Agamemnons dødsmaske

Heinrich Schliemann
Siden min barndom har Heinrich Schliemann været en af mine store helte, den fattige bondedreng, som forlader sin barndomsby og tager ud for at gøre sin lykke, bliver en stor forretningsmand i Rusland, opretter en bank i Amerika under den store guldfeber, tjener en formue, så han allerede som 40-årig kan hellige sig sit live store interesse: lokalisering og udgravning af de antikke byer og paladser i Troja og Mykene. Og som undervejs på egen hånd tilegner sig 15-20 fremmedsprog.

Mine kilder har primært været disse to:
• "På opdagelse i antikkens Grækenland, Heinrich Schliemanns eventyrlige liv", Franz Georg Brutsgi, oversat fra "Weltfahrt nach Troja", 1958. Jeg har haft denne letlæste bog, som er skrevet som en roman, siden min drengetid.
• "The Lost Treasures of Troy af", Caroline Moorehead, London, Weidenfeld and Nicolson, 1994. En gave fra min canadiske svigerdatter Janet. En forrygende beretning om hvorledes det gik med Schliemanns skatte efter 2. verdenskrig, hvor russerne bortførte den.

Jeg har også studeret "Heinrich, Heinrich Schliemann's Selbstbiographie" (færdiggjort af Sophia Schliemann), Leipzig, 1892, som Heidelberg Universitet har digitaliseret og lagt på nettet her.

Allerede mens Schliemann levede, var der megen kritik både af hans arbejdsmetoder og hans sandfærdighed. Jeg har valgt først at beskrive Schliemanns liv og bedrifter, nogenlunde som de foreligger fra hans egen hånd, og samlet kritikpunkter på den sidste side.

Heinrich Schliemanns opvækst
Heinrich Schliemanns fødehjem i Neubukow Heinrich Schliemann [Johann Ludwig Heinrich Julius Schliemann] er født den 6. januar 1822 i den lille by Neubukow i Mecklenburg-Schwerin i Tyskland som det femte af ni børn af en protestantisk præst Ernst Schliemann og hans hustru Luise Therese Sophie Schliemann. Han havde flere søskende. Inden Schliemann var et år gammelt, flyttede familien til i Ankershagen, hvor han tilbragte sine barndomsdage med at strejfe omkring i naturen med sin broder Ludwig og sin barndomsveninde Minna Meinecke. I hans barndomshjem er siden indrettet "Heinrich Schliemann Museum". Mange timer tilbragte han i landsbyskrædderen Peter Wøllerts stue, hvor skrædderen fortalte skrækindjagende, men også betagende historier. Moderen døde i barselsseng, da Schliemann var ni år gammel. Inden moderens død havde faderen haft et forhold til tjenestepigen Sophie Schwarz, som han overøste med gaver. Snakken gik selvfølgelig i den lille landsby, og da der også opstod mistanke om uregelmæssigheder med hans anvendelse af kirkens midler, blev der rejst en disciplinærsag mod faderen. Denne sag varede fra 1832 til 1837. Faderen blev frikendt for underslæb, men måtte forlade sin stilling på grund af "usædelige opførsel". Schlieman blev sendt til sin onkel Friedrich Schliemann i Kalkhorst, hvor han gik i skole, og faderen betalte for hans skolegang. Skønt Schliemann senere påstod, at han ikke fik megen uddannelse som barn, var han dog som 11-årig i stand til at skrive en stil om Odysseus og Agamemnon på latin, mens han gik på gymnasiet i Neustrelitz. Desværre var faderen snart ude af stand til at betale hans skolepenge, så Schilemann måtte forlade gymnasiet efter kun tre måneder og vende tilbage til realskolen. Hele livet udtrykte han stor bitterhed over den boglige uddannelse, han følte sig snydt for i sin ungdom, ligesom han følte, at hans fader var skyld i moderens død.

Schliemann har selv erklæret, at hans glubende interesse for historie var startet som dreng, hvor faderen ofte havde fortalt ham om de homeriske heltes kampe ved Troja, en kamp, som efter 10 års kamp endte med nedbrænding og ødelæggelse af det mægtige Troja. Hvis du vil genopfriske dit kendskab til Iliaden, har jeg genfortalt denne fantastiske historie her. Interessen for antikkens verden steg yderligere, da han kort før sin 8-års fødselsdag af sin fader fik en illustreret verdenshistorie i julegave, Weltgeschichte für Kinder af Georg Ludwig Jerrer. Heri var der tegninger af kampene ved Troja, og han skulle som 8-årig have erklæret, at han en dag ville rejse til Grækenland og finde Troja og alle dets skatte.

Schliemanns læretid
14 år gammel kom Schliemann i lære hos en købmand i den lille naboby Fürstenberg; her var han i fem år. Arbejdsdagen begyndte kl fem om morgenen og varede ofte til kl 11 om aftenen. I den tid læste han som en gal i sin fritid. En dag dukkede en fordrukken møllersvend, Hermann Niederhöffer op i forretningen, og til Schliemanns begejstring kunne møllersvenden, som var falleret klassisk student, recitere flere hundrede vers fra Iliaden på græsk. Det krævede kun en enkelt snaps at få ham til at gentage forestillingen. Skønt han ikke forstod en lyd af versene, blev Schliemann forelsket i det melodiøse græske sprog, som han siden skulle komme til at mestre. I 1841 måtte han imidlertid forlade lærepladsen på grund af helbredsmæssige problemer, da han begyndte at spytte blod. I sin selvbiografi forklarer Schliemann dette med, at han havde været nødt til at løfte meget tunge tønder på jobbet. Efter sin afsked lærte Schliemann dobbelt bogholderi i Rostock. Herefter besluttede han som 19-årig at søge sin lykke i udlandet og tog til Hamborg. På grund af sin svage konstitution lykkedes det ham ikke at finde beskæftigelse, og han tog hyre som skibsdreng på den lille brig "Dorothea" med destination mod Venezuela. Den 28. november 1841 forlod skibet Hamborg med kurs mod Amsterdam, en tur som med god vind kunne klares på tre dage. Natten mellem den 11. og 12. december løb skibet på et rev under en voldsom storm og forliste. Efter ni timer i en jolle blev besætningen, heriblandt Schliemann skyllet op på den hollandske ø Texel. Her fik han hjælp af en lokal familie, og blev indlagt på et hospital. Mens han lå der, skrev han til en bekendt af familien, skibsmægler Wendt i Hamborg og bad om hjælp. Wendt havde nogle venner på besøg og foranstaltede en indsamling blandt dem, og kort efter modtog Schliemann 240 gylden. I stedet for at tage hjem fortsatte Schliemann til Amsterdam for at undersøge mulighederne der.

Schliemann lærer sig sprog i Amsterdam
Efter anbefalinger fra den prøjsiske generalkonsul fik Schliemann ansættelse som kontorelev ved F.C. Quien. Han skriver selv, at stillingen ikke var særligt krævende og gav ham god tid til at dyrke sin forsømte uddannelse. Han anvendte halvdelen af sin beskedne gage (knap 400 gylden om året) på undervisning, og den anden halvdel på at opretholde livet "i et usselt kvistkammer uden kakkelovn, hvor jeg rystede af kulde om vinteren og om sommeren var ved at gå til af varme." I første omgang studerede han kaligrafi for at få en god håndskrift. Derefter gik han i gang med at lære sig selv fremmedsprog efter en metode, som han selv opfandt. Denne bestod i højtlæsning af avisartikler eller bøger i mindst en time om dagen for sig selv. Derefter udarbejdede han en liste over dagens nye begreber. Denne liste blev gennemgået af en sproglærer, og rettelser fra den foregående dags liste blev lært udenad. Jeg ved ikke, hvor anvendelig denne metode er i al almindelighed, men på mindre end et halvt år havde Schliemann lært engelsk. Udover et udviklet sprogøre kræves formentlig også en jernvilje, men som det vil fremgå, var Schliemann i besiddelse af begge dele. Derefter kastede Schliemann sig over det franske sprog, som han også snart mestrede, hvorefter han fortsatte med italiensk, spansk og portugisisk. For at klare sig i Amsterdam lærte han selvfølglig også hollandsk. Med denne simple metode skulle Schliemann gennem livet lære sig selv 15-20 sprog.

På anbefaling af tyske venner fik Schliemann den 1. marts 1844 ansættelse som korrespondent og bogholder ved det ansete handelsfirma B.H. Schröder & Co. i Amsterdam. Det viste sig snart, at Schliemann havde de egenskaber, der skal til for at skabe en god forretningsmand. Han var intelligent, flittig og havde en fortrinlig sans for detaljer. Han fik en klækkelig lønforhøjelse, men havde stadig tid til ved siden af arbejdet at udvide sine sprogkendskaber. Hans næste valg faldt på russisk, dels fordi der stort set ikke var nogen mennesker i Amsterdam, som talte russisk, dels fordi det ville være til stor nytte i hans arbejde. Schliemanns system var nu så indarbejdet, at han lærte russisk på seks uger. Det var muligt at købe russiske bøger i Amsterdam, men umuligt at finde en russisktalende lærer. Det endte med, at Schliemann ansatte en stakkels jøde til to timer hver aften at høre på hans russiske deklamationer, skønt han ikke forstod en stavelse deraf. Husets øvrige beboere var ikke glade for denne højtlæsning, og Schliemann måtte flytte to gange i den periode. Firmaet var så tilfreds med Schliemanns evner og indsats, at han i 1846 blev udsendt som firmaets generalagent i St. Petersborg.

Agent i St. Petersborg (1846-1857)
Heinrich Schliemann i Rusland. Schliemann var agent for Schröder & Co. i St. Petersborg i næsten 11 år. Samtidig hermed var han agent for flere andre firmaer, ligesom han snart startede egen handelsvirksomhed. Denne importerede bl.a. indigo farvestof. Der var på den tid ingen kemiske alternativer til denne plantefarve, hvorfor der var en betydelig efterspørgsel og en god indtjening på denne vare. Schliemann udvidede dog sortimentet med te, kaffe, olivenolie, bomuld, papir, diamanter, chilesalpeter mv. Allerede i begyndelsen af 1847 blev Schliemann optaget i sammenslutningen af storkøbmænd i St. Petersborg.

Schliemann adskilte sig på flere måder fra de øvrige købmænd i byen. For det første tog han sig personligt af alle salgsopgaver i stedet for at overlade dem til en af de ansatte. Men han overvågede også personligt indkøbene på de store auktioner i Amsterdam, London og Paris, så ofte han kunne. I krisesituationer tog han sig også selv af transportopgaverne, som fx under Krimkrigen. Da han i oktober 1851 i Sacramento, Californien blev ramt af gul feber, blev han ikke på sit hotelværelse eller lod sig indlægge. I stedet stillede han sin seng op på kontoret, så han kunne holde øje med tingene. Endelig udviklede han en uhørt hensynsløshed i forretningssager. Disse egenskaber gjorde, at hans personlige formue blev mangedoblet. Under krimkrigen (1853-1856) brød han flere gange den russiske blokade og importerede krigsvigtige varer, hvilket de øvrige købmænd veg tilbage for. Fra 1860-1861 under den amerikanske borgerkrig opnåede han store fortjenester i bomuld, mens sydstaternes havne var blokerede. Trods denne tilsyneladende frygtløshed i forretninger handlede han altid ud fra kalkulerede risici. Da han fx fik nys om, at den russiske regering ville udgive en ny civilretlig lovbog, opkøbte Schliemann et stort oplag af særlig godt papir og solgte det på et passende tidspunkt.

Skønt Schliemann på mange måder betragtede Rusland som sit nye fædreland, besluttede han i december 1850 at likvidere sine forretninger i St. Petersborg og tage til USA. I sin dagbog anfører han som begrundelse, at hans yngre broder Ludwig, som i 1848 var udvandret til USA, var død af tyfus i Californien.

Schliemann har muligvis også haft andre motiver til at bryde op fra St. Petersborg. Skønt han havde stor succes i erhvervslivet, havde han ikke fundet lykke i sit privatliv. Allerede i det første år i St. Petersborg, hvor han var i stand til at forsørge en kone, havde han gjort foranstaltninger til at blive gift med sin barndomsveninde Minna. Gennem en ven i Neustrelitz anmodede han om Minnas hånd - blot for at erfare, at hun allerede var blevet gift. Denne nyhed ramte ham hårdt. "Denne skuffelse regnede jeg dengang for det største slag, der kunne have ramt mig, og i et stykke tid var jeg ganske ude af stand til at arbejde og måtte holde sengen.". De havde ikke set hinanden i 14 år. Efter nogen tid begav han sig i tre tilfælde ud på frierfødder i St. Petersborg, men i alle tre tilfælde bristede hans forhåbninger. Schliemann rejste rundt til de europæiske hovedstæder, Paris, Berlin og London. Han boede altid på de bedste hoteller - men på de billigste værelser. Når han var i London, tog han gerne nogle timer fri for at gå på British Museum for især at sudere den egyptiske samling. (Den er også mere end ét besøg værd.).

I 1850 erfarede Schliemann, at hans broder Ludwig er død i Sacramento i USA, og han beslutter at tage dertil for at ordne broderens bo. Måske kunne han også i USA finde en kvinde st dele sine rigdomme og livet med? Måske var Schliemann også ramt af den guldfeber, som havde ramt Californien?

Rejsen til Amerika (1850-1852)
Rejsen, som begyndte den 10. december 1850, var anstrengende og turbulent, men allerede den 10. januar 1851 kom den til en foreløbig afslutning, da begge skibets motorer brød sammen midt ude på Atlanten. Ved hjælp af sammenrimpede sejl lykkedes det at bringe skibet ind til den irske kyst. Upåvirket af disse erfaringer sejlede Schliemann afsted den 1. februar 1851 mod USA. Efter et par dages ophold i New York, hvor han snakkede forretninger med nogle kontaktpersoner, fortsatte Schliemann rejsen med tog til Florida. Herfra fortsatte han med skib til landtangen ved Panama, som blev passeretd dels til fods gennem bjergene, dels i de indfødtes både. Med damper langs kysten nåede han den 2. april 1851 frem til Golden Gate i San Francisco. Han undrede sig over den driftige by med dens 40.000 indbyggere. Blot 18 måneder tidligere havde der blot ligget enkelte træhuse.

Schliemann driver bank i Sacramento
Et par dage senere fortsatte Schliemann til Sacramento, hans bestemmelsessted. Her opsøgte han sin broders grav og gav bedemanden 50 dollars til en smuk gravsten med inskription. Derefter vendte han sig mod den rå guldgraverbys forretningsliv. I juli 1951 havde Schliemann fundet sit forretningsområde: han ville oprette en bank i Sacramento. Han fik kontakt til huset Rothschild, som havde en bank i San Francisco. Schliemanns bank købte guldstøv af guldgraverne og solgte amerikansk og europæisk valuta. Allerede den 1. september samme år beskæftigede han tre personer i banken, som holdt åbent fra kl seks om morgenen til kl 10 om aftenen. Og forretningen gik strygende, og på mindre end et år har Schliemann fordoblet den formue, han havde medbragt fra Rusland. På trods af denne succes beslutter han at vende tilbage til "sit elskede Rusland, sit fortryllende St. Petersborg""

Det afgørende motiv for dette skridt var formentlig, at Schliemann fik helbredsmæssige problemer. Den 4. oktober 1851 fik han høj feber, og lægen behandlede ham med kinin og en kviksølvforbindelse. Lægen advarede Schliemann om, at han formentlig ikke ville overleve endnu et udbrud, men til trods herfor overlevede han to tilbagefald, men han flyttede straks fra det yderst sundhedsskadelige miljø i guldgraverbyen. Endnu en bevæggrund til at rykke teltpælene i USA op var, at Schliemann vurderede, at opdagelsen af nye guldminer ville presse guldprisen. Efter at have overdraget sin forretning til Rothschild tog han den 7. april 1852 et skib til Europa. Hjemturen var ikke alene møjsommelig, men også farlig, idet hjemvendende guldgravere var oplagte mål for tyveknægte. Ved ankomsten til Panama blev mange passagerer brutalt berøvet deres værdier. Schliemann satte sig oven på sin bagage med en pistol i hånden, og han truede med at skyde enhver, som nærmede sig hans oppakning. Da de kom over på Atlanterhavskysten, var damperen til New York imidlertid afsejlet, og de måtte tilbringe to uger med dårlig føde, blandt slanger, moskitoer og skorpioner. Den 8. maj kom endelig en damper, som bragte selskabet til New York. På trods af de mange strabadser fortsatte Schliemann sin rejse allerede næste dag. Først da han kom til Liverpool, kom han under behandling af en læge. Tre dage senere fortsatte han til Paris. På tilbagevejen til St. Petersborg aflagde han besøg i sit barndomshjem i Mecklenburg, det første besøg efter mere end 20 år. Schliemann besøgte de kendte steder fra barndommen, men besøget varede dog kun nogle få timer.

Ægteskab i St. Petersborg (1852)
Heinrich Schliemanns første hustru, Ekaterina Lyshin. Tilbagekomsten til St. Petersborg den 23. juli 1852 markerede et vendepunkt både forretningsmæssigt og privat. Hans forretningsforbindelser tog godt imod ham, og Schliemann etablerede sig straks som selvstændig købmand og åbnede en filial i Moskva. Kvindernes interesse for den tilbagevendte, velhavende ungkarl steg betydeligt. Schliemann aflagde besøg hos Ekaterina Lyshin (1826-1892), som havde forsmået ham nogle år forinden, og hun modtog ham med stor venlighed. Allerede i oktober samme år giftede han sig med Ekaterina Lyshin. Desværre blev Heinrich skuffet over Ekaterina, som forblev fjern og nægtede at have noget med ham at gøre. Schliemann begravede sig i arbejdet og investerede yderligere i indigo-markedet, som han snart kontrollerede. Han tjente flere penge end nogensinde før, og - måske derfor - opgav Ekaterina sin kølige opførsel overfor ham og fødte i 1855 sønnen Sergej. De fik med tiden tre børn: Sergej (1855-1941), Natalia (1858-1868) og Nadeshda (1861-1935), men det kunne ikke skjules, at parret overhovedet ingen fælles interesser havde. Ekaterina, som ikke havde bragt nogen midler med ind i ægteskabet, var tilsyneladende alene ude på at opnå materiel sikkerhed. Hun interesserede sig ikke for hans forretning, delte ikke hans lyst til at rejse og slet ikke hans lidenskab for fremmede sprog, og hans besættelse af antikken havde hun kun foragt til overs for. Schliemann kompenserede med at fordybe sig endnu mere i arbejdet, og i 1858 kunne han fastslå, at han nu havde tjent tilstrækkeligt til for stedse at forlade forretningsverdenen. Schliemann var da kun 46 år gammel.

Han drømte om at fordybe sig i sin passion for sprog og evt. slå sig ned i en universitetsby som Bonn og omgås lærde professorer. Ekaterina forklarede, at hun ingen planer havde om at forlade St. Petersborg, og hvis han gjorde det, ville det blive uden deres tre børn. Schliemann accepterede at blive i St. Petersborg og kastede sig igen over sine sprogstudier. Under lærerne Nikolaos Pappadakes og Theokletos Vimpos lærte han græsk (på seks uger) og oldgræsk (på tre måneder). Theokletos Vimpos, som blev ærkebiskop i Athen, skulle ti år senere komme til at spille en afgørende rolle i Schliemanns liv. I sommeren 1858 genoptog han studiet af latin, og efter at have lært både græsk og oldgræsk forekom det ham ikke svært. Studiet af de antikke sprog fremkaldte et stærkt ønske hos Schliemann om "...at besøge min elskede Homers fædreland, især nu, da jeg taler det græske sprog lige så godt som det tyske."

I november 1858 flygtede han fra de hjemlige problemer og gennemførte en rejse til Sverige, Danmark, Tyskland, Italien og Egypten (hvor han i parentes bemærket benyttede lejligheden til at lære arabisk). Efter at have besøgt de tre katarakter (strømhvirvler i det sydlige Egypten og Nubien), rejste han til Cairo, hvor han gennem ørkenen tog til Petra i Jordan, gennem hele Syrien og i sommeren 1859 til Smyrna (idag Izmir i Tyrkiet). Det fortælles, at Schliemann på denne rejse tog til den (for vantro) forbudte by Mekka forklædt som araber, og at han i den anledning lod sig omskære. Herefter ville han fortsætte til den græske ø Ithaka (hvor hans homeriske helt Odysseus havde haft sit kongerige), men han blev overfaldet af et voldsomt feberanfald og måtte vende tilbage til St. Petersborg. Her var en forretningsforbindelse, som skyldte Schliemann store summer, gået konkurs, og der gik flere år med processer, inden Schliemann fik sit udestående hjem. Han havde stadig held med sine forretninger og tjente store penge på den amerikanske borgerkrig 1860-1861. Ved udgangen af 1863 havde han nu en enorm formue, som oversteg alt, hvad han havde drømt om. Og nu forlod Schliemann endelig det travle og anstrengende forretningsliv, som også var en trussel mod hans helbred. Ekaterina trak sig tilbage fra det ægteskabelige liv og afslog at tage med på en større jordomrejse.

Jorden rundt i 2 år (1864-1865)
Schliemann rejste de næste to år omkring i verden i et tempo, som gør én forpustet bare ved tanken herom, men strabadserne syntes ikke at genere hans helbred. Han rejste til Tunis for at se ruinerne af Karthago og fortsatte til Egypten og Indien. Her besøgte han Ceylon, Adras, Calcutta, Benares, Agra, Delhi og Himalaya bjergene. Videre til Singapore, Java, Saigon, Kina: Hong Kong, Canton, Shanghai, Beijing (med den kinesiske mur). Så til Japan og over Stillehavet til San Francisco. Under den 50 dage lange sejltur skrev han sin første bog, "La Chine et le Japon". Fra San Francisco rejste han rundt i det østlige USA for også at aflægge besøg i Havanna og Mexico City. På sine rejser var Schliemann altid glødende optaget af disse to emner: den nye teknologiske udvikling og kunst og kultur, først i museer, siden i arkæologiske udgravninger. Schliemann fortæller i sin biografi, at han under sit ophold i USA uanmeldt besøgte den amerikanske præsident Millard Fillmore og samtalede med ham. Dette er efterfølgende blevet bestridt af historikere.

Studier i Paris (1866)
Nu besluttede den kundskabstørstende Schliemann at indhente sin manglende skolegang, og den 1. februar 1866 immatrikulerede han på det ærværdige Sorbonne, 44 år gammel og mangemillionær. Han havde svært ved at vælge studieretning, og fulgte forskellige forelæsninger indenfor sprog og litteratur samt græsk filosofi og egyptologi. I den periode skrev han flere gange til sin hustru og bad hende om at optage samlivet, men uden held. Efter seks måneder krævede hans investeringer igen hans opmærksomhed. Udover investering i fast ejendom i Dresden og Paris havde Schliemann placeret en stor del af sin formue i amerikanske statslånspapirer, men som følge af konjunkturnedgang i den amerikanske økonomi efter borgerkrigen fandt Schliemann det nødvendigt at tage til USA og følge udviklingen og træffe de nødvendige foranstaltninger. Fra sommeren 1866 til begyndelsen af 1868 boede han i USA og Cuba, inden han vendte tilbage til Paris.

Schliemann finder meningen med livet (1868)
De teoretiske studier ved Sorbonne passede ikke rigtigt til hans iltre temperament, og allerede efter få måneder brød han op (af) for at tage til Italien (Sicilien) og først og fremmest Grækenland for at følge spor fra antikken. På denne rejse gik det op for Schliemann, hvad han ville anvende resten af sit liv og sin formue på. Med Homers "Iliaden" og "Odysseen" i hånden forsøgte han at finde de byer og steder, hvor de dramatiske begivenheder havde udspillet sig i menneskehedens gloriøse fortid. Sådanne steder fandt han på Korfu, Ithaka og på Athos bjerget. Han engagerede arbejdere og lod foretage mindre udgravninger. Den græske halvø Peloponnes var næste mål for hans aktivitet. Undervejs gik det op for Schliemann, at vigtige, arkæologiske opdagelser først og fremmest opnås ved grundige, velplanlagte og godt styrede udgravninger. Hans energi og foretagsomhed nåede nye højder på denne rejse.

Schliemann viede resten af sit liv til arkæologien. Kom med denne vej til udgravningerne ved Troja.

Du kan i stedet vælge næste side her: