|
"Al den stund I, allerkristeligste og højmægtige fyrster, konge og dronning over Spanien og øerne i havet, vor hersker og herskerinde, i dette år 1492, efter at Eders majestæter havde afsluttet krigen med de maurere, der øvede herredømme i Europa, og bragt den til en ende i den mægtige stad Granada, hvor jeg i dette år på den anden dag i januar så de kongelige bannere plantet med våbenmagt på tårnene af Alhambra, og også så maurernes konge, som han skred frem til stadens porte og kyssede Eders majestæters og prinsens, min herrers hænder, og al den stund jeg kort derefter i den samme måned havde givet Eders majestæter underretning om landene i Indien og om en fyrste, som man kalder "storkhanen", hvilket på vort sprog betyder "kongernes konge", hvilken ligesom sine forgængere mange gange havde skikket bud til Rom for at søge lærere i vor hellige tro, der deri kunne undervise ham, hvilke den hellige fader dog aldrig haver ham sendt, således at mange mennesker ved tilbedelse af afguder og dyrkelse af falske læresætninger er faldet i fortabelse.".
|
Således indleder Columbus sin logbog. Ved tilbagekomsten til den gamle verden i 1493 afleverer han logbogen til myndighederne i Barcelona. Dronning Isabella beordrer udfærdiget en kopi (den såkaldte Barcelona-kopi), men originalen forsvinder omkring 1554. Efter sin 2. rejse får udleveret Columbus kopien, og den forbliver i hans besiddelse indtil hans død i 1506.
Heldigvis har Bartolome de Las Casas lavet et udtræk af logbogen, som benævnes "Columbus dagbog". Las Casas er en ven af Columbus familien. Han arbejder i flere årtier på en historisk skildring af Spaniens rolle i den nye verden. Dagbogen, som udgives i 1825, er den bedste historiske kilde til vores kendskab til den 1. rejse. Du har sikkert som jeg hørt, at Columbus fører en ekstra logbog, hvori han underdriver de tilbagelagte strækninger for ikke at skræmme mandskabet, som jo aldrig havde været så langt ude på det åbne ocean. Personligt har jeg svært ved at tro, at Columbus skulle være i stand til at narre sine erfarne søfolk, men det er vistnok en kendsgerning, at han forsøger sig med dette "dobbeltbogholderi".
Efter datidens forestillinger lå Japan (Cipangu) på højde med de kanariske øer. Vi ved i dag, at denne antagelse ikke er korrekt, men det er for så vidt en heldig fejltagelse, da Columbus og hans fæller får gavn af de passatvinde, der på den tid af året fører frem til den amerikanske kyst. Ekspeditionen når frem til de kanariske øer, hvor skrog og rigning bliver efterset. Roret på "Pinta" er blevet beskadiget allerede på den første dag, så det bliver repareret. På øen Gomera, en af de vestlige kanariske øer, lurer dog en helt anden fare på vores helt Columbus. Det er den smukke og yppige enke, Doña Beatriz de Paraza, endnu ikke fyldt 30 år. Onde rygter beretter, at den 40-årige Columbus, som jo selv er enkemand, falder for damens ynder (det var i hvert fald, hvad en lokal guide fortalte os under et besøg på La Gomera). Mens de ligger for anker overværer de på afstand et vulkanudbrud af Teide på Tenerife. Under alle omstændigheder letter ekspeditionen anker den 6. september 1492 efter ca 4 uger for at lede efter en vestlig søvej til Indien.
De første dage fører passatvindene den lille flåde vestpå. Der opstår en vis forskrækkelse, da skibene løber ind i de udstrakte tangmasser i Sargassohavet. Vil de blive hængende i den grødede masse? Og de genkalder sig alle de kendte historier om enorme søuhyrer, der lurer for at dukke op og trække skibene med de uskyldige søfolk med sig ned i dybet.
Stemningen om bord er gennemgående god. Der er intet, der antyder, at der har været mytteristemning ombord, hvilke flere forfattere har ment at vide. Folkene sover omkring på skibene, hvor de kan finde en ledig plet. Kun kaptajnen har sit eget kvarter. Religionen spiller en stor rolle om bord. Hver dag indledes med en gudstjeneste med sang og hymner, og dagen afsluttes også med en religiøs ceremoni. Kosten består af et varmt måltid, der bliver tilberedt over åben ild på dækket. Hertil kommer beskøjter, saltet kød, tørrede ærter, ost og vin. Undertiden får de friskfanget fisk.
Flere gange i løbet af september meldes om landkending, men det viser sig hver gang at være skyformationer. Efter mere end tre uger til søs opfordrer nogle af officererne Columbus til at vende om, men Columbus er ubøjelig. Den 7. oktober noterer Columbus i loggen, at man har set fugle flyve vestpå. Efter råd fra Pinzon ændrer Columbus kurs mod sydvest. Havde Columbus holdt sin kurs, ville han have ramt det nordamerikanske fastland, og meget ville have udviklet sig anderledes. Den 9. oktober opfordrer kaptajnerne på de to karaveller til at vende om, og Columbus må love, at man højest vil fortsætte vestpå i endnu to dage. Der viser sig dog stadig flere tegn på, at man nærmer sig land: grene, siv, løsrevne grønne planter og stadig flere fugle. Endelig ved 10-tiden om aftenen den 11. oktober 1492 får Columbus og flere af besætningen øje på lys inde på kysten.
Kl. 2 om morgenen den 12. oktober 1492 får matros Rodrigo de Triana på Pinta landkending efter 33 dage til søs på åbent hav. Det er én af Bahama-øerne, formentlig den nuværende Watling Island, som Columbus straks døber San Salvador (Frelseren). Da det bliver dag, går Columbus i land. I den ene hånd bærer han sin kårde, i den anden det kongelige banner. De øvrige kaptajner bærer hver et flag med bogstaverne hhv. F og I for kongeparret Ferdinand og Isabella. Columbus tager højtideligt den nye verden i besiddelse for den spanske krone og holder en lille tale for de intetanende "vilde", som selvfølgelig ikke forstår et muk. Søfolkene hylder Columbus som admiral og vicekonge. De indfødte bliver ivrigt udspurgt, om der findes forekomster af guld, og de peger sydpå. Columbus uddeler generøst af sine til formålet medbragte skatte til de indfødte: glasperler og røde huer med bjælder.
Columbus skriver i sin log:
|
"De er så harmløse og rundhåndede med alt, hvad de har, at ingen, der ikke har set det, ville tro det; vil man have noget af det, de ejer, siger de aldrig nej, tværtimod de opfordrer én til at dele det med sig"... "Jeg er, højtædle fyrster overtydet om, at de alle ville antage den kristne tro, hvis de havde religiøse vejledere, der forstod deres sprog; derfor sætter jeg min lid til Gud, at Eders højheder må være ivrige for at føre et så talrigt folk ind i kristendommens fold, ligesom I tilintetgjorde dem, der ikke ville bekende sig til Faderen, Sønnen og Helligåndens treenighed"... "Disse menesker er helt ukyndige i våben og deres brug. Med halvtredsindstyve mand kan de alle med lethed bringes til underkastelse og nødes til at gøre alt, hvad vi måtte ønske af dem"
|
Columbus tager seks indfødte ombord som vejvisere og måske fremtidige tolke. Meget naturligt, da han jo mener at være nået frem til Indien, benævner han de indfødte for "indianere". Et par dage senere fortsætter flåden i den angivne retning, hele tiden på udkig efter Japans og kinas kyster efter jagt på guld og sølv, krydderier, silke. Den 29. oktober 1492 når man frem til Cuba. Columbus mener her at have fundet et af Marco Polos riger. Man leder forgæves efter paladser med guldtage og slotte bygget i elfenben, men finder bare palmetækkede hytter og "primitive" indfødte. Her stifter man bekendtskab med majs og bomuld, kartofler, bønner og tobakken, som man bringer med tilbage til Europa. Mindre heldigt er det, at man også bringer kønssygdommen syfilis til Europa. De indfødte kvinder er tilsyneladende gavmilde med deres gunst overfor de fremmede søfolk, som jo har været hjemmefra i snart 2 måneder. Denne sygdom skal siden koste millioner af liv i Europa og rase gennem flere hundrede år.
Den 22. november 1492, mens den lille flåde sejler nordpå, stikker kaptajnen på "Pinta", Martín Alonso Pinzón pludselig af. Han har af de indfødte fået at vide, at der er masser af guld på øen "Babeque", og han beslutter at prøve lykken. Han håber måske også med sit lette og hurtige skib at kunne nå til Europa før Columbus på den mere adstadige "Santa Maria". Jeg kan levende forestille mig alle de bekymringer, dette giver vores helt Columbus, som imidlertid fortsætter østpå med "Santa Maria" og "Niña" og når frem til Haiti (som han døber Hispaniola) den 5. december 1492.
Juleaften løber "Santa Maria" på et rev ud for Hispaniola. Styrmanden har mod Columbus' ordre overladt roret til en skibsdreng, som formentlig er faldet i søvn. "Santa Maria" synker den følgende dag, men mandskabet når at bringe næsten alt, der er ombord, i land. Af planker og bjælker fra skibet lader Columbus bygge et lille fort på kysten, som han navngiver "La Navidad" (Julen). Columbus krydser omkring på Haitis kyster, hele tiden på jagt efter guld. I mundingen af en flod konstaterer han små guldkorn og døber straks floden "Rio del Oro" (guldfloden). Columbus flytter sit kvarter over på "Niña", som dog ikke kan transportere hele besætningen fra "Santa Maria". Det ender med, at Columbus må efterlade 39 mand på La Navidad, men han lover højtideligt at vende tilbage og hente dem. De tilbageblevne sømænd skal i mellemtiden samle så meget guld og så mange krydderier, at "Spaniens herskere vil få midler til at erobre Den Hellige Grav indenfor tre år". Columbus forlader La Navidad den 2. januar 1493. På vejen østpå løber Columbus den 6. januar 1493 ind i "Pinta" og en formentlig slukøret kaptajn, som ikke har fundet guld. Columbus' vrede over Pinzón er sikkert formildet af hans glæde over at kunne vende tilbage til Spanien med 2 skibe. Hjemturen starter den 16. januar 1493.
Mens udrejsen havde foregået under gunstige vejrforhold, skal hjemturen blive en barsk oplevelse i forrygende storm. I begyndelsen går det langsomt, men fra den 4. februar raser en voldsom vinterstorm fra nordvest. Columbus må hver dag ændre kurs og får god brug for sine gode navigationsevner. Under et voldsomt uvejr bliver "Pinta" og "Niña" den 14. februar 1493 skilt fra hinanden, og de to kaptajner tror hver især, at det andet skib er gået ned. "Niña" har svært ved at klare den høje sø på grund af manglende ballast. Columbus arrangerer - som det er skik på den tid - et ejendommeligt lotteri. En sømandshue fyldes med ærter, hvoraf én er forsynet med et kors. Vinderen skal forpligte sig til at foretage en valfart til en kirke i Estremaduras bjerge. Det er Columbus selv, der vinder lodtrækningen, men vejrguderne lader sig ikke formilde så let. Columbus afholder endnu et lodtrækning og lover vinderen rejsepenge til valfarten. Tredje gang vinder Columbus endnu en gang og forpligter sig til at våge en hel nat og læse en messe i "Santa Clara de Moguer" ved Palos. Desuden skal hele besætningen alene iført skjorter gå i procession og ved det første alter bede til Jomfru Maria. Og endelig lægger stormen sig. Så frygtelig er stormen, at Columbus nedskriver en beretning om sine opdagelser og lægger den i en tønde, som kastes i havet. Skulle han selv gå ned med skibet, håber han dog, at verden på den måde skal få kendskab til hans bedrifter.
Den følgende dag får mandskabet øje på en ø i horisonten, og Columbus erklærer, at det er en ø i Azorerne, og den 18. februar 1493 lykkes det at lægge til land. Beboerne fortæller, at de er kommet til Santa Maria, som rigtigt tilhører øgruppen Azorerne. De lokale er overraskede over, at karavellen har klaret sig igennem de værste storme, de nogensinde har oplevet på de kanter. Columbus er formentlig lidt bekymret, da de jo er landet på portugisisk område. Den følgende dag går halvdelen af besætningen i land for at opfylde deres løfte om at besøge det nærliggende Jomfru Maria kapel. Midt under ceremonien bliver de imidlertid overfaldet og taget til fange af den lokale befolkning. I bogstavelig forstand taget med bukserne nede.
Columbus, der bliver bekymret, fordi mandskabet ikke vender tilbage, letter anker og sejler langs kysten. Han får snart øje på en flok bevæbnede ryttere, som stiger om bord i en båd og sejler ud mod "Niña". Columbus gør rede for, at han er "admiral over verdenshavet" og "opdager af søvejen til Indien". Det har nok virket lidet overbevisende, når man påtænker hans ydmyge karavel. Øens kommandant sender et par repræsentanter om bord for ar studere Columbus' fuldmagter, hvorefter mandskabet løslades, og "Niña" fortsætter sin hjemfærd.
Under den forrygende storm driver Columbus ind på fjendens eller konkurrentens kyst og når frem til mundingen af Tejo og ankommer til Lissabon den 4. marts 1493. Så hård er stormen, at mange portugisiske skibe ligger i havn på fjerde måned. Også her bliver de uvenligt modtaget. Ingen ringere end Bartolomeo Diaz, som i 1487 har sejlet sydom Kap det gode Håb og har udforsket Afrikas østkyst, kommer ud til "Niña" med en håndfuld bevæbnede mænd, men Columbus står fast på, at han skal behandles i overensstemmelse med sin rang som admiral. Efter en del diskussioner kommer Columbus i land, og nogle dage senere modtages han i audiens af kong Joao II. Det har sikkert været en stor tilfredsstillelse for Columbus, der som bekendt forgæves flere gange har ansøgt hoffet om støtte til sin ekspedition. Kongen fremfører, at opdagelserne er gjort indenfor Portugals magtområde, og der udvikler sig efterfølgende en magtkamp mellem den spanske og den portugisiske krone - mere herom lidt senere.
Først den 15. marts 1493 lægger Columbus ind til Palos. Pinzón med "Pinta" sejler nord om Azorerne og lægger ind i havnen ved Bayona i det nordlige Spanien. Efter et nødvendigt ophold for en reparation ankommer "Pinta" til Palos bare få timer efter "Niña". Pinzón, som havde håbet at blive modtaget som en helt, oplever at Columbus får denne hæder, og det menes, at han dør nogle få dage senere. 32 uger er gået siden den lille flåde satte ud på sin store ekspedition. Det er 17 år siden, Columbus blev skyllet i land på den portugisiske kyst. Jublen i Palos er grænseløs, da størsteparten af mandskabet stammer herfra. Efter en kort hvil, hvorunder han også opfylder sine bodsløfter, holder Columbus et indtog i Sevilla, en konge værdig. Han inviteres til hoffet i Barcelona, og rejsen er et sandt triumftog. Under overværelse af det samlede ridderskab påhører kongeparret Columbus' beretning. Da han ærbødigt har kysset monarkernes hænder, viser de ham den store ære at lade ham sætte sig ned i deres nærvær. Columbus fremviser stolt de indfødte i deres fremmedarterede dragter, bærende på farvestrålende papegøjer. Den varmhjertede dronning Isabella lader straks de indfødte iføre varme klæder. Hoffet får også forevist den fantastiske tobaksplante og andre ukendte vækster som ananasplanter. Det er også første gang den europæiske befolkning præsenteres for kalkuner. Columbus opholder sig ved hoffet i flere uger og deltager i utallige banketter. Han får bekræftet sin admiralsrang og øvrige rettigheder. Det bliver hurtigt bestemt, at Columbus skal udruste en ny ekspedition til erobring og kolonisering af de nyopdagede lande.
Som belønning for sin vellykkede rejse tillader det spanske kongepar Columbus at føre våbenskjold. Af tilladelsen af 20. maj 1493 fremgår, at Columbus i første og andet kvadrant skal bære de kongelige symboler for hhv. Kastilien og Leon, nemlig slottet og løven, blot med andre farver. I tredje kvadrant skal der være en eller flere øer i det gyngende hav, og i det fjerde hans familievåben. Imidlertid tillader Columbus sig nogle friheder i forhold til tilladelsen. Han anvender de royale farver i de kongelige symboler og tilføjer et kontinent til øerne i tredje kvadrant. Disse friheder viser for mig den enorme betydning, den selvbevidste Columbus tillægger sine opdagelser.
Da Columbus har overskredet den hidtidige grænse for den kendte verden, skal rettigheder til disse områder fastlægges. Hvem gør det? Som kristendommens overhoved tilkommer det Paven, og den spanske regering indleder forhandlinger med Vatikanet for at få bekræftet deres rettigheder til de nyopdagede områder. Tidligere paver har udstedt flere buller (bekendtgørelser), som fastslår, at Portugal har suveræniteten over "den afrikanske kyst samt til alle områder, det måtte blive fundet syd for de Kanariske Øer og vest for Guinea eller dets nærhed". Det er således med nogen ret, at den portugisiske kong Joao II mener, at Columbus har bevæget sig ind på hans territorium. I den strid med de to mægtige monarkier sidder spanske Ferdinand med gode kort på hånden:
|
title=dinand har i sin tid medvirket til valg af spanieren Rodrigo Borgio til pave (under navnet Aleksander VI). |
|
|
Ferdinand har tildelt paven tre bispesæder i Aragonien. |
|
|
Pavens søn, Pedro har fået et hertugdømme og den anden søn, Cesare Borgia to bispesæder. |
Nu er tiden for tilbagebetaling kommet - og den ene tjeneste er vel den anden værd. Den 4. maj 1494 udsteder paven en bulle (vi ville nok kalde det et dekret), som deler jorden mellem Portugal og Spanien ved en nord-syd gående linie i Atlanten, 1776 km vest for de Kap Verdiske øer. Spanien har rettighederne til al uopdaget land vest for denne linie, mens Portugal har rettighederne øst for linien. Denne afgørelse bliver ikke umiddelbart accepteret af alle. Den franske konge Francis I tillægges denne udtalelse:
"Solen skinner på mig som på alle andre. Jeg vil gerne se den bestemmelse i Adams testamente, som udelukker mig fra nogen del af verden."
Da det går op for Portugal hvor meget mere land, der tilfalder ærkefjenden Spanien, protesterer de højlydt. Der indledes forhandlinger mellem de to parter, og den 7. juni 1494 underskriver de Tordesillas traktaten, som fordeler rettighederne til "den nye verden" mellem Spanien og Portugal, og paven Alexander VI giver sin velsignelse dertil. Linien går gennem Sydamerika ved Brasiliens daværende vestlige grænse, hvorved Spanien får ret til alle uopdagede områder i Nordamerika. De to store sømagter får yderligere den fordel, at traktaten affektivt holder konkurrenter som Holland, Frankrig og England ude.
Mens disse politiske studehandler foregår lever Columbus et liv i sus og dus med daglige banketter og festligheder. På dette tidspunkt er ikke mange i tvivl om, at Columbus har fundet søvejen til Indien og har opdaget en gruppe øer udfor det asiatiske kontinent. Først efter Magelans jordomsejling i 1552 går det op for befolkningen, hvor langt der i virkeligheden er fra Europa til Asien ad en vestlig rute. Det er selvfølgelig forklaringen på, at Columbus ikke får æren af at navngive det nye kontinent. Den hæder tilfalder den florentinske opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci, som i 1508 lægger navn til den nye verdensdel: "Amerigos land" - på latin "Terra America". Flyveblade i bedste Ekstrabladet stil med "fantastiske beretninger om nøgne kvinder i Indien" trykkes i stadig større oplag. Mange mener, at Columbus har fundet "Edens Have". Alle er overbeviste om, at Columbus på sin næste tur vil finde floder, som flyder med guld, og Europa har på den tid en udpræget mangel på møntmetal.
Hvis du stadig hænger på, så kom med denne vej på Columbus' 2. rejse.