Giv mig vinter og hunde –
så må I for mig gerne beholde alt andet for jer selv,
– kvinderne med!

Knud Rasmussen

Min fascination af Knud Rasmussen
Den store slæderejse, Gyldendal, 1932 Da jeg var 11-12 år gammel (dvs. omkring 1954-1955), var jeg indlagt en uges tid til observation for blindtarmsbetændelse på Århus Kommunehospital. Mine mavesmerter var forsvundet allerede inden indlæggelsen, så jeg tilbragte en dejlig ferie på en stor stue, omgivet af flinke ældre mænd og søde sygeplejersker, som forkælede mig. Dene forkælelse strakte sig så vidt, at mine stuekammerater tillod mig at tænde lyset, så jeg kunne læse det meste af natten. I de fleste tilfælde lod natsygeplejersken mig beholde lyset tændt, når hun kiggede ind under sine natlige gøremål. På den tid var der ikke knyttet nogen biblioteksfunktion til sygehuset, så min stakkels mor var næsten hver dag afsted på cykel til biblioteket i Mølleparken for at skaffe stof til sin læsehungrende søn. En af de bøger, hun skaffede mig, var "Den store slæderejse" af grønlandsforskeren Knud Rasmussen. Jeg slugte med begejstring hans beretning om den lange rejse med hundeslæde fra Grønland via Hudson Bay over Canada til Bering Strædet ved Alaska og Sibirien. (Jeg har for nylig været bogen igennem igen, idet den kan downloades gratis fra denne hjemmeside)..

Da jeg og min blindtarm var kommet hjem igen fra hospitalet, lykkedes det mig hos en lokal antikvarboghandler at finde "Bogen om Knud, skrevet af hans venner", København 1949, Westermann. Bogen, som stadig befinder sig på min boghylde, er en kærlighedserklæring til Knud Rasmussen med bidrag fra bl.a. rektor Herluf Møller, Birkerød Latin- og Realskole, barndomsvennen redaktør Erik Rindom, rejsekammeraterne maleren, Greve Harald Moltke, forfatteren og polarforskeren Peter Freuchen og oberstløjtnant C.C.A. Gabel-Jørgensen samt forfatterne Johannes V. Jensen og Tom Kristensen.

Efter Knud Rasmussen kastede jeg mig over en anden stor dansk polarforsker, Peter Freuchen (1886–1957). Freuchen var på sin første tur til Grønland i 1906, og fra 1910-1924 deltog han i flere ekspeditioner sammen med Knud Rasmussen. Fra 1913-1920 var han guvernør over kolonien i Thule, og i den periode levede han sammen med inuitterne og delte deres levevis. I 1926 fik Freuchen forfrysninger i sit ene ben, som måtte amputeres. Det afholdt ham dog ikke fra fortsætte som opdagelsesrejsende. Han bosatte sig i Danmark sidst i 1920'erne. Under besættelsen deltog han i modstandsbevægelsen; han blev dømt til døden af den tyske besættelsesmagt, men det lykkedes ham at flygte til USA, hvor han boede resten af livet. I 1955 deltog han i kvit-eller-dobbelt på amerikansk tv og vandt 64.000 $. Emnet var "de syv verdenshave". Hans aske blev spredt ud over et bjerg i nærheden af hans elskede Thule. Nå, men det er en helt anden historie, som jeg sikkert vil vende tilbage til en dag.

Knud Rasmussen
Knud Rasmussen og søsteren Me Knud [Johan Victor] Rasmussen er født den 7. juni 1879 i Ilulissat (Jakobshavn) i Grønland. Ilulissat betyder "Isfjeldene", og byen ligger ud til Diskobugten, det sted i verden, hvor der skabes flest isbjerge, og bugten ud for Ilulissat er altid fyldt af kæmpemæssige isbjerge. Knud er ældste søn af præsten Christian Rasmussen og hans hustru Sophie, født Fleischer. De får efterfølgende børnene Vilhelmine Regine, kaldet Me, og sønnen Christian Ludvig. Faderen er præst (missionær) og lærer i området i mere end 20 år, Knuds moder er af grønlandsk afstamning, og hans oldemor, Susanne er grønlænder og gift med kolonibestyrer Johannes Winding. Knud vokser op i et overvejende grønlandsk samfund og med grønlandske legekammerater og bliver fortrolig med og stærkt påvirket af grønlandsk levevis og det grønlandske sprog, som han behersker (mindst) lige så godt som det danske. På det tidspunkt er der kun tre danske familier i Jakobshavn. Skønt Knud Rasmussen er omkring en sekstendedel grønlænder, virker hans ydre efter dansk målestok fremmedartet med det ravnsorte hår, den lave, tætte skikkelse og de livlige og malende bevægelser af overkroppen, når han taler. Han har et tæt forhold til sin mormor, Itaraluk, der lever som enke i hans forældres hus. Som dreng lærer han at køre hundeslæde og at sejle kajak; desuden lærer han at håndtere jagtvåben. Sammen med sine kammerater står han på hjemmelavede ski ned ad fjeldet. 10 år gammel får han sine første hunde, tre hvalpe. Da han bliver 12 år, får han otte hunde. Samme år får han lov til at følge med sin far på en embedsrejse, der strækker sig over mere end 700 km. Man skal betænke, at faderens sogn er større end hele Danmark. En af hans bedste legekammerater er grønlænderen Jørgen Brønlund, som er søn af en af bygdens største fangere. Jørgen Brønlund deltager sammen med Knud i Den litterære Grønlandsekspedition - mere herom om lidt.

Fra Knud er helt lille, elsker han at besøge de grønlandske familier i deres små tørvehuse, og siddende blandt dem lytter han til beretninger om farlige oplevelser og spændende jagtture. Især lytter han, når de gamle sagn og myter bliver fortalt, en fascination, som kommer til at følge ham hele livet. I 1888, da Knud Rasmussen er 10 år gammel, lykkes det nordmanden Fridtjof Nansen at krydse Grønland på ski tværs over den vældige indlandsis. Det gør et enormt indtryk på Knud Rasmussen, som bestemmer, at "sådan en mand vil jeg gøre alt for at komme til at ligne". Mange år senere træffes de to mænd og bliver venner. Først efter deres død finder man ud af, at Knud Rasmussen på moderens side er i familie med den store nordmand.

I 1891 får faderen bevilget et års orlov, og hele familien, far, mor, Knud, Me og Christian, rejser til Danmark, hvor den 12-årige Knud skal i dansk skole. Familien prøver at få ham ind på den ærværdige Herlufsholm Kostskole ved Næstved, hvor faderen har gået, men Knud dumper til optagelsesprøven. Kontrasten mellem Ilulissat og Danmark er stor, og det er svært for Knud at falde til. Han kommer i stedet i Nørrebros Real- og latinskole. Da faderens orlov er udløbet, rejser familien tilbage til Jakobshavn, mens Knud bliver alene tilbage i Danmark for at fuldende sin skolegang, og han kommer i pleje hos venner af familien. Hans skolegang i Danmark bliver ikke særlig lykkelig. I Jakobshavn havde han levet et meget aktivt liv med at køre hundeslæde, løbe på ski og gå på jagt i fjeldet. I København skal han sidde stille i skolen det meste af dagen, og det er vel ikke underligt, at Knud bare drømmer om at komme tilbage til sit elskede Grønland. I 1896 får faderen embede i Lynge ved Allerød, og familien bliver igen samlet, og Knud begynder på Birkerød Latin- og Realskole. I 1897 flytter Knud tilbage til Nørrebros Latin- og Realskole, hvorfra det med nød og næppe lykkes ham i 1900 at få en studentereksamen. To gange dumper han, inden han tredje gang "krøb over på bugen", som han selv udtrykte det. Han bliver optaget på universitetet, hvor han tager filosofikum med henblik på at studere etnografi, men han mangler både ambitioner og lyst til at gøre akademisk karriere. Hans brændende ønske er at vende tilbage til Grønland og udforske det grønlandske folk og dets levevis samt beskrive og udbrede kendskabet til dets rige kultur. Han kaster sig ud i det vilde studenterliv med fester og natlige diskussioner, og alle - ikke mindst pigerne - er glade for den flotte fyr med det lidt særprægede udseende.

Knud bliver medlem af Studentersamfundet, som er en venstreorienteret udbrydergruppe af den konservative Studenterforening. I 1900 arrangerer Studentersamfundet og Studenterforening en tur til Island. Knud har egentlig ikke råd til at deltage, men han får ansættelse som journalist på Kristeligt Dagblad, som sender ham til Island for at dække turen. Her møder han forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen, som er leder af det danske rejsehold. Knud Rasmussen beretter glødende om sit elskede Grønland, og dette møde bliver indledningen til et liv fyldt med rejser for dem begge. Samme vinter tager Knud også en tur til Lapland, hvor han møder samerne, hvis tilværelse han sammenligner med eskimoernes. Da han vender tilbage til København, skriver han bogen "Lapland" - men ukendt som han er, må han selv betale for at få den udgivet.

Den danske litterære Grønlandsekspedition 1902-1904
Knud Rasmussen møder igen Mylius-Erichsen, og de beslutter at forsøge at lave en ekspedition til Grønland. Ekspeditionens hovedformål skal være at besøge "det nye folk", polareskimoerne i den nordligste del af Grønland og formidle viden om deres kultur og leveforhold, bl.a. gennem indsamling af myter og sagn. Knud Rasmussen har i sine drengeår hørt utallige fortællinger om det mystiske folk højt mod nord, som hidtil kun er blevet besøgt af nogle få opdagelsesrejsende. I 1818 mødte polareskimoerne i Thule for første gang den hvide mand ved englænderen John Ross (1717-1856). Amerikaneren Robert Peary (1856–1920) gjorde i perioden 1898-1905 flere forsøg på at nå frem til nordpolen med hundeslæde over isen, og de fleste af hans ekspeditioner udgik fra polareskimoernes område, efter at han var taget dertil med skib.

Det viser sig imidlertid vanskeligt at få tilladelse til at arrangere en ekspedition til Grønland. Grønland er lukket land, og det kræver særlig tilladelse fra den danske regering at rejse dertil. Det er også forbudt alle andre end Kongelige Grønlandske Handel (KGH) at handle med grønlænderne. Det ender dog med, at vanskelighederne ryddes af vejen, og de fornødne tilladelser opnås.

Ludvig Mylius-Erichsen Knud Rasmussen Jørgen Brønlund Harald Molkte, selvportræt
Ludvig Mylius-Erichsen.
Knud Rasmussen.
Jørgen Brønlund.
Harald Moltke.
Journalist, cand. phil. Ludvig Mylius-Erichsen (1872–1907) er den formelle leder af ekspeditionen. [Han bliver siden leder af Danmark Ekspeditionen (1906-1908) og omkommer under denne ekspedition sammen med Jørgen Brønlund og Peter Høegh Hagen.]. Mylius-Erichsen havde i 1896 som journalist deltaget i den russiske isbryder "Nadeschnijs" prøvetogt til Den finske Bugt. Ved denne lejlighed stifter han bekendtskab med en grønlandsforsker, som giver ham en stærk lyst til selv at lære Grønland og dets befolkning at kende. Skolelærer Jørgen Brønlund, Knud Rasmussens grønlandske barndomskammerat, deltager som tolk. Herudover bliver maleren grev Harald Moltke (1871-1960) indrulleret i ekspeditionen. Moltke har i 1898 deltaget i en ekspedition til Diskobugten i 1898, og i en ekspedition udsendt af Dansk Meteorologisk Institut til Island fra 1899-1900 for studier af nordlys. Desuden deltager lægen Alfred Bertelsen.

I 1902 er de fornødne midler skrabet sammen. I juli måned drager ekspeditionen afsted fra København mod Godthåb, hvor Jørgen Brønlund slutter sig til gruppen. Herfra drager de nordpå for at overvintre i Knud Rasmussens fødeby Jakobshavn. Knud Rasmussen tager ophold hos pastor Ostermann i det hus, hvor han fødtes 25 år tidligere. Det lykkes Knud Rasmussen at anskaffe fire gode hundespand til ekspeditionens medlemmer. Moltke fortæller i "Bogen om Knud", at når Knud kom kørende med sit spand i dansende galop, lystrende det mindste sus af piskesnerten, måtte alle fryde sig og standse op. Endnu en gang oplever Knud en jul i Grønland: juletræet et stativ af pinde, hvorpå der er bundet lyngtotter, med lys på grenene, salmesang, gåsesteg og risengrød. Unge grønlændere går fra hus til hus og synger julesalmer.

Kort over Nordvestgrønland

I løbet af vinteren sejler de ture langs vestkysten i konebåd, og der foretages et par mindre ekspeditioner ud på indlandsisen. Danskerne i Jakobshavn mener, at ekspeditionen aldrig vil komme over højdedraget "Majoren"; i stedet burde de forblive i Jakobshavn og spille whist med dem resten af vinteren - og så tage hjem til København med et skib til foråret. I februar 1903 forlader ekspeditionen Jakobshavn på hundeslæde med kurs mod Upernavik i følge med to eskimoer, Gaba og Elias. Lægen Alfred Bertelsen vælger - formentlig som følge af skærmydsler med Mylius-Erichsen - at forlade ekspeditionen. Bertelsen bliver dog som læge i Grønland indtil 1927 og er først distriktslæge i Uummannak og senere kredslæge for Nordgrønland.

Det lykkes dem at overvinde "Majoren", og undervejs overnatter de hos Knud Rasmussens onkel, Carl Fleischer. Han har i øvrigt opdrættet de hunde, som indgår i Knuds hundespand. Et par dage senere kommer de frem til en anden af Knuds onkler, Jens Fleischer, som er bosiddende i Umanak. Her tilbringer de flere dage, hvor Knud indsamler lokale sagn, og Moltke laver portrætter af de lokale fortællere. Snart fortsætter de rejsen nordpå og når frem til Upernavik - "forårspladsen" på grønlandsk. Upernavik er på det tidspunkt den mest nordligt beliggende koloni i Grønland, grundlagt i 1772. [På den tid bliver hvert lille udsted betegnet som en selvstændig koloni.]. Her går de i gang med at forberede den sidste og mest farefulde del af turen. Den lokale bestyrer/købmand Søren Nielsen skaffer mandskab og slæder til transport af proviant. Der sendes en halv snes slæder afsted mod nord, og de lægger provianten ud på udvalgte steder på ruten.

Den 1. marts bryder ekspeditionen op fra Upernavik. Foran sig har de 600 km over Melvillebugten til forbjergene ved Kap York, der ligger næsten helt oppe ved Thule; den rejse har ingen europæere gjort før. Her skulle leve en gruppe eskimoer. De følger kysten, bl.a. fordi de vil udarbejde et nøjagtigt kort over kystlinjen. Knud Rasmussen, som er den bedste kører, er i spidsen og har den vanskelige og betydningsfulde opgave at lægge det spor i isen, som de øvrige skal følge. Han har fået bygget en kæmpeslæde, som han kalder "omnibussen". Hver dag kører de så langt, som hunde og mennesker orker. Her læsser de den tunge bagage af og rejser et lille lærredstelt. Herefter kører de tilbage til den foregående lejrplads og henter den bagage, som ikke har kunnet være med på den første transport. Når al bagage er hentet, slås lejr, primussen bliver tændt, og den medbragte dåsemad opvarmer: bøf a la mode, skinke i brunkål eller lignende lækkerier. Derefter lægger de sig i soveposen, ryger en pibe tobak eller fører dagbog. Moltke tegner og maler i sine skitsebøger for at fastholde de mange indtryk. Det er blevet april måned og omtrent lyst døgnet rundt. Solen skinner - og temperaturen ligger omkring -30 grader.

Undervejs bliver Moltke syg, formentlig af udmattelse over de hårde strabadser. Hans oppakning bliver fordelt mellem de øvrge slæder, mens han selv bliver trukket på sin egen slæde. En del proviant bliver efterladt i et depot på isen, for at man hurtigere kan nå frem til Kap York. Da de endelig når frem til hytterne ved Kap York, er disse forladt og slædespor viser, at beboerne er draget nordpå. Nu står ekspeditionen med et sygt medlem og ingen proviant til hverken hunde eller mennesker. Hvad skal de gøre?

Hos polar-eskimoerne
Moltkes tegning af de fire ekspeditionsdeltagere, fra venstre: Knud Rasmussen, Jørgen Brønlund, Mylius Erichsen og Harald Moltke De beslutter at sende Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund afsted og følge sporet, indtil de finder mennesker. Mylius-Erichsen bliver tilbage hos den afkræftede Moltke, og de skal så følge efter så hurtigt, de er i stand til. Inden de fortsætter, planter de det danske flag i sneen og erklærer kyststrækningen fra Upernavik til Kap York for tilhørende Danmark. Efter et par dage får Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund i det fjerne øje på et lille mørkt punkt. På trods af sult og træthed sætter de farten op og snart ser de en slæde med to mennesker på, en mand og en kvinde. Manden, som er iført blårævepels og bjørneskindsbukser, springer af slæden og hopper af glæde, mens han svinger sin lange pisk. "Vi får besøg af hvide mennesker", råber han gentagne gange. [Inuitbefolkningen er indvandret til Grønland i 1100-1200 tallet. I begyndelsen opholdt de sig ved den nordligste strækning af kysten ved Thule området, men efterhånden som klimaet blev koldere, bevægede de sig længere syd på, hvor de traf nordboerne.] Knud Rasmussen fortæller Maisainguark, som eskimoen hedder, at de bag sig har endnu to kammerater, hvoraf den ene er syg. De skynder sig til eskimoernes boplads, som ligger et par timers kørsel borte. Her bliver der voldsom opstandelse, og slæden bliver omringet af jublende børn og voksne. Vældige humpler af kød bliver lagt for de sultne venner, som tager for sig af retterne. Da de fortæller om den syge Moltke, går de lokale straks i gang med at bygge en snehytte til gruppen, mens Knud Rasmussen sammen med Maisainguark tager afsted for at hente de to rejsefæller, Moltke og Mylius-Erichsen.

Eskimoerne havde før set folk sydfra, når de kom sejlende og lagde til med hvalfangerskibe. Fx gjorde Robert Peary almindeligvis holdt ved Kap York på sine ekspeditioner og handlede med eskimoerne. Men de har ikke tidligere set mennesker komme over isen, og Knud Rasmussen og hans gruppe er således de første, som skaber en forbindelse mellem polareskimoerne og den del af Grønland, som allerede er udforsket og koloniseret.

Så snart Knud Rasmussen er kommet til kræfter, tager han sammen med fire eskimoer afsted for at hente den bagage og proviant, som de har læsset af ved Melvillebugten. Der går 14 dage, og man begynder at frygte, at den lille gruppe er omkommet ved den frygtede Melvillebugt, men så gjalder råbet i lejren: "Den store Knud kommer! Den store Knud kommer!", og med ham brød, konserves, telte og andre fornødenheder. Da Knud ser Moltke, får han tårer i øjnene, og siden fortæller han Moltke: "Du var forvandlet fra en ung, rask mand til et snavset skelet". Men fra den dag begynder det at gå fremad for Moltke og efter et par måneder, er han igen i stand til at arbejde med blyant og pensel.

Knud Rasmussen, som har et enestående talent for at knytte personlige relationer, påbegynder et langvarigt venskab med Thule-eskimoerne. Han sidder i timevis i hytterne blandt de ældre og lytter fascineret til de gamle sagn og fortællinger og fylder sine dagbøger. Da Moltke er rask nok til det, sidder han med og laver portrætter af fortællerne. En af de gamle eskimoer siger til Moltke, da han ser hans store portrætsamling: "Jeg kan ikke forstå, at du ikke smider alt det papir væk. Når du kommer hjem, må du jo kunne tegne det op igen. Når vi har gjort en rejse, så kan vi da huske alt, hvad vi har oplevet, og behøver ikke at slæbe sådanne bunker med os. Det tynger forfærdeligt på en slæde."

Foto af ekspeditionens medlemmer, taget af Harald Moltke. Copyright Arktisk Institut

[Ovenstående foto af ekspeditionens medlemmer sammen med deres grønlandske venner er taget af Harald Moltke i 1903. Det tilhører Arktisk Institut, som har en imponerende samling af arktiske billeder, heriblandt en del om Knud Rasmussen. Du kan studere dem ved at klikke her.]

Da julen nærmer sig, beslutter de at tiltræde deres hjemrejse på trods af eskimoernes advarsler. Da de kommer til Melvillebugten viser det sig, at eskimoerne havde ret, og de må tage tilbage. Juleaften tænder de et lys for venner og familie, som de ikke har set i halvandet år.

Knud Rasmussen får et særlig godt forhold til polareskimoen Osarkrark, så godt, at han følger med Knud Rasmussen til Danmark. Her møder han flere vidundere som biler, sporvogne og andre "køretøjer uden hunde". Alt dette accepterer han, men på ét punkt bevarer han sin skepsis: han nægter at tro på, at man kan "gemme ord i streger". Knud Rasmussen beder ham da fortælle et sagn, som Knud aldrig har hørt før, og han skriver det ned. Derefter kalder han på sin broder Christian og beder ham om at læse det skrevne op. Det overbeviser polareskimoen.

Søren Nielsen, tegnet af Moltke I slutningen af januar 1904 - da eskimoerne mener, at det nu er muligt at passere Melville bugten - tager de endnu en gang afsted. De er en helt karavane med 11 mennesker på 9 slæder, hver slæde med et forspand på 6-9 hunde. Provianten slipper op, men heldigvis lykkes det dem at nedlægge en isbjørn, som hundene og menneskene fortærer. Den 7. februar når de det nordligste af de depoter, som de havde lagt ud under udturen. Kl 12 den dag bryder solen frem - det er første gang i mange måneder, at de så solen. Efter endnu nogle dage ser de endnu et dejligt syn: Dannebrog, som vajer over Søren Nielsens hus. Gensynsglæde er stor, ikke mindst fordi Søren Nielsen og hans husstand havde frygtet, at de var omkommet. De tilbringer tre måneder hos Søren Nielsen, inden de fortsætter sydpå. Hos Jens Fleischer gør de ophold og afventer skib. Moltke tager skibet hjem til Danmark, mens Knud Rasmussen rejser videre mod syd og om til østkysten, hvorfra han sejler hjem til København.

Den 7. november 1904 ankommer ekspeditionen til København, hvor der er stor velkomst på kajen.

I 1905 udgiver Knud Rasmussen "Nye mennesker" med tegninger af Harald Moltke. Året efter i 1906 udgiver Ludvig Mylius-Erichsen og Harald Moltke værket "Grønland. Illustreret Skildring af den danske literære Grønlandsekspeditions Rejser i Melvillebugten og Ophold blandt Jordens nordligst boende Mennesker - Polareskimoerne", København og Kristiania. Herudover udgiver Mylius-Erichsen digtsamlingen Isblink, hvori han portrætterer sine rejsekammerater, men også skriver en række digte om mødet med den arktiske natur. I digtet "Snestorm beskriver han, hvordan han efter at være blevet fanget af uvejret er lige ved at give op og lade sig glide ind i den store hvide søvn:

Dér laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
saa vaagned jeg, aa, saa livstræt og kold.
Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!
Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
at jeg skulde ligge forkommen og dø
i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.

Men netop, som han er ved at give op, mobiliserer han sin sidste vilje, og det lykkes han at nå tilbage til lejren. Digtet slutter med disse linjer:

Det er svært at dø, naar man ikke vil!

Måske udtrykker dette digt en forudanelse hos Mylius-Erichsen, som i 1908 omkommer under Danmarks Ekspedition til Grønland.

Et grønlandsk sagn om de fremmede
Der var engang en mand, som boede norden for alle bopladser. Han jagede bjørn hvert forår med hundeslæde. Engang på sine jagter kom han til et slædespor, der stammede fra fremmede, som han intet kendte til. Han bestemte sig til at opsøge disse mennesker og kørte det følgende forår, tidligere end han plejede, ud på sine bjørnejagter. I det tredje døgn kom han til huse, der så anderledes ud end de, han var vant til at se. Men ingen mennesker traf han; kun friske spor tydede på, at bopladsen nylig måtte være blevet forladt.

Da bjørnejægeren næste år kørte ud, medtog han træ som gaver til de fremmede; thi stor træmangel måtte disse lide, siden de havde tværstøttet deres hustage med narhvals stødtænder. Heller ikke under andet besøg lykkedes det ham at træffe de fremmede. De bortdragnes spor var vel endnu friskere end forrige gang, men han turde dog ikke følge dem og således fjerne sig endnu længere bort fra sin boplads. Han nøjedes med at stikke det medbragte træ ned i sneen ved husen, og da gaverne nu var afgivne, rejste han hjem.

Det tredje år opdrættede han sig det bedste hundespand, han endnu havde ejet; og tidligere end han plejede, kørte han nordpå efter bjørn og fremmede mennesker. Da han endelig kom frem til bopladsen, gik det ham ganske som de foregående år: beboerne var rejst; men i sneen, hvor han havde efterladt sit træ, havde de bortdragende stukket et stort bundt af hvalros stødtænder; og inde i huset lå en dejlig hund med sine hvalpe. Det var de fremmedes gengaver. Han tog nu det hele på sin slæde og kørte hjem; men menneskene, der boede norden for alle andre, fik han aldrig truffet."

Polar-eskimoernes forhold
Både Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen forsøger at gøre offentligheden i Danmark opmærksom på de vanskelige forhold, som polar-eskimoerne lever under. Eskimoerne ved Kap York er gennem de seneste 20-30 år blevet afhængige af handel med europæerne og er fx gået over til at anvende geværer som deres foretrukne jagtvåben. De byttede sig til geværer og ammunition for skind. Gennem de næsten 25 år, hvor Peary udforskede arktis, var hans årlige handelsskib blevet eskimoernes forsyningsskib. Da Peary nåede Nordpolen i 1909 (hm, jeg ved godt, at denne kendsgerning er lidt omtvistet), indstillede han sine rejser hertil, og eskimoerne står nu uden de forsyninger, som de var blevet afhængige af. Knud Rasmussen oplever allerede i 1905, hvor han af regeringen er sendt til Vestgrønland for at undersøge mulighederne for rendrift, hvor hårdt det ramte bopladsen, at der det år ikke kom noget skib, da isen var for hård. Knud Rasmussen går resolut i gang med at samle de nødvendige varer sammen og drager endnu en gang over isen i Melvillebugten, hvor han bliver hilst med jubel af de omkring 250 eskimoer ved Kap York. Han opfordrer den danske regering til at oprette et handelssted samt en missionsstation på bopladsen og samtidig erklære området under dansk overhøjhed. Regeringen synes ikke om ideen; vistnok fordi amerikanerne har interesser i området, hvor Peary jo har været adskillige gange. Og på den tid er man i øvrigt i gang med at sælge De vestindiske Øer til USA.

Fra 1906-1908 foretager Knud Rasmussen en slæderejse til Kap York og Ellesmereland (i Canada), hvor han bl.a. samler sagn fra den indfødte verden. Efter hjemkomsten bliver han gift med Dagmar Theresia Andersen, som han har truffet, mens hun er husholderske hos distriktslægen i Umanak. De etablerer sig i København, og i tiden løb får de tre børn. I 1909 er han med på det skib, som "Den grønlandske Kirkesag" sender til Kap York-distriktet for at oprette en missionsstation blandt polareskimoerne, og Missionsstationen "Nordstjernen" oprettes på bredden af North Star Bay.

Oprettelse af handelsstationen Thule
Handelsstationen Thule Da det ikke lykkes Knud Rasmussen at formå den danske stat til at oprette en handelsstation ved Kap York, tager han sagen i egen hånd. I 1910 kommer han tilbage til Grønland og grundlægger en handelsstation på stedet. Han navngiver den Thule, hvilket siden oldtiden har været betegnelsen for det fjerne, kolde og øde område ved verdens nordligste ende. Med sig har han vennen Peter Freuchen (1886-1957), og sammen bygger de et handelshus tæt ved missionsstationen og ved foden af Mt. Dundas. Handelsstationen skal sikre eskimoerne en konstant forsyning af de varer, som de er blevet afhængige af såsom ammunition til deres skydevåben.

Knud Rasmussens møde med befolkningen i det høje nord gør et voldsomt indtryk på ham. Det fremgår bl.a. af disse tankevækkende ord, han skriver i stationens første årsberetning fra 1911: "Intet skal være os helligt som deres personlige selvagtelse, deres frie stolthed, og vi vil arbejde på aldrig heroppe at få noget af den stærkt understregede stands- og raceforskel, der for eksempel i det danske Grønland har været den allervægtigste hindring for det civilisatoriske arbejde i landet. Det har ofte slået mig, hvad der kunne være kommet ud af de danske grønlændere, såfremt eskimoerne fra første begyndelse havde set noget andet og noget mere i de danske, der bosatte sig heroppe, end mennesker som byggede store huse, hvortil adgang var forbudt, levede højt og ellers var unærmelige."

Peter Freuchen bliver bestyrer, og han gifter sig med en lokal pige, Navarana, hvilket vækker stor opsigt i det bornerte Danmark. Grønlænderne er vildt imponeret over "Store Peter", som er næsten to meter høj. Navarana følger ham på flere opdagelsesrejser, men dør i 1921 under en influenzaepidemi. Fra 1913-1920 beklæder han posten som guvernør for kolonien i Thule. Denne private handelsstation kommer til at udgøre det økonomiske grundlag for Knud Rasmussens efterfølgende ekspeditioner, der benævnes "Thule-ekspeditionerne" - selv om de foregår i både Nord- og Østgrønland samt i det arktiske Nordamerika. Bygningen flyttedes i 1986 til Qaanaaq, hvor den i dag rummer Thule Museet.

Spor over Isen
Kurt L. Fredriksen, som i 1995 udgave en stor biografi om Knud Rasmussen, "Kongen af Thule", har lavet en dramatiseret og skønlitterær beretning om "Den danske litterære Grønlands-ekspedition", "Spor over Isen", Borgen, 2004. Den bygger solidt på de eksisterende dagbogsoptegnelser og andre historiske optegnelser. På dette historiske fundament har han bygget en dramatisk roman, hvori han beskriver de enkelte meget forskellige deltageres tanker og gøremål, de venskaber (og uvenskaber), der udvikler sig undervejs på ekspeditionen, efterhånden som klimaet og naturen stiller stadig større krav. Det var for mig en rigtig god læseoplevelse.

Danmarks-ekspeditionen, 1906-1908
Ludvig Mylius-Erichsen Inden jeg tager dig med på Knud Rasmussens såkaldte Thule-ekspeditioner, vil jeg kort berette om Danmark-ekspeditionen. Gennem en energisk indsats af især Ludvig Mylius-Erichsen lykkes det at få regeringen, Carlsbergfondet og en række privatpersoner til at give bidrag til ekspeditionen, ca. 260.000 kr - og det var mange penge den gang. Med Mylius-Erichsen som leder af ekspeditionen sejler skibet "Danmark" fra København i juni måned 1906. Skibet er et ældre hvalfangerskib, der er indkøbt i Norge. Om bord er 25 mand, hunde, en mængde proviant og andet udstyr, idet man formoder, at ekspeditionen skal vare omkring to år. På Færøerne samler man tre grønlændere op, heriblandt Jørgen Brønlund. I august når man gennem storisen og frem til Østgrønland. Ekspeditionens mål er bl.a. at kortlægge det ukendte Nordøstgrønland. Ved hjælp af skibet lægges depoter ud langs kysten til brug for rejsen det følgende forår. Vinteren bruges bl.a. til at træne i slædekørsel. Medlemmerne inddeles i tre hold:

Hold 1:
• Mylius-Erichsen, ekspeditionens leder og forfatter
• Niels Peter Høgh Hagen, geodæt og premierløjtnant
• Jørgen Brønlund, grønlænder (og Knud Rasmussens barndomskammerat)

Hold 2:
• Johan Peter Koch, geodæt (kartograf) og premierløjtnant
• Aage Bertelsen, maler
• Tobias Gabrielsen, grønlænder og fanger

1. Hjælpehold:
• Henning Bistrup, 1. styrmand og premierløjtnant
• Alfred Wegener, fysiker og fotograf

2. Hjælpehold:
• Gustav Thostrup 2. styrmand
• Carl Johan Ring, islods

De to hjælpehold skal assistere hold 1 og 2, og de skal bl.a. lægge depoter ud, som hold 1 og 2 kan bruge på hjemturen. Herudover skal de på tilbageturen foretage målinger. Den 28. marts 1907 tager de 10 mand og omkring 80 hunde afsted. Det erklærede mål er, at hold 1 og 2 skal nå Grønlands nordspids i løbet af sommeren og straks efter vende tilbage til udgangspunktet, hvor skibet venter. Rejsen er anstrengende, dels på grund af dårligt føre dels på grund af brede revner i isen, som tvinger holdene til at tage store omveje. Midt i april når ekspeditionen frem til Mallemukfjeldet, som er stort og vanskeligt at passere. Under et forsøg på at passere gletscheren falder Mylius-Erichsen i en gletscherspalte og kommer kun op, fordi Brønlund hjælper ham. Det ene hjælpehold sendes tilbage til skibet, mens de øvrige otte fortsætter uden om Mallemukfjeldet. Nyisen er tynd, og et sæt hunde ryger i vandet. De må bruge mange timer undervejs på at reparere slæderne. Nu bliver også 2. hjælpehold sendt tilbage. Forinden byttes hunde, således at hold 1 og 2 har de bedste hundespand.

På den videre tur nordpå viser det sig, at kystlinien bøjer mod øst og ikke som antaget mod vest. Rejseafstanden bliver godt 250 km længere end planlagt, og man kommer i tvivl om, hvorvidt de har tilstrækkelig proviant. Da holdene når Grønlands østligste punkt, skilles deres veje: hold 1 med Mylius-Erichsen fortsætter mod vest ind i Independence Fjorden, mens hold 2 med Koch kører over havisen mod Peary Land. Provianten fordeles ligeligt mellem de to hold.

Efter en uges strabadser når hold 2 frem til Peary Land. De er så heldige at støde på en flok moskusokser, og det lykkes dem at nedlægge omkring 15 stykker. Hundene æder hæmningsløst af dyrenes indvolde, og rigeligt kød giver alle godt humør og fornyede kræfter. Den 12. maj hen under aften kommer de til den varde, som Robert Peary har rejst 7 år tidligere. Koch nedskriver holdets oplevelser, lægger dem i varden og medbringer Peary´s beretning. På toppen af varden planter de Dannebrog. Holdet fortsætter til Kap Bridgman, rejsens nordligste punkt. Også her rejses en varde, og også denne gang hejser de Dannebrog og tager landet i dansk besiddelse. Landet syd for Independence Fjord døber de Kong Frederik VIII Land.

På hjemrejsen møder de Mylius-Erichsens hold, som var taget vest på langs hvad, de troede var Independence Fjorden. Det viste sig, at det var en anden fjord, som de navngav Danmark Fjorden. Næste morgen fortsætter hold 1, som håber at kunne fuldføre elspeditionen i løbet af nogle få dage, hvorfor holdene skilles igen.

Da hold 2 når frem til Mallemukfjeldet, ser de til deres glæde, at der er havis, og det lykkes dem at nå tilbage til "Danmark", hvor de forenes med deres kammeraterne den 23. juni 1907. Nu venter de blot på, at Mylius-Erichsen, Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund skal dukke op. Dagene går, uden at de dukker op. På denne årstid er havisen ikke farbar langs kysten; man foretager eftersøgninger, dog uden resultat, hvorfor man gør sig klar til at overvintre.

Jørgen Brønlund Den 10. marts 1908 genoptager Koch og Tobias Gabrielsen eftersøgningen og når frem til depotet ved Lambert Land. I en tilsneet klippehule finder de Jørgen Brønlunds lig. I en proviantkasse finder de en flaske indeholdende Høeg-Hagens kortskitser samt Jørgen Brønlunds dagbog. Den er skrevet på grønlandsk, dog er en enkelt side på dansk:

"Omkom 79-Fjorden efter forsøg Hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned. Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket. De andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2½ mil. Hagen døde 15 november og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund"

Jørgen Brønlund beskriver i sin dagbog, at hold 1 var gået mod vest for at nå bunden af Independence Fjord. Da de kommer hertil, hejser de Dannebrog og bygger en varde. Men provianten er sluppet op og føret så tungt, at det er vanskeligt for hundene at klare strabadserne. De beslutter at blive sommeren over ved Danmark Fjorden og afvente bedre slædeføre. Da forsyningerne slipper op, og de ikke er i stand til at skyde vildt, tvinges de til at indlede tilbageturen til "Danmark". Den 19. oktober begynder rejsen ind over indlandsisen. Kun fire hunde er tilbage til at trække den sidste slæde, næsten ingen proviant, teltet uden bund, soveposerne dårlige, og fodtøjet ødelagt. Det bliver koldere, og de har intet kendskab til området. Men de skal nå frem til depotet på Lambert Land, for her vil deres kammerater søge efter dem.

Ikke langt fra depotet på Lambert Land kan Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen ikke klare mere. Kun Jørgen Brønlund når frem til depotet, hvor han når at skrive den rørende besked, inden han finder sin død af sult og forfrysninger. Det lykkedes ikke Koch og Tobias Gabrielsen at finde de to andres lig (som endnu ikke er fundet).

I slutningen af marts 1908 når Koch og Tobias Gabrielsen tilbage til "Danmark". Man foretager nogle mindre ekspeditioner i området vest for Danmarks Havn. "Danmark" afsejler den 22. juli og ankommer til København den 23. august 1908 til en storslået modtagelse. I 1909 skriver Achton Friis "Danmark Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst", som er Danmarksekspeditionens officielle redegørelse. Bogen skulle (selvfølgelig) have været skrevet af Mylius-Erichsen.

Alabama-ekspeditionen, 1909-1912
Alabama-ekspeditionens rute I 1909 sejler skibet "Alabama" fra København med kurs mod Østgrønland. Ombord er bl.a. Ejnar Mikkelsen (1880–1971), som er leder af en ekspedition, somskal finde yderligere oplysninger om de tre omkomne fra Danmarks-ekspeditionen, Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg-Hagen. På Island kommer endnu en passager ombord, Iver P. Iversen, der skal med Ejnar Mikkelsen på ekspeditionen over indlandsisen. Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen kører med hundeslæde fra Shannon til Lambert Land, hvor det lykkes dem at finde Brønlunds grav med hans dagbog, et kort samt flere vardeberetninger af Mylius-Erichsen. De dækker Brønlund til med et ligklæde, som de har fået med af fru Mylius-Erichsen.

I foråret 1910 beslutter Mikkelsen og Iversen at følge de tre mænds rute baglæns ud fra det fundne kort, og de tager over indlandsisen til bunden af Danmark Fjorden, hvor de finder Mylius-Erichsens varder med forskellige beretninger. Efter store strabadser når Mikkelsen og Iversen i august 1910 igen frem til Brønlunds grav. Her bygger de en varde og efterlader bl.a. deres dagbog for det tilfælde, at de skulle omkomme undervejs til skibet på Shannon. Da de kommer tilbage til vinterkvarteret, er skibet skruet ned af isen, og besætningen rejst hjem med en norsk sælfanger. De har dog efterladt en hytte, bygget af tømmer fra Alabamas vrag. Her må de to mænd så holde jul.

I foråret 1911 tager Mikkelsen og Iversen igen til Brønlunds grav for at hente de efterladte resultater i varden. Til deres skuffelse er dagbogen revet i stykker af en isbjørn, og det vigtige kapitel fra besøget ved Brønlunds grav mangler. Også næste jul må de holde alene i sneørkenen. I bogen "Farlig Tomandsfærd" fortæller Ejnar Mikkelsen om deres rejse med hundeslæde - to mennesker fuldstændig afskåret fra omverdenen i næsten tre år.

Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner, 1912-1933
I årene fra 1912 og frem til sin død i 1933 planlagde Knud Rasmussen syv store Thule-ekspeditioner, hvoraf han selv deltog i og ledede de seks. Bortset fra den 5. Thule-ekspedition blev Knud Rasmussens ekspeditioner finansieret ved indtægter fra handelsstationen i Thule.

1. Thule-ekspedition, 1912-1913
1. Thuleekspedition (1912) Den 6. april 1912 afgår en ekspedition fra Thule med kurs mod Danmarksfjorden og Independencefjorden ved Grønlands Nordøstkyst i Peary Land. Knud Rasmussen skriver i sin rejsedagbog: "I dag begynder rejsen, den store fart norden om Grønland, i forårssol og herlig udfartsglæde. Hej Kammerater, lykkelige mænd på tærsklen til muntre åbenbaringer! Morgenerne skal løfte fligen for det store ukendte, og med solen løber vi vores længsler i møde! Ud i vejret, fulde af appetit på de gryende dage! Muskelspændte, grådige som farende rovdyr hilser vi starten, farten mod nord! Kan nogen være rigere?"

Ekspeditionens fire medlemmer er Knud Rasmussen, Peter Freuchen og to fremragende polareskimoer. Som vi netop har hørt, er Knud Rasmussens to rejsekammerater, Mylius-Erichsen og Jørgen Brønlund, døde under Danmarks-ekspeditionen. Alabama-ekspeditionen med Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen, har ikke ladet høre fra sig i mere end et år. Knud Rasmussen føler det som sin pligt at indlede en hjælpeekspedition, inden de går i gang med at udforske Peary Land og kortlægge Peary-kanalen, som skulle adskille Peary Land fra Grønland. Da en voldsom storm ødelægger havisen i vid omkreds, beslutter Knud Rasmussen i stedet for at rejse langs nordkysten at rejse direkte over indlandsisen mod Danmarksfjorden, noget som aldrig er prøvet før. Til at begynde med følges de af en stor gruppe eskimoer på slæder ind over indlandsisen, men efterhånden falder de fra, og til sidst er der kun fire egentlige ekspeditionsmedlemmer tilbage. Ved Bopladsen Neqe bliver de forsynet med store mængder af hvalroskød til proviant og hundefoder. Rejsen over indlandsisen gennemføres på 26 dage, dvs. med en gennemsnitsfart af ca. 40 km om dagen. Ved ankomsten til østkysten den 9. maj er man næsten udgået for proviant, og det kniber med at skaffe mad til mennesker og hunde. Den 4. juni når de Mylius-Erichsens sommerlejr og finder hans varde. De finder ingen beretning - den har Ejnar Mikkelsen nemlig allerede taget. Der er ingen spor af Mikkelsen og Iversen, som mod skik og brug ikke har efterladt nogen vardeberetning. De fortsætter deres færd, og den 17. juni når de frem til bunden af Independencefjorden - uden at være stødt på Peary-kanalen. De undersøger og kortlægger landet omkring Independencefjorden og kortlægger det. De finder Peary's varde på Navy Cliff og tager hans vardeberetning med.

Hjemturen over indlandsisen påbegyndtes den 10. august; de har nu kun tre hundespand med i alt 27 hunde. De har skudt så mange moskusokser, at de på regner at have proviant nok til hjemrejsen. Desuden medfører de en kasse med geologiske, botaniske og zoologiske fund. Føret viser sig imidlertid dårligere end på udrejsen, da sneen er blød. Moskuskødet er heller ikke så drøjt som hundefoder som anslået. En overgang er Freuchen ramt af sneblindhed, men den fortager sig efter en tid. Under den første del af rejsen er Knud Rasmussen plaget af en nervebetændelse i benene (ischias), og han foreslår, at han bliver tilbage og overvintrer sammen med den ene af eskimoerne. Det modsætter hans kammerater sig, og i perioder må han lade sig transportere liggende på slæden. På trods af disse problemer bliver hjemrejsen hurtigt gennemført og uden nogen uheld, og den 4. september 1912 når de land ved Inglefield Golf, hvorfra de fortsætter videre på indlandsisen til Thule.

Peter Freuchens kort over Nordvestgrønland

Et af ekspeditionens resultater er, at man får konstateret, at Peary Land er en halvø og ikke, som antaget af Peary, en ø. I 1912 vender Mikkelsen og Iversen tilbage til København med Mylius-Erichsens vardeberetning, hvoraf det fremgår, at den såkaldte Peary-kanal ikke eksisterer. De danske ekspeditioners resultater bliver i det amerikanske senat brugt i et angreb på Peary for kartografisk svindel. Resultatet bliver, at alle officielle amerikanske kort med Peary-kanalen indtegnet bliver trukket tilbage.

Den store meteorsten
Et andet resultat er, at man i 1913 finder en 4.5 tons tung jernmeteorit, som siden bliver fragtet til Danmark, og som nu befinder sig i Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet. Peter Freuchen fortæller meget morsomt i "Bogen om Knud - skrevet af hans venner" i kapitlet "Kammerat Knud" om fundet af meteorstenen. Den svensk-amerikanske polarforsker Elmer Ekblaw dukker pludselig op i Thule, hvor han bliver budt hjerteligt velkommen af Knud Rasmussen. Man er altid glad ved at se nye ansigter. Det viser sig, at Ekblaw har fået nys om, at der i nærheden af Kap York skulle befinde sig en kæmpemæssig meteorsten, og han er kommet for at sikre sig den til Museum of Natural History i New York, som har flere andre meteorsten, som Peary har bragt hjem herfra. Beboerne i Thule har også hørt om denne meteorsten. Sagn ville vide, at eskimoerne i gammel tid fik alt deres metal ved at hugge fliser af disse jernklumper, men efter at knive og økser er kommet til landet, er man ophørt med at hente jern fra meteorerne, og man har glemt, hvor den lå. I sommerens løb har en ung eskimo, Qitlugtoq, imidlertid fundet meteoren igen, men hverken Knud Rasmussen eller Peter Freuchen har endnu set den. Men Knud Rasmussen forsikrer uanfægtet Ekblaw, at meteorstenen er lokaliseret og på danske hænder. Han fortæller, at Qitlugtoq har fået en bøsse som betaling for sit fund, og at Knud har markeret stenen med en lille varde som tegn på, at stenen er hans. Han fortæller også, at der allerede er sendt en rapport herom til til Danmark. Overfor dette må Ekblaw bøje sig. De beslutter sig til sammen at tage ned og besigite meteoren. Da de ankommer til Kap York, får Knud Rasmussen fat i Qitlugtoq og sender ham i forvejen ned til meteorstenen for at bygge den lille varde, som Knud har omtalt (opfundet). Da Qitlugtoq kommer tilbage efter udført dåd, tager selskabet ud for at besigte meteoren. Mange eskimoer slutter sig til, de vil gerne se den sten, som deres forfædre med møje havde hugget jernfliser af til knive. Freuchen konkluderer, at "den mand var ikke født, som klarede sig mod ham ved et forhandlingsbord, og saa er der jo, som erfarne folk ved, altid en forskel paa forhandlingsmøderne, hvad enten man befinder sig nord for polarkredsen eller sydpaa nede i civilisationen". Men Ekblaw mindes til sin dødsdag, at han blev kongeligt beværtet af Knud Rasmussen i Thule.

Knud Rasmussen afslutter "Min rejsedagbog" fra 1. Thule-ekspedition med ordene: "En rejse er endt. En ny åbner allerede sine horisonter".

2. Thule-ekspedition, 1916-1918
2. Thuleekspedition (1916-1918 Under et ophold i London på vej til en foredragsrejse til Amerika overværer han tilfældigvis ankomsten af et tog med frontsoldater, som er på vej fra orlov fra skyttegravene i Frankrig og Belgien. I et glimt indser han, at der ikke er tid til foredagsturnéer: "Vor tid er til handling og ikke til kvindeagtig snakkesalighed" (undskyld hvis der er kvinder, der læser dette"). Han skynder sig tilbage og går i gang med at forberede den næste Thule-ekspedition. Den har som hovedopgave at undersøge og kortlægge de store strækninger af Nordgrønlands kyst, som kun punktvis er kendt på det tidspunkt; desuden skal den udarbejde et ordentligt kort over Melvillebugten, som ofte er blevet gennemrejst, men endnu ikke kortlagt. Den 18. april 1916 ankommer ekspeditionen til Godthåb, og den kaster sig ud i et hektisk kapløb med det arktiske forår for at nå frem til Melville. De anvender skiftevis motorbåd, robåd, konebåd og hundeslæder, og den 4. maj ankommer de til Melvillebugten. Den bliver kortlagt i perioden 4.—17. juni. Deltagerne i den første del af ekspeditionen er Knud Rasmussen og geologen Lauge Koch (1892-1964) samt grønlænderen Tobias Gabrielsen. Resten af sommeren og den følgende vinter tilbringer ekspeditionen i Thule beskæftiget med forskellige arkæologiske aktiviteter.

Ekspeditionens hovedopgave, slæderejsen langs Grønlands nordkyst, bliver gennemført fra den 6. april til den 20. oktober 1917. Heri deltager foruden Knud Rasmussen og Lauge Koch den svenske botaniker Thorild Wulff, vestgrønlænderen Hendrik Olsen og polareskimoerne Ajako, Inukitsoq og "Bådsmanden". Denne rejse bliver som den 1. Thule-ekspedition gennemført med anvendelse af eskimoisk rejseteknik. Der medtages kun lidt proviant, og hovedvægten er på ammunition og fangstredskaber, idet man forventer at kunne jage sæler i fjordene og moskusokser i de store isfri landområder. Selve ekspeditionen består ved begyndelsen af seks slæder med 72 hunde. Herudover medvirker ikke mindre end 21 slæder med 282 hunde for at fragte store mængder af hvalros- og narhvalkød; disse hjælpeslæder sendes hjem efterhånden.

Allerede den 22. april passerer de Humboldtbræen, og fremdriften er god i den første tid. I et depot fra en ekspedition fra 1875 finder man henkogt fårekød, som viser sig spiseligt. De finder vardeberetninger fra Peary (1900) og Beaumont (1876). Den 8. maj når de frem til bestemmelsesstedet, og frem til den 23. juni kortlægges de store fjorde langs Grønlands nordkyst. Det er et hårdt slid med dyb sne, som næsten umuliggør kørsel med hunde, i stedet må man gå med snesko. Jagten på moskusokser svigter næsten helt, og det kniber med at holde liv i hundene, hvis antal efterhånden reduceres til 20.

Den 21. juni når ekspeditionen sit nordligste punkt, de Long Fjorden, hvorefter man påbegynder tilbagerejsen. Sneen er delvist smeltet på havisen, men det tykke vandlag gør nærmest rejseforholdene værre. En hel måned er ekspeditionens deltagere daglig pjaskvåde til midt på livet. Den 21. juli forsvinder Hendrik Olsen på en jagttur. Jagten svigter stadigvæk, og man sparer på provianten for at gemme så meget som muligt til den afgørende rejse over indlandsisen. Den 5. august klarer det op, og den 435 km lange rejse over indlandsisen påbegyndes. Da er der kun 14 hunde tilbage.

Knud Rasmussen og Lauge Koch modtages i København efter den 2. Thule-ekspedition Den 10. august er man oppe på indlandsisen, og allerede den 21. august får man landet syd for Humboldtbræen i sigte. Men nu løber man ind i nye vanskeligheder: de må vade gennem vældige smeltevandselve - og bliver tvunget til at spise deres hunde. Den 24. august når de land i nærheden af Kap Agassiz. Her er der mange harer, og fødevaresituationen bedres. Der er dog stadig 225 km til Etah, indtil de kan forvente at møde mennesker. Wulff og Koch, der er meget udmattede, bliver tilbage sammen med to eskimoer, mens Knud Rasmussen og Ajako, der er de mindst medtagne, skynder sig til Etah, som de når den 30. august. Samme nat bliver fem hjælpeslæder gjort klar, og næste morgen er de på vej tilbage til Kochs hold. Da de når dem den 4. september, er Wulff afgået ved døden. Den 29. august nægtede han at gå videre og forlangte at blive efterladt; han havde mistet viljen til at leve. Der var intet at stille op, de andre kunne ikke transportere ham, og hvis de blev på stedet med dårlig jagt, ville det betyde døden for dem alle. Langsomt fortsætter Koch og eskimoerne deres march, indtil de bliver indhentet af hjælpeslæderne.

Det videnskabelige udbytte af 2. Thule-ekspedition er stort. Melvillebugten og de ukendte fjorde på Grønlands nordkyst er blevet kortlagt og undersøgt geologisk, botanisk og arkæologisk. Knud Rasmussen beskriver selv Ekspeditionen i "Grønland langs Polhavet: Udforskningen af Grønland fra Melvillebugten til Kap Moris Jesup. Skildring af den II Thule-Ekspedition 1916—1918". Gyldendal, København og Kristiania, 1919. Heri giver han et levende indtryk af den storslåede natur, dens dyreverden og ikke mindst af polareskimoernes liv og tankeverden.

3. Thule-ekspedition, 1919
Ekspeditionens formål er at oprette en base og udlægge depoter på Kap Columbia på Ellesmere Island til brug for Roald Amundsen. Der er tale om en hjælpeekspedition, som er bestilt af og betalt af den norske stat. Det er Amundsens hensigt at søge ind i isen ved de nysibiriske øer, og derfra at lade sig drive tværs over Polarhavet til nordspidsen af Grønland, en metode, som tidligere med held er anvendt af Nansen. Der er ingen eller kun ringe mulighed for jagt under den nervepirrende tur gennem skrueis, hvorfor Amundsen meget forståeligt ønsker, at der er et depot med fødemidler m.m., når han og hans folk går i land. Den eneste, der formår at arrangere en sådan hjælpeekspedition, er Knud Rasmussen. Han kender både landområdet samt de folk, der bebor det. Det menes, at en anmodning fra Knud Rasmussen til disse mennesker vil kunne formå dem til at medvirke til udlægning af de ønskede depoter. Knud Rasmussen kender området godt og udfører planlægningen hjemme fra Danmark, men han deltager ikke selv i ekspeditionen, som ledes af den danske kaptajn Godfred Hansen.

Knud Rasmussen bliver medlem af Grønlandskommissionen
I 1920 bliver Knud Rasmussen medlem af Grønlandskommissionen. Et mildere klima i Grønland medførte en nedgang i den grønlandske sælbestand, så det var nødvendigt at overveje alternative erhvervsmuligheder. Samme klimaændring resulterede i, at der dukkede store fiskemængder op i farvandet omkring Grønland. Den grønlandske økonomi, som hidtil havde baseret på naturalieøkonomi, ændrer sig i denne periode til pengeøkonomi. Grønlandskommissionen skulle tage stilling til de problemer, der var opstået som følge af de store ændringer i den grønlandske samfundsstruktur. Kommissionens betænkning resulterede i 1925 i en lov, som fastslog, at man skulle forsøge at udvikle grønlænderne til borgere i et moderne samfund bygget på det nye erhverv - fiskeriet. Samtidig skulle der være en fri forbindelse til omverdenen. Den danske regering var dog klar over, at grønlænderne ikke var parate til at tage dette store skridt på en gang, hvorfor at loven skulle ses som et skridt i den ønskede retning.

Omkring det tidspunkt begynder Knud Rasmussen at realisere sin ambitiøse plan om at besøge alle eskimosamfund i Canada, Alaska og Sibirien.

4. Thule-ekspedition, 1919
4. Thule-ekspedition (1919) På den 4. Thule-ekspedition sejler Knud Rasmussen "alene" med den almindelige sommerbesejling fra Julianehåb (Qaqortoq), syd om Kap Farvel og til Angmagssalik (Tasiilak) på sydøstkysten. Det er første gang, at Knud Rasmussen besøger de østgrønlandske eskimoer, og han foretager en omfattende indsamling af sagn og myter, som er gået i arv fra slægt til slægt. I en periode bor Knud Rasmussen på et kirkeloft sammen med en tidligere åndemaner, Autdârutâ, som om aftenen ved en lille tranlampe fortæller sagn fra Østkysten. Det rygtes snart på bopladsen, hvad der foregår, og det varer ikke længe, før bopladsens gamle og unge samles udenfor på loftet for at lytte, og de får snart lov til at komme ind og lytte til fortællingerne.

Knud Rasmussen er som bekendt opvokset i en koloni med både europæisk og grønlandsk levevis. Gennem hele sit liv kæmper han for at gøre de to kulturer ligeværdige og vinde respekt for eskimokulturen. En stor del af hans optegnelser fra denne tur indgår i hans store værk "Myter og Sagn fra Grønland, bind 1-3", Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1921 (genoptrykt i 1978).

5. Thule-ekspedition, 1921-1924
5. Thuleekspedition (1921-1924) Allerede i 1909 havde Knud Rasmussen i en artikel i "The Geographical Journal of London" fremlagt planer om at besøge grupper af eskimoer i de fjerne egne vest for Hudson Bay, folk, som dengang blev kaldt "Jordens mest ukendte"; men bl.a. på grund af første verdenskrig lykkes det ham først i 1921 at realisere planen. For første gang får han statstøtte til en af sine ekspeditioner og kommer på finansloven, og kong Christian X indvilger i at være protektor for ekspeditionen. Knud Rasmussen er udmærket klar over, at han ikke er en akademisk skolet videnskabsmand, så for at få mest muligt ud af ekspeditionen knytter han en række anerkendte videnskabsfolk til sit projekt. Deltagerne på ekspedition er Knud Rasmussen, leder og etnograf, Peter Freuchen, kartograf og zoolog, Kaj Birket-Smith, etnograf, Helge Bangsted, assistent og Therkel Mathiassen, arkæolog. Desuden deltager den grønlænderen Jakob Olsen som tolk samt 6 eskimoer fra Kap York distriktet, 3 mænd og 3 kvinder: Iggiánguaq ("den lille Strube") og hans kone Arnarulunguaq ("det lille kvindemenneske"), Arqioq og hans kone Arnanguaq, Nasaitordluarsuk ("Bådsmanden") og hans kone Aqatsaq samt den unge Qávigarssuaq Miteq ("Edderfuglen"). Eskimoerne skal fungere som jægere, hundekuske, syersker og kokke. Den 7. september 1921 forlader ekspeditionen Godthåb med motorskibet "Søkongen", en skonnert på 100 tons, som er bygget med ekspeditionen for Øje. Ekspeditionen bliver transporterert til overvintringsstedet, som Knud Rasmussen døber Danske Øen, nord for Hudson Bay. Den 22. september 1921 er godset losset, og skibet vender hjem. Det er allerede vinter, og nyisen dannet. Ekspeditionen går straks i gang med at bygge deres base, som de kalder "Blæsebælgen", da det konstant trækker ind gennem revner og sprækker i væggene. Der er også tid til jagt- og rekognosceringsture i omegnen.

Foto af ekspeditionens medlemmer, taget af Leo Hansen. Bagest fra venstre: Kaj Birket-Smith, Therkel Mathiassen og Helge Bangsted.
Forrest: Kaptajn Peder M. Pedersen, Knud Rasmussen, Peter Freuchen og Jakob Olsen.

Det første møde med canadiske eskimoer
I december 1921 kommer ekspeditionen i forbindelse med lokale eskimoer i Repulse Bay. På et slædetur sammen med Peter Freuchen og en af eskimoerne, "Bådsmanden", hører Knud Rasmussen et skud i det fjerne. I kikkerten kan han skelne en hel række slæder med mange hunde, der har gjort holdt for at iagttage dem. En mand har skilt sig ud og kommer løbende hen over isen mod dem. Uden at betænke sig springer Knud Rasmussen op på slæden og giver hundene fartsignal. Da de kommer frem til manden, bliver hundene helt vilde: alt ved ham er fremmed for dem, hans lugt og hans klædedragt. "Stå stille!", råber Knud Rasmussen til manden, og kaster sig ind mellem hundene og omfavner ham. Den fremmede er en stor velbygget mand med ansigtet og det lange hår dækket af rim og med store, hvide tænder skinnende i munden. Herefter fortsætter vores venner deres kørsel hen imod menneskeklyngen, der opmærksomt ser på. Det viser sig, at manden hedder Papik, "Styrefjeren", og at eskimoerne er på vej til deres efterårsboplads i indlandet bag Lyon Inlet. Det er altså menneskene på den anden side af det store hav, som Knud Rasmussen har drømt om at møde, siden han som halvvoksen dreng begyndte at interessere sig for de eskimoiske sagn. Han studerer mændenes og kvindernes dragter, som er vidt forskellige fra Thule-eskimoernes klædning. Det viser sig, at der ikke er problemer med at forstå hinanden, og de canadiske eskimoer formoder, at de har mødt nogle fjerne stammefrænder oppe fra Baffin Land.

Skønt de er på vej til efterårbopladsen, opgiver de straks al tanke om at rejse, og opsøger nogle store snedriver i nærheden, hvor de går i gang med at lave en landsby af snehytter, hvor de kan fejret mødet med de fremmede. Det viser sig, at noget så ganske dagligdags som at bygge en snehytte sker helt anderledes end i Thule. Her tager det mindst to mand at opføre en snehytte, men blandt de canadiske eskimoer kan en enkelt mand udføre opgaven. På mindre end tre kvarter er der rejst tre store snehytter, snebrikse er skåret til, spæklampen tændt, og huset opvarmet. De tre kammerater flytter nu ind hos hver sin familie. Så bliver der sat renkød over kog ved store tranlamper. Det viser sig, at værterne har både te og mel, som de har købt (handlet sig til) hos en hvid mand i Repulse Bay, ikke langt fra vores venners lejrplads. Under måltidet får de mange værdifulde oplysninger om egnens bebyggelse. Det viser sig, at skønt det samlede antal eskomoer ikke er stort, er der bopladser i næsten alle retninger fra hovedkvarteret.

Allerede næste morgen bryder de op og opsøger den hvide mand, som eskimoerne har talt om. Inde i bunden af en lille vig, bag høje isskruninger, får de øje på en mørk og uanselig bygning, omgivet af en hel koloni af snehytter. Det viser sig at være den yderste udløber af Hudson Bay Company, formentlig verdens ældste og største handelskompagni. Stationens bestyrer, kaptajn Cleveland, modtager dem hjerteligt og tryller snart et velsmagende måltid på bordet, tillige med at deres hunde bliver fodret. George Washington Cleveland er en gammel hvalfanger, der er strandet her på kysten for mere end en menneskealder tilbage, og da han befinder sig godt blandt eskimoerne, har han aldrig kunnet bestemme sig til at rejse hjem igen. Cleveland fortæller bl.a., at en af Hudson Bay Company's skonnerter overvintrer fem dagsrejser længere mod syd, så der er mulighed for, at de kan få post med hjem i løbet af vinteren. De beslutter straks, at Peter Freuchen skal tage derned og undersøg det nærmere.

Da det ikke er hver dag, at kaptajn Cleveland får gæster, vil han fejre anledningen med en danseaften. Ekspeditionens kvinder får hver et stykke stof, som de i hast syr sig en kjole af. Cleveland lægger en plade på grammofonen og trods sine 60 år kaster sig ud som fordanser til de gamle hvalfangerdanse, som han har lært eskimoerne. Ud på natten aflægger vores venner besøg i snehytterne. Da de ikke kender de eskimoiske stednavne, må de holde sig til stedsbetegnelserne i de gamle engelske kort; men pludselig får de uventet hjælp. En gammel mand med langt, hvidt skæg, Ivaluardjuk, viser sig at være stammens geograf, og da han får papir og blyant tegner han uden tøven en kyststrækning på et par hundrede mil fra Repulse Bay og op til Baffin Land. Og nu oplever Knud Rasmussen noget mærkeligt. De allerfleste stednavne, som den gamle nævner, naujarmiut, pitorqermiut, iviangernat og mange andre, er de samme som navnene omkring hans fødeegn i Grønland. Han siger selv, at han føler sig som en københavner, der taler om Charlottenlund, Klampenborg eller Skodsborg.

Knud Rasmussen vil bidrage til underholdningen og fortæller et par gamle sagn fra Grønland. Det viser sig, at de alle kender dem, og det vækker stor forbavselse, at en fremmed mand, der lige er kommet til deres boplads, straks kan fortælle nogle af de eventyr, de alene tror at kende, og snart er snehytten fuld af mennesker. Da Ivaluardjuk, som er den ældste i hytten, tager ordet, tier alle andre stille, og han fortæller om sit liv. Da han bliver bedt om at synge en sang, gør han sig ikke kostbar. Hans unge kone - hans første hustru er død for mange år siden - indleder sangen med klar stemme, og straks falder alle de andre kvinder ind, og hen over disse ensformige toner fremsiger Ivaluardjuk en sang. Således former det første møde med de nye mennesker sig. Allerede to dage senere tager Knud Rasmussen "Bådsmanden" afsked med deres nye venner for at vende tilbage til "Blæsebælgen", mens Freuchen som aftalt rejser videre for at opsøge det overvintrende skib.

Efter de oplysninger, de har fået, står det klart, at de kan løse de fleste opgaver fra hovedkvarteret på Danske Øen. Over alt er der gamle husruiner, der kan give værdifulde oplysninger om eskimokulturens udvikling. De har hørt om interessante stammer langt mod nord ved Iglulik og Baffin Land, men også om et mærkeligt folk dybt inde i Barren Grounds, som ganske vist taler samme sprog som de selv, men som lever uden forbindelse til havet, hvilket ellers er et almindeligt eskimoisk livsvilkår.

Nu lægges planerne for det næste års arbejde. Therkel Mathiassen og Birket-Smith skal først aflægge besøg hos kaptajn Cleveland for at indhente yderligere oplysninger om distriktet; herefter tager Birket-Smith sammen med Jakob Olsen ned til indlandseskimoerne. Therkel Mathiassen tager først nordpå sammen med Peter Freuchen for at kortlægge Baffin Land og studere de lokale eskimoer. Efter hjemkomsten herfra til foråret skal en gammel boplads ved Repulse Bay undersøges og udgraves. Knud Rasmussen skal i første omgang lede jagten, der skal skaffe frisk kød til mennesker og hunde, inden de store slæderejser tager deres begyndelse. I marts/april måned skal Knud Rasmussen slutte sig til Birket-Smith ved Baker Lake for at arbejde sammen med ham.

I januar 1922 påbegyndes de lange slæderejser med udgangspunkt fra "Blæsebælgen". Birket-Smith og Helge Bangsted tager sydpå til Chesterfield Inlet og herfra videre til indlandseskimoerne omkring de store indsøer Baker Lake og Hikoligjuaq. Peter Freuchen og Therkel Mathiassen rejser nordpå til Iglulik, hvor de skilles: Freuchen for at kortlægge kyststrækningerne langs vestkysten af Baffinland, Mathiassen for at kortlægge Admirality Inlet. De mødes igen ved Iglulik og følges ad tilbage til Danske Øen, hvortil de ankommer den 29. maj 1922. En halv snes dage senere tager Therkel Mathiasen sammen med Jakob Olsen til Repulse Bay, hvor de foretager arkæologiske udgravninger et par måneder, inden de tager med en eskimoisk hvalbåd til Southampton Island for at fortsætte udgravningerne der. Drivisen forhindrer dem i at vende tilbage til Danske Øen, og de rejser rundt med en lokal eskimofamilie, indtil det den 21. februar 1923 lykkes dem at komme tilbage til kammeraterne på basen.

Den 19. maj 1922 kommer Knud Rasmussen, Birket-Smith, Helge Bangsted og "Edderfuglen" frem til den første boplads, som tilhører indlandseskimoerne; det er Harvaqtormiut, "Strømhvirvlernes Folk", ved Kazan River. Fra en bakkekam ser de ned på bopladsen, hvor folk i stor forvirring løber ud og ind mellem snehusene. Da de når frem, er alle forsvundet, bortset fra to mænd, der sidder ubevægelige med front mod dem. Det er tydeligt, at man ikke anser de fremmede som venner. I flere hundrede år har der været fejder mellem eskimoer og indianere i området. Knud Rasmussen råber "Ilorrainik tikitunga!", hvilket betyder "Jeg kommer fra den rigtige side!", og ved disse ord vælter bopladsens øvrige medlemmer ud af snehusene. De får at vide, at det havde været en ualmindelig hård vinter, og mange mennesker og hunde er sultet ihjel. Nu er stammen på vej vestpå for at møde rensdyrtrækket fra syd. To slæder er sendt til en nærliggende boplads for at se efter de første renflokke. Knud Rasmussen og hans gruppe gør nogle timers ophold, og trakterer hele bopladsen med te og pandekager. Midt under gildet kommer de to udsendige, og på lang afstand råber de "Renerne kommer, renerne kommer!". Vinteren er forbi, nu kommer sommeren og renerne med overflod.

For at komme i forbindelse med den næste boplads skal de ned til floden, og en af de unge mænd tilbyder at vise vej til den næste boplads, som de når dagen efter. De beslutter, at Knud Rasmussen skal blive nogle dage hos et gammel ægtepar, Aqiggaq ("Rypekylling") og hans hustru Arnarqik ("Den genfødte kvinde"), som kender en masse gamle sagn, mens de øvrige kører en dagsrejse frem med en del af godset. Herefter skal de komme tilbage og hente Knud Rasmussen sammen med resten af bagagen. Det er faldet ind med mildt vejr, smeltevandet begynder at samle sig over isen på floderne. Der er ikke megen tid at spilde, hvis de ikke skal afskæres fra at nå deres mål. Det viser sig imidlertid, at Knud Rasmussen fra Grønland kender de fleste sagn, som de gamle fortæller ham. Efter et par dage bliver Knud Rasmussen hentet af "Edderfuglen", hvorefter de slutter sig til Birket-Smith og Helge Bangsted.

Med en let slæde kan der ikke være mere end et par dagsrejser til den store sø Hikoligjuaq, hvor de næste fastlandseskimoer holder til, og det besluttes, at Birket-Smith og Bangsted bliver ved teltet sammen med det meste af godset, mens Knud Rasmussen og "Edderfuglen" kører afsted med en let slæde. Efter to døgns søgen kommer de til en lille lejr på tre telte, som bebos af manden Igjugarjuk og hans to hustruer. Knud Rasmussen har allerede hørt om Igjugarjuk fra hans naboer ved Kazan River. Den måde, hvorpå han havde "skaffet sig" sin første kone, var - selv efter eskimoisk målestok - drastisk. Da han ikke måtte få hende, var han sammen med en ældre broder mødt op ved den elskendes snehytte og havde skudt både svigerfaderen, svigermoderen, svogre og svigerinder, en 7-8 mennesker, indtil hun var ene tilbage og han kunne få hende.

Igjugarjuk kommer dem hjerteligt i møde og giver øjeblikkelig ordre til at tilberede et overdådigt festmåltid, og to store renkroppe bliver sat over ilden i vældige zinkbaljer. Zinkbaljer? Til sin skuffelse konstaterer Knud Rasmussen, at de er ankommet til en uforfalske blik- eller konservesdåsekultur, et resultat af de handelsrejser, som husherren foretager fra tid til anden. Da han fra en grammofon i Igjugarjuks telt hører en aria sunget af Caruso, står det ham klart, at han er kommet hundrede år for sent til de mennesker, de ville studere. Det minder mere om en indianerlejr end en eskimoboplads. Teltene er spidse med røghul foroven. Kvinderne bærer brogede sjaler over deres skinddragter som indianerpiger.

Da Knud Rasmussen prøver at få Igjugarjuk til at fortælle om sit folks religion, løber han hovedet ind i en mur. Han erklærer, at han bare er en uvidende mand, der intet ved om sit folks fortid, og han erklærer bestemt, at folk lyver, når de fortæller, at han er åndemaner. Det går op for Knud Rasmussen, at han har forhestet sig, og han venter nogle dage, inden har tager emnet op igen. Da Igjugarjuk får den fornødne tillid, lykkes det Knud Rasmussen at få indblik i en eskimokultur, der på mange måder er helt ny for ham. Et par dage før deres afsked holder stammen en afskedsfest for dem. Under festen påkalder åndemaneren Kinalik sine hjælpeånder og beder dem rydde ekspeditionens vej fremover for alle farer. Kinalik fortæller, at den store ånd har bønhørt hende, og alle farer er fjernet fra deres vej. Hver gang, de trænger til kød, skal de få en heldig jagt. Knud Rasmussen giver et par skønne perler i offergave.

Efter at isen på floderne er brudt op, vil Igjugarjuk sejle ned til Baker Lake i sin kano for at sælge ræveskind. Da der en dag kommer en anden kano forbi, og det viser sig, at den er på vej til Baker Lake, bliver de enige om, at Birket-Smith og Helge Bangsted skal slå følge med den, mens Knud Rasmussen og "Edderfuglen" skal bryde op samtidig med Igjugarjuk. Afstanden til Baker Lake er omkring 400 km, men problemet er, at de må køre hele vejen over de sumpede tundraer, da det ikke er muligt at fragte de tolv hunde i de små kanoer. Igjugarjuk rejser sammen med den yngste af sine koner, sine to børn og en plejesøn i en stor kano. De aftaler, at de så vidt muligt skal mødes med kanoen hver aften, men det lykkes ikke altid at nå frem til deres lejrplads samme dag som de andre; men altid venter Igjugarjuk tålmodig på dem og sejler aldrig uden først at have forklaret de mest praktiske ruter. Den 3. juli når de igen frem til bopladsen Nahigtartorvik, "Strømhvirvlernes folk", Desværre er den isfyldte flod endnu ikke farbar for Igjugarjuks tungtlastede kano, så Knud Rasmussen og "Edderfuglen" tager afsked med Igjugarjuk og hans familie og fortsætter mod Baker Lake, som de når efter en uges tid. Det synes umuligt at krydse floden ved egen hjælp, men efter at have ventet det meste af et døgn, finder de en isflage og padler ud, idet de bruger skiene som årer. De når over på den faste is, og nogle timer senere frem til stationen, hvor bestyreren, Henry Ford, sammen med Birket-Smith og Helge Bangsted trakterer dem med smør, franskbrød, kaffe, ost og californiske frugter!

Den 31. juli er de ved kolonien Chesterfield, hvor en af Hudson Bay Kompagniets hovedstationer ligger. Den 9. august skal Hudson Bay Kompagniets damper ankomme, og de kan sende deres første større rapporter til Danmark. De er så heldige at komme med skonnerten "Fort Chesterfield", som sejler dem til Repulse Bay den 2-4. august. Her fortæller kaptajn Cleveland, at Peter Freuchen og Therkel Mathiassen har gennemført deres store slæderejse til Baffin Land med udmærkede geografiske og etnografiske resultater. Freuchen er nu i gang med opmålingsarbejde omkring Danske Øen, mens Therkel Mathiassen og Jakob Olsen efter to måneders udgravninger ved den gamle boplads Naujan er taget til Southampton Island for at fortsætte undersøgelserne der

Den 18. september er de tilbage på Danske Øen efter en eventyrlig færd med hvalfangerbåd gennem det isfyldte Frozen Strait. Knud Rasmussen konstaterer, at alle de planlagte rejser er forløbet godt, og at alle dagbøger er fyldt med en broget rigdom af videnskabelige observationer og personlige oplevelser.

Kun én bekynring har gruppen: Therkel Mathiassen og Jakob Olsen er ikke kommet tilbage fra Southampton Island, og ifølge planerne skal Peter Freuchen, Mathiassen og Bangsted følges ad til Baffin Land for at fortsætte arbejderne fra sidste vinter, mens Birket-Smith og Knud Rasmussen skal være sammen på den første del af turen vestpå. Det bliver en stille jul, da alle forståeligt nok er bekymrede for deres to kammerater. I messen pyntes op med dannebrogsflag, og under loftet spændes snore med hjemmelavede guirlander, kræmmerhuse og hjerter. Om eftermiddagen holder Knud Rasmussen gudstjeneste på grønlandsk for Thule-eskimoerne, og Birket-Smith læser jule-evangeliet på dansk, inden de samles om julemåltidet, der består af kogt ørred og rensdyrbøf.

Dagen efter tager Peter Freuchen afsted på en eftersøgningsekspedition, ledsaget af en eskimo ved navn John-Ell og to mænd fra Southampton Island, men et par dage efter kommer de tilbage og meddeler, at der endnu er åbent vand over floden. Det besluttes, at Peter Freuchen skal starte mod Baffin Land sammen med Helge Bangsted og grønlænderen Arqioq.

Den 29. januar 1923 er Knud Rasmussen på vej for at besøge åndemaneren Aua og hans kone, som han er blevet gode venner med, da han i det fjerne får øje på to slæder, der kommer imod ham. På første slæde sidder Arqioq sammen med Peter Freuchen, og lidt efter dem kommer Helge Bangsted. Freuchens ene fod er indbundet i store skindbandager: Han har fået fået forfrysninger i den ene fod, og der er gået koldbrand i den. De skynder sig tilbage til "Blæsebælgen", hvor Birket-Smith og Bangsted påtager sig at pleje patienten. Freuchen, som jo er gammel mediciner, dirigerer selv behandlingen.

Besøg hos åndemaneren Aua
Dagen efter fortsætter Knud Rasmussen den afbrudte tur til Aua. Auas broder, Ivaluardjuk bliver en af de bedste bidragydere af folkesagn, som Knud Rasmussen skriver ned efter hans diktat. Aua fortæller også, hvorledes det er gået til, at han blev åndemaner. Mens hans mor havde båret ham i sit liv, havde hun forbrudt sig mod det tabu, som siger, at en gravid kvinde ikke må udføre arbejde. Da hans far kommer til at skære et foster ud af et hvalros, uden at tænke over, at konen er gravid, går fødslen straks i gang, og barnet er dødfødt. Den tilkaldte åndemaner siger: "Han er født for at dø, men han skal leve!", og hun bliver hos hans mor, indtil der kom liv i den nyfødte. I et helt år må moderen og den lille leve for sig selv i en snehytte, og kun nu og da kommer faderen på besøg. Sønnen bliver opkaldt efter en lille ånd, Aua, og for ikke at fornærme den, skal hans mor iagttage mange forsigtighedsregler. Den er sønnens hjælpeånd, og da den kommer til ham, er det, som taget løfter sig, og han får en sådan seerkraft, at han kan se tværs igennem huset, ned gennem jorden og op i himlen. En anden hjælpeånd er en haj, som kom svømmende hen til ham, lagde sig på siden af ham og hviskede hans navn, en dag, han var ude i kajak. Flere aftener igennem fortæller Aua og hans kone om leveregler og tabuskikke. men hver gang Knud Rasmussen spørger hvorfor, bliver de ham svar skyldige. Det forekommer dem tilsyneladende urimeligt, at Knud Rasmussen ikke blot vil have en redegørelse for, men også en begrundelse af deres religiøse forestillinger.

"Vi frygter! Vi frygter for jordens vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste føden ud af land og hav. Vi frygter nød og sult i de kolde snehytter. Vi frygter den sygdom, som vi dagligt oplever rundt omkring os. Ikke døden, men lidelsen. Vi frygter døde menneskers og dræbte fangstdyrs sjæle. Vi frygter jordens og luftens ånder. Derfor har vore fædre væbnet sig med alle de gamle leveregler, som er bygget på slægters erfaring og livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at få lov til at leve sorgløst. Og så uvidende er vi, trods alle åndemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Derfor har vi vore skikke, og derfor overholder vi vores tabu.".

Den 17 februar tager Knud Rasmussen tilbage til kammeraterne på Danske Øen, som er urolige over, at de ikke har hørt fra Therkel Mathiassen og Jakob Olsen.

Therkel Mathiassen og Jakob Olsen vender tilbage
Den 21. februar er alle inde i huset beskæftiget med indendørs arbejde. Da rives døren pludselig op, og ind træder Therkel Mathiassen og i hælene på ham Jakob. I 8 måneder har de ikke fået anden føde end den, de har kunnet jage sig til, men de har udnyttet tiden godt og opnået mange udmærkede arkæologiske resultater.

Nu da alle omsider er samlede, udarbejder de afsluttende planer for ekspeditionen.

  • Therkel Mathiassen skal fortsætte sine arkæologiske, etnografiske og kartografiske arbejder i Baffin Land og tage med hundeslæde til Pounds Inlet.
  • Kaj Birket-Smith, hvis hovedområde er rensdyreskimoerne, skal sammen med Jakob Olsen igen besøge dette folk i omegnen af Eskimo Point og herfra udstrække sit arbejdsområde til også at omfatte deres naboer, Chipewyanindianerne omkring Churchill.
  • Peter Freuchen skal blive på Danske Øen og i løbet af foråret søge at få ekspeditionens store samlinger fragtet til Repulse Bay. Herfra skal han i hvalfangerbåd revidere det gamle kort helt ned til Chesterfield, hvor han i øvrigt skal få sin dårlige fod behandlet af den læge, der hver sommer besøger kysten om bord på Hudson Bay Kompagniets damper. Når det første lys kommer i 1924, skal Freuchen sammen med Thule-eskimoerne rejse til Ponds Inlet og derfra med slæde eller skib til Grønland.
  • Så snart alle de fornødne forberedelser er truffet, skal Knud Rasmussen påbegynde sin rejse gennem Nordvestpassagen til Alaska. Helge Bangsted skal ledsage ham til Pelly Bay og den følgende sommer foretage udgravninger i nogle gamle bopladsruiner i nærheden af grønlændernes gamle fangstplads ved Solfjældet.
Afsked med "Blæsebælgen" på Danske Øen
Som planlagt tager Birket-Smith, Terkel Mathiassen og Jakob Olsen hjem i efteråret 1923 via New York. Peter Freuchen starter hjemturen i januar 1924 og bliver afhentet ved Lancaster Sound af "Søkongen". Helge Bangsted returnerer ligeledes i løbet af september fra Canada via New York. Kun Knud Rasmussen og to eskimoer er tilbage. Foran dem ligger den største slædetur, som verden endnu har set.

Den store slæderejse - kort udgave
Sammen med to polareskimoer gennemfører Knud Rasmussen den længste slæderejse, der nogensinde er foretaget; kun ledsaget af de to Polareskimoer, Qavigarssuaq og Kvinden Arnarulunguaq, gennemrejser han med hundeslæde Nordgrønland, hele arktisk Canada og Alaska gennem Nordvestpassagen til Beringstrædet. Da Knud Rasmussen i 1921 udtager en lille flok polareskimoer som deltagere i sin ekspedition, vælger han fremragende jægere og dygtige rejsende, som han kender og stoler på, blandt dem fangeren Iggiannguaq ("den lille strube") og hans kone Arnarulunguaq ("det lille kvindemenneske") fra Thule. Med "Søkongen" sejler ekspeditionsdeltagerne til Godthåb (Nuuk) for at deltage i festlighederne i anledning af 200-året for missionæren Hans Egedes ankomst til Grønland. Lige før ekspeditionens afrejse dør Iggiannguaq imidlertid af lungebetændelse. På trods af sin sorg vælger hun alligevel at tage med, for som hun sagde: "Før var det jer, der havde brug for mig, nu er det mig, der har brug for jer.". Udover Arnarulunguaq deltager også hendes yngre fætter, Qaavigarsuaq Miteq, ("Edderfuglen"), i ekspeditionen.

Knud Rasmussen og hans to ledsagere forlader Danske Øen den 11. marts 1923 og begiver sig vestpå. I juli 1924 modtager man efterretning fra den danske kaptajn Klingenberg-Jørgensen om, at Knud Rasmussen i maj måned 1923 havde sendt en mand til halvøen Kent i Canada for at proviantere; på dette tidspunkt befandt ekspeditionen sig omkring 150 km øst for dette punkt. I Kent slutter endnu en deltager sig til den lille ekspedition, nemlig fotografen Leo Hansen. Kaptajnen oplyser i øvrigt, at isforholdene det år har været yderst vanskelige og sikkert har lagt Knud Rasmussen store hindringer i vejen. Den 23. maj 1924 ankommer ekspeditionen til Point Barrow, Alaskas nordligste boplads, hvorfra man fortsætter dels med slæde dels med båd. Undervejs besøger han en lang række eskimostammer og indsamler store mængder af etnografisk og folkloristisk meteriale. På Kong Williams Land og i Alaska udgraver han gamle ruiner. Næste gang, man hører fra Knud Rasmussen, er den 14. august 1924, hvor han sender et telegram og melder sin ankomst til Kotzebue Sound, som ligger lidt nord for polarcirklen og ud til Beringstrædet mellem Alaska og Sibirien. Knud Rasmussen fortæller, at han er tilfreds med ekspeditionens resultater: han har med sikkerhed konstateret en forbindelse mellem eskimoerne på hele den berejste strækning, og eskimoer fta Grønland til Stillehavet taler stort set samme sprog. I den oprindelige inuit-befolkning tværs hen over Arktis findes en fælles kultur, fælles myter og legender, fælles traditioner og et fælles verdensbillede. Han medbringer både billeder og film fra de egne, de er kommet igennem, optaget af Leo Hansen under nærmest umulige forhold.

Den store slæderejse
Knud Rasmussens storslåede vision er at besøge alle de eskimostammer, der lever langs Ishavets kyster. Rejse gennem Nordvestpassagen og hele Amerikas nordkyst. Hvor de kommer frem jage for føden til sig selv og deres hunde. Leve med naturen og ikke kæmpe imod den. Det fjerne mål ligger yderst mod vest, East Cape i Sibirien på den anden side Bering Strædet. Knud Rasmussen skriver om sammensætningen af holdet: "På en lang rejse gælder det om at være de færrest mulige; derfor var vi kun tre. Først Qavigarssuaq Miteq, kaldet "Edderfuglen", en 22-årig ung mand fra Thule. Han var frygtløs, dristig og udholdende som jæger, en god hundekusk, der aldrig sparede sig selv og ikke var bange for at tage de største læs. Så var der Arnarulunguaq, kaldet "det lille kvindemenneske". Også hun var fra Thule og 28 år gammel. Hun havde ligesom sin fætter "Edderfuglen" et medfødt godt humør. Og nu skulle hun med på den længste af alle slæderejserne, hvor hun dagen igennem måtte slide i det som en mand og desuden lave mad og efterse vore klæder, så snart aftenens snehytte var bygget; begge roller faldt hende lige naturligt."

Den første station er Arviligjuaq, "de store hvalers land" eller Pelly Bay (fra 1999 Kugaaruk), hvor de østligste af Netsilik-eskimoerne ("Sæl-eskimoerne)" har deres jagtgrunde. Udrustningen er så enkel, som rejsen kræver. To 6 m lange slæder, hver læsset med 500 kg og trukket af tolv hunde. Omtrent to trediedele af bagagen er hundefoder, resten te, kaffe, sukker, mel, tobak, handelsvarer til at købe etnografiske genstande for, klæder, bøsser og ammunition til et år. Tidligt om morgenen den 20. marts 1923 tager de afsked med kaptajn Cleveland i Repulse Bay. Ingen i den såkaldt civiliserede verden vil nu høre fra dem, før de når frem til en telegrafstation et sted i Alaska.

Netsilik-eskimoer - ikke fra ekspeditionen Allerede den 28. marts møder de mennesker; det sker i en voldsom snestorm. To velvoksne mænd nærmer sig langsomt snehytten, men standser i et bøsseskuds afstand og bliver stående. Knud Rasmussen går dem i møde ubevæbnet, for at de fremmede kan se, at de ikke har onde hensigter. Selv er de bevæbnet til tænderne med lange sneknive og sælharpuner. De bliver overraskede over at møde en hvid mand i disse egne, og ikke mindre forbavsede, da de bliver tiltalt på deres eget sprog: "Læg kun jeres våben! Vi er fredeligt folk, der kun kommer for at besøge jeres land". Den ældste af mændene forklarer, at de altid er bevæbnede, når de møder fremmede, og at deres snehytter ligger et lille stykke derfra. De var fader og søn, faderen hedder Orpingalik, "Pilekvisten" og sønnen Kanajoq, "Ulken". Knud Rasmussen og hans fæller bliver enige om at flytte lejren ned til deres nye venners snehytter, og de bliver venligt modtaget af den øvrige del af familien. Mens ekspeditionen bliver beværtet af kvinderne, går mændene i gang med at bygge dem en stor, rummelig snehytte.

Det viser sig, at "Pilekvisten" er en anset åndemaner, som er velbevandret i sin stammes traditioner. Mens kammeraterne transporterer deres gods ned til den nye lejr, nedskriver Knud Rasmussen sagn, sange og trylleviser. "Pilekvisten" fortæller, at han og hans kone havde en Søn, Igsivalitaq, "den frostbidte". For nogle år siden havde han myrdet en jagtkammerat under en strid, og nu levede han som fredløs i fjeldene omkring Pelly Bay af frygt for at blive hentet af politiet.

"Pilekvisten" fortæller også, at de ved Arviligjuaq vil møde mange mennesker. For at blive i stand til at opholde sig iblandt dem i længere tid køber de en hel del hundefoder af ham, et laksedepot og nogle rener, som befinder sig nede ved den flod, som løber ud i bunden af Pelly Bay. Men for at få fat på alt kødet må de først finde "den frostbidte". Den 5. april fortsætter de rejsen efter en bevæget afsked. "Gid vi alle må rejse uden onde ånder i vort følge!", lyder det bag dem. Den 8. april finder de laksene og bliver overraskede over depotets størrelse; for ½ kg te, ½ kg sukker, 20 stykker pladetobak og en lille lommekniv har de købt ca. 100 store saltvandsørreder med en samlet vægt af ca. 300 kg. Derefter skal de finde "den frostbidte", for at han kan vise vej til depoterne med rensdyrkød.

Allerede dagen efter møder de to mænd på havisen, og den ene viser sig at være "den frostbidte". Knud Rasmussen går ham i møde og tiltaler ham med de samme ord, hvormed hans fader nogle dage i forvejen havde hilst ham: "Vi er kun ganske almindelige mennesker, der ikke tænker på noget ondt". "Den frostbidte" svarer med den samme hilsen, udstøder et højt råb af glæde, og næsten samtidig kommer hans kone ud af snehytten og blander sine glædesråb med deres. Mens de bliver beværtet, fortæller han sin historie uden omsvøb, glad over at kunne give en beretning, der ud fra eskimoisk moral retfærdiggør hans selvtægt. Efter at have samlet alt deres hundefoder kører de ud til Arviligjuarmiut, "de store hvalers land". Her bor 54 mennesker i en snehyttelejr ude på isen i Pelly Bay.

"De store hvalers land"
Betegnelsen "de store hvalers land" har sin oprindelse fra nogle fjeldformationer, der set på afstand ligner hvaler i vandskorpen. Det, man lider mest under, er træmanglen. På grund af den vældige drivis, der altid ligger ude i Boothia Gulf (opkaldt af John Ross efter Felix Booth, som sponserede hans anden ekspedition på jagt efter Nordvestpassagen), når drivtømmer aldrig ind i fjorden, men må hentes langvejs fra. Man har lært at klare sig uden træ, fx laver man lange, slanke harpunskafter af horn, der rettes ud i varmt vand og øges sammen stump for stump, indtil de har en passende længde. På samme måde laver man sig teltstænger. Da både jern og flint er sjældne, laver man harpunspidser af bjørnens hårde skinneben. Opholdet kan kun blive af kort varighed, og allerede den 23. april må de endnu en gang tage afsked for at fortsætte deres færd.

På jagt efter amuletter ved Nordpolen
En dag, mens de ligger i Pelly Bay, kommer to mennesker pludselig løbende ud af snestormen. De er uden slæder og hunde og har kun deres store sneknive i hånden. De de er blevet bespist, fortæller de, at de er to brødre, der kommer nordfra (i nærheden af Nordpolen). De kommer med et læs ræveskind, som de vil sælge for et par gamle bøsser. Den yngste af brødrene skal fortsætte rejsen, mens den ældste ved navn Qaqortingneq, "den hvide", skal hjem med det samme. Han har derfor foreløbig efterladt sine to koner og en plejesøn et lille stykke fra vor lejr. De beslutter at følges ad tilbage til hans land, og at konerne hurtigst muligt skal bringes til Knud Rasmussen og hans fællers snehus. "Den hvide" præsenterer sine koner: "Dette er Quertilik, "den stærøjede", den kostbareste af mine koner", siger han. "hun er blevet betalt med en slæde af træ". Den ældre kone, Qungåq, "Smilet", er købt for et stykke bly og en gammel fil, men den lave pris skyldes alene, at hendes tidligere mand netop var død af sult, og hun således var hjælpeløs af mangel på en forsørger. Plejesønnen hedder Angutisugsuk, "Manne", og "den hvide" forklarer, at "Manne" er født som tvilling og overtaget som nyfødt. Almindeligvis plejer man straks at dræbe den ene af et hold tvillinger, så derfor havde der været en stor risiko forbundet med at købe denne lille dødsdømte for en kajak og en gryde.

Næste morgen bryder de op og følger den store flodseng, der løber mellem Pelly Bay og Shepherd Bay mod vest. Om aftenen den 5. maj får hundene færten af noget, og "den hvide" forlanger, at de øjeblikkelig skal standse. Så springer han frem og får et stykke foran øje på en lang linie sælhundekranier, der er lagt ud på isen, med snuderne vendt i en ganske bestemt retning. De får ordre på at køre langt uden om, og da de er komme vel forbi, forklarer han, at man her tror, at sjælens bolig er hovedet, og at sjælen har et evigt liv, der går igen fra fangst til fangst. Derfor kan en mand dræbe den samme sæl mange gange i løbet af sit liv. Når man derfor flytter fra en gammel lejr til en ny, skal kranierne lægges ud, således at snuderne vender mod den nye fangstplads, så vil sælerne nemlig følge med fra sted til sted, og menneskene kommer ikke til at lide nød.

Ved midnatstid kører de ind i den hvide landsby, hvor alle ligger i dyb søvn. Knud Rasmussen kryber sammen med "Manne" ind i den snehytte, hvor "Mannes" moder og stedfader bor. "Vi har besøg af hvide mænd!", råber "Manne" ophidset. Efter nogen tid spørger forældrene, hvor den hvide mand er henne, og da Knud Rasmussen fortæller dem, at det er ham, de taler med, har de svært ved at tro det. Hele bopladsen er nu vækket, og mændene går i gang med at rejse en snehytte til gæsterne. Det tager ikke længere tid end at aflæsse slæderne og ordne godset for natten.

Vejene skilles
Knud Rasmussen beslutter sig til at tage ud og indsamle amuletter længere nordpå, hvor der siges at være en stor snehyttelejr med et rigere folkeliv. Efterfølgende vil han rejse en lille tur ind i landet til "Store fiskeflod", medens "Edderfuglen" sammen med en netsiliker skal køre til Kent Peninsula, hvor Hudson Bay Company har en station, medbringende de genstande, som de til dato har indsamlet. Med sig tilbage skal han have have forskellige sager, først og fremmest ammunition.

Den 11. maj tager Knud Rasmussen afsked med sine to kammerater, og sætter kursen nordover gennem Rae-Strædet. Som ledsager har han en mand ved navn Alorneq, "Fodsålen". Ved Cap Adelaide får de øje på nogle forladte snehytter med opstillinger af sælkranier, der viser vej til de beboede hytter.

De bygger en snehytte og er så klar til "den store amuletjagt". Knud Rasmussen er fuldt ud klar over, at han skal udvise den allerstørste forsigtighed. I videnskabens navn skal han forsøge at afkøbe dem disse små helligdomme, som de bærer på sig, og det på en sådan måde, at de ikke senere, når han er forsvundet, skal have anledning til at beskylde ham for de ulykker, der måtte hjemsøge bopladsen. Disse menneskers religion er baseret på en stadig kamp mod onde, usynlige ånder, der griber ind i deres daglige liv gennem sygdom og dårlig fangst og jagt. Som beskyttelse mod alt dette har de kun deres amuletter. Hele den første dag går Knud Rasmussen fra hus til hus og indtager så mange festmåltider, frosne laks, renmaveindhold og sælkød, som han kan overkomme. I mellemtiden pakker "Fodsålen" alle handelsvarerne ud i deres snehytte. Dejlige, strålende synåle, knive, fingerbøl, søm, tobak og tændstikker - småting, som er af stor værdi for folk uden forbindelse med den såkaldte civilisation.

Aftenen afsluttes hos bopladsens ældste mand, en berømt åndemaner, med hvem Knud Rasmussen taler om amuletter og deres store betydning. Det går op for den gamle åndemaner, at Knud Rasmussen er lige så velbevandret i livets hemmelige kræfter som han selv. Da Knud Rasmussen sent om aftenen vender hjem, er snehytten fyldt af mænd og kvinder. Alle har de medbragt handelsvarer, bestående af hvidræveskind, jærv, bjørneskind og andre byttemidler, der er gangbare mellem handlende. Der går en mumlen af skuffelse gennem snehytten, da han meddeler, at han ikke er nogen handelsmand i almindelig forstand. Han er ude for at lære fremmede stammers sæder og skikke at kende, og han har opsøgt dem, fordi han ved, at de af alle eskimoer har de stærkeste amuletter. Han holder en lille, højtidelig tale over amuletterne og fortæller, at efter deres egen åndemaners opfattelse mister ejeren ikke sin amulets beskyttelse, selv om han mister den. Amulettens kraft er på magisk vis knyttet til den person, der har båret den fra barn. Da gæsterne forlader snehytten, kan Knud Rasmussen og "Fodsålen" se, at de er på vej ned til den gamle åndemaner, hvis tillid og forståelse Knud Rasmussen mener/håber at have vundet.

Det er langt op ad dagen, inden en ung pige dukker op i snehyttens indgangshul. Hun tøver med at krybe ind, og de kalder beroligende på hende. Den unge pige kravler nu ind med alle de amuletter, hun bærer til fordel for sin kommende søn. Kvinder bærer sjældent amuletter, der skal beskytte dem selv. Eskimoernes opfattelse er, at det er manden, og ikke kvinden, der skal kæmpe livets kamp, og derfor bærer selv småpiger på fem-seks år amuletter, der skal beskytte de sønner, de engang skal føde. Jo ældre en amulet er, desto stærkere er den. Den unge pige, der hedder Kuseq, "Dråben", rækker Knud Rasmussen en lille skindpose med sine amuletter. Han pakker først et sort svanenæb ud af posen og spørger hende, hvad det er godt for. Hun slår øjnene ned og svarer: "For at det første barn, jeg føder, skal blive en dreng". Derefter kommer et rypehoved og tilhørende rypefod, som betyder, at drengen vil få rypens egenskaber og blive en hurtig og udholdende løber. En bjørnetand giver kraftigt bid og god fordøjelse. Et hermelinskind gør stærk og behændig. Hun ønsker dog at beholde et par amuletter for alle tilfældes skyld. Imens er en del unge mænd og kvinder kommet ind i snehytten, og de gør store øjne, da de ser, at hun for amuletterne får så mange glasperler, at der er nok til en lille halskæde, og i tilgift to synåle. Inden sengetid kan Knud Rasmussen melde "Alt udsolgt" og konstatere, at han har erhvervet over 200 amuletter med enestående egenskaber: ternen, som gør den dristige og sikre fisker; foden af en islom, der gør manden til en dygtig kajakroer; et ravnehoved med klo, der giver god fangst under jagt, tænder af en ren, som gør en til en god renjæger sov. Amuletterne pakkes omhyggeligt ind, samtidig med, at deres betydning bliver indført i Knud Rasmussens dagbog. De gør klar til at bryde op ved daggry og drage videre.

Men endnu før natten er ovre, dukker den gamle åndemaner op i snehytten og beder om en samtale. Mens de indtager et morgenmåltid, forklarer han, at han har ladet sine børn og børnebørn sælge amuletter. Efter alt, hvad Knud Rasmussen har fortalt ham om sine lange rejser, må han være i besiddelse af en særlig livskraft. Den del af mennesket, der har den største grokraft, er som bekendt håret, og derfor foreslår han, at Knud Rasmussen for at afværge uberegnelige ånders vrede skal give alle dem, der har solgt ham amuletter, en lok af sit hår! Knud Rasmussen indser, at den gamle åndemaner har ret, men er på den anden side ked af at forlade bopladsen fuldstændig skaldet. De enes om, at de, der har givet de mest værdifulde amuletter, skal få en lok af hans hår. Herudover stiller Knud Rasmussen også en gammel pels og skjorte til disposition. I løbet af formiddagen uddeler den gamle mand Knud Rasmussens pels og skjorte i småstykker, og kun de, som har solgt de stærkeste amuletter, får en lok af hans hår. Dermed er alle fornøjede.

Den 23. maj tager "Edderfuglen" afsted på den lange rejse til Kent Peninsula, ca. 1200 km frem og tilbage. Selv kører Knud Rasmussen sammen med "den lille kvinde" ind til Utkuhikjalingmiut ved Store Fiskeflod, hvor nogle af de mindst kendte af alle eskimoer holder til. Afstanden til de nærmeste bopladser er ikke mere end ca. 250 km, og Knud Rasmussen siger selv, at det ikke er ekspedition, men "skovtur" at køre denne strækning. Hver gang de slår lejr, ser de enorme rensdyrflokke bevæge sig mod nord i ro og mag, og ude på isen ligger sælerne og dovner i solen. Fra fjordisen kommer de efter 6 dages kørsel op i deltaet, hvor det fine isføre pludselig ændrer sig til bundløst lerælte. Floden er ikke langt fra at bryde op, og det gælder om at skynde sig, inden tilbagevejen spærres af det frembrydende forår. De finder teltlejren dér, hvor de har forventet at finde den, og Knud Rasmussen tilbringer otte interessante dage hos disse indlandsboere. Efter en uge må de igen ned ad floden og gennem det lerede deltaland.

Den 13. juni når det frem til det sted, hvor de efter aftalen skulle mødes med "Edderfuglen", når han kom tilbage fra Kent Peninsula; men der er ingen "Edderfugl". Knud Rasmussen beslutter at bruge sommeren med udgravningen af en stor eskimoisk ruinboplads, som de har fundet ved Malerualik. Det viser sig vanskeligt at skaffe føden på dette sted, som er fuldstændig blottet for vildt på denne årstid. Den 25. juli beslutter de for en tid at flytte op til den store ørredplads ved søen Amitsoq inde i landet. Renerne er endnu på vandring nordover og giver jævn jagt undervejs.

Den 5. august når de frem til den mest berømte af alle fiskepladser på King Williams Land. Desværre er de kommet for tidligt, idet fiskeriet først vil begynde efter den 15. august for at kulminere i slutningen af måneden. Den 12. august bryder de igen op og tager tilbage til den gamle boplads Malerualik. Dagen efter tager Knud Rasmussen og Arnarulunguaq fat på udgravningen af ruinerne, men allerede den 25. august kommer en storm med det første snefald. De har dog allerede udgravet tolv ruiner, og har således det materiale, der er nødvendigt for at beskrive den nye kultur, de har fundet.

"Edderfuglen" vender tilbage
Den 3. september får Arnarulunguaq pludselig øje på en lille kano, som kommer roende hen imod dem. Der er to mand i kanoen, "Edderfuglen" og hans ledsager. Hver dag siden midten af juni har de spejdet efter dem, og nu er de her. De styrter ned imod dem, spændte på, om de bringer alt det, de savner så hårdt. Desværre blander skuffelse sig i gensynsglæden, for "Edderfuglens" første råb lyder: "Ingen ammunition, ingen tobak, ingen te, kaffe, sukker eller mel!", men tilføjer han leende: "vi er spillevende, og det har ikke altid været så selvfølgeligt, som I måske tror". "Edderfuglen" springer i land og alle falder hinanden om halsen.

"Edderfuglen" fortæller, at de har fået en fjendtlig modtagelse af de folk, de har mødt undervejs. Som regel blev de dog hurtigt gode venner, men et par steder havde de lokale været så skumle, at de havde fundet det bedst ikke at sove hos dem. For ikke at blive overrumplet plejede de at binde deres hunde i en rundkreds om teltet, så de altid kunne være sikre på at blive advaret, fra hvilket verdenshjørne der end skulle komme nogen. Samlingerne var i god behold blevet afleveret til Hudson Bay Kompagniets repræsentant ved Kent Peninsula. Desværre havde rævefangsten i distriktet det år været så rig, at alle varer i butikken var udsolgt. De havde lige netop fået så megen ammunition, at de kunne klare sig tilbage igen. Floderne var allerede brudt op i begyndelsen af juni, derfor havde de måttet låne en kano for at komme frem. Alle deres hunde var efterladt hos eskimoer i nærheden af Ellis River, hvor de havde opholdt sig en måneds tid, indtil isen var så vidt brudt op, at de kunne ro langs med kysten. Overalt havde de set store mængder af dyr, og ikke langt fra Ellis River havde de mødt en flok så vældig, at det havde taget den tre dage at passere. Hen på sommeren, da båderejsen endelig kunne begynde, havde pakisen stået så tæt ind til kysten, at det kun var med den allerstørste vanskelighed, det var lykkedes dem at komme frem i den skrøbelige kano.

Den 15. september bliver der panik på bopladsen, som tæller over hundrede mennesker. Et råb gjalder gennem teltlejren, og de ser de første store renflokke komme travende ned over bakkerne som et mægtigt kavaleri, der kommer i linier på 50-100 dyr. Alle mænd griber deres bøsser og jagttasker. Det er efterårets første virkelige renmyrderi: skud på skud falder, dyr efter dyr tumler om, indtil hele kavalkaden opløses i en mængde små flokke, der galopperer tilbage til øens indre. Knud Rasmussen og "Edderfuglen" deltager ikke i jagten, fordi de tilsammen råder over mindre end 75 skud; der må økonomiseres med hver enkelt patron, og de tør ikke risikere at lade sig smitte af den vildskab, der let griber jægere, når der skal kapskydes i flæng.

Miraklernes tid er ikke forbi
Den 21. september bliver der røre, et skib stævner for fulde sejl ind mod bopladsen. For mange er det første gang, de ser et skib. En time efter ligger det fremmede skib til ankers, og en motorbåd kommer i land med to hvide mænd om bord, Peter Norberg fra Hernøsand og Henry Bjørn fra Præstø. De kommer for at oprette en ny station for Hudson Bay Kompagniet på King Williams Land. Skibet, "El Sueno", er en gammel, udslidt lystyacht fra San Francisco på ikke mere end 20 tons. Med denne nøddeskal havde Peter Norberg forceret den vanskeligste del af den gamle nordvestpassage, Queen Mauds Gulf. Søkort har de ingen af, og ingen tekniske hjælpemidler til at navigere efter, "Men", som Peter Norberg siger, "man er vel ikke nordbo og viking for ingenting!". Mere end 40 skibe har forgævet forsøgt at besejre den frygtede Nordvestpassage. Roald Amundsen blev den første med den lille "Gjøa", Peter Norberg blev nr. 2 med et fartøj, der dårligt kunne kaldes et skib. Ti minutter efter er Knud Rasmussen om bord og sætter straks sine tænder i en appelsin. Pludselig opdager han, at han sidder på en kasse, der indeholder 5000 patroner - netop den kaliber, som passer til deres bøsser. Han tror ikke sine ører, da Peter Norberg lover ham alle de patroner, han behøver. Pludselig er livet dejligt igen.

Allerede sidst i september er gruppen klar til årets første slæderejse. I løbet af en uge nedlægger de så mange rener, de har brug for til rejsen. Kødet bliver pakket ind i dyrehuder i bylter på ca. 50 kg. De er tre slæder i følget, da de af hensyn til samlingerne anskaffer en hjælpeslæde med to mænd til strækningen fra King Williams Land til Kent, en strækning på omkring 600 km. Til hver slæde, der er forspændt med 8 hunde, beregnes 200 kg kød. Nu venter de utålmodigt på is, så de kan påbegynde den lange slæderejse, der i løbet af foråret skal føre dem helt over i civiliserede egne. Ventetiden udnyttes til udflugter i omegnen, og det lykkes Knud Rasmussen at få realiseret et længe næret ønske.

John Franklins skæbne
John Franklin (1786–1847) Den 19. maj 1845 sejlede John Franklin (1786–1847) ud fra England med HMS Erebus og HMS Terror med ikke færre end 134 mand og proviant til en tur på mindst tre år. Målet var Nordvestpassagen, der skulle forbinde Atlanterhavet med Stillehavet. Men i stedet for åbent hav fandt de kun kanaler og sunde, der var helt opfyldt af svær polaris. Efter den første overvintring måtte de forlade skibene, og under forsøget på at gå hjem over Store Fiskeflod omkom alle mænd, der ikke allerede var bukket under for skørbug, lungebetændelse og muligvis tuberkulose. Efter to år uden information fra ekspeditionen bønfaldt Franklins hustru Admiraliteten om at udsende et eftersøgningsskib, men da ekspeditionen som nævnt havde proviant til tre år, lod man gå yderligere et år, inden man iværksatte en eftersøgning og udlovede en belønning på £20.000 for at finde ekspeditionen. På et tidspunkt var 10 engelske og 2 amerikanske skibe i gang med eftersøgningen - uden resultat.

Knud Rasmussen taler med adskillige gamle mænd, der kan fortælle enkeltheder om den forulykkede ekspedition. Nogle fangere beretter om fund af et stort skib, som er forladt. De beslutter derfor at plyndre det for alt, hvad de kan få fat på. De finder bøsser omkring på skibet, men da de ikke aner, hvad de skal bruges til, slår de stålløbene af skafterne og hamrede dem ud til harpuner. Da de bliver dristigere, vover de sig i rummene under dækket, hvor de finder mange døde mænd liggende i deres køjer. Samme år finder tre mænd på vej fra King Williams Land til Adelaide Peninsula en båd med ligene af seks mand. I båden er der bøsser, knive og en del proviant.

En dag sejler Knud Rasmussen opover til Qavdlunarsiorfik på Adelaide Peninsulas østkyst sammen med Peter Norberg. Her finder de, hvor eskimoerne har angivet det, en del menneskeknogler, der utvivlsomt er de sidste jordiske rester af medlemmer af Franklin-ekspeditionen. Nogle tøjstykker og stumper af fodtøj viser, at de stammer fra hvide mænd. Næsten 80 år senere har rovdyr spredt de hvide, solblegede knogler ud over halvøen. Knud Rasmussen og Peter Norberg samler knoglerne sammen og bygger en varde over dem for at vise de omkomne den sidste respekt.

Hos Kobber-eskimoerne
Endelig den 1. november er afskedens dag inde, og som så ofte før er det svært at skulle forlade mennesker, som man har været tæt på i så lang tid. Den 14. november ankommer vores venner til den lille handelsstation, der ligger ved mundingen af Ilufjorden. Stationen ledes af mr. H. Clarke, som af Hudson Bay Kompagniet er sendt til disse fjerne egne for at organisere alle de nye stationer, der var oprettet øst for Baillie Island. Clarkes assistent er en dansk maskinmester Rudolf Jensen, der i omtrent 20 år har levet oppe omkring Mackenzie-flodens delta som pelsjæger og nu er ansat i kompagniets tjeneste. Gladest var Knud Rasmussen dog ved at træffe fotografen Leo Hansen, som i den kommende vinter skulle dele ondt og godt med ekspeditionen i den tredie og sidste vinter. Clarke stiller et ledigt træhus til rådighed for gruppen. Mens hundene får et nødvendigt hvil, læser Knud Rasmussen posten hjemmefra og overvejer, hvilket af de stammer, der lever i området, han skal studere. Fællesbetegnelsen for disse stammer er "Kitdlinermiut", og de udgør ligesom Sæl-eskimoerne én stamme, hvor alle kender hinanden og ofte mødes ved de forskellige fangstpladser. De ernærer sig primært ved renjagt og især ved laksefiskeri. Disse eskimoer er meget forsynlige og henlægger betydelige depoter af tørret kød om efteråret til brug under vinteren. Det ender med, at Knud Rasmussen vælger at opsøge Kobber-eskimoerne, der netop har slået sig ned på en ø ikke langt fra Kent, hvor de nu er i færd med de første forberedelser til vinterens sælfangster.

Dansende kobber-eskimo, fotograf Leo Hansen Den 22. november når de frem til Malerisiorfik, hvor Kobber-eskimoerne har deres snehyttelejr i læ af et fjæld. Mændene kommer straks ud af hytterne og giver sig til at bygge en stor snehytte til de nyankomne. Kvinderne tager venligt sig af Arnarulunguaq, en kvinde, der taler landets sprog og dog kommer fra en uendelig fjern boplads. En time efter ankomsten flytter de ind i deres nye bolig, hvorefter kvinderne, en for en, kommer med kød eller laks som velkomstgave. De forklarer deres nye venner hvilken opgave, de er kommet for at løse, men det kniber med forståelsen, da det kommer til optagelse af levende billeder. Leo Hansen fremkalder nogle små optagelser, og de indfødte kan ikke forstå, hvorledes disse optagelser kan få liv, hvis ikke de stjæler menneskets sjæl. Da Leo Hansen begynder med "at tage Knud Rasmussens sjæl", forsvinder efterhånden alle betænkeligheder.

Der viser sig at være en iøjnefaldende forskel mellem disse mennesker og dem, de har mødt længere mod øst. Ikke blot er de præget af et smittende liv, de er nærmest udfordrende selvbevidste og så frie i deres omgang, at det ofte er nødvendigt at holde enkelte en smule nede. Den ligefremme optræden har formentlig givet anledning til den frygt, som andre mere stilfærdige stammer nærer for disse Kitdlinermiut. Deres redskaber, navnlig deres buer og pile, viser, at de også stiller fordringer til sig selv, og deres dragter er ikke blot velholdte, men næsten elegante. Kvinderne er mestre i syning og lægger et langt større arbejde i udsmykningen af dragterne end fx. Hudson Bay-eskimoerne.

Det største problem for Knud Rasmussen er at få den fornødne arbejdsro, hytten er altid fuld af glade gæster, som uafbrudt råber i munden på hinanden, og det er ikke muligt for ham at samle sig om det skriftligt arbejde, der skal gøres. Han beslutter derfor at flytte tilbage til kompagniets hus, så snart han har levet mig ind i eskimoernes daglige liv i deres vinterlejr. Midt i december flytter han tilbage til Kent sammen med de medlemmer af stammen, som han har fundet det mest fordelagtigt at arbejde sammen med. En gammel åndemaner ved navn Heq, "Polarpil", hans søn Tatilgaq, "Tranen", og dennes kone Hikhik, "Murmeldyret" giver ham alle oplysninger om redskaber og fangstmetoder og om alt det arbejde, der udføres af kvinden. En ung mand ved navn Netsit, "Sælhunden", viser sig at være stammens bedste sagnfortæller, da han har været en berømt åndemaners plejesøn. Sammen med disse fem mennesker arbejder han fra morgen til aften, indtil de bryder op for at drage videre vestpå.

Stormdrengen tæmmes
Stoffet til en beskrivelse af Kobber-eskimoerne er samlet midt i januar 1924. Nu vil Knud Rasmussen samle supplerende stof fra de vestlige stammer i Mackenzie-deltaet, Alaska, Bering-Strædet og Sibirien. Mellem deres nuværende tilholdssted og det kommende arbejdsfelt er en strækning på ca. 2200 km. Heldigvis er deres hunde i ypperlig form efter det lange hvil og den gode behandling, mr. Clarke har givet dem. Knud Rasmussen kører sammen med Arnarulunguaq på den mindste slæde med seks hunde; slæden vejer ca. 300 kilo. "Edderfuglen" får ti hunde og skal køre Leo Hansen og hele hans fotografiske udrustning, et læs på ca. 500 kilo. Afrejsen fra Kent foregår den 16. januar 1924 i -42° med koldt snefog lige ind i ansigtet.

Den 21. januar runder de Cape Barrow, da det begynder at trække op til snestorm, drivende tåger lægger sig over, og netop som det næsten er umuligt at orientere sig, får hundene fært af mennesker. Hen på eftermiddagen når de frem til en boplads ude på isen, hvor de får en stormende modtagelse. Bopladsen tæller 25 mænd og 21 kvinder. Som så ofte før bygger de indfødte hurtigt en snehytte til dem. Snestormen er lige over dem, og den holder dem fast på stedet i fire døgn. Folk kommer ustandseligt på besøg i deres hytte. På stormens tredie aften bliver de højtideligt indbudt til åndemaning i et af snehusene i landsbyen. Indbyderen er Kigiuna, "den tandhvasse". Stormen synes at være på sit højdepunkt, og man må gå tre sammen for at holde sig oprejst.

"Det er spædbarnet Narsuk, der græder, fordi det trækker gennem hans ble", siger Kigiuna. Og han fortæller den gamle myte om kæmpens søn, der hævner sig på de mennesker, der har dræbt hans fader og moder, ved at fare til himmels og blive til uvejr. Nu vil man i nattens løb sammen med åndemaneren granske grunden til barnets vrede og forsøge at tæmme stormen. Vinden er nu så stærk, at de undertiden blot står stille og holder fast i hinanden for ikke at blæse ind i den skrueis, som tårner sig op omkring dem. De er glade, da de endelig skimter spæklampernes varme stråler i festhallen, hvor hver plads på briksene allerede er fyldt med mænd og kvinder.

Festmåltidet er sammensat af tørrede laks, spæk og frosne, uflænsede sælkroppe. Med store økser hugger man store lunser løs og nedsvælger dem med god appetit - efter dog at have åndet på dem, for at de ikke skal svide huden af læber og tunge. Aftenens åndemaner er Horqarnaq, "Hvalbarden", en ung mand med intelligente øjne og hurtige bevægelser. Inden han træder frem, forklarer han Knud Rasmussen, at han kun har få hjælpere: hans afdøde faders ånd og dennes hjælpeånd, en jætte med kløer så lange, at de kan skære tværs igennem kroppen blot ved at kradse dem, og så en figur, han selv har skabt af blød sne i skikkelse af et menneske. Efter at være kommet i trance beskriver "Hvalbarden" flere ånder af døde, han kan se i huset, indtil en gammel kone springer frem på gulvet og nævner navnene på to mennesker, som er døde for et par dage siden, og hvis grave endnu er ganske friske. Nu er de blevet til onde ånder, som har forårsaget uvejret. "Hvalbarden" griber gamle Kingiuna, som også er åndemaner, i struben og tre gange kværker han ham, indtil han falder om på gulvet. Det er uvejret, som dræbes. De to åndemanere slutter kampen mod uvejret, og alle strider sig hjem til snehytten, overbevist om, at de i morgen vil få godt vejr.

Gennem "Pelsjægernes land"
Næste dag i blændende solskin går rejsen videre gennem "Pelsjægernes land"; hele kysten mellem Bernhard Harbour og Cape Bathurst er beboet af enkelte hvide pelsjægere. Den 17. marts når de efter næsten halvanden måneds uafbrudt kørsel frem til Baillie Island, hvor Hudson Bay Kompagniet har en station, der bestyres af deres landsmand Henrik Henriksen, kaldet "Svoger". Han byder dem straks velkommen i sit hyggelige hjem. Hermed er den første del af rejsen afsluttet. De er nu blandt nye stammer, Mackenzie-eskimoerne.

I guldgraverland
Det er som at komme til et helt nyt land. Pludselig befinder de sig midt i en kultur, der er skabt af det åbne hav, og blandt mennesker, hvis sprog står grønlandsk forbavsende nær. De indfødte taler om hval og hvidhval, sæl og remmesæl, der jagedes fra kajak eller konebåd - af ganske samme type som de grønlandske. De små, hvide landsbyer af sne er nu afløst af bjælkehytter eller træ- og tørvehuse. Knud Rasmussens to grønlandske ledsagere spiler øjnene op og tror sig næsten hjemme, skønt de i tre år bestandigt har bevæget sig længere og længere bort fra deres eget land.

Det er dog var førstehåndindtrykket; snart ser de, at alt er meget forskelligt fra de hjemlige kyster. Fangsten på havet er ikke længere det eneste saliggørende, jagten efter guld og penge er kommet til og har revolutioneret alle forhold. Hudson Bay Kompagniet er ikke mere enerådende, og opkøbere kommer ad floderne og presser prisen på skind så højt op, at eskimoerne i dette rige pelsdyrland med masser af hvidræve, rødræve, sølvræve, sortræve, bæver, los, hermelin, mår og endnu flere pludselig er blevet velhavende. Mange har købt en skonnert, som de overvejende bruger til at rejse på besøg med om sommeren - som en slags sommerferie efter pelsdyrjagtens afslutning. Fangsten udføres fra konebåde eller hvalfangerbåde. Mange har anskaffet sig skrivemaskine, barbermaskine og fotografiapparat. Knud Rasmussen befinder sig dårligt blandt disse smarte mennesker, som ikke har megen lyst til at tale om sagn og traditioner. Sagnfortællerne her opfatter sig til at begynde med som specialister i hjemstavnslære og mytologi og kræver en betaling på $25 for at stille sig til rådighed en dag. Det er taksten for legemligt arbejde, hvorfor skal så åndeligt arbejde vurderes ringere?

Knud Rasmussen skriver: "Heldigvis sidder ufordøjet kultur ikke fastere end gammelt skidt, der kan vaskes af", og det varer ikke længe, før det lykkes ham at genopvække folkets interesse for dets egen fortid. Time efter time fortæller han om, hvad de har oplevet på deres rejse og om de gamle åndemanere, der ved god besked om svundne tiders historie. Det ender dog med, at han kan forlade det vestlige Canada med megen ny og værdifuld viden.

I Alaska
Den 5. maj ganske tidlig morgen kører de ind i Alaska. De standser et øjeblik ved de stolper, der markerer grænsen mellem Canada og USA. Nu skal de bare følge den øde kyst i omkring 800 km til Point Barrow og Alaska-eskimoerne. Føret er godt, og hundene sætter i deres vante trav. Foråret er kommet, og når de slår lejr, omringes de af syngende småfugle; tundraens grønne sommerdragt er ved at bryde igennem snedriverne.Eskimoerne bor spredt i smålejre på hele denne kyst, og de træffer også enkelte hvide mænd, danskere, svenskere og nordmænd, nogle med små skonnerter, andre blot med de bare næver og et læs rævesakse.

Den 23. maj 1924 kører de ind til Amerikas nordligste boplads, Point Barrow, og er for første gang i en by, siden de forlod Godthåb i 1921. Her bor ca. 250 indfødte og nogle få hvide mænd. Der er store butikker med varehuse og oplagsskure, men hvad der falder mest i øjnene, er et skolehus, et hospital og en kirke. Ekspeditionens ankomst fra det fjerne østen vækker den største opsigt blandt befolkningen, som udmærket kan vurdere de store afstande, de har gennemrejst, og allerede dagen efter ankomsten holder Knud Rassmussen et foredrag i skolen om Grønland og alle de andre lande, de har været igennem. Hans grønlandske dialekt forstås uden vanskelighed, hvilket lovet godt for det arbejde, han skal udføre i det nordligste Alaska.

Alaska blev opdaget i 1741 af en anden stor dansker, Vitus Bering, som i russisk tjeneste foretog sit berømte togt op gennem det stræde, som nu bærer hans navn, men der skulle dog gå mange år, før man blev nærmere kendt med landet. I 1826 blev Point Barrow for første gang besøgt af en engelsk ekspedition under ledelse af løjtnant Beechy, der fra Stillehavet skulle sejle nord om landet for at møde John Franklin, der kom fra Mackenzie River. Beechy stødte på en så talrig og fjendtlig indfødt befolkning, at han anså det for uklogt at gøre landgang. I den første tid var det Rusland, der regerede landet. Der blev oprettet nogle missionsstationer omkring Yukonflodens munding, men i de tider var det snarere samvittighedsløse handelsmænd end edealistiske missionærer, der satte deres præg: floder af vodka flød ind over landet; sjælden blev nogen handel indledet, uden at man først havde drukket kunderne fulde. Samtidig kom store hvalfangerflåder op langs kysten, og de tog mange eskimofamilier med sig som håndlangere og bådsmænd. I lange tider syntes befolkningen dødsdømt, den degenererede og demoraliseredes, thi de hvide mænd indførte ikke blot ildvandet, men også mange farlige, smitsomme sygdomme. Hensynsløs jagt fordrev vildrenerne fra landets indre, og det gik hurtigt tilbage med de frie stammer; død og udslettelse syntes uundgåelig. I 1867 købte USA Alaska af den russiske tsar for 7.2 millioner dollars, og i 1959 blev Alaska den 49. stat i USA - langt den største af de amerikanske stater.

En ny epoke i eskimoerne tilværelse indtrådte omkring 1890, hvor engelsk blev gjort til skolesprog, og alle kræfter blev sat ind på at gøre dem til amerikanere. Knud Rasmussen siger, at som resultat af en velorganiseret undervisning ser man nu efter 36 års forløb, at et døende, ødelagt og mishandlet folk er bleven forvandlet til flittige, ærgerrige og uafhængige mennesker.

Gruppens planer er, at Knud Rasmussen sammen "Edderfuglen" og Arnarulunguaq skal tage til en stor boplads ved Utorqaq River, hvor det er blevet fortalt, at han vil finde nogle interessante mænd og kvinder af de gamle indlandsboer. Det er ikke tilrådeligt at fragte hverken deres samlinger eller det store fotografiske udstyr med, så det bliver besluttet, at Leo Hansen skal blive tilbage for at optage folkelivsbilleder, og så snart sommerskibet kommer, skal han sejle ned med alle samlingerne og mødes med de andre ved Nome.

Den 3. juni skilles de og tager afsked med de venner, de har fået i Point Barrow.

Til Hvalfest
Den 8. juni når de frem til Icy Cape, hvor der netop skal afholdes en stor hvalfest i anledning af, at hvalsæsonen er vel afsluttet. I løbet af natten er der ankommet en mængde slæder fra nabopladserne. Halestykker af hval, som er gemt til denne lejlighed, skæres ud i skiver og udgør hovedbestanddelen for festmåltidet. Senere leges himmelspjæt, hvorunder personen slynges højt op i luften fra to sammensyede hvalrosskind. Det gælder om at bevare sin oprejste holdning, så man let og elegant ender i skindet igen på sine ben; hån bliver den til del, som kommer ned på hovedet. Ovenstående billede er taget af fotografen Leo Hansen. Madgildet strækker sig over resten af dagen og natten, kun afbrudt af sang og dans. 10 trommeslagere sidder i rad og slår takten på deres rungende tamburiner.

Efter den lange nat kan de endelig sætte over til den boplads på fastlandet, hvor de indtil videre vil slå sig ned. Som Knud Rasmussen siger: "Man bliver aldrig færdig med gamle, kloge mænd, der forstår at fortælle". Det er derfor med vold, at han den 30. juni må løsrive sig for at fortsætte rejsen. Endnu vanskeligere er afskeden med de fleste af hans gamle hunde, der har hjulpet ham så trofast på den lange slæderejse. Han forærer dem til handelsmanden ved Icy Cape, Ugpersaun og beholder selv kun fire, thi resten af rejsen skal foregå dels med båd, dels ind over land, hvor bagagen transporteres på menneskeryg og paksaddel.

En gammel høvdingeboplads
Den 16. juli når de ind i den store lagune bag ved Point Hope og møder her stedets missionær, mr. Wm. A. Thomas, der er ude på motorbådsudflugt sammen med sin frue og søn. De kommer på slæb, og få timer senere lander de ved den hyggelige præstegård, hvor de bliver inviteret til at bo så længe de har lyst. Point Hope eller Tikitaq er en af de mest interessante bopladser på hele Alaskas kyst og er sikkert den største eskimoiske ruinby, der findes. Den forladte boplads består af 122 meget store huse, men der har sikkert engang levet ca. 2000 mennesker her. En mængde gamle grave findes spredt over selve tangen, grave fra hvalfangstens guldalder, hvor høvdingene lod sig begrave oven på de oprejste kæber af de hvaler, de engang havde nedlagt. Desuden ser man menneskeknogler spredt overalt, så mange, at mr. Thomas alene i de par år, han har været missionær, har ladet nedgrave 4000 hovedskaller! Knud Rasmussen arrangerer sig hurtigt med et par fortællere og får et godt udbytte af opholdet.

Den 31. juli har Knud Rasmussen fået nedskrevet de sagn, han kan få fat i, og med sine to eskimovenners hjælp fået udgravet et stort antal arkæologiske genstande, så nu er det på tide at rejse videre. Rejsen sker i en lille jolle med påhængsmotor. Den 7. august sætter de over Kotzebue Sound. Vandet er grundt og fuldkommen ferskt, fordi tre floder har deres udløb netop her, og sent om aftenen lander de blandt guldgravere, handelsmænd og eskimoiske laksefiskere i Kotzebue.

Kotzebue
Knud Rasmussen For første gang i tre år kan Kurt Rasmussen komme i direkte forbindelse med omverden, idet der i Kotzebue ligger en telegrafstation. Straks efter landgangen opsøger han telegrafisten for at få afsendt meddelelse om, at den lange slæderejse er gennemført. Han glæder sig også til at få at vide, hvorledes hans kære har det, og hvorledes hans kammerater er kommet gennem deres rejser. Han lægger telegrammet foran telegrafisten, som lettere åndsfraværende meddeler ham, at hans udstyr, som netop er ved at blive installeret, endnu ikke er fuldt i orden. Han tilråder ham at tage ud til "The Boxer", et skib, som ligger for ankers et stykke syd for Cape Blossom. To dage går der - de længste på hele turen - inden det lykkes. Men allerede samme aften er der svar fra København: Alt vel derhjemme, og Knud Rasmussens kammerater har løst deres opgaver!

Kotzebue (Qeqertarsuk) er den største by, de har været i. Her er kirke, skole, posthus, telegrafstation og 5-6 købmænd med store butikker. Foruden de fastboende er der en broget skare af guldgravere: englændere, tyskere, polakker, grækere, japanere og kinesere. Den første aften oplever Knud Rasmussen et lille slagsmål, hvor de kæmpende ender med at trille ud i søen, og det giver ham fornemmelsen af, at han endelig er nået frem til Jack Londons Alaska.

Vores venner er ankommet midt i laksesæsonen, og ca. 1000 eskimoer fra alle egne af Kotzebue Sound, fra kysterne og fra indlandet, ligger i teltlejr og fisker. Her ville han træffe eskimoer af en helt anden type end dem, han hidtil har mødt. Inde mellem købmændenes barakker bor en foretagsom ung eskimo, Peter Sheldon, der ejer en lille hurtigløbende motorbåd med en stor, glasoverdækket kahyt, hvor man kan sidde lunt og rart og nyde udsigten over det land, man farer forbi. Denne mand engagerer Knud Rasmussen til en tur op gennem Kuvak-floden, og som fører og fortæller medfølger Nasuk, en gammel mand, som "ånden fra Seattle" endnu ikke har formået at forfladige.

De sejler hele dagen, inden de sent om aftenen når frem til Noorvik. Her har amerikanske "Bureau of Education" forsøgt at skabe en mønsterby af eskimoer fra en mængde bopladser både ved kysten og inde i landet. 300 mennesker bor under dagligt tilsyn af en inspektør, tre skolemestre, en læge og to sygeplejersker. Lægen og lærerne er statsansatte, medens missionæren er privat ansat. Byen er moderne indrettet Der findes et hospital med en moderne operationsstue, og der er 40 senge fordelt på to etager. Lægehjælp og medicin er gratis, men de, der har råd dertil, betaler 75 cents pr. dag for et sygehusophold. Eskimoerne selv bor i pyntelige træhuse med indlagt elektrisk lys; de betaler en dollar pr. hus om måneden herfor, og denne dollar går til at betale den maskinist, som driver kraftstationen. Eskimoerne har selv bekostet generatoren, resten har det offentlige givet. På en savmølle kan eskimoerne få skåret deres tømmer mod at afgive en sjettedel af det. Lægens frue, der også er sygeplejerske, holder et hygiejnisk opsyn med husene. Sent om aftenen den 18. august er de atter tilbage i Kotzebue. To dage senere ankommer postbåden fra Nome, ført af en norsk kaptajn, John Hegness. Om bord i den når de efter en stormfuld rejse frem til Nome den 31. august.

Nome
Knud Rasmussens to grønlandske kammerater spiler øjnene op og får på ny respekt for hvide mænds evne til at grundlægge store bopladser langt fra deres egne lande. 30 år tidligere levede her kun nogle ganske få eskimoer, der nedlagde de få sødyr, de behøvede for at friste livet Så blev der fundet guld i året 1900, og som ved et trylleslag skød der en by op, stor nok til at rumme 10,000 mennesker. Boligerne ligger planløst som er de "bleven væltet ud over en flodbred og en våd tundra". Der har hverken været tid til eller interesse for at tænke på skønhed eller komfort.

Det siges, at næsten alt, hvad man træder på omkring Nome, indeholder guld, og det rygte har trukket masserne til. Men der ligger tusinder af guldgraveres hensynsløse slid bag det faktum, at der alene fra dette distrikt er produceret for mere end 80 millioner dollars gennem de sidste 20 år. Nome har kun en kort sæson; i første halvdel af juni går isen og åbner for sejladsen, og allerede sidst i oktober eller i de allerførste dage af november går det sidste skib sydover. Her er ca. 2000 mennesker om sommeren og knap 900 om vinteren. Det er ganske overvejende hvide mænd; af fastboende eskimoer findes der næppe over 100. Ved ankomsten blev vores venner hjerteligt modtaget af et medlem af dynastiet Lomen, en af byens ældste og mest indflydelsesrige familier.

Knud Rasmussen er kommet til Nome på et heldigt tidspunkt. Her er samlet eskimoer fra alle egne af Alaska: hele befolkningen fra King Island, de såkaldte Ukiuvangmiut, indlandsboerne fra Seward Peninsula, Qavjasamiut, Kingingmiut fra Cape Prince of Wales, Ungalardlermiut fra Norton Sound og Yukons munding, Siorarmiut fra St. Lawrence Island og endelig folk helt nede fra øen Nunivak. De er kommet hertil for at udnytte turistsæsonen. De bor i teltlejre, og mange er beskæftiget med at fabrikere souvenirs til turisterne, alle mulige morsomme udskæringer i hvalrostand. Denne husflid indbringer sine udøvere 300-400 dollars i sommermånederne, således at man kan rejse tilbage til sin vinterplads så nogenlunde forsynet med de nødvendige artikler. De nyder de første dage i byen. Om eftermiddagen går de i "the Dream Theatre", hvilket er en helt ny oplevelse for de to grønlændere. Om aftenen låner de undertiden en fordbil og kører ud til byens udkant, hvor eskimoerne holder store sangfester sammen med venner og bekendte fra fjerne bopladser.

Det skib, som skal sejle dem til Seattle, går først i slutningen af oktober, så de kan tilbringe en måned i disse omgivelser og på en uhyre bekvem måde studere de forskellige Alaska-typer uden at bruge meget tid på rejser.

Klippeboerne på King Island
Fra King Island Mens de er i Nome, besøger Knud Rasmussen King Island. "Det er den mest ugæstfri ø, jeg nogen sinde har set, kun 3-4 km lang og 2-3 km bred, med stejlt fjæld til alle sider; i stille vejr som oftest tågesvøbt, i klart vejr blæsende med vanskelig landing i dønning, da store stendysser fører lige ud i havet, der fråder ved bopladsens fod. Øen er isoleret fra fastlandet lange tider af vinteren, og vil man forsøge at tage på besøgsrejser på vinterisen, risikerer man let at komme i drift." Desværre er hele befolkningen taget ind til Nome, og de bliver kun modtaget af store hunde, der har passet sig selv den sidste måneds tid. De har stort besvær med at lande med deres jolle, men besøget er umagen værd. Det er som at bestige et fuglefjæld. Husene står på støtter helt ud over afgrunden, og enkelte steder er bygningerne fortøjet til klippevæggen med flettede remme af hvalroshud. Liner fører fra strandkanten op til husene, så at man kan hale sig selv.

Skønt King Island'erne er ivrige katolikker, hænger de dog i mange sæder og skikke fast ved svundne tiders traditioner. Dette gælder ikke så meget overtro som gamle fester, sange og sagn. De lever så isoleret om vinteren, så de ganske naturligt søger adspredelse om sommeren, hvor forskellige bopladser ofte holder store sangstævner ganske som i gamle dage, og ved disse stævner er King Island'erne blevet berømt for deres dans. Knud Rasmussen klatret op til et dansehus, der gør indtryk af at være ældgammelt. Gennem et rundt hul for enden af gangen kommer han op gennem gulvet og står nu inde i selve festhallen, der er bygget op af svære planker. Det er et hus med patina og historie. En halv snes tamburiner hænger langs med væggene mellem groteske og humørfyldte dansemasker, hvis åbne, grinende munde og tomme øjenhuler stirrede den indtrædende i møde. Desværre må Knud Rasmussen denne gang nøjes med at træffe husets folk i Nomes biografteater, "hvor de med undren stirrede på den upersonlige måde, hvorpå hvide mænd går til fest.".

Et kort besøg i Sibirien
En dag ser Knud Rasmusen en lille flotille fantastisk udseende skindbåde, der kommer hoppende hen over Bering-Strædets krappe bølger. Bådene, der er hårdt lastede, flyver gennem brådsøerne som baskende søfugle. Det er sibiriske eskimoer fra East Cape, på vej hjem efter en handelsrejse til Teller. Knud Rasmussen bliver opsat på at lære disse dristige sømænd at kende i deres eget land. I Sibiriens yderste hjørne mod øst bor de vestligste af alle eskimoerne, og her og ingen andre steder bør ekspeditionen afsluttes. For at få lov til at gøre landgang i Sibirien skal man have pas eller visum fra Sovjets hovedkontor i Moskva, og grund af den russiske borgerkrig har det ikke været muligt for Knud Rasmussen at erhverve sig et sådan i forvejen. Fra Kotzebue sender Knud Rasmussen et telegram til Moskva og anmoder om indrejsetilladelse. Nu er Knud Rasmussen ikke særlig tålmodig, og efter 3 ugers venten på svar, beslutter han sig til selv at sætte over Beringstrædet.

Han lejer en lille skonnert, "Teddy Bear", og den 8. september sætter de afsted med den erfarne kaptajn Bernard ved roret. Knud Rasmussen fortæller, at Bering-Strædet er et af de mest lunefulde farvande i verden. Storm afiøser storm næsten uafbrudt, og de løber da også straks ind i en uges storm, som de kun klarer ved at søge ly bag småøer og næs, stadig skiftende fra plads til plads, efterhånden som vinden forandrer sig, og daglig i fare for at blive slynget ud i det endnu mere berygtede Beringshav. Endelig den 16. bedres vejret og de sætter igen kurs mod Cape East i Sibirien, hvor de lægger ind i den lille havn Emmatown. Undervejs hejser de Dannebrog.

Da de går fra borde modtages de af en kendt handelsmand, Charley Carpendale, som har levet her en menneskealder. Han forestiller dem straks for en kæmpe, hvis vældige højde yderligere øges af en stor russisk skindhue; det er grænsevagten Allayeff. Desuden er der til stede en russisk-engelsk tolk Leo og nogle handelsmænd fra Sovjets nyoprettede monopolbutik. Knapt har de fået trukket jollen på land, før Allayeff beder dem følge med op på politistationen. Her forsøger Knud Rasmussen at forklare sit ærinde samt grunden til, at han intet pas havde, og han anmoder om at få lov til at tilbringe en månedstid hos eskimoerne ved East Cape. Han garanterer jeg for, at der ikke vil finde nogen som helst handel sted med den indfødte befolkning. Allayeff erklærer, at han ikke kan give ham tilladelse til at blive, og hvis de ikke stikker til søs med det samme, vil han være nødsaget til at sende dem over til guvernøren i Wahlen (russisk Uelen). Knud Rasmussen øjner en chance for at forlænge sit ophold, så han insisterer på at rejse tværs over Chukotsk halvøen, og han bliver ført op til Tchuktcher-bopladsen, hvor et spand på 12 hunde allerede står og venter på ham.

Straks efter deres ankomst til Wahlen dukker en russer frem, og på fortrinligt engelsk præsenterer han sig som Peter Cossigan, "Trader and Interpreter". Han får papirerne fra kusken og fører dem op til guvernørbygningen, hvor Knud Rasmussens skæbne nu skal afgøres. På vejen op forklarer han i største hast, hvem han er, og hvad han vil. Peter Cossigan præsenterer Knud Rasmussen for guvernøren, Nikoiaus Losseff, der gør indtryk af at være en godhjertet og velvillig mand, og han bliver dybt fortvivlet, da han hører, hvad sagen drejer sig om. Til stede er også politichefen, som får overrakt alle Knud Rasmussens papirer, der omfatter et pas, udstedt i Montreal, en legitimationsskrivelse fra den danske legation i Washington, en skrivelse fra den danske konsul i Seattle og en introduktion fra den amerikanske indenrigsminister, der understreger ekspeditionens videnskabelige formål. Guvernøren rykker sig forgæves i håret, uden pas fra regeringen i Moskva kan han ikke lukke ekspeditionen ind, og hans beføjelser giver ham desværre ikke mulighed for at handle per konduite. Efter at de har fået noget at spise, meddeler guvernøren, at Knud Rasmussen næste dag må vende tilbage til "Teddy Bear". Man beklager, men men.... Knud Rasmussen benytter de få timer, han har til rådighed til samtaler med de lokale tjuktere, og han besøger flere tjuktiske familier, der bor omkring guvernørboligen i deres skindtelte. Knud Rasmussen finder frem til en gammel mand, som forklarer ham om de kulturelle påvirkninger og relationerne i øvrigt mellem tjukter og inuitter.

Inden han vender tilbage til Alaska, klatrer han op på det store fjeld, der danner Sibiriens yderste forbjerg mod øst: "Det høje fjeld jeg står på, og den rene luft der omgiver mig, giver mig overblik, og jeg ser vort slædespor i den hvide sne hen over randen af jordens kreds, gennem menneskenes yderste lande mod nord. Jeg ser de tusinde små bopladser, der har givet rejsen indhold, og fyldes af en stor glæde: Vi har mødt eventyret, der altid venter på den, der vil gribe det, og eventyret var alle vores brogede oplevelser blandt verdens mærkeligste folk!"

Nogle dage efter er de samlet i Nome, og hermed er den 5. Thule-ekspedition gennemført og afsluttet. Knud Rasmussen havde håbet på i bedste fald tre måneders ophold blandt urfolket på Tjukotka - i ringeste fald én måned. Han fik 18 timer, og humøret var ikke det bedste. Bedre blev det ikke, da han i Nome modtager et telegram fra den danske ambassade, der oplyser, at de sovjetiske myndigheder har givet opholdstilladelse til ekspeditionen. Ak, telegrammet kom for sent til at man turde vove endnu et forsøg.

I mellemtiden er det lykkedes fotograf Leo Hansen at nå frem til Nome, og ekspeditionen er nu samlet igen efter tre måneders adskillelse. Knud Rasmussen sender et telegram hjem: "Ekspeditionen samlet i Nome. Alt vel."

Farvel til Nome
En dag i slutningen af oktober 1924 er Knud Rasmussen klar til at forlade Nome for sammen med sine to eskimoiske rejsekammerater at tage til Seattle på en turistdamper. Samme morgen får han besøg af en åndemaner - en af de få, der endnu er tilbage i disse egne. Hans navn er Najagneq, og Knud Rasmussen havde mødt ham første gang i Nomes gader. hvor han vakte stor opsigt: denne åndemaner mellem fint folk, elegante butikker og skrattende biler. Hans udseende var frygtindgydende: hans små stikkende øjne flakkede vildt omkring, og underkæben dinglede. idet en mand, der havde forsøgt at dræbe ham, havde ødelagt hans ansigt. Man fortalte mærkelige ting om ham. Han havde lavet en fæstning i sit hus og førte ganske alene krig mod hele sin stamme. Også mod alle hvide. Han havde allerede dræbt flere mænd, og som farlig for sine omgivelser blev han da med list overrumplet af en skibskaptajn og ført til Nome. Her var han nu netop blevet løsladt efter et år i fængsel af mangel på bevis. Det lykkedes Knud Rasmussen at komme i forbindelse med ham umiddelbart efter hans løsladelse, og han var ikke ked af at fortælle om sit fængselsophold. Han fortalte sine undrende bopladsfæller, at de hvide mænd i Nome havde dræbt ham 10 gange i den vinter, der var gået, men han havde haft 10 hvide heste som hjælpeånder, og dem havde han ofret en for en og således reddet sit liv. Opholdet i den ensomme celle havde ikke kuet ham.

Knud Rasmussen stiller ham en række spørgsmål, som han beredvilligt besvarer. "Hvad består mennesket af?" "Af kroppen, som er det du ser; af navnet, som du har arvet efter en afdød; og så af noget andet, en gådefuld kraft, som vi kalder Yutir - sjælen, det, som giver alt levende liv, form og udseende."

"Hvordan synes du menneskene lever?" "Splittet, fordi de blander al ting sammen, svage, fordi de ikke kan gøre én ting ad gangen. En stor jæger må ikke samtidig være en stor kvindeelsker. Dog kan ingen lade være dermed. Menneskene stiver sig af med amuletter og bliver ensomme i deres umyndighed. Ved en boplads skal der være så mange amuletter som muligt. Ensartethed splitter kræfterne, lighed gør værdiløs."

"Er der nogen af alle de magter, du taler om, som du tror på?" "Ja, en kraft, som vi kalder for Sila og som ikke kan forklares i enkelte ord. En stærk ånd, universets, vejrets, ja, hele jordelivets opretholder - så vældig, at hans tale til menneskene ikke lyder gennem almindelige ord, men gennem storm, snefald, regnskyl, havets oprør, gennem alle de kræfter, som mennesket frygter, eller gennem solskin, havblik, eller små, uskyldigt legende børn, der intet forstår. I gode tider har Sila intet budskab til menneskene; han er forsvundet i sit uendelige intet og bliver borte, så længe menneskene ikke misbruger livet, men nærer ærbødighed for den daglige føde. Ingen har set Sila; hans opholdssted er så gådefuldt, at han på samme tid er hos os og uendelig langt borte."

Med denne magtfulde forkyndelse slutter Knud Rasmussen sin beretning om den store slæderejse. "Jeg føler mig lykkelig over, at det faldt i min lod at gå fra boplads til boplads på en tid, hvor der endnu lå den store oprindelighed over alle sind."

"Den lille kvinde" og "Edderfuglen"
Slædeholdet, Miteq, Arnarulunguaq og Knud Rasmussen Som bekendt står der kvinder bag alt - også polare ekspeditioner med hundeslæde. Som du ved, blev Knud Rasmussen på den næsten 18 måneder og 18.000 km lange slæderejse ledsaget af Arnarulunguaq ("Den lille kvinde") og hendes yngre fætter Miteq ("Edderfuglen"), som begge stammer fra Thule-området. På billedet til højre ses slædeholdet: Miteq, Arnarulunguaq og Knud Rasmussen. Som du også ved, døde Arnarulunguaqs mand allerede under det korte ophold i Nuuk ved ekspeditionens begyndelse, men alligevel valgte hun at fortsætte. Arnarulunnguaq er den første eskimokvinde, der har foretaget en så lang rejse, og som Knud Rasmussen skriver i "Den Store Slæderejse" er hun og Miteq de eneste eskimoer, der har besøgt alle deres stammefrænder.

Når den ekstremt krævende slædetur i det hele taget kunne gennemføres, skyldes det i høj grad Arnarulunguaq, som ikke alene forestod madlavningen, men også tog sig af vedligeholdelse af medlemmernes skindtøj, et livsnødvendigt arbejde i polaregne. Hun var en eminent syerske og ekspert i bygning af tørvestenshuse og dertil en stærk og udholdende rejsekammerat. Knud Rasmussen var fuldt ud klar over, hvor stor betydning "Den lille kvinde" havde for turen gennemførelse. Efter hjemkomsten roste Knud Rasmussen hende i høje toner i en artikel i "Tidens Kvinder". Ikke alene udviste hun stor dygtighed omhu med at holde deres skindtøj i orden, men om aftenen efter en streng dagsrejse med slæderne, som hun ofte måtte være med til at trække, tilberedte hun mad, tørrede og reparerede hun skindtøjet i teltet eller i snehytten, det skindtøj, som er livsnødvendigt i temperaturer på omkring 50 kuldegrader og kraftig vind. Knud Rasmussen omtalte også hendes usædvanlige iagttagelsesevne, der gjorde hende til en nyttig assistent ved botaniske indsamlinger, konservering af zoologiske genstande samt ved arkæologiske udgravninger.

Knud Rasmussen skriver i "Den store slæderejse": "I betragtning af den kraftudfoldelse, som denne rejse krævede, så ved jeg ikke, hvem jeg skal beundre mest, hundene eller eskimoerne, som alle i god form udholdt tre og et halvt års strabadser. Så meget ved jeg dog med sikkerhed, at det vil være svært for mig i de efterfølgende skildringer stærkt nok at få understreget, hvad de alle kom til at betyde for mig personlig.".

I år (2008) er tre kvinder, Karo Thomsen Fleischer, Tukummeq Qaavigaq og Asii Chemnitz Narup, gået i gang med at indsamle penge til en bog og et mindesmærke om Arnarulunguaq, bogen skal udgives på grønlandsk, dansk og engelsk. Kunsteren Aka Høegh skal stå for udformingen af mindesmærket. (Aka Høegh illustrerede Knud Rasmussens: "Myter og Sagn fra Grønland", da den blev genoptrykt i 1978).

Hjemrejsen
Hjemrejsen fra Alaska foregår via New York og Washington i USA, hvor de modtages som helte; de bliver oven i købet modtaget af præsident Coolidge i Det Hvide Hus. Det er formentlig en stor oplevelse for Arnarulunguaq og Miteq, som for første gang oplever en moderne by med biler, højhuse, elevatorer mv. For ikke at tale om, at de må iføre sig vesterlandsk tøj og spise med kniv og gaffel. Knud Rasmussens hustru, Dagmar kommer til New York, og følges med dem til Danmark, hvortil de ankommer sent på året 1924.

Kort efter viser det sig, at Arnarulunguaq lider af en alvorlig tuberkulose. Hun bliver indlagt på Øresundshospitalet og opereret, men hun kommer sig aldrig af sygdommen, som hun døde af ni år senere. Knud Rasmussen besøger hende på hospitalet og overrækker hende Fortjenstmedaljen i sølv. Arnarulunguaq bliver forlegen og har svært ved at tage mod den store, velfortjente ære. I sommeren 1925 vender hun hjem til Thule, hvor hun gifter sig med fangeren Karl Peary, søn af den amerikanske polarforsker Robert Peary. Arnarulunguaq, "Den store, lille kvinde" dør den 2. oktober 1933 i Thule.

Edderfuglen, Miteq vender tilbage til Thule-området via Danmark. Han bliver gift med Bebiane og lever hele sit liv som fanger. Da den lokale befolkning bliver tvangsfofflyttet fra Thule, fordi USA skal bruge deres land til militære formål, slår Edderfuglen sig ned på Herbert Ø. Han dør den 17. august 1978.

Udbyttet af 5. Thule-ekspedition
Hvalrostand med indgraverede motiver fra Tjukotka, hjembragt af Knud Rasmussen, 1924. Den befinder sig på Nationalmuseet Det videnskabelige udbytte af 5. Thule-ekspedition er umådelig rigt. En samling på mere end 20,000 etnografiske genstande blev ført hjem og skænket til danske museer. Store arealer af ukendt Land, navnlig i det nordlige Baffin Land, blev kortlagt. Alle de canadiske eskimostammer og et par tilstødende indianerstammer blev grundigt studeret, både etnografisk, folkloristisk, sprogligt og antropologisk. Et utal af historier, sange, sagn og myter, hvoraf mange var sammenfaldende med dem, som man kendte fra Grønland, blev nedskrevet og dermed bevaret for efterverden. En mængde gamle bopladsruiner blev udgravet, hvorved man opdagede en hidtil ukendt, gammel eskimokultur, Thule-kulturen, der engang herskede fra Alaska til Grønland.

Ovenstående kort, som er fremstillet af Morgenavisen Jyllands Posten, JP Undervisning og JP Explorer, viser de områder, som ekspeditionen rejste igennem, og placeringen af de folkeslag, de mødte på rejsen.

Den 5. Thule-ekspedition blev den sidste slæderejse-ekspedition, Knud Rasmussen kom ud på. Han siger i forordet til en af sine sidste Bøger: "Jeg velsigner af Hjertet den Skæbne, der har ladet mig fødes i en Tid, hvor Polarforskning med Hundeslæde endnu ikke var forældet."

Allerede i 1924 blev Knud Rasmussen inviteret til Washington for at præsentere resultaterne af sine opdagelser for en fremtrædende amerikansk forsamling, og Knud Rasmussen er uden tvivl den første grønlandskfødte, som har holdt en tale i Smithsonian Institution. I 1924 blev Knud Rasmussen udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet og i 1927 ved University of Edinburgh. I 1925-1926 udgav han sit store 2-bindsværk på næsten 900 sider "Fra Grønland til Stillehavet" på Gyldendal. Det er siden udkommet i en forkortet udgave, "Den store Slæderejse". I 2008 udkom Kurt L. Frederiksens roman "Edderfuglens rejse, En roman om Knud Rasmussen og den 5. Thule-ekspedition" på Borgens Forlag. Den omhandler specielt forholdet mellem de to mænd på den lange slæderejse, Miteq, "Edderfuglen" og Knud Rasmussen. Jeg læste "Edderfuglens rejse" umiddelbart efter at have genlæst "Den store Slæderejse", og det var en god oplevelse, som jeg gerne vil anbefale andre.

6. Thule-ekspedition, 1931
6. Thuleekspedition (1931) Som du nok husker, besøgte Knud Rasmussen i 1919 den grønlandske østkyst på sin 4. Thule-ekspedition, men de vældige og vanskeligt tilgængelige strækninger både nord og syd for Angmagssalik lokkede stærkt. Fra samtaler med grønlændere fra området omkring Kap Farvel og ved studier af rejseberetninger, ismeldinger m.m. står det klart, at Østgrønland er nærmest utilgængelig, blokeret som den er af storis de fleste af årets måneder. En rejse langs med østkysten vil være én møjsommelig og langsommelig kamp mod ismasserne. I sommeren 1931 finder Knud Rasmussen tiden inde til at udforske Grønlands østkyst. Sammen med nogle få mænd tager han til Julianehaab (Qaqortoq) i en hurtiggående motorbåd, Dagmar. Herfra sejler de videre på "Dagmar" syd om Kap Farvel og til Angmagssalik (Tasiilak). Forsøget lykkes over al forventning. Hvor man før måtte ase sig gennem tætpakket is, glider motorbåden glat igennem. Denne erfaring kommer til at revolutionere den kommende tids ekspeditioner og lukker op for Sydøstgrønland. For Knud Rasmussen kommer ekspeditionen til at virke som et rekognosceringstogt og en forberedelse til den 7.Thule-ekspedition.

7. Thule-ekspedition, 1932-1933
7. Thule ekspedition (1932 og 1933) Som nævnt går også den 7. Thule-ekspedition til Østgrønland. Knud Rasmussen kaster sig ud i noget for ham ganske nyt: hundeslæden bliver udskiftet med nutidens teknik. Efter ugelange forhandlinger får han fremtryllet skib og motorbåde, fly og radiostationer og - ikke mindst vigtigt - penge. En række af Danmarks kyndigste forskere slutter sig med glæde til Ekspeditionen. I 1932 er der 37 danskere og 28 grønlændere med på ekspeditionen, som råder over M/S Th. Stauning, 7 større og mindre motorbåde og 1 fly. I 1933 er antallet vokset til 45 danskere, l englænder, 4 tyskere og et halvt hundrede grønlændere. I løbet af somrene 1932 og 1933 bliver der af ekspeditionen sejlet og fløjet en distance, der svarer til to gange rundt om jorden ved ækvator. Knud Rasmussen selv har en voldsom energi, og hans arbejdsdage er lange. Fx kan nævnes, at da han i Julianehåb har planlagt den 7. Thule-ekspedition, rejser han op til Umanakfjorden, hvor han bistår en tysk ekspedition under ledelse af dr. Fanck med filmsoptagelser. Derefter tager han tilbage til sin egen ekspedition, hvor han straks kaster sig over kortlægning fra fly.

Ekspeditionen udgår fra Kap Farvel, og via Angmagssalik afsluttes den i Scoresbysund. Ekspeditionen foretager kortlægning og luftfotografering af østkysten og udfører geologiske, glaciologiske, zoologiske, botaniske, arkæologiske og etnografiske undersøgelser samt fiskeriundersøgelser. Som led i det etnografiske arbejde optages spillefilmen "Palos Brudefærd", instrueret af Knud Rasmussen og i samarbejde med tyske og østrigske filmfolk. Manuskriptet, som er skrevet af Knud Rasmussen, er en kærlighedshistorie om to fangere, Palo og Samo, som begge er forelsket i Navarana. Hun foretrækker Palo, men de to bejlere udkæmper først en rituel kamp på trommedans om hendes gunst. Samo trækker kniven og er tæt på at slå Palo ihjel, men han overlever ved åndernes mellemkomst. Palo trodser elementernes rasen og sejler alene i sin kajak ud på det oprørte hav for at bringe Navarana hjem som sin brud. Filmen, som blev meget populær, skildrer det oprindelige eskimoiske dagligliv og er en slags iscenesat etnografisk dokumentarfilm. Filmen kan bestilles på Knud Rasmussen Selskabets hjemmeside - klik her.

Knud Rasmussen dør, 54 år gammel
Knud Rasmussen kommer imidlertid aldrig til at se det færdige resultat. I slutningen af september får han en madforgiftning og bliver den 15. oktober evakueret til Julianehåb for lægebehandling. Sygdommen er så alvorlig, at lægen vælger at sende ham til behandling i Danmark, og han sejles til København på Styrelsens skib "Hans Egede", hvorefter han bliver indlagt på Gentofte Sygehus. Der støder lungebetændelse til, og Knud Rasmussen dør et par måneder senere, den 21. december 1933, kun 54 år gammel - og ganske kort efter, at Alexander Fleming har opdaget penicillinen, som muligvis kunne have reddet hans liv. Knud Rasmussen bliver begravet på Vestre Kirkegård i København.

Der udbryder landesorg i både Danmark og Grønland, da Knud Rasmussens dødsfald bliver kendt. Fra Stauning til Johs. V. Jensen hylder man den store opdagelsesrejsende og det store menneske. Digteren Tom Kristensen, som både er en god ven af og i perioder sekretær for Knud Rasmussen, skriver nedenstående digt, som trykkes i avisen den følgende dag.

Det er Knud, som er død
Var jeg en Rype i Dag, løfted jeg Vingen til Slag,
fyldte jeg Lungen med Luft og fløj baade Nat og Dag
over et vinterligt Hav, som sortner bag vinterligt Skum,
gennem den mørke Decembers skyomtumlede Rum.

Kun som en Rype i Storm, Kastebold for al Blæst,
men med et Uvejrs Budskab fløj jeg da mod Nord-Vest.
Hjærtet sprængfærdigt af Smerte, maned jeg saa fra mit Bryst,
Sangen, der snart som et Uvejr tuder langs Grønlands Kyst.

Videre skulde den Tone over den halve Jord,
følge Kamikkernes Fodtrin og Slædernes lange Spor,
tude i Hudson-Bugten helt ud til King Williams Land,
hviske i hver en Boplads langs Jordens yderste Rand.

Alle hans gamle Venner skulde da ruskes af Blund,
Pilekvisten og Klaringen, Aua (*1) med den snehvide Hund,
alle de skønne Piger med brede og skinnende Smil,
skulde forvirret staa op og glemme det sorgløse Hvil.

Alle skulde de vækkes. Sorgen er knap begyndt.
Snart skal den brede sig ud til Alaskas fjerneste Pynt.
Den store Fortryller er død! Den store Troldmand er død!
Hørte I alle min Sang? Forstod I, hvad den betød?

Øer og Lande og Floder ligger med Islænker lukket.
Glæden, som varmed Jer alle, den brændende Glæde er slukket.
Frys, som vi andre fryser i Dag uden Ild og Glød,
for nu er han død. Det er Knud, som er død.
Forstaar I?

*1: en åndemaner, som Knud Rasmussen traf på Den store slæderejse.

Knud Rasmussens eftermæle
Frimærke udgivet i anledning af 50 året for Thules grundlæggelse. Knud Rasmussen har haft enorm betydning for udforskningen ikke alene i Grønland men også blandt polareskimoer i Canada og Alaska. De syv ekspeditioner, han tog initiativ til, har hver især givet et betydeligt videnskabeligt udbytte og forøget viden om eskimoerne historie og kultur. Blandt andet påviste han, at eskimoerne har samme sprog langs hele Det Nordlige Ishav, og at de deler de samme myter og sagn. Det er hans store fortjeneste at have bevaret eskimoernes sagnverden for eftertiden. Der er ingen tvivl om, at det skete i sidste øjeblik, idet sagnene i løbet af kort tid ville være gået tabt som følge af den fremadskridende "civilisering". I flere af ekspeditionerne deltog videnskabsmænd med speciale på forskellige felter som botanik, geologi, meteorologi, kartografi, etnografi og arkæologi. Det er sagt om Knud Rasmussen, at han ikke var "en egentlig opdagelsesrejsende". Han drømte ikke om at være den første, der satte sin fod på et bestemt geografisk sted, han ønskede ikke at erobre nyt land, men at møde nye mennesker.

Knud Rasmussen skrev flere bøger om sine rejser og om eskimoernes liv og historie, alt fortalt i et levende, og klart og medrivende sprog. Nedenstående liste er ikke udtømmende.

  • Lapland. Gyldendalske Boghandel, 1907.
  • Min Rejsedagbog - fra 1. Thule-ekspedition i 1912. Gyldendalske Boghandel, 1915.
  • Grønland langs Polhavet - fra 2. Thule-ekspedition. Gyldendalske Boghandel, 1919.
  • Myter og Sagn fra Grønland, bind 1-3. Gyldendalske Boghandel, 1921-1925.
  • Festens Gave. Eskimoiske Alaska-Eventyr, indsamlet under 5. Thule-ekspedition. Gyldendal, 1929.
  • Snehyttens sange. Gyldendalske Boghandel, 1930.
  • Fra Grønland til Stillehavet, 1926.
  • Den store Slæderejse, 1932.
Han holdt en mængde foredrag rundt om i landet og blev derved kendt af hele Danmark.

Den danske regering brugte ham som rådgiver i Grønlandsspørgsmål, og i 1932 blev han medlem af den danske delegation ved Den Internationale Domstol i Haag om Østgrønlands retsstilling. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at Østgrønland i 1933 tilfaldt Danmark og ikke Norge. Uden hans indsats var Grønland formentlig være blevet delt mellem Danmark, Norge og måske USA.

Gabel-Jørgensen skrev disse mindeord om vennen og rejsekammeraten Knud Rasmussen i Geografisk Tidsskrift:

"Hvor han dog lyste op — mens han var her. Han var en enestaaende Kombination af Hjærne, Hjærte og Vilje, var støbt i een Blok, men dog saa rigt facetteret, at vi alle har svært ved nu at drage den Egenskab frem, der var den største og bedste i dette Overflod. Som Rejsende i de arktiske Egne overgaar han alle andre. Han besad en vidunderlig Fysik, evnede at leve som Eskimoerne udelukkende af Landet selv, stolende paa egen Udholdenhed og Kraft, og ikke for intet bar han det stolte Tilnavn: Verdens bedste Hundekusk.

Fra hans Væsen udstraalede en Charme, en Fortryllelse, der greb alle, der kom i Berøring med ham. Her var alle fornemme Egenskaber samlet, det rige Hjærte, der varmede alle; det rene Sind, der gjorde hele hans Færd saa ganske uden Svig; den stærke Trofasthed mod Vennerne; den store, ægte Beskedenhed under alle Forhold. Ingen har hørt ham tale nedsættende om andre eller overhovedet gøre noget, der var smaat eller lavt, han var simpelthen stor i alt, i Hverdag som i Fest — selv en Festens Gave til os allesammen.

Intet Under da, at vi alle nu føler en knugende Tomhed. Vi vil derfor hæge om den Skat af Minder, vi ejer om rige og lykkelige Stunder sammen med ham, vi fik den Lykke at eje som Ven, og som blev en hel Nations Helt.

Der er saa tomt, nu Knud ikke er her mere. Faklen er slukket. Men dens Genskin vil lyse op fremover med Nordlysets Glans gennem alle Tider."

Knud Rasmussens hus ved Hundested
I 1917 lod Knud Rasmussen opføre et hus i skanseområdet nordøst for Hundested havn i bakkerne ved Spodsbjerg Fyr. Til huset hører et over 25.000 m2 stort naturområde lige ud til Kattegat. Det fungerede i mange år som familiens sommerhus og som hans arbejdssted mellem ekspeditionerne. Her skrev han mange af sine rejseskildringer og videnskabelige skrifter, planlagde sine ekspeditioner og mødtes han med venner og kollegaer.

Efter Knud Rasmussens død tog en række indflydelsesrige personer i hans vennekreds initiativ til at bevare huset i Hundested som et museum eller en mindestuer for Danmarks berømte polarforsker. Huset indeholder mange interessante genstande fra hans videnskabelige ekspeditioner i Grønland.

Hvad skete der med Thule?
Fra Knud Rasmussens museum i Qaanaag I 1937 købte den danske stat området af Knuds enke, Dagmar, og Thule blev dermed en dansk koloni. I 1953 blev de daværende 127 Thule-beboere med tre dages varsel beordret til at forlade deres boplads og flytte til den 160 km nordligere beliggende bygd Qaanaaq, "det høje nord". Årsagen var, at de boede for tæt på Thule Air Base, som USA havde oprettet efter aftale med den danske regering i 1951. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ikke kunnet behandle en klagesag over denne umenneskelige behandling, da sagen fandt sted før domstolens etablering. Danmark har dog udbetalt mindre beløb som kompensation. Der ligger stadig huse (tørvehytter) fra den gamle beboelse. Knud Rasmussens eget hus fra 1910 blev i 1986 flyttet til Qaanaaq og er i dag indrettet til museum. Udover mange genstande fra Knud Rasmussens ekspeditioner rummer museet vidnesbyrd fra ca. 3000 års Inuit historie på stedet.

Emblem Air Force Space Command Og nu til en helt anden historie. Den 21. januar 1968 udbryder der brand ombord en B52 Stratofortress bombefly, lastet med Brintbomber; flyet er på mission over Baffin Bugten. Flyet sætter kurs mod Thule Air Base, som er det nærmeste befolkede område. Flyet styrter ned på havisen, ca. 10 km sydvest for basen og bryder i brand. Varmeudviklingen får store dele af isen til at smelte, og vraget indeholdende 3-4 btintbomber synker ned på havbunden på 60-100 meters dybde. Seks af de syv besætningsmedlemmer lander sikkert med faldskærm, mens det sidste medlem omkommer. Specialister går i gang med at bjerge vragdele og brintbomber, som siden i 90 ståltanke bliver fragtet til USA sammen med forurenet sne, is og andre materialer. Rygter vil vide, at der stadig henligger en ueksploderet brintbombe på havbunden ved Thule. Der er næppe tvivl om, at de danske myndigheder - for ikke at tale om den danske offentlighed - aldrig har fået den fulde sandhed om ulykken.


Du kan vælge næste side her: