Lykken er som en underskøn og attråværdig kvinde.
Vil man erobre kvinden, er det ikke nok
at synge serenader under hendes vindue,
man må stige ind gennem vinduet og bortføre hende.

Roald Amundsen

Roald Amundsen (1872-1928) - resume

Roald [Engelbregt Gravning] Amundsen blev født den 16. juli 1872 i Borge, som ligger mellem Fredrikstad og Sarpsborg i det sydøstlige Norge. Han er sammen med Fridtjof Nansen Norges største polarforskere. Han gennemfører omfattende målinger af den magnetiske nordpol. Han bliver første mand på Sydpolen i 1911 og er også den første, for hvem det lykkes at sejle gennem Nordvestpassagen. I 1926 flyver han over Nordpolen i et luftskib sammen med Riiser-Larsen, Lincoln Ellsworth og Umberto Nobile. Amundsen forsvinder i juni 1928, mens han deltager i en undsætningsmission efter kammeraten Umberto Nobile - som i øvrigt senere dukker op i god behold. Amundsen dør den 18, juni 1928, kun 55 år gammel.

Roald Amundsens opvækst

Roald Amundsen bliver født ind i en familie af skibsredere og kaptajner gennem i hvert fald fem generationer. Han er søn af Jens Amundsen, som gik til søs og arbejdede sig op til at blive kaptajn på eget skib. Sammen med to brødre og en svoger udviklede han en blomstrende rederivirksomhed, som opererede indtil 22 sejlskibe. I begyndelsen af 1850'erne købte han et landområde på Hvidsten i Borge og byggede i 1857 hjemmet "Tomta". Her blev Roald Amundsen født, og huset har siden bevaret sit daværende udseende. Da Roald er et par måneder gammel, flytter familien til Oslo (dengang Kristiania). Her vokser Roald op sammen med sine tre ældre brødre, og de udnytter til fulde mulighederne for skiløb og skøjteløb om vinteren og for sejling og fiskeri om sommeren. Faderen ønsker, at hans yngste søn skal få den uddannelse, som han aldrig selv havde mulighed for, og han vil, at sønnen skal blive læge. Roald kommer på universitetet som 18-årig, men klarer sig ikke særlig godt, han forsømmer studierne og i 1893 dumper han til første del, hvilket han dog holder for sig selv.

I virkeligheden har Roald for længst besluttet, at han vil være opdagelsesrejsende i de polare regioner. Han har slugt alt, hvad der er skrevet om den såkaldte Franklin-ekspedition, som i 1840 forulykkede i jagten på den sagnomspundne Nordvestpassage (du kan læse mere om denne ekspedition på min Knud Rasmussen side). Flere hjælpeekspeditioner har uden held forsøgt at finde lokalisere ekspeditionens to skibe med 134 mand om bord. Roald drømmer om at blive den første, som krydser Nordvestpassagen. Som Knud Rasmussen bliver også Roald enormt inspireret af, at det lykkes nordmanden Fridtjof Nansen at krydse Grønland på ski. Faderen dør i 1892, og af hensyn til moderen fortsætter Roald sit medicinstudium, men da moderen dør året efter, sælger han sine lærebøger og forlader universitetet. Samme år skriver han til polarforskeren Martin Hoff Ekroll i Tromsø: "Jeg har allerede fra barnsben haft stor lyst til at komme med på en af disse interessante ishavsekspeditioner, men flere omstændigheder er trådt hindrende i vejen. Mine forældres ønske, først og fremmest, om at jeg skulle studere." Han slutter brevet med at fortælle, at han ikke forlanger nogen løn, og at han er villig til at underkaste sig, hvad det skulle være. Roald Amundsen tager hyre på hvalfangeren "Magdalene" - samme "Magdalene", som siden bliver købt af Mylius-Erichsen og omdøbt til "Danmark" og kommer til at give navn til Danmark ekspeditionen 1906-1908. Men det er en anden historie, som du evt. kan læse om på min Mylius-Erichsen side.

Roald Amundsen på Belgica-ekspeditionen

Fra 1897-1899 deltager Amundsen i den belgiske polarforsker Adrian de Gerlaches antarktiske ekspedition. Formålet er at udforske kysten ved Antarktis, men det ender med, at Amundsen - uplanlagt - kommer til at tilbringe 13 måneder på skibet "Belgica" i drivis i et område, som siden får hans navn, Amundsen Sea. Det er første gang, at en ekspedition har overvintret i Antarktis. På denne tur bliver Amundsen venner med lægen Frederick A. Cook, et venskab, som kommer til at vare hele livet. Iflg. Amundsen er det Cooks fortjeneste, at mandskabet ikke dør af skørbug.

Efter hjemkomsten føler Amundsen sig parat til at begynde planlægningen af sin drengedrøm, søgning efter Nordvestpassagen, som skulle give adgang til det nordamerikanske kontinent. Først søger han støtte hos sin helt, Fridtjof Nansen, som ikke alene rådgiver ham, men også er behjælpelig med finansiering af ekspeditionen. I modsætning til Nansen har Amundsen ikke nogen videnskabelig baggrund, og han er klar over, at han må lære om videnskabelig metode, herunder indsamling af pålidelige data. Amundsen opsøger Dr. G. von Neumayer i Hamborg, som er datidens største ekspert med hensyn til måling af jordens magnetisme. Von Neumayer instruerer Amundsen i flere måneder i detaljer om udførelse af præcise målinger.

Ekspeditionen til Nordvestpassagen

Næste skridt er at finde et passende skib. Det skal være lille, solidt og billigt, da Amundsen påregner selv at skulle finansiere ekspeditionen. Efter grundige undersøgelser køber han en tidligere fiskebåd på kun 46 tons og med en motor på kun 13 hestekræfter, "Gjøa". Året efter i 1901 sejler Amundsen med "Gjøa" til vandene udfor Østgrønland for at blive fortrolig med skibet og for at foretage nogle oceanografiske målinger, som Nansen har udtrykt interesse for. De næste to år tester han udstyr mv. og samler et lille hold, som passer til det lille skib. Det står snart klar, at Amundsen ikke selv har de nødvendige midler, og meget mod sin vilje må han åbenbare sin planer for at skaffe finansiering. Hans natur byder ham ellers først at publicere sine aktiviteter, når de er gennemført. Da "Gjøa" forlader Oslo den 16. juni 1903, er han i dyb gæld, og han må love at betale sine kreditorer, når Nordvestpassagen er blevet erobret.

Amundsens besætning består af seks mand: næstkommanderende Godfred Hansen, dansk søløjtnant, geolog og astronom, Anton Lund, som har megen erfaring med issejlads, Peder Ristvedt, meteorolog og ingeniør, Helmer Hansen, erfaren sømand og fanger, Gustav Juel Wiik, ansvarlig for målinger af magnetfelter, og Adolf Henrik Lindstrgm, kok - han havde deltaget som kok i den anden Fram-ekspedition fra 1898-1902. Amundsen har været meget bevidst om valget af et lille fartøj og et tilsvarende lille mandskab. Hans strategi er, at mandskabet skal være så lille som muligt, men netop tilstrækkelig til at løse den foreliggende opgave. Herved opnås, at hver mand er fuld beskæftiget og føler, at hans personlige indsats er af betydning for ekspeditionen.

Nordvestpassagen er navnet på den sørute, som forbinder Atlanterhavet og Stillehavet gennem det canadiske øhav. Hidtil har det været umuligt at sejle gennem Nordvestpassagen, da den stort set er dækket af is året rundt. Udover at gennemsejle Nordvestpassagen er det også Amundsens mål at bestemme placeringen af den magnetiske nordpol. Ekspeditionen sejler op langs den grønlandske vestkyst og er så heldige at undgå den tidlige is. De lægger til i Godhavn i Grønland for at tage 20 slædehunde ombord. De fortsætter nordpå og når den 15. august til Dalrymple Rock, hvor nogle skotske hvalfangere har udlagt depoter til ekspeditionen. Herfra fortsætter de i sydvestlig retning over Baffin Bugten til Beechey Island. De kaster anker ved Erebus Bay - opkaldt efter et af Franklins skibe, HMS Erebus.

Ekspeditionen bliver liggende indtil den 24. august 1903 og udforsker den øde Beechey Island og foretager målinger af magnetfeltet. Herefter fortsætter de sydpå gennem Peel Sound og Franklinstrædet. Midt i september 1903 lægger de ind i en lille og sikker naturhavn i det sydøstlige hjørne af King William Island; havnen døber de "Gjøahavn" [idag Gjøa Haven]. Storm, ild i motorrummet og et sammenstød med et mindre rev er lige ved at gøre en ende på turen, men hurtig indgriben og godt sømandskab redder situationen. Amundsen beslutter at overvintre her og koncentrere sig om målinger af magnetfelt.

De kommer til at tilbringe næsten to år i Gjøa Haven. I november måned dukker der en flok eskimoer op, og ekspeditionen opnår et meget fortroligt og tæt forhold til den dem. De adopterer inuitternes beklædning (rensdyrskind), lærer at bygge snehytter, deltager i sæljagt om vinteren, sejler i kajak og fisker om sommeren. Eskimoerne modtager til gengæld nåle, knive, metaldåser mv. Under hele ekspeditionen kommer man i berøring med omkring 10 eskimostammer, hvoraf nogle har været i berøring med den moderne verden og andre ikke. Amundsen skriver siden, at det er hans faste overbevisning, at de eskimoer, som har levet absolut isoleret fra den moderne verden, er de gladeste, sundeste, stolteste og mest tilfredse af alle. Hans inderligste ønske for de små inuit-samfund er, at de aldrig må komme i berøring med den såkaldte civilisation.

Wiik og Ristvedt bygger deres observatorium på kysten. Her opsamler de over de næste to år et væld at både magnetiske og meteorologiske data, som siden bliver distribueret til norske videnskabsfolk til senere behandling. I april 1904 tager Amundsen og Ristvedt på en slæderejse til Boothia Halvøen for at foretage målinger tæt på den magnetiske nordpol, Disse målinger viser, at den magnetiske nordpol befinder sig tæt på det sted, hvor James Clark Ross havde "anbragt" den 73 år tidligere. I foråret 1905 foretager Helmer Hansen og Peder Ristvedt en lang slædetur langs østkysten af Victoria Island og kortlægger den. Den 26. maj når de øens nordligste punkt, som de døber Cape Nansen. En måned senere er de tilbage på skibet efter en rejse på omkring 1400 km.

Sommeren 1905 bruges til at gøre "Gjøa" sejlklar, og den 13. august forlader ekspeditionen den isfrie "Gjøa Haven" og sejler vestpå for at fuldføre sejladsen gennem Nordvestpassagen. De sætter kurs mod Herschel Island, som ligger ca 5 km nord for Yokon i Canada. Undervejs opdager de en båd, som er på vej ud til dem fra kysten. Først tror de, at det er et eskimofartøj, men ser snart, at båden indeholder to hvide mænd og en eskimo. Da de kommer ombord, viser det sig, at den ene af mændene, Christian Sten er nordmand. Han har sejlet med skonnerten "Bonanza" af San Francisco, men nu er skibet så medtaget af is, at de har været nødt til at forlade det et par dage tidligere. Ved middagstid når de frem til vraget, som ligger strandet på kysten, uhjælpelig frosset fast i isen. De drømmer ikke om, at de skal blive på dette sted, King Point de næste 10 måneder, men isen udvikler sig så hurtigt fra dag til dag, at de bliver nødt til at overvintre.

På billedet ovenfor ses den strandede hvalfanger "Bonanza" ved King Point. Bag Amundsens vinterkvarter ses "Gjøa".

Amundsen er meget opsat på at meddele omverden om ekspeditionens skæbne, og i oktober tager han sammen med skipperen på den forliste "Bonanza", Captain Mogg, afsted på hundeslæde til Eagle City i Alaska ved Yukon Floden, som de når en måneds tid senere. Eagle City var blevet anlagt i 1897 lige nord for den canadiske grænse af skuffede guldgravere. Efter at have afsendt telegrammerne slår Amundsen sig ned i to måneder i Eagle City og afventer svar hjemmefra. Først den 12. marts 1906 er han tilbage i King Point. I mellemtiden er Gustav Wiik, Amundsens specialist i magnetiske observationer, blevet syg, og han dør i slutningen af marts og bliver begravet i King Point. I begyndelsen af juli skulle det være muligt at bryde op, men først den 9. august lykkes det "Gjøa" at fortsætte sin rejse vestpå. De kæmper med tåge og svær is langs Alaskas kyst, og i nærheden af Cape Simpson ødelægger de skibsskruen og må fortsætte alene ved hjælp af sejl. Den 17. august kaster "Gjøa" anker ud for Cape Colbourne. Et par dage senere brækker masten til topsejlet i nærheden af Point Barrow, og de sejler langsomt videre med de øvrige sejl sat. I nærheden af Nome bliver de prajet og opfordret til at tage ind i guldgraverbyen, og den 31. august 1906 tager de ind i Nome for at få en ny mast. Her får de en storslået modtagelse og hyldes for den fuldførte sejlads gennem Nordvestpassagen.

På billedet ovenfor ses mandskabet ved ankomsten til Nome. Fra venstre i første række ses Amundsen, Peder Ristvedt, Adolf Lindström og Helmer Hansen. I bageste række Helmer Hansen og Anton Lund.

Ekspeditionsdeltagerne vender tilbage til Norge i et sand triumftog. De fortsætter til San Francisco, hvor de den 19. oktober får en overstrømmende modtagelse. Her erfarer Amundsen, at Norge er blevet frigjort fra Sverige, og han sender et telegram til kong Haakon VII (tidligere prins Carl af Danmark) og meddeler, at "ekspeditionen var en stor begivenhed for Norge", og han underskriver telegrammet: "Deres tro undersåt, Roald Amundsen."

Det norsk-amerikanske samfund i San Francisco bliver så begejstrede for "Gjøa", at det køber hende, og i 1909 placeres hun i Golden Gate Park. I 1972 vender "Gjøa" tilbage til Norge, hvor hun i dag er udstillet på Norsk Sjøfartsmuseum på Bygdøy i Oslo.

Amundsen planlægger at tage til Nordpolen

Det næste par år bruger Amundsen på at forbedre sine vaklende finanser ved at skrive og holde foredrag. Samtidig lægger han store planer for fremtiden, og i efteråret 1908 præsenterer han Norges Geografiske Selskab for et plan om at tage til Nordpolen. Han foreslår en gentagelse af Fridtjof Nansens tur med skibet "Fram", denne gang med bedre udstyr og instrumenter samt bedre forberedelse, da man nu er klar over hvilke udfordringer, man står overfor. Det ser ud til, at de nødvendige private og offentlige midler kan skaffes til veje, og offentligheden er sikker på, at Amundsen vil blive den første mand på Nordpolen. Amundsens forespørgsel til Fridtjof Nansens om at låne "Fram" bliver generøst imødekommet - selv om Nansen selv havde andre planer med "Fram". De storslåede planer falder pludselig til jorden, da to personer gør krav på at have nået Nordpolen. Frederick Albert Cook offentliggør, at han sammen med to inuitter har nået Nordpolen den 22. april 1908, ca et år før Robert E. Peary skal have nået Nordpolen den 7. april 1909. Cooks påstand bliver betvivlet af mange, men er formentlig blevet accepteret af hans ven Roald Amundsen. Også Pearys påstand er siden blevet betvivlet, og det er i dag den almindelige opfattelse, at han ikke nåede helt op til Nordpolen. Nogle polarforskere mener, at Peary var i god tro, når han påstod, at han havde nået sit mål. Under alle omstændigheder kølnes Amundsens interesse for Nordpolen, og han vender i stedet blikket sydpå.

Kapløb mod Sydpolen

Ikke kun Amundsens interesse kølnes, men også offentlighedens, og de følgende fem år er det ikke muligt at rejse de nødvendige midler til en ekspedition. Amundsen føler, at han af hensyn til sit renommé er nødt til at sætte et spektakulært mål, men han vælger ikke at melde det ud. En årsag hertil er formentlig, at det er almindelig kendt, at englænderen Robert Falcon Scott vil gøre endnu et forsøg på at nå frem til Sydpolen, og Nansen vil gøre alt for at nå dertil først. Siden september 1909 har Scott gjort forberedelser til en sydpolsekspedition. Han har blandt andet været i Lillehammer i Norge for at teste motoriserede slæder. Da "Fram" forlader Norge i juni 1910, er den officielle plan at sejle rundt om Kap Horn (Sydamerika), fortsætte nordpå gennem Stillehavet og ind i Det Arktiske Ocean gennem Beringstrædet. Først da "Fram" når frem til Funchal på Madeira i sommeren 1910, afslører Amundsen overfor mandskabet, at de er på vej til Sydpolen og ikke Nordpolen, og til hans lettelse, bliver det accepteret af alle. Kun Amundsens broder, Leon og kaptajnen, Thorvald Nielsen på "Fram" var klar over det i forvejen. Leon sender telegrammer til sponsorerne - herunder den norske konge - og oplyser om de ændrede planer, og fortæller, at Amundsens ekspedition er på vej til Bay of Whales i Ross Sea ud for Mary Byrd Land og derfra vil han forsøge at nå frem til Sydpolen. Fra Madeira sender Amundsen et telegram til Scott og underretter ham om ændringen af destination: "BEG TO INFORM YOU FRAM PROCEEDING ANTARCTIC -- AMUNDSEN".

Telegrammet med denne oplysning når Scott, da han den 12. oktober 1910 ankommer til Melbourne på "Terra Nova". Den 4. januar 1911 begynder Scott landstigningen på Sydpolen og etablerer basen Kap Evans; den ligger næsten 100 km længere fra Sydpolen end Amundsens base i Bay of Whales. Scott vil følge den rute op over Beardmore Gletcheren til det Antarktiske Plateau, som Ernest Shackleton havde fundet i 1908. Scotts ekspedition omfatter udover ham selv 7 mænd, 8 ponyer med hver sin slæde og to motorslæder. I modsætning til Amundsen er Scott kritisk over for brugen af hunde. Dette valg viser sig at være fatalt for Scott, og allerede under losningen går en af motorslæderne gennem isen og synker til bunds. En måned efter at Scott måtte forlade motorslæderne, er ponyerne så udmattede, at de må skydes. Herefter er der kun Scott og mændene tilbage, og afstanden til Sydpolen er 730 km i luftlinje.

Den 14. januar 1911 kaster "Fram" anker i Bay of Whales og opretter basen "Framheim". I februar og marts oprettes syv depoter på den første del af den rute, der skal følges. Denne opgave gør holdet fortrolig med betingelserne og giver mulighed for at teste deres udstyr. Den del af holdet, som ikke deltager i udlægning af depoter, samler en træhytte, som er bragt med fra Norge. Desuden går de på jagt efter sæler og pingviner til føde. Da "Fram" er blevet losset for udstyr, sejler den for at vende tilbage det følgende år. Vinteren (vores sommer) bliver brugt til forberedelser, og slæder, telte, beklædning og fodbeklædning bliver gået efter. Den 4. februar 1911 aflægger medlemmer af Scotts ekspedition besøg i "Framheim".

Den 8. september 1911 tager Amundsens hold afsted mod Sydpolen, idet stigende temperaturer havde givet indtryk af, at foråret var kommet. Holdet består af disse otte: Olav Bjaaland, Helmer Hanssen, Sverre Hassel, Oscar Wisting, Jørgen Stubberud, Hjalmar Johansen, Kristian Prestrud og Roald Amundsen. Snart efter afgangen falder temperaturen til under -51 °C. Den 12. september beslutter de at køre frem til det første depot, lægge deres forsyninger der og vende tilbage til "Framheim" for at afvente varmere vejr. Den hastige tilbagetur er efter Amundsens egen beskrivelse "ikke organiseret", og Prestrud og Hanssen får frostskader. Store, stærke Johansen, som havde været med Fridtjof Nansen på "Fram" i 1893 og været med ham igen i 1895-1896, måtte nærmest bære Prestrud gennem storm i flere timer, mens Amundsen hastede tilbage til lejren - tilsyneladende uden tanke for sine mænd. Da Johansen er tilbage i lejren, bebrejder han Amundsen hans opførsel foran de andre på holdet. Amundsen reagerer med at sætte Johansen, som er langt den mest erfarne polarfarer af dem alle, af det hold, som skal nå Sydpolen. I stedet sender han Johansen og Prestrud ud på en ubetydende ekspedition til King Edward VII Land, og som en yderligere ydmygelse af Johansen gør han den uerfarne Prestrud leder af ekspeditionen.

Den 19. oktober indleder Amundsen det endelige angreb på Sydpolen. Medlemmerne er foruden Roald Amundsen Olav Bjaaland, Helmer Hanssen, Sverre Hassel og Oscar Wisting. De medbringer fire slæder og 52 hunde. Den første del går overraskende nemt, hundene trækker viligt, og mændene skal blot holde dem på sporet. Den 23. oktober når de depotet på 80° sydlig bredde, den 3. november når de depotet på 82°, og den 15. november 15, da de har nået 85°, tager de en hviledag. Den 17. november påbegynder de opstigningen over Axel Heiberg Gletcheren. Det går lettere end frygtet, og efter fire dages klatren er de oppe på det udstrakte Arktiske Plateau. Her slagter de 24 af hundene og beholder kun så mange, som de anser nødvendige for tilbageturen. Den 25. november starter turen hen over Det Arktiske Plateau. Storm og hårdt vejr får tempoet til at falde, og den 4. december er de nået til 87°S. Tre dage senere når de Shackletons sydligste position, 88°23'S, 180 km fra Sydpolen.

Amundsen på Sydpolen

Den 14. december 1911 står Amundsens ekspedition som de første nogensinde på Sydpolen. De rejser et telt og en flagstang med det norske flag øverst og en vimpel med Fram nedenunder, og Amundsen udtaler: "Så planter vi dig, du kære flag, på Sydpolen og giver sletten, som Sydpolen ligger på, navnet Kong Haakon VII's Vidda." Amundsen efterlader en kort beretning om den udførte dåd for det tilfælde, at de ikke skulle nå tilbage til "Framheim". Derefter tager han et billede af scenen. Det viser sig senere, at der var noget i vejen med Amundsens kamera, men heldigvis tog Bjaaland et billede af det store øjeblik. For en sikkerheds skyld sendes en mand ca 20 km afsted hhv. længere frem og mod øst og vest for at være helt sikker på, at de har nået deres mål.

I mellemtiden er Scotts ekspedition begyndt at løbe ind i yderligere vanskeligheder. De udlagte depoter er afmærket for dårligt og dermed vanskelige at finde. Den 18. januar 1912 når Scott Sydpolen - blot for at konstatere, at Amundsen allerede har været der godt en måned forinden. "Gode Gud", skriver Scott i sin dagbog, "Dette er et forfærdeligt sted, og frygteligt for os at have slidt os hertil uden at få nogen belønning.". På hjemrejsen fra Sydpolen omkommer Scott og hans mænd som følge af kulde og sult; moralen har formentlig også fået et knæk, da de ser det norske flag vaje på Sydpolen. Scott, Henry Bowers og Edward Wilson dør blot 18 kilometer fra et af deres egne depoter. Den 29. marts skriver Scott denne opfordring i sin dagbog: "For Guds skyld, tag vare på vores pårørende.". Den 12. november 1912 finder et eftersøgningshold de jordiske rester af Scott og hans ledsagere.

Den 25. januar 1912 er Amundsens gruppe - og 11 hunde - tilbage i "Framheim". Turen, som var på 3.000 km, havde taget 99 dage - den var estimeret til at vare 100 dage. "Fram", som i mellemtiden har foretaget videnskabelige målinger i det sydpolare område, samler dem op, og den 7. marts 1912 når de frem til Hobart, Tasmanien (Australien), og hele verden hører om ekspeditionens bedrifter. Amundsen beordrer Johansen fra borde, og han må rejse alene tilbage til Norge på egen hånd for særdeles beskedne rejsepenge. Fram fortsætter til Norge med de øvrige medlemmer. Kort tid efter hjemkomsten til Oslo vælger en skuffet Johansen at begå selvmord på trods af hustru og fire børn. Allerede same år udgiver Amundsen "Sydpolen: den norske sydpolsfærd med Fram 1910-1912". Kbh., Gyldendal, 1912. Amundsen bliver udnævnt til æresmedlem i "Eventyrernes klub", "The Explorers Club" i New York. Scott bliver ligeledes (posthumt) medlem af "The Explorers Club".

I de næsten 100 år, der er gået siden det store kapløb mod Sydpolen, har der selvfølgelig været mange spekulationer over, hvorfor Amundsens ekspedition lykkedes, mens Scotts fejlede. En væsentlig årsag var, at Amundsen var begunstiget af "godt", dvs. normalt vejr, mens Scott havde ekstremt dårligt vejr. Amundsen var heldig at finde den kortere rute over Axel Heiberg Gletcheren, mens Scott valgte Beardmore Gletcheren, som Shackleton havde opdaget tre år forinden. En anden vigtig forskel var, at Amundsen valgte den lettere hundeslæde som transportmiddel, hvilket satte ham i stand til at tage afsted omkring tre uger tidligere end Scott. Amundsen siger selv:

"Jeg kan fortælle, at dette er den vigtigste faktor: - måden hvorpå ekspeditionen er udstyret - den måde, hvorpå enhver vanskelighed forudses - og forholdsregler træffes for at mødegå eller undgå den. Sejr venter den, der har alt i orden - held, kalder folk det. Nederlag er sikker for den, der har forsømt at tage de nødvendige forholdsregler i tide; dette kaldes uheld."

Nordøstpassagen

Roald Amundsens succes på Sydpolen har ikke fået ham til at glemme sin ambition om at nå frem til Nordpolen. Fra Hobart fortsætter "Fram" til Buenos Aires, hvor hun får en overhaling. Det er planen, at hun herefter skal sejle nordpå gennem Stillehavet til Beringstrædet. I 1913, mens Amundsen forelæser i USA, bliver det ham foreslået, at "Fram" kan blive det første skib til at sejle gennem Panamakanalen. Amundsen bliver henrykt og sender "Fram" til havnebyen Colon i Panama, men efter at have ventet forgæves i 2½ måned returnerer "Fram" til Buenos Aires. Skibets bund er imidlertid blevet så medtaget, at det ikke muligt at gå gennem Beringstrædet i sommeren 1914, så Amundsen beslutter at sende "Fram" tilbage til Norge. Herfra vil han i 1915 gentage Nansens bedrift fra 1893 med at sejle/drive fra Nordsibiriens kyst mod Nordpolen. "Fram" ankommer til Norge, fire dage før første verdenskrig bryder ud. Her viser det sig, at "Fram" er så medtaget efter sit ophold i troperne, at hun ikke kan repareres.

I 1917 lader Amundsen skibet "Maud" bygge og sejler fra 1918-1920 ad Nordøstpassagen til Nome, Alaska.

Amundsen til vejrs

Amundsen overvejer i flere år at anvende fly til arktiske udforskninger, og så tidligt som i 1909 foretager han de første sonderinger. I 1914 køber han et fly (biplan) i USA og sender det til Norge, hvor han selv tager flycertifikat. Amundsen er dog ikke sikker på, at motorfly egner sig til transport hen over polerne.

I 1925 forsøger Amundsen at nå Nordpolen fra Svalbard med "Maud", som medbringer to Dornier-Wal fly. Uheldigvis må flyene nødlande på isen nær 88° nordlig bredde. Det lykkes at få det ene fly repareret, hvorefter holdet går i gang med at etablere en startbane. Først efter en måned lykkes det at få det ene fly i luften og bringe de seks mand tilbage til Norge. Selv om det videnskabelige udbytte ikke er stort, vækker den hasarderede bedrift stor begejstring i offentligheden, og Amundsen er igen en folkehelt.

I 1926 lykkes det Amundsen at overflyve nordpolen med et luftskib. Projektet bliver sponseret af den (velhavende) amerikanske polarforsker Lincoln Ellsworth (1880–1951). Luftskibet, som får navnet "Norge", er konstrueret af italieneren Umberto Nobile, som også er pilot på turen. De letter fra Spitsbergen den 11. maj 1926 og efter blot 16 timers flyvning er de over Nordpolen, hvor den jublende besætning nedkaster det norske, det amerikanske og det italienske flag. I løbet af 72 timer har "Norge" tilbagelagt 5.456 km fra Svalbard over Nordpolen til Alaska, og det er første gang, at der gennemføres en flyvning fra Europa til America. Ruten går hen over ukendt område, og de sidste "hvide pletter" på verdenskortet kan nu udfyldes. Den omstændighed, at luftskibet både er bygget af og bliver fløjet af italieneren Umberto Nobile og dennes landsmænd, mens Amundsen nærmest "bare" er passager på turen, fører til jalousi og uvenskab mellem Amundsen og Umberto Nobile. På trods af dette uvenskab reagerer Amundsen hurtigt, da Umberto Nobiles nye luftskib, "Italia", styrter ned nær Spitsbergen i arktis. Sammen med fem andre tager han den 18. juni afsted fra Tromsø i et fransk fly. Den 22. juni bliver Nobile og hans besætning reddet.

Amundsens død

Tre timer efter at Amundsens fly er lettet, ophører radiokommunikationen. Det antages, at Amundsens fly er havareret i nærheden af Bjørnøya i Ishavet. Kun to vragdele bliver fundet. Både i 2004 og 2009 forsøger de norske myndigheder at lokalisere vraget af det forsvundne fly, men uden resultat.