Frihedskæmperne i Hornslet, Hornsletgruppen

I krigens sidste tid mistede fem unge modstandsfolk fra Hornslet livet. Tre mænd blev arresteret og dømt til døden for deres deltagelse i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt og efterfølgende henrettet i Ryvangen i København. De tre var den 28-årige bankassistent Orla Andersen, den 31-årige lagerforvalter Aksel Sørensen og den 34-årige Herold Svarre. Mac Hoffmann blev skudt under en razzia, og stud. polyt. Karl Algreen Møller blev skudt af tyske soldater under en illegal transmission til England. Hornsletgruppens opgaver bestod i at modtage våben, sprængstoffer og agenter, der blev kastet ud i faldskærm forskellige steder i Djursland og efterfølgende transportere tingene og personerne videre til sabotagegrupper forskellige steder i landet. Gruppen arbejdede blandt andet sammen med Hvidstengruppen. En person, som havde arbejdet sammen med Hornsletgruppen, blev anholdt af Gestapo, og under forhør røbede han sin viden, og gruppen blev optrevlet. Den første Hornsletgruppe blev hurtigt efterfulgt af en anden og siden en tredje Hornsletgruppe. Kort efter krigen blev der rejst et mindesmærke til ære for de fem faldne modstandsfolk.

Min interesse for Hornsletgruppen

I 1968 flyttede Birgit og jeg sammen med vores søn Claus til Hornslet, som er en dejlig stationsby ca. 20 km nord for Aarhus, hvor vi kom fra. Birgit fik ansættelse ved kommunen, hvor hun arbejdede, indtil hun gik på pension mange år efter. Jeg passede mit arbejde ved Jydsk Telefon, indtil jeg gik på pension i 2005. Claus kom hurtigt i børnehave og gik i Hornslet Skole, indtil han kom på gymnasium i Aarhus. Det samme forløb havde vores yngste søn. Hornslet var en dejlig by at leve i for vores lille familie. Ungerne trivedes med idræt, fodbold, håndbold, badminton, tennis, bordtennis, svømning mm. Selv om vi holdt fast i de gamle venner fra Aarhus, fik vi en stor venskabskreds i Hornslet. Nogle var som vi selv tilflyttere, andre havde dybe rødder i byen. Vi "var med til" at få bygget en idrætshal, som kom til at fylde meget i vores tilværelse. Vi var med til at afvikle halballer, juletræsfester, afdansningsbal, fagenes fest, bankospil oma. foruden bryllupper og runde fødselsdage. Vi blev medlemmer af Borgerforeningen, som vores gode ven og nabo, Erling, var formand for. Erling, som var direktør i Hornslet Bank, fortalte ved en lejlighed, at en af bankens medarbejdere, Orla Andersen, under krigen havde været leder af en modstandsgruppe, Hornsletgruppen, som havde gennemført flere modtagelser af våben og ammunition, nedkastet af britiske fly. Orla var sammen med de fleste i gruppen blevet taget af Gestapo og siden henrettet. Det var herigennem, jeg blev opmærksom på Hornsletgruppen. Andre kunne berette, at når den lokale malermester, Nis Gottlieb, kunne forekomme lidt "sær", skyldtes det eftervirkninger fra hans deltagelse i modstandsarbejde. Jeg fik også at vide, at brødrene Skipper, hvoraf Ib Skipper stadig var købmand i byen, også havde været medlemmer af Hornsletgruppen.

En uudtømmelig kilde til historier om Hornslets fortid var Hugo Rahbek. Han havde boet hele sit liv (84 år) i Hornslet, bortset fra tre måneder på Grønland som nyudlært murer, og han kunne fortælle anekdoter i timevis. Jeg er ikke sikker på, at de alle "kunne holde vand", men underholdende var de. Han fortalte bl.a. om en lægefamilie, bestående af far og mor og to sønner og en datter, som under krigen havde skjult faldskærmsagenter, deltaget i modtagelse af våben og ammunition, nedkastet fra engelske fly, været med i sabotageaktioner og meget andet. Faderen var både praktiserende læge og læge på Hornslet Sygehus. Faktisk boede lægefamilien i samme bolig, som vores daværende huslæge. Ved en lejlighed var en modstandsmand dukket op på sygehuset med Gestapo i hælene, og lægen havde resolut anbragt modstandsmanden i en sygeseng på en stue med patienter i karantæne, så Gestapomanden måtte gå forgæves.

Jeg hørte også om byens historiker, overlærer Søren Sloth Carlsen, som med sin glødende interesse for lokalhistorie lagde grunden til Rosenholm Egnsarkiv. Da Søren Sloth Carlsen blev syg, bad han Aksel Hjort tage over, og arkivet kunne ikke være kommet i bedre hænder. Vi har flere gange haft fornøjelsen af at trække på Aksel og hans hustru Bodils enorme viden om lokalhistorien, når vi ville vise vores by og kirke frem for udenbys venner, Jeg kan også nævne, at Aksel Hjort i 15 år var formand for Hornslets drengespejdere.

I dag ligger egnsarkivet i det tidligere Ting- og Arresthus midt i Hornslet, hvor arkivet har til huse i de tidligere fængselsceller og betjentstuen, hvilket passer fantastisk godt til de mange arkivalier, der dokumenterer Hornslet by og omegn gennem tiderne. Arkivet ledes af en af vores gode venner, Jørgen Rasmussen, aka "Rasser", og vi kender også mange af de øvrige frivillige. Egnsarkivet er altid et besøg værd, og jeg lover, at du vil blive godt modtaget. Du kan evt. orientere dig først på arkivets hjemmeside. Egnsarkivet har ud over mange historiske arkivalier og billedarkiv m.v. mere end 90.000 navne samt et stort elektronisk arkiv med billeder mm., som er meget populært blandt lokale slægtsforskere.

Vi havde megen glæde af at deltage i højskoledage og andre kulturelle aktiviteter, ligesom vi på vores ældre dage også havde fornøjelse af HF-kurser i sprog og - for mit eget vedkommende - historie og religion. Herigennem stiftede jeg bekendtskab med forfatteren og historikeren Vilfred Friborg Hansen. Ved siden af sit hverv som underviser i Rønde fik han også tid til politisk arbejde, og han har været borgmester både i Rønde Kommune og siden i Syddjurs Kommune. Vilfred har et omfattende forfatterskab bag sig, men jeg vil nøjes med at nævne "Folk og Liv på Røndeegnen, bind 1-12, 1979-1996", som jeg har studeret med interesse.

Foredrag/mindeaften om Hornsletgruppen

Det var vores gode ven Mogens Søndergaard, der som jeg er meget historieinteresseret, som gjorde mig opmærksom på, at vi havde endnu en historiker i byen. Ja, faktisk bor han på samme vej i byen som Mogens og Lis. Poul Smedegaard Andersen kalder sig musiker og historiefortæller. Han er cand. mag. i Musik og Historie, og han har været højskolelærer det meste af sit arbejdsliv. Ved siden af har han dyrket musikken og været pianist og sanger i et rock, og han har også været kirkesanger. Så Poul kan mere end sit fadervor. Sangeren og sangskriveren Poul Krebs, som kommer fra Hornsletområdet, har udtalt: "Poul S. Andersen er min gamle mentor, som i sin tid lærte mig kunsten at tro på, at der et eller andet sted i universet også var brug for mine sange. Han kan – udover at være en fremragende fortolker og musiker – til tider fremstå som "det syngende egnsarkiv".

I maj 2013 overværede Birgit og jeg sammen med Mogens og Lis et foredrag, som samtidig var en mindeaften om Hornsletgruppen. Interessen var så stor, at man måtte flytte arrangementet fra Hornslet Bibliotek til plejehjemmet Rosengården. Poul fortalte den fantastiske og rørende historie om den lokale modstandsgruppe i Hornslet, som var en pendant til Hvidstensgruppen. Hvad ikke mange vidste var, at de to grupper i flere tilfælde arbejdede tæt sammen. Efter foredraget var der fakkeltog til mindesmærket ved Hornslet Kirke. Det var en betagende oplevelse. Ved en tidligere lejlighed oplevede vi Poul holde et forrygende foredrag om Hvidstengruppen, som nærmest havde karakter af en teateropførelse, hvor mange af tilhørerne kom på rollelisten og spillede de forskellige personer. Undervejs var der masser af fællessang.

"Hornsletgruppen - en modtagegruppe i provinsen" af Kim Lykke Jensen

I november 2014 udgav journalist og forfatter Kim Lykke Jensen værket "Hornsletgruppen - en modtagegruppe i provinsen" på sit eget forlag Vældgungerne. Kim, som bor i Hornslet, er dykket ned i hidtil uberørt kildemateriale, og har blandt andet været på det engelske nationalarkiv og fremskaffet rapporter over flyvningerne mellem England og Hornsletgruppens modtagepladser. Han har fremskaffet mange beskrivelser fra de direkte involverede i form af breve, beretninger, manuskripter og båndoptagelser, ligesom han har stået på hovedet i Rigsarkivet, Frihedsmuseet og adskillige lokalarkiver. Kim sammenligner Hornsletgruppens indsats med den mere kendte Hvidstengruppe. Hvidstengruppen var besættelsestidens første modtagegruppe, som blev dannet på initiativ af faldskærmsmanden Ole Geisler, der var blevet sat i kontakt med kroejer Marius Fiil i Hvidsten. Den første modtagelse fandt sted natten mellem den 11. og 12. marts 1943. Da Hvidstengruppen kom i Gestapos søgelys, etablerede Ole Geisler Hornsletgruppen, som det faktisk lykkedes at modtage flere våben fra luften (63 containere) end kollegerne i Hvidsten (24 containere). Ved flere lejligheder arbejdede de to grupper også sammen. Udover at være en flittig forfatter og journalist er Kim også stærkt optaget af lokalpolitik, sidder i byrådet for SF og er formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø.

Undervejs blev Hornsletgruppen reorganiseret hele to gange, efter at flere medlemmer af hhv. første og anden gruppe var blevet anholdt, fængslet og/eller henrettet.

Det var en stor oplevelse for mig at læse Kims meget engagerede og gennemarbejdede beskrivelse, især hans interviews med tre medlemmer af Hornsletgruppen: Martin Madsen, Jens Christian Danielsen og Ove Skipper. Også Lise Baastrups beskrivelse af de psykiske eftervirkninger hos modstandsfolkene og deres familier gjorde stort indtryk.

Jeg håber, at mine skriverier om Hornsletgruppen giver dig lyst til at læse Kim Lykke Jensens bog. Du kan evt. låne den på biblioteket.

Den danske frihedskamp 1940-1945

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Tyskland erklærede ikke Danmark krig, men påstod, at de blot satte Danmark under militær beskyttelse for at undgå, at England besatte Danmark. Og samtidig erklærede Tyskland, at man ikke ville krænke Danmarks politiske selvstændighed, selvom besættelsen naturligvis var en grov krænkelse af vores suverænitet. Og den danske regering valgte at tage Tyskland på ordet. Det betød, at kontakten mellem Danmark og Tyskland foregik mellem udenrigsministerierne. Folketinget mødtes og lovgav indtil 1943, den danske hær blev først opløst i 1943, og politiet fungerede indtil 1944.

Den 9. april 1940 dannedes en dansk samlingsregering af de fire største partier i Folketinget, og denne regering førte de følgende tre år den såkaldte samarbejdspolitik og forhandlede med besættelsesmagten. Ofte måtte man gøre indrømmelser overfor tyskerne, fx. måtte Folketinget vedtage en grundlovsstridig lov, der forbød kommunistpartiet og internere de ledende danske kommunister. På den anden side kunne redningen af de danske jøder formentlig tilskrives samarbejdspolitikken. Danmark måtte selv stå for at bekæmpe modstandsbevægelsen i de første besættelsesår, da man havde ansvaret for ordenshåndhævelsen. Nogle mener, at modstandsfolk derved blev mildere behandlet, end hvis var blevet dømt af besættelsesmagten.

Efterhånden som tyskernes krigslykke vendte, kom samarbejdspolitikken under stigende pres. Den modstandsbevægelse, der voksede frem i årene 1941-1943, var ikke blot rettet mod besættelsesmagten, men også mod samarbejdspolitikken. Modstandsbevægelsen ønskede "rene linjer" i forholdet til besættelsesmagten, så der efter krigen ikke var i tvivl om, på hvilken side Danmark havde stået. Det kunne kun opnås, hvis den danske regering gik af, og Tyskland overtog styringen af landet, så alle kunne se, at der var tale om en besættelse.

Presset mod samarbejdspolitikken kulminerede i august 1943. Den danske modstandsbevægelse udførte i løbet af sommeren en række sabotageaktioner. De tyske modforanstaltninger førte til landsdækkende generalstrejker. Efter direkte ordre fra Hitler krævede besættelsesmagten, at regeringen greb hårdt ind overfor urolighederne, erklærede undtagelsestilstand og indførte dødsstraf for sabotage. Disse krav kunne den danske regering ikke gå ind på, og den valgte derfor den 29. august 1943 at træde tilbage, hvorefter besættelsesmagten overtog ledelsen af landet.

Special Operation Executive, SOE

Den engelske organisation SOE (Special Operation Executive) spillede en væsentlig rolle gennem sin støtte den voksende dansk modstandsbevægelse. SOE fik en separat dansk sektion. 2.000 danskere havde meldt sig til britisk militærtjeneste. De fik en særdeles krævende og omfattende uddannelse, bl.a. i faldskærmsudspring, sabotageteknik, fremstilling af bomber og sprængning af fabriksanlæg, togtransporter mv. 53 af dem blev senere fløjet til Danmark, hvor de sprang ud i faldskærm og efterfølgende virkede som instruktører og telegrafister.

Der blev etableret et net af flere hundrede pladser til modtagelse af containere med våben og sprængstoffer m.m., som fra Royal Air Force fly blev kastet ned i faldskærme.

Ole Geisler ankommer

SOE oprettede allerede i efteråret 1940 en dansk sektion under ledelse af den britiske kommandørkaptajn Ralph Cooper Hollingworth (1912-1972). Hollingworth rekrutterede agenter, som gennemgik en omfattende træning, inden de blev udsendt til Danmark, hvor de samarbejdede dels med modstandsbevægelsen og dels med den danske hærs efterretningstjeneste. I 1941 forsøgte man at nedkaste de første faldskærmsfolk, men alle aktioner mislykkedes. Faldskærmsfolkene blev enten dræbt, arresteret eller måtte flygte til Sverige. Først i februar 1943 havde man held til at landsætte fire agenter fra en engelsk flyvemaskine i nærheden af Furesøen. Blandt disse var Ole Geisler (1913-1948). Ole Geisler afbrød sine ingeniørstudier i 1935 og tog hyre på et skib til Østen. Han gik fra borde i Shanghai, hvorefter han i en årrække arbejdede i Kina med brobygning i et dansk firma. I en periode herefter var han politimand i Hong-Kong. Ved Danmarks besættelse i 1940 besluttede han at træde aktivt ind i kampen mod nazismen. Han rejste via USA til Canada for at melde sig til de frivillige danske styrker. Da han blev afvist her, lykkedes det ham at komme ind i den norske træningslejr, "Little Norway", hvor han fik en pilotuddannelse. I 1941 meldte han sig ved SOE, hvor han blev uddannet som faldskærmsofficer.

Ole Geisler, som også blev også kaldt "Lange Aksel", havde rang af kaptajn i SOE, da han kom til Danmark. En måned senere landede Flemming B. Muus sammen med tre faldskærmsfolk, hvorefter Ole Geisler rykkede til Jylland og blev leder af den samlede danske indsats. Han fik hurtigt kontakt med modstandsgrupper i Randers og Aarhus. Geisler bliver i første omgang indkvarteret hos lægen frk. Jøker sammen med en anden faldskærmsmand. Denne bliver imidlertid angivet og arresteret, og Geisler må flygte fra adressen i hast, da han frygter en razzia. Ole Geisler har brug for et par tilholdssteder i Aarhus, og Pie Baastrup Thomsen stiller sin lejlighed til rådighed. Det samme gør Børge Soelberg, som er ingeniør ved Jydsk Telefon. Mange år senere kom jeg til at arbejde sammen med Soelberg, men det er en helt anden historie. I samarbejde med Flemming Juncker (der i parentes bemærket var vokset op på Rodskov Strandgård ved Hornslet) og andre, bl.a. kroejer Marius Fiil, fik han gennemført en lang række vellykkede våbenmodtagelser, bl.a. ved Hvidsten og på Djursland. Han havde travlt med at oprette sabotagegrupper i store dele af Jylland og skaffe forsyninger til dem. Svend Baastrup Thomsen, som bliver introduceret om lidt, fortæller, at det er en bevidst strategi for Ole Geisler og Flemming Muus at fremprovokere et sammenbrud af den danske samarbejdspolitik ved at gennemføre så mange sabotageaktioner som muligt. Og til sådanne aktioner kræves våben, ammunition og sprængstoffer.

Oprettelse af Hornsletgruppen

Fra sin kontaktadresse i Aarhus kommer Ole Geisler i forbindelse med lægefamilien Baastrup Thomsen fra Hornslet. Faderen Holger Baastrup Thomsen er læge på sygehuset i Hornslet, og hans hustru Margrethe er sygeplejerske. Deres to sønner, Svend og Bjørn, er læger på Kommunehospitalet i Aarhus. Søsteren Else Elisabeth (kaldet ”Pie”) arbejder som bibliotekar på Hovedbiblioteket i Aarhus.

Fra venstre Svend, Bjørn og Pie Baastrup Thomsen

Svend har arbejdet som frivillig læge i Finland under Vinterkrigen 1939-1940. Efter hjemkomsten forsøger han at komme til England, men det viser sig at være umuligt. Brødrene er med til at starte Hvidstengruppen, og de deltager i de fleste nedkastninger i Hvidsten. Det er nogle udmarvende aftener og nætter, da man må tilbagelægge turen på godt 60 km på cykel - hver vej. Og være klar til at gå på arbejde næste morgen. Pie fungerer som kurér og står vagt, når radiotelegrafisten kalder London. Hun stiller sin lejlighed til rådighed for Ole Geisler.

Hele Baastrup-familien har dybe rødder i spejderbevægelsen i Hornslet, så det er naturligt for Svend at kontakte tropsfører Orla Andersen med henblik på at danne en modtagegruppe i Hornslet. Orla er bankassistent, uddannet i Købmands- og Håndværkerbanken i Aarhus. Efter læretiden kommer han til bankens afdeling i Hornslet, som i daglig tale hedder Hornslet Bank. Han bor i huset Rosenholmvej 10. Han brænder for ungdomsarbejdet, og de unge elsker ham. Svend kontakter også Martin Madsen, som også er bankuddannet, men nu er medindehaver af sin faders tømrer- og snedkerfirma. Martin er også dybt optaget af ungdomsarbejde og opretter byens første spejdertrop i 1913, og han er medstifter af Hornslet Idrætsforening i 1923. Marius Hou, som er murer, bliver også tilknyttet gruppen. Han bor sammen med sine forældre i en lille lejlighed på Lillevej 5 ved siden af Falck-stationen. Han er også engageret i ungdomsarbejde, især gennem idrætsforeningen. Kort efter kommer yderligere to Hornsletfolk med: Herold Svarre og Aksel Sørensen. Herold er forvalter på Pindstrup Mosebrugs afdeling i Hornslet, Rosenholm Tørvefabrik. Han bor til leje hos Orla Andersens forældre. Aksels far er portør på Hornslet Sygehus, og derigennem kender Aksel lægefamilien Baastrup. Efter at have aftjent sin værnepligt som dragon får Aksel ansættelse hos købmand Frandsen (som er en købmandsgård snarere end en købmandsbutik). Aksel bor hos sine forældre i en tjenestebolig til sygehuset.

Hornsletgruppen bliver dannet i forsommeren 1943, bl.a. for at aflede den tyske opmærksomhed fra Hvidstengruppen.

Om nedkastning af materiel

Der skulle gå flere år efter besættelsen, inden der begyndte at opstå en egentlig modstandsbevægelse. Modstanden voksede kraftigt fra 1943, hvor den såkaldte samarbejdspolitik brød sammen, og modstandsbevægelsen gennemførte massiv sabotage mod jernbaner og fabrikker, som udførte arbejde for tyskerne. Disse aktioner krævede våben, som blev leveret fra England, den eneste nation i Europa, som holdt stand mod den tyske krigsmaskine.

"Her er London"

Et vigtigt bindeled mellem SOE og modstandsbevægelsen var BBC’s danske nyheder, der bragte særmeldinger, som i hemmelighed blev aflyttet. Hvis meldingen blev afsluttet med en hilsen til fx. Sonja, betød det, at der om aftenen/natten ville blive nedkastet materiel fra London på et aftalt bestemmelsessted.

Når en melding lød, skulle modtagergruppen indfinde sig på et fastlagt tidspunkt på det aftalte nedkastningssted. Modtagelserne foregik i måneskin, da piloterne skulle kunne genkende pladsen fra luften. På pladsen skulle fire personer med tre hvide og en rød stavlygte danne et L og derved markere nedkastningsstedet og vindretningen. Desuden skulle der som kontrol morses et aftalt bogstav fra jorden, og det blev besvaret med et andet aftalt bogstav fra flyvemaskinen. Det var herefter besætningens opgave under hensyntagen til flyets højde, fart og vindforhold at kaste materiellet, så det havnede på pladsen. Det var afgørende, at nedkastningen skete op mod vinden, for at containerne ikke skull svæve bort. På et tidspunkt bliver modtagegrupperne udstyret med en såkaldt S-phone, en slags walkie-talkie, der gjorde det muligt for besætningen og modtagegruppen at tale sammen.

Når containerne var modtaget, skulle godset hurtigt skaffes af vejen til forskellige skjulesteder. Det skete oftest med med lastbil eller hestevogn men undertiden på cykel. Det var et hårdt arbejde, det krævede fire mand at bære en container, og der var ofte 10-15 mand i en modtagergruppe. Der skulle også sættes vagter ud, så man ikke blev overrasket af en tysk patrulje eller tilfældige forbipasserende. Modtagergruppen er også involveret i at få sprængstoffer mm. frem til de respektive sabotagegrupper i de større byer i Østjylland, men af sikkerhedsmæssige grunde må de ikke deltage i sabotagehandlinger. Faldskærmene skaffede man sig af med ved at "drukne" dem i en sø eller mose. I nogle tilfælde blev containerne udpakket på stedet, hvorefter de også blev skaffet af vejen.

Jens Toldstrup, Europas bedste nedkastningschef

Jens Toldstrup blev født den 30. juni 1915 i Assens. Hans døbenavn var Anton Ingersøn Jensen. Efter uddannelse ved Toldvæsenet blev han i maj 1936 indkaldt til livgarden i København, hvorfra han blev hjemsendt som kornet. Herefter fik han stilling som toldmedhjælper i Skive. Da krigen brød ud, blev han indkaldt og udnævntes til løjtnant. Han blev rekrutteret til modstandsarbejde af den jydske modstandsleder, Flemming Juncker, som også gav ham navnet Toldstrup. Kort efter stod Toldstrup for de første modtagelser af faldskærmsfolk og våben leveret med RAF fly fra England til egnen nær Skive. Det udførte han så dygtigt, at han i marts 1944 blev udnævnt til leder af alt modtagearbejdet i Jylland. Der blev oprettet 289 nedkastningspladser fordelt over hele Jylland. Her nedkastede de allierede flyvere nat efter nat våben og ammunition til modstandsbevægelsen. Efter at det nedkastede materiel var bjærget og bragt i sikkerhed, skulle det fordeles ud til de mange distrikter, hvad der var en både krævende og risikabel opgave. I løbet af krigen passerede ca. 3800 containere med 400 tons materiale gennem det jyske hovedkvarter, hvilket fik de allierede til at udnævne Toldstrup til "Europas bedste nedkastningschef".

Efter krigen hædrede England, Frankrig, Norge og USA Jens Toldstrup med deres fornemste ordener. England tildelte ham ordenen "Member of the Most Excellent Order of British Empire", Frankrig "Croix de Guerre", Norge tildelte ham "Sankt Olavs Medaljen", og USA belønnede ham med "Medal of Freedom". Danmark? Helt uforståeligt fik Jens Toldstrup aldrig nogen hædersbevisning fra det officielle Danmrk.

Hvis du kommer til Assens, vil jeg anbefale dig at besøge det lille museum, der er indrettet i Jens Toldstrups fødehjem.

Nedkastningerne ved Langsø

Den 10. august 1943 kl. 22.10 letter et Halifaxfly fra Tempsford basen ved London, og kl. 1.14 befinder det sig over nedkastningsstedet. Det er ved Langsø på Djursland i nærheden af Feldballe. Ole Geisler kommer med faldskærmsmanden Aage Møller Christensen samt to bankfolk fra Aarhus Privatbank. Orla Andersen har taget Marius Hou fra Hornslet med. Pie og Svend Baastrup Thomsen samt Niels Fiil og brødrene Jens og Andreas Stenz fra Hvidsten er også til stede. Pie og bankmand Frederiksen går rundt i området og giver rollen som forelsket par, mens de i virkeligheden holder vagt. Nedkastningen forløber godt, og gruppen modtager seks containere med våben og sprængstoffer. Godset bliver skjult i Holger Baastrup Thomsens sommerhus på Handrup Strand ved Femmøller, mens faldskærme og containere bliver smidt i Langsø. Næste dag bliver våben og ammunition mm. fragtet til modstandsbevægelsens våbendepot i en kælderlejlighed på Silkeborgvej i Aarhus.

Nedkastningsstedet bliver benyttet igen ugen efter, den 17. august 1943, hvor seks containere bliver modtaget planmæssigt. Dog mangler man den røde lygte. Ole Geisler skærer sig resolut i fingeren og gennemvæder sit lommetørklæde, som så bliver viklet om lygten. Efter nedkastningen fortsætter flyet til Madum Sø i Himmerland. Også her går modtagelsen planmæssigt, men da containerne skal fragtes til Aalborg på lastvogn, bliver gruppen forfulgt af tyskerne. Én bliver skudt, og én bliver fanget og senere henrettet.

Den 7. marts 2020 blev der opsat to mindesten i Nationalpark Mols Bjerge, hvor flere nedkastninger fandt sted. Det er Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn, som har taget initiativ hertil i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge, Naturstyrelsen og vognmandsfirmaet Gert Svith A/S. Sidstnævnte sponserede de tonstunge sten og transporten af samme. Der blev opsat en sten ved Langsø og en ved Agri Bavnehøj. Den sidste nedkastning i området skete ved Agri Bavnehøj natten mellem den 6. og den 7. marts 1945. Mindestenene blev afsløret på 75-års dagen for denne nedkastning af Lise Baastrup Thomsen, datter af Pie.

Tyskerne er imidlertid kommet på sporet af Langsø, angivelig fordi en fisker får en faldskærm i nettet i Øjesø. Iflg. Kim Lykke Nielsen har Svend den forklaring, at en nazistisk godsejer har bemærket. at der er sket noget ved søen ved nattetide, og har meldt det til Gestapo. Under alle omstændigheder finder Orla og Svend et nyt modtageområde tættere på Hornslet, nemlig "Djævelskrog" ved Rugtorvet i den nordlige udkant af Rosenholm Skov.

Urolighederne i august 1943

I sommeren 1943 øges sabotageaktionerne i Danmark, og der forekommer omfattende gadeoptøjer, hvorunder civile danskere angriber den tyske værnemagt. Sidst i august bliver det Hitler for meget, og han kalder Werner Best, som siden november 1942 har været rigsbefuldmægtiget i Danmark, hjem til Berlin til irettesættelse. Hitler kræver ro i Danmark og giver Best et ultimatum, som han skal forelægge den danske regering. Heri kræves bl.a., at regeringen skal indføre undtagelsestilstand med dødsstraf for sabotage, forbud mod strejker og sammenstimlen i gaderne. Natten mellem den 25. og 26. august 1943 udfører Ole Geislers folk 189 sabotageaktioner mod jernbanenettet. Regeringen kan ikke antage kravet om dødsstraf, og den 28. august 1943 går regeringen af. Resultatet bliver, at den tyske værnemagt dagen efter indfører militær undtagelsestilstand, og den danske hær bliver afvæbnet.

Hitler, som ønsker at sætte hård mod hårdt, kræver "modterror" indført, således at sabotager bliver gengældt med tyske bombesprængninger af bygninger, der var af særlig værdi for danskerne, fx. af kulturinstitutioner, bladhuse og forlystelsesparker. Modstandsbevægelsens likvideringer af stikkere gengældes med mord på kendte danskere, de såkaldte clearingmord.

Svend Baastrup Thomsen bliver arresteret

Den 29. september 1943 bliver Svend Baastrup Thomsen arresteret under sit arbejde på Kommunehospitalet; han er kommet under mistanke for illegale aktiviteter. Det lykkes Svend at give sin kone besked om, at to kufferter med sendere, som er skjult i deres lejlighed, skal fjernes. Grethe Ulrich, der er laborant på Kommunehospitalet, hjælper med at bringe sendeudstyret i sikkerhed, hvorefter det lykkes hende at advare to faldskærmsfolk, som er på vej hen i Svends lejlighed. Svend bliver indsat i Vester Alles fængsel i Aarhus, men indtil videre sætter Gestapo ham ikke i forbindelse med nedkastningerne på Mols. Svend bliver afhørt af Gestapo den ene gang efter den anden, men det lykkes ham at klare frisag.

Nedkastningen ved Djævelskrog

Den 10. december 1943 er der nedkastning ved Djævelskrog. Ole Geisler er ikke med, men han har sendt faldskærmsmanden Jens Jacob Jensen ("Jacob"). Orla har fået Martin Madsen fra 1. Hornslet Trop med samt Herold Svarre, som er forvalter ved Rosenholm Mosebrug, og Aksel Sørensen, som er lagerforvalter ved købmand Søren Frandsen. Også Marius Hou er med. Skovrideren for Rosenholm Skov, Carl Frederik Nielsen, har til opgave at stå vagt ud mod Karlby-vejen.

Mens gruppen venter i spænding, forsøger "Jacob" at være morsom, men Orla afviser ham med, at man ikke skal spøge med døden. Agentens optræden virker lidt useriøs, og gruppen er ikke tryg ved ham. Martin Madsen er synligt irriteret og går sin egen vej hjem efter nedkastningen, så agenten ikke får kendskab til, hvor han bor. "Jacob" overnatter hos Orla i dennes hjem, hvor også Herold Svarre opholder sig.

Arrestation af de tre faldskærmsmænd

Den 13. december 1943 indtræffer katastrofen. Tre faldskærmsagenter - kaldet "paraplymænd", fordi de er ankommet fra England med faldskærm - Jacob Jensen ("Jens"), Kaj Roland Lund ("Bent") og Jan Boisen Juncker ("Kurt") bliver arresteret af Gestapo i Aarhus. En stikker er kommet på sporet af de tre søstre Ulrich, Grethe, Benthe og Else, som huser nyankomne agenter i deres lejlighed i Bruunsgade 46-48, inden de bliver sendt videre. Søstrene opbevarer også et større lager af våben og sprængstoffer og arbejder som kurerer for modstandsmagten. Den store lejlighed er udstyret med kraftige radiosendere og fungerer som illegal sendestation til England. Lejligheden ligger i øvrigt lige overfor Gestapos daværende hovedkvarter i Aarhus.

Klokken er 20.10, da det ringer på døren. Da spærretiden er trådt i kraft 10 minutter tidligere, er søstrene klar over, at det er Gestapo. Planen er, at de tre agenter skal tage køkkentrappen op på loftet, hvorfra de skal forsøge at slippe væk via naboejendommen. Den ældste søster gør alt, hvad hun kan, for at forsinke tyskerne ved at stille sig i døråbningen. Pludselig dukker "Bent" op i baggrunden. Bente Ulrich har senere betegnet "Bent" som et skvat, og hun mener, at han har talt over sig til en stikker og dermed udløst den katastrofe, der rammer modstandsbevægelsen. I sin bog "Dobbeltagenten" sætter den kendte sabotør, lægen Jørgen Røjel navn på stikkeren: Harvy Jensen. Mod krigens slutning skifter Harvey Jensen side og hjælper modstandsbevægelsen,som dobbeltagent, og ved retsopgøret lykkes det ham at undgå en dødsdom og "nøjes med" 18 års fængsel. I 1950 bliver han benådet.

Jan Boisen Juncker er netop ankommet til landet og er derfor ikke særlig værdifuld for tyskerne. "Jens" har - vistnok imod reglerne - i vidt omfang været anvendt som omrejsende kurer og har derfor et indgående kendskab til store dele af modstandsbevægelsen. "Jens" har som alle agenter instruktion om at sluge en udleveret cyankaliumtablet, hvis han falder i Gestapos hænder, men modet svigter, og han vælger at afsløre sin viden i håb om at redde sit eget liv. Det lykkes, men desværre på bekostning af mange andres liv.

De to er i forhør morgen, middag og aften resten af december. "Bent" holder ud i 14 dage, mens "Jens" bryder sammen allerede den første dag. Vi ved ikke, om de blev udsat for tortur, eller om frygten for at blive udsat for tortur, får dem til at snakke. De fortæller, hvad de ved om nedkastningssteder, modstandsgrupper, personer og steder, hvorfra man sender meddelelser til England. Herefter kan Gestapo rette et lammende slag imod modstandsbevægelsen, og hen imod 200 modstandsfolk bliver taget. Nogle af disse røber andre modstandsfolk, og således ruller lavinen videre, og modstandsarbejdet i Danmark lider ubodelig skade. Mange bliver deporteret til Tyskland, og 25 personer bliver henrettet. Oplysningerne fører også til Hvidstengruppens afsløring, hvilket koster kroejer Marius Pedersen Fiil og flere andre livet.

Arrestation af Axel Voigt

Allerede den følgende dag kommer den første arrestation. Det er Axel Voigt, som i et skjult kælderrum i sin bolig på Lerbækvej i Risskov opbevarer ammunition mm. for Hornsletgruppen. Axel Voigt er undervisningsassistent på Kemisk Institut på Aarhus Universitet. Han får lov til at kysse sin 4-årige datter til farvel og give konen et knus. Herunder hvisker han til hende "stik af". Konen flygter til Sverige, mens børnene bliver passet hos hendes søster i København. På den fiskekutter, som sejler hende til Sverige, møder hun Martin Madsen, som også er på flugt fra Gestapo. Martin kender hende bl.a., fordi hun er sygeplejerske på Hornslet Sygehus. Axel sidder i Aarhus Arrest, indtil han midt i februar 1944 bliver overført til Vestre Fængsel. Ugen efter kommer han til Horserødlejren, hvor han er indtil den 29. juni 1944, hvor han bliver overført til Vestre Fængsel. Formentlig på grund af folkestrejken kommer Axel aldrig for krigsretten. Den 31. oktober 1944 kommer han til Frøslevlejren, hvor han er en månes tid, inden han sendes til Neuengamme. Den 16. april 1945 kommer han til Sverige med de hvide busser, hvor han forenes med sin hustru. Her ser han for første gang sin søn, som er født den 25. maj 1944. I sine erindringer beretter Axel Voigt, at sønnen hverken er blevet døbt eller navngivet. Hustruens plan var at opkalde sønnen efter sin fader, hvis han ikke vendte tilbage fra sit fangenskab. Indtil videre kaldte de ham bare Mads, og det fortsatte man med, også efter at han var blevet døbt Bjørn. Et par uger senere vender familien tilbage til huset på Lerbækvej i Risskov.

"Jens" bliver set i en Gestapo bil i Hornslet

Et par dage senere ser Herold Svarre "Jens" i en af Gestapos biler ved Gæstgivergården i Hornslet. De er på vej ud til påvisning af depotet ved Djævelskrog. På trods af situationens alvor ønsker ingen af Hornsletgruppen at gå under jorden, bortset fra Martin Madsen.

Arrestation af Bjørn Baastrup Thomsen

Den 15. december 1943 arresterer tyskerne Bjørn Baastrup Thomsen på Kommunehospitalet, og både han og Svend bliver konfronteret med "Bent" og "Jens" under strenge forhør, men brødrene holder kortene tæt ind til kroppen. Svend har efterfølgende beskrevet mødet med den knækkede "Jens" således:

"I løbet af et enkelt forhør bryder han fuldstændig sammen og fortæller alt, hvad han ved på få undtagelser nær. Han har sammen med sin kollega "Bent" med sine oplysninger ført talrige af mine kammerater i døden og flere andre i fængsler og i koncentrationslejre, i stedet for, som det var hans pligt, enten at kæmpe sig fri eller gøre en ende på sit liv med cyankaliumpillen, som de altid bar hos sig".

Gestapo slår til

Tidligt om morgenen den 13. januar 1944 slår Gestapo til i en landsdækkende aktion mod de mange modstandsfolk, som "Jacob" og "Bent" har røbet. Tyskerne tager Orla Andersen, Aksel Sørensen og Herold Svarre, mens det lykkes Martin Madsen at flygte til Sverige hjulpet af Holger Baastrup Thomsen. I København bliver Pie Baastrup Thomsen også taget, hun er netop startet på Biblioteksskolen. Marius Hou bliver arresteret 14 dage senere i Birkerød, hvor han er søgt ind på Politiskolen. Og den 11. marts 1944 bliver Hvidstengruppen anholdt.

Ved forhøret af to SOE-agenter i Aarhus får Gestapo også kendskab til Ole Geislers rolle i frihedskampen. Han bliver derfor sendt til København, hvor han indtræder i Frihedsrådets militærkomité, hvorfra han leder sabotageaktiviteterne i hovedstadsområdet. I praksis er han SOE’s næstkommanderende i Danmark under lederen Flemming B. Muus.

Reorganisering af Hornsletgruppen

Om foråret 1944 får Orla Andersen besøg af sin forlovede Annelise Jacobsen i Horserød. Hun fortæller ham den gode nyhed, at gruppens arbejde fortsætter. Nye kræfter har taget over. Skovrider Carl Frederik Nielsen er ny leder, og også malermester Ninus Gottlieb er trådt ind i gruppen, begge med tilknytning til 1. Hornslet Trop. Andre Hornsletborgere er vognmand/chauffør Åge Matzen, snedker Karl Nielsen, isenkræmmer Marc Hoffmann og farmaceut Th. W. Olesen. Apoteker Niels Møller har påtaget sig den vigtige post som kontaktmand mellem Hornsletgruppen og Jyllandsledelsens nye SOE-agent Jens Toldstrup.

Nedkastning ved Løvenholm

Den 31. marts 1944 nedkastes seks containere på en plads ved Løvenholm i det nordlige Djursland. Indholdet bringes til et nyt depot i Rosenholm Skov. Herudover nedkastes også SOE-agenten Christian Altenborg Hansen ("Alto") sammen med en såkaldt Eureka. "Alto"s primære opgave er at forbedre navigationen for de allieredes fly, når de flyver ind over Jylland. Dette opnås ved opsætning af en Eureka (et radioledefyr) på den jyske vestkyst. Disse fyr udsender radiosignaler, som indflyvende fly kan navigere efter. Det lykkes "Alto" at få etableret flere af sådanne Eureka-stationer, før han bliver arresteret i Århus.

Domsafsigelse

Optrapningen af sabotagen medfører et umenneskeligt pres på de indsatte modstandsfolk, der af tyskerne betragtes for gidsler. De fleste er blevet overført til Horserødlejren, hvor også sidder kommunister, som blev arresteret i 1941, samt jøder, som det ikke lykkedes at komme til Sverige. Werner Best beslutter at statuere et eksempel, og krigsretten afsiger adskillige dødsdomme over internerede danske modstandsfolk.

Den 19. maj måned 1944 samles Krigsretten på Dagmarhus, som er Gestapos hovedkvarter i København, og afsiger følgende domme: For begunstigelse af fjenden (modtagelse og opbevaring af sabotagemateriale, der var nedkastet fra fjendtlige flyvemaskiner) er følgende blevet dømt til døden:
• Orla Andersen, født den 7.10 1915 i Hornslet
• Herold Svarre, født den 10. 09. 1909 i Buenos Aires
• Aksel Sørensen, født den 18. 2. 1912 i Holbæk

Til 10 års tugthus er dømt:
• Marius Hou, født den 20. 11. 1914 i Øster Tørslev

I den kommende tid bliver der gjort adskillige forsøg på at få benådet de dødsdømte. Det lykkes Orlas mor og søster at få foretræde for Werner Best, men uden resultat. Direktionen for A/S Købmands- og Haandværkerbanken sender en skrivelse til den tyske gesandt, hvori de beskriver, hvor værdifuld en person Orla er for afdelingen i Hornslet. Poul La Cour, som er driftsleder på Pindstrup Mosebrug og også modstandsmand, tager til København for at få mildnet dommen over Herold Svarre. Pastor H. Skjerk fremsender en benådningsansøgning for Orla, Aksel og Herold. Men alle bestræbelser er forgæves.

Orla Andersen henrettes

Den 25. maj om aftenen får Orla Andersen udleveret blyant og papir og en besked om, at han må skrive afskedsbreve til sine kære, og at dødsdommen vil blive eksekveret ved daggry. Orla skriver til sin forlovede, sine forældre og til byens spejdere. Han skriver dette rørende afskedsbrev til sin spejderflok umiddelbart inden daggry den 26. maj 1943:

26. maj 1944.
Kære spejdere!
Ja, så må jeg lægge op. Gud har bestemt det således, og hans bud må jeg følge, som I må. Her i livet gælder det om at sætte sig et mål, kæmpe for dette mål og ikke kende til begrebet at gå på akkord.

Jeg har kun ét ønske tilbage: 'Gid I altid må kunne optræde som gode, danske drenge.'

'Vær beredt!'

Jeres tidligere tropsfører

Orla.

Den 26. maj 1944 kl. 4.00 står Orla Andersen bundet til en pæl i Ryvangen med et sort bind for øjnene og betaler den højeste pris, livet, for sin indsats for Danmark.

Det illegale blad "Frit Danmark" skriver et par uger senere et "Orla Andersen in Memoriam":

""Fredag den 27. maj 1944 indeholdt de danske aviser denne officielle meddelelse fra tysk side: "Dødsdommen over Orla Andersen, født 7.10.1915 i Hornslet, der har været deltager i en sabotageorganisation, er blevet fuldbyrdet."

Da dødsdommen blev bekendtgjort, stempledes han selvfølgelig som voldsforbryder, men fra en af hans kammerater har vi modtaget følgende vidnesbyrd:

"Sorg og harme fyldte beboerne i den lille jyske by Hornslet, da det som en løbeild gik gennem byen, at tyskerne havde skudt Orla Andersen. Flagene gik overalt på halv stang. Selvfølgelig sendte tyskerne med det samme meddelelse om, at noget sådant ikke måtte finde sted. Mange forretninger holdt lukket, og byen var som uddød.

I sine venners kreds vil han blive savnet. Lige så munter og smittende morsom han kunne være, når tiden var til spøg, lige så ivrig og alvorlig kunne han være, når man i fortrolig snak med ham kom til at tale om livets mange spørgsmål. Han havde sin bestemte mening om mangt og meget, selvstændig som han var i sin tankegang.

For sine idealer, for Danmark, for os er han nu død. Vi vil aldrig glemme ham - eller dem, der slog ham ihjel. Han hørte til dem, der engang ville have været med til at bygge Danmark op igen. Gid vort land havde mange af hans slags!"

Orlas meningsløse henrettelse præger hans familie stærkt, og hans mor, Marie, som ellers er en stærk og selvstændig kvinde, sygner hen i sorg og dør få år senere, kun 57 år gammel.

Herold Svarre og Aksel Sørensen henrettes

Torsdag den 8. juni 1944 henrettes Orlas gruppekammerater, Herold Svarre og Aksel Sørensen. Det er tyskernes gengældelse for modstandsgruppen BOPA's sabotage den 6. juni, hvor en gruppe på omkring 100 mand sprænger fabrikken Globus i luften. Globus, som oprindelig var en cykelfabrik, producerede under krigen maskindele til det tyske luftvåben. Opildnet af de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944 udfører BOPA den 22. juni en dristig aktion mod Riffelsyndikatet, hvor de ødelægger bygningerne og erobrer betydelige mængder våben. Tyskerne svarer igen ved at henrette otte modstandsfolk og sprænge Studentergården, Borgernes hus, Den Kongelige Porcelænsfabrik samt Tivoli i luften.

Herold Svarre skriver følgende brev til sine kære:

Kære Mamma og søskende!

Dette bliver så mit sidste brev, I får fra mig i denne Verden, jeg håber, vi ses i en anden og bedre Verden. Kære Mamma, nu må du ikke tage det alt for tungt, jeg har jo ikke været så meget for dig, som jeg burde; men selvfølgelig vil det volde sig sorg at miste din ældste søn på denne måde, og min forseelse er jo kun så lille i forhold til den straf, jeg får. Men jeg tager det som en mand og fortryder ikke noget, jeg er en dansk mand og kunne ikke sige nej til det, jeg skulle gøre. Nu håber jeg, kære Mamma, at dine store piger og Erik vil hjælpe dig, så du ikke skal lide nød på dine gamle dage. Vil I så hilse alle mine bekendte, som I træffer efter dette. Så er der ikke mere at skrive om i denne Verden, jeg beder til Gud om at være hos jer i den tid, der vil komme, og det ved jeg, han vil, han er hos mig i denne stund.

Det sidste farvel, kære Mamma og søskende. Lev vel Eders altid

Herold

Aksel Sørensen, som har mistet sin mor to måneder tidligere, skriver dette rørende brev til sin far og sine søskende:


Den 8. juni 1944.

Ja min egen kære, lille far.

Dette er så mit sidste brev, mit sidste farvel til dig, lille far. Jeg har her i aften "onsdag" fået min dom og sidder nu og venter på døden. Ja far, jeg ved, hvor hårdt det er for jer kære at få denne meddelelse, men I må være tapre og holde ud. Så til slut vil jeg takke jer, mine kære brødre og lille søster, for al kærlighed og godhed, I har vist mig, og vil så til slut bede jer være rigtig gode ved lille far. Det ville jeg så gerne være, men nu kan jeg det ikke mere.

Så vil jeg takke dig, far, for det kærlige og gode barndomshjem, som du og mor gav mig. Så til sidst vil jeg bede om at blive begravet ved siden af min søde lille mor, som så trofast og kærligt har fulgt mig gennem livet, så følger jeg lille mor i døden.

Farvel alle mine kære, farvel kære far.

Jeg er så taknemlig, jeg går døden roligt i møde.

Aksel.

Marius Hous videre skæbne

Efter at have modtaget sin dom på 10 års tugthus bliver Marius Hou kørt til det tyske tugthus Dreibergen ca. 30 km. syd for Rostock. Fængslet indeholder omkring 250 danske fanger. Trods 12 timers hårdt arbejde hver dag, overlever han fangetiden og vender tilbage til Danmark efter krigen med de hvide busser. Han afslutter sin uddannelse ved politiet, og er hele sit arbejdsliv ansat ved politietaten i Sønderjylland. Han kommer dog ofte til Hornslet for at deltage i de årlige kransenedlægninger ved mindesmærket.

Folkestrejken i 1944

Samme dag indføres spærretid fra kl. 20 aften til kl. 5 morgen. Arbejderne på B&W meddeler, at hvis de ikke kan få lov at passe deres kolonihaver om aftenen, må de gøre det om dagen, og derfor går de alle hjem kl. 14. Det varme vejr får københavnerne til at nægte at blive inden døre, og der kommer flere og flere mennesker på gaden. Tyskerne sender en patruljevogn på gaden, men da den kommer til Istedgade, bliver den mødt med buh-råb og piben, og tyskerne reagerer ved at affyre en række skræmmeskud. Det får folk til at bygge barrikader og tænde bål i gaderne. En ung mand bliver dræbt og flere såret. Rundt om i byen gentager dette scenarie sig, bl.a. på Nørrebro og Bispebjerg, med flere dræbte og sårede.

Barrikade på Nørrebro under Folkestrejken

I dagene derefter følger arbejderne på andre arbejdspladser B&Ws eksempel og holder tidligt fri. Dette gør tyskerne ængstelige, da det vil gå ud over især fødevareproduktionen, og man begrænser derfor spærretiden til kun at gælde kl. 23-5, men det stopper ikke urolighederne. Den 30. juni bliver det officielt meldt ud, at Hvidstengruppen er blevet henrettet dagen forinden. Københavnernes reaktion bliver voldsom, og fredag den 30. juni 1944 indtræder en egentlig generalstrejke. Sporvogne og S-tog holder op med at køre samme dag. Telefoncentralerne, butikker og kontorer lukker. Kun forsyningerne af el, vand og gas bliver opretholdt, ligesom hospitalerne fortsat fungerer. Tyske tropper fra hele Danmark bliver dirigeret til København for at få styr på situationen. Om aftenen bliver de offentlige værker besat, og der blev lukket for el, vand og gastrykket bliver sænket, således at madlavning er umulig.

Den 1. juli 1944 blev byen erklæret i militær undtagelsestilstand, og det bliver meddelt, at militæret vil skyde på opløb og personer, som ikke straks legitimerer sig. Danmarks Frihedsråd udsender en opfordring til københavnerne om at holde ud og fortsætte strejken. Der begynder at opstå sympatistrejker andre steder i landet. Hitler blander sig i konflikten og retter en kritik mod den tyske områdeleder. De københavnske politikere fremsætter krav om, at forsyningsvirksomhederne genåbnes, og tyskerne indvilger i, at de vil blive genåbnet søndag aften. I løbet af fredag og lørdag dræbes 51 danskere og flere end 300 såres.

Søndag den 2. juli 1944 sætter plakater op med opfordring til at genoptage arbejdet. Højtalervogne, der er udkommanderet for at oplæse opråbet, angribes af stenkastende københavnere. Frihedsrådet opfordrer folk til at ignorere opråbet og opretholde strejken. Tyske tropper beskyder i løbet af dagen alle større forsamlinger af mennesker. Om aftenen genåbnes forsyningsvirksomhederne, og appellen om at genoptage arbejdet oplæses i Pressens Radioavis. I løbet af søndagen dræbes 9 danskere og 44 såres.

Mandag den 3. juli 1944 ignorerer københavnerne politikernes appel, og mange vælger at blive hjemme fra arbejde. Werner Best proklamerer, at det forhadte Schalburgkorps, som består af danskere i tysk tjeneste, vil blive fjernet fra gaderne, og undtagelsestilstanden og spærretiderne vil blive ophævet. Dette får Frihedsrådet til at afblæse strejkerne og proklamere, at sejren var vundet. Strejken gav Frihedsrådet legitimitet, da folket valgte at følge deres opfordringer frem for de siddende danske politikere. Henrettelser efter krigsretsdomme bliver standset frem til den 21. februar 1945. I stedet bliver fremtrædende danskere skudt som gengæld for danske aktioner, den bedst kendte er Kaj Munk.

De forventede dødsdomme over fængslede modstandsfolk bliver ændres til fængselsstraffe, tysk tugthus eller deportation til KZ-lejrene. Marius Hou kommer i tysk tugthus. Han overlever og kommer hjem ved krigens afslutning. Svend og Bjørn Baastrup Thomsen interneres i Frøslevlejren. Bjørn sendes videre til KZ-lejren Neuengamme, hvor han bliver sat til at praktisere sin lægegerning under de mest barbariske omstændigheder. Pie Baastrup Thomsen sidder i tyske tugthuse indtil april 1945.

Reorganisering af Hornsletgruppen i foråret 1944

I løbet af foråret og sommeren 1944 bliver gruppen reorganiseret under ledelse af Skovrideren Carl Frederik Nielsen. I alt 36 medlemmer får den nye gruppe bestående af folk fra Hornslet, Løgten og Vosnæsgaard. Kim Lykke Jensen beskriver i sin bog "Hornsletgruppen", hvorledes kimen til flere af de nye modstandsfolks vilje og engagement bliver lagt på spejdernes sommerlejr på Kalø. Om aftenen holder Søren Sloth Carlsen, som er en både elsket og respekteret lærer på Hornslet Skole, en rørende mindetale for spejdernes afdøde tropsfører Orla Andersen. Blandt spejderne er Karl Algreen Møller, som netop er flyttet tilbage til Hornslet, og nu bor hos forældrene over apoteket på Tingvej. En anden deltager er Jens Christian Danielsen. Karl, som jo har en del erfaring med modstandsarbejde fra København, bliver næstkommanderende for C.F. Nielsen og udretter et fantastisk arbejde her. Det er også Karl, som rekrutterer Jens Christian Danielsen, som er elektrikerlærling, til Hornsletgruppen, hvor han bliver en af drivkræfterne i arbejdet. Karl beder Jens om at aflytte alle udsendelser til Danmark på BBC den kommende tid. Jens fortæller sin far om sin beslutning, og de bliver enige om ikke at sige noget til mor.

Nedkastningerne genoptages i efteråret 1944

I efteråret 1944 gennemfører Hornsletgruppen fire modtagelser. Udover C. F. Nielsen deltager også Jens Christian Danielsen og Karl Algreen Møller.

Den 10. september 1944 gennemføres der nedkastning ved Djævelskrog, nedkastningsstedet har kodenavnet "Lise", opkaldt efter Orla Andersens kæreste Ingelise Jacobsen. Ud over de ovenfor nævnte er Karl Nielsen og Åge Matzen med igen, ligeledes farmaceut Th. W. Olesen. Flyvemaskinen er en B-24 Liberator, et amerikansk bombefly, som nedkaster 12 containere, inden den vender næsen hjemad til England. Fem af containerne lander desværre ikke på modtagepladsen, men i et ellekrat, og nu skal modstandsfolkene i gang med økser og knive for at frigøre faldskærmene. Containerne er også så tunge, at de ikke kan slæbe dem bort, men må åbne dem på stedet og manuelt transportere våben og ammunition i sikkerhed. Det viser sig, at der i de fem containere er omkring 4.000 riffelpatroner, som forøger vægten betydeligt. Karl kontakter Toldstrup og melder klar til endnu en nedkastning, og får samtidig tilladelse til at udtage 15 maskinpistoler med ammunition til bevæbning af gruppen.

Den 28. september 1944 er den endnu en nedkastning på samme plads, "Lise". Her dukker flere nye medlemmer op: spejderen Ulf Helles (i lære hos købmand Frandsen), Emil Brødsted (fra Hornslet Cementstøberi), Einer Koefoed (ejer af træuldsfabrikken på Skolevej*) samt Poul la Cour og Tage Christensen. De to sidstnævnte, som er medlemmer af den nydannede Pindstrupgruppe, er med for at lære noget om håndtering af nedkastning af våben. Også denne gang nedkastes 12 containere.

*) Jeg havde en forestilling om, hvad man laver på en træuldsfabrik, men hav i alverden brugte man træuld til. Min gode ven Mogens kunne fortælle, at der på det tidspunkt var to store møbelfabrikker i Hornslet, i øvrigt beliggende ved siden af hinanden på Skolevangen, og at disse fabrikker brugte ustyrlige mængder af træuld til emballering af deres møbler. Det var før, der var noget der hed plast, skum, polystyren, folie mv.

Den 6. oktober 1944 afventer samme styrke forgæves på et fly, men det dukker aldrig op. Stedet er Skovhusmarken syd for Rosenholm Avlsgård; tæt ved det gamle ledvogterhus, som stadig går under navnet "Blækhuset". Denne aften er endnu en ny mand med, Viggo Pedersen, som er ansat på Koefoeds Møbelfabrik. Det viser sig, at maskinen er skudt ned af tyskerne under indflyvningen over Nissum Fjord. Et besætningsmedlem omkommer. Gruppen deler sig for at nå til Sverige, men hurtigt bliver to af dem arresteret i Holstebro. En anden får fat i en gammel damecykel, og det lykkes ham at komme til Aarhus. Det lykkes de tre sidste at vandre tværs over Jylland. De er iført deres soldateruniformer for at blive behandlet som krigsfanger, hvis de skulle blive taget af tyskerne og ikke bare skudt ned som spioner. Sidst i oktober nå frem til Sofie Amaliegårds-skoven, hvor skovridderen sender dem videre til læge Holger Baastrup Thomsen i Hornslet. Holger og hans kone Margrethe har på dette tidspunkt allerede hjulpet 50 andre, der er på flugt fra tyskerne. Parrets tre børn Svend, Bjørn og Pie sidder i tyske KZ-lejre. Holger Thomsen og hans hustru plejer de tre flyveres sår i ni dage, ligesom de bliver forsynet med falske identitetspapirer, inden det lykkes at få dem videre til Sverige og derfra hjem til England.

Den 26. november 1944 er der modtagelse ved Vosnæs Pynt på pladsen "Gunnar". Her er Ninus Gottlieb med igen (Ninus Gottlieb har en malerforretning på Tingvej i Hornslet, da vi flytter til byen). Ny er Jens Juul Christensen, som er i lære ved købmand Frandsen og greve Torben Knuth fra Vosnæsgård. Grev Knuth har fået sit gods beslaglagt af tyskerne til officersskole, men han finder en velegnet modtageplads på sin store ejendom. Maskinen nedkaster 12 containere, men en af faldskærmene folder sig ikke ud, og indholdet, en amerikansk radiotelefon, bliver smadret. Da lastbilen ikke kan køre på marken, banker grev Knuth og skovrideren forpagteren på Gl. Løgten Strandkro op og låner af ham en hestevogn. Desværre skal den først tømmes for roer, men det lykkes at få varerne gemt af vejen i depotet inden dagslys.

Hornsletgruppen opløses i december 1944

De illegale aktiviteter indstilles, da Karls far, apotekeren Niels Møller, bliver taget af Gestapo den 10. december 1944. Gruppen medlemmer har den aftale, at såfremt en person bliver pågrebet, skal han eller hun holde tæt i mindst 24 timer, så de øvrige kan nå at slippe vær. Det viser sig heldigvis, at anholdelsen ikke har noget med Hornsletgruppen at gøre, men for en sikkerheds skyld går gruppens medlemmer under jorden. Skovrideren tager ned til Broholm Gods på Fyn, hvor hans broder er ansat, og her bliver han, indtil krigen er slut. Jens Christian Danielsen opsøger sin onkel i nærheden af Randers. Niss Gottlieb opholder sig skiftevis i København og Silkeborg, hvor han begge steder er involveret i illegalt arbejde. Karl stikker af til Grenaa, hvor han bliver tilsluttet Toldstrups hovedkvarter, som for en tid befinder sig her. Og således udrinder den anden bølge i Rosenholmernes modstandskamp.

For de gamle som faldt...

Men nye folk står klar på sidelinjen: Orla Andersens brødre, Bent og Frank, brødrene Ib (har supermarked/købmandsforretning på Tingvej fra 1957-1965) og Ove Skipper samt Erik Clausen og Mogens Thomsen. Alle fra 1. Hornslet Trop.

Karl Algreen Møller

Karl Algreen Møller (1924-1945) er søn af apotekeren i Hornslet, hvor han som dreng er medlem af spejderbevægelsen. I 1943 bliver han student fra Aarhus Katedralskole, hvorefter han rejser til København for at studere på Danmarks Tekniske Højskole. Han bliver optaget i modstandsarbejdet i hovedstaden og hjælper bl.a. ved jødetransporterne i efteråret 1943. I 1944 består han 1. del af sin uddannelse og rejser tilbage til Hornslet, hvor han bliver tilknyttet nedkastningsgruppen og en radiogruppe. Da faderen, som også er modstandsmand, bliver arresteret af Gestapo i 1944, går Karl under jorden og rejser som nævnt først til Grenaa og siden til Aalborg, hvor han bliver medarbejder for den jydske nedkastningschef Jens Toldstrup.

I Aalborg flytter Karl ind hos pastor Edvard Pedersen og hans hustru Margrethe, som bor i præsteboligen i Aalborg Kloster. Her deler Karl værelse med sønnen, Knud Pedersen, der som medlem af den legendariske Churchill-klub netop er vendt hjem efter to års fængsel for sabotage mod tyskerne. Knud Pedersen, som i øvrigt er far til Klaus Riskær Pedersen, skriver i sin bog om Churchill-klubben, at han ser op til Karl, som han beskriver som "det behageligste menneske, jer har mødt".

Karls opgave er at transportere radiotelegrafisten Jørgen Berghs sender fra det ene sendested til det andet og holde øje med de tyske pejlevognes forsøg på at lokalisere senderen. Der er fuld gang i kommunikationen med England, og ofte sender man flere gange om dagen. En sending tager fra 20 minutter til 2 timer.

Jørgen Bergh forlod sit job ved Zonen Redningskorps, hvor han passede en station på Amager og fløj som telegrafist og observatør på Zonens ambulancefly, for at blive SOE-telegrafist, én af de få, som ikke havde fået uddannelse i England. Meldingerne fra modstandsbevægelsen kunne fx. dreje sig om tyske troppebevægelser, skibe m.v. Det var et farligt arbejde, da de tyske pejlevogne havde hjælp af cyklende og gående mandskab med pejleapparater. Jørgen Bergh tog til Aalborg, hvor hans første sending til London skete fra hans broders lejlighed.

Torsdag den 26. april 1945 sender de fra en lejlighed på Østerbro 49. De er tre mand, en vagt på gaden, Karl ved vinduet i lejligheden, og Bergh ved senderen. De bliver pejlet af tyskerne, og det lykkes de tyske pejlere at overrumple vagten nede på gaden, og en tysk politiudrykning kommer snart til og omringer bygningen. Karl løber som aftalt op på loftet med senderen for ikke at kompromittere de mennesker, der har stillet lejligheden til rådighed. Jørgen Bergh har kun hovedtrappen som flugtmulighed, og nede i gadedøren står to menige tyske soldater. Jørgen går roligt ned ad trappen, stiller sig mellem vagtposterne, mens han trækker en pakke cigaretter op af lommen, tænder en og nikker venligt til de to menige. Så går han med faste skridt hen mod den sammenstimlede menneskemængde, hvor han baner sig vej og forsvinder - formentlig på rystende ben.

Karl har lovet sig selv, at han aldrig vil tages til fange og evt. blive tvunget til at angive sine kammeratwer, så hellere dø i kamp. Han skriver i al hast en sidste hilsen i sin lommebog:

"Kære Mor og Far!
Nu skal jeg dø, og jeg er lidt bange, men jeg tror, Gud giver mig styrke til at dø som kristen og dansk i kamp for Danmark. Jeg vil bede ham velsigne jer og styrke jer. Jeg gjorde mit bedste, tror jeg, og jeg vil hellere dø end fanges. Nu er de udenfor, og jeg vil sætte mig til modværge. Gud i vold. Karl.
"

Det lykkes Karl at dræbe to indtrængende tyskere, hvorpå han tilintetgør radiosenderen. Der er flere forklaringer på, hvordan Karl mister sit unge liv. En går på, at tyskerne kaster en håndgranat ind i rummet. En andet, at han tager sit liv. I muren på Østerbro 49 er opsat en mindeplade for Karl. Tyskerne begraver Karl i Rørdal lidt udenfor Aalborg uden at meddele det til nogen.

Nogle dage senere finder beboere i ejendommen Karls notesbog, som bliver sendt til Toldstrup. Han afleverer den til Karls forældre og hans kæreste Kirsten.

Hoffmans flugt

Mac Hoffmann er udlært isenkræmmer i Frederikshavn. Efter aftjent værnepligt i den Kongelige Livgarde, overtager han en butik på Tingvej 45 i Hornslet. Da han må gå under jorden, tager han op til en onkel i Rakkeby ved Hjørring, hvor han går under navnet Erling Jensen. Da Gestapo i Hjørring får nys om hans tilstedeværelse, må han endnu en gang flygte. Denne gang til en anden onkel, som har en gård ved Gærum. Her hjælper han til med landbruget.

Natten mellem den 13. og 14. april 1945 har en anden modstandsgruppe brudt ind i toldboden i Frederikshavn og stjålet nogle radiosendere, som er beslaglagt af tyskerne. Nu er gruppen i lastbil på vej mod Brønderslev, hvor radioerne skal afleveres hos en kontakt. Gruppen kommer i ildkamp med en tysk patrulje, og det ender med, at de flygter til fods over markerne. Tyskerne iværksætter en større razzia, og tidligt om morgenen kommer de til den gård, hvor Mac Hoffmann ligger og sover på førstesalen. Mac stikker af gennem et vindue, kun iført sin røde pyjamas. Han når ca 100 meter, før tyskerne skyder ham, og han dør på stedet. Bare tre uger før befrielsen.

Tyskerne begraver i al hemmelighed Mac Hoffmann i et enebærkrat. Det er ret almindeligt, at tyskerne begraver de døde modstandsfolk i stedet for at udlevere dem til de efterladte for at undgå demonstrationer og optøjer, når begravelsen finder sted. Først mere end et år senere bliver Macs lig fundet. Han bliver efterfølgende begravet på familiegravstedet ved Fladstrand kirke. På årsdagen for befrielsen rejser beboerne i området en mindesten ikke ret langt fra stedet, hvor Mac Hoffmann blev skudt.

Den tredje Hornsletgruppe og Befrielsen

I foråret 1945 klargør Hornsletgruppen deres lager af våben og ammunition, så man er forberedt på tyskernes kapitulation. I begyndelsen af maj får Hornsletgruppen godkendt nedkastningsstedet "Skjold" i Amaliegårdsskoven. Om aftenen fredag den 4. maj 1945 sidder gruppen samlet på savværket oppe hos Danielsen for at afvente "hilsen til Skjold". Men i stedet lyder Befrielsesbudskabet fra London:

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Med lederen af Hornsletgruppen Einer Koefoed i spidsen stormer de alle ud på Tingvej til de jublende hornsletborgere. De bevæger sig gennem byens gader, og ud for hver bopæl, som har mistet en af deres kære i kampen for et frit Danmark, gøres to minutters ophold.

Fangerne i de tyske lejre hentes hjem med "De Hvide Busser"

"De Hvide Busser" er en redningsaktion, som foregår fra den 5. december 1944 til 26. april 1945. Det anslås, at mellem 17.500 og 20.000 fanger, heraf 10.000 danske og norske, hentes ud af KZ-lejre og fængsler. Kulminationen er den store redning fra Neuengamme den 19.-20. april, hvor danske og svenske hvide busser henter 4.255 fanger på blot et enkelt døgn. Mens de svenske busser kører på benzin, kører de danske på bøgebrænde med en hastighed på 30-40 kilometer i timen. Busserne består af alt fra lastbiler til fiskeeksportbiler og fra kølebiler til rutebiler, der bliver taget ud af deres daglige drift og malet hvide. Der er godt 100 danske og svenske busser til rådighed i Neuengamme, men opgaven kræver yderligere 100 busser, og Røde Kors ringer rundt til danske vognmænd.

To af dem, der siger ja til den ikke helt ufarlige opgave, er rutebilejer Laurits Jørgensen i Rønde og Ove Fris fra Hornslet. Laurits Jørgensen stiller med to busser og fire chauffører, som kører på skift, mens Ove Fris kører turen alene i sin bus. Busserne kører først til Aarhus Rutebilstation, hvor de bliver malet hvide, inden de via Padborg kører mod Neuengamme.

Busserne ankommer til Neuengamme et par timer før fristens udløb fredag 20. april kl. 19. Her har fangerne stået opmarcheret i rækker siden kl. 5 om morgenen. Det må have forekommet uvirkeligt for fangerne, da de hvide busser dukker op i lejren. På turen gennem Tyskland oplever flere af busserne allierede luftangreb, da tyskerne også er begyndt at male deres vogne hvide, og chauffører og fanger må ud af busserne og søge beskyttelse i vejgrøfterne. Til gengæld bliver turen gennem Danmark en jubelrejse. Ove Fris afleverer "sine fanger" i Møgelkær, hvorfra han kører tilbage til Hornslet. Blandt fangerne i Møgelkær er Marius Hou. Pie Baastrup Thomsen er kort forinden blevet hentet hjem fra tugthuset i Waldheim med en hvid bus.

Da vi flyttede til Hornslet, var det ofte Ove Fris, som kørte linje 119 Aarhus-Hornslet. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at den ældre chauffør havde kørt en af de hvide busser i 1945. Jeg tror, at Ove først holdt op med selv at køre bus (eller rutebil, som vi kaldte det), da kræfterne ikke længere rakte til at klare de skarpe sving ved Segalt. I bogen "Hornsletgruppen" har Kim en spændende samtale med Adda Fris, Oves enke. Rosenholm Egnsarkiv har lagt dette interview med Adda på YouTube.

Tiden der fulgte

Svend Baastrup Thomsen bliver arresteret af Gestapo den 29. september 1943 og indsat i Aarhus Arrest. Den 18. maj 1944 bliver han overført til Vestre Fængsel og den 27. oktober 1944 til Frøslevlejren. Han sidder i KZ-lejr Neuengamme fra den 29. november 1944, indtil han den 22. februar 1945 kommer til Frøslevlejren. Her bliver han baraklæge og iværksætter et storstilet vaccinationsprogram for at beskyttte fangerne mod difteritis, tyfus, kolera og andre dårligdomme, de måtte have pådraget sig under opholdet i de tyske lejre. Vaccinen bliver smuglet ind i lejren. Han vender hjem til sin familie med De Hvide Busser den 5. maj 1945. Han vender tilbage til sin ansættelse ved Aarhus Kommunehospital, men i 1948 køber han en praksis i Lyngby. Han prøver at dulme eftervirkningerne af krigens gru med spiritus og bliver også skilt. I 1953 overtager Svend faderens praksis i Hornslet, men i 1955 må han opgive kampen mod smerterne i sit sind og tager sit eget liv.

Bjørn Baastrup Thomsen bliver arresteret af Gestapo den 15. december 1943 og bliver indsat i Aarhus Arrest. Fra den 8. marts 1944 til den 1. november 1944 sidder han i Vestre Fængsel, hvorefter han sidder i Frøslevlejren indtil den 29. november 1944. Fra den 30. november 1944 til den 15. februar 1945 sidder han i KZ-lejr Neuengamme, hvor han fungerer som læge. En af hans opgaver er at tage imod kreaturvogne fyldt med fanger på byens jernbanestation. Bjørn fortæller selv: "Jeg trådte i døde, jeg gled i urin, jeg famlede mig frem. Følte en puls og sagde, han skal i bunken med de levende, følte en anden og sagde, han skal i bunken med de døde. Ud af vognene slæbte vi staklerne. De blev stablede på den åbne vogn, vi havde medbragt. I den ene ende de døde, i den anden de levende. Ofte hændte det, at nogle af de døde viste sig at være levende, når vi kom op til lejren; og mange af de levende døde under transporten".

Den 21. februar 1945 kommer han til Frøslevlejren, hvorfra han vender hjem med De Hvide Busser den 5. maj 1945. Også Bjørn er stærkt påvirket af besættelsestidens rædsler og reagerer med rastløshed. Efter krigen tager han et år til Grønland som læge. I 1946 vender han tilbage til Danmark, hvor han får ansættelse på Sundby Hospital (i dag Amager Hospital). Rastløsheden driver ham til Polen og Bosnien under Røde Kors. Det bliver til yderligere fem år i Grønland, efterfulgt af ophold i Iran, Congo og Liberia, inden han slår sig ned på Sjælland. Trods sine mange traumer fra krigen dør han først i 2005, 88 år gammel.

"Pie" (Else Elisabeth) Baastrup Thomsen(siden Frandsen) bog bliver arresteret den 13. januar 1944. Hun sidder i Dagmarhus, indtil hun den 28. marts overføres til Horserødlejren. Fra den 5. maj 1944 sidder hun i Vestre Fængsel. Den 11. maj 1944 bliver hun af den tyske krigsret idømt 6 års tugthus. Fra 1. juni 1944 sidder hun i forskellige tyske fængsler i Kiel, Neumünster, Hamburg, Hannover, Leipzig og Cottbus og fra februar 1945 i Waldheim. Pie er en såkaldt "Nacht und Nebel" fange, hvilket betyder, at hun er som forsvundet fra jordens overflade, og hendes familie har ingen viden om, hvor hun befinder sig, eller om hun i det hele taget er i live. Pies mor skriver til den danske sømandspræst i Hamborg, og det lykkes ham efter megen møje at finde Pie og give hende et brev fra hjemmet. Den 10. april 1945 hentes hun hjem til Danmark af de hvide busser. Efter krigen afslutter hun sit bibliotekarstudium. Hun bliver gift og får først datteren Lise og siden sønnen Tom. I det meste af sit liv arbejder hun på biblioteket i Randers. Hun tager ofte ud på skoler og fortæller om sine dramatiske oplevelser under krigen. Pie dør i 2005.

Ole Geisler får ordenen "D.S.O." – Distinguished Service Order - for sin indsats i modstandskampen. Bortset fra Flemming B. Muus er Ole Geisler den eneste dansker som modtog denne fornemme orden i forbindelse med anden verdenskrig. Umiddelbart efter krigen bliver han ramt af depression (PTSD, formentlig) og rastløshed, og et års tid senere slår han sig ned som ingeniør i Sydafrika. Her dør han som 35-årig den 4. oktober 1948 af en cancersygdom (formentlig pga. et voldsomt cigaretforbrug). Hans lig bliver transporteret til Danmark og begravet i familiegravstedet på Assistens Kirkegård.

Henrettelsespladsen i Ryvangen

Allerede den 5. maj 1945 rykker modstandsbevægelsen ind på Ryvangen Kaserne, som tyskerne har beslaglagt den 29. august 1943. Kasernen bliver brugt til indkvartering af tyske soldater, mens øvelsesterrænet tjener som henrettelses- og begravelsesplads for danske modstandsfolk. De dødsdømte bliver bundet til træpæle, henrettet ved skydning og begravet i området. Først i forbindelse med befrielsen kommer modstandsfolkene til øvelsesterrænet, og først da får offentligheden vished for, hvad der er foregået.

Den 5. maj 1945 finder man 202 grave. De bliver alle åbnet og de døde identificeret. De pårørende kan få deres døde genbegravet enten på den hjemlige kirkegård eller i Mindelunden, der bliver anlagt på området og får status som kirkegård. Den 29. august 1945 bliver 93 kister og 13 urner kørt fra ridebanen bag Christiansborg Slot til begravelse i Ryvangen. Ud over de pårørende deltager kong Christian X og dronning Alexandrine, regeringen og repræsentanter fra modstandsbevægelsen.

I midten af "Det Store Gravfelt", hvor 106 modstandsfolk er begravet, er nedlagt en mindeplade for de 91 modstandsfolk, der blev fundet i Ryvangen, og som efter de pårørendes ønske blev begravet i det hjemsogn. Hvis du kigger nøje efter, kan du skimte Orla Andersens navn nederst i højre hjørne. Da Birgit og jeg besøgte Mindelunden i april 2020, var man næsten færdig med en omfattende renovering af stedet. Billedhuggeren Axel Poulsen har skabt monumentet "For Danmark", som viser en moder med sin dræbte søn. Granitstenen er en gave fra det norske folk.

Mindepladen bærer følgende inskription af Halfdan Rasmussen:

"Fundne her og begravede i hjemstavnen.

Man fandt dig her i denne lund
hvor dødens stilhed bandt din mund
trygt sover du din barndom nær
ført hjem af dem du havde kær
men evigt taler rent og stort
den jord din død har helliggjort"

På henrettelsespladsen er opstillet tre fyrretræspæle, som de dødsdømte bliver bundet til og skudt. I 1950'erne bliver de tre pæle flyttet til Frihedsmuseet, og i stedet bliver der på henrettelsespladsen opsat tre bronzeafstøbninger af pælene. Foran pælene er en mindetavle med et vers af Kaj Munk:

Drenge, I drenge som døde
I tændte for Danmark i dybeste mulm
en lysende morgenrøde

Orla og Aksel genbegraves i Hornslet

Orla Andersen bliver som nævnt skudt den 26. maj 1944 ved henrettelsesstedet i Ryvangen. Den 9. juni overgår samme skæbne Herold Svarre og Aksel Sørensen, og alle tre bliver begravet i området. Efter befrielsen bliver deres lig fundet, så de kan få en ordentlig begravelse.

I slutningen af juni 1945 ankommer Orla Andersens kiste med jernbanen til Hornslet. Flere hundrede mennesker følger kisten, som er svøbt i et dannebrogsflag. Følget gør holdt ved Orlas forlovedes hjem og fortsætter til Orlas barndomshjem på Rosenholmvej, hvor der bliver afholdt en mindehøjtidelighed. Orlas mor holder en lille tale, inden hun beder fadervor, og de mange fremmødte stemmer i. Næste dag bliver kisten båret hen til kirken, der slet ikke kan rumme de fremmødte gæster. Spejdere og frihedskæmpere står æresvagt ved kisten. Ved graven udtrykker Orlas mor taknemmelighed over den store støtte, byen havde givet familien i tiden efter henrettelsen.

Orla Andersens gravsted på Hornslet Kirkegård

En tilsvarende højtidelighed bliver afholdt i forbindelse med Aksel Sørensens ligfærd. Det er Aksels sidste vilje, at han stedes til hvile ved siden af sin mor, som er død kort tid forinden. Derfor ligger han i dag ret anonymt begravet. Det er kun en lille, diskret bronzeplakette, der markerer, at der er tale om en fredet frihedskæmpergrav. På hans gravsten står: "Du gav det bedste for dit fædreland".

Herold Svarre bliver arresteret den 13. januar 1944 sammen med andre medlemmer af gruppen. En tysk krigsret dømmer ham til døden, og han skudt den 8. juni 1944 i Ryvangen. Efter befrielsen bliver hans lig fundet i Ryvangen, og han bliver begravet på kirkegården i Havrebjerg ved Slagelse, hvor hans mor bor.

Karl genbegraves i Hornslet

Den 4. juni 1945 lykkes det at finde liget af Karl i Rørdal i udkanten af Aalborg, hvorfra det transporteres ind på flyvestationen. Pastor Pedersen bliver tilkaldt for sammen med sønnen Knud at identificere Karl. Karls legeme bliver anbragt i klostrets kapel, og den 9. juni 1945 bliver det med rustvogn transporteret til Hornslet tillige med Pastor Pedersen og sønnen Knud.

Familien Algreen Møllers gravsten på Hornslet Kirkegård

Byens frihedskæmpere møder rustvognen ved Polakhuset - en gammel landarbejderbolig - i den nordlige ende af Rosenholmvej. I byens gader er rejst flagalléer med flag på halv stang. Vognen fortsætter til apoteket på Tingvej, hvor der er en kort mindehøjtidelighed. Efterfølgende bliver den dannebrogsdækkede kiste ført gennem byen med Karls spejderkammerater i spidsen. En afdeling frihedskæmpere fra Aalborg er opstillet i fuld udrustning i kirkens midtergang. Pastor Pedersen foretager jordpåkastelsen, hvorefter Karls far, apoteker Møller, holder en dybt bevæget og bevægende tale om sønnens kærlighed til Hornslet og dens omegn.

Mindesmærke over Hornsletgruppen

Der er mange gode grunde til at besøge Hornslet Kirke, som bl.a. rummer mange imponerende minder om slægten Rosenkrantz på Rosenholm Slot. Men ikke mange lægger mærke til, at der vest for kirkegården er et stort og iøjnefaldende mindesmærke for faldne modstandsfolk fra Hornslet under besættelsen.

Umiddelbart efter krigens afslutning blev det besluttet, at der skulle opsættes et mindesmærke for de fem frihedskæmpere fra Hornslet, som havde mistet livet. Den 18. maj 1945 blev denne opfordring sendt ud til byens borgere:

Fem unge mænd fra Hornslet, Orla Andersen, Herold Svarre, Aksel Sørensen, Mac Hoffmann og Karl Møller, har i de sidste aars kamp for Danmarks frihed givet deres liv. Vi staar i den dybeste taknemmelighedsgæld til disse mænd, og det maa være os en æressag at bidrage til, at erindringen om dem og deres indsats bevares også for kommende slægter. Derfor opfordrer vi borgere og institutioner fra by og egn til at yde støtte til, at der rejses de fem frihedskæmpere et mindesmærke i Hornslet.

Mindesmærket, som er et relief i granit, er designet af Arild Rosenkrantz. Udover navnene på de fem faldne frihedskæmpere er der et relief af en rytter med en fakkel. Motivet er Vilhelm Mobergs roman "Rid i nat!" fra 1941, som beskriver de svenske bønders oprør mod adelen i 1650. Moberg tilpassede et tidligere udkast under indtryk af den tyske besættelse af Danmark og Norge, og den danske oversættelse slap gennem censuren, som ikke fattede den underforstående antityske reference. Jeg husker, at jeg læste den spændende roman, da jeg var 13-14 år.

Monumentet blev indviet den 5. maj 1946 på étårsdagen for befrielsen. Det bærer indskriften: Orla Andersen, Herold Svarre, Axel Sørensen, Mac Hoffmann, Karl Algreen Møller. De gav livet for Danmark.

For nogle år siden sørgede Lions Club Hornslet for en tiltrængt opfriskning af mindesmærket, som står langs kirkegårdsmuren i Hornslet ud mod Løgtenvej. Lions Club Hornslet har påtaget sig den fremtidige vedligeholdelse af mindesmærket.

Sidenhen har modstandsfolkene fra Hornslet givet navn til vejene i byens seneste parcelhuskvarter: Orla Andersens Vej, Aksel Sørensens Vej, Herold Svarres Vej, Mac Hoffmanns Vej, Karl Algreen Møllers Vej, Martin Madsens Vej, J.C. Danielsens Vej, Baastrup Thomsens Vej og Marius Hous Vej.

Hvidstengruppen og Hornsletgruppen

Det er nærliggende at sammenligne Hvidstengruppen og Hornsletgruppen. Ligesom Hvidstengruppen blev Hornsletgruppen etableret i 1943 i modstandsbevægelsens spæde start, foranledig af faldskærmsagenten Ole Geisler. Begge grupper voksede ud af små lokalsamfund, hvor nøglepersoner fandt det rigtigt og naturligt at gå ind i kampen mod besættelsesmagten. De ydede en dødsensfarlig indsats ved modtagelse af våben, ammunition, sprængstoffer og faldskærmsmænd, nedkastet om natten af RAF på marker i næromdådet. Hvidstengruppen og snart efter Hornsletgruppen var begge med til de tidligste modtagelser fra England under krigen. Ved at distribuere de nedkastede våben og sprængstoffer til modstandsbevægelsen var de det første og ubetinget nødvendige led i den effektive sabotage mod den tyske værnemagt, hvilket var den vigtigste årsag til Danmarks brud med samarbejdspolitikken i slutningen af august 1943.

Begge grupper bliver pågrebet i marts 1944, efter at en modstandsmand bliver taget af Gestapo og tvunget til at tale. Flere medlemmer af grupperne, otte fra Hvidstengruppen og fem fra Hornsletgruppen, henrettes i Ryvanget efter en tysk krigsretsdom, mens andre får strenge tugthusstraffe i Tyskland.

Skal man påpege nogen forskelle på de to grupper, kan man nævne, at det lykkes Hornsletgruppen at modtage langt flere våben fra luften end kollegerne i Hvidsten. Hvidstengruppen modtog 24 containere, mens Hornsletgruppen modtog hele 63 containere med våben og sprængstoffer. De to grupper arbejdede sammen ved flere lejligheder. De to lægesønner fra Hornslet deltog vistnok i alle Hvidstengruppens modtagelser.

Mens krigsretsdommen over henrettelserne i Hvidstengruppen kuede det lille bysamfund, formår Hornsletgruppen at genrejse sig ikke én men hele to gange, efter at medlemmerne er blevet skudt eller fængslet eller gået under jorden. På det tidspunkt er der omkring 1000 indbyggere i Hornslet.

Hvad er så årsagen til, at Hvidstengruppens aktiviteter fylder så meget i besættelsestidens historie, og at så få har hørt om Hornsletgruppen eller nogen af de andre modtagegrupper? Som barn hørte jeg mine forældre fortælle om de tapre frihedskæmpere i Hvidsten, og da vi fik bil, gik en af de første ture til Hvidsten Kro, hvor der er indrettet en mindepark for gruppen. Siden har vi været på yderligere et par besøg på det mindeværdige sted.

Den korte forklaring er, at allerede i november 1945, udkommer en bog om Hvidstengruppen, skrevet af Axel Holm. Hvidstengruppens skæbne bliver en vigtig del af "den store fortælling" om det folkelige sammenhold, offerviljen og den danske beslutsomhed, når det gælder. Udslettelsen af det meste af det lille landsbysamfund vækker en voldsom indignation og er benzin på folkestrejkens bål. Bogen om det største drama under det lille Danmarks kamp mod den store besættelsesmagt bliver i løbet af det første år trykt i over 30.000 eksemplarer.

Interessen for historien om folkene fra den lille by nord for Randers vokser kraftigt med spillefilmen "Hvidstengruppen", der kommer i 2012. Filmen er instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis, og i hovedrollerne som værtsparret Marius Fiil og Gudrun Fiil på Hvidsten Kro ses de dejlige skuespillere Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen. Filmen tager sig nogle friheder i forhold til bogen, men er bestemt værd at se. Der kommer vist/måske en fortsættelse af filmen.

SS-desertøren i Skrald Skov

Fortalt af Congo-Kris. Bragt i Lokalavisen september 1991.

Congo-Kris, som er døbt Helge Kristensen, boede i Hornslet i mange år. Han var tolder, men også journalist og forfatter. Vi mødte ham ofte ved forskellige festlige lejligheder, og han var altid god for en historie. Mange af dem fra hans tid som professionel, britisk soldat i Congo. Du kan læse historien i sin helhed på Rosenholm Egnsarkivs hjemmeside - bare klik her. Ellers får du her et kort sammendrag, som viser, at det ikke kun var de voksne i Hornslet, som spillede en rolle under modstandskampen.

Hovedpersonen i fortællingen er den 19-årige Werner Matthiesen, som tilhører det dansksindede mindretal i Flensborg. I november 1941 bliver han sendt til skyttegravene i udkanten af Leningrad uden forudgående militæruddannelse. Temperaturen når på visse tidspunkter ned på -40 til -50 grader, og soldaterne får forfrysninger. Udrustningen passer heller ikke til det hårde klima, fx. kan kanonerne ikke skyde ved så lave temperaturer. Langt værre er det med forsyningerne, som ofte er meget forsinkede. Ved Stalingrad oplever Werner at blive strakt til jorden ved et voldsomt slag med en geværkolbe, og han bliver flere gange såret under kampene i Rusland. Efter at være udskrevet fra lazarettet bliver han overført til en afdeling i Wuppertal, hvorfra han bliver sendt videre til Belgien og Lille i Nordfrankrig, og senere også til Italien og Jugoslavien. Her bliver han igen såret, og efter en tur på lazarettet bliver han i tog til Wuppertal. Her får han at vide, at han skal tage toget til Düsseldorf. Han beslutter nu af desertere og sætter kurs mod Flensborg. Vi er nu inde i november 1944.

Efter mange problemer kommer Werner til Flensborg, hvor han opsøger sin familie. Moderen er frygtelig bange, da hun jo ved, at straffen for desertering er skydning på stedet.

Efter flere forsvindingsnumre finder Werner ud af, at de sørgelige rester af hans kompagni befinder sig i Aarhus, og han begiver sig af sted. Han kommer i forbindelse med sin broder Johannes, som et års tid forinden havde fået sit ene ben skudt af ved Østfronten. Han har gennem Sct. Georgsgildet i Danmark fået et fint, hult træben, hvori han kan transportere sprængstof, små håndvåben og illegale til den dansksindede modstandsbevægelse i Flensborg. Af ham får Werner udleveret et bundt flyveblade, som han skal smide ud af toget ved Rødekro eller ved Vojens.

Ankommet til Aarhus H, bliver Werner beordret til Pindstrup, hvor han skal hente et hold infanterirekrutter. Efter 4-5 dages ophold på Pindstrup Skole marcherer Werner Matthiesen i spidsen for sine unge rekrutter til Hornslet, hvor de bliver indkvarteret på skolen. Krigen nærmer sig sin afslutning, men alligevel får Werner og en håndfuld rekrutter i marts 1945 ordre på, at de skal begive sig til Østfronten. I samlet kolonne marcherer gruppen til Aarhus.

Nu beslutter Werner sig til endnu en gang at stikke af fra den tyske hær. På Store Torv overværer Werner en stikker blive likvideret. På Grenåvej prajer han en mand, der er på vej til Grenå med hestevogn og med en gris på ladet. Werner hopper af i Skæring, hvor han opsøger den lokale skolelærer, som han kort forinden har talt med. Skolelæreren, som er meget nervøs på grund af de gestapofolk, som er stationeret på Vosnæsgård, råder ham til at opsøge en bonde ved navn Victor Bomholt, som bor i nærheden. Hvis du synes, at navnet lyder bekendt, så er Victor Bomholt broder til den senere undervisningsminister Julius Bomholt. Her bliver han en uge og bliver forsynet med civilt tøj. Herefter tager Werner til Hornslet, hvor han træffer maler Erik Rasmussen, som tager ham med hjem, og siden følger ham ud til "Hansen", som er modstandsmand og snedker på møbelfabrikken.

Under det første ophold i Hornslet er Werner kommet i kontakt med tre friske drenge i - godt og vel - konfirmationsalderen: Per Engholm, Verner Højsgaard og Erik Rasmussen. De havde lovet Werner, at hvis han blev beordret til Østfronten, så ville de skjule ham. De byggede en jordhule i Skrald Skov, hvor Werner opholder sig, indtil krigen er afsluttet.

Efter krigen vælger Werner Matthiesen at blive i Danmark, hvor han bliver gift med Betty, og de bosætter sig i Aarhus. På sine arbejdspladser bliver han af kammeraterne spøgefuldt kaldt "Den Werner" eller "Tyske-Werner" - uden nogen ond mening bag. I 1991, hvor artiklen er skrevet, lever han og Betty som folkepensionister i Højbjerg i Aarhus.

I sin fritid går Werner til boksning. I 1948 er han indlagt på Kommunehospitalet i Aarhus for at få foretaget en næseoperation. Her komme han til at ligge på stue med Aksel Hjort, som han aldrig har mødt før, men de to bliver hurtigt gode venner. Aksel arbejdede i Skrald Skovdistrikt, hvor hans forældre drev gården Skovbo. Aksel kendte udmærket den jordhule, hvori Werner opholdt sig, og bare nogle få dage forinden havde han gået og gravet graner i området.

I 1991 mødes SS-desertøren og to af hans tre redningsmænd i Skrald Skov. På billedet ses Aksel Hjort stående til venstre, i midten ses Verner Højsgaard, og til højre Per Engholm. Nede i resterne af jordhulen står Werner Matthiesen. Verner Højsgaard og Werner Matthiesen havde ikke set hinanden siden 1945. (Vi boede i mange år på samme vej som Verner Højsgaard, der var førstemand i en af byens købmandsforretninger. Han og Per Engholm var med på Hornslet Idrætsforenings fodboldhold, da det blev Jydske mestre i 1954. De var begge med til i 1948 at knytte venskabsbånd til den norske idrætsforening Rygge IL, et venskab som stadig består efter snart 75 år).

Hornslet Realskole, klassebillede 9. april 1940.

Jeg vil afslutte min beretning om Hornsletgruppen med at vise dette klassebillede, som er taget den 9. april 1940. Det stammer fra Rosenholm Egnsarkiv.

Fotograf: K. Dall Schmidt, Aarup.

Jeg har fremhævet navnene på de elever, som kort tid senere deltager aktivt i modstandskampen.

Øverste række fra venstre:
1. Birthe Bach (Segalt),
2. Karen Gabriel,
3. Karen Nielsen (Løgten),
4. Mogens Thomsen,
5. Finn Darre (Mørke),
6. Frank Andersen,
7. Henning Holck Hansen (Løgten),
8. Bent Hagensen (Mejlby),
9. Arne Sloth Carlsen,
10. Karl Algren Møller,
11. Børge Pedersen.

Anden række - fra oven - fra venstre:
1. Peter Holme Sørensen,
2. Jens Hedegård,
3. Jens Christian Danielsen,
4. Ove Skipper,
5. Karen Pedersen (Rodskov),
6. Anne Vestergaard,
7. Ib Skipper,
8. Vera Jakobsen,
9. Ebba Wissing (Rodskov),
10. Bente Olesen,
11. Kirstine Skovfoged,
12. Gertrud Jørgensen,
13. Erik Rahbek.

Tredie række - fra oven - fra venstre:
1. Karen Andersen (Kradbjerg),
2. Ruth Mortensen (Vosnæs),
3. Ester Jensen,
4. Karen Kjærby Christensen,
5. Grethe Madsen,
6. Aksel Hjort (Hestehaven),
7. Lars Bror Larsen (Vorregård),
8. Åge Jensen (Mejlby),
9. Børge Andersen,
10. Verner Nielsen,
11. Aksel Skovgård Jensen,
12. Knud Højsgaard,
13. Tage Mogensen (Skørring).

Fjerde række - fra oven - fra venstre:
1. Bodil Ditlev,
2. Edith Mortensen (Skødstrup),
3. Ragna Jakobsen,
4. Hedvig Nielsen,
5. Margit Hansen,
6. Erik Andersen,
7. Jørgen Jørgensen,
8. Ove Jensen (Mejlby),
9. Frantz Hagensen (Mejlby),
10. Bende Koefoed,
11. Anny Lund Sørensen,
12. Villy Hansen (Lime),
13. Vagn Ditlev Petersen,
14. Hans Bojesen.

Siddende fra venstre:
1. Tage Sørensen,
2. Bent Kristoffersen (Lindå),
3. Villy Jensen (Skørring),
4. Vagn (Bamme) Laursen,
5. Inge Bak,
6. Carl Frederik Jensen (Kalstrup),
7. Inge Algreen Møller,
8. Boy Sørensen (Åstrup),
9. Ellen Akselsen,
10. Georg Schmidt (Kradbjerg),
11. Rasmus Simon Peter Christensen (Lemmer),
12. Jørgen Skjerk,
13. Aksel Højgaard Nielsen,
14. Bent Skov (Mørke),
15. Ove Rønde Andersen,
16. Preben Rasmussen,
17. Helge Rasmussen.