Ekspeditionens afrejse
Michaelis' oprindelige plan gik ud på at sende ekspeditionen ad søvejen over den danske koloni i Trankebar og videre til Yemen, hvor den skulde opholde sig i 2-3 år. Baggrunden for denne besynderlige omvej var, at undersøgelserne i Arabien skulle foretages af danske missionærer fra Trankebar. Bl.a. på grund af den lange sørejse opgiver man dette forehavende, og i stedet bliver selskabet indskibet på orlogsskibet "Grønland", som afgår fra København den 7. januar 1761. Orlogsskibet skal til Middelhavet for at beskytte danske handelsfartøjer mod at blive opbragt af engelske skibe. Vejret er særdeles ugunstigt, og tre gange bliver skibet tvunget til at vende tilbage til reden ud for Helsingør. Von Haven går i panik og sender et brev til grev Molkte, hvori han udmaler en frygtelig død på havet "inden jeg når at plukke hæderens frugter.". Grev Molkte forbarmer sig og giver von Haven tilladelse til at rejse over land til Marseilles, hvor han igen skal slutte sig til ekspeditionen. Først ved det fjerde forsøg, den 10. marts kommer skibet afsted.

Turen går nord om England og Skotland og med kurs mod Middelhavet. Niebuhr befinder sig godt om bord, og som den eneste af ekspeditionens medlemmer bliver han ikke ramt af søsyge. Han øver sig dagligt med at foretage observationer, som detaljeret bliver registreret i hans dagbog. Niebuhr undrer sig over, at der er mindre uoverensstemmelser mellem skibets position iht logbogen og virkeligheden, og han finder ud af, at loglinen er en smulere for kort. Han bliver dog beroliget med, at loglinen bevidst er lavet en smule kortere. da man har erfaring for, at den bliver længere i brug, så den fejl, man oplever i begyndelsen af togtet bliver opvejet af en tilsvarende fejl med modsat fortegn under den sidste del. Det fremgår af Niebuhrs rejsebeskrivelse, at han har været en særdeles interesseret og opvakt observatør af alt om bord.

Kort over Carsten Niebuhrs rejse

Den 21. april 1761 får de landkending af Capo Vicente, Europas sydvestligste spids. Alle skibets officerer har beregnet skibets position efter logbogen, og til Niebuhrs fryd, er kommandørkaptajnen kommet nærmest det korrekte resultat, mindre end 1 grads fejlvisning. Niebuhr får en afskrift af kommandørkaptajnens daglige beregninger af skibets position, og de bliver medtaget i hans dagbog. Niebuhr undlader at udfærdige et egentligt kort over sørejsen med den snusfornuftige og økonomiske konstatering: "da det vil yderligere øge antallet af kobberstik." Efter at have passeret Gibraltarstrædet bliver turen mere behagelig, og den 14. maj kaster de anker ud for Marseilles. Mens de passerer den europæiske sydkyst og den afrikanske nordkyst, laver Baurenfeind skitser af hhv. Gibraltar og Ceuta, som er gengivet i Niebuhrs rejsebeskrivelse. Under sejladsen forbedres forholdet mellem Niebuhr og Forsskål, og der begynder sågar at forekomme rosende bemærkninger om "Hr. Lieutenanten" i sidstnævntes dagbog.

Marseilles
I Marseilles genforenes de med von Haven, som er ankommet en uge forinden i dilligence. Undervejs har han gjort ophold i Paris, hvor han har været på teatret og i operaen. Deltagerne tilbringer nogle afslappende dage i byen, hvor de bl.a. besøger byens boghandlere og såkaldte naturaliekabinetter, hvor havdyr, koraller mv. fremvises og handles. Den altid flittige Forsskål begiver sig på botaniseringsture i omegnen, og han aflægger også besøg på det botaniske institut i Montpellier. Men under en middag på "Grønland" sker der en katastrofal forværring af det i forvejen dårlige forhold mellem de to professorer. Man diskuterer den nylige udnævnelse af den svenske tronfølger, hvor valget er faldet på Adolf Frederik, mens den danske kronprins er forbigået. von Haven stempler den person, som har stået bag dette, Carl Gustav Tessin som "en infam person". Forsskål, som aldrig går af vejen for et rask slagsmål, udtaler, at en person, som stempler den store politiker og fornemme svenske adelsmand, overhofmarskal Tessin som infam, selv må være "en infam person". Herefter er der åben krig mellem de to mænd, og de øvrige deltagere kan ikke undgå at blive draget ind i denne.

Der ligger tre danske handelsskibe i havnen, som "Grønland" skal eskortere til Izmir (Smyrna). Efter et par dages sejlads bliver de prajet af fire engelske krigsskibe, men da der hersker fred mellem Danmark og England, burde der ikke være nogen problemer, men der er nogen bekymring for de tre handelsskibe, som jo kommer fra fransk havn. Det skal bemærkes, at der er kolonikrige mellem England og Frankrig på det tidspunkt, ligesom de to nationer også er involveret i krigen mellem Østrig og Prøjsen. Efter nogen parlamentering genoptager begge parter dog deres rejse. Nogle dage senere insisterer et andet engelsk krigsskib på at gennemsøge de tre handelsskibe. Kommandøren på "Grønland" nægter og gør klar til kamp, hvorefter det engelske skib fortrækker.

Malta
Den 14. juni 1761 når den lille flotille frem til Malta, hvor de kaster anker i øens store naturhavn. Niebuhr noterer i sin rejsebeskrivelse: "Byen er et fortræffeligt skue fra denne side. Husene, som her er bygget efter morgenlandsk skik med flade tage, ligger på stejle skrænter, og ikke blot husene er af udhuggede sten, også de vidtløftige fæstningsværker er bygget af dette materiale eller hugget ud i klipperne. De klipper, hvoraf øen består, er imidlertid af en så blød kalksten, at man kan hugge den med næsten lige så lidt besvær som træ; og da ordenen ikke mangler penge og gode bygmestre, så vil man ikke undre sig over på denne ø at finde mange prægtige kirker og paladser". Den orden, som Niebuhr refererer til, er Johannitterriderne, som efter at være fordrevet fra først Jerusalem og siden Rhodos i 1530 finder et fristed på Malta, indtil Napoleon jager dem ud i 1798. Hvis du har lyst, kan du læse om vores besøg på Malta her. Niebuhr bliver (som vi blev det) imponeret over det kæmpemæssige og velordnede hospital, hvor efter sigende alle syge blev optaget gratis og spiste af sølvtallerkener. Niebuhr bemærker, at det sidste formentlig kun har været tilfældet for riddere og andre standspersoner. Niebuhr beskriver øens store kirker og de skatte og relikvier, som de huser: "måske overgår de ligefrem skattene ved Muhammeds grav i Medina?" Niebuhr beretter om et besøg i den grotte, hvor apostlen Paulus og Lukas opholder sig, efter at de havde lidt skibbrud på vej til Rom. Han genfortæller nogle af øens religiøse myter, fx den, at Paulus skulle have fordrevet alle slanger og kryb fra øen. Med videnskabelig skepsis - måske præget af Forsskål - konstaterer Niebuhr i sin rejsebeskrivelse: "Uden tvivl kan man sikkert også finde andre småøer, hvor der aldrig har været en hellig mand, og hvor der desuagtet heller ikke findes slanger".

Forsskål og Niebuhr foretager en lille udflugt til de saltgruber, som ligger en halv snes kilometer fra byen Valetta, og Niebuhr beretter detaljeret om udvinding af salten, som er en af øens indtægtskilder. Sammen med Forsskål foretager han talrige ekskursioner, hvorunder Niebuhr bestandig måler gen geografiske længde og bredde. Disse førte siden til, at man måtte flytte Malta en smule på verdenskortet. Ekspeditionen forlader Malta den 20. juni. Kort efter afsejlingen fra Malta rammes Niebuhr af et fælt anfald af dysenteri (han benævner det blodgang). Så voldsomt er det, at Niebuhr selv i sin dagbog giver udtryk for frygt for, at han aldrig kommer frem til Konstantinopel endsige Arabien.

Smyrna (Izmir)
Den 3. juli 1761 når de frem til Smyrna. Alle går i land undtagen Niebuhr, som af sin sygdom er så afkræftet, at han næppe kan stå ud af sengen. Han takker dog forsynet for, "at han er ramt af denne hændelse på et tidspunkt, hvor det ikke skortede på hjælp og bekvemmelighed". I Smyrna opdager Forsskål en fugl, som han ikke har set beskrevet. Den kaldes i dag for rosenstæren. Den er meget populær blandt de lokale, da den efter sigende kan æde mere end 10.000 græshopper om dagen. Jeg er sikker på, at havde Niebuhr haft mulighed for at observere den lille fætter. havde vi i dag haft vished for, hvor mange græshopper den kunne overkomme. I Smyrna får ekspeditionen de første indtryk af orienten: mændene i hvide kjortler og med turban, kvinderne med slør, de ugifte med hvide og de gifte med sorte slør. Thorkild Hansen formulerer det poetisk således:"... som om de er blevet enker efter deres egen ungdom".

Den 10. juli 1761 fortsætter "Grønland" sin sejlads, og når den 13. frem til øen Tenedos. (Iflg. Virgil var det her, at grækerne under den trojanske krig gemte deres skibe for at få trojanerne til at tro, at krigen var forbi. Herefter trak trojanerne som bekendt den trojanske hest ind i byen og foranledigede således deres egen undergang). Vores lille ekspedition må nu tage afsked med det skib, som nu i et halvt år har været deres hjem. Her afventer de et tyrkisk skib, som skal bringe dem til Konstantinopel, hvor den danske gesandt Sigismund Wilhelm von Gähler, én af Bernstorffs unge diplomater, vil tage sig af dem.

Turen nordpå gennem Dardadellerstrædet og Marmarahavet afvikles i små etaper, da det tyrkiske fartøj ikke kan sejle, når det blæser for meget. Næsten hver dag kan Forsskål gå i land og botanisere nogle timer, hvilken selvfølgelig er ham meget belejligt.

Konstantinopel
Den 30. juli 1761 når de til Konstantinopel, hvor de bliver venligt modtaget af von Gähler, som fra nu af er forbindelsesled mellem ekspeditionen og København, og ekspeditionens deltagere bliver indlogeret i hans hjem. Her venter dem en omfangsrig post, idet de fleste universiteter i Europa har fremsendt ønsker til ekspeditionen om at undersøge alle tænkelige forhold, såsom "har en omskåret mand større glæde af samleje end en ikke-omskåret", og "er den regnløse arabiske ørken begyndelsen til en udtørring, der gradvis vil brede sig ud over hele jordkloden". Ja, bekymringer om det fremtidige klima er således ikke af nyere dato.

Den utrættelige Forsskål er uafbrudt på farten, ikke alene hjemsøger han alle storbyens parker og anlæg, men han tager også på ture langs kysten ved Marmarahavet og strædet til Sortehavet. Han tager med fiskerne ud i strædet og iagttager deres fangster. Hele tiden indsamler han frø og planter, som sendes hjem til København. Det lykkes von Haven at opspoe og indkøbe et antal sjældne arabiske manuskripter, mest historie og poesi, men også to værdifulde ordbøger over det arabiske sprog.

Den første måned af opholdet tilbringer den sygdomsplagede Niebuhr i sengen i von Gählers hjem, inden han kan begynde at vandre omkring i byen. Han går i gang med at fastlægge byens størrelse og finder, at den er lidt mindre end almindeligvis antaget. Han måler alle de større gader og stræder ved at skridte dem af. Han undskylder, hvis han engang imellem skulle have talt et par skridt forkert, og beklager, at han alene har haft et lille kompas (boussole) til rådighed. Han udfærdiger et grundrids over byen, hvor alle betydelige bygninger, paladser, moskéer, markeder mv. er påført. Under dette første besøg nærer Niebuhr frygt for de lokales reaktion, hvis han viser for megen opmærksomhed i det offentlige rum, men på tilbageturen er han mere modig og studerer og afbilder flere bygningsværker og monumenter som fx den store obelisk ved Sultan Ahmet moskéen. Selv om Niebuhr minutiøst gengiver alle obeliskens symboler, skal der dog gå omkring 50 år, inden Champollion skal løse hieroglyffernes gåde. Men det er en helt anden historie (som du kan læse om på min Egypten side, hvis du skulle have lyst).

Von Gähler er Niebuhr behjælpelig med at skaffe vekselbreve til rige købmænd i Cairo, ligesom han skaffer rejsepas og introduktionsskrivelser til indflydelsesrige personer i Egypten og Arabien. Han foreslår, at ekspeditionene medlemmer anlægger orientalsk klædedragt inden afrejse fra Konstantinopel.

Den af frygt besatte von Haven forsøger fra Konstantinopel at få standset ekspeditionen, og i et brev til Bernstorff i november 1761 meddeler han, at den tidligere franske ambassadør har betroet ham, at "det er absolut umuligt at trænge ind i Det lykkelige Arabien". von Gähler, som ikke kan undgå at mærke det anspændte forhold mellem de to professorer, anstiller et mindre forhør, og det ender med, at han får dem til hver for sig at beklage det skete. Til sidst beder han dem udveksle undskyldninger og omfavne hinanden i selskabets nærvær. von Gähler er lykkelig efter tilsyneladende at have forsoner de to parter, men efterfølgende betror von Haven lægen Kramer, at han nok skal komme Forsskål til livs. Dagen før afrejsen aflægger de to besøg i en apotekerbutik, og Kramer bemærker, at von Haven får udleveret en pakke med gul og en pakke med hvid arsenik, alt omkring 150 gram. Vi holder vejret i spænding et stykke tid.

Afrejse til Alexandria
Den 8. september 1761 går vores selskab - iført deres orientalske dragter - om bord på et mindre, tyrkisk fragtskib, som skal bringe dem til Alexandria. De får et langt og smalt kammer i hele skibets bredde. Det viser sig, at et tilsvarende kammer lige oven over rummer en særlig last, nemlig en samling "fornemme slavinder, som allerede var opdraget efter de fornemme tyrkiske kvinders sæde. ... De blev i øvrigt forsørget meget godt; for eftersom de skulle sælges i Egypten, var det deres herrer magtpåliggende, at de kunne bringes sunde og muntre til marked". Det lykkes Niebuhr og Forsskål at komme i kontakt med de unge kvinder, som forbliver i deres kahyt under hele rejsen, og forærer dem sukkergodt, som bliver hejset op i pigernes tørklæder. Pigerne advarer dem om at være forsigtige og kun kontakte dem, mens mændene var optaget af deres bønner. Niebuhr skriver i sin rejsebeskrivelse: "og således havde vi begge under denne sørejse megen spas".

Rhodos
Kaptajn Pasha Den 21. september 1761 ankrer skibet op i havnen på Rhodos. Ved indsejlingen har de set den notoriske "Kaptajn Pasha", den tyrkiske admiral i spidsen for seks krigsskibe. (Rhodos har været under tyrkisk belejring siden 1522). Han er kendt for at forlange høje løsepenge af de skibe, som han opbringer. Forsskål, Niebuhr og Baurenfeind går straks i land på Rhodos, mens de to danskere, von Haven og Kramer forbliver på skibet. Årsagen til denne landgang fremgår ikke af dagbøgerne og end ikke af Niebuhrs rejsebeskrivelse - men derimod af et foruroligende brev, dateret samme dato, til den danske gesandt von Gähler. Brevet, som findes i rigsarkivet, lyder i uddrag:

"... Den sidste dag, vi opholdt os i Konstantinopel, har apotekeren Florent i tilstedeværelse af vores medicus, hr. Kramer, på vor philologus, hr. von Havens forlangende udleveret denne to forbavsende portioner arsenik... De to portioner er så store, at de ville være tilstrækkelige til at udgøre det sidste måltid for to regimenter. Vi tror, at hr. Gesandten allerede kender denne mands karakter; hans begær efter at komme i besiddelse af pengekassen og disponere over den er velbekendt; vor medicus har fortalt, at han, efter at han havde måttet erkende sine forløbelser i hr. Gesandtens nærvær, har svoret en ed om, at han, før han kom hjem, nok skulle få ryddet dem af vejen, som havde gjort ham denne tort. Når vi ser alt dette i sammenhæng med den herskesyge og den hidsighed, han alle dage har udvist, kan vi kun forestille os det allergrusomste formål med indkøbet af de to pakker" Og brevet afsluttes med ønsket om, at de på ordre fra von Gähler én gang for alle måtte blive befriet for denne rejsefælle, "før han har bragt sig selv eller os alle i ulykke. Brevet er underskrevet af Forsskål, Niebuhr og Baurenfeind.

Ekspeditionen aflægger visit i den danske konsuls hus, og konsulen tilbyder at skaffe skabet audiens for stormesteren for johannitterridderne, men von Haven afslår dette tilbud Von Haven begrunder i sin rejsejournal afslaget med: "Jeg takkede ham derfor uden at tage imod. Jeg holdt det for ingen stor ære at fremføre mine rejsekammerater, som intet fremmed sprog kunne tale, og ikke svare for sig i andet end dansk, svensk eller tysk. Niebuhr og Forsskål talte vel lidet fransk, men så slet, at det var en skam, at lade dem høre i offentlig audiens.".

Der er formentlig en trykket stemning om bord, da man fortsætter sejladsen mod Konstantinopel. Niebuhr beretter om en diskussion mellem skipperens skriver og "én i vores selskab" - von Haven. von Haven forsøger at overbevise den muslimske skriver om sandheden i den kristne religion, hvorefter skriveren rejser sig og bemærker, at de, der udover Gud også tror på andre guder, er okser og æsler. Niebuhr bemærker i sin rejsebeskrivelse: "Den gode mand gav os på den måde en påmindelse om at lade enhver tro, at hans religion er den bedste, så længe han ikke selv tvivler på den. Jeg holder det ikke for min opgave at spille profet."

Aleksandria
Den 26. september 1761 lægger de til i havnen i den egyptiske havneby Aleksandria. Niebuhr går i gang med at besøge de forfaldne bygningsværker i denne gamle by. Han konstateret, at omfanget af den antikke bymur er mindre end hidtil antaget og de fleste steder ligger i ruiner. Store dele indenfor muren er tilbageerobret af ørkenen, andre dele er fyldt med skærver efter gamle bygninger. Han besøger Den Hellige Catarinas kirke og ser den blodplettede sten, hvor hun angiveligt er halshugget. Efter hendes martyrdød bliver hendes legeme på mirakuløs vis af engle overført til Sinai bjerget, hvor den østromerske kejser lader bygge Santa Katarina klostret, som Niebuhr og von Haven senere skal forsøge at komme ind i. Niebuhr besøger også evangelisten Markus' kirke, som ligger i nærheden. Han fortæller den grumme historie om, hvorledes liget af den hellige mand bliver stjålet af kristne og i triumf ført til Venedig og gravsat i den kirke, som bærer hans navn. Har du tid og lyst, kan du læse mere om denne tildragelse her.

Niebuhr er ikke helt tryg ved åbenlyst at foretage observationer i byen. En dag tager han dog sit astrolabium med og retter det mod den gamle bymur. En tyrkisk købmand er nysgerrig og kigget ind i linsen og bliver forfærdet over at se et tårn stå på hovedet. Dette giver anledning til rygter om, at de fremmede er kommet for at vende hele hele byen på hovedet, og Niebuhrs lokale oppasser nægte at følges med ham, når Niebuhr medfører sit astrolabium.

Niebuhr kortlægger Nildeltaet
Kort over den nordlige del af Egypten Vores ekspedition hyrer en lille båd, som skal bringe dem fra Alexandria til Cairo ad Nilen, og de går om bord den 31. oktober 1761. På vejen passerer de byen Rashid - eller Rosetta, som vi kalder den i dag. Du husker den måske, fordi det er her, at man senere finder den berømte Rosettasten, som fører til tydningen af de gamle hieroglyffer. Selskabet tilbringer nogle dage hos de gæstfri franciskanermunke. Undervejs kortlægger Niebuhr den ene af Nilens to store flodarme. Dette sker ved at observere Nilens krumninger og måle den tid, der medgår for at komme fra et sted til et andet. Desværre vil søfolkene ikke fortælle ham alle navnene på de landsbyer, som de passerer, eller også kender de dem simpelthen ikke.

Den 10. november 1761 er selskabet fremme ved Cairo. Efter at have kortlagt den ene af Nilens to store flodarme er Niebuhr opsat på at kortlægge den anden, som udmunder i Middelhavet ved Damietta. På grund af regn og den uklare luft, som vil gøre det vanskeligt eller umuligt at foretage de nødvendige astronomiske observationer, må Niebuhr udskyde dette til næste forår. Han påpeger selv i sin rejsebeskrivelse, at han i den mellemliggende periode "bliver vænnet til at omgås østerlændingene, hvis sprog og sæder var helt ukendte for mig ved min ankomst til Egypten".

Vi foretager nu et lille spring frem i tiden til sidst i april måned 1762, hvor Niebuhr hyrer en båd med en skipper, som er fortrolig med besejling af strækningen fra Cairo til Damietta, og som har kendskab til hvilke landsbyer, man sikkert kan lægge ind til for natten. Sammen med Baurenfeind, en janitshar (vagt eller soldat, oprindeligt børn, som med magt var blevet frataget kristne familier i de områder, som Islam erobrede) samt en tjener, som også fungerer som kok, tager de afsted om morgenen den 1. maj 1762. Undervejs foretager Niebuhr ustandseligt observationer af begge sider af Nilbredden og noterer sig hver en landsby og hver en krumning, som Nilen foretager i sit løb. Resultatet bliver et for tiden meget detaljeret kort, hvorpå flere hundrede byer og landsbyers placering er anført. For at få bynavnene så korrekte som muligt Ofte lader han undertiden flere personer med forskellige dialekter udtale de arabiske navne, hvorefter han nedskriver dem med "europæiske bogstaver".

Under en astronomisk observation er en bonde til stede. Da bonden har været behjælpelig, lader Niebuhr ham kigge i sit astrolabium, og bonden ser til sin forfærdelse sin landsby stå på hovedet. Niebuhrs tjener fortæller, at regeringen er utilfreds med beboerne og derfor har sendt Niebuhr for at ødelægge den, hvorefter den skrækslagne bonde trygler om lov til først at bringe sin kone, sine børn og sin ko i sikkerhed. I stedet for at more sig over bondens uvidenhed beretter Niebuhr i sin rejseskildring: "Man bør slet ikke undre sig over, at muhamedanerne bliver mistænksomme over den slags observationer, for det er ikke så længe siden, man fandt masser af europæere, der anså alt det for trolddomskunster, som de ikke straks kunne forstå."

Cairo
Det er hensigten at ekspeditionen skal tilbringe omkring en måned i Cairo, men der skal komme til at gå mere end et år, inden vores venner kan fortsætte deres rejse. Mens von Gähler i Konstantinopel er travlt optaget af at håndtere "den varme kartoffel", som er havnet i hans skød er både Niebuhr og Forsskål stærkt optaget af at udføre deres videnskabelige opgaver. Vi har allerede hørt om Niebuhrs kortlægning af Nildeltaet, og Forsskål kaster sig begejstret ud i den nye verden, som tilbyder sig. Han skriver i sin dagbog om opholdet i Alexandria: "Tillige med disse [historiske] excursioner, var mine botaniske det bedste; og jeg så den uforgængelige flora stadig frembringe de vækster, som i samme arter og former fandtes for tre eller fire tusind år siden. Botaniken kan i dette land give en naturkyndig nok at gøre; endskønt antallet af planter ikke er så højt, som i Europæiske egne. Samme dag jeg ankom til Alexandria, aflagde jeg besøg i de nærmeste haver. Om så interessen aldrig havde været til stede, eller nogen særlig lyst til at se en ny verden og dens flora, så måtte dog det dyrkede lands usædvanlige udseende have draget en fremmed, var han end aldrig så træg. Havemurene er høje, men palmetræerne rager højt op over dem som den tætteste skov. Ved min første indtræden blev jeg grebet af betagelse, da jeg så disse træer, af naturen skabt som de prægtigste søjlerækker; og for at fantasien ikke skulle savne en piedestal for disse søjler, har man for vane at omgive stammen med en lav mur for at holde den stabil. De plantes i rækker på langs og tværs; 8 alen mellem hvert træ."

Nilometer til måling af Nilens vandstand i forbindelse med den årlige oversvømmelse Tilbage i Cairo efter sin udflugt langs Nilen kaster Niebuhr sig ud i studiet af den store by. Han gør utallige observationer, som alle nedfældes minutiøst i hans dagbog. Til at begynde med rider Niebuhr omkring i Cairo på et æsel, idet kun muslimer må ride på hest. Foran har han en janitshar (vagt) og bagved en tjener; begge muhamedanere. Når en kristen, en jøde eller en fremmed møder en fornem herre, skal han straks stige af sit ridedyr, ellers vil den fornemme herres tjener forsynet med en kraftig knippel minde den formastelige herom; det får lægen Kramer at føle en dag. Det irriterer Niebuhr, at hans to tjenestefolk kan blive siddende på deres æsler, mens han selv skal stige af, og det ender med, at han foretrækker at gå omkring i byen til fods.

Et af de mange emner, han studerer, er Nilens vandstand under den årlige oversvømmelse. En dag tager han ud til et af de mange nilometre, som gennem århundreder har målt vandstanden i Nilen. Fotoet til højre viser det mest komplekse nilometer ved Cairo, bygget omkring 870 og i brug op i 1900-tallet. Vi har set flere af disse nilometre på vores rejser i Egypten. Niebuhr må - som han selvfølgelig har lyst til - ikke selv foretage målinger af vandstanden. Ved observation af aftegninger på en høj mur konstaterer han, at Nilen ved Cairo stiger 24 fod, dvs godt 7 meter. Niebuhr fået oplyst, at Nilen ved dens udløb ved Rosetta og Damietta kun stiger 4 fod. Når Nilen begynder at stige, lukkes for alle de store og små kanaler, som vander de omgivende marker. En sheik kommer hver dag til Nilometeret på øen Roda og bekendtgør, hvor meget vandet er steget. Når Nilen har nået en bestemt højde, åbnes den store kanal gennem Cairo. Befolkningen ved nu, at der ikke vil indtræde tørke det pågældende år. Samtidig ved bønderne, hvor meget der skal betales i skat til sultanen, idet dette afhænger af vandhøjden i Nilen. Det synes at være et retfærdigt princip, da høj vandstand medfører stor høst og omvendt.

Niebuhr interesserer sig levende for de maskiner, der bruges til at vande markerne med, når Nilen igen har trukket sig tilbage til sine vante bredder. De store maskiner bliver trukket af okser, de mindre af æsler; og endelig betjenes de mindste maskiner med fødderne. Niebuhr mener, at det er den type, som Moses omtaler i 5. mosebog. Niebuhr beskriver disse og andre landbrugsmaskiner meget detaljeret, og tegningerne er så akkurate, at man formentlig ville kunne påbegynde en produktion på grundlag af dem.

Pyramiderne ved Ghiza
Selvfølgelig skal Niebuhr også ud og foretage opmålinger ved pyramiderne ved Ghiza udenfor Cairo, og har får Forsskål, som han er kommet på venskabelig fod med, derud. Med sit kompas konstaterer han, at siderne ligger nøjagtigt orienteret efter verdenshjørnerne. Han klatrer op på både Kheops pyramiden og Khefrens pyramiden, især det sidste er en temmelig halsbrækkende udfordring. Til Kheops pyramiden er brugt mere end 2 millioner kalkstenblokke, som hver vejer omkring 2½ tons, de største, dem der dannede loft over kongekammeret, omkring 50 tons. Ved hjælp af vinkelmålinger med sit elskede astrolabium og anvendt trigonometri beregner Niebuhr Kheops pyramidens højde til 138 meter, mindre end 1 meter fra den højde, som anerkendes i dag. Niebuhr selv er ikke helt tilfreds med resultatet og skriver i sin rejsebeskrivelse: "Når man kun har føje tid til at betragte nogle så forbløffende bygningsværker, og desuden er omgivet af folk, som man må anse for at være røvere, vælger man ikke altid den korteste og sikreste vej, og mine målinger er derfor ikke så nøjagtige, som jeg kunne ønske." Usikkerheden skyldes især, at Niebuhr er henvist til at skridte længden af pyramiderne af, hvilken selvfølgelig giver nogen usikkerhed.

Kheops pyramiden i 1800-tallet

En af de dage, de er ude ved pyramiderne, har de en oplevelse, som får den ellers så besindige bondesøn til at miste besindelsen. Han og Forsskål bliver passet op af tre arabere på hest; de tilbyder deres tjeneste som vejvisere, men bliver afvist. Dernæst forlanger de en drikkeskilling, men den iltre Forsskål afslår at give ham en skilling. Da en af araberne rykker turbanen af Forsskåls hoved, forbliver denne dog rolig og siger henvendt til de to øvrige:"I er beduiner, og man mener i vore lande, at vi europæere kan rejse fuldstændig sikkert, så længe vi blot står under beduinernes beskyttelse. Hvis I derfor tillader, at jeg bliver udplyndret af jeres bekendt, vil jeg rejse hjem og fortælle, at man ikke kan have tillid til beduiner. Det resulterer i, at de to tiltalte tvinger den tredje til at give Forsskål hans turban tilbage. I stedet vender han sig mod Niebuhr og tager hans elskede astrolabium, som han sidder med foran på sit æsel. Det er for meget for Niebuhr, som griber fat i det store tørklæde, som araberen har om halsen, og kaster ham derved til jorden. Araberen, hvis ære har lidt under at blive revet af hesten af en fremmed, springer op, griber sin pistol og holder den mod brystet på Niebuhr. Han trykker dog ikke af, måske fordi der har forsamlet sig en del bønder for at overvære optrinnet. Situationen opløses ved, at Niebuhr giver araberen en skilling. (Jeg har skrevet om vores første besøg ved pyramiderne i Giza her, hvis du skulle have lyst.)

Tilbage til "giftsagen"
I mellemtiden har von Gähler søgt at løse problemet mellem ekspeditionens deltagere, og det ender med, at han videresende det famøse "giftbrev" til Bernstorff sammen med en flere sider lang indberetning. Han beskriver den kløft, som eksisterer mellem danskerne von Haven og Kramer på den ene side og Forsskål, Niebuhr og Baurenfeind på den anden side. Han kan ikke tro, at von Haven har de planer, som brevet fremsætter, men indrømmer på den anden side, at formålet med det verificerede indkøb af arsenik synes uforklarlig. Von Gähler antyder, at en del af konflikten sikkert kan henføres til nationale fordomme. Von Gähler er udmærket klar over, at sagen kommer meget ubelejligt for den danske majestæt, som allerede har taget forskud på den hæder, som ventes at tilfalde ham. Von Gähler foreslår den løsning, at man isolerer de stridende parter og lader von Haven foretage sine studier i Cairo og Damaskus, mens de øvrige fortsætter den planlagte rejse til Det lykkelige Arabien. Bernstorff svarer tilbage, at det vil være et hårdt slag mod ekspeditionen, hvis det bliver nødvendigt at foretage den foreslåede opdeling. Det værste vil næsten være, såfremt ekspeditionen til Det lykkelige Arabien bliver en succes, idet hele æren formentlig vil tilfalde Forsskål - en svensker. Men med betydelig diplomatisk snilde overlader Bernstorff formelt beslutningen til von Gähler, som mellem linierne tydeligt læser regeringens ønske. I april 1762 melder von Gähler tilbage til Bernstorff, at han ikke længere har betænkeligheder ved at lade ekspeditionen forblive samlet, og han går i gang med at glatte modsætningerne ud mellem de lærde. Beslutningen bliver meddelt parterne i tre breve i slutningen af juni måned 1762, og det lykkes von Gähler i brevet til von Haven på én gang at smigre dennes stor ego og samtidig at give ham en advarsel. Forsskål nægter at bagetellisere von Havens arsenikindkøb og han konstaterer overfor von Gähler, at de altså "ikke kan forvente sig medlidenhed fra den allernådigste regering"

I sit brev til Niebuhr henstiller von Gähler: "De må tage hensyn til på den ene side hr. von Havens hidsighed og på den anden side hr. Forsskåls ikke helt naturlige, og jeg må vel sige forstilte ro og kølighed, ligesom de frem for alt må vogte Dem for altid at give ham ret. Uden at miste den sidstes fortrolighed må De stræbe efte at vinde også den førstes tillid, eller på godt tysk, at bære kappen på begge skuldre." Man er vel ikke diplomat for ingenting. I sit lettere ironiske svar anfører Niebuhr: "Det er ikke lykkedes mig at skabe enighed imellem dem, og da jeg i sammenligning med dem, der begge er store filosofi-magistre, er en langt ringere filosof, er jeg altid blevet mere rystet i min sjælefred end hovedpersonerne selv, for eftersom de betragter alting filosofisk, kan de i en håndevending sætte sig til at studere videre, som om ingenting var hændt.". Den retsindige Niebuhr nægter på en pæn måde at bære kappen på to skuldre. Den stilfærdige Baurenfeind nøjes med from at ønske: "Så vidt det afhænger af mig, skal jeg beflitte mig på at opretholde ro og fred i selskabet - måtte blot himlen hjælpe os!".

Egyptiske danserinder, tegnet af Baurenfeind I sin rejsebeskrivelse gennemgår Niebuhr "morgenlændingenes klædedrag" fra yderst til inderst og fra top til tå. Især hovedbeklædningen er Niebuhr meget fascineret i, og han gennemgår i detaljer 48 forskellige former og beskriver, hvem der anvender dem og i hvilke anledninger. Niebuhr beskriver også, hvorledes lokalbefolkningen morer sig med forskellige former for spil og andet tidsfordriv. En aften giver Niebuhr, Baurenfeind sammen med andre europæere en lille koncert, og de er selv ret tilfredse med resultatet. Indtil en af deres tjenere fortæller, at "deres musik er en vild og ubehagelig skrigen, som ingen alvorlig mand kan finde fornøjelse ved".

I Cairo finder flere grupper af sigøjnerkvinder, som optræder med dans til musik. "Man mener ikke, at disse danserinder er de mest dydige blandt muhamedanerinderne". Ved et par lejligheder lader vores rejsende sig underholde af en sådan danstrup. I begyndelsen, skriver Niebuhr, har de ingen fornøjelse af den form for skuespil, fordi "kvinderne indtog alle hånde for uanstændige stillinger ... slet ikke efter vor smag... Men til sidst hørte og så vi dem lige så gerne som i Europa de bedste sangere og danserinder". Jeg har haft bekendte, som har arbejdet i Grønland i en længere periode. De har påstået, at de grønlandske piger blev kønnere, jo længere tid man opholdt sig i Grønland. Niebuhr og hans rejsekammerater er formentlig blevet ramt af samme bacille. Baurenfeind har tegnet de indtagende danserinder, som er vist ovenfor.

Efterhånden er vi kommet frem til august måned 1762. Det er lykkedes professor von Haven at erhverve to ældre hebræiske testamenter, ikke specielt imponerende i betragtning af, at ekspeditionen har tilbragt næsten et år i Cairo. Imidlertid ved vi, at von Haven har fået endnu et hverv betroet, nemlig at foretage en rejse til Santa Katarina klostret på Sinai bjerget for der at studere evt. bibelske hånskrifter. Vi har allerede hørt, hvorledes van Haven i et brev til Bernstorff fra Konstantinopel forsøger at slippe for det ubehagelige hverv med henvisning til, at rejsen er uudholdelig om sommeren. I Cairo fortsætter han bestræbelserne, og han opsøger ærkebiskoppen over Sinai, som residerer i Cairo. Denne kan til von Havens lettelse oplyse, at han ikke er bekendt med nogen skrifter i bemeldte kloster. I januar 1762 skriver han til Bernstorff og kan supplere med, at "en meget hed søndenvind om foråret vil bevirke, at vi kommer til at betale dyrt for den tvivlsomme fornøjelse i uger eller måneder at strejfe omkring i ørkenens brændende sand for at lede efter nogle indskrifter, der måske slet ikke eksisterer". Det er tydeligt, at von Haven er rædselsslagen ved tanken om at skulle tage til det ugæstfri Sinai, og hans belastede forhold til de øvrige rejsedeltager gøre det ikke bedre. Hvem vil ønske at ledsage von Haven på den færd?

Suez
Ekspeditionen beslutter at følges med en karavane, som skal til Suez, og de lejer det nødvendige antal kameler til transporten. Fra Suez vil vores selskab fortsætte med skib til Det lykkelige Arabien. Danskerne holder sig af sikkerhedshensyn midt i karavanen, hvor risikoen for overfald er mindst. Den altid nysgerrige Niebuhr vælger at rejse på dromedar, mens de øvrige rider på heste. Efter en kort tilvænning finder Niebuhr sig godt tilpas på dromedaren, og han beretter, at "det er som at sidde mageligt i en stol". Den første nat passerer de en stor karavane, som er på vej tilbage fra Mekka. Da de den 30. august 1762 rider ind i Suez, er Baurenfeind så medtaget af feber, at han nærmest bevidstløs må lægges i seng på et herberge, og selskabet frygter for hans liv.

Der er omkring tre uger til skibene sejler fra Suez til Det lykkelige Arabien - og i den periode skal ekspeditionen til Sinai gennemføres. Baurenfeinds sygdom forværrer von Havens dilemma, idet Baurenfeind iflg. Den Kongelige Instruks skulle ledsage von Haven på hans ekspedition til Sinai halvøen. Von Haven spørger, om Kramer vil tage med i Baurenfeinds sted, men lægen afslår med henvisning til, at han må blive tilbage og passe den dødssyge patient. Det argument må von Haven selvfølgelig acceptere. Nu er der kun Forsskål og Niebuhr tilbage. Som forventeligt afslår Forsskål også von Havens anmodning, hvorefter von Haven retter spørgsmålet til Niebuhr. Lige så forventeligt indvilliger Niebuhr i at tage med von Haven til Sinai.

Hvis du har lyst til at komme med på en lille udflugt til Sinaibjerget, skal du bare klikke her.


Du kan i stedet vælge næste side her: