Jens Munk
Jens Munk, dansk/norsk sømand og opdagelsesrejsende, er født den 3. juni 1579 på godset Barbo ved Arendal i det sydlige Norge. Faderen Erik Munk er af adelig herkomst, moderen Anna Bartholomæidatter, datter af en simpel bartskærer i Helsingør. De er ikke gift af den grund, at titel og ejendom ikke vil gå i arv til efterkommerne, hvis en adelig gifter sig med en borgerlig. I så fald vil arven blive inddraget af kronen. På den anden side blev der ved reformationen i 1536 indført dødsstraf for ægteskabsbrud, så faderen er i et svært dilemma. I 1585 bliver Erik Munk sendt til København, anklaget for at have mishandlet sine lensbønder samt for at have bedrevet hor. Han bliver fundet skyldig og al hans ejendom inddraget. Selv havner han i det berygtede hovedtårn på Dragsholm, der tjener som statsfængsel. Moderen Anna må med sine to sønner, Niels og Jens flytte til Fredriksstad på den anden side af Oslofjorden. Jens er da syv år gammel. Efter to år må Anna opgive at skaffe sig os sine det daglige udkomme, hvorfor hun flytter til Ålborg for at bo hos sin søster, som er gift med byens borgmester. Imidlertid kan den lille familie ikke trives i Ålborg, og efter et par år vender de tilbage til Fredriksstad. I 1591 stikker den 12-årige Jens til søs med en båd, der skal til Portugal via England. Han skal aldrig gense sin moder, Anna, som dør i 1623.

Jens Munk i Brasilien
Da skibet er kommet til Porto i Portugal, afmønstrer Jens Munk. Med en anbefalingsskrivelse fra skipperen opsøger han en af byens største købmand og søger om plads. Jens får plads på lageret, og efter et halvt år har han lært sig portugisisk, så han kan begynde at gøre nytte. Nogle måneder senere udrustes en konvoj på 13 skibe, der skal til Brasilien for at hente sukker. På grund af frygten for overfald og sørøvere skal de sejle i konvoj. Jens kommer med som skibsdreng på "Schoubynacht". I sin skibssæk har han et brev fra købmanden, som anbefaler ham til sin broder, Miguel Duez, som er købmand i Bahia ("Baya de todos los Santos") i Brasilien. Da Jens opsøger Miguel Duez, er han imidlertid netop rejst til Europa, hvorfor Jens forlader Brasilien ombord på "Schoubynacht". Nogle få sømil fra land bliver den tungtlastede konvoj overfaldet af en fransk flåde, og "Schoubynacht" bliver skudt i brand. Jens Munk bliver sammen med seks andre overlevende sat i land på kysten. Det lykkes at komme til Bahia, hvor Jens Munk de næste 1½ år arbejder for en skomager. Da Miguel Duez vender tilbage fra sin rejse til Europa, bliver Jens Munk ansat hos ham som lærling. Her bliver Jens Munk de næste fire år. I 1598 vender han tilbage til Amsterdam på et hollandsk skib, hvorfra han fortsætter til København. Måske har det været et ønske om at kende faderens skæbne, der har drevet ham?

I København
Dragsholm Slot Ankommet til København får han at vide, at faderen har hængt sig selv på Dragsholm i 1594 efter et dumdristigt, men forgæves flugtforsøg. Han bliver begravet tæt ved slottets nordre mur. Ingen kiste, ingen salmer, ingen bønner for en selvmorder. Jens Munk går op på rentekammeret på Slotsholmen for at kræve sin arv efter sin fader, men rentekammeret afviser den unge mand. I vrede skriver han til majestæten og gentager sit krav, hvorefter han får at vide, at Erik Munks faste ejendom er inddraget af staten. Dog har man stillet nogle mindre genstande til side, en sølvkande og noget af faderens aflagte tøj til en samlet værdi af 80 rigsdaler. Disse genstande får Jens Munk udleveret mod kvittering. Det er ikke meget, der er tilbage af tre herregårde og et len med snesevise af bondegårde. Den 19-årige Jens Munk må starte på bar bund.

Jens Munk i handelsflåden
Jens Munk opsøger ufortøvet rigets mægtigste mand, hofmester Henrik Ramel og anbefaler sig. Han fortæller, at han taler flydende portugisisk og kan klare sig på hollandsk og spansk. Han er fuldbefaren og har rejst frem og tilbage over Atlanten og har indgående kendskab til handel. Det er selvklart, at sønnen af Erik Munk ikke er noget godt papir, hvorfor Ramel beklagende meddeler, at der ikke er nogen fremtrædende post til Jens Munk i den danske handelsflåde. Han kan dog tilbyde ham ansættelse som skibsklerk, dvs som skriverdreng. Måske forventer Ramel, at Jens Munk afslår den ubetydelige stilling, men Jens slår til, og det næste års tid gennemfører han fire rejser til Spanien. De følgende seks år sejler han i fast rutefart på Estland, Polen, Holland, og Spanien. Jens Munk tjener gode penge på de farefulde rejser, og i 1605 får han borgerbrev so handelsmand i København. Han køber en anpart i et handelsskib og begynder at sejle for egen regning. I foråret 1608 henter Jens Munk en ladning svovlerts på Island. Her hører han en beretning om en engelsk kaptajn, som under et forsøg på at sejle nord om Amerika til Kina har opdaget Svalbard. I foråret 1908 anskaffer Jens Munk sig et ældre fartøj, som står ham i 2.000 rigsdaler. Han indgår kompagniskab med Jens Hvid, der ligeleder ejer et handelsskib.

I Barentshavet
Den 21. maj 1609 sejler de to skibe afsted fra København. Målet er Novaja Zemlja, en russisk ø i det Nordlige Ishav. Her vil de opkøbe skind. Det viser sig, at vinteren har været hårdere end sædvanligt, og ved indsejlingen til Ishavet vil Jens Hvid vende om og i stedet sejle ind til det noget sydligere beliggende Archangelsk. Det ender med, at Jens Hvid kaster anker i en naturhavn, mens Jens Munk fortsætter uforfærdet. Efter nogen tid støder de på drivis, som truer med at knuse hans skib. Jens Munk er nødt til at styre en sydlig kurs for at beskytte skibet. Det gamle skib kan ikke modstå presset fra ismasserne og begynder at synke. Jens Munk og besætningen går i en jolle og medbringer så meget forråd, som det er muligt, og det lykkes dem at komme i land. Mon ikke Jens har tænkt på den hollandske kaptajn Willem Barents, som i 1596 omkom i dette område under et forsøg på at finde Nordøstpassagen. Jens Munks folk går i gang med at udbygge jollen med vragtømmer fra skibet og får rejst en mast med et lille sejl. Efter et par uger begynder isen at trække sig tilbage fra kysten, og den 17. juli sætter de sejl. De må imidlertid vende om efter kort tids sejlads pga drivis. Den følgende dag lykkes det at nå 14 sømil frem, inden de lægger til land. Den følgende nat forsøger de igen, og efter en lang og udmattende tur, hvor de må ro det meste af tiden, når de frem til "Kaninnæsset". Her mødes de to kaptajner, Jens Hvid og Jens Munk - sidstnævnte dog uden skib. De fortsætter samlet til Archangelsk, hvor de bliver liggende i næsten tre uger, mens Jens Hvid gør forretninger. Den 26. september 1609 lander de i Købanhavn. Jens Munk er endnu en gang fattig som en kirkerotte. Hvad skal han stille op?

Jens Munk opsøger Christian IV
Jens Munk i audiens hos Christian IV I sin nød søger Jens Munk foretræde for kongen, Christian IV. Kongen har formentlig hørt om den farefulde tur, hvor den unge kaptajn har reddet sig selv og sin besætning. Kongen har selv været med på en ekspedition til Nordkap, og han mangler en dygtig sømand, som kan finde den såkaldte Nordøstpassage. I foråret 1610 foreligger kongens instrukser: Jens Munk skal med to skibe sejle til den nordlige del af Norge. Herfra skal han sejle østover til Novaja Zemlja på den 69. eller 70. breddegrad. Siden skal han fortsætte nordpå så langt, som han kan komme for is. Med sin vanlige økonomiske sans (han havde nok at bruge pengene til) understreger han, at ekspeditionen skal dække sine egne omkostninger ved "at søge efter tran og hvad andet, der kunne falde af". Igen oplever Jens Munk, at Barentshavet er fyldt af drivis. Søfolkene beklager sig, og det ender med, at de må vende tilbage med en last tørret torsk. Næppe nok til at tilfredsstille majestæten.

Kalmarkrigen 1611-1613
Christian IV erklærer pludselig krig mod Sverige. Udover kongens almindelige ekspansionstrang gør der sig det gældende, at svenskerne forsøger at bryde det danske monopol på handlen med Rusland. Karl IX kalder sig for "lappernes konge", og han giver borgerne i Göteborg privilegier på at sejle på Nordlandene, og det er for meget for den temperamentsfulde danske konge. Jens Munk bliver den 1. marts 1611 udnævnt til kongelig søkaptajn, og den 26. marts beder rigets præster for den danske flåde, der stikker til søs. Jens Munk er en tid næstkommanderende på fregatten "Heringnæs" under eskadreadmiral Jørgen Daa. Han leder en landgangsstyrke, som nedbrænder Göteborg. Senere bliver han udnævnt til chef på krigsskibet "Den sorte Hund".

Den 3. maj 1611 angriber danskerne under ledelse af Christian IV den svenske by Kalmar og indtager den, hvorefter lejesoldaterne udplyndrer den. Kort efter dør den svenske konge Karl IX, og han efterfølges af den kun 16-årige Gustav Adolf. Jens Munk spiller en meget aktiv og til tider afgørende rolle under belejringen af Elfsborg ved Götaelvens munding, hvor hele den svenske orlogsflåde ligger. Efter næsten et års belejring falder Elfsborg den 24. maj 1612. Året efter den 20. januar 1613 afsluttes krigen med fredsslutning i Knærød. Svenskerne må betale 1 million rigsdaler i krigserstatning til Danmark. Der afholdes takkegudstjeneste i Vor Frue Kirke i København, og de erobrede svenske faner, hvoraf Jens Munk personligt har tilkæmpet sig tre, hænger under hvælvingerne.

Efter hjemkomsten til København ligger Jens Munk syg i sin bolig i Pilestræde i flere måneder. Et tegn på den agtelse, han har vundet hos kongen, er, at denne lader sin livlæge tilberede alle mulige medikamenter for at kurere Jens Munks sygdom. Men Jens Munk opnår ikke det, han mest drømmer om: at få det adelsbrev tilbage, som blev frataget hans fader Erik Munk. "Man gør ikke horeunger til adelsmænd", kan jeg forestille mig, at kongen har tænkt. I sit lange liv producerer kongen selv adskillige uægte børn, men det er selvfølgelig noget helt andet. Jens Munk opgiver tilsyneladende håbet om at genrekse familiens table ære og gifter sig med Kathrine Adriansdatter, hvis fader er en jævn skipper. De følgende år fortsætter Jens Munk i flåden og foretager flere rejser til Spanien og Aechangelsk. I 1615 sendes han sammen med sin ven og krigskammerat Jørgen Daa på togt for at fange den berygtede sørøver Mendoza. Efter mange dramatiske begivenheder tager de ham til fange ud for den russiske nordkyst. Den 16. august bliver Mendoza i lænker ført til København og tre dage senere hængt. Indholdet af skattekisterne fra Mendozas skibe bliver delt mellem kronen og officererne, og for første gang i sit liv er Jens Munk velhavende.

Senere gør han flere rejser i kongens tjeneste; ar par gange er han med orlogsskibe til Nordatlanterhavet for at hindre ulovlig hvalfangst. Han er den første, der henter hvalfangere til Danmark. I 1616 drager han til Spanien for at hverve folk, der er kyndige i hvalfangst, og han kommer hjem med 18 hvalfangere. Der bliver i 1617 stiftet et selskab, der får privilegium på 17 år til at fange hvaler ved Grønland. Jens Munk er medlem, men taber 1.000 rigsdaler på de første rejser.

På vej til Nordvestpassagen 1619-1620
Jens Munks skibe: Enhjørningen og Lamprenen, stillet til rådighed af Axel Nelson I marts måned 1619 opsøger Jens Munk kongen og forelægger ham en plan om at finde en søvej til Kina og Indien ved at sejle nordpå via den formodede Nordvestpassage. På det tidspunkt er rigets finanser endnu i en tålelig tilstand, så kongen accepterer straks planen. Jens Munk anmoder om at få rådighed over to skibe: et større moderskib samt en hurtigtsejlende jagt. Blandt de mulige skibe vælger han fregatten "Enhjørningen" og "Lamprenen". "Enhjørningen" er et danskbygget, tremastet orlogsfartøj, bestykket med 18 12-punds bronzekanoner. "Lamprenen" (på svensk Lamprellen) er en stor jagt. "Lamprenen" er blandt de skibe, som danskerne erobrede fra svenskerne ved Elfsborg. Det er også det skib, som efterfølgende bragte den syge Jens Munk tilbage til København. Jeg har lånt ovenstående billede af Axel Nelson, som har en spændende hjemmeside om historiske skibsfartøjer. Den er bestemt et besøg værd, hvis du interesserer dig for skibe. (Axel er svensker, men sjovt nok født i samme by som jeg, Århus).

Jens Munk går nu i gang med at bemande sine to skibe. Som førstestyrmænd ansætter han to englændere, William Gordon og John Watson, begge med erfaring i sejlads i nordlige farvande. Hver førstestyrmand får en andenstyrmand under sig. I løbet af april måned ansætter jens Munk det menige mandskab, herunder en bartskærer og en præst. I alt 61 søfolk bliver påmønstret de to skibe.

Søndag den 9. maj 1619, pinsesøndag, afholdes der gudstjeneste i Holmens kirke, og kongen selv taler til besætningen, og hver enkelt sømand aflægger troskabsed. Efter gudstjenesten vandrer søfolkene ned til skibene med kongens orlogsflag i spidsen. Flaget hejses i stormasten på "Enhjørningen", hvorefter skibe sejler afsted om eftermiddagen. Der er stille vejr, og først en uge senere runder skibene Kronborg. Jens Munk indfører dette i sin dagbog, som han minutiøst registrerer alle hændelser og observationer på hele turen.

Midt i Kattegat begår et medlem af besætningen selvmord ved at kaste sig overbord. De overtroiske søfolk kan næppe have opfattet det anderledes end et dårligt varsel. Den 25. maj konstateres, at "Lamprenen" trækker vand, og flåden søger ind til Karmsund i Norge, hvor skaden udbedres. Tre nagelhuller var ikke blevet fyldt med beg. En bødker af besætningen dør, og Jens Munk ansætter tre lokale matroser. Den 2. juni passerer de Shetlandsøerne og to dage senere Suderø. Herefter sættes kursen mod Grønland. Efter 16 døgn får de landkending af sydspidsen af Grønland, Kap Farvel.

På vej til Nordvestpassagen
Jens Munk på rensdyrjagt jens Munk sætter nu kursen mod nordvest mod Davisstrædet. Klimaet er nu udpræget arktisk med meget store forskelle på dag- og nattemperaturer. En uge senere får de sigte af den canadiske kyst. Da de kommer ind i en større bugt, tror de engelske eksperter, at det er Hudson Bugten, men Jens Munk er tvivlende. Det viser sig oså, at der er tale om Frobisher Bay. Efter nogle rekognosceringer fortsætter de sydpå.

Da de når frem til indsejlingen til Hudsonbugten, opkalder Jens Munk forbjerget efter sig selv, Munkenæs. Der sker den 11. juli 1619. Dagen efter sender han nogle folk i land for at finde en ankerplads og hente ferskvand, mens han selv fordriver tiden med at gå på jagt. Man kan ikke finde en ankerplads, og strædet er nu dækket af is. Skibene flyder nu frem og tilbage og er nær ved at blive mast af isskruninger. Endelig om morgenen den 15. juli 1619 letter isen lidt og de sejler vestpå ind i Hudsonbugten. To dage senere lægger de bag nogle klippeøer, hvor Jens Munk sender nogle folk i land for at skaffe frisk kød. Da de vender tilbage med nogle nedlagte rensdyr, døber Jens Munk stedet for Rensund. Her møder ekspeditionen de eneste mennesker på hele deres årelange færd, nemlig nogle eskimoer. Den 22. juli fortsætter turen vestpå. Allerede næste morgen hænger "Enhjørningen" og "Lamprenen" igen fast i isen. En storm presser skinene ind mod land. Den 25. juli knuses roret på "Enhjørningen". Som ved et mirakel åbner der sig den 28. juli en smal rende i isen. Efter tre dages kamp kommer de ind i en vig, hvos skibene kan ligge i sikkerhed. Det lykkes dem at skyde nogle harer, og Jens Munk lader rejse en stensætning (varde) med Christian IV's våben og navnetræk på stedet, som han navngiver Haresund.

I Hudsonbugten
Jens Munk er naturligt nok bekymret for, om de kan finde deres bestemmelsessted, inden vinteren for alvor sætter ind. Den 8. august dør bådsmanden og bliver begravet i land ved varden. Dagen efter - tre måneder efter afsejling fra København - sætter de igen sejl. De engelske navigatører mener, at de allerede har gennemsejlet Hudsonstrædet, indgangen til Hudsonbugten. De sætter kurs vest-syd-vest og regner med i løbet af nogle få dage at nå frem til Anianstrædet, hvorfra man forventede at kunne sejle igennem til Kina og Indien. Her burde klimaet også være noget mildere.

Efter et par dage er der imidlertid landkending over hele horisonten. Den frygtelige mistanke melder sig: Er de alligevel ikke i Hudsonbugten?. Efter nogle dages sejlads bliver de nødt til at sætte kursen nordpå, og efter en uges tid når de frem til begyndelsen af Hudsonbugten. I løbet af de seks uger, der er gået, siden de forlod Haresund, er de kun kommet en ubetydelighed længere vestpå. De bliver overfaldet af et voldsomt uvejr, og i stormen mister Jens Munk forbindelse med "Lamprenen". Det er en katastrofe, da den lette jagt skulle sejle i forvejen og dirigere "Enhjørningen" gennem ukendte vande. Ved anvendelse af mirakuløst sømandsskab lykkes det Jens Munk at få "Enhjørningen" gennem brænding og tidevand forbi undersøiske skær og får kastet anker inde i bugten. En flok matroser roes i land, hvor de tænder bål på stranden for at varsko "Lamprenen". Ved daggry kan man i det fjerne skimte rigningen af "Lamprenen". Snart ligger ekspeditionens to både ved siden af hinanden i relativ sikkerhed for hav og storm.

Overvintring i Munkehavn
Jens Munk og hans folk gør klar til overvintring i Munkehavn ved Churchill River ved Hudsonbugten Folkene fra "Lamprenen" viser tegn på begyndende skørbug. I modsætning til mange andre kaptajner ved Jens Munk udmærket, hvordan man bekæmper denne dødelige sygdom. Han sender folk i land for at plukke multebær, stikkelsbær, enebær og andre frugter indeholdende masser af C-vitamin, og de syge kommer sig hurtigt. En dag lykkes det at skyde en isbjørn, som er i gang med at æde en belugahval, og alle glæder sig over at kunne spise friks kød i stedet for den vante saltmad. Vinteren bliver imidlertid stadig værre, og den 18. september 1619 giver Jens Munk ordre til at gøre klar til overvintring. De befinder sig ved Churchill flodens munding i Hudsonbugten.

Ovenstående træsnit viser Jens Munk og hans besætning i gang med at gøre klar til vinteren i mundingen til Churchill River ved Hudson's Bay. Træsnittet er vist i "Navigatio Septentrionalis", København 1624.

Jens Munk døber området "Nova Dania" - Ny Danmark, da han synes, at fjordmundingen minder ham om Danmark. Først går de i gang med at sikre skibene. Det lykkes bed højvande at få slæbt først "Lamprenen" og dernæst "Enhjørningen# over nogle mudderbanker, så de kommer til at ligge i læ. Fregattens kanoner bliver afmonteret, og kanonportene spigret til. Al overflødig gods bringes i land. Besætningen fra "Lamprenen" overføres til "Enhjørningen", så der kun skal laves mad ét sted. Vinen om bord bliver rationeret, mens øllet bliver givet fri. Det skyldes, at Jens Munk ved, at øl har en forebyggende virkning på skørbug - det gælder dog kun de første måneder efter, at øllet er brygget. Folkene får i begyndelsen tiden til at gå med at skaffe brændsel og gå på jagt. Hver søndag holder de selvfølgelig fri og udover en gudstjeneste modtager folkene en ekstra ration brændevin.

Den 21. november 1619 dør den ene af bådsmændene på "Enhjørningen". Temperaturen falder fortsat, og den 3. december måler Jens Munk isens tykkelse midt i fjorden, hvor strømmen er hårdest, til mere end en meter. Kort efter, den 12. december, dør bartskæreren på "Lamprenen". Juleaften serveres haresteg, og kaptajnen går rundt og skænker op i glassene. "Jeg gav Folket Vin og stærkt Øl, saa de finge en halv Rus og var smukt lystige, og den ene fortøtnede ikke den anden med et Ord", skriver Jens Munk i sin sagbog. Kaptajnen er inderst inde bekymret. To allerede døde, og ni er syge, heriblandt hans næstkommanderende Movritz Stygge. Det er ikke længere muligt at skaffe friske bær fra kysten, som er dækket af is og sne.

Den 1. januar 1620 skriver Jens Munk, at det er den skarpeste frost den vinter. Og snart begynder mandskabet af dø. Den 8. januar dør en bådsmand. To dage senere må præsten og badskæreren gå i seng med sygdom. Samme dag dør kokken. Den 23. januar dør en af styrmændene. Da der bliver affyret en kanonsalut, sprænger kanonen, fordi jernet er blevet skørt pga den hårde kulde, og kanoneren er ved at miste begge ben. Sygdommen - skørbugen - tager til, og næsten hver dag bukker en af mandskabet under, hvilket Jens Munk troligt indfører i sin dagbog. Til sidst er det ikke længere muligt at begrave de døde. I begyndelsen af maj bliver det lidt mildere, så man kan fragte de døde ind på land på en slæde. Da er der kun 11 personer i live om bord. Den 28. maj er kun 7 personer i live, som ligger til sengs det meste af tiden, og døde ligger overalt på skibet.

Jens Munks testamente
Pinsedag den 4. juni er kun tre mand i live foruden Jens Munk, som nu har opgivet håbet. Han sætter sig ned og skriver sit testamente, hvori han befaler sin sjæl i Guds hånd.

Den 4. Juni 1620.
Efterdi at jeg nu ikke længer haver Forhaabning at kunne leve udi denne verden, da beder jeg for Guds Skyld, om nogle kristne Mennesker hænder hid at komme, at de mit arme Legeme med andre deres, som derhos findes, udi Jorden vilde lade begrave, tagendes Løn derfor af Gud udi Himmelen, og at denne min Relation maatte blive min naadigste Herre og Konning tilstillet (thi hvert Ord, som herudi findes, er altsammen sandfærdigt), paa det, at min fattige Hustru og Børn maatte nyde noget godt af min store Besværlighed og ynkelige Afgang. Hermed Alverden god Nat og min Sjæl i Guds Haand.
Jens Munk.

Den 21. maj 1620 går Jens Munk i land med sine to overlevende folk. Imidlertid må de to søfolk blive i land, da de ikke har kræfter til at klatre om bord. Jens Munk er sikker på, at de er omkomne, og går i seng for at afvente døden. Men som så ofte før vil skæbnen det anderledes. Foråret kommer, solen viser sig og begynder at smelte isen på de to indefrosne skibe, og det begynder at grønnes på land. Den 9. juni får Jens Munk øje på de to folk, som mirakuløst har overlevet. Han går i land, hvor de på alle fire kravler rundt for at finde rødder i jorden. Den 18. juni bryder isen op, og det lykkes dem at fange seks store ørreder. En af folkene klatrer ud på "Lamprenen", hvorfra han medbringer vin til middagen. Kræfterne og modet er så småt ved at vende tilbage.

Det er selvklart umuligt for tre mennesker at slæbe fregatten "Enhjørningen" ud over stranden, hvor den ligger. Man hvad med "Lamprenen"? Hvis man nu befrier den for al overflødig gods og ballast? Den 26. juni meddeler Jens Munk, at det er hans hensigt at sejle tilbage til København i "Lamprenen".

Efter ufattelige anstrengelser lykkes det at få "Lamprenen" fri. Nu mangler man bare at få hentet forsyninger fra hjemturen fra "Enhjørningen". Ikke nogen behagelig opgave, da ligene af de seks senest døde ligger på dækket. Men det må gøres, og det bliver gjort, og de stærkt forrådnede lig af deres kammerater bliver kastet over bord. Til sidst lader Jens Munk bore tre huller i siden af "Enhjørningen", så den bliver fyldt med vand og dermed liggende, hvor den er. Han håber formentlig at kunne vende tilbage en dag og hjemføre den til Danmark. Der er mig bekendt ikke efterfølgende fundet spor af "Enhjørningen", selv om der har været flere ekspeditioner til stedet. Søndag den 16. juni 1620 står "Lamprellen" ud fra Hudsonbugten med skibsjollen fra "Enhjørningen" på slæb. Inden afsejlingen synger de tre mænd en salme. Unægtelig en anden afgang end året i forvejen, da de forlod København til kongeord i domkirken, med vajende faner og til toner af militærmusik.

Næsten 100 år senere i 1717 anlægger James Knight en station på stedet for Hudson Bay Company (hvis du hænger på, kommer du til at høre meget mere om dette selskab). Han skriver følgende i sin dagbog: "Det er et stakkels og elendigt sted... De mange grave og ben efter folk, som ligger begravet her, viser, hvad der venter os, hvis vi ikke får skaffet os forsyninger, inden vinteren sætter ind. For skønt de var danskere og meget hårdføre folk, ligger næsten 130 af dem begravet her. Jeg beder Herren skåne og bevare dem."

Så går det atter hjemad
Jens Munk står selv ved roret. Allerede dagen efter møder de is, og det varer ikke længe, inden de sidder fast. De mister jollen og har nu ikke længere mulighed for at komme i land. Skibshunden sætter efter en isbjørn, og magter ikke at komme tilbage. Stormen fejer ind over dem. Først den 6. august 1620 kommer de klar af den is, som har blokeret den indre del af Hudsonbugten. Og de har travlt med at komme afsted, for den næste vinter nærmer sig. "Der kom Sne, og Graagæssene begyndte stift igen at flyve sønder på," skriver Jens Munk i sin dagbog. Ustandselig bliver de af isen tvunget til at lægge kursen om. Den 18. august har de Munkenæs om bagbord og går nu mod Kap Farvel på sydspidsen af Grønland. Men nu lægger ikke alene stormen sig, men det bliver vindstille, og i tre døgn har man ingen fremdrift. Næste morgen kom orkanen igen. De ligger i det farvand, hvor "M/S Hans Hedtoft", Den Kongelige Grønlandske Handels største og nyeste skib, gik ned den 30. januar 1959 på sin jomfrurejse. Samtlige 95 ombordværende omkom. Indtil nu er det eneste fra skibet, som er fundet, en redningskrans, som flød i land på Island. Jeg husker, at vores lærer, Thorkild Simonsen - den senere århusianske bykonge (borgmester) og indenrigsminister - kaldte os sammen i en time og fortalte om forliset.

Stormen varer i 7 døgn. Skibet bliver hurtigt halv fuld af vand. Med Munk ved roret og de to sømænd ved pumperne er der ingen til at bjærge storsejlet. Skøder og rigning sprænges. Det lykkes dem at få rigget et nødsejl til. Da får de kontakt med et skib, men selv om de kan råbe til hinanden, kan det fremmede skib ikke hjælpe de nødstedte på "Lamprenen". Endelig, den 20. september 1620, efter 67 døgn på havet får de landkending af den norske kyst. "Der jeg nu havde Skibet udi god Behold og var udi kristen Land igen kommen, da græde vi arme Mennesker af stor Glæde og takkede Gud, fordi han os naadeligen den Lykke havde beskæret", skriver Jens Munk i sin dagbog. De er dog ikke reddet endnu, for brændingen er voldsom, og de har, som du ved, mistet deres jolle. I skumringen får de kontakt med en bonde, som kommer i en robåd. De tre sømænd har formentlig lignet djævle, og den bange bondemand vender om og ror væk, indtil et varselsskud hen over hovedet får ham til at vende om. Snart ligger "Lamprenen" fortøjet mellem klipperne.

Kort over Jens Munks rejse

Med kun to mand er det lykkedes Jens Munk føre "Lamprenen" tilbage fra bunden af Hudsonbugten omkring Grønland over Atlanten til Norge, en sømandsbedrift, der savner sin lige i hvert fald i dansk skibshistorie.

Jens Munk kastes i fængsel i Oslo
Jens Munk fortsætter ind over land til Bergen. Her får han fat i en skipper, som han beder sørge for at sejle "Lamprenen" til Oslo. Få dage senere ligger skibet sikkert i havn. De to sømænd går i land, men uvante som de er med civiliseret opførsel kommer de i slagsmål på et værtshus. Den ene sårer en mand med en kniv og flygter. Ifølge loven er det kaptajnen, som hæfter for sit mandskab i en sådan situation. Næste dag går Jens Munk op til lensmanden på Bergenhus.

Desværre viser det sig, at Jens Munk kender den danske lensmand over Norge, Knud Gyldenstjerne udmærket. Som så mange andre adelsmænd kan han ikke acceptere "horeungens" forsøg på at erhverve det adelspatent, som i sin tid blev taget fra hans fader. Nu har Jens Munk sat en af kongens fregatter overstyr, og næsten hele mandskabet er omkommet. Endelig er en af de overlevende eftersøgt for mordforsøg, en handling, som falder tilbage på Jens Munk. Jens Munk er træt til døden og fatter næppe, hvad der sker. Efter en uge i Norge sidder han i fængsel på Bergenhus.

Der skal gå et par måneder, inden kong Christian IV giver lensmanden ordre på at sætte Jens Munk på fri fod. Juleaften 1620 dukker han op i hjemmet i Pilestræde i København. Hustruen Kathrine Adriansdatter har forlængst opgivet at se sin ægtemand i levende live. Hun har sågar foræret hans klæder til sin nye kæreste, Asmus Skult, som er væver. Det har næppe været den juleaften, som Jens Munk havde drømt om. Det ender med, at ægteparret bliver skilt efter en langvarig og pinefuld skilsmissesag. Jens Munk bliver senere gift med Margrethe Tagesdatter i Holmens kirke.

Jens Munk opsøger Christian IV
I januar 1621 får Jens Munk foretræde for kongen. Christian IV's lykkestjerne er på det tidspunkt dalende, mens hans ambitioner stadig skyhøje. Han har ikke meget forståelse for den kaptajn, som har mistet både skib og søfolk. Rasende beordrer han den udkræftede Jens Munk til at vende tilbage til Munkehavn og bringe hans fregat "Enhjørningen" med tilbage. Jens Munk forsøger at undslå sig med henvisning til sit helbred, men kongen viser ingen nåde. Også i denne sag som i så mange andre er kongen uimodtagelig for råd fra andre. Jens Munk går i gang med at planlægge turen og får stillet fregatten "Trost" til rådighed. Heldigvis viser det sig umuligt at anskaffe det nødvendige antal søfolk til rejsen, så togtet må opgives.

Jens Munks Navigatio Septentrionalis, 1624

I 1624 udgiver Jens Munk "Navigatio Septentrionalis", som er en beskrivelse af hans rejse. Bogen indeholder flere smukke træsnit, hvoraf et par stykker er gengivet ovenfor. Bogen udgives på tysk af bogtrykker Heinrich Waldkirch. Der skal gå omkring 100 år, inden den udkommer på dansk.

Jens Munks død
Jens Munk af Thorkild Hansen, Gyldendal, 1965 Jens Munk fortsætter sin tjeneste i den danske flåde og foretager efterfølgende flere togter. I 1624 er han igen i Nordhavet for at rense området for pirater. Da Christian IV "endelig" får Danmark med i den ulyksalige 30-årskrig, bliver Jens Munk sendt til Nordtyskland for med en flåde på fem skibe at blokere forsyningerne til Bremen. Blandt de fem skibe, han udtager, er "Lamprenen", et skib, som naturligt nok har hans fulde tillid. Han har selv erobret det i krig, og flere gange har det reddet hans liv. I august måned 1626 er Jens Munk på vej til København. I Skagerrak løber de ind i en kraftig storm, og det lille skib "Lamprenen" forsvinder i bølgerne. Er det et varsel? I marts måned 1628 bliver Jens Munk såret på Weseren, og den 16. april ankommer han til København, hvor han må bæres hjem til Pilestræde. Hans unge hustru, Margrethe Tagesdatter passer ham, mens hans liv rinder ud. Han bliver begravet den 3. juni 1628 i St Nikolaj Kirke. Desværre går hans gravmæle tabt ved kirkens brand i 1795. En af Danmarks største sømænd gennem tiderne er død, 49 år gammel.

Thorkild Hansen, en af mine mange yndlingsforfattere, har skrevet dokumentarromanen "Jens Munk", som udkom på Gyldendal i 1965. På basis af omfattende kildestudier af det historiske materiale har Thorkild Hansen lavet en fremragende og rørende beskrivelse af et menneske, født udenfor ægteskab, som gennem hele livet forsøger at avancere og hver gang slås ned. Fremragende litteratur på solid historisk grund. Kan kraftigt anbefales, skulle du have fået lyst til at læse "den rigtige beretning". Sammen med vennen Peter Seeberg deltog Thorkild Hansen i "Jens Munks minde-ekspedition", som i august-september 1964 gik til Munkehavn i Hudsonbugten.


 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Samuel de Champlain Helge Ingland