De fortsætter sydpå den følgende dag gennem mere klipperige omgivelser, indtil de slår lejr i en dal i nærheden af Gebel Hammem Faurum. Dagen efter, den 9. september 1762, sender de deres hjælpere ud for at undersøge området. Det er tørketid, men ved at grave en halv meter ned finder de bedre vand end det, der findes i Suez. Hammam Faraun er navnet på en varm kilde, som springer ud af en klippe ved foden af et højt bjerg. Syge fra området kommer hertil for en 40 dages kur, hvorunder de alene spiser en frugt, Lassaf, som vokser på stedet. Niebuhr kommer i tvivl om virkningen af det undergørende vand, da han ser den store begravelsesplads i nærheden. En lokal tradition vil vide, at jøderne kom denne vej, og at Farao og hans hær druknede i vandet. Araberne mener, at Farao som straf lider på bunden af denne kilde, og at kildens indhold af svovl skyldes hans utallige opkastninger. Mens von Haven leder efter indskrifter i nærheden, måler Niebuhr med sit astrolabium bredden af Det Røde Hav på dette sted, hvor Moses menes at have ført sit folk over fra Egypten.
Herefter drejer karavanen østpå og slår ind på den direkte vej til Sinai-bjerget; vejen er gennem tusinder af året udskåret af klippen af hæftige vandskyl fra bjergene. Bjergene består af forskellige arter af limsten i alle mulige farver, mange steder isprængt granit og flint. (Vi har selv nydt dette fantastiske syn under en tur fra Cairo til Sharm el-sheik). Den ivrigt observerende Niebuhr finder mange forsteninger af skaldyr og fisk i klipperne.
Om aftenen når de frem til det område, hvor den klan eller stamme, som en af karavanens sheiker kommer fra, hører til, og de slår lejr for natten. En halv snes af sheikens venner dukker op, og Niebuhr benytter lejligheden til at forlade selskabet et par timer og udforske bakkerne i nærheden. Tilfældigvis kommer han til sheikens telt, hvor dennes hustru og søster er i færd med at male korn. Niebuhr taler med nogen tid med sheikens søn, som passer familiens geder et stykke borte. Han bliver overrasket over den fornuft, alvor og værdighed, hvormed drengen optræder overfor en fuldstændig fremmed. Niebuhr bliver inviteret ind i huset og nyder udmærket vand, som samme dag er hentet fra en kilde.
Næste morgen fortsætter de deres rejse mod Sinai-bjerget, og området bliver stadig mere bjergrigt, som de kommer frem. I en dal møder de en arabisk kvinde og hendes tjener. I respekt for karavanens sheik forlader hun vejen med sin kamel og passerer dem til fods. Et andet sted møder de en kvinde til fods. Kvinden kan ikke "undvige" på den smalle sti, så hun sætter sig ned med ryggen til karavanen. Niebuhr hilser kvinden, men bliver irettesat herfor af en af hjælperne. Niebuhr noterer i sin dagbog: "Jeg burde efter deres sæder slet ikke have hilst på hende".
Længere fremme i Faran-dalen kommer ekspeditionen i nærheden af en af de andre sheikers stammeområde, og karavanen må selvfølgelig foretage en afstikker, teltene bliver slået op i hast, hvorefter araberne tager afsted på endnu et familiebesøg. Faran-dalen, som visse steder er en grøn oase med masser af frugttræer og -buske, menes at være det sted, hvor israelitterne opholdt sig, mens Moses talte med Herren i 40 dage og nætter. Her lod Moses' broder Aron fremstille den famøse guldkalv, som israelitterne tilbad, da de troede sig forladte af Moses.
Nogle lokale arabere tilbyder vores venner friske dadler, som dog endnu ikke er helt modne. sheikens førstehustru kommer og tilbyder dem æg og en kylling. Sheiken har to hustruer, som hver varetager sit område: den ene tager sig af hans dadelplantage, som ligger i nogen afstand fra lejren, mens den anden har opsyn med hans kvæg og tjenestefolk. Den sidstnævnte hustru vil ikke gå ind i ekspeditionens telt, men sætter sig i nærheden for at samtale. Niebuhr fortæller, at hun beklager sig over sin mand, som forsømmer hende til fordel for den anden hustru, når han endelig er hjemme. Det meste af tiden rejser han omkring og handler. Niebuhr skriver, at det er første gang han har lejlighed til at tale frit med en indfødt kvinde. Han bemærker, at efter hans mening, er vores (europæernes) lov, hvor en mand kun kan have én hustru, at foretrække.
Carsten Niebuhr noterer utrætteligt de indtryk han modtager, som fx denne observation: "Morgenlændingene (araberne) har ingen aviser, de kan derved ved deres sammenkomster ikke tale så meget om politik som europæerne. Vejret er hos dem bestandigere end hos os, altså kan de heller ikke sige så meget om det som europæerne. De omstrejfende arabere taler om deres håndværk. Når to beduiner, hvoraf den ene kender den andens kameler eller andre dyr, spørger hinanden om, hvordan samme befinder sig, så er det ikke mere usædvanligt, end når bønderne i Europa spørger hinanden, hvordan kornet står, om kvæget bliver fedt og deslige."
Ekspeditionen rejser videre den 14. september og når snart frem til foden af Gebel Musa, Moses-bjerget eller Sinai-bjerget for enden af Faran-dalen. Niebuhr undrer sig over, hvorledes de mange (nogle angiver 2 millioner) israelitter skal have kunnet opholde sig her i disse trange omgivelser. De slår lejr i nærheden af en klippe, som Moses iflg. arabisk tradition har kløvet med sit sværd. De finder adskillige kilder med frisk vand i området. I nærheden ligger det berømte Santa Katharinakloster, som jeg kort vil berette om, inden vi vender tilbage til Niebuhr og von Haven.
Der skulle gå nogle århundreder, inden klostret fik sit nuværende navn, opkaldt efter den hellige Katharina af Alexandria (ikke at forveksle med helgenen af samme navn fra Siena). Katharina bebrejder den romerske kejser Maximianus, at han forfølger de kristne og opfordrer han til at afsværge sin hedenske overtro og bekendte sig til Kristus. Kejseren forlanger, at Katharina skal ofre til de romerske guder, hvilket hun nægter. Den kun 18-år gamle Katharina foreslår i stedet, at hun beviser, at hendes tro er den rette i en diskussion med 50 af rigets mest lærde mænd. Det fortælles, at de alle må bøje sig for Katharinas argumenter og efterfølgende lader sig døbe. Kejseren bliver så rasende, at han lader dem alle dø på bålet. Katharina bliver pisket med blykugler og kastet i fængsel, men en due bringer mad til hende, og en engel trøster hende. Selv hendes fangevogtere omvender sig til kristendommen. Til sidst lader kejseren Katharina radbrække og sætte på hjul og stejle, men da Katharine berører hjulet, bryder det sammen. Den 25. november 306 bliver Katharina halshugget, og det fortælles, at fra hendes halspulsåre strømmer mælk og ikke blod. I dødsøjeblikket beder hun til, at hendes lig aldrig må blive fundet, og engle griber hendes legeme og fører det bort til Egyptens højeste bjerg, Sinai-bjerget. Ca 500 år senere har flere munke i det nærliggende kloster den samme drøm: De ser det sted på på Sinai-bjerget, hvor Katharinas legeme ligger. Munkene finder hendes lig, duftende af myrrha, og de hensætter hendes jordiske rester i en sarkofag, der stadig står i klostret.I det 7. århundrede er klostret igen i krise, denne gang som følge af muslimernes erobring af Egypten. I år 808 sender munkene, hvis antal er reduceret til kun 40, en delegation til profeten Muhammed og anmoder om hjælp. Profeten, som ser de kristne som brødre i troen, udsteder et dekret, som befaler Muhammeds tilhængere at beskytte munkene på Sinai: "Jeg skal være klostrets beskytter mod enhver fjende. Det er ikke tilladt at fjerne en præst fra hans religion eller en eneboer fra hans celle". Dokumentet findes i klostret, men de lærde har sat spørgsmålstegn ved dets autenticitet. På den anden side er der ikke tvivl om, at klostret ikke kunne have overlevet som en enklave omringet af muslimer uden støtte fra Profeten og hans efterfølgere. Måske er tilstedeværelsen af den lille moské på klosterområdet et bevis for, at klostret har været under muslimernes beskyttelse, og måske også for at minde Muhammeds efterkommere om Profetens løfte. Legenden beretter, at profeten Muhammed besøgte Katharinaklostret, før han erobrede Egypten i år 640.
I år 726 beordrer kejser Leo III, at alle religiøse billeder i kristen besiddelse, skal ødelægges. Denne ordre når heldigvis frem til det isolerede samfund på Sinai. I hvert fald "overlever" flere tusinde ikoner og andre billeder i det lille kloster. I det 11. århundrede begynder Europa at få øjnene op for munkene på Sinai; det resulterer bl.a. i, at en del relikvier bliver overført fra St Katharina til Frankrig. Der går dog også en del gaver og bidrag den anden vej, idet både franske, tyske og spanske herskere viste deres gavmildhed overfor. Fra 1600-tallet til 1800-tallet err klostret fuldstændigt afhængig af den russiske tsar. Under sin ekspedition til Egypten i 1798 hjælper Napoleons tropper munkene med at udbedre skader i klostrets murværk.
I år 2000 - den romersk-katolske kirkes jubelår - var Johannes Paul II som den første pave på pilgrimsrejse til Sinai Bjerget. Paven udtaler dette ønske for klostret ved en udendørs gudstjeneste: "Må St Katharina Klostret forblive en åndelig oase for medlemmer af alle kirker, som søger Guds ære på Sinai Bjerget".
I middelalderen fandt man det nødvendigt at mure den eksisterende klosterindgang til af sikkerhedsmæssige årsager. Det betød, at alle forsyninger til klostret samt alle besøgende skulle op over muren med et hejseværk. Kun når ærkebiskoppen over Sinai, som residerede i Cairo, aflagde besøg i klostret, blev indgangen åbnet - for at blive muret til igen, når hans højærværdighed havde forladt klostret. Billedet til højre, som hang på vores hotelværelse i Cairo, viser, hvorledes adgang fandt sted. Heldigvis var den lille port i muren åbnet under vores besøg. Lige inden for indgangen er "Moses Brønd", hvor Moses første gang traf sin senere hustru, præsten Jetros datter. Til den anden side ser man ""en brændende tornebusk", hvor Gud talte til Moses og fortalte ham, at han var udpeget til at føre sit folk ud af Egyptens fangenskab.
Den 15. september 1762 tager vores rejsetrup opstilling ved den tilmurede indgang og råber munkene an. Da der endelig dukker en munk frem i åbningen i muren, fortæller von haven, at han medbringer et brev til en af munkene. Brevet bliver rakt gennem en lille sprække i muren ved siden af den tilmurede indgang. Åbningen er netop så stor, at en arm kan komme igennem. Da munkene har fået brevet i hænde, rådslår de længe, og det ender med, at de sender det tilbage - forseglet og uåbnet. De forklarer sig med, at de alene må modtage skrivelser fra deres egen ærkebiskop i Cairo. Vi har tidligere hørt, at von Haven ved flere lejligheder havde opsøgt ærkebiskoppen, men han havde haft så travlt med at indhente argumenter for ikke at tage til Sinai at han ganske havde forsømt at anmode om en anbefalingsskrivelse. Vores venner må derfor drage bort med uforrettet sag. Det vigtigste formål for ekspeditionen kan ikke realiseres. Jeg forestiller mig, at von Haven har haft det som Moses, som efter mange års ørkenvandring får lov til at kaste et blik ind i det forjættede land uden nogensinde selv at komme derind.
I dag ved vi, at klostrets bibliotek har den mest værdifulde samling af religiøse skrifter udenfor Vatikanet. En del af de ca 6000 manuskripter, som er skrevet på græsk, arabisk, jødisk, syrisk, armensk, koptisk mv., er ældre end klostret selv. Fx er Codex Syriacus en oversættelse af biblen til syrisk. Den stammer fra det 5. århundrede og er den ældste, kendte bibeloversættelse. Mange af manuskripterne er forsynet med fine farvestrålende illustrationer. Herudover har biblioteket en stor samling af trykte bøger. Ca 5000 af disse er næsten lige så gamle som bogtrykkerkunsten. Klostret har ofte besøg af videnskabsmænd, som forsker i de sjældne dokumenter i biblioteket.
I 1859, næsten 100 år efter at Niebuhr og von Haven måtte opgive at komme ind på klostret, finder den tyske teolog og opdagelsesrejsende, Constantin von Tischendorf her i en næsten fuldstændig udgave af en bibel fra det 4. århundrede, skrevet på græsk. Nogle forskere mener, at den måske er en af de 50 kopier af biblen, som den romerske kejser Konstantion lod udfærdige, da han konverterede til kristendommen. Biblen får navnet "Codex Sinaiticus" og regnes for kristenhedens mest kostbare bog. Den er nedskrevet omkring år 330-350, formentlig i Egypten. von Tischendorf har under to tidligere besøg fundet nogle fragmenter heraf, bl.a. i en papirkurv. Disse sider havde han udgivet i 1846 under protektion af kong Friedrich August af Sachsen, Tsar Alexander II af Rusland sender von Tischendorf til klostret igen, overbevist om, at der er mere at finde. Efter nogen tids forgæves søgen er von Tischendorf ved at opgive. Kort før sin planlagte afrejse aflægger han besøg hos en af munkene i dennes celle, hvor han får forevist munkens private bibel. Til von Tischendorf fryd viser det sig at være det søgte skrift. Skriftet omfatter 346 foliosider, skrevet i fire spalter. 199 sider fra det gamle testamente og 147 fra det nye. På en eller anden måde lykkes det von Tischendorf at slippe afsted med skriftet - de nærmere omstændigheder er lidt grumsede. På den ene side modtager klostret 12.000 rubler fra den russiske tsar for skriftet. På den anden side er ærkebiskoppen af Sinai i besiddelse af et dokument fra september 1859, hvori von Tischendorf lover at bringe skriftet tilbage efter en nærmere aftalt tid. Sandt er det, at klostret den dag i dag gør krav på skriftet, som de betragter som stjålet. Tsaren får udfærdiget nogle kopier (faksimiler) af Codex Sinaiticus på kostbart pergament og er så storsindet at skænker en af kopierne til St Katharina klostret.
Under oktoberrevolutionen i 1917 kommer manuskriptet i hænderne på (de gudløse) bolsjevikker, som i 1933 sælger det til British Museum for £100.000. Og det var mange penge den gang. Jeg ved ikke, om det siden er overgået, men dengang var det det hidtil største beløb, der er betalt for en bog. Størsteparten af pengene rejses ved private bidrag fra den engelske befolkning. Codex Sinaiticus er siden blev opdelt i fire portioner, som befinder sig i British Library i London, St Katharinas Kloster på Sinai, Leipzig Universitetsbibliotek og Det russiske nationalbibliotek i St Petersborg. Under restaurering af St Georgs Kapel i 1975 opdager munkene flere fragmenter, heriblandt 13 manglende sider fra Codex Sinaiticus. Under et besøg på british Museum i 2007 så jeg Codex Sinaiticus på en udstilling sammen med mange andre hellige tekster fra jødedommen, kristendommen og islam. En stor oplevelse for mig. Havde vores ekspedition fået adgang til klostret og opdaget Codex Sinaiticus, ville det have givet genlyd i hele den kristne verden, og den danske konge ville have modtaget beundring fra alle Europas lærde.
Da von Haven, som jo er den formelle leder af denne ekspedition, foreslår, at det tager tilbage til Suez, protesterer Niebuhr og siger, at han i det mindste vil bestige Sinai-bjerget. Desværre kan von Haven ikke gøre ham følgeskab, thi, som han skriver i sin dagbog: "Så stor lyst som jeg havde til at bestige dette bjerg, så umuligt var det mig at stige op på grund af feber og en skade i foden. Jeg måtte lade løjtnant Niebuhr gå alene med to arabere". Mens Niebuhr bestiger bjerget, påbegynder von Haven tilbagerejsen. Niebuhr kopierer de indskrifter, han finder undervejs, og beskriver de kapeller, der findes langs ruten. Hen på eftermiddagen indhenter han von Haven, som er på vej tilbage til Faran-dalen eller -oasen. Da de når frem til dalen, forsvinder deres hjælpere igen for at tage på familiebesøg. Denne gang er de bort i tre dage.
Tegningen ovenfor af Katharina-klostret er udført af Niebuhr i forbindelse med, at han foretager målinger af solhøjde mv. for at bestemme klostret nøjagtige beliggenhed.
Først den 20. september 1962 bryder gruppen op fra Faran-oasen. Den følgende dag ved solopgang rider Niebuhr alene til Djebel el-Mokateb for at få tid til at kopiere nogle af indskrifterne, uden at araberne blander sig. Det lykkes ham ikke helt, men mod gode ord og betaling lykkes det ham at arbejde hele dagen på klipperne. Det lykkes ham at udarbejde en nøjagtig skitse over stedet, som viser sig at være en egyptisk kirkegård. Han har kopieret hieroglyfferne fra tre af de tilsyneladende vigtigste sten; tegningerne fylder tre sider i hans dagbog. Nogle af stene, som er tæt besat med tegninger og symboler, er 10 meter høje. Den følgende morgen rider han igen i forvejen for ekspeditionen, og det lykkes ham at opnå den lokale sheiks tilladelse til at kopiere nogle kufiske (arabiske) skrifttegn og efterlave tegninger af bjerggeder, kameler og okser. Imens Niebuhr gør sit bedste for at kompensere for, at maleren/tegneren Baurenfeind ligger syg i Suez, hviler von Haven ud i en nærliggende landsby. Han har feber og en dårlig fod og lider af sult. Stakkels von haven.Den 25. september 1762 er ekspeditionen igen samlet i Suez. De følgende dage renskriver von haven sin dagbog fra Sinai-turen, og den bliver via von Gähler sendt hjem til Bernstorff. Niebuhr, som formentlig frygter, at von Haven vil udnytte hans arbejde, beholder sin dagbog for sig selv. Bernstorff bliver rasende, da han modtager den intetsigende beretning fra von Haven. Han dikterer et brev til ekspeditionen, hvori han hudfletter især von Haven for fiaskoen ved Sinai-bjerget, ved Katharina-klostret og Djebel el-Mokateb. Brevet fra Bernstorff, som er dateret København den 21. juni 1763, når aldrig frem til rette modtager. Allerede den 9. juni 1963 har ekspeditionen afsendt et brev til København, hvori meddeles, at "den danske philogus, professor Frederik Christian von Haven er pludselig død".
Men lad os nu ikke foregribe begivenhedernes gang, men i stedet fortsætte vores færd i kronologisk rækkefølge. Den går tværs over Det Røde Hav og til Mekkas havneby Djeddah. Hvis du vil med, skal du bare klikke her.