Af de seks mand, som rejste ud, er nu kun Carsten Niebuhr i live. Han skriver lidt mismodigt i sin dagbog: "Af vort talstærke selskab er der nu ikke andre end mig selv tilbage. Når jeg forestiller mig den forskrevne tilbagerejse over Basra og gennem hele Tyrkiet, må jer her forudse mindst lige så mange besværligheder, som dem vi har udstået fra Egypten til Bombay, og jeg har derfor kun ringe håb om nogensinde at se Europa igen. Alligevel anser jeg det nu for vigtigt først og fremmest at sørge for at blive rask, for hvis jeg også dør til sidst, er det meget uvist, om mine papirer nogensinde vil komme til Europa". De sidste par måneder har Niebuhr afventet, at Kramer skulle blive rask nok til at kunne tåle sørejsen til London. Nu da Kramer er død, skal Niebuhr beslutte, om han vil vælge den nemme og sikre søvej hjem via London, eller om han skal tage den foreskrevne, men vanskelig vej over landjorden. I marts måned 1764 føler Niebuhr sig rask nok til at tage en tur nordpå til havnebyen Surat. Han sejler med et engelsk skib, som skal hente en ladning tekstiler, som efterfølgende skal sejles til Kina. Da han to uger senere vender tilbage til Bombay, har han besluttet at tage med skibet til Kina. Han lejer en kahyt og gør sig klar til at tahe med til det fjerne østen et par uger senere. Igen bliver hans planer kuldkastet af sygdommen, og da skibet forlader Bombay, ligger Niebuhr rystende i sengen af et voldsomt feberanfald.
Han foretager nu en omlægning af sin levevis for om muligt at få bugt med sygdommen. Det næste halve år spiser han ikke andet end ris og lidt frugt og drikker kun vand. Han fængsles af hinduerne nøjsomme levevis og kommer med denne betragning i sin dagbog: "Vi europæere plejer at kalde dem hedninge og afgudsfyrkere, og disse navne tilkendegiver, at vi ikke har høje tanker om dem. Men enhver, der har haft lejlighed til at lære dem nærmere at kende, vil finde, at de er sagtmodige, retskafne og flittige mennesker, og måske af alle nationer det folk, der mindst søger at skade andre". Hans asketiske levevis betyder dog ikke, at han lader arbejdet ligge. I de følgende måneder udarbejder han en omfattende beskrivelse af Bombay, dens geografi, historie, handel, religioner og kastesystem. Han rejser tre gange ud til Elefanta-øen, der ligger omkring 10 km fra kysten. Her laver han detaljerede beskrivelser og tegninger af relieffer og søjler.
I efteråret 1764 er Niebuhrs helbred blevet mærkbart bedre, og han bestemmer sig til at følge den oprindelige plan at foretage hjemrejsen over landjorden. Han sender alle von Havens og Forsskåls manuskripter og Baurenfeinds tegninger med skib til London for at de ikke skal gå tabt. Dernæst underretter han von Gähler om sine rejseplaner og beder om, at der må ligge penge til ham, når/hvis han kommer til Basra. Endelig ansætter han en dansk tjener, som er fra Trankebar; hans navn er os ikke bekendt.
Den 8. december 1764 sejler Niebuhr fra Bombay ud på Det Indiske Ocean. Han er ombord på et lille engelsk krigsskib, som tilhører Det ostindiske Selskab. Niebuhr har under sit ophold fået megen hjælp fra de stedlige englændere og har lært sig selv engelsk. Juleaften nærmer de sig kysten ud for Maskat (i dag hovedstad i Oman). Op grund af vejrlig går der en uge, inden de kan lægge til i havnen. Niebuhr bliver et par uger i Maskat og afventer et andet britisk skib, som skal fragte ham videre nordpå. Han benytter lejligheden til at indsamle oplysninger til brug for sit kort. Den 18. januar 1765 forlader han Maskat med kurs mod Bushire (Bushehr) i Persien (Iran).
I den arabiske golf (eller den persiske golf, afhængig af dine sympatier) sejler skibet forbi Bahrein, som siden skulle blive mål for talrige danske ekspeditioner og udgravninger under professor P.V.Glob og den engelske forsker Geoffrey Bibby - men det er en helt anden historie. Den 4. februar 1765 ankommer skibet til Bushire, havneby til Shiraz. Her beslutter Niebuhr sig til at tage med en karavane til de berømte ruiner ved oldtidsbyen Persepolis. Han afskediger sin danske tjener, som har vist sig umulig, og ansætter i stedet en lokal muslim.
Den 15. februar drager karavanen, som rejser på æsler og muldyr, afsted. Niebuhr, der for nemheds skyld har iført sig europæisk klædedragt, er den eneste deltager til hest. Han fortryder dog snart, at han ikke er iført de praktiske arabiske, bl.a. fordi han tiltrækker sig andre rejsendes opmærksomhed. Niebuhr fortæller en sjov episode i sin dagbog. Mens hans tjener er gået ud for at skaffe foder til hesten, går Niebuhr i gang med at tilberede deres aftensmad. "Jeg slagtede en høne og havde tilfældigvis ansigtet vednt mod vest. Straks kom der en armenier hen til mig og huskede mig på, at en kristen altid skulle vende sit ansigt mod øst, såvel når han bad sine bønner, som når han slagtede en høne. Andre mente derimod, at jeg vendte mit ansigt imod Mekka, for at min tjener, der var muhammedaner, også kunne spise af den slagtede høne. Da jeg såleder erfarede, at man vurderede mine religiøse følelser udfra, hvorledes jeg bar mig ad med at skære hovedet af en høne, foretrak jeg for fremtiden ikke mere at give mig af med den beskæftigelse".
Desværre har Niebuhr ladet sit telt blive tilbage. "Jeg vidste, at størstedelen af de rejsende var fattige mennesker og havde ikke lyst til at optræde som rigmand", skriver han i sin dagbog. Han havde regnet med ligesom i Yemen at kunne overnatte i kaffehytter undervejs, men de må hver nat overnatte under åben himmel - ofte i silende regn.
Efter 18 dage når de frem til byen Shiraz. Niebuhr får ophold hos byens eneste europæer, en engelsk handelsmand, som viser sig at være i besiddelse af store historiske kundskaber. Byens guvernør modtager Niebuhr og forsikrer ham, at skulle nogen genere ham under hans ophold, vil pågældende få hovedet hugget af.
For Niebuhr bliver mødet med ruinerne ved Persepolis turens største oplevelse, som efter hans mening endog overgår pyramiderne. Allerede før solopgang den 13. marts 1765 tilbagelægger han det sidste stykke til den berømte oldtidsby og hovedstad, hvis etablering dateres til omkring år 500 fvt. Da Alexander den Store invaderede Persion i 333 fvt., sendte han sin hovedstyrke til Persepolis, som hurtigt bliver indtaget. Efter nogen tid giver Alexander soldaterne lov til at plyndre byen, og i forbindelse hermed nedbrændes det meste af byen, bl.a. Xerses' og Dareios' paladser. Det vides ikke, om der er tale om en bevidst handling eller et uheld. Nogle har påstået, at der var tale om hævn for persernes nedbrænding af Akropolis i Athen i år 480 fvt. Hans tjener protesteret og siger, at de må sørge for natlogi, men Niebuhr har ikke tid; han må uden ophør undersøge de gamle ruiner, betragte de mange søjler med deres baser og kapitæler og studere de utallige relieffer. Først da det er blevet mørkt, vender han tilbage til sin sovende tjener, og det lykkes dem at finde et kammer hos nogle venlige lokale. I dette kammer bliver Niebuhr boende i den næste måneds tid. Hver morgen står han op ved solopgang, rider op til ruinerne, og sidder utrætteligt indtil solnedgang og kopierer indskrifter, aftegner relieffer og foretager opmålinger. Når han kommer tilbage til hytten, køber han lidt grønsager og ris, gedeost og undertiden en høne. "Mellem disse beskedne mennesker levede jeg i lige så stor sikkerhed som i en hvilken somhelst europæisk landsby", skriver han i sin dagbog.
Den 27. marts 1765 skriver han dette brev til von Gähler i Konstantinopel: "Jeg håber, at denne rejse (til Persepolis) vil være mere værd end hele turen fra Bombay til Middelhavet kommer til at koste. Jeg har aldrig været så fattig som på dette tidspunkt, da jeg endog har været nødsaget til at låne penge. Al min tillid under denne lange og besværlige rejse er hos Dem og hos hans Excellence Baronen af Bernstorff, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil blive svigtet af Dem efter at have stået så meget igennem. Hvis vor store Konge beordrer mig til også at rejse til Tadmor (Palmyra), Baalbeck (tempelby i Libanon), hele Det Hellige Land, ja endog Det øvre Egypten, og hvis man ikke er tilfreds med den første rejse til det berømte Djebel el-Mokateb, så er jeg altid rede til at følge Hans Majestæts ordrer." Som det tydeligt fremgår, er hans oplevelsestrang efter fire års strabadser stadig umættelig.
Arbejdet ved Persepolis er dog ikke uden problemer. En del af kileindskrifterne er placeret så højt, at han kun kan se dem klart, når de fra siden bestråles af solen. Reflekserne giver ham smerte i øjnene, og en morgen vågner han op og er blind. Han holder sengen en dag, inden han genoptager den besværlige kopieren af kileindskrifterne. Det lykkes Niebuhr, hvad ingen har gjort før, nemlig at identificere et kileskriftsalfabet på 43 tegn. Han lægger også mærke til, at der næsten altid optræder tre kolonner, og de to sidste består altid af flere tegn end den første. Han forstår ikke skriftyens betydning, men bestræber sig på at gengive dem så nøjagtigt, som det er ham muligt. Den danske biskop Münter, som tillige er arkæolog, påpeger, at den første kolonne formentlig er affattet på oldpersisk. Desuden isolerer han nogle ofte forekommende tegnkombinationer og påpeger, at ordet formentlig er "konge". Siden lykkes det den danske sprogforsker Rasmus Kristian Rask, professor i østerlandske sprog ved Københavns Universitet, at knække nøden. Niebuhrs minutiøse gengivelser kan efter min mening bedst sammenlignes med Rosettastenen - men det er en helt anden historie.
Niebuhrs tjener kan ikke holde til strabadserne og han afgår ved døden i begyndelsen af april. Det får Niebuhr til at tage sin egen stilling op til overvejelse. Hans helbred skranter, og hans øjne smerter meget, og den 7. april 1765 vender han tilbage til Shiraz. I løbet af 24 dage har Niebuhr udarbejdet et detaljeret beskrivelse af ruinerne og deres beliggenhed og lavet ikke mindre end 39 plancher med grundplaner, aftegninger af relieffer, statuer og søjler samt omfattende kopier af indskrifter.
Den 14. maj tager han med en karavane tilbage til Bushire, hvortil de ankommer 14 dage senere. På grund af heden er man været nødt til at rejse om natten, hvilket bekommer Niebuhrs dårlige øjne godt. "Den 28. maj (1765) ankom jeg til Bushire, syg og udmattet, men alligevel lykkelig.".
Niebuhr vil straks rejse videre til Basra i Irak, men desværre lykkes det ham ikke at komme med et engelsk skib, som ligger sejlklart. I stedet får han plads på et hollandsk skib, som han håber, kan indhente engelskmanden på øen Kharg, som ligger omkring 25 km fra den persiske kyst. Da de ankommer til Kharg, er det engelske skib sejlet videre en time forinden. Først den 31. juli kan han sejle mod Basra på et mindre skib. Efter et par dage når de frem til Eufrats munding. Ligesom i Egypten sørger Niebuhr for at få noteret navnene på alle de landsbyer, som skibet passerer, og de 92 landsbynavne nedskrives både med europæisk og arabisk skrift.
Som vi ville forvente går Niebuhr nu i gang med at lave et omhyggeligt kort over byen, som har ikke mindre end 73 kvarterer. Navne på disse samt gadenavne anføres med europæisk og arabisk skrift. Dernæst beskrives byens historie, dens handelsforhold, 25 forskellige dadelsorter osv. Dette arbejde tager næsten fire måneder. Han aflægger sine europæiske klæder og skifter til arabisk klædedragt. Ikke nok med det, han tillæger sig også navnet Abdallah, "Guds søn", et navn, som på de kanter anvendes af både muslimer og kristne.
Fra Basra vil Niebuhr drage til Aleppo i det nordlige Syrien. Den direkte vej vil være gennem ørkenen, men på grund af røverbander er det kun store og svært bevæbnede karavaner, som vover dette. I stedet fortsætter han i slutningen af november 1765 ad Eufrat til Bagdad på en flodbåd. Det meste af dagen må båden trækkes frem inde fra bredden. Undertiden må matroserne bruge flere dage på at gennembryde dæmninger, som bønder har lavet for at lede vand ind over deres marker. Om natten ankrer de op ved bredden, hvor de ofte får besøg af røvere. En nat må Niebuhr affyre et varselsskud mod en tyv, som har sneget sig ned i hans kahyt.
Da de kommer til byen Lemlum beslutter Niebuhr at tage resten af vejen til Bagdad på landjorden, og han køber en hest af en sheik. På vejen kommer han til ruinerne af det gamle Babylon i Mesopotamien nord for Al Hillah. Som måske den første europæer rider han juleaften 1765 ind i Najaf, shia-muslimernes helligste by efter Mekka og Medina. Her ligger Muhammeds fætter og muslimernes fjerde kalif begravet. Den 9. januar 1766 ankommer Niebuhr til Bagdad.
Mens han leder efter en passende karavane til Aleppo, går Niebuhr i gang med at indsamle oplysninger om byen og udarbejder bl.a. et bykort. Han er fristet til at tage med en stor købmandskaravane til Damaskus, men ombestemmer sig i sidste øjeblik og bliver i Bagdad. Nogen tid senere erfarer han, at karavanen blev udplyndret, og alle varer gik tabt. I stedet tager Niebuhr nordpå langs Tigris. Denne rute skulle være mere sikker og passerer en række større byer på vejen. Han rejser med en gruppe på omkring 30 fattige jøder.
Den 18. marts 1766 ankommer karavanen til Mosul. Niebuhr opsøger nogle kristne missionærer, som han håber kan skaffe ham en bolig. Da de hører, at han er protestant og er rejst i jødisk følge smækker de porten i for næsen af ham. Det lykkes dog Niebuhr at få et værelse på et offentligt herberge ned til Tigris. Arbejdet i Mosul tager omkring tre uger. Da Niebuhr hører, at en større karavane vil tage vejen til Aleppo, beslutter han at tage med, og den 11. april 1766 forlader han Mosul. Karavanen består af mere end 2000 lastdyr, hvoraf 1300 kameler er læsset med galæbler (som anvendes til fremstilling af medicin og blæk). Der er omkring 400 rejsende foruden 150 soldater.
En aften, da de er i færd med at slå lejr, ser de en vældig støvsky i horisonten. Snart breder nyheden sig: en galoperende røverbande er ved at gøre klar til angreb på karavanen. En rytter melder, at han med sine egne øjne har set 2000 kurdere rykke frem mod de rejsende. En efterfølgende rytter melder om ikke mindre end 4000 kurdere. Niebuhr står uden for lejren og følger forberedelserne til slaget. Soldaterne rider ud for at møde fjenden, men kommer snart tilbage med den beroligende melding: Det er ikke 4000 kurdere, som har afstedkommet den store støvsky, men et par hyrder, som driver en flok på omkring 4000 får. Den 25. april forlader Niebuhr karavanen for at tilbringe nogen tid i den højtliggende by Mardin med den klare bjergluft, det klare drikkevand og de bugnende frugthaver. Den 19. maj slutter han sig til en anden karavane, som skal til Aleppo. Undervejs tager han en afstikker sammen med en kurdisk vejviser til bjergbyen Orfa (Urfa). Byen er kendt som fødested for både patriarken Abraham og Job. Niebuhr beretter, at der var flere brønde i området, hvor kvæget blev drevet til og vandet af unge kvinder fra de omkringliggende landsbyer. Han og hans vejviser bliver trakteret med vand, da de stiger af hesten, og Niebuhr kan selvfølgelig ikke lade være med at bemærke, at de måske fik vand fra Rebekkas brønd. Du husker sikkert historien om Abraham, som på Guds befaling forlader sin hjemegn og sit folk for at drage til det forjættede land. Da han bliver gammel, sender hen sin gamle tjener Elieser tilbage til sit hjemland for at finde en passende hustru til sin søn Isak. Ved en brønd møder han Rebekka, som ikke alene byder Elieser vand men også tilbyder at vande hans kameler. Og historien ender med, at Elieser vender tilbage til Abrahams hus med den smukke Rebekka - som også viser sig på flere måde at være af Abrahams slægt. Måske historiens første eksempel på familiesammenføring?
Den 6. juni 1766 rider Niebuhr ind i Aleppo. Han opsøger snart den hollandske generalkonsul von Masseyk, som allerede i Basra havde sendt Niebuhr et brev og inviteret ham til at bo hos ham i hans hjem. Her modtages han med åbne arme. Hans forsvinden i næsten seks måneder har været samtaleemne i hele Europa og Mellemøsten, og Niebuhr bliver dagens mand, da det åbenbares, at han alene har gennemført den lange rejse fra Bombay over Basra og Bagdad til Aleppo.
Niebuhr modtager et bundt breve fra Bernstorff og von Gähler, som frygter, at Niebuhr er omkommet med dem karavane fra Bagdad, som blev udplyndret kort før Damaskus. Niebuhr skriver straks til von Gähler, som i en rapport til Bernstorff den 8. august kan meddele, at Niebuhr er ankommet velbeholden til Aleppo. Af en skrivelse fra København fremgår, at Kongen har fritaget ham for den ekstra tur til Djebel el-Mokateb, ligesom han heller ikke skal tage til Palæstina eller Egypten. Derimod anmodes han om at lægge vejen omkring Cypern for at studere nogle angiveligt fønikiske indskrifter, som er fundet af englænderen Pocock.
Den 24. juni tager Nebuhr med en karavane til Iskenderum, hvor han får skibslejlighed med en fransk båd, som skal til Marseilles. Den 18. juli bliver han sat af i Larnaka på Cypern. Han opsøger straks ruinerne ved Citium (det gamle navn for Larnaka) og leder en hel dag uden at finde en eneste inskription. Hen under aften får han øje på nogle sten med inskriptioner; de er taget ud af deres oprindelige placering og muret ind i en støttepille til en kirke. Niebuhr går i gang med at kopiere dem, men skuffes, da han om aftenen af en sagkyndig får at vide, ar skriften er armensk og af nyere dato. Den skuffede Niebuhr udarbejder en redegørelse for spændingerne mellem øens græske og tyrkiske beboere, men da han pludselig kan få transport med et andet fartøj, som skal til Jaffa i Israel, beslutter han at tage med. På trods af den kongelige ordre vil Niebuhr besøge Jerusalem.
Den 30. juli 1766 kaster skibet anker ved Jaffa - og to dage senere rider Niebuhr ind i Jerusalem. "Nu er jeg ankommet til Jerusalem, såvel for jøder som for kristne den mærkeligste by i verden", anfører han i sin dagbog. Han får ophold hos franciskanermunkene og deltager på deres opfordring i deres gudstjeneste. Især kirkemusikker gør efter fem år i muslimske omgivelser indtryk på Niebuhr, der jo som ung drømte om at blive organist. Han går i gang med at udarbejde et kort over byen og bestemmer dens geografiske højde. Han når at aflægge besøg i Bethlehem, inden han to uger senere rider tilbage til Jaffa sammen med seks franciskanermunke. Den følgende dag sejler han med et lille kystfartøj op til Acca, lidt nord for Haifa.
Niebuhr vil også besøge Damaskus og forsøger at leje en hest for at ride til den syriske hovedstad. Den årlige karavane til Mekka har netop passeret by, og der er ikke én hest tilbage. Den 16. august fortsætter han med et andet fartøj til Sidon (i Libanon). Her får han lov til at ride til Damaskus sammen med nogle bønder, som skal til marked. På få dage laver han et kort over byen og bestemmer dens beliggenhed, og den 27. august er han i Sidon ved middelhavskysten. Herfra tager han tilbage til Aleppo.
I begyndelsen af september er Niebuhr tilbage i Aleppo - for at konstatere, at karavanen til Konstantinopel er afgået en uge forinden. Skal han tage med en postvogn til Konstantinopel eller rejse med vinerkaravanen. Den første udvej er langt den behageligste, men giver ham ikke mulighed for at foretage geografiske observationer, og han vælger vinterkaravanen, selv om den vil medføre, at han må rejse gennem Anatoliens bjerge midt i den hårde vinter. Han bruger ventetiden til at rentegne sine kort, og den 20. november 1766 forlader karavanen Aleppo for at drage nordpå tværs over Lilleasien.
Ofte må karavanen overnatte under åbne himmel. Vinteren tager til, og da de kommer op i bjergene sætter det ind med snefald. "Vinteren er nu lige så hård som hjemme i Danmark", skriver Niebuhr i sin dagbog. Den 11. december er de nået til Konya, omtrent halvvejs i Konstantinopel. De rejsende er så udmattede, at de må holde hvil i to uger. Niebuhr beskriver byen som dårligt bygget og omfattende et karavanserai, to rækker butikker og en smuk moske med to minareter. (Under en ferie i Tyrkiet havde jeg den oplevelse at se den samme moské, som Niebuhr havde beundret næsten 250 år tidligere.) 1. juledag fortsætter karavanen. En lille temperaturstigning medfører regn og slud, hvilket forværrer fremkommeligheden betydeligt.
Den 13. januar er de nået frem til Bursa et par dagsrejser fra Konstantinopel. Niebuhr er så udmattet, at han må hvile ud; han bliver i Bursa i næsten en måned, inden han tager ned til havnebyen Nudanja, hvor han med et lille skib sejler til Konstantinopel, som han når den 16. februar 1767.
Næsten seks år er gået, siden Niebuhr og ekspeditionen var i Konstantinopel. Dengan var han så medtaget af dysenteri, at han ikke havde fået foretaget en beskrivelse og kortlægning af byen. Det skal der rådes bod på, og han bruger de næste fire måneder til ar rette op på dette. Niebuhr laver omfattende beskrivelser af landets institutioner, forvaltning, militærvæsen mv. I begyndelsen af sommeren er arbejdet fuldført, og Niebuhr skal i gang med at planlægge hjemrejsen. Der er flere muligheder: skib til Genoa eller Marseilles, postvogn via Venezia eller Wien eller til hest over Bukarest og Warszawa. På den tid er det reglen, at rejsende fra østen, som kommer til europæiske lande, skal tilbringe 40 dage i karantæne. Niebuhr vurderer, at det er mindst sandsynligt, at man i Polen vil undlade at sætte ham i karantæne, og da den rute vil føre ham gennem de mest ukendte strækninger, vælger han (hvad ellers?) den mest besværlige rute: til hest gennem østeuropa.
Den 8. juni 1767 forlader han Konstantinopel med en karavane, som går til Adrianopel ved den nuværende grænse mellem den europæiske del af Tyrkiet og Bulgarien. (Adrianopel, som i dag hedder Edirne, blev erobret af Tyrkerne i 1361 og var hovedstad, indtil de erobrede Konstantinopel i 1453.) Der går desværre ingen karavaner nordpå fra Adrianopel, og som følge af røvere, som ikke alene udplyndrer deres ofre men også dræber dem, er det umuligt at rejse alene. Niebuhr er så heldig at komme i rejseselskab med en tyrkisk embedsmand, som er ledsaget af 16 svært bevæbnede soldater. Den 28. juni når de frem til Bukarest.
Da de ankommer til Bukarest, kører vogne læsset med lig i gaderne. Pesten hærger byen. Niebuhr beslutter sig til straks at fortsætte sin rejse sammen med sin tjener fra Aleppo og en vejviser fra Adrianopel. Nogle rejsende købmænd slutter sig til selskabet, og de udgør snart en mindre karavane. På grænsen mellem Valakiet og Moldavien får Niebuhr besked på, at han skal være i karantæne i syv dage, fordi han har været i pestramte Budapest. De øvrige, som ikke har været i byen, får lov til at fortsætte. Niebuhr protesterer ihærdigt, men først tre dage senere, den 8. juli , får også han lov til at fortsætte. Om aftenen tager han ind på et herberge. Her finder han ligene af tre af de købmænd, han er rejst sammen med, dræbt af landevejsrøvere.
Niebuhr får tilbagefald med feber og opkastning, og må holde hvil flere gange. Endelig den 18. august når han frem til Warszawa, hvor han modtages af den polske konge, Stanislaus August Ponitowski (1732-1798). Kongen er meget interesseret i at høre om Niebuhrs rejser, og de brevveksler siden i en årrække. Allerede den 6. september bryder Niebuhr op og 10 dage senere krydser han den tyske grænse og når frem til Breslau. Her afslutter Niebuhr sin dagbog med følgende konstatering: "Over alle de egne, der ligger mellem Breslau og København, har man i forvejen så omfattende landkort, at vil vil være overflødigt at fortsætte disse optegnelser yderligere.".
Fra Breslau rider Niebuhr over Dresden, Leipzig og Hannover. Professor Mayer, der i sin tid var Niebuhr behjælpelig med at inddele skalaen på hans elskede astrolabium, er død for flere år siden, men han får en varm velkomst af professor Michaelis, som var den, der udkastede idéen til ekspeditionen. Niebuhr erfarer, at hans onkel i Altenbruch er afgået ved døden og efterladt Niebuhr som arving, den onkel, som havde modsat sig Niebuhrs skolegang, og hos hvem han havde gjort tjeneste aom karl i fire år. Han lægger vejen fordi gården (og i parentes bemærket benytter han lejligheden til at bestemme byens geografiske højde). Herefter fortsættes hjemturen, og den 20. november 1767 rider carsten Niebuhr ind i København.
Ankommet til København erfarer Niebuhr, at interessen hos hoffet for ekspeditionen er kølnet mærkbart siden udsendelsen. I januar 1766 er Frederik V død og efterfulgt af den 17-årige Kristian VII, som sammen med Støvlet Kathrine hjemsøger byens værtshuse og bordeller på netlige drukture. Kongen, som menes at have været skizofren, er ikke særligt videnskabeligt interesseret. Niebuhr får dog en hjertelig modtagelse af Grev Bernstorff, som sørger for, at Niebuhr forfremmes til ingeniørkaptajn, ligesom han bliver optaget i flere udenlandske lærde selskaber.
Den altid pligtopfyldende Niebuhr går i gang med at udarbejde et regnskab for ekspeditionen. 21.000 rigsdaler har ekspeditionen kostet. Er det meget eller lidt? Thorkold Hansen gør lakonisk opmærksom på, at rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads har kostet seks gange så meget. I de 21.000 rigsdaler indgår et mindre beløb, som Bernstorff har skaffet Niebuhr til udarbejdelse af sin store beskrivelse af Arabien. Som nævnt var Niebuhr elev af professor Tobias Mayer og den den første, der i praksis benyttede hans metode og månetavler til længdebestemmelser. Desværre var professor Mayer død, og den usikre Niebuhr kontaktede astronomen, den jesuitiske pater Maximillian Hell, som blankt afviste Mayers metoder, og Niebuhr havde ikke mod til at offentliggøre sine observationer. Det var først efter, at dr. Nevil Maskelyne (1732–1811), kongelig britisk astronom, havde bevist metodens brugbarhed, at den blev almindelig anvendt, og Mayers enke fik den af det engelske admiralitet udlovede belønning for længdebestemmelser til søs.
I foråret 1772 udkommer "Beschreibung von Arabien aus eigenen Beobachtungen und im Lande selbst gesammleten Nachrichten" af Niebuhr; værket, som er på 432 sider, er tilegnet den danske konge. Bogen indeholder dels eg generel beskrivelse af samfundsforhold, klima, religion, retsvæsen, forhold mellem kønnene, sproget, erhverv mv. Desuden beskrives de enkelte områder, Yemen, Oman, Hadramaut mv. i selvstændige kapitler. Bogen får en dårlig modtagelse, formentlig fordi emnet er for specielt. På det tidspunkt har Niebuhr også mistet sin eneste støtte ved hoffet, idet Bernstorff i 1770 er blevet afskediget af Struense med besked om at forsvinde ud af landet. Bernstorff dør i februar 1772 uden at have set Niebuhrs værk.
Året efter gifter Niebuhr sig med Christiane Sophie Blumenberg, hvis fader var kongelig livlæge. Som Niebuhr havde hun mistet sine forældre i en tidlig alder. Året efter udkommer "Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern, bind I", som omfatter tidsrummet fra afrejsen fra København i 1761 indtil afrejsen fra Mokka efter von havens og Forsskåls død i 1763. Heller ikke denne bog vækker opsigt, så Niebuhr beslutter i stedet at udgive Forsskåls arbejder. Det bliver for egen regning, da staten ikke vil give en øre til formålet. Da alle Forsskåls manuskripter er på latin, må Niebuhr overlade bearbejdningen til en anden - en svensker (navn ukendt), som viser sig at være komplet umulig. Da værket "Flora Aegyptiaco-Arabica" bliver det nedsablet af sagkundskaben. På trods heraf går Niebuhr i gang med udgive Baurenfeinds arbejder, "Icones rerum naturalium", som består af 43 smukke, håndkolorerede gengivelser af fisk, fugle og planter. Heller ikke denne udgivelse gør indtryk, men Niebuhr har i det mindste forsøgt at rejse et minde over sine afdøde kammerater. Han udgiver nu andet bind af sin rejsedagbog; den er på næsten 500 sider og beskriver turen fra Bombay til Aleppo. Niebuhr har nu opbrugt alle sine midler ved disse udgivelser og skrinlægger alle planer om at udgive tredje og sidste bind af dagbogen. (Tredje og sidste bind blev udgivet i Hamburg i 1837, tretten år efter Niebuhrs død.)
Vi er nu nået frem til foråret 1778. Familien Niebuhr har fået datteren Christiane Dorothea i 1774 og sønnen Barthold Georg i 1776. Da der skal foretages en række geografiske opmålinger i Norge, tilbyder man Niebuhr posten som leder. Til alles forbavselse afslår han tilbuddet - og indsender samtidig ansøgning om at få en ledig stilling som skriver i byen Meldorf på hans egen hjemegn i Ditmarsken. Han får stillingen og flytter i sommeren 1778 han med familien til den lille afsides by. Her bygger han et hus i udkanten af byen, forsynet med et lille observatorium. Hans helbred har de seneste år været lidt vaklende, og han har tilbagevende anfald af malaria. Efter at have gennemrejst tre verdensdele og udstået de største strabadser lever Carsten Niebuhr nu de sidste 35 år af sit liv stille og fredeligt som landskriver, især optaget af sine embedsforretninger samt sin have.
Først efter 1784 begynder han at offentliggøre afhandlinger om orientalske forhold. Omkring århundredskiftet vinder hans astronomiske observationer den anerkendelse, som de fortjener, hvilket selvfølgelig opliver ham kendelig. Engelske ekspeditioner anvender hans kort over Det Røde Hav og Yemen og konstaterer, at de er yderst nøjagtige. Niebuhr bliver optaget i "L'Institut de France" og brevveksler med adskillige lærde i Europa. I 1808 bliver han udnævnt til etatsråd (1808). Han dør den 26. april 1815, 82 år gammel.