrollere udgravningerne. Schliemann accepterede betingelserne.
Allerede måneden efter tog Schliemann til Hissarlik sammen med Sophia. Her lejede han en simpel hytte til sig selv og Sophia, og Calvert havde hyret en del lokale arbejdere og anskaffet de nødvendige redskaber. Men nu mødte Schliemann endnu en forhindring, idet den lokale guvernør forlangte udarbejdet et detaljeret kort over området, inden udgravningen kunne påbegyndes, og først efter at Schliemann havde aflagt besøg hos guvernøren, kunne arbejdet gå i gang. Det skete den 11. oktober 1871. Da det satte ind med voldsomt regnvejr, sendte han Sophia tilbage til Athen.
Opgaven, man stod overfor, var enorm. Højen, som formodedes at rumme resterne af kong Priamos' borg, lå i gennemsnit 24 meter over det omkringliggende plateau og faldt meget stejlt mod nord til ca otte meters højde. Området var ca 215 x 300 meter. Schliemann hyrede i første omgang otte grækere og otte tyrkere, herved sikrede han, at der kunne graven syv dage om ugen uanset søn- og helligdage. Dette tal voksede hurtigt, og allerede den anden dag var der 35 arbejdere og den tredje dag 74 arbejdere. Da gravearbejdet var kommet godt i gang, arbejdede der hver dag mellem 120 og 150 arbejdere under ledelse af Schliemann og to lokale opsynsmænd.
Schliemann antog, at kong Priamos' Troja befandt sig i det nederste (ældste) lag på højen, og han forberedte sig på at grave omkring 14 meter ned til urfjeldet. I første omgang ville han fritlægge det af Homer omtalte Athenetempel, som han formodede befandt sig midt på den højeste terrasse. Fæstningsmurene omkring borgen ville han søge ved højens fod. Gravearbejdet begyndte i det nordvestlige hjørne, hvor man med håndkraft, hakker og træskovle, med bærekurve og trillebører arbejdede sig længere og længere ned i bjerget. Materialet blev væltet ud over den stejle skrænt for at havne på sletten. Efterhånden nåede man 60 meter ind i højen.
Lige under overfladen fandt Schliemann som forventet sten med romerske indskrifter og mønter fra tiden mellem Augustus og Konstantin den Store. Det var for ham tegn på, at han var på rette vej. Men til hans forfærdelse fandt man i det næste lag værktøj og andre brugsgenstande, økser, knive, pilespidser mv. fra stenalderen. Det var ubegribeligt. Hvorledes kunne spor af menneskehedens ældste udviklingshistorie ligger højere end Troja, som var tusinder af år yngre? Arbejdet var besværligt, og Schliemann var personligt i gang i gravene fra kl seks om morgenen til kl seks om aftenen. Vejret blev koldere, og massive regnbyger gjorde gravene til rene mudderhuller. I et sjældent anfald af modløshed skrev Schliemann til sin hustru: "Det ser ud til, at Olympens guder for tid og evighed vil skjule sporene af Troja for menneskenes øjne... jeg vil endda være overordentlig tilfreds, hvis det bare lykkedes mig at trænge ind i det forhistoriske mørke og berige videnskaben med nogle blade i bogen om det store græske folks allerældste historie". Men snart voksede humøret igen. Den 6. november kom i syv meters dybde et lag til syne, som indeholdt smukt forarbejdede bronzeknive, spyd og stridsøkser, som utvivlsomt var fremstilet af et højt civiliseret folk. Schliemann genvandt snart sin tro på sig selv og på Homer, og da han i november måtte afslutte den første gravesæson, var han klar over, at udgravningerne af det hellige Troja ville tage flere år. I løbet af vinteren tog Schliemann på rejse til de mest fremtrædende arkæologer i Vesteuropa, fremlagde sine resultater og bad om råd for den kommende sæson.
På trods af elendigt vejr dukkede Schliemann op igen ved Hissarlik i marts måned året efter. Han ville udnyttede hele foråret, inden den ulidelige sommer gjorde gravearbejdet umuligt, dels pgs varme, dels på grund af det usunde klima, som herskede i de mange sumpområder. Dette fremkaldte flere gange alvorlige feberanfald hos Schliemann og hans arbejdere. Hver morgen uddelte Schliemann kinin til alle i lejren for at forebygge malaria. Schliemann lod bygge et træhytte øverst på Hissarlik til sig selv og Sophia. Hytten havde tre værelser og et køkken.
Schliemann havde dette år forberedt sig bedre ved at ansætte en bygningsingeniør samt to opsynsmænd, som havde arbejdet på jernbanen Athen-Piräus. Fra London havde han bestilt graveværktøj. Men den enorme opgave at skulle flytte 250.000 m3 jord- og sten medførte til stadighed arbejdsulykker som følge af nedfaldende/rullende sten. En dag styrtede en 10 meter høj væg sammen og begravede seks arbejdere. Ved et mirakel havde de alle overlevet og kun fået ubetydelige skrammer. Forholdet til arbejderne blev dårligere, og Schliemann syntes, at arbejdet gik for langsomt. Ikke alene insisterede arbejderne på at overholde deres bederegler, men 10-15 minuter af hver time blev spildt på tobaksrygning. Da Schliemann indførte rygeforbud, kom det til en mindre opstand, som Schliemann imidlertid vandt. Det irriterede også Schliemann, at arbejderne trods omhyggelig overvågning stjal mange af de værdifulde genstande, som blev fundet. Et af fundene, en sten med et ugleansigt klassificerede Schliemann straks som en trojansk udgave af gudinden Athene. Alle fund blev registreret af den tyrkiske embedsmand og gemt i en træhytte, som var indrettet til formålet.
Det siger sig selv, at denne udgravningsmetode, hvor alt, som lå over det trojanske lag, blot blev fjernet, er utilstedelig, og på den måde forsvandt mange værdifulde arkæologiske vidnesbyrd. Jeg vil nærmere behandle dette problem samt den kritik, som Schliemann pådrog sig.
Det var ikke ufarligt at bevæge sig eller opholde sig i dette område af Tyrkiet, hvor røvere lå på lur for at udplyndre rejsende. Schliemann anskaffede sig en livvagt bestående af 11 store gendarmer med en korporal i spidsen. Livvagten var inddelt i vagthold. En af vagtholdets opgaver var hver morgen at ledsage Schliemann på hans fire km lange ridetur til kysten ved Hellespont, hvor han uanset vejret tog et bad i havet. Denne vane fulgte Schliemann hele livet. Han var altid tilbage i Hissarlik senest kl fem, når arbejdet skulle begynde.
Sidst i maj gjorde Schliemann et betydeligt fund på Frank Calverts halvdel af Hissarlik højen: en marmorblok med et relief af solguden Phöbus Apollo ridende på sine fire heste. På trods af alle aftaler måtte Schliemann eje dette smukke hellenistiske relief. Frank Calvert kunne han nok holde skadesløs, men hvad med de tyrkiske myndigheder? Det endte med, at Schliemann smuglede relieffet til Grækenland i en sen nattetime uset af alle, og i mange år stod det i haven til Schliemanns hus i Athen. Måske ville denne "uregelmæssighed" være forblevet uopdaget, hvis ikke Schliemann havde haft et voldsomt behov for at få offentlig anerkendelse af sit arbejde. Han sendte derfor beretninger til flere aviser og lod udarbejde gipskopier af relieffet, kopier som blev foræret til forskellige museer. Hermed havde Schliemann nærmest selv bedt om problemer i den følgende gravesæson.
Endnu havde Schliemann desværre ikke kunnet præsentere beviser i form af de gigantiske (kyklopiske) mure, som havde omgivet Troja. Endelig i begyndelsen af august stødte man på en stor mur, der var fuget sammen af små, utilhuggede kampesten. Muren var 6 meter høj og 3½ meter bred på toppen, og den skrånede næsten 75 grader. Schliemann var sikker på, at han nu "bare" skulle fortsætte og afdække den trojanske ringmur. Man opdagede også et 12 meter højt tårn, og Schliemann var sikker på, at det var i dette tårn, at Andromache, Hektors hustru var steget op, da hun hørte at Trojanerne var ved at lide nederlag. Det skulle senere vise sig, at det ikke var et tårn, men en del af den dobbelte ringmur.
Forholdene ved Hissarlik blev værre og værre pga sommervarmen. Malariaen nedbrød arbejderne, og mange måtte tage bort. Udvalget af medicin var meget begrænset: kinin, amerikansk olie og kamillete. I midten af august vendte Sophia og Schliemann tilbage til Athen, fuldstændigt nedbrudte og afkræftede.
Schliemann havde ganske vist opnået berømmelse som den, der opdagede Troja, men desværre havde det ødelagt hans venskab med Frank Calvert, som offentligt bebrejdede Schliemann hans hensynsløse gravemetode. Han var formentlig også fornærmet over, at Schliemann havde taget hele æren for opdagelsen. Dette fjendskab kom særdeles ubelejligt, da Schliemanns forhold til de tyrkiske myndigheder som nævnt var blevet stærkt belastet af "tyveriet" af relieffet, og det krævede mange diplomatiske anstrengelser at få fornyet gravetilladelsen til Hissarlik, og Schliemann måtte mobilisere mange af sine venner og tidligere forretningsforbindelser.
Allerede sidst i januar tog Schliemann til Hissarlik, mens Sophia først fulgte efter sidst i marts måned. Da han kom frem, opdagede han til sit raseri, at opsynsmanden havde solgt eller foræret masser af de udgravede sten til sine landsbyfæller. En mægtig støttemur, som Schliemann havde ladet opføre for at holde på grusbunkerne, var brudt ned, og stenene sad nu i stalde og huse i landsbyen. Opsynsmanden blev jaget bort og en ny, bevæbnet med en riffel, blev ansat i stedet.
I begyndelsen af marts var frosten gået af jorden, og man gik i gang med at lave en 24 meter bred stikgrav gennem højen. Iflg lønningslisterne var der hver dag beskæftiget 140-150 arbejdere. Den iskolde nordenvind gjorde det næsten umuligt at arbejde, og undertiden måtte opsynsmanden om morgen melde, at der kun var mødt 3-4 mand på arbejde. Foråret kom midt i marts og med det Sophia. I syv-otte meters dybde afdækkede man grundmurene af et ældgammelt hus, som indeholdt skeletterne af to krigere, som var faldet i kamp.
Et ilbud kaldte Sophia til hendes faders dødsleje, og Schliemann måtte lade hende rejse alene. Det var svært at få tilstrækkeligt mange arbejdere, og Schliemann var irriteret over, at uanset hvor ubetydelig en helgen, der var tale om, måtte arbejdererne (i hvert fald grækerne) hjem til landsbyen for at holde fest. Og til påske var de oven i købet borte i seks dage. Da vejret blev bedre, forlangte Schliemann af arbejderne, at de sov i udgravningene under åben himmel i stedet for at tage hjem til landsbyen.
Den 16. april stødte de på en mere end fem meter bred gade eller rettere rampe, som var brolagt med smukke sandstensfliser. Den faldt temmelig stejlt ned mod sletten, og Schliemann var sikker på, at denne vej havde ført fra en hovedport i den ydre borgmur og op til slotsbygningen. Han satte straks 100 mand ind på at følge vejen, og efter få dage stødte man på resterne af en stor dobbeltport, hvor den brolagte vej endte. Schliemann var lykkelig, thi han mente at have fundet den skaiiske port, som omtales flere steder i Iliaden. Gennem den port havde byens troskyldige indbyggere trukket den trojanske hest, hvis bug var fyldt med krigere, og derved foranlediget deres eget nederlag og byens ødelæggelse. Homer beskriver meget humoristisk, hvorledes kong Priamos havde siddet ovenfor den skaiiske port med sine rådsmænd: "De var blevet for gamle til at tage del i krigen, men fremragende talere var de endnu, disse troiske rådsmænd, og som de sad der i tårnet, mindede de om cikaderne, der pipper i skoven, så det er en fryd for øret."
Schliemann satte spaden i jorden umiddelbar bag ved den anden port, og grundmuren til et stort hus dukkede op. Stenene var omhyggeligt tilhuggede, og der var fuget mellem dem. Det måtte være borgens fornemste bygning, kong Priamos' hus. Det, som gjorde Schliemann helt sikker i hans sag, var de talrige spor af brand, som gennemløb dette lag og vidnede om den brand, som havde ødelagt denne vidunderlige kongeby.
Faktisk havde Schliemann nu afsluttet sin mission. Ringmuren med tårnet, den skaiiske port og kong Priamos' slot måtte være tilstrækkeligt til at overbevise offentligheden om, at Troja havde eksisteret, at det havde ligget her på Hissarlik højen, samt at Homer havde leveret en sandfærdig beretning om de hændelser, der var foregået. I maj måned skrev Schliemand følgende til sin broder: "Vi har nu gravet i tre år med 150 arbejdere ... vi har fjernet 250.000 kubikmeter jord og murbrpkker, og har nede i Iliums (Trojas) dyb samlet et helt museum fuldt af såre sjældne oltidsminder. Men nu er vi trætte, og da vi har nået vort livs mål og har fået opfyldt vort højeste ønske, vil vi indstille arbejdet her i Troja den 15. juni..
På trods heraf fortsatte Schliemann udgravningerne, og den 7. juni gjorde han et overvældende fund, som ville gøre alle hans skeptikere til skamme. Som en lille dreng i et eventyr bliver hans største ønske opfyldt i sidste øjeblik. Om morgenen gik Schliemann og Sophia som så ofte før en kontroltur til de forskellige arbejdspladser. Pludselig fik Schliemann øje på en genstand af kobber i udgravningens væg, og bag ved den funklede og skinnede det som af guld. Han bad Sophia om at gå hen til arbejderne og råbe "PAIDOS, ("fridag") og sende arbejderne hjem med en forklaring om, at Schliemann lige var kommet i tanker om, at det var hans fødselsdag, og at de nok skulle blive aflønnet for hele dagen. Arbejderne var formentlig lykkelige, og den tyrkiske kontrollant, Amin Efendi forlod også udgravningsområdet. Dette indfald var en Odysseus værdig. Med en kniv lykkedes det Schliemann at få genstanden frigjort; det var en bulet kobberskål. Derefter fulgte en kobberkedel på mere end 40 centimeter. Og bagved denne funklede det af guld og sølv. Sophia løb frem og tilbage 5-6 gange mellem findestedet og deres hytte med genstandene i sit sjal.
Da de undersøgte fundene nærmere i hytten, efter at de havde trukket gardinerne godt for, fandt de bl.a. følgende genstande:
et kobberskjold
en kobberkedel med håndtag
et sølvkar indeholdende to gulddiademer ("Helenes juveler"), 8750 guldringe, knapper og andre mindre genstande, seks guldarmbånd og guldpokaler. Schliemann lod sin smukke hustru, Sophia, som på det tidspunkt var 20 år, fotografere som "Den skønne Helene af Troja" med det smukkeste af de to diademer om halsen. Fra den fine guldkæde, som skulle bæres højt på hovedet, hang der 16 lange og 74 korte guldkæder, hver bestående af en række bittesmå hjerteformede guldplader. Diademet indrammede bærerens ansigt i guld.
en kobbervase
en guldflaske
to guldbægre, en smedet, en støbt
et antal røde terrakotta pokaler
et drikkebæger af en legering af guld og sølv
seks smedede knivblade af sølv
tre sølvvaser med kobberindlægning
flere sølvpokaler og vaser
13 spydspidser af kobber
14 kobberøkser
syv kobberdaggerter
andre kobbergenstande samt en nøgle til en kiste (skulle siden vise sig at være en bronzemejsel)
Alene skattens metalværdi oversteg 1 million mark. Måtte ikke disse værdifulde genstande komme fra den kiste, hvorfra kong Priamos hentede de værdifulde genstande, som han ville give for at løskøbe sin søn Hektors lig fra Akilles? "Priamos åbnede sine prægtige forsirede kister og tog tolv skønne kjoler, tolv kapper og lige så mange uldtæpper, kåber og kjortler. Endvidere to skinnende trefødder, fire kedler og et kosteligt bæger, som trakenerne havde foræret ham, engang han besøgte dem ..."
Schliemann var heller ikke vilig til at dele denne skat, som han døbte "Priamos' skat", med de tyrkiske myndigheder. Kontrollanten Amin Efendi, som formentlig har kunne mærke en ændring i Schliemann og Sophias opførsel, blev mistænksom og forlangte tilladelse til at undersøge parrets hus, men Schliemann smed ham ud. Om natten blev seks kasser og en sæk indeholdende den fundne skat flyttet over til Calverts ejendom, og en dag eller to senere smuglet smugler til Athen på et skib. Schliemann har ikke selv omtalt, hvorledes dette fandt sted, men i hvert fald befandt skatten sig efter nogle dage i sikkerhed i Schliemanns hjem. For et syns skyld fortsatte man udgravninger nogle dage efter fundet, inden parret vendte tilbage til Athen.
Men hvad glæde har en arkæolog af at have fundet en vidunderlig skat, når ingen i hele verden er klar over det? Snart sendte Schliemann en beretning om fundet til alle større aviser i Europa og fortalte, at han havde gjort den hidtil største opdagelse i arkæologiens historie. Med stor entusiasme bekendtgjorde han, at han ikke alene havde lokaliseret hjemstedet for Troja, men oven i købet fundet "kong Priamos' skat". Schliemanns navn gik verden rundt. Ikke alene i videnskabelige kredse men også i den brede offentlighed drøftede man fundet vidt og bredt. Den tyrkiske regering gjorde krav på fundene, og Schliemanns hus i Athen blev gennemsøgt på begæring af den tyrkiske gesandt. Schlieman havde dog været så forudseende, at han havde gemt den hos familie og venner på landet. Den stakkelse kontrolant med det utaknemlige job, Amin Efendi måtte en tur i fængsel for at have svigtet sit tilsyn med udgravningerne.
Det kom til en retssag, hvor Schliemann insisterede på, at han og han alene havde skaffet Troja og dens skatte for dagens lys gennem umådelige anstrengelser og med et stort forbrug af hans penge. Tyrkiet kunne beholde Troja, så ville han beholde de fundne skatte. Men så fik han en idé. Han ville forære skatten til sin hustrus fædreland - og oven i købet bygge et museum til at huse den. Til gengæld skulle han så have tilladelse til at foretage arkæologiske udgravninger ved Mykene, hvor sejrherren fra Troja, kong Agamemnon havde sit palads. Han fik afslag fra den græske regering, som ikke turde lægge sig ud med tyrkerne, hvorefter Schliemann fordybede sig i udarbejdelse af en videnskabelig publikation om udgravningerne i Hissarlik.
Efter nogen tid skrev direktøren for Athens universitetsbibliotek en kronik i en græsk avis, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, om Schliemann i det hele taget havde fundet sine skatte ved Troja (Hissarlik), eller om han ikke havde købt genstandene hos marskandisere. Og hvad var Schliemann andet end en tysker med amerikansk statsborgerskab, som havde tjent sin formue ved smugleri? Det var formentlig misundelige arkæologer, som havde overbevist regeringen om, at Schliemann var guldgraver snarere end seriøs arkæolog.
Processen mod den tyrkiske stat varede omtrent et år, inden den blev afgjort med, at Schliemann kunne beholde skatten mod at betale 10.000 Francs. Fornøjet med udfaldet forhøjede Schliemann rundhåndet beløbet til 50.000 francs (Schliemann havde selv vurderet værdien af skatten til mindst 1 million francs), og oveni forærede han museet i Konstantinopel nogle kasser med fund fra Troja. Han lovede også, at alle fremtidige fund ved Troja ville blive afleveret til museet, og til gengæld fik han en gravetilladelse (firman) for 2 år. Da guvernøren over Dardanellerne (igen) lagde hindringer i vejen, rettede Schliemann i stedet blikket mod Olympia og Mykene i Grækenland som næste mål for sin utrættelige energi. Schliemanns hensigt med at søge en gravetilladelse for Troja var i virkeligheden at holde især engelske og franske arkæologer for at fortsætte hans arbejde ved Troja.
British Museum tilbød at købe skatten, men Schliemann afslog. Schliemann tilbød skatten kvit og frit til Louvre, men af en eller anden grund reagerede den franske regering ikke på det generøse tilbud, hvorefter Schliemann lod skatten deponere i nationalbanken i Athen. Herefter indledte Schliemann en foredragstourne omkring i Europa og kom i kontakt med mange museer. Hans foredrag blev modtaget meget forskelligt. Mens man i Paris modtog ham med kulde, blev han hyldet i London. Dronningen af Holland gav ham en orden, og Rostock Universitet, hvor han jo var æresdoktor, tog varmt imod ham. Her sluttede han venskab med professor Rudolf Virchow, den berømte læge og antropolog fra Berlin - mere herom senere. Især anerkendelsen fra tyske videnskabsmænd var af stor betydning for Schliemann. På trods heraf fik hans bog "Trojanische Alterthümer" (1874) en del kritik i Tyskland.
Schliemann rettede nu blikket mod Grækenland, hvor han begyndte at grave ved den store kongeborg i Mykene.
I den græske regering herskede nogen mistro mod Schliemann. Hvad håbede han at finde, når han var villig til af sin private formue at bekoste så omfattende udgravninger? Langt om længe, den 29. marts 1874 modtog Schliemann en tilladelse til at grave ved Mykene. Kort efter erfarede Schliemann, at den græske regering var i gang med forhandlinger med en tysk delegation under ledelse af professor Curtius om udgravninger ved Olympia, og den 25. april 1874 fik Curtius tilladelsen. Schliemann gjorde indvendinger, men henvendelsen blev afslået. Til sidst henvendte Schliemann sig skriftligt til kongen, men det endte med, at Schlieman "mistede" Olympia til sin rival professor Curtius.
Da Schliemann ikke udnyttede sin gravetilladelse, fremsendte han i begyndelsen af 1876 en fornyet ansøgning, som straks blev imødekommet. Tilladelsen forudsatte, at alle fund var det græske folks ejendom. I virkeligheden fik Schliemann alene eneret på i tre år at berette om sine resultater. Som i Tyrkiet skulle udgravningerne overvåges af myndighederne, i dette tilfælde Arkæologisk Selskab i Athen, som også skulle inddrages i den forudgående planlægning. Han fik udtrykkeligt forbud mod at anvende "sin trojanske metode" med hensynsløst at nedrive og fjerne murrester o.l. Der var også sat begrænsninger for hvor mange arbejdere, Schliemann måtte anvende. Alle omkostninger skulle (selvfølgelig) bæres af Schliemann. Tilladelsen gjaldt alene gravning indenfor murene i Mykene. Dette skyldtes formentlig, at den græske regering mente, at evt. værdifulde kongegrave lå udenfor murene, og dem ville de reservere for "deres egen mund".
Udfordringerne i Mykene var ganske andre end i Hissarlik. I Hissarlik var opgaven at skaffe bevis for eksistensen af en forhistorisk borg og by, mens kongeborgen i Mykene med sine gigantiske mure, der ragede op over Argossletten, havde været synlig for enhver i århundreder. Schliemanns kendskab til Mykene og omegn havde han især fra den græske rejsende og geograf, Pausanias, som i det 2. århundrede udarbejdede en beskrivelse af Grækenland. Dette værk er et værdifuldt link mellem klassisk litteratur og moderne arkæologi. Pausanias er en af de første, som skriver at have set ruinerne ved Troja og Mykene. Mykene, som ligger i det nordøstlige hjørne af halvøen Peloponnes, var i bronzealderen en af de vigtigste byer i Grækenland og dominerede både Peleponnes og øerne i Ægæerhavet, inkl. Kreta. Homer skildrer i Iliaden, hvorledes Mykenes konge Agamemnon leder det græske togt mod Troja for at hente den skønne Helene, hans svigerinde, tilbage til hende mand, kong Menelaos af Sparta. Men det er en anden historie. Schliemann har med sikkerhed også bemærket, at Homer beskriver både Troja og Mykene som "guldrig".
En dag i august 1876 ankom Schliemann og Sophia til Mykene og red gennem hovedporten, den såkaldte Løveport (ca 1250 fvt.). Løveporten var et symbol på den mykenske kongemagt. Fra 1600 til 1200 fvt. var Mykene Grækenlands betydeligste by. Efter først at have haft handelsforbindelser med Kreta og dernæst at have erobret Knossos omkring år 1400 fvt. optoges en mængde elementer fra den minoiske kultur. Schliemann begyndte med at tage Sophia med til "Atreus' Skatkammer", en stor hule ind i bjerget, bygget i det 14. århundrede fvt. Dette skatkammer ligger på en anden høj i nærheden. En bred gang førte til en mægtig indgangsport, 5½ meter høj og 3 meter bred. Over rummet, som var 13 meter i diameter, hævede sig en spids kuppel i 15 meters højde. Dette skatkammer eller denne gravplads var blevet tømt for mange hundrede år siden. Lord Elgin havde også været på besøg og bortført en del af søjleindgangen. Den så Birgit og jeg for nogle år siden på British Museum i London.
Inden vi fortsætter, vil jeg kort berette om nogle af de græske myter, som er knyttet til Mykene. Agamemnon og Menelaos, som er konger af hhv. Mykene og Sparta, er brødre og sønner af kong Atreus. Menelaos er gift med "den skønne Helene", som bliver bortført/forført af prins Paris til Troja. Agamemnon bliver overkonge for en stor hær, som tager til Troja på Lilleasien for at hente den bortløbne hustru hjem. Da Agamemnon efter godt 10 års kampe vender tilbage til sin kongeborg i Mykene, har hans hustru taget Agamemnons fætter, Aigisthos til elsker. Før Agamemnon tog til Troja blev han af jagtgudinden Artemis tvunget til at ofre sin og sin hustru Klytaimnestras yndlingsdatter, Ifigenia, hvilket formentlig har vakt hans hustrus had. Da Agamemnon vender hjem, medbringer han den trojanske prinsesse Kassandra som elskerinde, hvilket næppe har forbedret forholdet til hustruen. Under festmåltidet dræber Aigisthos og Klytaimnestra Agamemnon og Kassandra. Dette drab medfører en vendetta fra deres børn Orestes og Elektra, og det ender med, at Aegaisthos og Klytaimnestra bliver dræbt af Orestes. Iflg Pausanias blev Atreus sammen med sine sønner, Agamemnon og Menelaos begravet tillige med deres skatte i nærheden af Løveporten. Aigisthos og Klytaimnestra blev begravet i nogen afstand fra muren, da de ikke fandtes værdigt til at blive begravet i nærheden af de konger, de havde dræbt. Schliemanns drøm er, at finde disse kongegrave.
De 60 arbejdere blev inddelt i tre kolonner. Den ene kolonne under ledelse af Sophia udgravede, hvad Schliemann vurderede kunne være "et skatkammer", men uden at gøre nogle fund. Schliemann ledede de to øvrige kolonner, som ryddede Løveporten, der var fyldt med store klipper, formentlig efter jordskælv. Som lovet (eller truet med) sendte Athen en ingeniør, Stamatakis, som skulle overvåge udgravningerne. Han bad straks Schliemann indstille gravearbejdet en tid, indtil de kæmpemæssige mure over og omkring Løveporten var udbedret, og løverelieffet over porten forsvarligt fastgjort. Som altid opfattede den selvbevidste Schliemann denne overvågning som en personlig fornærmelse, og forholdet til Stamatakis var katastrofal. Til sidst skrev Stamatakis til regeringen og bad om at blive fritaget, hvilket dog ikke skete. Han nævnte et tilfælde, hvor Schliemann havde afdækket to murrester, den ene oven på den anden. Da Schliemann ville fjerne den øverste murrest, havde Stamatakis forbudt dette, blot for den følgende morgen at opdage, at den var fjernet. Og det nyttede ikke at appellere til Sophia, for hun var af den opfattelse, at Stamatakis ikke havde ret til at fortælle hendes mand, hvad han måtte og ikke måtte.
Få fod under overfladen fandt Schliemann brudstykker af umalet keramik, bægre af farvet terrakotta, små dyrefigurer, bronzeknive mv., som ligesom i Troja stammede fra forskellige perioder. Med sine hårdhændede gravemetoder lykkedes det Schliemann at afdække en stor vandledning. Desuden fandt han også den berømte "Krigervase", som viser, hvorledes krigerne i Grækenland så ud i sidste fase af den storslåede bronzealderkultur. På vasen ser vi seks skæggede krigere med hornede hjelme og iført et panser, der når til midjen, hvorfra der hænger et læderskørt. På benene har de benskinner, enten af læder eller bronze, og hver af dem bærer en lanse og et let, rundt skjold med en halvrund udskæring forneden.
Efterhånden som fundene dukkede op, ansatte Schliemann flere arbejdere, og var snart oppe på godt 150. En ophidset Stamatakis gjorde opmærksom på, at iht kontrakten måtte der ikke være mere end 50-60 arbejdere, og nu var der mere end dobbelt så meget. Schliemann afviste indvendingen med, at der ikke var mere end 50 arbejdere på nogen af de tre arbejdspladser. Stamatakis fremhævede, at han ikke kunne kontrollere tre arbejdssteder på én gang, hvortil Schliemann bemærkede, at så måtte han ansætte en hjælper. Nu begyndte en magtkamp mellem Stamatakis og Schliemann, hvor førstnævnte klagede til borgmesteren, amtmanden og ministeriet, mens Schliemann truede med at indstille gravearbejdet og trække sig ud. Det medførte et imødekommende svar fra ministeriet, så arbejdsroen sænkede sig igen for en periode.
I oktober måtte Schliemann forlade Mykene for at tage til Troja. Den tyrkiske regering havde anmodet Schliemann om at fremvise udgravningerne for den brasilianske kejser, Pedro II. Da selskabet kom til Mykene sidst i oktober, nød de en udsøgt middag i det "skatkammer", som Sophia havde udgravet.
Hidtil er Schliemann blevet skildret som en hård og kynisk forretningsmand, som alene forfulgte sine egne mål. Jeg vil her berette om en anden side af Schliemann. Da den brasilianske kejser tog afsked, overrakte han polikommandanten Leonardo en kuvert med et beløb til fordeling blandt de politifolk, som havde tjent ham under besøget. Da Leonardo fortalte, at kuverten havde indeholdt 40 Franc, blev han afskediget fra sit embede, da man var sikker på, at han havde tilvendt sig mindst 1000 Franc. Det var utænkeligt, at en kejser kun havde givet 40 Franc. Da Schliemann erfarede dette, sendte han et telegram til ministeren og bad ham lade Leonardo beholde sin stilling. Han kendte Leonardo godt, og var overbevist om hans ærlighed. Da der ikke kom noget svar fra ministeren, sendte Schliemann et telegram til kejseren, som var ankommet til Cairo og berettede om det skete. Han bad kejseren bekræfte, at kuverten havde indeholdt 40 Franc til fordeling blandt betjentene, og ikke 1000 Franc, som påstået af nogle. Kejseren måtte i retfærdighedens navn vedgå, at han var "en fedtsyl", og den stakkels Leonardo blev genindsat i sit job.
Efter denne afbrydelse ved det kejserlige besøg, som jeg er sikker på at Schliemann har sat pris på, vendte man sig mod et område i nærheden af Løvetårnet, som man formodede var byens "Agora" (torv eller samlingsplads). Her fandt man tre relieffer med smukke jagtmotiver. Da man gravede videre, stødte man snart på nogle skaktgrave i klippen, som indeholdt flere spændende fund. På grund af kraftig regn begyndte man at grave ca syv meter fra fundstedet, og nu gik det slag i slag. Schliemann afdækkede fire store grave med 17 skeletter, 12 mænd, 3 kvinder og 2 små børn, hvoraf nogle var mumificerede. Alle skeletterne viste spor af at være brændt, hvilket var almindeligt på Homers tid. Alle var rigt udstyrede med gravgaver i guld, sølv og bronze. Guldvægten oversteg 15 kg. I en grav med tre kvinder blev fundet mere end 700 store runde guldplader med ornamenter, blomster, blade, bier og sommerfugle i mesterlig udførelse. Blandt fundene var 15 diademer, en stor forgyldt sølvvase, en vase af alabaster, og vidunderlige guldsmykker, der forestillede heste, hjorte, blæksprutter, gribbe mv. Kostbare knapper af kulørt glas og bjergkrystal. En af de flotteste gravgaver var et massivt guldbæger, som vejede næsten to kg. Da Schliemann fik overbragt et drikkebæger af massivt guld med en lille due ved hvert drikkehåndtag, var han sikker på, at det var Nestors bæger, som Homer beskrev i Iliadens 11. sang. To af skeletterne i en af gravene var iført en såkaldt dødsmaske, ved to andre skeletter i samme grav lå dødsmaskerne ved siden af. Schliemann var overbevist om, at den flotteste af maskerne tilhørte den græske overkonge, og han telegraferede triumferende til pressen: "Jeg har stirret ind i Agamemnons ansigt!".
Man fandt også fem eksemplarer af de kogekar af kobber, som beskriver flere steder i Iliaden. I samme grav fandt man også det berømte tyrehoved af sølv med en gylden sol i panden og forgyldte horn. I den sidste grav fandt Schliemann tre usædvanligt store skeletter, hvoraf det midterste tydeligvis var udplyndret. De andre bar dødsmasker af guld. Et af skeletterne bar et forgyldt brystpanser. Schliemann var ikke i tvivl om, at han havde fundet Agamemnons grav.
 |
 |
 |
I de skaktgrave, som Heinrich Schliemann udgravede i Mykene, fandt han dem bisat med deres rige udstyr. Guldmasker dækkede de døde herskeres ansigter. Mykenerne mestrede især guldsmedekunsten, og deres tekniske dygtighed og den omstændighed, at de havde guld i rigelig mængde, muliggjorde det høje niveau. Og rundt om ligene lå sværd og dolke med guld- og sølvindlægning på hæfter og klinger, ofte bronzeblade med indlagte guldmotiver, der viser jagtscener. Netop sværdet eller dolken var tegn på heltens værdighed; intet andet våben udstrålede som det herskerens autoritet. Sværdgrebet var kunstfærdigt udformet i kostbare materialer, og klingen kunne være forsynet med prægtige dekorationer i indlagt guld eller sølv med billeder af jagt- eller kampscener. Den slags paradevåben tilhørte alene de fornemste.
Men skaktgravene rummede også andre kostbarheder. Der var drikkekar af guld og sølv, kar af bjergkrystal, guldæsker, elfenbensæsker og hundreder af guldskiver til at sy på dragten, dekoreret med rosetter, spiraler og dyr og meget andet. I en sølvkande optalte man mere end 800 ravperler, formentlig fra Østersøen, trukket på tynde guldtråde. En del af de smykker, som blev fundet, var importerede og vidner om handelssamkvem med det øvrige Europa. Væggene i husene var prydet med kunstfærdigt forarbejdede metalplader.
Schliemann sendte et telegram til den græske konge, hvori han meddelte, at han havde fundet så umådelige skatte, at de kunne fylde et helt museum, og at han af kærlighed til videnskaben skænkede disse skatte til Grækenland.
NB. Mykene er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Fundene fra Mykene befinder sig i dag på nationalmuseet i Athen.
Så snart Schliemann var vendt tilbage til Athen, gik han i gang med at skrive sin nye bog "Mykene". På otte uger skrev han den på engelsk, hvorefter han oversatte den til tysk og gik i gang med at lave en fransk udgave. Den tidligere engelske premierminister William Ewart Gladstone (1809-1898), som var en habil historiker og arkæolog, skrev forord til bogen. Da bogen året efter i 1878 udkom i USA, blev den valgt til "årets bog".
Fundet af denne uhørt store skat fastslog Schliemanns ry som arkæolog, og i 1877 blev han udnævnt til æresmedlem af Deutsche Anthropologische Gesellschaft. Endelig var han blevet optaget i den akademiske verden. Han tog Sophia med til London, da han modtog æresmedaljen fra Royal Archaeological Society, og hans foredrag blev modtaget med begejstring. Schliemanns Troja-samling blev udstillet i London i en periode.
Efter Schliemanns tale trådte Sophia op på talerstolen, smuk som dronning Helene. Her fortalte hun sagkyndigt og med stor beskedenhed om, hvorledes hun ved sin mands side havde bragt de store skatte fra Troja og Mykene for dagens lys. Alle, ikke mindst kvinderne, var begejstrede for hendes optræden.
Sommeren 1877 tilbragte Schliemann sammen med sin familie i Paris. Han rejste dog snart tilbage til Athen, mens Sophia, der var gravid med deres andet barn, blev i Paris under kontrol af fødselslæger. Den 16. marts 1878 fødte hun sønnen Agamemnon. I Athen gik Schliemann i gang med at opføre en standsmæssig bolig til sig og sin familie. I løbet af de følgende to år blev "Iliou Melanthron" (Ilions Palads) opført i toscansk renæsssancestil. Den treetages bygning var med sin luksuriøse hall, den imponerende balsal og de 25 værelser næsten flottere end kongeslottet, som lå i nærheden. Væggene var dækket af marmor, og gulvene belagt med smukke mosaikker. På husets gesims lod han opstille 24 marmorstatuer af græske guder og helte, og hver dør i huset var forsynet med citater af græske forfattere og filosoffer, præget i guld. Schliemann insisterede på, at der blev talt græsk ved middagsbordet, og han gav også alle sine tjenestefolk navne efter personer og figurer fra den græske mytologi.
Som bekendt skifter lys og skygge ofte hurtigt, og enkelte kritiske toner blandede sig i jubelkoret over Schliemann. Det var professor Ernst Curtius, som havde fået udgravningstilladelse til Olympia. Uden Schliemanns vidende havde han fået adgang til skattene fra Mykene i kælderen til Nationalbank i Athen. Efter professorens mening var guldet for tyndt til så betydende en fyrste som Agamemnon, så han mente, at der formentlig var tale om skeletter fra den byzantiniske tid. Schliemann havde selvfølgelig også lagt mærke til det tynde guld, som var anvendt, og han forklarede det med, at der ikke var tale om genstande eller våben, som skulle bæres i det virkelige liv, men var fremstillet til at bære i døden.
Men nu blandede endnu en person sig i den absurde debat. Det var kaptajn Bötticher, en selvlærd historiker, som skulle forfølge Schliemann med polemik resten af hans (Schliemanns) liv. Han påstod, at Schliemann selv havde ladet fundene fremstille og grave ned, og at årsagen til, at guldet var så tyndt, var Schliemans gerrighed. Selv om der kan rejses berettiget kritik af Schliemann, hvilket jeg vil komme ind på senere, kan man ikke nægte, at det var Schliemanns blanding af fantasi og vedholdenhed, der havde kastet lys over denne spændende periode i det forhistoriske mørke og bragt videnskaben ud af studerekamrene. Schliemanns betydning for de efterfølgende udgravninger kan heller ikke overvurderes.
Endnu en gang kom kaptajn Bötticher på banen med et useriøst indlæg om Troja. Han erklærede, at der ikke var tale om en by, der var brændt, men i stedet en begravelsesplads, hvor de døde var blevet brændt. En bebyggelse havde de efter hans mening aldrig været.
For at mane disse og andre indvendinger i jorden inviterede Schliemann professor Virchow fra Berlin og Emile Burnouf fra Paris til på hans regning at besøge udgravningerne i Troja. I slutningen af september 1878 ankom Schliemann og hans selskab til Troja med et stort antal arbejdere og 10 gendarmer. Sidstnævnte skulle ikke alene beskytte Schliemann og hans selskab mod røvere, men også holde øje med, at arbejderne ikke stak noget til side til sig selv. Efter få dage gjorde Schliemann endnu et fund i nærheden af "Priamos' Palads", tre mindre og en større guldskat. Sidst i november satte vinterregnen ind, og gravearbejdet måtte afbrydes. Schliemann kastede sig igen ud i en af sine mange hæsblæsende rejser, som på få uger førte ham gennem det halve Europa: Grækenland med de antikke byer Orchomenos, Tiryns og Olympia, og han dukkede op ved prøveudgravninger ved Marmarahavet, på Ithaka og Sicilien. Han besøgte museer i England, Tyskland, Frankrig og Italien for at sammenligne deres samlinger med sine egne.
I marts 1879 genoptog Schliemann udgravninger i Troja. Denne gang var han ledsaget af to fremtrædende videnskabsmænd, Rudolf Virchow, som var formand for "Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte", og Émile-Louis Burnouf, som var direktør for "Französische Archäologische Institut" i Athen. Virchow påpegede, at Schliemann kun havde gravet ind til midten af højen, og derved anlagt et tværsnit. Han foreslog, at Schliemann også burde lave en lodret snit gennem de forskellige beboelseslag og kulturer. Virchow anbefalede Schliemann at ansætte en ung arkitekt, Wilhelm Dörpfeld, som for tiden ledede udgravningerne i Olympia for Tysk Arkæologisk Institut. Schliemann og Dörpfeld skulle snart indlede et frugtbart samarbejde. Udgravningsstedet blev bl.a. udforsket ved hjælp af geologiske boringer i den forhistoriske undergrund og gav resultater, som i det store og hele bekræftede Schliemanns teorier. Inden de skiltes tog de sammen op til det nærliggende Idabjerg, hvorfra de olympiske guder med fader Zeus i spidsen overværede kampene mellem grækere og trojanere. Virchow skulle blive det eneste menneske, som Schliemann knyttede venskab med. Schliemann fortsatte udgravningerne sommeren over, hvorefter han skrev hovedværket "Ilios. Stadt und Land der Trojaner" på næsten 1000 sider.
Værket udkom i 1880 i Leipzig, London og New York. I fororder skrev Rudolf Virchow, at "nu er der blevet en videnskabsmand af skattegraveren", hvilket formentlig har glædet Schliemann umådeligt. Schliemann skrev efterfølgende en omdiskuteret selvbiografi, som dog bliver en stor salgssucces. Mere herom senere
I december 1979 under Virchows besøg havde Schliemann fået (indprentet) den idé, at hans samlinger skulle gå til hans fædreland Tyskland. Hos Schliemann var der aldrig langt fra tanke til handling, og han skrev et brev til kejser Wilhelm I, hvori han forærede sin trojanske samling til "det tyske folk til evig eje og samlet opbevaring". (Det fremgår af Schliemanns biografi, at hans hustru Sophia mente, at samlingen retmæssigt hørte hjemme i hendes fædreland, hvilket man vel ikke kan fortænke hende i). Det generøse tilbud blev modtaget, og i foråret 1881 ankommer 40 kasser med arkæologiske fund til Berlin. Schliemann selv arrangerer udstillingen på Forhistorisk Museum i Berlin i de to "Schliemann Sale". (Den tyske rigsdag vedtager i øvrigt, at disse to sale til evig tid skulle bære Schliemanns navn.) Den 7. juli 1881 modtager han en æresbevisning, som hidtil kun er blevet Otto von Bismarck, rigskansler og Helmuth von Moltke, øverstbefalende over den prøjsiske hær til del: I festsalen i Berlins Rådhus bliver han udnævnt til æresborger af den tyske hovedstad, og hans ven Virchow holder festtalen. I et brev udtaler kejseren sin tak for og anerkendelse af samlingen med dens store videnskabelige betydning, og brevet bliver trykt i alle aviser. Schliemann havde ønsket, at den samme hæder skulle tilfalde hans hustru Sophia, men det fandt bystyret desværre ikke muligt. Som en slags kompensation får hun den unge kronprins Wilhelm til bords. Samme år bliver Schliemann også æresmedlem af "Berliner Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte".
For vistnok sjette gang tog Schliemann til Troja for at foretage udgravninger, Denne gang i selskab med arkitekten Wilhelm Dörpfeld (1853-1940), som havde vunder stor anerkendelse i forbindelse med Olympia-udgravningerne. Overfor Dörpfeld luftede Schliemann den tvivl, som bestandigt havde naget ham: Kunne den lille by med plads til mindre end 3000 indbyggere virkelig være det store, berømmelige Troja? Dörpfeld anbefalede, at de "løftede" lagene enkeltvis og lavede detaljerede tegninger af hver enkelt kulturlag. Kun med sådanne beviser kunne de overbevise de skeptiske fagfolk, og Schliemann accepterede denne fremgangsmåde. Dörpfeld ville sammen med arkitekt Höfler fra Wien udarbejde de nødvendige tegninger. Snart arbejdere 160 arbejdere under 3 opsynsmænd på udgravningen.
Efter få uger påviste Dörpfeld, at det, som Schliemann havde troet var ringmurene om den 3. by, i virkeligheden var murrester af to vældige bygningsværker i den 2. by. Dörpfeld sluttede også, at kun overklassen i Troja havde boet indenfor de vældige bymure. Der måtte have været en by længere nede for den lavere del af befolkningen. Det passede også med Schliemanns tidligere fund af pottemagerskår i nogle graveskakter, som han havde ladet grave syd for Hissarlik. Dörpfeld påviste, at denne 2. beboelse havde været en storby, som var blevet ødelagt af en vældig brand.
Schliemann skrev talrige kærlige breve til sin hustru Sophia, som aflagde besøg i udgravningerne sammen med børnene Andromache og Agamemnon. Mens familien var på besøg, fandt man fundamenterne til et stort tempel, godt 30 x 10 meter i størrelse.
Pludselig dukkede en tyrkisk officer op med en ordre fra det tyrkiske krigsministerium. Det var ikke længere tilladt at fotografere eller tegne eller gøre notater om Hissarlik, da man befrygtede, at der blev lavet tegninger over de tyrkiske fæstninger i området. En halv snes rasende telegrammer fra Schliemann til Berlin og Konstantinopel kunne ikke løse op for situationen. Samtidig blev Schliemann ramt af malaria, og selv ikke de kraftigste doser kinin kunne slå feberen ned. Det endte med, at Schliemann måtte forlade udgravningerne for at tage hjem.
Schliemann benyttede sommeren til at aflægge besøg i sit barndomshjem i Ankershagen i Mecklenburg. Han skrev til sognepræsten pastor Becker og spurgte, om han og hans familie kunne få et sommerophold på præstegården mod betaling. Præsten sagde ja, og en dag i juni måned dukkede Schliemann og Sophia op med børnene Andromache og Agamemnon. Der har formentlig være røre i landsbyen over, at det berømte og særdeles velhavende bysbarn aflagde besøg. Iflg Schliemann dagbøger var barndomshjemmet, som han huskede det, med den knirkende trappe op til hans værelse, hvor han havde siddet og læst latin. Her var blevet ham indpodet den glødende interesse, som næsten 50 år senere havde ført til opdagelsen af nogle af de største arkæologiske skatte, som verden havde set.
Schliemann mødte også nogle af sine gamle skolekammerater, først og fremmest Minna Meincke, hans barndomsveninde. Han fik også besøg af sin gamle huslærer fra Kalkhorst, som havde undervist ham i latin og bragt hans drengehjerte til at banke for de gamle grækere. En aften kom en gammel og krogbøjet mand til præstegården og spurgte, om han måtte hilse på doktoren. Da han begyndte at fremsige nogle vers fra Iliaden på et ikke helt fejlfrit græsk, gik det op for Schliemann, at det var den gamle møllersvend Niederhöffer, som flere gange for en snaps eller to havde deklameret for ham i butikken. Og mon ikke de to venner har delt en snaps for at fejre gensynet?
Først i december lykkedes det Schliemann via den tyske gesandt i Konstantinopel at få sultanens tilladelse til at udfærdige de nødvendige kort og tegninger, og Schliemann sendte straks sine to arkitekter Dörpfeld og Höfler tilbage til Hissarlik. I 1882 blev Schliemann æresmedlem af "der Bayerischen Akademie der Wissenschaften" og året efter æresdoktor ved Oxford Universitet. I 1983 udkom endnu en publikation fra Schliemanns hånd: "Troja. Ergebnisse meiner neuesten Ausgrabungen." i Leipzig og London.
I 1884, da Schliemann var 62 år gammel, gik han sammen med Dörpfeld i gang med at udgrave Tiryns Kongeborgen på Argossletten, blot nogle få km sydøst for Mykene. Sammen med netop Mykene var Tiryns et center for mykenst kultur. I Iliaden omtaler Homer byen som "det muromkransede Tiryns". Under ledelse af Odysseus’ ven Diomedes sendte byen et kontingent af mænd og skibe til den græske flåde, som skulle hente den bortløbne Helene hjem fra Troja. Tiryns har været befæstet i omkring 7.000 år, men havde sit højdepunkt mellem 1300-1200 fvt. Ifølge legenderne er de kæmpemæssige ringmure bygget af kykloper. Nogle mener også, at Tiryns var den berømte helt Herakles' fødested, og der var fra denne borg med verdens mmægtigste mure at han drog ud for at udrette sine vældige bedrifter. Klik her, hvis du vil læse om dem.
Besynderligt nok havde ingen arkæologer interesseret sig for Tiryns, før Schliemann og Dörpfeld dukkede op. Måske fordi de mente, at de hårdt brændte mursten stammede fra middelalderen og ikke fra den græske bronzealder. Som altid støttede Schliemann sig på sine antikke kilder, og som ved Mykene studerede han Pausanias' rejsebeskrivelse fra det 2. århundrede. Heri læste Schliemann, at Pausanias ved et besøg i år 170 havde set en intakt ringmur: "Bygget af utilhuggede sten, så store, at selv den mindste ikke kunne rokkes af et spand mulddyr.". Udgravningen påbegyndtes i marts måned 1884 med 60-70 arbejdere. Schliemann sendte bud til Hissarlik efter sine to betroede opsynsmænd. Hver morgen kl 3:45 stod Schliemann op, tog ned til havnen, hvor en fisker roede ham ud på havet for at han kunne svømme rundt 5-10 minutter, inden har var klar til dagens arbejde.
Ringmuren omkring borgen var i gennemsnit 7-8 meter tykke, men omkring paladset, som lå øverst oppe på bakken, var den mere end 12 meter tyk. Enkelte sten vejede mere end 10 tons. Fra fæstningemuren førte en bred rampe op til hovedindgangen, hvor et porttårn ragede yderligere syv meter op i luften. En fem meter bred gang førte op til den næste port, som mindede om Løveporten i Mykene.
Hele paladsområdet blev omhyggeligt udgravet under Dörpfelds ledelse og opsyn, og renset for ruinnedfald fra sammenstyrtede vægge og lofter. En rummelig indergård lå foran det store kongepalads, som var omgivet af en søjlehal. Overfor indgangen til paladset stod et alter for Zeus. Fra den store modtagelseshal førte tre fløjdøre ind til mandshallen(Megaron), hvor en trone var placeret mod den højre væg; i midten stod et ildsted mellem fire vældige træsøjler, som bar loftet. To af de tre vægge indgik i et tempel for Hera. Gulvet var af kalksten, inddelt i røde kvadrater med blå striber imellem. Søjlerne var smukt bemalede og vægpillerne beklædt med ædle træsorter. Borgområdet med paladset blev ødelagt omkring 1250 fvt.
Fra korridorer førte døre ind til talrige rum, heriblandt et badeværelse med et gulv, som bestod af en eneste blå kalkstensblok på mere end 20 tons. De pudsede vægge var udsmykket med smukke kalkmalerier med kunstfærdige ornamenter og væsener i røde, blå, gule, sorte og hvide farver. Et sted så de en freske med en tyr, som for afsted, mens et menneske dansede på ryggen af den. Den mindede Schliemann om det tyrehoved med guldhorn, som man havde fundet i en skaktgrav i Mykene. Det fik også Schliemann til at se en mulig forbindelse til Kreta, hvor legenden om Minotaurus, halvt menneske og halv tyr, hørte hjemme. Han aftalte med Dörpfeld, at deres næste udgravningsmål skulle være Kreta. I mellemtiden udarbejdede Schliemann værket "Tiryns" om udgravningerne i Tiryns, som året efter udkom i Leipzig, Paris, London og New York. I 1885 modtog Schliemann i London "Den store Guldmedalje for Kunst og Videnskab" af dronning Victoria.
I vinteren 1886/1887 foretog Schliemann en rejse til Egypten og besøgte museerne og de egyptiske monumenter. Sophia blev hjemme, angiveligt fordi hun let pådrog sig søsyge og dermed så vidt muligt undgik sørejser. I foråret 1888 gentog Schliemann rejsen, denne gang i selskab med sin ven Virchow, og de besluttede på et senere tidspunkt at foretage udgravninger i Egypten.
Schliemann og Dörpfeld tog til Kreta for at foretage en vurdering af mulighederne for at gøre arkæologiske fund. I nærheden af Herakleion fører en dal ind til det indre bjergland. Her ligger en høj, Kephala, hvor den berømte borg Knossos skal have ligget. Homer skrev
|
"Langt ude i havet ligger en ø, der kaldes Kreta, et rigt og skønt land, tætbefolket og med halvfems byer... Den største by er Knossos, hvor kong Minos herskede og kunne glæde sig over Zeus' venskab!"
|
Allerede i 1878 havde den spanske konsul Minos Kalokairinos (som navnet antyder, er han græker og oven i købet fra Kreta) udgravet en del af paladset ved Knossos og blotlagt nogle magasiner samt fundet 12 såkaldte pithoi (kæmpestore lagerkrukker) fra en hidtil ukendt civilisation. Desværre blev alle Kalokairinos' fund incl. hans noter ødelagt, da Kreta blev befriet fra den ottomanske (tyrkiske) styre. På grund af den politiske situation, ønskede de tyrkiske magthavere ikke, at der skulle foretages udgravninger på øen, og de nægtede Kalokairinos en gravetilladelse. Schliemann, som efterhånden havde fået et tåleligt forhold til de tyrkiske myndigheder, fik tilladelse af guvernøren til at foretage nogle prøveudgravninger. Han blev hurtigt klar over højens arkæologiske værdi og forsøgte at købe den af dens tyrkiske ejer. Denne nægtede at sælge højen, men Schliemann kunne købe hele hans ejendom inl. højen samt 2500 oliventræer for den ublu pris af 100.000 francs. Schliemann afslog det grådige tilbud - men er vel ikke købmand for ingenting, og forlod øen.
Tre år senere fik Schliemann tilbud om at købe ejendommen, denne gang for 40.000 francs. Schliemann slog til og gjorde forberedelser til at tage til Kreta, men fik et brev fra ejeren, som fortalte, at det ikke var nødvendigt at komme til Kreta, han kunne bare sende ham udbetalingen på 5-6000 francs. Det vakte straks Schliemanns mistro, og da han kom til Kreta, viste det sig, at den tyrkiske ejer havde ombyttet de bedste marker med nogle værdiløse jorder, og samtidig var antallet af oliventræer faldet fra 2500 til godt 800, hvorefter Schliemann irriteret afstod fra handelen. Den væsentligste årsag var imidlertid, at hans modstandere igen havde betvivlet hans resultater, og den ærekære Schliemann hastede til Athen for at tage kampen op.
I stedet blev det englænderen Arthur Evans, som godt 10 år senere, efter at tyrkerne var drevet ud af stormagterne, kom til at udgrave Knossos. Hvis det kan interessere dig, har jeg i forbindelse med en ferie på Kreta skrevet lidt om Arthus Evans og hans udgravninger. Klik her , hvis du vil vide mere. Som et kuriosum kan jeg nævne, at samme Arthur Evans havde fejret sin forlovelse med et besøg på udstillingen i London af Schliemanns skatte fra Troja.
I 1889 dukkede det trojanske spørgsmål op igen. Schliemanns gamle fjende, pensioneret artillerikaptajn Ernst Bötticher havde i tidens løb skrevet flere artikler, hvori han fremsatte den påstand, at der aldrig havde været nogen by på Hissarlik, men at Hissarlik blot havde været en enorm gravhøj, hvor lig var blevet brændt under kultiske ceremonier. At Bötticher aldrig havde set Troja, anfægtede ham tilsyneladende ikke. På en arkæologikonference tilbageviste Wirchow fuldstændig Böttichers påstande som ubegrundet sludder. Han fremhævede, at der i hele Hissarlik højen kun var fundet tre skeletter og seks kranier. På Dörpfelds råd tog Schliemann tyren ved hornene og inviterede Bötticher til at besøge udgravningerne ved Troja sammen med en kommission bestående af 14 fremtrædende videnskabsmænd. Bötticher kunne ikke sige net til en gratis rejse til Troja - Schliemann betalte samtlige omkostninger. I begyndelsen af december 1889 ankom Bötticher til Troja, hvor han blev ført gennem udgravningerne af to upartiske personer. Han indrømmede, at han havde taget fejl, men nægtede efterfølgende skriftligt at tilbagekalde sine beskyldninger, men nu tog offentligheden ham ikke længere alvorlig.
Fra den 25. til den 31. marts 1890 afholdt Schliemann en "International Trojansk Konference" i Hissarlik med deltagelse af videnskabsmænd fra Tyskland, Frankrig, USA og Tyrkiet for en gang for alle at tage livet af de myter, som verserede. Under bestigning af Idabjerget bemærkede Virchow, som udover at være arkæolog også var mediciner, for første gang, at Schliemann havde svære høreproblemer og meget ofte ledsaget af stærke smerter i forbindelse hermed. Schliemann indrømmede overfor sin ven, at han allerede på sin verdensrejse i 1864 havde været nødt til at få foretaget en operation på Java, og siden da havde lidelsen forværret sig. Virchow undersøgte ham efterfølgende og konstaterede, at øregangen næsten var lukket pga knogleudvidelser, og han tilrådede en fornyet operation, denne gang af professor Schwartz i Halle. Men operationen skulle først foretages, når det var tvingende nødvendigt, og Schliemann havde så mange planer, at han udskød operationen indtil videre.
Dörpfeld afslørede sine nye udgravningsplaner for Hissarlik for Schliemann. Nogle arbejdere var stødt på resterne af to store bygninger, som i byggemåde mindede om paladserne i Mykene og Tiryns. I gruslagene omkring bygningerne fandtes skår, smykker mv., som hidtil kun var fundet ved Mykene. Dörpfeld mente, at der måtte eksistere en ringmur udenfor den anden bys bymur. Ca. 40 meter foran den anden bys ringmur begravet under en grusbjerg på 20 meters dybde dukkede en enorm fæstningsmur op, en mur, som ikke stod tilbage for dem, de havde fundet i Mykene. Muren målte 8-10 meter i bunden og nåede en højde af 8½ meter. Nu var Troja en borg, som kunne måle sig med både Mykenes og Tiryns kongeborg. Borgmuren omfattede hele Hissarlikhøjen og målte 540 meter. To dybe brønde indenfor murene forsynede beboerne med frisk vand, udover det, som kom fra en kilde på vestskråningen. Gennem flere årtusinder havde slægt efter slægt slået sig ned på ruinerne efter foregående slægter, havde nivelleret pladsen ved at rydde ruinerne til side og kyle dem ned over skrænten. Nogle år senere skulle Dörpfeld finde og udgrave Homers Troja i det sjette lag. Gravearbejdet blev indstillet den 30. juli 1890.
I begyndelsen af november tvang øresmerter den 68-årige Schliemann til at tage til specialisten i Halle for at blive opereret. Den 13. november blev Schliemann opereret, og en knogleudvidelser fjernet fra øret. Tre uger ventede Schliemann på resultatet, inden han imod lægens anvisning forlod klinikken. Han tog til Leipzig, hvor han besøgte sin forlægger, og den 15. december fortsatte han til Paris. Her måtte han igen under lægebehandling, da hans højre øre begyndte at smerte. To dage senere påbegyndte han sin hjemrejse via Italien. Her benyttede han lejligheden til den 24. december at aflægge besøg ved Pompeji. På vej hen til lægen den 26. december faldt han om på gaden og blev indbragt på et hospital. Han havde ingen papirer på sig, så ingen var klar over, at det var den berømte Schliemann. Først da man kontaktede den læge, som havde udsted den medicin, som Schliemann havde i sin lomme, blev man klar over det, og flere læger blev tilkaldt. Mens lægerne konfererede i et værelse ved side af, afgik Schliemann ved døden som følge af betændelse i hjernen.
Dörpfeld og Sophias broder bragte Schliemanns lig til Athen, hvor han den 4. januar 1891 blev bisat i det mausoleum, han selv havde ladet bygge i klassisk græsk stil. Den 38-årige enke og de to børn modtog kondolence fra den græske konge, flere ministre og det diplomatiske korps. Fra den tyske kejser og fra byen Berlin indløb kranse og telegrammer. Ved kisten udtalte Dörpfeld, hans efterfølger: "Hvil i fred! Du har udrettet nok." (Sophia og datteren Andromache skulle siden blive begravet samme sted.) I Berlin blev der den 1. marts 1891 afholdt en mindehøjtidelighed, hvor Virchow og professor Curtius udtalte mindeord for afdøde.
På forsiden af mausoleet er anbragt en buste af Schliemann lige over et billede af kong Proitos, som sætter kykloperne i gang med at bygge de vældige mure omkring Tiryns. Symbolikken er formentlig, at på samme måde, som det krævede overmenneskelig styrke at bygge disse mure, på samme måde krævede det et menneske af Schliemanns format og støbning igen at bringe dem for dagens lys.
På den sidste side har jeg skrevet om de fortsatte udgravninger på Troja, om den trojanske skat, som på mystisk vis forsvandt efter anden verdenskrig, om den kritik, som er rejst mod Schliemann og et privat forsvar for Schliemann.
I den græske regering herskede nogen mistro mod Schliemann. Hvad håbede han at finde, når han var villig til af sin private formue at bekoste så omfattende udgravninger? Langt om længe, den 29. marts 1874 modtog Schliemann en tilladelse til at grave ved Mykene. Kort efter erfarede Schliemann, at den græske regering var i gang med forhandlinger med en tysk delegation under ledelse af professor Curtius om udgravninger ved Olympia, og den 25. april 1874 fik Curtius tilladelsen. Schliemann gjorde indvendinger, men henvendelsen blev afslået. Til sidst henvendte Schliemann sig skriftligt til kongen, men det endte med, at Schlieman "mistede" Olympia til sin rival professor Curtius.
Da Schliemann ikke udnyttede sin gravetilladelse, fremsendte han i begyndelsen af 1876 en fornyet ansøgning, som straks blev imødekommet. Tilladelsen forudsatte, at alle fund var det græske folks ejendom. I virkeligheden fik Schliemann alene eneret på i tre år at berette om sine resultater. Som i Tyrkiet skulle udgravningerne overvåges af myndighederne, i dette tilfælde Arkæologisk Selskab i Athen, som også skulle inddrages i den forudgående planlægning. Han fik udtrykkeligt forbud mod at anvende "sin trojanske metode" med hensynsløst at nedrive og fjerne murrester o.l. Der var også sat begrænsninger for hvor mange arbejdere, Schliemann måtte anvende. Alle omkostninger skulle (selvfølgelig) bæres af Schliemann. Tilladelsen gjaldt alene gravning indenfor murene i Mykene. Dette skyldtes formentlig, at den græske regering mente, at evt. værdifulde kongegrave lå udenfor murene, og dem ville de reservere for "deres egen mund".
Udfordringerne i Mykene var ganske andre end i Hissarlik. I Hissarlik var opgaven at skaffe bevis for eksistensen af en forhistorisk borg og by, mens kongeborgen i Mykene med sine gigantiske mure, der ragede op over Argossletten, havde været synlig for enhver i århundreder. Schliemanns kendskab til Mykene og omegn havde han især fra den græske rejsende og geograf, Pausanias, som i det 2. århundrede udarbejdede en beskrivelse af Grækenland. Dette værk er et værdifuldt link mellem klassisk litteratur og moderne arkæologi. Pausanias er en af de første, som skriver at have set ruinerne ved Troja og Mykene. Mykene, som ligger i det nordøstlige hjørne af halvøen Peloponnes, var i bronzealderen en af de vigtigste byer i Grækenland og dominerede både Peleponnes og øerne i Ægæerhavet, inkl. Kreta. Homer skildrer i Iliaden, hvorledes Mykenes konge Agamemnon leder det græske togt mod Troja for at hente den skønne Helene, hans svigerinde, tilbage til hende mand, kong Menelaos af Sparta. Men det er en anden historie. Schliemann har med sikkerhed også bemærket, at Homer beskriver både Troja og Mykene som "guldrig".
En dag i august 1876 ankom Schliemann og Sophia til Mykene og red gennem hovedporten, den såkaldte Løveport (ca 1250 fvt.). Løveporten var et symbol på den mykenske kongemagt. Fra 1600 til 1200 fvt. var Mykene Grækenlands betydeligste by. Efter først at have haft handelsforbindelser med Kreta og dernæst at have erobret Knossos omkring år 1400 fvt. optoges en mængde elementer fra den minoiske kultur. Schliemann begyndte med at tage Sophia med til "Atreus' Skatkammer", en stor hule ind i bjerget, bygget i det 14. århundrede fvt. Dette skatkammer ligger på en anden høj i nærheden. En bred gang førte til en mægtig indgangsport, 5½ meter høj og 3 meter bred. Over rummet, som var 13 meter i diameter, hævede sig en spids kuppel i 15 meters højde. Dette skatkammer eller denne gravplads var blevet tømt for mange hundrede år siden. Lord Elgin havde også været på besøg og bortført en del af søjleindgangen. Den så Birgit og jeg for nogle år siden på British Museum i London.
Inden vi fortsætter, vil jeg kort berette om nogle af de græske myter, som er knyttet til Mykene. Agamemnon og Menelaos, som er konger af hhv. Mykene og Sparta, er brødre og sønner af kong Atreus. Menelaos er gift med "den skønne Helene", som bliver bortført/forført af prins Paris til Troja. Agamemnon bliver overkonge for en stor hær, som tager til Troja på Lilleasien for at hente den bortløbne hustru hjem. Da Agamemnon efter godt 10 års kampe vender tilbage til sin kongeborg i Mykene, har hans hustru taget Agamemnons fætter, Aigisthos til elsker. Før Agamemnon tog til Troja blev han af jagtgudinden Artemis tvunget til at ofre sin og sin hustru Klytaimnestras yndlingsdatter, Ifigenia, hvilket formentlig har vakt hans hustrus had. Da Agamemnon vender hjem, medbringer han den trojanske prinsesse Kassandra som elskerinde, hvilket næppe har forbedret forholdet til hustruen. Under festmåltidet dræber Aigisthos og Klytaimnestra Agamemnon og Kassandra. Dette drab medfører en vendetta fra deres børn Orestes og Elektra, og det ender med, at Aegaisthos og Klytaimnestra bliver dræbt af Orestes. Iflg Pausanias blev Atreus sammen med sine sønner, Agamemnon og Menelaos begravet tillige med deres skatte i nærheden af Løveporten. Aigisthos og Klytaimnestra blev begravet i nogen afstand fra muren, da de ikke fandtes værdigt til at blive begravet i nærheden af de konger, de havde dræbt. Schliemanns drøm er, at finde disse kongegrave.
De 60 arbejdere blev inddelt i tre kolonner. Den ene kolonne under ledelse af Sophia udgravede, hvad Schliemann vurderede kunne være "et skatkammer", men uden at gøre nogle fund. Schliemann ledede de to øvrige kolonner, som ryddede Løveporten, der var fyldt med store klipper, formentlig efter jordskælv. Som lovet (eller truet med) sendte Athen en ingeniør, Stamatakis, som skulle overvåge udgravningerne. Han bad straks Schliemann indstille gravearbejdet en tid, indtil de kæmpemæssige mure over og omkring Løveporten var udbedret, og løverelieffet over porten forsvarligt fastgjort. Som altid opfattede den selvbevidste Schliemann denne overvågning som en personlig fornærmelse, og forholdet til Stamatakis var katastrofal. Til sidst skrev Stamatakis til regeringen og bad om at blive fritaget, hvilket dog ikke skete. Han nævnte et tilfælde, hvor Schliemann havde afdækket to murrester, den ene oven på den anden. Da Schliemann ville fjerne den øverste murrest, havde Stamatakis forbudt dette, blot for den følgende morgen at opdage, at den var fjernet. Og det nyttede ikke at appellere til Sophia, for hun var af den opfattelse, at Stamatakis ikke havde ret til at fortælle hendes mand, hvad han måtte og ikke måtte.
Få fod under overfladen fandt Schliemann brudstykker af umalet keramik, bægre af farvet terrakotta, små dyrefigurer, bronzeknive mv., som ligesom i Troja stammede fra forskellige perioder. Med sine hårdhændede gravemetoder lykkedes det Schliemann at afdække en stor vandledning. Desuden fandt han også den berømte "Krigervase", som viser, hvorledes krigerne i Grækenland så ud i sidste fase af den storslåede bronzealderkultur. På vasen ser vi seks skæggede krigere med hornede hjelme og iført et panser, der når til midjen, hvorfra der hænger et læderskørt. På benene har de benskinner, enten af læder eller bronze, og hver af dem bærer en lanse og et let, rundt skjold med en halvrund udskæring forneden.
Efterhånden som fundene dukkede op, ansatte Schliemann flere arbejdere, og var snart oppe på godt 150. En ophidset Stamatakis gjorde opmærksom på, at iht kontrakten måtte der ikke være mere end 50-60 arbejdere, og nu var der mere end dobbelt så meget. Schliemann afviste indvendingen med, at der ikke var mere end 50 arbejdere på nogen af de tre arbejdspladser. Stamatakis fremhævede, at han ikke kunne kontrollere tre arbejdssteder på én gang, hvortil Schliemann bemærkede, at så måtte han ansætte en hjælper. Nu begyndte en magtkamp mellem Stamatakis og Schliemann, hvor førstnævnte klagede til borgmesteren, amtmanden og ministeriet, mens Schliemann truede med at indstille gravearbejdet og trække sig ud. Det medførte et imødekommende svar fra ministeriet, så arbejdsroen sænkede sig igen for en periode.
I oktober måtte Schliemann forlade Mykene for at tage til Troja. Den tyrkiske regering havde anmodet Schliemann om at fremvise udgravningerne for den brasilianske kejser, Pedro II. Da selskabet kom til Mykene sidst i oktober, nød de en udsøgt middag i det "skatkammer", som Sophia havde udgravet.
Hidtil er Schliemann blevet skildret som en hård og kynisk forretningsmand, som alene forfulgte sine egne mål. Jeg vil her berette om en anden side af Schliemann. Da den brasilianske kejser tog afsked, overrakte han polikommandanten Leonardo en kuvert med et beløb til fordeling blandt de politifolk, som havde tjent ham under besøget. Da Leonardo fortalte, at kuverten havde indeholdt 40 Franc, blev han afskediget fra sit embede, da man var sikker på, at han havde tilvendt sig mindst 1000 Franc. Det var utænkeligt, at en kejser kun havde givet 40 Franc. Da Schliemann erfarede dette, sendte han et telegram til ministeren og bad ham lade Leonardo beholde sin stilling. Han kendte Leonardo godt, og var overbevist om hans ærlighed. Da der ikke kom noget svar fra ministeren, sendte Schliemann et telegram til kejseren, som var ankommet til Cairo og berettede om det skete. Han bad kejseren bekræfte, at kuverten havde indeholdt 40 Franc til fordeling blandt betjentene, og ikke 1000 Franc, som påstået af nogle. Kejseren måtte i retfærdighedens navn vedgå, at han var "en fedtsyl", og den stakkels Leonardo blev genindsat i sit job.
Efter denne afbrydelse ved det kejserlige besøg, som jeg er sikker på at Schliemann har sat pris på, vendte man sig mod et område i nærheden af Løvetårnet, som man formodede var byens "Agora" (torv eller samlingsplads). Her fandt man tre relieffer med smukke jagtmotiver. Da man gravede videre, stødte man snart på nogle skaktgrave i klippen, som indeholdt flere spændende fund. På grund af kraftig regn begyndte man at grave ca syv meter fra fundstedet, og nu gik det slag i slag. Schliemann afdækkede fire store grave med 17 skeletter, 12 mænd, 3 kvinder og 2 små børn, hvoraf nogle var mumificerede. Alle skeletterne viste spor af at være brændt, hvilket var almindeligt på Homers tid. Alle var rigt udstyrede med gravgaver i guld, sølv og bronze. Guldvægten oversteg 15 kg. I en grav med tre kvinder blev fundet mere end 700 store runde guldplader med ornamenter, blomster, blade, bier og sommerfugle i mesterlig udførelse. Blandt fundene var 15 diademer, en stor forgyldt sølvvase, en vase af alabaster, og vidunderlige guldsmykker, der forestillede heste, hjorte, blæksprutter, gribbe mv. Kostbare knapper af kulørt glas og bjergkrystal. En af de flotteste gravgaver var et massivt guldbæger, som vejede næsten to kg. Da Schliemann fik overbragt et drikkebæger af massivt guld med en lille due ved hvert drikkehåndtag, var han sikker på, at det var Nestors bæger, som Homer beskrev i Iliadens 11. sang. To af skeletterne i en af gravene var iført en såkaldt dødsmaske, ved to andre skeletter i samme grav lå dødsmaskerne ved siden af. Schliemann var overbevist om, at den flotteste af maskerne tilhørte den græske overkonge, og han telegraferede triumferende til pressen: "Jeg har stirret ind i Agamemnons ansigt!".
Man fandt også fem eksemplarer af de kogekar af kobber, som beskriver flere steder i Iliaden. I samme grav fandt man også det berømte tyrehoved af sølv med en gylden sol i panden og forgyldte horn. I den sidste grav fandt Schliemann tre usædvanligt store skeletter, hvoraf det midterste tydeligvis var udplyndret. De andre bar dødsmasker af guld. Et af skeletterne bar et forgyldt brystpanser. Schliemann var ikke i tvivl om, at han havde fundet Agamemnons grav.
|
|
|
I de skaktgrave, som Heinrich Schliemann udgravede i Mykene, fandt han dem bisat med deres rige udstyr. Guldmasker dækkede de døde herskeres ansigter. Mykenerne mestrede især guldsmedekunsten, og deres tekniske dygtighed og den omstændighed, at de havde guld i rigelig mængde, muliggjorde det høje niveau. Og rundt om ligene lå sværd og dolke med guld- og sølvindlægning på hæfter og klinger, ofte bronzeblade med indlagte guldmotiver, der viser jagtscener. Netop sværdet eller dolken var tegn på heltens værdighed; intet andet våben udstrålede som det herskerens autoritet. Sværdgrebet var kunstfærdigt udformet i kostbare materialer, og klingen kunne være forsynet med prægtige dekorationer i indlagt guld eller sølv med billeder af jagt- eller kampscener. Den slags paradevåben tilhørte alene de fornemste.
Men skaktgravene rummede også andre kostbarheder. Der var drikkekar af guld og sølv, kar af bjergkrystal, guldæsker, elfenbensæsker og hundreder af guldskiver til at sy på dragten, dekoreret med rosetter, spiraler og dyr og meget andet. I en sølvkande optalte man mere end 800 ravperler, formentlig fra Østersøen, trukket på tynde guldtråde. En del af de smykker, som blev fundet, var importerede og vidner om handelssamkvem med det øvrige Europa. Væggene i husene var prydet med kunstfærdigt forarbejdede metalplader.
Schliemann sendte et telegram til den græske konge, hvori han meddelte, at han havde fundet så umådelige skatte, at de kunne fylde et helt museum, og at han af kærlighed til videnskaben skænkede disse skatte til Grækenland.
NB. Mykene er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Fundene fra Mykene befinder sig i dag på nationalmuseet i Athen.
Så snart Schliemann var vendt tilbage til Athen, gik han i gang med at skrive sin nye bog "Mykene". På otte uger skrev han den på engelsk, hvorefter han oversatte den til tysk og gik i gang med at lave en fransk udgave. Den tidligere engelske premierminister William Ewart Gladstone (1809-1898), som var en habil historiker og arkæolog, skrev forord til bogen. Da bogen året efter i 1878 udkom i USA, blev den valgt til "årets bog".
Fundet af denne uhørt store skat fastslog Schliemanns ry som arkæolog, og i 1877 blev han udnævnt til æresmedlem af Deutsche Anthropologische Gesellschaft. Endelig var han blevet optaget i den akademiske verden. Han tog Sophia med til London, da han modtog æresmedaljen fra Royal Archaeological Society, og hans foredrag blev modtaget med begejstring. Schliemanns Troja-samling blev udstillet i London i en periode.
Efter Schliemanns tale trådte Sophia op på talerstolen, smuk som dronning Helene. Her fortalte hun sagkyndigt og med stor beskedenhed om, hvorledes hun ved sin mands side havde bragt de store skatte fra Troja og Mykene for dagens lys. Alle, ikke mindst kvinderne, var begejstrede for hendes optræden.
Sommeren 1877 tilbragte Schliemann sammen med sin familie i Paris. Han rejste dog snart tilbage til Athen, mens Sophia, der var gravid med deres andet barn, blev i Paris under kontrol af fødselslæger. Den 16. marts 1878 fødte hun sønnen Agamemnon. I Athen gik Schliemann i gang med at opføre en standsmæssig bolig til sig og sin familie. I løbet af de følgende to år blev "Iliou Melanthron" (Ilions Palads) opført i toscansk renæsssancestil. Den treetages bygning var med sin luksuriøse hall, den imponerende balsal og de 25 værelser næsten flottere end kongeslottet, som lå i nærheden. Væggene var dækket af marmor, og gulvene belagt med smukke mosaikker. På husets gesims lod han opstille 24 marmorstatuer af græske guder og helte, og hver dør i huset var forsynet med citater af græske forfattere og filosoffer, præget i guld. Schliemann insisterede på, at der blev talt græsk ved middagsbordet, og han gav også alle sine tjenestefolk navne efter personer og figurer fra den græske mytologi.
Som bekendt skifter lys og skygge ofte hurtigt, og enkelte kritiske toner blandede sig i jubelkoret over Schliemann. Det var professor Ernst Curtius, som havde fået udgravningstilladelse til Olympia. Uden Schliemanns vidende havde han fået adgang til skattene fra Mykene i kælderen til Nationalbank i Athen. Efter professorens mening var guldet for tyndt til så betydende en fyrste som Agamemnon, så han mente, at der formentlig var tale om skeletter fra den byzantiniske tid. Schliemann havde selvfølgelig også lagt mærke til det tynde guld, som var anvendt, og han forklarede det med, at der ikke var tale om genstande eller våben, som skulle bæres i det virkelige liv, men var fremstillet til at bære i døden.
Men nu blandede endnu en person sig i den absurde debat. Det var kaptajn Bötticher, en selvlærd historiker, som skulle forfølge Schliemann med polemik resten af hans (Schliemanns) liv. Han påstod, at Schliemann selv havde ladet fundene fremstille og grave ned, og at årsagen til, at guldet var så tyndt, var Schliemans gerrighed. Selv om der kan rejses berettiget kritik af Schliemann, hvilket jeg vil komme ind på senere, kan man ikke nægte, at det var Schliemanns blanding af fantasi og vedholdenhed, der havde kastet lys over denne spændende periode i det forhistoriske mørke og bragt videnskaben ud af studerekamrene. Schliemanns betydning for de efterfølgende udgravninger kan heller ikke overvurderes.
Endnu en gang kom kaptajn Bötticher på banen med et useriøst indlæg om Troja. Han erklærede, at der ikke var tale om en by, der var brændt, men i stedet en begravelsesplads, hvor de døde var blevet brændt. En bebyggelse havde de efter hans mening aldrig været.
For at mane disse og andre indvendinger i jorden inviterede Schliemann professor Virchow fra Berlin og Emile Burnouf fra Paris til på hans regning at besøge udgravningerne i Troja. I slutningen af september 1878 ankom Schliemann og hans selskab til Troja med et stort antal arbejdere og 10 gendarmer. Sidstnævnte skulle ikke alene beskytte Schliemann og hans selskab mod røvere, men også holde øje med, at arbejderne ikke stak noget til side til sig selv. Efter få dage gjorde Schliemann endnu et fund i nærheden af "Priamos' Palads", tre mindre og en større guldskat. Sidst i november satte vinterregnen ind, og gravearbejdet måtte afbrydes. Schliemann kastede sig igen ud i en af sine mange hæsblæsende rejser, som på få uger førte ham gennem det halve Europa: Grækenland med de antikke byer Orchomenos, Tiryns og Olympia, og han dukkede op ved prøveudgravninger ved Marmarahavet, på Ithaka og Sicilien. Han besøgte museer i England, Tyskland, Frankrig og Italien for at sammenligne deres samlinger med sine egne.
I marts 1879 genoptog Schliemann udgravninger i Troja. Denne gang var han ledsaget af to fremtrædende videnskabsmænd, Rudolf Virchow, som var formand for "Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte", og Émile-Louis Burnouf, som var direktør for "Französische Archäologische Institut" i Athen. Virchow påpegede, at Schliemann kun havde gravet ind til midten af højen, og derved anlagt et tværsnit. Han foreslog, at Schliemann også burde lave en lodret snit gennem de forskellige beboelseslag og kulturer. Virchow anbefalede Schliemann at ansætte en ung arkitekt, Wilhelm Dörpfeld, som for tiden ledede udgravningerne i Olympia for Tysk Arkæologisk Institut. Schliemann og Dörpfeld skulle snart indlede et frugtbart samarbejde. Udgravningsstedet blev bl.a. udforsket ved hjælp af geologiske boringer i den forhistoriske undergrund og gav resultater, som i det store og hele bekræftede Schliemanns teorier. Inden de skiltes tog de sammen op til det nærliggende Idabjerg, hvorfra de olympiske guder med fader Zeus i spidsen overværede kampene mellem grækere og trojanere. Virchow skulle blive det eneste menneske, som Schliemann knyttede venskab med. Schliemann fortsatte udgravningerne sommeren over, hvorefter han skrev hovedværket "Ilios. Stadt und Land der Trojaner" på næsten 1000 sider.
Værket udkom i 1880 i Leipzig, London og New York. I fororder skrev Rudolf Virchow, at "nu er der blevet en videnskabsmand af skattegraveren", hvilket formentlig har glædet Schliemann umådeligt. Schliemann skrev efterfølgende en omdiskuteret selvbiografi, som dog bliver en stor salgssucces. Mere herom senere
I december 1979 under Virchows besøg havde Schliemann fået (indprentet) den idé, at hans samlinger skulle gå til hans fædreland Tyskland. Hos Schliemann var der aldrig langt fra tanke til handling, og han skrev et brev til kejser Wilhelm I, hvori han forærede sin trojanske samling til "det tyske folk til evig eje og samlet opbevaring". (Det fremgår af Schliemanns biografi, at hans hustru Sophia mente, at samlingen retmæssigt hørte hjemme i hendes fædreland, hvilket man vel ikke kan fortænke hende i). Det generøse tilbud blev modtaget, og i foråret 1881 ankommer 40 kasser med arkæologiske fund til Berlin. Schliemann selv arrangerer udstillingen på Forhistorisk Museum i Berlin i de to "Schliemann Sale". (Den tyske rigsdag vedtager i øvrigt, at disse to sale til evig tid skulle bære Schliemanns navn.) Den 7. juli 1881 modtager han en æresbevisning, som hidtil kun er blevet Otto von Bismarck, rigskansler og Helmuth von Moltke, øverstbefalende over den prøjsiske hær til del: I festsalen i Berlins Rådhus bliver han udnævnt til æresborger af den tyske hovedstad, og hans ven Virchow holder festtalen. I et brev udtaler kejseren sin tak for og anerkendelse af samlingen med dens store videnskabelige betydning, og brevet bliver trykt i alle aviser. Schliemann havde ønsket, at den samme hæder skulle tilfalde hans hustru Sophia, men det fandt bystyret desværre ikke muligt. Som en slags kompensation får hun den unge kronprins Wilhelm til bords. Samme år bliver Schliemann også æresmedlem af "Berliner Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte".
For vistnok sjette gang tog Schliemann til Troja for at foretage udgravninger, Denne gang i selskab med arkitekten Wilhelm Dörpfeld (1853-1940), som havde vunder stor anerkendelse i forbindelse med Olympia-udgravningerne. Overfor Dörpfeld luftede Schliemann den tvivl, som bestandigt havde naget ham: Kunne den lille by med plads til mindre end 3000 indbyggere virkelig være det store, berømmelige Troja? Dörpfeld anbefalede, at de "løftede" lagene enkeltvis og lavede detaljerede tegninger af hver enkelt kulturlag. Kun med sådanne beviser kunne de overbevise de skeptiske fagfolk, og Schliemann accepterede denne fremgangsmåde. Dörpfeld ville sammen med arkitekt Höfler fra Wien udarbejde de nødvendige tegninger. Snart arbejdere 160 arbejdere under 3 opsynsmænd på udgravningen.
Efter få uger påviste Dörpfeld, at det, som Schliemann havde troet var ringmurene om den 3. by, i virkeligheden var murrester af to vældige bygningsværker i den 2. by. Dörpfeld sluttede også, at kun overklassen i Troja havde boet indenfor de vældige bymure. Der måtte have været en by længere nede for den lavere del af befolkningen. Det passede også med Schliemanns tidligere fund af pottemagerskår i nogle graveskakter, som han havde ladet grave syd for Hissarlik. Dörpfeld påviste, at denne 2. beboelse havde været en storby, som var blevet ødelagt af en vældig brand.
Schliemann skrev talrige kærlige breve til sin hustru Sophia, som aflagde besøg i udgravningerne sammen med børnene Andromache og Agamemnon. Mens familien var på besøg, fandt man fundamenterne til et stort tempel, godt 30 x 10 meter i størrelse.
Pludselig dukkede en tyrkisk officer op med en ordre fra det tyrkiske krigsministerium. Det var ikke længere tilladt at fotografere eller tegne eller gøre notater om Hissarlik, da man befrygtede, at der blev lavet tegninger over de tyrkiske fæstninger i området. En halv snes rasende telegrammer fra Schliemann til Berlin og Konstantinopel kunne ikke løse op for situationen. Samtidig blev Schliemann ramt af malaria, og selv ikke de kraftigste doser kinin kunne slå feberen ned. Det endte med, at Schliemann måtte forlade udgravningerne for at tage hjem.
Schliemann benyttede sommeren til at aflægge besøg i sit barndomshjem i Ankershagen i Mecklenburg. Han skrev til sognepræsten pastor Becker og spurgte, om han og hans familie kunne få et sommerophold på præstegården mod betaling. Præsten sagde ja, og en dag i juni måned dukkede Schliemann og Sophia op med børnene Andromache og Agamemnon. Der har formentlig være røre i landsbyen over, at det berømte og særdeles velhavende bysbarn aflagde besøg. Iflg Schliemann dagbøger var barndomshjemmet, som han huskede det, med den knirkende trappe op til hans værelse, hvor han havde siddet og læst latin. Her var blevet ham indpodet den glødende interesse, som næsten 50 år senere havde ført til opdagelsen af nogle af de største arkæologiske skatte, som verden havde set.
Schliemann mødte også nogle af sine gamle skolekammerater, først og fremmest Minna Meincke, hans barndomsveninde. Han fik også besøg af sin gamle huslærer fra Kalkhorst, som havde undervist ham i latin og bragt hans drengehjerte til at banke for de gamle grækere. En aften kom en gammel og krogbøjet mand til præstegården og spurgte, om han måtte hilse på doktoren. Da han begyndte at fremsige nogle vers fra Iliaden på et ikke helt fejlfrit græsk, gik det op for Schliemann, at det var den gamle møllersvend Niederhöffer, som flere gange for en snaps eller to havde deklameret for ham i butikken. Og mon ikke de to venner har delt en snaps for at fejre gensynet?
Først i december lykkedes det Schliemann via den tyske gesandt i Konstantinopel at få sultanens tilladelse til at udfærdige de nødvendige kort og tegninger, og Schliemann sendte straks sine to arkitekter Dörpfeld og Höfler tilbage til Hissarlik. I 1882 blev Schliemann æresmedlem af "der Bayerischen Akademie der Wissenschaften" og året efter æresdoktor ved Oxford Universitet. I 1983 udkom endnu en publikation fra Schliemanns hånd: "Troja. Ergebnisse meiner neuesten Ausgrabungen." i Leipzig og London.
I 1884, da Schliemann var 62 år gammel, gik han sammen med Dörpfeld i gang med at udgrave Tiryns Kongeborgen på Argossletten, blot nogle få km sydøst for Mykene. Sammen med netop Mykene var Tiryns et center for mykenst kultur. I Iliaden omtaler Homer byen som "det muromkransede Tiryns". Under ledelse af Odysseus’ ven Diomedes sendte byen et kontingent af mænd og skibe til den græske flåde, som skulle hente den bortløbne Helene hjem fra Troja. Tiryns har været befæstet i omkring 7.000 år, men havde sit højdepunkt mellem 1300-1200 fvt. Ifølge legenderne er de kæmpemæssige ringmure bygget af kykloper. Nogle mener også, at Tiryns var den berømte helt Herakles' fødested, og der var fra denne borg med verdens mmægtigste mure at han drog ud for at udrette sine vældige bedrifter. Klik her, hvis du vil læse om dem.
Besynderligt nok havde ingen arkæologer interesseret sig for Tiryns, før Schliemann og Dörpfeld dukkede op. Måske fordi de mente, at de hårdt brændte mursten stammede fra middelalderen og ikke fra den græske bronzealder. Som altid støttede Schliemann sig på sine antikke kilder, og som ved Mykene studerede han Pausanias' rejsebeskrivelse fra det 2. århundrede. Heri læste Schliemann, at Pausanias ved et besøg i år 170 havde set en intakt ringmur: "Bygget af utilhuggede sten, så store, at selv den mindste ikke kunne rokkes af et spand mulddyr.". Udgravningen påbegyndtes i marts måned 1884 med 60-70 arbejdere. Schliemann sendte bud til Hissarlik efter sine to betroede opsynsmænd. Hver morgen kl 3:45 stod Schliemann op, tog ned til havnen, hvor en fisker roede ham ud på havet for at han kunne svømme rundt 5-10 minutter, inden har var klar til dagens arbejde.
Ringmuren omkring borgen var i gennemsnit 7-8 meter tykke, men omkring paladset, som lå øverst oppe på bakken, var den mere end 12 meter tyk. Enkelte sten vejede mere end 10 tons. Fra fæstningemuren førte en bred rampe op til hovedindgangen, hvor et porttårn ragede yderligere syv meter op i luften. En fem meter bred gang førte op til den næste port, som mindede om Løveporten i Mykene.
Hele paladsområdet blev omhyggeligt udgravet under Dörpfelds ledelse og opsyn, og renset for ruinnedfald fra sammenstyrtede vægge og lofter. En rummelig indergård lå foran det store kongepalads, som var omgivet af en søjlehal. Overfor indgangen til paladset stod et alter for Zeus. Fra den store modtagelseshal førte tre fløjdøre ind til mandshallen(Megaron), hvor en trone var placeret mod den højre væg; i midten stod et ildsted mellem fire vældige træsøjler, som bar loftet. To af de tre vægge indgik i et tempel for Hera. Gulvet var af kalksten, inddelt i røde kvadrater med blå striber imellem. Søjlerne var smukt bemalede og vægpillerne beklædt med ædle træsorter. Borgområdet med paladset blev ødelagt omkring 1250 fvt.
Fra korridorer førte døre ind til talrige rum, heriblandt et badeværelse med et gulv, som bestod af en eneste blå kalkstensblok på mere end 20 tons. De pudsede vægge var udsmykket med smukke kalkmalerier med kunstfærdige ornamenter og væsener i røde, blå, gule, sorte og hvide farver. Et sted så de en freske med en tyr, som for afsted, mens et menneske dansede på ryggen af den. Den mindede Schliemann om det tyrehoved med guldhorn, som man havde fundet i en skaktgrav i Mykene. Det fik også Schliemann til at se en mulig forbindelse til Kreta, hvor legenden om Minotaurus, halvt menneske og halv tyr, hørte hjemme. Han aftalte med Dörpfeld, at deres næste udgravningsmål skulle være Kreta. I mellemtiden udarbejdede Schliemann værket "Tiryns" om udgravningerne i Tiryns, som året efter udkom i Leipzig, Paris, London og New York. I 1885 modtog Schliemann i London "Den store Guldmedalje for Kunst og Videnskab" af dronning Victoria.
I vinteren 1886/1887 foretog Schliemann en rejse til Egypten og besøgte museerne og de egyptiske monumenter. Sophia blev hjemme, angiveligt fordi hun let pådrog sig søsyge og dermed så vidt muligt undgik sørejser. I foråret 1888 gentog Schliemann rejsen, denne gang i selskab med sin ven Virchow, og de besluttede på et senere tidspunkt at foretage udgravninger i Egypten.
Schliemann og Dörpfeld tog til Kreta for at foretage en vurdering af mulighederne for at gøre arkæologiske fund. I nærheden af Herakleion fører en dal ind til det indre bjergland. Her ligger en høj, Kephala, hvor den berømte borg Knossos skal have ligget. Homer skrev
|
"Langt ude i havet ligger en ø, der kaldes Kreta, et rigt og skønt land, tætbefolket og med halvfems byer... Den største by er Knossos, hvor kong Minos herskede og kunne glæde sig over Zeus' venskab!"
|
Allerede i 1878 havde den spanske konsul Minos Kalokairinos (som navnet antyder, er han græker og oven i købet fra Kreta) udgravet en del af paladset ved Knossos og blotlagt nogle magasiner samt fundet 12 såkaldte pithoi (kæmpestore lagerkrukker) fra en hidtil ukendt civilisation. Desværre blev alle Kalokairinos' fund incl. hans noter ødelagt, da Kreta blev befriet fra den ottomanske (tyrkiske) styre. På grund af den politiske situation, ønskede de tyrkiske magthavere ikke, at der skulle foretages udgravninger på øen, og de nægtede Kalokairinos en gravetilladelse. Schliemann, som efterhånden havde fået et tåleligt forhold til de tyrkiske myndigheder, fik tilladelse af guvernøren til at foretage nogle prøveudgravninger. Han blev hurtigt klar over højens arkæologiske værdi og forsøgte at købe den af dens tyrkiske ejer. Denne nægtede at sælge højen, men Schliemann kunne købe hele hans ejendom inl. højen samt 2500 oliventræer for den ublu pris af 100.000 francs. Schliemann afslog det grådige tilbud - men er vel ikke købmand for ingenting, og forlod øen.
Tre år senere fik Schliemann tilbud om at købe ejendommen, denne gang for 40.000 francs. Schliemann slog til og gjorde forberedelser til at tage til Kreta, men fik et brev fra ejeren, som fortalte, at det ikke var nødvendigt at komme til Kreta, han kunne bare sende ham udbetalingen på 5-6000 francs. Det vakte straks Schliemanns mistro, og da han kom til Kreta, viste det sig, at den tyrkiske ejer havde ombyttet de bedste marker med nogle værdiløse jorder, og samtidig var antallet af oliventræer faldet fra 2500 til godt 800, hvorefter Schliemann irriteret afstod fra handelen. Den væsentligste årsag var imidlertid, at hans modstandere igen havde betvivlet hans resultater, og den ærekære Schliemann hastede til Athen for at tage kampen op.
I stedet blev det englænderen Arthur Evans, som godt 10 år senere, efter at tyrkerne var drevet ud af stormagterne, kom til at udgrave Knossos. Hvis det kan interessere dig, har jeg i forbindelse med en ferie på Kreta skrevet lidt om Arthus Evans og hans udgravninger. Klik her , hvis du vil vide mere. Som et kuriosum kan jeg nævne, at samme Arthur Evans havde fejret sin forlovelse med et besøg på udstillingen i London af Schliemanns skatte fra Troja.
I 1889 dukkede det trojanske spørgsmål op igen. Schliemanns gamle fjende, pensioneret artillerikaptajn Ernst Bötticher havde i tidens løb skrevet flere artikler, hvori han fremsatte den påstand, at der aldrig havde været nogen by på Hissarlik, men at Hissarlik blot havde været en enorm gravhøj, hvor lig var blevet brændt under kultiske ceremonier. At Bötticher aldrig havde set Troja, anfægtede ham tilsyneladende ikke. På en arkæologikonference tilbageviste Wirchow fuldstændig Böttichers påstande som ubegrundet sludder. Han fremhævede, at der i hele Hissarlik højen kun var fundet tre skeletter og seks kranier. På Dörpfelds råd tog Schliemann tyren ved hornene og inviterede Bötticher til at besøge udgravningerne ved Troja sammen med en kommission bestående af 14 fremtrædende videnskabsmænd. Bötticher kunne ikke sige net til en gratis rejse til Troja - Schliemann betalte samtlige omkostninger. I begyndelsen af december 1889 ankom Bötticher til Troja, hvor han blev ført gennem udgravningerne af to upartiske personer. Han indrømmede, at han havde taget fejl, men nægtede efterfølgende skriftligt at tilbagekalde sine beskyldninger, men nu tog offentligheden ham ikke længere alvorlig.
Fra den 25. til den 31. marts 1890 afholdt Schliemann en "International Trojansk Konference" i Hissarlik med deltagelse af videnskabsmænd fra Tyskland, Frankrig, USA og Tyrkiet for en gang for alle at tage livet af de myter, som verserede. Under bestigning af Idabjerget bemærkede Virchow, som udover at være arkæolog også var mediciner, for første gang, at Schliemann havde svære høreproblemer og meget ofte ledsaget af stærke smerter i forbindelse hermed. Schliemann indrømmede overfor sin ven, at han allerede på sin verdensrejse i 1864 havde været nødt til at få foretaget en operation på Java, og siden da havde lidelsen forværret sig. Virchow undersøgte ham efterfølgende og konstaterede, at øregangen næsten var lukket pga knogleudvidelser, og han tilrådede en fornyet operation, denne gang af professor Schwartz i Halle. Men operationen skulle først foretages, når det var tvingende nødvendigt, og Schliemann havde så mange planer, at han udskød operationen indtil videre.
Dörpfeld afslørede sine nye udgravningsplaner for Hissarlik for Schliemann. Nogle arbejdere var stødt på resterne af to store bygninger, som i byggemåde mindede om paladserne i Mykene og Tiryns. I gruslagene omkring bygningerne fandtes skår, smykker mv., som hidtil kun var fundet ved Mykene. Dörpfeld mente, at der måtte eksistere en ringmur udenfor den anden bys bymur. Ca. 40 meter foran den anden bys ringmur begravet under en grusbjerg på 20 meters dybde dukkede en enorm fæstningsmur op, en mur, som ikke stod tilbage for dem, de havde fundet i Mykene. Muren målte 8-10 meter i bunden og nåede en højde af 8½ meter. Nu var Troja en borg, som kunne måle sig med både Mykenes og Tiryns kongeborg. Borgmuren omfattede hele Hissarlikhøjen og målte 540 meter. To dybe brønde indenfor murene forsynede beboerne med frisk vand, udover det, som kom fra en kilde på vestskråningen. Gennem flere årtusinder havde slægt efter slægt slået sig ned på ruinerne efter foregående slægter, havde nivelleret pladsen ved at rydde ruinerne til side og kyle dem ned over skrænten. Nogle år senere skulle Dörpfeld finde og udgrave Homers Troja i det sjette lag. Gravearbejdet blev indstillet den 30. juli 1890.
I begyndelsen af november tvang øresmerter den 68-årige Schliemann til at tage til specialisten i Halle for at blive opereret. Den 13. november blev Schliemann opereret, og en knogleudvidelser fjernet fra øret. Tre uger ventede Schliemann på resultatet, inden han imod lægens anvisning forlod klinikken. Han tog til Leipzig, hvor han besøgte sin forlægger, og den 15. december fortsatte han til Paris. Her måtte han igen under lægebehandling, da hans højre øre begyndte at smerte. To dage senere påbegyndte han sin hjemrejse via Italien. Her benyttede han lejligheden til den 24. december at aflægge besøg ved Pompeji. På vej hen til lægen den 26. december faldt han om på gaden og blev indbragt på et hospital. Han havde ingen papirer på sig, så ingen var klar over, at det var den berømte Schliemann. Først da man kontaktede den læge, som havde udsted den medicin, som Schliemann havde i sin lomme, blev man klar over det, og flere læger blev tilkaldt. Mens lægerne konfererede i et værelse ved side af, afgik Schliemann ved døden som følge af betændelse i hjernen.
Dörpfeld og Sophias broder bragte Schliemanns lig til Athen, hvor han den 4. januar 1891 blev bisat i det mausoleum, han selv havde ladet bygge i klassisk græsk stil. Den 38-årige enke og de to børn modtog kondolence fra den græske konge, flere ministre og det diplomatiske korps. Fra den tyske kejser og fra byen Berlin indløb kranse og telegrammer. Ved kisten udtalte Dörpfeld, hans efterfølger: "Hvil i fred! Du har udrettet nok." (Sophia og datteren Andromache skulle siden blive begravet samme sted.) I Berlin blev der den 1. marts 1891 afholdt en mindehøjtidelighed, hvor Virchow og professor Curtius udtalte mindeord for afdøde.
På forsiden af mausoleet er anbragt en buste af Schliemann lige over et billede af kong Proitos, som sætter kykloperne i gang med at bygge de vældige mure omkring Tiryns. Symbolikken er formentlig, at på samme måde, som det krævede overmenneskelig styrke at bygge disse mure, på samme måde krævede det et menneske af Schliemanns format og støbning igen at bringe dem for dagens lys.
På den sidste side har jeg skrevet om de fortsatte udgravninger på Troja, om den trojanske skat, som på mystisk vis forsvandt efter anden verdenskrig, om den kritik, som er rejst mod Schliemann og et privat forsvar for Schliemann.
Wilhelm Dörpfeld fortsatte udgravningerne ved Troja efter Schliemann død med finansiel støtte fra Sophia Schliemann, og han kom frem til den erkendelse, at Troja VI var hjemsted for Homers storslåede epos Iliaden. I 1932, da han var oppe i 80-erne, blev han af Carl Blegan ovebevist om, at det rettelig var det lag, der benævnes Troja VII-A, som indeholdt Homers by. Fra 1932-1938 gennemgik et hold udstyret med tidens mest moderne teknik og under ledelse af professor Carl Blegen fra University of Cincinnati udgravningerne for at datere de forskellige kulturlag. Interessen samlede sig naturligt om Troja VI. Blegan mente, at Troja VI ikke var blevet ødelagt af en brand men af et jordskælv. Desuden fandt han, at Schliemann fejlagtigt havde adskilt to lag, som faktisk tilhørte samme kultur. Resultatet var, at Homers Troja blev henført til kulturlag VII-A. Men også Blegan havde kritikere, som fremførte, at fordi man havde funder forrådskrukker, behøvede der ikke at have været en belejring, og at fundet af pilespidser ikke automatisk betød, at der havde været en krig. Udgravninger lå nu stille i omkring 50 år, indtil de i sommeren 1988 blev genoptaget af et hold fra Tübingen Universitet og University of Cincinnati under ledelse af professor dr. Manfred Korfmann. Da Korfmann døde i 2005 blev ledelsen af projektet overtaget af en af hans kolleger, Ernst Pernicka.
På baggrund af udgravningerne ved vi, at Troja gennem tiden mange gange er blevet ødelagt og efterfølgende genopbygget. Der er indtil videre fundet ni byer og en boplads ovenpå hinanden. Den tidligste boplads er fra neolitisk tid (ca. 3700 fvt.) og den seneste by er fra romersk tid (ca. 500 evt.).
Gennem tiden har der været mange spekulationer over, i hvilken periode den trojanske krig fandt sted. Schliemann mente, at det måtte være i lagene fra den tidlige bronzealder. I dag mener man, at den trojanske krig fandt sted i 1200-tallet fvt., det vil sige den sene del af den græske bronzealder. Med sin placering som et bindeled mellem Asien og Europa har Troja formentlig været en magtfuld by I bronzealderen, men efter byens ødelæggelser i slutningen af bronzealderen, ser det ud til, at den blev forladt i en periode. Fra midten af det 8. årh. fvt. blev byen igen beboet. I år 85 blev byen underlagt det romerske rige og i den forbindelse delvis restaureret af den romerske general Sulla.
| Troja | 3700 - 3400 fvt. | |
| Troja I | 3000 - 2600 fvt. | |
| Troja II | 2600 - 2250 fvt. | |
| Troja III | 2250 - 2100 fvt. | |
| Troja IV | 2100 - 1950 fvt. | |
| Troja V | 1950 - 1700 fvt. | |
| Troja VI | 1700 - 1400 fvt. | Formentlig ødelagt af jordskælv. |
| Troja VIIA | 1300 - 1190 fvt. | Homers Troja, ødelagt i krig, spor efter brand. |
| Troja VIII | 1190 fvt. - 85 evt. | |
| Troja IX | 85 - 500 evt. | Grundlagt under kejser Augustus. |
I dag er der skudt en turistby, Truva op i nærheden af Hissarlik højen, som hver dag modtager masser af turister, dels med bus fra Istanbul dels med færge via Çanakkale, som ligger omkring 50 km nordøst for Troja. Jeg har (endnu) ikke besøgt stedet, men har læst, at det er meget "turistet" med souvenirbutikker og et lile museum. Der er opstillet en stor træhest - den trojanske hest - som fungerer som legetøj for børnene. Udgravningen beskrives undertiden som "en ruin af ruiner" på grund af de mange udgravninger, der er foretaget. Også som følge af Schliemanns arkæologiske metode, som var særdeles destruktiv. I sin jagt på kong Priamos' by ødelagde han alle efterfølgende kulturlag, hvorved mange interessante strukturer blev ødelagt, bl.a. alle husvægge fra Troja II. Hertil kom, at stedet i mange år var ubeskyttet, så alt, hvad det har været muligt at fjerne, er for længst borte. Det kræver formentlig en kyndig guide at få en grundig indføring i den engang så blomstrende bronzealderkultur.
Indtil arkæologerne så økserne på Pushkin Museet i Moskva i 1994, mente man, at de var gået tabt sammen med de øvrige dele af den såkaldte Priamos' Skat. Skatten blev i 1880 overdraget til Nationalmuseet i Berlin, og var i tiden op til 1945 udstillet på det pragtfulde Pergamon Museum. Herfra blev det overført til en bunker under Berlin Zoo, hvorfra den forsvandt under krigens sidste kaotiske dage. Mange mente, at den var gået til under bombeangreb eller smeltet om. Under den kolde krig benægtede det russiske regime ethvert kendskab til Priamos’ Skat. Imidlertid dukkede skaten op på Pushkin Museet i Moskva i 1993. I årtier havde en håndfuld sovjetrussiske embedsmænd holdt hemmeligt, at skatten skjultes i kældrene under Pushkin Museet. Selv museets kurator Vladimir Tolstikov var holdt i uvidenhed og opdagede det ved et tilfælde i 1975. Også han så først skatten i 1993.
Der er siden indgået en aftale om returnering af genstande, som blev fjernet fra de tyske museer ved den russiske besættelse, men siden 2004 har museumsdirektører i Rusland nægtet at udlevere genstandene, som efter deres mening er en kompensation for den nazistiske ødelæggelse af russiske byer under anden verdenskrig. 27 millioner russere mistede livet, 100 museer blev ødelagt og utallige byer blev smadret under "Den store patiotiske Krig", som den benævnes i Rusland. Russerne har luftet at de vil returnere samlingen, hvis de på anden måde holdes skadeløse. Vilkov, den russiske ansvarlige, har udtalt, at Rusland er i besiddelse af omkring 249.000 kunstgenstande og 1.25 millioner bøger og andre publikationer.
Efterkommere af Frank Calvert gør også krav på i hvert fald en del af de skatte, som Schliemann bragte for dagens lys i Troja. Som tidligere nævnt ejede Frank Calvert den østlige halvdel af Hissarlik højen og den tyrkiske regering den vestlige halvdel. En engelsk arkæolog har på grundlag af Schliemanns dagbøger "rekonstrueret", hvor de enkelte fund blev gjort. Han har fundet frem til, at Schliemanns "Skat L," som overvejende bestod af ceremonielle økser, blev fundet på Calverts halvdel i 1890. Schliemann smuglede økserne ud af Tyrkiet og publicerede aldrig fundet, skønt han i fortrolige breve angav, at det efter hans mening var af største betydning. I 1902 dukkede økserne op på Troja udstillingen i Berlin, uden at deres oprindelse blev anført.
Under en konference udtalte den russiske kulturminister, Yevgeny Y. Sidorov at med udstillingen i Pushkin Museet blev Priamos' Skat givet tilbage til menneskeheden, og med de nye åbne grænser kunne interesserede, som ønskede at se guldet, lige så godt komme til Moskva som noget andet sted. De russiske og de tyske lærde har erklæret sig neutrale og overladt "den nye trojanske krig" til politikerne. Krigen bliver måske mindre blodig, men næppe kortere end den første trojanske krig, der som bekendt varede godt 10 år.
Den engelske forfatter og journalist Caroline Moorehead giver i "The Lost Treasures of Troy". London, Weidenfeld and Nicolson, 1994 en spændende beskrivelse af afsløringen af skattens skæbne. Bogen indeholder også en detaljeret og efter min mening nøgtern beskrivelse af Heinrich Schliemanns liv og levned.
Allerede mens Schliemann levede blev han udsat for en del kritik, idet mange anså ham for en amatør, som benyttede sine mange penge til at fremme sine egne private interesser uden hensyn til midlerne. Jeg vil her referere nogle af de kritikpunkter, som er rejst, og måske komme med et forsøg på et forsvar af min helt Heinrich Schliemann.
På hans tid var arkæologien ikke en etableret videnskab, og hans udgravningsmetoder var ikke meget anderledes end den, der blev anvendt i mange andre tilfælde, også på vores breddegrader. Her som der gik en mængde information tabt i forsøget på at finde spektakulære ting til opstilling i museerne. Schliemann er blevet kritiseret for at have bortgravet de lag, der dateringsmæssigt hører til den trojanske periode, men man bør tage i betragtning, at før hans indsats var der næppe nogen, der troede på, at Troja nogensinde havde eksisteret.
I 1972 i forbindelse med Schliemanns fødselsdag afslørede professor dr. William Calder fra Colorado University, at Schliemann havde fabrikeret en række usandheder, og andre forskere som professor David Traill fra University of California fulgte op. David Traill, Schliemann of Troy: Treasure and Deceit, John Murray Publishers. Jeg skal gengive nogle af kritikpunkterne i det følgende.
Barndommen og den påståede tidlige interesse for arkæologi.
I 1960-erne foretog en psykolog en gennemgang af tusindvis af breve fra Schliemann, og han kom frem til et noget andet billede af Schliemanns barndom end det, han selv har givet i sin selvbiografi. Tilsyneladende hadede Schliemann sin far, og gav ham skylden for moderens død. Der er intet i de tidlige breve, som antyder en interesse for Troja eller klassisk arkæologi. I det hele taget er hans fortælling om den fattige bondedreng, som tidligt i livet sætter sig et mål, bruger den første del af livet på at tjene en formue og derefter resten af livet på at realisere drømmen, romantiseret og delvist konstrueret. Det er fx tvivlsomt, om Schliemann som hævdet modtog den illustrerede historiebog i julegave, da han var otte år, idet eksperter har fastslået, af inskriptionen forrest i bogen er skrevet af en voksen. Til forsvar for Schliemann vil jeg fremføre, at det på den tid ikke var ualmindeligt, at mennesker forskønnede deres barndom, og det er vel også naturligt, at man som voksen især husker de drømme, som siden gik i opfyldelse. Traill mener, at Schliemanns interesse for den klassiske periode og arkæologien var en flugt fra hans forfejlede russiske ægteskab.
Priamos' skat.
Nærmere undersøgelser har vist, at den såkaldte "Priamos' skat" stammer fra en kultur, som eksisterede omkring 2500 fvt., dvs omkring 1250 år tidligere end Homers Troja. Hertil kommer, at fundene stammer fra forskellige perioder. Schliemann har formentlig samlet fund fra forskellige steder i området og "markedsført" dem som et samlet fund. Hans tjener Yannakis har indrømmet at en del af fundet, dog ikke guldet, stammede fra en grav, der lå et stykke borte. Det er senere kommet frem, at Schliemann skal have fået et guldsmed til at frembringe nogle smykker i mykensk stil og "plantet" dem i udgravningen. Denne ikke ukendte metode kaldtes "at salte". Og Schliemanns påstand om, at hans hustru Sophia skulle have assisteret ved fundet og den efterfølgende udsmugling af skatten, er også konstrueret, da vi ved, at Sophia opholdt sig hos sin familie i Athen i de dage, det foregik.
Agamemnons guldmaske.
Agamemnons guldmaske eller dødsmaske har tilhørt en mykensk fyrste, som levede omkring 300 år før den græske overkonge Agamemnon (hvis denne i det hele taget har levet). Men den alvorligste anklage mod Schliemann består i, at han selv skulle have ladet Agamemnons maske fremstille af en guldsmed i Paris. Det er blevet påpeget, at netop denne maske er påfaldende moderne og bærer en for sin tid usædvanlig moustache. Flere historikere har undret sig over, at masken minder mistænkeligt meget om Schliemann selv eller måske Schliemanns idol, kong Ludwig af Bayern. Schliemann skulle i så fald først have indsmuglet masken til Hissarlik forbi den emsige kontrollant og derefter anbragt den i udgravningen, så den ville blive fundet. Andre foreslår, at Schliemann "forbedrede" masken ved at tilføje eller fremhæve især moustachen. Den græske regering har hidtil afslået at lade masken underkaste en nærmere undersøgelse med den begrundelse, at det kunne beskadige masken. Resultatet af undersøgelsen kunne selvfølgelig også tænkes at beskadige den græske turistindustri, hvis denne myte blev punkteret - uanset udfaldet.
Det ville i givet fald ikke være første gang, at videnskaben havde ladet sig narre. Tænk fx på den såkaldte "Piltdown-mand" fra 1912. Først i 1953 opdagede britiske videnskabsmænd, at kæbebenet stammede fra en abe, at tænderne var blevet filet, for at få dem til at se menneskelige ud, og at isse-stykket i virkeligheden var knæskallen fra en elefant.
Schliemanns besøg hos den amerikanske præsident.
Det er usandsynligt, at Schliemann var til middag hos den amerikanske præsident Millard Fillmore i Det Hvide Hus i 1850, som han hævder i sin selvbiografi. Dels er det usandsynligt, at præsidenten ville have inviteret en fattig emigrant på middag, dels fremgår dette ikke af dagens aviser i Washington.
Schliemann forlod Californien i hast, fordi han havde snydt sin partner. Hvis han var blevet, havde risikoen for lynchning i det barske guldgravermiljø været nærliggende. Schliemann blev ikke, som han selv hævdede, amerikansk statsborger i 1850, men først i 1868 på grundlag af en falsk påstand om, at han havde opholdt sig i landet i en årrække.
Schliemann fik aldrig, som han påstod, en universitetsgrad fra Rostock, selv om han anmodede om det. Jeg er heller ingen tvivl om, at Schliemann i mange tilfælde løj overfor de tyrkiske myndigheder og sikkert også førte sin partner Frank Calvert bag lyset. Det har næppe faldet svært for den kyniske forretningsmand.
Schliemann blev både af sin samtid og af sin eftertid med rette kritiseret for sin "bulldozer metode", som især under de første udgravninger i 1871-1872 for evigt ødelagde masser af arkæologiske data. Schliemann var pioner på området,og den teknik, han anvendte var ikke meget anderledes end den, der blev anvendt af datidens øvrige arkæologer. De udgravninger, som Schliemann efterlod, er ofte blevet sammenlignet med et landskab af skyttegrave.
Selv om "stratigrafi", læren om jordlagene og disses indbyrdes beliggenhed, var kendt indenfor den geologiske verden, var den endnu ikke taget i brug indenfor arkæologien. I modsætning til geologen kan arkæologen ikke altid regne med, at de nedre lag er ældre end de øvre lag. Hissarlik var den første store menneskeskabte høj, som blev udgravet.
I et brev til den tyrkiske minister, Safvet Pasha skrev Heinrich Schliemann bl.a. følgende: "Min nuværende forskning har ikke noget at gøre med studiet af antikke kunstværker skjult under jordens overflade. Nej, dette sædvanlige mål for arkæologisk udgravning er fuldstændig fremmed for det historiske arbejde, jeg er optaget af ... Mit eneste mål er at kunne fastslå en historisk kendsgerning, hvor jeg har en anden opfattelse end mange fremtrædende historikere og geografer." Med disse få ord lægger Schliemann efter min mening en videnskabeligt funderet tilgang for dagen. Han har en hypotese, som han ønsker at afprøve. Og han er altså ikke bare en skattejæger på jagt efter skatte til sin samling.
En del af kritikken skyldtes formentlig en slet skjult misundelse fra de forskere, som i mange år fra dybet af deres lænestole havde teoretiseret over, hvor det sagnagtige Troja mon kunne ligge. Nu blev de "overhalet indenom" af en amatør uden akademisk (ud)dannelse. En forretningsmand og reklamemand, i hvem det utålmodige barn ofte tog magten fra den kølige arkæolog.
Det er sandt, at Schliemanns "bulldozer metode" - især under de første udgravninger i 1871-1872 - for evigt ødelagde masser af arkæologiske data, men den teknik var ikke meget anderledes end den, der blev anvendt af datidens øvrige arkæologer. De udgravninger, som Schliemann efterlod, er ofte blevet sammenlignet med et landskab af skyttegrave. Men Schliemann lærte af sine fejl og inddrog efterhånden kompetente fagfolk i arbejdet og implementerede mere skånsomme gravemetoder. Det nytter ikke meget at ærgre sig over, at tiden endnu ikke var bekendte med pollenanalyser og efterforskning af DNA materiale. Man skal også huske på, at Schliemann heller ikke kunne benytte sig af andre arkæologers erfaringer, thi ingen havde før ham indladt sig på enudgravning i den målestok, og der fandtes ingen ankerkendt udgravningsteknik. Også Schliemann bør som alle historiske objekter vurderes ud fra samtidens målestok og ikke i vort bagklogskabs klare lys.
En af Schliemanns fortjenester er efter min ringe mening, at han populariserede arkæologien. Med sine bøger og sine hyppige telegrammer til The Times, Daily Telegraph og andre aviser holdt han sin samtid løbende orienteret om de igangværende udgravninger på en måde, som aldrig tidligere var set. Schliemann spillede på pressen som en nutidig Hollywood agent eller spindoktor. Ethvert menneske, som interesserede sig for kultur og historie, levede med i det drama, som udfoldede sig på Hissarlik højen, og også mange forskere blev inspireret heraf. Schliemann var datidens Indiana Jones. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den scene i "The Raiders of the Lost Ark", hvor Indiana Jones undersøger en guldstatue, udsmykket med masser af juveler. Da han rører ved statuen, falder den sammen og bliver til støv. Jeg tror også, at Schliemanns forsøg på at give videnskabeligt bevis for en romantisk, strålende og mytisk fortid har appelleret til befolkningen, som jo levede i en tid, hvor Charles Darwins påstande om, at mennesket og aberne havde en fjern fælles forfader.
Da Schliemann døde, udtalte sir John Myres, professor i Oldtidshistorie ved University of Oxford, at mange følte det som "foråret var forsvundet ud af året."
En anden stor oldtidsforsker Arthur Evans skrev om sin forgænger Schliemann, da han selv stod på berømmelsens tinde efter udgravningerne på Knossos: "Jeg oplevede den lykke at træffe ham på selve stedet for hans opdagelser, og jeg mindes endnu ekkoet af hans besøg i England, hvor han fejrede sine største triumfer... Hans personlighed syntes endnu at bære præg af hans ungdoms romantiske indstilling, og jeg husker med næsten uhyggelig tydelighed den lile, spinkle mand - han var bleg og klædt i temmelig mørkt tøj - han gik med briller af udenlandsk fabrikat, og jeg forestillede mig, at han gennem dem kunne se dybt ned i jorden."
Må jeg foreslå, at du fortsætter med at læse om Arthur Evans udgravninger ved Knossos på Kreta, hvor den strålende minoiske kultur blev afdækket. Klik her.