Den 5. oktober 1762 - mere end 18 måneder efter, at de har forladt København - bliver de seks mænd i den danske ekspedition sejlet ud til det største af fire skibe, som skal fragte deltagerne sydpå tværs over Det Røde Hav til Mekkas havneby Medina. Få dage efter von Havens og Niebuhrs tilbagevenden til Suez, kommer den store pilgrimskaravane til byen som en græshoppesværm. Alle skal de videre til Mekka. Det lykkes Forsskål at leje den øverste kahyt på det største af fire skibe, som skal transportere pilgrimme til Jeddah. Da europæiske rejsende ikke er velsete blandt muslimske pilgrimme, indlogerer man sig på skibet tre dage inden afsejling for at vække mindst mulig opsigt. Niebuhr er godt tilfreds med, at han ubemærket af de øvrige passagerer kan foretage sine "hemmelige" observationer. Resultatet af disse observationer bliver det første søkort over Det Røde Hav. Thorkild Hansen beretter, at stemningen blandt ekspeditionsdeltagerne er bedret mærkbart - ikke fordi, man er kommet til at elske hinanden, men snarere fordi, man har indset, at man er afhængige af hinanden. Ganske vist var udflugten til Katarinaklostret en fiasko, men på den anden side har Niebuhr mange observationer i sin dagbog, som er af stor betydning for den senere udforskning af området. Omkring 1000 sider fylder hans tegninger og notater. Baurenfeind har udarbejdet et stort antal tegninger af planter, klædedragter, maskiner, redskaber mv. Forsskål har udarbejdet to botaniske og én zoologisk afhandling, som han har sendt hjem.
Mens kortegen bevæger sig sydpå, følger Forsskål og Niebuhr hovedrystende kaptajnens navigeren. Af angts for at miste landkending følger han den farefulde kurs mellem farlige koraløer og klippeskær, hvor en europæisk navigatør hurtigst muligt ville søge ud i åben sø. Ved solnedgang kaster de anker, da kaptajnen ikke tør sejle langs kysten om natten. Niebuhr finder forklaringen på den dårlige navigation, da han konstaterer to atore jernklodser, som er anbragt under skibets kompas "for at styrke magnetnålen".
Mens forholdet mellem ekspeditionens deltagere er tåleligt, må de jævnligt døje hån og skældsord fra de muslimske medpassagerer. En fornem embedsmand overrasker Baurenfeind i færd med at aftegne en af Forsskåls små sødyr og spørger, om de ikke i deres eget hjemland kunne finde noget, som var værd at beskæftige sig med, men en dag får Forsskål lejlighed til at revanchere sig. Forsskål gør kaptajnen opmærksom på,. at der den 17. oktober 1762 vil indtræde en solformørkelse. Den altid praktiske Niebuhr sværter nogle glas i forvejen, så man kan følge fænomenet. Med ét slag bliver Forsskål dagens mand.
Den 29. oktober 1762 ankrer de fire skibe op på reden ud for Jeddah. Pilgrimmene drager over land til Mekka, mens den danske ekspedition skal fortsætte turen sydpå til Det Lykkelige Arabien.
Da de kaffeskibe, som skal sejle ekspeditionen sydpå langs kysten, er forsinket på grund af kraftig nordenvind, kommer de til at opholde sig mere end halvanden måned i Jeddah. Som hans natur byder, udnytter Niebuhr pausen til at gøre observationer. Han sætter sig ind i byens toldtariffer, laver lister over import/eksport, finder ud af, hvorledes drikkevand til byen opsamles i store krukker ved kilder oppe i bjergene og bliver transporteret den lange vej på kamelryg. Hans største indsats er udarbejdelse af et kort over byen, og til det formål foretager han flere målinger udenfor bymuren, ledsaget af en indfødt. På en tur kommer de forbi et bedehus ude i ørkenen, og Niebuhr spørger, hvorfor der ligger et kapel på dette øde sted. Den indfødte hjælper fortæller højtideligt, at det er bygget over Evas grav, således at altret i midten befinder sig nøjagtig over Evas navle. Den tvivlende Niebuhr opstiller sit medbragte astrolabium og beregner kapellets placering og indtegner det på kortet. Man kan jo aldrig vide.
Endelig efter nogen tid med sydlige vinde kommer det fartøj, som skal sejle dem til Yemen. Det er en mærkelig skude, som er kommet med en ladning kafebønner fra Mokka i Yemen, og nu skal tilbage efter endnu en last. Det er nærmest formet som en overskåret tønde, kun en smule tilspidset i enderne. Fartøjet har kun én mast, intet dæk og ingen kahytter. Besætningen ligner en flok blodtørstige pirater. De ni matroser er negre fra hhv. Afrika og Malabarkysten i Indien. Vores venner er lidt bekymrede over den 400 sømil lange tur til Mokka, men de har intet valg. Der forventes ikke at afgå flere skibe til Yemen i løbet af vinteren, så den 14. december 1762 står det besynderlige fartøj ud af havnen i Jeddah.
Mellem pakker og kasser har hver passager fået en feltseng surret fast; i den tilbringer de både dagene og nætterne. Som sin forgænger afstår kaptajnen fra at sejle om natten, og ved solnedgang ankrer de op ud for kysten. Niebuhr stiller sit astrolabium op og gør sig klar til nattens observationer. Fra hver ankerplads gør han måneobservationer og udfylder sine astronomiske tabeller til brug for det søkort, han er i færd med at udarbejde. Undertiden går de i land for at købe madvarer hos den lokale befolkning. Den 29. december 1762 dukker Loheia op i horisonten, Yemens nordligste havneby.
Skipperen går i land for at skaffe robåde og samtidig finde ud af, om stedet er sikkert, eller om de gør bedst i at fortsætte med skibet. Han vender tilbage med gode nyheder. Byens guvernør, Emir Farhan vil gerne træffe dem og inviterer dem til at være hans gæster i Loheia. Han lover efterfølgende at transportere dem sikkert over landjorden til Mokka på sine egne kameler. Efter et kort samråd tager de imod det flotte tilbud, od det aftales med kaptajnen, at ekspeditionens kasser med samlinger m.m. forbliver på skibet og vil blive deponeret i tolden i Mokka. Emiren, som var indfødt afrikaner, var kommet til Arabien som dreng og blevet solgt som slave. Han havde været så heldig at få en god herre, som havde sørget for, at han fik en god uddannelse.
Næsten på 2-årsdagen fra deres afrejse sætter vores venner foden på Det Lykkelige Arabien, Arabia Felix, som de gamle romere kaldte det - vistnok på grund af de enorme indtægter, som krydderihandelen skabte. Yemen er en af verdens ældste civilisationer. Fra det syvende århundrede bliver Yemen en del af det islamiske kalifat. Efter kalifatets sammenbrud kommer Yemen (Nord Yemen) under kontrol af vekslende dynastier af imamer. I længere perioder er Yemen en del af det ottomanske rige. I 1839 besætter britterne havnebyen Aden og underlægger sig området, som får status af koloni. Nord Yemen bliver uafhængig af det ottomanske rige i 1918 og får status af republik i 1962. I 1967 forlader britterne Aden efter pres fra bl.a. dets egyptiske allierede, og landet Syd Yemen opstår. De to lande forenes under navnet Republikken Yemen i 1990.
Gang på gang bliver ekspeditionen overrasket over den arabiske gæstfrihed. De bliver indlogeret i et stenhus, som ejes af Emiren, som forsikrer, at de kan blive boende så længe, de lyster. Emiren sender den første aften et prægtigt (levende) får over til dem som velkomstgave. Næste morgen sørger Emiren personligt for, at deres kufferter kommer problemfrit gennem tolden. De finder forskellige instrumenter frem, som de mener kan interessere Emiren. Forsskål finder sit forstørrelsesglas frem og beder en af toldbetjentene skaffe ham en levende lus. Emiren bliver henrykt over at studere dyret under forstørrelsesglasset. Endnu større begejstring opnår Niebuhr, da han demonstrerer sin astronomiske kikkert, som vender alt på hovedet. Araberne er ved at tabe næse og mund, da Niebuhr retter kikkerten mod en kvinde, som kommer gående over torvet, og kvinden vises gående på hovedet, men uden at hendes klæder falder ned. "Allah akbar", "Gud er stor" udbryder de begejstret. Europæerne bliver så populære, at Niebuhr bliver nødt til at ansætte en portner.
Den energiske Niebuhr går i gang med at udarbejde beskrivelser af byen, dens historie, beliggenhed og handelsforhold, og for første gang kan han uden risiko vandre omkring og anvende sit kompas og astrolabium. Kortet over Loheia bliver hjørnestenen i hans berømte Yemenkort.
Den ikke mindre energiske Forsskål udnytter også de gunstige og frie arbejdskår. Han fylder sin dagbog med notater om mål og vægt, møntsystem, vekselkurser o.m.a. Men selvfølgelig er det botanikken, som fylder mest. Han foretager daglange ture på æselryg udenfor byen og besøger mange landsbyer. Hen vender hjem til Loheia med mere end hundrede nye plantefund.
Lægen Kramer bliver konsulteret adskillige gange. I et tilfælde, som Niebuhr beskriver i sin dagbog, af en rig, ældre herre, som beretter, at han har berøvet 88 slavinder deres uskyld, hvorefter han enten har bortgiftet dem eller givet dem deres frihed. I en tid har han i sit hus haft to unge og smukke slavinder, som han inderligt ønsker at give den samme behandling, og han tilbyder Kramer en anselig sum, hvis han bare vil give ham den fornødne styrke. Desværre er dr. Kramer ikke i stand til at udvirke det ønskede mirakel.
Den ellers meget anonyme Berggren høster stor hæder, da det lykkes ham at kurere en af Emirens heste. Berggren har, som du måske husker, gjort tjeneste i en husarregiment, hvor han har opnået en del erfaring i håndtering af heste.
I sin dagbog skriver Niebuhr, at han og (Hr!) Baurenfeind undertiden om aftenen finder violinerne frem og spiller sammen. Som det fremgår, har ekspeditionens medlemmer virkelig fundet sig godt til rette i Det Lykkelige Arabien. Midt i februar 1763 gør ekspeditionen sig klar til at rejse gennem Tehema ørkenen til Beit el-Fakih. I afskedsgave forærer de den gæstfri Emir Farhan et ur og en kikkert. Emiren gengælder denne gestus ved at forære dem en prægtig, hvis araberhingst. De anskaffer sig de fornødne æsler og kameler til turen, og således udrustet begiver de sig afsted sydpå over Tehemas sandsletter den 20. februar 1763. Nætterne tilbringer de i landsbyerne, som på ordre fra Emir Farhan slagter et får til ekspeditionens forplejning. Niebuhr sørger diskret for, at fårets ejermand får betaling herfor. Om morgenen den 25. februar når de frem til Beit el Fakih.
Vores venner har valgt ørkenbyen Beit el Fakih som udgangspunkt for deres udforskning af Det Lykkelige Arabien. Byen ligger centralt med fire dagsrejser til hhv. Loheia, Mokka og Sana. En dagsrejse inde i landet mod øst ligger kaffebjergene, og lidt længere er der ud til havnebuen Hodeia ved kysten. Von Haven og Kramer tager ud til Hodeia, mens Forsskål studerer vegationen i kaffebjergene.
Niebuhr foretager i de følgende måneder talrige strejftog i ørkenen for at samle brikker til det, der skal ende med at blive et landkort over Yemen. Metoden er den damme, som han benyttede på Sinai. Han går ved siden af sit æsel og bestemmer en gang for alle, at dyret går med 1750 dobbeltskridt på en halv time. Dermed kender han deres rejsehastighed og behøver kun at måle tiden. Retningen bestemmer han med sit lille kompas. Solhøjden bestemmer han med sit elskede astrolabium. Om aftenen fører han dagens observationer ned på papir og foretager astronomiske observationer af stjernehimlen. Almindeligvis rejser man om natten i Tehama ørkenen på grund af varmen, men Niebuhr og hans deltager er for at kunne foretage observationer nødt til at rejse i de varme dagtimer.
Niebuhr befinder sig som "en fisk i vandet" (undskyld den dårlige metafor, men jeg kunne ikke komme i tanker om nogen bedre). Han rejser på et æsel, som han har lejet. Ved sadlen hænger en lerkrukke med vand. Med sig har han en lille saddeltaske med lidt linned og sine bøger. Et tæppe tjener om dagen som saddeltæppe og om natten som seng. Han er klædt i en turban, en arabisk kjortel, nogle linnedsbukser og et par tøfler. Han medfører et sværd og et par pistoler. Niebuhr skriver i sin dagbog; "Jeg har i nogen tid bestræbt mig på at leve på arabisk og bruger derfor heller ikke kniv, gaffel eller ske... De fornemme arabere rejser meget mere komfortabelt. Det kræver imidlertid ikke alene flere penge; man må også finde sig i flere ærgrelser med de mange tjenere, og endelig rejser en rigmand jo ikke lige så sikkert som en mand, om hvem det formodes, at han ingenting har".
Mens Niebuhr foretager lange strejftog i ørkenen, er Forsskål taget op i kaffebjergene øst for Beit el Fakih, hvor han finder en frodig og varieret plantevækst. På et tidspunkt får han besøg af Baurenfeind og Kramer. Baurenfeind laver en række tegninger af bjerglandsbyerne og kaffefarmene, mens Kramer assisterer Forsskål med at indsamle planter. Selv professor von Haven tager til Beit el Fakih, hvor han hygger sig med de øvrige. Til sidst kommer Niebuhr derop og tilbringer et par fridage sammen med sine fæller. Alt er idyl i Det Lykkelige Arabien. De har et godt forhold til de lokale beboere - som dog undrer sig over, hvad europæerne kommer for, når de nu ikke er kaffehandlere. Der opstår det rygte, at de kan lave guld, hvis bare Forsskål finder en bestemt urt, som han leder så ihærdigt efter.
Niebuhr, som mangler at udforske området sydøst for Beit el Fakih, foreslår Forsskål, at de sammen tager til Taæs, som ligger fem dagsrejser borte. Forsskål, som under sine vandringer i kaffebjergene er blevet fortrolig med den dialekt, som taler der, indvilliger. De overnatter hos lokale kaffebønder, som sørger for aftensmad - oftest lidt durrabrød og lidt vand - samt foder til deres æsler. På vejen tilbage får Forsskål på et bakkedrag øje på et blomstrende træ. Han er henrykt; de har fundet det ægte Mekka-balsamtræ. Forsskål skærer en gren af kronen og sætter sig i træets skygge og beskriver dets blomster. Ved afrejsen fra Uppsala havde Linné sagt, at han håbede, at Forsskål ville sende ham en gren af det blomstrende balsamtræ, så han kunne nå at bestemme dette træ før sin død. Den 18. april 1763 skriver Forsskål til Linné og vedlægger den blomstrende gren. Det må selvfølgelig ske i al hemmelighed, da den danske konge har forbeholdt sig retten til alle materialer, som indsamles af ekspeditionen, men Forsskål kan forståeligt nok ikke lade være med at sende grenen til sin elskede mester. Der skal gå et år, inden brevet og den nu visne gren kommer Linné i hænde. På det tidspunkt ved Linné, at Forsskål er død, og han skriver til sin ven, astronomen Wargentin: "I går fik jeg brev fra de dødes rige fra salig Forsskål".
Men nu tilbage til kronologien. På hjemvejen bliver Niebuhr overfaldet af voldsomme feberanfald, som kommer til at følge ham i tiden fremover. Da de kommer til Beit el Fakih, finder de von Haven sengeliggende. Niebuhr tror, at der er tale om en simpel forkølelse, men i dag ved vi, at de begge lider af malaria. Foråret er forbi, og ekspeditionen må hurtigst muligt forlade Tehema området for at finde bedre indkvarteringsforhold for de syge. Den 20. april 1763 bryder ekspeditionen op og rejser sydpå gennem ørkenen for at tilbringe sommeren i havnebyen Mokka. Forsskål og Niebuhr rejser om dagen på æsler, den første for at indsamle planter, den anden for at gøre observationer til sit landkort. De øvrige rejser om natten på kameler sammen med ekspeditionens bagage. Varmen om dagen er overvældende. Nætterne tilbringes på lergulv i hytter undervejs. Niebuhr plages stadig af tilbagevendende feberanfald. Om aftenen den 23. april 1763, kort før byportene lukkes, ankommer Forsskål og Niebuhr til Mokka. Da de vil ride ind i byen, får de at vide, at det er forbudt jøder og kristne at færdes på æselryg i Mokka. Niebuhr tager dette som et dårligt varsel om, hvad fremtiden vil bringe.
Under deres ophold i Jeddah havde den danske ekspedition stiftet bekendtskab med Ismael Salech, søn af en velhavende købmand i Mokka, og han var sejlet med dem til Yemen. Da de var gået i land i Loheia, havde Ismael Salech lovet at sørge for, at kasserne med Forsskås samlinger blev bragt sikkert til toldhuset i Mokka. Den unge herre modtager dem med overvældende gensynsglæde, han skaffer dem straks et hus og inviterer dem hjem på punch. Som rettroende muslim drikker han ikke selv spiritus. Ismael råder dem til at fjerne deres skæg og iføre sig deres europæiske klæder, og han advarer dem mod at lade sig mærke med, at de forstår arabisk. Da de fortæller Ismael, at de overvejer at fortsætte til hovedstaden Sana oppe i bjergene, fraråder han dette i høje toner. Byens indbyggere er rå og uciviliserede. De gør klogt i at blive i Mokka, hvor de kan nyde godt af hans og hans faders beskyttelse. Han lover, at han og faderen vil ledsage dem til toldhuset den følgende dag og assistere med klareringen af deres bagage.
Den følgende morgen ankommer resten af ekspeditionen til Mokka, og deres bagage bliver straks bragt hen til toldkontoret, hvor byens dola (Emir) selv er til stede. Derimod er der ingen spor af hverken Ismael Salech eller hans indflydelsesrige fader. Tolderne går i gang med at undersøge de kasser, som er kommet med skib fra Loheia. I en af kasserne er nogle små flasker med fisk, som Forsskål har indsamlet i Det Røde Hav. Forsskål beder om, at man lader være med at åbne flaskerne, men tolderen åbner flaskerne og ender med at hælde indholdet ud på gulvet med det resultat, at hytten fyldes af stanken af spiritus og rådden fisk. Da man finder nogle lange flasker med slanger i alkohol, fortæller en af embedsmændene, at han har gennemskuet europæerne: De er kommet til Mokka for at forgive byens indbyggere med slangegift. Det er også årsagen til, at den ene udgiver sig for at være læge. Dolaen bliver ophisdet og erklærer, at de fremmede straks skal forlade byen, og det ender med, at de bliver smidt ud af toldhuset uden hverken køkkenting eller deres senge.
I det samme kommer Berggren og fortæller, at nogle lokale er brudt ind i det hus, som Ismael Salech har skaffet dem, og smidt deres saddeltasker med bøger og instrumenter ud af vinduet og lukket huset. Forsskål er ikke i tvivl om, at det er Ismael, som står bag ødelæggelserne. Desværre er denne som sunket i jorden, og de sygdomsplagede rejsende på begive sig rundt i byen og lede efter ny indkvartering. Ingen tør dog udleje et hus til de fremmede. Hen under aften træffer de en kadi, dommer, som overtaler en araber til at leje dem et hus. Ejeren forlanger dobbelt leje og betaling af fire måneders leje forud, og Niebuhr lægger pengene på bordet.
Nu indtræffer et lille lyspunkt. I havnen ligger nogle skibe med tre engelske handelsmænd, som er ankommet fra Bombay (i dag Mumbai). De har hørt om danskernes problemer og sender dem en middagsinvitation, og de nyder et fortræffeligt aftensmåltid på et af skibene.
Den følgende dag dukker Ismael Salech op og fortæller, at det er nødvendigt at give dolaen en gave for at få udleveret deres bagage fra toldhuset. Gaven kan ikke være på mindre end 50 dukater - næsten 200 gram sølv. Da dolaen ikke vil tage mod besøg af kristne, tilbyder Ismael Salech ædelmodigt at være mellemmand og overbringe det store beløb. Ekspeditionsdeltagerne aner uråd og sender Ismael afsted med besked om, at de gerne vil have foretræde for dolaen for at give ham en gave. Da de fortsat ikke kan få deres ejendele udleveret, går Niebuhr op til dolaens palæ for at få foretræde. Her hører han, at dolaen netop er blevet såret i foden af et vådeskud. Niebuhr vender da tilbage til sine venner i håb om, at dolaen vil lade dr. Kramer tilkalde. Det sker dog ikke, formentlig fordi dolaen er bange for, at europæerne vil hævne sig på ham ved at forgifte ham. Det ender med, at Forsskål opsøger dolaen og nærmest påtvinger ham den store pengegave. Næste morgen modtager de to får og en sæk ris fra dolaen. På toldhuset får de deres kasser udleveret uåbnede, og Kramer bliver bedt om at tilse dolaen dårlige fod.
Desværre går det stadigt dårligere for Niebuhr og især von Haven. Sidstnævnte afgår ved døden om aftenen den 25. maj 1763, 34 år gammel. Den følgende aften bliver han begravet på kristen vis på den europæiske kirkegård et stykke udenfor byen. Hermed har ekspeditionen mistet sin eneste humanist/filolog, de øvrige er naturvidenskabsmænd. Forsskål skriver følgende i et brev til Linné: "Et medlem af vort selskab, professor von Haven, døde her den 25. maj (1763), og gjorde med sin afgang rejsen usædvanligt lettere for os andre. Hans sindelag var ret besværligt". Ikke noget flatterende eftermæle.
De fem resterende ekspeditionsmedlemmer må nu overveje deres situation. Bortset fra den tilsyneladende uopslidelige Forsskål er de alle mærket af den fugtige hede i Mokka. Niebuhr er måske særlig hårdt ramt, da han med sig selv ved, at han lider af samme sygdom som den afdøde. To muligheder bliver diskuteret: enten at rejse med englænderne med skib til Indien og derfra til London ellerat drage til Sana oppe i bjergene og blive endnu et år i Yemen. Man enes om at rejse med englænderne til Indien, men da der er næsten to måneder til deres afrejse, vil man foretage en hurtig rejse til Sana og være tilbage i Mokka, inden de engelske skibe kastede anker.
Men nu dukker et nyt problem op: dolaen vil ikke lade dem rejse. Hans fod er stadig dårlig, og han mener ikke at kunne undvære dr. Kramers hjælp. Samtidig hævder han, at han ikke kan lade dem tage afsted, før han har indhentet tilladelse hos imamen i Sana. Heldigvis ankommer en omrejsende mirakeldoktor til byen, og da han erklærer, at han kan kurere dolaens fod på nogle få dage, bliver Kramer afskediget, og ekspeditionen får rejsetilladelse. Dolaen stiller en af sine tjenere til rådighed. Det sidste passer ikke ekspeditionen, som er bange for, at tjeneren alene skal tjene som spion for dolaen.
Den 9. juni 1763 forlader de fem rejsefæller Mokka for at drage til Sana, hovedstaden i Det Lykkelige Arabien. De rider i deagtimerne, og nætterne tilbringer de i de store karavanserajer, der ligger på ruten. Efter fire dage kommer de til bjergbyen Taæs, hvor Forsskål, som du husker, opdagede det blomstrende Mekka-balsamtræ. Det køligere vejr har sat forbedret stemningen i gruppen. Der opstår en række problemer, som er affødt af den tjener, som de blev prakket på af dolaen i Mokka, og det ender med, at de må fyre tjeneren og ansætter en anden i stedet. Endelig er ekspeditionen klar til at fortsætte, da Forsskål bryder sammen med et frygteligt malariaanfald. Hvad skal de nu gøre. Der er kun lidt over en måned, til de engelske skibe sejler til Indien, og de har kun tilbagelagt en fjerdedel af vejen til Sana. Skal de vende om nu? Men Forsskål, skønt plaget af feberanfald, er ubøjelig, og beordrer dem til at fortsætte som planlagt, skønt han må bæres hen til sit æsel. Han medbringer et brev fra kadien (dommeren) i Taæs, til hvem han har fået et nært forhold. Brevet, som er bestemt for imamen i Sana, lyder: "Tro intet ondt om denne mand". Den 28. juni 1763 fortsætter ekspeditionen.
Forsskåls tilstand bliver stadig værre, og da også Niebuhr overfaldes af voldsomme feberanfald, må de gøre ophold i et karavanseraj i håb om, at deltagernes tilstand bliver bedre. Karavanserajet ligger ved foden af det stejle Summara-bjerg. Forsskål er ikke længere i stand til at sidde oprejst på sit æsel. Det ender med, at de indfødte hjælpere lover at skaffe nogle mænd til at bære Forsskål op over bjerget til byen Jerim på den anden side. Berggren og Kramer bliver tilbage sammen med Forsskål, mens Niebuhr og Baurenfeind tager afsted allerede før solopgang den 5. juli 1763. Det viser sig, at afstanden til Jerim er meget længere, end de arabiske hjælpere har forklaret, og Niebuhr må mange gange standse for at kaste op. Desværre har de ikke taget drikkevand med, da de på den foregående del af færden havde kunnet finde rigeligt med vand, men på Summara er ikke en dråbe vand. Efter en meget anstrengende tur når Niebuhr og Baurenfeind frem til Jerim.
I karavanserajet venter Forsskål, Kramer og Berggren forgæves på de mænd, som skulle bære den syge over bjerget, og ved middagstid er de nødt til at tage afsted, da der ingen fødevarer er til hverken mennesker eller dyr. De surrer Forsskål fast på ryggen af en kamel og indleder den anstrengende tur. Ved solnedgang får Niebuhr øje på gruppen og løber dem i møde. Det er tydeligt, at Forsskål ikke har langt igen. Mod betaling af en voldsom overpris lykkes det Niebuhr at leje et lille hus, hvor Forsskål kan få lov til at dø i fred. Først den 11. juli 1763 opgiver Forsskål kampen imod den frygtelige sygdom og dør i Det Lykkelige Arabien, kun 31 år gammel.
Næste dag sender Niebuhr deres tjener hen til den stedlige dola og kadi for at melde dødsfaldet. Det viser sig næsten umuligt at købe et jordstykke, hvor de kan begrave Forsskål, og først efter at have betalt en uhyre overpris, lykkes det. Herefter bliver Niebuhr kaldt til dolaen, som meddeler ham, at ifølge landets love er han, dolaen, automatisk arving af alle ejendele, som tilhører fremmede, som dør i hans distrikt. Niebuhr nægter og fremhæver, at da de mistede en anden ekspeditionsdeltager, von Haven, havde dolaen der ikke rejst et sådan krav. Derefter meddeler dolaen, at han i hvert fald venter en anselig gave i anledning af dødsfaldet, og Niebuhr svarer, at han i så fald som kassemester må insistere på at få en kvittering for beløbet. Da dolaen er klar over, at de agter sig til Sana og formentlig vil indberette sagen til imaman der, afstår han fra yderligere krav. Næste problem bliver at finde seks mand, som vil bære Forsskål til graven. Først den følgende dag lykkes det at finde seks pjaltede kulier, som kl. 3 om natten, bærer Forsskål til gravstykket, hvor de i hast begraver ham blot nogle få fod nede i jorden. Nogle dage efter erfarer de, at Forsskåls lig allerede den følgende nat er blevet gravet op igen af gravrøvere, som tror, at Forsskål har fået kostbarheder med i graven. Da dolaen underrettes om det skete, beordrer han en jøde til at begrave liget på ny. Da jøden insisterer på at få betaling for arbejdet, siger dolaen, at han kan beholde kisten for sin ulejlighed.
Niebuhr skriver følgende om Forsskål i sin dagbog: "Vi sørgede allesammen meget over hr. Forsskål, thi han var under sin flittige botaniseren og gennem sin hyppige omgang med jævne mennesker ikke alene blevet den i vort selskab, der havde lært sig det arabiske sprog bedst, således at han ofte optrådte som vor fortaler, men han tog sig i det hele taget uhyre meget af vor rejse, hvis lykkelige fortsættelse lå ham inderligt på sinde. Selv var han født til at foretage en rejse i Arabien. Kun sjældent blev han misfornøjet, når det skortede på bekvemmeligheder. Han havde fra første øjeblik vænnet sig til at leve som landets egne indbyggere, og dette er nødvendigt, da end ikke den lærdeste mand ellers vil kunne gøre mange opdagelser i disse lande".
Allerede dagen efter Forsskåls begravelse fortsætter Niebuhr, Baurenfeind, Kramer og Berggren mod Sana. Ikke alene Niebuhr, men også Baurenfeind og Berggren, har tilbagevendende feberanfald. Efter Forsskåls død står Niebuhr med ansvaret og kan ikke forvente megen hjælp fra Baurenfeind og Kramer, som begge er svage og uden initiativ. Efter nogle dage når de frem til udkanten af Sana, hovedstaden i Yemen. Efter 2½ års rejse er de endelig nået målet for deres rejse. De søger ind i en kaffehytte, vasker sig og ifører sig deres pæneste tøj, nogle tyrkiske dragter, som de har anskaffet i Konstantinopel. Lidt efter møder de en fornem araber til hest. Han præsenterer sig som skriver hos Fakih Ahmed, Imamens statsminister. Imamen har bedt ham om at ride dem i møde og byde dem velkommen. Imamen stiller et landsted til deres rådighed, hvor de kan opholde sig, så længe de lyster. Næste morgen ankommer Imamens velkomsgaver: fem levende får, tre kameler læsset med brænde, vokslys, sække med ris og grønsager. Desværre kan Imamen først modtage dem to dage senere.
Den 19. juli 1763 kommer de i audiens hos Imamen. Niebuhr, som har lært sig selv arabisk på turen, fører ordet og fortæller om ekspeditionen. Da han helst ikke vil gå i detaljer med formålet, fortæller han, at de er på vej til den danske koloni i Trankebar i Indien, og at de undervejs gerne vil aflægge besøg i Imamens rige, som er kendt for sine rigdomme og sin skønhed. Så fremviser de deres instrumenter, først og fremmest forstørrelsesglasset og kikkerten, og Imamen ser lus blive forvandlet til uhyrer, og personer gå med hovedet nedad. Desuden fremviser de også nogle af Baurenfeinds tegninger, nogle landkort og søkort. Til sidst overrækker de Imamen og Fakih Ahmed gaver bestående af et ur og nogle af Forsskåls redskaber.
Efter audiensen går Niebuhr i gang med at kortlægge byen. Da han bliver generet i sit arbejde af nysgerrige lokale, må han opgive at anvende sit astrolabium og sit kompas, og alene skridte gaderne af. Herefter danner han sig et overblik over byens handel og opsøger dens markeder og registrerer de forskellige boder og værksteder.
Deltagerne befinder sig godt i Sana og dens lette bjergluft, og de bliver godt behandlet, men alligevel afslår de, da Imamen foreslår, at de bliver et år i Sana på hans landsted. Den væsentligste årsag til afslaget er formentlig, at de frygter for deres helbred, efter at de har set først von haven og siden Forsskål afgå ved døden. De fire overlevende plages alle af feberanfald. Den 26. juli er karavanen rejseklar. Imamen har stillet kameler til rådighed for deres transport, og som afskedsgave forærer han dem 200 speciedaler.
Niebuhr vælger en anden rute til tilbagevejen til Mokka for at undgå at komme i kløerne på dolaerne i Jerim og Taæs. Det vil også give ham mulighed for at kontrollere og forbedre sit Yemen-kort. Regnen skyller ned, og kamelerne vader i et ælte af ler og nedstyrtede sten. Den 1. august meddeler Niebuhr, at de må fordoble dagsmarchen og inddrage hvilepauserne for at nå frem til Mokka, inden englænderne er sejlet. Endelig den 5. august 1763 efter ubeskrivelige lidelser rider vores venner ind i Mokka for at konstatere, at de engelske skibe er sejlet. Reaktionen indtræder straks, og alle fire er snart sengeliggende med høj feber.
Heldigvis viser det sig, at den ene af englænderne, Scott stadig befinder sig i Mokka. Han tager sig godt af patienterne og kan fortælle, at det kun er tre af de fire engelske skibe, som er afsejlet. Det fjerde er sendt til Jeddah med en kaffeladning of ventes tilbage sidst i august. Skibet vender tilbage til Mokka den 20. august 1763, og tre dage senere forlader det Arabien med kurs mod Bombay tværs over Det Indiske Ocean. Kun Niebuhr havde været i stand til selv at gå om bord, mens de tre øvrige måtte bæres.
Kramer får det bedre, da de stikker til havs, men Baurenfeind og Berggren bliver stadig dårligere. Baurenfeind dør den 29. august og Berggren den følgende dag. Begge lig bliver kastet i havet. Niebuhr udtrykker i sin dagbog bedrøvelse over, at den flittige Baurenfeind aldrig kom til at omsætte sine mange tegninger til kobberstik.
Turen forløber behageligt og med flere dage med vindstille undervejs, og den 11. september 1763 lægger skibet til i Bombay. Skibet er sejlet uden last, da der ikke er nogen efterspørgsel på kaffe i Indien. Dog finder vi om bord tolv kasser med Forsskåls samlinger, Baurenfeinds tegninger og Niebuhrs dagbøger og notater.
Niebuhr og Kramer kan nu igen trække i europæiske klæder, bliver indlogeret i et komfortabelt hus og bliver kyndigt behandlet af en engelsk læge. Det lykkes Niebuhr at få kasserne med Forsskåls samlinger ekspederet til den danske koloni i Trankebar via en dansk købmand i Calcutta. Kramer bliver stadig dårligere, så de ikke er i stand til at sejle med et af de mange skibe, der går til London. Den 10. februar 1764 dør Kramer, 32 år gammel, og Niebuhr er nu den eneste overlevende af de seks ekspeditionsdeltagere, som rejste ud.
Klik her for at læse videre.