I 1870-erne bliver skiløb populært, og Nansen forældre, som er meget begejstrede for den nye sport, opfordrer deres søn til at deltage, hvilket han gør. Han udvikler sig til en fremragende skøjteløber og skiløber. I 1881 får han andenpladsen ved landsskøjtestævnet - kun slået af Axel Poulsen, som siden bliver verdensmester. Han vinder også adskillige mesterskaber i skiløb. Den udholdenhed, som han udvikler gennem sin sportsudøvelse, kommer ham til gode under hans senere næsten umenneskelige udfordringer.

Han har svært ved at vælge studium, da han begynder på Kristiania Universitet i 1881. Selv om han har stor tilbøjelighed for fysik og matematik, vælger han zoologien, da det vil give ham større muligheder for at arbejde udendørs. Han senere speciale, oceanografien, er endnu kun i sin vorden.

Nansen begynder at studere hvirvelløse dyrs nervesystem, idet han forventer, at han ved at studere simple organismers nervesystem kan finde frem til de principper, som gælder for det menneskelige centralnervesystem. I forbindelse med udarbejdelse af en afhandling besøger Nansen forskningskolleger i Tyskland, Schweiz og Italien. I Pavia besøger han Camillo Golgi, som har udviklet en metode til at "fremkalde" nervevæv som på et fotografi; Golgi får i 1906 nobelprisen i medicin sammen med den spanske forsker Santiago Ramon y Caja.

I 1887 udgiver Nansen sin afhandling om "centralnervesystemet hos lavere hvirvelløse dyr", "The Structure and Combination of Histological Elements of the Central Nervous System". Meget usædvanligt skriver han sin afhandling på engelsk og ikke på tysk, som ellers på den tid er forskningens hovedsprog. Den 17. og 19. april 1888 afholder Nansen de obligatoriske prøveforelæsninger på universitetet i Kristiania, og den 28. april forsvarer han sin afhandling for doktorgraden. De to opponenter er særdeles kritiske overfor Nansens afhandling, som ikke desto mindre indbringer ham doktorgraden. Bare fire dage senere tager Nansen afsted på ekspedition til Grønland.

Nansen tager først til København for at tale med et par erfarne grønlandsfarere: Gustav Holm (1849-1940), som fra 1883-1885 ledede en ekspedition startende i Sydgrønland med kurs mod nord langs østkysten, og Christian Maigaard, ansat ved Kongelige Grønlandske handel, som i 1886 sammen med Robert Peary havde rejst 160 km ind over indlandsisen fra Vestgrønland. En anden grund til at tage til København er problemer med finansiering af ekspeditionen. Myndighederne i Norge har på trods af anbefalinger fra universitetet i Christiania afslået at støtte ekspeditionen, hvis formål de fandt af tvivlsom videnskabelig værdi. Imidlertid lykkes det Nansen i København af opnå et bidrag på 5.000 kr fra den velstående (nyrige) grosserer og etatsråd Augustine Cyrille Victor Vilhelm Gamél (1839-1904), og dette sammen med 16.000 kr, som Nansen har bragt til veje fra andre sponsorer gør det muligt at iværksætte ekspeditionen.

Efter fem dage i København fortsætter Nansen til Leith i Skotland, hvor ekspeditionens fem øvrige medlemmer befinder sig: skibskabtajn Otto Sverdrup, kaptajn i den norske hær Oluf Christian Dietrichson, skovarbejder Kristian Kristiansen Trana samt to lapper fra Finmarken, Samuel Balto og Ole Ravna, som alle er toptrænede og fremragende skiløbere. På fotoet ses ekspeditionens seks deltagere: forrest fra venstre: Fridtjof Nansen, Dietrichson og Otto Sverdrup, bagest fra venstre: Ole Ravna, Samuel Balto og Kristiansen Kristiansen Trana. De tager samlet videre med det danske passagerskib "Thyra" til Reykjavik via Færøerne. Den 3. juni 1888 bliver de efter aftale hentet af sælfangeren "Jason" fra Sandefjord. Kaptajn Jacobsen finder det imidlertid vigtigere at udnytte den isfri periode til at fange sæler end til at landsætte seks skiløbere, så ekspeditionen bliver tvangsindlagt til seks ugers sælfangst, hvilket ikke harmonerer særlig godt med Nansens tidsplan.

Den 17. juli 1888 forlader de skibet og regner med at kunne ro ind til land på 2-3 timer. Modvind og stærk strøm tvinger dem imidlertid sydover. Når isflagerne, som kommer drivende fra nord, samler sig, tvinges de til at trække bådene over isen, til de igen når ud til åbent vand. Mere end 400 km driver de sydpå, inden de indenfor havstrømmen bliver i stand til at ro nordpå langs kysten, hvor de går i land den 11. august. Og nu følger enorme vanskeligheder med at komme op på Indlandsisen - seks mand med slæder og 600 kg udrustning, bl.a. mad til tre måneder. Først næsten en måned efter, at de har forladt skibet, begynder de turen ind over indlandsisen.

Turen bliver ekstremt vanskelig med temperaturer ned til -45°C om natten og dagtemperaturer ned til -30°C, og bjerge beliggende mere end 2400 meter over havets overflade. De kæmper med udmattelse og sult, og dagsetaperne bliver stadig kortere, ikke mere end 10-20 km. I tre dage er de nødt til at blive liggende i deres telt på grund af vejret. Var de kommet tidligere afsted, ville de have haft hårdt og glat føre. Det lykkes dem imidlertid at sætte sejl på slæderne, hvilket sætter tempoet i vejret, indtil de kommer frem til fjeldene på vestkysten. Efter ca to måneders rejse over en afstand af 600-800 km når de frem til fjeldene tæt på Godthåbsfjorden. Da de når ned til Ameralikfjorden, går Sverdrup og Balto i gang med at bygge en interimistisk båd med grene fra et krat som spanter og teltbunden som beklædning. Nansen beretter siden i sine foredrag om denne teltbund, som de engang vælter suppen ud over, lige inden den skal serveres. Deltagernes rygmarvsreflekser fejler ikke: alle løfter gulvet i hvert sit hjørne, og suppen bliver hældt tilbage i kogekarret - formentlig tilsat en del ukendte krydderier - men ikke en dråbe går til spilde. Da båden er klar, ror Nansen og Sverdrup i retning af Godthåb, mens de fire øvrige bliver tilbage.

Nansen beretter: "Selv anvendte jeg vinteren til at studere eskimoernes ejendommelige liv. Jeg levede sammen med dem i deres hytter, satte mig ind i deres fangst, deres skikke og hele levevis. Jeg lærte mig så godt jeg på den korte tid formåede deres vanskelige sprog...". Dette materiale anvender han i sin følgende bog "Eskimo Life" (1891). Sverdrup lærer sig også det grønlandske sprog, hvilket kommer ham til gode 10-12 år senere, da han leder den anden ekspedition med "Fram" - herom senere. Herudover lærer han at mestre eskimoernes kajak.

Midt i april 1889 bliver ekspeditionens medlemmer hentet af skibet "Hvidbjørnen", og den 21. maj ankrer de op på Københavns red. De bliver gæstfrit modtaget af deres sponsor etatsråd Gamél og overalt i København. Den 30. maj ankommer de til Kristiania, og der er hundredvis af både på fjorden for at møde dem. Kristianias befolkning på 40-50.000 personer er ude for at hylde de hjemvendende helte. Norge er på det tidspunkt "lillebroder" i unionen med Sverige og er sulten efter at få sine egne helte.

Allerede en måned efter er Nansen i London, hvor han holder tale i Royal Geographical Society og fortsætter efterfølgende til den tilsvarende organisation i Edinburgh, hvor han indgår kontrakt om udgivelse af hans kommende bog på engelsk. Han tilbringer resten af sommeren i Kristiania, hvor han den 11. august forlover sig med den 30-årige sangerinde Eva Sars. Eva er tillige en dygtig skiløber og meget interesseret i friluftsliv. Parret bliver gift den 6. september samme år, hvorefter de tager på bryllupsrejse til England og Frankrig, hvor Nansen holder flere foredrag. Til at begynde med bor parret i en lejlighed, men bestemmer sig snart for at bygge hus i Svartebukta på Lysaker. Mens byggeriet står på, bor de i en hytte, hvor Nansen skriver "På ski over Grønland. En skildring af den norske Grønlands-ekspedition 1888-89" med Nansens egne fotografier og tegninger. H. Aschehoug & Co's Forlag. Kristiania 1890. Den første udgave er på godt 700 sider, hvori Nansen med sin sædvanlige grundighed giver en oversigt over skiløbningens historie og udbredelse i den gamle verden, tidligere ekspeditioner til Grønlands østkyst og flere andre ting, som han mener vil være af interesse for læserne. Selve Færden over indlandsisen fylder kun 120 Sider. I 1928 udkommer anden udgave i stærkt forkortet form, som alene beskæftiger sig med selve ekspeditionen. I 1891 udkommer "Eskimoliv", hvori Nansen skildrer eskimoernes liv på grundlag af det kendskab, han fik til dem under overvintringen i Godthåb.

På hjemmefronten har Nansen en del problemer. Hans hustru Eva aborterer, men bliver gravid igen med termin omkring julen 1891. Det bliver en forfærdelig fødsel, som ender med at barnet (sønnen) dør. Kort efter må Nansen drage på en tre ugers foredragsturné til England for at rejse penge til sin nordpolsfærd. Den 26. oktober 1892 døber en tydelig gravid Eva Nansen polarskibet "Fram" ved stabelafløbningen ved Larvik. Den 8. januar 1893 føder hun datteren, som får navnet Liv.

"Fram" er ikke nogen skønhed, hvilken man kan erfare ved besøg på "Frammuseet" lidt udenfor Oslo. Du kan besøge museet hjemmeside ved at klikke her. Til gengæld, viser det sig, er det i stand til at modstå det voldsomme pres fra isskruninger under arktiske forhold. De næste 20 år deltager dette verdens stærkeste træskib i ekspeditioner både mod nordpolen og sydpolen. Fram er en tremasters skonnert med en dampmaskine. Skroget, som er bygget af egetræ, er umådelig stærkt, forstærket med bjælker i alle retninger. For- og agterstavnen er beklædt med jern. Opholdskvartererne er varme og hyggelige, et velforsynet bibliotek, spil og musikinstrumenter skal hjælpe mandskabet gennem de mange kedelige måneder, de kommer til at tilbringe om bord. Mindre end tre uger efter søsætningen taler Nansen igen ved et møde i Royal Geographical Society of London om sine nordpolsplaner - og nu løber han ind i et veritabelt stormvejr. Med admiral George Nares i spidsen - Nares som selv har gennemført en ikke specielt vellykket polarekspedition - kaster alle skeptikerne sig over Nansen og fremfører, at ekspeditionen er umulig. Men Nansen fejer skeptikernes argumenter til side - på samme måde, som han i sin tid gennemførte sin doktordisputats. Beskedenhed var ikke en af Nansens mange dyder.

Den 24. juni 1893 forlader "Fram" Kristiania med proviant til seks år og brændstof til otte. Nansen mener dog, at turen "kun" vil vare 2-3 år. Næppe er de ude af Kristianiafjorden, før "Fram" viser sine dårlige sejlegenskaber. Den ruller som en balje i sø - hvilket hun også er - og det er nødvendigt at smide en del dækslast, som ikke er surret forsvarligt, over bords. De sejler op langs den norske kyst, og lægger ind i Bergen, hvor Nansen holder foredrag om turen for at gavne kassebeholdningen. Da de kommer til Tromsø, går Kristian Kristiansen Trana, som havde været med på skifærden over Grønland, fra borde. Han er nygift, og konen har formentlig modsat sig at skulle undvære sin ægtemand i 2-3 år. Otto Sverdrup er dog også nygift og nybagt far, men han kommer jo også fra en gammel søfartsfamilie.

Efter at have passeret den nordske nordkyst sættes kursen østpå langs den sibiriske kyst. De lægger ind til Khabarovo i Rusland, hvor de tager slædehunde om bord. Nansens sekretær Ola Christian Christophersen må modstræbende forlade skibet, da der ikke er plads. (jeg ved ikke, om det har spillet ind, at de nu er 12 og ikke 13 mand om bord). De foretager flere jagtture i land, inden de fortsætter rejsen den 3. august. Herefter sejler de nordpå, indtil skibet den 20. september når pakisen, hvor ror og propeller trækkes ind i skroget, og mandskabet på "Fram" gør sig klar til den lange drift nordpå sammen med isen.

Den 26. oktober 1893 - nøjagtig et år efter søsætningen - oplever mandskabet på "Fram" den første polarnat. De holder en skydekonkurrence på isen, hvorefter der er cigarer og toddy til præmieuddelingen. Toddy er ellers forbeholdt festdage som besætningens fødselsdage, 17. maj samt kongens fødselsdag. Stemningen om bord er god, og fremdriften er fin i oktober og november måned. Målinger af vanddybden viser nu, at de er på vej ud på dybt hav, hvorfor der er grund til at frygte, at strømmen kan løbe langsommere end hidtil. Hvad værre er, går strømmen ikke mod nord hele tiden, men skifter jævnligt. Nansen begynder at blive utålmodig - og så er han ikke den bedste rejsefælle og ekspeditionsleder. I perioder er han indesluttet og tungsindig, og det er svært at opretholde en god stemning, selv om der er masser at lave: observationer af vejret, beskrivelse af nordlyset, måling af istykkelser, måling af vanddybde, vedligeholdelse af udstyr, pasning af slædehunde osv. Den 6. april 1894 observerer man en solformørkelse.

Drivis, som oftest flyder den modsatte retning end de skal, samt mangel på føde tvinger dem til at opgive deres forehavende. Den 9. april 1895 er de nået til 86º14' nordlig bredde, længere nordpå end nogen anden før dem, og vender nu om og søger tilbage til fastlandet mod Frans Josef Land. Under turen får Nansen et hekseskud, og Johansen må hjælpe ham i klæderne og trække slæderne. Den 24. juli får de land i sigte, netop som provianten er ved at slippe op. Først den 16. august sætter de fødderne på fast grund. Her bliver Johansen overfaldet af en isbjørn, og det lykkes ham at tage et fast tag i struben på den vældige dyr. Heldigvis bliver bjørnen forstyrret i sit forehavende af deres to hunde. Johansen synes åbenbart, at Nansen er for længe om at skyde isbjørnen, så han råber: "Ja, nu må De skynde Dem, ellers bliver det for sent". Og endelig lykkes det Nansen at skyde isbjørnen uden at ramme Johansen. De bygger en jordhytte på Frans Josef Land og forbereder sig på at overvintre. I den kommende tid kommer de to mænd nærmere på hinanden - og det ender med, at de bliver dus. Det hjælper måske at sove to mand sammen i en dobbeltsovepose i en jordhytte i flere måneder.

Midt i maj måned 1896 efter ca ni måneders overvintren bryder de op og fortsætter sydpå mod Svalbard. (ja, jeg ved godt, at alle veje fra nordpolen fører mod syd, men du forstår nok, hvad jeg mener). Den 17. juni hører de hunde gø, og snart efter møder de Frederick George Jackson, som er leder af en videnskabelig ekspedition til Frans Josef Land. Nansen og Jackson har mødt hinanden tidligere, og Jackson har både mundtligt og skriftligt bedt om at komme med på Nansens ekspedition, men har fået afslag, fordi Nansen udelukkende ville have nordmænd med. Hvilket fantastisk tilfælde. To måneder senere den 13. august 1896 afleverer Jacksons ekspeditionsskib Nansen og Johansen i havnen på Vardø i det nordlige Norge.

Samme dag frigør "Fram" sig fra den sidste pakis i nærheden af Spitsbergen ved hjælp af lidt dynamit og damper sydpå efter tre år i isen. Kun en uge efter Nansen og Johansens hjemkomst til Norge tidligt om morgenen den 20. august kaster "Fram" anker ved Skjervøy, hvor Sverdrup vækker en desorienteret telegrafbestyrer. Han afsender et lakonisk telegram med følgende ordlyd: "Doktor Nansen. Fram ankommet hertil dags dato i god behold. Alt vel om bord. Afgår straks til Tromsø. Velkommen hjem. Otto Sverdrup". Som Nansen havde forudsagt, var skibet blevet båret vestpå af strømmen. Den 21. august forenes de 12 rejsefæller i Tromsø. Nansen sender telegram til fru Eva, som slutter sig til ham i Hammerfest.

I Kristiania bliver han modtaget af kongen, og sammen med ham modtager han menneskemængdens hyldest fra paladsets balkon. Nationen har så længe været undertrykt af først Danmark og siden Sverige, og netop nu er den åben krig mod svenskerne om unionen. Norge mangler nationale ledere, og nu har de fået en helt i skikkelse af Fridtjof Nansen, som i en alder af 35 har opnået mere end de fleste på et helt liv. Ikke noget at sige til, at befolkningen er ekstatisk.

Ekspeditionen viste sig også at være en naturvidenskabelig succes, idet "Fram" havde fungeret som et flydende oceanografisk, meteorologisk og biologisk laboratorium. Det er bevist, at der ikke er noget landområde i nærheden af nordpolen på den europæiske eller aisatiske side, men et dybt isdækket ocean. Der er ligeledes påvist, at der går en strøm af varmt vand fra Atlanterhavet op under den polære iskappe. Nansen, som fra 1897 har et forskningsprofessorat ved universitetet i Oslo, udgiver seks bind med videnskabelige observationer foretaget på ekspeditionen. Siden skifter han retning til havforskning og bliver i 1908 professor i oceanografi.

Nansen, som frygter, at sagen vil trække i langdrag, rejser straks til London og får adgang til kong Edvard, som ikke har nogen indvendinger. Måske finder han det udmærket, at hans datter bliver dronning i Norge fremfor en af mange prinsesser i Danmark - det er i hvert fald, hvad Nansen fortæller de norske politikere, da han kommer tilbage. Prins Carl er ikke uvillig, men vil kun påtage sig opgaven, såfremt det norske folk ved en folkeafstemning tilkendegiver deres accept. Ved folkeafstemningen stemmer 259.563 for et kongedømme med Carl som konge og kun 69.264 for en republik.

Midt i oktober 1905 indgås en traktat, som frigør Norge fra svensk styre. Lørdag den 25. november 1905 kommer det nye kongepar, kong Haakon VII (kongen havde antaget det gamle norske kongenavn) og dronning Maud til Oslo. Den 22. juni 1906 bliver Maud og Haakon kronet i Nidarosdomen i Trondhjem.

På trods af et stærkt ønske om at arbejde som videnskabsmand, kan Nansen ikke sige nej, da kong Haakon beder ham om at blive Norges ambassadør i London, en post han bestrider fra 1906-1908. I 1907 mister Nansen sin hustru og er nu alene med fem børn. Forholdet til Eva har været dårligt, både fordi han er så meget borte på ekspeditioner og foredragstournéer, og fordi han tiltrækker mange kvinder. Nansens håb om at blive den første på både nordpolen og sydpolen ødelægges af Robert Peary i 1909 og Roald Amundsen i 1911. Han opgiver en planlagt ekspedition til sydpolen, og da den unge opdagelsesrejsende Roald Amundsen beder om hans tilladelse til at anvende "Fram" til en ekspedition, overlader han skibet til ham.

Nansen har fået afsky for krig, og da Folkeforbundet (the League of Nations) begynder at tage form, kaster han sig utrætteligt ind i arbejdet. Selv om det ikke er nogen særlig demokratisk organisation, ser Nansen ikke desto mindre et håb for menneskeheden, og det lykkes ham at overtale ikke alene Norge men alle de skandinaviske lande til at tilslutte sig.

Folkeforbundet står overfor en umådelig stor opgave: mere end 500.000 krigsfanger, som har kæmpet for Tyskland og dets allierede, sidder gemt i fangelejre i Europa og Asien. Rusland, som er optaget af sin indre revolution, bekymrer sig ikke om krigsfanger, hvoraf mange slet ikke har noget hjemland længere efter Versaillesfreden og det nye europakort. Tusinder dør af sult og kulde. Folkeforbundet mangler en resolut og handlekraftig leder til denne opgave, og en person, som er internationalt kendt og respekteret. Valget falder på Nansen. Så stor er Nansens renome, at Sovjetunionen indvilliger i at forhandle med ham, selv om det ikke anerkender Folkeforbundet. Samtidig er de russiske ledere skeptiske overfor vesten, som jo under borgerkrigen støttede "de hvide". Opgaven er næsten umulig på grund af knappe ressourcer til føde, klæder og transport af krigsfangerne. Nansen udnytter sin popularitet i England til at få den engelske regering til at yde lån til projektet, og han får også England til at frigive tyske skibe, som har været opbragt siden krigen, til transport af krigsfanger over Østersøen. I september 1922 kan Nansen melde tilbage til Folkeforbundet, at missionen er fuldført: mere end 400.000 krigsfanger er blevet repatrieret. En fantastisk bedrift.

Nansen, som nu er mere end 60 år gammel, ønsker at vende tilbage til Norge og genoptage sit videnskabelige arbejde, men før den sidste krigsfange er vendt tilbage til sit fædreland, opstår en ny krise. Kornhøsten i Rusland slår fejl og mere end 20 millioner sulter, og sygdomsepidemier følger i sultens kølvand. Røde Kors appellerer til Nansen om at lede et projekt, som skal hjælpe befolkningen i de hungerramte områder, og selvfølgelig kan Nansen ikke afslå. Nansen åbner et kontor i Moskva, men til hans store skuffelse nægter Folkeforbundet at give støtte til de sultende: Folkeforbundet vil ikke give hjælp til en kommunistisk land. Dette skuffer Nansen, som ikke er vant til nederlag, og hans vision om Folkeforbundet blegner. Ikke desto mindre lykkes det ham at bringe hjælp til mange mennesker især i Ukraine og i Volga området.

Samtidig med sultprojektet er Nansen også leder af et andet projekt, som skal hjælpe omkring 2 millioner russere, som under flugt fra revolution og modrevolution er blevet skubbet fra land til land som kvæg. Folkeforbundet beder Nansen optræde som flygtningehøjkommissær. En vigtig opgave er at udstyre disse flygtninge med et almindeligt anerkendt identifikationsbevis. Nansen foreslår, at flygtningene udstyres med et pas, det såkaldte "Nansen-pas", som efterhånden anerkendes af 52 nationer, og Nansen overtaler mange regeringer til at acceptere en vis flygtningekvota. Med et sådant pas bliver tusinder af statsløse personer i stand til at slå sig ned i andre lande. Fx får russiske kunstnere som Igor Stravinsky, Sergei Rachmaninov, Marc Chagall og Anna Pavlova mulighed for at begynde et nyt liv i vesten.

En af Nansens største bedrifter som flygtningehøjkommissær er nok løsningen af det problem, der er opstået mellem Grækenland og Tyrkiet. Tyrkiet, en af taberne i første verdenskrig, er blevet tvunget til at afstå store landområder på vestkysten af Lilleasien, hvor der boede en stor græsk befolkningsgruppe. Den tyrkiske regering vil ikke godtage dette, og det ender med, at Grækenland sender sender tropper ind i Anatolien. Det lykkes imidlertid Tyrkiets nye leder, Kemal Atatürk, at drive grækerne tilbage i 1922, og det udløser en flygtningestrøm på mere end en million etniske græske flygtninge fra Lilleasien. I den modsatte retning flygter et stort antal tyrkere fra de græsk kontrollerede områder. Det fattige Grækenland er ikke i stand til at modtage alle disse flygtninger. Nansen udtænker en løsning, som går ud på, at der skal ske en udveksling af indbyggere mellem Grækenland og Tyrkiet. En halv million tyrkere overføres fra Grækenland til Tyrkiet og får fuld kompensation for deres tab. Herudover giver Folkeforbundet lempelige lån til Grækenland til oprettelse af nye landsbyer og industrier til de hjemvendende grækere, som hidtil har boet i Lilleasien. Den ambitiøse plan gennemføres over en periode på otte år. I dag ville man måske karakterisere løsningen som etnisk udrensning, men den mødte ikke den store modstand på det tidspunkt.

Fra 1925 og frem bruger Nansen megen tid og mange kræfter på at hjælpe armenske flygtninge. De allierede havde under første verdenskrig opfordret armenerne til at gøre oprør mod deres tyrkiske herskere, og dette havde ført til forfærdelige tyrkiske massakrer, som havde drevet tusinder ud i ørkenen. Nansen arbejder på at skaffe disse folk et hjemland eller i det mindste midler, så de kan begynde at dyrke et område i ørkenen. Hans hjælpeplaner bliver afvist af Folkeforbundet. Nansen indgiver sin afskedsbegæring som flygtningehøjkommissær, men Folkeforbundet afviser også den. Nansen fortsætter sit arbejde for Folkeforbundet og arbejder bl.a. for at få indført forbud mod tvangsarbejde i kolonierne. Han er også meget aktiv indenfor nedrustning, og det er hans fortjeneste, at Folkeforbundet i 1930 beslutter, at der to år senere skal afholdes en nedrustningskonference. Nansens stol er tom under samlingen, Nansen er afgået ved døden den 13. maj 1930. Han får en statsmandsbegravelse - som meget passende finder sted på Norges nationaldag den 17. maj. I begravelsen deltager blandt mange andre hans rejsefæller fra grønlandsfærden Otto Sverdrup og Oluf Dietrichson. Nansens urne bliver sat ned under en birk på Polhøgda efter hans eget ønske.