Hvidstengruppen - et resumé

Hvidstengruppen var en dansk modstandsgruppe, som var aktiv fra marts 1943 til marts 1944 under den tyske besættelse af Danmark. Gruppens arbejde var centreret omkring Hvidsten Kro mellem Mariager og Randers med den legendariske kroejer Marius Fiil som leder. Herudover deltog flere af hans børn og svigerbørn i den modtagegruppe, som modtog dels britiske våben, ammunition og sprængstoffer og dels danske agenter i britisk tjeneste, som blev nedkastet med faldskærm. Blandt medlemmerne var også lokale håndværkere og bønder. Gruppens aktiviteter i april og maj 1943 bidrog væsentligt til den skærpelse af den danske modstandskamp, der fandt sted hen over sommeren 1943. Gruppen blev afsløret og arresteret af Gestapo i marts 1944, og den 29. juni 1944 blev otte af gruppens 14 medlemmer henrettet ved skydning. Siden har gruppen haft ikonisk status i den danske modstandskamp, bl.a. på grund af bogen "Hvidsten Gruppen" af Aksel Holm, som udkom første gang i november 1945, og som i løbet af det første år blev trykt i mere end 30.000 eksemplarer. Interessen for gruppen og dens historie eksploderede nærmest, da Anne-Grethe Bjarup Riis i samarbejde med Anders Refn i 2012 lancerede filmen "Hvidsten Gruppen". I hovedrollerne som værtsparret på Hvidsten Kro, Marius Fiil og Gudrun Fiil, sås Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen.

Inden jeg introducerer Hvidstengruppen, vil jeg kort beskrive den politiske situation i Danmark omkring 1940.

Tyskland besætter Danmark

Tidligt om morgenen den 9. april 1940 angriber det tysk militær Danmark forskellige steder i landet, både over land, fra søsiden og fra luften. Det danske militær yder kun spredt modstand, og på regeringens og kongens, Christian X's ordre indstiller man kamphandlingerne efter få timer. Danmark er ikke det strategiske mål, men Norge, hvis havne og fjorde man vil benytte i krigen på Atlanten samt til at sikre sig den betydningsfulde eksport af svensk jernmalm fra Kiruna via Narvik i Norge. Danmark er således blot en trædesten i den forbindelse.

Den danske regering bliver stillet over for et tysk ultimatum: enten overgivelse eller hensynsløs nedkæmpelse af de danske styrker. I erkendelse af det ulige styrkeforhold valgte regeringen det første. Tyskerne forsikrer, at besættelsen ikke havde til hensigt at "antaste Kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed". Ganske vist havde Danmark og Tyskland den 31. maj 1939 indgået en ikke-angrebspagt, men den afholdt ikke Tyskland for at komme og forsvare Danmark mod de engelske styrker.

Tyske soldater går i land på Langelinie den 9. april 1940, mens københavnerne strømmer til for at se, hvad der foregår. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Samarbejdspolitikken

Besættelsen indleder en turbulent periode i dansk politik. Allerede den 10. april dannes en dansk samlingsregering af de fire største partier i Folketinget: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, De Konservative og Venstre med Thorvald Stauning, Socialdemokratiet som statsminister. De følgende tre år fører den danske regering den såkaldte samarbejdspolitik og forhandler løbende med besættelsesmagten. Ofte må man gøre indrømmelser overfor tyskerne, fx. må Folketinget vedtage en grundlovsstridig lov, der forbyder kommunistpartiet og internerer de ledende danske kommunister. På den anden side kan redningen af de danske jøder formentlig tilskrives samarbejdspolitikken. Danmark måtte selv stå for at bekæmpe modstandsbevægelsen i de første besættelsesår, da man havde ansvaret for ordenshåndhævelsen.

Vilhelm Buhls "antisabotagetale"

Den 2. september 1942, midt under besætttelsen, holder statsminister Vilhelm Buhl sin såkaldte "antisabotagetale" til befolkningen. Han er tiltrådt som statsminister efter Staunings død i maj 1942, og han ser med bekymring, at antallet af sabotagehandlinger rettet mod tyskerne stiger år for år. I 1940 var der 10, i 1941 18, men i 1942 stiger antallet til 117. Besættelsesmagten lægger derfor pres på den danske regering, som er optaget af at opretholdelse den såkaldte samarbejdspolitik. Talen indeholder en opfordring til danskerne om at indstille sabotagen og melde (stikke) sabotørerne til politiet. Talen har tilsyneladende den modsatte virkning. I hvert fald får den ikke modstandsbevægelsen til at standse, og sabotagen forsætter i stigende omfang. Mange af disse stikkere bliver likvidereret af modstandsbevægelsen, men efter krigen bliver stikkerne blev dømt ved de danske domstole. Fra London undsiger den danske politiker Christmas Møller statsministeren og opfordrer i stedet danskerne til at udføre sabotage

Det skal ikke glemmes, at omkring 150.000 danskere under krigen arbejdede for besættelsesmagten, mens 100.000 på kraftig opfordring af deres fagforeninger tog til Tyskland for at arbejde. 7.000 unge danske meldte sig til Frikorps Danmark for at kæmpe på Østfronten. Modsat meldte 5.000 danske søfolk sig i udlandet til allieret krigstjeneste. De var med til at redde Danmarks ære.

På trods af regeringens henstillinger fortsætter sabotagen i 1943, og i årets første fire måneder udføres 165 sabotagehandlinger. Sabotørerne er imidlertid ved at løbe tør for sprængstoffer mm., og det er baggrunden for, at der kommer gang i nedkastningerne fra England.

Om Hvidsten Kro

Hvidsten kro hører til landets ældste, bygget i 1634 (under Christian IV) ved den gamle Mariagerlandevej. De danske kroer blev oprettet efter kongelig befaling, idet allerede dronning Margrethe I i 1396 udstedte en forordning om, at der skulle bygges en kro for hver 4. mil, så de rejsende kunne strække benene og få lidt mad, mens hestene kom ind i rejsestalden. I tilfælde af dårligt vejr kunne de rejsende også overnatte på kroen.

Der findes en morsom historie om slægten Fiils tilknytning til Hvidsten Kro. Der sker det uheldige i 1847, at flere gårde på egnen nedbrænder, og da de skal genopføres, dukker en frisk tømmersvend op ved navn Peder Johansen Fiil. Han forelsker sig i en rig gårdmandsdatter Maren, men den unge Peder er ikke gårdmandens drøm om en svigersøn. En aften sidder det unge par ude på heden bag en høj og drøfter deres fortvivlede situation. Tilfældig bliver deres samtale overhørt af Blicher, som befinder sig på den anden side af højen. Blicher bliver rørt af det unge pars historie, og han tilbyder de to unge, at de på et nærmere aftalt tidspunkt kan møde op på præstegården i Spentrup, hvor han er sognepræst, så vil han vie dem i al hemmelighed.

Dagen kommer, og det unge par møder op i deres pæneste stads. Imidlertid er hendes fader vågnet op af middagssøvnen og af en eller anden grund aner han uråd. Han styrter i raseri op til præstegården og når døren, ligesom Blicher er ved at tage afsked med de nygifte. I modsætning til de fleste af Blichers fortællinger får denne en lykkelig udgang. Peder Fiil og hans kone Maren får sønnen Niels, og i 1884, da Niels kommer til skelsår og alder, køber forældrene Hvidsten Kro til ham. Han gifter sig med Nicoline, i almindelig tiltale hedder de "Kro Peder" og "Kro Line". Samme år får "Kro Peder" det kongelige privilegie, og det tilhørende skilt hænger stadig synligt fremme på kroen.

I havestuen på Hvidsten Kro er den rørende fortælling gengivet med kalkmalerier, som gennem årene er blevet restaureret. Malerierne er udført af folk, der skulle restaurere altertavlen i den nærliggende Gassum Kirke lige efter krigen. De havde lånt havestuen og sodet væggen til, så Gudrun bad dem kalke lokalet. Malerne gav kreativiteten frit løb, som du kan se ovenfor og nedenfor.

Gudrun og Marius

I 1893 får "Kro Peder" og "Kro Line" sønnen Marius (Anton Marius Pedersen Fiil, (21.5.1893-29.6.1944). Han vokser op til at blive et meget originalt menneske, som med sin glødende interesse for den gamle bondekultur kommer til at præge kroen meget. Han er også optaget af det ærkejyske og af det nationale. I 1914 kommer Marius på Vestbirk Højskole, et ophold, som får stor betydning for ham. I 1917 bliver han gift med Gudrun, som stammer fra Snejbjerg ved Herning, hvor hendes forældre har en beskeden gård. Hun og hendes fem søskende er fra barnsben vant til at hjælpe med i bedriften, og fra hun er seks år gammel malker hun køerne. Hun træffer Marius i 1913, da hun er i tjeneste på en gård i Glud, som ejes af Marius' bror. I 1925 dør moderen, og Gudrun og Marius flytter ind på kroen. Da faderen dør i 1934, overtager det unge par krodriften og det tilhørende landbrug på 24 tønder land. Indtil da har de ernæret sig ved, at Marius har en lille cykleforretning i byen, mens Gudrun går sin svigermoder til hånde på kroen.

Den kniber med at leve af, hvad kroen kan indbringe. Marius supplerer indtægterne med en postrute, som indbringer ham 5 kr. om dagen. Hans postrute bringer ham omkring på egnen, og nu begynder han for alvor at samle på antikviteter. På en herregård i Himmerland køber han et gammelt egetræsparketgulv, der benyttes som vægbeklædning i "Lillestuen". Fra sognerådsformanden i Tånum køber han en himmelseng. Fra den gamle Discontobank i Randers erhverver han paneler og blyindfattede ruder, og fra den gamle, nedlagte jødiske kirke i Randers køber han kirkebænke. Det er blot et udvalg af, hvad Marius slæber til huse, og hans gamle far er ved at fortvivle.

Marius har længe ønsket af opføre en bygning med en stor festsal i kroens have. I 1930 har han samlet bindingsværk sammen fra nedbrudte gårde på egnen, så han har materiale nok til bygningen. Men han mangler penge til alt det indvendige. En dag går Marius ind på bryggeriet Thor - der ligger i Randers - og foreslår: "Lån mig 500 kr til en krosal, så skal jeg kun sælge jeres øl på min kro. Og lad mig så afdrage lånet med 1 kr for hver kasse Thor, jeg får leveret". Bryggeriet accepterer, og Marius tager fat på byggeriet.

Det går fremad for kroen, besøgstallet stiger. Hotel Randers og dagbladet Politiken begynder at arrangere julerejser til Jylland. Heri indgår et besøg på en gammel kro, og en af disse kroer er Hvidsten Kro. Kroen trækker folk til huse, ikke mindst takket være den særprægede kromand Marius, som elsker at se glade mennesker omkring sig, og Gudrun i køkkenet med forstand på det kulinariske, Og som også har en fast hånd på økonomien. På en sommersøndag i slutningen af 30'erne er det ikke usædvanligt med 800-1000 gæster. Gæsterne får serveret "recepten", som er en samling af danske egnsretter med bl.a. æggekage, sild og flæskesteg. Jeg har en enkelt gang indtaget ½ recept på Hvidsten Kro, og det tog flere dage at fordøje det konsumerede.

Busgæster fra København, 1939-1940.

Marius og Gudrun får sammen fem børn, sønnen Niels og de fire døtre, Kirstine (kaldet "Tulle"), Gerda, Ritta og Bitten. De fleste af børnene og deres familie bor i nærheden, og flere giver en hånd med på kroen.

Marius lægger aldrig skjul på sit nationale sindelag. Når der er fest på kroen, er det almindeligt, at hans døtre serverer i nationaldragter, og at kromanden beder de mange gæster om at udbringe et nifoldigt leve for kongen, hvorefter man synger "Jyden han æ stærk å sej". Marius har selvfølgelig også sin egen genforeningssten ud mod landevejen.

ET MINDE
OM AT DANNEBROG KOM
HALV VEIEN
TIL
DANEVIRKE
1920

Den danske modstandsbevægelse

I de tidlige besættelsesår er modstandsbevægelsen ustruktureret, og aktioner forekommer kun sporadisk. Et af de tidlige eksempler er Churchill-klubben, som blev dannet i 1940 af en gruppe drenge i Aalborg. (Du kan læse mere om gruppen nederst på denne side). Gruppens sabotageaktioner består af ildspåsættelse, hærværk og våbentyveri. Efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941 bliver Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) forbudt i Danmark. Partiet begynder i 1942 at organisere væbnede modstandsgrupper vendt imod den tyske besættelsesmagt og den danske samarbejdspolitik. Aktiviteter består primært af små angreb med hjemmelavede bomber, hærværk og ildspåsættelser. I 1943 gennemfører gruppen BOPA (Borgerlige Partisaner) adskillige store sabotageaktioner og likvideringer. Den anden store modstandsgruppe er Holger Danske, som bliver stiftet i foråret 1943. Ved siden af disse kampgrupper bliver der organiseret grupper, som står for modtagelse af våben, ammunition og sprængstoffer samt faldskærmsagenter, nedkastet fra engelske fly.

SOE og den danske modstandsbevægelse

Special Operations Executive (SOE) er en britisk efterretnings- og sabotageorganisation, som bliver oprettet i juli 1940 på initiativ af blandt andre den britiske premierminister Winston Churchill. Organisationen skal koordinere modstandsarbejde og sabotage i de tyskbesatte områder i Europa og Mellemøsten under anden verdenskrig. SOE skal organisere og træne modstandsgrupperne og sørge for, at de har de nødvendige våben. Modstanden kan fx bestå af strejker, demonstrationer, sabotage og likvideringer af personer i tysk tjeneste, som stikkere og andre håndlangere. Formålet er dels at skabe en oprørsstemning blandt befolkningen og dels fysisk at beskadige tyske interesser.

Inden for SOE dannes sektioner for hvert land, som fokuserer på de lokale forhold. SOE rekrutteres agenter, som har kendskab landet, kulturen og sproget, ofte blandt flygtninge i Storbritannien eller blandt landets modstandsfolk, som bliver uddannet i Storbritannien, inden de bliver sendt i aktion i hjemlandet. Den danske sektion rekrutterer mange af sine agenter blandt danskere, som ved besættelsen befinder sig i udlandet, og blandt personer, som er flygtet fra Danmark for at melde sig til allieret krigstjeneste.

SOE i Danmark

De første SOE-agenter kommer til Danmark i 1941, men det er først i 1943, at organisationen får fodfæste i landet. De første to år er præget af dårlige ledere og uheld. Det danske politi bekæmper alt modstandsarbejde i landet og dermed også SOE’s virke. Det fører til flere tilfangetagelser af agenter og tab af menneskeliv på begge sider. I 1943 bliver Flemming B. Muus udnævnt til ny leder og overtager opbygningen af den såkaldte faldskærmsorganisation, også kaldet TABLE-grupperne. Disse gruppers hovedopgave er at modtage materiel og agenter, som nedkastes med faldskærm fra britiske fly, og derefter fordele materiellet til lokale modstandsgrupper.

Ole Geisler ankommer

SOE oprettede allerede i efteråret 1940 en dansk sektion under ledelse af den britiske kommandørkaptajn Ralph Cooper Hollingworth (1912-1972). Hollingworth rekrutterede agenter, som gennemgik en omfattende træning, inden de blev udsendt til Danmark, hvor de samarbejdede dels med modstandsbevægelsen og dels med den danske hærs efterretningstjeneste. I 1941 forsøgte man at nedkaste de første faldskærmsfolk, men alle aktioner mislykkedes. Faldskærmsfolkene blev enten dræbt, arresteret eller måtte flygte til Sverige. Først i februar 1943 havde man held til at landsætte fire agenter fra en engelsk flyvemaskine i nærheden af Furesøen. Blandt disse er Ole Geisler (1913-1948). Ole Geisler afbrød sine ingeniørstudier i 1935 og tog hyre på et skib til Østen. Han gik fra borde i Shanghai, hvorefter han i en årrække arbejdede i Kina med brobygning i et dansk firma. Ved Danmarks besættelse i 1940 besluttede han at træde aktivt ind i kampen mod nazismen. Han rejste via USA til Canada for at melde sig til de frivillige danske styrker. I stedet kom han ind i den norske træningslejr, "Little Norway". I 1941 meldte han sig ved SOE, hvor han blev uddannet som faldskærmsofficer.

Ole Geisler, som også bliver kaldt "Lange Aksel", har rang af kaptajn i SOE, da han bliver nedkastet med faldskærm over Sjælland den 16. februar 1943. De nedkastede faldskærmsfolk havde alle en officersrang i den britiske hær for at give en vis beskyttelse, hvis de skulle blive fanget og havne i en tysk koncentrationslejr. En måned senere lander Flemming B. Muus sammen med tre faldskærmsfolk, hvorefter Ole Geisler rykker til Jylland. Han får hurtigt kontakt med modstandsgrupper i Randers og Aarhus. Geisler har travlt med at oprette sabotagegrupper i store dele af Jylland og skaffe forsyninger til dem. Det er en bevidst strategi for Ole Geisler og Flemming Muus at fremprovokere et sammenbrud af den danske samarbejdspolitik ved at gennemføre så mange sabotageaktioner som muligt. Og til sådanne aktioner kræves våben, ammunition og sprængstoffer.

Dannelse af Hvidstengruppen

Sidst i 1943 bliver Flemming Juncker, som er leder af den jydske modstandsbevægelse, af SOE orienteret om, at der i nær fremtid vil blive nedkastet fire faldskærmsfolk vest for Støvring (ved Randers), og at der på Trinderup Hede lidt øst for Mariager vil blive nedkastet et antal containere med våben og sprængstoffer. Ole Geisler får til opgave at samle en gruppe, som vil stå for modtagelse, transport, gemning og siden fordeling af våben mm. til sabotagegrupper i Jylland. Der bliver holdt et forberedende møde i Randers, hvor både Flemming Juncker og Ole Geisler deltager. Ole Geisler orienterer om praktikaliteter i forbindelse med modtagningen. En del af planen er, at materiellet skal opbevares hos Køsters Boghandel i Randers, og boghandler Otto Westergaard Olesen bliver senere byleder for modstandsbevægelsen i Randers. En anden deltager, som kommer til at spille en stor rolle i den jydske modstandskamp, er ingeniør Christian Bach. Han er en af hovedmændene bag sprængningerne af broerne ved Langå, som standser togdriften i 12 dage og er den største og mest betydningsfulde jernbanesprængning. Svend Thorup Petersen, som er praktiserende læge i Randers samt regimentslæge, er desværre ikke i stand til at udføre transportopgaven, da hans kørselstilladelse kun tillader ham at køre indtil 10 km fra Randers. I stedet foreslår han, at man prøver at vinde kroejeren på Hvidsten Kro, Marius Fiil for sagen. Marius kører i forvejen rundt i hele området i sin hestevogn for at samle gamle ting og sager fra gårdene, så han vil være velegnet til at transportere nedkastet materiel, og man kender hans nationale indstilling. Flemming Juncker skal have udtalt om Marius Fiil: "-Kan I få ham med, er han bedre end nogen anden!"

Nedkastningen på Trinderup Hede finder sted om natten mellem den 11. og 12. marts 1943, og indholdet af de fire containere bliver i første omgang gemt af vejen i en plantage ved nedkastningsstedet til senere afhentning. Det er et hold for Randers, der står for denne første nedkastning i Jylland.

Dagen efter opsøger Thorup Petersen og Ole Geisler Marius Fiil og spørger, om han vil hente materiellet fra plantagen ved Trinderup Hede og fragte det til kroen, inden det vil blive bragt til Randers. Ole Geisler bliver præsenteret under sit dæknavn "Aksel Nielsen" eller "Lange Aksel". Efter en kort samtale med sin hustru Gudrun er Marius parat til at hjælpe. Og han påtager sig også at medvirke ved fremtidige nedkastninger. Og det er starten på dannelsen af Hvidstengruppen. Efter at Marius og andre har hentet sagerne til Hvidsten, fragter Thorup Petersen dem videre til Randers i sin bil. Så meget er der, at han må køre turen hele fire gange.

I løbet af en måned lykkes det Marius at få opbygget en modtagegruppe bestående af familiemedlemmer samt betroede folk fra egnen. Det har sikkert ikke været så let en sag, da mange danskere på det tidspunkt var forblændet af de tyske sejrsmeldinger, som aviser radioen var fyldt med. Mange tjente også gode penge ved at handle med besættelsesmagten, ikke kun fabrikkerne som lavede tysk produktion men også mange landmænd. At tyskerne jo betalte med danskernes egne penge, var der sikkert ikke så mange, der tænkte på. Og så var der den altid lurende risiko for, at den person, man talte med, kunne være stikker. Men det lykkedes for Marius, og snart begynder gruppen at modtage containere med våben, ammunition og sprængstoffer, nedkastet fra engelske fly. Også modtagelse af faldskærmsfolk indgår i gruppens arbejde. Hvidstengruppen er dermed den første gruppe i Jylland, som modtager våben fra luften. I hvert fald hvis man ser bort fra ovennævnte nedkastning, hvor Hvidstengruppen først træder til med at bortskaffe våben m,m,, efter at nedkastningen har fundet sted.

Præsentation af Hvidstengruppens medlemmer

Niels Fiil (12.6.1920 - 29.6.1944)

Niels, søn af Marius og Gudrun, har fra han er ganske ung, hjulpet forældrene med at drive kroen og det tilhørende landbrug. Da han i april 1943 vender hjem efter et ophold på landbrugsskole, tilslutter han sig straks den modtagegruppe, faderen er i gang med at danne. Niels deltager i modtagelse af faldskærmsfolk, våben og sprængstof på nedkastningspladsen Allestrupgårds plantage nord for Spentrup. Plantagen benævnes ofte "Blichers Plantage", idet den hørte under Spentrup Præstegård, hvor St. Steensen Blicher er sognepræst fra 1825 til sin død i 1848. Her skriver han en række af sine kendteste digte og noveller, bl.a. "E Bindstouw". Området er ideelt til formålet, og indeholder bl.a. et mosehul, der er velegnet til at skjule de tømte containerne. Det er Marius, som har fundet stedet, som ligger bare 4 km fra Hvidsten. Mange af træerne i plantagen er plantet af Blicher, da han var præst i Spentrup. Pladsen får kodenavnet Mustard Point og bliver af englænderne betegnet som én af de bedste modtagerpladser i Danmark.

Kirstine "Tulle" Fiil (23.8.1918 – 25.8.1983)

Kirstine Fiil, også kaldet "Tulle", er ældste datter af Marius og Gudrun. Hun er i huset hos familiens læge og gode ven i Randers, Svend Thorup Petersen fra hun er 15 til 16 år. Ligesom resten af familien er Tulle aktiv i modstandsarbejdet i Hvidstengruppen. Tulle er gift med bryggeriarbejder Peder Bergenhammer Sørensen, som deltager i arbejdet på kroen og tager sig af regnskaberne. I 1942 får de datteren Gudrun (kaldet "Gulle"). Marius bygger med hjælp af sønnen Niels et hus ved siden af kroen til den lille familie - kaldes ofte "det røde hus". Tulles hus bliver et omdrejningspunkt for Hvidstengruppens arbejde. Tulle og hendes søstre er ifølge den gængse kønsbestemte arbejdsdeling i modstandsbevægelsen ikke med til modtagelserne af våben m.m., men til gengæld deltager de i planlægningen. Tulle huser modstandsfolk og SOE-agenter, faldskærmsfolk, som hun gør en stor indsats for at forberede på at kunne klare sig under forholdene i Danmark. Senere huser hun jøder, der er under evakuering til Sverige. Endvidere fungerer døtrene som kurerer.

Peter Bergenhammer Sørensen (3.6.1914-29.6.1944)

Peter Bergenhammer Sørensen er som nævnt gift med Tulle og dermed svigersøn af Marius og Gudrun. Han arbejder på bryggeriet "Thor" i Randers, men hjælper også til med arbejdet på kroen. Peter og Tulle bor i et hus tæt ved kroen i Hvidsten. Dette hus anvendes ofte af gruppen, da den godt besøgte kro er for udsat til, at illegalt arbejde i større omfang kan ske der. Flere gange bor der faldskærmsfolk, som er blevet nedkastet i Allestrupgårds Plantage. I det hele taget huser familien mange illegale personer. Peter deltager også i selve modtagearbejdet på nedkastningspladsen.

Gerda Fiil (30.01.1927 - 26.6.1994)

Krohjælper, medhjælper, Servitrice, Medhjælper Region I (Nordjylland), Region II (Midtjylland) Det fjerde af Marius og Gudruns fem børn. Anholdt som 17-årig. Sad med sin søster Tulle i Vestre Fængsel, da hun hører, at otte medlemmer af gruppen er blevet henrettet. Fire års fængsel ændres til 2 år. Gerda og Tulle kommer i kvindefængsel i Tyskland, hvorfra Gerda sendes tilbage til Vestre Fængsel for siden at blive løsladt. Sammen med moderen kan hun modtage sin storesøster Tulle, da hun ankommer med de hvide busser.

Albert Carlo Iversen (28.9.1895 – 29.6.1944)

Albert Carlo Iversen er student fra Randers Statsskole 1914. I sin studietid bor han på Regensen - i en periode sammen med Kaj Munk. Iversen kunne fortælle mange pudsige episoder om Kaj Munk, der aldrig lærte at spille fodbold, men til gengæld altid var leveringsdygtig i humoristiske vers til AB's fester. I 1922 tager Carlo Iversen dyrlægeeksamen, og i 1924 begynder han som praktiserende dyrlæge i Spentrup. I 1927 bliver han gift med brugsuddelerens datter Augusta Jacobsen, og de får tre piger. I sine unge dage er han medlem af Akademisk Skyttekorps sammen med bl.a. Christmas Møller. Siden er han medlem af den konservative amtsbestyrelse. Det er et væsentligt aktiv for gruppen, at Albert Iversen som dyrlæge kan færdes forholdsvis ugenert om natten i sin bil og derfor er uundværlig, når faldskærmsfolk, som gruppen har modtaget, skal bringes i sikkerhed.

Johan Kjær Hansen (7.4.1907 - 29.6.1944)

Johan Hansen har sit eget autoværksted i Hvidsten, hvor han også sælger og reparerer cykler og landbrugsmaskiner. I 1934 bliver han gift Rigmor Marie Andersen. Han deltager i gruppens arbejde på Mustard Point med modtagelse af faldskærmsfolk, våben og sprængstof. Foruden modtagearbejdet deltager han også i flygtningearbejdet, bl.a. med evakuering af jøder til Sverige. Da modtagearbejdet indstilles i efteråret 1943 efter et uheld (forklaring følger), tager Johan med vennen og Niels Fiil til Ålborg en tid for at lære at lave bomber.

Henning Andersen (16.7.1917 - 29.6.1944)

Henning Andersen er møller og driver møllen i Hvidsten, som han har erhvervet i 1942. I 1940 bliver han gift med Marie Mathilde Svendsen. Han deltager i gruppens arbejde med modtagelse af faldskærmsfolk, våben og sprængstof på Mustard Point.

Barner Hyldgaard Andersen (10.10.1922 - 10.10.1985)

Barner Andersen er broder til Henning Andersen og hjælper ham i det daglige med arvbejdet på møllen. Han er med sine 21 år det yngste medlem af gruppen. Hans opgave i forbindelse med modtagelserne er at fungere som dækning, dvs. beskyttelse, for Niels Kjær, som betjener den S-phone, der bliver anvendt ved kommunikationen med de britiske maskiner.

Niels Nielsen Kjær (2.4.1903 - 29.6.1944)

Niels Kjær er radiomekaniker med egen forretning i Hvidsten, hvor han sælger og reparerer radioapparater. Han er meget fingernem, og som dreng bygger bl.a. sit eget fotografiapparat. Da tyskerne flyver lavt hen over Danmark den 9. april 1940, står Niels klar med sit kamera og tager nogle fine fotos. Da kroejer Marius Fiil i marts 1943 organiserer en modtagegruppe i Hvidsten, bliver Niels Kjær medlem af denne. Han deltager i gruppens arbejde med modtagelse af faldskærmsfolk, våben og sprængstof på Mustard Point, Allestrupgaards plantage.

Søren Peter Kristensen (20.8.1887 - 29.6.1944)

Søren Kristensen er udlært karetmager og gift med Agnes Kirstine fra Grenå. I 1929 køber han sin egen karetmagerforretning i Hvidsten. Da Marius Fiil i marts 1943 organiserer modtagegruppen i Hvidsten, indtræder Søren Kristensen i den. Det er gruppens plan, at Søren fra sit værksted, hvor han altid arbejder sent, skal holde vagt, når modtagegruppen arbejder på Mustard Point, Allestrupgaards plantage. Hvis politiet viser interesse for nedkastningspladsen, skal han give alarm til Marius Fiil. Denne forholdsregel viser sig snart unødvendig, og fra maj måned er Søren med på nedkastningspladsen. Hans hus anvendtes til oplagring af våben og sprængstoffer.

Andreas Waaben Stenz (08.09.1911 - 11.05.2000)

Andreas Stenz er landmand og ejer gården Landlyst i Hvidsten. Han er genbo til Marius Fiil. Hans første opgave i Hvidstengruppen er at opbevare de våben, som blev nedkastet på Trinderup Hede den 11.-12. marts 1943. Dagen efter kører Thorup Pedersen våbnene til Randers, hvor de blev lagt i et depot. Andreas' yngre broder Jens Stenz deltager også i arbejdet.

Jens Stenz (5.2.1922 - 13.01.2009)

Jens Stenz, som er broder til Andreas, er også landmand. Den 22. juni 1941 hører Jens Stenz Kaj Munk tale mod tyskerne. "Det var en befrielse og vidunderligt at høre ham tale på den måde", fortæller Jens siden. Jens deltager i modtagelserne på Mustard Point.

Anders Venning Steensgaard (03.10.1894 - 04.03.1976)

Anders Venning Steensgaard er vognmand og chauffør for Hvidstengruppen. Han har tilladelse til at køre for jordemødre i Midtjylland, hvilket gør ham meget anvendelig for gruppen og dens arbejde.

Knud Peter Buckhorn Christensen (31.05.1916 - 22.12.1987)

Knud Christensen er købmand i Randers og ejer et større firma, som bl.a. handler med støbegodsovne. I en stor bagbygning opbevarer han store mængder sprængstof ikke bare for Hvidstengruppen men også for Stoholmgruppen og Hornsletgruppen. Sammen med Ole Geisler bliver materialet fordelt til sabotagegrupperne i Jylland. Da han første gang bliver arresteret, har ham mere end 6 tons sprængstof skjult på ejendommen, men heldigvis får hans hustru fat i gode mennesker, der fjerner sprængstoffet, inden tyskerne laver en grundig ransagning.

BBC og Danmark - "Her er London"

Under hele besættelsen er BBC med sine dansksprogede radioudsendelser en væsentlig kilde til informationer for den danske befolkning, som jo lever under tysk pressecensur. Allerede den 9. april klokken 18.30 sender BBC sin første udsendelse til Danmark. Ofte hører man den danske politiker John Christmas Møller, som efter sin flugt til London i april-maj 1942 jævnligt medvirker i BBC’s danske udsendelser. Sideløbende sender BBC i samarbejde med SOE kodede meddelelser om bl.a. nedkastninger af våben og faldskærmsagenter til den danske modstandsbevægelse. Det sker typisk med sætninger som disse: "Vi bringer en særmelding – hilsen til Yvonne, Jarl, Erik, ...". Både danskere og tyskere ved, at de kryptiske beskeder i BBC-sendingerne er henvendt til modstandsbevægelsen. Særmeldingerne var ikke en egentlig kode, men et forud aftalt signal, der kun havde gyldighed denne ene gang. Hilsen til "Lukas" betyder, at der samme aften vil blive nedkastet materiel på pladsen "Lukas". Hver særmelding består oftest af ca. 25 navne, hvoraf kun nogle få har gyldighed.

Modtagelser på Mustard Point

Modtagearbejdet foregår ved, at gruppen får en kode fra BBC, fx: ”Hilsen til Elias - Lyt igen”. Når dette kodesignal lyder, ved gruppen, at den ved midnatstid samme nat skal være parat til at modtage nedkastninger. Når forsyningerne er landet, gælder det om hurtigst muligt at få tømt containerne og slettet alle spor. De tomme containere bliver smidt i et mosehul, og indholdet fragtes videre til Hvidsten, hvorfra det efterfølgende fordeles til mindre depoter i Randers. Herfra bliver det sendt ud til sabotagegrupper i Jylland, der bruger sprængstoffet til sabotage mod jernbaner, broer, fabrikker der arbejde for tyskerne og andre steder, hvor der brug for det. Mindestenen på Mustard Point bliver rejst den 3. juli 1997 af Frihedskampens Veteraner. Modstandsmanden Flemming Juncker afslører mindestenen.

Den 21. april 1943 nedkastes SOE-agenten Preben Lok-Lindblad ("Lille Peter") på Mustard Point. Nedkastningen er ikke uden problemer, idet maskinen kaster containerne i næsten 400 meters højde, den anbefalede højde er 100 meter. Nedkastningen bliver ret langvarig, da maskinen foretager en række overflyvninger over pladsen, og Lok-Lindblad springer først 6 minutter efter nedkastningen af containerne. Modtagelsen går dog godt, og alt bliver bjerget.

Lok-Lindblad beretter om sin nedkastning: "Jeg gik over d. 21. April og kom ned ved Hvidsten sammen med 4 Containers. Jeg havde med mig Kompas, Revolver, 2000 Kr., Krystaller, ufremkaldte Films til Geisler, Kort over Egnen samt Kontaktadresser i Mariager med Kodeord ... I Hvidsten blev jeg modtaget af Kromanden og hans Søn og Svigersøn, Dyrlæge Iversen og Anders Stenz (den kendte Hvidstengruppe) samt Ole Geisler og Verner Johansen. Jeg blev kørt til Svigersønnens Hus og overnattede der. Næste morgen blev jeg kørt til Randers af Torup Pedersen".

Lok-Lindblad kommer siden til København, hvor han bliver personlig assistent for faldskærmschefen Flemming B. Muus. Han bliver arresteret den 11. marts 1944, flygte r og og bliver igen arresteret den 2. september 1944, hvor han i Shell-huset bliver torteret i to døgn, inden han sendes til Tyskland, hvor han sidder dels i Dreibergen Fængsel og dels i Neuengamme.

En aften, hvor man venter en nedkastning, dukker pludselig en stor gruppe tyskere op ved kroen. Det viser sig, at de skal holde en stor øvelse ved Hvidsten, Spentrup og Gassum. Marius tager situationen i stiv arm og inviterer tyskerne ind i skænkestuen, hvor de bliver godt beværtet, og Marius deler rundhåndet ud af snapsflasken. Først kl. 23.30 pakker tyskerne sammen og kører tilbage til Randers, mens andre fortsætter øvelserne længere nordpå. Da tyskerne er borte, bliver Ritta på cykel sendt afsted til dyrlæge Iversen for at fortælle, at man vil gennemføre modtagelsen. Da Iversen ikke er hjemme, fortsætter Ritta til nedkastningsstedet. Da man bliver urolig for Ritta, sendes Gerda ud at lede efter hende, og de møder hinanden på Mustard Point, hvor også dyrlægen snart dukker op. Modtageholdet når lige at blive parat til kl. 0.30, hvor Halifax-bomberen stryger ind over mosen og dumper tre faldskærmsmænd og et antal containere. En nervepirrende aften og nat.

Fra den 11. marts 1943 og frem til september samme år modtager Hvidstengruppen 50 containere med våben og sprængstoffer, og virkningen heraf er en bølge af sabotager med engelsk sprængstof. Den første fandt allerede sted den 1. maj i Aalborg, den anden den 11. maj i Aarhus, den tredje den 20. maj i Esbjerg og den fjerde den 1. juli i Odense. Natten mellem den 11. og 12. august 1943 sker der otte sabotagehandlinger alene i Aarhus. Sabotagegrupper sprænger fabrikker og værksteder, som arbejder for tyskerne, og der er ogsa masser af jernbanesabotager. I maj 1943 er der 62 sabotager, i juli 88, i august 193 frem til regeringens tilbagetræden den 29. august er der 1943.

S-phone

Ved nedkastningen den 10. maj 1943 medbringer de to SOE-agenter, Peter Carlsen og Poul Hansen, en ting, som vækker begejstring i Hvidstengruppen, nemlig en såkaldt S-phone (nej, ikke en forløber for iPhone:-) Ved hjælp af denne kan modtageholdet opnå radiokontakt med besætningen i den maskine, som nærmer sig, give piloten oplysninger om landingspladsen og vindforholdene, og piloten kan meddele hvilke containere, han kasted ned og i hvilken rækkefølge. Endelig kan modtageholdet på jorden informere piloten om resultatet af nedkastningen. Allerede ugen efter anvendes S-phonen ved modtagelse af SOE-agenterne Hans Johansen, Vilfred Petersen og Jakob Jensen.

Der skulle dog gå nogen tid, inden piloterne havde vænnet sig til brugen af S-phonen, hvilket fremgår af Holger Baastrup Thomsens beretning i sine erindringer: "Geisler ledede personligt alle disse Modtagelser. Han var baade under Modtagelserne og ved de andre aktive Handlinger selv i Ildlinien, rolig og sikker, ligesom han var i Besiddelse af en charmerende Overlegenhed og Ro, der gjorde, at han kunne faa alle til at arbejde for sig. Ved en af disse Modtagelser fik vi en såkaldt S-phone. Den betjente Geisler i Almindelighed. Jeg husker tydeligt den første Aften, den skulle benyttes. Geisler stod omhyggeligt og kaldte efter Koden: 'Hitler calling Mussolini'. Det var imidlertid Polakker, der førte Maskinen, og jeg, der stod ved siden af S-phonen kunne tydeligt høre Polakkerne diskutere på Polsk, hvorimod de slet ikke svarede på vores gentagne Forespørgsler i S-phonen. Til gengæld var Polakkerne altid meget sikre Piloter og fandt med stor Sikkerhed frem til de udpegede Punkter."

Anerkendelse af Hvidstengruppen fra London

Fra England modtog Hvidstengruppen et anerkendende telegram med følgende ordlyd: "Først og fremmest sender vi Dem og drengene vores hjerteligste tak og lykønskninger ... Deres modtagelser har været første-klasses, og flyverdrengene beder mig overbringe en særlig taksigelse."

Uroligheder i august 1943

I sommeren 1943 øges sabotageaktionerne i Danmark, og der forekommer omfattende gadeoptøjer, hvorunder civile danskere angriber den tyske værnemagt. Sidst i august bliver det Hitler for meget, og han kalder Werner Best, som siden november 1942 har været rigsbefuldmægtiget i Danmark, hjem til Berlin til irettesættelse. Hitler kræver ro i Danmark og giver Best et ultimatum, som han skal forelægge den danske regering. Heri kræves bl.a., at regeringen skal indføre undtagelsestilstand med dødsstraf for sabotage, domme på 8 års tugthus eller mere skal afsones i Tyskland, forbud mod strejker og sammenstimlen i gaderne. Natten mellem den 25. og 26. august 1943 udfører Ole Geislers folk 189 sabotageaktioner mod jernbanenettet. Den danske regering kan selvfølgelig ikke gå ind på disse krav, og den vælger derfor den 28. august 1943 at træde tilbage. Dagen efter indfører den tyske værnemagt indfører militær undtagelsestilstand, og den danske hær bliver afvæbnet. Samme dag hejser Kaj Munk begejstret flaget i Vedersø, for "nu er vi da endelig i krig med Tyskland", sagde han.

Hitler, som ønsker at sætte hård mod hårdt, kræver "modterror" indført, således at sabotager bliver gengældt med tyske bombesprængninger af bygninger, der er af særlig værdi for danskerne, fx. af kulturinstitutioner, bladhuse og forlystelsesparker. Modstandsbevægelsens likvideringer af stikkere gengældes med mord på kendte danskere, de såkaldte clearingmord, hvilket er medvirkende til landsdækkende generalstrejker i Danmark.

Katastrofal fejltagelse på Mustard Point

I oktober 1943 går det galt i forbindelse med en modtagelse på Mustard Point. Maskinen dukker op før forventet, men da gruppen signalerer op til det engelske fly, viser det sig, at flyet er forfulgt af en tysk jager. Det tyske fly afbryder forfølgelsen af det engelske fly og cirkulerer flere gange over nedkastningsstedet, og der er ingen tvivl om, at pladsen er kompromitteret, og at det tyske fly vil alarmere Randers Kaserne, som kun er 8 km. borte. Hvidstengruppen beslutter efter aftale med Flemming Muus at suspendere modtagearbejdet for en periode. Nogle medlemmer af gruppen bistår på andre måder, bl.a. ved at assistere med evakuering af jøder til Sverige. Planen er, at man i foråret 1944 vil genoptage modtagearbejdet, men inden da, sker der en katastrofe.

Arrestation af de tre faldskærmsmænd

Den 13. december 1943 indtræffer katastrofen. Tre faldskærmsagenter - kaldet "paraplymænd", fordi de er ankommet fra England med faldskærm - Jacob Jensen ("Jens"), Kaj Roland Lund ("Bent") og Jan Boisen Juncker ("Kurt") bliver arresteret af Gestapo i Aarhus. En stikker er kommet på sporet af de tre søstre Ulrich, Grethe, Benthe og Else, som huser nyankomne agenter i deres lejlighed i Bruunsgade 46-48, inden de bliver sendt videre. Søstrene opbevarer også et større lager af våben og sprængstoffer og arbejder som kurerer for modstandsmagten. Den store lejlighed er udstyret med kraftige radiosendere og fungerer som illegal sendestation til England. Lejligheden ligger i øvrigt lige overfor Gestapos daværende hovedkvarter i Aarhus.

Klokken er 20.10, da det ringer på døren. Da spærretiden er trådt i kraft 10 minutter tidligere, er søstrene klar over, at det er Gestapo. Planen er, at de tre agenter skal tage køkkentrappen op på loftet, hvorfra de skal forsøge at slippe væk via naboejendommen. Den ældste søster gør alt, hvad hun kan, for at forsinke tyskerne ved at stille sig i døråbningen. Pludselig dukker "Bent" op i baggrunden. Bente Ulrich har senere betegnet "Bent" som et skvat, og hun mener, at han har talt over sig til en stikker og dermed udløst den katastrofe, der rammer modstandsbevægelsen. I sin bog "Dobbeltagenten" sætter den kendte sabotør, lægen Jørgen Røjel navn på stikkeren: Harvy Jensen. Mod krigens slutning skifter Harvey Jensen side og hjælper modstandsbevægelsen som dobbeltagent, og ved retsopgøret lykkes det ham at undgå en dødsdom og "nøjes med" 18 års fængsel. I 1950 bliver han benådet.

Jan Boisen Juncker er netop ankommet til landet og er derfor ikke særlig værdifuld for tyskerne. "Jens" har - vistnok imod reglerne - i vidt omfang været anvendt som omrejsende kurer og har derfor et indgående kendskab til store dele af modstandsbevægelsen. Han har som alle agenter instruktion om at sluge en udleveret cyankaliumtablet, hvis han falder i Gestapos hænder, men modet svigter, og han vælger at afsløre sin viden i håb om at redde sit eget liv. Det lykkes, men desværre på bekostning af mange andres liv.

De to er i forhør morgen, middag og aften resten af december. "Bent" holder ud i 14 dage, mens "Jens" bryder sammen allerede den første dag. Vi ved ikke, om de blev udsat for tortur, eller om frygten for at blive udsat for tortur, får dem til at snakke. De fortæller, hvad de ved om nedkastningssteder, modstandsgrupper, personer og steder, hvorfra man sender meddelelser til England. Herefter kan Gestapo rette et lammende slag imod modstandsbevægelsen, og hen imod 200 modstandsfolk bliver taget. Nogle af disse røber andre modstandsfolk, og således ruller lavinen videre, og modstandsarbejdet i Danmark lider ubodelig skade. Mange bliver deporteret til Tyskland, og 25 personer bliver henrettet.

Knud Christensen arresteres

Den 21. januar 1944 bliver Knud Christensen taget af Gestapo. Han bliver forhørt i Randers, inden han bliver ført til Århus Universitet, som er Gestapos hovedkvarter i Jylland. Her fortssætter forhøret. En vognmand fra Viborg har tilstået, at han i oktober 1943 har aflæsset et parti sprængstof i Knud Christensens gård i St. Voldgade. Knud benægter alt: Enhver kan køre ind i gården om aftenen og læsse noget af, som andre så afhenter efterfølgende.

Knud bliver sat ind i celle med en ung mand fra Hornslet, Herold Svarre, som bliver henrettet et par måneder senere. De bliver gode venner, men snakker bevidst aldrig om deres sager. Det er alment kendt, at Gestapo i stor udstrækning benytter sig af cellestikkere, som pumper oplysninger ud af medfanger og videregiver dem til Gestapo for selv at slippe for en dødsdom.

Hjemme i Randers er Knuds kone gået i aktion. Hun henvender sig til læge Ejnar Amundsen, som har gode forbindelser og organiserer, at alle 6 tons sprængstoffer bliver flyttet fra lageret den følgende nat. Det foregår med 8 mand fra byen og i vognmand Laursens bil, som de får lov at stjæle, idet Laursen i forvejen har sørget for, at motoren går og generatoren er fyldt op. Efter yderligere forhør bliver Knud Christensen løsladt den 7. februar 1944.

Hvidstengruppen anholdes

Den 10. marts 1944 skal der være nedkastning igen, men radiomeldingen fra England udebliver. Allerede næste dag, den 11. marts 1944 kl. 6.15 om morgenen, slår Gestapo til. Det er netop på årsdagen for den første nedkastning. Gestapo har holdt Hvidsten Kro under observation gennem flere måneder ved hjælp af danske stikkere. Hvidstengruppen er selvfølgelig opmærksom på de mange arrestationer i modstandsbevægelsen i Jylland, men undlader at gå under jorden. Det ville selvfølgelig blive opfattet som en erkendelse af skyld af Gestapo, og det kunne nemt gå ud over venner og familiemedlemmer. Marius, sønnen Niels, svigersønnen Peter samt døtrene Tulle og Gerda bliver arresteret på kroen. De næste par timer undersøger Gestapo kroen, staldene og udhusene uden at finde våben eller sprængstof. Da Gestapo gør mine til at føre Bitten ud til de ventende lastbiler, siger Tulle hvid i hovedet af raseri: "De fører vel ikke krig mod børn", og Bitten får lov til at blive på kroen. De arresterede bliver kørt til Gestapos hovedkontor på Aarhus Universitet, hvor de afhøres og efterfølgende indsat i Aarhus arrest i Vester Allé.

Den 17. marts 1944 marts bliver også Anders Steensgaard, Albert Iversen, Johan Kjær og Henning Andersen anholdt. Anders Stensgaard bliver arresteret i sit hjem i Raasted, og det lykkes ham at gemme en pistol i en brændestak. Hos dyrlæge Iversen finder man en pistol, men Iversen påstår, at han bruger den til at aflive uhelbredeligt syge dyr med, hvilket jo er en meget plausibel forklaring. Det lykkes Henning Andersen at få fjernet en del belastende materiale, inden han bliver taget. Andreas Stenz når at flygte og får via telefon alarmeret Søren Kristensen og Niels Kjær og bedt dem skaffe våben og sprængstof af vejen. I Hald bliver Barner Andersen arresteret, og i Randers får Gestapo fat i Knud Kristensen. Disse medlemmer af Hvidstengruppen ender også i Aarhus arrest. Hermed er hele Hvidstengruppen i Gestapos vold, bortset fra Andreas Stenz, som er flygtet til Sverige, hvor han tilslutter sig Den Danske Brigade.

Mens de sidder i arresten i Aarhus, skriver de indsatte flere breve hjem til familien om forholdene i fængslet og beder om at få tilsendt småting som toiletsager mv. Niels og Peder sender også breve til kvinderne om kroens drift og om landbruget. Disse breve bliver selvfølgelig censureret. Gerda og Tulle sender også en hilsen til lillesøster Bitten i anledning af hendes konfirmation.

Den 31. marts 1944 bliver mændene overført fra Aarhus arrest til Horserødlejren, mens Gerda og Kirstine Fiil forbliver i Aarhus. Her får de på et tidspunkt besøg af Gudrun. Først i slutningen af maj bliver de to kvinder overført til Vestre Fængsel i København.

Hvidstengruppen falder hurtigt til i Horserødlejren, og især Marius Fiil bliver meget afholdt og respekteret af de øvrige fanger. Han bliver anbragt i barak 12 på en stor stue, som i daglig tale hedder "alderdomshjemmet", da det hovedsagelig rummer de ældre fanger. Lejrchefen kaptajn R. Ploug skriver: "31/3-44 modtog jeg en Transport fra Jylland, hvoriblandt Fiil fra Hvidstengruppen. Med glæde modtog vi dem - og glade blev vi for dem." Lejrlægen Jørgen Kieler skriver: "31/3-44 modtog jeg en Transport fra Jylland, som sundhedsmæssigt var helt i orden - heriblandt Fiil, hvis Bekendtskab har været mig til stor Glæde." Der er ingen tvivl om, at Hvidstengruppen håber at kunne blive i Horserødlejren, indtil krigen slutter. Men!

I april 1944 udfører modstandsgruppen "Holger Danske" under ledelse af Bent Fauerschou-Hviid, bedre kendt som "Flammen", et mislykket attentat mod Werner Best og dræber hans chauffør, men (desværre) er Best ikke i bilen. Denne begivenhed får besættelsesmagten til at skærpe linjen overfor de danske modstandsfolk. Den 1. maj 1944 bliver modstandsmanden Karl Erik Abel ført til Ryvangen og skudt.

I juni 1944 udfører modstandsbevægelsen nogle meget omfattende industrisabotager, bl.a. sprængningen den 22. juni af Dansk Industri Syndikat A/S, DISA, i folkemunde "Riffelsyndikatet". Som gengældelse henretter tyskerne et antal danske modstandsfolk, og som yderligere gengældelse udfører den berygtede ”Peter-gruppe” en voldsom bombesprængning i Tivoli den 25. juni. Det er samme terrorgruppe, som den 4. januar 1944 havde dræbt præsten Kaj Munk. Disse aktioner øger presset på de fængslede modstandsfolk, der med rette betragter sig selv som tyske gidsler.

Tiden i Vestre Fængsel

Den 23. maj 1944 bliver medlemmerne af Hvidstengruppen sammen med seks mand fra Viborggruppen overført til Vestre Fængsel. Kammeraterne fra barakken samles om den overdækkede lastbil, mens de belagt med håndjern klatret om bord. Da lastbilen sætter i gang, rejser Marius Fiil sig og råber: "Farvel allesammen - vi har gjort vor Pligt mod Danmark."

I Vestre Fængsel indsættes alle 18 mand i samme celle, som får navnet "Dødscellen". På gulvet ligger 18 madrasser, og i lokalet er nogle få borde og taburetter. Vi er 18 mand i cellen, heraf nogle fra Hornslet og nogle fra Stoholm ved Viborg. Det første, Hvidstengruppen hører, er at Orla Andersen fra Hornsletgruppen netop er blevet henrettet. Kl. 21 skal der være ro, der bliver slået ekstra skodder for dørene, og lyset bliver slukket. Tiden er lang og fordrives bl.a. med kortspil. Stensgaard får smuglet en højskolesangbog ind i cellen, så der bliver sunget af hjertens lyst. Pastor Severinsen holder morgenandagt hver morgen.

Da Pastor Severinsen bliver benådet for sin dødsdom og sendt til Tyskland, ledes andagten af den kun 23 år gamle Christian Ulrik Hansen, "Christian U", som studerede teologi, indtil han blev opslugt af modstandskampen. Det er lykkedes Christian U at smugle en udgave af det lille skrift "Daglig Bibellæsning" med forslag til en daglig bibellæsning, som siden 1924 er blevet udgivet af FDF, KFUK-spejderne og KFUM-spejderne. Ofte tog han udgangspunkt i Jakob Knudsens mørke og tungsindige aftensang fra 1890, "Tunge, mørke natteskyer". Jakob Knudsen var for resten præst i Mellerup, som ikke ligger langt fra Hvidsten. Først i sidste vers er der et glimt af håb.

1. Tunge, mørke natteskyer
op ad himlen drager,
hjem til skovs af marken fly'r
hist de sorte krager;
skumringen sig breder ud,
det er mørkt omsider.
Vær os nær, du kære Gud,
medens natten lider!

5. Tung og mørk den tavse nat
over jorden spænder,
hist kun bag et vindve mat
vågelys der brænder.
Du, som lindrer sorg og nød,
al vor synd forlader,
lyser op den mørke død,
tak, du lysets Fader

Christian Ulrik Hansen deltog i den første nedkastning af allierede agenter i Jylland, som fandt sted ved Trend Storskov. Han blev leder af gruppe 4 i Holger Danske-Gruppen og snart udpeget til at være organisator af alle modstandsgrupper i Himmerland. Han blev fanget af Gestapo i Aalborg i februar 1944. Hver aften, når den sidste sang er sunget, vasker og barberer de indsatte sig, så de i givet fald er parate til at møde i krigsretten den følgende dag - og evt. blive skudt.

En aften kl. ca. 22 bliver døren låst op, og ind træder en højtstående officer med et stykke papir i hånden og læser navnene op på medlemmerne af Hornsletgruppen. Han befaler dem at være klar til afhentning tidlig næste morgen, da de skal stilles for krigsretten i Dagmarhus. Alle er klar over, at regnskabets time nærmer sig. Dagen efter sidst på eftermiddagen kommer vore kammerater fra Hornslet tilbage fra Dagmarhus, men der mangler to mand. De er dømt til døden og sidder i eneceller nede i kælderen.

Torsdag den 8. juni 1944 henrettes Orlas gruppekammerater, Herold Svarre og Aksel Sørensen. Det er tyskernes gengældelse for modstandsgruppen BOPA's sabotage den 6. juni, hvor en gruppe på omkring 100 mand sprænger fabrikken Globus i luften. Globus, som oprindelig var en cykelfabrik, producerede under krigen maskindele til det tyske luftvåben. Opildnet af de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944 udfører BOPA den 22. juni en dristig aktion mod Riffelsyndikatet, hvor de ødelægger bygningerne og erobrer betydelige mængder våben. Tyskerne svarer igen ved at sprænge Studentergården, Borgernes hus, Den Kongelige Porcelænsfabrik samt Tivoli i luften.

En aften sker det igen. Officeren kommer, og navnene på medlemmerne af gruppen fra Stoholm bliver læst op. Om aftenen bliver de fire dødsdømte anbragt i kælderen, hvor de skal sidde og vente på døden. Der sidder de i 11 døgn, hvorefter de bliver så benådet og kommer tilbage til cellen. Et par dage senere sker det igen, denne gang er det gruppen fra Ranum. Den 18. juni 1944 bliver otte fanger dømt til døden, heriblandt Christian Ulrik Hansen. Han bliver henrettet i Ryvangen den 23. juni 1944.

Krigsret i Dagmarhus

Den 25. juni 1944, dagen efter at Tivoli er blevet ramt af schalburgtage, udført af den famøse dansk-tyske Petergruppe, bliver Hvidstengruppen stillet for tysk krigsret i Dagmarhus. Fra 1942-1945 har Werner Best sit kontor øverst oppe i bygningen, mens man nede i kælderen banker og torturerer modstandsfolk. Under stærk bevogtning bliver gruppen i lastbiler kørt til Dagmarhus og ført ind i retslokalet. Der er en overdommer, to meddommere, en anklager, en forsvarer, en sekretær og en tolk. De anklagedes navne bliver råbt op, hvorefter hovedanklagen bliver oplæst. Anklagen mod Marius Fiil gennemgås først, og de øvrige medlemmer af gruppen føres ud. Således går det efter tur, og afhøringerne tager hele dagen.

Næste formiddag får de anklagede lejlighed til at supplere deres indlæg. Der er kun to, der benytter sig af det. Marius Fiil rejser sig og holder en tale om besættelsen og nazismen og siger bl.a. at et frit Danmark gerne vil byde det tyske folk velkommen, når krigen og nazismen er slut. Herefter rejser Niels Kjær sig og beder retten om at idømme ham en dødsstraf i stedet for en af de andre mænd, som alle er familiefædre. En mere uselvisk og rørende handling kan vel ikke tænkes. Iflg. Barner Andersen siger Niels Kjær: "Indtil den dag, jeg blev arresteret, havde jeg hele tiden tænkt, at jeg havde udrettet alt for lidt for mit land. Men efter at jeg nu i fire timer har hørt anklageren fortælle, hvor meget vi har generet tyskerne, er jeg stolt af at have været med. Angående dommen, ja, så er jeg alene. Der er sikkert ingen, som vil savne mig. Men dem, der er gift og har børn, er dømt for hårdt. Men vær sikker på, der kommer mindst 10 for hver enkelt af dem."

Gruppen bliver lukket ind i et andet lokale, medens retten voterer. Da de bliver kaldt ind, rejser de sig i en rundkreds, tager hinanden i hænderne og ønsker held og lykke.

Domsafsigelsen

Dagen efter, den 27. juni 1944, afsiges dommene. Otte medlemmer af Hvidstengruppen bliver dømt til døden:
• Kroejer Marius Pedersen Fiil
• Sønnen Niels Fiil
• Svigersønnen Peter Bergenhammer Sørensen (gift med Kirstine Fiil)
• Mekaniker Johan Kjær Hansen
• Radioforhandler Niels Nielsen Kjær
• Karetmager Søren Peter Kristensen
• Møller Henning Andersen
• Dyrlæge Albert Carlo Iversen

Tre medlemmer idømmes livsvarigt tugthus:
• Datteren Kirstine Sørensen f. Fiil, "Tulle"
• Landmand Jens Stenz
• Chauffør Barner Hyldgaard Andersen

To medlemmer idømmes fire års tugthus:
• Vognmand Anders Venning Steensgaard
• Købmand Knud Kristensen

Gerda Fiil bliver idømt to års tugthus.

Endnu en person fra Hvidsten bliver idømt dødsstraf, nemlig Jens Andersen. Jens har vistnok medvirket ved en enkelt modtagelse på Mustard Point, men regnes ikke som medlem af Hvidstengrupppen. Jens Andersen, som er broder til Henning og Barner Andersen, er taget til København for at begynde på politiskole den 1. marts 1944, så han undgår at blive taget af Gestapo den 11. og 17. marts og bliver dømt in absentia. Barner fortæller i sine erindringer, at han får besøg i Vestre Fængsel af sin far og sin broder Jens. Barner fortæller Jens, at han (altså Jens) er blevet dømt til døden og opfordrer ham indtrængende om at flygte til Sverige. Jens vælger at blive i Danmark, og efter at tyskerne har taget politiet den 19. august 1944, bliver Jens sammen med andre politifolk sendt til koncentrationslejrene i Buchenwald, siden til Mühlberg og Neuengamme, inden han kommer hjem til Dannmark med De Hvide Busser.

Efter dommen rejser Marius Fiil sig og siger, at efter krigen vil de unge "på ærlig vis række unge tyskere hånden". På vejen tilbage til Vestre Fængsel mærker de den uro, som vokser frem i byerne. En af dem siger, at så har deres indsats da ikke været forgæves.

Den 28. juni 1944 får Gudrun, som er rejst til København, lov til at besøge Kirstine, Gerda, Anton, Niels og Peder, og de tilbringer nogle timer sammen. Omkring midnat den 29. juni bliver de otte dødsdømte mænd samlet i ét lokale og får at vide, at de vil blive henrettet kl. 4 den følgende morgen.

Marius Fiils afskedsbrev til familien

I cellen i Vestre Fængsel i København skriver Marius Fiil dette afskedsbrev til sin familie (uddrag):

Kære elskede Gudrun,
Bitten, Tulle, Gerda, Ritha og Otto og Stumpen! Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod allesammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.

Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus, hvor der er Fred og ingen Krig, og til den Tid må I stå sammen og holde sammen og arbejde for Hjem og Danmarks Sag, så den Slægt, som skal bære vort Slægtsnavn frem, kan sige: 'Vore Fædre faldt med Ære for Danmark og for vores Konge'.

Jeres Far og din Mand, Marius.

Niels Fiils afskedsbrev til sine søstre:

Kære Ritha, elskede Søster!

Mange Tak for de Aar, vi har haft sammen derhjemme, nu maa du hjælpe Mor, alt hvad du og Otto kan i den svære Tid. Mig skal du ikke græde for, jeg faar det godt, hvor jeg kommer hen, og jeg er stolt over, at jeg er værdig, at det skal ske paa denne Maade. Hold nu godt sammen paa vort Hjem, sørg for, at det bliver i Familien, og at din første Søn maa blive kaldt Fiil, det Navn maa aldrig dø ud, husk det.

Kære Ritha og Otto, hav nu Tak for alt, hvad I har været for mig i den forløbne tid.

Tusind Hilsener og Kys,

Jeres Niels.

Kære elskede Bitten!

Tak, kære Søster, for hvad du har været for mig. Du har altid været den lille, men nu maa du blive stor, nu maa du hjælpe Mor, alt hvad du kan, brug dit lille fornuftige Hoved godt og gaa aldrig paa Akkord, hold den lige Vej, den fører altid til Maalet. Tusind Tak.

Hilsener og Kys,

din Bror Niels.

Kære lille Gulle!

Gid du maa blive stor og faa Lov til at opleve et fredeligt og lykkeligt Danmark, det vi andre kæmpede for. Jeg haaber og tror, at det vil lykkes for dig.

Tusind Hilsener og Kys,

din Morbroder Niels.

Albert Carlo Iversens afskedsbrev til sin hustru og deres tre børn:

29. juni 1944

Ja, så gaar Far ud på den lange Rejse. Jeg sender hermed jer alle fire mine sidste kærlige Hilsener og haaber, at I alle maa leve længe og lykkeligt. Tænk kun godt om mig, jeg vilde det Bedste og har kun ønsket at gøre det godt for Eder.

Kære Gusta! Tak for alt og Tak for din Overbærenhed, pas godt paa Børnene. Lad Laus og Viggo hjælpe dig, hør efter deres Raad.

Kære Ulla! Du er jo nu en stor Pige, hjælp Mor med de smaa.

Tove og Helle! I skal bare være gode og kærlige og huske paa, at I engang bliver glade igen. Jeg haaber, at alt bliver ordnet for Eder, og at I må få det godt igen. Eders Fars sidste tanker gælder Eder og Eders Mor. I maa ikke sørge, I skal huske, at der maa være nogle, der falder i en Krig.

Og så til Slut endnu en Gang: Jeg tænker i min sidste Time på Eder. Hils alle fra mig.

Tusinder af Kys og kærlige Hilsener til Gusta, til Ulla, til Tove og til Helle fra

Eders Mand og Fader.

P.S. De sidste Kys og Hilsener til Eder alle. Hold Humøret oppe. Lev vel, alle fire.

Henning Andersens afskedsbrev til hustru og børn

Vestre Fængsel, den 28. juni 1944

Kære lille Kone.

Dette er den sidste Hilsen, som du modtager fra mig paa denne Jord. Naar du læser det, er jeg ikke mere blandt de levendes Tal. Jeg takker dig meget for den Tid, som jeg har levet sammen med dig, det har været en god Tid, og jeg håber at møde dig igen hos Gud i Himlen. Nu maa du: være stærk, Marie, og ikke fortvivle. Vi dør ikke forgæves, stol paa det. For Børnenes Skyld maa du - være stærk, for skulde de miste dig ogsaa, har de jo slet ingen Støtte i Livet. Prøv og forklar dem hvordan det hænger sammen, naar de bliver store, så vil de forstaa det hele, og kære Mie, vil du holde deres Fars Navn rent og i Ære. Søg at faa saa meget ud af Livet, som du nu kan uden mig. Sælg Møllen. Det økonomiske kommer du ikke til at lide under, det er der sørget for, og det er mig en stor Trøst i denne Stund.

Jeg har ikke gjort noget ondt, Marie, så jeg kan dø med Ære ..

Det havde været tungere, dersom jeg havde tilsmudset det Navn, som du bærer, lille Kone, og som jeg haaber, du bliver ved med at bære. Jeg tror, du i Livet altid har været mig tro, så det ved jeg, at du også vil være i Fremtiden.

Tak Lillemor.
Vi skal jo alle dø engang, nu maatte jeg ikke leve længere ved din Side her på Jorden, men der er et Liv efter det her, og saa ses vi igen. Stol på det min Skat.

Et sidste Farvel fra din Mand.

På Gensyn Marie

Henning.

Hermed sender jeg dig min Ring, Marie, som du skal faa lavet, saa du kan gaa med den på din Finger til daglig.

Afskedsbrev fra Paul Edvin Kjær Sørensen til sin far og søskende

Kære Fader!

Jeg er blevet sendt til København, og naar du læser dette Brev, er jeg ikke mere; Benaadningsansøgningen er blevet afslaaet; jeg må herefter herigennem sige Jer allesammen Farvel, tag det nu ikke tungt, men tilgiv mig, at jeg har forvoldt jer så store Sorger.

Jeg vilde gerne ligge ved siden af min Moder, hvis det kan lade sig gøre.

Farvel, Fader, Søster og Broder, hils hele min Familie.

Jeres hengivne Paul. N.B. Hvis der er noget, Else gerne vil have af mine Sager så giv hende det (Del med hende, Far).

Henrettelsen

Den 29. juni om morgenen bliver de otte medlemmer af Hvidstengruppen kørt til Ryvangen og henrettet ved skydning.

På henrettelsespladsen er opstillet tre fyrretræspæle, som de dødsdømte bliver bundet til og skudt. I 1950'erne bliver de tre pæle flyttet til Frihedsmuseet, og i stedet bliver der opsat bronzeafstøbninger af pælene. Foran pælene er en mindetavle med et vers af Kaj Munk:

Drenge, I drenge som døde
I tændte for Danmark i dybeste mulm
en lysende morgenrøde

Tulles brev til Werner Best

Den 30. juni 1944, samme dag hvor Hvidstengruppens otte medlemmer bliver henrettet i Ryvangen, skriver Marius Fiils datter, Kirstine Fiil Sørensen, "Tulle", som selv er blevet idømt livsvarigt tugthus, dette gribende brev fra sin celle til Werner Best. Det må have krævet et stort mod, al den stund at Tulle på det tidspunkt er idømt en livstidsdom.

”Det Arbejde, vore Mænd har gjort, er ikke gjort af Had til Tyskland, men fordi Danmark er i Krig, for Danmark er i Krig, men jeg er bange for, at der efterhaanden bliver et saadant had til Tyskland, ikke af os, der sidder indespærrede, vi har lært at forstaa Tyskerne en lille smule, men af alle de Mænd, som er væk, hvis Børn engang bliver voksne Mænd, og hvad de vil tænke og føle, er ikke svært at gætte sig til” ....

"Jeg har selv en lille Pige, som i dag har mistet sin Fader, Morfader og Morbroder, hun kan heldigvis ikke forstaa det, men kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem. Min Broder sagde den sidste Gang, jeg saa ham:

"Vi ved, at et Fjæld kan sprænges,
og tvinges kan en Elv,
men aldrig kan et Folk forgaa,
som ikke vil det selv".
[Valdemar Rørdam(1906/1907)]

Det vil Danmark ikke, for Danmark og alle dem, der gav deres Liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille Land som Danmark maa have lov til at tænke selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på Hjerte, kun dette ville jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en Mand, Far og Broder, der var værdige til at dø for Danmark.

Best besvarede aldrig Kirstines brev.

Befolkningens reaktioner

Best havde efter ordre fra selveste Adolf Hitler besvaret sabotage med terror, men nyheden om henrettelserne, som blev bragt i alle landets aviser den 30. juni 1944, fyldte danskerne med så megen vrede, at der opstod strejker og voldsom uro i store dele af landet. Offentliggørelsen, som var beordret af den tyske censur, havde til formål at skræmme den danske befolkning til passivitet, men i stedet bidrog til at skærpe danskernes opfattelse af nu endelig at være i krig med Tyskland. Den tyske udenrigsminister, von Ribbentrop, gav herefter Best ordre til at udsætte "enhver fuldbyrdelse af domme over danske statsborgere". Henrettelsen af medlemmerne af Hvidstengruppen bevirkede således, at andre dødsdømte modstandsfolk fik lov at leve.

De andre medlemmers skæbne

Den 15. juli 1944 kl. 3 om morgenen bliver Anders Steensgaard, Jens Stenz, Barner Andersen og Knud Kristensen kaldt ned i stueetagen, hvor de møder Gerda og Tulle Fiil. De får udleveret deres bagage, og mændene bliver lænket sammen 2 og 2, hvorefter de starter transporten sydpå i lastbil med en eskorte på 12 sværtbevæbnede soldater. De kommer med færgen fra Gedser. Da fangerne forlader færgen, stiller mandskabet op i espalier (æresport) med blottede hovedet. Turen fortsætter til Warnemünde, hvorfra de fortsætter med tog, nu blot eskorteret af 2 SS-officerer.

De ankommer til Kiel kl. 2 om natten og vandrer gennem den sønderbombede by til fængslet, de bliver lukket inde i hver sin enecelle. Pludselig bliver der blæst luftalarm, og flere engelske fuldtræffere rammer fængslet. Da støvet har lagt sig, viser det sig, at alle er uskadte, incl. Gerda og Tulle, som har tilbragt natten i kvindefængslet i nærheden. De fortsætter til Neumünster, hvor de overnatter i fængslet. Videre til et sønderbombet Hamborg, hvor ikke et hus er uskadt. Turen ender i Bützow, ca. 30 km. Syd for Rostock. Her ligger tugthuset Dreibergen, blandt fanger kaldt: "Det røde Helvede". Under bevogtning marcherer de til kvindefængslet, hvor Tulle og Gerda bliver indsat, mens mændene marcherer videre til tugthuset Dreibergen, hvor mændene tilbringer de næste ni måneder. Søstrene bliver adskilt fra hinanden i kvindefængslet, og de mødes først, da de kommer hjem til Danmark.

Efter knap to måneder bliver Gerda benådet og sendt hjem. Det er Københavns biskop H. Fuglsang Damgaard, som har ansøgt Best om benådning af Gerda. I foråret 1945 begynder det at lysne for de tilbageblevne, efterhånden som Nazi-tysklands sammenbrud rykker nærmere, og den 21. april 1945 kører de hjem over den danske grænse.

Tulle Fiils skæbne

Efter arrestationen bliver også Tulle dødsdømt ved den tyske krigsret, men får snart ændret sin dom til livsvarigt tugthus. Som nævnt bliver hun midt i juli 1944 hun transporteret til Tyskland, hvor hun tilbringer de første tre måneder i straffearrest. I en periode deler Tulle og Gerda celle med Elsebet Kieler. Elsebet har sammen med sine brødre Jørgen og Flemming Kieler samt søsteren Bente været medstifter af modstandsgruppen "Holger Danske II". De to brødre stod sammen med deres kammerater til dødsstraf, men bliver formentlig reddet fra henrettelse som følge af folkestrejken, der opstod i kølvandet af henrettelsen af de otte medlemmer af Hvidstengruppen.

I februar 1945 bliver hun flyttet til et fængsel ved Leipzig, da russerne kommer for tæt på. Tulles mor, Gudrun Fiil, prøver gentagne gange at få Tulle benådet. I april 1945 bliver Tulle løsladt og sendt hjem til Danmark med De Hvide Busser - sammen med 15.000 andre skandinaviske fanger. Ved Hvidsten Kro har byens beboere rejst en æresport af blomster som en velkomsthilsen til Tulle.

I 1946 bliver Tulle gift igen, denne gang med Olaf Møller, som var militærmand og tidligere kz-fange. De mødes i en af de hvide busser, hvor han er på vej hjem fra Dachau. De får en datter, som dør bare ni måneder gammel.

Efter krigen nægter Tulle at modtage erstatning fra staten, da hun er af den opfattelse, at hun og hendes familie har deltaget i modstandsarbejdet af pligt, frivilligt og i fuld erkendelse af risikoen. Tulle dør den 25. august 1983 og bliver begravet på Gassum Kirkegård, hvor også hendes mand oberst Olaf Møller ligger.

Gerdas skæbne

Efter Gerdas løsladelse fra tysk fangenskab i august 1944 kommer hun på Jebjerg Efterskole indtil april 1945. Fra 1946 er hun et år i huset i England, hvorefter hun vender tilbage til Hvidsten og arbejder på familiens kro. I 1951 bliver hun gift med arkitekt Svend Jessen, og de flytter til vestkysten, hvor Svend har fået arbejde. Fra 1976 forpagter de restauranten Marie Grubbe på Tjele Gods. På deres gamle dage flytter de tilbage til Hvidsten, hvor de bor i nærheden af kroen. Gerda dør den 26. juni 1994.

Ole Geislers skæbne

Under forhørene af de to SOE-agenter, som blev arresteret i Aarhus i december 1943, får Gestapo kendskab til store dele af den jyske modstandsorganisation, herunder også om Geislers rolle i den. Han bliver derfor beordret til København, hvor han indtræder i Frihedsrådets militærkomité, og han bliver leder af sabotageaktiviteterne i hovedstadsområdet. I juli 1944 bliver han ved et tilfælde taget ved en Gestapo-razzia, hvor det lykkes ham at undslippe ved at springe ud af vinduet og flygter gennem baggårde og over mure og plankeværker. Indtil befrielsen opererer han som aktiv modstandsmand og aktivt bindeled mellem SOE og Frihedsrådet. At operere aktivt i det illegale Danmark gennem mere end to år er helt usædvanligt. Både i København og i Jylland vinder han sig mange venner med sit charmerende og tillidsvækkende væsen, sin uselviske indstilling og sit aldrig svigtende mod. Den 15. juni 1944 får han for sin indsats i modstandskampen den britiske orden "D.S.O.", Distinguished Service Order. Udover Flemming B. Muus er Ole Geisler den eneste dansker, som modtager denne fornemme orden i forbindelse med anden verdenskrig.

Som så mange andre modstandsfolk bliver Ole Geisler ved krigens afslutning ramt af en dyb depression (i dag ville han sikkert få diagnosen ptsd) og af rastløshed. Han vender tilbage til Sydafrika, hvor han en tid arbejder som ingeniør. Han udvikler en cancersygdom, formentlig pga. et voldsomt cigaretforbrug. Den 4. oktober 1948 dør han, kun 35-år gammel. Hans lig bliver transporteret til Danmark, hvor han bliver begravet på familiegravstedet på Assistens Kirkegård.

Jørgen Hæstrup, "besættelsestidens historiker", fortæller i sin afhandling "Kontakt med England 1940-1943", at han kontakter Ole Geisler både i 1947 og i 1948 og beder ham udarbejde en beretning om sine aktiviteter i modstandskampen. Geisler svarer imødekommende, men hans helbred er allerede så medtaget, at han ikke magter det. Vi må derfor "nøjes med" de glimt, vi får af denne fantastiske skikkelse gennem hans kammeraters øjne.

Mindelunden i Hvidsten

De fem overlevende kvinder i Fiil-familien og Ritas mand Otto ønsker at få ligene af deres kære hjem til Hvidsten. I juli 1945 finder man tyskernes begravelsesplads ved siden af henrettelsespladsen, hvor de henrettede er blevet begravet uden at være lagt i kiste. Ved hvert lig er anbragt en lille pæl med den henrettedes navn. Den 10. juli 1945 føres otte kister med resterne af de henrettede patrioter gennem Københavns gader, efter at de har tilbragt natten i kapellet i Holmens Kirke. Ligene bliver bisat i Grundtvigskirken. Den 16. juli 1945 bliver de henrettede medlemmer af Hvidstengruppen ført hjem til Hvidsten. Vognen med de otte kom ad landevejen fra Randers til Mariager. Folk kom ud til vejen med blottede hoveder, og børnene stod med dannebrogsflag. Den 16. juli 1945 bliver urnerne nedsat ca. 100 meter nord for Hvidsten Kro, hvor der er opført en mindelund og rejst en mindesten.

Bårerne føres ud af Grundtvigskirken. Til højre urnenedsættelsen.

Øverst på mindestenen står teksten:

DAAD FOR DANMARK BRAGTE DAG.
TAPPERT ØVET, TRO TIL DØDEN.
LYSE LAD I MORGENRØDEN:
DE GAV LIV FOR DANMARKS SAG

hvorefter følger navne og fødselsdage på de otte medlemmer af Hvidstengruppen, som blev henrettet i 1944. Nederst står:

1944 DEN 29. JUNI
FALDT DE FOR DE TYSKE KUGLER
DYREBART ER DERES MINDE FOR DANMARK

REJST AARET 1945

Da urnerne var nedsat, sagde præsten Poul Christensen bl.a. følgende: "Da vort Forsvar i Danmark var brudt sammen, da Fjenden var trængt ind over vort Land, da endogsaa Landsmænd gik i Fjendens Sold, da de fleste lod staa til og fortrøstede sig med at være lydige mod Kongens Ord, da var der nogle, hvem Hjertesorgen blev for tung til, at de kunnne være uvirksomme. De meldte sig mange steder fra, de kom ogsaa fra Hvidsten og Spentrup. De vidste, hvad det kunne koste, og de betalte Prisen.

...

"Saa kunne vi blot sige jer otte Mand Tak, hvis Støv her er sat for vor Fod. Selv om I ikke hører det, siger vi det dog: Velkommen tilbage til Hvidsten og Spentrup. Vi ville gerne have løbet Jer i Møde og trykket jeres Haand, alle I brave Mænd, som vi kendte saa godt, I stilfærdige, solide Jyder, der blev Helte, da Danmark kaldte. I kæmpede for at skaffe os Friheden, I døde, for at vi kunne leve."

Mindelunden ved Hvidsten i 1945. Til højre kong Frederik og dronning Ingrid i Mindelunden i 1949.

På 50 årsdagen for Danmarks befrielse lagde modstandsbevægelsen store kæmpe, godsejer Flemming Juncker, en krans for de otte medlemmer af Hvidsten-gruppen, som gav deres liv for Danmark.

Museum på Hvidsten Kro

I 2017 blev der indviet et museum om bl.a. Hvidsten Gruppen på Hvidsten Kro. Museet, som drives af Østjyllands Museum i Randers, blev muliggjort ved en stor donation fra "A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal". Museet er indrettet i de fredede stald- og ladebygninger. Udover en fast udstilling om Hvidsten Kros historie og Hvidstengruppen er også udstillet en samling landbrugsmaskiner og -redskaber fra 1900-tallet.

"Hvidsten Kro" af Lars Lilholt

En af mine yndlingsspillemænd, poeten og historiefortælleren, Lars Lilholt, hvis hjerte (også) brænder for Østjylland, har skrevet dette smukke digt, som var med på albummet Kong Pukkelrygs Land, 1994. Hvis du ikke har tid eller lyst til at fordybe dig i mine skriblerier, vil du formentlig få lige så meget ud af at læse Lilholts tekst. Efter at have skrevet teksten opsøgte han Gerda Fiil, som hjalp med at rette faktuelle fejl i sangen. Sangen blev senere brugt i forbindelse med filmatiseringen af Hvidstensgruppen.

Hvidsten Kro af Lars Lilholt

Sorte Halifax-maskiner hopped’ over klitterne ved Søndervig
som paukeslag fra BBC, som trækfugle der jog forbi
lavt ind over Jylland med kursen sønden om Hobro
snart stod faldskærme som hvide blomster mod den natblå ro
i køkkenet på kroen gik alt sin vante gang
Gudrun bagte æggekage mens hun stod og sang
men fra den 12. marts i ’43 var der ikke mere ro
på Hvidsten Kro

For da kom dr. Thorup og en fremmed ind i kroens skænkestue
og sagde: ”Marius Fiil, hvis du vil er du ham vi skal bruge
der er containere med våben på markerne ved Allestrupgård
de skal bringes ind til Randers før tyskerne fornemmer hvad der foregår”
”Jeg skal lige spørge Gudrun” var hvad Marius fik sagt
så var Hvidstengruppen dannet og London fik kontakt
det gik godt et år og så tog sorgen varig bo
på Hvidsten Kro

Snart så var de fjorten og i familien Fiil tog alle fat
og var der hilsen til Elias over BBC så var der bid i nat
i 1943 var danskerne begyndt at vågne op
sabotører sku’ bevæbnes, og det var Hvidstengruppens job
de lyste op mod himlen, tre hvide og en rød
en enkelt uopmærksomhed ku’ vær’ den visse død
og efter nattens arbejde var der en mellemmad eller to
på Hvidsten Kro

Store sorte fugle over Jylland, sønden om Hobro
faldskærme på himlen hvide blomster mod den natblå ro
der lå tyskere i Randers, der lå tyskere ved Mariager Fjord
de vidste der var noget galt men tørvegrave sletter alle spor
de nåede ud til kroen når flyene var væk
på loftet lå en faldskærmsmand og rystede af skræk
han knugede sin giftampul og klyngede sig til en spinkel tro
på Hvidsten Kro

Faldskærmsmanden var frivillig, han var lydløs, han var rå
han kunne sprænge broer så die Wehrmacht’s togtransporter gik i stå
men han blev taget af Gestapo hos en kvinde som han faldt for og fik lov
men giftampullen fik han ikke for de tog ham mens han sov
SS’ sorte bødler satte tommelskruer på
og Marius var røbet før testiklerne blev blå
ja klokken den var slået før bornholmeren den slog to
på Hvidsten Kro

En morgen midt i marts blev kroen forvandlet til et håb
der var støvletramp i gården, motorstøj og tysk kommandoråb
Gudrun stod i køkkenet, det bankede på den lave dør
”Heil Hitler! Hände hoch!” og Gudrun hvisked’ ”Åh Gud nej nu er det lige før”
men Marius han gryntede den gamle fatalist:
”Det går jo nok og Gudrun, lad nu vær’ at vær’ så trist”
men hun gøs for der var en hæslig lyd af en stikker der lo
over Hvidsten Kro

Så førtes alle fjorten ind til Århus, og så til Horserød
Niels Fiil sagde til sin far: ”Jeg tror det bliver vores død”
Hvidstengruppen sad som gidsler i en gammel rød barak
for nazisterne sku’ ha’ nogen at skyde for at holde folk i skak
på Dagmarhus i København der blev krigsretten sat
og otte af dem dømtes til at dø den næste nat
men man hørte ingen gråd, nej de tog det med en iskold ro
dem fra Hvidsten Kro

Da Marius forlod sin celle favned’ han en tysk soldat
og tilgav ham og sagde: ”Du skal vide at
det er ikke jer almindelige tyskere som vi har kæmpet mod
nej, det er det onde der har magten over jer og os” og tyskeren forstod
i Ryvangen til sidst, hvor de tavse pæle står
de otte af dem sang: ”Altid frejdig når du går”
solen steg, ordren lød, så faldt de to og to
dem fra Hvidsten Kro

I sommeren ’45 kom de atter hjem og fik den sidste ro
i en fællesgrav ved landevejen 100 meter nord for kroen
og kører du forbi en dag så tøv en kende før du videre ta’r
for det er ikke længe siden, og de gav det dyrebareste vi har
dengang jeg var lille var jeg der med min far
da stod Gudrun stadigvæk og gjorde æggekagen
så’n en vinteraften i den dybe stille natblå ro
på Hvidsten Kro

Hvidstengruppens betydning

Mange danskere - og måske også udlandet - mente, at Danmark den 9. april 1940 havde tabt sin ære og nu bare ventede på, at de allierede soldater skulle løse problemerne for os. De følte, at Danmark selv måtte tage ansvaret på sig, og at danskerne selv måtte gå ind i kampen for et frit Danmark. Og det gjorde Hvidstengruppen. Med deres og mange andres indsats sikrede de, at Danmark i 1944 af briterne og amerikanerne blev regnet for en allieret i krigen med Tyskland. De sikrede, at vi i 1945 fik sæde blandt de frie lande i det nyoprettede FN. De genoprettede landets tabte ære. Og de betalte den højeste pris.

Mindegudstjenester i Gassum Kirke

I Gassum Kirkes våbenhus hænger en tavle med navnene på de henrettede medlemmer af Hvidstengruppen. (Hvidsten ligger i Gassum sogn). Hvidstengruppens tilknytning til kirken fremgår også af dåbskanden, på hvis fod man kan læse inskriptionen:

"ANSKAFFET TIL GASSUM KIRKE 1947 FOR EN ARVEPART SKÆNKET KIRKEN AF NIELS NIELSEN KJÆR, HVIDSTEN, DER FALDT FOR DANMARK 29. JUNI 1944."

På alteret ligger den bibel, der blev brugt til aftenandagterne i Vestre Fængsel, mens gruppen afventede dommen.

Hvert femte år den 29. juni holdes der en mindegudstjeneste i kirken, og der indledes med en højtidelighed ved mindestenen i Hvidsten. Kransenedlæggelsen afsluttes med salmen "Altid frejdig når du går", hvorefter gæsterne kører i kortege til Gassum Kirke. Kongefamilien har flere gange deltaget i højtideligheden. I 2014 anledning af 70 året for Hvidstengruppens henrettelse var tidl. udenrigsminister, dr. phil. Per Stig Møller gæsteprædikant. Jeg kan nævne, at Per Stig Møller er barnebarn af Christmas Møller, som holdt brandtaler mod nazismen fra BBC i London. Per Stig Møller siger bl.a. i sin prædiken: "Hvad har vi lært af den (Hvidstengruppen)? Vi har lært, at har man intet forsvar, får man andres angreb. Man skal ikke stå venneløs og uden alliancer, for der er brug for dem, når krisen bryder ud. Man skal ikke give efter for alverdens bøller, for gør man det, bliver de umættelige. At man skal stå ved sine værdier; gør man ikke det, har man ingen."

Mindehøjtidelighed i Hvidsten den 29. juni 2019

Den 29. juni 2019 deltog Dronning Margrethe i mindegudstjenesten på 75 års dagen. Der indledtes med æggekage på Hvidsten Kro i selskab med en række efterkommere af Hvidstengruppen. Under frokosten kom Lars Lilholt og sang sin sang om Hvidsten Kro. Herefter nedlagde Majestæten en krans i Mindelunden i Hvidsten. Dejlige Bodil Jørgensen, som spiller Gudrun Fiil i filmen om Hvidstengruppen, var med i Mindelunden, da Dronningen havde bedt om at hilse på hende. Efter højtideligheden i Mindelunden kørte Dronningen til Gassum Kirke, hvor biskop Henrik Wigh-Poulsen forestod gudstjenesten.

Litteratur om Hvidstengruppen

Axel Holm: Hvidsten Gruppen (1945)
Bogen beskæftiger sig ikke i detaljer med de enkelte modtagelser, men fokuserer på skildring af gruppens medlemmer. I de senere udgaver er et tillæg på mere end 50 sider, indeholdende Pie Frandsens (Baastrup) erindringer fra 1942-1949. Lægefamilien Baastrup fra Hornslet, faderen Holger Baasgtrup Thomsen, som var læge i Hornslet, samt de tre børn Svend, Bjørn og Pie, spillede en afgørende rolle i modstandskampen, ikke bare i Hornslet med hele Østjylland.

Jørgen Røjel: Modstandsgruppen Hvidsten (1984)
Jørgen Røjel, som jo selv var en meget fremtrædende modstandsmand, giver en mere detaljeret - og efter min mening - en mindre sentimental - fremstilling af gruppen og dens indsats. Han medtager en lang række breve, som gruppens medlemmer sendte til deres familier, mens de sad fængslet. Hvis du kun vil læse én bog om Hvidstengruppen, vil jeg anbefale denne - samt Pie Frandsens erindringsafsnit i Axel Holms værk ;-).

Jørgen Hæstrup: Kontakt med England (1959)
I kapitel 18 og 19 i sin doktorafhandling giver Jørgen Hæstrup, som ofte kaldes for "besættelsestidens historiker", en grundig indføring i nedkastningsarbejdet, Hvidstengruppens oprettelse og aktiviteter samt den sammenhæng, hvori den indgik. Bogen giver en detaljeret beskrivelse af den danske sektion af SOE's opståen, udvikling og arbejde. Lidt tør, men meget interessant. Hæstrup var selv aktiv modstandsmand under besættelsen

Peter Laursen: Hvidsten-gruppen som Barner Andersen oplevede den (1984)
Efter krigen tog Barner Andersen rundt på skoler og fortalte om sine oplevelser. Kort før sin død i 1985, 63 år gammel, når han at genfortælle sine erindringer for Peter Laursen. Bogen er letlæst og især rettet mod unge i 8.-10. skoleklasse. Jeg læste den dog med stort udbytte, da jeg var 77 år.

Filmen Hvidstengruppen

Jens Jørn Spottag (længst til højre) og Bodil Jørgensen (nummer to fra venstre), der spiller Marius og Gudrun Fiil i filmen "Hvidsten Gruppen", på besøg hos den nulevende generation af familien Fiil. I midten ses Gudrun "Gulle" Fiil Paetch, herudover det nuværende værtspar på Hvidsten Kro Christina og Søren Fiil Paetch, Gulles søn, som overtog kroen i 1999. – Foto: Henning Bagger.