 |
Kort før Ibn Battutas død insisterer sultanen af Marokko på, at Ibn Battuta skal diktere sin rejsehistorie til sultanens yndlingspoet, og resultatet bliver en forrygende rejseskildring, lidt misvisende benævnt "Rihla - Mine rejser". I virkeligheden er ordet "Rihla" en genrebetegnelse, men mere herom senere.
På rejsen gennem Libyen indgår Ibn Battuta en ægteskabskontrakt med en datter af en tunesisk embedsmand i karavanen. Imidlertid kommer Ibn Battuta i skænderi med faderen og returnerer pigen. Han er ikke slået ud af den grund og ægter snart efter en pige af en lærd fra Fez. Det skal ikke være den eneste gang, at Ibn Battuta bliver gift på rejsen, men hustruer og børn "fylder" dog ikke meget i hans beretning. Karavanen følger kystlinien. I nærheden af Tripoli bliver de overfaldet af en flok røvere, men karavanen slipper uskadt videre.
Da Ibn Battuta besøger Alexandria i 1326, er han i stand til at bestige rampen og nå op til tårnets dør. Ved sit andet besøg i 1346 (???) er dette ikke længere muligt. I 1994 opdager den franske arkæolog Jean Yves Empereur nogle blokke fra fyrtårnet i vandet ud for Alexandria. Blokkene vejer godt 70 tons hver. De kan sammen med andre genstande fra området beses i et museum (underwater park) på stedet.
Jeg vil dog tro, at han har besøgt det kæmpemæssige citadel (fæstning), som er bygget af Saladin i 1176. Birgit og jeg har efterhånden (læs indtil videre) set det imponerende bygningsværk tre gange.
Ibn Battuta bliver kun 1 uge i Jerusalem, hvorefter han fortsætter til Damaskus, som han når i den hellige måned, Ramadan i 1326. I Damaskus slutter han sig til en pilgrimskaravane.
Ved sin død i 632 bliver Muhammed begravet i "Profetens Moské", som opføres tæt ved hans hjem. Udover Muhammeds grav rummer moskéen også gravene af hans to efterfølgere, kalifferne Abu Bakr og Umar samt af hans elskede datter Fatimah, der dør som 18-årig samme år som faderen. Profetens grav i Medina er et pilgrimsmål, som kun overgås af Ka'aba'en i Mekka. Karavanen bliver fire dage i Medina, og de beder hver aften i moskéen og læser i koranen.
Ibn Battuta bliver i Mekka i tre uger. Han er nu blevet "Hadji", en person, som har gennemført en pilgrimsrejse til Mekka. Vel nok det største, der kan overgå en muslim. Birgit og jeg så i Egypten et hus, som tilhørte en "Hadji". Det var fornemt udsmykket med billeder fra den hellige mands pilgrimsrejsetil Mekka, og den pågældende blev regnet for en særdeles betydelig mand i landsbyen. Ibn Battuta vil i sit liv gennemføre i alt tre sådanne pilgrimsrejser. Der er nu gået ca 1½ år, siden han forlod sit hjem i Marokko. Men i stedet for at vende om beslutter han at fortsætte sin rejse og udforske verden.
Ibn Battuta skilles fra karavanen og rejser videre på egen hånd. Næste stop på rejsen er Basra, som ligger ved Den Persiske Golf. Basra havde tidligere været en stor og betydningsfuld by, men er blevet ødelagt af det brutale mongolske styre. Ibn Battuta rejser skuffet videre.
Den næste store by, Isfahan er også ødelagt af den mongolske invasion. Ibn Battuta bor et par uger i et stort Sufi center, hvor han mødes med religiøse lærere.
Fra Isfahan rejser Ibn Battuta 4-500 km sydpå til Shiraz. Denne smukke by er heldigvis ikke blevet indtaget af mongolerne og har åbnet sine porte for flygtninge nordfra. Måske som følge af denne påvirkning blomstrer kunst og kultur. Ibn Battuta fortæller en legende om en sheikh, som har konverteret fra Shia til Sunni muslim. Følgelig beordrer han, at man ved fredagsbønnen skal udtale: "Ali være lovet.". Det nægter byens indbyggere, og sheikhen beordrer, at deres leder skal sønderrives af glubske hunde, som er trænet til at dræbe mennesker. Imidlertid kryber de vilde hunde for ham og logrer med halerne uden at røre ham. Det medfører, at sheikhen kaster sig for fødderne af den hellige mand og igen konverterer til Sunni troen.
I Bagdad lærer Ibn Battuta khanen, Abu Sa'id at kende. Da khanen tager afsted til sit sommerpalads, sørger Ibn Battuta for at komme med karavanen. Ibn Battuta beundrer khanen, som behersker arabisk og persisk, spiller lut, komponerer sange og skriver digte. Som vi så under Marco polos besøg hos Kublai Khan, blev de mongolske herskere ofte stærkt påvirket af de kulturer, som de underlagde sig. Khanen dør i 1335 (han bliver angiveligt forgivet af en jaloux hustru), hvorefter hans generaler slås om magten.
Ibn Battuta tager nu på sin tredje pilgrimsrejse til Mekka, og han når den hellige by i vinteren 1330. Efter sine trættende sørejser, bjergbestigning i Yemen, rejser gennem de varmeste områder på jorden ser han frem til at slappe af med studier af Koranen og lovbøger. Ibn Battuta bliver omkring et år i Mekka.
I Konya møder Ibn Battuta igen Sufi, som er meget populær i Tyrkiet og Persien. Han stifter bekendtskab med deres dans (sema), som bringer deltageren i en trance tilstand, hvorunder de kommer tæt på Gud. Danserne, som fx H.C. Andersen også beskrev under et besøg i Tyrkiet, kaldes ofte "de hvirvlende dervisher".
I november 1331 fortsætter Ibn Battuta sin rejse sammen med tre venner samt to slavedrenge og en slavepige. De medfører flere heste samt en mængde gaver fra deres værter og sheiken. Efter mange strabadser når de frem til byen Sinop ved Sortehavet. 
Ud over stepperne 1332 - 1333
Da de kommer til Qiram, som er en del af Ozbeg Khans område, erfarer de, at khanen netop har forladt byen for at rejse til sin hovedstad Sara ved Volga, en tur på godt 1.000 km. Så Ibn Battuta og hans venner anskaffer i hast tre vogne og tilhørende trækdyr og indhenter karavanen den følgende morgen. Ibn Battuta beskriver den kongelige karavane, som en stor by på rejse med indbyggere, moskéer og bazarer. Ozbeg Khan er leder af den del af det mongolske dynasti, som omfatter Kaukasusområdet, Krim, Sibirien og steppeområdet nord for det Kaspiske Hav. Han benævnes som "leder af de gyldne horder". Khanen rejser med sine fire hustruer samt et stort følge. Hver hustru har sin egen vogn, Foran denne går 10-15 unge tjenere, klædt i sikedragter. Efter vognen følger omkring 100 vogne med dronningens slaver og tjenestefolk. Man lever godt undervejs, bl.a. af fårekød. Der drikkes gæret hoppemælk, og på et tidspunkt chokerer khanen Ibn Battuta, som jo er rettroende muslim, med at komme beruset til en middag. Ibn Battuta undrer sig også over, at man ved dagens afslutning bare slipper dyrene løs for at græsse uden opsyn. Han tilskriver dette de strenge regler for tyveri. Hvis en mand antræffes med en stjålen hest, skal han bøde med ni andre. Kan han ikke det, tages i stedet hans søn. Har han ingen søn, bliver han selv dræbt.Da karavanen når til Astrakhan, viser det sig, at khanens tredjehustru er gravid, og khanen giver hende nådigt tilladelse til at rejse til konstantinopel til sin fader - kongen af det byzantinske rige - for at føde der. Ibn Battuta benytter lejligheden og anmoder om at måtte komme med, og han får tilladelse.
Konstantinopel
I juli 1332 tager de afsted med omkring 5.000 ryttere, 500 af dronningens personlige vagter og tjenere, 200 slavpiger, 400 vogne, 2.000 heste og ca 500 okser og kameler. Efter 75 dage ankommer de til Konstantinopel. Det er første gang, at Ibn Battuta er udenfor muslimsk domineret område. Han bemærker, at den tidligere kristne prinsesse ophører med de fem daglige bønner, da de nærmer sig Konstantinopel, hun drikker vin og spiser svinekød.Ibn Battuta bliver i Konstantinopel i mere end en måned, og han fortæller, at han mødes med den romerske kejser, Andronicus III, som bor i "det nye Rom", de kristnes nye hovedstad. Ibn Battuta ser den smukke Hagia Sophia katedral, som blev bygget i det 6. århundrede under Justinian, men han vovede sig ikke indenfor. Siden er katedralen blevet forsynet med minareter og indviet som moské.
Tilbage på stepperne
Ibn Battuta og hans følge venter tilbage til de asiatiske stepper, netop som vinteren begynder. Han beskriver, at han bærer 3 pelse, 2 par bukser, to par tykke sokker og støvler foret med bjørneskind - og alligevel fryser han. De møder Ozbeg Khan i New Saray ved den frosne Volga flod. New Saray er khanens anden hovedstad. Fra New Saray tager Ibn Battuta sydpå mod Indien. I fem måneder rejser han gennem mongolsk besat område. I Bukhara registrerer Ibn Battuta, at moskeer, skoler og bazarer ligger i ruiner. Dog har Djengis Khan sparet den store Kalyan minaret, muligvis fordi dens højde på 47 meter har imponeret ham. På det tidspunkt, da den er færdigbygget i 1127, er den formentlig den højeste bygning i verden. (Jeg ser bort fra pyramiderne i Egypten og lignende monumenter). Fra toppen kunne man muligvis sende lyssignaler til Samarkand, som ligger omkring 250 km borte. Djengis Khan og hans efterfølgere brugte at styrte modstandere ud fra tårnet, hvorfor det har fået tilnavnet "Dødens Tårn". Den senest registrerede anvendelse til dette formål er 1884.Ibn Battuta fortsætter sin rejse dybere ind i det kæmpemæssige mongolske rige. Han møder Tarmashirin Khan, som er den første til at erklære Islam for den officielle religion. Ibn Battuta opholder sig ved khanens hof et par måneder i vinteren 1333. Ved afskeden får Ibn Battuta 700 sølvdinarer og to kameler. Et par måneder senere erfarer Ibn Battuta, at khanen er blevet styrtet af en nevø og en flok anti-muslimske tilhængere. I foråret 1333 fortsætter Ibn Battuta med en karavane ind i Afghanistan. Efter en farlig og besværlig rejse på fire måneder, når de endelig frem til Indien, hvor Ibn Battuta håbet at slå sig ned og finde et godt job.
Indien
Indien er i det 11. århundrede blevet erobret af tyrkiske muslimer, men den muslimske magtbase er truet, dels af Hindu oprørere, dels af invasioner nordfra af mongolerne. I 1241 erobrer mongolerne Lahore (i dag hovedstaden i Pakistan) og truer Delhi, indisk hovedstad fra 1323. For at holde fast på landet søger sultanen lovkyndige, lærde og administratorer. Af frygt for infiltration af lokale hinduer foretrækker sultanen, Muhammad Tughluq udenlandsk arbejdskraft, som han lønner godt. Det foretrukne sprog ved hoffet er persisk. I 1334 får Ibn Battuta ansættelse ved sultanens hof som dommer. Han skal have 5.000 dinarer i årsløn og får anvist en passende bolig. (en hindu familie lever for ca 5 dinarer om måneden). Da han endnu ikke taler persisk, får han to assistenter.
Der sker nu det, at en af Muhammad Tughluqs guvernører sydpå forsøger at løsrive sig og udråber sig selv til sultan. I de næste 2½ år har Muhammad Tughluq travlt med at nedkæmpe oprøret, men uden succes. Imens arbejder Ibn Battuta som dommer i Delhi. Da sultanen verder tilbage, bliver der også oprør i de nærmere provinser. Disse bliver brutalt nedkæmpet, og lederne "kastet for elefanterne". Ibn Battuta har i mellemtiden giftet sig og fået en datter. Hustruen er datter af en embedsmand, som bliver henrettet for planlægning af oprør. Ibn Battuta har en ven, som er Sufi. Han lever et helligt liv og nægter at have med politik og magtkamp at gøre. Det ender med, at denne hellige mand kommer under mistanke og halshugget. Sultanen udbeder sig en fortegnelse over den hellige mands venner, og Ibn Battutas navn står på listen. I ni dage afventer han i arresten at blive henrettet. Han bruger tiden på at recitere Koranen og faster. Imidlertid bliver Ibn Battuta løsladt, hvorefter han forærer al sin ejendom bort og lever i fem måneder som eneboer i en hule udenfor Delhi. Ibn Battuta bliver pludselig kaldt tilbage til sultanens palads, hvor han bliver modtaget med uventet hjertelighed. Han beder sultanen om tilladelse til at tage på endnu en pilgrimsrejse, men sultanen har andre planer med ham. Han vil udnævne Ibn Battuta til ambassadør ved det mongolske hof i Kina. Og vi kender efterhånden vores ven godt nok til at vide, at han ikke kan sige nej til at udforske en helt ny verden
Til Kina via Maldiverne og Ceylon
I 1341 tager Ibn Battuta afsted i spidsen for en gruppe, heriblandt 15 budbringere, som skal hjem til Kina. De medbringer store gaver til den kinesiske hersker, som 200 hindu slaver, 15 drengeslaver, 100 heste, store mængder tøj, våbet oma. Ca 1.000 soldater skal beskytte karavanen, indtil de kommer ombord på skibe til Kina.Nogle dagsrejser udenfor Delhi bliver de overfaldet af omkring 4.000 oprørere, som de dog nedkæmper! På et andet tidspunkt bliver Ibn Battuta adskilt fra sine ledsagere og fanget af nogle røvere, som vil dræbe ham. Det lykkes ham at tale sig fri, og efter otte dage lykkes dem ham at nå frem til sin karavane igen, som fortsætter missionen mod Kina.
Imidlertid kommer en frygtelig storm, inden de kommer afsted. Da havnen ikke er særlig dyb, sejler skibene ud i åben sø, hvor de afventer stormens afslutning. Nærste morgen ser Ibn Battuta, som er gået i land for at bede i moskéen, to af skibene blive slået til vrag mod kysten. Der er få overlevende fra det ene skib, men ingen fra det skib, som Ibn Battuta skulle have været ombord. Alle slaver, tjenere og heste drukner. Alle de værdifulde gaver til den kinesiske hersker går tabt. Nogle få dele skylles op på stranden, hvorfra de hurtigt fjernes af den fattige befolkning. Det tredje skib, som medfører Ibn Battuta ejendele, tjenere og slaver, sætter sejl mod Kina. Ibn Battuta er nu alene og pengeløs. Han har kun sit bedetæppe og 10 dinarer. Hans eneste chance er at indhente det tredje og sidste skib. Det lykkes dog ikke, og tre måneder senere erfarer Ibn Battuta, at skibet nåede til Indonesien, hvor det blev opbragt af kongen af Sumatra.
Ibn Battuta beslutter at fortsætte til Kina. Han tør ikke vende tilbage til sultan Muhammad Tughluq, som han frygter vil straffe ham for hans mislykkede tur. Men igen vælger han ikke den korteste vej, men beslutter at tage via Maldiverne til Sri Lanka (Ceylon), hvor han vil foretage en pilgrimsrejse til "Adam's Peak". Og så vil har fortsætte til Kina. Maldiverne
Fra midten af det 12. århundrede er befolkningen på Maldiverne begyndt at konvertere fra Hinduisme til Islam. Ibn Battuta fortæller, at det begyndte med, at en from muslim fra Nordafrika befriede landet for en frygtelig dæmon, som kræver en jomfru hver måned. Den hellige mand tager plads i jomfruens sted. Da dæmonen kommer, bliver han mødt af citater fra Koranen, og den frygtelige dæmon flygter i rædsel. Ibn Battuta har ikke planlagt at blive på Maldiverne i længere tid, men det viser sig, at myndighederne søger en dommer, som kan arabisk, og som kender til Koranens lov. Ibn Battuta får tilsendt slavepiger, perler, guld og juveler for at overtale ham til at blive. Og det lykkes dem, og Ibn Battuta modtager hvervet som dommer efter islamisk lov. Han tager sig yderligere tre koner og synes at falde godt til. Imidlertid bliver han uvenner med den lokale hersker, og efter ni måneder forlader han jobbet. Han tager tre af sine hustruer med sig, da han rejser, men han skiller sig fra dem kort efter. Han bor en tid på en naboø, hvor han gifter sig med to andre kvinder, som han også lader sig skille fra.
Ceylon
Ibn Battuta fortsætter til Ceylon (Sri Lanka), hvor han vil foretage en pilgrimsrejse til "Adam's Peak". Dette bjerg er hellig for både muslimer, hinduer og buddhister, da der tæt ved toppen findes et kæmpestort fodaftryk. Buddhisterne mener, at det er Buddhas fodaftryk, hinduerne mener, at det er Shivas. Muslimer og kristne mener, at fodaftrykket stammer fra Adam. Muslimer mener, at Adam bor der i 1000 år, inden han møder Eva.
Ibn Battuta opsøger kongen, som giver ham tilladelse til at bestige bjerget. Selskabet tilbringer tre dage på topppen i bøn. Herefter vender de tilbage til kysten, hvor de sejler videre på et skib, som kongen har stillet til rådighed. Efter skibbrud og overfald af sørøvere vender Ibn Battuta tilbage til Maldiverne, hvor han bliver i fem dage. Her møder han for første gang sin søn. Ibn Battuta får plads på en djunke til Kina, og han efterlader hustruen og sønnen på Maldiverne. Endelig i Kina - (1345 - 1346)
Fra Ceylon sejler Ibn Battuta sammen med nogle medrejsende til Chittagong, (i dag Bangladesh. Her kommer han med en djunke til Sumatra. Dette er den østlige grænse for muslimsk område, "Dar al-Islam". Han tilbringer et par uger hos sultanen, inden han fortsætter fra Samudra til Kina, hvor han ankommer til Quanzhou, overfor Taiwan. Marco Polo har beskrevet som den smukkeste by i verden. Den ligger ved "Den Store Kanal", som fører til hovedstaden, Beijing.Ibn Battuta befinder sig ikke godt i Kina. Ganske vist beundrer han den fine kinesiske silke, som bæres af alle. Og han forbløffes over de kinesiske høns, "som er større end gæssene i mit hjemland". Men den kinesiske kultur chokerer og støder ham så fjern den er fra muslimsk levevis.
Ibn Battuta beskriver, at han tager på en tur til Beijing, den mongolske hovedstad. Hans beskrivelser af den 1200 km lange tur ad "Den Store Kanal" er så vage, at ingen historikere mener, at han selv har været på den tur, men måske genfortalt ting, han har hørt fra andre. Da Ibn Battuta venert tilbage til Quanzhou, ser han i havnen en sejlklar djunke, som tilhører sultanen af Samudra. Han skynder sig om bord og starter sin hjemrejse, Hjemrejsen - 1346 - 1349
Vintermonsunen fører hurtigt Ibn Battutas djunke tilbage til Samudra, hvor han bor nogle uger hos sultanen. Herfra fortsætter han til Quilon, Indien og videre nordpå til Calicut. Ibn Battuta beslutter at foretage endnu en pilgrimsrejse til Mekka, så han tager med et skib vestpå. Efter 28 dage kommer han til Zafar på sydkysten af den arabiske halvø. Han fortsætter nordpå til Hormuz. Han rejser hurtigt gennem Persien og videre til Baghdad, hvorfra han krydser den syriske ørken på kamelryg. Endelig ankommer han til Damaskus i vinteren 1348. Her erfarer han fra karavaneledere, at hans fader er død 15 år forinden.
På trods af pesten fortsætter Ibn Battuta via Palæstina til Cairo, hvor der hver dag dør 24.000 om dagen. Han tager en tur op ad Nilen, hvor pesten ikke er kommet. Krydser Rødehavet ved Jedda, hvorfra han fortsætter til Mekka. Her bliver han i mere end fire måneder. Pesten raser også i Mekka. bragt dertil af karavanerne. Ibn Battuta er nu 45 år gammel og har været borte i mere end 24 år. Han længes pludselig tilbage til sit hjemland, sin familie og sine venner og beslutter at tage tilbage til Marokko. Han tager med et lille skib til Tunesien, hvorfra han fortsætter over land. Da han kommer hjem, erfarer han, at hans moder er død nogle få måneder forinden. Han besøger hendes grav og taler med venner og bekendte og fortæller om sine rejser. Men ganske kort tid efter melder rejselysten sig igen. Han tager til den nærved liggende havneby Ceuta og kaster sig ud i endnu en rejse.
Til Andalusien - 1349
På dette tidspunkt er den sydlige del af Spanien, herunder Andalusien besat af maurerne (muslimer). Men deres herredømme er under pres af Alfonso XI af Castillien, som forventes at angribe Gibraltar snart. Hvis Gibraltar falder, vil de muslimske byer i Andalusien være stærkt truede. Ibn Battuta slutter sig til en flok marokkanske frivillige, som vil forsvare Gibraltar. Imidlertid dør Alfonso XI også af pesten, og muslimerne skal bevare kontrollen over Gibraltar i yderligere 112 år. Efter at være kommet over strædet fortsætter Ibn Battuta til Málaga og videre nordpå gennem bjergene til Granada.
Granada og Alhambra
Granada har på det tidspunkt omkring 50.000 indbyggere. Som så mange andre turister efter ham aflægger Ibn Battuta besøg i det pragtfulde "Alhambra". Nedefra ligner det en borg, men indvendig er det et pragtfuldt palads med vidunderlige fontæner, smukt udsmykkede haller med vidunderlig arabisk kalligrafi og med farvede kakler. (Den 2. januar 1492 rider det spanske kongepar Ferdinand og Isabella ind i byen iklædt pragtfulde mauriske klædedrager, og Boabdil overrækker dem byens nøgler. Columbus deltager selv i sejrsindtoget i Alhambra. Det fortælles, at Boabdil under tilbagetrækningen standser på et udsigtspunkt for at kaste et sidste blik på sit elskede palads, Alhambra, hvorefter han udstøder et dybt suk ("Maurerens sidste suk"). Boabdil rejser til Nordafrika, hvor han siden skal have begået selvmord. (Jeg har selv en enkelt gang oplevet Alhambra under en rejse til Costa del Sol og kan udmærket forstå den fortvivlelse, der griber den mauriske fyrste ved at blive uddrevet af dette pragtfulde bygningsværk).
Ibn Battuta møder her en 28-årig ung mand, Ibn Juzayy. Han skriver poesi og studerer historie og jura. Han bliver meget fascineret af Ibn Battutas beretninger. Mødet er kortvarigt, men nogle år senere skal han komme til at nedskrive Ibn Battutas rejseberetning. Marrakech
I afslutningen af 1350 vender Ibn Battuta tilbage til Marokko. Han tager til Marrakech, som var hovedstad under de tidligeste sultanater. Ibn Battuta bliver bedrøvet over at se, hvad den sorte død har udrettet. Størsteparten af befolkningen er på grund af den flyttet til den nye hovedstad, Fez og har efterladt en spøgelsesby.Sultanen planlægger at opføre et stort universitet, og Ibn Battuta overvejer at slå sig ned og studere for at blive dommer eller lærer. Men igen kommer der noget i vejen. Denne gang en stor muslimsk konge fra Vestafrika.
Vestafrika (1351 - 1353)
Da Ibn Battuta besøgte Cairo i 1326, hørte han om kongen af Mali, Mansa Musas besøg to år tidligere på pilgrimsrejse med et tusindtalligt følge. 100 kameler bar hver 100 pund guld. På det tidspunkt kom 2/3 af verdens guld fra Mali. Pludselig får Ibn Battuta en ubetvingelig lyst til at besøge dette kongerige i Vestafrika, inden han slår sig ned. Han forlader Fez i efteråret 1351 og krydser Atlas Bjergene. Ved udkanten af Sahara venter han i fire måneder, indtil han slutter sig til en stor karavane. Karavanen tager afsted i februar 1352. De rejser om morgenen og sidst på eftermiddagen, mens de hviler under den uudholdelige middagshede. Efter 25 dage når de frem til Taghaza, som er center for saltudvinding i Vestsahara. Karavanen bliver i Taghaza en halv snes dage, inden den giver sig ud på den farligste del af rejsen, 800 km gennem sand. Heldigvis var der faldet lidt regn, så der var lidt spredt vegetation til kamelerne.Ibn Battuta fulgte Niger Floden til flere af Malis største byer. Fejlagtigt opfattede han floden for "Nilen". Han følger Niger til han kommer til kongens palads. Mansa Musa blev efter sin død afløst af sin yngre broder, Mansa Sulayman. Hans palads er bygget af muslimske arkitekter fra Andalusien. Imidlertid får Ibn Battuta en madforgiftning, som varer i ca to måneder. Ibn Battuta bliver i Mali i otte måneder. På tilbagevejen aflægger han besøg i Timbuktu. Hjemturen er om muligt mere besværlig end udturen. Ibn Battuta køber en ridekamel og en kamel, som skal bære hans forsyninger. Men den ene kamel dør i ørkenheden. Endnu en gang bliver Ibn Battuta syg. Mens har forsøger at komme sig i Takadda , modtager han besked fra sultanen af Marokko om at vende tilbage til Fez øjeblikkeligt. Han forlader Takadda den 11. september 1353 som medlem af en stor karavane med bl.a. 600 sorte kvindelige slaver til Marokko. Slaverne sælges som huspiger, konkubiner eller som tjenestepiger ved hoffet. Midt om vinteren passerer de de høje Atlasbjerge. Ibn Battuta udtaler "Jeg har set vanskelige veje og megen sne, men jeg har aldrig set en mere vanskelig vej end denne." I 1354 ankommer han igen til Fez, det intellektuelle center for den muslimske verden vest for Cairo. Han er hjemme. Denne gang for stedse.
Ibn Battutas Rejser - Rihla
Da Ibn Battuta vender tilbage til Fez, aflægger han selvfølgelig rapport til sultanen af Marokko om sin rejse til Mali. Ibn Battuta fortæller også om sine øvrige rejser, og sultanen beslutter, at disse beretninger skal nedskrives. Sultanen ansætter en ung skribent, nemlig Ibn Juzayy, som Ibn Battuta havde mødt tre år tidligere i Granada. Han skal nedskrive Ibn Battuta beretning om sine rejser og udgive dem i bogform, og han udarbejder en såkaldt "rihla", som er den betegnelse, der bruges om rejsebogsgenren. I dag på Internettet benyttes betegnelsen "travelogue". Ibn Battuta går i gang med at fortælle sine memoirer for de seneste 30-32 år. Han har ikke ført rejsedagbog, så han må alene trække på sin hukommelse. Mange oplevelser er næppe blevet ringere med alderen, og han krydrer sin fortælling med historier, anekdoter og andet stof, som han har hørt. Ibn Juzayy tilføjer lidt poesi her og der. Det tager omkring to år, inden beretningen er afsluttet.
Ibn Battuta dør i 1368 eller 1369. Tour guider i Tanger fører turister til en umærket grav, som de påstår er hans, men det er en noget tvivlsom påstand.
|
Ibn Battuta [Abu Abdallah Muhamed Ibn Battuta] er født den 24. februar 1304 i Tanger, Marokko. I 1325, 21 år gammel, tager han afsted på en rejse, som kommer til at vare omkring 30 år. Hovedformålet er en pilgrimsrejse (Hadj) til Mekka, hvilket som bekendt er enhver god muslims pligt, hvis det er ham muligt. Det er en af Islams fem søjler. Hans rejse kommer til at strække sig over 140.000 km, og han besøger noget, der svarer til 45 af nutidens lande. Mange af landene er under muslimsk styre, eller der er etableret muslimske samfund i disse. Han møder mange ledere af den muslimske verden. Ibn Battuta nyder godt af den udstrakte gæstfrihed, som bliver muslimske pilgrimme til del. Hele tre gange i de 30 år tager Ibn Battuta på pilgrimsrejse til Mekka (hadj). Undervejs udsættes han for mange farer: overfaldes af banditter, er lige ved at drukne på et synkende skib og er nær ved at blive halshugget. Han bliver gift nogle gange undervejs og får også en håndfuld børn.
Det 104 meter høje fyrtårn blev bygget i det 3. århundrede BC på øen Faros ud for Alexandria på Ægyptens nordkyst. Fyrtårnet brugte ild om natten og spejlede sollyset om dagen til at lede skibene. Spejlene var så dygtigt lavede, at lyset kunne ses mere end 50 km væk. I år 956 bliver Alexandria ramt af et jordskælv, men fyrtårnet lider kun ringe skade. Det er dog nødvendigt at reducere fyrtårnets højde med ca 22 meter. I år 1100 falder den øverste del til jorden. De kraftige jordskælv i 1303 og 1323 gør betydelig skade på konstruktionen. I 1480 bygger sultan Qaitbay et fort, hvor ruinerne af fyrtårnet lå.
Cairo er - både på den tid og i dag - den største by i den arabisktalende verden. Den er grundlagt af fatimiderne i det 10. århundrede. Befolkningstallet var på omkring 600.000. På vej til Cairo passerer Ibn Battuta pyramiderne i Ghiza. Enten har han kun set dem på lang afstand, eller også har de ikke gjort større indtryk på ham. I hvert fald beskriver han dem som havende en cirkulær grundplan, hvorfra de snævrer ind mod toppen. Af facon som en kegle. Der er også andre passager i Ibn Battutas bog, som tyder på, at han har beskrevet ting og steder, som han ikke selv har set.
Hebron er et helligt sted for både muslimer, kristne og jøder, eftersom det er begravelsesplads for de monoteistiske patriarker: Abraham (muslimerne kalder ham Ibrahim), Isak og Jakob. Her er også begravelsessteder for Lot og Josef (Jakobs ellskede søn). Muslimerne kommer og beder ved Fatimahs begravelsesplads, Fatimah er profeten Muhammeds oldebarn. Muhammed skal selv have besøgt dette sted. Billedet viser Ibrahim (Abraham) Moskéen, som er bygget over patriarkerne Abraham, Isak og Jakobs grav.
Jerusalem er på den tid en lille by med omkring 10.000 indbyggere. Bymurene ligger i ruiner, og en del af byens vandforsyninger må bringes ind. Her besøger Ibn Battuta de hellige moskéer, klippemoskéen og Al-Aqsa moskéen. Al-Aqsa moskéen med sølvkuplen er bygget i 691 lige overfor klippemoskéen. Klippemoskéen er det tredje helligste sted for muslimerne efter moskéerne i Mekka og Medina. I begyndelsen bad muslimerne i retning af Jerusalem, men under en åbenbaring fik Profeten besked om, at bønnen skulle foregå med ansigtet vendt mod Kaabaen i Mekka. En nat i Mekka bliver profeten Muhammed vækket af englen Gabriel, som fører ham til Jerusalem på hans yndlingshest Buraq. I Jerusalem træffer Profeten tidligere profeter som Abraham, Moses og Jesus, og han leder dem i bøn. Senere blive han ført op fra klippen i Jerusalem og indviet i himlens mysterier. Derfor er Tempelbjerget et helligt område for muslimerne.
Uden problemer når karavanen frem til Medina, den næsthelligste af de muslimske helligdomme. I 622 måtte profeten Muhammed og en mindre gruppe tilhængere flygte fra Mekka, og de søgte tilflugt i Medina, godt 300 km nord for Mekka. Tidspunktet for flugten - Hijra - markerer den muslimske kalenders begyndelse. Muhammed bliver byens militære og religiøse leder. I 627 går Mekka til angreb på Medina, men bliver slået tilbage. Nogle år senere er Islam blevet så udbredt, at Muhammed i 630 kan indtage Mekka uden at anvende våben, og han bliver udnævnt til leder af alle Islams helligdomme. I flere år er Medina Islams vigtigste by og hovedstad i kalifatet.
I Mekka udfører Ibn Battuta de foreskrevne ritualer, iført sin simple hvide klædning. Først tager han til "Ka'aba'en", hvor han spadserer rundt om den 15 meter høje kube og kysser den hellige sten, som sidder i det østlige hjørne. Desuden beder han ved "Maqam Ibrahim", som er et skrin, der rummer Abrahams fodspor. Ifølge muslimsk tradition er Ka'aba'en oprindelig bygget i træ af Abraham og hans førstefødte søn, Ismael, som er stamfader til muslimerne. (Du mente måske, at Isak var Abrahams førstefødte? Men biblen fortæller os, at da hans hustru Sara ikke kunne få et barn, opfordrer hun Abraham til at ligge med hendes tjenestepige, Hagar. Hagar, som er egypterinde, føder sønnes Ismael. Ismael bliver stamfader til 12 muslimske stammer, på samme måde som Isak er stamfader til de 12 jødiske stammer. En sort sten falder ned fra himlen, og en engel bringer den til Abraham. Abraham sætter denne sten, som symboliserer overenskomsten mellem Gud og mennesketm i Ka'aba'ens østlige hjørne. Ka'aba'en er den bederetning (Qiblah), som en muslim vender sit ansigt imod, når han/hun beder. Efter at Muhammed har indtager Mekka i 630, indvider han Ka'aba'en til Allah, den eneste Gud.
På den niende dag bestiger pilgrimmene bjerget eller højdedraget Arafat, som ligger ca 20 km øst for Mekka. Det er her, at Adam i sin tid bad til Gud. Og fra det sted, hvor Muhammed tog afsked med sine tilhængere i 632. Den følgende morgen tager pilgrimmene til byen Mina, hvor de samler små håndfulde af sten op og kaster dem mod en søjle, som forestiller djævelen. Dette for at mindes Abraham, som kastede sten mod djævelen, da han opfordrede ham til at undlade at ofre sin førstefødte søn.
Den 17. november 1326 forlader Ibn Battuta Mekka og slutter sig til en persisk karavane af pilgrimme. I den hellige by Najaf, ca 160 km syd for Bagdad besøger han Alis mausoleum, som er vigtig for alle muslimer, men især for Shia-muslimerne. Ali er den fjerde kalif og Muhammeds nevø og svigersøn. Her møder Ibn Battuta Sufi-musliner, som søger Gud gennem trance, musik og poesi. Birgit og jeg har i Tyrkiet overværet, at Sufi-dansere er kommet i trance ved at foretage hvirvlende bevægelser i indtil ½ time. Ibn Battuta bliver meget interesseret i Sufi???? Dette afsnit flyttes til Tyrkiet
Ibn Battuta når frem til Bagdad, den tidligere hovedstad, men også den er medtaget efter mongolernes plyndring. Ikke alle offentlige bygninger er ødelagt. Et universitet fra 1234 er stadig brugbart. Billedet her viser universitetet, som er et af verdens ældste, efter at det er opbygget. [Desværre er universitetet blevet bomberamt den 23. marts 2003. Jeg ved ikke, hvor slemt, det står til.] Ibn Battuta fortæller med begejstring om besøg i de offentlige badehuse, hamam. Vi har haft fornøjelsen af at besøge et sådant i Alanya, Tyrkiet. Badehuse og renlighed spiller en stor rolle i forbindelse med Islam.
Fra Mekka tager Ibn Battuta til Jedda ved Rødehavet, hvor han sammen med andre pilgrimme indskibes på en mindre båd. Efter nogen tid går han i land og fortsætter sin rejse mod syd på kamel. Efter et kort ophold i Taiz fortsætter han til havnebyen Aden, som ligger ved indsejlingen til Rødehavet. Han beslutter nu at tage en tur ned langs den østafrikanske kyst, og det lykkes ham at få plads på en dhow, som skal den vej. På den tid dominerer den arabiske verden handelen med Østafrika, hvorfra de henter guld, elfenben, myrra, skind og slaver. Første stop er Zeila, en havneby i det kristne Ethiopien, men også med et stort muslimsk kontingent. 15 dage senere når de Mogadishu, kystens mest travle havne- og handelsby. Ibn Battuta er efterhånden en anset lærer af den islamiske religion og lov, og bliver følgelig hjertelig modtaget af guvernøren (eller sheiken). Efter en uges tid tager han videre til Mombassa. Herfra videre til øerne Pemba og Zanzibar og endelig til Kilwa (i dag Tanzania). Her afventer han, at monsunen skal skifte, så han kan komme tilbage til Arabien.
Efter at have hvilet ud beslutter Ibn Battuta at tage til Anatolien i Tyrkiet. Herfra forventer han at kunne komme med en karavane til Indien. Sammen med en ven tager han til Damaskus, hvorfra de sejler til Alanya på den tyrkiske middelhavskyst.
Ibn Battuta er meget begejstret for den tyrkiske befolkning, som viser sig utroligt gæstfri. Uanset hvor de gør holdt, kommer folk og spørger, om de mangler noget. Ibn Battuta fortæller om det pragtfulde citadel [fort], som ligger på toppen af klippen midt i byen. Vi har som så mange andre charter turister besøgt Alanya adskillige gange, og ofte besøgt borgen på toppen af klippen. Fra Alanya tager han videre til Antalya, som også er kendt af mange turister. I alle byer, han kommer til, tager han ind til sine muslimske brødre, som forsyner ham med mad, klæder og husly.
Ibn Battuta besøger også Konya, hvor den berømte Sufi poet, Rumi Mevlana boede til sin død i 1273. Mevlana - som på arabisk betyder 'vor mester' - er født i Afghanistan i år 1207. Familien blev grund af mongolsk indtrængen tvunget til at flygte - i første omgang til Bagdad. Da Mevlana var 8 år, flyttede familien til Mekka via Damaskus og endelig til Malatia i den vestlige del af Tyrkiet. Familien flyttede endelig til Konya, da Mevlana af sultanen blev inviteret til at skrive poesi på persisk, som dengang var hofsproget. Rumi blev også religiøs lærer og filosof, og han havde en stor flok disciple.
Rumi var muslim, men havde en usædvanlig tolerant indstilling til andre religioner. Han så de forskellige religioner som mere eller mindre gode, men han udelukkede ingen, hverken jøder eller kristne. Du kan læse om vores besøg i Konya på 
Sultanen må have været godt tilfreds med Ibn Battutas indsats, for han giver ham ansvaret for tilsynet med "Qutb al-Din Mubarak mausoleet". Til at udføre arbejdet har han 460 arbejdere. Dette kompleks domineres af en minaret på næsten 70 meter - i mange år den højeste minaret i verden. Minareten har snarere skullet være et symbol end tjene for kald til bøn, da selv en kraftig stemme kunne have problemer med at blive hørt på jorden. Minareten er forsynet med bånd med vers fra Koranen og smukt dekoreret.
Da de kommer frem til havnebyen Cambay, lejer de fire skibe. Med god hjælp af monsunen sejler de afsted og lægger til ved Calicut. Her skifter selskabet over i tre djunker, som skal føre dem til Kina. Ibn Battuta bliver dybt imponeret over de kæmpemæssige kinesiske djunker, som er adskillige gange større end de skibe, der bygges i Europa. De femmastede djunker med fem dæk har private kabiner med badeværelse. På en enkelt djunke er der indtil 1.000 mands besætning.
Han tilbringer et par måneder i Aleppo som turist og besøger bl.a. det vældige citadel. Aleppo er Syriens nordlige hovedstad. Mens han rejser rundt i Syrien, ser han de forfærdelige virkninger af pesten - "den sorte død" - som hærger. Alle byer er ramt. I Damaskus meldes om 2.000 døde om dagen. Alle muslimer samles i den store moské og tilbringer natten i bøn. Efter morgenbønner går de barfodede i procession, bærende Koranen i deres hænder. Jøderne slutter sig til processionen med deres hellige bøger (Torah'en), og de kristne kommer med deres bibel. Alle bønfalder Gud om at standse pesten.
Vi ved ikke meget om Ibn Battutas liv efter udgivelsen af "Rihla". Måske har han fået det job, han drømte om på sine lange rejser som dommer eller lærer. Ibn Battutas beretning vækker ringe opsigt i den muslimske verden. Først i det 19. århundrede bliver bogen "genopdaget" og oversat til fransk, tysk og engelsk. I dag er Ibn Battuta en kendt person i den muslimske verden. Lufthavnen i Tanger er opkaldt efter ham. Birgit og jeg har for mange (30?) år siden sejlet fra Algecires til Ceuta med en færge med navnet "Ibn Battuta". Og som det seneste er et krater på månen blevet opkaldt efter Ibn Battuta, den arabiske verdens Marco Polo.