Around the world

Jacques Cartier
Portræt af Jacques Cartier Jacques Cartier er født den 31. december 1491 i Rothéneuf, en lille forstad til Saint-Malo i Bretagne, Frankrig. Vi (jeg) ved ikke meget om hans liv før 1534, hvor han af den franske konge Frans I (François I) bliver udpeget til at lede en ekspedition, som skal forsøge at finde den såkaldte nordvestpassage til Østasien, enten gennem eller rundt om det nordamerikanske kontinent. Den kongelige befaling lyder: "at opdage øer og lande, om hvilke det siges, at der er store mængder af guld og andre værdifulde ting". Cartier har muligvis deltaget i en ekspedition i 1524 under ledelse af Giovanni da Verrazzano, som udforskede USA's østkyst. Denne ekspedition var også finansieret af Frans I. Der er næppe tvivl om, at Cartier har aflagt besøg i den nye verden, inden han selv får ansvaret for en ekspedition.

Den 1. rejse i 1534
Den 20. april 1534 sejler ekspeditionen afsted fra Saint-Malo. Ekspeditionen består af to skibe og en besætning på 61 mand. Efter 20 dage gør de landing på en ø i nærheden af Newfoundland, et område, som er kendt af fiskerne fra Bretagne. Herfra fortsætter de nordpå til "Belle Isle strædet", hvorfra de drejer ind i "St Lawrence bugten". Ved synet af Labrador udbryder Cartier: "Jeg er tilbøjelig til at tro, at dette er det land, som Gud overlod Kain". De drejer sydpå, hvor de opdager først "Magdalen Islands" og derefter "Prince Edward Island"; det går dog ikke op for Cartier, at der er tale om øer, og ikke en del af fastlandet.

Jacques Cartier rejser et 10 meter højt kors ved Pointe-Penouille og erklærer området for fransk Cartier sejler videre til"Chaleur Bay", hvor de den 7. juli 1534 møder venligsindede indianere af Micmac stammen. De to parter udveksler varer - de indfødte er især interesseret i metal. Dette anses for den første handel mellem franskmændene og de indfødte. Kort efter når Cartier frem til Gaspé Bay. Her møder de mere end 200 irokesere fra Stadacona (i dag Québec), som er taget til halvøen for at fiske. Der opstår et venskabeligt forhold mellem Cartier og Donnacona, indianernes høvding. Det gode forhold bliver måske lidt anspændt, da Cartier den 24. juli 1534 rejser et 10 meter højt kors ved "Pointe-Penouille" og erklærer området for fransk territorium. Korset bærer Frans I's navn samt franske liljer. Den 25. juli 1534 forlader han Gaspé og sætter kurs mod St. Lawrence bugten. Cartier udforsker strædet, som adskiller øen Anticosti fra nordkysten, og bliver skuffet over, at det ikke fører frem til Kina. Det lykkes Cartier at overtale høvding Donnacona til at lade sine to sønner, Domagaia og Taignagny tage med til Frankrig. Cartiers plan er, at de skal lære fransk og fungere som tolke på fremtidige ekspeditioner. Herefter sætter han kurs mod Saint-Malo, hvortil han ankommer den 5. september 1534.

Kort over Jacques Cartiers rejser til Canada

Den 2. rejse i 1535-1536
De to høvdingesønner fortæller Cartier og andre om den store flod, der findes vest for deres landsby. De fortæller også om kongeriget Saguenay, hvor guldet ligger som sten på stranden. De lover at føre Cartier dertil, hvis de kommer tilbage. Allerede året efter den 19. maj 1535 tager Cartier igen afsted til Canada - og de to brødre er om bord. Denne gang er hans besætning dobbelt så stor, og han har tre skibe til sin rådighed: "Grande Hermine", "Petite Hermine" og "Émérillon". 50 dage efter lægger det første fartøj til ved Newfoundlands kyst. Den 26. juli 1535 er flåden samlet, og udforskningen kan begynde. Den 10. august 1535 - på Laurentius' dag - navngiver Cartier bugten efter dagens helgen, St Lawrence bugten. Siden finder Cartier St Lawrence floden, som de følger, indtil de når en indianerlandsby, "Stadacona", hvor idag byen Québec ligger. De indfødte forsøger at få Cartier til at blive, men allerede fem dage senere fortsætter Cartier på "Émérillon" til "Hochelaga", en beboelse med ca 1.500 huroner.

Jacques Cartier på besøg i indianerlandsby Landsbyen består af 50 langhuse dækket med bark, omgivet af træpalisaderne. Udenfor disse ligger marker med majs, bønner og squash. Landsbyen ligger ved foden af et mindre bjerg, som Cartier bestiger og navngiver "Mont Royal" og tager i besiddelse på sin konges vegne. Navnet ændres siden til "Montréal", og stedet bliver et vigtigt center i den kommende pelsindustri. Cartier bliver gode venner med sine værter, som fortæller om "kongeriget Saguenay". Desværre kan man ikke sejle længere vestpå på grund af strømfald og -hvirvler i floden.

Cartier og hans mænd vender tilbage til Stadacona, hvor de oplever, at de indfødte er blevet mere fjendtlige. De tilbringer en forfærdelig vinter, og skibene er indefrosset i isen fra midten af november 1535. De har ingen friske fødevarer og lever stort set af saltet svinekød. I december udbryder der skørbug blandt søfolkene. Irokeserne kommer langt om længe med medicin, te lavet på barken af gran (ceder). 25 af besætninger omkommer. Da Cartier spørger de indfødte om navnet på deres land, svarer de med det irokesiske ord "kanata", som betyder landsby, hvorefter franskmændene giver landet navnet "Canada", således formentlig baseret på en sproglig misforståelse.

Den 6. maj 1536 starter hjemrejsen, dog uden "Petite Hermine". Høvding Donnacona indvilliger i at tage med for at forklare den franske konge om de vidundere, der findes i Canada. Udover høvdingen følger og en lille indianerpige med. På hjemturen opdager Jacques Cartier et stræde, som han navngiver efter Giovanni Caboto. Den 16. juli 1536 er Cartier hjemme igen i Saint-Malo.

Kong Frans er vistnok lidt skuffet over Cartiers resultater. Han er endnu en gang i krig med Karl V af Spanien og havde håbet, at Cartier ville bringe ham skatte til at fylde den slunkne krigskasse. Høvding Donnaconas fortællinger om, at der i hans land findes mange, store byer med masser af guld og ædelsten, vækker nyt håb. Mindre troværdige er høvdingens historier om dværge, flyvende ét-benede mennesker og mennesker, der ikke indtager føde.

Den 3. rejse i 1541-1542
Den 17. oktober 1540 beordrer Frans I Jacques Cartier til at lede et koloniseringsprojekt i Canada. Uvist hvorfor bliver Jean-Francois de la Rocque siden udnævnt til øverstkommanderende. Året efter den 23. maj 1541 tager han afsted i spidsen for fem skibe, udrustet til en rejse af to års varighed. Skibene "Grande Hermine", "Émérillon", "Saint-Brieux" og "Georges" medfører i alt 1.500 personer. Turen over Atlanten tager mere end tre måneder.

Da de indfødte naturligt spørger, hvad der er sket med deres høvding og de andre, der tog med Cartier til Frankrig i 1536, fortæller Cartier, at én af dem er død, og at de øvrige har ønsket at forblive i Frankrig, hvor de er gift og lever i overdådighed. I virkeligheden er alle indianerne med undtagelse af den lille pige døde. Indianerne lader sig ikke narre, og kolonisterne er ikke længere velkomne i Stadacona. I stedet slår de sig ned ved foden af "Cap Diamant", hvor de opretter en koloni, "Charlesbourg Royal". Cartier sejler vestpå, men kommer ikke længere end til Hochelaga. Vinteren er lang og hård, og 35 af hans mænd falder i kampe med indianerne. Cartier er bekymret over, at Jean-Francois de la Rocque ikke dukker op. I juni 1542 forlader Cartier St. Lawrence dalen sammen med de overlevende. På Newfoundland møder han Jean-Francois de la Rocque, som beder ham vende tilbage til kolonien, men Cartier afslår og "sniger sig tilbage" til Frankrig.

Den koloni, som Cartier grundlagde i 1541, må opgives igen tre år senere, og de overlevende hentes hjem. Forinden havde de gjort et sensationelt fund, som efter deres egen mening indeholdt guld, sølv og diamanter. En nærmere undersøgelse viste dog, at det drejede sig om såkaldt "narreguld" (svovlkis, glimmerskifer og kvartskrystaller). Jeg har læst, at man i dag i Frankrig kalder en falsk diamant for "un diamant du Canada".

Jacques Cartiers død i 1557
Jacques Cartier er tilbage i Frankrig i september 1542. Han trækker sig tilbage til sin hjemby, Rothéneuf, hvor han dør den 1. september 1557. Måske har Jacques Cartier ikke nået de helt store og spektakulære resultater, men det er en kendsgerning, at han er den første europæer til at udforske og kortlægge St Lawrence området, og det er på hans ekspeditioner, den franske stat støtter sine krav på Canada.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Ferdinand Magellan Samuel de Champlain